Det første punkt på dagsordenen er:

1) Forhandling om redegørelse nr. R 8:

Udenrigsministerens redegørelse om udviklingen i EU-samarbejdet.

(Anmeldelse 11.11.2021. Redegørelse givet 11.11.2021. Meddelelse om forhandling 11.11.2021).

Forhandlingen er åbnet. Hr. Jens Joel, Socialdemokratiet. Værsgo.

Tak til formanden for ordet, og tak til udenrigsministeren for redegørelsen til Folketinget. Det er jo altid dejligt at kunne starte sin fredag med en diskussion om det europæiske samarbejde og Danmarks rolle i det. Det er vigtigt, og det har det været i mange år, men jeg tror også, at der lige for tiden er rigtig mange ting, der understreger, at det er om muligt endnu vigtigere nu, end det har været tidligere.

Det er klart, at coronapandemien har fyldt rigtig meget i EU-samarbejdet det seneste år. Covid-19 er selvfølgelig en fælles og grænseoverskridende udfordring, og EU har også været en helt central arena for Danmark og de øvrige medlemslande. Man har samarbejdet, koordineret og hjulpet hinanden igennem pandemien. Først gjaldt det om at sikre forsyningsvejene for fælles indkøb, medicin og værnemidler. Så var der indkøb og udrulning af vacciner, og med implementeringen af det europæiske coronapas kan man sige at man også har været med til at hjælpe de europæiske borgere tilbage til en form for normalitet, ligesom det – set med mine øjne – har været ekstremt vigtigt, at man også har stået samlet omkring det, man kunne kalde den økonomiske genstart, genopretningen af økonomien.

Jeg synes, det er værd at notere sig, at den succesfulde økonomiske politik, som vi med et bredt flertal i Folketinget har ført herhjemme, hvor vi får sparket gang i økonomien, i virkeligheden også har været noget af det, som man har kopieret på EU-niveau. Derfor er der heldigvis også meget, der tyder på, at vi kan få genoprettet de europæiske økonomier hurtigere, end vi ellers havde kunnet. Men det er klart, at med den nylige tilbagevenden af pandemien og de nylige nedlukninger og sådan noget er det nok for tidligt at konkludere på det.

I forhold til klimakrisen er det klart, at det jo i sagens natur er et grænseoverskridende problem. Jeg er glad for, at det med Danmarks og andre landes pres er lykkedes at få hævet EU's klimaambitioner. Det er ikke nogen hemmelighed, at vi gerne havde set, at man var gået endnu længere, men det er klart, at hvis vi for alvor skal gøre noget ved klimaet og rykke på den her dagsorden, er EU instrumentelt. Det er ekstremt vigtigt for os, og det er også klart, at for et lille land som Danmark, der gerne vil gå forrest og skubbe på, og som også er et af de lande, der har virksomheder, der kan levere de grønne løsninger, er der en soleklar interesse i, at EU går forrest i klimakampen for at redde klimaet, men vi har også en erhvervspolitisk interesse i forhold til at skabe arbejdspladser i, at EU's ambitioner bliver så høje som muligt. For rigtig mange af de ting, der så efterspørges, vil være danske løsninger og produkter.

Så har jeg lyst til at nævne et andet område, som jeg synes fylder mere og mere, og heldigvis for det, for vi er mere og mere presset på det område. Det er hele spørgsmålet om det digitale, om techgiganterne, og det handler jo om – jævnfør det, som også er foreslået nu fra EU's side, altså det, der hedder Digital Services Act – hvordan man sikrer, at vi ikke på de digitale platforme bliver oversvømmet af produkter fra andre steder i verden, som ikke lever op til de forbrugerbeskyttelseskrav, de standarder og sikkerhedsmæssige og sundhedsmæssige krav, som vi har i Europa.

Men det handler også om, hvordan vi får tæmmet de techgiganter, som i alt, alt for lang tid og i for høj grad har haft frit spil til at drive forretning på noget, som i virkeligheden også er med til at undergrave vores demokratier. Det er, når algoritmerne bevirker, at der opildnes til had eller konflikt eller polarisering. Det er, når der er vanskeligheder med at få de største techgiganter til at betale skat. Alle de her ting kan og skal vi selvfølgelig diskutere og regulere i Danmark, men det er klart, at det effektive svar på en regulering af de grænseoverskridende techgiganter selvfølgelig også er en grænseoverskridende regulering og et grænseoverskridende samarbejde.

Noget andet, der i sagens natur er grænseoverskridende og desværre også meget aktuelt, er jo hele spørgsmålet om irregulær migration og det, at vi ser ikke bare flygtningestrømme, som man jo har set i mange år som resultat af krige og konflikter rundtomkring, men også nu i virkeligheden flygtninge, der bliver brugt som redskaber af despoter og diktatorer i forskellige af EU's nabolande til at prøve at presse EU og sætte hårdt ind for at destabilisere Europa. Vi er i sagens natur nødt til at beskytte vores grænser, men vi er også nødt til at erkende, at det både og først og fremmest er en tragedie, for de mennesker, det går ud over, men jo også en falliterklæring for det asylsystem, vi har.

Det er derfor, vi fra Socialdemokratiets side og fra regeringens side arbejder meget målrettet på at prøve at demontere nogle af de mekanismer, der gør, at menneskesmuglerne kan tjene penge på det, og at forskellige regimer rundt om os kan bruge det som en presbold over for EU til at destabilisere EU, fordi asylbehandlingen og det system, vi har bygget op ikke hænger sammen, og hvor vi ville kunne komme rigtig meget længere både for de migranter og de flygtninge, det handler om, men jo selvfølgelig også for de penge, vi bruger på det, hvis vi var bedre til at hjælpe i nærområderne, hvis vi havde asylbehandlingen et andet sted, hvis vi sikrede ordentlige forhold tættere på der, hvor folk flygter fra.

Nu har jeg nævnt nogle områder, hvor det helt åbenlyst er nødvendigt, at vi samarbejder, og det synes jeg også er vigtigt, men jeg synes også, at i en redegørelsesdebat om alt godt fra havet og fra EU er vi også nødt til at sige nogle af de ting, som bekymrer os lidt, bl.a. diskussionen omkring EU's sociale søjle, eller måske rettere hvad den bliver brugt til af nogle aktører, for der er ingen tvivl om, at vi set med socialdemokratiske briller selvfølgelig også ønsker, at vi får løftet den sociale beskyttelse i hele Europa. Vi ønsker, at man får løftet lønmodtagerne. Vi ønsker helt konkret, at alle lønmodtagere i EU selvfølgelig skal have en løn, de kan leve af, men det er bare ikke det samme, som at alle de problemer, vi oplever på arbejdsmarkedet eller på socialområdet, skal løses via EU-reguleringer.

Det forslag til mindstelønsdirektiv, som Europa-Kommissionen har foreslået, og som man godt kan forstå den sympatiske intention med, er vi meget kritiske over for og siger klart nej til, fordi vi frygter, at det undergraver den danske model og den forhandlede model, vi har i Danmark, hvor det er arbejdsmarkedets parter, der fastsætter lønnen, og ikke noget, vi diskuterer politisk. Vi frygter i øvrigt også på vegne af dem, som det jo også handler om, nemlig nogle af de lønmodtagere i EU, der får de dårligste lønninger, at det ikke vil være et effektivt redskab. Jeg synes, det er en lille smule paradoksalt, at man kigger til nogle af de lande i Skandinavien, som har effektive velfærdsmodeller og arbejdsmarkedsmodeller, og siger: Vi kan se, at de har givet lønninger, man kan leve af; de har givet ordnede arbejdsforhold. Og den løsning, man så foreslår, ender i virkeligheden med at undergrave de modeller, som har været mest succesfulde til at hente og sikre de lønninger.

Endelig er der et sidste spørgsmål, hvor vi er i strid – ikke med os selv internt i Danmark – men med nogle af vores kolleger i EU. Det handler om spørgsmålet om grundlæggende værdier, retsstatsmekanismen og de helt grundlæggende spilleregler, som EU bygger på. Der er jeg glad for, at den danske regering, i øvrigt sammen med andre gode allierede i EU, sætter foden ned, at man sammen med Kommissionen tager skridt, siger klart fra, kritiserer og ikke bare går efter at bringe også alle EU-landenes regeringers handlinger i overensstemmelse med de grundlæggende spilleregler, men selvfølgelig også siger klart og tydeligt til de minoriteter – måtte det være seksuelle minoriteter i Polen eller andre medlemslande – som er pressede, og som bliver udsat for diskrimination og andre ting: Vi står på jeres side; I kan godt regne med, at Danmark kæmper for jer, for jeres beskyttelse af rettigheder og for jeres mulighed for at leve frit i jeres eget land. Og det gør vi selvfølgelig i alle de fora, hvor vi overhovedet kan komme til det.

Nå, jeg er ved at løbe tør for taletid, så jeg vil bare slutte af med at sige, at jeg synes, det er godt at få den her årlige debat. Jeg synes, der er rigtig meget, vi er nødt til at samarbejde om. EU er jo et nødvendigt internationalt samarbejde, og hvis vi ikke havde det, var vi nødt til at opfinde det, fordi rigtig mange af de problemer, vi skal løse omkring skatteunddragelse, klima, migration og sådan noget, er grænseoverskridende problemer, som kræver grænseoverskridende løsninger. Men vi skal selvfølgelig også have modet til at sige, hvornår det er, vi synes, at andre kammerater og medlemslande i klubben går den forkerte vej, eller at det sker på områder, hvor vi synes, at Europa-Kommissionen eller andre medlemslande, politiske partier trækker det i en politisk retning, som vi ikke ønsker. Tak for ordet.

Selv tak. Der er jo faktisk ½ minut igen. Det er sjældent, det sker, men man får det ikke lagt oven i næste gang, vil jeg godt lige sige.

Der er nogle kommentarer. Hr. Morten Messerschmidt, Dansk Folkeparti, værsgo.

Tak til ordføreren. Jeg har selvfølgelig også læst redegørelsen og noteret mig den floromvundne snak om, hvor fantastisk det hele går i Bruxelles. Måske man kan gøre det, fordi der er nogle ting, man udelader, og der er det jo dejligt, at vi så kan spørge ordføreren, hvad han tænker om det barselsdirektiv, som en tidligere ligestillingsminister i hvert fald ønskede at tage et forbehold for, fordi det jo helt åbenlyst er et overgreb ikke bare mod nationalstaten, men også imod familierne. Det er der desværre ikke mange ord om i den her redegørelse.

Så det kunne være, at den socialdemokratiske ordfører nu, hvor den socialdemokratiske udenrigsminister vælger at tie, kunne fortælle os lidt om, hvordan han ser på det barselsdirektiv.

Værsgo.

Vi var af den opfattelse, at det skulle EU ikke regulere i Danmark, og det er jo, kan man sige, en fair politisk kamp, altså at det her mener vi sådan set godt vi kan klare og at vi bør regulere herhjemme. Det er jo selvfølgelig også klart, at vi, når der er en EU-regulering, så også skal se på – og det er det, den aftale, man har indgået i Folketinget, afspejler – hvordan vi omsætter og implementerer det barselsdirektiv. Når der er en EU-regulering, er vi selvfølgelig nødt til, om man så må sige, at indrette det på den måde, der giver bedst mening og passer bedst til danske forhold, og det er det, regeringen og Socialdemokratiet og i øvrigt en række andre partier i Folketinget har gjort.

Hr. Morten Messerschmidt.

Det er jeg glad for. Nu har Socialdemokratiet selv været med til at give EU magten på barselsområdet. Det har vi tidligere fået Justitsministeriet til at bekræfte. Det er jo helt tilbage fra 1972, tror jeg, at Socialdemokratiet anbefalede det, og man har vel også været bevidst om, hvad det er, man har gjort. Man har vel ikke bare givet EU magt i blinde, forestiller jeg mig, og derfor er det jo så også naturligt at spørge ordføreren igen, for udenrigsministeren er jo tavs, om man så vil gøre noget for at tage den beføjelse tilbage.

Man kunne f.eks. sige, at næste gang der er topmøde, sikrer stats- eller udenrigsministeren, at det bliver et tema, eller man kunne jo ganske enkelt forelægge det for Folketinget og sige: Kære venner, det var en fejl, vi kom til at trykke på den forkerte knap, da vi gav EU magt på barselsområdet, det skal vi gøre om. Hvad gør ordføreren sig af overvejelser der?

Værsgo.

Jeg må indrømme, at jeg ikke er fuldstændig bevidst om, hvor meget barselsdebatten fyldte i diskussionerne forud for vores tiltrædelse til EU, som endda var en del år, før jeg selv blev født, men det er jo klart, at der hele tiden er en diskussion om, på hvilke områder vi faktisk mener at det er nødvendigt at have fælles lovgivning. Vi diskuterer også lige nu et mindstelønsdirektiv, hvor vi har sagt, at vi faktisk ikke mener, vi har udfordret EU's ret til overhovedet at regulere det her område. Derfor synes jeg da, det er helt legitimt at sige, at her synes man, at EU går for langt eller blander sig i noget, de ikke skal, eller at man er uenig i den politiske løsning, der er.

Sådan er det jo i et samarbejde, og det vil vi selvfølgelig også tage på barselsområdet eller i lønspørgsmålet eller på andre områder, hvor vi generelt set måske godt kan sige, at det giver mening at samarbejde, men hvor der er specifikke ting, som vi synes EU griber forkert an.

Tak for det. Så er det fru Anne Valentina Berthelsen, Socialistisk Folkeparti. Værsgo.

Tak til ordføreren for en rigtig fin tale. Jeg kan forstå, at ordføreren har været tidligt oppe, så jeg skal gøre det så kort som muligt. En ting, som ikke er foregået i EU, men som kommer til at få en betydning for EU, er situationen i Afghanistan, som vi har været vidner til, især her hen over sommeren. Det er jo forfærdeligt at se, hvordan rigtig mange års arbejde på et splitsekund bryder sammen under Taleban. Det er jo for tidligt at sige noget om, hvordan det udvikler sig, men jeg tror, at vi kommer til at se en rigtig, rigtig ulykkelig situation – mennesker, som sulter, familier, som bliver drevet på flugt, og også et pres på Europas grænser. Vi har det sådan i SF, at vi mener, at man for det første bør sikre øget humanitær bistand og udviklingshjælp til at håndtere situationen, men også, at vi for det andet i Europa bliver nødt til at tage nogle af de flygtninge, som jeg tror vil komme. Er regeringen enig i det?

Værsgo.

Tak. Og det er ikke bare, fordi jeg har problemer med at sove, men det skyldes bare det banale faktum, at jeg rejste fra Aarhus i morges, og det er lidt ustabilt med DSB stadig væk, men det er en anden snak, som fru Anne Valentina Berthelsen også kender til, fordi ordføreren også er ordfører på transportområdet.

Jeg er jo enig i alt det, der bliver sagt om det ulykkelige i forhold til den situation, man har oplevet i Afghanistan, og også de, om man så må sige, dystre forudsigelser, som ordføreren her indikerer, altså at der også vil være befolkningsgrupper i Afghanistan, som kommer til at lide under det her, og der vil formodentlig også være flygtningestrømme fra Afghanistan, som banker på vores døre. De skal jo behandles, fuldstændig ligesom flygtninge i øvrigt bliver behandlet. Jeg synes, at den diskussion, vi har i EU, som jo helt rigtigt fokuserer på, hvordan vi kan hjælpe, hvordan vi kan yde humanitær bistand, hvordan vi kan mindske behovet for at flytte sig langt, selvfølgelig fylder noget, men det handler også meget om den interne fordeling af de flygtninge, der måtte komme, og der kunne jeg godt tænke mig, at man rent faktisk brugte lidt mere krudt på at sikre, hvordan vi beskytter det store flertal, som ikke når til Europa, og lidt mindre krudt på at diskutere, hvordan vi fordeler det relativt lille mindretal, som faktisk når til Europa. Så det vil være min bøn til den europæiske diskussion, man ligesom skal have, og det er også det, der ligger i det forslag, vi har lavet til et anderledes asylsystem.

Tak. Fru Anne Valentina Berthelsen, værsgo.

Jeg er jo fuldstændig enig i, at hvis vi skal undgå en situation, som dengang flygtninge vandrede op ad danske motorveje, skal vi sikre en meget højere levestandard i de lejre, som er i nærområderne, for de var underfinansierede. Det var et problem, og det skal vi ikke ud i igen. Samtidig tror jeg også, vi bliver nødt til at tage nogle flere kvoteflygtninge, og vi kan faktisk starte med at gøre det inden for de 500, som vi har aftalt at tage i Danmark. Vi har kun taget 200, og vi kan sagtens tage nogle fra Afghanistan for at fylde den kvote ud. Har regeringen mod på at gøre det, og har Socialdemokratiet mod på at gøre det?

Værsgo.

For at være helt ærlig synes jeg egentlig, det er en lille smule useriøst, hvis vi her i Folketingssalen skal stå og sige, hvad det er for nogle lande, der har krav på, at vi modtager kvoteflygtninge. Den diskussion synes jeg egentlig man skal henlægge til et andet sted. I Yemen har der været store, store humanitære katastrofer i en del år, og det sker alle mulige steder, og det bliver lidt styret af, hvem det er, der banker på, altså dem, vi taler om, og nogle gange bliver det lidt styret af, hvor vi selv har været aktive, eller hvad vi ved mest om, hvad der fylder mest i de danske medier. For at være helt ærlig synes jeg egentlig, at det er meget fornuftigt, at det er udlændinge- og integrationsministeren og myndighederne, som ligesom kommer med et forslag til, hvilke flygtninge og kvoteflygtninge vi synes vi bedst kan tage.

Tak. Så er det fru Anne Sophie Callesen, Radikale Venstre.

Tak til ordføreren for en god tale. Der er dog en bekymring, som ordføreren har, som vi jo ikke deler i Radikale Venstre, og som handler om mindsteløn i EU. Der kunne jeg godt tænke mig at høre ordføreren, hvorfor han er så bekymret, når nu vi ved, at det, vi kalder den danske model, hvor arbejdsmarkedets parter har mulighed for at forhandle om lønnen, netop er noget, som man ikke bare ønsker at beskytte i EU, men faktisk at fremme med det her direktiv. Man ønsker ikke at gribe ind i den måde, vi gør det på i Danmark; faktisk ønsker man at fremme den model, vi bruger i Danmark, til forhandling af løn på arbejdsmarkedet.

Værsgo.

Jeg er jo enig med Anne Sophie Callesen i, at det da rigtig ofte bliver sagt, og at det ligesom er det, man hører som omkvædet fra Bruxelles: Vi synes egentlig, den forhandlede model er god. Det, jeg synes er lidt bekymrende, er så, at den model, man foreslår til ligesom at komme tættere på det, man synes er godt, i virkeligheden jo så i nogle sammenhænge er det modsatte.

Man kan jo sige: Er det her indholdsmæssigt den rigtige løsning? Er det det rigtige svar på det problem, som vi egentlig er enige i er der? Det mener jeg ikke det er. Men principielt set er vi jo også nervøse for, at det her er et skred i retning af nogle individuelle rettigheder på arbejdsmarkedet, som man ikke håndhæver i kraft af de kollektive overenskomster, i kraft af de våben, man, om man så må sige, har i det aftalebaserede system, men som man i givet fald ville gøre krav på vis a vis en domstol eller andre, og som i det danske system ikke ville spille en rolle. Det er sådan set det, der er bekymringen for den glidebane, eller hvad man måtte kalde det. For det er jo rigtigt, at vi lige nu får at vide, at der ikke er noget at være bange for. Vi er bare ikke betrygget.

Tak, og værsgo igen.

Jeg tror, jeg har lidt brug for at blive klogere på, hvorfor man ikke er betrygget, for det, der står, er jo, at man enten kan vælge lovfastsatte minimumslønninger eller, og det opfordres der faktisk til, de kollektivt forhandlede minimumslønninger. Så jeg bliver nødt til at spørge igen: Hvor kommer den her frygt fra? Og hvorfor er det, at man ikke ønsker at støtte op om, at vi i EU gør noget for at sikre ordentlige forhold på arbejdsmarkedet for alle EU-lande, uden at det bliver en individuel ret, som man kan kræve over for Domstolen, for det er jeg da sådan set enig i at det ikke på den måde skal være. Men hvorfor den her bekymring, når nu det ikke er det, der står i forslaget?

Tak, og værsgo.

Først og fremmest vil vi gerne være med til at diskutere, hvordan vi kan have lønningerne, og hvordan vi kan sikre en løn, man kan leve af – også i de lande, hvor det ikke er tilfældet. Man kan sige, at minimumsløn er ligegyldigt, hvis man har nultimekontrakter og ikke kan vide, hvor meget arbejde der er til en dagen efter. Så er det jo ligegyldigt, at man får den rigtige timeløn, hvis man nogle gange ikke bliver kaldt på arbejde. Så det er ikke sikkert, at det her vil løse problemet. Jeg tror i øvrigt også, at det er den forkerte vej at gå.

Vi er faktisk bange for individualiseringen af rettigheden forstået på den måde, at rigtig meget i den europæiske regulering jo handler om, at man som borger kan påberåbe sig en rettighed over for EU-Domstolen, og det er ikke sådan, vi håndterer, kan man sige, uenighederne på det danske arbejdsmarked. Det ligger i nogle andre kollektive kampskridt: lockout, strejker, alle de der ting, som man kender fra det danske arbejdsmarked. Det er det, vi i virkeligheden er bange for at man kommer uden om, så man undergraver den danske model. Det vil vi ikke være med til, og det vil vi heller ikke risikere, selv om man siger, at det ikke er det, der er intentionen.

Tak for det. Så er det hr. Søren Søndergaard. Værsgo.

Tak. Jeg synes, at hr. Jens Joel gik lidt let hen over spørgsmålet fra SF's ordfører, for det var, om regeringen ville være med til at udnytte den kvote på 500, som der jo er afsat midler til, og ikke nøjes med et langt mindre antal. Ordføreren begynder så at snakke om, at vi ikke skal stå her i salen og bestemme, hvad folk skal gøre. Det er jeg fuldstændig enig i at vi ikke skal afgøre her i salen, men så mangler jeg bare svaret på spørgsmålet: Vil regeringen være med til at gå op til de 500, som der er afsat penge til, eller mener regeringen, at der simpelt hen er en mangel på kvalificerede flygtninge ude i verden, så det er helt unødvendigt?

Men mit egentlige spørgsmål var sådan set, om ordføreren er enig i, at i takt med at Danmark overlader en stadig større del af bevogtningen til EU's ydre grænser og opruster gennem Frontex og opruster ved at sende pigtråd og overvågningsudstyr til forskellige lande, så påtager vi os også et medansvar for, hvordan den grænsebevogtning foregår, fordi det altså også er vores grænse, hvilket vil sige, at vi også påtager os et ansvar for, hvordan f.eks. menneskerettighederne bliver respekteret i forbindelse med den grænseovervågning. Er hr. Jens Joel enig i det synspunkt?

Værsgo.

Altså, det er rigtigt, som hr. Søren Søndergaard siger, at der er elementer af den fælles grænsebeskyttelse, som jo bliver finansieret af EU, og det er også rigtigt, at der lige har været en diskussion om, om man i virkeligheden kan bidrage mere til at hjælpe de lande, som ved tilfældets gunst ligger yderst ved EU's grænser. Og der har vi sagt, at vi synes, det er logisk, at man også fra dansk side bidrager til, at de lande, der er ved grænsen, kan beskytte deres grænse, fordi det jo i realiteten også er vores grænse.

Det er klart, at ansvaret for at overholde de internationale spilleregler, man har, selvfølgelig ligger hos de myndigheder, der rent faktisk håndhæver grænsen. Og skulle man så sende et EU-kontingent eller et eller andet andet, så ligger der selvfølgelig også et ansvar i det. Men hvis det f.eks. er de polske myndigheder, der håndhæver grænsen – militær eller grænsepoliti – så er det jo også dem og den polske regering, der har et ansvar for, at man overholder de europæiske og/eller internationale spilleregler, som vi har fastsat.

Hr. Søren Søndergaard.

Så jeg skal forstå den socialdemokratiske holdning på den måde, at vi kan udlicitere grænsekontrollen til nogle andre, og at vi kan sende dem pigtråd og overvågningsudstyr, inklusive til Belarus, som vi jo har sendt overvågningsudstyr til, uden at påtage os noget som helst ansvar, i forhold til hvordan det bliver brugt ved den pågældende grænse. Er det korrekt forstået? For hvis ikke, vil jeg bare høre, hvordan Socialdemokratiet har arbejdet for, at vi konkret fik undersøgt, om man rent faktisk overholder menneskerettighederne i forbindelse med grænsekontrollen i Polen, som Danmark har bidraget med pigtråd til.

Værsgo.

Jeg synes egentlig, at det bliver lidt unødig polemisk, når man siger, at vi vil udlicitere det. Altså, faktisk er der jo sket det modsatte. Den danske regering har sagt, at vi er nødt til at påtage os en større del af ansvaret for at gøre de lande, som ligger yderst ved grænsen, i stand til rent faktisk at håndhæve den fælles grænse, som er forudsætningen. Vi har i øvrigt også et ønske om at gøre det muligt at have interne grænsekontroller i et større omfang, end man har, men det er en lidt anden diskussion.

Vi udliciterer jo ikke noget ansvar for noget; vi påtager os selvfølgelig en del af opgaven med at sikre, at der er en beskyttelse af grænserne. Men det er klart, at vi går ud fra og må lægge til grund, at de myndigheder, som bevogter grænsen, rent faktisk gør det inden for de spilleregler, vi har aftalt.

Tak for det. Så er der ikke flere kommentarer eller spørgsmål. Så vi går videre til fru Jane Heitmann, Venstre. Værsgo.

Tak for ordet, og tak til ministeren for den oversendte redegørelse. Den er, må jeg sige, fyldt med gode intentioner i forhold til EU-samarbejdet og Danmarks rolle i et aktivt EU. Regeringens rolle i et aktivt EU skinner desværre ikke så tydeligt igennem til hverdag, hvor især statsministeren jo har travlt med rejser til bl.a. Israel, og det ligner mest noget, hvor man plejer andre interesser end dem, som vi har gennem EU. Det er da også vigtigt med gode forhold til lande over hele kloden – bevares, det er det da – men det er det også i forhold til EU, meget vigtigt endda. Lad det være min indgangsreplik til dagens redegørelsesdebat om udviklingen i EU-samarbejdet. Jeg har i dag fået lov til at stå for Venstres bidrag til forhandlingen, fordi hr. Kim Valentin er udenlands i regi af Europarådet, og jeg har glædet mig til det.

Meget er sket siden den sidste redegørelsesdebat, både i EU, men også på den globale scene: trusler udefra, en udmeldelse af unionen, brud på retsstatsprincipper, flere migrationsudfordringer, direktiver og rigtig mange gode handelsaftaler. EU er blevet mindre, sikkerhedssituationen fra øst er presset, og tiltag fra EU har fyldt i de danske medier. Det handler ofte om de steder, hvor EU træder ved siden af, i hvert fald i Venstres optik; og lad mig bare nævne: orlovsdirektivet, direktivet om mindsteløn og løngennemsigtighedsdirektivet – direktiver, som desværre ikke udvikler EU i den retning, som vi helst så.

Så var der et EU-medlem mindre i flokken ved årets start. Ved udgangen af 2020 trådte udtrædelsesaftalen mellem EU og Storbritannien i kraft. Hvordan vil det gå? var vi mange, der tænkte. Brexit har kostet vækst, arbejdspladser, eksport og velstand. Vi har set kaotiske scener fra tankstationer og supermarkeder, hvor brændstof og varer ikke er nået frem i tide. Fabrikker har manglet medarbejdere og forsyninger til at holde produktionen i gang. Vognmænd har manglet chauffører til at bringe almindelige varer som mælk og brød ud i butikkerne. 1,3 millioner EU-arbejdere, særlig fra de østlige lande, mistede arbejdet i Storbritannien oven på brexit og pandemien. Tidligere på året vurderedes det, at brexit har skåret omkring 10 milliarder britiske pund af Storbritanniens samhandel med omverdenen.

Det er en af flere udfordringer, som redegørelsen fremhæver. Bl.a. kan nævnes: fald i samhandelen med EU, højere eksport- og transportomkostninger, mangel på arbejdskraft og bureaukrati og bøvl. Meget af det, der ligger til grund for vores velstående og velfungerende samfund, og som vi tager for givet i hverdagen, afhænger af vores medlemskab af EU. Det gælder tusinder af arbejdspladser, økonomi og velstand. I Venstre er vi stærke tilhængere af det europæiske samarbejde. Vi glæder os over den velstand og de muligheder, som kommer ud af samarbejdet. Det skal vi pleje, det skal vi styrke, og det skal vi udnytte hele tiden.

Vacciner, virus og værnemidler er andre ting, der har været på dagsordenen i EU. Landene har skullet finde fælles løsninger på pandemiens udfordringer og på de fælles spørgsmål som f.eks.: Er der værnemidler nok? Kommer der en vaccine? Hvad med Schengen? Og hvad med den fri bevægelighed? Redegørelsen noterer indledningsvis, at EU's indsats på vaccineområdet har resulteret i, at mere end 74 pct. af alle voksne EU-borgere i dag er færdigvaccineret, at håndteringen af covid-19 har været en af EU's hovedprioriteter i 2021, og at medlemsstaterne og Kommissionen sammen har arbejdet hårdt for at styrke den europæiske vaccineudrulning og sikre tilstrækkelig med vacciner.

Lad os lige anholde det. Jeg er nemlig ikke overbevist om, at den danske regering har arbejdet hårdt for at styrke den europæiske vaccineproduktion. Statsministeren tog til Israel og kom tilbage, men hvad kom der egentlig ud af det besøg? Vacciner, vacciner, vacciner, skrev statsministeren i marts på Facebook, hendes foretrukne medie, selvfølgelig akkompagneret af en til lejligheden passende selfie. Regeringen havde ikke gjort sig den ulejlighed at inddrage Folketinget og Det Udenrigspolitiske Nævn forud for rejsen til Israel. Israelturen er desværre symptomatisk for den siddende regerings tilgang: enegang og lukkethed. Det står i stor kontrast til det EU-samarbejde, som Danmark hver eneste dag høster frugterne af, og som vi desværre med den socialdemokratiske regering i spidsen lader hånt om til hverdag. Men det er langtfra nok at hylde samarbejdet i skåltaler og festskrifter. Måske kan udenrigsministeren i dag være med til at kaste lys over udkommet af statsministerens Israeltur – hvad var formålet med turen, og hvad kom der ud af den? – for slet ikke at tale om Danmarks bidrag til at styrke den europæiske vaccineudrulning.

Det er ikke alle steder i verden, hvor man har det så godt som her i Danmark. Det ser vi i de fortsatte migrantstrømme, der søger mod Europa. Vi har set ubehagelige scener med druknede migranter i den engelske kanal og med uro på grænsen mellem Hviderusland og Polen. I Venstre er vi ikke imponeret over reaktionen fra EU. Det går simpelt hen for langsomt. Vi skal sende et klart signal til Lukasjenko, der lader ham vide, at vi ikke accepterer, at han sender migranter over grænsen for at presse EU, og at vi under ingen omstændigheder accepterer, at Lukasjenko lokker migranter til Hviderusland med lovning om, at de kan komme ind i Europa.

I Venstre glæder vi os over, at EU for nylig besluttede nye sanktioner for Hviderusland, men vi må desværre konstatere, at det nu er den femte – den femte – sanktionspakke, man laver, uden at det reelt har nyttet noget i forhold til at få Lukasjenko til at ændre adfærd. Det skræmmer tilsyneladende ikke den hviderussiske præsident. Vi skal have styrket Polens grænser. Vi skal holde snuden i sporet, og vi vil presse på for at sikre, at regeringen følger op på EU-aftalen om flere grænsevagter til Frontex. Vi skal have en plan, så vi kan handle hurtigt, når lignende situationer opstår. Vi kan ikke acceptere, at Lukasjenko formentlig med Putins velsignelse bruger mennesker som våben. Det kræver fælleseuropæiske løsninger. Det kræver, at EU-landene lever op til deres fælles ansvar og støtter de lande, der står i forreste række ved EU's ydre grænse, både økonomisk og med grænsevagter. Migrantkrisen er et europæisk problem, som kræver europæisk handling. Alternativet er, at der går hul på vores grænser og vi ser billeder som dem, vi så tilbage i 2015. Det skal vi for alt i verden undgå.

Nok er der mange udfordringer, men meget går jo også godt takket være EU. Det viser redegørelsen også: Kræfterne vokser i fællesskabet; vi kan mere, når vi samarbejder; mulighederne bliver større. Lad os fokusere på det, og lad os gøre samarbejdet endnu bedre og stærkere fremover. Tak for ordet.

Tak for det. Hr. Morten Messerschmidt, værsgo.

Tak for talen. I Dansk Folkeparti er vi jo meget optaget af, hvad der foregår i Storbritannien. Vi er faktisk ligefrem inspireret og ønsker, at Danmark skal forlade EU – om det så skal hedde dexit eller danexit, eller hvad det nu måtte være; det finder vi frem til. Men derfor er det jo også spændende at høre, hvordan andre partier ser på Storbritannien. Jeg hørte i hvert fald, at fru Jane Heitmann havde de skeptiske briller på. Derfor vil jeg bare høre, om ikke fru Jane Heitmann vil bekræfte, at hen over sommeren var Storbritanniens og EU's samhandelsniveau ifølge Bloomberg fuldstændig på niveau med det, der gjaldt før brexit.

Værsgo.

Vi er fra Venstres side ærgerlige over, at Storbritannien valgte at forlade EU. Men uanset hvordan man vender og drejer det, vil jeg sige til hr. Morten Messerschmidt, og uanset hvilket statistikker man dykker ned i, så ændrer det ikke på de billeder, som vi har set de seneste måneder, fra Storbritannien, hvor lastbilchauffører er en mangel, varerne ikke kommer ud og man ikke kan få benzin til bilerne, og hvad vi nu ellers har måttet opleve. Jeg synes, det er trist for Storbritannien, og det har også herfra været meget trist at følge den udvikling.

Værsgo.

Det er rigtigt, at der i store dele af den vestlige verden har været problemer med forsyningskæderne. Det har vi også oplevet på aktiekursernes udvikling, og fru Jane Heitmann kan følge C25-indekset. Mange af de virksomheder, som har brug for forsyninger fra andre dele af verden, har lidt hårdt under ikke at kunne få deres råvarer. Det slår også igennem i Storbritannien. Og selvfølgelig spiller den nye situation også en rolle.

Det, jeg bare beder fru Jane Heitmann om at bekræfte, er, at hen over sommeren, hvor der var sådan en slags normaltilstand i forhold til corona, var samhandelen mellem EU og Storbritannien fuldstændig den samme ifølge Bloomberg, som den var før brexit.

Værsgo.

Jeg kan bekræfte, at vi har set det største fald på aktiemarkedet i mands minde her for blot et par uger siden. Hr. Morten Messerschmidt har jo fuldstændig ret i, at det presser, ikke bare Storbritannien, men også store dele af verden og samhandelen i øvrigt. Det kan jeg bekræfte. Men jeg kan også bekræfte, at det har været trist at følge de udfordringer, som man har oplevet i Storbritannien, hvor man jo bl.a. har mistet mennesker, primært fra Østeuropa, som er flyttet, som jeg sagde. Man har tabt arbejdskraft, og det har udfordret internt i Storbritannien. Det har været trist at følge.

Hr. Søren Søndergaard, Enhedslisten.

Tak til fru Jane Heitmann. I går rejste Venstres EU-hovedordfører et meget, meget interessant spørgsmål på europaudvalgsmødet, og det var via en forbindelse fra udlandet, hvor han ganske rigtigt opholder sig på grund af Europarådets vigtige arbejde. Det spørgsmål, som Venstres ordfører rejste, var til Socialdemokratiet og tog udgangspunkt i en udtalelse fra statsministeren om behovet for en folkeafstemning om bankunionen, og det synes jeg var et rigtig relevant spørgsmål. Men det får mig så til at tage ordet her for at høre, hvad der er Venstres holdning til en folkeafstemning om bankunionen. Er det sådan, at også Venstre går ind for, at vi får en folkeafstemning som forudsætning for, at Danmark tilslutter sig bankunionen, og hvor så partierne kan argumentere, som de nu synes bedst? Tak.

Værsgo.

Nu er det jo utrolig svært at kommentere på et møde, jeg ikke selv deltog i, i går, så derfor vil jeg være helt ærlig og sige til hr. Søren Søndergaard, at der bliver jeg simpelt hen svar skyldig, og der tror jeg, at Søren Søndergaard skal tage den dialog med hr. Kim Valentin, når han er tilbage fra sin tur udenlands.

Hr. Søren Søndergaard.

Okay, det vil jeg så gøre. Det var sådan set Venstres holdning, jeg omtalte, men jeg forstår godt, at vi så tager den op på et andet tidspunkt. Men jeg vil så bare konkludere og sige, at jeg synes, det er en utrolig vigtig diskussion, og at jeg er glad for, at Venstre er interesseret i også at rejse den i forhold til regeringen. For jeg synes, det er utrolig vigtigt, når vi træffer så afgørende og vigtige beslutninger i EU, og det håber jeg så ordføreren kan bekræfte at ordføreren er enig i, at vi får befolkningen med. Og en af måderne at få befolkningen med på er at give befolkningen mulighed for at stemme ved en folkeafstemning, også selv om det så fører til, at befolkningen måske ikke altid stemmer det, som hver enkelt af os måtte ønske.

Tak. Og værsgo.

Jeg er enig i, at det er godt at følge udviklingen i EU tæt, og at vi også hele tiden orienterer os i forhold til de forbehold, som Danmark har over for EU. Vi har jo adskillige forbehold, og der tror jeg, at det er både sundt og godt, at vi løbende her har en diskussion i Danmark af, om det er de rigtige forbehold, vi har, og om vi med fordel kunne have en folkeafstemning, så vi måske i højere grad på nogle områder får lov at sidde med ved bordet, når beslutningerne skal træffes. Den diskussion tror jeg er vigtig at holde fast i.

Tak for det. Og så er der ikke flere spørgsmål til denne ordfører. Vi går videre i talerrækken til hr. Morten Messerschmidt, Dansk Folkeparti. Værsgo.

Tak, formand, og tak til udenrigsministeren for den udmærkede redegørelse. Det er jo ikke nogen hemmelighed, at vi i Dansk Folkeparti ser på EU-samarbejdet med en noget større skepsis, hvis man må bruge det udtryk, end regeringen og også andre partier, der er til stede her i salen. Og derfor er der nok andre ting, som vi, hvis vi skulle have skrevet den her redegørelse, havde valgt at betone.

Der er jo noget paradoksalt over det, når man hører den i øvrigt udmærkede socialdemokratiske ordfører, hr. Jens Joel, tale om to i hvert fald for os meget centrale ting, i forhold til at man havde ønsket, at det i virkeligheden slet ikke var en del af EU-samarbejdet. Jeg tænker på mindstelønsdirektivet og barselsdirektivet. Det er jo godt, at Socialdemokratiet og vi er enige om, at det burde EU slet ikke blande sig i. Det ene kan arbejdsmarkedets parter klare. Det kan de såmænd måske også med det andet, eller også kan vi i hvert fald klare det her i Folketinget. Men det, der er det i særklasse paradoksale her, er, hvordan det så er kommet dertil, at EU overhovedet har fået magten. Og med fare for at virke sådan en lille smule kedelig og pedantisk og den slags ting vil jeg bare lige minde de ærede medlemmer om, hvad det er, de har skrevet under på i grundloven. For der står jo i § 20:

»Beføjelser, som efter denne grundlov tilkommer rigets myndigheder, kan ved lov i nærmere bestemt omfang overlades til mellemfolkelige myndigheder.«

»I nærmere bestemt omfang« – det fordrer jo i hvert fald, at der er en eller anden form for kvantificering af den beføjelse, som Folketinget overfører til EU. Og man kan vel kun kvantificere noget, som man er bevidst om. Altså, det er vel svært at forestille sig, at man sådan uagtsomt overfører beføjelser. Og jeg er helt med på, at hr. Jens Joel er født i en eller anden periode efter 1972, hvilket i øvrigt også er mit eget lod her i livet. Men det ændrer jo altså ikke på det faktum, at vi i hvert fald har et regeringsparti – og så ved jeg ikke med Venstre og Konservative og de andre, som stemte ja tilbage i 1972 – der siger, at de i virkeligheden aldrig ønskede at give EU magten på det her område. EU har af årsager, som vi nok vil udlægge forskelligt, bevæget sig i en retning, som vi nok ikke ønskede.

Det rejser nogle helt grundlæggende spørgsmål om, hvad vi så gør ved det her system. Og når man er kommet til den erkendelse, at EU ikke burde have haft beføjelser på lønområdet og på barselsområdet, f.eks. i forhold til familieretten osv., så er det jo ikke for meget at bede om, at man også rydder op i de fejl, man har begået; at man som regering så også har en plan for, hvordan vi sikrer, at det ikke bliver værre; at man f.eks. på et af de kommende topmøder gør det til et tema; at man f.eks. prøver at samle et flertal i Folketinget bag sig og prøver at få en massiv parlamentarisk støtte – måske på nær fra Radikale Venstre og andre sådan virkelig, virkelig EU-begejstrede partier – til at sige, at vi ikke ønsker et EU-samarbejde, der har magten på løn- og familiepolitikken. Hvorfor gør man ikke det? Hvorfor laver man ikke en fælles konference, hvor vi kan sende et klart signal, måske endda også med andre lande, hvor vi siger: Vores grundlov er klar; det her var ikke intentionen, vi vil have lavet det om? Hvorfor gør man ikke det? Ja, det gør man selvfølgelig ikke, fordi man enten ikke mener det eller ikke tør det.

Og så er vi i virkeligheden inde ved kernen af EU-samarbejdet. For er man bare sådan en, der følger med og siger: Nå ja, det kan vi ikke gøre noget ved? Eller vil man reelt udfordre? I Dansk Folkeparti er vi igennem de seneste år, og især efter brexit, kommet til den klare erkendelse, at en reform af EU-samarbejdet i retning af noget, der bare minder om det, som et flertal af danskerne ønsker, aldrig kommer til at ske. Derfor er vi også fuldstændig klare, i forhold til at det, der skal til, er en folkeafstemning, hvor danskerne kan blive spurgt, og hvor vi får en lang, frugtbar debat om, hvordan Danmark kan stille sig bedre internationalt, end vi gør i EU, ved at samarbejde med Storbritannien, men selvfølgelig også med mange andre lande – Schweiz, Island, Liechtenstein, Norge. Der er masser af lande, der klarer sig rigtig godt og, vil jeg tillade mig at sige, måske endda bedre end hovedparten af de lande, der har valgt at deponere hele deres handlefrihed – endog ud over det, de selv har ønsket – i Bruxelles.

Bare den seneste håndtering, hvis man skal kalde den det, af covid-19 har vist udygtigheden i Bruxelles. Man har ovenikøbet en chefkommissær, der er epidemiolog. Man har en kommissær for sundhedsområdet. Man har oppe i Stockholm et agentur for bekæmpelse af epidemiske sygdomme. Alligevel var EU bare notorisk bagud i forhold til andre lande og økonomier, når det handlede om at få godkendt vaccinerne. Inde på hjemmesiden ourworldindata.org kunne man løbende følge, hvordan vi bare blev overhalet af Israel, Canada og en stribe andre lande, som vi normalt sammenligner os med, fordi udygtigheden udgik fra Bruxelles. Og så får man en syvsiders rapport her i dag, der er sådan en gang floromvunden snak om, hvor forrygende det i virkeligheden er. Jeg tror, de fleste godt kan se, at EU ikke er den succes, som hovedparten af partier her i Folketinget gerne vil gøre det til, og i hvert fald slet ikke er det, som et flertal af danskere sagde ja til i 1972, 1986, 1993 osv.

Og så er jeg ikke engang nået til migrationspolitikken endnu. Der taler vi jo selvfølgelig meget om udfordringerne ved Belarus' og Polens grænser, som jo grundlæggende kun er et problem, fordi et flertal i Folketinget her stadig væk ikke er nået frem til det standpunkt, at Danmark selvfølgelig skal have en permanent grænsekontrol. Vi har grænsekontrol. Den er altså ikke helt så effektiv, som vi gerne vil have det i Dansk Folkeparti, men vi har en grænsekontrol, fordi vi har en regering, der hvert halve år kommer med hatten i hånden og siger bebe nede i Bruxelles: Må vi ikke nok få lov?

Vi skal ud af det morads, så det er os i Folketinget, der afgør, hvordan grænsekontrollen skal fungere, fordi ellers bliver jo selv den svageste grænseovergang i hele Europa også til et dansk problem. Nu kigger alle medierne på den polske grænse. Måske skulle man også kigge lidt på den internt cypriotiske grænse, for vi har jo – ja, et land er det jo ikke; det er jo sådan en slags tyrkisk vasalstat – Nordcypern, som i øjeblikket af menneskesmuglere bliver udnyttet til at fragte folk ind på Sydcypern, der som bekendt giver fri adgang til resten af EU.

Det er et Tyrkiet, der jo som bekendt med opbakning fra et flertal i Folketinget stadig væk er kandidatland til EU, og som bare mere og mere opfører sig som en fjende af Europa, men ingen tør gøre noget ved det, for hvem er det i virkeligheden, der bestemmer? Ja, det er jo Bruxelles, og når en kommissær siger hop, så spørger vores udenrigsminister: Hvor højt? Det er det, vi skal bort fra. Vi skal derhen, hvor det igen er Folketinget her, som afgør Danmarks skæbne, og hvor vi ikke har en regering, der i spin og andet spilfægteri prøver at se ud, som om man er EU-kritisk, men i virkeligheden ikke engang tør tage sin egen politik så alvorligt, at man indkalder til en regeringskonference og kræver magten tilbage på de områder, man egentlig aldrig nogen sinde ville have givet EU den på. Det er den egentlige skandale i dag, og det er det, som egentlig burde være temaet, synes jeg, i den her redegørelsesdebat. Men det er åbenbart kun os i Dansk Folkeparti, der tør tale om det. Tak, formand.

Tak for det. Der er ikke nogen kommentarer til ordføreren. Så vi går videre til fru Anne Valentina Berthelsen. Værsgo.

Tak for det, og tak til ministeren for redegørelsen om udviklingen i EU-samarbejdet. Sidst vi debatterede udviklingen, var det jo med vedtagelsen af EU's genopretningsinstrument som bagtæppe, en kæmpestor og vigtig beslutning, som nu kommer ud at virke i medlemslandene efter grundige drøftelser mellem regeringerne og Kommissionen. Den store europæiske genopretningspakke kommer til at redde tusindvis af jobs i hele EU og skabe mange nye, også i Danmark. Pakken er et godt eksempel på, at vi med konkret solidaritet og viljen til at løfte i fællesskab faktisk kan udrette rigtig meget i Europa.

Kort tid efter at vi i december sidste år havde debatten om redegørelsen her i salen, fik vi stillet en bunden opgave af EU-topmødet. EU skulle have en ambitiøs klimalov, der virker. Der skal leveres på klimaudfordringerne, så kommende generationer kan leve på en sund planet, og der skal handles i fællesskab. Kun gennem et stærkt og forpligtende europæisk samarbejde kan vi reelt løse klimaproblemerne. Alle ved det; de enkelte lande kan ikke løse klimakrisen alene og slet ikke i de små lande som Danmark.

Nu har vi så fået præsenteret de enkelte elementer af Fit for 55, som skal få klimaloven til at blive til virkelighed. En styrket sektorlovgivning om energieffektivitet og vedvarende energi, en omfattende revision af kvotehandelssystemet og en klimatold og mange andre rigtig gode tiltag er med, og for SF er det vigtigt, at tiltagene i pakken har en hurtig og reel effekt på drivhusgasudledningerne, og at den samlet set sikrer, at vi når EU's klimamål. Det er velkendt, at vi i SF helst havde set et højere overordnet mål i EU's klimalov, og vi lykkedes da også med at få regeringen til at køre en mere ambitiøs linje. Heldigvis er der mange gode takter i Fit for 55, og det er vigtigt for EU's globale lederskab på klimadagsordenen, at pakken ikke bliver udvandet eller forsinket, men derimod styrket, i forhold til hvad Kommissionen lægger op til.

Kvotehandelssystemet bør være hovedmotoren i omstillingen, bl.a. ved at vi udvider det til at omfatte boliger og transport, som har haft stigende udledninger de seneste mange år, og for SF er det samtidig vigtigt, at klimapakken ikke skaber modvilje mod den grønne omstilling blandt medlemslandenes befolkninger. I vores øjne kræver det et fokus på, at omstillingen ikke bliver unødigt dyr, og at vi sørger for at beskytte arbejdspladser og lavtlønnede husholdninger, som kan blive ramt af de tiltag, vi laver.

Samtidig er der jo en stigende relevant diskussion om retsstatsprincipper. EU skal være en klub af retsstater, der effektivt værner om grundlæggende rettigheder, frie medier, ytrings- og trykkefrihed, uafhængige domstole og en reel beskyttelse af mindretal, kvinder og lgbt-personer. Heldigvis er langt de fleste medlemslande robuste retsstater, men der er desværre også lande, der ikke evner at leve op til de helt basale standarder på det område, og det er selvfølgelig fuldstændig uholdbart. Det er godt, at EU-institutionerne har indgået et fornuftigt kompromis om en kobling mellem adgangen til EU's pengekasse og evnen til at overholde grundlæggende retsstatsprincipper, for EU's hidtidige tiltag har desværre vist sig at være uden tilstrækkelig styrke, og det er virkelig på tide, at vi sætter foden ned. Polen og Ungarn gør klogt i at huske på, hvor mange penge de to lande modtager fra EU's kasse. Vores retsstatsprincipper er ikke til forhandling.

Som det også tidligere er blevet nævnt i debatten, har Kommissionen en ambition om at løfte det sociale niveau i EU. Det er umiddelbart en rigtig god ambition, men filmen knækker, når man som Europa-Kommissionen fremlægger et lovforslag om mindsteløn. For det første er det yderst tvivlsomt, om der overhovedet er hjemmel til at regulere området i EU-traktaten. For det andet overlader vi i Danmark lønspørgsmål til arbejdsmarkedets parter, og sådan skal det naturligvis blive ved med at være. Og for det tredje ønsker vi hverken nu eller i fremtiden en regulering, der kan underminere den danske arbejdsmarkedsmodel, hverken direkte eller indirekte. Det er desværre det, Kommissionen lægger op til, og det er vi lodret imod.

Redegørelsen om udviklingen i EU-samarbejdet rummer mange gode ting – elementer, som vi i SF ser frem til at debatten i salen i dag – men jeg vil også nævne et par sager, som er fraværende, og som bekymrer mig. Kampen mod skattely er igen i år helt ude af ministerens redegørelse. Det er jo ellers en kamp, som ministeren selv har leveret rigtig flotte resultater på, mens han sad i Europa-Parlamentet. Har regeringen helt glemt den kamp? For det har vi i hvert fald ikke i SF.

En anden vigtig sag, der glimrer ved sit fravær i redegørelsen, er kampen for mere åbenhed i EU's institutioner. Vi vil gerne gentage vores opfordring til, at regeringen kaster sig ind i den sag med alle kræfter. Lukkethed i Ministerrådet er et stort problem, og det udgør reelt et demokratisk underskud, som EU ofte beskyldes for at have. Jeg kunne tale enormt meget om coronasituationen, men jeg tror, vi alle sammen er enige om, at EU er en del af nøglen til at løfte de europæiske lande og Danmark ud af den krise, som vi har stået i og kommer til at stå i fremover, for nogles vedkommende voldsommere end andre.

Med de ord vil jeg sige tusind tak for en god debat indtil videre.

Tak. Hr. Morten Messerschmidt, værsgo.

Tak, formand, og tak til SF's ordfører. Jeg skal bare helt kort høre om noget. Når vi nu ser ens på det med mindstelønningerne og ønsker det direktiv rullet tilbage, kan vi så få SF med på at pålægge regeringen ved det næste topmøde, at det skal være et tema, hvordan vi får beføjelsen på det område trukket tilbage?

Værsgo.

Det kan jeg ikke se nogen grund til. Altså, regeringen har jo en glimrende position på mindstelønområdet, sådan som det er lige nu, og vi er jo fuldstændig klar over, at Kommissionen har en ambition om at løfte det sociale niveau i EU. Der er også kommet andre gode ting, som er rigtig gode i forhold til at løfte det sociale niveau i andre medlemslande i EU og sådan set også i Danmark. Men når vi snakker om at regulere danske lønniveauer, skal de blande sig udenom, og der har jeg haft stor respekt for regeringens håndtering af sagen.

Hr. Morten Messerschmidt.

Så SF mener, at når det handler om at håndtere danske lønniveauer, skal EU blande sig uden om. Men EU har jo i dag magt til at håndtere danske lønniveauer, og der er det, jeg spørger SF's ordfører, om hun og hendes parti så vil være med på, at vi pålægger regeringen at rejse en debat om at få fjernet muligheden for, at EU kan håndtere danske lønniveauer.

Værsgo.

Jeg har ikke noget mod at debattere det, men jeg kan ikke se nogen grund til, at vi pålægger regeringen at gøre det, for vi har lige gjort det. Vi har lige haft debatten om EU's mindsteløn, og jeg tror ikke, at regeringens holdning til, hvordan det skulle håndteres, differentierer sig særlig meget fra hr. Morten Messerschmidts eller for den sags skyld vores.

Tak for det. Der er ikke flere kommentarer. Så er det den næste ordfører, som er fru Anne Sophie Callesen, Radikale Venstre. Værsgo.

Tak for ordet, og tak til ministeren for redegørelsen. Det er en redegørelse, som afspejler, hvad der må siges at være et begivenhedsrigt år for EU og for Europa. Jeg vil endda gå så langt som til at kalde det for et turbulent år. Det har på den ene side været et år, hvor vi har set værdien af EU-samarbejdet – hvor meget vi kan, når vi finder fælles løsninger på fælles udfordringer. Det gælder den grønne omstilling, hvor Kommissionen har fremlagt en historisk ambitiøs pakke for nedbringelse af emissioner. Vi havde gerne set, at den var endnu mere ambitiøs, men vi ser dog en pakke, som indeholder et styrket kvotehandelssystem, som nu også skal indbefatte bygninger og vejtransport, og som skal være med til at nedbringe EU's udledninger med 55 pct. i 2030.

Det gælder også pandemibekæmpelsen, hvor EU trods kritik undervejs, heriblandt også fra den danske regering, har leveret milliarder af vacciner til de europæiske borgere og også har delt vacciner med verden. Igen havde vi gerne set et højere ambitionsniveau, når det kommer til deling af vacciner med resten af verden. Men vi må dog kvittere for, at man i hvert fald er lykkedes med i fællesskab at skaffe vacciner og få dem distribueret, både i EU og altså også til resten af verden.

Vi synes jo også, det gælder det, man kalder den sociale søjle, altså arbejdsmarkedsforhold, hvor EU igen er gået foran og har sikret, at både mænd og kvinder nu har ret til barsel, og man er i gang med at forhandle om forslag, der skal sikre større åbenhed om løngabet mellem mænd og kvinder og rammer for en minimumsløn, så alle på det fælles indre marked sikres en fair løn.

Men der er jo også en anden side af det år, der er gået, nemlig at flere lande tester og vender sig imod de grundlæggende principper i EU. Det er principper om, at man for at være medlem af EU skal være en retsstat, hvor man garanterer uafhængige domstole og i øvrigt respekterer de fælles spilleregler for samarbejdet og de afgørelser, som EU-Domstolen kommer frem til, og hvor man garanterer basale rettigheder for alle, som opholder sig i ens stat – både statsborgere og ikkestatsborgere, kvinder og mænd, flygtninge og lgbt-personer. De grundlæggende principper, som også er vores fælles værdier i Europa, kan vi ikke tage for givet. De udfordres nu aktivt, især af lande som Ungarn og Polen.

Her vil jeg gerne starte med at rose den danske regering for klart og tydeligt at sige fra, når det kommer til Ungarn og Polens kvindefjendske og lgbt-fjendtlige politik og brud på retsstatsprincippet. Det er i tider som dem her, at man skal kende forskel på dem, der er modige, og dem, der ikke er det. Så tak til regeringen for at gøre det tydeligt, hvor Danmark stiller sig i de sager.

Men så er der også de gange, hvor jeg og Radikale Venstre sådan savner, at regeringen tør finde det førnævnte mod frem og melde klart ud. For det er ikke godt nok, selv om det er godt, at statsministeren i et stort og velargumenteret interview melder ud, at Danmark skal være i hjertet af Europa og EU-samarbejdet. Det er ikke godt nok, når vi i det daglige hører helt, helt andre toner fra regeringen, f.eks. i sidste uge, hvor justitsministeren her fra Folketingets talerstol harcelerede imod EU-Domstolen og kaldte det forrykt, at domme afsagt herfra tvinger Danmark til at ændre reglerne for den såkaldte logning, altså overvågning, af danskernes data på deres telefoner. For det er jo bare dommere, så det skal de ikke blande sig i, må vi forstå.

Det er heller ikke godt nok, når statsministeren i hvert fald i begyndelsen langede ud efter EU's fælles bestræbelser på at skaffe vacciner og tog til Israel med den østrigske kansler for at forsøge at skaffe ekstra vacciner til Danmark i stedet for at arbejde på en fælles europæisk løsning. Det er i øvrigt vacciner, som det er blevet påpeget ikke var der og heller ikke ville nå Danmark gennem den tilgang, men det er en anden sag.

Med andre ord: Når man i det daglige bruger EU-kritik som løftestang for at skaffe nogle politiske point på den hjemlige scene, klinger det jo lidt hult, at man melder ud, at man ønsker at være i hjertet af EU-samarbejdet. Især det sidste, altså det der med at være i hjertet af noget, kræver i mine og i Radikale Venstres øjne også, at man har hjertet med. Her oplever vi desværre, at regeringen ikke altid har det. Det gælder især, når man vender det blinde øje til, hvad der sker ved især den polske grænse lige nu.

Jeg har nu gentagne gange bedt skiftende ministre om at forholde sig til, om Polen tilsidesætter flygtningekonventionen i sit ellers helt legitime ønske om og behov for at beskytte sin grænse. Jeg spurgte først udlændinge- og integrationsministeren, hvad han mente, men jeg fik det svar, at han ikke var så bekendt med situationen ved den polske grænse som med den ved Litauen, hvor han selv havde været. Derefter spurgte jeg så i oktober statsministeren og fik at vide, at hun slet ikke var bekendt med, hvad der foregik i Polen omkring grænsen. Endelig har jeg spurgt udenrigsministeren, som også har afvist at have andet kendskab til sagen end os, der sidder i Europaudvalget. Nu har jeg så fået et skriftligt svar fra udlændinge- og integrationsministeren om, at beretninger om mulige brud på menneskerettighederne faktisk er tilgået Udenrigsministeriet. Men det er åbenbart ikke informationer, som er tilgået ministrene, eller i hvert fald mener udlændinge- og integrationsministeren ikke, at det er deres opgave at forholde sig til de informationer om mulige brud på menneskerettighederne.

Så når det kommer til politisk udpegede dommere, abortlovgivning og lgbt-fri zoner i Polen, blander regeringen sig heldigvis gerne, men når det gælder retten til at søge asyl og til en human behandling, vil regeringen ikke se, ikke høre og ikke tale. Jeg håber – og vi vil også i Radikale Venstre holde regeringen op på det – at man i det kommende år både i handling og tale reelt arbejder for at placere Danmark i hjertet af EU. Det kræver, at man tør risikere at miste nogle indenrigspolitiske point, man kan få ved at kritisere EU for at træffe forkerte beslutninger, og i stedet bruger sine kræfter på at trække i den rigtige retning. Det kræver også, at man ikke bare placerer sig i hjertet af EU, men også har hjertet med sig i EU-samarbejdet. Det betyder ikke, at man skal være naiv. Det betyder ikke, at vi ikke skal beskytte vores ydre grænser, for selvfølgelig skal vi det. Men det skal ske på en måde, der respekterer flygtningekonventionen og menneskerettighedskonventionen.

Med de ord vil jeg sige tak for en foreløbig god debat.

Tak for det. Så er det fru Katarina Ammitzbøll, Det Konservative Folkeparti.

Tak for en god tale fra Radikale Venstre. Radikale Venstre og Anne Sophie Callesen afslutter med det med hjertet af EU. Kan ordføreren uddybe, hvad der her menes med hjertet af EU, og hvad det vil betyde? Hvor langt skal Danmark så gå?

Der var også tidligere spørgsmål her om hele beskæftigelsesområdet. Er det så Radikales politik, at man vil være med til at gå ind på stort set alt, hvad der kommer på både det beskæftigelsesmæssige og det sociale område? Tak.

Værsgo.

Når vi siger, at vi også ønsker, ligesom regeringen, at Danmark skal være i hjertet af EU, handler det om, at man skal engagere sig fuldt og helt i EU-samarbejdet og forsøge at trække det i den retning, man mener er den rigtige. Der kan vi jo så være uenige med regeringen, f.eks. når det kommer til mindsteløn, hvor vi så er et af de eneste partier i Folketinget, der synes, at det faktisk er et forslag, som man skulle gå konstruktivt til og ikke afvise på forhånd, men forsøge at trække i en retning, man kan se sig selv i. Det betyder jo ikke, at vi ikke skal have en holdning i EU.

Jeg synes, spørgsmålet er formuleret lidt på en måde, som om der sådan kommer ting dumpende fra EU, som vi ikke selv er en del af. Vi er jo selv en del af de forhandlinger, så selvfølgelig skal vi gøre os gældende, og det er sådan set det, der ligger i at være i hjertet af EU-samarbejdet: at vi kæmper for at trække i den retning, som er de danske prioriteter.

Fru Katarina Ammitzbøll.

Tak. Nu er det jo en sådan lidt sjov proces i EU, fordi udspillet kommer fra Kommissionen og så bagefter kommer ud til Rådet og til Parlamentet. Så jeg vil sige, at mange udspil jo kommer direkte fra Bruxelles, og det er vi så ikke en del af, men vi prøver at præge det.

Men så i forhold til alliancer og hvordan vi kan få indflydelse – og vi er i Det Konservative Folkeparti helt enige i, at vi skal forsøge at få mere indflydelse – hvilke alliancer mener Radikale Venstre er vigtige for Danmark?

Værsgo.

Jeg ved ikke, om det sådan er helt generelt, hvilke alliancer vi synes. For at få indflydelse er det helt afgørende, at nu, hvor vi ikke længere har Storbritannien i EU, skal Danmark selvfølgelig også afsøge, hvem der skal være vores nærmeste allierede. Der har vi i Radikale Venstre et ønske om, at vi forlader sparebanden, ikke sådan forstået, at de lande, der er med i sparebanden, kan vi ikke have fælles interesser med på andre områder, men at vi kommer ud af den sparebande, som bare kæmper for at holde udgifterne på så lavt et niveau som muligt. Til gengæld så jeg meget gerne, at man steppede op i forhold til at få en nærmere relation til eksempelvis Tyskland, som jo er et helt afgørende land at pleje relationer med nu.

Tak for det. Der er ikke flere korte bemærkninger, og så går vi videre i ordførerrækken. Det er nu hr. Søren Søndergaard, Enhedslisten.

Formålet med den her debat er jo at diskutere udviklingen i EU i den seneste periode, og det er klart, at der er en masse konkrete ting, som jeg også vil komme ind på, som er relevante der. Jeg synes jo stadig væk, at det store, overordnede spørgsmål, som også har præget den her periode og hele perioden efter Storbritanniens beslutning om at melde sig ud af EU, er, hvordan den europæiske arkitektur indrettes. Hvordan organiserer vi et samarbejde i Europa? Jeg ved jo godt, at alle, der sidder her, er ekstremt gode til geografi, og derfor ved de også, at Europa er langt mere end EU. I Danmark ville det jo være en sag for Forbrugerrådet, hvis man kaldte sig Den Europæiske Union, når man kun udgør en lille del af Europa – og ovenikøbet laver en Europadag og et Europaflag osv. – for det er man jo ikke.

Men der er et Europa, og internationalt samarbejde er ekstremt vigtigt, og det samarbejde skal vi prøve at få til at fungere. Og der har tænkningen i EU jo været frem til i dag, at man havde EU, der var solen, og så havde man planeterne, der ligesom cirklede rundt om den der sol, og så kunne de komme tættere på eller lidt længere fra, og til sidst blev de så opslugt, og så var systemet ligesom godt. Den proces har jo også givet en eller anden mening i rigtig mange år, hvor man kan sige, at EU er blevet større og større, og man har ligesom kunnet opretholde den der illusion om, at på et eller andet tidspunkt var man hele Europa. Det kan man ikke efter Storbritanniens udmeldelse. Efter Storbritanniens udmeldelse er det jo klart, at EU ikke kommer til at være hele Europa, og så er spørgsmålet, om hele det europæiske samarbejde skal organiseres med udgangspunkt i EU's præmisser, eller om det skal organiseres med udgangspunkt i, at der er en masse forskellige europæiske lande. Jeg har jo den opfattelse, at man skal gøre det sidste, og jeg synes, det er meget vigtigt.

Lad os tage et meget konkret eksempel, nemlig kriminalitetsbekæmpelse. Europol er opbygget med udgangspunkt i EU. Det land, der har lagt flest oplysninger ind i Europolsystemet, det land, der er helt uundværligt i spørgsmålet om kampen mod terrorismen, Storbritannien, vil man nu gøre til et tredjerangsmedlemsland i Europol. Jamen det er jo absurd. Skal vi kun bekæmpe kriminalitet på tværs af landegrænserne i de lande, der er medlem af EU? Nej, vi skal selvfølgelig organisere et europæisk politisamarbejde, der er åbent over for alle demokratiske lande og alle lande, der lever op til retssikkerhedsmæssige standarder, uanset om de er medlem af EU eller ej. Derfor står vi jo konkret over for spørgsmålet, hvordan vi organiserer Europol på en ny måde, hvor det bliver organiseret på en måde, så det også på fuldt niveau er åbent for Storbritannien, for Schweiz, for Liechtenstein, for Norge, for Island, osv. osv. Det er jo den diskussion, som jeg synes vi savner også i det her oplæg.

Jeg frygter, at det i EU går den forkerte vej. Jeg ved godt, at det ikke er den danske regering, der er drivende, men hvis vi ser på den nye tyske regering og det regeringsgrundlag, der er for den tyske regering, lægges der jo op til meget mere integration i EU. Det har jeg sådan set ikke noget imod, altså, jeg har ikke noget imod, at EU bliver til Euroland med én konge og én regering og én finansminister osv., fint nok, Danmark skal bare ikke være en del af det, og det skal være muligt at samarbejde i Europa for de lande, der ikke vil være med, og det vil så i givet fald nok blive stadig flere.

I den sidste periode har EU, som jeg sagde, været stillet over for mange udfordringer, og der har været coronaen, som der har været en kort diskussion af. Jeg er ikke helt så imponeret over EU's optræden, som andre har været, men det, jeg imidlertid synes er det allerstørste problem, er, at EU fuldstændig entydigt er dem, der blokerer for, at man kan dele patentrettighederne. Det er EU, der i WTO blokerer for det. Biden støtter det. Så sent som forleden dag holdt Biden en tale i forlængelse af den nye sydafrikanske variant, hvor han sagde, at nu må vi se at komme videre med det, der hedder at kunne udnytte patenterne for alle. Men EU blokerer. Det er en meget lidet prisværdig rolle, som EU spiller der, og det afspejler desværre, at EU måske nok har forstået, at ingen er sikre, før alle er sikre, men underordner det at forsvare den europæiske medicinalindustri.

Et andet emne er klimaet. Der har været sagt pæne ord om EU's klimating, om ambitiøse mål osv., men det ændrer jo bare ikke rigtig noget ved, at videnskaben klart lægger frem, at hvis EU's planer på klimaområdet blev gennemført, ville man ikke leve op til Parisaftalen, man ville ikke nå målene. Man har nogle ambitioner, de er ambitiøse, vi er alle sammen glade for dem, men man kan ikke nå målene, og er man i tvivl, skal man bare spørge De Grønne i Europa-Parlamentet, som meget præcis sagde det i den debat, der var. Så det er problemet, altså at vi har et EU, som med de planer, der er lagt, ikke lever op til de aftaler.

Hvordan foregår det så? Ja, vi havde et meget sjovt eksempel i Europaudvalget i går, hvor man vil udrulle ladestandere til elbiler, og det er selvfølgelig udmærket, men man vil så også udrulle noget, der hedder LNG, og for dem, der ikke ved det, er LNG naturgas, og det er jo en sort energi, det er sådan en, der sviner, det er sådan en, der skader klimaet. Og der står så i regeringens samlede notat, at det, det her går ud på, er, at medlemsstaterne inden 1. januar 2025 skal sikre, at der etableres et passende antal offentligt tilgængelige LNG-tankstationer, i det mindste omkring TEN-T-hovedvejsnettet, for at gøre det muligt for tunge LNG-motorkøretøjer at køre i hele Unionen. Der er altså tale om et pålæg fra EU, der skal vedtages, om, at der skal laves mulighed for at køre svinende i hele Unionen. Er det klimavenligt? Så er der ganske vist en mulighed for undtagelser. Danmark vil have mulighed for at undtage sig. Mange lande vil gennemføre det her, og når de har gennemført det og vi har de ladestandere, er der så nogen, der tror på, at de så omstiller om 5 år eller om 7 år? Nej, det gør de ikke. Det er jo et meget konkret eksempel på, hvordan alle de pæne ord ikke følges op i praksis.

Kampen mod skattely har været nævnt, så det vil jeg så ikke komme ind på. Men jeg vil godt sige noget om retsstatsprincipperne, for det er jo et eksempel på, hvordan det går i den forkerte retning, selv i forhold til EU's erklærede målsætninger. Og jeg hører til dem, der synes, at det er positivt, at der trods alt sker noget, men det er jo noget, der sker efter en massiv tøven, og det er jo noget, der sker på en måde, så man rent faktisk ikke kan være sikker på, at der kommer et resultat ud af det. Vi ved jo alle sammen, at da Danmark stemte nej, fordi vi ikke ville acceptere Maastrichtaftalen, var det vist, kom der gang i, at man ville omorganisere EU, sådan at Danmark kunne stå tilbage på sidelinjen. Hvorfor omorganiserer man ikke EU, så de lande, der ikke lever op til menneskerettighederne, kan stå tilbage på sidelinjen? Det ville vise, at man mente det alvorligt. Men man henviser til, at man ikke kan bruge den store bazooka, og at der kræves både det ene og det andet. Det er et kæmpeproblem!

I forhold til spørgsmålet om mindstelønnen vil jeg sige, at det altid undrer mig, at der er nogen, der taler så varmt for mindstelønnen. Tyskland er et af de lande, der taler varmt for mindsteløn, men i Tyskland har man mindsteløn. Hvorfor taler man så så varmt for det? Det kan undre. Og det kan undre, at man får opbakning fra en lang række andre lande, der ikke har mindsteløn. De kan jo bare indføre mindstelønnen. Hvad er problemet? Hvorfor skal vi have EU til at beslutte, at der skal indføres mindsteløn i et land, der selv kan gøre det? Hvad er hele idéen i det her? Der er simpelt hen ikke et eneste formål, medmindre man siger, at der er lande, som ganske vist har truffet en beslutning om, hvordan de vil køre det, som har et demokratisk system, for ellers burde de jo ikke være i EU, men som bare skal pålægges at gøre noget, de ikke er interesseret i. Og så er vi tilbage til det med arkitekturen, og om man virkelig tror, at det er en rigtig måde at opbygge et europæisk samarbejde på. Jeg tror det ikke. Jeg tror, vi skal have et Europa i flere rum, og så tror jeg selvfølgelig, at det skal have konsekvenser, hvis man ikke vil leve op til menneskerettighedsstandarder, hvis ikke man vil leve op til miljøstandarder osv. osv. Det skal have konsekvenser.

Men idéen om, at man på det niveau, der hedder, at man skal indføre mindsteløn, skal kunne beslutte det, er efter min mening på et niveau, hvor det ikke fører til et øget samarbejde, men til det modsatte, og det er jo derfor, vi siger, at der her er behov for at få en europæisk social protokol, der siger, at lønmodtagerhensyn altid går forud for markedshensyn. Og hvis ikke vi kan det, og jeg erkender nok, at det bliver relativt svært at få sådan en social protokol, så mener jeg, at Danmark må have et femte forbehold, altså ligesom vi har et forbehold i forhold til overstatslig retspolitik og i forhold til euroen, så må vi have et femte forbehold, der betyder, at nødderne knækker vi selv. Og for dem, der er meget yngre end mig, kan jeg oplyse, at det sådan set var fagbevægelsens og arbejdsgivernes fælles kampagneslogan i 1972, da vi tilsluttede os EU: Nødderne knækker vi selv.

Tak for det. Der er en lang række kommentarer og spørgsmål. Hr. Morten Messerschmidt, Dansk Folkeparti, værsgo.

Jeg må sige, at jeg er i særklasse glad for hr. Søren Søndergaards tale. Det er jo ikke alt, vi i Dansk Folkeparti og Enhedslisten ser ens på – det er måske ganske lidt – men jeg synes, det var en meget, meget fin gennemgang, og det gælder især betoningen af, at lønspørgsmålet jo fyldte noget tilbage i 1972. Det er vigtigt, for det betyder jo, at det er en stor grad af hykleri, vi hører, når vi hører bl.a. regeringen sige, at man er imod, at EU overhovedet har beføjelse i forhold til at få knækket nødderne i forhold til spørgsmål om løn; det var en debat.

Derfor vil jeg bare spørge hr. Søren Søndergaard, om han ikke ligesom jeg kan se det fornuftige i, at Danmark gør det her til et tema på et topmøde. Vi har jo masser af temaer – den grønne dagsorden, økonomien osv. osv. – som regeringen gerne vil have som temaer på topmødet. Men skulle vi ikke få det her på dagsordenen, sådan at når stats- og regeringscheferne samles, så får de en drøftelse af, om det, hvad angår det her specifikke område, lønpolitikken, nogen sinde var intentionen, at EU skulle have den beføjelse, man har i dag?

Værsgo.

Jo, det synes jeg bestemt, og det var sådan set også det, der lå i mit forslag om en social protokol. Vi har jo tidligere her i Folketinget fremsat forslag om, at man ikke skulle godkende optagelse af nye lande, eller at man ikke skulle lave traktatændringer, uden at der var en social protokol. For det stod fuldstændig klart med de domme, der kom – det var dommen om Finland, det var Rüffertdommen, det var Vaxholmdommen, og det var Luxembourgdommen – at EU var langt inde at blande sig i arbejdsmarkedsforhold; det viste de domme krystalklart.

Derfor sagde vi, at en social protokol er afgørende. Og jeg er helt enig i, at spørgsmålet skal rejses, men jeg tror, at vi må gå et skridt videre og sige, at hvis ikke vi kan få EU med på en social protokol, så det bliver generelt for alle lande – for jeg går sådan set ind for, at lønmodtagerne skal have lov til at kæmpe for deres interesser i alle lande – så må vi have en undtagelse fra dansk side. Det er det, jeg kalder det femte forbehold, og det håber jeg da at både regeringen og fagbevægelsen vil gå på barrikaderne for, altså som en konsekvens, hvis det bliver tilfældet, og den her lovgivning om mindstelønningerne bliver gennemført.

Hr. Morten Messerschmidt.

Jeg har i hvert fald hørt Dansk Metal sige det meget klart: at hvis det her bliver vedtaget, ønsker de en folkeafstemning om Danmarks medlemskab. Og jeg kan varmt tilslutte mig ønsket om et velfærdsforbehold, som jeg tror jeg har kaldt det, og det skal selvfølgelig formuleres i en protokol.

Men det, som vi jo er nødt til at finde ud af her, er ikke bare, hvordan hr. Søren Søndergaard og jeg bliver enige, men hvordan vi får gjort regeringen til en del af den her kamp. For som jeg hører regeringen og Socialdemokratiet nu, siger de jo bare: Jamen vi har kæmpet, og den kamp er tabt. Hvordan får vi regeringen til aktivt at tage det her op på næste topmøde, sådan at vi gør det klart for de andre lande, at det ikke var en dansk intention, at EU skulle have magten på lønområdet?

Værsgo.

Altså, jeg hører ikke regeringen sige, at den er udkæmpet, og at vi har tabt. Sådan hører jeg det ikke. Det kan godt være, at det ender der, og så må vi jo tage bestik af det, men det er ikke sådan, jeg hører det på nuværende tidspunkt. Det er jeg sikker på at vi får udenrigsministeren til at komme herop og bekræfte i forbindelse med sit svarindlæg.

Så jeg synes fortsat, at vi skal arbejde for det, og vores målsætning skal da være at få et flertal i Folketinget for det. Det er jo den måde, hr. Morten Messerschmidt og jeg kan få indflydelse på EU-politikken på; det er jo ved at få et flertal i Folketinget. Altså, der er jo ikke rigtig andre veje. Og hvis nu hr. Morten Messerschmidt koncentrerer sig om blå blok, kan jeg jo koncentrere mig om den modsatte side, og så kan det jo være, at det ved fælles hjælp lykkes på et tidspunkt at få en social protokol.

Så er det fru Anne Valentina Berthelsen. Værsgo.

Tak for det. Hr. Søren Søndergaard fik jo vækket transportordføreren hernede med sin snak om LNG , og egentlig kunne jeg godt tænke mig lige at have en lille udveksling om det, for hr. Søren Søndergaard har jo fuldstændig ret i, at LNG er sort. Men han bemærkede vel, at SF på europaudvalgsmødet jo sagde til transportministeren, at det var ret afgørende, at vi også rettede blikket mod nogle de andre elementer, der var i det, han kom med, bl.a. brint.

Brint ser faktisk ud til at blive en del af den tunge transport, og heldigvis ser det jo ud til, at prisudviklingen er til den grønne brints fordel på markedet, og det er rigtig godt, men det betyder så også, at vi skal være meget obs på, hvordan det bliver udrullet. Og så sagde vi til transportministeren, at det skal han love os virkelig at bruge noget energi på at sikre ikke bliver uhensigtsmæssigt. Det skal være grønt, det skal ikke være overinvesteret, og det skal være på det rigtige tidspunkt.

Hvorfor er Enhedslisten ikke interesseret i at være en del af den diskussion? Jeg har noteret mig, at hr. Søren Søndergaard afviste det på grund af LNG, og det forstår jeg godt, men jeg kunne godt have brugt hans hjælp til at holde transportministeren i ørerne om grønt brint.

Værsgo.

Nej, altså, SF's ordfører behøvede overhovedet ikke nogen hjælp der. SF's ordfører gjorde det så udmærket, at det var helt overflødigt for mig at gå ind at understøtte det, SF's ordfører sagde. Vi er helt enige i det, SF's ordfører siger om brinten – fuldstændig enige. Og det er også derfor, at det er så forkert, at man også satser på opstilling til LNG-motorkøretøjer. Der, hvor vi muligvis har en forskel, er jo der, hvor vi, hvis vi virkelig skal have regeringen til at kæmpe for noget nede i EU, siger: Hvordan gør vi det så?

Der er det altså bare vores opfattelse, at hvis vi har nogle røde linjer, bliver vi nødt til at sige i den terminologi, der er i Europaudvalget, at man skal lægge afgørende vægt på noget. Og lægger man ikke afgørende vægt på noget, må jeg bare beklage, at så kan regeringen altså ikke, jo, de kan sige det, men behøver altså ikke at komme hjem med det. Det så vi jo bl.a. i forbindelse med spørgsmålet om klima, hvor jeg erkender, nej, ikke erkender, men er glad for, for det er vi er glade for, at SF sammen med os kæmpede voldsomt for at få skærpet målsætningerne. Det skete bare ikke, og det resultat kender SF's ordfører jo udmærket til og ved, hvordan det bliver karakteriseret af den grønne gruppe i Europa-Parlamentet.

Fru Anne Valentina Berthelsen.

Jamen jeg er glad for, at hr. Søren Søndergaard tager diskussionen i den retning, fordi det er netop det, der er min pointe. Jeg er uenig i ordførerens sidste udlægning, for jeg synes faktisk, at det lykkedes os at få skærpet linjen – ikke så meget, som vi gerne ville, det er jo klart, men det er jo kompromisets kunst i sådan nogle besværlige demokratier som f.eks. det danske. Og det ærgrer mig gang på gang, at Enhedslisten ikke er med inde i forhandlingsrummet og kæmpe den kamp, som det kræver at holde ikke kun den minister, der sidder der, men hele Europa i ørerne. En ting er at lægge afgørende vægt på nogle ting, noget andet er f.eks. at stå helt udenfor, hvilket Enhedslisten jo ofte gør, og der kunne jeg godt have ønsket mig en hr. Søren Søndergaard og Enhedslisten ved min side i nogle af de kampe, så vi kunne trække EU længere i den grønne retning, end det ellers ser ud til det bliver.

Tak. Og værsgo.

Jeg ved simpelt hen ikke, hvad det er for nogle forhandlingsrum, som Enhedslisten ikke er med i. Altså, der vil sikkert blive mulighed for en anden runde, og så vil jeg da godt høre, hvad det er for nogle forhandlingsrum. Mig bekendt kan der jo ikke træffes nogen store beslutninger, uden at det kommer i Folketinget og der er et flertal for det. Og hverken SF's ordfører eller Enhedslistens ordfører sidder med, når der forhandles nede i EU. Der har vi vores repræsentanter i Europa-Parlamentet, som jo gør en aktiv indsats og sidder i forskellige udvalg, men der er vi jo ikke med. Så jeg ved simpelt hen ikke, hvad det er for nogle fora, vi ikke er med i.

Men vi har den klare opfattelse, at vi ikke er med til at give mandat til noget, der lægger op til, at man forpligter landene til at opstille sorte landestandere i hele EU. Det gør vi simpelt hen bare ikke, og det kan man selvfølgelig sige altså er meget firkantet. Ja, det er meget firkantet.

Tak. Hr. Jens Joel, Socialdemokratiet.

Tak for talen til Enhedslistens ordfører, som jo er en fremragende parlamentariker og også en dygtig udfordrer, kan man sige, af den til enhver tid herskende diskurs, position eller noget i den stil. Det er vi jo rigtig glade for, og det er der brug for i ethvert parlament, og det har man jo brug for i ethvert samarbejde, også i EU-samarbejdet. Jeg noterer mig, at ordføreren jo i virkeligheden lægger vægt på, at man ikke kan lide EU-samarbejdet, og en af grundene til, at man ikke kan lide det, er, at man gerne vil have noget mere samarbejde i Europa. Altså, vi er jo enige om, at de der problemer skal vi løse sammen, og nu er der så et samarbejde. Det har hr. Søren Søndergaard så på en række områder kritik af. Vi er enige i den kritik, der handler om lønspørgsmålet – EU skal have fingrene væk – men vi er jo sådan set også enige om, at det på menneskerettighedsområdet eller på klimaområdet egentlig er meget godt, hvis fællesskabet ligesom kan sanktionere eller holde fast i, at folk skal være med.

Så mit spørgsmål er egentlig sådan lidt filosofisk i forhold til det her. Er problemet for hr. Søren Søndergaards EU-modstand ikke bare, at EU er blevet ligesom dansk politik, i forhold til at vi nogle gange er rygende uenige om indholdet, men at vi jo er nødt til at diskutere og se, om vi kan skabe flertal for vores position?

Værsgo.

Nej, det, der er problemet, er, at EU-samarbejdet forhindrer lande i at gå foran på en lang række punkter. Det er det, der er problemet. Altså, vi skrev f.eks. i Enhedslistens klimaudspil, at vi skulle sætte en stopper for fossile biler i 2025. Kan Danmark træffe en beslutning dér? Kan Danmark gå foran og sige, at nu vil vi godt sætte en stopper for import af fossile biler i Danmark? Kan vi det? Nej, den kompetence har vi overladt til EU. Vi har givet EU den kompetence at træffe den afgørelse. Vi kan ikke gå foran. Og det har måske – hvis vi er ved filosofien – lidt at gøre med, hvordan vi forestiller os at udviklingen foregår.

Jeg tror på, at udviklingen foregår, ved at der er nogle, der går foran. Jeg kan huske, at der var en socialdemokratisk valgparole engang, der hed: Danmark som foregangsland. Det er faktisk en parole, som jeg har taget til mig, når jeg siger, at det er enormt vigtigt, at der er foregangslande, ikke bare i ord, men også i handling. Derfor er det et problem i forhold til at komme videre, at EU på flere og flere områder sætter nogle standarder, som måske nok er lidt bedre end det, der var før – lidt bedre end det dårligste – men som forhindrer andre i at gå foran.

Tak. Hr. Jens Joel.

Ikke overraskende er jeg jo enig i den dynamik, der ligesom er i at være foregangsland, og jeg er også enig i, at vi skal være det. Vi er i øvrigt også enige i, at det på miljø- og klimaspørgsmål bør være, om man så må sige, reglen, at man skal have lov til at gå foran. Men hvis vi skal trække nogen ved at gå foran, eller hvis vi skal have indflydelse på nogen, så er vi jo ligesom også nødt til at snakke med dem, vi vil have indflydelse på.

Det er jo helt rigtigt, at jeg gerne ville have, at der var flere punkter på miljøområdet, hvor Danmark kunne få lov til at gå foran. Og et af de kompromiser, som jo er indgået med dem, vi ligesom også gerne vil have magt over til at kunne presse et sted hen, handler jo om, at de siger, at der også er en bagside ved det. Altså, det, at vi samhandler, og det, at vi samarbejder, gør jo også, at vi har nogle fælles spilleregler, som gør, at man ikke på alle områder kan gøre, lige præcis som det passer en. Og det er jo rigtigt, at det er federe at få lov til at bestemme det hele selv, men hvis man står ovre i hjørnet og det, man bestemmer, ikke betyder noget, så er det jo ikke så værdifuldt at få lov til at have bestemt det hele selv. Det er jo den balance, vi hele tiden skal finde, og så er jeg tilbage ved, at jeg er enig med hr. Søren Søndergaard i, at det ikke er alt, hvad EU finder på, som er særlig fornuftigt. Men det er heller ikke alt, hvad det blå flertal i Folketinget, når det måtte være her, finder på, som jeg synes er meget fornuftigt.

Værsgo.

Nej, og det sker også tit, at EU finder på noget meget fornuftigt. Så det er ikke der, skillelinjen går. Der, hvor skillelinjen går, er jo, om vi tror, vi kan basere et samarbejde på, at befolkninger kan stemmes ned; altså, at der er noget, vi kan påtvinge befolkninger, som de ikke selv vil være med til. Vi kan sige, at vi ikke vil handle med dem – det synes jeg er i orden. Vi kan sige, at vi ikke vil støtte dem. Sådan som Polen opfører sig, fatter jeg f.eks. ikke, at de stadig væk får enorme mængder af skatteyderpenge fra Danmark – det kan vi sige. Men man bliver nødt til at acceptere, at man ikke kan påtvinge lande nogle ting mod deres vilje. Derfor bliver vi nødt til at have et fleksibelt samarbejde. Og jeg bliver bare nødt til at sige: De andre muligheder for samarbejde, der eksisterer i Europa i dag, bliver groft undervurderet. Prøv at se, hvordan det går med udviklingen af bidrag til f.eks. Europarådet. Altså, der er jo ingen sammenligning, når man sammenligner det i forhold til EU.

Så er det fru Anne Sophie Callesen, Radikale Venstre.

Jeg kæmper simpelt hen sådan med at forstå – selv om jeg jo selvfølgelig har haft mange år til at forstå det – at man i Enhedslisten er så EU-skeptiske. Med de grønne ambitioner, man har, og med de ambitioner om at kæmpe imod eksempelvis social dumping forstår jeg ikke, at man er så notorisk imod det her EU-samarbejde. Og det er netop af de grunde, som hr. Jens Joel også nævnte i sin tale. For i stedet for at prøve at kaste sig ind i kampen for at få trukket i den retning, som man mener er den rigtige, så vælger man at stille sig over i hjørnet. Og det er jo klart, at man bagefter kan være ærgerlig over, at tingene går i en retning, som man ikke havde ønsket, og at man så også er nødt til at rette ind. Det er jo nu engang vilkåret i politik.

Jeg går heller ikke ud fra, at ordføreren mener, at vi skal have politiske forhandlinger, hvor hvert enkelt parti møder op, hvor man bliver enige om et kompromis, og hvor man bagefter så går tilbage og siger: Vi kan alligevel ikke leve med de her dele, fordi der var nogle i vores bagland, der var uenige. Det ville jo være det samme i mine øjne. Men mit spørgsmål til ordføreren er: Hvad er alternativet til EU-samarbejdet?

Ordføreren.

Jamen altså, først bliver jeg nødt til at anfægte den præmis, at jeg skulle stå ovre i et hjørne. I øjeblikket står jeg på Folketingets talerstol; det er sådan relativt centralt placeret; hjørnet er muligvis derovre. Altså, jeg er ikke placeret i noget hjørne, og det er Enhedslisten heller ikke, hverken i Folketinget eller i Europaudvalget – det ville den radikale ordfører vide ved at have siddet der – eller i Europa-Parlamentet. Vi deltager fuldt ud alle steder for at kæmpe for det mest grønne, det mest sociale, det mest demokratiske. Så hvad er problemet?

Men det ændrer ikke ved, at der er nogle fundamentale problemer ved EU, og det, der er de fundamentale problemer ved EU, er jo, at EU er bygget på et spørgsmål om markedskræfternes fri bevægelighed. Det trumfer alt andet. Det er jo derfor, at vi har brug for en social protokol. Og den kæmper vi også for. Men det er jo arbejdskraftens fri bevægelighed, varernes fri bevægelighed, kapitalens fri bevægelighed, tjenesteydelsernes fri bevægelighed, der f.eks. har gjort, at der er de muligheder for social dumping, som vi ser i dag.

Derfor er alternativet – så længe vi er en del af et samarbejde, hvor det foregår – at kæmpe mest muligt og ellers arbejde for et andet samarbejde.

Værsgo, spørgeren.

Tak. Det leder mig til mit andet spørgsmål, som netop går på spørgsmålet om mindsteløn og det indre marked. For jeg kunne godt tænke mig høre, om ordføreren anerkender, at der er fordele ved at være med i et indre marked, og omvendt at de fordele jo så selvfølgelig også nogle gange kommer med en pris, eksempelvis risikoen for social dumping.

Hvis man anerkender, at der også er fordele i et indre marked, hvorfor vil man så ikke være med til at lave nogle regler for, at der kan blive forhandlet om mindsteløn i de enkelte lande, sådan at man undgår at komme i situationer med social dumping?

Ordføreren.

Altså, der er ikke nogen, der forhindrer lande i at indføre mindsteløn. Det kan de bare gøre. Det kan de gøre, hvad enten de er medlem af EU eller ikke er medlem af EU. Så de to ting har ikke noget med hinanden at gøre.

Men så vil jeg godt sige helt klart: Vi prioriterer lønmodtagernes rettigheder, sociale velfærd og demokratiske rettigheder over det indre marked. Altid. Sådan er det bare. Og det vil sige, at når der er en modsætning, så prioriterer vi lønmodtagernes rettigheder højest. Altså, vi er et venstreorienteret-socialistisk parti. Vi er ikke et borgerlig-liberalt parti.

Tak. Så er det fru Katarina Ammitzbøll, Det Konservative Folkeparti.

Tak for en god tale. Man må sige, at Søren Søndergaard fra Enhedslisten jo nok er en af de mest vidende om EU, vi har her, med et stort kendskab, og så er det vel egentlig lidt ærgerligt, at al den gode viden går på at finde hullerne i osten frem for at være med til at prøve at finde løsningerne. Det er jo klart, at når man er 27 lande, er det jo ikke altid dem, der går forrest, der sætter dagsordenen, altså hvad barren bliver, apropos klimamål, men vi er jo med til at trække, og det er jo også noget, hvor man måske kan vende det om og sige, at det er vi faktisk glade for; vi får løftet barren.

Nu vil jeg lige komme med et eksempel, og det går på retsstatsprincipperne. Vi er helt enige i, at vi skal sætte fokus på retsstatsprincipperne. Er Søren Søndergaard ikke enig i, at der faktisk er sket noget på det her område på EU-området, netop ved at vi kobler retsstatsprincipperne til budgettet? Og selvfølgelig er der mere, der skal gøres, men har Søren Søndergaard et andet forslag? Er der andre steder i verden, hvor der er en bedre mekanisme, vi kunne lære af? Tak.

Tak for det. Værsgo til ordføreren.

Altså, det er jo kun koblet til budgettet for de ting, der vedrører EU-støtte. Det er jo den eneste kobling, der er til budgettet. Så hvis man kan bruge de udemokratiske midler på andre områder end inden for EU-budgettet, kan man fortsætte med at modtage EU-midler, og det synes jeg da er rigtig dårligt. Altså, hvis der er angreb på de demokratiske rettigheder i et land, kan jeg ikke forstå, hvorfor andre landes borgere skal levere penge til den pågældende regering. Jeg forstår det simpelt hen ikke. Og det kan altså komme til at ske, selv med den nye retsstatsmekanisme.

Så vil jeg bare igen anfægte den linje, som jeg forstår er næsten hele vejen rundt, og som hedder, at vi står i et hjørne, at vi finder huller i osten, og at vi ikke vil være med. Jamen altså, vi stiller jo massevis af forslag om, hvad der skal ske i EU. Det gør vi jo på hver eneste europaudvalgsmøde. Når vi har mandater, stiller vi jo forslag om det, vi synes, og nede i Europa-Parlamentet stiller vi forslag. Nogle gange, en sjælden gang imellem, får vi det vedtaget. Jeg skal ikke underholde med, hvad jeg selv fik vedtaget, men vi har f.eks. lige fået vedtaget en stor asbestplan. Så nej, det er ikke kun huller i osten.

Tiden er ikke mere til at underholde med fortidens bedrifter. (Søren Søndergaard (EL): Nej, det var også helt aktuelt).

Værsgo for spørgsmål nummer to.

Det er godt at høre, at forslagene kommer på bordet. Enhedslisten lægger jo ofte afgørende vægt på nogle ting, og det gør, at det jo måske kan være lidt vanskeligt at forhandle.

Nu nævnte Enhedslisten også det her med elladestandere og havde ikke tillid til, at EU kunne løse den opgave. Enhedslisten vil gerne køre i elbiler, og Enhedslisten flyver ikke. Hvordan ser Enhedslisten, at det ellers skal lykkes at lave et grønt vejsystem, hvis vi ikke får gjort det på et EU-niveau? Så er der stadig nogle svagheder, men vi har heller ikke al den grønne el, der skal til, for at køre på el. Så hvad ville ellers være alternativet, hvis vi ikke gjorde det europæisk?

Ordføreren, værsgo.

Jamen vi har ingen problemer med, at man gør det på europæisk niveau. Altså, vi har ingen problemer med, at man laver aftaler om opstilling af elladestandere på europæisk niveau. Det, vi har noget imod, er, at EU's medlemslande inden den 1. januar 2025 skal sikre en bred udrulning af sorte ladestandere. Det har vi noget imod, og jeg forstår simpelt hen ikke, hvordan folk, der kalder sig grønne, kan sidde og godkende det her. Jeg synes, det er fuldstændig uacceptabelt.

Tak for det. Der er ikke flere korte bemærkninger, og derfor siger vi tak til hr. Søren Søndergaard. Så går vi videre i ordførerrækken til fru Katarina Ammitzbøll, Det Konservative Folkeparti.

Tak, og tak for redegørelsen. Verden er under konstant forandring. Magtpositioner og alliancer tager nye former, som svækker internationale systemer og normer. Vi er i et udfordrende år i en udfordrende tid, men det har netop også vist, hvorfor det grænseoverskridende samarbejde i en europæisk region er så vigtigt, som også redegørelsen giver mange eksempler på. Så derfor er det virkelig vigtigt og på sin plads nu at gøre status over EU-samarbejdet.

Noget af det, vi gerne vil fremhæve, er jo særlig covid-19. Det stiller helt andre krav til forsyningssikkerhed, til det, vi kalder tidlige forvarsler om pandemier, omstilling til produktion af vacciner, hvor EU jo har et mål om at være det mest vaccineproducerende kontinent. Det drejer sig om 2 milliarder doser. Derfor var det jo også besynderligt, at statsministeren forsøgte at skabe en egen vaccineleverance ved at rejse til Israel under covid-19 og holde speeddating med danske farmavirksomheder i maj for at få en national produktion i stedet for at spille Danmark på banen i EU. EU's kommissær kom også hastigt her til Danmark og mødtes med Europaudvalget og fortalte os om, hvordan det produceres i EU, og hvordan det håndteres. Det gjorde jo en noget mere tryg, men det er selvfølgelig vanskeligt at omstille en kæmpe farmabranche til vaccine. Men vi får produceret, og EU er også med til at støtte, at der kommer vaccineudrulning i flere udviklingslande gennem COVAX. Vi har fået etableret HERA. Vi får styrket beredskabet.

Fokus har også været på genopretning. Det er jo noget, der køres sideløbende med den grønne omstilling, digitalisering og med at få alle med. Her er det også vigtigt, at Danmark følger meget tæt, hvordan den udrulning sker, og hvordan de 750 mia. euro i hjælpepakken anvendes. Det er vigtigt, at der er gennemsigtighed, at der er ordentlig forvaltning. Vi har været med til at stemme for. Danmark er også med til at betale. Det er vigtigt, at pengene bruges ordentligt.

Retsstatsprincippet og artikel 7 har jo virkelig været til debat igennem de senere år, og det er vigtigt, at det får en gennemslagskraft og en ordentlig muskel. Det må ikke udvandes, for så udvander vi faktisk de demokratiske værdier, som EU hviler på.

Et andet vigtigt emne for det grænseoverskridende er de digitale markeder og handelsplatforme. Her er det jo vigtigt, at vi forstår at udnytte de muligheder, som ligger i digitaliseringen inden for grøn omstilling og velfærd, men også at vi får fremmet de klare regler for adgang til data og for at videreudvikle servicer både til kunder og brugere. Her er der blevet brugt rigtig meget energi, også sammen med vores gode mep'er i Bruxelles, på netop DSA og DMA. Regulering af techgiganterne, onlinemarkeder og krav til produktsikkerhed, krav til forbrugerbeskyttelse er noget, vi alle sammen har presset meget på kom med, og det ser ud, som om det kommer med. Vi følger det i hvert fald tæt, men vi er jo ikke helt i mål.

Det stiller også store krav nu i EU til, hvordan vi får løftet de digitale kompetencer og e-governance eller -forvaltning. Der er et stort potentiale her for dansk systemeksport og for at vise vores lederskab, for her er virkelig noget, hvor vi går forrest.

Sikkerhedspolitisk er EU presset. Stigende energipriser og forsyningsknaphed kalder på en større grad af selvforsyning og regionalisering. Det burde også give et endnu større eksportpotentiale for Danmark for grøn energi og også power-to-x, og det er vigtigt, at vi er oppe i gear og er bevidst om konkurrencen. Nu har vi f.eks. ladet et tysk firma ved en lodtrækning vinde etableringen af havvindmølleparken Thor. Det virker ret besynderligt. Vi må ikke sætte vores førerposition over styr.

Kina og Rusland presser Europa sikkerhedspolitisk på flere fronter. Ruslands støtte til svage demokratier og løbende forsøg på at destabilisere er særlig en trussel for de østeuropæiske og baltiske lande, men den russiske regering har også fat i yderligtgående nationalistiske fløje i flere europæiske lande og ikke mindst diktator Lukasjenko i nabostaten Belarus, hvor det seneste jo er, at civile udsatte mennesker er blevet brugt til at tage til EU for at prøve at underminere vores grænser og prøve også simpelt hen at flytte fokus fra, hvad der sker i Belarus, for menneskerettighedskrænkelserne fortsætter i Belarus på trods af sanktioner igennem mere end et år.

Hvordan EU kan lægge pres på lande for at overholde menneskerettighederne, må nytænkes. Det har ikke haft den store indvirkning. Det er meget, meget vanskeligt med sanktioner. Generelt er sanktionsregimer vanskelige at gennemføre, for at de er et effektivt virkemiddel og har effekter og skaber de forandringer, vi gerne ser. Det er ikke, fordi vi har løsningen på det her, men det er noget, det er vigtigt vi fortsat får debatteret.

Kinas opkøb og investeringer i strategisk infrastruktur og i store europæiske virksomheder øger gradvis, men sikkert Kinas geopolitiske dominans i EU. Cyberangreb fra russiske aktører og Kinas infiltrering i forskning og it betyder, at trusselsbilledet er mere flydende og sværere at definere.

Nordpå er Arktis også en EU-grænse, som er vigtig at have fokus på. Ud fra en rigsfællesskabsbetragtning må vi derfor også lave strategiske modtræk og sikre, at vi har en stærk politisk grænse nordpå.

På de indre linjer er EU udfordret af brexit, hvor vi har mistet en stærk allieret i EU og skal skabe nye, stærke relationer og alliancer. Flere lande er svækket på grund af pres på demokratiet, skævheder og socioøkonomiske implikationer af covid-19, men også korruption. Sammenholdet i EU er en forudsætning for et stærkt samarbejde og kontinent.

Danmarks evne til at varetage egne interesser på baggrund af danske værdier er stærkt knyttet til et stærkt, men slankt EU, som fokuserer på grænseoverskridende udfordringer, for europæisk samarbejde kan og bør gøre en forskel. Det handler om det indre marked, frihandel, klima, sikkerhed og migration og om samtidig at fastholde nødvendigheden af at leve op til fundamentale demokratiske værdier. Vi mener, at det er afgørende for EU's succes i forhold til at styrke det interne sammenhold og den eksterne indflydelse, at blikket rettes stift mod kernen.

Det handler først og fremmest om fundamentet: om gennemtvingelse og overholdelse af EU's retsstatsprincipper, at styrke demokrati og fri presse, gennemsigtige valg og at bygge bro mellem Bruxelles og borgerne som en klar anbefaling til konferencen om EU's fremtid. Her ser vi også gerne, at regeringen får udbredt det i meget højere grad og rundtom i landet. EU's udvikling nu og i fremtiden handler om den grønne omstilling, vækst og arbejdspladser, uden at nogen efterlades på perronen, håndteringen af demografiske udfordringer og mangel på arbejdskraft, stabilitet, gennemsigtighed, forenkling af regler og respekt for medlemslandenes særstatus og modeller.

Her vil jeg jo sige, at når EU begynder at fokusere på beskæftigelsespolitikken med barsel til mænd, mindsteløn og løngennemsigtighed, så skyder EU helt forkert og over målet. Jeg har netop nævnt en masse udfordringer, som vi står over for i EU, og det er dem, vi bør bruge kræfterne på. Herunder hører også netop bekæmpelse af kriminalitet og terror, og her mener vi også, at vi skal ophæve retsforbeholdet og forsvarsforbeholdet. EU skal tage lederskab udenrigs- og sikkerhedspolitisk og herunder netop have fokus på at styrke den strategiske autonomi.

EU har også endnu et stort ansvar. Det handler om det globale syd. For hvem ellers tager det? Her er det vigtigt, at vi får sat fokus på EU's stabiliseringsindsatser, som skal sætte et kraftigere aftryk i verden. For i forhold til det globale syd handler det også om migration og grænser – desværre. Vi ser nu øget grænsekontrol, og at flere mure bliver bygget op. Europa er under pres. Men vi mener, at vi står langt stærkere, hvis vi 27 lande er sammen og forhandler f.eks. med Den Afrikanske Union om migration, asylcentre og sikkerhed, end hvis vi gør det bilateralt. Udviklingspolitikken skal også i meget høj grad knyttes til handel, for der skal skabes jobs og produktion i Afrika, og der skal også samtidig sikres et øget fokus på stabilisering.

Vi lever i en usikker tid. Det kræver stærk ledelse. EU må vise stærkt lederskab. Det kan Danmark være med til at skabe, hvis vi går aktivt ind i det. For et lederskab handler ikke om et land eller en person. Sammen kan vi få håndteret de udfordringer, som jeg har skitseret. Vi mener, at Danmark har en helt række styrkepositioner, som vi kan stå på, så vi kan være med til at styrke alliancerne og selv være med til at sætte dagsordenen. Et stærkt EU er også en forudsætning for en stærk relation til USA. Tak for ordet.

Tak for det. Der er en kort bemærkning til fru Anne Sophie Callesen, Radikale Venstre.

Tak til ordføreren for en flot tale. Jeg kender jo også ordføreren som kollega på udviklingsområdet og som en stor og varm fortaler for, at Danmark også styrker sit arbejde for menneskerettigheder i verden. Ordføreren kom også selv ind på situationen omkring den ydre grænse i EU og den forfærdelige situation, som Lukasjenko har bragt migranter og flygtninge i der. Ordføreren sagde, så vidt jeg hørte, ikke så meget om Polens ageren i den forbindelse, og jeg kunne egentlig godt tænke mig at høre, om ordføreren er enig i, at vi selvfølgelig også skal se kritisk på, hvordan Polen og andre lande, som ligger ved den ydre grænse, udfører den grænsebevogtning, som selvfølgelig er helt legitim, men den skal ske i respekt for konventionerne og med en human behandling af flygtninge og asylansøgere.

Ordføreren.

Tak til fru Anne Sophie Callesen. Det er en meget vigtig pointe, for det er ikke kun i Polen, men også i andre lande, der har ydre grænser, at vi har set, hvordan grænsevagter behandler flygtninge meget inhumant og med store krænkelser af menneskerettighederne. Det er vigtigt, at vi alle i EU, også dem, der har myndigheden til at stå ved fronten, overholder menneskerettighederne. Selv om det ikke er, fordi man åbner døren til, at de kan komme ind, så skal alle mennesker behandles værdigt og humant.

Anne Sophie Callesen, værsgo.

Jeg vil bare sige tak for et meget klart svar. Det glæder mig.

Tak for det. Jeg kan ikke se flere ordførere, der har bedt om ordet, og derfor må det så blive udenrigsministerens tur.

Tak for det, formand. Og tak til jer, der har været til stede og givet, synes jeg, mange gode input og betragtninger i EU-debatten. Her en fredag formiddag – med hr. Jens Joels ord – synes jeg, det er herligt, at vi kan gå på weekend efter en forhåbentlig god debat her i Folketinget, hvor vi faktisk viser hinanden 1), at vi, de fleste af os i hvert fald, er optaget af et stærkt, effektivt og velfungerende EU-samarbejde, der er med til at fremme de værdier og interesser, som Danmark står for, men også 2), at vi har nogle uenigheder, som vi debatterer åbent her, hvilket vi får lejlighed til jævnligt med den her redegørelse og er noget, som vi sætter stor pris på.

Jeg har et par bemærkninger indledningsvis i forhold til nogle af de bemærkninger, der har været fra ordførerne. Det gælder først i forhold til den sociale dagsorden – bare for at slå det helt fast – at regeringen jo hele vejen igennem har været modstander af direktivet fra EU om mindsteløn. Vi er principielt imod, at EU søger at regulere på det her område, også selv om der er tale om et rammedirektiv, og derfor vil vi i regeringen i tråd med arbejdsmarkedets parters og i øvrigt Folketingets holdning stemme imod den generelle indstilling på EPSCO-rådsmødet her i december måned.

Så blev det nævnt af fru Jane Heitmann, som i øvrigt, synes jeg, holdt en meget fin tale om, hvor vigtigt EU-samarbejdet er i den verden, vi lever i, for vores værdier, for de interesser, vi har. Men der, hvor der måske er en uenighed, er i spørgsmålet om, hvordan vi håndterer og har håndteret en pandemi. Altså, det er regeringens klare holdning, at når vi står i en situation, som da vi på daværende tidspunkt havde mangel på vacciner, så skal vi afsøge alle spor – alle spor, dvs. EU-spor og andre lande rundt i verden – for at få vaccineudrulningen op i tempo. Det er vores klokkeklare interesse. Jeg vil gå så vidt som til at sige, at hvis ikke man gjorde det, ville man i virkeligheden svigte som regering. Vi skal afsøge alt. Og det gælder hermed også den diskussion om, om man både kan rejse til Israel eller have samarbejde med andre lande uden for Europa og EU og samtidig støtte og arbejde for en effektiv vaccineproduktion og et samarbejde i EU. Man kan godt begge dele på en gang, og jeg vil faktisk opfordre til, at man gør begge dele på en gang, også hvis man skulle komme i en krise igen, for det kan desværre blive tilfældet.

Det, der var tilfældet, og som man måske husker, var et hårdt pres på vaccineproducenterne. Og en af de ting, regeringen gjorde, bl.a. i EU – bare som svar til fru Jane Heitmann – var varmt at støtte, at vi fik produktionen op i tempo. Vi havde bl.a. chefen for EU's særlige vaccinetaskforce, EU-kommissær Thierry Breton, på besøg her i Danmark i marts i år, hvor han bl.a. mødtes med statsministeren, erhvervsministeren og undertegnede, altså udenrigsministeren, og siden har Bretons taskforce holdt det, man kalder matchmakingevents med deltagelse af danske virksomheder. For vi har en dygtig farmaklynge i Danmark, dygtige virksomheder, som kan bidrage.

Så sideløbende med den her europæiske vaccineproduktionsstrategi har regeringen fulgt en række spor – en række spor – for at sikre Danmarks langsigtede vaccineberedskab, herunder med statsministerens besøg i Israel. Og der er altså ingen modsætning mellem regeringens støtte til en fælleseuropæisk vaccinestrategi og så det, man ellers gør. Regeringen vil også i fremtiden fortsætte med at forfølge mulighederne for relevante samarbejdspartnere på vaccineområdet, både i EU og selvfølgelig også via supplerende bilaterale spor, hvor det er relevant. Så det vil jeg bare slå fuldstændig fast.

Jeg vil gerne sige et par ord om de emner i den skriftlige redegørelse, som jeg også forventer kommer til at præge den politiske debat i tiden, der kommer. Det er rigtigt, at der er sket meget i det år, vi har været igennem, og mange af emnerne trækker jo spor ind i tiden, der kommer, og det vil jeg gerne prøve at sige lidt om. Det drejer sig om den grønne omstilling, og her er jeg fuldstændig enig med SF's ordfører i, at her har vi fra dansk side en kæmpe opgave med at sikre, at EU bliver så ambitiøs som overhovedet muligt.

Det drejer sig også om retsstatsprincippet. Der er tre grundlæggende værdier, synes jeg, som kendetegner os i det europæiske samarbejde, og det er respekten for retsstaten, det er menneskerettigheder, som er vigtige for os som noget, vi ikke bare skal tage for givet i den verden, vi er i, og så er det også de demokratiske værdier. Og når jeg siger de demokratiske værdier som den tredje ting, handler det også om, hvordan man interagerer i demokratier med mindretal og flertal og har demokratiske processer, sædvaner osv. Alle de tre ting, retsstat, menneskerettigheder og demokratiske værdier, er i en verden under pres. Og i de demokratiske værdier ligger der altså også f.eks. presset på civilsamfundet, på frie medier og den levende, åbne og frie debat. Så retsstatsprincippet er vigtigt.

Forholdet til Storbritannien, konferencen om Europas fremtid, migration, sikkerhed, EU's eksterne relationer er emner i redegørelsen, som jeg synes vi også skal fokusere på – og selvfølgelig også covid-19, hvor udviklingen desværre går med hastige skridt i den forkerte retning.

Jeg vil gerne benytte lejligheden til at redegøre for Danmarks generelle tilgang til det europæiske samarbejde, fordi det er den centrale platform for dansk interessevaretagelse, altså ikke kun i Europa, men også på den globale scene. Og for mig betyder det, at vi til fulde skal engagere os i at finde fælles løsninger på vores tids udfordringer, f.eks. i forhold til den grønne omstilling og også den irregulære migration. Det betyder, at vi skal sikre EU en central rolle i forsvaret af vores fælles værdier og interesser på den globale scene. Det kræver, at vi faktisk bliver bedre til at omsætte de styrker, vi har i Europa, til interessevaretagelse ude i verden. Vi har jo en stor økonomisk styrke – det kan man godt få øget global indflydelse af.

Lad mig begynde med et helt centralt spørgsmål, hvor EU og ikke mindst Danmark skal gå forrest, nemlig i forhold til den grønne omstilling. Forud for COP26 i Glasgow havde EU styrket sit eget klimamål og skubbet på for at øge den globale klimaindsats. Danmark havde bl.a. rakt ud til mange af de store udledere for at få dem til at melde ambitiøse reduktionsforpligtelser ud, altså de såkaldte NDC'er, og for et land som Danmark, der har forpligtet os til en 70-procentsreduktion af emissionsudledninger i 2030, er det positivt at være en del af et EU, som nu for alvor begynder at tage klimaansvaret på sig. Og det kommer ikke af ingenting; det kommer af hårdt arbejde, ikke mindst fra dansk side. Vi har efter dansk pres fået opjusteret EU's eget klimamål for 2030 til mindst 55 pct. Og både det mål og målet om klimaneutralitet senest i 2050 er blevet lovfæstet i en europæisk klimalov. Det er vigtigt for regeringen, at EU også leverer handling, der indfrier de målsætninger, og regeringen arbejder nu for en generel ambitiøs linje i de nuværende forhandlinger i EU om forslagene under »Fit for 55«-pakken.

Men den grønne omstilling er desværre ikke den eneste udfordring. Vores samarbejde i EU er på disse områder udfordret indefra, som flere har været inde på. EU-samarbejdet hviler på alle medlemslandenes overholdelse af retsstatsprincippet og på, at de står på mål for vores fælles værdier. Det er tydeligt, at den meget bekymrende udvikling i Polen og Ungarn sætter EU's grundlæggende værdier og retsstatsprincippet under hårdt pres. Den polske dom i efteråret var et nyt lavpunkt fra retsstatsudviklingen. Den udfordrer de polske domstoles uafhængighed, som i virkeligheden er kernen i retsstatsprincippet. Derfor bakker regeringen også klart op om, at Kommissionen anvender alle lovlige og tilgængelige midler for at presse regeringerne i Polen og Ungarn. Der skal tages både politiske, økonomiske og retlige skridt, og jeg er derfor også tilfreds med, at Kommissionen for nylig tog de første skridt i retning af at aktivere retsstatsmekanismen. Efterlevelsen af de grundlæggende værdier og retsstatsprincippet er og vedbliver at være en topprioritet for Danmark, og jeg er glad for, at der også er bred opbakning til det i Folketinget.

Det bringer mig videre til et andet spørgsmål, nemlig om forholdet til Storbritannien, som ikke er uden knaster, og som vi også kommer til at forholde os til, ikke bare bagudrettet, men også fremadrettet. Nytårsdag 2020 forlod Storbritannien EU. Aftalen om det fremtidige forhold mellem EU og Storbritannien trådte i kraft i maj 2021. Der er desværre en række udeståender med hensyn til forholdet mellem EU og Storbritannien. Den største udfordring er implementeringen af Nordirlandsprotokollen, hvor der har været en række praktiske udfordringer med varer, der importeres fra Storbritannien til Nordirland. Kommissionen fremlagde derfor den 13. oktober 2021 en samlet pakke for Nordirlandsprotokollen, der har til formål at anvise løsninger på de her opståede praktiske problemer. Danmark bakker fuldt ud op om Kommissionens pakke og om tilgangen med at udvise fleksibilitet inden for protokollens rammer. Men indgåede aftaler skal naturligvis implementeres og overholdes, og den britiske regerings krav om en genforhandling af hele Nordirlandsprotokollen, mindre end et år efter at den er trådt i kraft, er ganske enkelt ikke acceptabelt. Og forhandlingerne mellem EU og Storbritannien om protokollen er desværre særdeles vanskelige. Vi håber på og arbejder fortsat for det bedste, men et forhandlingssammenbrud kan som følge af den britiske tilgang desværre ikke udelukkes. Hvis det sker, skal EU være parat til at reagere på en saglig og proportional måde, der samtidig afspejler situationens alvor og selvfølgelig den britiske ageren.

Et endnu mere alvorligt grænsespørgsmål har jo rejst sig mod øst. Lukasjenkos hybridangreb gennem at instrumentalisere sårbare migranter ved den polsk-belarussiske grænse er kritisk og en alvorlig sikkerhedstrussel. Der er stadig tusinder af irregulære migranter på den belarussiske side, og den humanitære situation er, som flere har været inde på, stærkt bekymrende. Derfor er jeg også glad for den omfattende EU-indsats, der i øjeblikket foretages, ikke mindst i forhold til kontakten til oprindelseslande, hvor migranterne kommer fra. Især fordi indsatsen og EU-diplomatiet ser ud til at have båret frugt. Tilstrømningen af irregulære migranter er aftaget, men det kan naturligvis hurtigt ændre sig igen, og derfor skal vi følge situationen nøje.

Presset på EU's ydre grænser er en fælles udfordring, som vi skal løfte i fællesskab. De lande, der beskytter den ydre Schengengrænse fortjener derfor også vores støtte, og man kan jo se, at EU’s migrations- og asylpagt indeholder en række gode tiltag, som regeringen ser positivt på, og som samlet kan bidrage til at løse den fælles migrationsudfordring.

Fra dansk side lægger vi vægt på at bekæmpe de grundlæggende årsager til irregulær migration. Det kræver både indsatser i nærområderne, langs transitruterne, styrket samarbejde om EU's ydre grænser og i øvrigt også samarbejde med de irregulære migranters hjemlande om tilbagetagelse og reintegration af dem. EU's forslag til asyl- og migrationspagten kan understøtte nogle af elementerne i regeringens politik, men desværre tager EU jo ikke for alvor fat om nældens rod.

Hvis vi skal løse migrationsudfordringen, og det skal vi, så kræver det, at vi tænker nyt, og derfor arbejder regeringen fortsat på at kunne overføre asylansøgere til et partnerland. Kun derved kan vi sætte en stopper for menneskesmuglernes kyniske forretningsmodel og for alvor få brudt de her incitamenter til irregulær migration, der gør, at mange dør på ruterne mod Europa. Og det arbejde skal naturligvis ske inden for rammerne af Danmarks internationale og EU-retlige forpligtigelser.

Lad mig derfor et øjeblik også rette opmærksomheden mod EU’s generelle udenrigs- og sikkerhedspolitik, hvor EU har styrket sin indsats. Hovedårsagen ser vi tydeligt i et generelt øget trusselsniveau med et forværret sikkerhedslandskab i Europas nærområder. Jeg er nødt til at sige, at det er en meget alvorlig situation, vi står i. Vi ser eksempelvis Ruslands massive militære opbygning langs grænsen til Ukraine, som er stærkt bekymrende. Et andet konkret eksempel er Belarus, som jeg lige nævnte, og igen den her instrumentalisering af sårbare migranter, som er fuldstændig uacceptabel og skal stoppes. Og så har vi også Afghanistan. Det er en alvorlig situation, vi står over for lige nu. Landet er på randen af kollaps, civilbefolkningen er hårdt presset, og derfor er vi i regeringen også glade for, at vi gennem EU har kunnet allokere omfattende ressourcer til den afghanske befolkning, både i form af akut humanitær bistand og langsigtet støtte.

Jeg glæder mig også over og er stolt af, at EU sidste år vedtog et globalt menneskerettighedssanktionsregime. Det skete med et stærkt dansk engagement, og EU tog regimet i brug i marts i år, bl.a. over for Rusland, Kina, Nordkorea, Libyen og Sydsudan. Og det er jeg tilfreds med, altså at vi også går den vej. Det er et af de stærkeste redskaber, vi har i skuffen, når vi laver målrettede sanktioner, og det skal vi fortsat bruge i vores udenrigspolitiske værktøjskasse.

Jeg vil sige, at sanktioner ikke må blive et mål i sig selv. Det er et vigtigt instrument i forhold til EU's forsvar af grundlæggende værdier i verden, men vi skal også sikre, at EU handler på overtrædelse af menneskerettighederne hurtigt og effektivt, og derfor jeg også meget tilfreds med, at Danmark er centralt placeret i de drøftelser, vi har i EU.

Lad mig knytte et par ord til konferencen om Europas fremtid; den er jo skudt i gang. Den har ikke været genstand for stor debat her i dag, men man kan jo sige, at vi kan glæde os over, at vi i hvert fald i Danmark har over 180 arrangementer landet over. Europanævnet har uddelt støtte til dem, og der er fokus på EU's fremtid. Jeg synes jo, at vi skylder hinanden at debattere EU, ikke bare til europæiske valg, altså valg til Europa-Parlamentet eller ved folkeafstemninger, men løbende, som vi også gør det her i dag i salen. Og så synes jeg, at det vigtigste i forhold til konferencen om Europas fremtid er, at vi lytter til, hvordan borgerne ønsker EU-samarbejdet skal udvikle sig.

Der er meget, man kunne sige om det, men jeg vil sige, at det, som lige nu er den allerhøjeste prioritet fra den danske regerings side – og jeg er glad for, at flere har været inde på det – er åbenhed i EU-samarbejdet. Vi har dannet en åbenhedsalliance på tværs af medlemslande og EU-institutioner for at løfte den her dagsorden.

Der skal ikke herske nogen tvivl om, at det som sagt er en mærkesag for mig personligt og for regeringen. Jeg tror på, vi kan gøre EU mere demokratisk, hvis EU også bliver mere åbent og man kan stille folk til ansvar for de beslutninger, der tages, og hvis processerne er mere åbne og det bliver mere relevant og mere nærværende for os borgere. Og EU-samarbejdet afhænger altså af, at borgeren har tillid til samarbejdet, og at de kan stille folkevalgte til ansvar for de beslutninger, der træffes. Derfor håber jeg, at vi kan samarbejde om at gøre åbenhed til et vigtigt tema i konferencen, og jeg ser også frem til borgernes ideer til, hvordan vi kan fremme et mere åbent og mere borgernært europæisk demokrati.

For regeringen er et stærkt EU til gavn for danske interesser. Vi skal, selvfølgelig med Folketinget i ryggen, arbejde for et EU, der fortsat er med til at gøre danskerne tryggere, mere velstående, og som samtidig styrker og sikrer fundamentet for vores samfundsmodel: demokrati, velfærd og retsstaten som bærende værdier, og et EU, der beskytter vores interesser og værdier i en verden, hvor demokrati og retsstatsprincipper er stadig mere udfordret.

Derfor er det den helt centrale platform, ikke kun i forhold til Europa, men også globalt. Uanset om vi taler grøn omstilling, beskyttelse af vores ydre grænser eller håndhævelsen af retsstaten og dermed også beskyttelse af vores egne borgere.

Så har der været en debat, som vi jo har løbende, og der vil jeg gerne sige til hr. Søren Søndergaard, der jo taler om, at Europa er mere end EU: Det er jo sådan set helt korrekt, og det behøver vi ikke at have mange geografitimer for at konstatere. Men skal man ind og lave forpligtende samarbejde omkring vigtige, vigtige emner, som jeg har været inde på i dag, så er EU jo uomgængeligt. Og jeg er nødt til at minde hr. Søren Søndergaard om, at den her debat ikke er ny.

Vi har haft den lige siden medlemskabet, og jeg vil gerne bringe et citat af forhenværende formand for det her høje Ting hr. Svend Auken, som jeg tror tilbage i 1998, hvor vi kun var 15 medlemslande af EU, i en konference, der havde overskriften »Der er intet samarbejde uden for EU«, sagde, på det tidspunkt: Hvis man har hang til cirkus, er EU det eneste telt i byen. Og det tror jeg han havde ret i dengang, da vi var 15 lande. Nu er vi 27 lande, og det, det handler om, er at sikre, at det, der foregår i cirkusteltet, er det, som afspejler de interesser og værdier, vi har fra dansk side. Så her må jeg erklære mig uenig med hr. Søren Søndergaard: Hvis vi skal varetage vores danske interesser effektivt, så skal vi altså være med i cirkusteltet. Der havde Svend Auken ret, dengang. Tak.

Tak for det. Det afstedkom en kort bemærkning til hr. Søren Søndergaard. Værsgo.

Hvis man opsøger et cirkus, er det formentlig rigtigt. Men jeg vil bare lige bede udenrigsministeren bekræfte, at der faktisk er et forpligtende samarbejde i Europarådet, altså at der faktisk er noget, der hedder Den Europæiske Menneskerettighedskonvention, som har en domstol. Og så kunne ministeren måske lige oplyse Tinget om forholdet mellem, hvor meget vi investerer i EU, og hvor meget vi investerer i Europarådet. For hvor cirkusset er, og hvor stort det er, hænger måske også sammen med, hvor meget man investerer i det.

Mit andet spørgsmål til ministeren er – nu hvor der har været snakket om det der med at stå ude i krogene osv.: Vil regeringen sammen med den europæiske fagbevægelse og Enhedslisten og i hvert fald Socialdemokratiet, da Socialdemokratiet var i opposition, kæmpe for en social protokol, som bliver skrevet ind som et tillæg, der gør, at lønmodtagerrettigheder ikke kan underordnes den fri bevægelighed, sådan som det skete med Vaxholmdommen? Vil regeringen kæmpe for det, inklusive på et kommende topmøde?

Ministeren, værsgo.

Jeg er enig i, at Europarådet er meget vigtigt og helt afgørende i forhold til at opretholde de værdier, jeg talte om før, ikke mindst menneskerettigheder. Her spiller det fælles EU-samarbejde i Europarådet også en helt afgørende rolle for, at Europarådet er effektivt. Vi har lige set et eksempel på det med Kavalasagen, hvor Ministerrådet og Europarådet nu har besluttet at opstarte en procedure mod Tyrkiet for manglende efterlevelse af Domstolens afgørelse. Det er rigtig vigtigt og godt.

Så er der det med en social protokol. Regeringens holdning er kendt. Vi ønsker bedre beskyttelse af faglige rettigheder. Det, der er udfordringen ved det – det ved hr. Søren Søndergaard også – er, at det vil kræve en traktatændring og dermed, at alle medlemslandene bliver enige om det. Derfor kan vi godt, hvis vi på et tidspunkt skal revidere traktaten og diskutere det her, gøre det, men nu og her handler det om at styrke lønmodtagerrettigheder på andre måder og beskytte et mere socialt Europa.

Hr. Søren Søndergaard.

Må jeg tillade mig at fortolke ministerens svar derhen, at regeringen lover, at næste gang, der kommer en traktatændring – og med de tyske meldinger kan det jo ske, før man aner det – vil det være et afgørende krav fra den danske regerings side at få indført en social protokol, så vi ikke fortsat har den her situation, hvor faglige rettigheder og lønmodtagere bliver stillet under det indre marked med social dumping og slavelignende tilstande på visse dele af arbejdsmarkedet til følge?

Ministeren.

Vi ønsker ikke at starte en regeringskonference og traktatændringsdiskussioner nu. Tværtimod ønsker vi at bruge Konferencen om Europas fremtid til at sætte fokus på, hvordan vi får løst de bekymringer, de europæiske borgere har – f.eks. migration, klimaudfordringen. Det ændrer ikke ved, at Socialdemokratiets og regeringens klare holdning er, at vi i fremtiden ønsker en social protokol, måtte muligheden byde sig. Men det vil jo kræve, at alle 27 lande bliver enige. Og i og med at der ikke er en regeringskonference, eller at der er indkaldt til en sådan, så er det ikke der, vi står nu.

Anne Valentina Berthelsen, SF. Værsgo.

Tak til udenrigsministeren. Jeg vil godt følge lidt op på det spørgsmål, som jeg faktisk stillede til Socialdemokratiets ordfører, da han var på talerstolen. Udenrigsministeren ved jo om nogen, at situationen i Afghanistan kommer til at have enorm betydning for Europa, og jeg tror, at vi i Europa bliver nødt til at indstille os på, at der vil komme flygtningestrømme, som vi skal håndtere på den ene eller den anden måde. I SF har vi det sådan, at vi helst vil have en europæisk fordeling af flygtningene. Vi forstår også godt regeringens indvending om, at man bliver nødt til at sikre bedre forhold i nærområderne. Det er vi fuldstændig enige i. Men for at det her puslespil skal gå op, bliver vi jo nødt til også at tage nogle flere kvoteflygtninge her i Danmark og i første omgang bare opfylde den kvote, vi har. Lige nu har vi taget 200, vi kan godt tage flere. Er regeringen indstillet på at gøre det og herunder at tage flygtninge fra f.eks. Afghanistan?

Ministeren.

I forhold til at drøfte det med eventuelle flygtninge vil jeg henvise til udlændinge- og integrationsministeren. Jeg vil bare lige minde om, hvad vi har gjort i forhold til Afghanistan. Vi har hjulpet over 1.000 mennesker, også sårbare afghanere, som har arbejdet sammen med eller for os i Danmark, ud af Afghanistan og her til landet. Det har vi gjort ved en fantastisk operation, udført ikke mindst af vores myndigheder, og vi har herunder også løftet folk ud, som arbejdede for EU eller for NATO i Afghanistan. Faktisk ligger Danmark meget højt, i forhold til hvor mange vi har taget, f.eks. af dem, der arbejdede for NATO's mission i Afghanistan, dvs. sårbare afghanere. Vi ligger meget højere end f.eks. store EU-lande, hvis man tager vores befolkningstal i betragtning. Så det er bare for at sige, at vi løfter opgaven, og jeg deler i øvrigt ordførerens syn på, at udfordringen i Afghanistan er kæmpestor, og den skal vi også tage os af.

Værsgo, Anne Valentina Berthelsen.

Jeg ved jo også, hvad vi har gjort i forbindelse med evakueringen. Jeg var selv med til de drøftelser, og det er jo ikke nogen hemmelighed, at SF gerne havde set, at vi havde taget nogle flere i den evakuering, f.eks. ngo-ansatte. Men lad nu det ligge. Hvordan håndterer Europa det her nært forestående problem med pres på vores grænser, også fra Afghanistan? Jeg hører næsten regeringen sige det, som om vi har taget dem, vi skulle, i kraft af evakueringen, og det er jeg uenig i. Der kommer jo flere, hvordan hjælper vi dem?

Ministeren, værsgo.

Først handler det om nu og her i Afghanistan at undgå et humanitært og økonomisk kollaps i landet. Knap 40 millioner mennesker er på randen af et kollaps. Omkring halvdelen af den afghanske befolkning sulter i øjeblikket, så der skal nødhjælp ind. Danmark har alene i 2021 bevilget 500 mio. kr. til humanitær hjælp til Afghanistan, og vi opfordrer andre EU-lande til at følge i det spor. Så det er vigtigt, at vi har fokus på det for at undgå, at udfordringerne tager til.

Hr. Morten Messerschmidt, Dansk Folkeparti.

Tak, formand. Jeg kunne i virkeligheden tænke mig at få et lidt mere præcist svar på det, som hr. Søren Søndergaard spurgte om, om, hvornår man så mener at det vil være betimeligt at få et topmøde til at diskutere det – det er i hvert fald betimeligt for os i Dansk Folkeparti – og, fornemmer jeg, også i Enhedslisten ret centrale spørgsmål, at EU ikke skal have magt på lønområdet. Som hr. Søren Søndergaard redegjorde for i sin tale, var det faktisk noget, der blev drøftet indgående, tilbage da vi havde afstemningen om EF-traktaten – en traktat, som et overvejende flertal af udenrigsministerens parti stemte for. Man har løbende kunnet korrigere; når man har ændret traktaterne, har man kunnet korrigere det her og trække det ud af traktaten. Det har man ikke ønsket.

Nu står vi så her midt i det her morads, hvor EU har vedtaget et direktiv, som er en bombe under det danske arbejdsmarked, og så siger udenrigsministeren, at det vil man måske godt se på på et tidspunkt. Det er simpelt hen ikke godt nok. Altså, vi må vide, hvornår det tidspunkt indtræffer. Hvornår planlægger udenrigsministeren overhovedet at gøre det her til et tema på et topmøde?

Ministeren.

Jeg tror, at vi skal henvise til behandlingen af et beslutningsforslag, som jeg forstår Dansk Folkeparti selv har fremsat. Jeg tror, det er datosat i salen her til den 21. december. Men lad mig bare slå fast, også før debatten, som vi skal have her i salen med beskæftigelsesministeren, den fungerende, at vi politisk ikke mener, at EU burde blande sig i f.eks. orlovsrettigheder, og at den danske indretning af vores velfærds- og arbejdsmarkedsmodel bør være et anliggende for Folketinget og for arbejdsmarkedets parter, og derfor arbejder regeringen også løbende på at sikre, at ny EU-lovgivning ikke kommer til at udfordre velfungerende danske løsninger.

Når det er sagt, ønsker vi altså ikke at åbne for traktatændringer. Vi ønsker at holde fast i, at uanset de problemer, vi har, med f.eks. orlovsdirektivet og andre, så er fordelene ved det her medlemskab større. Men vi arbejder benhårdt, selvfølgelig, på at slå hegn omkring vores egne velfærds- og arbejdsmarkedsmodeller.

Hr. Morten Messerschmidt.

Jamen det er jo et svar, som leder tankerne tilbage på hedengangne komiske Ali. Altså, vi har en traktat, som Socialdemokraterne har stemt ja til, og som har givet EU beføjelser, som Socialdemokratiet siger at de er uenige i, men man ønsker ikke at indkalde til et møde, hvor man så kan prøve at tage de beføjelser tilbage igen. Og så siger man: Uha, nu må regeringen også lige få arbejdsro og sådan nogle ting. Det er da en meget, meget pjokket tilgang til noget, vi andre betragter som centralt, nemlig dansk suverænitet.

Ministeren.

Det, der er en pjokket tilgang, hr. Morten Messerschmidt, er, at man fra Dansk Folkepartis side på den ene side vil melde Danmark ud af EU og på den anden side vil arbejde for f.eks. at sikre, at EU-samarbejdet respekterer nogle grundlæggende ting på arbejdsmarkedet. Det er pjokket.

Det er pjokket, at man vil sætte sig selv uden for indflydelse. I regeringen har vi den klare holdning, at vi går ind og tager ansvar. EU-samarbejdet er med til at skabe over en halv million arbejdspladser via vores medlemskab af det indre marked i Danmark. Vi har en kæmpe fordel af at være medlem, og derfor arbejder vi inden for den ramme.

Tak til ministeren.

Da der ikke er flere, som har bedt om ordet, er forhandlingen sluttet.

Vi skal i gang med næste gang på dagsordenen, som er en forespørgselsdebat. Det betyder, at vi skal foretage nogle tekniske ændringer, så jeg beder om, at de, der ikke skal deltage i forespørgselsdebatten her på første række, flytter sig, så vi kan få klaret de tekniske ændringer.

Vi holder lige en kort pause.

Mødet er udsat. (Kl. 12:16).

Jeg gør opmærksom på, at afstemning om eventuelle forslag til vedtagelse udsættes til tirsdag den 7. december 2021.

For begrundelsen værsgo til fru Trine Torp, SF.