Spm. nr. US 70

4) Til statsministeren af:

US 70

Spm. nr. US 70

Tak for det. I dag vil jeg gerne spørge om regeringens planer om et såkaldt modtagecenter i Rwanda. Regeringen drømmer jo om at oprette sådan et, hvor man vil flyve flygtninge, der er i Danmark og har søgt asyl, 6.200 km sydpå, og selv hvis de får asyl i Danmark, er planen, at de skal blive dernede. Rwanda er geografisk halvt så stort som Danmark, men har alligevel 75.000 flygtninge fra et af deres nabolande og 130.000 flygtninge i alt allerede. FN's flygtningeorganisation, som hjælper med at drive flygtningelejre dernede, siger, at de allerede har så store problemer med at magte opgaven, at man på det kraftigste fraråder at lave sådan et modtagecenter.

Argumentationen, som jeg hører det fra regeringen, er, at man vil redde flygtninge fra druknedøden i Middelhavet, men det tror jeg simpelt hen ikke på. Det tror vores nabolande ikke på, og det tror Europa-Kommissionen heller ikke på. De siger, at det udelukkende vil betyde, at Danmark vil modtage færre flygtninge, mens vores nabolande kommer til at modtage flere.

Det bringer mig frem til mit spørgsmål. Statsministeren rejser rundt lige nu og snakker om, at tiden er til sammenhold, men samtidig vil man gøre det her, køre, hvad jeg mener er et soloridt, måske udelukkende sammen med Boris Johnson, i en tid, hvor statsministeren prædiker sammenhold. Hvad er der af sammenhold i det?

Statsministeren.

Jeg besøgte for første gang en flygtningelejr engang i 1990'erne, og mit bedste bud er, at forholdene kun er blevet værre igennem tiden. Vi har historisk mange mennesker på flugt, og det, jeg i virkeligheden synes er den store hovedpine, er, at det flygtningesystem, vi har, er brudt sammen. Det er umenneskeligt, det er inhumant, og det er, hvis jeg må være lidt direkte, forbundet med overgreb, med voldtægter, med tortur, med unødvendig død og lidelse. Og så er det ulige, for jo stærkere helbred, jo flere penge, jo større er sandsynligheden for, at du finder en vej til en tryg og sikker havn. Hvis du er handicappet, alenemor med syv børn, ikke har nogen økonomiske midler eller på anden vis er omgivet af endnu sværere vilkår end de fleste andre, er risikoen for, at du ikke kan komme til Europa eller et andet sted, hvor der er en sikker havn, tilsvarende stor. Det er egentlig det, der er vores udgangspunkt. Flygtningesystemet fungerer ikke, og der er al for megen menneskelig lidelse forbundet derved.

Derfor er det vores ønske, og det er også vores anbefaling – det er det herhjemme, og det er det internationalt på grund af solidaritet – at vi får lavet et nyt flygtningesystem, hvor du ikke har den der spontane asylansøgning, som er så farlig, og hvor det jo reelt i dag er menneskesmuglere og menneskehandlere, der vinder allerallermest. Det er ikke, fordi jeg har en drøm om et flygtningecenter eller et modtagecenter et andet sted, det er efter mange års kendskab til flygtningesystemet, hvor jeg kan se det ikke fungerer, at jeg og vi mener, at vi har behov for et helt nyt system. Det er det, der driver os, så vi i virkeligheden kan passe på flere mennesker bedre.

For den næste hovedpine er de mange flygtninge, vi har modtaget i Danmark og i Europa. Vi bruger mange flere penge på at hjælpe flygtninge her, også når de er afviste asylansøgere, men vi kunne i virkeligheden hjælpe mange flere, f.eks. børn og kvinder, hvis vi hjælper i nærområderne. Det er det, der driver os. Så skal vi jo finde en måde at gøre det her på, en ordentlig måde, men drivkraften er at hjælpe flere og bedre end det, vi gør i dag.

Fru Mai Villadsen, værsgo.

Jamen i Enhedslisten ønsker vi også at hjælpe flere, og vi deler analysen af, at flygtningesystemet er brudt sammen, er i stykker, men løsningen må være at lave noget i fællesskab, at Danmark ikke kører soloridt. Og jeg vil gerne minde statsministeren om, når statsministeren taler om bekymring for tortur og andet, hvilket land det er, man har givet sig i kast med at samarbejde med. Regeringen ved jo godt, at Rwanda har et regime, der er anklaget for at bruge tortur, vilkårlige fængslinger, og al opposition er nærmest fordrevet fra landet. Statsministeren dér fik, jeg tror, det var 99 pct.s opbakning til sidste valg; det kunne man måske godt ønske sig, men det tror jeg ikke man skal ønske sig, for det er nemlig et udtryk for et meget, meget udemokratisk land, og det er det, regeringen med åbne øjne har kastet sig ud i, altså at ville sende asylansøgere fra Danmark derned, samtidig med at det jo, når man hører på vores nabolande, vil være langt ude set med deres perspektiv. Så er der virkelig ikke en nedre grænse for, hvem det er, vi skal samarbejde med i de her spørgsmål?

Statsministeren, værsgo.

Det er jo klart, at det, hvis Danmark på et tidspunkt, eller den dag Danmark forhåbentlig indleder et konkret samarbejde med et andet land, skal foregå på en ordentlig måde. Vores forpligtelser, også af international karakter, skal altid efterleves. Men jeg oplever jo, at der faktisk er en interessant bevægelse i en række afrikanske lande, i hvert fald igennem de samtaler, jeg selv har haft, hvor der er et syn på migration og flygtninge, som matcher bedre med, hvordan jeg f.eks. ser verden, og de er faktisk også af den overbevisning, at den måde, tingene foregår på i dag, faktisk er uholdbart, og en række afrikanske lande er jo også under stort pres på grund af et flytningesystem i Europa, der ikke fungerer længere.

Jeg ville aldrig påstå, at vores idéer er bedre end andres, men jeg tror egentlig, at jeg så vil efterlyse en mere substantiel diskussion af, hvordan vi så får rettet op på de problemer, der er, for når også Enhedslisten mener, at det nuværende flygtningesystem slet ikke fungerer og faktisk ikke er særlig humant – og hvis man taler med flygtninge, hører man jo nogle grumme historier – hvad er så alternativet til det?

Tak. Mai Villadsen, sidste spørgsmål. Værsgo.

Jamen alternativet må være at lave en solidarisk fordeling af flygtningene, ikke at lande på den her måde går enegang og laver såkaldte modtagecentre, som i virkeligheden bare er tænkt som afskrækkelse, så det er vores nabolande, der skal hjælpe flere, altså laver aftaler med lande, som, og jeg vil gerne gentage det, bliver anklaget for – og det kommer fra meget valide kilder – at begå tortur, vilkårlige fængslinger. Der er ikke en opposition tilbage, og det er et dybt udemokratisk styre, og vi ved jo vitterlig ikke, hvad der vil ske med de mennesker, vi sender derned. Mener regeringen virkelig at kunne stå på mål for det? Er der ingen nedre grænse for, hvad det er, vi skal bidrage til? I mine øjne vil det betyde, at vi bidrager til at gøre det her flygtningesystem endnu mere inhumant.

Statsministeren.

Det der med nedre grænse er jo interessant, for der er mange internt fordrevne i Yemen lige nu, og det er vel egentlig en af de største humanitære katastrofer, der er på jordkloden lige nu, den er bare ikke rigtig nået offentligheden endnu, men mon ikke det at være barn eller kvinde dér er neden under en nedre grænse for, hvad vi i virkeligheden synes vi kan tillade, når der er mennesker involveret. Og det gælder for rigtig mange af verdens flygtninge. Der er jo et moralsk dilemma, synes jeg, for alle os her i Folketinget, for det flygtningesystem, der er i dag, er det dyreste af dem, altså det er rigtig, rigtig dyrt, og det er inhumant, og tænk på, hvor mange flere mennesker vi kunne hjælpe, hvis vi hjalp i nærområderne. Vi kunne hjælpe i tusindvis af flere børn og kvinder end det, vi evner at gøre i dag.

Så det er klart, at hver eneste gang, Danmark laver et samarbejde med et andet land, og det er ligegyldigt, hvad vi samarbejder om, skal tingene selvfølgelig foregå på en ordentlig måde, og det fremhæver vi altid i vores udviklingsbistand og i handelsaftaler og i alt muligt andet, for selvfølgelig skal det det. Det har egentlig været en fin diskussion at have i dag om, at det nuværende flygtningesystem ikke fungerer, og så må vi jo have en snak om, hvordan vi gør det bedre.

Tak til fru Mai Villadsen. Spørgsmålet er slut.

Og så går vi videre i rækken til hr. Søren Pape Poulsen, Det Konservative Folkeparti.