Europaudvalget 2022-23 (2. samling)
EUU Alm.del Bilag 550
Offentligt
2723295_0001.png
Delegeret retsakt
Rent drikkevand og sikker
kemi
J.nr. 2021-2050
Den 12. juni 2023
MIM 54-23
GRUNDNOTAT TIL FOLKETINGETS EUROPAUDVALG
om ændring af bilag I til Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2019/1021
for så vidt angår perfluorhexansulfonsyre (PFHxS), salte heraf og PFHxS-beslægtede
forbindelser (delegeret retsakt)
KOM-C(2023) 3387 final
Resumé
Kommissionen har fremsat forslag til en delegeret retsakt om at optage PFAS-stofgruppen
perfluorhexansulfonsyre (PFHxS), salte heraf og PFHxS-beslægtede forbindelser på bilag I (forbud) af
POP-forordningen om persistente organiske miljøgifte (POP-stoffer). POP-stoffer er stærkt problematiske
stoffer, som er svært nedbrydelige i miljøet, ophobes i fødekæden, er skadelige for mennesker og miljø og
transporteres over lange afstande. Ved forslaget gennemføres EU's forpligtelser i henhold til
Stockholmkonventionen om POP-stoffer, da forslaget implementerer beslutningen truffet blandt
konventionens parter i juni 2022 om at optage PFHxS, salte heraf og PFHxS-beslægtede forbindelser på
konventionens bilag A (forbud) uden undtagelser for fortsat anvendelse. For at styrke håndhævelsen af
forbuddet, fastsættes der en grænseværdi for PFHxS, salte heraf og PFHxS-beslægtede forbindelser, der
forekommer som utilsigtet sporforurening i stoffer, blandinger og artikler. Forslaget vurderes at påvirke
beskyttelsesniveauet i Danmark og EU positivt. Forslaget vurderes ikke at have væsentlige statsfinansielle
konsekvenser eller konsekvenser for erhvervslivet. Regeringen kan støtte, at Rådet ikke gør indsigelse mod
udstedelsen af den delegerede retsakt, og vil 8 dage fra oversendelsen af nærværende notat lægge dette til
grund. Eventuelle indsigelser til forslaget skal fremsendes til Rådssekretariatet senest d. 23. juni 2023.
Baggrund
Kommissionen har ved C(2023) 3387 final af den 31. maj 2023 fremlagt forslag til delegeret forordning om
ændring af bilag I til Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2019/1021 (POP-forordningen) for så
vidt angår opførelse af perfluorhexansulfonsyre (PFHxS), salte heraf og PFHxS-beslægtede forbindelser.
EUU, Alm.del - 2022-23 (2. samling) - Bilag 550: Delegeret retsakt vedr. Perfluorhexansulfonsyre (PFHxS), salte heraf og PFHxS-beslægtede forbindelser
Ændringsforordningen er fremsat med hjemmel i artikel 15, stk.1 i Europa-Parlamentets og Rådets
forordning 2019/1021 om persistente organiske miljøgifte.
Ændringen er vedtaget af Kommissionen med hjemmel i Europa-Parlamentets og Rådets forordning
2019/1021 om persistente organiske miljøgifte som en delegeret retsakt. Den delegerede retsakt træder i
kraft, med mindre Europa-Parlamentet eller Rådet gør indsigelse indenfor en frist på 2 måneder. Fristen for
indsigelse kan forlænges med 2 måneder efter anmodning fra enten Europa-Parlamentet eller Rådet.
Europa-Parlamentet træffer beslutning om indsigelse med absolut flertal. Rådet træffer beslutning om
indsigelse med kvalificeret flertal.
Medlemslandenes eventuelle indsigelser eller kommentarer skal fremsendes til Rådssekretariatet senest d.
23. juni 2023. Hvis der er kvalificeret flertal for forslaget forventes det sat på dagsordenen på et møde i Rådet
(tidspunkt ukendt) med henblik på godkendelse.
Formål og indhold
På Stockholmkonventionens 10. partsmøde den 6.-17. juni 2022 blev det besluttet at optage
perfluorhexansulfonsyre (PFHxS), salte heraf og PFHxS-beslægtede forbindelser på konventionens bilag A
(forbud) uden undtagelser for fortsat anvendelse. POP-forordningen (forordning 2019/1021) implementerer
Stockholmkonventionens bestemmelser i EU. Forslaget til delegeret retsakt er dermed en implementering af
konventionens beslutning om at forbyde fremstilling, markedsføring og anvendelse af PFHxS, salte heraf og
PFHxS-beslægtede forbindelser i EU uden undtagelser for fortsat anvendelse.
For at styrke håndhævelsen af forbuddet, fastsættes der en grænseværdi for PFHxS, salte heraf og PFHxS-
beslægtede forbindelser, der forekommer som utilsigtet sporforurening i stoffer, blandinger og artikler.
Denne grænseværdi foreslås fastsat til 0,025 mg/kg (0,0000025 vægtprocent) for PFHxS og salte heraf, og til
1 mg/kg (0,0001 vægtprocent) for de enkelte PFHxS-beslægtede forbindelser eller en kombination af disse
forbindelser. For anvendelse i brandslukningsskum foreslås en en grænseværdi på 0,1 mg/kg (0,00001
vægtprocent) for PFHxS, salte heraf og PFHxS-beslægtede forbindelser, som Kommissionen tager op til
revision inden for tre år efter den delegerede retsakts ikrafttrædelse med henblik på at sænke
grænseværdien.
Europa-Parlamentets udtalelser
Europa-Parlamentet vil få forelagt den delegerede retsakt.
Nærhedsprincippet
Der er tale om gennemførelsesforanstaltninger til en allerede vedtaget retsakt. Det er derfor
regeringens vurdering, at det følger heraf, at forslaget er i overensstemmelse med nærhedsprincippet.
Gældende dansk ret
Danmark har ikke særlige nationale regler for det pågældende stof.
Konsekvenser
Lovgivningsmæssige konsekvenser
En vedtagelse af forslaget har ingen lovgivningsmæssige konsekvenser.
Økonomiske konsekvenser
Forslaget har ingen væsentlige statsfinansielle eller administrative konsekvenser for det offentlige eller
konsekvenser for EU’s budget.
Det vurderes, at forslaget vil medføre mindre økonomiske eller administrative
omkostninger for det offentlige, i form af kontrol og håndhævelse af reglerne.
2
EUU, Alm.del - 2022-23 (2. samling) - Bilag 550: Delegeret retsakt vedr. Perfluorhexansulfonsyre (PFHxS), salte heraf og PFHxS-beslægtede forbindelser
Forslaget skønnes ikke at have væsentlige samfundsøkonomiske konsekvenser.
Forslaget vurderes ikke at medføre nævneværdige erhvervsøkonomiske konsekvenser.
Beskyttelsesniveauet og andre konsekvenser
Forslaget skønnes at have positiv virkning for beskyttelsesniveauet i Danmark, idet PFHxS, salte heraf
og PFHxS-beslægtede forbindelser er stærkt problematiske POP-stoffer. Stofferne tilhører også
gruppen af PFAS-stoffer.
Høring
Forslaget har været i høring i EU Miljøspecialudvalget. Der er ikke indkommet høringssvar.
Generelle forventninger til andre landes holdninger
Der forventes at være et kvalificeret flertal for forslaget blandt medlemsstaterne.
Regeringens generelle holdning
Regeringen kan støtte, at Rådet ikke gør indsigelse mod udstedelsen af den delegerede forordning, og vil 8
dage fra oversendelsen af nærværende notat lægge dette til grund.
Tidligere forelæggelser for Folketingets Europaudvalg
Sagen har ikke tidligere været forelagt Folketingets Europaudvalg.
3