Tak for det spørgsmål også, og først og fremmest tak til Radikale Venstre – det gælder i øvrigt også SF, der lige har været på – for et rigtig godt samarbejde under alle tre kriser faktisk, altså både under pandemien, under klimakrisen og nu i en sikkerhedskrise. Det er sådan set ret godt gået, for det er jo aldrig svært at stå uden for aftaler og råbe, at man ville have haft det anderledes eller mere eller mindre. Det svære er at sætte sig og lave de aftaler, som samfundet har brug for – så tusind tak for det.
Vi er jo enige om, at vi skal ud af den russiske gas, og det kan kun gå for langsomt. På det topmøde, der lige har været i EU i forrige uge, fik vi fra dansk side ind, at vi ikke bare skal ud af den russiske gas, men også hurtigst muligt. Jeg synes, det er godt, at der er en sammenhæng mellem det, vi vedtager i Danmark, og det, som EU gør på det her område.
Vi skal jo diskutere i fællesskab, hvordan vi gør det her, og selvfølgelig har vi ikke en fuldstændig klar plan for det, men det skal vi have på plads hurtigt i fællesskab. Det skal ses i sammenhæng med, hvad vi også gør i EU, for det, der er så fantastisk ved Danmark, er, at ud over at vi nu har et politisk flertal, der har villet etablere energiøer – og også tak for det samarbejde – så har vi jo et fantastisk havområde, hvor vi har potentiale til ikke alene at forsyne os selv i Danmark med ren energi og med ren strøm, men også store dele af Europa.
Jeg synes, at det er der, vi skal hen nu. Vi skal ikke alene videre med vores egen grønne strategi, men vi har muligheden for at levere meget af det, som også mange andre europæiske lande kommer til at efterspørge. Så vi skal lige sikre en sammenhæng mellem de beslutninger, der træffes på europæisk plan, og herhjemme. Men jeg forventer ikke nogen uenighed mellem Radikale Venstre og Socialdemokratiet på det her område, for det er fuldstændig rigtigt, at energipolitik er sikkerhedspolitik. Og det går ikke, at vi er afhængige af Putin – det må ingen være i fremtiden.