Jeg besøgte for første gang en flygtningelejr engang i 1990'erne, og mit bedste bud er, at forholdene kun er blevet værre igennem tiden. Vi har historisk mange mennesker på flugt, og det, jeg i virkeligheden synes er den store hovedpine, er, at det flygtningesystem, vi har, er brudt sammen. Det er umenneskeligt, det er inhumant, og det er, hvis jeg må være lidt direkte, forbundet med overgreb, med voldtægter, med tortur, med unødvendig død og lidelse. Og så er det ulige, for jo stærkere helbred, jo flere penge, jo større er sandsynligheden for, at du finder en vej til en tryg og sikker havn. Hvis du er handicappet, alenemor med syv børn, ikke har nogen økonomiske midler eller på anden vis er omgivet af endnu sværere vilkår end de fleste andre, er risikoen for, at du ikke kan komme til Europa eller et andet sted, hvor der er en sikker havn, tilsvarende stor. Det er egentlig det, der er vores udgangspunkt. Flygtningesystemet fungerer ikke, og der er al for megen menneskelig lidelse forbundet derved.
Derfor er det vores ønske, og det er også vores anbefaling – det er det herhjemme, og det er det internationalt på grund af solidaritet – at vi får lavet et nyt flygtningesystem, hvor du ikke har den der spontane asylansøgning, som er så farlig, og hvor det jo reelt i dag er menneskesmuglere og menneskehandlere, der vinder allerallermest. Det er ikke, fordi jeg har en drøm om et flygtningecenter eller et modtagecenter et andet sted, det er efter mange års kendskab til flygtningesystemet, hvor jeg kan se det ikke fungerer, at jeg og vi mener, at vi har behov for et helt nyt system. Det er det, der driver os, så vi i virkeligheden kan passe på flere mennesker bedre.
For den næste hovedpine er de mange flygtninge, vi har modtaget i Danmark og i Europa. Vi bruger mange flere penge på at hjælpe flygtninge her, også når de er afviste asylansøgere, men vi kunne i virkeligheden hjælpe mange flere, f.eks. børn og kvinder, hvis vi hjælper i nærområderne. Det er det, der driver os. Så skal vi jo finde en måde at gøre det her på, en ordentlig måde, men drivkraften er at hjælpe flere og bedre end det, vi gør i dag.