EUU, Alm.del - 2022-23 (2. samling) - Bilag 218: Liste over judicielle aktiviteter i sager af dansk interesse pr. 10/2-23

Europaudvalget 2022-23 (2. samling)
EUU Alm.del Bilag 218
Offentligt

Udenrigsministeriet

Juridisk Tjeneste, EU-retskontoret

Asiatisk Plads 2

–

1448 København K

Tlf.: 33 92 03 24 E-mail:

[email protected]

Liste over judicielle aktiviteter i sager af dansk interesse

JTEU j.nr. 2015 - 30240

10. februar 2023

Til orientering fremsendes nedenstående liste over EU-Domstolens aktiviteter i de kommende tre uger i

retssager, som har den danske regerings interesse. For så vidt angår sager, hvor der er nedsat

procesdelegation, indeholder listen oplysninger om tidspunktet for mundtlig forhandling, fremsættelse af

generaladvokatens forslag til afgørelse (GA) og afsigelse af dom. I sager, der i øvrigt følges af den danske

regering, oplyses der om tidspunkt for generaladvokatens forslag til afgørelse og afsigelse af dom.

Generaladvokatens udtalelser og EU-Domstolens domme offentliggøres på EU-Domstolens

hjemmeside (http://curia.europa.eu/) på selve datoen for fremsættelse eller afsigelse.

Der tages forbehold for, at listen er udarbejdet på baggrund af EU-Domstolens retslister, og at EU-

Domstolen med kort varsel kan foretage ændringer i egne retslister.

Liste over sager, hvor der nedsat procesdelegation:

Sagsnr.

C-249/22

Titel og kort sagsresumé

GIS

Emne:

Spørgsmål:

1) Under hensyntagen til den primærretlige bestemmelse i artikel 151, stk. 1,

sammenholdt med bilag XV, del IX, nr. 2), litra h), første afsnit, andet led, i

akten vedrørende vilkårene for tiltrædelse og tilpasningerne af de traktater,

der danner grundlag for Unionen (EFT C 241 af 29.8.1994, s. 336), skal et

vederlag som den østrigske ORF-programafgift, som det offentlige radio- og

fjernsynsforetagende selv fastsætter til brug for finansiering af sin drift, da

anses som et vederlag som omhandlet i artikel 2, sammenholdt med artikel

378, nr. 1), i Rådets direktiv 2006/112/EF af 28. november 2006 om det

fælles merværdiafgiftssystem?

2) Såfremt det første spørgsmål besvares bekræftende, skal da den deri nævnte

ORF-programafgift tillige anses som et vederlag som omhandlet i direktiv

2006/112/EF, for så vidt som personer, der ganske vist anvender en

radiomodtager i en bygning, som ORF leverer sine programmer til via en

jordbaseret løsning, men som ikke kan modtage disse programmer fra ORF,

da de ikke er i besiddelse af det nødvendige modtagemodul, er forpligtet til at

betale dette vederlag?

Deltager i PD

Udenrigsministeriet

Justitsministeriet

Skatteministeriet

Kammeradvokaten

Proces-

skridt

Dato

15.02.23

C-488/21

Chief Appeals Officer e.a.

Emne:

Spørgsmål:

i) Er den afledte opholdsret i medfør af artikel 7, stk. 2, i direktiv 2004/38/EF

for en slægtning i opstigende linje til en unionsborger, der er arbejdstager,

betinget af slægtningens fortsatte afhængighed af arbejdstageren?

ii) Er direktiv 2004/38/EF til hinder for, at en værtsmedlemsstat begrænser

adgangen til sociale ydelser i form af kontantydelser for et familiemedlem, der

har en afledt ret til ophold som følge af hendes afhængighed af en

unionsborger, der er arbejdstager, når adgang til en sådan ydelse ville medføre,

at hun ikke længere er afhængig af arbejdstageren?

iii) Er direktiv 2004/38/EF til hinder for, at en værtsmedlemsstat begrænser

adgangen til sociale ydelser i form af kontantydelser for et familiemedlem, der

har en afledt ret til ophold som følge af hendes afhængighed af en

Udenrigsministeriet

Justitsministeriet

Beskæftigelsesminist

eriet

Udlændinge- og

Integrationsministeri

Til orientering:

Uddannelses- og

Forskningsministerie

16.02.23

EUU, Alm.del - 2022-23 (2. samling) - Bilag 218: Liste over judicielle aktiviteter i sager af dansk interesse pr. 10/2-23

unionsborger, der er arbejdstager, med den begrundelse, at det pågældende

familiemedlem som følge af ydelsen bliver en urimelig byrde for

medlemsstatens sociale system?

C-718/21

Krajowa Rada Sadownictwa (Polen)

Emne:

Domstolenes uafhængighed.

Spørgsmål:

1. Er artikel 19, stk. 1, andet afsnit, i traktaten om Den Europæiske Union til

hinder for en bestemmelse i national ret såsom artikel 69 § 1b, første

punktum, i ustawa z dnia 27 lipca 2001 r. - Prawo o ustroju sadów

powszechnych (lov af 27.7.2001

–

lov om de almindelige domstoles

organisation ([...] Dz. U. af 2020, poz. 2072), hvorefter en dommerens

erklæring om, at den pågældende ønsker at fortsætte i dommerembedet efter

at have nået pensionsalderen, kun kan imødekommes, såfremt en anden

myndighed giver samtykke?

2. Er artikel 19, stk. 1, andet afsnit, i traktaten om Den Europæiske Union til

hinder for en fortolkning af en national bestemmelse, hvorefter en erklæring

fra en dommer om dennes ønske om at fortsætte i dommerembedet efter at

have nået pensionsalderen, der er fremsat med forsinkelse, er uden virkning,

uanset omstændighederne ved den manglende overholdelse af fristen og

uanset betydningen af den manglende overholdelse af fristen for indhentelse

af samtykket til, at dommeren må fortsætte i embedet?

Udenrigsministeriet

Justitsministeriet

02.03.23

Liste over sager, der i øvrigt følges af den danske regering:

Forkortelser i sagstypekolonnen:

O-sag = Sagen følges til orientering

F-sag = Sagen følges med henblik på eventuel afgivelse af mundtligt indlæg

Sagsnr.

T-742/20

Titel og kort sagsresumé

UPL Europe og Indofil Industries (Netherlands) mod

Kommissionen

Påstande:

—

Sagen antages til realitetsbehandling, og sagsøgeren gives

medhold.

—

Kommissionens gennemførelsesforordning (EU) 2020/2087 om

ikke at forny godkendelsen af aktivstoffet mancozeb, jf. Europa-

Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 1107/2009 om

markedsføring af plantebeskyttelsesmidler, og om ændring af bilaget

til Kommissionens gennemførelsesforordning (EU) nr. 540/2011

(»den anfægtede retsakt«) annulleres.

—

Europa-Kommissionen tilpligtes at betale sagsomkostningerne.

Asesores Comunitarios mod Kommissionen

Påstande:

—Afgørelse

nr. C(2021) 8946 final af 3. december 2021 om afslag

på udbredelsen af Spaniens genopretnings- og resiliensplan

annulleres.

—Kommissionen

tilpligtes at betale sagsomkostningerne.

Gallaher

Spørgsmål:

1) Kan artikel 63 TEUF påberåbes over for national lovgivning,

såsom reglerne om koncerninterne overdragelser, der kun finder

anvendelse på koncerner?

2) Selv om artikel 63 TEUF mere generelt ikke kan påberåbes over

for reglerne om koncerninterne overdragelser, kan bestemmelsen da

ikke desto mindre påberåbes:

a) når der er tale om kapitalbevægelser fra et moderselskab, der er

hjemmehørende i en EU-medlemsstat, til et datterselskab, der er

hjemmehørende i Schweiz, når moderselskabet ejer 100 procent af

kapitalandelene i både det i Schweiz hjemmehørende datterselskab

og i det i Det Forenede Kongerige hjemmehørende datterselskab,

der underlægges beskatning?

b) når der er tale om kapitalbevægelser fra et datterselskab, der er

hjemmehørende i Det Forenede Kongerige, til et datterselskab, der

er hjemmehørende i Schweiz, hvor begge datterselskaber ejes 100

Interessent

Miljøministeriet

Sags-

type

O-sag

Proces

-skridt

Dom

Dato

15.02.23

T-77/22

Ministeriet for Fødevarer.

Landbrug og Fiskeri

O-sag

Dom

15.02.23

C-707/20

Skatteministeriet

O-sag

Dom

16.02.23

EUU, Alm.del - 2022-23 (2. samling) - Bilag 218: Liste over judicielle aktiviteter i sager af dansk interesse pr. 10/2-23

C-38/21

C-232/21

C-47/21

C-216/21

C-343/21

procent af samme moderselskab, der er hjemmehørende i en EU-

medlemsstat, og hvor de to selskaber er søsterselskaber og ikke er i

et moderdatterselskabsforhold?

M.fl. spørgsmål.

BMW Bank m.fl.

Spørgsmål:

1. Vedrørende lovmæssighedsfiktionen i henhold til artikel 247, § 6,

stk. 2, tredje punktum, og artikel 247, § 12, stk. 1, tredje punktum, i

Einführungsgesetz zum Bürgerlichen Gesetzbuch (lov om

ikrafttræden af den borgerlige lovbog, herefter »EGBGB«):

Er EGBGB’s artikel 247, § 6, stk. 2, tredje punktum, og artikel

247, § 12, stk. 1, tredje punktum, uforenelige med artikel 10, stk. 2,

litra p), og artikel 14, stk. 1, i direktiv 2008/48/EF, for så vidt som

disse bestemmelser fastslår, at aftalevilkår, der er i strid med

betingelserne i artikel 10, stk. 2, litra p), i direktiv 2008/48/EF,

alligevel opfylder kravene i EGBGB’s artikel 247, § 6, stk. 2, første

og andet punktum, og artikel 247, § 12, stk. 1, andet punktum, nr.

2), litra b)?

Såfremt dette spørgsmål besvares bekræftende:

b) Følger det af EU-retten, navnlig af artikel 10, stk. 2, litra p), og

artikel 14, stk. 1, i direktiv 2008/48/EF, at EGBGB’s artikel 247, §

6, stk. 2, tredje punktum, og artikel 247, § 12, stk. 1, tredje punktum,

ikke skal anvendes, for så vidt som disse bestemmelser i EGBGB

fastslår, at aftalevilkår, der er i strid med betingelserne i artikel 10,

stk. 2, litra p), i direktiv 2008/48/EF, alligevel opfylder kravene i

EGBGB’s artikel 247, § 6, stk. 2, første og andet punktum, og

artikel

247, § 12, stk. 1, andet punktum, nr. 2), litra b)?

Uafhængigt af besvarelsen af det første spørgsmål, litra a) og b): m.fl.

Asociatia “Forumul Judecatorilor din România”

Sagen vedrører:

1) Skal den mekanisme for samarbejde og kontrol (MSK), der blev

oprettet ved Kommissionens beslutning 2006/928/EF af 13.

december 2006, anses for en retsakt udstedt af en EU-institution

som omhandlet i artikel 267 TEUF, som kan fortolkes af Den

Europæiske Unions Domstol? Er indholdet, karakteren og

varigheden af MSK, der blev oprettet ved Europa- Kommissionens

beslutning 2006/928/EF af 13. december 2006, omfattet af

anvendelsesområdet for traktaten om Republikken Bulgariens og

Rumæniens tiltrædelse af Den Europæiske Union, som Rumænien

undertegnede i Luxembourg den 25. april 2005? Er kravene i de

rapporter, der udarbejdes inden for rammerne af MSK, bindende for

den rumænske stat?

2) Kan princippet om domstolenes uafhængighed, der er fastsat i

artikel 19, [stk. 1], andet afsnit, i traktaten om Den Europæiske

Union (TEU), i artikel 47 i chartret om grundlæggende rettigheder

og i praksis fra Den Europæiske Unions Domstol, med henvisning

til artikel 2 TEU, fortolkes således, at det også omfatter procedurer

vedrørende forfremmelse af aktive dommere?

3) Tilsidesættes dette princip, såfremt der oprettes et system for

forfremmelse til den højere retsinstans baseret udelukkende på en

summarisk vurdering af aktiviteten og adfærden, som foretages af en

komité, der består af præsidenten og dommere ved retsinstansen

med ansvar for retslig kontrol, og som særskilt ud over den

periodiske vurdering af dommere også varetager vurdering af

dommere med henblik på deres forfremmelse og kontrol af deres

domme?

Zamestnik izpalnitelen direktor na Darzhaven fond

„Zemedelie“

Sagen vedrører:

1. Tillader fortolkningen af artikel 45, stk. 4, i forordning (EF) nr.

1974/2006 om gennemførelsesbestemmelser til Rådets forordning

(EF) nr. 1698/2005, at det lægges til grund, at der i en sag som den

foreliggende er tale om en »jordfordeling« eller et »indgreb som led

i fysisk planlægning«, som følge af hvilke støttemodtageren ikke er i

stand til at opfylde de indgåede forpligtelser?

2. Såfremt det første spørgsmål besvares bekræftende, kan den

omstændighed, at en medlemsstat ikke har truffet de fornødne

foranstaltninger til, at støttemodtagerens forpligtelser kan tilpasses

bedriftens nye situation, da begrunde, at der ikke kræves

tilbagebetaling for den periode, hvor forpligtelsen påhvilede

støttemodtageren?

3. Såfremt det første spørgsmål besvares benægtende, hvorledes skal

artikel 31 i Rådets forordning (EF) nr. 73/2009 af 19. januar 2009

da fortolkes under hensyntagen til de fastslåede faktiske

omstændigheder i hovedsagen, og hvilken karakter har da fristen i

henhold til artikel 75, stk. 2, i Kommissionens forordning (EF) nr.

Justitsministeriet

O-sag

16.02.23

Justitsministeriet

O-sag

16.02.23

Ministeriet for Fødevarer,

Landbrug og Fiskeri

O-sag

Dom

16.02.23

EUU, Alm.del - 2022-23 (2. samling) - Bilag 218: Liste over judicielle aktiviteter i sager af dansk interesse pr. 10/2-23

1122/2009 af 30. november 2009 om gennemførelsesbestemmelser

til Rådets forordning (EF) nr. 73/2009?

C-349/21

HYA e.a.

Sagen vedrører:

Er de nationale retters praksis i straffesager, hvorefter retten

godkender overvågning, registrering og lagring af telefonsamtaler frt

af mist

殫

te med et generelt standardtekstforl

槬

hvori det uden

nogen form for individuel vurdering blot h

涤

es, at

lovbestemmelserne er blevet overholdt, forenelig med artikel 15, stk.

1, sammenholdt med artikel 5, stk. 1, i direktiv 2002/58og 11.

betragtning hertil?

Såfremt det første spørgsmål besvares benægtende: Udgør det en

tilsidesættelse af EU-retten, hvis den nationale lov fortolkes således,

at de oplysninger, der er indsamlet ved hj

欰

af en sådan

godkendelse, anvendes til at føre bevis for anklagen?

Agentia Judeteana de Ocupare a Fortei de Munca Ilfov m.fl.

Sagen vedrører:

1) Er bestemmelserne i artikel 1, stk. 1, og artikel 2, stk. 1, i direktiv

2008/94 med hensyn til det selvstændige begreb »insolvent« til

hinder for en national lovgivning til gennemførelse af direktivet

artikel 15, stk. 1 og 2, i Legea nr. 200/2006 privind constituirea .i

utilizarea Fondului de garantare pentru plata crean.elor salariale (lov

nr. 200/2006 om oprettelse og anvendelse af garantifonden for

betaling af løntilgodehavender), sammenholdt med artikel 7 i

Normele metodologice de aplicare a Legii nr. 200/2006

(gennemførelsesbestemmelserne til lov nr. 200/2006)

–

som

fortolket af Înalta Curte de Casa.ie .i Justi.ie

–

Completul pentru

dezlegarea unor chestiuni de drept (kassationsdomstol

–

afdelingen

med kompetence til besvarelse af retlige spørgsmål) ved afgørelse nr.

16/2018, hvorefter den periode på 3 måneder, for hvilken

garantifonden kan dække og udbetale den insolvente arbejdsgivers

skyldige løntilgodehavender, udelukkende vedrører datoen for

indledningen af insolvensbehandlingen?

2) Er bestemmelserne i artikel 3 [andet afsnit] og artikel 4, stk. 2, i

direktiv 2008/94 til hinder for artikel 15, stk. 1 og 2, i lov nr.

200/2006 om oprettelse og anvendelse af garantifonden for betaling

af løntilgodehavender som fortolket af Curte de Casa.ie .i Justi.ie

–

Completul pentru dezlegarea unor chestiuni de drept ved afgørelse

nr. 16/2018, hvorefter den maksimale periode på tre måneder for

hvilken garantifonden kan dække den insolvente arbejdsgivers

skyldige løntilgodehavender, ligger i referenceintervallet mellem de

3 måneder umiddelbart forud for indledningen af

insolvensbehandlingen og de 3 måneder umiddelbart efter

indledningen af insolvensbehandlingen?

M.fl. spørgsmål

Bundesamt für Fremdenwesen und Asyl

Spørgsmål:

1. Skal der ved vurderingen af, om den status som asylberettiget, som

en flygtning tidligere er blevet tildelt af den kompetente myndighed,

kan tilbagekaldes af den grund, der er fastsat i artikel 14, stk. 4, litra

b), i Europa- Parlamentets og Rådets direktiv 2011/95/EU af 13.

december 2011 om fastsættelse af standarder for anerkendelse af

tredjelandsstatsborgere eller statsløse som personer med

international beskyttelse, for en ensartet status for flygtningeeller for

personer, der er berettiget til subsidiær beskyttelse, og for indholdet

af en sådan beskyttelse (omarbejdning), foretages en

interesseafvejning som selvstændigt kriterium, hvorefter

tilbagekaldelsen er betinget af, at offentlighedens interesser i

tilbagesendelsen skal veje tungere end flygtningens interesse i

opretholdelsen af tilflugtsstatens beskyttelse, idet forbrydelsens

forkastelige karakter og den potentielle fare for samfundet skal

opvejes mod udlændingens beskyttelsesinteresser

–

herunder

omfanget og arten af de foranstaltninger, som den pågældende

risikerer at blive genstand for?

2. Er bestemmelserne i Europa-Parlamentets og Rådets direktiv

2008/115/EF af 16. december 2008 om fælles standarder og

procedurer i medlemsstaterne for tilbagesendelse af

tredjelandsstatsborgere med ulovligt ophold, navnlig artikel 4, 6, 8

og 9, til hinder for en national ordning, hvorefter der skal vedtages

en afgørelse om tilbagesendelse over for en tredjelandsstatsborger,

hvis hidtidige opholdstilladelse som flygtning inddrages ved

tilbagekaldelse af statussen som asylberettiget, selv hvis det allerede

på tidspunktet for vedtagelsen af afgørelsen om tilbagesendelse står

klart, at en udsendelse vil være ulovlig på ubestemt tid som følge af

Justitsministeriet

F-sag

Dom

16.02.23

C-524/21

og C-

525/21

Beskæftigelsesministeriet

O-sag

Dom

16.02.23

C-663/21

Udlændinge- og

Integrationsministeriet

O-sag

16.02.23

EUU, Alm.del - 2022-23 (2. samling) - Bilag 218: Liste over judicielle aktiviteter i sager af dansk interesse pr. 10/2-23

forbuddet mod refoulement, og dette også fastslås ved en endelig

afgørelse?

C-675/21

Strong Charon

Spørgsmål:

»1. Er det fortsat muligt at fastslå, at den omstændighed, at der ikke

foreligger kontraktforhold mellem flere på hinanden følgende

leverandører af tjenesteydelser, er et indicium for, at der ikke har

fundet en overførsel sted i henhold til direktiv 2001/23/EF, til trods

for, at det

–

lige som det er tilfældet med de øvrige indicier

–

ikke i

sig selv har afgørende betydning og ikke bør vurderes isoleret (dom

af 11.3.1997, Ayse Süzen, C-13/95, præmis 11)?

2. Kan det i forbindelse med en erhvervsmæssig virksomhed som

privat vagttjeneste på industrielle anlæg, hvor den nye leverandør

alene har overtaget en af de fire arbejdstagere, der udgjorde en del af

den økonomiske enhed (og den således ikke har overtaget

størstedelen heraf), hvor der ikke er faktiske forhold, som kan lægges

til grund for, at den pågældende arbejdstager besad specifikke

kompetencer og ekspertise, hvorved det ville kunne fastslås, at

leverandøren har fået overført en væsentlig del af personalet set ud

fra et kompetencemæssigt synspunkt, og hvor der ikke er overført

immaterielle goder, fastslås, at der ikke har fundet en overførsel af

en økonomisk enhed sted, heller ikke selv om kunden vedbliver med

at stille bestemt udstyr (alarmer, kameraovervågningsudstyr

computer) til rådighed for den nye leverandør af tjenesteydelser, når

der dels henses til den relativt begrænsede økonomiske værdi af

investeringen i dette udstyr set i forhold til den samlede transaktion,

og dels at det ud fra et økonomisk synspunkt ikke ville have været

fornuftigt (dom af 27.2.2020, Grafe og Pohle, C- 298/18, præmis

32) at kræve, at kunden foretog udskiftning heraf?

3. Såfremt »dette spørgsmål skal vurderes konkret af den nationale

ret i lyset af de af Domstolen opstillede kriterier ([…] dom af

7.8.2018, Colino Siguënza, C- 472/16, EU:C:2018:646, præmis 45,

[og dommen i sagen Grafe og Pohle, præmis 27]) og de formål, der

forfølges af direktiv 2001/23, som anført bl.a. i tredje betragtning til

direktivet«, skal det da tages i betragtning, at »[det nævnte] direktiv

[...] ikke kun [har] til formål at beskytte arbejdstagernes interesser i

forbindelse med overførsel af en virksomhed, men skal sikre den

rette balance mellem sidstnævntes interesser på den ene side og

erhververens interesser på den anden side« (præmis 26 i dommen i

sagen ISS Facility Services NV af 26.3.2020, sag C344/18, hvori

Domstolen gentog sin udtalelse fra Alemo-Herron-dommen af

18.7.2013, C-426/11, præmis 25)?«

IEF Service

Spørgsmål:

1. Skal artikel 9, stk. 1, i Europa-Parlamentets og Rådets direktiv

2008/94/EF af 22. oktober 2008 om beskyttelse af arbejdstagerne i

tilfælde af arbejdsgiverens insolvens fortolkes således, at en

virksomhed som omhandlet i denne artikel allerede har aktiviteter i

mindst to medlemsstater, hvis den tilbyder sine ydelser i en anden

medlemsstat, til dette formål beskæftiger en selvstændig

salgsingeniør i den pågældende medlemsstat, og en arbejdstager,

som er ansat ved virksomhedens hjemsted, regelmæssigt arbejder på

hjemmekontoret i den anden medlemsstat hver anden uge?

2. Såfremt det første spørgsmål besvares bekræftende: Skal artikel 9,

stk. 1, i direktiv 2008/94 fortolkes således, at en arbejdstager i en

sådan virksomhed, som har sin bopæl i den anden medlemsstat og

er omfattet af socialforsikringspligten i denne medlemsstat, men

skiftevis udfører sit arbejde en uge i den medlemsstat, hvor

arbejdsgiveren har sit hjemsted, og derefter en uge i den

medlemsstat, hvor han har sin bopæl og er omfattet af

socialforsikringen, »sædvanligvis« udfører dette i begge

medlemsstater som omhandlet i denne artikel?

3. Såfremt det andet spørgsmål besvares bekræftende: Skal artikel 9,

stk. 1, i direktiv 2008/94/EF fortolkes således, at ansvaret for at

dække de udækkede tilgodehavender for en arbejdstager, som

sædvanligvis udfører eller udførte sit arbejde i to medlemsstater,

påhviler

a) garantiinstitutionen i den medlemsstat, hvis lovgivning denne er

omfattet af i forbindelse med koordineringen af de sociale

sikringsordninger (socialforsikring), hvis garantiinstitutionerne i

henhold til artikel 3 i direktiv 2008/94/EF i begge stater er udformet

på en sådan måde, at arbejdsgiverbidragene til finansiering af

sikringsinstitutionen skal betales som en del af de tvungne bidrag til

socialforsikringen

Beskæftigelsesministeriet

O-sag

Dom

16.02.23

C-710/21

Beskæftigelsesministeriet

F-sag

Dom

16.02.23

EUU, Alm.del - 2022-23 (2. samling) - Bilag 218: Liste over judicielle aktiviteter i sager af dansk interesse pr. 10/2-23

C-745/21

C-8/22

C-638/22

PPU

b) eller garantiinstitutionen i den anden medlemsstat, hvor den

insolvente virksomhed har sit hjemsted, eller

c) garantiinstitutionerne i begge medlemsstater, således at

arbejdstageren ved ansøgningen kan vælge, hvilken han vil benytte?

Staatssecretaris van Veiligheid en Justitie

Spørgsmål:

1. Er EU-retten til hinder for, at der ved afgørelsen af, hvilken

medlemsstat der er ansvarlig for behandlingen af en asylansøgning,

i henhold til en bestemmelse i national ret tillægges hensynet til et

barn, som asylansøgeren var gravid med på det tidspunkt, da hun

indgav sin ansøgning, selvstændig betydning?

2. a. Er Dublinforordningens artikel 16, stk. 1, til hinder for, at denne

bestemmelse finder anvendelse, når der er tale om ansøgerens

ægtefælle, der har lovligt ophold i den medlemsstat, som

ansøgningen indgives til?

b. Hvis dette ikke er tilfældet, skabte ansøgerens graviditet

afhængighed i denne bestemmelses forstand af ægtefællen, som var

faderen til det ufødte barn?

3. Hvis EU-retten ikke er til hinder for, at der ved afgørelsen af,

hvilken medlemsstat der er ansvarlig for behandlingen af en

asylansøgning, i henhold til en bestemmelse i national ret tillægges

hensynet til et ufødt barn selvstændig betydning, kan

Dublinforordningens artikel 16, stk. 1, da finde anvendelse på

forholdet mellem det ufødte barn og dettes fader, som har lovligt

ophold i den stat, som ansøgningen indgives til?

Commissaire général aux réfugiés et aux apatrides

Spørgsmål:

1. Skal artikel 14, [stk. 4, litra b,]) i Europa-Parlamentets og Rådets

direktiv 2011/95/EU af 13. december 2011 om fastsættelse af

standarder for anerkendelse af tredjelandsstatsborgere eller statsløse

som personer med international beskyttelse, for en ensartet status

for flygtninge eller for personer, der er berettiget til subsidiær

beskyttelse, og for indholdet af en sådan beskyttelse fortolkes

således, at denne bestemmelse foreskriver, at det er godtgjort, at der

foreligger en fare for samfundet, alene med den begrundelse, at den

person, der har flygtningestatus, er idømt straf ved en endelig dom

for en alvorlig lovovertrædelse, eller skal den fortolkes således, at

den omstændighed, at denne person er idømt straf ved en endelig

dom for en alvorlig lovovertrædelse, ikke i sig selv er tilstrækkelig til

at godtgøre, at der foreligger en fare for samfundet?

2. Såfremt idømmelsen af en straf ved en endelig dom for en alvorlig

lovovertrædelse ikke i sig selv er tilstrækkelig til at godtgøre, at der

foreligger en fare for samfundet, skal artikel 14, [stk. 4, litra] b), i

direktiv 2011/95/EU da fortolkes således, at denne bestemmelse

kræver, at medlemsstaten godtgør, at appellanten efter sin dom

fortsat udgør en fare for samfundet? Skal medlemsstaten godtgøre,

at denne fare er reel og umiddelbar, eller er det tilstrækkeligt, at der

findes en potentiel fare? Skal artikel 14, [stk. 4, litra] b), i direktiv

2011/95/EU,

alene

eller

sammenholdt

med

proportionalitetsprincippet, fortolkes således, at denne bestemmelse

kun tillader fratagelse af flygtningestatus, hvis denne fratagelse er

forholdsmæssig, og den fare, som personen med flygtningestatus

udgør, er tilstrækkeligt alvorlig til at begrunde denne fratagelse.

3. Såfremt medlemsstaten ikke skal godtgøre, at appellanten efter

dommen fortsat udgør en fare for samfundet, og at denne fare er

reel, umiddelbar og tilstrækkeligt alvorlig til at begrunde fratagelsen

af flygtningestatus, skal artikel 14, [stk. 4, litra] b), i direktiv

2011/95/EU da fortolkes således, at denne bestemmelse indebærer,

at truslen mod samfundet i princippet er godtgjort ved den

omstændighed, at personen med flygtningestatus er blevet idømt

straf ved en endelig dom for en alvorlig lovovertrædelse, men at

denne kan godtgøre, at han ikke eller ikke længere udgør en sådan

trussel?

Rzecznik Praw Dziecka e.a. (Suspension de la décision de

retour)

Uofficiel dansk version af det præjudicielle spørgsmål:

Er artikel 11, stk. 3, i Rådets forordning (EF) nr. 2201/2003 af 27.

november 2003 om retternes kompetence og om anerkendelse og

fuldbyrdelseaf retsafgørelser i ægteskabssager og i sager vedrørende

forældreansvar og om ophævelse af forordning (EF) nr. 2201/2003

forældreansvar, om ophævelse af forordning (EF) nr. 1347/2000 og

artikel 22, 24, artikel 27, stk. 6, og artikel 28, stk. 1 og 2, i Rådets

forordning (EU) nr. 2019/1111 af 25. juni 2019. om kompetence,

anerkendelse og fuldbyrdelse af retsafgørelser i ægteskabssager og i

sager om forældreansvar og i sager om international

barnebortførelse (omarbejdning), sammenholdt med artikel 47 i Den

Udlændinge- og

Integrationsministeriet

O-sag

Dom

16.02.23

Udlændinge- og

Integrationsministeriet

O-sag

16.02.23

Social- og

Ældreministeriet

O-sag

Dom

16.02.23

EUU, Alm.del - 2022-23 (2. samling) - Bilag 218: Liste over judicielle aktiviteter i sager af dansk interesse pr. 10/2-23

C-268/21

C-331/21

C-394/21

Europæiske Unions charterom grundlæggende rettigheder, er til

hinder for anvendelsen af en bestemmelse i national ret, hvorefter

der i sager om fjernelse af en person, der er underlagt

forældremyndighed eller forældremyndighed, der gennemføres på

grundlag af konventionen om de civilretlige virkninger af

internationale barnebortførelser, udfærdiget i Haag den 25. oktober

1980, er tale om en bestemmelse, der er til hinder for anvendelsen

af en bestemmelse i national ret, efter anmodning fra den offentlige

anklager,

børneombudsmanden

eller

ombudsmanden

rettigheder,der meddeles appelretten i Warszawa inden for en frist

på højst to uger fra den dato, hvor afgørelsen om at fjerne en person,

der er underlagt forældremyndighedeller forbliver under værgemål,

bliver endelig, suspenderes fuldbyrdelsen af den nævnte afgørelse

ved lov.

Norra Stockholm Bygg

Sagen vedrører:

1. Stiller databeskyttelsesforordningens artikel 6, stk. 3 og 4, også

krav til national processuel lovgivning om editionspligt?

2. Såfremt det første spørgsmål besvares bekræftende, indebærer

databeskyttelsesforordningen da, at der ved bedømmelse af

spørgsmålet, om der skal træffes bestemmelse om edition af et

dokument, der indeholder personoplysninger, også skal tages hensyn

til de registreredes interesser? Stiller EU-retten i dette tilfælde nogen

krav til den måde, hvorpå denne bedømmelse nærmere skal

foretages?

Autoridade da Concorrência et EDP til orientering

Spørgsmål:

1. Skal artikel 101 TEUF, som artikel 9 i den nye

konkurrencelovgivning (lov nr. 19/2012 af 8.5.2012) er inspireret af,

fortolkes således, at en konkurrenceklausul som den, der fremgår af

klausul 12.1 og 12.2 (jf. punkt [8 i den korte fremstilling af de faktiske

omstændigheder og retsforhandlingerne]) i partnerskabsaftalen, kan

kvalificeres som en aftale med konkurrencebegrænsende formål, der

er indgået mellem en elleverandør og en detailhandler i

levnedsmiddelbranchen, der driver varehuse og supermarkeder, med

henblik på at yde rabatter til kunder, der samtidig tilmelder sig en

bestemt tarifplan for elektricitet hos elleverandøren, der er

tilgængelig på det portugisiske fastland, og som er indehavere af et

bonuskort fra detailhandleren i levnedsmiddelbranchen, hvilke

rabatter udelukkende kan benyttes til at købe produkter i

sidstnævntes butikker eller hos selskaber, der er knyttet hertil, når

denne aftale omfatter andre klausuler, der fastlægger, at formålet

med aftalen var at fremme udviklingen i de deltagende selskabers

virksomhed (jf. punkt 2-[7 og 16 i den korte fremstilling af de

faktiske omstændigheder og retsforhandlingerne]), og fordelene for

kunderne er fastslået (jf. [punkt 16, som nævnt ovenfor]), uden at

der er foretaget en analyse af de nærmere skadelige virkninger for

konkurrencen, der følger af ovennævnte klausul 12.1 og 12.2?

2. Kan artikel 101, stk. 1, TEUF fortolkes således, at en aftale,

hvorved bestemte former for økonomisk virksomhed forbydes, og

som omhandler en angivelig markedsdeling mellem to

virksomheder, kan anses for at have et konkurrencebegrænsende

formål, når den indgås mellem enheder, der ikke konkurrerer

indbyrdes, hverken aktuelt eller potentielt, på nogen af de markeder,

der berøres af den nævnte forpligtelse, selv når de markeder, der

berøres heraf, kan anses for liberaliserede markeder eller markeder

uden uovervindelige retlige adgangsbarrierer?

M.fl. spørgsmål

Bursa Româna de Marfuri

Sagen vedrører:

1) Er Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2019/943 af

5. juni 2019 om det indre marked for elektricitet, navnlig artikel 1,

litra b), og artikel 3, henset til bestemmelserne i Europa-

Parlamentets og Rådets direktiv (EU) 2019/944 af 5. juni 2019 om

fælles regler for det indre marked for elektricitet og om ændring af

direktiv 2012/27/EU, fra sin ikrafttræden til hinder for, at en

medlemsstat fortsat tildeler én enkelt licens til organisation og drift

af centrale energimarkeder? Er den rumænske stat fra den 1. januar

2020 forpligtet til at spærre et eksisterende monopol på driften af

elektricitetsmarkedet?

2) Omfatter det personelle anvendelsesområde for principperne om

fri konkurrence i forordning (EU) 2019/943, navnlig artikel 1, litra

b) og c), og artikel 3, operatøren af et elektricitetsmarked som en

varebørs? Har det nogen betydning for besvarelsen, om definitionen

af elektricitetsmarkedet i artikel 2, nr. 40), i forordning (EU)

Miljøministeriet

Ministeriet for Fødevarer,

Landbrug og Fiskeri

Justitsministeriet

Datatilsynet

O-sag

Dom

02.03.23

Konkurrence- og

Forbrugerstyrelsen

O-sag

02.03.23

Konkurrence- og

Forbrugerstyrelsen

O-sag

Dom

02.03.23

EUU, Alm.del - 2022-23 (2. samling) - Bilag 218: Liste over judicielle aktiviteter i sager af dansk interesse pr. 10/2-23

C-410/21

C-432/21

2019/943 henviser til definitionen af elektricitetsmarkedet i artikel

2, nr. 9), i direktiv 2019/944?

3) Skal en medlemsstats tildeling af en enkelt licens til drift af

elektricitetsmarkedet

anses

for

udgøre

konkurrencebegrænsning som omhandlet i artikel 101 TEUF og 102

TEUF, sammenholdt med artikel 4, stk. 3, TEU og artikel 106, stk.

1, TEUF?

DRV Intertrans

Sagen vedrører:

1. Skal artikel 5 i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF)

nr. 987/2009 af 16. september 2009 om de nærmere regler til

gennemførelse af forordning (EF) nr. 883/2004 om koordinering af

de sociale sikringsordninger fortolkes således, at:– såfremt

myndighederne i den medlemsstat, der har udstedt A1-attesterne,

efter

anmodning

fra

myndighederne

beskæftigelsesmedlemsstaten om at få disse A1-attester trukket

tilbage med tilbagevirkende kraft, begrænser sig til foreløbigt at

trække disse attester tilbage med en meddelelse om, at de ikke

længere er bindende, således at en straffesag i

beskæftigelsesmedlemsstaten kan fortsætte, og den medlemsstat, der

har udstedt A1-attesterne, først vil træffe endelig afgørelse, når

denne straffesag er endeligt afsluttet, gælder den til A1-attesterne

knyttede formodning for, at de pågældende arbejdstagere er

forskriftsmæssigt tilsluttet den sociale sikringsordning i den

udstedende medlemsstat, ikke længere, og A1-attesterne er ikke

længere

bindende

for

myndighederne

beskæftigelsesmedlemsstaten;

–

såfremt dette spørgsmål besvares benægtende, kan myndighederne

beskæftigelsesmedlemsstaten i lyset af retspraksis ved Den

Europæiske Unions Domstol lade de pågældende A1-attester ude af

betragtning på grund af svig?

2. Skal artikel 13, stk. 1, litra b), nr. i), i Europa-Parlamentets og

Rådets forordning (EF) nr. 883/2004 af 29. april 2004 om

koordinering af de sociale sikringsordninger, artikel 3, stk. 1, litra a),

og artikel 11, stk. 1, i Europa- Parlamentets og Rådets forordning

(EF) nr. 1071/2009 af 21. oktober 2009 om fælles regler om

betingelser for udøvelse af vejtransporterhvervet og om ophævelse

af Rådets direktiv 96/26/EF samt artikel 4, stk. 1, litra a), i Europa-

Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 1072/2009 af

21.oktober 2009 om fælles regler for adgang til markedet for

international godskørsel fortolkes således, at det af den

omstændighed, at en virksomhed, der i en medlemsstat får udstedt

en vejtransporttilladelse af en medlemsstat i Den Europæiske Union

i henhold til forordning (EF) nr. 1971/2009 og forordning (EF) nr.

1072/2009 og således skal have et faktisk etableret og varigt

forretningssted i denne medlemsstat, nødvendigvis fremgår, at det

hermed uafkræfteligt er godtgjort, at virksomheden har hjemsted

som omhandlet i artikel 13, stk. 1, i forordning (EF) nr. 83/2004 i

denne stat, når det skal fastsættes, hvilken social sikringsordning der

finder

anvendelse,

myndighederne

beskæftigelsesmedlemsstaten er bundet af denne fastsættelse?

Europa-Kommissionen mod Republikken Polen

Påstande:

—Det

fastslås, at Republikken Polen har tilsidesat sine forpligtelser

i henhold til artikel 6, stk. 1 og 2, artikel 12, stk. 1, litra a)-d), artikel

13, stk. 1, litra a), og artikel 16, stk. 1, i Rådets direktiv 92/43/EØF

af 21. maj 1992 om bevaring af naturtyper samt vilde dyr og planter

(1) og i henhold til artikel 4, stk. 1, artikel 5, litra a), b) og d), samt

artikel 9, stk. 1, i Europa-Parlamentets og Rådets direktiv

2009/147/EF af 30. november 2009 om beskyttelse af vilde fugle

(2), idet den har indført bestemmelser i den nationale ordning,

hvorefter skovforvaltning baseret på god praksis ikke tilsidesætter

bestemmelser om naturbeskyttelse i fugle- og habitatdirektivet.

—Det

fastslås, at Republikken Polen har tilsidesat sine forpligtelser

i henhold til artikel 6, stk. 3, i Rådets direktiv 92/43/EØF af 21. maj

1992 om bevaring af naturtyper samt vilde dyr og planter,

sammenholdt med artikel 19, stk. 1, andet afsnit i traktaten om Den

Europæiske Union, artikel 216, stk. 2, i traktaten om Den

Europæiske Unions funktionsmåde, artikel 47 i Den Europæiske

Unions charter om grundlæggende rettigheder, artikel 6, stk. 1, litra

b), og artikel 9, stk. 2, i Aarhuskonventionen af 25. juni [2005] om

adgang til miljøoplysninger, idet den har udelukket muligheden for,

naturbeskyttelsesorganisationer

kan

anfægte

skovforvaltningsplaner ved domstolene.

—Republikken

Polen tilpligtes at betale sagsomkostningerne.

Sundheds- og

Ældreministeriet

Beskæftigelsesministeriet

O-sag

Dom

02.03.23

Miljøministeriet

O-sag

Dom

02.03.23

EUU, Alm.del - 2022-23 (2. samling) - Bilag 218: Liste over judicielle aktiviteter i sager af dansk interesse pr. 10/2-23

C-477/21

C-684/21

C-711/21

og C-

712/21

MAV-START

Sagen vedrører:

1) Skal artikel 5 i direktiv [2003/88], sammenholdt med artikel 31,

stk. 2, i Den Europæiske Unions charter om grundlæggende

rettigheder (chartret), fortolkes således, at den daglige hviletid i

artikel 3 [i det nævnte direktiv] er en del af den ugentlige hviletid?

2) Eller skal artikel 5 i direktiv [2003/88], sammenholdt med

chartrets artikel 31, stk. 2, derimod fortolkes således, at den nævnte

artikel, henset til direktivets formål, alene fastlægger den minimale

ugentlige hviletid, dvs. skal den ugentlige hviletid have en varighed

på mindst 35 sammenhængende timer, såfremt der ikke foreligger

objektive eller tekniske betingelser eller betingelser vedrørende

arbejdets tilrettelæggelse, der udelukker dette?

3) Skal artikel 5 i direktiv [2003/88], sammenholdt med chartrets

artikel 31, stk. 2, fortolkes således, at når medlemsstatens lovgivning

og den gældende kollektive overenskomst fastlægger, at der skal ydes

en sammenhængende ugentlig hviletid på mindst 42 timer, er det

også obligatorisk, efter et arbejde, der er gennemført på

arbejdsdagen, der ligger før den ugentlige hviletid, at yde den daglige

hviletid på 12 timer, der er garanteret sammen med den ugentlige

hviletid i medlemsstatens lovgivning desangående og i den gældende

kollektive overenskomst, såfremt der ikke foreligger objektive eller

tekniske betingelser eller betingelser vedrørende arbejdets

tilrettelæggelse, der udelukker dette?

4) Skal artikel 3 i direktiv [2003/88], sammenholdt med chartrets

artikel 31, stk. 2, fortolkes således, at en arbejdstager også har ret til

en minimumshvileperiode, der skal ydes i løbet af 24 timer, såfremt

den pågældende arbejdstager uanset grund ikke skal arbejde de

følgende 24 timer?

5) Såfremt det fjerde spørgsmål besvares bekræftende, skal artikel 3

og 5 i direktiv [2003/88], sammenholdt med chartrets artikel 31, stk.

2, da fortolkes således, at den daglige hviletid [skal] ydes forud for

den ugentlige hviletid?

Papierfabriek Doetinchem

Spørgsmål:

1. I henhold til Domstolens praksis skal vurderingen af, om

elementer af et produkts udseende alene er bestemt af produktets

tekniske funktion, foretages med hensyn til det omhandlede design,

objektive omstændigheder, der tydeliggør begrundelsen for at vælge

elementerne af det pågældende produkts udseende, oplysninger om

produktets brug samt om der foreligger alternative design, der gør

det muligt at opnå den samme tekniske funktion (Domstolens dom

af 8.3.2018

–

C- 395/16

–

DOCERAM GmbH mod CeramTec

GmbH

–

ECLI:EU:C:2018:172). Hvilken betydning har, henset til

spørgsmålet om, hvorvidt der foreligger andre design, det forhold,

at indehaveren af designet også råder over designretten til stort antal

alternative design?

2. Skal der ved vurderingen af, om elementer af et produkts

udseende alene er bestemt af produktets tekniske funktion, tages

hensyn til, at formgivningen muliggør flere farver, hvis den

farvemæssige gengivelse som sådan ikke fremgår af registreringen?

3. Såfremt det andet spørgsmål besvares bekræftende: Har dette

forhold indflydelse på designets beskyttelsesomfang?

État belge, représenté par le Secrétaire d’État à l’Asile et la

Migration m.fl.

Spørgsmål:

1. Skal artikel 7 og 47 i Den Europæiske Unions charter om

grundlæggende rettigheder og artikel 5, [artikel 6, stk. 6,] og artikel

13 i Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2008/115/EF af 16.

december 2008 om fælles standarder og procedurer i

medlemsstaterne for tilbagesendelse af tredjelandsstatsborgere med

ulovligt ophold, i lyset af dommen [af 19.6.2018, Gnandi (C-181/16,

EU:C:2018:465)], fortolkes således, at den ret, der behandler et

søgsmål til prøvelse af en afgørelse om tilbagesendelse, der er truffet

efter en afgørelse om afslag på international beskyttelse, ved

vurderingen af lovligheden af afgørelsen om tilbagesendelse kun kan

tage hensyn til ændringer i omstændighederne, der er af en sådan art,

at de har en væsentlig indvirkning på vurderingen af situationen i

lyset af ovennævnte artikel 5, og som er indtrådt inden Conseil du

Contentieux des Etrangers’ afslutning af den internationale

beskyttelsesprocedure?

2. Skal de omstændigheder, der er omhandlet i artikel 5 i Europa-

Parlamentets og Rådets direktiv 2008/115/EF af 16. december

2008 om fælles standarder og procedurer i medlemsstaterne for

tilbagesendelse af tredjelandsstatsborgere med ulovligt ophold, være

Beskæftigelsesministeriet

O-sag

Dom

02.03.23

Patent- og

Varemærkestyrelsen

O-sag

Dom

02.03.23

Udlændinge- og

Integrationsministeriet

O-sag

02.03.23

EUU, Alm.del - 2022-23 (2. samling) - Bilag 218: Liste over judicielle aktiviteter i sager af dansk interesse pr. 10/2-23

indtrådt på et tidspunkt, hvor udlændingen havde lovligt ophold

eller tilladelse til at forblive?«

C-723/21

Stadt Frankfurt (Oder) et FWA

Spørgsmål:

a. Skal artikel 7, stk. 3, i Europa-Parlamentets og Rådets direktiv

2000/60/EF af 23. oktober 2000 om fastlæggelse af en ramme for

Fællesskabets

vandpolitiske

foranstaltninger

–

herefter

»vandrammedirektivet«

–

fortolkes således, at alle medlemmer af den

af et projekt direkte berørte offentlighed har ret til ved domstolene

at påberåbe sig tilsidesættelser af forpligtelsen til

a) at undgå en forringelse af kvaliteten af vandforekomster, der er

bestemt til fremstilling af drikkevand,

b) at reducere omfanget af den rensning, der kræves til fremstilling

af drikkevand, under henvisning til beskyttelse af tredjemand i

forbindelse med forbuddet mod forringelse af grundvand (jf.

Domstolens dom af 28.5.2020[, Land Nordrhein-Westfalen], C-

535/18, præmis 132 f., […], og af 3.10.2019[, Wasserleitungsverband

Nördliches Burgenland m.fl.], C-197/18,

præmis 40 og 42 […])?

b. Såfremt spørgsmål a) skal besvares benægtende:

Har sådanne sagsøgere, til hvem fremstillingen og rensningen af

drikkevandet er overdraget, under alle omstændigheder ret til at

påberåbe sig tilsidesættelser af forbuddene og forpligtelserne i

henhold til vandrammedirektivets artikel 7, stk. 3?

2. Indeholder vandrammedirektivets artikel 7, stk. 3, også for

vandforekomster uden for beskyttelseszoner som omhandlet i

vandrammedirektivets artikel 7, stk. 3,

andet punktum, ud over mere langsigtede planlægningsforpligtelser

forvaltningsplaner og indsatsprogrammer i lighed med

vandrammedirektivets artikel 4 en forpligtelse til at nægte at

godkende konkrete projekter på grund af en tilsidesættelse af

forbuddet mod forringelse (jf. Domstolens dom af 28.5.2020 [, Land

Nordrhein-Westfalen], C-535/18,

præmis 75 […])?

M.fl. spøgsmål

Kwizda Pharma mod Landeshauptmann, Wien

Spørgsmål:

1a) Skal et produkt for at kunne kvalificeres som fødevare til særlige

medicinske formål dokumenterbart være i stand til at opnå de

anpriste sygdoms- eller lidelsesspecifikke resultater udelukkende i

forbindelse med [den bestemte] kost, der sundhedsmæssigt er

indikeret af denne sygdom eller lidelse med hensyn til denne lidelses

eller sygdoms krav til tilførsel af næringsstoffer? 1b) Skal det i denne

forbindelse kun lægges til grund, at der er tale om en [bestemt] kost,

hvis en person ændrer sin kost således, at der indtages andre eller

supplerende næringsstoffer, som optages af kroppen gennem

fordøjelsen?

1c) Er det desuden et krav for kvalificeringen som fødevare til

særlige medicinske formål, at den lidelse eller sygdom, som

produktet er beregnet til, kræver en [bestemt] kost, som indebærer,

at patienten optager næringsstofferne i produktet, som ikke kan

optages gennem den normale kost?

1d) Skal fødevaren til særlige medicinske formål udelukkende

opfylde sin medicinske virkning derved, at den indeholder alle eller

nogle af disse næringsstoffer, som ikke kan optages gennem den

normale kost, men som er nødvendige eller obligatoriske for

patienten for at opretholde den pågældendes livsfunktioner?

I benægtende fald: Af hvilken art skal ingredienserne i et produkt

være for at opfylde kravene til en fødevare til særlige medicinske

formål?

2a) Udelukker klassificeringen af et produkt som kosttilskud, at dette

produkt også kan klassificeres som fødevare til særlige medicinske

formål?

2b) I benægtende fald: Ud fra hvilke kriterier skal det afgøres, at et

bestemt kosttilskud ikke kan klassificeres som en fødevare til særlige

medicinske formål?

2c) Kan [en bestemt] »kost« som omhandlet i artikel 2, stk. 2, litra

g), i forordning (EU) 609/2013 også alene bestå af anvendelse af

»kosttilskud« som omhandlet i direktiv 2002/46/EF om indbyrdes

tilnærmelse af medlemsstaternes lovgivninger om kosttilskud?

2d) Er det tilstrækkeligt for at kvalificere en fødevare som en

fødevare til særlige medicinske formål, at den indeholder

næringsstoffer, som også kan optages gennem indtagelse af

kosttilskud eller andre fødevarer, men som specifikt er sammensat

med henblik på en bestemt sygdom eller lidelse?

M.fl. spørgsmål

Ministeriet for Fødevarer,

Landbrug og Fiskeri

Energistyrelsen

O-sag

02.03.23

C-760/21

Lægemiddelstyrelsen

Ministeriet for Fødevarer,

Landbrug og Fiskeri

O-sag

Dom

02.03.23

EUU, Alm.del - 2022-23 (2. samling) - Bilag 218: Liste over judicielle aktiviteter i sager af dansk interesse pr. 10/2-23

C-49/22

C-84/22

Austrian Airlines

Spørgsmål:

[1] Skal artikel 5, stk. 1, litra a), og artikel 8, stk. 1, litra b), i Europa-

Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 261/2004 af 11. februar

2004 om fælles bestemmelser om kompensation og bistand til

luftfartspassagerer ved boardingafvisning og ved aflysning eller lange

forsinkelser og om ophævelse af forordning (EØF) nr. 295/91

(herefter »forordning nr. 261/2004«) fortolkes således, at den

omlægning af rejsen under sammenlignelige transportbetingelser til

vedkommendes

endelige

bestemmelsessted,

som

det

transporterende luftfartsselskab skal tilbyde, hvis en flyafgang

aflyses, også kan udgøres af en repatrieringsflyvning, der udføres

som en statslig myndighedsudøvelse, når det transporterende

luftfartsselskab ganske vist ikke kan gøre noget retligt krav på at

skulle transportere passageren, men ville kunne tilmelde og betale

flyvningen for luftfartspassageren og på grundlag af en kontraktlig

aftale med staten i sidste ende udfører flyvningen med det samme

fly og med de samme afgangs- og ankomsttidspunkter som den

oprindelige, men aflyste flyvning?

[2] Skal artikel 8, stk. 1, i [forordning nr. 261/2004] fortolkes således,

at en passager, som selv tilmelder sig en repatrieringsflyvning som

den i det første præjudicielle spørgsmål omtalte og i den anledning

betaler et obligatorisk bidrag til statens omkostninger i den

anledning, har et direkte af forordning nr. 261/2004 følgende krav

mod luftfartsselskabet på refusion af sine udgifter, også når

udgifterne ikke udelukkende udgøres af omkostninger til selve

flyvningen?

Right to Know

Spørgsmål:

(1) Skal referater fra formelle møder i en medlemsstats udøvende

magt, hvorregeringsmedlemmer er forpligtet til at give møde og

handle som en kollektivmyndighed, med henblik på anmodning om

adgang til miljøoplysninger indeholdti disse referater, betragtes som

»interne meddelelser« eller som offentligemyndigheders

»sagsbehandling«, som omhandlet henholdsvis i artikel 4, stk. 1, litra

e), og artikel 4, stk. 2, litra a), i Europa-Parlamentets og Rådets

direktiv2003/4/EF af 28. januar 2003 om offentlig adgang til

miljøoplysninger og omophævelse af Rådets direktiv 90/313/EØF?

(2) Rækker princippet om retskraft (som drøftet i Köbler, sag C-

224/01, ECLI:EU:C:2003:513 og efterfølgende retspraksis) ud over

domskonklusionen itidligere domme, således at det derudover

omfatter konklusioner angående defaktiske omstændigheder eller

retlige spørgsmål, der er behandlet i den tidligeredom? Med andre

ord, er princippet om retskraft begrænset til tilfælde, hvoradgangen

til søgsmål er afskåret (cause of action estoppel), eller omfatter

detligeledes tilfælde, hvor anbringender er afskåret (issue estoppel)?

M.fl. spørgsmål

Konkurrence- og

Forbrugerstyrelsen

Transportministeriet

O-sag

02.03.23

Ministeriet for Fødevarer,

Landbrug og Fiskeri

Transportministeriet

O-sag

02.03.23