EUU, Alm.del - 2022-23 (1. samling) - Bilag 53: Kopi af UUI alm. del - bilag 5: Juridisk vurdering af EU-Domstolens dom i de forenede sager C-451/19 og C-532/19, Subdelegación del Gobierno en Toledo, fra udlændinge- og integrationsministeren

Europaudvalget 2022-23 (1. samling)
EUU Alm.del Bilag 53
Offentligt

Udlændinge- og Integrationsudvalget

Folketinget

Christiansborg

1240 København K

Orientering om ændring af administrativ praksis i visse sager om afledt opholds-

ret til tredjelandsforældre til mindreårige danske statsborgere

1. Indledning

Den 5. maj 2022 afsagde EU-Domstolen dom i de forenede sager C-451/19 og C-

532/19, XU og QP.

Dommen vedrører de situationer, hvor der efter EU-Domstolens retspraksis i hen-

hold til artikel 20 i Traktaten om den Europæiske Unions Funktionsmåde (TEUF) om

unionsborgerskabet undtagelsesvist skal meddeles opholdsret til en tredjelands-

statsborger efter EU-retten, hvis der mellem unionsborgeren og tredjelandsstats-

borgeren består et afhængighedsforhold af en sådan karakter, at unionsborgeren i

tilfælde af, at tredjelandsstatsborgeren nægtes ret til ophold, vil være nødsaget til

at forlade Unionens område sammen med tredjelandsstatsborgeren.

Udlændinge- og Integrationsudvalget blev orienteret om dommen den 19. august

2022. Der henvises til UUI, alm. del 2021-22, bilag 130. Det fremgår bl.a. af orien-

teringen, at Udlændinge- og Integrationsministeriet havde anmodet Udlændinge-

styrelsen om at indstille behandlingen af sager, hvor dommen kunne have betyd-

ning, og at ministeriet under inddragelse af Justitsministeriet ville foretage en nær-

mere juridisk vurdering af dommen og dens betydning for såvel fremtidige som al-

lerede afgjorte sager. Dette arbejde er nu afsluttet, og udvalget orienteres derfor

på ny.

2. EU-Domstolens dom i de forenede sager C-451/19 og C-532/19, XU og QP

EU-Domstolens dom af 5. maj 2022 i de forenede sager C-451/19 og C-532/19, XU

og QP, er en af flere domme fra EU-Domstolen, som vedrører den særlige situation,

hvor en tredjelandsstatsborger undtagelsesvist kan aflede en opholdsret fra en uni-

onsborger i medfør af TEUF artikel 20 om unionsborgerskabet i en situation, hvor

unionsborgeren ikke har udøvet retten til fri bevægelighed og opholder sig i sin

egen medlemsstat.

14. oktober 2022

Udlændinge- og

Integrationsministeriet

Integration

Slotsholmsgade 10

1216 København K

Tel.

Mail

Web

CVR-nr.

Sags nr.

Akt-id

6198 4000

[email protected]

www.uim.dk

36977191

2022 -11536

2067742

Side

1/9

EUU, Alm.del - 2022-23 (1. samling) - Bilag 53: Kopi af UUI alm. del - bilag 5: Juridisk vurdering af EU-Domstolens dom i de forenede sager C-451/19 og C-532/19, Subdelegación del Gobierno en Toledo, fra udlændinge- og integrationsministeren

Ifølge EU-Domstolens retspraksis

er opholdsretten bl.a. betinget af, at der består

et afhængighedsforhold mellem unionsborgeren og tredjelandsstatsborgeren, som

har en sådan karakter, at unionsborgeren reelt vil være nødsaget til at forlade Uni-

onens område som helhed, hvis tredjelandsstatsborgeren nægtes opholdsret i uni-

onsborgerens medlemsstat. Hovedparten af de afsagte domme vedrører situatio-

ner, hvor en tredjelandsforælder påberåber sig en afledt opholdsret på grundlag af

et mindreårigt unionsborgerbarn.

Det følger af EU-Domstolens dom af 10. maj 2017 i sag C-133/15, Chavez-Vilchez,

at vurderingen af, om der foreligger et sådant afhængighedsforhold mellem barnet

og tredjelandsforælderen, skal tage udgangspunkt i barnets tarv. I vurderingen ind-

går bl.a. graden af barnets følelsesmæssige tilknytning til såvel den forælder, der er

unionsborger, som den forælder, der er tredjelandsstatsborger, og den risiko, som

en adskillelse fra den forælder, der er tredjelandsstatsborger, vil indebære for bar-

nets ligevægt. Den omstændighed, at den forælder, som er unionsborger, reelt er i

stand til og ønsker at påtage sig det daglige og faktiske ansvar for barnet alene,

herunder den fulde forsørgelse af barnet, er et relevant forhold, men er ikke i sig

selv tilstrækkeligt til at konstatere, at der ikke består et kvalificeret afhængigheds-

forhold mellem tredjelandsforælderen og unionsborgerbarnet.

De to spanske sager, der ligger til grund for EU-Domstolens dom i de forenede sager

C-451/19 og C-532/19, XU og QP, vedrører afslag på familiesammenføring til tred-

jelandsstatsborgere. De præjudicielle spørgsmål angår den spanske ægteskabslov-

givnings forenelighed med EU-Domstolens praksis i henhold til TEUF artikel 20.

Ifølge den spanske ægteskabslovgivning er det en betingelse for familiesammenfø-

ring, at ægtefællerne bor sammen, og at den spanske statsborger har tilstrækkelige

midler til at forsørge det tredjelandsfamiliemedlem, der ansøger om familiesam-

menføring.

EU-Domstolen fastslår i dommen, at TEUF artikel 20 ikke tillader medlemsstaterne

at meddele afslag på familiesammenføring alene med henvisning til, at unionsbor-

geren ikke råder over tilstrækkelige midler til sig selv og det pågældende familie-

medlem, således at opholdet ikke bliver en byrde for det nationale sociale system,

uden at der forud herfor er foretaget en egentlig vurdering af, om der består et

afhængighedsforhold af en sådan karakter, at unionsborgeren vil være nødsaget til

at forlade Unionens område, hvis tredjelandsstatsborgeren meddeles afslag på op-

holdstilladelse. Domstolen udtaler endvidere, at nationale regler, der bestemmer,

at ægtefæller har pligt til at bo sammen, ikke i sig selv kan godtgøre, at der mellem

ægtefællerne er et afhængighedsforhold, der kan begrunde en afledt opholdsret

efter TEUF artikel 20, idet en sådan retlig forpligtelse aldrig kan pålægge en unions-

borger at forlade Unionens område.

Se bl.a. EU-Domstolens dom af 8. marts 2011 i sag C-34/09, Zambrano, dom af 15. november 2011,

sag C-256/11, Dereci m.fl., dom af 6. december 2012 i de forenede sager C-356/11, og C-357/11, O.

og S., og dom af 10. maj 2017, sag C-133/15, Chavez-Vilchez m.fl.

Side

2/9

Selvom de forelagte spørgsmål således vedrørte den spanske ægteskabslovgivning

og ikke betingelsen om et kvalificeret afhængighedsforhold mellem det spanske

barn og tredjelandsforælderen, fandt EU-Domstolen som led i samarbejdsprocedu-

ren mellem EU-Domstolen og de nationale domstole, jf. TEUF artikel 267 – med

henblik på at give den nationale ret et brugbart svar – anledning til også at tage

stilling til betydningen af, at ægtefællerne i begge familier har et mindreårigt spansk

fællesbarn.

3.1. Sag 451/19, XU

Sag C-451/19, XU, vedrører en mindreårig venezuelansk statsborger, XU, der ansø-

ger om ret til ophold som familiemedlem til sin spanske stedfar i Spanien. XU’s ve-

nezuelanske mor har ret til ophold i Spanien på baggrund af sit ægteskab med den

spanske statsborger, og parret har et mindreårigt fællesbarn med spansk statsbor-

gerskab. XU får afslag på sin ansøgning med henvisning til, at den spanske stedfar

ikke råder over tilstrækkelige midler til at forsørge ham.

EU-Domstolen bemærker, at eftersom XU’s mor også er mor til en mindreårig uni-

onsborger (dvs. XU og unionsborgerbarnet er halvsøskende), som aldrig har udøvet

sin ret til fri bevægelighed, skal det i henhold til TEUF artikel 20 undersøges, om

XU’s tvungne udrejse på det tidspunkt, hvor ansøgningen om opholdstilladelse til

ham blev afslået, reelt kunne pålægge hans mor at forlade Unionens område som

helhed på grund af det afhængighedsforhold, der bestod mellem dem, og, i bekræf-

tende fald, om XU’s mors udrejse ligeledes reelt tvang hendes mindreårige barn,

der er unionsborger, til at forlade Unionens område som helhed på grund af det

afhængighedsforhold, der bestod mellem unionsborgerbarnet og moren.

EU-Domstolen udtaler i dommen, at der består et afhængighedsforhold, som i med-

før af TEUF artikel 20 kan begrunde tildeling af en afledt opholdsret til et mindre-

årigt tredjelandsbarn af tredjelandsægtefællen til en unionsborger, når der i ægte-

skabet mellem unionsborgeren og dennes tredjelandsægtefælle er født et barn, der

er unionsborger, som aldrig har udøvet sin ret til fri bevægelighed, hvis unionsbor-

gerbarnet vil være nødsaget til at forlade Unionens område som helhed, og hvis det

mindreårige tredjelandsbarn bliver tvunget til at forlade den pågældende med-

lemsstats område.

Det er således konsekvenserne for unionsborgerbarnet, der er det bærende i den

afledte opholdsret efter TEUF artikel 20, og den afledte opholdsret til den mindre-

årige tredjelandsstatsborger er begrundet i, at hvis der mellem begge børn og tred-

jelandsforælderen består et afhængighedsforhold, kan et afslag på opholdsret til

den mindreårige tredjelandsstatsborger føre til, at også den mindreårige unions-

borger bliver tvunget til at udrejse.

Udlændingestyrelsen har i relation hertil oplyst, at EU-Domstolens dom ikke giver

anledning til overvejelser i forhold til administrativ praksis. Sagen vil derfor ikke

blive behandlet yderligere her.

Side

3/9

3.2. Sag C-532/19, QP

Sag C-532/19, QP, vedrører en peruviansk statsborger, QP, der ansøger om familie-

sammenføring med sin spanske ægtefælle i Spanien. Parret har et mindreårigt fæl-

lesbarn med spansk statsborgerskab. De spanske myndigheder meddeler QP afslag

under henvisning til, at den spanske ægtefælle ikke råder over tilstrækkelige midler

til at forsørge QP, og at QP tidligere har gjort sig skyldig i en række færdselsforseel-

ser.

I sagen udtaler EU-Domstolen indledningsvist, at voksne principielt er i stand til at

føre en tilværelse uafhængigt af sine familiemedlemmer, og at et afhængighedsfor-

hold mellem to voksne, der kan danne grundlag for en afledt opholdsret efter TEUF

artikel 20, kun er til stede i de særlige tilfælde, hvor afhængighedsforholdet er af

en sådan karakter, at unionsborgeren ikke på nogen måde vil kunne være adskilt

fra tredjelandsfamiliemedlemmet.

Domstolen bemærker herefter, at der – henset til, at tredjelandsægtefællen og den

spanske ægtefælle i sagen har et fælles barn, der ligeledes er spansk statsborger –

bør foretages en vurdering af, om der mellem tredjelandsægtefællen og unionsbor-

gerbarnet består et sådant afhængighedsforhold, at det kan begrunde en afledt op-

holdsret efter TEUF artikel 20.

EU-Domstolen har ikke tidligere taget stilling til betydningen af TEUF artikel 20 i

familiesituationer, hvor unionsborgerbarnet bor sammen med begge sine forældre,

og hvor forældrene deltager på lige fod i barnets daglige liv. EU-Domstolen udtaler

følgende i præmis 68 – 69:

68. Den omstændighed, at den forælder, der er tredjelandsstatsborger, bor

sammen med det mindreårige barn, der er unionsborger, er således et af de

relevante forhold, som skal tages i betragtning med henblik på at be-

dømme, om der består et afhængighedsforhold mellem dem, uden at det

imidlertid udgør en nødvendig betingelse herfor (dom af 8.5.2018, K.A. m.fl.

(Familiesammenføring i Belgien), C-82/16, EU:C:2018:308, præmis 73 og

den deri nævnte retspraksis).

69. […]når en mindreårig unionsborger har fast bopæl med begge sine for-

ældre, og begge barnets forældre derfor i det daglige er fælles om at tage

sig af barnet og om at varetage den retlige, følelsesmæssige og økonomiske

forsørgelse af dette barn, [kan det] desuden formodes – hvilken formodning

dog kan afkræftes – at der består et afhængighedsforhold mellem denne

mindreårige unionsborger og vedkommendes forælder, der er tredjelands-

statsborger, uafhængigt af den omstændighed, at den anden forælder, så-

ledes som det er blevet fremhævet i denne doms præmis 59, som statsbor-

ger i den medlemsstat, på hvis område denne familie er bosiddende, har en

ubetinget ret til at forblive på denne medlemsstats område.”

EU-Domstolen opstiller i dommens præmis 69 som noget nyt en afkræftelig for-

modningsregel, der indebærer, at der – når et mindreårigt unionsborgerbarn har

Side

4/9

fast bopæl med begge sine forældre, og begge barnets forældre i det daglige er

fælles om at tage sig af barnet og om at varetage den retlige, følelsesmæssige og

økonomiske forsørgelse af dette barn – er

en formodning

for, at der er et afhæn-

gighedsforhold mellem barnet og dennes tredjelandsforælder, der kan danne

grundlag for en afledt opholdsret i medfør af TEUF artikel 20 til tredjelandsforæl-

deren.

EU-Domstolen forholder sig ikke i dommen til, hvornår eller hvordan denne for-

modning kan afkræftes.

3. Vurdering af dommens betydning for behandlingen af konkrete sager om ret til

ophold efter TEUF artikel 20

Det er Udlændinge- og Integrationsministeriets og Justitsministeriets vurdering, at

dommen præciserer rammerne for udlændingemyndighedernes vurdering af ret-

ten til ophold på grundlag af TEUF artikel 20.

Det følger af dommen, at der i en familiesituation, hvor et mindreårigt dansk barn

bor sammen med begge sine forældre, og hvor begge forældre i det daglige er fæl-

les om at tage sig af barnet, som udgangspunkt skal meddeles en afledt opholdsret

til tredjelandsforælderen i medfør af TEUF artikel 20. Dette gælder dog ikke, hvis

der konkret er forhold, der taler imod, at der består et afhængighedsforhold mel-

lem tredjelandforælderen og barnet.

Efter Udlændinge- og Integrationsministeriets og Justitsministeriets vurdering in-

debærer denne formodningsregel, at det i praksis er udlændingemyndighederne,

der konkret skal afkræfte formodningen for, at der foreligger et afhængighedsfor-

hold, når der er tale om en familiesituation, hvor barnet bor sammen med begge

sine forældre. Foreligger der ikke oplysninger i sagen om forhold, der kan bidrage

til at afkræfte formodningen, vil der fremadrettet skulle meddeles opholdstilladelse

i sådanne sager, uden at udlændingelovens betingelser for ægtefællesammenfø-

ring kan kræves opfyldt.

Det er på baggrund af dommens præmis 69, hvorefter begge barnets forældre i det

daglige skal være fælles om at tage sig af barnet og om at varetage den retlige,

følelsesmæssige og økonomiske forsørgelse af barnet, Udlændinge- og Integrati-

onsministeriets og Justitsministeriets vurdering, at der i praksis vil kunne stilles krav

om faktisk udøvelse af familielivet. Deri ligger efter Udlændinge- og Integrations-

ministeriets og Justitsministeriets opfattelse, at der vil være en formodning for, at

der foreligger et afhængighedsforhold af en karakter, som kan danne grundlag for

meddelelse af en afledt opholdsret efter TEUF artikel 20, når der er tale om et reelt

og stabilt familieliv. Ved vurderingen heraf vil varigheden af familielivet, herunder

navnlig den periode, hvor tredjelandsforælderen har boet sammen med barnet og

barnets anden forælder, indgå med betydelig vægt. Et helt kortvarigt samliv vil som

udgangspunkt ikke være tilstrækkeligt til at skabe en formodning for, at der forelig-

ger et afhængighedsforhold af en karakter, som kan danne grundlag for meddelelse

af en afledt opholdsret efter TEUF artikel 20. Det vil dog i alle tilfælde bero på en

Side

5/9

konkret og samlet vurdering af omstændighederne i hver enkelt sag, om det er til-

fældet. Det forhold, at der eksempelvis er tale om et nyfødt barn, og at familielivet

med det nyfødte barn som følge heraf faktuelt har været kortvarigt, eller at den

ene forælder arbejder i et andet land og derfor pendler, eller at størstedelen af

familielivet er udøvet i et andet land, kan ikke føre til, at opholdsret nægtes, hvis

der i øvrigt er tale om et reelt og stabilt familieliv.

4. Udlændingestyrelsens praksis

Udlændingestyrelsen har om sin hidtidige praksis oplyst, at styrelsen i alle sager,

hvor der er oplyst om mindreårige danske børn, foretager en vurdering i henhold

til TEUF artikel 20. Såfremt der er internationale forpligtelser (herunder TEUF artikel

20), som tilsiger, at opholdstilladelse bør meddeles, stilles der ikke krav om opfyl-

delse af udlændingelovens betingelser for ægtefællesammenføring.

I en familiekonstruktion som i sag C-532/19, QP, hvor barnet som udgangspunkt må

antages at være afhængig af begge forældre, har styrelsen imidlertid ikke anset af-

hængighedsforholdet til tredjelandsforælderen for at være kvalificeret i et omfang,

der kunne begrunde en afledt opholdsret i henhold til TEUF artikel 20. Medmindre

der i sådanne sager har været oplysninger om særlige omstændigheder, er der

meddelt afslag, når udlændingelovens betingelser ikke har været opfyldt.

Udlændingestyrelsens hidtidige praksis vurderes på denne baggrund ikke at være i

overensstemmelse med dommen. Udlændingestyrelsen har oplyst, at styrelsens

praksis vil blive ændret i overensstemmelse med ovenstående.

Der vil blive orienteret om praksisændringen på udlændingemyndighedernes hjem-

meside

www.nyidanmark.dk.

5. Dommens betydning for allerede afgjorte sager

Efter ulovbestemte forvaltningsretlige grundsætninger har myndighederne som

udgangspunkt pligt til af egen drift at genoptage allerede afgjorte sager, hvis der

fremkommer væsentlige nye retlige forhold såsom en dom. Dette udgangspunkt

fraviges dog i visse situationer. I vurderingen af, om en myndighed har pligt til af

egen drift at genoptage tidligere afgjorte sager, indgår det bl.a., om myndighedens

tidligere retsanvendelse eller praksis har været udtryk for en mere eller mindre klar

ulovlighed, og om genoptagelse af egen drift vil volde større eller mindre admini-

strative vanskeligheder.

Det er vurderingen, at udlændingemyndighedernes hidtidige praksis indebærer, at

der er givet afslag på opholdstilladelse i strid med EU-retten, som fortolket i den

afsagte dom.

Dommen er en afgørelse i en præjudiciel sag, og dommen har konstaterende virk-

ning.

Ved EU-Domstolens dom af 8. marts 2011 i sag C-34/09, Zambrano, fastslog EU-

Domstolen for første gang, at en tredjelandsstatsborger, der forsørger sine mindre-

årige børn, der er unionsborgere, kan have en afledt opholdsret efter TEUF artikel

Side

6/9

20. Dommen vedrørte unionsborgerbørn med to tredjelandsforældre, men EU-

Domstolen tog alene stilling til en afledt opholdsret for den tredjelandsforælder,

der forsørgede børnene.

Ministeriet for flygtninge, indvandrere og integration (det daværende Udlændinge-

og Integrationsministerium) vurderede, at EU-Domstolen i Zambrano-dommen fo-

retog en direkte fortolkning af TEUF artikel 20, hvorfor fortolkningen skulle anven-

des fra ikrafttrædelsen af Maastricht-traktaten (1. november 1993), hvorved uni-

onsborgerskabet blev indført. For så vidt angår spørgsmålet om genoptagelse af

tidligere afgjorte sager vurderede ministeriet, at myndighederne ikke af egen drift

var forpligtet til at undersøge, om sager afgjort før dommens afsigelse skulle gen-

optages. Ministeriet lagde ved vurderingen bl.a. vægt på, at det ikke var muligt ud

fra generelle kriterier at udskille tidligere afgjorte sager, hvor dommen kunne have

betydning, samt at den underkendte praksis ikke var udtryk for en klar og lovstridig

(EU-stridig) praksis, men et resultat af en fortolkning af TEUF artikel 20 om unions-

borgerskabet.

Ved EU-Domstolens dom af 10. maj 2017 i sagen C-133/15, Chavez-Vilchez, præci-

serede EU-Domstolen rammerne for retten til ophold på baggrund af TEUF artikel

20. Med denne dom fastslog Domstolen for første gang, at retspraksis vedrørende

TEUF artikel 20 også finder anvendelse i situationer, hvor unionsborgerbarnets ene

forælder er unionsborger og bosat i barnets oprindelsesmedlemsstat. Blandt de na-

tionale sager, der lå til grund for dommen, boede forældrene ikke sammen, og der

var ingen sager, hvor unionsborgerbarnet levede sammen med unionsborgerforæl-

deren.

For så vidt angår spørgsmålet om genoptagelse af tidligere afgjorte sager efter Cha-

vez-Vilchez-dommen, vurderede Udlændinge- og Integrationsministeriet, at ud-

lændingemyndighederne var forpligtet til af egen drift at undersøge, om der skulle

ske genoptagelse i sager, der var afgjort efter afsigelsen af Zambrano-dommen den

8. marts 2011. Ministeriet lagde ved vurderingen navnlig vægt på, at det var muligt

ud fra generelle kriterier og en efterfølgende manuel gennemgang at udskille sager,

hvor dommen kunne have betydning. Der blev endvidere lagt vægt på, at der var

tale om udlændinge, der for forholdsvis kort tid siden havde søgt om opholdsret i

Danmark. Udlændingestyrelsen anslog, at der skulle foretages en manuel gennem-

gang af ca. 130 afgjorte sager med henblik på nærmere at identificere de sager, der

måtte være omfattet af muligheden for genoptagelse.

I de forenede sager C-451/19 og C-532/19, XU og QP, har Domstolen udbygget sin

fortolkning i forhold til anvendelsen af de kriterier, som første gang blev fastlagt i

Chavez-Vilchez-dommen, jf. herved henvisningerne hertil i XU og QP-dommens

præmis 65-69. I dommen fortolkes disse kriterier for første gang i forhold til en si-

tuation, som Domstolen ikke tidligere har haft anledning til at tage stilling til, nemlig

den situation, hvor unionsborgerbarnet bor sammen med både unionsborgerfor-

ælderen og tredjelandsforælderen, som er fælles om at varetage den daglige om-

sorg for barnet. Tidspunktet for afsigelsen af Chavez-Vilchez-dommen er derfor re-

levant i forhold til myndighedernes vurdering af spørgsmålet om genoptagelse af

Side

7/9

allerede afgjorte sager af egen drift, fordi det indgår i vurderingen af, om udlæn-

dingemyndighedernes tidligere praksis har været udtryk for en mere eller mindre

klar retsopfattelse.

Udlændingestyrelsen har på den baggrund foretaget en opgørelse over antallet af

allerede afgjorte sager, der kan være berørt af dommen, fra afsigelsen af Chavez-

Vilchez-dommen den 10. maj 2017. Det er dog ikke muligt at foretage udtræk på

sager, hvori der indgår danske børn. Derfor er der i de sagskategorier, hvor det er

muligt, foretaget et udtræk på de sager, hvori den herboende reference er dansk

statsborger. Hvis der i sådanne sager er et fællesbarn, vil barnet som udgangspunkt

også være dansk statsborger.

Udlændingestyrelsen har oplyst, at der i den relevante periode er truffet i alt 1.305

afgørelser om afslag på ægtefællesammenføring i sager, hvor den herboende refe-

rence er dansk statsborger. Herudover er der truffet 667 afgørelser om inddragelse

eller nægtelse af forlængelse af opholdstilladelser og 163 afgørelser om bortfald af

opholdstilladelser i sager, hvor referencen enten er dansk statsborger eller er regi-

streret med ukendt nationalitet. De sager, hvor der efterfølgende er meddelt op-

holdstilladelse i Danmark, indgår ikke i disse tal.

Udlændingestyrelsen har endvidere oplyst, at der i perioden er truffet afgørelse om

administrativ udvisning i 8.519 sager. I disse sager er det – i modsætning til de oven-

for nævnte sagstyper – ikke muligt ved hjælp af søgekriterier at indsnævre antallet

af sager til dem, hvori der er en herboende dansk reference.

5.1. Genoptagelse af egen drift

Udlændingestyrelsen vil

af egen drift

vurdere, om der er grundlag for genoptagelse

i de ovenfor nævnte sager om afslag på ægtefællesammenføring, inddragelse eller

nægtelse af forlængelse og bortfald, hvor referencen enten er dansk statsborger

eller er registreret med ukendt nationalitet (samlet 2.135 sager), og hvor der er

truffet afgørelse efter afsigelsen af Chavez-Vilchez dommen den 10. maj 2017.

Det er herved lagt vægt på, at det er Udlændingestyrelsens vurdering, at der blandt

disse sager kan være et ikke ubetydeligt antal, der vil skulle genoptages på bag-

grund af dommen, og at det er muligt ud fra generelle kriterier og en efterfølgende

manuel gennemgang at udskille sager, hvor dommen kan have betydning.

Vurderingen af behovet for genoptagelse forudsætter en manuel gennemgang af

de pågældende sager med henblik på at fastslå, om der i de konkrete sager er et

dansk fællesbarn. Når de sager, hvor der er et dansk fællesbarn, er identificeret, vil

der skulle foretages en nærmere vurdering i hver enkelt sag, om der skal ske gen-

optagelse som følge af dommen.

Det bemærkes i den forbindelse, at ansøgerne alene orienteres, hvis deres sag kon-

kret besluttes genoptaget. Det bemærkes desuden, at en beslutning om at genop-

tage en sag ikke er ensbetydende med, at der skal meddeles opholdstilladelse.

Det bemærkes endvidere, at beslutningen om genoptagelse skal træffes af den

myndighed, som senest traf afgørelse i sagen. Er et afslag på opholdsret i en sag,

Side

8/9

som er berørt af dommen, stadfæstet af Udlændingenævnet, vil beslutningen om

genoptagelse derfor skulle træffes af Udlændingenævnet.

5.2. Genoptagelse på begæring

Udlændingemyndighederne vil alene

på begæring

vurdere, om der er grundlag for

genoptagelse i sager, hvor der er truffet afgørelse før afsigelsen af Chavez-Vilchez-

dommen den 10. maj 2017, idet XU og QP-dommen er udtryk for en viderefortolk-

ning af de kriterier for anvendelsen af TEUF artikel 20, som første gang blev fastslået

med Chavez-Vilchez-dommen.

Udlændingemyndighederne vil endvidere alene

på begæring

vurdere, om der er

grundlag for genoptagelse i de 8.519 afgørelser om administrativ udvisning.

Der er herved lagt vægt på, at udlændingemyndighedernes underkendte praksis

ikke er udtryk for en klar og lovstridig (EU-stridig) praksis, men et resultat af en

viderefortolkning af anvendelsen af TEUF artikel 20. Endvidere er der lagt vægt på,

at det ikke er muligt ved hjælp af søgekriterier at indsnævre antallet af sager til

dem, hvori der indgår et dansk fællesbarn, en dansk ægtefælle eller samlever eller

øvrige oplysninger, som ville kunne danne grundlag for en manuel gennemgang

med henblik på at identificere relevante sager. Det betyder, at det vil kræve en ma-

nuel gennemgang af samtlige sager for at fastslå, om den pågældende tredjelands-

statsborger måtte have et dansk mindreårigt barn. Der er endvidere lagt vægt på,

at det er Udlændingestyrelsens vurdering, at der i sager om administrativ udvisning

vil være et yderst begrænset antal sager, hvor der foreligger sådanne omstændig-

heder, at det kan føre til en afledt opholdsret som følge af dommen.

Der vil blive orienteret om praksisændringen og om muligheden for genoptagelse

på udlændingemyndighedernes hjemmeside

www.nyidanmark.dk.

Kaare Dybvad

Charlotte Barslev

Side

9/9