EU-note - 2022-23 (2. samling) - E 19: EU-note om kompetencedeling mellem EU og medlemsstaterne

Europaudvalget 2022-23 (2. samling)
EUU Alm.del EU-note E 19
Offentligt

EU-note

Til orientering af medlemmerne af Europaudvalget

Kompetencefordelingen mellem EU og medlemsstaterne

Sammenfatning

Spørgsmålet om kompetencefordelingen mellem EU og medlemsstaterne er af-

gørende for det råderum, som både EU og medlemsstaterne har som lovgivere.

EU’s beføjelser bygger på princippet om de tildelte kompetencer i

EU-traktaten,

hvilket indebærer, at Unionen kun har de beføjelser, som den er blevet tildelt af

medlemsstaterne.

EU’s beføjelser varierer dog betydeligt fra område til område.

Beføjelser, som ikke er tildelt Unionen, forbliver hos medlemsstaterne. For mere

end 15 år siden besluttede EU-landene med Lissabontraktaten at tydeliggøre

denne kompetencefordeling

ved at opdele EU’s kompetencer i fire forskellige ka-

tegorier.

Det kan dog fortsat godt være svært at sige præcis, hvor grænsen går mellem

EU’s og medlemsstaternes beføjelser,

og hvad råderummet er for deres respek-

tive lovgivningsindsats. Vi vil derfor

dette notat forsøge at gøre rede for, hvad

EU-retten siger om dette spørgsmål.

Kontaktperson

Morten Knudsen, EU-

chefkonsulent

21. april 2023

Hvis Folketinget og regeringen vil lovgive om et bestemt spørgsmål i Dan-

mark, har de ifølge grundlovens § 3 en almindelig kompetence til at gøre

dette og skal ikke påvise en særlig hjemmel til at fastsætte regler. De kan

kort sagt lovgive om alle spørgsmål. Sådan er det ikke med EU. EU kan kun

handle med hjemmel i EU-traktaterne.

EU’s råderum

til at lovgive varierer

samtidig betydeligt fra politikområde til politikområde.

I dette notat redegøres for, hvordan kompetencefordelingen mellem EU og

medlemsstaterne ser ud i henhold til EU-retten. Det vil ske på baggrund af en

gennemgang af de forskellige typer af kompetencer, som blev traktatfæstet

med Lissabontraktaten i 2009 med henblik på at tydeliggøre, hvor grænsen

går

for henholdsvis EU’s og medlemsstaternes råderum som lovgivere.

Til

sidst vil vi se nærmere på, hvad det for politikområder, hvor medlemsstaterne

fortsat er de primære lovgivere.

Side 1 | 12

EU-note - 2022-23 (2. samling) - E 19: EU-note om kompetencedeling mellem EU og medlemsstaterne

1. Hvilke kompetencer har EU til at lovgive?

EU’s beføjelser bygger på

princippet om de tildelte kompetencer

i EU-trakta-

tens (TEU) artikel 5, stk. 1 og 2. Princippet indebærer, at Unionen kun har de

beføjelser, som den er blevet tildelt af medlemsstaterne.

EU-institutionerne

kan med andre ord ikke handle uden hjemmel. Omvendt forbliver beføjelser,

der ikke er tildelt Unionen, hos medlemsstaterne.

Det betyder også, at EU

ikke har kompetence til at fastsætte sine egne kompetencer. Overførsel af

nye beføjelser til EU kræver, at EU-landene ændrer traktaterne i henhold til

TEU art. 48 og efterfølgende ratificerer ændringerne nationalt.

EU’s

tildelte beføjelser varierer betydeligt fra samarbejdsområde til samar-

bejdsområde. Overordnet set opregner EU-traktaterne fire forskellige typer af

kompetencekategorier:

1. Enekompetencer

2. Delte kompetencer

3. Komplementære kompetencer

4. Koordinerende kompetencer.

Hertil kommer den fælles udenrigs- og sikkerhedspolitik, som falder uden for

disse områder. Endelig udpeger traktaten også nogle udvalgte områder, hvor

kompetencen stadig først og fremmest ligger hos medlemsstaterne.

Den nærmere afgrænsning

af EU’s kompetencer

inden for de enkelte politik-

områder og måden, hvorpå disse kan udøves af EU-institutionerne, kan imid-

lertid ikke nødvendigvis aflæses ud fra, hvilken af de nævnte kompetenceka-

tegorier de tilhører. Det skyldes, at det præcise anvendelsesområde

for EU’s

beføjelser er fastlagt i hver enkelt af traktatens konkrete hjemmelsgrundlag.

EU’s

råderum som lovgiver kan derfor variere betydeligt fra samarbejdsom-

råde til samarbejdsområde. Selv inden for hver enkelt af de fire kompetence-

kategorier kan der være vigtige forskelle i både

EU’s

og medlemsstaternes

råderum.

EU-traktaten gør det klart, at det er medlemsstaterne og ikke traktaterne selv, som tildeler EU

kompetencer. Det hedder således i TEU art. 1 (1): »Ved denne traktat opretter de høje kontra-

herende parter indbyrdes en Europæisk Union, i det følgende nævnt »Unionen«, som med-

lemsstaterne tildeler kompetencer for at nå deres fælles mål«.

Dette er fastslået i såvel TEU art. 4 (1) og TEU art. 5 (2).

I EUF-traktatens (TEUF) artikel 2 og 6 tales der om »kompetence til at understøtte, koordinere

eller supplere medlemsstaternes indsats. Vi har i denne EU-note valgt sammenfattende at

kalde disse beføjelser for

komplementære.

Beskrivelsen følger således Robert Schützes frem-

stilling i »European Constitutional Law«, s. 237.

Side 2 | 12

EU-note - 2022-23 (2. samling) - E 19: EU-note om kompetencedeling mellem EU og medlemsstaterne

Hertil kommer, at EU har såkaldte funktionelle kompetencer såsom regulerin-

gen af den fri bevægelighed, som går på tværs af politikområderne og der-

med kan betyde, at medlemsstaternes lovgivning (selv på områder, hvor de

er hovedlovgivere

) skal respektere hensynet til f.eks. vandrende arbejdsta-

geres rettigheder, den fri bevægelighed for tjenesteydelser eller for at sikre

EU-borgere mod diskrimination.

Vi vil i det

følgende kort gøre rede for EU’s

forskellige typer af kompetencer

og det råderum, som knytter sig til hver enkelt af disse kompetencekategorier

for såvel EU som de enkelte medlemsstater. Lad det dog være sagt med det

samme: Der tegner sig et kompliceret billede af kompetencedelingen mellem

EU og medlemsstaterne, hvor det i de konkrete sager kan være svært at

sige, hvor EU-rettens påvirkning begynder og slutter, og præcis hvad råde-

rummet for medlemsstaternes lovgivningsindsats er.

Tabellen bagest i denne note giver et skematisk overblik over fordelingen af

politikområder inden for de nævnte kompetencekategorier.

Lissabontraktat skulle tydeliggøre kompetencefordeling

Ideen om at fastsætte en mere præcis afgrænsning af kompetencefordelingen mellem

EU og medlemsstaterne opstod i forbindelse med EU-landenes drøftelser om Nicetrakta-

ten, som blev undertegnet i februar 2001. I en erklæring til Nicetraktaten om EU’s fremtid

identificerede EU-landene spørgsmålet om en klarere kompetencefordeling som et af

fire centrale spørgsmål, som en fremtidig regeringskonference burde tage stilling til.

Det viste sig imidlertid hurtigt umuligt at blive enige om et præcist og bindende kompe-

tencekatalog på Det Europæiske Konvent, som blev nedsat for at forberede regerings-

konferencen.

I stedet valgte EU-landene med vedtagelsen af den såkaldte forfatningstraktat en løs-

ning, hvor arbejdsdelingen mellem EU og medlemsstaterne skulle

tydeliggøres

ved at

inddele EU’s kompetencer

på de forskellige politikområder i fire overordnede kompeten-

cekategorier.

Selv om forfatningstraktaten blev forkastet ved folkeafstemninger i Frankrig og Holland,

overlevede denne del af forfatningstraktaten og blev taget med over i Lissabontraktaten,

som trådte i kraft den 1. december 2009.

2. Kompetencekategorier

Enekompetence

EU har kun enekompetence på nogle få områder.

Det drejer sig om: 1) Told-

unionen, 2) fastlæggelsen af konkurrenceregler, der er nødvendige for det in-

dre marked, 3) den monetære politik for de EU-lande som har indført euroen,

Men det er fortsat op til medlemsstaterne at vedtage deres egen lovgivning på disse områder.

Enekompetenceområderne, som er specifikt opregnet i TEUF art. 3, kodificerer Domstolens

retspraksis i bl.a. ERTA-sagen 22/70 og sagerne 1/5, 804/79 og 41/76. Enekompetence blev

første gang nævnt i traktaterne med Maastrichttraktaten fra 1993, som dog ikke gav nogen

Side 3 | 12

EU-note - 2022-23 (2. samling) - E 19: EU-note om kompetencedeling mellem EU og medlemsstaterne

4) Bevarelse af havets biologiske ressourcer, 5) den fælles handelspolitik og

6) Indgåelsen af internationale aftaler, som har hjemmel i en lovgivnings-

mæssig EU-retsakt.

På områder, hvor EU har enekompetence, kan

kun

Unionen lovgive og ved-

tage bindende retsakter. Medlemsstaterne kan således kun lovgive på disse

områder, hvis det sker som led i gennemførelsen af EU-retsakter, eller hvis

de bemyndiges til dette af EU.

Det forekommer dog fra tid til anden, at EU giver sådanne bemyndigelser til

EU-landene. Bl.a. har medlemsstater anmodet om bemyndigelse til at indgå

bilaterale aftaler med tredjelande i en række tilfælde. F.eks. benyttede EU i

2020 denne mulighed til at bemyndige Italien og Tyskland til at indgå eks-

terne aftaler med Schweiz på transportområdet.

Delt kompetence

På langt de fleste samarbejdsområder deler EU og medlemsstaterne kompe-

tencen til at lovgive. Traktatens udgangspunkt er, at EU og medlemsstaterne

deler lovgivningskompetencen på alle områder, hvor EU ikke har enekompe-

tence eller komplementær kompetence. De delte kompetenceområder tilhø-

rer med andre ord en slags restkategori.

De vigtigste områder med delt kompetence

omfatter det indre marked, so-

cial- og arbejdsmarkedspolitik, økonomisk, social og territorial samhørighed,

landbrug og fiskeri, miljø, forbrugerbeskyttelse, transport, transeuropæiske

net, energi, området med frihed, sikkerhed og retfærdighed og fælles sikker-

hedsudfordringer på folkesundhedsområdet

. Hertil kommer områder som

forskning, teknologisk udvikling, rummet, udviklingssamarbejde og humani-

tær bistand

. På områder med delt kompetence kan EU som udgangspunkt

nærmere definition på begrebet. Det kom først med Lissabontraktaten fra 2009, som i TEUF

art. 3 giver en sådan definition.

Europa-Parlamentets og Rådets afgørelser (EU) 2020/854 af 18. juni 2020 og Europa-Parla-

mentets og Rådets afgørelser (EU) 2020/853 af 18. juni 2020.

De vigtigste områder med delt kompetence er opregnet i TEUF art. 4.

På sundhedsområdet er der tale om en blandet kompetencestruktur. Som udgangspunkt er be-

skyttelse og forbedring af mennesker sundhed et område, hvor EU’s rolle er at understøtte eller

supplere medlemsstaternes lovgivning. Men når det handler om håndteringen af fælles sikker-

hedsudfordringer på folkesundhedsområdet, har EU både mulighed for at minimumsharmoni-

sere og totalharmonisere medlemsstaternes lovgivning.

Denne gruppe af politikområder adskiller sig dog fra førstnævnte gruppe af områder på et par

væsentlige punkter. I TEUF art. 4 (3) og 4 (4) fastslås det således

eksplicit, at EU’s udøvelse af

disse kompetencer ikke kan føre til, at medlemsstaternes forhindres i at udøve deres kompe-

tence.

Side 4 | 12

EU-note - 2022-23 (2. samling) - E 19: EU-note om kompetencedeling mellem EU og medlemsstaterne

kun lovgive, hvis det påtænkte mål med et forslag ikke i tilstrækkelig grad kan

opfyldes af medlemsstaterne selv, men bedre kan nås på EU-plan.

Ifølge traktaten kan medlemsstaterne til gengæld kun udøve deres beføjelser

i det omfang, EU ikke har udnyttet sin kompetence.

Det præciseres dog, at

denne

fortrængning

(preemption) af medlemsstaternes mulighed for at udøve

deres beføjelser ikke gælder for hele det pågældende samarbejdsområde,

men alene for »de elementer, der indgår i de på området vedtagne EU-rets-

akter«

. Medlemsstaterne kan ligeledes lovgive igen, hvis EU ophører med

at udøve sin kompetence på et delt kompetenceområde (se eksempel i boks

nedenfor).

Ophør af EU-kompetence

I 2015 besluttede EU med vedtagelsen af direktiv (EU) 2015/412 at overlade det til

medlemsstaterne selv at tage stilling til dyrkning af genmodificerede organismer

på deres territorium

–

herunder at vedtage foranstaltninger, som begrænser eller

forbyder dette, hvis det vel at mærke kunne begrundes i tungtvejende grunde så-

som: a) miljøpolitiske mål, b) fysisk planlægning, c) arealanvendelse, d) socioøko-

nomiske virkninger, e) undgåelse af GMO-forekomst i andre produkter, jf. artikel

26a f) landbrugspolitiske mål eller g) offentlig orden.

Hertil kommer, at reglen om fortrængning af medlemsstaternes mulighed for

at lovgive ikke gælder for alle områder med delt kompetence. Forskning, tek-

nologisk udvikling, rummet, udviklingssamarbejde og humanitær bistand er

således undtaget fra reglen om fortrængning.

Hertil kommer, at reglen om fortrængning heller ikke gælder fuldt ud på de

samarbejdsområder, hvor EU alene kan vedtage minimumsregler, som tilla-

der medlemsstaterne at opretholde eller indføre strengere nationale regler.

Hvis EU vil udøve kompetencer, som deles med EU-landene, skal det ske i overensstemmelse

med nærhedsprincippet og proportionalitetsprincippet i TEU art. 5 (3) og 5 (4). Nærhedsprincip-

pet indebærer, at EU kun kan lovgive, hvis det vurderes, at målene for den påtænkte handling

ikke i tilstrækkelig grad kan opfyldes af medlemsstaterne på centralt, regionalt eller lokalt plan,

men på grund af den påtænkte handlings omfang eller virkninger bedre kan nås på EU-plan.

Ifølge TEUF art 2 (2).

I protokol nr. 25 til Lissabontraktaten fastslås det: »Når Unionen tager initiativer på et bestemt

område, omfatter denne udøvelse af kompetence kun de elementer, der indgår i den pågæl-

dende EU-retsakt, og omfatter derfor ikke hele området, jf. artikel 2, stk. 2, i traktaten om Den

Europæiske Unions funktionsmåde om delt kompetence.«

TEUF art. 4 (3) og 4 (4).

Side 5 | 12

EU-note - 2022-23 (2. samling) - E 19: EU-note om kompetencedeling mellem EU og medlemsstaterne

Det gør sig f.eks. gældende på miljøområdet, forbrugerbeskyttelse og for ar-

bejdstagernes sikkerhed og sundhed.

Komplementære kompetencer

På nogle enkelte samarbejdsområder har medlemsstaterne ønsket at fast-

holde en højere grad af autonomi. Her er

EU’s beføjelser derfor begrænset

til

såkaldt komplementære kompetencer. Det drejer sig om beskyttelse og for-

bedring af menneskers sundhed

, industri, kultur, turisme, uddannelse, er-

hvervsuddannelse, ungdom, sport, civilbeskyttelse og administrativt samar-

bejde.

EU’s rolle

er på disse områder først og fremmest at »understøtte, koordinere

eller supplere medlemsstaternes indsats«

. Her er det medlemsstaterne,

som har hovedansvaret for at lovgive. Det fastslås således typisk på disse

områder, at EU skal respektere det nationale ansvar for reguleringen.

F.eks. skal EU på uddannelses-og undervisningsområdet udvise fuld respekt

for, at det er medlemsstaterne, som har ansvar for undervisningsindholdet og

tilrettelæggelsen af uddannelsessystemerne og erhvervsuddannelserne.

Og på sundhedsområdet hedder det, at det er medlemsstaterne, som har

»ansvar for udformningen af deres sundhedspolitik samt for organisation og

levering af sundhedstjenesteydelser og behandling på sundhedsområdet

[…]

samt fordelingen af de midler, der afsættes hertil«

Kendetegnende for de komplementære kompetencer er, at EU ikke har befø-

jelser til at harmonisere medlemsstaternes lovgivning.

EU’s ageren er be-

grænset til forskellige typer af tilskyndelsesforanstaltninger såsom handlings-

planer eller støtteprogrammer.

Et eksempel er EU’s

ERASMUS-program,

som støtter udveksling af studerende på de videregående uddannelser og er-

hvervsuddannelser i EU-landene.

På flere af disse områder foregår der også mere uformelle tilnærmelser af

EU-landenes politik gennem den såkaldte åbne koordinationsmetode, som

Medlemsstaternes mulighed for at vedtage strengere nationale beskyttelsesforanstaltninger

gælder bl.a. for TEUF art. 153 (4), arbejdstagernes sikkerhed og sundhed, TEUF art. 168 (4) om

kvaliteten og sikkerheden af organer og af stoffer af menneskelig oprindelse, blod og blodpro-

duktion, TEUF art. 169 om forbrugerbeskyttelse og TEUF art. 193 om miljø.

Dog er fælles sikkerhedsudfordringer på folkesundhedsområdet en delt kompetence, hvor EU

kan vedtage enten minimumsharmonisering eller totalharmonisering.

TEUF art. 2 (5), se også TEUF art. 6.

TEUF art. 165 (1) og TEUF art. 166 (1).

TEUF art. 168 (7).

Side 6 | 12

EU-note - 2022-23 (2. samling) - E 19: EU-note om kompetencedeling mellem EU og medlemsstaterne

benytter sig af retningslinjer, indikatorer, udveksling af bedste praksis, over-

vågning og evaluering.

Områderne med komplementære kompetencer er dog ikke helt immune over

for indflydelse fra EU. EU har harmoniseret regler på områder med komple-

mentære kompetencer ved hjælp af andre af traktatens retsgrundlag. F.eks.

har EU vedtaget bindende regler på uddannelsesområdet

om gensidig an-

erkendelse af eksamensbeviser med hjemmel i traktatens bestemmelser for

fri bevægelighed for personer

og på sundhedsområdet om fremstilling,

mærkning og salg af tobaksvarer, patientmobilitet og medicinsk udstyr på

grundlag af bestemmelserne om oprettelsen af det indre marked

Koordinerende kompetencer

EU har koordinerende kompetencer på tre politikområder: 1) den økonomiske

politik, 2) beskæftigelsespolitikken og 3) social- og arbejdsmarkedspolitikken.

EU’s

beføjelser er her begrænset til at

samordne

medlemsstaternes politik-

ker.

Man kan derfor spørge, om de tre områder ikke burde have været kategorise-

ret som komplementære kompetencer?

Det kunne man dog ikke enes om i

Det Europæiske Konvent, som udarbejdede dette afsnit af traktaten. Konven-

tet fandt, at

EU’s koordination

af medlemsstaternes politikker på disse områ-

der var for betydningsfuld til, at de ikke »bare« kunne klassificeres som kom-

plementære.

Selv om det mere præcise indhold af

EU’s

koordinerende kompetencer i det

store hele er udefineret,

har EU’s indsats

her stor betydning.

EU’s

kompeten-

cer på disse områder gør det bl.a. muligt for Rådet at vedtage henstillinger

Hertil kommer, at retstilstanden på uddannelsesområdet i EU (om f.eks. adgangen til videre-

gående uddannelser og studiestøtte) er præget af retspraksis fra EU-domstolen, som er udviklet

på baggrund af det almindelige diskriminationforbud (TEUF art. 18), arbejdskraftens fri bevæge-

lighed (TEUF. art. 45) og den fri bevægelighed for unionsborgere (TEUF art. 21).

TEUF art. 46, 53 og 62.

TEUF art. 114.

Når der blev oprettet en særlig kategori af koordinerende kompetencer skyldes det, at man

ikke kunne opnå politisk enighed i det europæiske konvent om, hvor man skulle placere sam-

ordningen af den økonomiske politik og beskæftigelsespolitikken.

Jean Claude Piris, The Constitution for Europe

–

A Legal Analysis, 2006, s. 81.

Side 7 | 12

EU-note - 2022-23 (2. samling) - E 19: EU-note om kompetencedeling mellem EU og medlemsstaterne

om de overordnede retningslinjer for medlemsstaternes og Unionens økono-

miske politikker eller beskæftigelsespolitikker.

Koordineringen af EU-lande-

nes økonomiske politikker og beskæftigelsespolitikker foregår i dag inden for

rammerne af det såkaldt Europæiske Semester.

Nationale enekompetencer?

EU-traktaterne indeholder ikke en opregning af politikområder, hvor med-

lemsstaterne har enekompetence

. Medlemsstaternes kompetencer er, som

allerede nævnt, sikret gennem traktatens princip om de tildelte kompetencer,

som fastslår at beføjelser, der ikke er tildelt Unionen, forbliver hos medlems-

staterne. Spørgsmålet er dog, hvad det så nærmere bestemt er for områder,

som forbliver nationalt ansvar?

I den EU-retlige litteratur skelner man mellem: 1)

implicitte

nationale kompe-

tencer på de politikområder, som ikke er opregnet i traktaten som EU-kompe-

tencer og 2)

eksplicitte

nationale kompetencer på de områder, hvor EU er til-

delt beføjelser, men hvor traktatteksten udtrykkeligt begrænser EU’s

handle-

muligheder inden for de pågældende områder.

Eksempler på implicitte nationale kompetencer kan være tildeling af nationalt

statsborgerskab, personers civilstatus, udskrivning af skatter eller regler om

navngivning.

På ingen af disse områder tildeler EU-traktaterne EU udtryk-

kelige beføjelser til at regulere.

Et eksempel på en eksplicit national kompetence er de begrænsninger, som

traktaten fastsætter

for EU’s handleevne på det social-

og arbejdsmarkeds-

politiske område. Bl.a. må EU ikke vedtage lovgivning, som »anfægter med-

lemsstaternes muligheder for at fastlægge de grundlæggende principper i de-

TEUF art. 121 og TEUF art. 148.

Det Europæiske Konvents arbejdsgruppe V om komplementære kompetencer afviste hurtigt

ideen om en opregning af medlemsstaternes kompetencer i den nye traktat. Nogle medlemmer

frygtede, at det med urette kunne give det indtryk, at medlemsstaterne får deres kompetencer

fra EU og ikke omvendt, mens andre var bekymrede

for, at handling fra EU’s side aldrig ville

blive mulig på disse områder (»Final report of Working Group V, CONV 375/1/02 REV 1«).

De Witte, Bruno: »Exclusive Member State Competences

–

Is There Such a Thing?« 2020. De

Witte skelner her mellem medlemsstaternes implicitte beføjelser (retained competences) og ek-

splicitte beføjelser (reserved competences).

De Witte, Bruno: »Exclusive Member State Competences

–

Is There Such a Thing?« 2020.

Regeringen blev i januar 2008 spurgt om, hvilke danske lovgivningsområder, der med Lissa-

bontraktaten ikke påvirkes af EU. Regeringen opregnede i sit svar til Folketingets Europaudvalg

politikområder såsom fordelingspolitikken, herunder skattepolitikken, velfærdspolitikken i brede-

ste forstand (herunder social forsorg, boligpolitik, m.v.), arealanvendelse, religiøse spørgsmål,

indretning af de væbnede styrker og politiet og kommunale spørgsmål.

Side 8 | 12

EU-note - 2022-23 (2. samling) - E 19: EU-note om kompetencedeling mellem EU og medlemsstaterne

res sociale sikringsordninger«, ligesom EU-lovgivning »ikke i væsentligt om-

fang [må] berøre den økonomiske balance i disse ordninger«

. Tilsvarende

har EU ikke beføjelser på det social-og arbejdsmarkedspolitiske område til at

vedtage lovgivning for »lønforhold, organisationsret, strejkeret eller ret til

lockout«

Et andet eksempel på en eksplicit national kompetence er de ejendomsretlige

ordninger i medlemsstaterne, som ifølge traktaten eksplicit er udpeget som et

område, som ikke berøres af EU-retten.

På lignende vis kan enhver medlemsstat »træffe de foranstaltninger, som

den anser for nødvendige til beskyttelse af sine væsentlige sikkerhedsinte-

resser, og som vedrører fabrikation af eller handel med våben, ammunition

og krigsmateriel«

Endelig har medlemsstaterne med vedtagelsen af Lissabontraktaten i 2009

indsat en bestemmelse, som forpligter EU til at respektere medlemsstaternes

nationale identitet. Det hedder således i TEU art. 4 (2), at Unionen skal re-

spektere medlemsstaternes »nationale identitet, som den kommer til udtryk i

deres grundlæggende politiske og forfatningsmæssige strukturer, herunder

regionalt og lokalt selvstyre. Den respekterer deres centrale statslige funktio-

ner, herunder sikring af statens territoriale integritet, opretholdelse af lov og

orden samt beskyttelse af den nationale sikkerhed«.

Den præcise retlige betydning af denne bestemmelse om medlemsstaternes

nationale identitet mangler fortsat endelig afklaring. Det må dog antages, at

respekten for medlemsstaternes nationale identitet vil skulle afbalanceres

mod andre EU-retlige hensyn såsom den fri bevægelighed m.v.

Generelt følger det af Domstolens faste praksis, at selv om det tilkommer

medlemsstaterne at træffe de nødvendige foranstaltninger til at opretholde

deres indre og ydre sikkerhed, betyder det ikke, at sådanne foranstaltninger

falder helt uden for EU-rettens anvendelsesområde. EU-Domstolen har flere

gange slået fast, at kravet om, at EU skal respektere medlemsstaternes nati-

TEUF art. 153 (4).

TEUF art. 153 (5). Se EU-Domstolens afgørelse i sag C-438/05 af 11. december 2007 Viking

Line og Danmarks verserende

annullationssøgsmål i sagen om EU’s mindstelønsdirektiv Sag

C-19/23.

TEUF art. 345.

TEUF art. 346.

Se »The EU Treaties and the Charter of Fundamental Rights: A Commentary Manuel«,

Kellerbauer (ed.), Marcus Klamert (ed.), Jonathan Tomkin 2019.

Side 9 | 12

EU-note - 2022-23 (2. samling) - E 19: EU-note om kompetencedeling mellem EU og medlemsstaterne

onale sikkerhed ikke indebærer et almindeligt forbehold for samtlige foran-

staltninger, som medlemsstaterne måtte træffe af hensyn til den offentlige

sikkerhed, som undtager disse fra EU-rettens anvendelsesområde.

Se f.eks. EU-domstolens afgørelser i sagerne C-38/06 fra 2010, eller forenede sager C-

715/17, C-718/17 og 719/17 eller C-742/19.

Side 10 | 12

EU-note - 2022-23 (2. samling) - E 19: EU-note om kompetencedeling mellem EU og medlemsstaterne

Tabel 1:

EU’s kompetenceområder

Områder, hvor

Områder med

enekompetence

Områder med

delt kompe-

tence

EU kan ved-

tage under-

støttende og

koordinerende

tiltag

Andre områder,

hvor både EU og

medlemsstaterne er

kompetente, men

ikke hører under de

tre kompetenceka-

tegorier.

Beskyttelse

Toldunionen

Det indre mar-

ked

af menne-

skers sund-

hed

Fastlæggelse af de kon-

kurrenceregler, der er

nødvendige for det indre

markeds funktion

Social og ar-

bejdsmarkeds-

politikken

Økonomisk,

Den monetære politik

social og terri-

torial samhø-

righed

Bevarelse af havets bio-

logiske ressourcer inden

for rammerne af den

fælles fiskeripolitik

Landbrug og fi-

skeri (undtagen

havets biologi-

ske ressourcer)

Uddannelse,

Den fælles handelspoli-

tik

ungdom,

Miljø

sport og er-

hvervsuddan-

nelse

Indgåelse af internatio-

nale aftaler, når indgåel-

sen har hjemmel i en

lovgivningsmæssig rets-

akt m.v.

Transport

Administrativt

samarbejde

Forbrugerbe-

skyttelse

Civil beskyt-

telse

Turisme

Kultur

Industri

Samordning af de

økonomiske politik-

ker og beskæftigel-

sespolitikken

Fælles udenrigs-

og sikkerhedspoli-

tik

Forskning, teknolo-

gisk udvikling og

rumpolitik

Udviklingssamar-

bejde og humani-

tær bistand

Side 11 | 12

EU-note - 2022-23 (2. samling) - E 19: EU-note om kompetencedeling mellem EU og medlemsstaterne

Transeuropæi-

ske net

Energi

Frihed, sikker-

hed og retfær-

dighed

Fælles sikker-

hedsudfordrin-

ger på folke-

sundhedsom-

rådet

Side 12 | 12