EUU, Alm.del - 2022-23 (2. samling) - Bilag 138: Notat om annullationssøgsmål ved EU-Domstolen vedr. direktiv om passende mindstelønninger i EU

Europaudvalget 2022-23 (2. samling)
EUU Alm.del Bilag 138
Offentligt

NOTAT

Notat til Folketingets Europaudvalg og Be-

skæftigelsesudvalg om annullationssøgsmål

ved EU-Domstolen vedr. direktiv om pas-

sende mindstelønninger i EU

16. januar 2023

J.nr. 2022 - 9489

1. Indledning

Den 28. oktober 2020 fremsatte Kommissionen forslag til direktiv om passende

mindstelønninger i EU.

Direktivet blev endeligt vedtaget den 4. oktober 2022 og

trådte i kraft den 14. november 2022.

Det er første gang, at der vedtages et direktiv, der har til formål at fremme pas-

sende mindstelønninger i EU. Kommissionen og en lang række medlemslande til-

lægger direktivet stor politisk betydning. Den tidligere regering og et bredt flertal i

Folketinget med støtte fra arbejdsmarkedets parter har både før og under forhand-

lingerne været stærkt imod direktivet af principielle årsager. Bekymringen har

navnlig været, om direktivet kunne få betydning for den danske arbejdsmarkeds-

model, samt om der er hjemmel i traktaterne til vedtagelse af direktivet. Danmark

fik under forhandlingerne af direktivet en række vigtige indrømmelser, men stemte

sammen med Sverige nej til direktivet af principielle årsager.

Det fremgår af regeringsgrundlaget, at regeringen vil anlægge et annullationssøgs-

mål ved EU-Domstolen

om EU’s mindstelønsdirektiv.

Fristen for at anlægge søgs-

målet er i henhold til artikel 263 TEUF den 18. januar 2023.

2. Direktivets indhold

–

centrale bestemmelser

Direktivets formål og genstand

–

artikel 1

Det følger af direktivets artikel 1, stk. 1, at direktivet har til formål at forbedre leve-

og arbejdsvilkårene i Unionen, navnlig mindstelønningernes tilstrækkelighed for

arbejdstagere, med henblik på at bidrage til opadgående social konvergens og

mindske lønulighed.

Med direktivet fastlægges der på den baggrund en ramme for a) tilstrækkeligheden

af lovbestemte mindstelønninger med henblik på at opnå anstændige leve- og ar-

bejdsvilkår, b) fremme af kollektive overenskomstforhandlinger om lønfastsættelse

og c) styrkelse af arbejdstageres effektive adgang til rettigheder til mindstelønsbe-

skyttelse, hvor disse følger af national ret og/eller kollektive overenskomster.

COM/2020/682 final.

EUU, Alm.del - 2022-23 (2. samling) - Bilag 138: Notat om annullationssøgsmål ved EU-Domstolen vedr. direktiv om passende mindstelønninger i EU

Artikel 1, stk. 2, slår fast, at direktivet hverken berører den fulde respekt for ar-

bejdsmarkedets parters autonomi eller deres ret til at forhandle og indgå kollektive

overenskomster.

I artikel 1, stk. 3, slås det fast, at direktivet ikke berører medlemsstaternes beføjel-

ser med hensyn til at fastsætte niveauet for mindstelønninger, såvel som medlems-

staternes valg mellem at fastsætte lovbestemte mindstelønninger eller fremme ad-

gangen til mindstelønsbeskyttelse, som den følger af kollektive overenskomster, el-

ler begge dele.

Det fremgår af artikel 1, stk. 4, at anvendelsen af direktivet skal være i fuld over-

ensstemmelse med retten til at føre kollektive overenskomstforhandlinger, og at in-

tet i direktivet må fortolkes som en forpligtelse for medlemsstaterne til at indføre

en lovbestemt mindsteløn eller erklære eventuelle kollektive overenskomster for al-

ment gældende.

Fremme af kollektive overenskomstforhandlinger om lønfastsættelse - artikel 4

Efter direktivets artikel 4, stk. 1, pålægges medlemsstaterne at træffe en række for-

anstaltninger mhp. at øge den kollektive overenskomstdækning og lette udøvelsen

af retten til at føre kollektive overenskomster om lønfastsættelse, herunder f.eks. at

tilskynde til konstruktive, meningsfulde og informerede forhandlinger om lønnin-

ger mellem arbejdsmarkedets parter, jf. artikel 4, stk. 1, litra b. Bestemmelsen slår

fast, at dette skal ske med inddragelse af arbejdsmarkedets parter og i overensstem-

melse med national lovgivning og praksis.

Derudover fastslår bestemmelsens litra c og d, at medlemsstaterne

–

hvis det er re-

levant

– skal træffe ”foranstaltninger”:

•

til at beskytte udøvelsen af retten til at føre kollektive overenskomstfor-

handlinger om lønfastsættelse og beskytte arbejdstagere og fagforeningsre-

præsentanter fra handlinger, der er forskelsbehandlende imod dem, hvad

angår deres beskæftigelse, og som grunder i, at de deltager eller ønsker at

deltage i kollektive overenskomstforhandlinger om lønfastsættelse (litra c),

samt

til at beskytte fagforeninger og arbejdsgiverorganisationer, der deltager i

eller ønsker at deltage i kollektive overenskomstforhandlinger, mod enhver

indblanding fra hinanden eller hinandens repræsentanter eller medlemmer,

hvad angår deres oprettelse, virke eller administration (litra d).

•

Ifølge artikel 4, stk. 2 skal medlemsstater med en kollektiv overenskomstdækning

på under 80 pct. ”sørge for en ramme af grundforudsætninger for kollektive over-

enskomstforhandlinger, enten ved lov efter høring af arbejdsmarkedets parter eller

efter aftale med dem”,

ligesom medlemsstaterne endvidere skal udarbejde en hand-

lingsplan til fremme af kollektive overenskomstforhandlinger.

Lovbestemte mindstelønninger - artikel 5 til 8

Direktivet indeholder i artikel 5 til artikel 8 en række proceduremæssige bestem-

melser om lovbestemte mindstelønninger. Det fremgår udtrykkeligt, at bestemmel-

serne gælder medlemsstater ”med lovbestemte mindstelønninger”, jf. artikel 5, stk.

EUU, Alm.del - 2022-23 (2. samling) - Bilag 138: Notat om annullationssøgsmål ved EU-Domstolen vedr. direktiv om passende mindstelønninger i EU

1. Bestemmelserne vil således efter deres ordlyd ikke have betydning for Danmark,

hvor lønfastsættelse varetages af arbejdsmarkedets parter gennem kollektive over-

enskomster, jf. også ovenfor om direktivets artikel 1, der udtrykkeligt fastslår, at

intet i direktivet kan fortolkes som en forpligtelse til at indføre en lovbestemt mind-

steløn (artikel 1, stk. 4).

3. Regeringens interesse

Beskæftigelsesministeriet har i notat af 22. juni 2022 redegjort for, at direktivet

vurderes at have begrænsede konsekvenser i Danmark.

Det er således vurderingen,

at Danmark lever op til direktivet.

Det er imidlertid et principielt spørgsmål for regeringen, at EU ikke blander sig i

spørgsmålet om lønfastsættelse. Regeringen finder også, at selv om Danmark vur-

deres at leve op til direktivets artikel 4 om fremme af kollektive overenskomster, så

kan det ikke med sikkerhed udelukkes, at bestemmelsen på sigt kan blive tolket på

en måde, som kan få betydning for dansk lovgivning eller kollektive overenskom-

ster i Danmark.

Derudover har der været rejst tvivl om, hvorvidt der er hjemmel til, at EU vedtager

en sådan regulering omkring mindsteløn i henhold til EUF-traktaten.

Regeringen finder på den baggrund, at direktivet bør prøves ved EU-Domstolen,

hvorfor regeringen har valgt at anlægge et annullationssøgsmål mod Europa-Parla-

mentet og Rådet, så EU-Domstolen får mulighed for at vurdere sagen.

4. Sagens juridiske problemstillinger og regeringens argumenter

Direktivet er vedtaget med hjemmel i artikel 153, stk. 2, jf. stk. 1, litra b, TEUF.

Efter denne bestemmelse kan EU-lovgiver

vedtage direktiver om ”arbejdsvilkå-

rene”

i Unionen.

Det følger imidlertid af artikel 153, stk. 5, at artikel 153 ikke gæl-

der for ”lønforhold,

organisationsret, strejkeret eller ret til lockout.”

Regeringen vil argumentere for, at direktivets indhold er omfattet af denne undta-

gelse (lønforhold og organisationsret), og at EU-lovgiver således ikke har haft

hjemmel til at vedtage direktivet.

Det bemærkes, at Kommissionen i forbindelse med fremsættelsen af forslaget til

direktivet har vurderet, at direktivet ikke er i strid med undtagelsen i artikel 153,

stk. 5, idet EU-Domstolen

har fastslået, at ”lønforhold” alene sigter til

foranstalt-

ninger, der griber direkte ind i fastsættelsen af lønningerne i form af fx at fastlægge

lønningernes niveau og/eller fastlægge de bestanddele, der indgår i lønnen, jf. fx

dom af 15. april 2008 i sag C-268/06,

Impact,

præmis 124. Ifølge Kommissionen,

Europa-Parlamentet og Rådet, griber direktivet ikke direkte ind i lønfastsættelsen,

idet direktivet alene fastlægger

procedurer

for lønfastsættelse og kollektive over-

enskomstforhandlinger. Direktivet pålægger ikke medlemsstaterne at sikre, at alle

har ret til mindsteløn, ligesom der ikke stilles krav til mindstelønnens størrelse, idet

lande med lovbestemt mindsteløn alene skal fastsætte vejledende referenceværdier.

Europaudvalget, KOM (2020) 0682 - Bilag 13

EUU, Alm.del - 2022-23 (2. samling) - Bilag 138: Notat om annullationssøgsmål ved EU-Domstolen vedr. direktiv om passende mindstelønninger i EU

Regeringen bemærker hertil, at EU-Domstolen ikke tidligere har forholdt sig til et

direktiv, der har regler om lønfastsættelse som sit formål. Fx drejede den nævnte

dom,

Impact,

sig om et direktiv om ligebehandling af deltidsansatte med fuldtids-

ansatte. Dette direktiv vedrørte således ikke lønforhold på samme måde som mind-

stelønsdirektivet, da direktivet ikke fastslog, hvad lønnen skulle være, men blot at

den skulle være den samme for deltidsansatte og fuldtidsansatte. I

Impact

var løn-

nen blot ét blandt andre arbejdsvilkår, som omfattedes af forbuddet mod diskrimi-

nation.

Domstolen har i sin praksis kun nævnt ikke-udtømmende eksempler på, hvad der

forstås ved direkte indgriben i lønfastsættelsen.

Dertil vil regeringen argumentere for, at direktivets artikel 4, stk. 1, litra d) samt ar-

tikel 4, stk. 2 regulerer forhold, som er omfattet af udtrykket

”organisationsret”,

hvilket ligeledes er undtaget EU-lovgivers reguleringskompetence. Det bemærkes,

at denne undtagelse i artikel 153, stk. 5 endnu ikke har været genstand for Domsto-

lens fortolkning.

Endelig er det regeringens opfattelse, at artikel 4 vedrører

”kollektivt forsvar for ar-

bejdstagernes og arbejdsgivernes

interesser”

i henhold til artikel 153, stk. 1, litra f,

TEUF. Direktiver med hjemmel i denne bestemmelse skal vedtages efter en særlig

lovgivningsprocedure med enstemmighed, jf. artikel 153, stk. 2, litra b, 3. afsnit,

TEUF, hvilket ikke er sket.

Regeringen anlægger på baggrund af ovenstående sag mod Europa-Parlamentet og

Rådet med påstand om at direktivet annulleres i sin helhed

–

alternativt at dele af

direktivet annulleres.