Europaudvalget 2022-23 (2. samling)
EUU Alm.del Bilag 415
Offentligt
Forsvarsministeriet
NOTAT TIL FOLKETINGETS FORSVARSUDVALG
Skriftlig orientering om videre proces for dansk deltagelse i Det
Permanente Strukturerede Samarbejde
19. april 2023
Efter vedtagelse af beslutningsforslag B30 om dansk deltagelse i Det Europæiske
Forsvarsagentur og Det Permanente Strukturerede Samarbejde (PESCO) ved 2.
behandling d. 23. marts, er de videre trin for formelt at søge om deltagelse i
PESCO igangsat. EU’s Udenrigsrepræsentant og de øvrige EU-medlemsstater
blev d. 23. marts underrettet via formelt brev fra forsvarsministeren om, at
Danmark ønsker at deltage i PESCO.
For medlemsstater, der deltager i PESCO, gælder 20 forpligtelser.
Medlemsstaterne udarbejder årligt nationale implementeringsplaner, hvor der
gives en status for de enkelte forpligtelser. Formålet med de nationale
implementeringsplaner er at beskrive, hvordan medlemsstaterne på sigt vil
arbejde hen i mod at opfylde de 20 forpligtelser og derigennem styrke
forsvarssamarbejdet i EU. Implementeringsplanerne udarbejdes hvert år i marts
og beskriver hvilke indsatser, der er gennemført i det foregående år, og hvad der
er hensigterne i de kommende år i forhold til de enkelte forpligtelser.
Implementeringsplanerne bliver delt med de øvrige deltagende medlemsstater,
men bliver ikke offentliggjort. PESCO-sekretariatet udarbejder på baggrund af
medlemsstaternes implementeringsplaner en årsrapport, der redegør for den
samlede fremdrift på tværs af medlemsstaterne. Årsrapporten fremhæver ikke
individuelle medlemsstater.
Forsvarsministeriet har mandag d. 17. april oversendt den første danske
implementeringsplan. Implementeringsplanen tager højde for, at der ikke er et
forsvarsforlig fra 2024 og frem.
På baggrund af implementeringsplanen vil EU’s Udenrigsrepræsentant indstille til
de øvrige medlemsstater, at Danmark stemmes ind i PESCO. Beslutningen i Rådet
om dansk deltagelse i PESCO træffes ved afstemning ved kvalificeret flertal blandt
de deltagende medlemsstater. Der forventes at være bred opbakning til dansk
deltagelse i PESCO. Der arbejdes hen i mod, at Danmark kan blive stemt ind ved
EU forsvarsministermødet d. 23. maj 2023.
Umiddelbart efter, der måtte være truffet beslutning om dansk deltagelse i
PESCO, vil Danmark kunne anmode om deltagelse i de enkelte PESCO-
projekter. Danmark skal deltage i minimum ét projekt. Der vil indledningsvist
arbejdes for dansk deltagelse i to projekter: PESCO-projektet om udsendelse af
cybereksperter til lande, der udsættes for cyberangreb, samt PESCO-projektet om
militær mobilitet.