Europaudvalget 2022-23 (2. samling)
EUU Alm.del Bilag 31
Offentligt
2638759_0001.png
NOTAT
Retskontor
J.nr. 2022-6954
Ref. CARP
Den 23. november 2022
Til Folketingets Europaudvalg og Folketingets Miljø- og
Fødevareudvalg om afgivelse af indlæg i EU-Domstolens
præjudicielle sag C-437/22, Eesti Vabariik (Põllumajanduse
Registrite ja Informatsiooni Amet)
1. Indledning
Højesteret i Estland har i en sag på landbrugsområdet forelagt EU-Domstolen to præjudicielle
spørgsmål, der vedrører en situation, hvor et anpartsselskab modtog uberettiget landbrugsstøtte på
grund af svig. Svigen var udøvet af det støttemodtagende selskabs repræsentanter, der samtidig var
eneejere og direktører for selskabet. Det centrale spørgsmål i sagen er, om den udbetalende myndighed
alene kan rette et tilbagesøgningskrav mod det støttemodtagende selskab, som har søgt og modtaget
landbrugsstøtten, eller om et tilbagesøgningskrav ligeledes kan rettes mod andre, f.eks. selskabets
repræsentanter eller dets reelle ejere.
Sagen er relevant for Danmark, idet udfaldet af den præjudicielle sag kan få væsentlige konsekvenser
for Landbrugsstyrelsens praksis for tilbagesøgning af midler i sager, hvor der påvises omgåelse i henhold
til artikel 60 i forordning nr. 1306/2013 eller svig. Det har hidtil været Landbrugsstyrelsens praksis alene
at rette et tilbagesøgningskrav mod det støttemodtagende selskab. Der pågår aktuelt
–
også i lyset af
nærværende sag og efter drøftelser med Kommissionen
–
overvejelser i Landbrugsstyrelsen om at ændre
denne praksis.
2. Sagens faktiske omstændigheder og juridiske problemstillinger
Den præjudicielle forelæggelse drejer sig om tilbagesøgning af landbrugsstøtte, der uberettiget er
udbetalt til en støttemodtager som følge af svigagtig adfærd, idet støttemodtageren forsætligt havde
afgivet urigtige oplysninger til det estiske Landbrugets Register- og Informationskontor, der på den
baggrund udbetalte støtte til anpartsselskabet. Det centrale spørgsmål i sagen er, om den udbetalende
myndighed kan rette et tilbagesøgningskrav mod andre end det støttemodtagende selskab.
De præjudicielle spørgsmål vedrører fortolkningen af artikel 7 i forordning nr. 2988/95
(svigsforordningen), artikel 54, stk. 1, og artikel 56, stk. 1, i forordning nr. 1306/2013 samt artikel 35,
stk. 6, i den delegerede forordning nr. 640/2014. Bestemmelser, som også er relevante ved
bedømmelsen af Landbrugsstyrelsens adgang til at foretage tilbagesøgning.
Ministeriet for Fødevarer, Landbrug og Fiskeri
•
Slotsholmsgade 12
•
1216 København K
Tlf. 38 10 60 00
•
CVR 41956011
•
EAN 5798000880016
•
[email protected]
•
www.fvm.dk
 EUU, Alm.del - 2022-23 (2. samling) - Bilag 31: Notat om afgivelse af indlæg i EU-Domstolens præjudicielle sag C-437-22, Eesti Vabariik
2638759_0002.png
Det første spørgsmål vedrører, om artikel 7 i forordning nr. 2988/95 (svigsforordningen) sammenholdt
med artikel 54, stk. 1, og artikel 56, stk. 1, i forordning nr. 1306/2013 samt artikel 35, stk. 6, i den
delegerede forordning nr. 640/2014 giver medlemsstaterne hjemmel med direkte virkning til, at
landbrugsstøtten kan opkræves hos repræsentanterne for selskabet i kraft af, at de har medvirket til den
uretmæssige betaling.
Det andet spørgsmål vedrører, om repræsentanterne i kraft af deres reelle ejerskab af den
støttemodtagende virksomhed,
selv kan anses for ”støttemodtagere” efter artikel 54, stk. 1, i forordning
nr. 1306/2013, og artikel 35, stk. 6, i forordning 640/2014, og om tilbagebetalingskravet alene på dette
grundlag (og ikke i medfør af artikel 7 i forordning nr. 2988/95) således kan rettes direkte mod dem.
Selv om der i den præjudicielle forelæggelse er tale om, at en støttemodtager er dømt for svig
–
og ikke
omgåelse
–
er det vurderingen, at resultatet af den præjudicielle forelæggelse kan have væsentlig
betydning for bl.a. de af Landbrugsstyrelsens sager, hvor en støttemodtager har etableret en
selskabskonstruktion, der er udtryk for omgåelse, og på den måde uberettiget har opnået fordele i strid
med formålet med en EU-støtteordning. Hjemlen til at tilbagesøge landbrugsstøtte, der er opnået
gennem omgåelse, er således i vidt omfang den samme som hjemlen til at tilbagesøge midler, der er
opnået gennem svig.
3. Fødevareministeriets interesse i sagen
Det er Fødevareministeriets opfattelse, at regeringen bør afgive indlæg i sagen, da EU-Domstolens
besvarelse af de forelagte spørgsmål kan have væsentlig betydning for Landbrugsstyrelsens praksis for
at tilbagesøge midler i sager, hvor omgåelse påvises i henhold til artikel 60 i forordning nr. 1306/2013.
Ifølge Fødevareministeriet bør der til det første spørgsmål, der er forelagt EU-Domstolen, argumenteres
for, at reglerne om tilbagesøgning i forordning nr. 1306/2013 sammenholdt med artikel 7 i forordning
nr. 2988/95 giver mulighed for at rette et krav om tilbagebetaling af uretmæssig udbetalt
landbrugsstøtte ikke kun mod det selskab, der har modtaget støtten, men også mod personer, der har
medvirket til at opnå den uretmæssige udbetaling af støtten.
Der bør i forhold til det andet spørgsmål argumenteres for, at der i reglerne om tilbagesøgning tillige er
hjemmel til at anse de reelle ejere af den støttemodtagende virksomhed for at være støttemodtagere. En
fysisk person kan efter dansk ret anses som reel ejer, når denne ejer eller kontrollerer et selskab.
Argumentationen hviler på følgende betragtninger:
•
Spørgsmål 1:
Hjemlerne til tilbagesøgning af uretmæssigt udbetalt støtte i tilfælde af uregelmæssigheder som svig
eller omgåelse på landbrugsområdet følger af artikel 54, stk. 1, og artikel 63, stk. 1, i forordning nr.
1306/2013, og artikel 35, stk. 6, i forordning nr. 640/2014. Sidstnævnte er udstedt med hjemmel i artikel
63, stk. 4, i forordning nr. 1306/2013, der bemyndiger Kommissionen til at fastsætte retningslinjerne
for at udmønte artikel 63, stk. 1. Disse bestemmelser skal fortolkes ud fra deres ordlyd, sammenhængen,
hvori de indgår, og til de formål, der forfølges med den regulering, de indgår i. Som led heri skal
2
 EUU, Alm.del - 2022-23 (2. samling) - Bilag 31: Notat om afgivelse af indlæg i EU-Domstolens præjudicielle sag C-437-22, Eesti Vabariik
2638759_0003.png
bestemmelserne fortolkes i lyset af de generelle regler i svigsforordningen, herunder artikel 7. Efter
artikel 7 i svigsforordningen kan administrative fællesskabsforanstaltninger (såsom tilbagebetaling af
uberettiget opnået støtte) ikke alene anvendes på
”de økonomiske beslutningstagere”, men også på
personer, der har medvirket til gennemførelsen af uregelmæssigheden, samt personer der er ansvarlige
for uregelmæssigheden, eller som skal forhindre, at den finder sted. Artikel 7 fastslår dermed
rækkevidden af tilbagesøgningsadgangen i de nævnte bestemmelser. Formålet med bestemmelserne
understøtter også, at det bør være muligt for medlemsstaterne at foretage tilbagesøgning ikke blot mod
de formelle støttemodtagere, men også mod personer, der for eksempel har medvirket til
uregelmæssigheden. Det er en forudsætning for den effektive beskyttelse af EU's finansielle interesser,
at medlemsstaterne ikke er afskåret fra at søge uretmæssigt udbetalte støttemidler tilbage, hvis den
formelle støttemodtager enten er ophørt med at eksistere eller ikke længere har økonomiske midler til
at betale støtten tilbage.
•
Spørgsmål 2:
Besvarelsen af spørgsmålet hviler på samme fortolkning af de relevante hjemler til tilbagesøgning som i
besvarelsen af spørgsmål 1. Bestemmelserne bør herudover fortolkes således, at et krav om
tilbagebetaling af uberettiget støtte også kan rettes mod ejeren af den støttemodtagende virksomhed,
herunder henset til, at den reelle ejer af virksomheden
–
oftest i lige så høj grad som den direkte
støttemodtager
–
kan siges at have draget fordel af støtten. Denne fortolkning understøttes af den
engelske (”the beneficiary”), franske (”du bénéficiaire”) og tyske (”dem Begünstigten”) sprogversion af
artikel 54, stk. 1, i forordning nr. 1306/2013, hvor det afgørende er, hvem der har fået gavn af eller
fordelen af støtten, og ikke
– som i den danske sprogudgave (”støttemodtageren”) –
hvem der formelt
og direkte har modtaget støttebeløbet. Denne fortolkning af bestemmelsen er endvidere nødvendig for
at sikre den effektive virkning af tilbagesøgningsreglen.
Sagen anses for at være væsentlig, og fødevareministeren vil mundtligt orientere Folketingets
Europaudvalg og Folketingets Miljø- og Fødevareudvalg, inden der afsiges dom i sagen.
3