Retsudvalget 2021-22
L 182 Bilag 5
Offentligt
2583125_0001.png
Fra:
Mikael Sjöberg [mailto:[email protected]]
Sendt:
25. maj 2022 15:41
Til:
Signe Draabe Bruunsgaard <[email protected]>
Cc:
[email protected]
Emne:
retskendelser og gps overvågning
Kære medlem af retsudvalget
Den 3. marts 2022 sendte Justitsministeriet et udkast til en lovpakke i høring, hvis overordnede formål var
at sikre en hensigtsmæssig udnyttelse af politiets, anklagemyndighedens, domstolenes, kriminalforsorgens
og Ungdomskriminalitetsnævnets ressourcer.
Blandt de foreslåede ændringer var retsplejelovens § 791 a om politiets registrering af en mistænkt eller
anden persons færden ved hjælp af gps, således at dette fremover ikke vil kræve retskendelse.
Dommerforeningen anførte i sit høringssvar af 7. april 2022, at den foreslåede ophævelse af kravet om
retskendelse rejste væsentlige retssikkerhedsmæssige betænkeligheder. Politiet får gennem en
retskendelse om overvågning ved gps meget vidtgående beføjelser, idet man samtidig får adgang til
ransagningslignende indgreb i form af indtrængen på privat område og i private genstande med henblik på
etablering af overvågningen. Justitsministeriets bemærkninger om, at det vil være tilstrækkeligt, at politiet
selv skulle vurdere, om og i hvilket omfang en overvåget person efterfølgende skulle underrettes om
indgrebet, anså vi for at være ganske utilstrækkelig. Dommerforeningen gjorde i høringssvaret endvidere
opmærksomhed på, at fjernelse af kravet om retskendelse ved de ransagningslignende indgreb kunne
komme i konflikt med grundlovens § 72.
Med fremsættelsen af lovpakken som LFF nr. 182 af 27. april 2022 kan det konstateres, at
Dommerforeningens synspunkt til dels er imødekommet, idet den form for overvågning, som tillige
forudsætter ransagningslignende indgreb, fortsat vil kræve retskendelse.
Derimod foreslås stadig, at registrering af en mistænkt eller anden persons færden ved hjælp af gps eller
lignende, skal kunne foretages af politiet uden retskendelse, hvis placeringen eller monteringen af
apparatet ikke kræver indtrængen i privat bolig eller lignende.
Dommerforeningen anerkender, at man med ændringen har imødekommet bekymringen i forhold til de
ransagningslignende indgreb. Vi mener imidlertid, at der fortsat består retssikkerhedsmæssige problemer
ved de overvågninger, som f.eks. kan omfatte montering af en gps på et køretøj eller overvågning ved hjælp
af et videokamera, der viser personens færden. Denne type overvågning har en væsentlig mere intensiv
karakter end den type overvågning, som i dag kan foretages uden retskendelse efter retsplejelovens § 791
a, stk. 1, og som f.eks. omfatter direkte observation med kikkert eller lignende mod en person på et ikke
tilgængeligt sted.
Det anføres, at der med lovforslaget ønskes skabt en retstilstand, der i vidt omfang svarer til den, der var
gældende forud for indførelsen af det generelle krav om retskendelse i 2018. Dommerforeningen skal hertil
bemærke, at det netop var i forbindelse med kriminaliseringen af privates overvågning af andre med gps i
2018, at man vurderede, at politiets brug af samme metoder skulle kræve retskendelse. Det er ikke
foreningens indtryk, at privates uberettigede anvendelse af gps eller lignende i dag vurderes mildere end i
2018, og indførelsen af straffelovens § 242 om stalking og § 243 om psykisk peger derimod på det
modsatte.
L 182 - 2021-22 - Bilag 5: Henvendelse af 25/5-22 fra Mikael Sjöberg, Den Danske Dommerforening om retskendelser og gps overvågning
2583125_0002.png
Dommerforeningen finder på denne baggrund fortsat lovforslaget retssikkerhedsmæssigt problematisk
ikke mindst når det alene er begrundet i ressourcemæssige hensyn. Om det sidste er i øvrigt at tilføje, at
dommerkendelser ikke i sig selv er sagsforlængende
de ekspederes fra dag til dag
Med venlig hilsen
Mikael Sjöberg
Landsdommer/Formand for Den Danske Dommerforening
Direkte: + 45 99 68 65 01/ + 45 21 66 18 49