EUU, Alm.del - 2022-23 (2. samling) - Bilag 514: Liste over judicielle aktiviteter i sager af dansk interesse pr. 26/5-23

Europaudvalget 2022-23 (2. samling)
EUU Alm.del Bilag 514
Offentligt

Udenrigsministeriet

Juridisk Tjeneste, EU-retskontoret

Asiatisk Plads 2

–

1448 København K

Tlf.: 33 92 03 24 E-mail:

[email protected]

Liste over judicielle aktiviteter i sager af dansk interesse

JTEU j.nr. 2015 - 30240

26. maj 2023

Til orientering fremsendes nedenstående liste over EU-Domstolens aktiviteter i de kommende tre uger i

retssager, som har den danske regerings interesse. For så vidt angår sager, hvor der er nedsat

procesdelegation, indeholder listen oplysninger om tidspunktet for mundtlig forhandling, fremsættelse af

generaladvokatens forslag til afgørelse (GA) og afsigelse af dom. I sager, der i øvrigt følges af den danske

regering, oplyses der om tidspunkt for generaladvokatens forslag til afgørelse og afsigelse af dom.

Generaladvokatens udtalelser og EU-Domstolens domme offentliggøres på EU-Domstolens

hjemmeside (http://curia.europa.eu/) på selve datoen for fremsættelse eller afsigelse.

Der tages forbehold for, at listen er udarbejdet på baggrund af EU-Domstolens retslister, og at EU-

Domstolen med kort varsel kan foretage ændringer i egne retslister.

Liste over sager, hvor der nedsat procesdelegation:

Sagsnr.

C-204/21

Titel og kort sagsresumé

Kommissionen mod Polen

Emne:

Domstolenes uafhængighed.

Spørgsmål:

Det fastslås, at Republikken Polen har tilsidesat sine forpligtelser i henhold til

artikel 19, stk. 1, andet afsnit, TEU, sammenholdt med artikel 47 i Den

Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder, set i lyset af

praksis fra Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol vedrørende

EMRK’s artikel 6, stk. 1, og i henhold til artikel 267 TEUF og princippet om

EU-rettens forrang, idet den har vedtaget og opretholdt artikel 42a, stk. 1 og

2, og artikel 55, stk. 4, i ustawa

—

Prawo o ustroju sadów powszechnych (lov

om de almindelige domstoles organisation, herefter »lov om de almindelige

domstoles organisation«), artikel 26, stk. 3, og artikel 29, stk. 2 og 3, i ustawa

o Sadzie Najwyzszym (lov om den øverste domstol) og artikel 5, stk. 1a og

1b, i ustawa o sadach administracyjnych (lov om forvaltningsdomstole), i den

affattelse, der følger af ustawa z dnia 20 grudnia 2019 r. o zmianie ustawy

—

Prawo o ustroju sadów powszechnych, ustawy o Sadzie Najwyzszym oraz

niektórych innych ustaw (lov af 20.12.2019 om ændring af lov om de

almindelige domstoles organisation, lov om den øverste domstol og visse

andre love, herefter »ændringsloven«) samt ændringslovens artikel 8,

hvorefter det er forbudt for alle nationale retter at efterprøve, om de EU-

retlige krav vedrørende en uafhængig og upartisk domstol, der forudgående

er oprettet ved lov, er opfyldt.

M.fl.

UFC

–

Que choisir et CLCV

Emne:

Sagen vedrører:

–

Skal artikel 12 i Europa-Parlamentets og Rådets direktiv af 25. november

2015 om pakkerejser og sammensatte rejsearrangementer fortolkes således, at

denne bestemmelse pålægger en arrangør af en pakkerejse i tilfælde af

opsigelse af aftalen at yde refusion i form af et pengebeløb af alle de betalinger,

der er foretaget i forbindelse med pakkerejsen, eller således, at den tillader en

tilsvarende refusion, navnlig i form af et tilgodehavende, der svarer til beløbet

af de foretagne betalinger?

–

I tilfælde af, at refusion skal forstås som tilbagebetaling af et pengebeløb,

kan den sundhedskrise, der er forbundet med covid-19-epidemien og

Deltager i PD

Udenrigsministeriet

Justitsministeriet

Proces-

skridt

Dom

Dato

05.06.23

C-407/21

Udenrigsministeriet

Justitsministeriet

Erhvervsministeriet

Konkurrence- og

Forbrugerstyrelsen

Dom

08.06.23

EUU, Alm.del - 2022-23 (2. samling) - Bilag 514: Liste over judicielle aktiviteter i sager af dansk interesse pr. 26/5-23

C-540/21

konsekvenserne heraf for rejsearrangørerne, som på grund af denne krise har

oplevet en anslået nedgang i omsætningen på mellem 50 og 80%, og som

repræsenterer mere end 7% af Frankrigs bruttonationalprodukt, og som for

så vidt angår pakkerejsearrangørerne beskæftiger 30 000 personer i Frankrig

med en omsætning på næsten 11 mia. EUR, begrunde og givet fald, under

hvilke betingelser og med hvilke begrænsninger, en midlertidig undtagelse fra

forpligtelsen for arrangøren til at yde den rejsende fuld refusion af de

betalinger, der er foretaget i forbindelse med pakkerejsen, inden for fristen på

14 dage efter, at der et givet meddelelse om opsigelsen af aftalen, som fastsat

i artikel 12, stk. 4 i Europa-Parlamentets og Rådets direktiv af 25. november

2015 om pakkerejser og sammensatte rejsearrangementer?

–

I tilfælde af, at det foregående spørgsmål besvares benægtende, er det

under de ovenfor anførte omstændigheder da muligt at tilpasse de tidsmæssige

virkninger af en afgørelse, som annullerer en national retsakt, der er i strid

med artikel 12, stk. 4, i Europa-Parlamentets og Rådets direktiv af 25.

november 2015 om pakkerejser og sammensatte rejsearrangementer?

Europa-Kommissionen mod Den Slovakiske Republik

Emne:

Fortolkning af pakkerejse direktiver i lyset af Covid-19

Påstande:

—Det fastslås, Den Slovakiske Republik ved vedtagelsen af § 33a i Zákon č.

170/2018 (lov nr. 170/2018), indsat ved Zákon č. 136/2020 (lov nr.

136/2020) af 20. maj 2020 har tilsidesat sine forpligtelser i henhold til artikel

12, stk. 2, artikel 12,stk. 3, litra b), og artikel 12, stk. 4, i direktiv (EU)

2015/2302 (1), sammenholdt med dette direktivs artikel 4.

Udenrigsministeriet

Justitsministeriet

Erhvervsministeriet

Konkurrence- og

Forbrugerstyrelsen

Dom

08.06.23

Liste over sager, der i øvrigt følges af den danske regering:

Forkortelser i sagstypekolonnen:

O-sag = Sagen følges til orientering

F-sag = Sagen følges med henblik på eventuel afgivelse af mundtligt indlæg

Sagsnr.

T-650/20

Titel og kort sagsresumé

NU mod EUIPO

Påstande:

—

Afgørelse af 1. april 2020 truffet af ansættelsesmyndigheden ved

Den Europæiske Unions Kontor for Intellektuel

Ejendomsret (EUIPO) om ikke at forlænge sagsøgerens kontrakt

annulleres.

—

EUIPO tilpligtes at betale 20 000 EUR (tyve tusinde euro) i

erstatning for den ikke-økonomiske skade, som sagsøgeren

har lidt som følge af afgørelsen om ikke at forlænge hendes kontrakt.

—

EUIPO tilpligtes at bære sine egne omkostninger og at betale de

af sagsøgeren afholdte omkostninger i denne sag.

Fastweb e.a.

1) Giver den korrekte fortolkning af artikel 267 TEUF en national

ret, hvis afgørelser ifølge de nationale retsregler ikke kan appelleres,

pligt til at forelægge fortolkningsspørgsmål vedrørende den i

hovedsagen relevante EU-ret, selv hvis der ikke hersker

fortolkningstvivl om betydningen af den relevante EU-retlige

bestemmelse

–

henset til den EU-retlige terminologi og den EU-

retlige betydning af ordene i den pågældende bestemmelse, den EU-

retlige sammenhæng, hvori denne bestemmelse indgår, og de

beskyttelsesformål, der forfølges med den, samt under hensyntagen

til EU-rettens udviklingstrin på det tidspunkt, hvor den relevante

bestemmelse skal anvendes i den nationale sag

–

men den nationale

ret på det subjektive plan, hvad angår andre retsinstansers vurdering,

ikke på detaljeret vis kan redegøre for, at dens egen fortolkning er

den samme som den, de øvrige medlemsstaters retter eller

Domstolen ville anlægge, såfremt de skulle træffe afgørelse om et

identisk spørgsmål?« For det tilfælde, at Domstolen måtte fastslå, at

forelæggelsespligten i henhold til artikel 267 TEUF ikke må fraviges,

medmindre der på detaljeret vis kan redegøres for, at den anlagte

fortolkning er den samme som den, de øvrige medlemsstaters retter

eller Domstolen ville anlægge, såfremt de skulle træffe afgørelse om

det i hovedsagen relevante spørgsmål

–

idet denne redegørelse angår

andre retsinstansers subjektive vurdering og ikke kan fremlægges i

den af Consiglio di Stato vurderede situation

–

forelægges endvidere

følgende præjudicielle spørgsmål:

Interessent

Miljøministeriet

Sags-

type

O-sag

Proces

-skridt

Dom

Dato

07.06.23

C-468/20

Justitsministeriet

O-sag

Dom

08.06.23

EUU, Alm.del - 2022-23 (2. samling) - Bilag 514: Liste over judicielle aktiviteter i sager af dansk interesse pr. 26/5-23

C-408/21 P

C-570/21

C-636/21

C-49/22

»2) Er den korrekte fortolkning af artikel 49 TEUF og 56 TEUF

samt af den harmoniserede retlige ramme, som er indført ved

direktiv 2002/19/EF, 2002/20/EF, 2002/21/EF og 2002/22/EF,

og navnlig ved artikel 8, stk. 2 og 4, i direktiv 2002/21/EF, som

ændret ved direktiv 2009/140/EF, artikel 3 i direktiv 2002/20/EF,

som ændret ved direktiv 2009/140/EF, og artikel 20, 21 og 22 i

direktiv 2002/22/EF, som ændret ved direktiv 2009/136/EF, til

hinder for en national lovgivning såsom den, der følger af artikel 13,

70 og 71 i lovdekret nr. 259/03, sammenholdt med artikel 2, stk. 12,

litra h) og l), i lov nr. 481/95 og med artikel 1, stk. 6, [litra b),] nr. 2,

i lov nr. 249/97, hvorefter den nationale tilsynsmyndighed i den

elektroniske kommunikationssektor har beføjelsen til at foreskrive,

i) med hensyn til mobilnettelefoni, en fornyelsesfrekvens af

tilbuddene og faktureringen på mindst fire uger, idet de økonomiske

aktører, som anvender en anden fornyelsesfrekvens af tilbuddene og

faktureringen end den månedlige, har pligt til at oplyse brugeren

rettidigt ved hjælp af en sms om, at tilbuddet er blevet fornyet, ii)

med hensyn til fastnettelefoni, en fornyelsesfrekvens af tilbuddene

og faktureringen på en eller flere måneder, og iii) i tilfælde af samlede

tilbud for mobilnet- og fastnettelefoni, anvendelsen af frekvensen

med hensyn til fastnettelefoni?

M.fl. spg.

Pech mod Rådet (appel) Påstande:

Påstande:

—Rettens

dom ophæves.

—Domstolen

træffer endelig afgørelse vedrørende de spørgsmål,

som er genstand for denne appel.

—Sagsøgeren

i sag T-252/19 tilpligtes at betale Rådets

omkostninger i forbindelse med den sag og den foreliggende

appelsag.

YYY.

Spørgsmål:

1. Skal artikel 2, litra b), i Rådets direktiv 93/13/EØF af 5. april 1993

om urimelige kontraktvilkår i forbrugeraftaler og betragtningerne

hertil således, at denne bestemmelse ikke er til hinder for, at en

person, der driver erhvervsmæssig virksomhed, er omfattet af

definitionen af »forbruger«, når har indgået en låneaftale, der er

koblet til en udenlandsk valuta, sammen med en anden låntager, der

ikke udøver en sådan virksomhed, og lånet delvist skal anvendes til

brug for låntagernes erhvervsmæssige virksomhed, delvist til formål,

der ligger uden for denne virksomhed, og ikke kun i en situation,

hvor den erhvervsmæssige brug er så svag, at den må anses for

marginal i forbindelse med den transaktion som aftalen samlet set

vedrører, og hvor den omstændighed, at der er tale om overvejende

ikke-erhvervsmæssig brug, herved er uden betydning[?]

2. Såfremt det første spørgsmål besvares bekræftende, skal artikel 2,

litra b), i Rådets direktiv 93/13/EØF af 5. april 1993 om urimelige

kontraktvilkår i forbrugeraftaler og betragtninger hertil således

fortolkes således, at begrebet »forbruger« i denne bestemmelse også

omfatter en person, der på tidspunktet for undertegnelsen af aftalen

udøvede erhvervsmæssig virksomhed, mens den anden låntager ikke

udførte nogen sådan virksomhed, og hvor begge disse personer

derefter indgik en låneaftale, der er koblet til en udenlandsk valuta,

med en bank, hvor lånebeløbet delvist blev brugt til den ene af

låntagernes erhvervsmæssige virksomhed, delvist til formål, der

ligger uden for denne virksomhed, i en situation, hvor den

erhvervsmæssige brug så svag, at den må anses for marginal i

forbindelse med den transaktion som aftalen samlet set vedrører, og

henset til, at såfremt lånebeløbet ikke var optaget til

erhvervsmæssige formål, ville det ikke have været muligt at yde lånet

til ikke-erhvervsmæssigt formål?

Regione Lombardia

Spørgsmål:

»Er artikel 220 i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU)

nr. 1308/2013 og Kommissionens gennemførelsesforordning (EU)

2019/1323 af 2. august 2019 til hinder for en national lovgivning

(såsom ministerielt dekret nr. 383/2020 af 15.1.2020 fra ministeren

for landbrugs-, fødevare- og skovbrugspolitik), som fortolkes og

anvendes således, at adgang til kompensationsforanstaltninger for

skade forårsaget af aviær influenza er forbeholdt virksomheder, hvis

aktiviteter ikke er ophørt på datoen for ansøgningen?«

Austrian Airlines

Spørgsmål:

[1] Skal artikel 5, stk. 1, litra a), og artikel 8, stk. 1, litra b), i Europa-

Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 261/2004 af 11. februar

2004 om fælles bestemmelser om kompensation og bistand til

Miljøministeriet

Finanstilsynet

O-sag

Dom

08.06.23

Justitsministeriet

O-sag

Dom

08.06.23

Ministeriet for Fødevarer,

Landbrug og Fiskeri

O-sag

Dom

08.06.23

Konkurrence- og

Forbrugerstyrelsen

Transportministeriet

O-sag

Dom

08.06.23

EUU, Alm.del - 2022-23 (2. samling) - Bilag 514: Liste over judicielle aktiviteter i sager af dansk interesse pr. 26/5-23

C-58/22

C-96/22

C-178/22

luftfartspassagerer ved boardingafvisning og ved aflysning eller lange

forsinkelser og om ophævelse af forordning (EØF) nr. 295/91

(herefter »forordning nr. 261/2004«) fortolkes således, at den

omlægning af rejsen under sammenlignelige transportbetingelser til

vedkommendes

endelige

bestemmelsessted,

som

det

transporterende luftfartsselskab skal tilbyde, hvis en flyafgang

aflyses, også kan udgøres af en repatrieringsflyvning, der udføres

som en statslig myndighedsudøvelse, når det transporterende

luftfartsselskab ganske vist ikke kan gøre noget retligt krav på at

skulle transportere passageren, men ville kunne tilmelde og betale

flyvningen for luftfartspassageren og på grundlag af en kontraktlig

aftale med staten i sidste ende udfører flyvningen med det samme

fly og med de samme afgangs- og ankomsttidspunkter som den

oprindelige, men aflyste flyvning?

[2] Skal artikel 8, stk. 1, i [forordning nr. 261/2004] fortolkes således,

at en passager, som selv tilmelder sig en repatrieringsflyvning som

den i det første præjudicielle spørgsmål omtalte og i den anledning

betaler et obligatorisk bidrag til statens omkostninger i den

anledning, har et direkte af forordning nr. 261/2004 følgende krav

mod luftfartsselskabet på refusion af sine udgifter, også når

udgifterne ikke udelukkende udgøres af omkostninger til selve

flyvningen?

Parchetul de pe lânga Curtea de Apel Craiova

Spørgsmål:

Skal princippet ne bis in idem, som garanteret af artikel 50 i Den

Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder,

sammenholdt med Rumæniensforpligtelser til at opfylde de

specifikke

benchmarks

MSK-beslutningen

(Europa-

Kommissionens beslutning 2006/928), fortolkes således, at en

beslutning om henlæggelse, som anklagemyndigheden træffer efter

indhentning af de væsentlige beviser i den respektive sag, er til hinder

for, at der indledes en anden straffesag vedrørende samme forhold,

selv med en forskellig retlig kvalifikation, mod samme person, fordi

beslutningen er endelig, medmindre det konstateres, at

omstændigheden til grund for henlæggelsen ikke foreligger, eller der

fremkommer nye forhold eller omstændigheder, hvoraf det fremgår,

at omstændigheden til grund for henlæggelsen ikke længere

foreligger?

Companhia de Distribuição Integral Logista Portugal

Spørgsmål:

1. Udgør de kvantitative grænser for overgang til forbrug, der er

fastsat

punktafgiftslovens

artikel

106,

kvantitative

indførelsesrestriktioner eller foranstaltninger med tilsvarende

virkning i den forstand, hvori udtrykket er anvendt i artikel 34

TEUF, for så vidt som nævnte artikel 106 bestemmer, at de

erhvervsdrivende i de sidste fire måneder af hvert år alene må

markedsføre cigaretter i mængder, der ikke overstiger den

gennemsnitlige månedlige mængde cigaretter, der er overgået til

forbrug i de seneste tolv måneder umiddelbart forud for perioden?

2. Er det i strid med de regler om punktafgiftens forfald, der er

indført ved artikel 7 og 9 i Rådets direktiv 2008/118/EF af 16.

december 2008, at pålægge de mængder cigaretter, der overstiger den

kvantitative grænse for overgang til forbrug, som er fastsat i

punktafgiftslovens artikel 106, stk. 2, den afgiftssats, der er gældende

på tidspunktet for indleveringen af afslutningsangivelsen i

overensstemmelse med punktafgiftslovens artikel 106, stk. 7?

Procura della Repubblica presso il Tribunale di Bolzano

Spørgsmål:

»Er artikel 15, stk. 1, i Europa-Parlamentets og Rådets direktiv

2002/58/EF af 12. juli 2002 til hinder for en national bestemmelse

såsom artikel 132 i lovdekret nr. 196 af 30. juni 2003

(databeskyttelsesloven), hvis stk. 3 er blevet ændret ved lovdekret nr.

132 af 30. september 2021, som ændret og ophøjet til lov nr. 178 af

23. november 2021, og som i sin nuværende affattelse fastsætter: 3.

Inden for den lovbestemte lagringsperiode (dvs. 24 måneder fra

kommunikationens dato) kan retten

–

hvis der foreligger

tilstrækkelige indicier for dels lovovertrædelser, der i henhold til

loven medfører livsvarig fængselsstraf eller fængselsstraf af en

varighed, som ved maksimal strafudmåling svarer til mindst tre år,

og som fastsættes i medfør af strafferetsplejelovens artikel 4, dels

trussel og chikane eller gener for personer via telefon, når truslen og

generne er alvorlige

–

ved begrundet dekret, på anmodning fra

anklagemyndigheden eller forsvareren af den tiltalte, den

efterforskede, den skadelidte og de andre private parter, give

tilladelse til adgang til trafikdata, hvis disse er relevante for at

fastlægge de faktiske omstændigheder?«

Justitsministeriet

O-sag

08.06.23

Sundhedsministeriet

Skatteministeriet

O-sag

08.06.23

Justitsministeriet

O-sag

08.06.23

EUU, Alm.del - 2022-23 (2. samling) - Bilag 514: Liste over judicielle aktiviteter i sager af dansk interesse pr. 26/5-23

C-218/22

C-231/22

C-322/22

T-79/21

Comune di Copertino

Spørgsmål:

Skal artikel 7 i Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2003/88/EF

af 4. november 2003 om visse aspekter i forbindelse med

tilrettelæggelse af arbejdstiden og artikel 31, stk. 2, i Den Europæiske

Unions charter om grundlæggende rettigheder fortolkes således, at

de er til hinder for en national ordning som den i hovedsagen

omhandlede (dvs. artikel 5, stk. 8, i decreto-legge 6 luglio 2012, n. 95

–

Disposizioni urgenti per la revisione della spesa pubblica con

invarianza dei servizi ai cittadini nonché misure di rafforzamento

patrimoniale delle imprese del settore bancario [(lovdekret nr. 95 af

6.7.2012

–

Hasteforanstaltninger til gennemgang af de offentlige

udgifter med uforandrede tjenester for borgerne samt

foranstaltninger til at styrke kapitalen i banksektorens

virksomheder)], som ændret og ophøjet til lov ved artikel 1, stk. 1, i

lov nr. 135 af 7.8.2012), der af hensyn til kontrol med de offentlige

udgifter samt aforganisatoriske hensyn hos den offentlige

arbejdsgiver fastsætter et forbud modudbetaling af feriegodtgørelse

i tilfælde af en offentligt ansats frivilligefratrædelse?

Endvidere spørges:

Hvis det foregående spørgsmål besvares bekræftende, skal artikel 7

i Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2003/88/EF af 4.

november 2003 om visse aspekter i forbindelse med tilrettelæggelse

af arbejdstiden og artikel 31, stk. 2, i Den Europæiske Unions charter

om grundlæggende rettigheder da fortolkessåledes, at den offentligt

ansatte skal bevise, at det var umuligt for vedkommendeat afholde

ferien, mens arbejdsforholdet varede?

État belge

Spørgsmål:

1. Skal artikel 4, nr. 7), i den generelle forordning om beskyttelse af

personoplysninger fortolkes således, at en medlemsstats statstidende

–

der har til opgave at offentliggøre og arkivere officielle

dokumenter, og som i henhold til den gældende nationale lovgivning

er ansvarlig for at offentliggøre officielle retsakter og dokumenter,

hvis offentliggørelse er pålagt af andre offentlige instanser, i den

form, hvori de er forelagt af disse instanser, efter at disse selv har

behandlet de personoplysninger, der er indeholdt i disse retsakter og

dokumenter, uden at den nationale lovgiver har givet statstidendet

nogen skønsbeføjelse med hensyn til indholdet af de dokumenter,

der skal offentliggøres, og med hensyn til formålet med og midlerne

til offentliggørelsen

–

har status som dataansvarlig?

2. Såfremt det første spørgsmål besvares bekræftende, skal artikel 5,

stk. 2, i den generelle forordning om beskyttelse af

personoplysninger da fortolkes således, at det er det pågældende

statstidende, der alene skal være ansvarlig for at opfylde de

forpligtelser, der påhviler den dataansvarlige i henhold til denne

bestemmelse, med udelukkelse af andre offentlige instanser, der

tidligere har behandlet de oplysninger, der er indeholdt i de officielle

retsakter og dokumenter, hvis offentliggørelse de anmoder om, eller

hviler disse forpligtelser kumulativt på hver af de på hinanden

følgende dataansvarlige?

Dyrektor Izby Administracji Skarbowej we Wroclawiu

Spørgsmål:

Er det i artikel 4, stk. 3, i traktaten om Den Europæiske Union

(konsolideret udgave, EUT nr. C 326 af 26/10/2012) forankrede

princip om effektivitet, om loyalt samarbejde og om ækvivalens eller

noget andet relevant EU-retligt princip til hinder for nationale

bestemmelser, såsom artikel 78, stk. 5, nr. 1 og 2, i ustawya z 29

sierpnia 1997r. Ordynacja podatkowa (lov af 29. august 1997 om

skatter og afgifter) (konsolideret udgave, Dz.U. af 2012, pos.749

med senere ændringer), som fastsætter, at der ikke skal betales renter

til den afgiftspligtige person for den meget betalte afgift, som er

blevet opkrævet under tilsidesættelse af EU-retten fra

afgiftsbetaleren, for perioden efter udløbet af 30 dage fra

offentliggørelsen af Den Europæiske Unions Domstols dom i Den

Europæiske Unions Tidende, hvori det fastslås, at

afgiftsopkrævningen er uforenelig med EU-retten, hvis ansøgningen

om konstatering af den for meget betalte afgift er blevet indgivet af

den afgiftspligtige person efter denne frist, og de nationale

bestemmelser om opkrævning af denne afgift, til trods for Den

Europæiske Unions Domstols dom af 10. april 2014, sag C-190/12

(ECLI:EU:C:2014:249), fortsat er uforenelige med EU-retten?

Ryanair og AMS mod Kommissionen

Påstande:

Beskæftigelsesministeriet

O-sag

08.06.23

Ministeriet for Fødevarer,

Landbrug og Fiskeri

Justitsministeriet

O-sag

08.06.23

Skatteministeriet

O-sag

Dom

08.06.23

Ministeriet for Fødevarer,

Landbrug og Fiskeri

O-sag

Dom

14.06.23

EUU, Alm.del - 2022-23 (2. samling) - Bilag 514: Liste over judicielle aktiviteter i sager af dansk interesse pr. 26/5-23

T-201/21

C-721/21

C-118/22

C-128/22

—

Kommissionens afgørelse (EU) af 2. august 2019 om statsstøtte

SA.47867 2018/C (ex 2017/FC) iværksat af Frankrig til fordel for

Ryanair og Airport Marketing Services annulleres.

—

Europa-Kommissionen tilpligtes at betale sagsomkostningerne.

Covington & Burling og Van Vooren mod Kommissionen

Påstande:

Kommissionens afgørelse af 12. marts 2021 om afslag på aktindsigt

i de ønskede dokumenter 1 i henhold til forordningen om aktindsigt

annulleres.

Kommissionen tilpligtes straks at give aktindsigt i de ønskede

dokumenter.

Kommissionen tilpligtes at betale Covingtons sagsomkostninger og

andre udgifter i forbindelse med denne sag.

Eco Advocacy

Spørgsmål:

i) Har det generelle princip om EU-rettens forrang og/eller om

samarbejde i god tro den konsekvens, at når en part enten generelt

eller i en specifik miljøretlig kontekst anlægger sag om gyldigheden

af en administrativ foranstaltning ved udtrykkeligt eller implicit at

henvise til et bestemt EU-retligt instrument uden at angive hvilke

bestemmelser i instrumentet, der er tilsidesat, eller ved at henvise til

den eksakte fortolkning, skal eller kan den nationale domstol, hvor

sagen er anlagt, behandle søgsmålet, uagtet at der måtte være en

national retsplejeregel, som foreskriver, at de pågældende konkrete

tilsidesættelser skal anføres i partens processkrifter?

ii) Såfremt det første spørgsmål besvares bekræftende, er

konsekvensen af artikel 4, stk. 2, 3, 4 og/eller 5, i og/eller bilag III

til VVM-direktiv 2011/92 og/eller dette direktiv i lyset af princippet

om retssikkerhed og retten til god forvaltning i henhold til artikel 41

i Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder, at

der skal være en udtrykkelig, separat og/eller konkret angivelse af,

hvilke specifikke dokumenter der indeholder en kompetent

myndigheds begrundelser, når den kompetente myndighed beslutter

ikke at få foretaget en miljøkonsekvensvurdering for at kunne

udstede byggetilladelse?

iii) Såfremt det første spørgsmål besvares bekræftende,

erkonsekvensen af artikel 4, stk. 2, 3, 4 og/eller 5, i og/eller bilag III

til VVM-direktiv 2011/92 og/eller dette direktiv i lyset af princippet

om retssikkerhed og retten til god forvaltning i henhold til artikel 41

i Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder, at

der er en forpligtelse til udtrykkeligt at anføre overvejelser

vedrørende alle konkrete kriterier og underkriterier fra bilag III til

VVM-direktivet af mulig relevans for byggetilladelsen, når en

kompetent myndighed beslutter ikke at få foretaget en

miljøkonsekvensvurdering for at kunne udstede byggetilladelse?

M.fl. spg.

Direktor na Glavna direktsia „Natsionalna politsia“ pri MVR

–

Sofia

Spørgsmål:

Er artikel 5, sammenholdt med artikel 13, stk. 2, litra b), og stk. 3, i

Europa-Parlamentets og Rådets direktiv (EU) 2016/680 af 27.

april2016 om beskyttelse af fysiske personer i forbindelse med

kompetente myndigheders behandling af personoplysninger med

henblik på at forebygge, efterforske, afsløre eller retsforfølge

strafbare handlinger eller fuldbyrde strafferetlige sanktioner og om

fri udveksling af sådanne oplysninger og om ophævelse af Rådets

rammeafgørelse 2008/977/RIA til hinder for nationale

lovgivningsmæssige foranstaltninger, som medfører en i praksis

ubegrænset ret for de kompetente myndigheder til at behandle

personoplysninger med henblik på at forebygge, efterforske, afsløre

eller retsforfølge strafbare handlinger eller fuldbyrde strafferetlige

sanktioner og/eller en afskaffelse af den registreredes ret til

begrænsning af behandling, sletning eller tilintetgørelse af den

pågældendes oplysninger?

NORDIC INFO

Sagen vedrører:

1. Skal artikel 2, 4, 5, 27 og 29 i unionsborgskabsdirektiv 2004/38,

der gennemfører artikel 20 og 21 TEUF, fortolkes således, at de ikke

er til hinder for en ordning i en medlemsstat (in casu i henhold til

artikel 18 og 22 i Ministerieel Besluit van 30 juni 2020 houdende

dringende maatregelen om de verspreiding van het coronavirus

COVID-19 (ministeriel bekendtgørelse af 30. juni 2020 om

hasteforanstaltninger til begrænsning af spredning af COVID-19),

som ændret ved henholdsvis artikel 3 og 5 i ministeriel

bekendtgørelse af 10. juli 2020), der som en generel ordning:

Ministeriet for Fødevarer,

Landbrug og Fiskeri

O-sag

Dom

14.06.23

Miljøministeriet

O-sag

Dom

15.06.23

Justitsministeriet

O-sag

15.06.23

Udlændinge- og

Integrationsministeriet

Sundhedsministeriet

Justitsministeriet

O-sag

15.06.23

EUU, Alm.del - 2022-23 (2. samling) - Bilag 514: Liste over judicielle aktiviteter i sager af dansk interesse pr. 26/5-23

C-330/22

C-333/22

C-411/22

–

pålægger belgiske statsborgere og deres familiemedlemmer samt

unionsborgere, der opholder sig på belgisk område og deres

familiemedlemmer, et principielt udrejseforbud med hensyn til ikke

nødvendige rejser fra Belgien til lande inden for EU og

Schengenzonen, som i henhold til en farvekode udarbejdet på

grundlag af epidemiologiske data er farvet røde,

–

pålægger ikke belgiske EU-borgere og deres familiemedlemmer

(uanset om de har opholdstilladelse på belgisk område)

indrejsebegrænsninger (såsom karantæne og tests) med hensyn til

ikke nødvendige rejser fra lande inden for EU og Schengenzonen,

som i henhold til en farvekode udarbejdet på grundlag af

epidemiologiske data er farvet røde?

2. Skal artikel 1, 3 og 22 i Schengen-grænsekodeksen fortolkes

således, at de ikke er til hinder for en ordning i en medlemsstat (in

casu i henhold til artikel 18 og 22 i ministeriel bekendtgørelse af 30.

juni 2020 om hasteforanstaltninger til begrænsning af spredning af

COVID-19, som ændret ved henholdsvis artikel 3 og 5 i ministeriel

bekendtgørelse af 10. juli 2020), som indeholder et udrejseforbud

med hensyn til ikke nødvendige rejser fra Belgien til lande inden for

EU og Schengenzonen og et indrejseforbud fra disse lande til

Belgien, som ikke alene kan kontrolleres og sanktioneres men også

håndhæves ex officio af ministeren, borgmesteren og

politimesteren?

Friends of the Irish Environment

Spørgsmål:

1) Under omstændigheder, hvor 2020-forordningen er blevet

erstattet og/eller de nationale gennemførelsesforanstaltninger er

udløbet, er det da nødvendigt at forelægge den foreliggende

anmodning?

2) Er bilag IA til Rådets forordning (EU) 2020/123, henset til

målene og formålene med forordning (EU) nr. 1380/2013 (herefter

»FFP-forordningen«), nærmere bestemt FFP-forordningens artikel

2, stk. 1 og 2, herunder formålet med artikel 2, stk. 2, andet punktum,

og princippet om god forvaltningsskik i FFPforordningens artikel 3,

litra c) og d) (herunder i hvilket omfang det finder anvendelse på

bestande, for hvilke der er behov for en præventiv tilgang),

sammenholdt med FFP-forordningens artikel 9, 10, 15 og 16 og

betragtningerne hertil og artikel 1-5, 8 og 10 i Europa-Parlamentets

og Rådets forordning (EU) 2019/472 om en flerårig plan for

bestande, der befiskes i de vestlige farvande (herefter »forordningen

om de vestlige farvande«) ugyldigt, for så vidt som de samlede tilladte

fangstmængder (herefter »TAC’er«), der er fastsat i 2020-

forordningen, ikke følger rådgivningen om nulfangst for at opnå det

maksimale bæredygtige udbytte (herefter »MSY«), som Det

Internationale Havundersøgelsesråd (herefter »ICES«) har udsendt

vedrørende visse arter?

Ligue des droits humains

Spørgsmål:

1. »Kræver artikel 47 og artikel 8, stk. 3, i Den Europæiske Unions

charter om grundlæggende rettigheder, at der indføres retsmidler

over for en uafhængig tilsynsmyndighed som f.eks. Organe de

contrôle de l’information policière, når denne udøver den

registreredes rettigheder over for den registeransvarlige?

2. Er artikel 17 i direktiv 2016/680 i overensstemmelse med artikel

47 og artikel 8, stk. 3, i Den Europæiske Unions charter om

grundlæggende rettigheder, således som Domstolen har fortolket

disse bestemmelser, for så vidt som den nævnte artikel 17 ikke

pålægger tilsynsmyndigheden

–

der udøver den registreredes

rettigheder over for den registeransvarlige

–

at informere denne

person om, at »den har foretaget den nødvendige kontrol eller

undersøgelse«, og »om adgangen til retsmidler«, når denne

information ikke muliggør nogen efterfølgende kontrol af

tilsynsmyndighedens indsats og vurdering af den registreredes

personoplysninger og de forpligtelser, der påhviler den

registeransvarlige?«

Thermalhotel Fontana

Spørgsmål:

1. Udgør et kompensationsbeløb, som arbejdstagere er berettiget til

under deres isolation som covid-19-syge, -sygdomsmistænkte eller -

smittefarlige personer som kompensation for de indtægtstab, der

opstår, fordi de ikke kan udøve deres erhverv, og som i første

omgang skal udbetales af arbejdsgiveren til arbejdstageren, idet

kompensationskravet over for forbundsstaten overgår til

arbejdsgiveren på tidspunktet for udbetalingen, en ydelse ved

sygdom som omhandlet i artikel 3, stk. 1, litra a), i Europa-

Miljøministeriet

Ministeriet for Fødevarer,

Landbrug og Fiskeri

O-sag

15.06.23

Justitsministeriet

Til orientering:

Klima-, Energi-, og

Forsyningsministeriet

F-sag

15.06.23

Beskæftigelsesministeriet

O-sag

Dom

15.06.23

EUU, Alm.del - 2022-23 (2. samling) - Bilag 514: Liste over judicielle aktiviteter i sager af dansk interesse pr. 26/5-23

Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 883/2004 af 29. april

2004 om koordinering af de sociale sikringsordninger?

Såfremt det første spørgsmål besvares benægtende:

2. Skal artikel 45 TEUF og artikel 7 i Europa-Parlamentets og Rådets

forordning (EU) nr. 492/2011 af 5. april 2011 om arbejdskraftens

frie bevægelighed inden for Unionen fortolkes således, at de er til

hinder for en national ordning, hvorefter betaling af en

kompensation for det indtægtstab, der opstår for arbejdstagere på

grund af en af sundhedsmyndighederne fastsat isolation på grund af

et positivt covid-19-testresultat (idet kompensationen i første

omgang skal udbetales af arbejdsgiveren til arbejdstageren, og et

kompensationskrav mod forbundsstaten dermed overgår til

arbejdsgiveren), er afhængig af, at isolationen fastsættes af en

indenlandsk myndighed på grundlag af nationale epidemiretlige

bestemmelser, således at en sådan kompensation ikke betales til

arbejdstagere, der som grænsearbejdere har deres bopæl i en anden

medlemsstat, og hvis isolation (»karantæne«) fastsættes af

sundhedsmyndighederne i deres bopælsstat?