Europaudvalget 2022-23 (1. samling)
Det Europæiske Råd 20-21/10-22 Bilag 7
Offentligt
Dato:
21-10-2022
Skriftlig afrapportering til Det Udenrigspolitiske
Nævn og Folketingets Europaudvalg
Møde i Det Europæiske Råd d. 20-21. oktober 2022
Statsministeren deltog i det ordinære møde i Det Europæiske Råd d. 20.
og 21 oktober 2022. Energikrisen var det altoverskyggende emne på
mødet, hvor der var enighed om, at der hurtigt skal arbejdes videre med
en række tiltag for at bringe energipriserne ned i Europa, sikre forsy-
ningssikkerheden og reducere energiforbruget.
For det første
skal der arbejdes videre med en række tiltag til at håndtere
prisudsving på gasmarkedet. Det drejer sig om et nyt indeks for pris-
fastsættelse af gas, som skal give en mere retvisende og rimelig pris-
fastsætning af LNG-gas på tværs af Europa. Indekset skal implemente-
res primo 2023. Dertil skal der arbejdes på oprettelse af et prisloft for
handel med naturgas (priskorrektionsmekanisme) for at begrænse store
prisudsving på naturgasmarkedet. Endelig var der opbakning til, at der
arbejdes videre med et prisloft på el fra naturgasfyrede kraftværker. I
første omgang skal Kommissionen analysere fordele og ulemper ved et
sådant prisloft og afdække, om der kan udarbejdes en model, der ikke
øger gasforbruget, der værner om forsyningssikkerheden, ligesom der
skal være opmærksomhed på omkostningerne ved et prisloft, og om det
medfører eksport af billig strøm til ikke-EU-lande.
For det andet
var der enighed om at gå videre med en række tiltag, der
sigter på at omsætte Europas samlede indkøbskraft til at opnå mere for-
delagtige gaspriser. Konkret vil man gå videre med fælles indkøb af gas
på de internationale energimarkeder. Her lægges der op til, at det bliver
obligatorisk for landene at melde mindst 15 procent af deres lagerkapa-
citet ind til de fælles indkøb, når gaslagrene skal fyldes op til næste år.
Endvidere vil EU intensivere forhandlinger med troværdige leverandø-
rer af gas for at bringe prisen ned.
For det tredje
var der enighed om tiltag til at styrke Europas langsigtede
energiuafhængighed. Konkret at EU skal øge indsatsen for at reducere
energiforbruget samt fremskynde godkendelsesprocedurer for vedva-
rende energi og tilhørende infrastrukturprojekter.