Klima-, Energi- og Forsyningsudvalget 2021-22
L 53
Offentligt
2483711_0001.png
Klima-, Energi- og Forsyningsudvalget
Christiansborg
1240 København K
Ministeren
Dato
19. november 2021
J nr.
2021-628
Klima-, Energi- og Forsyningsudvalget har i brev af 5. november 2021 stillet mig
følgende spørgsmål 3 til L 53, som jeg hermed skal besvare. Spørgsmålet er stillet
efter ønske fra Carsten Kissmeyer (V).
Spørgsmål 3
Skal lovbemærkningerne vedr. habilitetsregler forstås sådan, at det er helt
udelukket, at mindre netselskaber, hvis moderselskab kun ejer yderst begrænsede
minoritetsandele i en konkurrenceudsat elektricitetsvirksomhed, kan undtages de
politisk aftalte krav af hensyn til proportionaliteten i kravene og til at begrænse de
omkostninger, der i sidste ende pålægges forbrugerne?
Svar
Mindre netvirksomheder (under 100.000 kunder) vil i overensstemmelse med
aftalen ”En effektiv og fremtidssikret elinfrastruktur til understøttelse af den grønne
omstilling og elektrificeringen” af 4. juni 2021 fortsat være underlagt væsentligt
lempeligere regler angående habilitet set i forhold til de større netvirksomheder
(100.000 kunder eller mere).
Det vil bl.a. fortsat være muligt, at samme person kan indgå i en mindre
netvirksomheds ledelse og samtidig indgå i ledelsen i en konkurrenceudsat
elektricitetsvirksomhed, som netvirksomhedens moderselskab deltager i eller ejer
minoritetsandele eller majoritetsandele i. Tilsvarende kan samme person bl.a.
indgå i både netvirksomhedens ledelse og ledelsen i moderselskabet. Det skal
sikre proportionalitet i kravene for de mindre netvirksomheder, da kravet ellers kan
være en stor administrativ byrde for små netvirksomheder med en begrænset
økonomisk aktivitet.
Med stemmeaftale af 4. juni 2021 stilles der dog krav om, at alle netvirksomheder,
uanset størrelse, skal have mindst to uafhængige bestyrelsesmedlemmer. Det
betyder, at der skal være mindst to bestyrelsesmedlemmer, der ikke har en
ledelsesrolle i en virksomhed, der er selskabsmæssig forbundet med
netvirksomheden, og som varetager en konkurrenceudsat elektricitetsaktivitet eller
leverer ydelser til netvirksomheden. De to bestyrelsesmedlemmer må heller ikke
have en ledelsesrolle i bl.a. moderselskabet for sådanne virksomheder. Det er op til
Klima-, Energi- og
Forsyningsministeriet
Holmens Kanal 20
1060 København K
T: +45 3392 2800
E: [email protected]
Side 1/2
www.kefm.dk
L 53 - 2021-22 - Endeligt svar på spørgsmål 3: Spm. om fortolkningen af lovbemærkningerne om habilitetsregler, til klima-, energi- og forsyningsministeren
netvirksomhederne selv at beslutte, hvem disse to uafhængige
bestyrelsesmedlemmer skal være. Men det kunne f.eks. være elforbrugere i
netvirksomhedens netområde eller bestyrelsesmedlemmer med særlig indsigt i
netvirksomhedens forhold.
Det bemærkes, at risiciene, der er forbundet med personsammenfald, vurderes at
være til stede, uanset, om der er tale om, at netvirksomhedens moderselskab ejer
en større eller mindre andel i f.eks. en konkurrenceudsat elektricitetsaktivitet. Det
drejer sig blandt andet om risikoen for ikke-neutral adfærd og manglende
uafhængig beslutningstagning samt interessekonflikter med fare for bl.a.
konkurrenceforvridninger på de konkurrenceudsatte elektricitetsmarkeder og
manglende fokus på netvirksomhedens omkostninger.
Tiltaget om to uafhængige bestyrelsesmedlemmer for mindre netvirksomheder
vurderes proportionalt. Det skyldes, at tiltaget forventes at styrke adskillelsen
mellem netaktiviteten og konkurrenceudsatte elektricitetsaktiviteter, hvilket styrker
konkurrencen for disse ydelser. Styrket konkurrence kan føre til lavere priser, der
også kommer netvirksomhederne til gode, da de ligeledes kan agere købere på
nogle af markederne. Samlet set vurderes gevinsterne ved tiltaget at være større
end de direkte omkostninger herved og dermed at understøtte en lavere
gennemsnitlig omkostning for elforbrugerne.
Med venlig hilsen
Dan Jørgensen
Side 2/2