Spm. nr. US 72

6) Til statsministeren af:

US 72

Spm. nr. US 72

6) Til statsministeren af:

US 72

Spm. nr. US 72

Der er sådan noget underligt ved det her, og det bliver klarere og klarere for mig for hver gang. Altså, alle sidder bare og kigger ned i deres mobiltelefoner og sådan noget. Det er altså landets statsminister, der svarer på spørgsmål. Men måske er årsagen til, at folk kigger ned i deres mobiltelefoner, at hun faktisk ikke svarer på spørgsmålene. Det hedder jo selvfølgelig også kun spørgetime, det hedder ikke spørgsmål-svar-time. Måske er det derfor. Når hr. Jakob Ellemann-Jensen spørger til hr. Claus Hjort Frederiksen, kommer der ikke noget svar. Da jeg sidste gang, vi havde spørgetime, spurgte til statsministerens forhold til Aalborg Portland og til den fordel, de har fået, med hensyn til CO2-afgiften, fik jeg ikke noget svar. Altså, hvad i alverden skal man spørge om for at få et svar fra statsministeren i det her Folketing?

Jeg tror, at jeg simpelt hen bider på krogen, og så vil jeg som den eneste partiformand spørge til det, som statsministeren lagde ud med. Så kan det være, jeg kan få et svar. Men det er jo i sig selv bemærkelsesværdigt, at vi her knap 3 uger før en folkeafstemning endnu ikke har haft én partileder ud over statsministeren selv, der har talt om forsvarsforbeholdet. Ikke engang dem, der elsker EU mere end deres egen oldemor, har her så tæt på forbeholdsafstemningen villet tage det op med landets statsminister. Det er da bemærkelsesværdigt.

Nå, men jeg vil gerne byde til. For man kan på Twitter læse følgende, som jeg med formandens tilladelse skal læse op på engelsk; jeg skal nok oversætte det bagefter:

»We need to go even further. For example, I have always argued that unanimity voting in some key areas no longer makes sense, if we want to move faster.«

Altså: Vi er nødt til at gå videre. F.eks. er vi nødt til at komme væk fra enstemmighed på bestemte områder, hvis vi vil bevæge os fremad. Det var som bekendt Ursula von der Leyen, formanden for Europa-Kommissionen, som i går kom med den meget opsigtsvækkende eller for statsministeren vel primært irriterende nyhed, at man altså nu vil fjerne den vetoret, som i hvert fald statsministeren har gjort til et af sine centrale argumenter i jakampagnen. Så hvad mener statsministeren egentlig om det?

Statsministeren.

Det er jeg meget uenig med kommissionsformanden i, og heldigvis kræver det en traktatændring, og det kommer Danmark til at være imod. Jeg er ikke irriteret over det. Man må jo gerne have forskellige holdninger til, hvordan det europæiske samarbejde skal udvikle sig. Dansk Folkeparti mener, at vi skal melde os ud af det europæiske samarbejde. Det ville i mine øjne være rigtig dårligt for Danmark. Det ville være rigtig dårligt for Europa. Jeg tror, at Putin ville være glad, men der er ikke nogen af os andre, der ville finde nogen form for glæde i det. Så der skal være plads til forskellige holdninger, men det er ikke det, vi kigger ind i, for det er ikke kun mig som dansk statsminister, der er imod det her. Det er en række lande også, og så sent som i går var vi flere, Danmark, Sverige og 11 andre lande, der meldte ud, at det ikke er den vej, vi ønsker Europa skal gå.

Så vil jeg sige: Jeg er meget, meget stærk tilhænger af fællesskaber, også politiske fællesskaber. Dybt inde i mit hjerte er jeg tilhænger af NATO, og jeg er ikke et sekund i tvivl om, at når danskerne har kunnet leve så mange i årtier i tryghed, er det på grund af vores forsvarsalliance. Jeg er meget stærk tilhænger af det europæiske samarbejde, som i mine øjne er fredens projekt. Men desuagtet hvor stor tilhænger jeg er af politiske fællesskaber, elsker jeg dem dog ikke mere end mine oldemødre. Og jeg er en af dem, der har haft fornøjelse af at have haft oldemødre til ret sent i livet, og min kærlighed til dem er trods alt større end til politik.

Hr. Morten Messerschmidt.

Det er rart at høre, for jeg har jo hørt statsministeren tale om, at det handler om at have Europa i hjertet og være i kernen af Europa og sådan nogle ting. Og jeg er enig i, at når det handler om hjerte, passion og kærlighed, så synes jeg også, at man skal reservere det til rigtige mennesker og ikke politiske institutioner. Så det vil være fint, hvis det er der, vi bevæger os hen ad.

Nå, hvad angår vetoretten, hvorfor egentlig ikke fjerne den? Jeg mener, I gjorde det jo i 2007 – var det på 19 områder? – i Lissabontraktaten. I gjorde det også i 2001 med Nicetraktaten, ikke? I gjorde det også i 1998 med Amsterdamtraktaten. Nå ja, og så var der selvfølgelig både Maastrichttraktaten og Edinburghaftalen, hvor I anbefalede et ja begge gange, i 1992 og i 1993. I gjorde det faktisk også i 1986.

Altså, der er jo en hel del gange, hvor I har fjernet vetoretten, og et par af gangene har I også været så ugalante, at I har gjort det uden at spørge danskerne. Så hvorfor ikke bare tage den her med? Det er jo alligevel den vej, toget kører.

Statsministeren.

Jeg tager ansvar for meget, men nu er vi så langt tilbage, at jeg var mere optaget af Dansk Melodi Grand Prix, og 1986 var et godt år, for da havde Kirsten og Søren vundet 2 år i træk; jeg var ikke kommet helt tæt på den europæiske diskussion allerede i 1986.

Jeg kan jo egentlig svare ret enkelt på, hvorfor jeg er imod det. Det er jo, fordi jeg mener, at EU er et samarbejde mellem nationalstaterne. Jeg er meget, meget stærk tilhænger af den europæiske nationalstat, som jeg mener har vist sig at være den stærkeste demokratiske konstruktion overhovedet. Det er den konstruktion, der har bibragt dens befolkninger mest – mest velstand, mest frihed og mest demokrati. Men nationalstaten vil i forbindelse med forskellige spørgsmål have behov for at indgå i et samarbejde med andre, og derfor er jeg også europæer i hjertet. Og hvis jeg skal pege på et enkelt punkt, hvor jeg virkelig blev bekræftet i det, var det faktisk, da jeg gik rundt i Kyiv; ved at se ødelæggelserne fra Putins krigsmaskine og stå over for en ukrainsk befolkning, hvis største ønske ud over freden er at komme med i de politiske fællesskaber, ja, der bliver man jo europæer i hjertet.

Hr. Morten Messerschmidt for det sidste spørgsmål. Værsgo.

Men hvorfor var det så et problem på alle de andre områder? Danmarks integritet, Danmarks selvstændighed bliver vel også udhulet, når I gennemfører flertalsafgørelser og fjerner vetoretten på retsområdet, på miljøområdet eller på industriområdet. Altså, der er jo flere sider i Karnov over de områder, hvor I har fjernet vetoretten. Og nu siger statsministeren så, at det er halvdelen af landene, som er imod at fjerne vetoretten på det her område. Jo, jo, men startede det ikke også der med mange af de andre ting? Jeg mindes da i hvert fald, at Socialdemokratiet i 1986 var blandt dem, der anbefalede en skeptisk tilgang til Fællesakten, og sådan har det været på andre områder, men alligevel spiser man jo sådan løbende hele pakken, kan man sige.

Så hvilke garantier kan statsministeren give for, at det ikke også kommer til at ske, når det kommer til vores forsvarspolitik, hvis danskerne vel at mærke ikke holder fast i det, altså forbeholdet?

Statsministeren.

For mig er det her hjerteblod. Beslutningen om at udsende danske soldater til et konfliktområde er en af de sværeste og en af de vigtigste beslutninger, man overhovedet kan træffe som politiker, og den beslutning skal træffes her. Det er min meget, meget klare overbevisning. Den skal træffes her, og det er os, der skal stå til ansvar over for danskerne, men det er i særdeleshed os, der skal stå til ansvar over for de mødre og fædre, der skal sende deres døtre eller sønner af sted. Og det her siger jeg, skal jeg ikke lægge skjul på, med ret store følelser, fordi jeg selv er pårørende til veteraner.

Beslutningen om at tage ud i en konflikt kan være en rigtig beslutning og en nødvendig beslutning. Jeg er ikke i tvivl om, at der kommer flere konflikter, som vi skal forholde os til og engagere os i – af hensyn til civilbefolkninger og af hensyn til vores egen sikkerhed. Men beslutninger om danske soldater mener jeg skal træffes her i Folketinget.

Tak for det. Spørgsmålet er slut, så tak til hr. Morten Messerschmidt.

Nu er det fru Pernille Vermund, Nye Borgerlige. Værsgo.