Europaudvalget 2022-23 (2. samling)
EUU Alm.del Bilag 402
Offentligt
2692455_0001.png
NOTAT
Jura
J.nr.: 2023-2111
Ref. FIMOE + MATHR
Den 18. april 2023
Notat til Folketingets Europaudvalg og Folketingets Miljø- og Fødevareudvalg om besva-
relse af Europa-Kommissionens begrundede udtalelse nr. 2020/2109 om mangelfuld
gennemførelse af Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2004/35/EF af 21. april 2004
om miljøansvar for så vidt angår forebyggelse og afhjælpning af miljøskader
EU-Kommissionen har ved brev af 15. februar 2023 fremsendt en begrundet udtalelse til Danmark ved-
rørende mangelfuld gennemførelse i dansk ret af Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2004/35/EF
af 21. april 2004 om miljøansvar for så vidt angår forebyggelse og afhjælpning af miljøskader (herefter
miljøansvarsdirektivet).
Kommissionen har i den begrundede udtalelse anført, at Danmark har tilsidesat sine forpligtelser i hen-
hold til miljøansvarsdirektivet, idet Danmark ikke har gennemført direktivets artikel 12, stk. 1, første
afsnit, litra a, korrekt. Det skyldes ifølge Kommissionen, at ordlyden af de danske bestemmelser, der
gennemfører miljøansvarsdirektivets artikel 12, stk. 1, første afsnit, litra a, ikke er tilstrækkeligt klar med
hensyn til de tillagte rettigheder, der følger af artikel 12, stk. 1, første afsnit, litra a.
Den begrundede udtalelse er en opfølgning på en åbningsskrivelse, som Kommissionen sendte til Dan-
mark den 8. juli 2020. Som svar på Kommissionens åbningsskrivelse redegjorde Danmark for, at selvom
man i den danske gennemførelse af direktivets artikel 12, stk. 1, første afsnit, litra a, valgte en anden
ordlyd end direktivet, tillægger de danske bestemmelser alle de rettigheder, der følger af artikel 12, stk.
1, første afsnit, litra a. Derfor mente Danmark ikke, at det var nødvendigt at ændre reglerne.
Kommissionen har dog fastholdt sit synspunkt i den begrundede udtalelse. Det er regeringens vurde-
ring, at det er nødvendigt at imødekomme Kommissionen, hvis Danmark vil undgå en traktatkrænkel-
sessag.
En imødekommelse af Kommissionen vil medføre en sproglig ændring af de danske bestemmelser, der
gennemfører miljøansvarsdirektivets artikel 12, stk. 1, første afsnit, litra a. Regeringen vurderer, at en
sådan ændring indebærer en præcisering, men ikke en egentlig ændring af retstilstanden i dansk ret.
Efter regeringens opfattelse bør Kommissionens begrundede udtalelse derfor besvares med, at Danmark
imødekommer Kommissionen, og at den danske regering vil igangsætte et arbejde med ændring af de
danske bestemmelser.
For så vidt angår de bestemmelser, hvis ændring kræver en lovændring, forventes der fremsat et lov-
forslag herom i folketingsåret 2023-2024 med forventet ikrafttræden senest den 1. juli 2024.
Miljøministeriet •
Frederiksholmskanal 26
• 1220
København K
Tlf. 38 14 21 42 • Fax 33 14 50 42 • CVR 12854358 • EAN 5798000862005 • [email protected]
www.mim.dk
EUU, Alm.del - 2022-23 (2. samling) - Bilag 402: Notat om svar på begrundet udtalelse om miljøansvar for så vidt angår forebyggelse og afhjælpning af miljøskader (sag nr. 2020/2109)
Regeringen har besvaret Kommissionens begrundede udtalelse i overensstemmelse med det ovenfor
anførte.
2