Folketingets Lovsekretariat
Christiansborg
1240 København K
J.nr. 2021-14157
Den 12. oktober 2021
Miljøministerens besvarelse af spørgsmål nr. S 22 stillet den 5. oktober af Lisbeth Bech-Nielsen
(SF).
Spørgsmål nr. S 22
”Hvilken
betydning vil det efter ministerens opfattelse få for effektiviteten af den eksisterende
kemikalielovgivning og miljølovgivning og det kommende udvidede producentansvar, hvis alle
netbutikker med salg af produkter fra tredjelande omlægges til onlinemarkedspladser, hvor
produkterne fra tredjelande sælges »direkte« til forbrugerne i EU af leverandørerne i
tredjelandene?”
Svar
Regeringen mener, at online markedspladser skal kunne stilles til ansvar for produkter fra
tredjelande. Det er nemlig centralt for regeringen, at der altid bør være en aktør at stille til
ansvar, således at vi får skabt den fornødne sikkerhed og tryghed hos forbrugerne. Det gælder
både netbutikker og online markedspladser. I praksis kan det være vanskeligt at håndhæve
kemikalie- og miljølovgivningen, herunder det kommende udvidede producentansvar, over for
produkter, der via onlinemarkedspladser sælges fra tredjelande direkte til forbrugere i EU. Det
kan derfor ikke udelukkes, at der kan sælges produkter til forbrugere i EU, som ikke overholder
lovgivningen.
Med den seneste ændring af kemikalieloven og miljøbeskyttelsesloven er der indført en hjemmel
til at blokere onlinegrænseflader, herunder onlinemarkedspladser. Den danske hjemmel går
videre end markedsovervågningsforordningen, idet den giver mulighed for
–
via domstolene
–
at
få blokeret adgangen til eksempelvis en onlinemarkedsplads, der gentagne gange markedsfører
farlige produkter til danske forbrugere.
Udfordringerne med salg via onlinemarkedspladser er også et centralt element i etableringen af
en passende tilsyns- og håndhævelsesramme i implementeringen af det udvidede
producentansvar i Danmark.
Lea Wermelin
/
Henrik Søren Larsen
Miljøministeriet
•
Slotsholmsgade 12
•
1216 København K
Tlf. 38 14 21 42
•
Fax 33 14 50 42
• CVR
12854358
• EAN
5798000862005
•
•
www.mim.dk