Det sidste punkt på dagsordenen er:

6) 1. behandling af beslutningsforslag nr. B 12:

Forslag til folketingsbeslutning om aktivt fravalg af organdonation fra det fyldte 18. år i Danmark (borgerforslag).

Af Leif Lahn Jensen (S), Lars Christian Lilleholt (V), Henrik Frandsen (M), Karina Lorentzen Dehnhardt (SF), Peter Skaarup (DD), Ole Birk Olesen (LA), Mai Mercado (KF), Peder Hvelplund (EL), Martin Lidegaard (RV), Helene Liliendahl Brydensholt (ALT), Peter Seier Christensen (NB), Peter Kofod (DF) og Aaja Chemnitz (IA).

(Fremsættelse 05.01.2023).

Dette beslutningsforslag er udsprunget af et borgerforslag. Forhandlingen er åbnet, og jeg giver nu ordet til indenrigs- og sundhedsministeren.

Først og fremmest vil jeg gerne takke hovedforslagsstiller Mads Peter Sebbelov, der sidder oppe på tilhørerpladserne i dag, og de øvrige personer bag borgerforslaget. I gør et kæmpe arbejde for at sætte fokus på organdonationsområdet, og det skal I have en stor tak for. Jeg har selv haft lejlighed til at mødes med Mads Peter Sebbelov flere gange, og jeg kender til hans personlige historie og tabet af Josephine, som berører mig dybt. Det er så ubærligt, at det næsten er umuligt at sætte sig ind i den smerte, sorg og magtesløshed, der må være forbundet med at miste et barn, som står på venteliste til et organ.

Det sker desværre hvert eneste år, at patienter som Josephine dør, mens de venter på et nyt hjerte, en ny nyre eller et andet livsvigtigt organ, og der er samtidig rigtig mange mennesker i live, som ville kunne få et markant bedre liv, hvis de fik et nyt organ. Sidste år, i 2022, stod 460 patienter på aktiv venteliste til et organ. Det er godt 70 patienter mere end året før, altså i 2021, og sidste år døde 21 mennesker i Danmark, mens de ventede på et organ. Og ser man tilbage på de sidste 10 år, ja, så må vi desværre konstatere, at der ikke er sket den store udvikling, når det kommer til at nedbringe ventelisterne. Det er langtfra godt nok.

En holdningsundersøgelse foretaget af Sundhedsstyrelsen viser, at langt, langt hovedparten af danskerne, nemlig 84 pct., har en positiv eller meget positiv holdning til organdonation, og kun få, nemlig 2 pct., har en negativ holdning. Men selv om størstedelen af danskerne er positive over for organdonation, er det kun en fjerdedel af befolkningen, som har registreret deres stillingtagen i Organdonorregisteret. Organdonorregisteret, som det er i dag, afspejler altså ikke den positive holdning, som der er blandt danskerne i samfundet. Det modsætningsforhold ser jeg gerne at vi får ændret på, ja, det synes jeg faktisk vi skal.

Helt overordnet findes der grundlæggende to forskellige samtykkemodeller for organdonation. I Danmark har vi i dag det, vi kalder for informeret samtykke til organdonation. Her bliver man som udgangspunkt ikke organdonor, medmindre man selv eller ens pårørende aktivt vælger det til. Den anden samtykkemodel, som er kernen i det borgerforslag, som vi behandler her i dag, er aktivt fravalg. Med den model er man i udgangspunktet organdonor fra en given alder, medmindre man aktivt vælger det fra. Ved begge samtykkemodeller skelner man oftest imellem en blød og en hård variant. Ved den hårde variant bliver de pårørende ikke spurgt, hvis den afdøde ikke selv har taget stilling. Ved den bløde variant af aktivt fravalg er det i stedet op til de pårørende at tage stilling, hvis den afdøde ikke selv har taget stilling, og det er den model, som jeg forstår at borgerforslaget sigter imod.

Størstedelen af de europæiske lande har allerede indført aktivt fravalg af organdonation i den bløde variant. Så det er altså alene Danmark og et fåtal af landene i Europa, der har aktivt tilvalg. Ud over de to samtykkemodeller er der selvfølgelig også andre veje, hvormed man kan forsøge at tilskynde borgerne til at tage stilling til organdonation. Man kan f.eks. skrue op for informationen til borgerne og i det hele taget gøre det lettere at blive donor. Da vi eksempelvis lavede det digitale sundhedskort, der blev lanceret som en app tilbage i 2021 , blev man opfordret til at lade sig registrere som organdonor, første gang man loggede ind på appen. Det gav 52.000 nye registreringer den første måned – lige så mange som der var kommet i hele 2020.

Uanset hvad er der for mig og for regeringen ingen tvivl om, hvor vi skal hen. Vi skal sørge for, at så mange patienter som overhovedet muligt på venteliste til et nyt organ ikke venter forgæves, og at forældre som Mads Peter Sebbelov ikke mister et barn, fordi den altovervejende positive holdning i samfundet ikke materialiserer sig i lige så stor tilslutning til Organdonorregisteret. Hvordan vi kommer derhen, synes jeg at vi skal forsøge at finde ud af i fællesskab her i Folketinget. Derfor har jeg også allerede sat gang i politiske drøftelser med Folketingets partier om, hvordan vi kan styrke organdonationsområdet, og hvilken vej eller hvilke veje vi kan gå.

Spørgsmålet om organdonation er i sidste ende et spørgsmål om liv eller død. Det ligger mange mennesker nært, og det er åbenlyst også forbundet med en række forskellige etiske spørgsmål. Derfor synes jeg også, at det er vigtigt, at Det Etiske Råd nu igen har besøgt området. Det fremgår af Det Etiske Råds udtalelse fra januar måned, at et stort flertal i rådet fortsat anbefaler, at den nuværende samtykkemodel til organdonation fastholdes i Danmark. Det tager jeg til efterretning, ligesom jeg også tager til efterretning, at der fagligt er flere modstridende holdninger til, hvad der virker, og hvad der ikke virker, og hvad der er evidens for, og hvad der ikke er evidens for.

På samme måde er der også forskellige politiske holdninger til det her spørgsmål, også internt i flere af Folketingets partier. Det synes jeg ikke gør noget, for det her er et etisk spørgsmål. Det er ikke et område, hvor du kan slå op i et eller andet partiprogram og sige, hvad man nødvendigvis mener, hvis man er medlem af det ene eller det andet parti.

Under alle omstændigheder har vi nu fået et fornyet grundlag at se organdonationsområdet ud fra, og vi har med borgerforslaget her i den grad fået en ny og aktuel anledning til at arbejde med det her politisk. Så er der de mange forskellige overvejelser og etiske dilemmaer, vi som politikere må tage stilling til. For mig er det helt afgørende, at vi får set på, hvordan vi kan styrke organdonationsområdet. Den nuværende situation, hvor alt for mange patienter venter på livsvigtige organer, kan vi som samfund ikke acceptere. Ikke at gøre noget er også et valg. Det er vi til gengæld imod i regeringen, for vi skal gøre det bedre.

Beslutninger skal selvfølgelig tages på et så veloplyst grundlag som muligt og i en bred drøftelse mellem Folketingets partier. Det er også baggrunden for, at jeg på vegne af regeringen har taget initiativet til at få samlet Folketingets partier til drøftelser og forhandlinger. Det første møde havde vi i forgårs her i Folketinget, og jeg sætter stor pris på de perspektiver, den viden og det engagement, som allerede er blevet bragt til bordet. Tak for det.

Regeringen foreslår, at vi nu fortsætter de politiske drøftelser og forhandlinger mellem regeringen og Folketingets partier for sammen at finde ud af, hvordan vi bedst kan styrke organdonationsområdet. Regeringen er åben for at drøfte hele området med Folketingets partier. Det eneste, vi ikke er åbne over for, er ikke at gøre noget. Der skal ske noget, så flere liv kan reddes. Status quo er ikke en mulighed. Den nuværende situation er uacceptabel, og derfor skal vi nu bruge vores politiske kræfter sammen i fællesskab på at få styrket organdonationsområdet. Og det håber vi fra regeringens side at et bredt flertal i Folketinget er klar til, så vi forhåbentlig også kan lande en bred aftale om hvordan. Tak for ordet.

Tak for det. Der er en enkelt kort bemærkning. Fru Lotte Rod, Radikale Venstre.

Først tak til ministeren for at presse på. Det fylder mig med håb for, at der endelig kommer til at ske noget. Så jeg har bare lyst til at spørge, om forslagsstillerne, der har stillet det her forslag, kan forvente, at der sker noget i indeværende folketingsår, sådan at man ikke, når vi mødes igen til oktober, bliver nødt til at stille endnu et borgerforslag, for at der kommer til at ske noget.

Ministeren.

Tak for spørgsmålet fra ordføreren og også den kvittering, der indledningsvis ligger i det. Det er ingen hemmelighed, at det er et område, jeg brænder utrolig meget for, og hvor jeg også virkelig synes, at der nu er mulighed for, at vi i fællesskab, også med et nyt Folketing, kan arbejde med det her spørgsmål.

Hvor hurtigt vi kan lande en aftale, skal man altid som minister være varsom med at konkludere, for det afhænger jo i virkeligheden også af alle de tilstedeværende partier her i dag. Det, jeg vil love, er, at det her ikke bliver en sovepude eller en syltekrukke. Det er også baggrunden for, at Folketingets partier, tror jeg, allerede i går også er blevet inviteret til det næste møde og de næste drøftelser for at vise, at vi fortsætter. Vi begynder ikke bare lige at parkere det her og sige: Vi er i gang, og så må vi se, hvad der sker. Og så er regeringen heldigvis også i stand til at arbejde fra juni måned og frem til oktober, hvis vi ikke måtte være blevet færdige, inden det nye folketingsår begynder.

Tak for det. Da der ikke er flere, der har bedt om ordet for en kort bemærkning, siger vi tak til sundhedsministeren. Vi går nu til ordførerne. Den første ordfører, jeg byder velkommen til, er hr. Flemming Møller Mortensen fra Socialdemokratiet.

Tak, formand, og tak til forslagsstillerne. Det er virkelig rigtig godt, at vi får en fornyet debat om organdonation. Borgerforslaget vidner jo om et stort engagement for at sikre flere organer til dem, der står og har et meget stort behov for det. Vi mennesker kan udrette rigtig meget, mens vi er i live, men noget kan vi også gøre, når vi er døde. Mens jeg arbejdede på hospitalet, var det altid som et lys i mørket både for de pårørende og for personalet, når nogen ville være organdonor. Hele apparatet gik i gang. Bussen med eksperter holdt ude foran hospitalet, og vi vidste, at noget skete – med glæde – fra ét menneske til et andet menneske.

Vi skal heller ikke glemme, at vi også kan gøre noget, mens vi er i live, og det er der jo i gennemsnit ca. 80 personer der gør i Danmark om året, altså giver et organ væk, mens de er i live. Organdonation er for mig at se altid en gave. Det er noget meget fint, det er noget meget værdifuldt. Det drejer sig om solidaritet og næstekærlighed. Forslaget her omhandler måden, hvorpå man sætter rammen for organdonation. Forslaget her går ud på, at man ønsker at ændre den nuværende aktivt tilvalgs-form til en aktivt fravalgs-model.

Lad mig slå fast, at alvoren virkelig er stor, når det drejer sig om organdonation her i Danmark. Vi har færre organer, end der er behov for her i landet. Mennesker er på venteliste. Risikoen for ikke at nå at få et nyt organ, før sygdommen udvikler sig fatalt, er til stede. Det er en belastning af den allerstørste dimension for patienten og for de pårørende.

Der er også en stor samfundsfrustration i det her. Som ministeren også sagde, tilkendegiver 84 pct. af befolkningen, at de er positive i forhold til at være organdonorer, men langt færre, ja, under 25 pct., melder sig til registeret. Hvordan sikrer vi en bedre balance? For den balance skal oprettes. Det skal resultere i, at vi får flere organer, at vi får kortere ventetid, og at vi får flere liv. Derfor er det nødvendigt, at vi politisk drøfter hele rammen for organdonation, eksempelvis det organisatoriske setup på hospitalerne og information og oplysning til hele befolkningen, som understøtter solidariteten i det at være organdonor. Ja, vi skal også understøtte stillingtagen og drøftelsen i familierne, som er så vigtige. Sundhedspersonalets kommunikative, men også empatiske kompetencer skal vi også have fokus på, og så skal vi have fokus på, hvilken model vi skal have: en tilvalgs- eller en fravalgsmodel.

Jeg kan konkludere, at det er alles håb, og at alles ønsker og forventninger er ens hele vejen rundt: Vi skal have nok organer i Danmark. Mere rigtigt er det måske at sige, at vi skal opnå det maksimalt mulige antal organer i Danmark på den rigtigste, mest ordentlige og værdige måde, fordi værdighed, integritet og selvbestemmelse for de fleste mennesker er af allerstørste og mest afgørende betydning.

Siden sidste debat om organdonation her i Folketinget har vi spurgt Det Etiske Råd om deres tanker og deres anbefalinger, og dem har vi fået. De har vægtet, de har gransket, de har kulegravet både for og imod tilvalgs- og fravalgsmodellen og tilskyndelse m.m. Tusind tak til Det Etiske Råd.

Hvad gør vi så nu? Hvordan kommer vi i mål? Som sundhedsministeren har lagt op til, bringer vi nu dialogen og drøftelsen ind i den etiske kreds, hvor vi alle sammen, alle partier og ministre, sætter os ned med al viden, alle holdninger og værdier og sætter det i spil politisk. Min erfaring fra det her forum er virkelig god. Og mit håb er, at vi vil være målrettede, og forhåbentlig vil vi inden årets udgang – det er mit mål, det er Socialdemokratiets mål – med en bred opbakning kunne nå frem til nye effektive tiltag for en rammesætning af organdonation i Danmark.

Eksempelvis kan vi få vurderet tilvalg og fravalg, hvordan tilskyndelsen i forhold til stillingtagen og registrering skal være, en ja-, nej- og ved ikke-mulighed, pårørendes stillingtagen og respekten herfor, kapaciteten på intensivafdelingerne og hele det organisatoriske setup, vægtningen af alle etiske hensyn, understøttelsen af den teknologiske udvikling, personalets løbende kompetencer og meget mere.

Vi skal sikre solidariteten, som er så stor menneske til menneske her i Danmark, når det drejer sig om organdonation. Samtidig skal vi også forholde os til cirkulatorisk død, hjertedød, som vi har på bordet allerede, og hvor Sundhedsstyrelsen siger at der kan være et potentiale på omkring 40 ekstra donorer om året. Det er en stigning på mellem 20 og 40 pct.

Det bliver et meget væsentligt politisk arbejde, der ligger foran os. Det ser vi virkelig frem til fra socialdemokratisk side. Det er uacceptabelt, som niveauet ligger nu. Vi skal nå frem til at udnytte det maksimale antal organdonorer her i Danmark hurtigst muligt. Derfor støtter vi med baggrund i det, jeg har sagt her, ikke forslaget, som det ligger, men vi håber på en meget bred tilslutning til både den beretningstekst, som jeg har lavet et forslag til, og naturligvis den videre proces. Mange tak, formand.

Der er ikke nogen, der har ønsket korte bemærkninger. Så vi siger tak til ordføreren og byder velkommen til hr. Christoffer Aagaard Melson fra Venstre.

Tak for ordet. Og tak til stillerne af det her borgerforslag for at sætte et virkelig godt og gennemarbejdet borgerforslag til debat. Det er et borgerforslag, der indeholder, synes jeg, en række af de vigtige emner, som vi bliver nødt til at få taget stilling til hurtigst muligt her i Folketinget. Det er, fordi situationen er uholdbar, og der skal handles, for der er lange og stigende ventetider til det organ, som kan være livsvigtigt for modtageren. Og det er vi helt enige i er et kæmpestort problem. Derfor tager vi problemstillingen dybt alvorligt, og vi anser det for en af de vigtigste opgaver at få nedbragt ventetiderne på det her område i den kommende tid.

Vi mener også, at en beslutning om en ændring af praksis på området skal træffes på et så veloplyst og velbegrundet grundlag som overhovedet muligt. Derfor er det vigtigt, at vi får inddraget erfaringer fra andre europæiske lande, som har indført aktivt fravalg, eller som har aktivt tilvalg ligesom i Danmark.

Det er et vigtigt emne, som der er forskellige holdninger til. Heldigvis er vi jo der, hvor vi deler målet om, at det skal løses, og også at det skal løses så hurtigt som muligt. Derfor håber og tror jeg på, at vi den her gang kommer frem til nogle varige løsninger, der sikrer, at Danmark bliver et af de lande, der er længst fremme på det her område.

At det er en kompleks problemstilling med forskellige tilgange til at nå det samme mål, viser den anbefaling, som vi fik fra Det Etiske Råd jo også, hvor man har en lidt anden tilgang end den, der ligger i borgerforslaget, til at nå målet, og hvor man mener, at man bedre kan nå målet ad andre veje end det, der er skitseret i borgerforslaget. Derfor bakker vi helt op om ministerens beslutning om at indkalde den etiske kreds til nogle meget, meget grundige og dybtgående forhandlinger om, hvordan vi kommer hele vejen rundt om emnet og får belyst for og imod henholdsvis stillerne af borgerforslagets argumenter og de argumenter, som bl.a. er kommet fra Det Etiske Råd. Det gør vi, fordi det for os, selv om det skal gå stærkt – og det viser den tidsplan, som ministeren har lagt op til, også – er en selvstændig pointe, at det er vigtigt, at vi får så bredt et flertal i Folketinget bag forslaget som overhovedet muligt.

Hvis det her emne bliver for politiseret og der ikke er tilstrækkelig bred opbakning til det politisk, har vi en frygt for, at det kan have en negativ effekt, altså at der vil være en negativ effekt af eventuelle nye tiltag, hvis vi ikke skaber den nødvendige opbakning. Og derfor tror jeg og vi, at det er klogt, at vi tager en runde i Folketinget for at sikre, at vi har opbakning til den vej, vi vælger at gå.

For vores vedkommende har vi ikke taget stilling til, om vi skal gå den ene vej eller den anden vej. Det forholder vi os åbent til i forhold til at blive overbevist af de bedst mulige argumenter. Når det er sagt, er det et område, der også hos os deler vandene, og hvor man af helt reelle grunde kan have forskellige tilgange og forskellige udgangspunkter, i forhold til hvad der er det rigtige at gøre. Vi håber på, at den her proces kan sikre, at vi også internt hos os selv kan blive enige om, så mange som muligt, hvad der er den rigtige vej at gå for at nå det fælles mål, som vi jo som sagt heldigvis deler.

Med de ord vil jeg endnu en gang sige tak for at sætte problemstillingen til debat. Jeg føler mig helt overbevist om, at vi den her gang rent faktisk lykkes med at komme videre og få flyttet os i forhold til at få løst opgaven. Og så ser jeg frem til de forestående debatter og drøftelser i Folketinget om, hvordan vi sikrer, at vi får løst opgaven. Tak for ordet.

Tak for det. Og vi siger tak til ordføreren og byder velkommen til fru Monika Rubin fra Moderaterne.

Mange tak for ordet. Og jeg vil gerne starte med at sige tak for forslaget og sige tak til alle jer, som har skrevet under. Jeg forstår til fulde, at det her forslag har fået 55.000 underskrifter, for det er af vital betydning, at vi forholder os grundigt til organdonation i Danmark. Det forholder sig nemlig sådan, at kun én fjerdedel af befolkningen er tilmeldt Organdonorregisteret, og det, selv om langt de fleste er positive over for organdonation. Og fordi der ikke er organdonorer nok, taber vi menneskeliv, vi kunne have reddet. For mig er det derfor krystalklart, at vi ikke kan fortsætte på den måde, som vi gør nu.

Organdonation – både det at få flere til at tilmelde sig registeret, og at de organer, der potentielt findes, bliver doneret – beror på ildsjæle. Den debat, vi har i dag, har vi primært, fordi Mads Peter Sebbelov har oprettet det her borgerforslag. Og at afdøde organdonorer får mulighed for at hjælpe et andet liv, opretholdes også i stor stil af ildsjæle ude på hospitalerne. En af dem er Anne Marie , som er min anæstesilægekollega og afdelingslæge på Neurocentret på Rigshospitalet, og som vi i Moderaterne har haft fornøjelsen af på et gruppemøde. Anne Marie tager rundt i sin fritid og underviser yngre læger ude på hospitalerne i, hvordan de kan inkludere patienter til organdonation, og hun hjælper den unge læge i akutmodtagelsen med, hvordan en potentiel organdonor skal behandles.

Men selv om ildsjæle som Mads og Anne Marie bruger rigtig mange af deres vågne timer på det her emne, er det ikke nok. Patienter dør på venteliste til et nyt organ. Derfor er det på tide, at vi bærer faklen videre herinde på Christiansborg, så det ikke beror på ildsjæle, som desværre kan brænde ud. Der er imidlertid ikke noget entydigt eller let svar på problematikken, for der er ikke krystalklar evidens, og det er vanskeligt at tale om døden. Jeg er læge, og det er mit fag at befinde mig i det rum, hvor vi taler om det her. Jeg har ofte set, hvor ubehagelige de her samtaler omkring død kan være. Jeg synes også selv, det er svært, både at skulle forholde mig til min egen død, men også at skulle forholde mig til, at den patient, jeg står og kæmper for, faktisk ikke står til at redde. Det er svært at indse, at der ikke er mere, jeg kan gøre i en given situation, og at opleve den magtesløshed. Og derfor er det nemmeste for mange af os ikke at forholde os til døden og skubbe tankerne væk.

Men vi skal forholde os til døden. Vi skal tage stilling til organdonation. Derfor er et forslag som det her virkelig godt, for det skubber den offentlige samtale. Og hver gang spørgsmålet om organdonation tages op i den offentlige debat, ser vi, at der er mange flere, der tilmelder sig Organdonorregisteret.

Moderaterne tror derfor på et kærligt puf, et praj i den rigtige retning. I det her tilfælde er det at tage stilling. Vi tror først og fremmest på, at emnet skal have offentlig opmærksomhed, gerne systematisk, men uden sanktioner. F.eks. kunne man med års mellemrum køre en uges landsdækkende kampagne og samtidig opfordre folk via et brev, f.eks. i e-Boks, til at tage stilling. Eller man kan gå skridtet videre og indføre generel obligatorisk stillingtagen, hvor man på et givet tidspunkt skal forholde sig til spørgsmålet omkring organdonation, f.eks. når ens pas skal fornyes, eller når man skal tage kørekort. Og sidstnævnte kunne måske endda gøre, at folk ville opføre sig lidt pænere i trafikken. Men vi er også åbne over for alle andre løsninger. Vi går ind til det her arbejde med et åbent sind.

Samtidig må jeg også bare understrege, at når jeg taler med mine kollegaer på sygehusene, f.eks. Anne Marie, er manglen på tilmeldte organdonorer kun én del af det problem, som vi står over for at skulle løse. Bekymringen er, om der findes døende, som gerne vil være organdonorer, men som ikke kommer til det, fordi der ikke er kapacitet til det i vores sygehusvæsen. Som Anne Marie udtrykker det: Organdonation drukner i travlhed. For det er ofte en ung kollega, som står med den døende patient i f.eks. akutmodtagelsen, og der er ikke intensivpladser nok til, at patienterne kan ligge en dag eller to ekstra på intensivafdelingen, så de pårørende kan inddrages i processen. Og hvis det går for stærkt, bliver det et nej. Hvis de pårørende i al hast skal tage stilling til, om deres døende skal være organdonorer eller ej, risikerer vi, at det bliver et nej. Og det er ikke, fordi de pårørende ikke vil have, at deres kære skal være organdonor, men fordi de ikke er klar til at skulle forholde sig til døden. De er ikke klar til at skulle sige farvel.

For os er det derfor ikke mejslet i sten, hvordan løsningen på den her komplekse problemstilling skal være – så længe der kommer en løsning, for status quo er ikke en mulighed. Men vi accepterer kompleksiteten, og det kalder på en samtale. Det er en samtale, vi er nødt til at have, før vi kan træffe en beslutning om, hvordan vi skal lovgive. Derfor vil vi nu i regi af den etiske kreds her i Folketinget gå i gang med at drøfte de forskellige initiativer og modeller, så vi kan få den mest bæredygtige og forsvarlige ordning for organdonation. Tak.

Tak for det. Vi siger tak til ordføreren og byder velkommen til den næste ordfører i rækken. Det er fru Kirsten Normann Andersen fra Socialistisk Folkeparti.

Mange tak for det. Det er ikke hver dag, man får lejlighed til at holde en ordførertale om nøjagtig det samme forslag to gange, men det har jeg fået lov til – og dermed også muligheden for endnu en gang at takke Mads Peter Sebbelov og medforslagsstillerne, vil jeg gerne sige, for et forslag, som desværre er blevet stillet på en meget tragisk baggrund.

Siden sidst er der faktisk sket lidt af hvert. Vi har haft Det Etiske Råd til at se på spørgsmålet omkring organdonation, og det har også lavet en udtalelse i den forbindelse. Jeg vil også gerne takke Det Etiske Råd for et meget grundigt arbejde, som har fokus på de mange etiske dilemmaer, som skal vægtes ved forbedringer på området.

Der er gode argumenter for såvel aktivt fravalg som for aktivt tilvalg, men først og fremmest, som jeg også sagde i min sidste ordførertale i den foregående periode, er det vigtigt, at vi får taget stilling. Derfor er jeg også meget enig med sundhedsministeren i, at noget skal ske. Jeg vil også gerne takke ministeren for at tage stafetten op og sætte gang i et arbejde, som ligger rigtig fint i forlængelse af det, som vi aftalte i den sidste folketingsperiode, nemlig at vi sammen skal finde en måde at løse den her opgave på, så flere reelt også får taget stilling.

Det ligger rigtig fint i forlængelse af et forslag, som SF fremsatte sammen med Det Konservative Folkeparti og Dansk Folkeparti i den sidste periode, og som netop havde til formål at sikre, at det ikke at gøre noget ikke længere er godt nok; at noget skal ske, og at vi aktivt skal arbejde for, at mennesker får taget stilling. Om det er ved at opfordre flere, eller om det er ved at lave forskellige modeller om, skal jeg ikke kunne sige på stående fod, men jeg lytter mig til, at ministeren i sin tale også gav os håndslag på, at noget skal ske. Jeg kan bekræfte, at der allerede er sat gang i ordførermøder, hvor vi får lejlighed til at drøfte spørgsmålet omkring organdonation. Det er jeg tilfreds med, fordi det ligger i forlængelse af, hvad vi sagde i den sidste periode.

Så jeg vil bare endnu en gang sige tak til Mads Peter Sebbelov og de mange medforslagsstillere for at have stillet forslaget. Jeg synes, det har resulteret i en rigtig god proces, og jeg synes, at det er et godt resultat af det arbejde, som har ligget til grund for borgerforslaget. Tak for ordet.

Vi siger tak til fru Kirsten Normann Andersen. Jeg byder velkommen til hr. Jens Henrik Thulesen Dahl fra Danmarksdemokraterne.

Tak, formand. Og tak til forslagsstilleren for at komme med det her forslag, og også tak for den konstruktive tilgang, som jeg oplever at I har. For det er jo et virkelig svært og dilemmafyldt emne, vi taler om, når vi taler om organdonation. Vi har på den ene side dem, der desperat har brug for et nyt organ, og vi har på den anden side nogle pårørende, og vi har afdøde, som vi også skal tage hensyn til, og som også har en rimelig ret til selv at bestemme, hvad der skal ske med organerne. Vi har en befolkning, hvor 80-90 pct. udtrykker, at de er positive over for det her, men vi har det dilemma, at der kun er 24-25 pct., der har taget stilling. Det skal vi finde en vej igennem, og det er også det, jeg hører fra alle ordførerne, og det var også det, jeg hørte sidste sommer, da vi havde denne diskussion, og hvor vi skubbede det, fordi vi syntes, at Det Etiske Råd skulle have lov at tage stilling, og at vi skulle have mere råd og vejledning, med hensyn til hvad der er det rigtige at gøre.

Rent principielt mener vi i Danmarksdemokraterne, at man selv har retten til at bestemme, og derfor støtter vi egentlig op om Det Etiske Råds anbefaling om, at der skal være informeret samtykke. Samtidig kan vi også godt se, at der kan gøres rigtig mange ting for at understøtte, at man tager stilling. Vores bekymring kan godt være, at vi, hvis man laver et system, der er baseret på formodet samtykke, altså hvor man principielt går ind og laver en form for tvang, så risikerer, at der er rigtig mange, der i ren og skær trods siger nej. Det er i hvert fald noget af det, jeg mener vi skal diskutere: Vil det overhovedet være det rigtige at gøre og den fornuftige vej at gå? Men samtidig kunne vi f.eks. se, da vi lavede det digitale sundhedskort, at bare det, at der kom den opfordring i den sammenhæng, gjorde, at 60.000 ekstra tog stilling.

Da jeg sad og forberedte mig i dag, var jeg inde at kigge på sundhed.dk. Der er det relativt nemt at finde information om det her, men hvis man går ind på borger.dk, skal man søge lidt mere for at finde information. Så det, at man bliver mødt med det, at man bliver udfordret på det, tror jeg sådan set kunne få rigtig mange af de der nogle og firs procent til at sige ja.

Noget, vi også skal have fat i, er, at vi skal lægge op til, at man både skal tage stilling, og at man, samtidig med at man tager stilling, også skal sørge for at have en dialog med sine pårørende. Jeg synes, der virkelig er et dilemma i det her. Nu tror jeg ikke, mine organer er de mest attraktive, men det kunne så være vores børn, der lå der og havde taget stilling til det, hvor de pårørende så efterfølgende sagde: Det anede jeg ikke. De vil gerne give organerne, og de pårørende vil ikke give organerne.

Så det er rigtig, rigtig vigtigt, at man ved, hvad ens pårørende gerne vil. Det tror jeg også blev nævnt før, altså det her med, hvis man ikke har haft dialogen, altså hvis man ikke haft samtalen. Og det er selvfølgelig den, der er svær, fordi man skal tale om døden; man skal tale om, hvad der kommer efter døden. Men vi er også nødt til i det her forløb at finde ud af, hvordan vi motiverer til og hvordan vi sikrer, at den diskussion i højere grad bliver taget.

Så jeg ser rigtig meget frem til dialogen hos ministeren. Jeg tror, at vi alle sammen i store træk er enige om, at det her handler om, at vi skal finde den bedste vej til at få alle dem, der, når det kommer til stykket, i og for sig godt vil donere deres organer, til at gøre det, så vi får flere organer at gøre med, samtidig med at vi også respekterer både den afdødes og de pårørendes ret til selv at bestemme, hvad der skal ske. Så jeg ser frem til de forestående forhandlinger. Tak for ordet.

Tak for det. Der er en enkelt kort bemærkning fra fru Monika Rubin.

Mange tak for en fin tale. Det er egentlig mere en kommentar end et spørgsmål. Jeg vil bare lige sige, at jeg hæftede mig ved, at ordføreren sagde, at ordføreren ikke var sikker på, at ordførerens organer kunne bruges. Og der vil jeg bare gerne virkelig understrege, at man kan bruge organer fra folk, der er helt op til 90 og 110 år gamle, altså der kan sagtens være nogle organer, man kan bruge. Så hvis ordføreren ikke er tilmeldt – og gerne vil være tilmeldt – Organdonorregisteret, er det bare en opfordring herfra til at gøre det.

Ordføreren.

Tak for opfordringen. Og jeg er da glad for, at mine organer også kan bruges. Jeg kan sige, at jeg er registreret; jeg er så også registreret på den måde, at mine pårørende vil blive bedt om at tage stilling, for det har været en del af min dialog med mine pårørende, at det er sådan, vi gerne vil have det.

Der er ikke flere korte bemærkninger. Vi siger tak til hr. Jens Henrik Thulesen Dahl. Og jeg byder nu velkommen til fru Louise Brown fra Liberal Alliance.

Tak for det, formand. Kære Mads Peter Sebbelov, Lars Sebbelov, Lars Erik Sebbelov, Jette Sebbelov, Jeanne Dahl Priess og Rasmus Griechen Priess, tak for jeres borgerforslag, og tak til alle de borgere, der har skrevet under, så vi i dag kan drøfte det her vigtige emne i Folketingssalen.

Det er en frygtelig situation, som Mads Peter Sebbelov og hans familie har stået i, ja, og som mange andre danskere desværre også har stået i eller kommer til at stå i. Vi har et dygtigt sundhedsvæsen her i Danmark, og man kan heldigvis redde rigtig mange mennesker ved hjælp af transplantationer. Men desværre er der langt flere mennesker, der behøver et nyt organ, end der er donorer. Det er en stor udfordring, og jeg forstår til fulde, hvor forslagsstillernes ønsker kommer fra. At miste en, man elsker, er noget af det værste, man kan komme ud for. Og endnu værre er det måske, hvis man ved, at noget kunne have været gjort for at redde vedkommende. Jeg forstår det virkelig godt.

Men hele samtalen om organdonation er, som vi hører, enormt dilemmafyldt. Det betyder ikke, at vi så ikke skal have samtalen, for det skal vi – den er vigtig. Jeg kan sagtens se fordele og ulemper ved både formodet samtykke og ved informeret tilvalg, men den allerede eksisterende ordning med informeret samtykke udtrykker for mig en respekt for individets autonomi, integritet og ret til selvbestemmelse.

Efter Liberal Alliances opfattelse har vi et retmæssigt ejerskab til vores egen krop. Det forhindrer andre i at lave dispositioner på vegne af os, uden at vi har givet samtykke hertil. Det her var også en af Det Etiske Råds hovedpointer til Sundhedsudvalget helt tilbage i juni 2022.

Det er en afvejning – og en svær afvejning. I den ene vægtskål ligger muligheden for at redde liv, som ellers ville være gået tabt; i den anden ligger respekten for det enkelte menneskes ret til at råde over egen krop, også i døden. Så det er en følsom afvejning. Men for Liberal Alliance og for mig personligt vægter den personlige frihed og retten til vores egen krop og til at bestemme over vores egen krop højest. Derfor bakker vi fortsat op om den model, vi har i dag, altså informeret samtykke.

Men som jeg startede med at sige, er den her samtale ekstremt vigtig. Jo mere, vi taler om det her emne, jo mere fylder det naturligvis også i nyhedsstrømmen og andre steder i mediebilledet, og på den måde kan vi forhåbentlig alle sammen være med til at få flere til at tage stilling. Jeg vil ikke stå her på talerstolen og opfordre alle til at blive organdonorer, men jeg vil gerne opfordre alle til i det mindste at tage stilling.

Jeg glæder mig til de kommende møder i den etiske kreds, og jeg er helt sikker på, at vi sagtens kan nå frem til en god fælles model, for jeg er enig med ministeren og de andre ordførere i, at noget skal der gøres. Så det ser jeg frem til – og tak for muligheden. Tak for ordet.

Tak for det. Der er ingen spørgsmål til ordføreren, så vi siger tak til fru Louise Brown, og jeg giver nu ordet til hr. Per Larsen fra Det Konservative Folkeparti.

Tak for det, formand, og stor tak til Mads Peter Sebbelov for at bringe sagen til debat endnu en gang. Du har i den grad gjort en kæmpe indsats i hele den her debat, og jeg er slet ikke i tvivl om, at det også har tilskyndet rigtig mange mennesker til at tilmelde sig eller i det hele taget tage stilling til organdonation. Og det er vigtigt, at vi alle sammen aktivt tager stilling til organdonation – at vi enten vælger at tilmelde os organdonation, eller at vi vælger at fravælge organdonation. Og det står jo enhver frit for sammen med sine pårørende at finde ud af, hvad man ønsker der.

Borgerforslaget, vi her har til behandling, går jo på aktivt fravalg af organdonation i Danmark fra det fyldte 18. år, og aktivt fravalg er jo en model, hvor man rent faktisk så aktivt skal registrere sig med et nej, hvis man ikke ønsker at være organdonor. Myndige borgere, der ikke aktivt registrerer, at de ikke ønsker at donere, vil i den her model så være organdonorer.

Sidst vi havde forslaget til debat – for det har vi jo drøftet flere gange – argumenterede vi for, at vi ønskede en ordning, som kunne afhjælpe de udfordringer, der er på organdonationsområdet, men det skulle jo imidlertid være en løsning, hvor borgerne aktivt skulle tilmelde sig ordningen, så der ikke var tale om nogen form for tvang. Som det tidligere blev nævnt her, fremsatte vi i Konservative sammen med Socialistisk Folkeparti og Dansk Folkeparti jo forslaget B 65, som blev vedtaget den 19. maj 2022 her i Folketinget med 95 stemmer for og ingen imod. Med forslaget opfordredes regeringen til at indkalde til politiske forhandlinger om at få flere til at forholde sig til organdonation, også selv om det er svært.

Det foresloges, at det skal gøres obligatorisk for alle over 18 år at tage stilling til organdonation. Det skal ske i mødet med det offentlige, eksempelvis når der udstedes og fornyes kørekort, når der udstedes og fornyes sundhedskort, når der udstedes og fornyes pas, og når personer slår op i den personlige sundhedsjournal i forbindelse med eksempelvis et lægebesøg. I Sundhedsudvalgets betænkning over B 65 tilkendegav et flertal i udvalget, at regeringen som en del af de politiske forhandlinger skal inddrage eksperter med henblik på at belyse obligatorisk stillingtagen nærmere, herunder viden på området, etiske dilemmaer, juridiske rammer og finansiering. Tak til ministeren for at have sat processen i gang.

I mellemtiden har Det Etiske Råd jo rent faktisk tilsluttet sig den model, og det er en god model, som adresserer problemerne, og som ikke tvinger borgerne til organdonation. Vi kan derfor ikke støtte borgerforslaget, sådan som det ligger her, men vi vil gøre alt, hvad vi kan, for at sikre, at så mange potentielle donorer som muligt får taget stilling, og det kommer vi til at kæmpe aktivt for fremadrettet. Det er jo en model, hvor man tilkendegiver, enten om man vil være organdonor og i givet fald med hvilke organer, eller om man ikke vil være organdonor, eller at man ikke har taget stilling. Tak for ordet.

Tak for det. Der er ingen korte bemærkninger til ordføreren. Vi siger tak til hr. Per Larsen, og jeg byder nu velkommen til hr. Peder Hvelplund fra Enhedslisten.

Tak for det, formand. Og jeg tror ikke, der har været nogen heroppe på talerstolen uden at indlede talen med først at sige tak til de 55.000, der har skrevet under på borgerforslaget, og selvfølgelig også særlig til dig, Mads Peter Ebbelov. Det vil jeg også gerne gøre, og det er mest for også at udtrykke min respekt for, at du har stået i en så svær personlig situation, som du har gjort med tabet af din datter, og så samtidig har haft overskuddet til at bruge det som anledning til prøve at få ændret noget generelt samfundsmæssigt. For det bringer jo ikke din datter tilbage, men det kan måske være med til at ændre forholdene for andre, der kommer til at stå i en lignende situation, så jeg har stor respekt for at have overskuddet til at gøre det.

Jeg vil egentlig også godt takke ministeren for at tage initiativ til, at vi tager drøftelserne i den etiske kreds, og at vi får en mere bred og grundig debat i forhold til spørgsmålet. For jeg synes, det her er et spørgsmål, som egner sig til at blive noget, hvor man også kommer lidt dybere ned i drøftelserne. For det er jo ikke et binært spørgsmål. Det er ikke et spørgsmål, der bare kan løses med, at man siger, at hvis vi bruger formodet samtykke frem for informeret samtykke, så er den her problemstilling løst. Der er flere elementer i det, og derfor synes jeg, det er rigtig fornuftigt, at vi får kigget mere grundlæggende på det hele.

For det handler jo bl.a. om, som fru Monika Rubin også var inde på, at vi også skal sikre, at kapaciteten i vores sundhedsvæsen er der, altså at dem, der reelt er klar til at være organdonorer, så også reelt bliver det. Der skal være tiden til, at personalet er klædt på til samtalen med de pårørende, men der skal også være tid til at forberede udtagning af organer og organdonation. Det er jo et af de aspekter, vi skal kigge på. Der er også hele spørgsmålet om, at det her grundlæggende handler om, at folk skal tage stilling, for det er ikke kun den enkelte, der skal tage stilling. Det er den enkeltes valg, og det valg skal vi respektere.

Jeg er ikke af den opfattelse, at det skal være noget, som pårørende kan omgøre, og det er jo den situation, vi står i, hvis folk ikke har taget stilling, for så bliver det de pårørende, der skal træffe beslutningen. Men hvis folk har taget stilling, har de formentlig også haft snakken med de pårørende og forberedt dem på, at det her er det, der er mit ønske, altså at når jeg på et eller andet tidspunkt dør, og hvis det er i en situation, hvor det er muligt med organdonation, så er det mit klare ønske, at det er sådan, det skal være. Og derfor handler det jo også om, at man netop også får folk til at tage stilling til det.

Derfor synes jeg også, at den model, vi har nu, og som vi i hvert fald skal til at efterprøve, altså spørgsmålet om at have informeret samtykke koblet sammen med obligatorisk stillingtagen, sådan set er den model, som jeg ligger på nu. Det er det, jeg synes, vi skal arbejde på, så vi får gjort det endnu mere klart med obligatorisk stillingtagen, som andre har været inde på, altså at man i forbindelse med kontakt til det offentlige så afkræves stillingtagen, og det kan jo både være, om man vil være organdonor, eller om man ikke vil være det, eller at man ikke er klar til at tage stilling endnu. For den mulighed skal naturligvis være der.

Til gengæld synes jeg sådan set godt, man kan gøre det helt obligatorisk, altså at det er et krav, man stiller til folk, i forbindelse med at man f.eks. skal have kørekort eller andet. Men det er jo noget af det, vi kan tage i drøftelserne i den etiske kreds, altså hvor hård sådan en model skal være. Det afgørende er bare, at vi får folk til at tage stilling, og at man også stadig væk har muligheden for at sige, at det er man simpelt hen ikke afklaret omkring endnu.

For det er klart, at den bekymring, der kan være, er, at hvis man ligesom anlægger den tilgang, som man også kunne høre Liberal Alliance var kritiske over for, altså det med, at der er andre, der går ind og træffer valg på ens vegne, så kan det også medføre en vis modstand. Der er forskellig evidens for det, og der er forskellige erfaringer fra andre lande. Jeg synes, det er rigtig fornuftigt, at vi får drøftelsen i den etiske kreds, og man kan sige, at det positive i hvert fald er, at hver gang debatten bliver bragt op, kan vi tydeligt se det på antallet af folk, der tager stilling og melder sig til Organdonorregisteret, altså at det, der har allermest betydning, er, at debatten er der, at man selv bliver afkrævet en stillingtagen, og at man også tager debatten med venner og familie og pårørende. Så alene det, at vi har debatten, er med til at bidrage til det.

Der, hvor Enhedslisten umiddelbart står, er som sagt, at vi går ind for en model med informeret samtykke og med obligatorisk stillingtagen og så med gradueringer, i forhold til hvor hårdt man går til den i forhold til spørgsmålet om obligatorisk stillingtagen. Og så skal der selvfølgelig være ressourcer i sundhedsvæsenet til at kunne løfte opgaven, sådan at vi har informationskampagner og at nogle af de anæstesilæger, som fru Monika Rubin også nævnte, og som er nogle af dem, der konkret er berørt af den her problemstilling, også kommer ud, og at vi dermed får bredt debatten ud, så flere kommer til at tage stilling. Det synes jeg ville være rigtig positivt. Men vi siger i hvert fald tak for det, og vi vil med stor fornøjelse indgå i debatten, også i den etiske kreds, om at få en ny model, så vi sikrer, at flere af dem, der ønsker at donere, også får muligheden for at gøre det.

Tak for det. Og der er en enkelt kort bemærkning fra hr. Kim Edberg Andersen fra Nye Borgerlige.

Det er lidt et spørgsmål i forhold til det her med obligatorisk stillingtagen, for man kan sige, at der jo er nogle mennesker, for hvem det her bliver så mørkt et sted at kigge ind, at de ikke har lyst til at skulle tage stilling. Og det må vel også være o.k. for mennesker at være sådan et sted.

Men jeg skal lige forstå på ordføreren, hvad han mener: Hvis man kommer ned for at få et kørekort, et sundhedsbevis eller et pas og man ikke ønsker at tage stilling, skal man så ikke have lov til at lade være? Jeg vil bare lige høre, hvor voldsomt ordføreren mener at der skal gås til værks her.

Ordføreren.

Jeg forsøgte i hvert fald at gøre det rimelig klart, at jeg synes, det er fuldstændig afgørende, at man har muligheden for at kunne sige »ved ikke«, altså at det ønsker man simpelt hen ikke at tage stilling til. Det er fuldstændig afgørende for mig, at man har den mulighed, for selvfølgelig er der ikke nogen, der skal tvinges til at tage stilling til noget, man ikke er afklaret om. Om det så er en opfordring, der skal ligge en gang om året eller hvert tredje eller fjerde år, altså hvor hårdt man skal gå til den i forhold til at sige, at du skal sige »ved ikke« til det, ved jeg ikke. Altså, det at sige »ved ikke« er jo også udtryk for en stillingtagen. Det, der er afgørende, er sådan set, at man har den model, hvor man ikke presser nogen til at skulle tage stilling til noget, som de reelt ikke mener de er klar til at tage stilling til. Men det gør i hvert fald, at man så har overvejelsen.

Der er ikke flere korte bemærkninger. Vi siger tak til hr. Peder Hvelplund, og jeg byder nu velkommen til fru Lotte Rod fra Radikale Venstre.

Tak for det, formand. Jeg havde netop svaret på alle de spørgsmål, som journalisten havde på sin blok, og da mikrofonen så blev slukket, kniber journalisten øjnene lidt sammen og siger tænksomt: Jeg har faktisk heller ikke fået meldt mig til. Og han er jo ikke alene. Jeg tror, vi er mange, der gerne vil være organdonorer, men alligevel er der også bare mange, som ikke lige får taget sig sammen til at gå ind på nettet og finde Organdonorregisteret og melde sig til, og imens er der børn, unge og voksne, som står på venteliste. Hvert år er der mennesker, der dør, mens de venter, og der er mennesker, der kunne have levet et normalt liv, hvis de havde fået et nyt organ.

Jeg har været medlem af Folketinget i over 10 år. Vi har haft den samme diskussion i alle årene. Vi siger hver gang alle sammen, at vi gerne vil have flere organdonorer, og alligevel går det bare helt utrolig langsomt. Så i Radikale Venstre har vi den tilgang til det, at vi vil forsøge at presse på for alle de modeller, som vi kan finde flertal for. Hvis vi kan finde flertal for at lave en model, hvor vi spørger flere mennesker, vil vi gerne være med til det, men allerhelst vil vi gerne have en model, hvor vi vender det på hovedet, sådan at det almindelige bliver, at man er organdonor. Det eneste, jeg sådan set ikke synes er i orden, er, hvis vi ikke gør noget – som ministeren også sagde.

Men staten skal ikke eje vores organer. Det siger kritikerne, og det argument har vi også hørt igen i dag. For mig har det her ingenting med staten at gøre. For mig er det noget, vi gør fra menneske til menneske. Det er noget, der er mellem os mennesker. Hvis der skulle ske et eller andet med mine børn eller mig, der gør, at vi har brug for et nyt organ, ville jeg være dybt taknemlig over for det menneske, som ville give os et organ. Og hvis der skulle ske mine børn eller mig noget, der gør, at vi mister livet, så ville jeg i det mindste kunne finde en lille smule mening i at kunne give et organ videre og dermed kunne lade et andet menneske leve. Andre mennesker kan have andre holdninger, og derfor skal man selvfølgelig kunne melde sig fra, og pårørende skal også kunne sige nej, hvis man ikke har taget stilling. Men for mig er det her grundlæggende noget, vi gør for hinanden, som det også er tanken med de fine armbånd, som Organdonation - ja tak! laver. Hjerterne er de helte, der siger ja tak til organdonation, fordi vi alle kan redde liv og være helte for hinanden, og stjernerne er de donorer, der redder menneskers liv og selv ender som stjerner på himlen.

Tusind tak til forslagsstillerne, fordi I bliver ved med at kæmpe den her kamp. Tak til ministeren, fordi du er med til at gå forrest. I Radikale Venstre kan vi støtte borgerforslaget.

Tak for det, og der er ikke nogen korte bemærkninger til ordføreren. Vi siger tak til fru Lotte Rod. Jeg byder velkommen til fru Mette Thiesen, Dansk Folkeparti.

Tusind tak, og tak til forslagsstillerne for det her forslag. Det her forslag er meget forståeligt. Det er også meget sympatisk. Hovedstilleren, som jeg kan se sidder på tilhørerrækkerne, Mads Peter Sebbelov, mistede sin kun 15-årige datter, mens hun stod på ventelisten til at modtage et nyt hjerte. Og alle vi, der er forældre, kan nok forestille os, hvilken smerte og hvilket tab det er at miste et barn og så ovenikøbet ved en uretfærdighed som det her. Det kan jeg i hvert fald forsøge at forestille mig. Det løber mig ærlig talt koldt ned ad ryggen, og det knuser mit hjerte.

I Dansk Folkeparti tror vi på, at vi skal se på den måde, man registrerer sig som organdonor, så man i højere grad bliver konfronteret med beslutningen, når man fylder 18 år, ligesom det også er blevet nævnt af rigtig mange af de andre ordførere. Jeg er rigtig glad for, at der allerede nu er et arbejde i gang. Vi kommer også til at presse på for, at vi finder en løsning på det. Vi kan ikke bakke op om lige præcis den model, der ligger her, egentlig af de samme årsager, som de andre ordførere har anført. Det handler om det her med et aktivt fravalg.

Når vi skal tage stilling til organdonation, er det jo konfrontationen med vores egen dødelighed, som vi står over for, og jeg skal da være fuldstændig ærlig og sige, at mit forhold til døden har været tvedelt, især igennem de senere år. Der er både den her helt naturlige frygt for det mørke og det uvisse, og så er der måske en anden lidt mere rolig tilgang, der handler om at sove stille ind, glide ind i et mørke og ned i noget varmt og fredfyldt og forhåbentlig møde alle dem, som man har mistet, i det hinsides. Jeg er et kristent menneske; jeg holder mig til det sidste, selv om jeg også skal være fuldstændig ærlig og sige, at jeg ikke har lyst til at tænke for meget på døden. Den skræmmer mig fortsat, og det tror jeg sådan set den gør for langt de fleste af os.

Derfor er organdonation også en enormt svær ting at tage stilling til, men som minimum må vi forsøge at lave en model, hvor man i hvert fald bliver konfronteret med beslutningen, f.eks. når man fylder 18 år, som det også har været nævnt. Personligt har jeg først lige taget stilling, og jeg skal være ærlig og sige, at jeg også synes, det var ubehageligt og svært, men nu er beslutningen i hvert fald taget, og hvis jeg kommer herfra for tidligt, kan jeg forhåbentlig redde nogle andres liv. Jeg vil også rigtig gerne her på talerstolen opfordre andre til så at sige at se døden i øjnene og i hvert fald tage stilling til, om man ønsker at donere sine organer, vel vidende at der forhåbentlig er mange år til, at man skal herfra, men så man er klar, hvis man kommer tidligere af sted end forventet.

I Dansk Folkeparti kan vi ikke støtte det her forslag, men vi er som sagt i gang med de her drøftelser og de her forhandlinger om at finde en ny model, for vi er sådan set fuldstændig enige i, at flere er nødt til at tage stilling, og at vi har brug for flere organdonorer. Jeg mener og vi mener, at man bør om ikke drøfte så i hvert fald overveje, om det skal være meget mere præsent, når man f.eks. fylder 18 år. Det er også nogle af de drøftelser, som vi skal i gang med, og jeg kan høre, at der er mange, der også er inde på det samme spor. Når man er 18 år, er døden heldigvis ikke det, der fylder allermest. Jeg tror, de fleste af os, da vi var 18 år, tænkte, at vi var noget nær udødelige. Men hvis flere vil tage aktivt stilling tidligere, er vi også kommet et rigtig langt stykke ad vejen. Tusind tak for at stille forslaget, og tusind tak for ordet.

Der er ikke nogen, der har bedt om ordet. Så vi siger tak til fru Mette Thiesen, og jeg giver nu ordet til fru Sascha Faxe fra Alternativet.

Tak, formand. Også fra Alternativet skal der lyde en tak for at fremsætte det her forslag, og jeg har også en dyb beundring for det overskud, det må være kræve, at man oven på at have mistet sit barn – jeg kan slet ikke forestille mig, hvor slemt det måtte være – så kan bruge det til en aktiv samfundshandling. Det har jeg en dyb beundring for. Og der er også en stor tak, fordi det endnu en gang giver os en anledning til at tage en debat, der er supervigtig i vores samfund, og som jeg også kan høre på alle de andre ordførere og på ministeren er en debat, som vi i Folketinget tager alvorligt.

Vi tager i Alternativet borgerforslag meget alvorligt, og vi er også der, hvor vi har kigget meget, meget grundigt på forslaget, og vi tænker, at det er den hårdeste model, der er valgt i det her forslag, hvor der ikke er plads til det store råderum for de pårørende. Derfor synes vi også, der kunne være en idé i, at vi går tilbage – og derfor siger vi ja tak til den udstrakte hånd fra ministeren – og tager en samtale, i forhold til hvordan vi kan finde en model, hvor vi både sikrer, at der er kapacitet i sundhedsvæsenet, men hvor vi også sikrer, at vi ikke skaber en modstand, og hvor vi stadig skaber den frihed, der er i at have ejerskab til egen krop i det her samfund.

For os ligger der også en ting i det, som det er vigtigt at være opmærksom på, og det er egentlig de svageste og de sårbare i vores samfund. Når vi taler om de svageste, tænker vi nogle gange, at det er folk, der er udsatte – traditionelt de socialt og økonomisk udsatte – og de vil have sværere ved at tage det her aktive valg eller fravalg, der vil ligge, fordi de simpelt hen ikke ser, hvad der sker i indbakken på de digitale platforme. Men der er også et andet sted, hvor det ligger, og det er, at der i dag er rigtig mange unge, der er sårbare på andre måder med angstdiagnoser, depression og stress, og det falder meget ofte i den alderskategori, hvor det så bliver aktuelt, nemlig når man er 18 år, og for dem vil det også kunne ramme noget hårdere, hvis vi ikke finder en model, der er en lille smule blødere.

Men når det så er sagt, anerkender vi fuldt ud, at der er brug for flere organer, og vi er der, hvor vi skal finde en løsning. Jeg kender selv folk, der fejrer en for dem ægte og virkelig ny fødselsdag den dag på året, hvor de f.eks. fik nye lunger. Det har en enormt stor betydning, og vi skal have mange flere af den slags fødselsdage fremover. Så derfor siger vi ja tak til at være med til at kigge på noget mere data og noget viden fra de andre europæiske lande og finde ud af, hvordan vi finder en model, så vi ikke kommer derhen, hvor vi, som De Radikales ordfører siger, netop tager den her debat igen og igen. Det skal ikke være der, vi er. Vi vil også meget gerne have et tempo i den her behandling, for der sidder folk derude nu, som ikke har den tid til, at vi bruger 10 år på at snakke om det her. Så vi vil meget gerne kunne finde ud af noget, gerne på den anden side af sommerferien, men i hvert fald inden der er gået et år siden folketingsvalget. Så endnu en gang tak, det betyder rigtig, rigtig meget. Tak for ordet.

Tak for det. Der er ikke nogen korte bemærkninger. Vi siger tak til fru Sascha Faxe, og jeg byder velkommen til hr. Kim Edberg Andersen fra Nye Borgerlige.

Tak for det. At miste en datter eller en søn er jo nok et mørke, ingen forældre har lyst til at kigge ind i. Så stor respekt for den kamp, der kæmpes nu for at råde bod på noget, som vi alle sammen skal tage stilling til, og som vi ikke havde gjort, og hvor vi ikke kunne hjælpe i det aktuelle tilfælde.

Når det så er sagt, kommer jeg fra et parti, hvor vi mener, at mennesker er deres egne. De er ikke statens ejendom, og derfor kommer vi også til at stemme nej til forslaget her. For vi mener hverken, at et formodet samtykke eller et aktivt fravalg stiller menneskerne, danskerne, frit til selv at forholde sig til, hvad der skal ske med dem, når de engang går bort. Det her er en diskussion, hvor vi i Folketinget kommer til at være fuldstændig – hundrede procent – enige om, at vi skal skaffe nogle flere organer. Det tror jeg overhovedet ikke vi kommer til at være uenige om herinde. Men i Nye Borgerlige kommer vi ikke til at stemme for et aktivt fravalg, og vi kommer ikke til at stemme for et formodet samtykke. Og jeg er faktisk lidt i tvivl – det var også derfor, jeg spurgte Enhedslistens ordfører – om vi kommer til at være ude for et meget direkte pres, når vi som borgere har behov for at få fornyet et pas eller et sygesikringsbevis.

Når det så er sagt, kommer vi i Nye Borgerlige til at være med på næsten alle de andre ting, hvor det er ad frivillighedens vej, at vi gør det her. Vi kommer jo til at være med til, at det kommer op som en påmindelse, og vi kommer til at være med til det, hvis man ønsker at få mere information om det her allerede i skolerne osv. osv. Vi kommer til at synes, det er o.k., at danskerne hele tiden bliver mindet om – der er 80 pct., som faktisk gerne vil – at det skal man også lige have gjort.

Men jeg tror, at frivillighedens vej er den bedste, og i sidste ende er jeg et menneske, som tror på, at min krop er min; den er ikke statens, og jeg skal nok tilbyde mine organer. Jeg skal nok få det gjort – jeg har faktisk ikke selv fået det gjort – så jeg skal nok selv gå ud og få tilbudt mine organer til det. Men det skal være mit valg, som jeg tager ud fra lysten til at hjælpe et andet menneske og ud fra en tanke, hvor jeg selv får lov at tænke det her igennem, når jeg er klar til at have de tanker. For det er voldsomme tanker, og derfor er vi jo også bekymrede, hvis det er sådan, at vi skal sætte et kryds for at få et pas.

Nye Borgerlige kommer ikke til at støtte det aktuelle forslag, men vi kommer til at gå aktivt ind i, at vi finder en løsning på at få mange flere organer til rådighed for danskerne.

Tak til hr. Kim Edberg Andersen. Der er ikke nogen korte bemærkninger. Vi er nu igennem ordførerrækken, og jeg vil give ordet til indenrigs- og sundhedsministeren.

Tak for det, formand. Det er måske lidt utraditionelt, at man tager ordet som minister, efter at vi har været hele rækken igennem i forbindelse med et borgerforslag, men jeg gør det alligevel, fordi jeg virkelig gerne vil takke alle partierne for de mange gode ordførertaler, som der er blevet holdt, for de mange gode forskellige perspektiver, etiske dilemmaer, der har været rejst, for en debat, der afspejler, at vi bredt i Folketinget – og vi er også mange partier – ikke nødvendigvis er enige på alle niveauer om, hvad det er, der så skal være løsningen, men til gengæld er der en enighed om og en opbakning til, at vi skal gøre mere, end vi gør i dag.

Det er det sidste, jeg tager med mig her fra debatten i dag, og det er i virkeligheden også det bedst opnåelige nu her i situationen for forslagsstillerne og de mange mennesker, der har skrevet under på borgerforslaget, altså at det ikke har været meningsløst og det har ført til noget, sådan at det nu kan være med til at gøre en forskel og dermed i sidste ende forhåbentlig også kan være med til at redde liv.

Jeg ser frem til, at vi nu bruger de videre drøftelser til sammen at blive klogere, at vi kan diskutere de forskellige etiske dilemmaer, og at vi også ser på alle de elementer, der ikke nødvendigvis vedrører samtykkemodeller. Flere ordførere har f.eks. været inde på spørgsmålet omkring hjertedødskriteriet, som er noget af det, jeg har lagt op til at vi skal drøfte på vores næste møde, hvor der også er anbefalinger klar fra Sundhedsstyrelsen på baggrund af den aftale, som partierne indgik tilbage i, tror jeg, 2018-19, om at se på det her område og genoverveje det på ny.

Så skal vi selvfølgelig også dykke ned i – det har vi også gjort på det møde, vi havde i forgårs – hvad der er op og ned, i forhold til hvad andre lande gør, hvad der er klar evidens for, hvad der måske ikke er klar evidens for, og i hvert fald sikre, at vi har styr på fakta.

Jeg bed mærke i, at den næstsidste ordfører fra Alternativet eksempelvis påpegede, at det er den hårdeste model, der er valgt med borgerforslaget her, som det blev sagt fra talerstolen. Det er ikke korrekt set med mine øjne, for som jeg læser forslagsstillernes forslag, ønsker man en blød variant af aktivt fravalg. Der var også en anden ordfører, der sagde, at hvis man indfører aktivt fravalg, betyder det, at hvis man ikke har taget stilling, er man automatisk organdonor. Det er et argument, hvor måske Liberal Alliance ville sige: Ja, så tilhører mine organer lige pludselig staten. Nej, det gør de ikke, for har man ikke taget stilling, og det er ikke alle mennesker, der ønsker at tage stilling, så vil man med en blød variant af aktivt fravalg lade det sidste ord og beslutningen være op til ens pårørende.

Jeg ser frem til de videre drøftelser og forhandlinger med Folketingets partier. Som jeg tilkendegav indledningsvis, har vi fra regeringens side fra starten sagt, at vi ønsker at være klar til at se på hele området, og det eneste forbehold, vi har, og det eneste, vi ikke er åbne over for, er ikke at gøre noget, for vi skal gøre mere, så vi kan styrke organdonationsområdet, sådan at vi kan sikre, at vi kan være med til at redde flere liv.

Endnu en gang tusind tak til Folketingets partier og jer som ordførere for en rigtig fin debat her i Folketingssalen i dag om et rigtig vigtigt emne.

Vi siger tak til indenrigs- og sundhedsministeren.

Da der ikke er flere, som har bedt om ordet, er forhandlingen sluttet.

Jeg foreslår, at forslaget til folketingsbeslutning henvises til Sundhedsudvalget. Hvis ingen gør indsigelse, betragter jeg dette som vedtaget.

Det er vedtaget.