Tak. Det interessante i det her forslag til lov om ændring af lov om elforsyning er jo, at man ændrer formålsparagraffen, sådan at lovens formål er at sikre, at landets elforsyning tilrettelægges og gennemføres i overensstemmelse med hensynet til klima, miljø, elforsyningssikkerhed, forbrugerbeskyttelse og samfundsøkonomi.
Klima står først, det står først i formålsparagraffen. Det synes jeg forpligter, også når vi skal til at – hvad skal man sige – modulere tingene efterfølgende. Vi skal holde øje med, om vi får den udbygning af vedvarende energi, som vi skal have. Der står så også længere nede, under lovens formål, at man skal fremme sektorintegration, og det er måske der, hvor vi har været for dårlige over tid: at man ikke i tilstrækkelig grad har kunnet samtænke en fjernvarmeforsyning og en elforsyning, og at man ikke har kunnet vægte klimaet højt nok i de valg, der skulle træffes. Kigger man lidt fremad og ser på, hvad der skal træffes større beslutninger om, handler det om power-to-x og om, hvad man kan få ud af CO2: Skal vi lave brændstoffer af det, og hvordan spiller det så sammen med et fjernvarmesystem? Jeg synes, det er vigtigt, at vi, selv om det her lovforslag bliver vedtaget, har en opfølgning på tingene.
Når jeg f.eks. hører, at der i forbindelse med det her teknologineutrale udbud lige pludselig ikke er nogen, der byder ind med, at de gerne vil have støtte til solcelleanlæg eller til vindmølleopstilling, tænker jeg, at det kan være tegn på to ting. Den ene ting kunne være, at de kan klare sig uden offentlige tilskud, så hvorfor skulle man så søge om det. Den anden mulighed kunne være, at man kigger ind i nogle rammevilkår, som man ikke synes er så attraktive, at man vil opstille vedvarende energi-anlæg under de rammevilkår. Der synes jeg lidt vi mangler svar. Hvad er det rigtige svar på det spørgsmål?
Med hensyn til den samlede lovtekst kan jeg sige, at de dele, der har med udfasningen af PSO at gøre, altså ikke er noget, som er groet i Enhedslistens baghave. Vi havde meget gerne set, at man havde moduleret den PSO-ordning, som har haft succes i Danmark i mange år, men EU krævede så, at den skulle ændres, og så endte det med, at den blev afskaffet i stedet for.
Vi synes i Enhedslisten, at det er utrolig vigtigt, at vi fremadrettet har noget, der hænger sammen, og det er jo derfor, at det er umådelig vigtigt at fremme sektorintegration; det er vigtigt, at vi kommer videre med at tænke og handle ud fra det samlede energisystem, og at vi samtidig efterstræber at få mest mulig klimahandling. Der kan jeg godt nogle gange blive lidt betænkelig ved de vilkår, vi har. F.eks. sker solcelleudbygningen ikke hurtigt nok. Og hvad kan vi så gøre for at ændre det? Er det det her lovforslag, der sikrer, at det rigtige sker? Det er jeg ikke sikker på. Der skulle måske mere til. Det er måske ovre i planloven, at vi skulle sikre en bedre planlægning. Det er måske, at man skulle finde ud af at tage større hensyn til lokalbefolkningen end til den ene person, som har lagt en ansøgning ind.
Jeg synes, at det folkelige engagement i den vedvarende energi skulle vi have tilbage. Er det det, der bliver sikret med det her lovforslag? Nej, det er det vel egentlig ikke. Så jeg kan se, at der er nogle beslutninger, vi bør træffe, med hensyn til mere klimahandling, som ligger uden for det her lovforslag, og hvor det selvfølgelig er rigtig skidt, hvis det så er, at man har nogle rammevilkår for nettilslutning, som gør, at man ikke får opstillet så meget vedvarende energi; at der er netselskaber, som måske kræver en for høj rådighedsbetaling, i forbindelse med at der skal opstilles solceller.
Så jeg synes, der er god grund til at se på: Er der nogle rammevilkår, som er bremsende for den vedvarende energi-udbygning, som vi vel alle sammen er interesserede i med de klimamål, vi har? Er der noget her, som vi kan gøre bedre frem mod 2025, nogle rammevilkår, som bør ændres, og som ikke er indeholdt i det her lovforslag, eller noget, der skal moduleres? Det er nogle gange lidt svært at finde klart ud af, når et lovforslag har så mange paragraffer. Men det, der er handlingsfokus, synes jeg vi i en udvalgsbehandling skal tage op og stille spørgsmålet: Er vi landet det rigtige sted med det her lovforslag?