EUU, Alm.del - 2022-23 (2. samling) - Bilag 394: Liste over judicielle aktiviteter i sager af dansk interesse pr. 14/4-23

Europaudvalget 2022-23 (2. samling)
EUU Alm.del Bilag 394
Offentligt

Udenrigsministeriet

Juridisk Tjeneste, EU-retskontoret

Asiatisk Plads 2

–

1448 København K

Tlf.: 33 92 03 24 E-mail:

[email protected]

Liste over judicielle aktiviteter i sager af dansk interesse

JTEU j.nr. 2015 - 30240

14. april 2023

Til orientering fremsendes nedenstående liste over EU-Domstolens aktiviteter i de kommende tre uger i

retssager, som har den danske regerings interesse. For så vidt angår sager, hvor der er nedsat

procesdelegation, indeholder listen oplysninger om tidspunktet for mundtlig forhandling, fremsættelse af

generaladvokatens forslag til afgørelse (GA) og afsigelse af dom. I sager, der i øvrigt følges af den danske

regering, oplyses der om tidspunkt for generaladvokatens forslag til afgørelse og afsigelse af dom.

Generaladvokatens udtalelser og EU-Domstolens domme offentliggøres på EU-Domstolens

hjemmeside (http://curia.europa.eu/) på selve datoen for fremsættelse eller afsigelse.

Der tages forbehold for, at listen er udarbejdet på baggrund af EU-Domstolens retslister, og at EU-

Domstolen med kort varsel kan foretage ændringer i egne retslister.

Liste over sager, hvor der nedsat procesdelegation:

Sagsnr.

C-548/21

Titel og kort sagsresumé

Bezirkshauptmannschaft Landeck

Spørgsmål:

1) Skal artikel 15, stk. 1 (eventuelt sammenholdt med artikel 5), i direktiv

2002/58 som ændret ved direktiv 2009/136/EF i lyset af artikel 7 og 8 i

chartret om grundlæggende rettigheder fortolkes således, at offentlige

myndigheders adgang til data, der er lagret på en mobiltelefon, indebærer et

indgreb i de grundlæggende rettigheder vedrørende disse data, der er fastsat i

de nævnte artikler i chartret, som er så alvorligt, at denne adgang skal

begrænses til forebyggelse, efterforskning, afsløring og retsforfølgning af

straffelovsovertrædelser med henblik på bekæmpelse af grov kriminalitet?

2) Skal artikel 15, stk. 1, i direktiv 2002/58 som ændret ved direktiv

2009/136/EF i lyset af artikel 7, 8 og 11 og artikel 52, stk. 1, i chartret om

grundlæggende rettigheder fortolkes således, at den er til hinder for en

national lovgivning som § 18 sammenholdt med § 99, stk. 1, i

Strafprozessordnung

(strafferetsplejeloven),

hvorefter

sikkerhedsmyndighederne i forbindelse med en strafferetlig efterforskning

uden godkendelse fra en domstol eller et uafhængigt forvaltningsorgan skaffer

sig omfattende og ukontrolleret adgang til alle de digitale data, der er lagret på

en mobiltelefon?

3.) Skal artikel 47, eventuelt sammenholdt med artikel 41 og 52, i chartret om

grundlæggende rettigheder henset til den processuelle ligestilling og adgangen

til effektive retsmidler fortolkes således, at den er til hinder for en lovgivning

i medlemsstat, der som strafferetsplejelovens § 18 sammenholdt med § 99,

stk. 1, muliggør, at en mobiltelefon udnyttes digitalt, uden at den berørte

person forinden eller i det mindste efter iværksættelsen af foranstaltningen

underrettes herom?

Litauen m.fl. mod Europa-Parlamentet og Rådet for Den Europæiske

Union (Vejpakke-sagerne)

Emne:

Annullering af visse regler vedrørende udstationering af førere i

vejtransportsektoren bl.a. ift. grænseoverskridende transporter og

carbotagekørsel (Vejpakke-sagerne).

Uddrag af påstande herfra:

Sag C-541/20:

1. Artikel 1, stk. 3 og 7, i direktiv 2020/1057, der foreskriver, at reglerne om

udstationering af arbejdstagere skal anvendes på internationale

(grænseoverskridende) transporter og cabotagekørsel med henblik på direktiv

Deltager i PD

Udenrigsministeriet

Justitsministeriet

Proces-

skridt

Dato

20.04.23

C-541/20-

C-555/20

Udenrigsministeriet

Justitsministeriet

Transportministeriet

24.04.23

25.04.23

EUU, Alm.del - 2022-23 (2. samling) - Bilag 394: Liste over judicielle aktiviteter i sager af dansk interesse pr. 14/4-23

96/71/EF, annulleres. For det tilfælde, at det ikke er muligt at annullere artikel

1, stk. 3 og 7, i direktiv 2020/1057 uden at ændre dette direktivs indhold,

nedlægger Republikken Litauen påstand om, at direktiv 2020/1057 annulleres

i sin helhed.

2. Artikel 1, nr. 6, litra d), i forordning 2020/1054 annulleres, for så vidt som

den deri fastsatte forpligtelse indebærer, at transportvirksomheder skal sikre,

at førerne vender tilbage til deres bopæl eller til virksomheden hver fjerde uge.

For det tilfælde, at det ikke er muligt at annullere denne del af bestemmelsen,

nedlægger Republikken Litauen påstand om, at denne bestemmelse annulleres

i sin helhed.

3. Artikel 3 i forordning 2020/1054 annulleres, for så vidt som det heri

fastsættes, at ændringer af forordning (EF) nr. 561/2006 træder i kraft på

tyvendedagen efter offentliggørelsen af forordning 2020/1054 (den

20.8.2020). For det tilfælde, at det ikke er muligt at annullere artikel 3 i

forordning 2020/1054, uden at dette berører denne forordnings andre

bestemmelser, nedlægger Republikken Litauen påstand om, at forordning

2020/1054 annulleres i sin helhed.

4. Europa-Parlamentet og Rådet tilpligtes at betale sagsomkostningerne.

Liste over sager, der i øvrigt følges af den danske regering:

Forkortelser i sagstypekolonnen:

O-sag = Sagen følges til orientering

F-sag = Sagen følges med henblik på eventuel afgivelse af mundtligt indlæg

Sagsnr.

C-144/21

Titel og kort sagsresumé

Europa-Parlamentet mod Europa-Kommissionen

Påstande:

—Artikel

1, stk. 1 og 5, artikel 2, 3, 4, 5, 7, 9 og 10, i Kommissionens

gennemførelsesafgørelse C(2020) 8797 af 18. december 2020 om

delvis godkendelse af visse anvendelser af chromtrioxid i henhold til

forordning (EF) nr. 1907/2006 (1) (Chemservice GmbH m.fl.)

annulleres, for så vidt som de tillader anvendelse 2, 4 og 5 (tillige

med anvendelse 1 beregnet til formulering af blandinger tilsigtet

anvendelse 2, 4 og 5) med godkendelsesnr. REACH/20/18/0

—

REACH/20/18/27.

—Subsidiært

annulleres Kommissionens gennemførelsesafgørelse

C(2020) 8797 i sin helhed.

—Kommissionen

tilpligtes at betale sagsomkostningerne.

Ministero dell’Interno m.fl.

Sagen vedrører:

1) Skal artikel 4 i forordning (EU) nr. 604/2013 fortolkes således, at

det i den klage, der i overensstemmelse med forordningens artikel

27 kan indgives over en afgørelse om overførsel, som en

medlemsstat har truffet efter proceduren i forordningens artikel 26

og på grundlag af tilbagetagelsespligten i henhold til forordningens

artikel 18, stk. 1, litra b), kun er muligt at påberåbe sig, at den

medlemsstat, der har truffet afgørelsen om overførsel, ikke har

udleveret den i forordningens artikel 4, stk. 2, fastsatte

informationsfolder?

2) Skal forordningens artikel 27, sammenholdt med 18. og 19.

betragtning til samt artikel 4 i forordningen, fortolkes således, at en

domstol som et effektivt retsmiddel i tilfælde af konstateret

tilsidesættelse af de i artikel 4 fastsatte forpligtelser har pligt til at

beslutte at annullere afgørelsen om overførsel?

3) Såfremt spørgsmål 2) besvares benægtende, skal forordningens

artikel 27, sammenholdt med 18. og 19. betragtning til samt artikel 4

i forordningen, da fortolkes således, at en domstol som et effektivt

retsmiddel i tilfælde af konstateret tilsidesættelse af de i artikel 4

fastsatte forpligtelser har pligt til at vurdere relevansen af denne

tilsidesættelse i lyset af de af klageren anførte omstændigheder og

kan stadfæste afgørelsen om overførsel i alle situationer, hvor der

ikke fremkommer grunde til at træffe en afgørelse om overførsel

med andet indhold?

DIGI Communications

Sagen vedrører:

1) 1.1 Kan en virksomhed, der er registreret og aktiv i en anden

medlemsstat, og som ikke selv udbyder elektroniske

kommunikationstjenester på det marked, der er omfattet af

Interessent

Miljøministeriet

Beskæftigelsesministeriet

Sags-

type

O-sag

Proces

-skridt

Dom

Dato

20.04.23

C-228/21,

C-254/21,

C-297/21,

C-315/21

og C-

328/21

Miljøministeriet

O-sag

20.04.23

C-329/21

Energistyrelsen

O-sag

Dom

20.04.23

EUU, Alm.del - 2022-23 (2. samling) - Bilag 394: Liste over judicielle aktiviteter i sager af dansk interesse pr. 14/4-23

C-558/21 P

C-559/21 P

afgørelsen, anses for at være konkurrent til de virksomheder, der er

adressater for en afgørelse fra den nationale tilsynsmyndighed som

omhandlet i artikel 4, stk. 1, i Europa-Parlamentets og Rådets

direktiv 2002/21/EF af 7. marts 2002 om fælles

rammebestemmelser for elektroniske kommunikationsnet og -

tjenester (rammedirektivet), når en virksomhed under dens direkte

kontrol er til stede på det relevante marked som tjenesteudbyder og

konkurrerer i dette med de virksomheder, der er adressater for

afgørelsen?

1.2 Er det for at besvare spørgsmål 1.1 nødvendigt at undersøge, om

det moderselskab, der ønsker at klage, udgør en økonomisk enhed

med den virksomhed, som det kontrollerer, og som er til stede som

konkurrent på det pågældende marked?

2) 2.1 Er en auktionsprocedure gennemført af en national

tilsynsmyndighed i henhold til artikel 4, stk. 1, i rammedirektivet og

artikel 7 i direktiv Europa- Parlamentets og Rådets direktiv

2002/20/EF af 7. marts 2002 om tilladelser til elektroniske

kommunikationsnet og -tjenester (tilladelsesdirektivet), der angår

brugsrettighederne til frekvenser til støtte for udrulning af 5G og

yderligere trådløse bredbåndstjenester, en procedure der tager sigte

på at beskytte konkurrencen? Bør den nationale tilsynsmyndigheds

afgørelse om resultatet af auktionen også fortolkes således, at den

har til formål at forsvare konkurrencen i denne henseende?

2.2 Såfremt Domstolen besvarer spørgsmål 2.1 bekræftende, har den

omstændighed, at den nationale tilsynsmyndighed ved en endelig

afgørelse, der er indeholdt i en særskilt afgørelse, har givet den

virksomhed, der har anlagt sag, afslag på at registrere sit bud med

den følge, at virksomheden ikke kan deltage i auktionen og dermed

ikke er adressat for den afgørelse, der førte til procedurens

afslutning, da betydning for afgørelsens mål om at beskytte

konkurrencen?

3) 3.1 Skal artikel 4, stk. 1, i rammedirektivet i lyset af artikel 47 i

chartret om grundlæggende rettigheder fortolkes således, at den kun

giver ret til at klage over en national tilsynsmyndigheds afgørelse for

en virksomhed:

a) hvis stilling på markedet påvirkes direkte og faktisk af afgørelsen,

eller

b) hvis stilling på markedet med en høj grad af sandsynlighed kan

påvirkes af afgørelsen, eller

c) hvis stilling på markedet direkte eller indirekte kan påvirkes af

afgørelsen?

3.2 Godtgøres den i spørgsmål 3.1 omhandlede virkning i sig selv af

den omstændighed, at virksomheden har afgivet et bud i forbindelse

med auktionen, dvs. at den ønskede at deltage heri, men ikke

lykkedes hermed, fordi den ikke opfyldte de opstillede betingelser,

eller kan retten med føje kræve, at virksomheden endvidere godtgør

sin hensigt ved at fremlægge nærmere beviser?

4) Skal rammedirektivets artikel 4, stk. 1, sammenholdt med artikel

47 i chartret om grundlæggende rettigheder, i lyset af besvarelsen af

det første til tredje spørgsmål fortolkes således, at en virksomhed:–

som ikke udøver økonomisk virksomhed med levering af

tjenesteydelser på det pågældende marked, men hvor en virksomhed,

der er under dennes direkte kontrol, leverer elektroniske

kommunikationstjenester på dette marked, og– over for hvilken der

ved en fast og definitiv afgørelse truffet af den nationale

tilsynsmyndighed er givet afslag på deltagelse i auktionen, inden der

blev truffet en afgørelse om resultatet af den omtvistede auktion,

hvilket udelukkede sagsøgeren fra efterfølgende deltagelse i

auktionen, er en virksomhed, der udbyder elektroniske

kommunikationstjenester, som berøres af den nationale

tilsynsmyndigheds afgørelse, der fastslår resultatet af en auktion for

brugsrettigheder til frekvenser til støtte for udrulning af 5G og

yderligere bredbåndstjenester, og som således har ret til at klage?

Global Silicones Council m.fl. mod Kommissionen (appel)

Påstande:

—Rettens

dom i sag T-226/18 ophæves.

—Den

anfægtede retsakt (1) annulleres.

—Subsidiært

hjemvises sagen til Retten med henblik på

realitetsbehandling af appellanternes annullationssøgsmål.

—Indstævnte

tilpligtes at betale sagsomkostningerne, herunder

omkostningerne i forbindelse med sagen for Retten.

Global Silicones Council m.fl. mod ECHA (appel)

Påstande:

—Rettens

dom i sag T-519/18 ophæves.

—Den

anfægtede afgørelse annulleres (1).

Miljøministeriet

O-sag

20.04.23

Miljøministeriet

O-sag

20.04.23

EUU, Alm.del - 2022-23 (2. samling) - Bilag 394: Liste over judicielle aktiviteter i sager af dansk interesse pr. 14/4-23

C-580/21

C-602/21

C-621/21

—Subsidiært

hjemvises sagen til Retten med henblik på

realitetsbehandling af appellanternes annullationssøgsmål.

—Indstævnte

tilpligtes at betale sagsomkostningerne, herunder

omkostningerne i forbindelse med sagen for Retten og

intervenienternes omkostninger.

EEW Energy from Waste

Spørgsål:

1. Skal artikel 16, stk. 2, litra c), sammenholdt med artikel 2, litra a)

og litra e), i direktiv 2009/28/EF fortolkes således, at der i

forbindelse med levering af elektricitet til nettet også skal gives

forrang til produktionsanlæg, i hvilke elektriciteten produceres ved

termisk udnyttelse af blandet affald, der indeholder en variabel andel

af bionedbrydeligt affald fra industri og husholdninger?

2. Såfremt det første spørgsmål besvares bekræftende: Afhænger den

prioriterede adgang til levering af elektricitet i henhold til artikel 16,

stk. 2, litra c), i direktiv 2009/28/EF af størrelsen af den andel af

bionedbrydeligt affald, der ved elproduktionen anvendes på den i

det

første

spørgsmål

beskrevne

måde?

3. Såfremt det andet spørgsmål besvares bekræftende: Findes der en

bagatelgrænse for andelen af bionedbrydeligt affald, hvorunder de

regler, der gælder for elektricitet fra vedvarende energikilder, ikke

finder

anvendelse

på

den

producerede

elektricitet?

4. Såfremt det tredje spørgsmål besvares bekræftende: Hvilken andel

udgør denne grænse, eller hvordan skal grænsen fastlægges?

5. Såfremt det første og det andet spørgsmål besvares bekræftende:

Kan princippet i artikel 5, stk. 3, andet afsnit, ved anvendelsen af

reglerne om elektricitet fra vedvarende energikilder på elektricitet,

som kun delvist er produceret på grundlag af bionedbrydeligt affald,

inddrages på en sådan måde, at disse regler kun finder anvendelse på

den del af elektriciteten, der produceres fra vedvarende energikilder,

og at denne del beregnes på grundlag af de enkelte energikilders

energiindhold?

Europa-Kommissionen mod Republikken Polen

Påstande:

—

Det fastslås, at Republikken Polen

1) har tilsidesat sine forpligtelser i henhold til artikel 8, stk. 1 og 2, i

Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2002/49/EF af 25. juni

2002 om vurdering og styring af ekstern støj, idet den har krævet

udarbejdelse af handlingsplaner for områder, hvori grænseværdierne

for larm ikke er overskredet, indtil den 18. juli 2024.

2) har tilsidesat sine forpligtelser i henhold til bilag V, nr. 1), syvende

og niende led, i direktiv 2002/49, idet den har undladt at kræve, at

handlingsplanerne rummer referater af de offentlige høringer, der

arrangeres i henhold til dette direktivs artikel 8, stk. 7, og de

foranstaltninger, som de kompetente myndigheder agter at træffe i

de følgende fem år til beskyttelse af rolige områder.

3) har tilsidesat sine forpligtelser i henhold til artikel 8, stk. 2, i

direktiv 2002/49, idet den har undladt at udarbejde handlingsplaner

for 20 større jernbaner, der er anført i bilag A.3 til stævningen.

4) har tilsidesat sine forpligtelser i henhold til artikel 8, stk. 2, i

direktiv 2002/49, idet den har undladt at udarbejde handlingsplaner

for 290 større veje, der er anført i bilag A.4 til stævningen, og

5) har tilsidesat sine forpligtelser i henhold til artikel 10, stk. 2, i

direktiv 2002/49, sammenholdt med bilag VI dertil, idet den har

undladt at fremlægge resuméer af handlingsplaner for 20 større

jernbaner, der er anført i bilag A.3 til stævningen, og 290 større veje,

der er anført i bilag A.4 til stævningen

—

Republikken Polen tilpligtes at betale sagsomkostningerne.

Intervyuirasht organ na Darzhavna agentsia za bezhantsite pri

Ministerskia savet

Spørgsmål:

1. Finder definitionerne og begrebsbestemmelserne i De Forenede

Nationers konvention om afskaffelse af alle former for

forskelsbehandling af kvinder af 18. december 1979 og

Europarådets konvention til forebyggelse og bekæmpelse af vold

mod kvinder og vold i hjemmet i henhold til 17. betragtning til

direktiv 2011/95/EU anvendelse på kvalificeringen af kønsbestemt

vold mod kvinder som grund til at yde international beskyttelse i

henhold til Genèvekonventionen om flygtninges retsstilling af 1951

og Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2011/95/EU af 13.

december 2011 om fastsættelse af standarder for anerkendelse af

tredjelandsstatsborgere eller statsløse som personer med

international beskyttelse, for en ensartet status for flygtninge eller

for personer, der er berettiget til subsidiær beskyttelse, og for

indholdet af en sådan beskyttelse, eller har kønsbestemt vold mod

kvinder som grund til at yde international beskyttelse i henhold til

Energistyrelsen

O-sag

Dom

20.04.23

Miljøministeriet

O-sag

Dom

20.04.23

Udlændinge- og

Integrationsministeriet

O-sag

20.04.23

EUU, Alm.del - 2022-23 (2. samling) - Bilag 394: Liste over judicielle aktiviteter i sager af dansk interesse pr. 14/4-23

C-650/21

direktiv 2011/95/EU en selvstændig betydning, der adskiller sig fra

betydningen i de nævnte folkeretlige instrumenter?

2. Såfremt det i tilfælde af, at udøvelsen af kønsbestemt vold mod

kvinder gøres gældende, kun er det biologiske eller sociale køn på

ofret for forfølgelse (vold, der forøves mod en kvinde i kraft af

hendes køn), der har betydning for, om det kan fastslås, at

tilhørsforholdet til en bestemt social gruppe udgør en

forfølgelsesgrund i henhold til artikel 10, stk. 1, litra d), i direktiv

2011/95/EU, kan de konkrete former for forfølgelse eller de

konkrete forfølgelseshandlinger som i den ikke-udtømmende

opregning i 30. betragtning da være afgørende for »gruppens

synlighed i samfundet«, dvs. dens sondringskendetegn, afhængigt af

omstændighederne i hjemlandet, eller kan disse handlinger kun

vedrøre forfølgelseshandlingerne som omhandlet i artikel 9, stk. 2,

litra a) eller f), i direktiv 2011/95/EU?

3. Udgør det biologiske eller sociale køn i tilfælde af, at den person,

der ansøger om beskyttelse, gør kønsbestemt vold i form af vold i

hjemmet gældende, en tilstrækkelig grund til, at tilhørsforholdet til

en bestemt social gruppe som omhandlet i artikel 10, stk. 1, litra d),

i direktiv 2011/95/EU kan fastslås, eller skal der fastslås et yderligere

sondringskendetegn, såfremt artikel 10, stk. 1, litra d), i direktiv

2011/95/EU fortolkes ordret i henhold til ordlyden, hvorefter

betingelserne skal være opfyldt kumulativt og kønsaspekterne skal

være opfyldt alternativt?

4. Skal artikel 9, stk. 3, i direktiv 2011/95/EU i tilfælde af, at

udøvelse af kønsbestemt vold i form af vold i hjemmet udført af en

ikke-statslig aktør, der står bag forfølgelsen, som omhandlet i artikel

6, litra c), i direktiv 2011/95/EU gøres gældende af ansøgeren,

fortolkes således, at det forhold, at der fastslås en sammenhæng

mellem de i artikel 10 anførte forfølgelsesgrunde og

forfølgelseshandlingerne som omhandlet i stk. 1, er tilstrækkeligt til,

at der foreligger en årsagsforbindelse, eller skal der nødvendigvis

fastslås en manglende beskyttelse mod den forfølgelse, der gøres

gældende, eller foreligger der en forbindelse i de tilfælde, hvor de

ikke-statslige aktører, der står bag forfølgelsen, ikke opfatter de

enkelte forfølgelses- eller voldshandlinger som sådan som

kønsbestemte?

5. Kan en faktisk trussel om æresdrab i tilfælde af en eventuel

tilbagesendelse til hjemlandet begrunde, at der ydes subsidiær

beskyttelse i henhold til artikel 15, litra a), i direktiv 2011/95/EU

sammenholdt med EMRK’s

artikel 2 (ingen må forsætligt berøves

livet), når de øvrige betingelser herfor er opfyldt, eller skal denne

trussel kvalificeres som overlast i henhold til artikel 15, litra b), i

direktiv 2011/95/EU sammenholdt med EMRK’s artikel 3, således

som dette fortolkes i Den Europæiske Menneskerettighedsdomstols

retspraksis ud fra en samlet vurdering af faren for yderligere

kønsbestemte voldshandlinger, eller er det forhold, at ansøgeren

subjektivt ikke vil påberåbe sig hjemlandets beskyttelse,

tilstrækkeligt til, at denne beskyttelse kan ydes?

Landespolizeidirektion Niederösterreich et Finanzamt

Österreich

Sagen vedrører:

1. Skal EU-retten, navnlig artikel 1, 2 og 6 i direktiv 2000/78/EF,

sammenholdt med artikel 21 i chartret om grundlæggende

rettigheder, fortolkes således, at den er til hinder for en national

ordning, hvorved en lønordning, der indebærer en

forskelsbehandling på grund af alder, erstattes med en ny

lønordning, i hvilken indplaceringen af en tjenestemand fortsat sker

på grundlag af den lønanciennitet, der beregnes i henhold til den

gamle lønordning for en bestemt overførselsmåned (februar 2015)

og dermed uden at være fri for forskelsbehandling, idet der

ganskevist foretages en korrektion med hensyn til de oprindeligt

beregnede

tjenesteperioder

ved

beregne

referenceskæringsdato, hvorved det imidlertid for så vidt angår

perioder efter det fyldte 18. år, kun er de øvrige perioder, der kun

skal medregnes med 50%, der kan efterprøves, og hvorved

udvidelsen med fire år af det tidsrum, hvori tjenesteperioder skal

medregnes, modsvares af, at de øvrige perioder, der skal medregnes

med 50%, ved beregningen af referenceskæringsdatoen kun skal

medregnes, for så vidt som de udgør mere end fire år, der skal

medregnes med 50% (generel periodeafkortning med fire år, der skal

medregnes med 50%)?

2. Skal det første spørgsmål besvares anderledes i de sager, hvor der

ganske vist allerede var blevet fastsat en endelig ny skæringsdato for

oprykning, inden den anden lov til ændring af de tjenesteretlige

regler af 2019 trådte i kraft, men denne endnu ikke havde fået

Beskæftigelsesministeriet

O-sag

Dom

20.04.23

EUU, Alm.del - 2022-23 (2. samling) - Bilag 394: Liste over judicielle aktiviteter i sager af dansk interesse pr. 14/4-23

C-830/21

C-52/22

C-116/22

indvirkning på tjenestemandens lønretlige stilling, idet

myndighedens afgørelse ikke blev truffet ved direkte anvendelse af

EU-retten, og hvor referenceskæringsdatoen nu på ny skal beregnes

med hensyn til den skæringsdato for oprykning, der er fastsat på en

måde, der indebærer en forskelsbehandling på grund af alder, nu

uden hensyntagen

til den i

mellemtiden fastsatte

oprykningsskæringsdato, og de øvrige perioder, der skal medregnes

med 50%, er omfattet af den generelle periodeafkortning?

3. Skal EU-retten, navnlig artikel 1, 2 og 6 i direktiv 2000/78/EF,

sammenholdt med artikel 21 i chartret om grundlæggende

rettigheder, fortolkes således, at den er til hinder for en national

ordning, hvorved perioder i et uddannelsesforløb ved en regional

enhed ved beregningen af referenceskæringsdatoen på trods af

omberegning af lønancienniteten og den lønretlige stilling kun skal

medregnes, såfremt tjenestemanden har tiltrådt ansættelsesforholdet

efter den 31. marts 2000, og disse perioder i modsat fald kun

medregnes som øvrige perioder, der skal medregnes med 50%, og

dermed er omfattet af den generelle periodeafkortning, idet denne

ordning

tendentielt

stiller

tjenestemænd

med

lange

ansættelsesforhold ringere?

Syngenta Agro

Spørgsmål:

1. Skal artikel 1 i forordning (EU) nr. [54]7/2011, sammenholdt med

nr. 1), litra b), i bilag I hertil, fortolkes således, at navn og adresse på

indehaveren af godkendelsen fra den oprindelsesmedlemsstat,

hvorfra plantebeskyttelsesmidlet er blevet importeret, i tilfælde af

parallelimport af et plantebeskyttelsesmiddel skal angives på

emballagen i forbindelse med salg i en anden medlemsstat?

2. Skal artikel 1 i forordning (EU) nr. [54]7/2011, sammenholdt med

nr. 1), litra f), i bilag I hertil, fortolkes således, at der i tilfælde af

parallelimport af et plantebeskyttelsesmiddel er pligt til at angive det

af producenten oprindeligt tildelte batchnummer uændret på

emballagen, eller er det i overensstemmelse med den nævnte

bestemmelse, at parallelimportøren fjerner det oprindelige

batchnummer og i stedet anbringer sit eget identifikationsnummer

på emballagen, hvis parallelimportøren fører et register, af hvilket de

af parallelimportøren benyttede varepartinumres overensstemmelse

med de batchnumre, som indehaveren af godkendelsen af det

plantebeskyttelsesmiddel, som skal importeres parallelt, har benyttet,

fremgår?

Versicherungsanstalt öffentlich Bediensteter, Eisenbahnen

und Bergbau

Spørgsmål:

Skal artikel 2, stk. 1 og stk. 2, litra a), og artikel 6, stk. 1, i Rådets

direktiv2000/78/EF af 27. november 2000 om generelle

rammebestemmelser omligebehandling med hensyn til beskæftigelse

og erhverv og princippet omretssikkerhed, beskyttelse af

velerhvervede rettigheder og EU-rettenseffektivitet fortolkes

således, at de er til hinder for en national lovgivning

–som

den i

hovedsagen omhandlede

–

hvorefter den første regulering

afpensionen for den gruppe af tjenestemænd, som senest fra den 1.

december2021 havde ret til pension (samlet pension i henhold til

Pensionsgesetz 1965 (lov om pension af 1965)), først skal foretages

med virkning fra den 1. januari det andet kalenderår efter

pensionsrettens indtræden, mens den førsteregulering af pensionen

for den gruppe af tjenestemænd, som først fra den 1. januar 2022

havde eller vil have ret til pension (samlet pension i henhold tillov

om pension af 1965), allerede skal foretages med virkning fra den

1.januar i det første kalenderår efter pensionsrettens indtræden?

Kommissionen mod Tyskland

Spørgsmål:

1. Det fastslås, at Forbundsrepublikken Tyskland

har tilsidesat artikel 4, stk. 4, i direktiv 92/43 1 , idet den ikke har

udpeget 88 ud af 4606 lokaliteter, for hvilke seksårsfristen i denne

bestemmelse er udløbet, som særlige bevaringsområder;

har tilsidesat artikel 4, stk. 4, i direktiv 92/43, idet den for 88 af de

omhandlede 4606 lokaliteter ikke har fastsat nogen

bevaringsmålsætninger og i øvrigt ved fastlæggelsen af

bevaringsmålsætninger generelt og strukturelt følger en praksis, der

ikke opfylder de retlige krav i denne bestemmelse

har tilsidesat artikel 6, stk. 1, i direktiv 92/43, idet den for 737 af de

omhandlede 4606 lokaliteter ikke har fastlagt nogen

bevaringsforanstaltninger og i øvrigt ved fastlæggelsen af

bevaringsforanstaltninger generelt og strukturelt følger en praksis,

der ikke opfylder de retlige krav i denne bestemmelse;

Miljøministeriet

O-sag

20.04.23

Miljøministeriet

Beskæftigelsesministeriet

O-sag

Dom

20.04.23

Miljøministeriet

O-sag

20.04.23

EUU, Alm.del - 2022-23 (2. samling) - Bilag 394: Liste over judicielle aktiviteter i sager af dansk interesse pr. 14/4-23

Forbundsrepublikken Tyskland tilpligtes at betale

sagsomkostningerne.

C-219/22

Spørgsmål:

Skal artikel 3, stk. 3, i Rådets rammeafgørelse 2008/675/RIA af 24.

juli 2008 om hensyntagen til domme afsagt i medlemsstaterne i Den

Europæiske Union i forbindelse med en ny straffesag fortolkes

således, at den er til hinder for en national lovgivning såsom

straffelovens artikel 68, stk. 1, sammenholdt med straffelovens

artikel 8, stk. 2, hvorefter en national ret, der har fået forelagt en

anmodning om fuldbyrdelse af en straf, som en ret i en anden

medlemsstat har fastsat ved en tidligere dom, med henblik herpå ved

et påbud om den faktiske fuldbyrdelse kan gribe ind i vilkårene for

fuldbyrdelsen af den sidstnævnte straf?

Staatsanwaltschaft Köln et Bundesamt für Güterverkehr

Spørgssmål:

Udgør transporten af tomme containere til [læsning] henholdsvis til

[losning] en uadskillelig del af transporten af læssede containere,

således at transporten af tomme containere er omfattet af den

privilegerede status, som transporten af læssede containere har, fordi

de sidstnævnte er undtaget fra bestemmelserne om cabotagekørsel i

forbindelse med kombineret transport?

Ocidental

–

Companhia Portuguesa de Seguros de Vida

Spørgsmål:

»1) Skal artikel 5 i direktiv 93/13/EØF, hvorefter »de vilkår, der

tilbydes forbrugeren, [...] altid [skal] være udarbejdet på en klar og

forståelig måde«, henset til 20. betragtning til samme direktiv,

fortolkes således, at denne bestemmelse kræver, at forbrugeren altid

har mulighed for at få kendskab til alle vilkårene?

2) Skal artikel 4, stk. 2, i direktiv 93/13/EØF, der som betingelse for

at udelukke en prøvelse af de vilkår, der vedrører aftalens

hovedgenstand, bestemmer, at »disse vilkår [skal være] affattet klart

og forståeligt«, fortolkes således, at denne bestemmelse kræver, at

forbrugeren altid har mulighed for at få kendskab til disse vilkår?

3) I forbindelse med en national lovgivning, der såsom den

portugisiske lovgivning tillader domstolsprøvelse af den urimelige

karakter af vilkår, der ikke er blevet individuelt forhandlet,

vedrørende definitionen af aftalens hovedgenstand, i) er artikel 3,

stk. 1, i direktiv 93/13/EØF, sammenholdt med litra i) i den

vejledende liste, der er nævnt i samme artikels stk. 3, i forbindelse

med en bidragsbaseret gruppeforsikringsaftale da til hinder for, at

forsikringsselskabet kan gøre et vilkår om udelukkelse eller om

begrænsning af den forsikrede risiko, som forsikringsselskabet ikke

har underrettet den forsikrede om, og som den forsikrede således

ikke har haft mulighed for at få kendskab til, gældende over for den

forsikrede, ii) selv når den nationale lovgivning samtidigt i tilfælde af

en tilsidesættelse af underretnings- og oplysningspligten for så vidt

angår vilkårene tillægger forsikringstageren ansvaret for at godtgøre

den skade, som den forsikrede person har lidt, hvilket imidlertid ikke

medfører, at den forsikrede stilles, således som vedkommende ville

have været stillet. såfremt forsikringsdækningen havde været

gældende?

Dyrektor Krajowej lnformacji Skarbowej

Spørgsmål:

Udgør en sammensat ydelse, som leveres ved ladestandere for

brugere af elektriske køretøjer, som omfatter:

a) tilvejebringelse af genopladningsgrænseflader (herunder

integration af opladeren med køretøjets styresystem),

b) sikring af elektricitetsstrømmen, hvis parametre er passende

tilpasset til de elektriske køretøjers batterier,

c) ydelse af den nødvendige tekniske support til køretøjernes

brugere,

d) tilrådighedsstillelse af en særlig platform, hjemmeside eller

applikation for brugerne, hvorigennem de vil kunne reservere et

givent stik, se historikken over gennemførte transaktioner og

gennemførte betalinger, samt have mulighed for at anvende en

såkaldt e-tegnebog, ved hjælp af hvilken de vil være i stand til at

foretage betalinger for de pågældende opladningssessioner

–

levering af varer som omhandlet i artikel 14, stk. 1, i Rådets direktiv

2006/112/EF af 28. november om det fælles merværdiafgiftssystem

[…], eller som levering af ydelser i henhold til direktivets artikel 24,

stk. 1?

Spørgsmål:

Justitsministeriet

O-sag

20.04.23

C-246/22

Transportministeriet

O-sag

20.04.23

C-263/22

Justitsministeriet

O-sag

Dom

20.04.23

C-282/22

Transportministeriet

O-sag

Dom

20.04.23

C-307/22

Justitsministeriet

Miljøministeriet

O-sag

Dom

20.04.23

EUU, Alm.del - 2022-23 (2. samling) - Bilag 394: Liste over judicielle aktiviteter i sager af dansk interesse pr. 14/4-23

C-348/22

1. Skal artikel 15, stk. 3, første punktum, sammenholdt med artikel

12, stk. 5, i den generelle forordning om databeskyttelse fortolkes

således, at den dataansvarlige (her: den behandlende læge) ikke har

pligt til gratis at udlevere en kopi af de personoplysninger om den

registrerede (her: patienten), som den dataansvarlige har behandlet,

såfremt den registrerede ikke anmoder om udlevering af kopien med

henblik på som omhandlet i 63. betragtning til den generelle

forordning om databeskyttelse at forvisse sig om og kontrollere, at

behandlingen af hans personoplysninger er lovlig, men derimod

forfølger et andet formål

–

der ikke vedrører databeskyttelse men

ligeledes er legitimt (her: undersøgelse af, om der kan gøres et

lægeansvar gældende)?

2. Såfremt det første spørgsmål skal besvares benægtende:

a) Kan den ret til gratis udlevering af en kopi af de

personoplysninger, som den dataansvarlige har behandlet, der følger

af artikel 15, stk. 3, første punktum, sammenholdt med artikel 12,

stk. 5, i den generelle forordning om databeskyttelse, eventuelt

begrænses i henhold til artikel 23, stk. 1, litra i), i den generelle

forordning om databeskyttelse gennem en national bestemmelse i en

medlemsstat, der blev vedtaget, inden den generelle forordning om

databeskyttelse trådte i kraft?

b) Såfremt det andet spørgsmål, litra a) besvares bekræftende: Skal

artikel 23, stk. 1, litra i), i den generelle forordning om

databeskyttelse fortolkes således, at de deri nævnte rettigheder og

frihedsrettigheder for andre også omfatter disses interesse i at

fritages fra at afholde udgifter i forbindelse med udlevering af en

kopi af oplysningerne i henhold til artikel 15, stk. 3, første punktum,

i den generelle forordning om databeskyttelse og bære andre byrder,

der opstår i forbindelse med udlevering af kopien?

c) Såfremt det andet spørgsmål, litra b), besvares bekræftende: Kan

de rettigheder og forpligtelser, der følger af artikel 15, stk. 3, første

punktum, sammenholdt med artikel 12, stk. 5, i den generelle

forordning om databeskyttelse, eventuelt begrænses i henhold til

artikel 23, stk. 1, litra i), i den generelle forordning om

databeskyttelse gennem en national bestemmelse om forholdet

mellem læge og patient, hvorefter lægen altid har ret til at få sine

udgifter i forbindelse med udlevering af en kopi af

personoplysningerne ipatientjournalen til patienten godtgjort af

denne, uanset de konkrete omstændigheder?

3. Såfremt det første spørgsmål besvares benægtende, og det andet

spørgsmål, litra a), b) eller c), besvares benægtende: Omfatter den

ret, der følger af artikel 15, stk. 3, første punktum, i den generelle

forordning om databeskyttelse, i forholdet mellem læge og patient et

krav på udlevering af en kopi af alle de dele afpatientjournalen, der

indeholder personoplysninger om patienten, eller kun et krav på

udlevering af en kopi af selve personoplysningerne om patienten, og

kan lægen, der behandler disse oplysninger, i denne forbindelse frit

vælge, hvorledes han sammensætter oplysningerne til den berørte

patient?

Autorità Garante della Concorrenza e del Mercato

Sagen vedrører:

1) Er direktiv 2006/123 gyldigt og bindende for medlemsstaterne,

eller er direktivet omvendt ugyldigt, fordi det

–

idet der er tale om et

direktiv om harmonisering

–

kun blev vedtaget med stemmeflertal,

og ikke med enstemmighed, og således i strid med artikel 115 [i

traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde]?

2) Opfylder direktiv 2006/123 […] på et objektivt og abstrakt plan

minimumskravene

vedrørende

tilstrækkeligt

detaljerede

bestemmelser, som ikke tillægger de nationale lovgivere noget skøn,

således at direktivet kan anses for self-executing og umiddelbart

anvendeligt, eller ej?

3) Såfremt direktiv 2006/123 ikke anses for self-executing, er den

simple udelukkelsesvirkning eller undladelsen af at anvende en

national lov, som er i strid med EU-retten, da også forenelig med

retssikkerhedsprincippet, såfremt en national ret ikke kan anlægge

en EU-konform fortolkning, eller skal eller kan den nationale lov i

dette tilfælde ikke finde anvendelse, uden at det påvirker de i [EU-

]retten fastsatte specifikke sanktioner for en medlemsstats

manglende opfyldelse af de forpligtelser, der følger af tiltrædelsen af

traktaten (artikel 49) eller af direktivets manglende gennemførelse

(traktatbrudsprocedure)?

4) Svarer den direkte virkning af artikel 12, stk. 1-3, i direktiv

2006/123 til at anerkende, at direktivet er self-executing eller

umiddelbart anvendeligt, eller skal det

–

inden for rammerne af et

direktiv om harmonisering som det omhandlede (ifølge

Promoimpresa-dommen »skal det fastslås, at samme direktivs artikel

Miljøministeriet

O-sag

Dom

20.04.23

EUU, Alm.del - 2022-23 (2. samling) - Bilag 394: Liste over judicielle aktiviteter i sager af dansk interesse pr. 14/4-23

C-374/22

9-13

udgør en udtømmende harmonisering […]«) –

opfattes som en

forpligtelse

for

medlemsstat

til

vedtage

harmoniseringsforanstaltninger, der ikke er generiske, men har

bindende indhold?

5) Kan eller skal kvalifikationen af et direktiv som self-executing eller

ej, og i det førstnævnte tilfælde undladelsen af at anvende en national

lov, som er i strid med EU-retten, betragtes som henhørende under

enekompetencen for de nationale retter (som i denne henseende

råder over specifikke fortolkningsmæssige støtteinstrumenter såsom

den præjudicielle forelæggelse for Domstolen eller forelæggelsen af

spørgsmål om forfatningsstridighed) eller under kompetencen for en

tjenestemand eller direktør i en kommune?

6) Hvis derimod direktiv 2006/123 anses for self-executing, og

under hensyntagen til, at artikel 49 [i traktaten om Den Europæiske

Unions funktionsmåde] kun er til hinder for automatisk forlængelse

af koncessioner/tilladelser til statsejede maritime arealer til turist- og

rekreationsaktiviteter, »for så vidt som disse koncessioner frembyder

en klar grænseoverskridende interesse«, udgør opfyldelsen af dette

krav da også en grundlæggende forudsætning for anvendelsen af

artikel 12, stk. 1 og 2, i direktiv 2006/123 eller ej?

7) Er det foreneligt med de mål, som forfølges med direktiv

2006/123 og artikel 49 [i traktaten om Den Europæiske Unions

funktionsmåde], at en national ret fastslår, at kravet om en klar

grænseoverskridende interesse er opfyldt på et generelt og abstrakt

plan med hensyn til hele landet tout court, eller har hver enkelt

kommune enekompetence til at foretage en sådan vurdering med

hensyn til sit eget kystområde, henset til, at i Italien ligger

kompetencen herfor hos kommunerne?

8) Er det foreneligt med de mål, som forfølges med direktiv

2006/123 og artikel 49 [i traktaten om Den Europæiske Unions

funktionsmåde], at en national ret fastslår, at kravet om knappe

ressourcer og et begrænset antal af mulige koncessioner er opfyldt

på et generelt og abstrakt plan med hensyn til hele landet tout court,

eller skal denne vurdering omvendt

–

henset til, at i Italien ligger

kompetencen hos kommunerne

–

betragtes som vedrørende hver

enkelt kommunes kystområde, således at hver enkelt kommune har

enekompetence for sit eget område?

9) Såfremt direktiv 2006/123 på et abstrakt plan anses for self-

executing, kan denne umiddelbare anvendelighed da anses for

konkret også at foreligge i en retlig sammenhæng

–

som den

italienske

–

hvor artikel 49 i codice della navigazione (søfartsloven)

er gældende (som foreskriver, at når en koncession udløber,

»overtager staten alle ikke flytbare installationer uden vederlag eller

erstatning«), og er denne konsekvens af, at det omhandlede direktiv

anses for self-executing eller umiddelbart anvendeligt (bl.a. for så

vidt angår lovligt opførte strukturer i murværk, eller koncessioner til

statsejede arealer, som funktionelt er knyttet til turist- og

rekreationsaktiviteter såsom hoteller eller feriecentre), forenelig med

beskyttelsen af grundlæggende rettigheder, navnlig ejendomsretten,

som ifølge EU-retten og chartret om grundlæggende rettigheder

fortjener en særlig beskyttelse?

Commissaire général aux réfugiés et aux apatrides

Spørgsmål:

–

»Skal artikel 2, litra j), og artikel 23 i »Europa-Parlamentets og

Rådets direktiv 2011/95/EU af 13. december 2011 om fastsættelse

af standarder for anerkendelse af tredjelandsstatsborgere eller

statsløse som personer med international beskyttelse, for en ensartet

status for flygtninge eller for personer, der er berettiget til subsidiær

beskyttelse, og for indholdet af en sådan beskyttelse« fortolkes

således, at de finder anvendelse på en fader til to børn, der er født i

Belgien, og som dér er blevet anerkendt som flygtninge, selv om den

ovennævnte artikel 2, litra j) præciserer, at de familiemedlemmer til

en person med international beskyttelse, der er omfattet af direktiv

2011/95/EU, er det, »for så vidt familien allerede bestod i

hjemlandet««?

–

»Indebærer den omstændighed, som appellanten har påberåbt sig

i retsmødet, hvorefter hans børn står i et afhængighedsforhold til

ham, og hvorefter hans børns tarv ifølge appellanten kræver, at han

meddeles international beskyttelse, henset til 18., 19. og 38.

betragtning til direktiv 2011/95/EU, at begrebet familiemedlemmer

til personen med international beskyttelse, som omhandlet i direktiv

2011/95/EU, skal udvides til at omfatte en familie, der ikke bestod

i hjemlandet?«

–

»Såfremt de to første præjudicielle spørgsmål besvares

bekræftende, kan artikel 23 i direktiv 2011/95/EU

–

som ikke er

blevet gennemført i belgisk ret med henblik på at fastsætte, at der

Udlændinge- og

Integrationsministeriet

O-sag

20.04.23

EUU, Alm.del - 2022-23 (2. samling) - Bilag 394: Liste over judicielle aktiviteter i sager af dansk interesse pr. 14/4-23

skal meddeles opholdstilladelse eller international beskyttelse til en

fader til børn, der er anerkendt som flygtninge i Belgien, og som er

født dér

–

da have direkte virkning?«

–

»I bekræftende fald, giver artikel 23 i direktiv 2011/95/EU, i

mangel af gennemførelse, en fader til børn, der er anerkendt som

flygtninge i Belgien, og som er født dér, ret til at gøre krav på de i

artikel 24-35 omhandlede fordele, herunder en opholdstilladelse, der

gør det muligt for ham at leve lovligt i Belgien med sin familie, eller

ret til at opnå international beskyttelse, selv om denne fader ikke

individuelt opfylder de nødvendige betingelser for at opnå

international beskyttelse?«

– »Forpligter den effektive virkning af […] artikel 23[ i direktiv

2011/95/EU], læst i lyset af artikel 7, 18 og 24 i Den Europæiske

Unions charter om grundlæggende rettigheder og 18., 19. og 38.

betragtning til [direktiv 2011/95/EU], en medlemsstat, der ikke har

udformet sin nationale lovgivning på en sådan måde, at

familiemedlemmer [i den forstand, hvori udtrykket er anvendt i det

nævnte direktivs artikel 2, litra j), eller i forhold til hvem der

foreligger et individuelt afhængighedsforhold] til en person med en

sådan status kan gøre krav på visse fordele, hvis de ikke individuelt

opfylder betingelserne for at opnå samme status, til at indrømme de

nævnte familiemedlemmer en ret til afledt flygtningestatus, med

henblik på at de kan gøre krav på de nævnte fordele for at opretholde

familieenheden?«

– »Forpligter […] artikel 23[ i direktiv 2011/95/EU], læst i lyset af

artikel 7, 18 og 24 i Den Europæiske Unions charter om

grundlæggende rettigheder og 18., 19. og 38. betragtning til [direktiv

2011/95/EU], en medlemsstat, der ikke har udformet sin nationale

lovgivning på en sådan måde, at forældrene til en anerkendt flygtning

kan nyde godt af de fordele, der er opregnet i direktivets artikel 24-

35 [,til at give de nævnte forældre mulighed for] at opnå en afledt

international beskyttelse med henblik på, at barnets tarv kan komme

i første række, og for at sikre den effektive virkning af barnets

flygtningestatus?«

T-557/20

SRB mod EDPS

Påstande:

—

Den anfægtede afgørelse annulleres.

—

Den Europæiske Tilsynsførende for Databeskyttelse (EDPS)

tilpligtes at betale sagsomkostningerne.

L Fund

Spørgsmål:

Er artikel 56 i traktaten om oprettelse af Det Europæiske Fællesskab

(nu: artikel 63 i traktaten om Den Europæiske Unions

funktionsmåde) til hinder for en medlemsstats lovgivning, hvorefter

nationale særlige ejendomsfonde, som udelukkende har udenlandske

investorer, er fritaget for selskabsskat, mens udenlandske særlige

ejendomsfonde, som udelukkende har udenlandskeinvestorer, er

underlagt begrænset selskabsskattepligt med hensyn til de

lejeindtægter, de modtager på det nationale område?

Natsionalna agentsia za prihodite

Sagen vedrører:

1. Skal artikel 24 og 32 i forordning (EU) nr. 2016/579 fortolkes

således, at det forhold, at en uautoriseret videregivelse eller en

uautoriseret adgang til personoplysninger som omhandlet i artikel 4,

nr. 12), i forordning (EU) nr. 2016/679 er blevet foretaget af

personer, som ikke er ansatte i den dataansvarliges administration og

ikke er undergivet dennes kontrol, er tilstrækkeligt til at lægge til

grund, at de iværksatte tekniske og organisatoriske foranstaltninger

ikke er passende?

2. Såfremt det første spørgsmål besvares benægtende, hvilken

genstand og hvilket omfang skal rettens legalitetskontrol da have ved

vurderingen af, om de tekniske og organisatoriske foranstaltninger,

som den dataansvarlige har truffet som omhandlet i artikel 32 i

forordning (EU) nr. 2016/679, er passende?

3. Såfremt det første spørgsmål besvares benægtende, skal

ansvarlighedsprincippet som omhandlet i artikel 5, stk. 2, og artikel

24 i forordning (EU) nr. 2016/679, sammenholdt med 74.

betragtning hertil, da fortolkes således, at bevisbyrden for, at de

iværksatte tekniske og organisatoriske foranstaltninger som

omhandlet i artikel 32 i forordning (EU) nr. 2016/679 er passende,

påhviler den dataansvarlige i forbindelse med et søgsmål i henhold

til forordningens artikel 82, stk. 1? Kan indhentningen af en

sagkyndig udtalelse anses for et bevismiddel, der er nødvendigt for

og tilstrækkeligt til at fastslå, om de tekniske og organisatoriske

foranstaltninger, som den dataansvarlige har truffet, i en sag som den

Finanstilsynet

O-sag

Dom

26.04.23

C-537/20

Skatteministeriet

O-sag

Dom

27.04.23

C-340/21

Justitsministeriet

F-sag

27.04.23

EUU, Alm.del - 2022-23 (2. samling) - Bilag 394: Liste over judicielle aktiviteter i sager af dansk interesse pr. 14/4-23

C-491/21

C-681/21

C-782/21 P

foreliggende var passende, hvis den uautoriserede adgang til og den

uautoriserede videregivelse af personoplysninger skyldtes et

»hackerangreb«?

4. Skal artikel 82, stk. 3, i forordning (EU) nr. 2016/679 fortolkes

således, at den uautoriserede videregivelse af eller den uautoriserede

adgang til personoplysninger som omhandlet i artikel 4, nr. 12), i

forordning (EU) nr. 2016/679 som i den foreliggende sag gennem

et »hackerangreb« udført af personer, der ikke er ansatte i den

dataansvarliges administration og ikke er undergivet dennes kontrol,

udgør en omstændighed, som den dataansvarlige ikke er skyld i, og

som kan begrunde en fritagelse for erstatningsansvar?

5. Skal artikel 82, stk. 1 og 2, i forordning (EU) nr. 2016/679,

sammenholdt med 85. og 146. betragtning hertil, fortolkes således,

at det i en sag som den foreliggende, hvor tilsidesættelsen af

beskyttelsen af personoplysninger kommer til udtryk ved en

uautoriseret adgang til og formidling af personoplysninger gennem

et »hackerangreb«, kun er den berørte persons bekymringer, frygt og

angst for et muligt fremtidigt misbrug af personoplysninger, der er

omfattet af begrebet immateriel skade, som skal fortolkes bredt, og

dermed berettiger til erstatning, hvis der ikke er blevet konstateret et

sådant misbrug og/eller den berørte person ikke er blevet påført

nogen yderligere skade?

Directia pentru Evidenta Persoanelor si Administrarea Bazelor

de Date din Ministerul Afacerilor Interne

Sagen vedrører:

Skal artikel 26, stk. 2, TEUF, artikel 20, artikel 21, stk. 1, og artikel

45, stk. 1, i Den Europæiske Unions charter om grundlæggende

rettigheder samt artikel 4-6 i Europa-Parlamentets og rådets direktiv

2004/38/EF af 29. april 2004 om unionsborgeres og deres

familiemedlemmers ret til at færdes og opholde sig frit på

medlemsstaternes område, om ændring af forordning (EF) nr.

1612/68 og om ophævelse af direktiv 64/221/EØF, 68/360/EØF,

72/194/EØF,

73/148/EØF,

75/34/EØF,

75/35/EØF,

90/364/EØF, 90/365/EØF og 93/96/EØF fortolkes således, at de

er til hinder for en national lovgivning, hvorefter et identitetskort,

der kan gælde som rejsedokument i EU, ikke kan udstedes til

statsborgeren i en medlemsstat, fordi han har flyttet sin bopæl til en

anden medlemsstat?

Versicherungsanstalt öffentlich Bediensteter, Eisenbahnen

und Bergbau

Spørgsmål:

Skal artikel 2, stk. 1, og artikel 6, stk. 1, i Rådets direktiv 2000/78/EF

af 27. november 2000 om generelle rammebestemmelser om

ligebehandling med hensyn til beskæftigelse og erhverv og

princippet om retssikkerhed, beskyttelse af velerhvervede

rettigheder og EU-rettens effektivitet fortolkes således, at de er til

hinder for en national lovgivning

–

som den i hovedsagen

omhandlede

–

hvorefter en gruppe af tjenestemænd, der tidligere var

begunstiget, på grundlag af pensionsreguleringen med

tilbagevirkende kraft ikke længere har ret tilpensionsbeløb, som de

tidligere havde ret til, og som således (fjernelse med tilbagevirkende

kraft af den gruppe, der tidligere var begunstiget, ved ligestilling med

den gruppe, der tidligere var ugunstigt stillet) medfører, at også den

gruppe af tjenestemænd, der tidligere var ugunstigt stillet, på

grundlag af pensionsreguleringen ikke (længere) har ret til

pensionsbeløb, som de tidligere havde ret til, og som sidstnævnte

gruppe ville være blevet tildelt som følge af den forskelsbehandling

med hensyn til alder

–

ved ikke-anvendelse af en national

retsforskrift, som strider mod EU-retten, med henblik på ligestilling

med den tidligere begunstigede gruppe

–

som allerede (flere gange)

er blevet fastslået af domstolene?

Aeris Invest mod ECB (appel)

Påstande:

—Dommen

afsagt af Rettens Tredje Udvidede Afdeling den 6.

oktober 2021 i sagen Aeris Invest mod ECB, T-824/17, EU:

T:2021:660, ophæves.

—Der

gives medhold i de af Aeris Invest i første instans nedlagte

påstande, og navnlig fastslås det, at afgørelserne LS/MD/17/405,

LS/MD/17/419 og LS/MD/17/406 truffet af Den Europæiske

Centralbank den 7. november 2017 er ugyldige, idet der herved blev

givet afslag på begæringen om aktindsigt i en række dokumenter

vedrørende sammenbruddet og afviklingen af Banco Popular

Español, S.A., indlånssaldoen og den likviditetsstøtteder i en

nødssituation er ydet Banco Popular Español, S.A..

Udlændinge- og

Integrationsministeriet

F-sag

27.04.23

Beskæftigelsesministeriet

O-sag

Dom

27.04.23

Miljøministeriet

O-sag

Dom

27.04.23

EUU, Alm.del - 2022-23 (2. samling) - Bilag 394: Liste over judicielle aktiviteter i sager af dansk interesse pr. 14/4-23

C-807/21

C-45/22

C-192/22

C-372/22

—Den

Europæiske

Centralbank

tilpligtes

betale

sagsomkostningerne i overensstemmelse med artikel 184 i

Domstolens procesreglement.

Deutsche Wohnen

Spørgsmål:

1. Skal artikel 83, stk. 4-6, i databeskyttelsesforordningen fortolkes

således, at den inkorporerer det funktionelle virksomhedsbegreb,

som findes i artikel 101 TEUF og 102 TEUF, og princippet om den

funktionelle enhed i national ret med den konsekvens, at en bødesag

under udvidelse af princippet om den juridiske enhed, som ligger til

grund for § 30 i Gesetz über Ordnungswidrigkeiten (lov om

administrative forseelser), kan føres direkte mod en virksomhed, og

bødepålæggelsen ikke kræver konstatering af en overtrædelse, som

er begået af en fysisk og identificeret person, eventuelt under

opfyldelse af alle subjektive og objektive kriterier for overtrædelsen?

2. Såfremt det første spørgsmål besvares bekræftende: Skal

databeskyttelsesforordningens artikel 83, stk. 4-6, fortolkes således,

at virksomheden skal have begået overtrædelsen, som er formidlet

gennem en medarbejder, culpøst (jf. artikel 23 i Rådets forordning

(EF) nr. 1/2003 af 16. december 2002 om gennemførelse af

konkurrencereglerne i traktatens artikel 81 og 82), eller er det i

princippet tilstrækkeligt for at pålægge virksomheden en bøde, at en

objektiv tilsidesættelse af en pligt kan tilregnes denne (»strict

liability«)?

Service fédéral des Pensions

Spørgsmål:

–

Skal reglen i artikel 55, stk. 1, litra a), i forordning (EF) nr.

883/2004, hvorefter de kompetente institutioner dividerer ydelsen

eller ydelserne eller en anden indtægt, som er blevet medregnet, med

antallet af ydelser, som er omfattet af de nævnte regler, fortolkes

således, at de indtægter, som er blevet medregnet ved anvendelsen

af antikumulationsreglen, skal divideres med antallet af

efterladtepensioner, der er omfattet af antikumulationsreglerne?

–

Skal reglen i artikel 55, stk. 1, litra a), i forordning (EF) nr.

883/2004, hvorefter de kompetente institutioner dividerer ydelsen

eller ydelserne eller en anden indtægt, som er blevet medregnet, med

antallet af ydelser, som er omfattet af de nævnte regler, derimod

fortolkes således, at den kræver, at det ikke er indtægten som sådan,

der tages i betragtning ved anvendelsen af antikumulationsreglen,

men derimod den del af indtægten, der overstiger et kumulationsloft,

således som det loft, der f.eks. er fastsat i den pågældende nationale

bestemmelse, der skal divideres med antallet af efterladtepensioner,

der er omfattet af antikumulationsreglerne?

Bayerische Motoren Werke

Spørgsmål:

1. Er artikel 7 i direktiv 2003/88/EF eller artikel 31, stk. 2, i Den

Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder til hinder

for at fortolke en national bestemmelse såsom § 7, stk. 3, i

Bundesurlaubsgesetz (den tyske forbundslov om ferie, herefter

»ferieloven«) således, at en arbejdstagers ret til årlig betalt ferie i den

fritstillingsperiode, som er erhvervet i beskæftigelsesperioden i et

aldersbetinget deltidsarbejdsforhold, men endnu ikke er blevet

fyldestgjort, bortfalder ved udløbet af ferieåret eller på et senere

tidspunkt?

Såfremt Domstolen besvarer spørgsmålet benægtende:

2. Er artikel 7 i direktiv 2003/88/EF eller artikel 31, stk. 2, i Den

Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder til hinder

for at fortolke en national bestemmelse såsom ferielovens § 7, stk.

3, således, at en arbejdstagers endnu ikke fyldestgjorte ret til betalt

årlig ferie, som indtræder i løbet af det ferieår, hvor der overgås fra

beskæftigelsesperioden til fritstillingsperioden, bortfalder ved

udgangen af ferieåret eller på et senere tidspunkt, hvis arbejdsgiveren

–

uden forinden at have opfyldt sine forpligtelser til at medvirke ved

virkeliggørelsen af retten til ferie

–

efter anmodning har bevilget

arbejdstageren hele den årlige ferie for en periode umiddelbart før

begyndelsen af fritstillingsperioden, men retten til ferie

–

i det

mindste delvist

–

ikke kunne fyldestgøres, fordi arbejdstageren blev

uarbejdsdygtig

på grund af sygdom, efter at ferien var blevet

bevilget?

Sagen vedrører:

I. Finder artikel 9, stk. 1, i Rådets forordning (EF) nr. 2201/2003 af

27. november 2003 om kompetence og om anerkendelse og

fuldbyrdelse af retsafgørelser i ægteskabssager og i sager vedrørende

forældreansvar anvendelse:

Justitsministeriet

O-sag

27.04.23

Beskæftigelsesministeriet

O-sag

27.04.23

Beskæftigelsesministeriet

F-sag

Dom

27.04.23

Miljøministeriet

O-sag

Dom

27.04.23

EUU, Alm.del - 2022-23 (2. samling) - Bilag 394: Liste over judicielle aktiviteter i sager af dansk interesse pr. 14/4-23

T-168/22

C-97/21

a) på en anmodning om ændring af en samværsret som omhandlet i

den nævnte forordnings artikel 2, nr. 10), der fremsættes af

indehaveren af den nævnte samværsret i henhold til en retsafgørelse,

som får virkning senere af hensyn til børnenes bedste, men er

endelig og har fået retskraft, og som er vedtaget i den medlemsstat,

hvor børnene tidligere havde deres sædvanlige opholdssted, mere

end fire måneder før anmodningen blev indgivet, i medfør af artikel

9, stk. 1

b) i stedet for den principielle kompetence, der er fastsat ved den

nævnte forordnings artikel 8 selv om det præciseres i 12. betragtning

til den nævnte forordning, at »[d]e kompetenceregler, der fastsættes

i denne forordning for sager vedrørende forældreansvar, er

udformet under hensyntagen til barnets bedste og bygger navnlig på

kriteriet om nærhed[; d]ette betyder, at kompetencen først og

fremmest bør tilfalde retterne i den medlemsstat, hvor barnet har sit

sædvanlige opholdssted, undtagen i visse situationer, hvor barnets

opholdssted ændres

[…]«?

II. Såfremt det første spørgsmål besvares bekræftende, er den

således foreliggende kompetence i henhold til artikel 9, stk. 1, i

Rådets forordning (EF) nr. 2201/2003 af 27. november 2003 om

kompetence og om anerkendelse og fuldbyrdelse af retsafgørelser i

ægteskabssager og i sager vedrørende forældreansvar, som gælder

»uanset artikel 8« i den nævnte forordning, da til hinder for

anvendelsen af samme forordnings artikel 15, som gælder

»undtagelsesvis[t]«, og »såfremt dette er til barnets bedste«?

Foundation for the Protection of the Traditional Cheese of

Cyprus named Halloumi mod EUIPO

—

Fontana Food

(GRILLOUMI)

Påstande:

—Den

anfægtede afgørelse annulleres.

—Der

gives medhold i sagsøgerens klage.

—EUIPO

tilpligtes at bære sine egne omkostninger og at betale

sagsøgerens omkostninger.

MV-98

Sagen vedrører:

1. Skal artikel 273 i Rådets direktiv 2006/112/EF af 28. november

2006 om det fælles merværdiafgiftssystem og artikel 50 i Den

Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder fortolkes

således, at de ikke er til hinder for en national bestemmelse som den

i hovedsagen omhandlede, hvorefter en administrativ procedure for

anordning af en administrativ tvangsforanstaltning og en

administrativ straffeprocedure for pålæggelse af en økonomisk

sanktion på grund af en gerning, som består i ikke at have registreret

salget af varer og ikke have noteret det ved udstedelse af et bilag for

salget, mod samme person kan kumuleres?

1.1. Såfremt dette spørgsmål besvares bekræftende, skal artikel 273 i

Rådets direktiv 2006/112/EF af 28. november 2006 om det fælles

merværdiafgiftssystem og artikel 52, stk. 1, i Den Europæiske

Unions charter om grundlæggende rettigheder da fortolkes således,

at de er til hinder for en national bestemmelse som den i hovedsagen

omhandlede, hvorefter en administrativ procedure for anordning af

en administrativ tvangsforanstaltning og en administrativ

straffeprocedure for pålæggelse af en økonomisk sanktion på grund

af en gerning, som består i ikke at have registreret salget af varer og

ikke have noteret det ved udstedelse af et bilag for salget, mod

samme person kan kumuleres, når denne bestemmelse ikke samtidig

pålægger de myndigheder, som har kompetence til at gennemføre

begge procedurer, at sikre effektiv anvendelse af

proportionalitetsprincippet med hensyn til den samlede strenghed af

alle de kumulerede foranstaltninger i forhold til den konkrete

overtrædelses grovhed?

2. Såfremt at chartrets artikel 50 og artikel 52, stk. 1, ikke finder

anvendelse i den foreliggende sag, skal artikel 273 i Rådets direktiv

2006/112/EF af 28. november 2006 om det fælles

merværdiafgiftssystem og artikel 49, stk. 3, i Den Europæiske

Unions charter om grundlæggende rettigheder da fortolkes således;

at de er til hinder for en national bestemmelse som artikel 186, stk.

1, i Zakon za danak varhu dobavenata stoynost (lov om

merværdiafgift, herefter »momsloven«), som for en gerning, der

består i ikke at have registreret salg af varer og ikke have noteret

salget ved udstedelse af et bilag for salget, mod samme person

foruden pålæggelsen af en økonomisk sanktion i henhold til

momslovens artikel 185, stk. 2, fastsætter anordning af den

administrative

tvangsforanstaltning

»forsegling

forretningslokaler« i en periode på op til 30 dage?

Ministeriet for Fødevarer,

Landbrug og Fiskeri

O-sag

Dom

03.05.23

Skatteministeriet

O-sag

Dom

04.05.23

EUU, Alm.del - 2022-23 (2. samling) - Bilag 394: Liste over judicielle aktiviteter i sager af dansk interesse pr. 14/4-23

C-300/21

C-454/21 P

C-487/21

3. Skal artikel 47, stk. 1, i Den Europæiske Unions charter om

grundlæggende rettigheder fortolkes således, at den ikke er til hinder

for foranstaltninger, som er indført af den nationale lovgiver for at

sikre interesserne i henhold til artikel 273 i Rådets direktiv

2006/112/EF af 28. november 2006 om det fælles

merværdiafgiftssystem, såsom den foreløbige eksigibilitet af den

administrativetvangsforanstaltning »forsegling af forretningslokaler«

i en periode på 30 dage til beskyttelse af en formodet offentlig

interesse, hvis retsbeskyttelsen ved domstolene derimod er

begrænset til bedømmelsen af en modsatrettet sammenlignelig privat

interesse?

Österreichische Post

Sagen vedrører:

1. Er det en forudsætning for at kunne tilkende erstatning i henhold

til artikel 82 i den generelle forordning om databeskyttelse (Europa-

Parlamentets og Rådets forordning [EU] 2016/679 [org. s. 2] af 27.

april 2016 om beskyttelse af fysiskepersoner i forbindelse med

behandling af personoplysninger og om fri udveksling af sådanne

oplysninger og om ophævelse af direktiv 95/46/EF [generel

forordning om databeskyttelse]) at det ud over at det fastslås, at

bestemmelser i den generelle forordning om databeskyttelse er

overtrådt, også konstateres, at sagsøgeren har lidt en skade, eller er

selve overtrædelsen af bestemmelser i den generelle forordning om

databeskyttelse nok til at kunne tilkende en erstatning?

2. Opstiller EU-retten for så vidt angår fastsættelse af erstatningen

også andre bestemmelser end effektivitetsprincippet og

ækvivalensprincippet?

3. Er det foreneligt med EU-retten at lægge til grund, at det er en

forudsætning for at tilkende erstatning for immateriel skade, at en

konsekvens eller følge af overtrædelsen i det mindste har en vis

betydning, der går videre end den vrede, som overtrædelsen har

udløst?

Luxembourg m.fl. mod Kommissionen

Påstande:

—Det

fastslås, at nærværende appel kan antages

tilrealitetsbehandling, og at der er grundlag herfor.

—Dom

afsagt af Den Europæiske Unions Ret den 12. maj 2021 ide

forenede sager T-516/18 og T-525/18, Luxembourg og

EngieGlobal LNG Holding m.fl. mod Kommissionen, ophæves.

—Der

træffes endelig afgørelse vedrørende realiteten

ioverensstemmelse med artikel 61 i statutten for Domstolen

ogprincipalt gives Engie medhold i de påstande, som dette

selskabnedlagde i første instans, eller subsidiært annulleres artikel 2

iKommissionens afgørelse (EU) 2019/421 af 20. juni 2018

omstatsstøtte SA.44888 (2016/C) (ex 2016/NN) iværksat

afLuxembourg til fordel for Engie (EUT 2019, L 78, s. 1), for så

vidtsom den pålægger en tilbagesøgning af støtten.

—Subsidiært

hjemvises sagen til Retten.

—Europa-Kommissionen

tilpligtes at betale sagsomkostningerne.

Österreichische Datenschutzbehörde et CRIF

Spørgsmål:

1. Skal begrebet »kopi« i artikel 15, stk. 3, i Europa-Parlamentets og

Rådets forordning (EU) 2016/679 af 27. april 2016 om beskyttelse

af fysiske personer i forbindelse med behandling af

personoplysninger og om fri udveksling af sådanne oplysninger og

om ophævelse af direktiv 95/46/EF (generel forordning om

databeskyttelse) (EUT 2016, L 119, s. 1; herefter:

»databeskyttelsesforordningen«) fortolkes således, at der derved

forstås en fotokopi henholdsvis en telefax eller en elektronisk kopi

af en (elektronisk) oplysning, eller omfatter begrebet også, i

overensstemmelse med fortolkningen af begrebet i tyske, franske og

engelske ordbøger en »Abschrift«, »double« (»duplicata«) eller

»transcript«?

2. Skal databeskyttelsesforordningens artikel 15, stk. 3, første

punktum, hvorefter »[d]en dataansvarlige udleverer en kopi af de

personoplysninger, der behandles«, fortolkes således, at

bestemmelsen indeholder en generel ret for en registreret til at få

udleveret en kopi

–

også

–

af hele dokumenter, hvori den

registreredes personoplysninger behandles henholdsvis til at få

udleveret en kopi af et uddrag af en database i tilfælde af, at

personoplysningerne behandles i en sådan, eller giver bestemmelsen

–

kun

–den

registrerede ret til en uændret reproduktion af de

personoplysninger,

hvortil

der

henhold

til

databeskyttelsesforordningens artikel 15, stk. 1, skal gives adgang?

3. Såfremt det andet spørgsmål besvares således, at den registrerede

kun har ret til en uændret reproduktion af de personoplysninger,

Ministeriet for Fødevarer,

Landbrug og Fiskeri

Klima-, Energi-, og

Forsyningsministeriet

Miljøministeriet

Justitsministeriet

O-sag

Dom

04.05.23

Energistyrelsen

O-sag

04.05.23

Miljøministeriet

Erhvervsministeriet

Justitsministeriet

Forsvarsministeriet

Dom

04.05.23

EUU, Alm.del - 2022-23 (2. samling) - Bilag 394: Liste over judicielle aktiviteter i sager af dansk interesse pr. 14/4-23

C-529/21-

C-536/21

C-683/21

hvortil der i henhold til databeskyttelsesforordningens artikel 15, stk.

1, skal gives adgang, skal databeskyttelsesforordningens artikel 15,

stk. 3, første punktum, da fortolkes således, at det henset til de

behandlede oplysningers art (f.eks. for så vidt angår diagnoser,

undersøgelsesresultater eller vurderinger, som er nævnt i 63.

betragtning, eller skriftligt materiale i forbindelse med en prøve som

omhandlet i Den Europæiske Unions Domstols dom af 20.12.2017,

C- 434/16, ECLI:EU:C:2017:994) og kravet om gennemsigtighed i

databeskyttelsesforordningens artikel 12, stk. 1, i konkrete tilfælde

alligevel kan være nødvendigt også at udlevere tekstafsnit eller hele

dokumenter til den registrerede?

4. Skal begrebet »oplysninger«, som i henhold til

databeskyttelsesforordningens artikel 15, stk. 3, tredje punktum, skal

»udleveres [til den registrerede] [...] i en almindeligt anvendt

elektronisk form«, når denne indgiver anmodningen elektronisk, »og

medmindre den registrerede anmoder om andet«, fortolkes således,

at der derved alene forstås de i artikel 15, stk. 3, første punktum,

nævnte »personoplysninger, der behandles«?

a. Såfremt det fjerde spørgsmål besvares benægtende: Skal begrebet

»oplysninger«, som i henhold til databeskyttelsesforordningens

artikel15, stk. 3, tredje punktum, skal »udleveres [til den registrerede]

[...] i en almindeligt anvendt elektronisk form«, når denne indgiver

anmodningen elektronisk, »og medmindre den registrerede anmoder

om andet«, fortolkes således, at der derved desuden også forstås

informationen i henhold til databeskyttelsesforordningens artikel 15,

stk. 1, litra a)-h)?

b. Såfremt det fjerde spørgsmål, litra a), også besvares benægtende:

Skal

begrebet

»oplysninger«,

som

henhold

til

databeskyttelsesforordningens artikel 15, stk. 3, tredje punktum, skal

»udleveres [til den registrerede] [...] i en almindeligt anvendt

elektronisk form«, når denne indgiver anmodningen elektronisk, »og

medmindre den registrerede anmoder om andet«, fortolkes således,

at der derved ud over de »personoplysninger, der behandles« og den

i artikel 15, stk. 1, litra a)-h) nævnte information eksempelvis forstås

tilhørende metadata?

Glavna direktsia „Pozharna

bezopasnost i zashtita na

naselenieto“ kam Ministerstvo na vatreshnite raboti m.fl.

Sagen vedrører:

1. Finder direktiv 2003/88/EF anvendelse, når særlige forhold i

tilknytning til visse specifikke aktiviteter i den offentlige tjeneste,

f.eks. i de væbnede styrkereller inden for politiet, eller til visse

specifikke aktiviteter i civilbeskyttelsestjenesterne på afgørende vis

taler imod dets anvendelse, når: Artikel 1, [stk.] 3, i direktiv

2003/88/EF bestemmer, at direktivet finder anvendelse på alle

former for private og offentlige aktiviteter som defineret i artikel 2 i

direktiv 89/391/EØF. Artikel 2, [stk.] 2, i direktiv 89/391/EØF

bestemmer, at det ikke finder anvendelse, når særlige forhold i

tilknytning til visse specifikke aktiviteter i den offentlige tjeneste,

f.eks. i de væbnede styrker eller inden for politiet, eller til visse

specifikke aktiviteter i civilbeskyttelsestjenesterne på afgørende vis

taler imod dets anvendelse?

2. Skal der ved vurderingen af ækvivalensen af de passende

beskyttelses- og forebyggelsestjenester i henhold til artikel 12, litra

b), i direktiv 2003/88/EF for en kategori af arbejdstagere, der

udfører natarbejde af højst 7 timers varighed i en 24- timers periode

i forhold til en anden kategori af arbejdstagere, der ligeledes udfører

natarbejde, og hvis arbejdstid om natten er højst 8 timer, men som

har andre fordele som f.eks. ekstra ferie, højere godtgørelse ved

pension, et højere løntilskud baseret på anciennitet, tages hensyn til

de fordele, som de sidstnævnte arbejdstagere har?

Nacionalinis visuomenes sveikatos centras

Spørgsmål:

1. Skal begrebet »dataansvarlig« i databeskyttelsesforordningens

artikel 4, nr. 7), fortolkes således, at en person, der har til hensigt

igennem et offentligt udbud at erhverve et værktøj til dataindsamling

(mobilapplikation), også skal anses som dataansvarlig, selv om en

offentlig indkøbskontrakt ikke er blev indgået, og det skabte produkt

(mobilapplikation), til købet af hvilket et offentligt udbud var blevet

anvendt, ikke er blevet overdraget?

2. Skal begrebet »dataansvarlig« i databeskyttelsesforordningens

artikel 4, nr. 7), fortolkes således, at en ordregivende myndighed,

som ikke har erhvervet ejendomsretten til det skabte it-produkt, og

som ikke har taget det i besiddelse, men hvor den endelige version

af den skabte applikation indeholder links eller forbindelser til denne

offentlige enhed og/eller hvor fortrolighedserklæringen, som ikke

var officielt godkendt eller anerkendt af den pågældende offentlige

Beskæftigelsesministeriet

O-sag

Dom

04.05.23

Justitsministeriet

O-sag

04.05.23

EUU, Alm.del - 2022-23 (2. samling) - Bilag 394: Liste over judicielle aktiviteter i sager af dansk interesse pr. 14/4-23

C-819/21

myndighed, angav denne offentlige enhed som dataansvarlig, også

skal anses for at være dataansvarlig?

3. Skal begrebet »dataansvarlig« i databeskyttelsesforordningens

artikel 4, nr. 7), fortolkes således, at en person, der ikke har foretaget

nogen

egentlig

databehandling

som

omhandlet

databeskyttelsesforordningens artikel 4, nr. 2), og/eller ikke har givet

en klar tilladelse/samtykke til udførelsen af sådanne behandlinger,

også skal anses for at være dataansvarlig? Har det betydning for

fortolkningen af begrebet »dataansvarlig«, at det it-produkt, som

blev anvendt til behandlingen af personoplysninger, blev udviklet i

overensstemmelse med den ordregivende myndigheds formulering

af opgaven?

4. Såfremt en fastlæggelse af de faktiske databehandlingsaktiviteter

er relevant for fortolkningen af begrebet »dataansvarlig«, skal

definitionen af »behandling« af personoplysninger som omhandlet i

databeskyttelsesforordningens artikel 4, nr. 2), da fortolkes således,

at den også omfatter situationer, hvor k pier af

personoplysninger undervejs i forløbet omkring erhvervelsen af en

mobilapplikation er blevet anvendt til testning af IT-systemer?

5. Skal fælles dataansvar i henhold til databeskyttelsesforordningens

artikel 4, nr. 7), og artikel 26, stk. 1, fortolkes således, at det alene

omfatter bevidst koordinerede handlinger i forbindelse med

fastlæggelsen af formålet med og hjælpemidlerne til behandlingen af

personoplysninger, eller kan dette begreb også fortolkes således, at

fælles dataansvar også omfatter situationer, hvor der ikke foreligger

en klar »ordning« vedrørende formålet med og hjælpemidlerne til

databehandling og/eller handlinger ikke er koordineret mellem

parterne? Er omstændighederne vedrørende det stadie i udviklingen

af hjælpemidlerne til behandlingen af personoplysninger (IT-

applikation) hvor personoplysninger blev behandlet og formålet

med udviklingen af applikationen af juridisk betydning for

fortolkningen af begrebet fælles dataansvar? Skal en »ordning«

mellem dataansvarlige forstås som udelukkende værende en klar og

defineret fastlæggelse af de vilkår, som regulerer det fælles

dataansvar?

6. Skal bestemmelsen i databeskyttelsesforordningens artikel 83, stk.

1, hvorefter »administrative bøder skal være effektive, stå i et rimeligt

forhold til overtrædelsen og have afskrækkende virkning«, fortolkes

således, at den også omfatter tilfælde, hvor den »dataansvarlige«

pålægges ansvar, når udvikleren i forbindelse med udviklingen af et

IT-produkt også behandler personoplysninger, og fører de

uretmæssige behandlinger af personoplysninger foretaget af

databehandleren altid automatisk til, at den dataansvarlige ifalder et

juridisk ansvar? Skal denne bestemmelse fortolkes således, at den

også omfatter tilfælde, hvor den dataansvarlige har et objektivt

ansvar?

Staatsanwaltschaft Aachen

Spørgsmål:

1) Kan den ret i den fuldbyrdende medlemsstat, der skal træffe

afgørelse om eksigibilitet, støttet på artikel 3, stk. 4, i Rådets

rammeafgørelse 2008/909/RIA af 27. november 2008,

sammenholdt med artikel 47, stk. 2, i Den Europæiske Unions

charter om grundlæggende rettigheder, i henhold til artikel 8 i Rådets

rammeafgørelse 2008/909/RIA af 27. november 2008 afslå at

anerkende dommen fra en anden medlemsstat og fuldbyrde de

sanktioner, der er pålagt ved denne dom, hvis der er holdepunkter

for, at forholdene iden anden medlemsstat på tidspunktet for

afsigelse af den dom, der skal fuldbyrdes, eller øvrige afgørelser i

forbindelse med dommen, er uforenelige med den grundlæggende

ret til en retfærdig rettergang, fordi temet i denne medlemsstat selv

ikke længere er i overensstemmelse med retsstatsprincippet, således

som dette defineres i artikel 2 TEU?

2) Kan den ret i den fuldbyrdende medlemsstat, der skal træffe

afgørelse om eksigibilitet, støttet på artikel 3, stk. 4, i Rådets

rammeafgørelse 2008/909/RIA af 27. november 2008,

sammenholdt med retsstatsprincippet, således som dette defineres i

artikel 2 TEU, i henhold til artikel 8 i Rådets rammeafgørelse

2008/909/RIA af 27. november 2008 afslå at anerkende dommen

fra en anden medlemsstat og fuldbyrde de sanktioner, der er pålagt

ved denne dom, hvis der er holdepunkter for, at retssystemet i denne

medlemsstat på tidspunktet for afgørelsen om eksigibilitet ikke

længere er i overensstemmelse med retsstatsprincippet, således som

dette defineres i artikel 2 TEU?

3) Såfremt det første spørgsmål besvares bekræftende: Skal det,

inden det, under henvisning til artikel 3, stk. 4, i Rådets

rammeafgørelse 2008/909/RIA af 27. november 2008,

Justitsministeriet

O-sag

04.05.23

EUU, Alm.del - 2022-23 (2. samling) - Bilag 394: Liste over judicielle aktiviteter i sager af dansk interesse pr. 14/4-23

C-60/22

C-84/22

sammenholdt med artikel 47, stk. 2, i Den Europæiske Unions

charter om grundlæggende rettigheder, afslås at anerkende en dom

fra en anden medlemsstat, og fuldbyrde de sanktioner, der er pålagt

ved denne dom, hvis der holdepunkter for, at forholdene i denne

medlemsstat er uforenelige med den grundlæggende ret til en

retfærdig rettergang, i et næste skridt undersøges, om de forhold, der

er uforenelige med retten til en retfærdig rettergang, fordi

retssystemet selv ikke længere er i overensstemmelse med

retsstatsprincippet, konkret har været til skade for den eller de

domfældte i den pågældende sag?

4) Såfremt det første og/eller det andet spørgsmål besvares

benægtende forstået således, at det ikke påhviler de nationale retter,

men derimod Den Europæiske Unions Domstol at afgøre, om

forholdene i en medlemsstat er uforenelige med retten til en

retfærdig rettergang, fordi retssystemet i denne medlemsstat selv

ikke længere er i overensstemmelse med retsstatsprincippet:

Var retssystemet i Republikken Polen i overensstemmelse med

retsstatsprincippet, således som dette defineres i artikel 2 TEU, den

7. august 2018 og/eller den 16. juli 2019, og er dette tilfældet på

nuværende tidspunkt?

Bundesrepublik Deutschland

Spørgsmål:

1) Medfører en dataansvarligs manglende eller undladte eller

ufuldstændige udvisning af ansvarlighed i henhold til artikel 5 i

Europa-Parlamentets Rådets forordning (EU) 2016/679 af 27. april

2016 om beskyttelse af fysiske personer i forbindelse med

behandling af personoplysninger og om fri udveksling af sådanne

oplysninger og om ophævelse af direktiv 95/46/EF2 (generel

forordning om databeskyttelse, databeskyttelsesforordningen), f.eks.

ved en manglende eller ufuldstændig fortegnelse over

behandlingsaktiviteterne i henhold til databeskyttelsesforordningens

artikel 30 eller en manglende ordning om en fælles procedure i

henhold til databeskyttelsesforordningens artikel 26, at

behandlingen af oplysninger er ulovlig som omhandlet i

databeskyttelsesforordningens artikel 17, stk. 1, litra d), og artikel 18,

stk. 1, litra b), således at den registrerede har ret til at få slettet eller

begrænset oplysningerne?

2) Såfremt det første spørgsmål besvares bekræftende: Medfører

eksistensen af en ret til sletning eller begrænsning, at de behandlede

oplysninger ikke skal tages i betragtning under en retssag? Gælder

dette i hvert fald i tilfælde, hvor den registrerede rejser indsigelse

mod udnyttelse under en retssag?

3) Såfremt det første spørgsmål besvares benægtende: Medfører en

dataansvarligs overtrædelse af databeskyttelsesforordningens artikel

5, 30 eller 26, at en national ret med hensyn til spørgsmålet om retslig

udnyttelse af behandlingen af oplysninger kun må tage

oplysningerne i betragtning, såfremt den registrerede udtrykkeligt

giver samtykke til udnyttelsen?

Right to Know

Spørgsmål:

(1) Skal referater fra formelle møder i en medlemsstats udøvende

magt, hvorregeringsmedlemmer er forpligtet til at give møde og

handle som en kollektivmyndighed, med henblik på anmodning om

adgang til miljøoplysninger indeholdti disse referater, betragtes som

»interne meddelelser« eller som offentligemyndigheders

»sagsbehandling«, som omhandlet henholdsvis i artikel 4, stk. 1, litra

e), og artikel 4, stk. 2, litra a), i Europa-Parlamentets og Rådets

direktiv2003/4/EF af 28. januar 2003 om offentlig adgang til

miljøoplysninger og omophævelse af Rådets direktiv 90/313/EØF?

(2) Rækker princippet om retskraft (som drøftet i Köbler, sag C-

224/01, ECLI:EU:C:2003:513 og efterfølgende retspraksis) ud over

domskonklusionen itidligere domme, således at det derudover

omfatter konklusioner angående defaktiske omstændigheder eller

retlige spørgsmål, der er behandlet i den tidligeredom? Med andre

ord, er princippet om retskraft begrænset til tilfælde, hvoradgangen

til søgsmål er afskåret (cause of action estoppel), eller omfatter

detligeledes tilfælde, hvor anbringender er afskåret (issue estoppel)?

(3) I verserende sager mellem parter angående manglende

overholdelse afdirektiv 2003/4/EF med hensyn til en bestemt

anmodning

miljøoplysninger,

hvor

sagsøger/informationssøgende har fået medhold i, at en beslutning

skalannulleres og visse klagepunkter, der er baseret på EU-retten,

blev tiltrådt, mensandre blev forkastet, udelukker EU-retten, og i

særdeleshedeffektivitetsprincippet, en national bestemmelse om

princippet om retskraft, der erbaseret på afskærelse af anbringender

(issue estoppel), hvorefter de nationaledomstole i nye sager

Ministeriet for Fødevarer,

Landbrug og Fiskeri

Miljøministeriet

Justitsministeriet

O-sag

Dom

04.05.23

Ministeriet for Fødevarer,

Landbrug og Fiskeri

Transportministeriet

O-sag

04.05.23

EUU, Alm.del - 2022-23 (2. samling) - Bilag 394: Liste over judicielle aktiviteter i sager af dansk interesse pr. 14/4-23

C-148/22

C-206/22

C-294/22

C-319/22

angående en senere afgørelse vedrørende den sammeanmodning

skal afvise et søgsmål fra en sådan sagsøger/informationssøgende,

hvorved den nævnte senere afgørelse

–

hvori der henvises til EU-

retten iklagepunkter, der tidligere blev forkastet, men ikke konkret

appelleret

–

anfægtes?

(4) Ændres besvarelsen af det tredje spørgsmål af, at: (i) der ikke blev

indgiveten anmodning til Domstolen; og (ii) ingen af parterne har

gjort den relevanteretspraksis fra Domstolen gældende for den

nationale ret?

Commune d'Ans

Spørgsmål:

1) Kan artikel 2, stk. 2, litra a) og b), i Rådets direktiv 2000/78/EF

af 27. november 2000 om generelle rammebestemmelser om

ligebehandling med hensyn til beskæftigelse og erhverv fortolkes

således, at den tillader en offentlig administration at tilrettelægge et

fuldstændig neutralt administrativt miljø og følgelig at forbyde alle

ansatte at bære symboler på overbevisninger, uanset om disse ansatte

er i direkte kontakt med borgerne eller ej?

2) Kan artikel 2, stk. 2, litra a) og b), i Rådets direktiv 2000/78/EF

af 27. november 2000 om generelle rammebestemmelser om

ligebehandling med hensyn til beskæftigelse og erhverv fortolkes

således, at den tillader en offentlig administration at tilrettelægge et

fuldstændig neutralt administrativt miljø og følgelig at forbyde alle

ansatte at bære symboler på overbevisninger, uanset om disse ansatte

er i direkte kontakt med borgerne eller ej, selv om dette neutrale

forbud synes at berøre et flertal af kvinder og derfor kan udgøre en

skjult forskelsbehandling på grund af køn?

Sparkasse Südpfalz

Spørgsmål:

Skal artikel 7, stk. 1, i Europa-Parlamentets og Rådets direktiv

2003/88/EF af 4. november 2003 og den ret til årlig ferie med løn,

der er fastsat i artikel 31, stk. 2, i Den Europæiske Unions charter

om grundlæggende rettigheder fortolkes således, at de er til hinder

for nationale retsforskrifter eller praksis angående bevilling af ferie

til arbejdstagere, hvorefter feriekravet også er opfyldt, hvis

arbejdstageren under en bevilget ferie rammes af en uforudsigelig

begivenhed som i det foreliggende tilfælde en statslig anordnet

karantæne og derfor hindres i at udøve sin ret til ferie fuldt ud?

OFPRA

Spørgsmål:

1) Skal bestemmelserne i artikel 12, stk. 1, litra a), i direktiv

2011/95/EU

–uafhængigt

af de nationale lovbestemmelser, der

under visse omstændighedergiver en udlænding ret til ophold på

grund af dennes helbredstilstand og i givetfald beskytter

vedkommende mod udsendelse

–

fortolkes således, at en

sygpalæstinensisk flygtning, som efter faktisk at have nydt

beskyttelse og bistand fraUNRWA forlader den stat eller det område

i dette organs indsatsområde, hvorihan havde sædvanligt

opholdssted, fordi han ikke dér kan få tilstrækkelig adgangtil den

sundhedspleje og behandling, der kræves på grund af hans

helbredstilstand, og det manglende tilbud indebærer en reel risiko

for hans liv eller fysiskeintegritet, kan anses for at befinde sig i en

alvorlig personlig usikkerhedstilstandog i en situation, hvor det ikke

er muligt for UNRWA at sikre ham levevilkår, derer i

overensstemmelse med den opgave, som påhviler dette organ?

2) Hvilke kriterier

–

f.eks. vedrørende sygdommens alvor eller arten

af dennødvendige sundhedspleje

–

gør det i bekræftende fald muligt

at identificere ensådan situation?

Gesamtverband Autoteile-Handel

Spørgsmål:

I. Omfatter bestemmelsen i artikel 61, stk. 1, andet punktum, i

forordning (EU) 2018/858, hvorefter

»[o]plysningerne præsenteres på en let tilgængelig måde i form af

datasæt, der er maskinlæsbare, og som kan behandles elektronisk«,

samtlige reparations- og vedligeholdelsesinformationer som

omhandlet i forordningens artikel 3, nr. 48), eller er denne

bestemmelse begrænset til såkaldte reservedelsinformationer (»dele

af køretøjet, [...] som kan udskiftes med reservedele«) som

omhandlet i punkt 6.1 i bilag X til forordningen?

II. Skal artikel 61, stk. 1, andet punktum, i forordning (EU)

2018/858, hvorefter oplysningerne skal præsenteres

»på en let tilgængelig måde i form af datasæt, der er maskinlæsbare,

og som kan behandles elektronisk«, og artikel 61, stk. 2, andet afsnit,

hvorefter oplysningerne for andre uafhængige aktører end

reparatører

Ministeriet for Fødevarer,

Landbrug og Fiskeri

Beskæftigelsesministeriet

Miljøministeriet

O-sag

04.05.23

Ministeriet for Fødevarer,

Landbrug og Fiskeri

Beskæftigelsesministeriet

Miljøministeriet

O-sag

04.05.23

Udlændinge- og

Integrationsministeriet

O-sag

04.05.23

Justitsministeriet

Erhvervsstyrelsen

O-sag

04.05.23

EUU, Alm.del - 2022-23 (2. samling) - Bilag 394: Liste over judicielle aktiviteter i sager af dansk interesse pr. 14/4-23

»[også] gives […] i et maskinlæsbart format, der kan behandles

elektronisk med almindeligt tilgængelige IT-værktøjer og software,

og som gør det muligt for uafhængige aktører at udføre den opgave,

der er forbundet med deres virksomhed, i forsyningskæden på

eftermarkedet«, fortolkes således, at fabrikanten kun opfylder sine

forpligtelser i denne forbindelse derved, at den pågældende

1. gør oplysningerne tilgængelige via internettet gennem en

maskinstyret forespørgsel via en databasegrænseflade med mulighed

for at downloade resultaterne, eller er det tilstrækkeligt, at

vedkommende på et websted kun giver mulighed for en manuel

søgning og begrænser forespørgselsresultatet til det synlige indhold

på skærmsider

2. gør det muligt at søge efter alle oplysninger i databasen, der er

knyttet til den pågældendes køretøjsidentifikationsnumre (VIN) ved

hjælp af disse VIN, som han stiller til rådighed på en særskilt liste,

og uafhængigt heraf

–

også ved hjælp af andre kriterier til identifikation af køretøjer som

omhandlet i punkt 6.1, tredje afsnit, i bilag X til forordningen

–

samt ved hjælp af de øvrige af fabrikanten anvendte begreber for

kategorier (f.eks. kategorier af komponenter, reservedele,

reparations- og vedligeholdelsesvejledninger og tekniske

illustrationer) og andre poster i databasen i vilkårlige

sammenstillinger

eller er det tilstrækkeligt, at fabrikanten udelukkende tilbyder

søgningen som individuel forespørgsel ved hjælp af VIN for et

enkelt, konkret køretøj, uden samtidig at stille en aktuel liste over

alle VIN for sine køretøjer til rådighed

3. stiller disse datasæt til rådighed i filer, hvis format er beregnet til

direkte elektronisk (videre-)behandling af de modtagne datasæt, med

angivelse af den relevante beskrivelse af datasættet (for tekster og

tabeller), eller er det tilstrækkeligt, at det er muligt at udlæse det rene

skærmindhold i et vilkårligt almindeligt filformat som f.eks. en pdf-

fil?

III. Udgør artikel 61, stk. 1, i forordning (EU) 2018/858 en retlig

forpligtelse som omhandlet i artikel 6, stk. 1, litra c), i

databeskyttelsesforordningen, som påhviler bilfabrikanter, og som

begrunder udleveringen af VIN henholdsvis informationer knyttet

til VIN til uafhængige aktører som andre dataansvarlige som

omhandlet i databeskyttelsesforordningens artikel 4, nr. 7)?