Spm. nr. S 680

5) Til udlændinge- og integrationsministeren af:

Sikandar Siddique (FG):

Når en iransk kvinde i sidste uge blev forsøgt tvangsdeporteret fra udrejsecenter Avnstrup, hvilket endte i voldsom magtanvendelse mod kvinden, der efterfølgende endte med også at udøve selvskade, så deporteringen måtte afbrydes og kvinden indlægges på hospitalet, får det så ministeren til at reflektere over, om kriterierne for deportering eller asyl bør ændres, når et menneske er villig til at gå så langt for at undgå deportering og dermed blive i det danske asylhelvede, der giver børn ptsd?

Værsgo at læse spørgsmålet op.

Tak for ordet, formand. Tak til ministeren for at møde op. Jeg vil læse spørgsmålet op: Når en iransk kvinde i sidste uge blev forsøgt tvangsdeporteret fra udrejsecenter Avnstrup, hvilket endte i voldsom magtanvendelse mod kvinden, der efterfølgende endte med også at udøve selvskade, så deporteringen måtte afbrydes og kvinden indlægges på hospitalet, får det så ministeren til at reflektere over, om kriterierne for deportering eller asyl bør ændres, når et menneske er villig til at gå så langt for at undgå deportering og dermed blive i det danske asylhelvede, der giver børn ptsd?

Ministeren.

Tak for spørgsmålet. Der er hvert år tusindvis af udlændinge, der søger om ophold i Danmark. Rigtig mange af dem får en opholdstilladelse og ret til at være her; andre får afslag eller dømmes til udvisning, og de skal selvfølgelig forlade landet – vi lever trods alt i en retsstat.

Når der gives afslag eller en dommer beslutter sig for at udvise en udlænding og vedkommende skal udsendes af Danmark, så vil myndighederne forud for udsendelsen altid være i dialog med vedkommende og forsøge at få personen til at udrejse frivilligt, og det gør de fleste faktisk også. Her bliver udlændingene også vejledt grundigt om de forskellige muligheder for støtte og økonomisk støtte, der er i forbindelse med en frivillig hjemrejse. Hvis personen ikke medvirker til at rejse frivilligt, vil udsendelsen som en sidste udvej kunne ske tvangsmæssigt og med bistand fra politiet. Det er heldigvis kun nødvendigt i meget få tilfælde, og langt de fleste udsendelser sker også roligt, ordnet og frivilligt.

Men i de tilfælde, hvor en udlænding ikke udrejser frivilligt, mener jeg, det er fornuftigt, at der som en sidste udvej kan gennemføres en ledsaget udsendelse, og også, at der om nødvendigt kan anvendes magt ved udsendelsen. Når der anvendes magt i de situationer, skal det være nødvendigt og forsvarligt, og det skal naturligvis ske så skånsomt, som omstændighederne tillader det, og under hensyntagen til, at udlændingen befinder sig i en meget vanskelig situation.

Men helt grundlæggende mener jeg, at retsstaten skal være i stand til at gennemføre de afgørelser, som myndighederne træffer, for ellers kunne vi lige så godt se bort fra den lovgivning, som et flertal i Folketinget er blevet enige om, og det duer jo heller ikke, for vi lever i et demokrati.

Spørgeren.

Men det duer jo heller ikke at splitte en familie ad. Har ministeren set videoen, hvor det her 1-årige barn græder og græder og ikke kan stoppe, fordi barnet vil have sin mor, men moren ikke er der? Det er et 1-årigt barn. Hvis reglerne er sådan, at man splitter familier ad, hvis man skiller et 1-årigt barn fra sin mor, så er der et eller andet galt med reglerne; så må vi have dem lavet om.

Mener ministeren, at det er i orden, at man skiller et barn fra sin mor, jævnfør menneskerettighedskonventionens artikel om retten til familieliv?

Ministeren.

Jamen myndighederne skiller ikke familier ad. Det er mennesker, der skal forlade Danmark. Hvis de f.eks. skal til Iran, er det jo myndighedernes opgave at få dem alle sammen til Iran, helst samlet. Hvis man kun har pas på halvdelen af familien, så bliver den anden halvdel af familien selvfølgelig bedt om at medvirke til, at de også får udstedt rejselegitimation, som ambassaderne gerne vil udlevere, hvis folk gør det frivilligt. Men det skal jo ikke være sådan, at hvis folk ikke medvirker til at skaffe sig et eget pas, så de faktisk kan forlade landet, så bliver resten af familien ikke udsendt. Det er jo folk selv, der lader deres familier adskille – det er jo ikke myndighederne.

Spørgeren.

Jamen hvad med barnets tarv? Så holder familien barnet som gidsel, men så holder regeringen jo også barnet som gidsel. Moderen vil ikke samarbejde, det går ud over børnene, og vi vil så heller ikke samarbejde, siger regeringen, og så er man fra regeringens side også ligeglad med barnets tarv. Hvem tænker på barnet?

Nu er den her video blevet set over en million gange, og det kan formodes, at også styret nede i Iran har set den her video, og derfor er situationen så en helt anden. Giver det anledning til, at man vil revurdere sagen, genåbne den, så moderen kan blive her?

Ministeren.

Myndighederne vil gerne samarbejde. Myndighederne laver ikke andet end at samarbejde med folk, der er udvisningsdømte og har fået afslag på asyl, med henblik på at de medvirker til en frivillig og rolig hjemsendelse. Jeg vil bare holde fast i, at den lov, som politiet benytter til at anvende magt, jo er politiloven. Den gælder for alle i de her land. Hvis der er en person, der ikke følger med politiet, hvis vedkommende skal ind og afsone i arresten, så bruger de jo også magt. Hvis der er nogen, der filmer det, ser det heller ikke pænt ud. Hvis der er psykisk syge på bosteder, hvor politiet også har behov for at anvende magt, så benytter de den samme lovgivning. Vi skal jo ikke have to forskellige lovgivninger, vi skal jo ikke have én lovgivning til udlændinge, der er på udrejsecenter, hvor vi ikke anvender så meget magt, og så have en anden lovgivning til folk, der skal i spjældet, og som måske er udadreagerende psykisk syge, hvor vi så for alvor anvender magt. Den form for forskelsbehandling vil vi ikke have. Der er én lov til borgere i det her land, i hvert fald hvis det står til regeringen.

Spørgeren for et afsluttende spørgsmål.

Og jeg bliver bare også nødt til at fastholde, at barnets tarv må være det afgørende. Hvis forældrene ikke tager ansvaret, som man mener i regeringen, når de ikke flytter, tager regeringen heller ikke ansvaret for barnets tarv, når regeringen siger: Fordi moderen gør det, gør vi det også. På den måde er det barnet, der kommer til at lide.

Jeg vil her til sidst fremkomme med en appel: Kære Minister, det her barn kommer til at lide resten af sit liv, det kommer til at sætte spor i resten af barnets liv, vi splitter en familie, vi ødelægger det her barns liv og muligheder. Lad os nu få genåbnet den her sag og sørge for, at den her mor kan blive hos sit 1-årige barn. Barnet har brug for sin mor.

Ministeren for en afslutning.

Danmark har underskrevet børnekonventionen, og jeg er meget stolt af og glad for, at vi har underskrevet den, og derfor lever vi selvfølgelig op til det med barnets tarv. Men børn af afviste asylansøgere og udvisningsdømte i det her land skal være meget glade for, at det ikke er Frie Grønne, der sidder i regering, for hvis man kan bruge sit barn som en krog til at blive boende i landet, vil vi se masser af udlændinge benytte sig af børnene, skubbe dem foran sig og bruge dem som en anledning til at kunne blive boende i Danmark.

Lad os holde fast i, at vi lever i en retsstat. Folketinget har vedtaget nogle regler, politiet skal selvfølgelig leve op til de regler, der er omkring magtanvendelse, og de bruger de samme regler over for afviste asylansøgere, som de bruger over for danskere, der skal ind at afsone. Der er ikke forskelsbehandling her, og det vil regeringen i hvert fald ikke være med til, uanset hvad Frie Grønne siger.

Og vi siger tak til minister og spørger. Spørgsmålet er afsluttet.

Næste spørgsmål er til uddannelses- og forskningsministeren af Ole Birk Olesen, Liberal Alliance.