I dag behandler vi udbudsloven, og det er jo en rigtig, rigtig vigtig lov, fordi det er den, der sætter rammerne for, hvordan vi bruger rigtig mange penge i det offentlige. Vi bruger hvert år 380 mia. kr. på varer og tjenesteydelser inden for det offentlige område, og de penge skal vi bruge bedst muligt, både af hensyn til skatteborgerne, til borgerne ude i kommuner og regioner, og af hensyn til klima og miljø og til den måde, vi forventer at vores virksomheder agerer på, når de skal tjene penge på offentlige opgaver.
Der er nogle ting i det her lovforslag, der er lagt frem af erhvervsministeren, som vi i SF er meget glade for. Lærlingeområdet er jo noget af det, som vi helt konkret udmønter med den aftale, der hedder »Danmark kan mere I«, og hvor vi alle sammen var enige om, at vi simpelt hen også bliver nødt til at stille nogle krav til de virksomheder, der skal have offentlige opgaver, fordi vi har tusindvis af unge mennesker, der ikke kan finde en lærlingepladser, og fordi vi har et vekseluddannelsessystem i Danmark, der betyder, at de skal være på skolebænken i noget af tiden, og at de så skal være ude i virksomhederne i noget af tiden, og ellers kan man ikke færdiggøre sin uddannelse. Derfor skal virksomhederne selvfølgelig tage deres del, og man kan ikke råbe og skrige på arbejdskraft, hvis man ikke også selv leverer, og det er her, vi med den her ændring stiller det krav, at man selvfølgelig skal leve op til det.
Vi er i SF også meget glade for, at vi har fået nogle mere håndfaste værktøjer i forhold til at stille grønne krav. Når vi bruger 380 mia. kr. om året, skal vi selvfølgelig også bruge dem, så vi kan opnå vores målsætning om et bedre miljø og større biodiversitet og ikke mindst på klimaområdet i forhold til den 70-procentsmålsætning, som vi alle sammen er enige om, og der batter det altså noget, hvilke krav vi stiller, når det drejer sig om så mange penge.
Noget af det, jeg gerne havde set at vi var gået længere med i udbudsloven – det vil jeg ikke lægge skjul på – drejer sig om arbejdsklausuler, om det, der hedder due diligence, og om skattely, og det vil jeg også gerne lige knytte et par kommentarer til.
Arbejdsklausuler siger jo noget om, hvilke krav man kan stille til en virksomhed, som kan tjene penge på en offentlig opgave, altså ordentlige løn- og arbejdsvilkår, og det er noget, man godt kan stille krav om uden at komme i konflikt med EU-lovgivningen. Der havde vi gerne set, at man var gået videre og have skrevet det ind i loven. Der står også i den evalueringsrapport – jeg tror, det er på side 172 – at man godt kan indføre arbejdsklausuler, og derfor var det en skuffelse for os, at det alene står som noget, vi skal kigge på igen. Jeg håber, det bliver til noget næste gang, vi kommer til at kigge på det.
Noget andet er det, der hedder due diligence, og det er jo bare et engelsk ord, der dækker over virksomhedens samfundsansvar. Rigtig mange virksomheder, specielt de store, har en global indvirkning, uanset om det drejer sig om arbejdsvilkår, om miljøpåvirkninger, om de betaler skat der, hvor de producerer deres varer eller lignende, og derfor skal man opføre sig ordentligt, både herhjemme, men i virkelig høj grad også ude i verden. Og der er der en EU-lovgivning på vej – det er rigtigt – men det kan tage lang tid, og vi havde gerne set, at vi også fik en dansk due diligence skrevet ind her.
Det sidste, jeg vil sige noget om, er skattely. Selvfølgelig skal vi gøre noget her, når Europa-Kommissionen endda opfordrer os til det – det er ikke bare, at de siger, at vi må, men de opfordrer os til det – fordi de godt ved, at befolkningerne i EU-landene mister opbakningen til dyre hjælpepakker, coronahjælpepakker, eller til at bruge milliarder af skattekroner til virksomheder, som ikke overholder nogle af de mest basale ting og de ting, vi har aftalt med hinanden. EU's skattelyliste er måske den mindste, den mest minimalistiske, skattelyliste, man kunne forestille sig, men det var det, der var det politisk mulige, og ikke engang det kan vi henvise til. Det synes jeg er skuffende. Men ministeren har lovet, at nu skal vi altså have set på det her, vi skal have opnået den forståelse med Kommissionen, som jeg selv synes de skriver ret klart i deres brev til os og de andre EU-lande. Men det vil jeg lade ministeren selv sige noget om.
Så det er en blandet pose bolsjer, og vi havde meget gerne set en bedre udbudslov, men der er også nogle klare fremskridt i det, der bliver lagt frem i dag.