EUU, Alm.del - 2022-23 (2. samling) - Bilag 11: Liste over judicielle aktiviteter i sager af dansk interesse pr. 11/11-22

Europaudvalget 2022-23 (2. samling)
EUU Alm.del Bilag 11
Offentligt

Udenrigsministeriet

Juridisk Tjeneste, EU-retskontoret

Asiatisk Plads 2

–

1448 København K

Tlf.: 33 92 03 24 E-mail:

[email protected]

Liste over judicielle aktiviteter i sager af dansk interesse

JTEU j.nr. 2015 - 30240

11. november 2022

Til orientering fremsendes nedenstående liste over EU-Domstolens aktiviteter i de kommende tre uger i

retssager, som har den danske regerings interesse. For så vidt angår sager, hvor der er nedsat

procesdelegation, indeholder listen oplysninger om tidspunktet for mundtlig forhandling, fremsættelse af

generaladvokatens forslag til afgørelse (GA) og afsigelse af dom. I sager, der i øvrigt følges af den danske

regering, oplyses der om tidspunkt for generaladvokatens forslag til afgørelse og afsigelse af dom.

Generaladvokatens udtalelser og EU-Domstolens domme offentliggøres på EU-Domstolens

hjemmeside (http://curia.europa.eu/) på selve datoen for fremsættelse eller afsigelse.

Der tages forbehold for, at listen er udarbejdet på baggrund af EU-Domstolens retslister, og at EU-

Domstolen med kort varsel kan foretage ændringer i egne retslister.

Liste over sager, hvor der nedsat procesdelegation:

Sagsnr.

C-204/20

Titel og kort sagsresumé

Bayer Intellectual Property (har ligheder med Sø- og Handelsrettens

sag C-224/20)

Emne:

Betingelser for ompakning af lægemidler i ny indpakning ved parallelimport

Spørgsmål:

Spørgsmål 1: Skal artikel 47a i direktiv 2001/83/EF fortolkes således, at det

kan lægges til grund, at der for så vidt angår parallelimporterede produkter

ved fjernelse og ny anbringelse af sikkerhedsforanstaltningerne i henhold til

artikel 54, litra o, i direktiv 2001/83/EF er tale om sikkerhedsforanstaltninger,

der svarer til de oprindelige, når parallelimportøren enten foretager en

»relabeling« (anbringelse af selvklæbende etiketter på den oprindelige

sekundære emballage) eller »reboxing« (fremstilling af en ny sekundær

lægemiddelemballage), såfremt begge foranstaltninger i øvrigt opfylder alle

kravene i henhold til direktiv 2011/62/EU (herefter også »direktivet om

beskyttelse mod forfalskede lægemidler«) og den delegerede forordning (EU)

2016/161 (herefter også »den delegerede forordning«) og er lige så effektive

for så vidt angår kontrol med lægemidlets ægthed samt identifikation og

tilvejebringelse af dokumentation for, at lægemidlets pakning er ubrudt?

Spørgsmål 2: Såfremt det første spørgsmål skal besvares bekræftende: Kan

indehaveren af et varemærke henset til de nye regler om beskyttelse mod

forfalskede lægemidler modsætte sig, at parallelimportøren ompakker varen i

en ny ydre emballage (»reboxing«), når parallelimportøren også har mulighed

for at frembringe en emballage, der kan markedsføres i importmedlemsstaten,

ved blot at anbringe nye selvklæbende etiketter på den originale sekundære

emballage (»relabeling«)?

Spørgsmål 3: Såfremt det andet spørgsmål skal besvares bekræftende: Er det

uden betydning, at den tilsigtede kundekreds i tilfælde af »relabeling« kan se,

at et af den oprindelige udbyders sikkerhedselementer er blevet beskadiget, så

længe det sikres, at parallelimportøren er den ansvarlige herfor, og at denne

har anbragt et nyt sikkerhedselement på den originale sekundære emballage?

Gør det i denne forbindelse nogen forskel, om sporene efter åbningen først

bliver synlige, når den sekundære lægemiddelemballage åbnes?

Spørgsmål 4: Såfremt det andet og/eller det tredje spørgsmål skal besvares

bekræftende: Er ompakning i form af »reboxing« alligevel objektivt

nødvendig som omhandlet i de fem konsumptionsbetingelser for så vidt angår

ompakningen (jf. [udelades] dom af 11.7.1996, Bristol-Myers Squibb m.fl.,

C- 427/93, C- 429/93 og C- 436/93, EU:C:1996:282, præmis 79, og af

Deltager i PD

Udenrigsministeriet

Justitsministeriet

Erhvervsministeriet

Sundhedsministeriet

Patent- og

Varemærkestyrelsen

Lægemiddelstyrelsen

Proces-

skridt

Dom

Dato

17.11.22

EUU, Alm.del - 2022-23 (2. samling) - Bilag 11: Liste over judicielle aktiviteter i sager af dansk interesse pr. 11/11-22

26.4.2007, Boehringer Ingelheim m.fl., C- 348/04, EU:C:2007:249, præmis

21), når de nationale myndigheder i deres aktuelle retningslinjer vedrørende

gennemførelse af bestemmelserne i direktivet om beskyttelse mod forfalskede

lægemidler eller andre tilsvarende offentlige kundgørelser anfører, at en ny

forsegling af åbnede emballager normalt ikke accepteres og under alle

omstændigheder kun kan accepteres undtagelsesvis og under strenge

betingelser?

C-224/20

Merck Sharp & Dohme e.a (Forelagt af Sø- og Handelsretten)

Emne:

Betingelser for ompakning af lægemidler i ny indpakning ved parallelimport

Spørgsmål:

Spørgsmål 1: Skal artikel 15, stk. 2, i Europa-Parlamentets og Rådets direktiv

2015/2436/EU om varemærker og artikel 15, stk. 2, i Europa-Parlamentets

og Rådets forordning 2017/1001/EU om EU-varemærker fortolkes således,

at en varemærkeindehaver kan modsætte sig fortsat markedsføring af et

lægemiddel, som en parallelimportør har ompakket i en ny, ydre pakning,

hvorpå varemærket er genanbragt, hvis

i) importøren er i stand til at opnå en emballage, som kan markedsføres og

opnå effektiv adgang til markedet i importmedlemsstaten, ved at bryde den

oprindelige, ydre pakning for at anbringe nye mærkater på den indre

emballage og/eller udskifte indlægssedlen og herefter genforsegle den

oprindelige, ydre pakning med en ny anordning til kontrol af, om emballagen

er blevet brudt i henhold til artikel 47a i Europa-Parlamentets og Rådets

direktiv 2001/83/EF af 6. november 2001 om lægemidler (som ændret ved

Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2011/62/EU) og artikel 16 i

Kommissionens

delegerede

forordning

(EU)

2016/161

sikkerhedselementer på lægemidlers emballage?

ii) importøren ikke er i stand til at opnå en emballage, som kan markedsføres

og opnå effektiv adgang til markedet i importmedlemsstaten, ved at bryde den

oprindelige, ydre pakning for at anbringe nye mærkater på den indre

emballage og/eller udskifte indlægssedlen og herefter genforsegle den

oprindelige, ydre pakning med en ny anordning til kontrol af, om emballagen

er blevet brudt i henhold til artikel 47a i Europa-Parlamentets og Rådets

direktiv 2001/83/EF af 6. november 2001 om lægemidler (som ændret ved

Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2011/62/EU) og artikel 16 i

Kommissionens

delegerede

forordning

(EU)

2016/161

sikkerhedselementer på lægemidlers emballage?

Spørgsmål 2: Skal Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2001/83/EF om

lægemidler (som ændret ved direktiv 2011/62/EU), herunder særligt artikel

47a og artikel 54, litra o), fortolkes således, at en ny anordning til kontrol af,

om emballagen er blevet brudt (”anbrudsanordning”), anbragt på den

oprindelige lægemiddelpakning (i forbindelse med en tillægsetikettering efter

at den oprindelige emballage har været åbnet på en sådan måde, at den

oprindelige anbrudsanordning er blevet helt eller delvist tildækket og/eller

fjernet), i artikel 47a, stk. 1, litra b's forstand "svarer til de oprindelige, for så

vidt angår muligheden for at kontrollere lægemidlets ægthed, identifikation og

at dokumentere, at lægemidlets pakning er ubrudt", og iartikel 47a, stk. 1, litra

b ii)'s forstand "er lige så effektive for så vidt angår kontrol med ægthed samt

identifikation af lægemidler og tilvejebringelse af dokumentation for, at

pakningen er ubrudt", hvis lægemiddelpakningen (a) viser synbare tegn på, at

den oprindelige anbrudsanordning er blevet brudt, eller (b) dette kan erfares

ved berøring af produktet, herunder

i) ved den lovpligtige efterprøvelse af integriteten af anbrudsanordningen

foretaget af fremstillere, grossister, apotekere og personer, der har tilladelse

eller ret til at udlevere lægemidler til offentligheden, jf. Europa-Parlamentets

Udenrigsministeriet

Justitsministeriet

Erhvervsministeriet

Sundhedsministeriet

Patent- og

Varemærkestyrelsen

Lægemiddelstyrelsen

Dom

17.11.22

EUU, Alm.del - 2022-23 (2. samling) - Bilag 11: Liste over judicielle aktiviteter i sager af dansk interesse pr. 11/11-22

og Rådets direktiv 2011/62/EU, artikel 54a, stk. 2, litra d), og

Kommissionens delegerede forordning (EU) 2016/161, artikel 10, litra b),

artikel 25 og 30, eller

ii) Efter at lægemiddelpakningen er blevet åbnet, f.eks. af en patient?

[…]

C-350/21

Spetsializirana prokuratura

Emne:

Logning

Spørgsmål:

1. Er en national bestemmelse (artikel 251b, stk. 1, i Zakon za elektronnite

saobshtenia [lov om elektronisk kommunikation]), som med henblik på

bekæmpelse af grov kriminalitet fastsætter en generel og udifferentieret

lagring af alle trafikdata (trafik- og lokaliseringsdata vedrørende brugere af

elektroniske kommunikationsmidler) for en periode på seks måneder, i

overensstemmelse med artikel 15, stk. 1, sammenholdt med artikel 5, stk. 1, i

direktiv 2002/58 og 11. betragtning hertil, såfremt den nationale bestemmelse

indeholder visse garantier?

2. Er en national bestemmelse (artikel 159a i Nakazatelno-protsesualen

kodeks [strafferetsplejeloven]), som ikke begrænser adgangen til trafikdata til

det strengtnødvendige og ikke fastsætter nogen ret for personer, hvis

trafikdata de retsforfølgende myndigheder har adgang til, til at blive

underrettet herom, såfremt dette ikke udgør en hindring for straffesagen,

eller som ikke fastsætter noget retsmiddel mod en ulovlig adgang, i

overensstemmelse med artikel 15, stk. 1, sammenholdt med artikel 5, stk. 1, i

direktiv 2002/58 og 11. betragtning hertil?

Ryanair mod Kommissionen

Emne:

EU-Kommissionens statsstøttegodkendelse af den danske og svenske stats

rekapitalisering af SAS.

Påstande:

Kommissionens afgørelse af 17. august 2020 om statsstøtte SA.57543

–

Danmark og statsstøtte SA.58342

–

Sverige

–

covid-19: Rekapitalisering af

SAS AB 1 annulleres.

Europa-Kommissionen tilpligtes at betale sagsomkostningerne.

Udenrigsministeriet

Justitsministeriet

Dom

17.11.22

T-238/21

Udenrigsministeriet

Justitsministeriet

Erhvervsministeriet

Finansministeriet

Kammeradvokaten

(repræsentere FM)

Til orientering:

Ministeriet for Fødevarer,

Landbrug og Fiskeri

Transportministeriet

Udenrigsministeriet

Justitsministeriet

Miljøministeriet

17.11.22

T-279/20

T-288/20

CWS Powder Coatings mod Kommissionen

Brillux og Daw mod Kommissionen

Emne:

Klassificering og mærkning af kemikaliet titaniumdioxid

Påstande:

—

Kommissionens delegerede forordning (EU) 2020/217 annulleres, for så

vidt som den vedrører klassificeringen og mærkningen af titandioxid.

—

Europa-Kommissionen tilpligtes at betale sagsomkostningerne.

Dom

23.11.22

EUU, Alm.del - 2022-23 (2. samling) - Bilag 11: Liste over judicielle aktiviteter i sager af dansk interesse pr. 11/11-22

T-283/20

Billions Europe m.fl. mod Kommissionen

Emne:

Klassificering og mærkning af kemikaliet titaniumdioxid

Påstande:

—

Annullation af Kommissionens delegerede forordning (EU) 2020/217

(»den anfægtede forordning«) for så vidt som den vedrører titandioxid, dvs.

femte betragtning til den anfægtede forordning, bilag I og bilag II til den

anfægtede forordning, ændringerne til del 1 i bilag VI til forordning (EF)

1272/2008 i bilag III til den anfægtede forordning og indførelsen af

titandioxid i del 3 i bilag VI til forordning nr. 1272/2008 indført ved bilag III

til den anfægtede forordning.

—

Europa-Kommissionen tilpligtes at betale sagsomkostningerne.

Udenrigsministeriet

Justitsministeriet

Miljøministeriet

Dom

23.11.22

C-638/20

MCM (Aides financières pour études à l’étranger)

(SU)

Emne:

Fortolkning af artikel 45 TEUF og artikel 7, stk. 2, i forordning [nr.]

492/2011 ift. uddannelsesstøtte til vandrende arbejdstagers barn,

tilknyttelseskrav mm.

Spørgsmål:

Kan en medlemsstat (hjemlandet) i forhold til en tilbagevendt vandrende

arbejdstagers barn

–

uden herved at tilsidesætte artikel 45 TEUF og artikel 7,

stk. 2, i forordning [nr.] 492/2011

–

med henvisning til hjemlandets fiskale

interesser gøre bevillingen af uddannelsesstøtte til uddannelse i udlandet i den

anden EU-medlemsstat, hvor barnets forælder tidligere arbejdede

(værtslandet), betinget af, at barnet har tilknytning til hjemlandet i en situation,

hvor

(i) barnets forælder efter sin tilbagevenden fra værtslandet har boet og

arbejdet i hjemlandet i mindst otte år, [org. s. 8]

(ii) barnet ikke har ledsaget sin forælder til hjemlandet, men siden fødslen har

boet i værtsstaten, og

(iii) hjemlandet stiller de samme krav om tilknytning til andre statsborgere i

hjemlandet, som ikke opfylder bopælskravet, og som ansøger om

uddannelsesstøtte til uddannelse i udlandet i et andet EU-land?

Lufthansa CityLine

Emne:

Spørgsmål:

1) Behandler en national lovgivning deltidsansatte på en mindre gunstig måde

end sammenlignelige fuldtidsansatte som omhandlet i § 4, stk. 1, i

rammeaftalen om deltidsarbejde, som er indeholdt i bilaget til direktiv

97/81/EF, når den tillader, at retten til et supplerende vederlag for deltids-

og fuldtidsansatte på ensartet vis afhænger af, at der sker en overskridelse af

det samme antal arbejdstimer, og dermed giver mulighed for, at der tages

udgangspunkt i det samlede vederlag og ikke i lønelementet i det supplerende

vederlag?

2) Såfremt det første spørgsmål besvares bekræftende:

Er en national lovgivning, som giver mulighed for at lade retten til et

supplerende vederlag være afhængig af, at deltids- og fuldtidsansatte på

ensartet vis har overskredet det samme antal arbejdstimer, i overensstemmelse

med § 4, stk. 1, og med princippet om pro rata temporis i § 4, stk. 2, i

rammeaftalen om deltidsarbejde, som er indeholdt i bilaget til direktiv

97/81/EF, når formålet med det supplerende vederlag er at kompensere for

en særlig arbejdsbyrde?

Udenrigsministeriet

Justitsministeriet

Uddannelse- og

Forskningsministeriet

Udlændinge- og

Integrationsministeriet

Beskæftigelsesministeriet

Dom

24.11.22

C-660/20

Udenrigsministeriet

Justitsministeriet

Beskæftigelsesministeriet

Til orientering:

Miljøministeriet

01.12.22

EUU, Alm.del - 2022-23 (2. samling) - Bilag 11: Liste over judicielle aktiviteter i sager af dansk interesse pr. 11/11-22

Liste over sager, der i øvrigt følges af den danske regering:

Forkortelser i sagstypekolonnen:

O-sag = Sagen følges til orientering

F-sag = Sagen følges med henblik på eventuel afgivelse af mundtligt indlæg

Sagsnr.

C-646/20

Titel og kort sagsresumé

Senatsverwaltung für Inneres und Sport

Spørgsmål:

1. Er en opløsning af et ægteskab på grundlag af artikel 12 i Decreto

Legge (italiensk lovdekret) nr. 132 af 12. september 2014 (herefter:

DL nr. 132/2014) en retsafgørelse om skilsmisse som omhandlet i

Bruxelles-IIa-forordningen?

2. Såfremt det første spørgsmål besvares benægtende: Skal en

opløsning af et ægteskab på grundlag af artikel 12 i DL nr. 132/2014

behandles i henhold til bestemmelserne i artikel 46 i Bruxelles-IIa-

forordningen om officielt bekræftede dokumenter og aftaler?

Sciessent mod Kommissionen

Påstande:

—

Kommissionens gennemførelsesafgørelse (EU) 2019/1960 af 26.

november 2019 om ikke at godkende sølvzeolit som et eksisterende

aktivstof til anvendelse i biocidholdige produkter af produkttype 2

og 7 annulleres.

—

Europa-Kommissionen tilpligtes at betale sagsomkostningerne.

Sciessent mod Kommissionen

Påstande:

—

Kommissionens gennemførelsesafgørelse (EU) 2019/1973 af 27.

november 2019 om ikke at godkende sølvkobberzeolit som et

eksisterende aktivstof til anvendelse i biocidholdige produkter af

produkttype 2 og 7 annulleres.

—

Europa-Kommissionen tilpligtes at betale sagsomkostningerne..

Nederlandene mod Kommissionen

Påstande:

—

Europa-Kommissionens afgørelse C(2020) final 2998 af 12. maj

2020 vedrørende statsstøtteordning SA.54537 (2020/NN)

—

Nederlandene, forbud mod kulbaseret elproduktion i Nederlandene,

annulleres.

—

Europa-Kommissionen tilpligtes at betale sagsomkostningerne.

Novartis Pharma GmbH mod Abacus Medicine A/S

Det første spørgsmål:

Kan det føre til en kunstig opdeling af markederne som omhandlet

i Domstolens praksis, hvis de sikkerhedselementer på en original

ydre emballage/originalemballage, der er fastsat i artikel 54, litra o),

og artikel 47a i direktiv 2001/83/EF, kun kan ændres af

parallelforhandleren under bibeholdelse af denne originalemballage

og under overholdelse af artikel 47a, stk. 1, litra b), i direktiv

2001/83/EF på en måde, så der resterer synlige spor af, at

emballagen har været brudt, efter at de oprindelige

sikkerhedselementer er blevet helt eller delvist fjernet eller tildækket?

Det andet spørgsmål:

Er det relevant for besvarelsen af det første spørgsmål, om tegnene

på, at emballagen har været brudt, først bliver synlige, når

lægemidlerne kontrolleres grundigt af grossister og/eller personer,

som har autorisation eller berettigelse til at udlevere lægemidler til

offentligheden, f.eks. apoteker, i opfyldelse af deres forpligtelse i

Interessent

Social- og

Ældreministeriet

Sags-

type

O-sag

Proces

-skridt

Dom

Dato

15.11.22

T-122/20

Miljøministeriet

Ministeriet for Fødevarer,

Landbrug og Fiskeri

O-sag

Dom

16.11.22

T-123/20

Miljøministeriet

Ministeriet for Fødevarer,

Landbrug og Fiskeri

O-sag

Dom

16.11.22

T-469/20

Miljøministeriet

Ministeriet for Fødevarer,

Landbrug og Fiskeri

Energistyrelsen

O-sag

Dom

16.11.22

C-147/20

Udenrigsministeriet

Justitsministeriet

Erhvervsministeriet

Sundhedsministeriet

Patent- og

Varemærkestyrelsen

Lægemiddelstyrelsen

F-sag

Dom

17.11.22

EUU, Alm.del - 2022-23 (2. samling) - Bilag 11: Liste over judicielle aktiviteter i sager af dansk interesse pr. 11/11-22

C-253/20

og C-

254/20

C-331/20 P

og C-

343/20 P

C-54/21

henhold til artikel 10, 24 og 30 i forordning (EU) 2016/161, eller

kan overses ved en overfladisk kontrol?

Det tredje spørgsmål:

Er det relevant for besvarelsen af det første spørgsmål, om tegnene

på, at emballagen har været brudt, først bliver synlige, når et

lægemiddels emballage åbnes, f.eks. af patienten?

Det fjerde spørgsmål: Skal artikel 5, nr. 3), i forordning (EU)

2016/161 fortolkes således, at den stregkode, der indeholder den

entydige identifikator som omhandlet i artikel 3, nr. 2), litra a), i

forordning (EU) 2016/161, skal være trykt direkte på emballagen,

og at artikel 5, nr. 3), i forordning (EU) 2016/161 derfor ikke er

overholdt, hvis en parallelforhandler anbringer den entydige

identifikator ved hjælp af en ekstra, udvendig mærkat på den ydre

originalemballage?

Impexeco m.fl.

1) Skal artikel 34-36 TEUF fortolkes således, at i en situation, hvor

et mærkelægemiddel (referencelægemiddel) og et generisk

lægemiddel er markedsført af økonomisk forbundne virksomheder

inden for EØS, kan den omstændighed, at en varemærkeindehaver

gør indsigelse mod en parallelimportørs fortsatte markedsføring af

det generiske lægemiddel i importstaten, idet parallelimportøren har

ompakket dette ved at anbringe varemærket for mærkelægemidlet

(referencelægemiddel), føre til en kunstig opdeling af markederne

mellem medlemsstaterne?

2) Såfremt dette spørgsmål besvares bekræftende, skal

varemærkeindehaverens indsigelse mod en sådan ommærkning i så

fald prøves på grundlag af BMSkriterierne?

3) Er det af betydning for besvarelsen af disse spørgsmål, at det

generiske lægemiddel og mærkelægemidlet (referencelægemiddel) er

identiske henholdsvis har samme terapeutiske virkning i henhold til

artikel 3, § 2, i den kongelige anordning af 19. april 2001 om

parallelimport?

Volotea mod Kommissionen

Påstande:

—

Punkt 1 og 2 i den appellerede doms konklusion ophæves.

—

Artikel 1, stk. 2-4, i Kommissionens afgørelse af 29. juli 2016 om

Italiens statsstøtte SA33983 (2013/C) (ex 2012/NN) (ex 2011/N)

—

Italien

—

Kompensation til lufthavne på Sardinien for

forpligtelser til offentlig tjeneste, og den tilbagesøgning, som fastslås

heri, annulleres delvist, for så vidt som den vedrører appellanten.

Subsidiært:

—

Punkt 1 og 2 i den appellerede doms konklusion

ophæves.

—

Sagen hjemvises til Retten. Appellanten gør endvidere gældende,

at Kommissionen tilpligtes at betale sagsomkostningerne.

ANTEA POLSKA

Spørgsmål 1: Tillader de i artikel 18, stk. 1, i Europa-Parlamentets

og Rådets direktiv 2014/24/EU af 26. februar 2014 om offentlige

udbud og om ophævelse af direktiv 2004/18/EF (herefter »direktiv

2014/24/EU«) nævnte principper om ligebehandling og forskel

mod

forskelsbehandling

økonomiske

aktører

gennemsigtighedsprincippet en fortolkning af artikel 21, stk. 1, i

direktiv 2014/24/EU og artikel 2, nr. 1), i Europa-Parlamentets og

Rådets direktiv (EU) 2016/943 af 8. juni 2016 om beskyttelse af

fortrolig knowhow og fortrolige forretningsoplysninger

(forretningshemmeligheder) mod ulovlig erhvervelse, brug og

videregivelse (herefter »direktiv 2016/943«), og særligt de deri

nævnte udtryk som »at de ikke i deres helhed eller i den præcise

konfiguration eller sammensætning af deres komponenter er

almindeligt kendt blandt eller umiddelbart tilgængelige« og »de har

handelsværdi, fordi de er hemmelige« og at »den ordregivende

myndighed ikke [må] offentliggøre oplysninger, som de økonomiske

aktører har fremsendt, og som de har betegnet som fortrolige«,

hvorefter en økonomisk aktør kan betegne enhver oplysning som en

forretningshemmelighed henset til, at denne ikke ønsker at

videregive oplysningerne til konkurrerende økonomiske aktører?

Spørgsmål 2: Tillader de i artikel 18, stk. 1, i direktiv 2014/24/EU

nævnte principper om ligebehandling og forbud mod

forskelsbehandling

økonomiske

aktører

gennemsigtighedsprincippet en fortolkning af artikel 21, stk. 1, i

direktiv 2014/24/EU og artikel 2, nr. 1), i direktiv 2016/943,

hvorefter økonomiske aktører, der deltager i en offentlig

udbudsprocedure, kan betegne de dokumenter, der er omfattet af

artikel 59 og artikel 60 i direktiv 2014/24/EU samt af bilag XII til

direktiv 2014/24/EU, i deres helhed eller dele heraf, som

forretningshemmeligheder, navnlig for så vidt angår lister over

erfaring, referencer, lister over de personer, som foreslås til at udføre

Patent- og

Varemærkestyrelsen

Lægemiddelstyrelsen

O-sag

Dom

17.11.22

Transportministeriet

O-sag

Dom

17.11.22

Konkurrence- og

Forbrugerstyrelsen

O-sag

Dom

17.11.22

EUU, Alm.del - 2022-23 (2. samling) - Bilag 11: Liste over judicielle aktiviteter i sager af dansk interesse pr. 11/11-22

C-238/21

kontrakten samt deres faglige kvalifikationer, navne og potentielle

enheder, som de potentielt vil basere sig på, eller underleverandører,

såfremt dokumenterne er påkrævet med henblik på at dokumentere,

at de opfylder kriterierne for at deltage i proceduren eller med

henblik på en evaluering i henhold til udvælgelseskriterierne eller

vurdere tilbuddets forenelighed med de øvrige krav, som den

ordregivende myndighed har fastsat i udbudsmaterialet

(udbudsbekendtgørelsen, udbudsbetingelserne)?

Spørgsmål 3: Giver de i artikel 18, stk. 1, i direktiv 2014/24/EU

nævnte principper om ligebehandling og forbud mod

forskelsbehandling

økonomiske

aktører

gennemsigtighedsprincippet sammenholdt med artikel 58, stk. 1,

artikel 63, stk. 1, og artikel 67, stk. 2, litra b), i direktiv 2014/24/EU,

mulighed for, at den ordregivende myndighed samtidig kan

acceptere en økonomisk aktørs erklæring om, at denne råder over

menneskelige ressourcer, enheder, som vedkommende ønsker at

basere sig på, eller underleverandører, som enten kræves af den

ordregivende myndighed eller som følger af en egenerklæring,

hvilket i henhold til bestemmelserne skal bevises for den

ordregivende myndighed, samt en erklæring om, at selve

videregivelsen af oplysningerne om disse personer eller enheder

(efternavn, navn, erfaring og kvalifikationer) til den økonomiske

aktørs konkurrenter kan føre til, at disse økonomiske aktører

»hugger« dem, hvorfor det er nødvendigt, at disse oplysninger

omfattes af forretningshemmeligheden? I forbindelse med

ovenstående, kan en så vag forbindelse mellem en økonomisk aktør

og disse personer og enheder anses som et bevis for, at ressourcerne

er stillet til rådighed, og navnlig for, om den økonomiske aktør kan

tildeles tillægspoint i henhold til tildelingskriterierne?

Spørgsmål 4: Tillader de i artikel 18, stk. 1, i direktiv 2014/24/EU

nævnte principper om ligebehandling og forbud mod

forskelsbehandling

økonomiske

aktører

gennemsigtighedsprincippet en fortolkning af artikel 21, stk. 1, i

direktiv 2014/24/EU og artikel 2, nr. 1), i direktiv 2016/943,

hvorefter økonomiske aktører, der i deltager i en offentlig

udbudsprocedure, kan betegne de dokumenter, der er påkrævet med

henblik på at foretage en overensstemmelsesvurdering af

overholdelsen af kriterierne fastsat i udbudsbetingelserne (herunder

en beskrivelse af kontraktens genstand) eller med henblik på at

vurdere tilbuddene i henhold til tildelingskriterierne, særligt såfremt

dokumenterne omhandler opfyldelsen af de krav, der af den

ordregivende myndighed er fastsat i udbudsbetingelserne, i

lovgivningen eller i andre dokumenter, som er offentligt tilgængelige

eller er tilgængelige for interesserede personer, særligt hvis denne

vurdering ikke er baseret på objektivt sammenlignelige skemaer og

matematisk eller fysisk målbare og sammenlignelige indikatorer, men

i henhold til den ordregivende myndigheds individuelle vurdering,

som forretningshemmeligheder? I forlængelse heraf om artikel 21,

stk. 1, i direktiv 2014/24/EU og artikel 2, nr. 1), i direktiv 2016/943

kan fortolkes således, at en erklæring, som en økonomisk aktør har

indgivet som led i et tilbud om udførelse af kontraktens genstand i

henhold til kravene, som den ordregivende myndighed har fastsat i

udbudsbetingelserne, som efterprøves og vurderes af den

ordregivende myndighed med henblik på overholdelsen af disse

krav, kan betragtes som en given økonomisk aktørs

forretningshemmelighed, også selv om det tilkommer den

økonomiske aktør at vælge de metoder, der gør det muligt at opnå

den effekt, som den ordregivende myndighed kræver (kontraktens

genstand)?

M.fl.

Porr Bau

Sagen vedrører:

1. Er artikel 6, stk. 1, i Europa-Parlamentets og Rådets direktiv

2008/98/EF af 19. november 2008 til hinder for en national

lovgivning, hvorefter affaldsfasens ophør kun indtræder, når affald

eller eksisterende stoffer eller heraf udvundne stoffer anvendes

direkte som substitution for råstoffer eller produkter fremstillet af

primære råstoffer, eller de er blevet forberedt til genanvendelse?

Såfremt det første spørgsmål besvares benægtende:

2. Er artikel 6, stk. 1, i Europa-Parlamentets og Rådets direktiv

2008/98/EF af 19. november 2008 til hinder for en national

lovgivning, hvorefter affaldsfasens ophør for udgravningsmateriale

tidligst kan indtræde, når råstoffer eller produkter fremstillet af

primære råstoffer substitueres? Såfremt det første og/eller andet

spørgsmål besvares benægtende:

Miljøministeriet

O-sag

Dom

17.11.22

EUU, Alm.del - 2022-23 (2. samling) - Bilag 11: Liste over judicielle aktiviteter i sager af dansk interesse pr. 11/11-22

C-243/21

C-304/21

C-443/21

3. Er artikel 6, stk. 1, i Europa-Parlamentets og Rådets direktiv

2008/98/EF af 19. november 2008 til hinder for en national

lovgivning, der bestemmer, at affaldsfasens ophør for

udgravningsmateriale ikke kan indtræde, hvis formelle kriterier

(navnlig registrerings- og dokumentationsforpligtelser), som ikke har

nogen miljømæssigt relevant indflydelse på den iværksatte

foranstaltning, ikke opfyldes, eller ikke opfyldes fuldstændigt, selv

om udgravningsmaterialet påviseligt ligger under de grænseværdier

(kvalitetsklasse), der skal overholdes i forbindelse med det planlagte

konkrete anvendelsesformål?

TOYA

Sagen vedrører:

1. Skal artikel 8, stk. 3, i Europa-Parlamentets og Rådets direktiv

2002/19/EF af 7. marts 2002 om adgang til og samtrafik mellem

elektroniske kommunikationsnet og tilhørende faciliteter

sammenholdt med artikel 3, stk. 5 og artikel 1, stk. 3 og 4, i Europa-

Parlamentets og Rådets direktiv 2014/61/EU af 15. maj 2014 om

foranstaltninger til at reducere omkostningerne ved etablering af

højhastighedsnet til elektronisk kommunikation fortolkes således, at

disse bestemmelser er til hinder for, at en national tilsynsmyndighed

pålægger en operatør af fysisk infrastruktur, som også er udbyder af

offentligt tilgængelige elektroniske kommunikationstjenester eller -

net, der ikke er udpeget som operatør med en betydelig

markedsstilling, forpligtelsen til at anvende forhåndsbetingelser, der

er fastlagt ex ante af denne myndighed for adgang til den fysiske

infrastruktur hos denne operatør, samt regler og procedurer for

indgåelse af kontrakter og gældende adgangsgebyr, uanset om der

foreligger en tvist om adgang til operatørens fysiske infrastruktur og

eksistensen af effektiv konkurrence på markedet?

Alternativ II:

2. Skal artikel 67, stk. 1 og 2, sammenholdt med artikel 68, stk. 2 og

3, i Europa-Parlamentets og Rådets direktiv (EU) 2018/1972 af 11.

december 2018 om oprettelse af en europæisk kodeks for elektronisk

kommunikation, sammenholdt med artikel 3, stk. 5, og artikel 1, stk.

3 og 4, i Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2014/61/EU af

15. maj 2014 om foranstaltninger til at reducere omkostningerne ved

etablering af højhastighedsnet til elektronisk kommunikation,

fortolkes således, at disse bestemmelser er til hinder for, at en

national tilsynsmyndighed pålægger en operatør af fysisk

infrastruktur, som også er udbyder af offentligt tilgængelige

elektroniske kommunikationstjenester eller -net, der ikke er udpeget

som en operatør med en betydelig markedsstilling, forpligtelsen til

at anvende forhåndsbetingelser, der er fastlagt ex ante af denne

myndighed, for adgang til den fysiske infrastruktur hos denne

operatør, samt regler og procedurer for indgåelse af kontrakter og

gældende adgangsgebyr, uanset om der foreligger en tvist om adgang

til operatørens fysiske infrastruktur og eksistensen af effektiv

konkurrence på markedet?

Ministerio dell’Interno

Sagen vedrører:

Skal Rådets direktiv 2000/78/EF af 27. november 2000, artikel 3

TEU, artikel 10 TEUF og artikel 21 i Den Europæiske Unions

charter om grundlæggende rettigheder fortolkes således, at de er til

hinder for de nationale bestemmelser i lovdekret nr. 334/2000, med

senere ændringer og tilføjelser, og i de sekundærretlige retskilder

vedtaget af Ministero dell’Interno, der fastsætter en aldersgrænse på

30 år for deltagelse i en udvælgelsesprøve med henblik på besættelse

af stillinger som kommissær med tjenestemandsstatus i statspolitiet?

Avicarvil Farm

Sagen vedrører:

Er artikel 143 i forordning nr. 1303/2013, sammenholdt med artikel

310 TEUF (princippet om forsvarlig økonomisk forvaltning) og

artikel 40, stk. 3, i forordning (EF) nr. 1698/2005 [gentaget i artikel

33, stk. 3, i forordning (EU) nr. 1305/2013], og sammenholdt med

princippet om beskyttelse af den berettigede forventning og

retssikkerhedsprincippet, til hinder for en administrativ praksis,

hvorefter de nationale myndigheder, der deltager i gennemførelsen

af en ikketilbagebetalingspligtig økonomisk støtteforanstaltning, og

som

–

som følge af, at Den Europæiske Revisionsret konstaterede

en beregningsfejl

–

vedtog retsakter om nedsættelse af det ydede

støttebeløb fra landdistriktudviklingsprogrammet, der blev

godkendt ved Europa-Kommissionens afgørelse C(2012) 3529 af

25. maj 2012, inden Europa-Kommissionen traf en ny afgørelse om,

at der ikke skulle ydes støtte til de fra beregningsfejlene hidrørende

beløb, som oversteg ekstraomkostninger og indkomsttab som følge

af de påtagne forpligtelser?

Energistyrelsen

O-sag

Dom

17.11.22

Beskæftigelsesministeriet

O-sag

Dom

17.11.22

Erhvervsministeriet

Erhvervsstyrelsen

O-sag

Dom

17.11.22

EUU, Alm.del - 2022-23 (2. samling) - Bilag 11: Liste over judicielle aktiviteter i sager af dansk interesse pr. 11/11-22

C-556/21

C-580/21

C-24/20

C-37/20 og

C-601/20

Staatssecretaris van Justitie en Veiligheid

Skal artikel 27, stk. 3, og artikel 29 i Europa-Parlamentets og Rådets

forordning (EU) nr. 604/2013 af 26. juni 2013 om fastsættelse af

kriterier og procedurer til afgørelse af, hvilken medlemsstat der er

ansvarlig for behandlingen af en ansøgning om international

beskyttelse, der er indgivet af en tredjelandsstatsborger eller en

statsløs i en af medlemsstaterne (EUT 2013, L 180) fortolkes således,

at de ikke er til hinder for, at appelinstansen, når afgørelser i sager

som de her omhandlede efter medlemsstatens retssystem kan

appelleres, under sagens behandling på begæring af medlemsstatens

kompetente myndighed træffer en foreløbig foranstaltning om

udsættelse af fristen for overførsel?

EEW Energy from Waste

1. Skal artikel 16, stk. 2, litra c), sammenholdt med artikel 2, litra a)

og litra e), i direktiv 2009/28/EF fortolkes således, at der i

forbindelse med levering af elektricitet til nettet også skal gives

forrang til produktionsanlæg, i hvilke elektriciteten produceres ved

termisk udnyttelse af blandet affald, der indeholder en variabel andel

af bionedbrydeligt affald fra industri og husholdninger?

2. Såfremt det første spørgsmål besvares bekræftende: Afhænger den

prioriterede adgang til levering af elektricitet i henhold til artikel 16,

stk. 2, litra c), i direktiv 2009/28/EF af størrelsen af den andel af

bionedbrydeligt affald, der ved elproduktionen anvendes på den i

det første spørgsmål beskrevne måde?

3. Såfremt det andet spørgsmål besvares bekræftende: Findes der en

bagatelgrænse for andelen af bionedbrydeligt affald, hvorunder de

regler, der gælder for elektricitet fra vedvarende energikilder, ikke

finder anvendelse på den producerede elektricitet?

4. Såfremt det tredje spørgsmål besvares bekræftende: Hvilken andel

udgør denne grænse, eller hvordan skal grænsen fastlægges?

5. Såfremt det første og det andet spørgsmål besvares bekræftende:

Kan princippet i artikel 5, stk. 3, andet afsnit, ved anvendelsen af

reglerne om elektricitet fra vedvarende energikilder på elektricitet,

som kun delvist er produceret på grundlag af bionedbrydeligt affald,

inddrages på en sådan måde, at disse regler kun finder anvendelse på

den del af elektriciteten, der produceres fra vedvarende energikilder,

og at denne del beregnes på grundlag af de enkelte energikilders

energiindhold?

Europa-Kommissionen mod Rådet for Den Europæiske

Union

Påstande:

—Artikel

3 i Rådets afgørelse 2019/1754 (1) af 7. oktober 2019 om

Den Europæiske Unions tiltrædelse af Genèveaftalen om

Lissabonaftalen vedrørende oprindelsesbetegnelser og geografiske

betegnelser annulleres.

—Artikel

4 i afgørelse 2019/1754 annulleres, for så vidt som der heri

henvises til medlemsstaterne, eller, subsidiært, annulleres artikel 4 i

sin helhed, såfremt henvisningerne til medlemsstaterne ikke kan

udskilles fra resten af denne artikel.

—Virkningerne

af de dele af afgørelse 2019/1754, som er blevet

annulleret, opretholdes, herunder navnlig anvendelsen af den

bemyndigelse, der er blevet tildelt i henhold til artikel 3, og som

–

de medlemsstater, som på nuværende tidspunkt er parter i

Lissabonaftalen af 1958

–

blev gennemført inden datoen for

dommen, indtil en afgørelse fra Rådet for Den Europæiske Union

træder i kraft inden for en rimelig frist, der ikke må overstige seks

måneder fra dommens afsigelse.

—Rådet

for Den Europæiske Union tilpligtes at betale

sagsomkostningerne.

Sovim

»Spørgsmål 1: Er artikel 1, nr. 15), litra c), i direktiv (EU) 2018/843,

om ændring af artikel 30, stk. 5, første afsnit, i direktiv (EU)

2015/849 om forebyggende foranstaltninger mod anvendelse af det

finansielle system til hvidvask af penge eller finansiering af

terrorisme, om ændring af Europa-Parlamentets og Rådets

forordning (EU) nr. 648/2012 og om ophævelse af Europa-

Parlamentets og Rådets direktiv 2005/60/EF samt Kommissionens

direktiv 2006/70/EF, for så vidt som denne bestemmelse pålægger

medlemsstaterne at gøre oplysningerne om reelt ejerskab

tilgængelige i alle tilfælde for ethvert medlem af offentligheden, uden

at der begrundes en legitim interesse, gyldig a. i lyset af retten til

respekt for privatliv og familieliv som sikret ved artikel 7 i Den

Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder

(»chartret«) fortolket i overensstemmelse med Den Europæiske

Menneskerettighedskonventions artikel 8, henset til de formål, der

fremgår af bl.a. 30. og 31. betragtning til direktiv 2018/843, og som

Udlændinge- og

Integrationsministeriet

O-sag

17.11.22

Energistyrelsen

O-sag

17.11.22

Erhvervsministeriet

Patent- og

Varemærkestyrelsen

O-sag

Dom

22.11.22

Justitsministeriet

Miljøministeriet

Ministeriet for Fødevarer,

Landbrug og Fiskeri

O-sag

Dom

22.11.22

EUU, Alm.del - 2022-23 (2. samling) - Bilag 11: Liste over judicielle aktiviteter i sager af dansk interesse pr. 11/11-22

C-69/21

særligt vedrører bekæmpelsen af hvidvask af penge og finansiering

af terrorisme, og b. i lyset af retten til beskyttelse af

personoplysninger som sikret ved chartrets artikel 8, idet den bl.a.

har til formål at sikre, at personoplysninger behandles lovligt,

rimeligt og på en gennemsigtig måde i forhold til den registrerede,

og at der er formålsbegrænsning for indsamling og behandling af

data samt dataminimering?

Spørgsmål 2: 1. Skal artikel 1, nr. 15), litra g), i direktiv 2018/843

fortolkes således, at de ekstraordinære omstændigheder, hvortil

denne bestemmelse henviser, og hvorunder medlemsstaterne kan

indrømme en undtagelse til en sådan adgang til alle eller dele af

oplysningerne om det reelle ejerskab, hvor offentlighedens adgang

ville udsætte den reelle ejer for uforholdsmæssig stor risiko, risiko

for svig, bortførelse, pengeafpresning eller andre former for

afpresning, chikane, vold eller intimidering, alene kan forefindes,

hvis der fremlægges bevis for en uforholdsmæssig stor risiko for

svig, bortførelse, pengeafpresning, andre former for afpresning,

chikane, vold eller intimidering, som er ekstraordinær, faktisk

overhængende for den konkrete person, der er den reelle ejer, samt

alvorlig, reel og aktuel?

2. Såfremt dette spørgsmål besvares bekræftende, er artikel 1, nr. 15),

litra g), i direktiv 2018/843, fortolket således, da gyldig, i lyset af

retten til respekt for privatliv og familieliv som sikret ved chartrets

artikel 7 og af retten til beskyttelse af personoplysninger som sikret

ved chartrets artikel 8?

Spørgsmål 3: 1. Skal artikel 5, stk. 1, litra a), i Europa-Parlamentets

og Rådets forordning (EU) 2016/679 af 27. april 2016 om

beskyttelse af fysiske personer i forbindelse med behandling af

personoplysninger og om fri udveksling af sådanne oplysninger og

om ophævelse af direktiv 95/46/EF (herefter »generel forordning

om databeskyttelse«), hvilken bestemmelse foreskriver, at

personoplysninger skal behandles lovligt, rimeligt og på en

gennemsigtig måde i forhold til den registrerede, fortolkes således,

at den ikke er til hinder for, at a. personoplysninger vedrørende en

reel ejer, hvilke oplysninger er indført i et register over reelle ejere,

som er oprettet i overensstemmelse med artikel 30 i direktiv

2015/849, som ændret ved artikel 1, nr. 15), i direktiv 2018/843, er

tilgængelige for offentligheden uden kontrol og uden begrundelse

fra enhver person fra offentligheden, og uden at den registrerede

(den reelle ejer) kan få kendskab til, hvem der har tilgået hans eller

hendes personoplysninger, og heller ikke er til hinder for, at b. [d]en

dataansvarlige for et sådant register over reelle ejere giver et

ubegrænset og ubestemmeligt antal personer adgang til

personoplysninger vedrørende reelle ejere?

2. Skal artikel 5, stk. 1, litra b), i den generelle forordning om

databeskyttelse,

hvilken

bestemmelse

foreskriver

formålsbegrænsning, fortolkes således, at den ikke er til hinder for,

at personoplysninger vedrørende en reel ejer, hvilke oplysninger er

indført i et register over reelle ejere, som er oprettet i

overensstemmelse med artikel 30 i direktiv 2015/849, som ændret

ved artikel 1, nr. 15), i direktiv 2018/843, er tilgængelige for

offentligheden, uden at den dataansvarlige for disse oplysninger kan

garantere, at nævnte oplysninger udelukkende anvendes til det

formål, hvortil de er indsamlet, nærmere bestemt til bekæmpelse af

hvidvask af penge og finansiering af terrorisme, et formål, for hvis

overholdelse offentligheden ikke er det ansvarlige organ?

[…]

Staatssecretaris van Justitie en Veiligheid

I Kan en betragteligt forøget smerteintensitet på grund af ophør af

en medicinsk behandling ved et uændret sygdomsbillede udgøre en

situation, der er i strid med artikel 19, stk. 2, i Den Europæiske

Unions charter om grundlæggende rettigheder, sammenholdt med

chartrets artikel 1 og 4, såfremt der ikke gives udsættelse med den

pligt til udrejse, som følger af direktiv 2008/115/EF (herefter

»tilbagesendelsesdirektivet)?

II Er det foreneligt med chartrets artikel 4, sammenholdt med

chartrets artikel 1, at der fastsættes en fast frist, inden for hvilken

følgerne af den medicinske behandlings ophør skal have vist sig, for

at det kan antages, at der foreligger medicinske hindringer for en

tilbagesendelsespligt, der følger af tilbagesendelsesdirektivet?

Såfremt fastsættelse af en fast frist ikke er i strid med EU-retten, må

en medlemsstat da fastsætte en almindelig frist, som er ens(lydende)

for alle mulige lidelser og alle mulige helbredsmæssige følger?

III Er en ordning, hvorefter følgerne af den faktiske udsendelse kun

må bedømmes i forbindelse med spørgsmålet, om og under hvilke

betingelser udlændingen kan rejse, forenelig med chartrets artikel 19,

Udlændinge- og

Integrationsministeriet

O-sag

Dom

22.11.22

EUU, Alm.del - 2022-23 (2. samling) - Bilag 11: Liste over judicielle aktiviteter i sager af dansk interesse pr. 11/11-22

C-259/21

stk. 2, sammenholdt med chartrets artikel 1 og 4 og

tilbagesendelsesdirektivet?

IV Kræver chartrets artikel 7, sammenholdt med chartrets artikel 1

og 4 og på baggrund af tilbagesendelsesdirektivet, at udlændingens

helbredsmæssige tilstand og den behandling, han er genstand for i

medlemsstaten, skal bedømmes i forbindelse med spørgsmålet om,

hvorvidt privatlivet skal føre til en opholdstilladelse? Kræver

chartrets artikel 19, stk. 2, sammenholdt med chartrets artikel 1 og 4

og på baggrund af tilbagesendelsesdirektivet, at der ved

bedømmelsen af, om helbredsproblemer kan udgøre hindringer for

udsendelsen, skal tages hensyn til privatlivet og familielivet som

omhandlet i chartrets artikel 7?

Parlamentet mod Rådet

Artikel 15-17, 20 og artikel 59, stk. 2, i Rådets forordning (EU)

2021/92 af 28. januar 2021 om fastsættelse for 2021 af

fiskerimuligheder for visse fiskebestande og grupper af

fiskebestande gældende i EU-farvande og for EU-fiskerfartøjer i

visse andre farvande 1 annulleres.

Rådet tilpligtes at betale sagsomkostningerne.

Banco Cetelem

Sagen vedrører:

Det første præjudicielle spørgsmål:

a) I overensstemmelse med princippet om EU-rettens forrang inden

for Unionens kompetenceområde, navnlig på området for regulering

af forbrugerkredit og forbrugeraftaler, ønskes det oplyst, om praksis

fra den spanske Tribunal Supremo (øverste domstol), i egenskab af

øverste domstol, i forbindelse med fortolkningen og anvendelsen af

Ley de 23 de julio de 1908 sobre nulidad de los contratos de

préstamos usurarios (lov af 23.7.1908 om ugyldigheden af lån på

ågervilkår), i sin egenskab af national bestemmelse, er forenelig med

EU-retten, for så vidt som denne

praksis ikke kun vedrører ugyldigheden af den indgåede aftale, men

også definitionen af »hovedgenstanden« for forbrugerkreditaftalen,

som er af typen »revolverende kredit«, og om overensstemmelsen

mellem forholdet mellem ydelsens kvalitet og pris skal vurderes »af

egen drift« af den nationale ret eller derimod, således som Tribunal

Supremo (øverste domstol) har fastslået, om denne opgave med

hensyn til vurderingen af foreneligheden med EU-retten og

Unionens direktiver er betinget eller afhængig af sagsøgerens

»petitum« (forhandlingsmaksimen), således at såfremt den »eneste

eller den principale« påstand er, at forbrugerkreditaftalen er ugyldig,

da den har »karakter af åger«, hvilket følger af en national

bestemmelse, bør det fastslås, at EU-rettens forrang og omfanget af

dens harmonisering »ikke finder anvendelse«, selv om den spanske

Tribunal Supremos (øverste domstol) praksis med hensyn til

fortolkningen og anvendelsen af Ley de usura (lov om bekæmpelse

af åger) finder anvendelse på definitionen af hovedgenstanden og

forholdet mellem kvaliteten af og prisen for den forbrugerkredit,

som er genstand for den sag, der er indbragt for den nationale ret.

m.fl.

WertInvest Hotelbetrieb

Sagen vedrører:

1. Er Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2011/92/EU af 13.

december 2011 om vurdering af visse offentlige og private projekters

indvirkning på miljøet, EUT 2012, L 26, s. 1, som ændret ved

Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2014/52/EU af 16. april

2014, EUT 2014, L 124, s. 1, (herefter »direktiv 2011/92«) til hinder

for en national lovgivning, hvorefter gennemførelsen af en

miljøkonsekvensvurdering af »Städtebauvorhaben« (»anlægsarbejder

i byzoner«) både er betinget af, at der nås tærskelværdier for

omfanget af det anvendte areal på mindst 15 ha og et

bruttoetageareal på mere end 150 000 m2, og at der er tale om et

anlægsarbejde til samlet, multifunktionel bebyggelse, i hvert fald med

beboelses- og erhvervsbyggeri, herunder de adgangsveje, der er

planlagt med henblik herpå, og forsyningsinstitutioner, hvis opland

går ud over anlægsarbejdernes område? Har det i denne forbindelse

betydning, at den nationale lovgivning fastsætter særlige betingelser

for

–

fritids- eller forlystelsesparker, sportsstadioner eller golfbaner (fra

et vist anvendt areal eller fra et vist antal parkeringspladser)

–

industri- eller erhvervsparker (fra et vist anvendt areal)

–

indkøbscentre (fra et vist anvendt areal eller fra et vist antal

parkeringspladser)

Ministeriet for Fødevarer,

Landbrug og Fiskeri

O-sag

Dom

24.11.22

C-302/21

Konkurrence- og

Forbrugerstyrelsen

O-sag

Dom

24.11.22

C-575/21

Miljøministeriet

Energistyrelsen

F-sag

24.11.22

EUU, Alm.del - 2022-23 (2. samling) - Bilag 11: Liste over judicielle aktiviteter i sager af dansk interesse pr. 11/11-22

C-658/21

C-666/21

C-691/21

T-316/14

RENV

T-148/19

T-101/18

T-221/21

C-269/20

–

indlogeringsfaciliteter, såsom hoteller eller feriebyer, og

accessoriske anlæg (fra et vist antal senge eller fra et vist anvendt

areal, begrænset til området uden for lukkede beboelsesområder)

–

offentligt tilgængelige parkeringsarealer eller parkeringsgarager (fra

et vist antal parkeringspladser)

M.fl.

PHYTOFAR

Spørgsmål:

Skal artikel 5, stk. 1, i Europa-Parlamentets og Rådets direktiv (EU)

2015/1535 af 9. september 2015 om en informationsprocedure med

hensyn til tekniske forskrifter samt forskrifter for

informationssamfundets tjenester fortolkes således, at et forbud

mod, at personer, der ikke har en godkendelse hertil (fytolicens),

anvender pesticider, der indeholder glyphosat, på grundstykker til

privat brug, må anses for at vedrøre en teknisk forskrift, som i

henhold til denne artikel skulle være meddelt Europa-

Kommissionen?

Åklagarmyndigheten

Spørgsmål:

a) Skal begrebet godstransport i artikel 2, stk. 1, litra a), i forordning

(EF) nr. 561/2006 anses for ligeledes at omfatte transporter med et

køretøj med en totalvægt på over 3,5 ton, hvis primære

anvendelsesområde er at udgøre et midlertidigt boligrum til privat

brug?

b) Er det i så fald af nogen betydning, hvor stor lastkapacitet

køretøjet har, eller hvordan køretøjet er registreret i det nationale

vejtrafikregister?

Cafpi et Aviva assurances

Spørgsmål:

Skal artikel 2 og artikel 3, stk. 1, i Rådets direktiv 85/374/EØF af

25. juli 1985 om tilnærmelse af medlemsstaternes administrativt eller

ved lov fastsatte bestemmelser om produktansvar fortolkes således,

at operatøren af et elektricitetsdistributionssystem kan anses for

»producent«, når denne operatør ændrer spændingsniveauet af

elektriciteten fra leverandøren med henblik på distributionen heraf

til den endelige kunde?

Kurdistan Workers’ Party (PKK)

mod Rådet (appel)

Påstande:

—

Rettens appellerede dom ophæves.

—

Domstolen træffer endelig afgørelse i de spørgsmål, der er

genstand for denne appel, og PKK’s påstand tages ikke til følge.

—

PKK tilpligtes at betale Rådets omkostninger i forbindelse med

nærværende appelsag og i sag T-316/14.

Østrig mod Kommissionen

Påstande:

—

Europa-Kommissionens afgørelse (EU) 2017/2112 af 6. marts

2017 om den foranstaltning/støtteordning/statsstøtte SA.38454

—

2015/C (ex 2015/N), som Ungarn påtænker at yde til udviklingen

af to nye kernereaktorer på Paks IIkernekraftværket (meddelt under

nummer C(2017) 1486), offentliggjort i Den Europæiske Unions

Tidende den 1. december 2017, L 317, s. 45, annulleres.

—

Europa-Kommissionen tilpligtes at betale sagsomkostningerne.

Italien mod Kommissionen

Påstande:

—

Kommissionens gennemførelsesafgørelse 2021/261 af 17.

februar 2021 annulleres, for så vidt som den pålægger Italien

finansielle korrektioner vedrørende revisionsundersøgelserne

AA/2017/013 (Arealstøtte.

—

TUTTI OP

—

Regnskabsåret 2018

—

67 368 272,99 EUR) og CEB/2018/057 (Regnskabsåret 2017 og

forsinkede betalinger

—

TUTTI OP

—

nettobeløb 74 978 660,98

EUR

—

bruttobeløb 75 696 497,283 EUR.

—

Subsidiært annulleres samme afgørelse, for så vidt som den

anvender en fast korrektion på 67 368 272,99 EUR for

revisionsundersøgelsen AA/2017/013 (Arealstøtte

—

TUTTI OP

—

Regnskabsåret 2018

—

67 368 272,99 EUR), i stedet for en

engangskorrektion, som AGEA har opgjort til 27 848 824,26 EUR.

—

Europa-Kommissionen tilpligtes at betale sagsomkostningerne.

Finanzamt T

Spørgsmål:

1. Skal den bemyndigelse, som tildeles medlemsstaterne i artikel 4,

stk. 4, andet afsnit, i Rådets sjette direktiv af 17. maj 1977 om

harmonisering

medlemsstaternes

lovgivning

omsætningsafgifter, for at betragte personer, som er etableret i

indlandet, og som i retlig forstand er selvstændige, men som

finansielt, økonomisk og organisatorisk er nært knyttet til hinanden,

som én enkelt afgiftspligtig person, udøves således,

Miljøministeriet

O-sag

Dom

24.11.22

Transportministeriet

O-sag

24.11.22

Justitsministeriet

O-sag

Dom

24.11.22

Udenrigsministeriet

O-sag

Dom

30.11.22

Ministeriet for Fødevarer,

Landbrug og Fiskeri

O-sag

Dom

30.11.22

Ministeriet for Fødevarer,

Landbrug og Fiskeri

O-sag

Dom

30.11.22

Skatteministeriet

O-sag

Dom

01.12.22

EUU, Alm.del - 2022-23 (2. samling) - Bilag 11: Liste over judicielle aktiviteter i sager af dansk interesse pr. 11/11-22

C-419/21

C-564/21

a) at behandlingen som én enkelt afgiftspligtig person sker hos en af

disse personer, som er den afgiftspligtige person for alle disse

personers omsætning, eller således,

b) at behandlingen som én enkelt afgiftspligtig person altid

–

idet der

derved må accepteres et væsentligt tab af afgiftsprovenu

–

skal føre

til en momsgruppe, som er adskilt fra de personer, der er nært

knyttet til hinanden, og som udgør en fiktiv konstruktion, der

udelukkende oprettes med henblik på momsen?

2. Såfremt alternativ a) er det korrekte svar på det første spørgsmål:

Følger det af Den Europæiske Unions Domstols retspraksis

vedrørende virksomheden uvedkommende formål som omhandlet i

artikel 6, stk. 2, i Rådets sjette direktiv af 17. maj 1977 om

harmonisering

medlemsstaternes

lovgivning

omsætningsafgifter (Domstolens dom af 12.2.2009, VNLTO, C-

515/07, EU:C:2009:88), at en afgiftspligtig person,

a) som dels udøver en økonomisk aktivitet og i denne forbindelse

leverer ydelser mod vederlag som omhandlet i artikel 2, nr. 1, i

Rådets sjette direktiv af 17. maj 1977 om harmonisering af

medlemsstaternes lovgivning om omsætningsafgifter og

b) dels samtidig udøver en aktivitet, som påhviler ham som offentlig

myndighed, og for hvilke han i henhold til artikel 4, stk. 5, i Rådets

sjette direktiv af 17. maj 1977 om harmonisering af

medlemsstaternes lovgivning om omsætningsafgifter ikke anses som

afgiftspligtig person, i henhold til artikel 6, stk. 2, litra b), i Rådets

sjette direktiv af 17. maj 1977 om harmonisering af

medlemsstaternes lovgivning om omsætningsafgifter ikke skal

pålægges afgift for levering af en vederlagsfri tjenesteydelse fra den

pågældende afgiftspligtige persons økonomiske aktivitetsområde til

området for dennes myndighedsopgaver som omhandlet i artikel 6,

stk. 2, litra b), i Rådets sjette direktiv af 17. maj 1977 om

harmonisering

medlemsstaternes

lovgivning

omsætningsafgifter?

Spørgsmål:

1. Skal artikel 6, stk. 1, i Europa-Parlamentets og Rådets direktiv

2011/7/EU af 16. februar 2011 om bekæmpelse af forsinket

betaling i handelstransaktioner fortolkes således, at der i tilfælde af

en kontrakt, hvori parterne har bestemt, at der skal ske flere

leveringer af varer og betaling for hver levering inden for en

nærmere fastsat frist efter hver af disse leveringer, skal betales et fast

beløb på 40 EUR for hver forsinket betaling for de pågældende

leveringer, eller kræver EU-retten alene, at kreditor sikres et fast

beløb på 40 EUR med hensyn til hele handelstransaktionen, som

indeholder flere leveringer, uafhængigt af antallet af forsinkede

betalinger for de pågældende leveringer?

2. Når henses til ordlyden af artikel 2, nr. 1), i Europa-Parlamentets

og Rådets direktiv 2011/7/EU af 16. februar 2011 om bekæmpelse

af forsinket betaling i handelstransaktioner udgør en kontrakt, hvis

genstand er levering af varer, som forpligter den erhvervsdrivende

til at levere en bestemt mængde varer til ordregiveren til den i

kontrakten fastsatte pris, og som samtidig giver ordregiveren ret til

ensidigt at bestemme fristerne for og mængderne af de enkelte

leveringer, som udgør udførelsen af kontraktens genstand, herunder

muligheden for at afstå fra dele af de kontraherede varer uden at det

vil have negative følger, i henhold til hvilken ordregiveren er

forpligtet til at betale for hver del af leveringen inden for en bestemt

frist, som regnes fra tidspunktet for modtagelsen af den pågældende

del af leveringen, en enkelt særskilt handelstransaktion, eller udgør

hver af disse delleverancer, som er baseret på de af ordregiveren

angivne behov, en særskilt handelstransaktion i direktivets forstand,

selv om delleverancen ikke udgør en særskilt kontrakt i henhold til

national ret?

Bundesrepublik Deutschland

Spørgsmål:

1. Følger det af retten til en retfærdig rettergang i henhold til

chartrets artikel 47, at den myndighedssagsakt, som skal fremlægges

af myndigheden i forbindelse med en aktindsigt eller en

domstolskontrol

–

også i elektronisk form

–

skal fremlægges på en

sådan måde, at sagsakten er fuldstændig og forsynet med

fortløbende sidetal, således at det fremgår, hvilke ændringer der er

foretaget?

2. Er artikel 23, stk. 1, og artikel 46, stk. 1-3, i Europa-Parlamentets

og Rådets direktiv 2013/32/EU af 26. juni 2013 om fælles

procedurer for tildeling og fratagelse af international beskyttelse

(EUT 2013, L 180, s. 60) til hinder for en national administrativ

praksis, hvorefter myndigheden i reglen blot fremlægger et uddrag

Justitsministeriet

O-sag

Dom

01.12.22

Energistyrelsen

O-sag

Dom

01.12.22

EUU, Alm.del - 2022-23 (2. samling) - Bilag 11: Liste over judicielle aktiviteter i sager af dansk interesse pr. 11/11-22

C-626/21

af et elektronisk dokumenthåndteringssystem for asylansøgerens

befuldmægtigede, hvorved uddraget indeholder en ufuldstændig,

ustruktureret og ikke-kronologisk samling af elektroniske PDF-filer,

som er uden struktur og kronologisk hændelsesforløb og slet ikke

gengiver det fuldstændige indhold af den elektroniske sagsakt?

3. Følger det af artikel 11, stk. 1, og artikel 45, stk. 1, litra a), i direktiv

2013/32/EU, at en afgørelse skal underskrives egenhændigt af den

person ved den besluttende myndighed, der træffer afgørelsen, skal

vedlægges sagsakten eller også skal forkyndes for ansøgeren som

dokument med håndskreven underskrift?

4. Er kravet om håndskriftlighed som omhandlet i artikel 11, stk. 1,

og artikel 45, stk. 1, litra a), opfyldt, når afgørelsen underskrives af

den person, der træffer afgørelsen, men derefter scannes, mens

originalen tilintetgøres, således at afgørelsen kun delvist er skriftlig?

Funke

Spørgsmål:

Skal

- Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2001/95/EF af 3.

december 2001 om produktsikkerhed i almindelighed, EFT 2002, L

11, s. 4, som ændret ved forordning (EF) nr. 765/2008, EUT 2008,

L 218, s. 30, og forordning (EF) nr. 596/2009, EUT 2009, L 188, s.

14 (herefter »direktiv 2001/95/EF«), navnlig artikel 12 i dette

direktiv og bilag II hertil,

- Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 765/2008 af

9. juli 2008 om kravene til akkreditering og markedsovervågning i

forbindelse med markedsføring af produkter og om ophævelse af

Rådets forordning (EØF) nr. 339/93, EUT 2008, L 218, s. 30

(herefter »forordning nr. 765/2008«), navnlig forordningens artikel

20 og 22, samt

- Kommissionens gennemførelsesafgørelse (EU) 2019/417 af 8.

november 2018 om retningslinjer for forvaltningen af EU-systemet

for hurtig udveksling af oplysninger (RAPEX), jf. artikel 12 i direktiv

2001/95/EF om produktsikkerhed i almindelighed, og det

tilknyttede meddelelsessystem, EUT 2019, L 73, s. 121 (herefter

»RAPEX-retningslinjerne«), fortolkes således,

1. at der af disse bestemmelser umiddelbart følger en ret for en

erhvervsdrivende til at supplere en RAPEX-meddelelse?

2. at Europa-Kommissionen (Kommissionen) har kompetence til at

træffe afgørelse om en sådan anmodning?

eller

3. at myndigheden i den pågældende medlemsstat har kompetence

til at træffe afgørelse om en sådan anmodning?

(Såfremt det tredje spørgsmål besvares bekræftende)

4. at retsbeskyttelsen ved (nationale) domstole i forbindelse med en

sådan afgørelse er tilstrækkelig, når den ikke indrømmes enhver

erhvervsdrivende, men kun den erhvervsdrivende, der er berørt af

den (obligatoriske) foranstaltning, i forbindelse med den

(obligatoriske) foranstaltning, der træffes af myndigheden?

Miljøministeriet

O-sag

01.12.22