Betænkning afgivet af
Beskæftigelsesudvalget den 24. november 2021
1. Ændringsforslag
Beskæftigelsesministeren har stillet
5 ændringsforslag til lovforslaget.
2. Dispensation fra Folketingets
forretningsorden
Et flertal (udvalget med undtagelse af NB)
indstiller, at der dispenseres fra bestemmelsen i Folketingets
Forretningsordens § 8 a, stk. 2, om, at der skal gå 2
dage fra offentliggørelsen af betænkningen, til
lovforslaget kommer til 2. behandling.
Et flertal (udvalget med undtagelse af NB)
indstiller, at der dispenseres fra bestemmelsen i Folketingets
forretningsordens § 13, stk. 1, således at 3. behandling
kan finde sted tidligere end 2 dage efter 2. behandling.
Et flertal (udvalget med undtagelse af NB)
indstiller, at der dispenseres fra bestemmelsen i § 13, stk.
1, om, at der skal gå 30 dage fra lovforslagets
fremsættelse, til det kan vedtages ved 3. behandling.
3. Indstillinger
Et flertal i
udvalget (udvalget med undtagelse af NB og ALT) indstiller
lovforslaget til vedtagelse med de
stillede ændringsforslag.
Et mindretal i
udvalget (NB) vil ved 2. behandling redegøre for sin
stilling til lovforslaget og de stillede ændringsforslag.
Et andet mindretal i udvalget (ALT) vil
redegøre for sin stilling til lovforslaget ved 3.
behandling. Mindretallet vil stemme for de stillede
ændringsforslag.
Frie Grønne, Kristendemokraterne,
Inuit Ataqatigiit, Siumut, Sambandsflokkurin og
Javnaðarflokkurin havde ved betænkningsafgivelsen ikke
medlemmer i udvalget og dermed ikke adgang til at komme med
indstillinger eller politiske bemærkninger i
betænkningen.
En oversigt over Folketingets
sammensætning er optrykt i betænkningen.
4. Politiske bemærkninger
Dansk Folkeparti, Enhedslisten,
Socialistisk Folkeparti og Radikale Venstre
Dansk Folkepartis, Enhedslistens,
Socialistisk Folkepartis og Radikale Venstres medlemmer af udvalget
støtter lovforslaget og trepartsaftalen. Partierne
anerkender, at coronapas kan medvirke til at mindske
smittespredningen og skabe tryghed på arbejdspladsen.
Partierne mener imidlertid ikke, at der kan være en saglig
begrundelse for at afkræve fremvisning af coronapas for
personer, der alene og fuldt ud arbejder hjemmefra.
Venstre
For Venstres medlemmer af udvalget er det
afgørende, at vi gør, hvad vi kan for at holde
aktiviteten i samfundet så høj som muligt og samtidig
holde smitten nede. For det handler om danskernes sundhed. Derfor
er der brug for redskaber til at sikre, at vi kan forebygge
smitterisikoen, begrænse smitten og inddæmme den og
samtidig sikre, at vi kan opretholde aktiviteten i samfundet. Det
giver lovforslaget med et coronapas mulighed for.
For V er det også vigtigt, at det
selvfølgelig skal være sagligt begrundet, når en
arbejdsgiver ønsker at få fremvist et coronapas. Det
kunne f.eks. være begrundet i hensynet til at begrænse
smitten på arbejdspladsen eller væsentlige
driftsmæssige hensyn.
Nye Borgerlige
Nye Borgerliges medlem af udvalget mener
ikke, at lovforslaget bør behandles i Folketinget,
før de sundhedsmæssige konsekvenser ved lovforslaget
er tilstrækkelig belyst.
NB finder det stærkt kritisabelt at
hastebehandle lovforslaget på så uoplyst grundlag. NB
er uforstående over for, at et flertal af Folketingets
øvrige partier ikke ønsker at udskyde behandlingen af
lovforslaget, til der foreligger en redegørelse fra
regeringen med en vurdering af de sundhedsmæssige
konsekvenser af lovforslaget.
5. Ændringsforslag med
bemærkninger
Ændringsforslag
Til § 1
Af beskæftigelsesministeren,
tiltrådt af et flertal (udvalget
med undtagelse af NB):
1) I
stk. 5 indsættes efter
»covid-19,«: »jf. stk. 1 og § 2, stk.
1,«.
[Henvisning tilføjet i
bemyndigelsesbestemmelsen]
Til § 3
2) I
stk. 2, 1. pkt., ændres
»der« til: »vedkommende«.
[Tydeliggørelse af
bestemmelsen]
Til § 9
3) I
nr. 1 indsættes efter
»§ 5«: », stk. 1,«.
[Præcisering af
paragrafangivelse]
4)
Efter nr. 1 indsættes som nyt nummer:
»01. I overskriften til kapitel 3 a indsættes
efter »Registret for Udenlandske Tjenesteydere (RUT)«:
»m.v.««
[Præcisering af
kapiteloverskrift]
5) I
den under nr. 3 foreslåede § 7 g ændres »sundheds- og
ældreministeren« til:
»sundhedsministeren«.
[Korrektion af ministertitel]
Bemærkninger
Til nr. 1
Det foreslås med
ændringsforslaget at indsætte en henvisning til
bestemmelsen om arbejdsgivers adgang til at pålægge
forevisning af coronapas (§ 1, stk. 1) og til bestemmelsen om
arbejdsgivers adgang til at pålægge test for covid-19
(§ 2, stk. 1), så det bliver klart, at bemyndigelsen
også kan bruges i forhold til pålæg om test i
§ 2, stk. 1.
Til nr. 2
Det foreslås med
ændringsforslaget, at ordet »der« ændres
til »vedkommende« i det fremsatte lovforslags § 3,
stk. 2, 1. pkt. Formålet med ændringen er at
tydeliggøre, at det er den berørte ansatte, som vil
blive pålagt test for covid-19.
Til nr. 3
Det foreslås med
ændringsforslaget, at paragrafangivelsen præciseres,
idet udstationeringslovens § 5 indeholder flere stykker.
Henvisningen til § 5 foreslås således ændret
til § 5, stk. 1.
Til nr. 4
Udstationeringslovens kapitel 3 a
indeholder bestemmelser om Registret for Udenlandske Tjenesteydere
(RUT). Med lovforslagets § 9, nr. 2 og 3, indsættes der
bestemmelser om fremlæggelse af kontaktoplysninger på
udstationerede lønmodtagere og om udenlandske tjenesteyderes
pligt til at medvirke til indsatsen mod covid-19 i kapitel 3 a.
Det foreslås på den baggrund
med ændringsforslaget, at kapiteloverskriften
præciseres ved at tilføje et »m.v.«,
således at overskriften tager højde for, at kapitlet
også indeholder bestemmelser om andet end RUT.
Til nr. 5
Det foreslås med
ændringsforslaget, at »sundheds- og
ældreministeren« ændres til
»sundhedsministeren«, således at ministertitlen
er i overensstemmelse med den aktuelle ressortfordeling blandt
regeringens ministre.
6. Udvalgsarbejdet
Lovforslaget blev fremsat den 18. november
2021 og var til 1. behandling den 23. november 2021. Lovforslaget
blev efter 1. behandling henvist til behandling i
Beskæftigelsesudvalget.
Oversigt over lovforslagets
sagsforløb og dokumenter
Lovforslaget og dokumenterne i forbindelse
med udvalgsbehandlingen kan læses under lovforslaget på
Folketingets hjemmeside www.ft.dk.
Møder
Udvalget har behandlet lovforslaget i 1
møde.
Høringssvar
Et udkast til lovforslaget har inden
fremsættelsen været sendt i høring, og
beskæftigelsesministerenministeren sendte den 17. november
2021 dette udkast til udvalget, jf. BEU alm. del - 54. Den 22.
november 2021 sendte beskæftigelsesministeren
høringssvarene, et høringsnotat og en
høringsliste til udvalget.
Bilag
Under udvalgsarbejdet er der omdelt 5 bilag
på lovforslaget.
Spørgsmål
Udvalget har under udvalgsarbejdet stillet
22 spørgsmål til beskæftigelsesministeren til
skriftlig besvarelse, som ministeren har besvaret.
Alexander Grandt (S) Bjarne
Laustsen (S) fmd. Jan Johansen
(S) Jens Joel (S) Kasper Roug (S) Kasper Sand Kjær (S) Henrik
Møller (S) Lennart Damsbo-Andersen (S) Karsten Hønge
(SF) Halime Oguz (SF) Samira Nawa (RV) Kathrine Olldag (RV) Jette
Gottlieb (EL) Victoria Velasquez (EL) Christian Juhl (EL) Torsten
Gejl (ALT) Hans Andersen (V) Anne Honoré Østergaard
(V) nfmd. Anne Rasmussen (V)
Morten Dahlin (V) Stén Knuth (V) Ulla Tørnæs
(V) Bent Bøgsted (DF) Jens Henrik Thulesen Dahl (DF) Dennis
Flydtkjær (DF) Niels Flemming Hansen (KF) Birgitte Bergman
(KF) Lars Boje Mathiesen (NB) Alex Vanopslagh (LA)
Frie Grønne, Kristendemokraterne,
Inuit Ataqatigiit, Siumut, Sambandsflokkurin og
Javnaðarflokkurin havde ikke medlemmer i udvalget.
Socialdemokratiet (S) | 49 | |
Venstre, Danmarks Liberale Parti (V) | 39 | |
Dansk Folkeparti (DF) | 16 | |
Socialistisk Folkeparti (SF) | 15 | |
Radikale Venstre (RV) | 14 | |
Enhedslisten (EL) | 13 | |
Det Konservative Folkeparti (KF) | 12 | |
Nye Borgerlige (NB) | 4 | |
Liberal Alliance (LA) | 3 | |
Frie Grønne, Danmarks Nye
Venstrefløjsparti (FG) | 3 | |
Alternativet (ALT) | 1 | |
Kristendemokraterne (KD) | 1 | |
Inuit Ataqatigiit (IA) | 1 | |
Siumut (SIU) | 1 | |
Sambandsflokkurin (SP) | 1 | |
Javnaðarflokkurin (JF) | 1 | |
Uden for folketingsgrupperne (UFG) | 5 | |