EUU, Alm.del - 2022-23 (2. samling) - Bilag 631: Liste over judicielle aktiviteter i sager af dansk interesse pr. 7/7-23

Europaudvalget 2022-23 (2. samling)
EUU Alm.del Bilag 631
Offentligt

Udenrigsministeriet

Juridisk Tjeneste, EU-retskontoret

Asiatisk Plads 2

–

1448 København K

Tlf.: 33 92 03 24 E-mail:

[email protected]

Liste over judicielle aktiviteter i sager af dansk interesse

JTEU j.nr. 2015 - 30240

7. juli 2023

Til orientering fremsendes nedenstående liste over EU-Domstolens aktiviteter i de kommende tre uger i

retssager, som har den danske regerings interesse. For så vidt angår sager, hvor der er nedsat

procesdelegation, indeholder listen oplysninger om tidspunktet for mundtlig forhandling, fremsættelse af

generaladvokatens forslag til afgørelse (GA) og afsigelse af dom. I sager, der i øvrigt følges af den danske

regering, oplyses der om tidspunkt for generaladvokatens forslag til afgørelse og afsigelse af dom.

Generaladvokatens udtalelser og EU-Domstolens domme offentliggøres på EU-Domstolens

hjemmeside (http://curia.europa.eu/) på selve datoen for fremsættelse eller afsigelse.

Der tages forbehold for, at listen er udarbejdet på baggrund af EU-Domstolens retslister, og at EU-

Domstolen med kort varsel kan foretage ændringer i egne retslister.

Liste over sager, hvor der nedsat procesdelegation:

Sagsnr.

C-615/20

C-671/20

Titel og kort sagsresumé

Emne:

RoL Polen. Disciplinære sanktioner mod polske dommere. Dommer Tuleya

og afgørelse fra Disciplinærkammeret

Sag C-615/20 vedrører:

1) Skal EU-retten

–

særligt artikel 47 i [Den Europæiske Unions] charter om

grundlæggende rettigheder (chartret) og de heri nævnte rettigheder om

effektive retsmidler og retten til en retfærdig og offentlig rettergang inden for

en rimelig frist for en uafhængig og upartisk domstol, der forudgående er

oprettet ved lov

–

fortolkes således, at den er til hinder for bestemmelserne i

national ret, navnlig dem, som er nævnt i det andet og det tredje spørgsmål

nedenfor, dvs. artikel 80 og artikel 129 i ustawa z dnia 27 lipca 2001 r.

–

Prawo

o ustroju sądów powszechnych (lov af 27. juli 2001 –

lov om de almindelige

domstoles organisation) (lov om de almindelige domstoles organisation), samt

artikel 110, stk. 2a, i lov om de almindelige domstoles organisation, artikel 27,

stk. 1, pkt. 1a, i ustawa z dnia 8 grudnia 2017 r. o Sądzie Najwyższym (lov af

8. december 2017 om den øverste domstol), som giver Izba Dyscyplinarna

Sądu Najwyższego (afdelingen for disciplinærsager ved den øverste domstol,

Polen) mulighed for at ophæve en dommers immunitet samt suspendere

denne fra dennes funktioner, og dermed faktisk forhindre dommeren i at

træffe afgørelse i de sager, denne er blevet tildelt, navnlig når:

a) afdelingen for disciplinærsager ved den øverste domstol ikke udgør en

»domstol« som omhandlet i chartrets artikel 47, artikel 6 i EMRK samt artikel

45, stk. 1, i Konstytucji Rzeczypospolitej Polskiej (den polske forfatning)

(dom i de forenede sager C-585/18, C-624/18 og C-625/18, EU:C:2019:982);

b) medlemmerne af afdelingen for disciplinærsager ved den øverste domstol

karakteriseres ved at have en meget stærk tilknytning til den lovgivende og

den udøvende magt (kendelse af 8. april 2020, Kommissionen/Polen, sag C-

791/19 R, EU:C:2020:277);

c) Republikken Polen er blevet tilpligtet til at indstille anvendelsen af visse

bestemmelser i lov af 8. december 2017 om den øverste domstol vedrørende

den såkaldte Izba Dyscyplinarna (disciplinærafdeling) samt at afstå fra at

overføre sager, der verserer for denne afdeling, til et dommerkollegium, der

ikke opfylder kravene til uafhængighed (kendelse af 8. april 2020,

Kommissionen/Polen, sag C- 791/19 R, EU:C:2020:277).

MV.

Sag C-671/20 vedrører:

Deltager i PD

Udenrigsministeriet

Justitsministeriet

Proces-

skridt

Dom

Dato

13.07.23

EUU, Alm.del - 2022-23 (2. samling) - Bilag 631: Liste over judicielle aktiviteter i sager af dansk interesse pr. 7/7-23

1) Skal EU-retten

–

særligt artikel 2 TEU og det deri fastsatte retsstatsprincip,

artikel 19, stk. 1, andet afsnit, TEU, samt princippet om forrang, princippet

om loyalt samarbejde og retssikkerhedsprincippet

–

forstås således, at den er

til hinder for anvendelsen af en medlemsstats nationale ret, såsom artikel 41

b, stk. 1 og 3, i ustawa z dnia 27 lipca 2001 r.

– Prawo o ustroju sądów

powszechnych (lov af 27. juli 2001

–

lov om de almindelige domstoles

organisation), således at en retspræsident

–

på egen hånd og uden retslig

prøvelse

–

kan træffe afgørelse om at ændre sammensætningen af et

dommerkollegium efter at et organ såsom Izba Dyscyplinarnas

(disciplinærafdelingen) har givet tilladelse til indledningen af strafferetlig

forfølgelse af en dommer, som oprindeligt indgik i dommerkollegiet (dommer

I.T. ved den regionale domstol), som omfatter en obligatorisk suspension af

dommeren fra dennes funktioner, hvilket navnlig indebærer, at dommeren

ikke kan udøve sin funktion i de sager, som han var blevet tildelt, herunder

sager, som han var blevet tildelt forud for den pågældende tilladelse? MV.

Liste over sager, der i øvrigt følges af den danske regering:

Forkortelser i sagstypekolonnen:

O-sag = Sagen følges til orientering

F-sag = Sagen følges med henblik på eventuel afgivelse af mundtligt indlæg

Sagsnr.

T-34/22

Titel og kort sagsresumé

Cunsorziu di i Salamaghji Corsi - Consortium des Charcutiers

Corses m.fl. mod Kommissionen

Påstande:

Kommissionens gennemførelsesafgørelse (EU) 2021/1879 af 26.

oktober 2021 om afvisning af tre ansøgninger om beskyttelse af en

betegnelse som en beskyttet geografisk betegnelse, jf. artikel 52, stk.

1, i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 1151/2012

(»Jambon sec de l'Île de Beauté« (BGB), »Lonzo de l'Île de Beauté«

(BGB), »Coppa de l'Île de Beauté« (BGB)) 1 annulleres.

Europa-Kommissionen tilpligtes at betale sagsomkostningerne.

Kommissionen mod CK Telecoms UK Investments (appel)

Påstande:

—

Rettens dom af 28. maj 2020 i sag T-399/16, CK Telecoms UK

Investments Ltd mod Kommissionen ophæves.

—

Sagen hjemvises til Retten til fornyet behandling.

—

Sagsøgeren tilpligtes at betale sagsomkostningerne i appelsagen.

—

Afgørelsen om sagsomkostninger i første instans udsættes.

Staatssecretaris van Justitie en Veiligheid

Spørgsmål:

1. Skal kvalifikationsdirektivets artikel 10, stk. 1, litra d), fortolkes

således, at vestlig(e) normer, værdier og faktisk levemåde, som

tredjelandsstatsborgere overtager, når de i en betragtelig del af den

fase af livet, hvor deres identitet formes, har opholdt sig på

medlemsstatens område og er blevet fuldgyldige medlemmer af

samfundet, må betragtes som fælles baggrund, der ikke kan ændres,

eller som er så grundlæggende for deres identitet, at ingen mennesker

bør tvinges til at give afkald derpå?

2. Såfremt det første spørgsmål besvares bekræftende, skal

tredjelandsstatsborgere, som

–

uanset årsagerne hertil

–

har

overtaget tilsvarende vestlige normer og værdier i kraft af faktisk

ophold i denne medlemsstat i den fase af livet, hvor deres identitet

formes, betragtes som »medlemmer af en bestemt social gruppe«

som omhandlet i kvalifikationsdirektivets artikel 10, stk. 1, litra d)?

Skal spørgsmålet, om der er tale om »medlemmer af en bestemt

social gruppe, som har en særskilt identitet i det relevante land«,

afgøres ud fra denne medlemsstats synsvinkel, eller skal det i

forbindelse med kvalifikationsdirektivets artikel 10, stk. 2, fortolkes

således, at der skal lægges afgørende vægt på, om udlændingen kan

godtgøre, at den pågældende i sit oprindelsesland betragtes som en

del af en bestemt social gruppe, eller at dette i al fald tillægges den

pågældende? Er betingelsen om, at vestliggørelse alene kan føre til

flygtningestatus, hvis dette skyldes religiøse og politiske grunde,

forenelig med kvalifikationsdirektivets artikel 10, sammenholdt med

forbuddet mod refoulement og med retten til asyl?

3. Er en national retspraksis, hvorefter en besluttende myndighed

ved bedømmelsen af en ansøgning om international beskyttelse

afvejer barnets tarv uden først konkret at (lade) fastslå (i hver

procedure), hvad der er barnets tarv, forenelig med EU-retten,

Interessent

Ministeriet for Fødevarer,

Landbrug og Fiskeri

Sags-

type

O-sag

Proces

-skridt

Dom

Dato

12.07.23

C-376/20 P

Konkurrence- og

Forbrugerstyrelsen

O-sag

Dom

13.07.23

C-646/21

Udlændinge- og

Integrationsministeriet

O-sag

13.07.23

EUU, Alm.del - 2022-23 (2. samling) - Bilag 631: Liste over judicielle aktiviteter i sager af dansk interesse pr. 7/7-23

C-765/21

særligt med artikel 24, stk. 2, i Den Europæiske Unions charter om

grundlæggende rettigheder (herefter »chartret«), sammenholdt med

chartrets artikel 51, stk. 1? Skal dette spørgsmål besvares anderledes,

hvis medlemsstaten skal afgøre en ansøgning om opholdstilladelse

med henvisning til sædvanlige grunde, og barnets tarv herved skal

tages i betragtning?

4. På hvilken måde og i hvilken fase af bedømmelsen af en ansøgning

om international beskyttelse skal, henset til chartrets artikel 24, stk.

2, barnets tarv og særligt den skade, som en mindreårig har pådraget

sig ved et mangeårigt faktisk ophold i en medlemsstat, tages i

betragtning og afvejes? Har det herved betydning, om dette faktiske

ophold var lovligt? Er det ved afvejningen af barnets tarv under

ovenstående bedømmelse relevant, om medlemsstaten har truffet

afgørelse vedrørende ansøgningen om international beskyttelse

inden for de herfor gældende EU-retlige frister, eller om en tidligere

pålagt pligt til hjemrejse ikke er blevet respekteret, og at

medlemsstaten i det følgende ikke udsendte de mindreårige, således

at deres faktiske ophold i medlemsstaten kunne fortsætte?

5. Kan det forenes med EU-retten, at der i henhold til en national

retspraksis sondres mellem den første og fornyede ansøgninger om

international beskyttelse i den forstand, at sædvanlige grunde til

international beskyttelse ikke tages i betragtning ved fornyede

ansøgninger om international beskyttelse, når henses til chartrets

artikel 7, sammenholdt med artikel 24, stk.2?

Azienda Ospedale-Università di Padova

Spørgsmål:

1. Kan tilladelser på særlige vilkår, som Kommissionen har udstedt,

efter at EMA har afgivet en positiv udtalelse, for de i øjeblikket

markedsførte vacciner, betragtes som fortsat gyldige i

overensstemmelse med artikel 4 i forordning nr. 507/2006 i lyset af,

at der i flere medlemsstater er blevet givet tilladelse til alternative

behandlinger af sars-CoV-2-infektion

(eksempelvis, i Italien, AIFA’s

godkendelse af protokollen vedrørende behandling med

monoklonale antistoffer og/eller antivirale midler), som er effektive

og in thesi mindre sundhedsfarlige, og dette også i lyset af chartrets

artikel 3 og 35?

2. I relation til sundhedspersoner, for hvilke der i medlemsstatens

lovgivning er indført vaccinationspligt, kan vacciner, som

Kommissionen har tilladt på særlige vilkår i henhold til forordning

nr. 507/2006, anvendes til obligatorisk vaccination, selv hvis de

berørte sundhedspersoner allerede er blevet smittet og derfor har

opnået en immunitet på naturlig vis og således kan ansøge om

undtagelse fra pligten?

3. I relation til sundhedspersoner, for hvilke der i medlemsstatens

lovgivning er indført vaccinationspligt, kan vacciner, som

Kommissionen har tilladt på særlige vilkår i henhold til forordning

nr. 507/2006, anvendes til obligatorisk vaccination uden nogen som

helst formel procedure af forsigtighedsmæssig art, eller kan de

berørte sundhedspersoner henset til, at tilladelsen er udstedt på

særlige vilkår, modsætte sig vaccination, i det mindste indtil den

kompetente sundhedsmyndighed konkret og med rimelig sikkerhed

har udelukket, dels at der ikke foreligger kontraindikationer i denne

retning, dels at de relaterede fordele overstiger fordelene ved andre

i øjeblikket tilgængelige lægemidler? Skal de kompetente

sundhedsmyndigheder i dette tilfælde handle i overensstemmelse

med chartrets artikel 41?

4. I relation til en vaccine, som Kommissionen har tilladt på særlige

vilkår, kan den omstændighed, at læge- og sundhedspersonale, for

hvilket der i den nationale lovgivning er indført vaccinationspligt,

ikke lader sig vaccinere, automatisk føre til udelukkelse fra arbejde

uden løn, eller skal der fastsættes gradvise sanktionsforanstaltninger

overensstemmelse

med

det

grundlæggende

proportionalitetsprincip?

5. Såfremt den nationale lovgivning tillader former for dépeçage

[(opsplitning)], skal vurderingen af, om arbejdstageren kan tildeles

alternative opgaver, da gennemføres med overholdelse af

kontradiktionsprincippet i henhold til chartrets artikel 41, hvorfor

den berørte har ret til erstatning for skade, hvis dette princip ikke er

blevet overholdt?

6. Er en national lovgivning, som den der følger af artikel 4, stk. 11,

i lovdekret nr. 44/2021, forenelig med forordning 2021/953

–

som

forbyder forskelsbehandling mellem vaccinerede personer og

personer, der ikke har villet eller af medicinske årsager ikke har

kunnet lade sig vaccinere

–

såfremt den

tillader, at en sundhedsperson, der er blevet erklæret undtaget fra

vaccinationspligten, kan udføre sin aktivitet i kontakt med

Lægemiddelstyrelsen

Beskæftigelsesministeriet

O-sag

Dom

13.07.23

EUU, Alm.del - 2022-23 (2. samling) - Bilag 631: Liste over judicielle aktiviteter i sager af dansk interesse pr. 7/7-23

C-87/22

C-134/22

C-227/22

C-252/22

patienterne, under overholdelse af de ifølge den gældende lovgivning

påkrævede

sikkerhedsforanstaltninger,

hvorimod

sundhedsperson som sagsøgeren, der er blevet immun på naturlig

vis efter en tidligere smitte og ikke vil lade sig vaccinere uden

uddybende medicinske undersøgelser, automatisk udelukkes fra

arbejde uden løn?

7. Er lovgivningen i en medlemsstat, som indfører en obligatorisk

covid-vaccine

–som

Kommissionen har tilladt på særlige vilkår

–

med hensyn til alle sundhedspersoner, selv om de er

hjemmehørende i andre medlemsstater, men arbejder i Italien ved

udøvelse af den frie udveksling af tjenesteydelser og

etableringsfriheden, forenelig med forordning 2021/953 og de heri

fastsatte principper om proportionalitet og forbud mod

forskelsbehandling?

Spørgsmål:

1. Skal artikel 15 i Rådets forordning (EF) nr. 2201/2003 af 27.

november 2003 om kompetence og om anerkendelse og

fuldbyrdelse retsafgørelser i ægteskabssager og i sager vedrørende

forældreansvar og om ophævelse af forordning (EF) nr. 1347/2000

(EUT 2003, L 338, s. 1) fortolkes således, at anmodningen fra en

medlemsstat, der har kompetence til at påkende sagens realitet, hvis

den finder, at en ret i en anden medlemsstat, som barnet har en særlig

tilknytning til, er bedre egnet til at behandle sagen eller en specifik

del af sagen, om at erklære sig kompetent, også kan tages til følge,

hvis den anden medlemsstat er en medlemsstat, som barnet har

sædvanligt opholdssted i efter ulovligt at være blevet bortført dertil?

2. Såfremt det første spørgsmål besvares bekræftende: Skal artikel 15

i Rådets forordning (EF) nr. 2201/2003 af 27. november 2003 om

kompetence og om anerkendelse og fuldbyrdelse af retsafgørelser

ægteskabssager og i sager vedrørende forældreansvar og om

ophævelse af forordning (EF) nr. 1347/2000 (EFT 2003, L 338, s.

1) fortolkes således, at de i denne bestemmelse nævnte kriterier for

overførsel af kompetencen er endeligt reguleret, uden at der kræves

yderligere kriterier med hensyn til en sag anlagt i henhold til artikel

8f i Haagerkonventionen af 25. oktober 1980 om de civilretlige

virkninger af internationale barnebortførelser?

GmbH

Spørgsmål:

Hvilket formål tjener artikel 2, stk. 3, andet afsnit, i Rådets direktiv

98/59/EF af 20. juli 1998 om tilnærmelse af medlemsstaternes

lovgivninger vedrørende kollektive afskedigelser, hvorefter

arbejdsgiveren skal sende en genpart af i det mindste den i første

afsnit, litra b), nr. i) til v), nævnte skriftlige meddelelse til den

kompetente offentlige myndighed?

Regionalna direktsia „Avtomobilna administratsia“ Pleven

Spørgsmål:

Giver bestemmelserne i direktiv 2006/126 medlemsstaterne

mulighed for at forlange af førere af køretøjer i kategori ., CE, C1,

C1E, D, DE, D1, D1E, at de med kortere intervaller end kørekortets

gyldighedsperiode skal gennemgå en lægeundersøgelse for at fastslå

deres fysiske og psykiske egnethed, og i denne forbindelse forlange

et særskilt dokument (foruden kørekortet), som attesterer deres

egnethed? Eller attesterer besiddelsen af et gyldigt kørekort til de

nævnte kategorier også førerens fysiske og psykiske egnethed, da

denne

egnethed

allerede

blev

konstateret

ved

førstegangsudstedelsen eller fornyelsen af kørekortet?

Societatea Civila Profesionala de Avocati AB & CD

Spørgsmål:

»1. Skal [chartrets] artikel 47 [første afsnit] sammenholdt med artikel

19 (stk. 1, andet afsnit, TEU) og artikel 2, stk. 4, sammenholdt med

artikel 9, stk. 3, i konventionen om adgang til oplysninger, offentlig

deltagelse i beslutningsprocesser samt adgang til klage og

domstolsprøvelse på miljøområdet, undertegnet i Århus (Danmark)

den 25. juni 1998 og indgået på Det Europæiske Fællesskabs vegne

ved Rådets afgørelse 2005/370/EF af 17. februar 2005, fortolkes

således, at begrebet »offentlig« omfatter en juridisk enhed, såsom et

advokatselskab, der ikke søger at beskytte nogen rettighed eller

interesse for denne enhed, men derimod rettigheder og interesser

for fysiske personer, nemlig de advokater, der udgør denne form for

erhvervsorganisation, [og] kan en sådan enhed i henhold til

konventionens artikel 2, stk. 4, sidestilles med en gruppe af fysiske

personer, der handler gennem en forening eller organisation?

2. Såfremt det første spørgsmål besvares bekræftende, skal

konventionens artikel 9, stk. 3, og [chartrets] artikel 47 [første og

andet afsnit] sammenholdt med artikel 19 [stk. 1, andet afsnit, TEU]

Social-, Bolig- og

Ældreministeriet

O-sag

Dom

13.07.23

Beskæftigelsesministeriet

Miljøministeriet

O-sag

Dom

13.07.23

Transportministeriet

O-sag

13.07.23

Miljøministeriet

O-sag

13.07.23

EUU, Alm.del - 2022-23 (2. samling) - Bilag 631: Liste over judicielle aktiviteter i sager af dansk interesse pr. 7/7-23

C-260/22

C-265/22

under hensyn til [både] målene i konventionens artikel 9, stk. 3, og

målet om effektiv retsbeskyttelse af rettigheder, der er tillagt ved

EU-retten, fortolkes således, at de er til hinder for en national

bestemmelse, hvorefter et sådant advokatselskab kun har adgang til

domstolsprøvelse, hvis det kan godtgøre, at det har en egen

interesse, eller at søgsmålet har til formål at beskytte en retsstilling,

der er direkte forbundet med det formål, som denne

organisationsform, i det foreliggende tilfælde et advokatselskab, er

oprettet med?

3. Såfremt det første og det andet spørgsmål besvares bekræftende,

eller uafhængigt af svarene på disse to spørgsmål, skal

konventionens artikel 9, stk. 3, 4 [og] 5, og [chartrets] artikel 47

[første og andet afsnit] sammenholdt med artikel19 [ stk. 1, andet

afsnit, TEU] fortolkes således, at udtrykket, at de passende og

effektive retsmidler, herunder vedtagelsen af en retsafgørelse, ikke

må være» uoverkommeligt dyre« forudsætter, at der er fastsat regler

og/eller kriterier tilbegrænsning af de omkostninger, der kan

pålægges den tabende part i sagen, i denforstand, at den nationale ret

skal sikre, at kravet om, at omkostningerne ikke må være

uoverkommeligt dyre, overholdes, idet der tages hensyn til [både]

den interesse, som den person, der søger at forsvare sine rettigheder,

har, og til den almene interesse i at beskytte miljøet?«

Seven.One Entertainment Group

Spørgsmål:

1. Skal direktiv 2002/29/EF fortolkes således, at radio- og

fjernsynsforetagender er direkte og originært berettigede med

hensyn til retten til rimelig kompensation i henhold til artikel 5, stk.

2, litra b), i direktiv 2001/29/EF, som er fastsat i forbindelse med

den såkaldte undtagelse for privatkopiering?

2. Kan radio- og fjernsynsforetagender med hensyn til deres ret i

henhold til artikel 2, litra e), i direktiv 2001/29/EF udelukkes fra

retten til rimelig kompensation som omhandlet i artikel 5, stk. 2, litra

b), i direktiv 2001/29/EF, fordi de også i deres egenskab af

filmproducenter kan have en ret til rimelig kompensation som

omhandlet i artikel 5, stk. 2, litra b), i direktiv 2001/29/EF?

3. Såfremt det andet spørgsmål besvares bekræftende:

Er det lovligt at udelukke radio- og fjernsynsforetagenderne generelt,

selv om radio- og fjernsynsforetagender afhængigt af deres konkrete

programtilrettelæggelse til dels kun i meget ringe omfang erhverver

rettigheder som filmproducenter (navnlig fjernsynsprogrammer

med en stor andel af programmer, som tredjeparter har

licensrettighederne til), og til dels ikke erhverver rettigheder som

filmproducenter (navnlig arrangører af radioprogrammer)?

Banco Santander

Spørgsmål:

1.: Eftersom gebyrer og margener i tillæg til disse medtages i

rentesatsen ved udarbejdelsen af indekset for variabel rente

»GENNEMSNITSRENTESATSEN FOR ALLE SPANSKE

KREDITINSTITUTTER FOR LÅN MED PANT I FAST

EJENDOM MED EN LØBETID PÅ OVER TRE ÅR«, hvilket i

sidste ende er mere omkostningsfuldt for forbrugeren end andre

ÅOP på markedet, og eftersom det i medfør af bestemmelserne i

cirkulære nr. 5/1994 fra Banco de España, som udgør

tilsynsmyndighedens reguleringskriterium, er nødvendigt, at disse

margener er negative, hvilket generelt er blevet udeladt og tilsidesat

af kreditinstitutterne, ER DEN HANDLING FULDSTÆNDIGT

AFVIGE

FRA

TILSYNSMYNDIGHEDERNES

KRITERIUM I STRID MED ARTIKEL 5 OG 7 I DIREKTIV

2005/29/EF?

2.: Såfremt det i overensstemmelse med Domstolens praksis i sag C-

689/20 fastslås, at den handling at afvige fra tilsynsmyndighedens

kriterium er i strid med artikel 5 og 7 i direktiv 29/2005/EF,

UDGØR DENNE URIMELIGE PRAKSIS DA ET INDICIUM

VED

VURDERING

BEDØMMELSE

KONTRAKTVILKÅRETS URIMELIGE KARAKTER, OG ER

DEN I STRID MED ARTIKEL 3 OG 4 I DIREKTIV 93/13?

3.: Såfremt der ikke er taget hensyn til cirkulære nr. 5/1994 fra Banco

de España, som er særegent for den finansielle sektor, og som ikke

er alment kendt i offentligheden, og dette manglende hensyn fastslås

at være i strid med artikel 7 idirektiv 2005/29/EF, UDGØR

DETTE DA ET INDICIUM VED VURDERING AF DEN

URIMELIGE KARAKTER I MEDFØR AF ARTIKEL 6.1 I

DIREKTIV 93/13 I FORBINDELSE MED KONTROL AF

GENNEMSIGTIGHED AF DETTE INDEKS, SOM BESTÅR

AF »referenceindeks plus margen«?

Kulturministeriet

O-sag

13.07.23

Finanstilsynet

O-sag

Dom

13.07.23

EUU, Alm.del - 2022-23 (2. samling) - Bilag 631: Liste over judicielle aktiviteter i sager af dansk interesse pr. 7/7-23

C-313/22

4.: ER NATIONAL RETSPRAKSIS I STRID MED ARTIKEL 3,

STK. 1, ARTIKEL 4 OG 5 I DIREKTIV 93/13/EØF HENSET

TIL, AT DEN SPECIFIKKE BEREGNING AF IRPH-

INDEKSET UDGØR EN URIMELIG PRAKSIS VED IKKE

AT TILLÆGGE EN NEGATIV MARGEN, PÅ TRODS AF AT

DENNE NØDVENDIGHED FREMGÅR AF PRÆAMBELEN

TIL CIRKULÆRET FRA BANCO DE ESPAÑA, IDET DENNE

PRAKSIS ER MINDRE FORDELAGTIG END ALLE ANDRE

ÅOP PÅ MARKEDET, OG EFTERSOM IRPH-INDEKSET ER

BLEVET MARKEDSFØRT SOM VÆRENDE ET PRODUKT

SVARENDE TIL EURIBOR-INDEKSET, UDEN AT DER ER

TAGET HENSYN TIL NØDVENDIGHEDEN AF AT

TILLÆGGE EN NEGATIV MARGEN, OG IDET

KREDITINSTITUTTERNE SÅLEDES FREMOVER KUNNE

AFSTÅ FRA AT INDGÅ AFTALER, SOM INDEHOLDER

DISSE VILKÅR, IDET DE ERKLÆRES UGYLDIGE,

EFTERSOM

MARKEDSFØRING

DENNE

TJENESTEYDELSE TIL SÅRBARE FORBRUGERE KAN

PÅVIRKE DEN ØKONOMISKE ADFÆRD, OG DE

ERKLÆRES URIMELIGE, IDET MARGENEN IKKE

INDARBEJDES I HANDELSBETINGELSERNE MEN

MEDREGNES I RENTESATSEN I STRID MED DIREKTIV

2005/19/EF?

5.: ER DET I STRID MED ARTIKEL 6, STK. 1, I DIREKTIV

93/13/EØF AT UnDLADE AT FØRE KONTROL MED

ANVENDELSEN AF EN SKJULT PÅLAGT MARGEN OG

DENNES URIMELIGE KARAKTER, NÅR DENNE

MARGEN SKAL VÆRE NEGATIV I KREDITINSTITUTTETS

TILBUD, OG FORBRUGEREN PÅ TIDSPUNKTET FOR DE

OPLYSNINGER, SOM

VEDKOMMENDE HAR MODTAGET FORUD FOR

KONTRAKTINDGÅELSEN, IKKE ER BEKENDT MED

DEN ØKONOMISKE ADFÆRD I FORBINDELSE MED

DEN RENTE, DER ANVENDES PÅ DET PÅGÆLDENDE

LÅN, MED DEN BEGRUNDELSE, AT DIREKTIV

29/2005/EF ER TIL HINDER HERFOR?

ACHILLEION

Spørgsmål:

Det første spørgsmål:

Udgør salget af en støttemodtagende virksomhed, sammen med

virksomhedens formue i form af fast ejendom, i henhold til

bestemmelserne i: i) artikel 30, stk. 1, 3 og 4, i forordning nr.

1260/1999 og regel nr. 1, punkt 1.9, i forordning nr. 1685/2000; ii)

artikel 4, stk. 3, i forordning nr. 70/2001; og iii) artikel 38 og 39, stk.

1, i forordning nr. 1260/1999, artikel 4 i forordning nr. 438/2001,

artikel 2, stk. 2, i forordning nr. 448/2001, artikel 1, stk. 2, i

forordning nr. 2988/95 og artikel 14 i forordning nr. 659/1999,

automatisk en så væsentlig ændring af betingelserne for

gennemførelse af den samfinansierede investering i denne

virksomhed, at ændringen i sig selv begrunder anvendelsen af en

national bestemmelse såsom artikel 18, stk. 5, i tværministerielt

dekret nr. 192249/E.S 4057/19.8.2002 (ministerielt dekret nr.

9216/EYS 916/12.2-18.2.2004), som fastsætter et absolut og

langsigtet forbud mod overførsel af en støttemodtagende

virksomheds formue i form af fast ejendom, idet afgørelsen om

ydelse af støtte ellers kan tilbagekaldes helt eller delvist, med den

konsekvens, at den indrømmede offentlige støtte tilbagesøges helt

eller delvist?

Det andet spørgsmål:

Skal bestemmelserne i: i) artikel 30, stk. 4, i forordning nr.

1260/1999; ii) artikel 4, stk. 3, i forordning nr. 70/2001 og punkt

4.12 i retningslinjerne for statsstøtte med regionalt sigte for så vidt

angår princippet om en vedvarende operation af støttemodtagende

små og mellemstore virksomheder; iii) artikel 38 og 39 i forordning

nr. 1260/1999, artikel 2, stk. 2, i forordning nr. 448/2001, artikel 1,

stk. 2, artikel 2 og artikel 4 i forordning nr. 2988/95 samt artikel 14

i forordning nr. 659/1999 fortolkes således, at salget af en

støttemodtagende virksomheds formue i form af fast ejendom og af

virksomheden i sig selv, inden for rammerne af en intern aftale

mellem virksomhedens aktionærer med henblik på at sikre

virksomhedens lønsomhed, ikke medfører en væsentlig ændring af

samfinansieringsoperationen eller en uretmæssig fordel for en af

parterne, således at det omhandlede salg ikke udgør en

uregelmæssighed eller en grund til at tilbagesøge støtten, forudsat at

betingelserne for investeringens gennemførelse ikke bliver ændret,

og at overførslen er omfattet af en retlig ordning, ifølge hvilken

Energistyrelsen

Erhvervsministeriet

O-sag

Dom

13.07.23

EUU, Alm.del - 2022-23 (2. samling) - Bilag 631: Liste over judicielle aktiviteter i sager af dansk interesse pr. 7/7-23

C-392/22

C-434/22

overdrageren og erhververen hæfter solidarisk for de på tidspunktet

for overførslen eksisterende gældsforpligtelser og passiver?

Det tredje spørgsmål:

Kræver bestemmelserne i artikel 17, 52 og 53 i Den Europæiske

Unions charter om grundlæggende rettigheder samt

retssikkerhedsprincippet, sammenholdt med artikel 1 i

tillægsprotokol (nr. 1) til EMRK, at der opnås en korrekt afvejning

mellem på den ene side foranstaltningerne til finansiel korrektion og

tilbagesøgning af støtte i henhold til artikel 38, [stk. 1,] litra h), og

artikel 39, stk. 1, i forordning nr. 1260/1999, artikel 2, stk. 2, i

forordning nr. 448/2001, artikel 4 i forordning nr. 2988/95 og

artikel 14 i forordning nr. 659/1999 og på den anden side

støttemodtagerens ret til beskyttelse af »formuen«, således at

støttemodtageren helt eller delvist fritages for tilbagesøgningen, selv

hvis derkonstateres en væsentlig ændring af den finansierede

virksomhed eller en uberettiget berigelse i forbindelse med

overførsel af virksomheden?

Staatssecretaris van Justitie en Veiligheid

Sagen vedrører:

I Skal Dublinforordningen 1, henset til 3., 32., og 39. betragtning

hertil i forbindelse med artikel 1, 4, 18, 19 og 47 i Den Europæiske

Unions charter om grundlæggende rettigheder 2 fortolkes og

anvendes således, at det mellemstatslige tillidsprincip ikke kan

opdeles, således at alvorlige og strukturelle krænkelser af EU-retten,

der før overførslen begås af den muligt ansvarlige medlemsstat over

for tredjelandsstatsborgere, der (endnu) ikke er Dublingengangere,

ubetinget er til hinder for overførsel til denne medlemsstat?

II Såfremt det foregående spørgsmål besvares benægtende, skal

Dublinforordningens artikel 3, stk. 2, sammenholdt med chartrets

artikel 1, 4, 18, 19 og 47 fortolkes således, at såfremt den muligt

ansvarlige medlemsstat alvorligt og strukturelt krænker EU-retten,

kan den overførende medlemsstat ikke efter Dublinforordningen på

forhånd lægge det mellemstatslige tillidsprincip til grund, men må

fjerne al tvivl med hensyn til eller godtgøre, at ansøgeren efter

overførslen ikke kommer i en situation, som er i strid med chartrets

artikel 4?

III Hvilke bevismidler kan sagsøgeren anføre til støtte for sine

argumenter om, at Dublinforordningens artikel 3, stk. 2, er til hinder

for hans overførsel, og hvilke beviskrav må der herved anlægges?

Har den overførende medlemsstat, henset til henvisningen til den

gældende EU-ret på asylområdet i betragtningerne til

Dublinforordningen en pligt til samarbejde eller omhu, eller skal den

ansvarlige medlemsstat, såfremt der er tale om alvorlige og

strukturelle

krænkelser

af grundrettigheder

over for

tredjelandsstatsborgere, indhente individuelle garantier for, at

ansøgerens grundrettigheder respekteres efter overførslen? Vil dette

spørgsmål skulle besvares anderledes, såfremt ansøgeren er i

bevisnød og ikke kan støtte sine sammenhængende og detaljerede

forklaringer på dokumenter, og dette ud fra forklaringernes art heller

ikke kan forventes?

IV Skal spørgsmål III besvares anderledes, såfremt ansøgeren

godtgør, at klager til myndighederne og/eller indgivelse af retsmidler

i den ansvarlige medlemsstatikke er mulig eller ikke vil være

effektivt?

Latvijas valsts meži

Spørgsmål:

1) Omfatter begrebet »projekt« som omhandlet i artikel 1, stk. 2, litra

a), i Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2011/92/EU af 13.

december 2011 om vurdering af visse offentlige og private projekters

indvirkning på miljøet også aktiviteter i et skovområde, der udføres

med henblik på vedligeholdelse af infrastruktur til forebyggelse af

brande i dette område i overensstemmelse med de krav til

forebyggelse af brande, der er fastsat i den gældende lovgivning?

2) Såfremt det første spørgsmål besvares bekræftende, skal

aktiviteter, der udføres i et skovområde med henblik på

vedligeholdelse af infrastruktur til forebyggelse af brande i dette

område i overensstemmelse med de krav til forebyggelse af brande,

der er fastsat i den gældende lovgivning, da anses for at være et

projekt som omhandlet i artikel 6, stk. 3, i direktiv 92/49/EØF af

21. maj 1992 om bevaring af naturtyper samt vilde dyr og planter,

der er direkte forbundet med eller nødvendigt for forvaltningen af

området, således at det ikke er nødvendigt at gennemføre

proceduren for vurdering af særlige bevaringsområder af

fællesskabsbetydning (Natura 2000) i forbindelse med sådanne

aktiviteter?

Udlændinge- og

Integrationsministeriet

O-sag

13.07.23

Miljøministeriet

O-sag

13.07.23

EUU, Alm.del - 2022-23 (2. samling) - Bilag 631: Liste over judicielle aktiviteter i sager af dansk interesse pr. 7/7-23

C-518/22

T-215/21

T-244/21

T-269/21

3) Såfremt det andet spørgsmål besvares benægtende, følger det da

af artikel 6, stk. 3, i Rådets direktiv 92/43/EØF af 21. maj 1992 om

bevaring af naturtyper samt vilde dyr og planter, at der ligeledes skal

foretages en vurdering af de planer og projekter (aktiviteter), som

ikke er direkte forbundet med forvaltningen af det særligt

bevaringsværdige område eller ikke er nødvendige for forvaltningen

af det særligt bevaringsværdige område, som kan få en væsentlig

indvirkning på bevaringsområder af fællesskabsbetydning (Natura

2000), men som ikke desto mindre udføres i overensstemmelse med

den nationale lovgivning med henblik på at sikre overholdelsen af

kravene til forebyggelse af skovbrande og til brandbekæmpelse? 4)

Såfremt det tredje spørgsmål besvares bekræftende, kan en sådan

aktivitet da fortsætte og afsluttes, inden proceduren for

efterfølgende evaluering af særlige bevaringsområder af

fællesskabsbetydning (Natura 2000) gennemføres?

5) Såfremt det tredje spørgsmål besvares bekræftende, er de

kompetente myndigheder da forpligtet til at fremsætte krav om

genoprettelse af skader og træffe foranstaltninger med henblik på at

undgå eventuelle væsentlige virkninger, i det tilfælde hvor

virkningernes væsentlighed ikke er blevet vurderet i forbindelse med

vurderingsproceduren

for

særlige

bevaringsområder

fællesskabsbetydning (Natura 2000)?

AP Assistenzprofis

Spørgsmål:

Kan artikel 4, stk. 1, artikel 6, stk. 1, artikel 7 og/eller artikel 2, stk.

5, i direktiv 2000/78/EF

–

set i lyset af kravene i Den Europæiske

Unions charter om grundlæggende rettigheder og artikel 19 i De

Forenede Nationers konvention om rettigheder for personer med

handicap

–

fortolkes således, at direkte forskelsbehandling på grund

af alder kan være begrundet i en situation som den i hovedsagen

foreliggende?

SMA Mineral mod Kommissionen

Påstande:

—Kommissionens

afgørelse (EU) 2021/355 af 25. februar 2021

annulleres, for så vidt angår artikel 1, stk. 2.

—Det

fastslås, at det anlæg, som Sverige har foreslået i punkt 12 (ID

SE000000000000419

på

listen

over

nationale

gennemførelsesforanstaltninger), skal medtages med henblik på

tildeling af gratis drivhusgasemissionskvoter i overensstemmelse

med artikel 11, stk. 3, i Europa-Parlamentets og Rådets direktiv

2003/87/EF.

—Europa-Kommissionen

tilpligtes at betale sagsomkostningerne.

Luossavaara-Kiirunavaara mod Kommissionen

Påstande:

-Artikel 1, stk. 3, i Europa-Kommissionens afgørelse af 25. februar

2021 om nationale gennemførelsesforanstaltninger vedrørende

midlertidig gratistildeling af drivhusgasemissionskvoter i

overensstemmelse med artikel 11, stk. 3, i Europa-Parlamentets og

Rådets direktiv 2003/87/EF af 13. oktober 2003 1 annulleres.

-Kommissionen tilpligtes at betale sagsomkostningerne.

Arctic Paper Grycksbo mod Kommissionen

Påstande:

—Artikel

1, stk. 1, i Kommissionens afgørelse (EU) 2021/355 af 25.

februar 2021 om nationale gennemførelsesforanstaltninger

vedrørende midlertidig gratistildeling af drivhusgasemissionskvoter

i overensstemmelse med artikel 11, stk. 3, i Europa-Parlamentets og

Rådets direktiv 2003/87/EF og bilag I til denne afgørelse annulleres,

for så vidt som der herved henvises til anlægget med

identifikationsnummer SE000000000000468.

—Kommissionen

tilpligtes at betale sagsomkostningerne.

Social-, Bolig- og

Ældreministeriet

O-sag

13.07.23

Energistyrelsen

Erhvervsstyrelsen

O-sag

Dom

26.07.23

Energistyrelsen

O-sag

Dom

26.07.23

Energistyrelsen

Erhvervsstyrelsen

O-sag

Dom

26.07.23