Europaudvalget 2022-23 (2. samling)
EUU Alm.del Bilag 561
Offentligt
Den 14. juni 2023
MIM 55-23
GRUNDNOTAT TIL FOLKETINGETS EUROPAUDVALG
om Kommissionens forslag til gennemførelsesretsakt om fornyet godkendelse
af anvendelsen af trichlorethylen (TCE) som opløsningsmiddel til produktion af
caprolactam i henhold til Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr.
1907/2006 (REACH) (komitesag)
KOM-dokument foreligger ikke
Resumé
Kommissionen har fremsat forslag til gennemførelsesretsakt om godkendelse af anvendelsen af
stoffet trichlorethylen (TCE) som opløsningsmiddel til industriel produktion af stoffet caprolactam,
som anvendes som byggeklods i fremstillingen af nylon. Forslaget er fremsat i henhold til Europa-
Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 1907/2006 (REACH) (komitésag). Forslaget giver den
tyske virksomhed Domo Caproleuna GmbH tilladelse til fortsat anvendelse efter optag på
godkendelseslisten, bilag XIV i REACH, i en periode på 10 år fra udløbsdatoen af virksomhedens
eksisterende godkendelse den 21. april 2023. Forslaget blev drøftet på et møde i REACH-komitéen d.
26. april 2023 forud for vedtagelse i skriftlig procedure med frist d. 26. juni 2023. Forslaget
forventes ikke at have nævneværdige økonomiske eller administrative konsekvenser for
erhvervslivet - ej heller statsfinansielle konsekvenser. Forslaget forventes ikke at påvirke
beskyttelsesniveauet i Danmark. Regeringen ønsker generelt at begrænse anvendelse af særligt
problematiske stoffer i de tilfælde, hvor der ikke kan demonstreres sikker brug, eller hvor der findes
egnede alternativer. Der findes alternative opløsningsmidler til den specifikke anvendelse, men der
findes ikke egnede alternativer, som vil reducere de samlede risici. De beskrevne
risikohåndteringsforanstaltninger og anvendelsesforhold vurderes at leve op til de danske
arbejdsmiljøkrav. Regeringen agter på den baggrund at støtte forslaget.
Baggrund
Kommissionen har fremlagt forslag til gennemførelsesretsakt om godkendelse af anvendelsen af
trichlorethylen (TCE) som opløsningsmiddel til industriel produktion af stoffet caprolactam, som
anvendes som byggeklods i fremstilling af nylon.
Forslaget er fremlagt i henhold til Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 1907/2006
(REACH). Forslaget har hjemmel i REACH-forordningens artikel 64, stk. 8.