Rådsmøde nr. 3834 (beskæftigelse, socialpolitik, sundhed og forbrugerbeskyttelse) den 6. - 7. december 2021 - Bilag 1: Samlenotat vedr. rådsmøde (beskæftigelse, socialpolitik, sundhed og forbrugerbeskyttelse) 6-7/12-21, beskæftigelsesdelen

Europaudvalget 2021-22
Rådsmøde 3834 - beskæftigelse m.v. Bilag 1
Offentligt

SAMLENOTAT

Samlenotat til EPSCO-rådsmøde den 6. de-

cember 2021

24. november 2021

J.nr. 2021 - 10583

CALI

2. Forslag til direktiv om passende mindstelønninger i den Europæiske Union .......2

3. Det Europæiske Semester 2022 ...........................................................................25

4. På vej mod et Europa med lige muligheder.........................................................29

5. Rådskonklusioner om bæredygtigt arbejde over livsforløbet ..............................31

6. Rådskonklusioner om betydningen af kunstig intelligens for kønsligestillingen

på arbejdsmarkedet ..................................................................................................34

Rådsmøde nr. 3834 (beskæftigelse, socialpolitik, sundhed og forbrugerbeskyttelse) den 6. - 7. december 2021 - Bilag 1: Samlenotat vedr. rådsmøde (beskæftigelse, socialpolitik, sundhed og forbrugerbeskyttelse) 6-7/12-21, beskæftigelsesdelen

2. Forslag til direktiv om passende mindstelønninger i den Euro-

pæiske Union

- Generel indstilling

KOM-nr. (2020) 682 final

Revideret notat. Ændringer ift. samlenotat af 16. november 2021 er markeret med

streg i venstre margin.

1. Resumé

Kommissionen har den 28. oktober 2020 fremsat forslag til direktiv om passende

mindstelønninger i den Europæiske Union.

Med forslaget ønsker Kommissionen at sikre, at arbejdstagere i EU har en tilstræk-

kelig løn til at garantere passende arbejds- og levevilkår samt at opbygge retfær-

dige og robuste økonomier og samfund.

Kommissionen anfører, at forslaget opstiller en ramme til forbedring af mindste-

lønningernes tilstrækkelighed og forbedring af arbejdstagernes adgang til beskyt-

tede mindstelønninger med fuld respekt for nationale systemer, national kompe-

tence, arbejdsmarkedets parters autonomi og frihed til at indgå overenskomster.

På det foreliggende grundlag vurderes Rådets kompromistekst ikke at få umiddel-

bare konsekvenser for reguleringen af den danske arbejdsmarkedsmodel. I Rådets

kompromistekst lægges der ikke op til at give lønmodtagere ret til mindsteløn,

hverken ved lov eller overenskomst, hvilket der heller ikke er hjemmel til i Trakta-

ten, jf. TEUF artikel 153, stk.5. Der er under forhandling i Rådet efter stærkt pres

fra Danmark og Sverige sket væsentlige præciseringer af direktivteksten, der un-

derstreger direktivets karakter af et rammedirektiv samt understreger, at direktivet

ikke giver nye rettigheder (artikel 11 og 12). Disse præciseringer vurderes at mini-

mere risikoen for, at den danske model indirekte udfordres på et senere tidspunkt

gennem EU-Domstolens fortolkning.

Det kan imidlertid aldrig med fuldstændig sikkerhed udelukkes, at uklarheder i det

endelige direktiv kan føre til afgørelser fra EU-domstolen, der kan berøre den dan-

ske arbejdsmarkedsmodel. Det kan på det foreliggende grundlag desuden ikke ude-

lukkes, at forslaget vil kunne have lovgivningsmæssige konsekvenser i forhold til fx

indberetning af data. Fremlæggelse af statistik og oplysninger om mindstelønnin-

ger efter det nuværende kompromisforslag forventes at medføre mindre admini-

strative og økonomiske byrder.

Regeringen er enig i, at lønmodtagere i EU skal tjene en løn, de kan leve for, når

de arbejder fuld tid. Regeringen er imidlertid imod enhver regulering, der kan un-

derminere den danske arbejdsmarkedsmodel

–

direkte eller indirekte. Danmark har

en stærk og langvarig tradition for, at løn- og arbejdsvilkår reguleres af arbejds-

markedets parter gennem kollektive overenskomster og uden indblanding fra rege-

ringen og Folketinget. Det sikrer fleksibilitet og tilpasningsdygtighed i forhold til

udviklingen på arbejdsmarkedet, en passende lønudvikling og en afbalancering af

begge parters interesser. Det er nødvendigt, at forslaget tager højde for dette.

Regeringen er generelt skeptisk over for, om forslaget kan fremsættes med hjemmel

i den bestemmelse, Kommissionen har brugt, idet det fremgår af stk. 5 i artikel 153,

at bestemmelsen ikke vedrører lønforhold. Kommissionen har i regeringens optik

ikke argumentet tilstrækkeligt for, at der kan fremsættes et forslag om rammer for

mindsteløn, når blot forslaget ikke direkte regulerer niveauet for løn. På den bag-

grund anmodede man fra dansk side om en udtalelse fra Rådets Juridiske Tjeneste

vedr. hjemmelsgrundlaget. Rådets Juridiske Tjeneste har

–

på baggrund af Kom-

missionens oprindelige forslag

–

vurderet, at direktivet kan hjemles i TEUF artikel

153, for så vidt som at der alene skabes en ramme for fastlæggelse af mindsteløn,

og direktivet ikke direkte påvirker lønfastsættelsen, der er national kompetence.

Regeringen er imod enhver regulering, der kan underminere den danske arbejds-

markedsmodel

–

direkte eller indirekte. Regeringen anerkender dog, at drøftel-

serne i Rådet trods alt har tydeliggjort, at det er medlemsstaternes kompetence at

fastlægge lønnen.

Forslaget forventes sat på dagsordenen til generel indstilling på EPSCO-rådsmø-

det den 6. december 2021. Der forventes bred opbakning til formandskabets kom-

promisforslag. En gruppe af medlemsstater bakker fortsat op om Kommissionens

oprindelig forslag og giver udtryk for, at de ønsker at fastholde ambitionsniveauet

fra Kommissionens udspil. Gruppen af positive medlemsstater har i den afsluttende

del af forhandlingerne udtrykt ærgrelse over, at Kommissionens forslag er blevet

mindre forpligtende.

Samlenotatet er enkelte steder opdateret i lyset af, at det slovenske formandskab

den 19. november har præsenteret et opdateret kompromisforslag. Ændringer

fremgår med streg i venstre margin.

2. Baggrund

Kommissionsformand Ursula von der Leyen tilkendegav i forbindelse med sit kan-

didatur til stillingen i sommeren 2019 et ønske om at fremlægge et forslag til en

retsakt, der skulle sikre, at alle lønmodtagere i EU har en passende mindsteløn, som

de kan leve for. Kommissionen har siden arbejdet for at introducere et sådant for-

slag.

Den 28. oktober 2020 fremsatte Kommissionen ved KOM-nr. 682 forslag til direk-

tiv om passende mindstelønninger i den Europæiske Union.

Dansk sprogversion af forslaget er oversendt til Rådet den 2. november 2020.

Forslaget er fremsat med hjemmel i traktaten om Den Europæiske Unions funkti-

onsmåde (TEUF) artikel 153(1) (b) og skal behandles efter den almindelige lovgiv-

ningsprocedure. Rådet træffer afgørelse med kvalificeret flertal.

Kommissionen har forud for fremsættelsen af forslaget

–

og i overensstemmelse

med den faste procedure i TEUF artikel 154 og 155, jf. artikel 153

–

gennemført to

høringer af arbejdsmarkedets parter på europæisk plan, hvor parterne blandt andet

har skulle tage stilling til, om de ønskede selv at indgå en fælles aftale om de af

Kommissionen identificerede udfordringer. De europæiske arbejdsmarkedsparter

har ikke kunne nå til enighed om at indlede forhandlinger med henblik på at indgå

en fælles aftale på EU-niveau.

3. Formål og indhold

På EPSCO-rådsmødet den 6. december ventes formandskabets kompromisforslag

om passende mindstelønninger i EU at være på dagsordenen til generel indstilling.

Det forventes, at et stort flertal af medlemslande bakker op om den generelle ind-

stilling.

Med forslaget ønsker Kommissionen at sikre, at arbejdstagere i EU har en tilstræk-

kelig løn til at garantere passende arbejds- og levevilkår samt at opbygge retfær-

dige og robuste økonomier og samfund.

Kommissionen fremhæver, at de laveste lønninger i mange medlemsstater ikke har

fulgt med de øvrige lønninger i de seneste årtier. Samtidig har strukturelle tenden-

ser, såsom globalisering, digitalisering og stigning i utraditionelle arbejdsformer,

navnlig i servicesektoren, ført til øget jobpolarisering, hvilket igen har ført til en

stigende andel af lavtlønnede job og job med beskedne kvalifikationskrav, hvilket

har været med til at udhule de traditionelle kollektive overenskomstforhandlinger.

Dette har ført til mere fattigdom blandt personer i arbejde

(”working poor”)

større lønforskelle.

Kommissionen anfører, at forslaget opstiller en ramme til forbedring af mindste-

lønningernes tilstrækkelighed og forbedring af arbejdstagernes adgang til beskyt-

tede mindstelønninger med fuld respekt for nationale systemer, national kompe-

tence, arbejdsmarkedets parters autonomi og frihed til at indgå overenskomster.

Kommissionens oprindelige forslag

Det af Kommissionen foreslåede direktiv består af 19 bestemmelser, inddelt i fire

kapitler, med følgende indhold:

Kapitel I

er der indledende bestemmelser om:

Artikel 1

beskriver direktivets formål og afgrænsninger. Det fremgår, at direkti-

vet fastsætter en ramme for:

a) fastsættelse af passende mindstelønninger.

b) arbejdstageres adgang til beskyttelse i form af lønninger fastsat

ved kollektive overenskomster eller lovbestemt mindsteløn, hvor

en sådan findes.

•

Det fremgår, at direktivet hverken tilsidesætter den fulde respekt for parternes

uafhængighed eller berører deres ret til at forhandle og indgå kollektive over-

enskomster.

•

Det fremgår, at direktivet ikke berører medlemsstaternes mulighed for at fast-

sætte lovbestemte mindstelønninger eller fremme adgangen til beskyttelse af

mindstelønninger gennem kollektive overenskomster.

•

Det fremgår, at intet i direktivet gælder som en forpligtelse for de medlemssta-

ter, hvor lønfastsættelsen udelukkende sikres via kollektive overenskomster, til

at indføre en lovbestemt mindsteløn eller at gøre de kollektive overenskomster

alment gældende.

•

Artikel 2

beskriver anvendelsesområdet. Det fremgår, at direktivet finder anven-

delse for arbejdstagere, som har en ansættelseskontrakt eller et ansættelsesfor-

hold som fastsat i gældende ret, ved overenskomst eller gældende praksis i de

enkelte medlemsstater under hensyntagen til den Europæiske Unions Domstols

praksis.

Artikel 3

indeholder definitioner på mindsteløn; lovfastsat mindsteløn; kollek-

tive overenskomstforhandlinger; kollektiv overenskomst og kollektiv overens-

komstdækning.

Artikel 4

fastsætter bestemmelse om fremme af kollektive overenskomstfor-

handlinger om lønfastsættelse.

Det fremgår, at for at øge overenskomstdækningen skal medlemsstaterne i sam-

råd med arbejdsmarkedets parter som minimum træffe følgende foranstaltnin-

ger:

(a) fremme af opbygningen og styrkelsen af arbejdsmarkedets parters

evne til at indgå i kollektive overenskomstforhandlinger om løn-

fastsættelse på sektorplan eller tværfagligt plan.

(b) tilskynde til konstruktive, meningsfulde og informerede forhand-

linger om lønninger blandt arbejdsmarkedets parter.

Det fremgår, at i medlemsstater, hvor overenskomstdækningen er på under 70

procent af arbejdstagerne, skal medlemsstater sørge for en ramme for grundfor-

udsætninger for kollektive overenskomstforhandlinger, enten ved lov efter hø-

ring af arbejdsmarkedets parter eller efter aftale med dem, og udarbejde en

handlingsplan til fremme af kollektive overenskomstforhandlinger. Handlings-

planen skal offentliggøres og meddeles Kommissionen.

kapitel II

er der bestemmelser rettet mod de medlemsstater, som har lovbestemt

mindsteløn. Danmark er således ikke omfattet af disse bestemmelser.

Artikel 5

indeholder retningslinjer for, hvordan medlemsstater med lovbestemt

mindsteløn sikrer, at mindstelønnen er tilstrækkelig ud fra en række kriterier

–

leveomkostninger, andelen af skatter og afgifter, sociale ydelser, det generelle

niveau for bruttoløn og udviklingen i arbejdskraftens produktivitet. Medlems-

staterne skal oprette rådgivende organer, der skal rådgive de kompetente myn-

digheder om spørgsmål vedrørende lovbestemte mindstelønninger.

•

Artikel 6

giver medlemsstaterne mulighed for at tillade forskellige satser for de

lovbestemte mindstelønninger for bestemte grupper af arbejdstagere. Medlems-

staterne skal holde disse varierende satser på et minimum og sikre, at enhver va-

riation er ikke-diskriminerende, forholdsmæssig, begrænset i tid, hvis det er re-

levant, og objektivt og rimeligt begrundet i et legitimt mål. Medlemsstaterne

kan endvidere tillade nedsatte satser ved lov, som reducerer lønnen til arbejdsta-

gere til et niveau, der ligger under den lovbestemte mindsteløn, og de nedsatte

satser skal være nødvendige, objektivt begrundede og forholdsmæssige.

•

Artikel 7

fastsætter, at medlemsstaterne skal tage de nødvendige foranstaltnin-

ger til at sikre, at arbejdsmarkedets parter inddrages rettidigt og effektivt i fast-

sættelsen og ajourføringen af lovbestemte mindstelønninger, herunder gennem

deltagelse i de rådgivende organer for så vidt angår:

•

a) udvælgelse og anvendelse af de kriterier og vejledende referencer,

der er omhandlet i artikel 5 ved fastsættelse af de lovbestemte

mindstelønninger.

b) ajourføringer af mindstelønninger.

c) indførelse af varierende og nedsatte satser for de i artikel 6 om-

handlede mindstelønninger.

d) indsamling af data og gennemførelse af undersøgelser med henblik

på at give oplysninger til de myndigheder, der fastsætter lovbe-

stemte mindstelønninger.

•

Artikel 8

fastsætter, at medlemsstaterne i samarbejde med arbejdsmarkedets par-

ter skal tage følgende foranstaltninger for at forbedre arbejdstagernes adgang til

beskyttelse af mindsteløn alt efter, hvad der er relevant:

a) styrke kontroller og inspektioner, som skal være forholdsmæssigt

afpasset og ikke-diskriminerende.

b) udvikle vejledning til de håndhævende myndigheder.

c) sikre, at oplysninger om mindsteløn offentliggøres på en klar, for-

ståelig og lettilgængelig måde.

Kapitel III

indeholder horisontale bestemmelser, der retter sig mod samtlige med-

lemsstater.

•

Artikel 9

fastsætter, at medlemsstaterne i overensstemmelse med udbudsdirek-

tiverne skal træffe passende foranstaltninger for at sikre, at økonomiske aktører

ved udførelsen af offentlige udbud eller koncessionskontrakter udbetaler de

lønninger, der er fastsat ved kollektive overenskomster for den pågældende

sektor og det pågældende geografiske område og de lovbestemte mindsteløn-

ninger, hvor sådanne findes.

Artikel 10

fastsætter, at medlemsstaterne skal udvikle effektive dataindsam-

lingsværktøjer til at overvåge mindstelønningernes dækning og tilstrække-

lighed. Medlemsstaterne skal årligt indberette følgende data til Kommissionen

inden den 1. oktober:

(a) medlemsstater med lovbestemt mindsteløn skal oplyse om ni-

veauet for den lovbestemte mindsteløn og andelen af arbejdsta-

gere, der er dækket af den; varierende satser og andel af arbejdsta-

gere dækket af disse; de eksisterende nedsatte satser samt den kol-

lektive overenskomstdækningsgrad.

(b) medlemsstater med overenskomstsystemer skal oplyse om forde-

lingen af deciler af mindstelønninger vægtet med andelen af dæk-

kede arbejdstagere; den kollektive overenskomstdækningsgrad og

lønniveauet for arbejdstagere uden beskyttelse af mindstelønninger

gennem kollektive overenskomster og forholdet til lønniveauet for

arbejdstagere, der har en sådan beskyttelse.

Det fremgår endvidere af artikel 10, at medlemsstaterne skal fremlægge stati-

stik og oplysninger opgjort efter køn, alder, handicap, virksomhedens størrelse

og sektor. Kommissionen kan endvidere anmode medlemsstaten om yderligere

oplysninger i hvert enkelt tilfælde, hvis den anser sådanne oplysninger for at

være nødvendige for at overvåge den effektive gennemførelse af dette direktiv.

•

Det fremgår videre, at medlemsstaterne skal sikre, at oplysninger om beskyt-

telse af mindstelønninger, herunder kollektive overenskomster og lønbestem-

melser heri, er gennemsigtige og offentligt tilgængelige.

Desuden fremgår det, at Kommissionen skal vurdere data og årligt rapportere

til Rådet og Europa-Parlamentet. Endvidere fremgår det, at Beskæftigelsesko-

mitéen årligt skal foretage en undersøgelse af fremme af kollektive overens-

komstforhandlinger om lønfastsættelse og om mindstelønningernes tilstrække-

lighed i medlemsstaterne.

Artikel 11

fastsætter, at uden det berører særlige klage- og tvistbilæggelsespro-

cedurer i henhold til relevante kollektive overenskomster, skal medlemssta-

terne sikre arbejdstagere, herunder de, hvor arbejdsforholdet er ophørt, adgang

til effektiv og upartisk tvistbilæggelse og ret til genoprejsning, herunder til pas-

sende kompensation i tilfælde af krænkelser af deres rettigheder i forbindelse

med lovbestemte mindstelønninger eller beskyttelse af mindstelønninger gen-

nem kollektive overenskomster.

Det fremgår endvidere af artikel 11, at medlemsstaterne skal træffe de nødven-

dige foranstaltninger for at beskytte arbejdstagere, herunder arbejdstagerrepræ-

sentanter, imod ugunstig behandling fra arbejdsgiverens side og eventuelle ne-

gative følger af en klage, der er indgivet til arbejdsgiveren eller af procedurer,

der indledes med det formål at sikre overholdelse af de rettigheder, der er for-

bundet med lovbestemte mindstelønninger eller beskyttelse af mindstelønnin-

ger gennem kollektive overenskomster.

Artikel 12

fastsætter, at medlemsstaterne skal fastlægge regler om sanktioner

for overtrædelse af nationale bestemmelser. Sanktionerne skal være effektive,

stå i rimeligt forhold til overtrædelsen og have en afskrækkende virkning.

Kapitel IV

indeholder afsluttende bestemmelser om gennemførelse, evaluering og

revision, ikke-forringelse og gunstigere bestemmelser samt ikrafttræden.

•

Artikel 13

fastsætter, at medlemsstaterne kan overlade arbejdsmarkedets parter

at gennemføre dette direktiv, hvis de i fællesskab anmoder herom. Medlems-

staterne tager i så fald alle nødvendige skridt for at sikre, at de resultater, der

tilstræbes med dette direktiv, til enhver tid garanteres.

Artikel 14

fastsætter, at medlemsstaterne skal sikre, at arbejdstagere og arbejds-

givere, herunder SMV’ere gøres opmærksomme på de nationale foranstaltnin-

ger til gennemførelse af dette direktiv.

Artikel 15

fastsætter, at Kommissionen skal evaluere direktivet 5 år efter da-

toen for direktivets gennemførelse. Evalueringen sendes til Europa-Parlamentet

og Rådet med eventuelle forslag til lovgivningsmæssige ændringer.

Artikel 16

fastsætter, at direktivet ikke ændrer på medlemsstaternes adgang til

at anvende eller indføre love og administrative bestemmelser, der er gunstigere

for arbejdstagerne, eller til at fremme eller tillade anvendelsen af kollektive

overenskomster, der er gunstigere for arbejdstagerne.

Artikel 17

fastsætter, at direktivet skal gennemføres 2 år efter direktivets ikraft-

træden.

Artikel 18

fastsætter, at direktivet træder i kraft på tyvendedagen efter offent-

liggørelsen i Den Europæiske Unions Tidende.

Artikel 19

fastsætter, at direktivet er rettet til medlemsstaterne.

•

Formandskabets kompromistekst

Samlenotatet er enkelte steder opdateret i lyset af, at det slovenske formandskab

den 19. november har præsenteret et opdateret kompromisforslag. Ændringer frem-

går med streg i venstre margin.

Der er under forhandlingerne i Rådets arbejdsgruppe sket en række ændringer i for-

hold til det af Kommissionen fremsatte direktivforslag. Der er følgende ændringer,

som man fra dansk side ser positivt på:

Forslagets titel hedder nu ”a framework for adequate minimum wages in the EU”,

hvilket understreger direktivets status af et rammedirektiv.

Der er sket en række præciseringer i artikel 1, der tydeliggør, at direktivet fastlæg-

ger rammer og procedurer og ikke konkret lønregulering. ”Framework” er indsat i

artikel 1, og det fremgår af forslaget, at ”passende/tilstrækkelig” alene gælder i for-

hold til lovbestemt mindsteløn.

Det er endvidere i artikel 1 præciseret, at direktivet sætter en ramme for forbedring

af effektiv adgang for arbejdstagere til beskyttelse af mindsteløn, hvor den findes,

altså at direktivet ikke indebærer nye krav til mindstelønsbeskyttelse.

I artikel 2 er der

medtaget en ændring, hvor det fremgår, at direktivet gælder ”i for-

hold til arbejdstagere” og ikke ”for arbejdstagere”. Det understreger direktivets na-

tur som et rammedirektiv, samt at der ikke gives individuelle rettigheder.

Fra regeringens side har vi sat spørgsmålstegn ved, om artikel 4, stk. 2, var i over-

ensstemmelse med nærhedsprincippet. Artikel 4, stk. 2, indeholder krav om, at

medlemsstater med en overenskomstdækning på under 70 procent, skal sørge for

gode forhold for kollektive forhandlinger og udarbejde en handlingsplan. Fra dansk

side er det lykkes at få en ændring ind i artikel 13, så det nu klart fremgår, at hvis

medlemsstater vælger at lade arbejdsmarkedets parter implementere direktivet, så

kan arbejdsmarkedets parter selv udarbejde en handlingsplan i henhold til artikel 4,

stk. 2, uden indblanding fra regeringen, hvis arbejdsmarkedets parter i fællesskab

anmoder herom.

Som teksten foreligger nu, er rapporteringskravene efter artikel 10 mindre omfat-

tende end i Kommissionens udspil. Det betyder blandt andet, at oplysninger om

mindstelønninger alene opgøres efter køn, alder, handicap, virksomhedens størrelse

og sektor i den udstrækning, sådanne data allerede er tilgængelige.

Endvidere skal medlemsstater med overenskomstsystemer indberette data om den

laveste lønsats efter kollektive overenskomster, der dækker lavtlønnede eller

komme med et estimat heraf og andelen af arbejdstagere, der er omfattet af dem,

eller et skøn heraf.

Hertil kommer niveauet for løn for arbejdstagere, der ikke er omfattet af kollektive

overenskomster i forhold til niveauet for overenskomstdækkede.

Det er samtidigt blevet tydeliggjort i artikel 11 og 12, at direktivet ikke indeholder

nye rettigheder, der kan håndhæves.

Det bemærkes, at der fortsat forhandles i Rådets arbejdsgruppe, og at det forelig-

gende kompromisforslag således ikke er endeligt.

4. Europa-Parlamentets udtalelser

Forslaget skal vedtages både af Europa-Parlamentet (EP) og Rådet i den alminde-

lige lovgivningsprocedure.

EP’s beskæftigelsesudvalg har den 11. november 2021 stemt om udvalgets udkast

til betænkning til Kommissionens forslag. Ordførerskabet er delt mellem EPP samt

S&D, og Beskæftigelsesudvalget har godkendt formuleringer, der vil øge direkti-

vets forpligtigelser i forhold til Kommissionens oprindelige forslag, herunder sær-

ligt:

At der lægges op til et forslag, der skal sikre - ikke blot passende - men også ri-

melige mindstelønninger i EU, som i det mindste sikrer en anstændig levestand.

•

Under direktivets anvendelsesområde ønsker EP, at direktivet skal gælde alle

arbejdstagere i Unionen.

•

For så vidt angår artikel 4 om fremme af kollektiv forhandling foreslår EP me-

get detaljerede lovmæssige bestemmelser vedrørende kollektive aftalesystemer

og fagforeningers rettigheder. EP ønsker endvidere, at medlemsstater, der ligger

under en tærskel for kollektiv forhandling på 80 pct. skal at fremme kollektiv

forhandling via en handlingsplan, der sikrer en overenskomstdækning på 80 pct.

af alle arbejdstagere.

•

EP lægger endvidere op til øget informationsforpligtelse i forhold til målsætnin-

gerne i handlingsplanen.

•

Ovenstående ønsker, som Europa-Parlamentet forventes at ville presse på for i den

videre proces, vurderes at gå imod regeringens holdning.

Det bemærkes dog samtidig, at Europa-Parlamentet på nogle væsentlige punkter ta-

ger hensyn til specifikke danske og svenske bekymringer. Særligt lægges op til, at

den for Danmark problematiske artikel 11 om adgang til erstatning og beskyttelse

mod ugunstig behandling, kun skal gælder for systemer med lovbestemt mindste-

løn og almengjorte overenskomster, dvs. ikke i Danmark og Sverige. Endvidere fo-

reslår EP, at det alene er oplysninger om lovbestemt mindsteløn og almengjorte

overenskomster, der skal gøres offentlig tilgængeligt.

På baggrund af indsamling af underskrifter fra over 71 parlamentarikere skal Eu-

ropa-Parlamentets plenarforsamling ultimo november stemme om, hvorvidt trilog-

forhandlingerne kan igangsættes. Når Europa-Parlamentet har fastlagt endelig

holdning til forslaget, ventes trilogforhandlingerne at starte.

5. Nærhedsprincippet

Forslaget er fremsat med hjemmel i TEUF (Traktaten om Den Europæiske Unions

Funktionsmåde) artikel 153, stk. 1, litra b), om arbejdsvilkår, og forslaget skal be-

handles efter den almindelige lovgivningsprocedure i TEUF artikel 294. Spørgsmå-

let om nærhedsprincippet er kun relevant, hvis EU overhovedet har kompetence til

at regulere området. Forslag med hjemmel i artikel 153 skal i henhold til formåls-

bestemmelsen i artikel 151 respektere

”forskellene

i national praksis, særlig på

overenskomstområdet.”

Efter nærhedsprincippet kan EU handle på de områder, som ikke hører ind under

dets enekompetence, hvis målene for den påtænkte handling ikke i tilstrækkelig

grad kan opfyldes af medlemsstaterne centralt, lokalt eller på regionalt plan, og

hvor den påtænkte handlings omfang eller virkning bedre kan nås gennem EU-re-

gulering, jf. TEUF artikel 5 (3). Forslaget må derfor i forhold til hver enkelt kon-

krete bestemmelse afvejes i forhold til nærhedsprincippets grundlæggende krav

om, at der kun bør reguleres på EU-plan, hvis formålet ikke i tilstrækkelig grad kan

nås på medlemsstatsniveau. Regulering af arbejdsvilkår efter artikel 153, stk. 2,

litra b), er omfattet af den såkaldte delte kompetence mellem Unionen og medlems-

staterne, jf. TEUF artikel 4, stk. 2, litra b).

Kommissionens vurdering

Kommissionens vurdering af forslagets forhold til nærhedsprincippet er indeholdt i

forslagets begrundelse på side 7.

Adgang til mindstelønninger, der garanterer en anstændig levestandard, er ifølge

Kommissionen et centralt element i passende arbejdsvilkår. Selv om løn på natio-

nalt plan henhører under medlemsstaternes kompetence, er de store forskelle i stan-

darderne for adgang til passende mindstelønninger en del af arbejdsvilkårene og

skaber store forskelle i det indre marked, som ifølge Kommissionen bedst kan

håndteres på EU-plan.

Kommissionen anfører, at arbejdstagerne i de fleste medlemsstater påvirkes af

manglende tilstrækkelighed og/eller huller i dækningen for så vidt angår beskyt-

telse af mindstelønninger. Disse problemer berører både arbejdstagere i de lande,

der har lovbestemte mindstelønninger, og arbejdstagere, der er underlagt kollektive

overenskomstforhandlinger. Tilbagegangen i de kollektive overenskomstforhand-

linger og den stigende polarisering af arbejdsmarkederne betyder, at det fremadret-

tet bliver mere vanskeligt at skabe lige vilkår i det indre marked og sikre, at kon-

kurrencen er baseret på høje sociale standarder, innovation og produktivitetsforbed-

ringer.

Mindstelønspolitikker har været underlagt multilateral overvågning inden for ram-

merne af det europæiske semester (beskæftigelsesstrategien), og EU har udstedt

politiske retningslinjer til udvalgte medlemsstater. Selv om flere medlemsstater i de

seneste år har taget skridt til at forbedre deres mindstelønsordninger, har de natio-

nale foranstaltninger imidlertid ikke været tilstrækkelige til at løse problemet med

manglende tilstrækkelighed og/eller dækning for så vidt angår beskyttelse af mind-

stelønninger. Det er Kommissionens opfattelse, at uden politisk handling på EU-

plan kan de enkelte lande være meget lidt tilbøjelige til at forbedre deres fastsæt-

telse af mindstelønninger, fordi de er af den opfattelse, at dette kan have en negativ

indvirkning på deres eksterne omkostningskonkurrenceevne.

Med hensyn til at styrke mindstelønsordninger vil en indsats på EU-plan ifølge

Kommissionen være mere effektiv end en indsats på nationalt plan. Den vil skabe

klarere forventninger, sikre, at fremskridtene ikke foregår delvist eller ujævnt, og

styrke tilliden mellem medlemsstaterne og arbejdsmarkedets parter. Dette vil bi-

drage til at skabe det nødvendige momentum til en reform af mindstelønsordninger

på nationalt plan. En indsats på EU-plan vil derfor bidrage til at sikre lige konkur-

rencevilkår i det indre marked ved at hjælpe med at imødegå store forskelle i mind-

stelønningernes dækning og tilstrækkelighed, som ikke er begrundet i de underlig-

gende økonomiske forhold. Dette kan ikke i tilstrækkelig grad opnås gennem en

ukoordineret indsats fra medlemsstaternes side.

Ved det foreslåede direktiv fastsættes der en ramme for minimumsstandarder, og

medlemsstaternes beføjelser til at fastsætte højere standarder respekteres, uden at

dette ifølge Kommissionen berører den rolle, som arbejdsmarkedets parter kan

have i medlemsstaterne i overensstemmelse med nationale traditioner og med fuld

respekt for arbejdsmarkedets parters aftalefrihed. I overensstemmelse med artikel

153, stk. 2, litra b), i TEUF vil det foreslåede direktiv støtte og supplere medlems-

staternes indsats gennem minimumsforskrifter for en gradvis gennemførelse.

Regeringens vurdering

Det er efter regeringens opfattelse væsentligt, at parternes aftalefrihed på lønområ-

det fuldt ud respekteres. Afsnittet om social- og arbejdsmarkedspolitikken (afsnit

X) i TEUF indeholder i formålsbestemmelsen en formulering, der fremhæver par-

ternes aftalefrihed og deres rolle: Ifølge artikel 151 ”iværksætter Unionen og med-

lemsstaterne foranstaltninger, der tager hensyn til forskellene i national praksis,

særligt på overenskomstområdet”. Bestemmelsen kan siges at afspejle nærheds-

princippet. Vurderingen af, om nærhedsprincippet er overholdt, skal derfor ses i ly-

set af, om forslaget fuldt ud respekterer aftalefriheden.

Regeringen er på den baggrund delvist uenig i Kommissionens vurdering af, at

nærhedsprincippet er overholdt, idet regeringen stiller spørgsmålstegn ved, om de

dele af forslaget, der vedrører fremme af kollektive forhandlinger ved en overens-

komstdækning under 70 procent (artikel 4, stk. 2) og håndhævelse (artikel 11 og

12) er i overensstemmelse med nærhedsprincippet. Som Kommissionen selv frem-

hæver i begrundelsen til forslaget, er der i lande med høj overenskomstdækning

bedre resultater end i andre lande i form af højere løn, færre lavtlønnede mv., og

forslaget til direktiv tager i vidt omfang højde herfor i form af ønske om at fremme

kollektive forhandlinger og ved ikke at pålægge indførelse af lovbestemt mindste-

løn. Efter regeringens opfattelse kan successen for en model som den danske til-

skrives, at staten overhovedet ikke blander sig i rammerne for overenskomsterne

eller i håndhævelsen heraf, således at parterne har det fulde ansvar herfor.

Artikel 4, stk. 2, læst sammen med betragtning 19, indebærer umiddelbart, at ram-

mer til fremme af kollektive forhandlinger skal ske ved lov eller trepartsaftale.

Denne konstatering står dog tilsyneladende i modsætning til direktivforslagets arti-

kel 13, hvorefter det kan overlades til arbejdsmarkedets parter at gennemføre direk-

tivet.

I kompromisteksten i Rådet er der sket en henvisning fra artikel 13 til artikel 4, stk.

2, der gør der klart, at arbejdsmarkedets parter kan overlades at implementere arti-

kel 4, stk. 2.

Efter forslagets artikel 11, stk. 1,

skal m

edlemsstaterne sikre, at arbejdstagere har

adgang til effektiv og upartisk tvistbilæggelse og en ret til genoprejsning, herunder

til passende kompensation, i tilfælde af krænkelser af deres rettigheder i forbin-

delse med lovbestemte mindstelønninger eller beskyttelse af mindstelønninger gen-

nem kollektive overenskomster, uden at dette berører særlige klage- og tvistbilæg-

gelsesprocedurer i henhold til relevante kollektive overenskomster. Endvidere skal

medlemsstaterne efter stk. 2 sikre, at arbejdstagerne beskyttes mod ugunstig be-

handling fra arbejdsgiverens side og eventuelle negative følger af en klage, der er

indgivet til arbejdsgiveren, eller af procedurer, der indledes med det formål at sikre

overholdelse af de rettigheder, der er forbundet med lovbestemte mindstelønninger

eller beskyttelse af mindstelønninger gennem kollektive overenskomster. Det er

uklart, om en arbejdstager i et land uden lovbestemt mindsteløn har mulighed for at

håndhæve en mindsteløn i en kollektiv overenskomst, selv om arbejdstageren ikke

er omfattet af overenskomsten, fordi vedkommende er ansat på en arbejdsplads

uden overenskomst. Direktivforslaget synes således ikke på dette punkt at være i

overensstemmelse med nærhedsprincippet, idet sikring af løn ved kollektiv over-

enskomst fungerer mest effektivt, når arbejdsmarkedets parter selv er ansvarlig for

håndhævelse. Det er ikke tilstrækkeligt, at det i artikel 11, stk. 1, står, at bestem-

melsen ikke berører håndhævelsesmekanismer i kollektive overenskomster, idet

bestemmelsen kan forstås som adgang til at gå til domstolene parallelt med over-

enskomsternes egne konfliktløsningsmekanismer. Bestemmelsen om straf i artikel

12 kan også føre til, at der skal idømmes straf i en situation, hvor man ellers ville

løse det ved mægling og forlig.

I formandskabets kompromistekst er det præciseret, at artikel 11 og 12 gælder i det

omfang, der findes nationale regler om mindstelønsbeskyttelse, der er blevet over-

trådt. Det er således blevet tydeliggjort, at direktivet ikke giver nye rettigheder, der

kan håndhæves. Nærhedsprincippet vurderes derved at være respekteret.

6. Gældende dansk ret

I Danmark reguleres løn- og arbejdsvilkår gennem kollektive overenskomster. Der

er i Danmark ikke lovfastsat mindsteløn, og der er heller ikke almengjorte overens-

komster. I Danmark gælder overenskomsterne for de parter, som har indgået dem,

eller som har tiltrådt dem. Overenskomsterne har endvidere en afsmittende virk-

ning på den del af arbejdsmarkedet, som ikke er dækket af kollektive overenskom-

ster.

I Danmark er der i henhold til grundloven foreningsfrihed, og fagforeninger og ar-

bejdsgiverorganisationer skal ikke godkendes af staten, ligesom staten ikke fører

registre over fagforeninger, arbejdsgiverorganisationer eller indgåede kollektive

overenskomster, som er private aftaler. Staten fastsætter ikke rammer for at

fremme kollektive forhandlinger. Staten finansierer dog Forligsinstitutionen og Ar-

bejdsretten.

Aftaleparterne i en kollektiv overenskomst vil på arbejdstagerside som hovedregel

være en fagforening, mens det på arbejdsgiverside kan være den enkelte arbejdsgi-

ver/virksomhed eller en arbejdsgiverorganisation. En overenskomstdækket arbejds-

giver er forpligtet til at give alle ansatte, som arbejder inden for overenskomstens

faglige område, overenskomstmæssige vilkår. Hvis virksomheden ansætter en per-

son, der ikke er medlem af den fagforening, som virksomheden har indgået over-

enskomst med, skal denne person have de samme løn- og ansættelsesvilkår, som

gælder for de øvrige ansatte på virksomheden.

Hvis en arbejdsgiver ikke er medlem af en arbejdsgiverorganisation, kan en fagfor-

ening søge at indgå overenskomst med den enkelte arbejdsgiver. Sådanne overens-

komster mellem en enkelt arbejdsgiver og en fagforening indgås oftest som så-

kaldte “tiltrædelsesoverenskomster”. Med en tiltrædelsesoverenskomst forpligter

arbejdsgiveren sig til at følge den til hver tid gældende overenskomst inden for det

relevante faglige område.

De danske regler for, hvornår der kan tages kollektive kampskridt er ganske libe-

rale i forhold til andre EU-lande. Fx er der ikke et absolut krav om, at det pågæl-

dende forbund har medlemmer beskæftiget på virksomheden. Det er tilstrækkeligt,

at forbundet har en overenskomst på området. Der er også forholdsvis vide rammer

for at iværksætte sympatikonflikter. Dette medfører, at konfliktretten er et effektivt

middel til at indgå overenskomster og et incitament til at melde sig ind i en arbejds-

giverorganisation.

Et meget vigtigt element i den danske model er fredspligten, der betyder, at når der

er indgået en kollektiv overenskomst, kan der ikke lovligt finde arbejdsstandsnin-

ger sted, så længe overenskomsten løber. Denne fredspligt er én af årsagerne til, at

det danske arbejdsmarkedet er meget fredeligt med få arbejdskonflikter. En del af

den danske arbejdsmarkedsmodel er konfliktløsningssystemet. Der skelnes mellem

interessekonflikter og retskonflikter.

Interessekonflikter er konflikter, hvor arbejdet ikke er overenskomstdækket, men

hvor en fagforening forsøger at opnå overenskomst. Interessekonflikter mægles af

Statens Forligsinstitution, som er reguleret i lov om mægling i arbejdsstridigheder,

mens spørgsmål om hvorvidt kollektive kampskridt er lovlige, behandles af Ar-

bejdsretten.

Retskonflikter er konflikter, hvor der foreligger en overenskomst, men hvor der en-

ten er overenskomstbrud eller uenighed om fortolkningen af en overenskomst mel-

lem overenskomstens parter. Disse forhold reguleres efter lov om Arbejdsretten og

faglige voldgiftsretter. Arbejdsretten behandler bl.a. sager om overtrædelse af kol-

lektive overenskomster om løn- og arbejdsforhold, mens faglige voldgiftsretter be-

handler sager om fortolkning og forståelse af kollektive overenskomster og sager

om overenskomstbrud, hvis parterne er enige om, at de skal behandles ved faglig

voldgift.

Det følger af den danske retsplejelov, at fagforeninger kan optræde som mandatarer

for deres medlemmer i sager vedrørende medlemmernes ansættelses- og arbejdsvil-

kår m.m. Det følger endvidere af almindelige forenings- og arbejdsretlige princip-

per, at en fagforening i kraft af lønmodtagerens medlemsskab er beføjet til at

handle på lønmodtagerens vegne. Arbejdsgiverorganisationer kan på lignende vis

repræsentere virksomheder.

Når en arbejdsgiver indgår en overenskomst med en fagforening, er det som nævnt

et generelt princip, at overenskomsten finder anvendelse i forhold til alle ansatte på

en arbejdsplads, som udfører arbejde inden for det faglige område

–

uanset om den

ansatte er medlem af den fagforening, som har indgået overenskomsten.

Det er aftaleparterne, der skal sikre overenskomsters overholdelse. Det er således

aftaleparterne, som har rettigheder og pligter i henhold til overenskomsterne. Det

sikrer stabilitet, tillid og effektivitet.

Det betyder også, at det er aftaleparterne, som har retten til at føre sager for Ar-

bejdsretten eller faglige voldgiftsretter, hvor der ikke er enighed om overholdelse

af overenskomsten. Det er organisationerne, der har indgået de pågældende over-

enskomster, og fagforeningen har påtaleretten, fordi sagen handler om brud på den

aftale, som fagforeningen har indgået.

Hvis en organisation ikke agter at forfølge en sag om brud på overenskomsten, kan

den organiserede eller uorganiserede lønmodtager selv anlægge en sag ved de al-

mindelige domstole om overtrædelse af den individuelle ansættelseskontrakt, som

overenskomsten er en integreret del af. Men lønmodtageren kan som individ kun i

særlige tilfælde anlægge en sag ved Arbejdsretten eller ved en faglig voldgiftsret,

hvor sagen indebærer overenskomstfortolkning.

Arbejdsretten og de faglige voldgiftsretter kan idømme en bod og efterbetaling af

løn mv. for brud på overenskomsten. Efter lov om Arbejdsretten og faglige vold-

giftsretter kan domme og forlig indgået for Arbejdsretten eller faglige voldgifter

fuldbyrdes efter retsplejelovens regler om tvangsfuldbyrdelse.

Efter aftalelovens § 36 kan en individuel aftale ændres eller tilsidesættes helt eller

delvis, hvis den vil være urimelig eller i strid med redelig handlemåde at gøre gæl-

dende. Da det beror på en meget konkret vurdering, og da retspraksis er sparsom,

kan der ikke siges noget generelt om, hvad der er en urimelig løn.

For så vidt angår statistiske oplysninger om løn, er Danmark Statistik ansvarlig for

dataindsamling i Danmark. Danmarks Statistik offentliggør årligt oplysninger om

lønmodtagernes lønninger fordelt efter uddannelse, arbejdsfunktion, område, bran-

che og alder for hele arbejdsmarkedet. Statistikken omfatter lønmodtagere ansat på

normale vilkår i den offentlige sektor og i virksomheder/organisationer med mindst

10 fuldtidsbeskæftigede, dog ikke virksomheder i landbrug og fiskeri.

Danmarks Statistik behandler

også data fra SKAT’s indkomstregister, som indehol-

der oplysninger for alle lønmodtagere der arbejder i danske virksomheder, herun-

der også personer der bor i udlandet.

Danmarks Statistik registrerer ikke oplysninger om overenskomster mellem ar-

bejdsgivere og faglige organisationer.

7. Konsekvenser

Lovgivningsmæssige konsekvenser

Det fremgår af forslaget, at medlemsstaterne kan overlade implementeringen af di-

rektivet til arbejdsmarkedets parter, hvis de i fællesskab anmoder herom. I overens-

stemmelse med TEUF artikel 153, stk. 3, skal staten dog være i stand til at sikre de

resultater, der er foreskrevet i det pågældende direktiv. Det vil sige, at staten om

nødvendigt skal lovgive, hvis direktivet giver rettigheder til lønmodtagere, som de

ikke har i medfør af overenskomster.

Kompromisforslaget i Rådet giver ikke rettigheder til lønmodtagere, som de ikke

har i medfør af overenskomster. Dette har været særligt relevant i forhold til artikel

11 om håndhævelse, da det i Kommissionens oprindelige forslag var uklart, om

denne artikel kunne give lønmodtagere en individuel påtaleret til at håndhæve en

overenskomst ud over den mulighed, der i dag eksisterer efter Arbejdsretsloven.

Efter forhandling i Rådet fremgår det nu eksplicit, at artikel 11 om håndhævelse

kun gælder i det omfang, at der nationalt findes regler om mindstelønsbeskyttelse.

Artikel 11 om håndhævelse og artikel 12 om sanktioner berører ikke gældende reg-

ler i Arbejdsretsloven.

Det fremgår af direktivforslaget, at såfremt overenskomstdækningen på arbejds-

markedet kommer under 70 procent af arbejdstagerne, skal medlemsstater sørge for

en ramme for grundforudsætninger for kollektive overenskomstforhandlinger, en-

ten ved lov efter høring af arbejdsmarkedets parter eller efter aftale med dem, og

udarbejde en handlingsplan til fremme af kollektive overenskomstforhandlinger.

Danmark har allerede en række ”grundforudsætninger” i form af hovedaftaler på

arbejdsmarkedet, Arbejdsretsloven, Forligsmandsloven, mm.

Efter forhandling i Rådet fremgår det nu også eksplicit af artikel 13 om implemen-

tering, at muligheden for at overlade implementeringen af direktivet til arbejdsmar-

kedets parter også gælder i forhold til fx udarbejdelsen af en handlingsplan til

fremme af kollektive overenskomstforhandlinger. Henvisningen fra artikel 13 til

artikel 4, stk. 2 gør det også klart

–

som Kommissionen i øvrigt i svar af 7. april

2021 på Folketingets begrundede udtalelse har bekræftet

–

at medlemsstater i hen-

hold til artikel 13 også kan overlade implementeringen af rammer for grundforud-

sætninger for kollektive overenskomstforhandlinger til arbejdsmarkedets parter,

hvis de i fællesskab anmoder herom.

Det kan ikke afvises, at det vil være nødvendigt med lovgrundlag for tilvejebrin-

gelse af data i henhold til artikel 10. Det vil afhænge af den endelige udformning af

direktivteksten.

Der er i formandskabets forslag krav om, at medlemsstaterne skal sikre, at oplys-

ninger om beskyttelse af mindsteløn er offentligt tilgængelige på en omfattende og

let tilgængelig måde. Arbejdsmarkedets parter vil skulle bidrage til denne oplys-

ningspligt.

Konsekvenser for arbejdsmarkedet