Det næste punkt på dagsordenen er:

14) 1. behandling af beslutningsforslag nr. B 25:

Forslag til folketingsbeslutning om et nationalt forbud mod PFAS i forbrugerprodukter.

Af Mai Villadsen (EL) m.fl.

(Fremsættelse 07.02.2023).

Jeg vil spørge, om ordføreren for forslagsstillerne ønsker ordet. Det gør han. Værsgo til hr. Søren Egge Rasmussen fra Enhedslisten.

Tak. Så tager vi fat på næste store problem. Det, som er Enhedslistens forslag her, er, at Folketinget skal beslutte et nationalt forbud mod PFAS i forbrugerprodukter. Det lyder: Folketinget pålægger regeringen at fremsætte et lovforslag, der indfører et nationalt forbud mod anvendelse af PFAS i alle forbrugerprodukter. Samtidig opfordrer Folketinget regeringen til at fremskynde arbejdet for et generelt forbud mod anvendelse af stofferne i hele EU.

Det, som Enhedslisten ønsker med det forslag her, er, at vi går foran. Og har vi så gjort det før og været i kollision med EU? Ja, det har vi. Det har vi bl.a. været i forbindelse med nogle hormonforstyrrende stoffer, hvor vi kom frem til faktisk at forbyde nogle hormonforstyrrende stoffer i sutteflasker. Var det fornuftigt? Ja, det var det, og det pressede EU. Det her er en sag af samme karakter. Vi har et alvorligt problem. Skal vi vente flere år på, at EU måske tager et initiativ? Nej, vi skal handle nu, og det er derfor, vi fremsætter beslutningsforslaget.

Det, som det her går ud på, er jo, at det er forbrugerprodukter. Vi er ikke oppe på den store klinge, hvor vi forholder os til, at der også er PFAS i fiskemel, som fodres til vores grise, og som måske kommer ud på alle marker. Vi forholder os ikke med det her forslag til, at der måske også er PFAS i sprøjtegifte, som kommer ud på hovedparten af vores landbrugsarealer. Vi forholder os med det her forslag kun til forbrugerprodukter. Det er et spørgsmål om at få PFAS ud af badeværelset; det er et spørgsmål om at få PFAS ud af køkkenet, så det ikke er i stegepander; det er et spørgsmål om, at PFAS skal ud af børnehaven, så børnene ikke alle sammen render rundt med regntøj på, hvor der er PFAS i.

Det her løser ikke det hele, men det er et skridt i den rigtige retning, og det er derfor, vi tager har fremsat det her beslutningsforslag og ikke afventer EU. Vi har sådan set i Folketinget tidligere truffet beslutninger, som var i kollision med i EU, for at beskytte borgerne, bl.a. dengang vi forbød nogle hormonforstyrrende stoffer i sutteflasker. Tak.

Vi siger tak til ordføreren for forslagsstillerne. Forhandlingen er hermed åbnet, og den første, der får ordet, er miljøministeren. Velkommen.

Tak for det. Også tak til Enhedslisten for at sætte fokus på det her vigtige område. Hensigten, som vi lige har hørt, om at beskytte vores forbrugere og beskytte os alle mod de negative konsekvenser af PFAS støtter jeg varmt.

Der er lige en kort indflyvning fra min side: PFAS er jo en forkortelse for per- og polyfluorerede alkylstoffer. Der er mellem 10.000 og 12.000 forskellige PFAS-stoffer, og de er alle sammen kendetegnet ved, at de stort set ikke nedbrydes i naturen. Derfor kalder man PFAS for evighedskemikalier. Når først PFAS er udledt til vores miljø, bliver de i naturen i årtier. Ud af de 10.000-12.000 forskellige PFAS-stoffer, vi ved at der er, er nogle allerede blevet forbudt i dag. Det er bl.a. PFOS og PFOA, som altså er forbudt. Det er de, fordi PFOS, PFOA og få andre PFAS-stoffer er blevet grundigt undersøgt og er forbundet med øget risiko for skader på immunsystemet, hormonforstyrrelser, nedsat fertilitet og en række andre sygdomme – også alvorlige sygdomme. Selv om vi ikke har undersøgt alle 10.000-12.000 stoffer, må man sige, at de øvrige PFAS-stoffer kan have lignende effekter på menneskers helbred. Det er ikke påvist endnu, men det kan have lignende effekter.

Samtidig ved vi, at sådan nogle evighedskemikalier jo ikke er noget, som kun udledes i Danmark. Det er et grænseoverskridende problem. De produkter, vi har og bruger og har tæt på os i vores hverdag – kig rundt i vores alle sammens køkkener og i lommerne med mobiltelefoner og alt det andet – er jo ikke produceret i Danmark, men de produceres af sindrige forsyningskæder alle steder fra. Derfor er det altså et grænseoverskridende problem. Samtidig ved vi, at når vi undersøger – hvilket vi jo gør; vi arbejder på højtryk for at få kortlagt området – er det jo ikke altid, vi finder PFAS, der er over grænseværdierne, men det er næsten altid, at vi finder PFAS forskellige steder i vores natur. Nogle gange kommer det også via havskum ude fra havet. Det vil sige, at det kommer fra europæiske floder og andet – industri, forbrugerprodukter og andet. Det er altså grænseoverskridende via produkter, der købes i Danmark, men produceres i udlandet. De kan også produceres i Danmark, men det er grænseoverskridende på den måde, at stofferne simpelt hen kan komme med regnvandet eller på anden måde.

Derfor er det min vurdering – og det synes jeg også at jeg kan læse i forslaget at der er opbakning til – at det, vi skal arbejde hen imod, er et forbud på EU-plan eller endnu bedre på globalt plan. Nu er vi foreløbig i gang med forbud på EU-plan. Som Folketinget er bekendt med, har Danmark sammen med Tyskland, Holland, Sverige og Norge udarbejdet et forslag til et EU-forbud mod PFAS. Og vi indsendte det – ja, jeg gjorde det selv på Danmarks vegne sammen med de andre kolleger – til Det Europæiske Kemikalieagentur. Det gjorde vi i januar i år. Det er sendt i høring nu, og det har det været den sidste måned. Der er en 6-måneders høringsperiode, hvor vi forventer tusinder af høringssvar fra forskellige dele af industrien, og dem er vi selvfølgelig nødt til at få læst igennem. Så det er et meget, meget grundigt arbejde, som nu er startet og er sat i gang.

Ifølge forslaget vil PFAS blive forbudt i også almindelige forbrugerprodukter. Det vil sige, at man i forhold til beklædning, kosmetik, babyudstyr, tandtråd og rengøringsmidler – man kan sågar også finde det i musikinstrumenter – vil udfase PFAS hurtigst muligt. Det vil være det største og mest omfattende forbud mod den her slags stoffer i EU's historie med så mange tusind stoffer, man hiver ud af markedet, og samtidig vil det, fordi EU-markedet er så stort, være og er det allerede nu et meget, meget stærkt signal til industrien, der selvfølgelig er interesseret i at være til stede på det europæiske marked, om at finde nye løsninger uden PFAS, som jo i årtier har været brugt, fordi de har nogle egenskaber, man har brug for i nogle produkter.

Så det fælles EU-forbud mod PFAS mener jeg vil være det vigtige skridt til at fjerne kilderne til forureningen med PFAS. Arbejdet er sat i gang, og jeg kan se i beslutningsforslaget, at der også er en opfordring til, at vi intensiverer arbejdet. Jeg kan for mit eget vedkommende sige, at hver gang jeg mødes med EU-kommissærer og andre landes EU-ministre, er det ikke på dagsordenen, og ofte er det os fra dansk side, der bringer det op, men jeg kan også sige, at andre lande faktisk også spørger os til det. For det er på den politiske dagsorden, også i de lande, som ikke er en del af dem, der er nævnt af forslagsstillerne. Så vi presser på og fremskynder så meget som overhovedet muligt.

Når jeg siger, at vi finder det mange steder – næsten alle steder, vi leder; nogle steder er det over grænseværdierne – så er det jo den diffuse forurening, altså den, der kommer fra flere steder. Vi har jo et sundt princip om, at den, der forurener, skal betale, men her kan det være svært at opklare, hvem der så har stået for den forurening, der f.eks. kommer ind med havskummet fra Vesterhavet eller regner ned osv. Hvem står for den forurening? Det er den diffuse forurening.

Men der er også punktkildeforurening, hvor vi kan se forurening på nogle geografisk koncentrerede steder, og hvor der er gentagen PFAS-forurening. Der har vi jo en mulighed for simpelt hen at stoppe den langt nemmere. Det er derfor, vi er i fuld gang med at udforme de nationale regler for at forbyde PFAS-holdig brandslukningsskum på øvelsespladser i Danmark. Der er jo en konkret sag, som er kendt, hvor vi kan dokumentere, at der gentagne gange har været brugt brandslukningsskum med PFAS, og når der også er kvæg, der græsser, jamen så kan man finde det i kødet og dermed også derefter i den menneskelige organisme. Det forbud vil jo så være midlertidigt, indtil EU-forbuddet træder i kraft, og vi arbejder hen imod, at bekendtgørelsen kan træde i kraft den 1. januar 2024.

Mens vi taler her, er der også nye regler om testning af vores drikkevand i høring, og de træder i kraft senere i det her forår. Hvor vi i dag pålægger, at der skal testes for 12 PFAS-stoffer, så går vi op og siger, at vi skal teste for 22 PFAS-stoffer for at sikre, at vi altså ikke har det i vores drikkevand. Det forslag er altså i høring nu, og hvis den høring går godt, hvad jeg regner med den gør, jamen så vil vi senere i maj måned også indføre det i Danmark.

Det er nogle af de ting, som vi gør på EU-plan og i Danmark. Men hvad så med det her forslag, som jo er fremsat fra Enhedslistens side, om det generelle forbud? Kan man så også gå den vej og lave det? Vurderingen fra Miljøministeriets side er, at overordnet set vil det ikke være muligt at lave sådan et nationalt forbud mod alle PFAS-stoffer i alle de produkter, før EU-forbuddet træder i kraft. Der er en række grunde til det, og jeg vil prøve at gå igennem dem sådan enkeltvis.

Den ene er jo det, der er praksis i god forvaltningsskik, nemlig at man selvfølgelig økonomisk, juridisk, erhvervsmæssigt og teknisk skal kunne redegøre for, hvad sådan et forbud har af konsekvenser. Det store EU-forbud, som er lidt tilsvarende, er en seks måneder lang høring med tusinder af høringssvar, som vi forventer kommer ind. Men at kunne redegøre for disse elementer i sådan et dansk forbud, som man jo skal, og som praksis er i god forvaltningsskik, vil ikke være muligt. Det er, fordi næsten alle vores produkter består af sammensatte dele fra globale varekæder, og der skal vi jo sikre os, i forhold til hvad der så sker med det danske marked.

Lad mig tage et eksempel: mobiltelefonen. I mange mobiltelefoner, er jeg blevet oplyst om, er PFAS brugt i forskellige dele, bl.a. i batterier i mobiltelefoner. Danmarks 6 millioner indbyggere – jeg tror, at vi er nogle af dem, som bruger mange mobiltelefoner, så vi har nok en pr. mand eller kvinde i Danmark, måske endda flere – er selvfølgelig nogle, man har lyst til at forsyne som mobiltelefonselskab. Men mon ikke det rykker mere i industrien, at det er EU's 450 millioner forbrugere, som er ved at indføre nogle regler her? Det er jeg stensikker på.

Det andet eksempel er elbiler. I batterier i elbiler, er jeg blevet oplyst om, bruger man faktisk også PFAS. Det er jo på grund af nogle af de egenskaber, det har. Det handler jo om noget med at være vand- og olieafvisende, og det er derfor, det skønnes relevant for producenterne at bruge det i elbiler. Jeg tror, at vi jo alle sammen, partierne i Folketinget, er enige om, at vi skal have flere elbiler i Danmark. Vi skal være sikre på, at de så kan laves. Jeg er helt sikker på, at industrien selvfølgelig vil kunne omlægge sig, hvis og når vores arbejde i EU lykkes. Så stort et marked kan man ikke se bort fra; så vil man arbejde for at omlægge sin produktion.

Jeg er ikke sikker på, at Danmarks 6 millioner indbyggere er nok til at ændre så store globale produktionskæder, som vi har med at gøre. Derudover skal vi selvfølgelig også tage hensyn til kritiske anvendelser i sundhedsvæsenet, og nogle steder i industrien bruges det til at beskytte medarbejdere, der har brug for brandafvisende tøj. Der må jo være nogle undtagelser. Det vil der også være i vores i EU-arbejde, men det er klart, at det skal man jo også kunne tage højde for.

Så er der det her med, at PFAS også kan indgå i bittebittesmå ting, der indgår i et stort produkt, hvilket jo gør det meget komplekst, og derfor er det et stort arbejde, vi er i gang med i EU. Men selv der, hvor der så er alternativer i dag, eller hvor der er ved at blive udviklet alternativer, er der jo tale om en omstilling af produktionsapparatet og forsyningskæder for rigtig mange virksomheder, der står for de her computere og andet, som vi bruger i vores hverdag. Der er vores muligheder i Danmark altså meget begrænset i forhold til at gå EU-vejen.

Hvad kan vi så gøre i Danmark? Jamen der kan vi jo – præcis som ordføreren for forslagsstillerne netop nævnte – gøre nogle konkrete ting. Jeg nævnte selv brandskum; der blev nævnt andet. Er der konkrete steder, hvor vi kan sige: Her kan der gøres noget; her kan vi gå ind og gå foran EU og lave et forbud? Det er vi klart villige til at gøre, og jeg ved også, at der i dele af forskellige brancher er stor interesse i at sige: Vi vil godt være med til at gå foran. Det er jo helt glimrende og godt. Men med sådan et generelt forbud i Danmark vil der være for mange produkter, som vi simpelt hen ikke ved hvad der i – kan vi overhovedet håndhæve det, og hvordan vil forsyningen af Danmark så være?

Derfor er det vores holdning, at så må vi altså gå EU-vejen. Sidste gang det her forslag blev fremsat – det er nemlig en genfremsættelse; man har haft et lignende forslag fremsat for nogle år siden, og jeg har prøvet at læse, hvad ordføreren sagde dengang osv. – var der mange, der sagde, at vi må prøve noget med EU. Der er jo blevet arbejdet siden da, og nu har vi et konkret forslag i gang i EU, og den vej, som vi foreslår, vi går her, er da i hvert fald et fremskridt.

PFAS-forurening er en kompliceret sag. Indsatsen breder sig over rigtig mange områder. Vi skal jo hele vejen rundt, og vi skal sikre, at vi lukker for hanen, og at vi får renset op der, hvor det er muligt, og beskytter vores miljø og vores sundhed bedst muligt. Tak, formand.

Tak. Der er en række korte bemærkninger, og den første er fra hr. Søren Egge Rasmussen.

Tak. Jeg synes ikke, det er sådan helt indlysende klart, hvad ministeren mener. Man kan åbenbart godt lave et forbud i forhold til brandskum. Kunne vi også lave et forbud, som vedrørte alt børnebeklædning, og som gik ud på, at det måtte der ikke være PFAS i? Det kunne jeg godt tænke mig at høre, for det lyder, som om ministeren og regeringen i forhold til vores forslag om et nationalt forbud mod PFAS i forbrugerprodukter ikke er helt klar til at tage hele pakken med. Det er lidt, som om undertonen er: Lev med det, og dø af det; det er i så mange produkter, at vi ikke kan gøre noget ved det. Alligevel kommer ministeren frem til, at i forhold til brandskum kan vi så godt gøre et eller andet. Men er det sådan, at vi på trods af EU vil kunne komme frem til at lave en række forbud i forhold til konkrete produkter? Vi har jo tidligere gjort det i forhold til de hormonforstyrrende stoffer i sutteflasker, og der synes nogle også, at vi var forrykte at fremsætte sådan et forslag. Men vi fik jo et flertal for det, og vi fik EU til at ændre praksis.

Ministeren.

Der er lige en ting, jeg vil sige først. Der bliver sagt »på trods af EU«. Jamen hvis man ser ud over hele verden, er EU klart, klart førende, når det handler om at regulere kemikalier, nemlig i det, der hedder REACH-forordningen. Det tror jeg Folketinget kan være meget tilfreds med, og jeg ved da, at forbrugerorganisationer i hele verden kigger på det og siger: Det er her, man går længst; det er her, man går forrest. Så det handler ikke om at gøre noget på trods af EU. Nu har vi et konkret EU-forslag, som vil være det første af sin slags på kloden. Jeg har for nylig haft nogle drøftelser med den amerikanske administration på miljøområdet, som kigger misundeligt på os og først nu er ved at gøre noget ved de ting, som vi for længst har gjort noget ved i Danmark og i EU, på PFAS-området. Så det sker ikke på trods af EU. EU er en hjælper her og en vej til et kæmpestort marked.

Så er det rigtigt, at man netop kan gøre det på konkrete områder. Jeg må komme med et forbehold i forhold til det her tekniske og juridisk komplicerede spørgsmål, men helt overordnet set vil man på konkrete områder – om det drejer sig om brandskum eller tøj eller noget helt tredje – kunne gå foran, når EU har det her arbejde i gang.

Spørgeren.

Skal det forstås sådan, at det er konkret nationalt, man godt kunne lave et forbud? Skal det forstås sådan, at vi godt kan have et forbud mod PFAS i børnetøj? Altså, vi har jo samtidig varernes fri bevægelighed i EU. Jeg synes da, at det er interessant, hvis vi kommer frem til, at hvis vi tager det produkt for produkt – stegepander og forskellig kosmetik, som folk smører direkte i ansigtet – er der simpelt hen nogle forbrugsprodukter, som man godt kan lave forbud i forhold til. Det er jo sådan set det, Enhedslistens forslag går ud på. Er det sådan, jeg skal forstå ministeren?

Ministeren.

Jeg ved godt, at jeg taler lidt sådan med uld i mund, for det her er juridisk kompliceret stof. Men fordi vi har sat gang i den her proces i EU, er der mulighed for, at Danmark godt kan gå foran på en række konkrete områder. Det vil så kræve, at vi på hvert område ved, at der er nogle alternativer, at vi kan kortlægge, hvor produktet bliver produceret, og at vi kan få ud af producenterne, hvad de putter i det. Alle de ting mener jeg jo at vi har en stor interesse i at gøre. Men overordnet set kan man gå konkrete veje for hvert enkelt produkt.

Så er det hr. Carl Valentin.

Tak. Jeg er glad for, at regeringen forfølger EU-sporet, som vi også har presset på for længe, så respekt for det. Men jeg synes ærlig talt, det er for slapt, at man i Danmark ikke i højere grad er villig til at gå foran. Virkeligheden er jo også, at hvis man skal sikre, at processen går hurtigt i EU, kunne det også virke, at vi var nogle lande, der gik foran. Og det behøver ikke kun at være Danmark – man kunne jo alliere sig med andre. Altså, nu har man allerede en stærk alliance med Tyskland, Holland, Sverige og Norge, og dem kunne man jo godt gå til og sige: Skal vi varsle nationale forbud i fællesskab?

Men når nu ministeren siger, at det kan være, at man juridisk kan få lov til at lave forbud på udvalgte områder, men ikke vil uddybe det for meget, fordi det også er kompliceret i forhold til juraen, så kunne jeg godt tænke mig at høre ministeren svare på: Hvis det nu viser sig juridisk muligt at forbyde brugen af PFAS i f.eks. tekstiler i Danmark, vil regeringen så tage initiativ til et nationalt forbud mod brugen af PFAS i tekstiler?

Ministeren.

Til den første del af spørgsmålet, som handler om, om man kan gå foran sammen med nogle af de ligesindede lande, vil jeg sige, at jeg har en meget, meget tæt kontakt til netop de ministre – det er klart. Og jeg tror, man må konkludere, at det ikke er sådan, at der i alle landene vil være en interesse i at gå foran. Der følger man EU-sporet. Og det er i hvert fald ikke de signaler, jeg har fået fra de regeringer og de miljøministre, jeg har været i tæt dialog med, at man er interesseret i det.

Det andet element er: Hvad så, hvis det viser sig, at man kan det? Det må vi jo undersøge sammen med industrien og andre. Vi er nødt til at undersøge, hvor man producerer hvilke produkter. Og det er jo bare sådan, at vores tøj produceres mange forskellige steder, nogle gange under nogle dårlige vilkår – og det kan man begræde – andre gange forhåbentlig under nogle bedre vilkår. Og hvad der bruges af kemikalier de forskellige steder, er jo noget af det, vi må prøve at undersøge: Hvad er der af produktionsveje, og hvad er mulighederne her?

Men det er korrekt, at hvis vi kan indskrænke det og sige, at i forbindelse med det her produkt og den her type produkter kan der laves et forbud, så vil vi formentlig kunne gøre det – med det forbehold, at der kan være noget juridisk i forbindelse med det. Men ellers så ja.

Spørgeren.

Så vil vi formentlig kunne gøre det, bliver der sagt. Altså, jeg synes ikke, det interessante er, om vi kan, selv om det selvfølgelig også er spændende, men jeg synes, det interessante er: Hvis vi kan, vil regeringen så gøre det? Og der kunne jeg godt tænke mig at få ministerens ord på, at man selvfølgelig vil forbyde det i forbindelse med sådan noget som tekstiler, hvor det ikke er nødvendigt. Altså, det er jo ikke tvingende nødvendigt – man kan producere masser af godt tøj, også regntøj og alt muligt, uden brug af PFAS.

Vil man ikke sige, at man har tænkt sig at gøre det, hvis man kan? Det kan da ikke være så voldsomt et løfte at give – det er jo mest af alt bare et politisk signal og ikke noget med jura.

Ministeren.

Jo, men det er jo en lille smule mere kompliceret, for det er korrekt, at man også kan lave regntøj uden PFAS, men der er, som jeg nævnte i min tale, f.eks. nogle jobfunktioner, hvor man skal bruge brandhæmmere, og der er mig bekendt ikke nogen alternativer til PFAS, der er gode nok. Men det må vi jo grave os ned i. Og det er derfor, jeg siger, at det må vi også gøre sammen med tøjindustrien, som vel også, for mig at se, har en stor interesse i at vise, at de kan levere noget uden PFAS til vores forbrugere. Det arbejde vil jeg meget gerne være med til. Men for lige på stående fod at kunne sige, at så gør vi det ene, eller så gør vi det andet, tror jeg at jeg skulle bruge noget mere viden.

Så er det fru Mette Abildgaard.

Tak for talen til ministeren, om end jeg var ærgerlig over, at man så markant afviste det her beslutningsforslag og afviste det at gå dansk enegang. Jeg tror ikke, der er nogen, der fortryder, at man har gjort det tidligere i Danmark, og som synes, det var forkert, at vi stoppede tidligere med at have ftalater i børnenes legetøj eller have bisfenol A i sutteflaskerne, og der fulgte Europa jo efter; EU-landene fulgte efter Danmark. Jeg tror heller ikke, ministeren fortryder, at Danmark gik enegang dér og var mere ambitiøs.

Jeg kunne godt tænke mig at spørge ministeren ind til den PFAS-handlingsplan, som det jo fremgår af regeringsgrundlaget at der skal laves. For jeg kan jo forstå på ministeren, at han anerkender, at der er et problem. Han anerkender også, at der er et alvorligt problem, og derfor er jeg nysgerrig efter at høre, hvornår ministeren indkalder til forhandlinger omkring den her PFAS-handlingsplan. For det fremgår ikke sådan tydeligt af ministerens prioriteringer, at det er noget, der ligger først for. Så jeg kunne godt tænke mig at høre ministeren om det.

Ministeren.

Men det er jo helt korrekt, at Danmark er gået foran før det her, og det er jeg glad for at vi har gjort. Det er jo netop, som ordføreren nævner, på helt konkrete områder, hvor man siger: På det her område, f.eks. pizzabakker eller sutteflasker, kan vi gå foran. Det er det, man også kan, altså vi kan gå foran på konkrete områder. Det, der er problemet med det her forslag, hvilket også er grunden til, at Folketinget jo afviste det, sidste gang det var oppe, også med konservative stemmer i øvrigt, er, at det simpelt hen er for bredt til, at vi præcis kan vide, hvad der er i vores mobiltelefoner, og hvordan kan vi sikre os dér. Der er man nødt til at gå den helt konkrete vej og sige: Skal vi gå foran EU, skal vi også finde helt konkrete produkter og vide, at det er et veldokumenteret og afgrænset område, hvor vi kan gå foran, præcis ligesom på de områder, som blev nævnt af ordføreren her før.

Hvad angår en PFAS-handlingsplan, er vi i fuld gang med det arbejde. Jeg vil sige: Ja, det haster, men det skal jo gøres grundigt og ordentligt. Alene den viden, vi har fået de sidste 3 måneder, har jo for nogles vedkommende været overraskende eller ahaoplevelser, og det skal vi have med. Vi skal jo have den viden, før vi ved, hvad der så også skal til af indsatser.

Spørgeren.

Men for hver evig eneste måned, der bliver ved med at gå, får vi mere og mere viden, for vi bliver ved med at blive klogere på, hvor mange steder det her har konsekvenser. Derfor kan vi ikke blive ved med bare at vente. Vi er nødt til også at gå i gang og handle på de områder, hvor vi har viden til rådighed. Det fremgår jo klart af ministerens svar til Folketinget, at det kan lade sig gøre at lave et nationalt forbud, hvis man laver det inden for rammerne af det europæiske forbud, som der nu er startet en proces op omkring. Det er også et bredt forbud. Ministeren pralede af, hvor bredt og omfangsrigt det var, da det blev præsenteret.

Anerkender ministeren ikke, at Danmark kan gøre præcis det samme inden for rammerne af det europæiske spor, der er igangsat?

Ministeren.

Så må jeg jo anbefale Det Konservative Folkeparti at gå i dialog med Dansk Industri, som jo er ude i dag og sige: Pas nu på med at lave noget, som lyder godt og føles godt og er god kommunikation. Jeg kan også se på sociale medier, at det er rigtig god kommunikation. Spørgsmålet er jo bare: Kan det lade sig gøre? Hvad gør vi? Kan vi regne med, at Apple eller en anden mobiltelefonproducent eller en bilproducent siger: Nå, men der er 6 millioner forbrugere, som har nogle andre regler end alle andre, så vi ændrer lige hele vores produktionslinje i forhold til dem? Det siger i hvert fald Dansk Industri at vi ikke kan regne med. Så ja, det skal gøres, men vi skal jo gøre det på en måde, så det også har en effekt, og også gøres på en måde, så det fjerner PFAS fra vores industri.

Så er det fru Pernille Vermund.

Tak for det, og jeg vil også gerne takke for talen. Jeg var indledningsvis fortrøstningsfuld og sluttede af med at sidde og tænke: Her har vi endnu et punkt, hvor man siger, at på grund af EU kan vi ikke passe på Danmark. Det er jo fuldstændig rigtigt, som fru Mette Abildgaard siger, at for hver dag, der går, for hver måned, der går, bliver vi klogere på det her, men det er jo også dage og måneder, der går, hvor der vil være mere PFAS i vores natur og i vores miljø, som vi risikerer at sende videre til kommende generationer. Vi har i forvejen generationsforureninger, som vi rydder op efter.

Anerkender ministeren og regeringen ikke, at det her er et forslag, som man åbenbart allerede har behandlet i 2015-16? Der er gået mange år siden, og Socialdemokratiet sidder bl.a. som en del af regeringen. Der har været masser af muligheder for at handle på det her. Hvad er det, der sker? Og hvorfor skal vi igen høre på, at EU forhindrer os i at passe på Danmark?

Ministeren.

Det er faktisk det modsatte, jeg har redegjort for her. Det er jo EU, som er vores bedste chance for at få PFAS væk. Hvorfor? Fordi PFAS er grænseoverskridende. De produkter, vi har nævnt i dag i debatten, er produkter, som ikke produceres – desværre, men det gør de jo slet ikke – i Danmark. Der er ikke en chance for, at vi bliver selvforsynende med mobiltelefoner eller elbiler eller andet. Og PFAS bevæger sig med vand og vind og andet over grænser.

Det betyder, at skal vi have en chance for at få PFAS væk fra vores natur, væk fra os som forbrugere og væk fra vores organismer, så er vi nødt til ikke kun at gøre det i Danmark, men at gøre det med EU. Hvis man ikke havde EU, hvordan skulle vi så have nogen som helst chance for at bringe det her emne på nogen anden dagsorden end vores egen? Så det er det stik modsatte, der er tale om: Det klart bedste og mest markante, der kan ske, er, at vi får det her vedtaget i EU. Og det er som sagt sendt til EU i januar måned, og det er i høring nu.

Spørgeren.

Men det, ministeren siger, er, at vi er nødt til at vente på EU. Og jeg synes, det er så fint, hvis man i EU bliver enige om det her, også gerne bredt og bredere ud. Men ministeren siger jo: Vi kan ikke gøre, hvad vi skal gøre, for at passe på Danmark, før der er sket noget i EU. Det er det, der er min og Nye Borgerliges anke her. Det synes jeg simpelt hen er problematisk. Og jeg synes faktisk også, man skylder en forklaring, når det nu har ligget så længe – det her forslag, som åbenbart er fremsat tidligere, også før Nye Borgerlige kom i Folketinget.

Hvad er det, der gør, at man ikke har taget det op før? Hvorfor har man ikke taget det alvorligt før? Man har siddet med regeringsmagten i 3½ år, før man nu indtrådte som, ja, statsministerparti i en ny regering.

Ministeren.

Men det er jo ikke korrekt, at der ikke er sket noget, tværtimod. Jeg nævnte selv i min tale, at vi nu pålægger vores vandsektor at måle for flere PFAS-stoffer. Det er 22 forskellige PFAS-stoffer, vi nu undersøger vores drikkevand for for at sikre, at vi ikke har de stoffer i vores drikkevand på niveauer, som overskrider grænseværdierne. Og alle de elementer er jo ting, som gøres samtidig. Derfor er det ikke korrekt at sige, at der ikke sker noget i Danmark. Det gør der, men der sker også noget i EU.

Så er det hr. Søren Søndergaard.

Tak for det. Det her minder jo fuldstændig om diskussionen om giftige babysutter, hvor vi også uden om regeringen fik indført et forbud her i Folketinget mod giftige babysutter – et nationalt forbud. Og så var der en lang række andre lande, der fulgte med, og det førte så til, at EU ændrede politik, og i dag er det EU-lovgivning, at man ikke kan proppe gift i babysutter. Det er jo et spørgsmål om, om man har modet til at gå foran, og det har regeringen tydeligvis ikke.

Det er jo klart, at EU-lovgivning er kompliceret, men jeg synes, at ministeren gør den mere kompliceret, end den er, og derfor vil jeg bare bede ministeren om fuldstændig klokkeklart at svare på et spørgsmål: Er det ikke rigtigt, at eftersom Danmark har indsendt et REACH-begrænsningsforslag til EU's kemikalieagentur, ECHA, så er det medholdeligt i henhold til EU-lovgivningen, at vi indfører et midlertidigt nationalt forbud i Danmark? Forholder det sig ikke sådan?

Ministeren.

Jo, hr. Søren Søndergaard, det er præcis, hvad det gør. Og det er jo en af grundene til, at det er et meget, meget stort arbejde, der er sket i Danmark og i de lande, jeg nævnte – Holland, Tyskland, Norge og Sverige – i forhold til at få det her på dagsordenen i EU, og at vi nu er dér, hvor vi i regeringen er ved at indføre det her forbud om at fjerne PFAS i brandskum. Det kan vi, præcis fordi det store forslag er i EU. Og der vil vi også kunne tage andre elementer med.

Men når hr. Søren Søndergaard så nævner babysutsagen, er det jo en konkret sag med et konkret produkt, og det er det, jeg har prøvet at sige til hr. Søren Egge Rasmussen, nemlig at man også kan gå videre og spørge, om der er andre konkrete steder, hvor vi kan sige, at her kan vi gå videre i Danmark. Regeringen er meget åben over for konkrete forslag og konkrete ting. Kan vi gå videre end det store EU-forslag, så lad os endelig, endelig gøre det, så vi kan finde ud af, hvad der er af alternativer. Er der noget, som forhindrer sikkerheden for vores medarbejdere ude i industrien og andet, så lad os endelig kigge på det.

Man skal lige huske at trykke sig på, for det er sådan, at man faktisk ikke er tvunget til at have to korte bemærkninger – man kan godt nøjes med en herinde. Men hvis man har lyst til to, må man gerne få to. Værsgo til spørgeren.

Nu diskuterer man ikke med formanden, men lampen lyste rødt – så jeg ved ikke. Nå, men det korte af det lange er, at det altså så udelukkende handler om den politiske vilje. For vi er enige om, at man i henhold til EU-lovgivningen kan forbyde alle de ting, som man har indført i sit begrænsningsforslag, og som man har sendt til EU's kemikalieagentur. Hvorfor går man så ikke i gang med det? Og det er bare det, der hele tiden er underligt: Man kommer med nogle forslag, og man siger, at det her vil man godt gøre noget ved, men når det så kommer til muligheden for rent faktisk at gå foran, har man alle mulige undskyldninger for ikke at gøre det. Det synes jeg bare er for dårligt.

Ministeren.

Som jeg nævnte, blev forslaget sendt i januar. Nu er det allerede sendt i høring, og det er en 6 måneder lang høring i hele EU med alle producenter, der selvfølgelig siger, at de har et eller andet stof, som de kan bytte PFAS ud med, eller også vil de jo sige, at det kan være nødvendigt af hensyn til medarbejdersikkerhed eller en anden ting – medicin eller noget andet – og at de har brug for, at det skal være i produktet. Den intensive dialog, der er med hele EU's produktionsapparat, foregår nu i EU, og den mener jeg også vi skulle tage i Danmark for at være sikre på, at der er alternativer. Og der er det, jeg siger: Lad os tage det produkt for produkt.

Men det, der ligger i det her forslag, er jo ikke at tage det produkt for produkt – det er jo et generelt forbud, hvor man går lidt med bind for øjnene uden at have den høring om, hvad der så er af alternativer.

Så er det hr. Torsten Gejl.

Tak, og tak til ministeren for talen. Jeg er ret glad for EU i den her sammenhæng, og det er jeg faktisk i mange grønne sammenhænge, hvor jeg synes EU nogle gange er mere ambitiøse, end vi er, og andre gange skubber pænt på. PFAS har ikke noget pas, og det er et internationalt problem, som skal løses og håndteres internationalt. Det er der ingen tvivl om. Men jeg synes, det her gode beslutningsforslag tager os et spændende sted hen, fordi ministeren faktisk siger, at vi godt kan lave isolerede ting i Danmark, op til EU indfører det her. Men der kunne jeg godt tænke mig at være mere konkret. Ministeren siger, at regeringen er meget åben over for forslaget, men nu er det altså regeringen, der har hundredvis af embedsfolk. Kunne man ikke i forlængelse af det her beslutningsforslag være mere konkret og sige, at regeringen forpligter sig til at lave en meget hurtig undersøgelse af, hvilke ting vi isoleret set i Danmark helt konkret kan gøre, så vi kan komme i gang med dem i løbet af få måneder? For vi bliver jo snart indhentet af EU-lovgivningen, så der er jo ikke så lang tid til at gøre de ting her. Kunne man ikke blive lidt mere konkret i stedet for bare at være åben?

Ministeren.

Jo, men lad os prøve at gøre det i udvalgsarbejdet. Vi vil meget gerne redegøre for, om der er nogen steder, hvor vi kan gå foran. Det er jo rigtigt, hvad hr. Torsten Gejl siger om at blive indhentet af EU-lovgivningen, men det er jo et forslag fra Danmark igennem EU. Ellers er jeg helt enig i, hvad der blev sagt om, at det er vigtigt også at gå ad EU-vejen. Men lad os prøve det. Der er også det med hastigheden i det. Kig rundt, hvor man bor, og se, hvad der er af forbrugsvarer forskellige steder, eller gør det i supermarkedet; hvor produceres de ting, som vi bruger hver dag, hvordan er produktionsvejene, og hvem er underleverandørers underleverandører? Det er så kompliceret, og jeg bryder mig ikke om at lyde kedelig og være teknisk i det, men vi skal bare være sikre på, at det ikke kun er et slag i luften, men at det også har noget konkret effekt, og at produktionsapparatet så bliver omlagt til at fjerne det PFAS, og det er det, som EU gerne skal hjælpe os med.

Spørgeren.

Det er jeg fuldstændig med på. Det skal løses internationalt, og det er det, EU vil. Men nu siger ministeren jo helt tydeligt og eksplicit, at det kan være, at vi kan lave nogle ting i forvejen, og at det kan være, at vi kan gå forrest. Og det skal jo være med nogle danske ting som f.eks. forbud mod brandskum. Og der kunne jeg godt tænke mig, hvis forslagsstillerne ønsker det, at vi måske kunne lave en beretning, hvor regeringen forpligter sig lidt tydeligere på at se, hvad der er af danske ting, som vi faktisk kan gå foran med. Hvordan får vi undersøgt det hurtigt, og hvordan får vi det iværksat, så der kan komme lidt handling bag de ord?

Ministeren.

Lad os prøve at se på det. Hvad angår det konkrete med brandskum, kan jeg sige, at et forbud mod PFAS i brandskum er ved at blive indført. Men man skal jo ikke bilde sig ind, at det så har løst alle problemerne, men det er et konkret punktkildeforureningsproblem med PFAS, så det er godt at få det væk. Der kan være noget andet tilsvarende eller lignende eller andet, og lad os kigge på, hvad der kan lade sig gøre. Lad os se, om vi kan blive enige om en tekst i en beretning, men alt, hvad der kan kvalificere debatten, vil vi meget gerne være med til.

Den sidste bemærkning indtil videre er til hr. Hans Kristian Skibby.

Tak, formand. Ministeren var jo ad flere omgange inde på det her med evighedskemikalierne og den måde, hvorpå man selvfølgelig har endnu større udfordringer med dem end med mange andre typer af ting, hvor der skal laves en ny miljømæssig indsats, i og med at de sådan set, selv om man laver nye målinger, og selv om man har lavet indsatser, stadig væk vil kunne være målbare. Og der vil jeg egentlig gerne spørge miljøministeren om det, som ministeren også var inde på med, at vi skal gøre det med flere målinger, bl.a. på drikkevand.

Altså, det med den evidensbaserede tilgang til det deler vi jo i Danmarksdemokraterne, og der vil jeg bare gerne spørge ministeren, om man, når man nu laver de her mange målinger og endnu flere målinger, også har nogle oplysninger på det og et estimat over, hvor meget af det der så skyldes fortidens synder, altså hvor det går længere tid tilbage end det, som vi sådan typisk kigger på. Jeg tænker jo på, at vi i Danmark eksempelvis har haft skiftende måder at gennemføre skibsbyggeri, skibsvedligehold og alt muligt andet på, og det er jo foregået på mange, mange forskellige lokaliteter. Men har man et overblik over, hvor mange af de her målinger der skyldes meget gamle sager?

Ministeren.

Det her er jo et meget interessant spørgsmål. Vi ved jo, at PFAS begyndte at blive brugt i 1950'erne, og at det fik en enorm udbredelse. For det er jo en nem ting at give til et produkt, og det har så nogle gavnlige egenskaber. Så det var derfor, det havde en enorm udbredelse, uden at der var nogen, der overvejede, hvad disse fluorstoffer gør i vores organisme. Vi ved også, at der, hvis det kommer i menneskekroppen, er en halveringstid, som betyder, at man udskiller det igen, men at det så vil være i naturen igen, og det er derfor, man kalder dem for evighedskemikalier. Det er ikke, fordi de vil være der for evigt, men de er meget, meget langsomt nedbrydelige i naturen. Det er jo det, der er sagen, og det betyder så også, at noget af det, som vi måler, er gamle synder.

Derfor er det jo et godt spørgsmål, og jeg er faktisk ikke klar over, hvorvidt det teknisk er muligt at vurdere, hvor gamle de stoffer, man finder, er. Det er i hvert fald svært at vide, hvor de stoffer kommer fra. Man kan prøve at bruge nogle metoder til det, men man kan sådan set ikke se, præcis hvorfra stofferne kommer. Så jeg er ikke klar over, om kan man sige, præcis hvor gamle de er, men nogle af dem vil nok være temmelig gamle.

Spørgeren.

Ja, årsagen til, at vi spørger, er jo egentlig også, at det er interessant at vide, om det er en kontinuerlig, vedvarende forurening, der pågår. Altså, er det også noget, der pågår i 2023, eller var det noget, der foregik i 1956? Jeg synes jo i hvert fald, der er rimelig stor forskel på de to principper, og det er derfor, jeg spørger til det.

Men jeg spørger jo så også lidt til det, når ministeren selv siger, at man intensiverer det i forhold til endnu flere modeller af beregninger eller kontroller af eksempelvis drikkevand. Hvorfor er det så, man ikke har den samme tilgang til at lave flere kontroller af det vand, der kommer fra oven, altså regnvand, hvor vi jo også kan se, at der desværre kommer PFAS-stoffer flyvende ind over Danmark fra andre lande?

Ministeren.

Det er jo faktisk også sådan, at der er nye stoffer. Selvfølgelig er der gamle stoffer, men der er også nye stoffer, så det foregår også i dag. Det må man jo sige. For det er i vores produkter i dag, og det vil sige, at det kan blive slidt af i en stegepande eller regne af noget eller komme fra en mobiltelefon osv. Det er mange steder, og det er også overraskende steder, man gør brug af det. Så den her diffuse forurening kommer i dag.

Med hensyn til hvilke ting der bliver tjekket, lytter jeg til, hvad Miljøstyrelsen vurderer der er det mest relevante.

Der er ikke flere korte bemærkninger. Vi siger tak til ministeren. Og den første ordfører på talerstolen er hr. Kris Jensen Skriver fra Socialdemokratiet. Velkommen.

Tak for det, og tak for ordet. Og jeg vil som vikar for ordføreren fremlægge Socialdemokratiets indstilling til dette beslutningsforslag. Jeg vil først og fremmest gerne takke Enhedslisten for beslutningsforslaget, der adresserer en meget vigtig problemstilling. I Socialdemokratiet er vi helt enige i hensigten med beslutningsforslaget. Vi skal gøre alt, hvad vi kan, for at beskytte forbrugerne mod PFAS. Opgaven er stor, for desværre finder vi PFAS stort set alle steder, hvor vi leder. Vi finder PFAS i vores fødevarer, i vores miljø og i vores vand, og så finder vi dem også i mennesker.

Derfor ser vi i Socialdemokratiet med stor alvor på problemet med PFAS. For ingen danskere skal gå rundt og være bekymrede for at blive forurenet med PFAS. Derfor var det også et vigtigt skridt, som regeringen tog for 2 måneder siden. Her sendte vi sammen med Tyskland, Sverige, Norge og Holland et fælles forslag til EU om at lave et EU-forbud mod PFAS. Forslaget er til dato det mest omfattende af sin slags med hensyn til at begrænse brugen af kemikalier i EU. Og det er et af de vigtigste skridt til at fjerne kilderne til forurening med PFAS.

For forureningen med PFAS er grænseoverskridende. Produkter, som også indeholder PFAS, handles på tværs af landegrænser, og derfor skal vi også have en løsning, som går på tværs af grænser. Det betyder ikke, at vi ikke skal gøre noget i Danmark. Regeringen arbejder allerede på at lave en national handlingsplan for PFAS. Handlingsplanen skal give os et overblik, så vi ved, hvor og hvordan vi bedst kan sætte ind herhjemme. Derudover har miljøministeren fremført, at der skal indføres forbud mod PFAS i brandslukningsskum.

Det er en omfattende og meget kompleks opgave at bekæmpe PFAS, og derfor er det også helt centralt, at vi tager tingene i den rigtige rækkefølge. For overordnet set vil det ikke være muligt at lave et nationalt forbud mod alle PFAS-stoffer i tusindvis af produkter, før EU-forbuddet træder i kraft. For det første kan vi ikke til fulde vurdere konsekvenserne for Danmark af et sådant forbud, og for det andet er der ikke alternativer til alle anvendelser af PFAS her og nu, for der er desværre områder, bl.a. i sundhedssektoren, hvor der ikke findes alternativer til PFAS. Der findes i dag heller ikke alternativer til PFAS i elektronikprodukter såsom mobiltelefoner og computere, og der findes også PFAS i biler, som Danmark slet ikke har en produktion af. Hvis vi lavede et nationalt forbud mod PFAS, ville det derfor ikke være muligt for virksomheder at afsætte varer, som indeholder PFAS, i Danmark.

Disse eksempler viser, hvor kompliceret indsatsen mod PFAS er, og derfor har regeringen også et stort fokus på, at vi kommer hele vejen rundt. Det er det, den nationale handlingsplan mod PFAS skal sikre. For som jeg sagde indledningsvis, er vi helt enige i, at vi skal beskytte forbrugerne mod PFAS. Og i Socialdemokratiet vil vi kæmpe benhårdt for dette. Men her er EU-forbuddet den absolut mest effektive løsning, og derfor kan Socialdemokratiet ikke støtte forslaget.

Der er ingen korte bemærkninger – tak til ordføreren. Og næste ordfører er hr. Erling Bonnesen fra Venstre.

Tak for det. Også i Venstre tager vi problemerne her med PFAS meget, meget alvorligt – det tror jeg alle gør. Og som også den forrige ordfører lige har sagt: Vi skal gøre alt, hvad der er forsvarligt, for at beskytte borgerne og forbrugerne mod PFAS. Vi skal så også bare gøre det på den rigtige måde, og derfor er det jo fint og godt, at vi også her i dag får en drøftelse om, hvordan vi skal tackle de her forskellige ting.

Vi kan også henvise til, som det også blev gjort af den forrige ordfører, at der er sat gang i at udarbejde den her handlingsplan, så man får indsamlet alle de forskellige oplysninger, får dem bearbejdet og får det sat sammen til en handlingsplan. Ministeren har også redegjort for, at man selvfølgelig vil oplyse om det, så snart det så bliver muligt. Der er jo også her i Danmark taget skridt til, at man fra dansk og også nogle andre EU-landes side har taget et forslag med til EU for at få det løftet til EU-niveau. Og der er man jo så også i gang med at få set på det i de forskellige EU-institutioner, hvor forslaget også er i høring, så vidt det er mig bekendt. Så man kan sige, at vi tager det alvorligt og gør noget ved det sagligt og forsvarligt.

Herudover er der så også, som ministeren redegjorde for, i forhold til PFAS i brandskum på øvelsespladser gjort noget konkret ved det. Så det handler om, at vi tager borgernes bekymringer alvorligt. Der er sat de ting i gang, som vi kan. Det vil sige, at vi løser problemerne i den forhåbentlig rigtige rækkefølge, men vi er åbne for over for, at der jo heldigvis løbende indkommer ny viden. Det hører jeg også at man tager til sig så hurtigt som overhovedet muligt, i forhold til at der bliver stillet alternativer til rådighed, som man så kan få med ind i behandlingen af tingene.

Vi skal også tænke på, at Danmark er et forholdsvis lille land, og derfor er det godt, at vi så har EU med som samarbejdspartner omkring det her. EU har jo også, som ministeren fint redegjorde for, en meget stærk vidensbase om det her, så vi ligesom får et stærkt grundlag at stå på, så vi kan komme videre netop på grundlag af det forslag, som også er sendt til EU for at få forbuddet på EU-niveau. Samtidig er der også forsyningssikkerheden i forhold til de forskellige produkter, så man ikke, kan man sige, på en skæv måde rydder varer og produkter af hylderne for forbrugerne, men at man konkret sætter ind der, hvor der er specifikt grundlag for det, og hvor det så også spiller sammen med de initiativer og det arbejde, der er i gang på EU-niveau.

Så jeg synes, at vi på nuværende tidspunkt rammer bolden rigtigt. Vi skal alle sammen, hvad alle jo også gør, tage de her udfordringer dybt, dybt alvorligt – også i forhold til forbrugerne – og derfor tror jeg også, at det er godt, at vi kan henvise til de her ting, som er sat i gang, og som jeg har forsøgt at redegøre for nu her. Derfor vil jeg da også opfordre til, at vi stadig væk kan arbejde godt sammen omkring det på den måde.

På det grundlag afviser vi også i Venstre det konkrete beslutningsforslag fra Enhedslisten, men vi ser frem til det fortsatte arbejde på området. Og jeg vil understrege, at vi tager forbrugernes bekymringer meget alvorligt. Tak.

Der er en række korte bemærkninger. Først er det hr. Søren Egge Rasmussen.

Så Venstre tager det alvorligt og vil ikke gøre noget. Altså, det er det, der ligesom står tilbage – at man ligesom afventer, at EU måske foretager sig noget. Og jeg tror sådan set, at bekymringen ude i befolkningen over det her problem er større, end den er i Venstre.

Nu nævnte ordføreren, at der var en handlingsplan på vej. Har ordføreren kendskab til, at den handlingsplan er lige på trapperne? For så vil det jo være at gøre noget. Jeg kan forstå, at nu er der taget initiativ til, at vi ikke skal have PFAS i skum til brandslukning – det er da et skridt. Og jeg kunne ligesom høre på ministerens tale, at man godt kunne tage andre produkter og sige, at så går vi foran der. Det kunne man godt i den nuværende situation, hvor EU er begyndt at reagere.

Går ordføreren ind for, at vi skal beskytte børn lidt bedre, f.eks. ved at lave forbud mod PFAS i børnetøj? Altså, er det et næste skridt, som vil være rimeligt at tage?

Tak. Ordføreren.

Tak for det. Jamen det er jo ikke korrekt, som spørgeren giver udtryk for, at der ikke sker noget. Jeg har netop lige i min ordførertale redegjort for den handlingsplan, som vi fra Danmarks og fra regeringens side har taget initiativ til sammen med andre EU-lande at få sendt til EU. Så der sker jo noget i forhold til det. Der sker jo, som vi har været inde på, også noget i forhold til brandskum på øvelsespladser. Så vi tager da bestemt de her ting meget alvorligt.

I forhold til det med at beskytte borgerne mest muligt i forbindelse med spørgsmålet om tekstiler vil jeg sige, at det jo også er et emne, som bliver undersøgt i øjeblikket. Og jeg synes da også, det skal undersøges klart og præcist, sådan at man får et grundlag, som spiller sammen med de øvrige ting, som vi har været inde på, når man laver forbuddet.

Så ja, det synes jeg da sådan set er en bekræftelse på, at vi tager borgernes bekymringer meget alvorligt i den her sag, men også handler på et fagligt forsvarligt og fornuftigt undersøgt grundlag. Det er sådan, det bør være, og det er også det spor, der lægges op til at vi skal fortsætte ad. Og hvornår kommer den handlingsplan så? Jamen det vil den jo gøre, når den er klar, og som ministeren har redegjort for, arbejdes der med det.

Tak for det. Hr. Søren Egge Rasmussen.

Så der er en handlingsplan, der arbejdes på, og vi aner ikke, hvor den er. Man må bare notere sig, at Forbrugerrådet Tænk anbefaler et forbud. Jeg noterer mig, at Coop også har vedtaget et forbud mod PFAS i deres butikker. Altså, der er jo nogen, der sådan set forsøger at gå foran.

Man kunne også forestille sig, at man har politikere, der ønsker at gå foran. Det er derfor, vi fra Enhedslistens side har fremsat det her forslag – for at få debatten i Folketinget og for at komme frem til at diskutere: Kan vi gøre mere? Og der lytter jeg mig til, at Venstre bare vil afvente en handlingsplan, der er på vej.

Ordføreren.

Jamen det er jo ikke korrekt. Og jeg kan henvise til det svar, jeg allerede har givet. Man kan jo næsten sige, at Danmark på en vis måde er gået foran – det har vi også svaret på – i forhold til PFAS i brandskum på øvelsespladser. Man er jo gået foran sammen med andre EU-lande i forhold til det med handlingsplanen, som også er sendt til EU, og som der nu bliver arbejdet videre på.

Så det er ikke korrekt, når man prøver at tegne et billede af, at vi ikke foretager os noget. Nej, vi har jo netop foretaget os noget. Men jeg tror også, det er rigtig godt, at det, når der så først bliver truffet nogle beslutninger, er videns- og faktabaseret, sådan at vi kan sige, at de beslutninger, der bliver truffet, er holdbare ind i fremtiden. Og derfor er det godt, at vi spiller sammen med EU på det her område.

Så er det hr. Carl Valentin.

Jeg synes fortsat, det er for slapt, at man ikke vil gå foran i Danmark og indføre et nationalt forbud her. Men lad os tale lidt om EU-sporet, hvor vi da trods alt er enige noget af vejen. For der har vi jo længe i SF presset på for, at man skulle foreslå et europæisk forbud, og der er jeg rigtig glad for, at det nu er lykkedes Danmark at gå sammen med flere andre lande om et forslag.

Men i det her forslag har man så valgt helt at fritage landbruget. Det vil sige, at man fortsat potentielt kan bruge PFAS-stoffer i de sprøjtegifte, man bruger i landbruget. Hvorfor er det, at Danmark ikke har presset på for at få landbruget med i det her? Er der ikke nogle ret store problemer i det, hvis man bruger PFAS-stoffer i de sprøjtegifte, der bliver sprøjtet ud over vores marker?

Ordføreren.

Jamen jeg er da glad for, at SF også anerkender, at vi har en række fælles linjer, der flugter i forhold til EU. Og de ting, som jeg har svaret på to-tre gange, vil jeg ikke gentage. For det er også det, jeg hører, altså at det er fint, at vi skal bruge samarbejderne i EU så meget som muligt for at få så stærke og holdbare beslutninger som overhovedet muligt.

I forhold til pesticider er jeg helt sikker på, at spørgeren også ved, at det har sit eget godkendelsessystem; så det er der jo taget hånd om der.

Spørgeren.

Okay, det synes jeg måske er en lidt nem måde at komme videre med det på, altså at sige, at det har sit eget godkendelsessystem. Det er da rigtigt nok, men virkeligheden er jo stadig væk, at der bliver brugt PFAS i forskellige sprøjtegifte. Vi kender ikke rigtig omfanget, for der er ikke særlig godt styr på det.

Men lad mig så høre: Er det ordførerens indtryk, at der slet ikke er nogen problemer med brugen af PFAS i pesticider eller sprøjtegifte? Er det slet ikke noget, man skal handle yderligere på eller gøre noget særligt ved?

Ordføreren.

Jamen spørgeren har jo selv været med i forhandlingerne om pesticidhandlingsplaner osv., så jeg er helt sikker på, at spørgeren godt kender til, hvordan de der ting hænger sammen. Det har jo sit eget særskilte godkendelsessystem, og når det er et af de skrappeste godkendelsessystemer, vi har her i Danmark, så ved spørgeren udmærket godt, at så skal det overholde de forskellige værdier og krav, der ligger der, og gør det ikke det, jamen så kender ordføreren jo også svaret på det.

Så er det fru Mette Abildgaard.

Inde på www.dr.dk kan man læse en artikel, hvor der er en oversigt over 104 grunde i Danmark, hvor grænseværdien for PFAS er mere end 100 gange overskredet – 104 grunde. Man kan klikke sig ind, og jeg fandt en i mit eget nabolag, hvor der har ligget en autolakerer på et tidspunkt, og hvor der nu er en forurening tilbage i jorden. Det er jo sådan noget, der skaber bekymring.

Jeg kunne forstå på ordføreren, at han var optaget af danskernes bekymring, så derfor kunne jeg godt tænke mig at høre: Hvad vil Venstre gøre for de mange borgere, som oplever den her forurening i deres lokalområde? Danske Regioner har bedt om 100 mio. kr. til at oprense bl.a. den her type grunde. Sidst de forhandlede med regeringen, fik de kun 20 mio. kr. Nu er Venstre kommet ind i regeringen, og man siger, man vil lytte til borgerne. Hvor meget kan regionerne forvente at få næste gang?

Ordføreren.

Det er en meget relevant problemstilling, og for skiftende regeringer af flere forskellige farver, både røde og blå, har netop forurenede grunde jo været et issue. Hvert år tror jeg næsten man har forhandlet økonomi mellem regionerne og regeringen. Og det er jo ikke kun PFAS; det er en lang, lang række andre ting, som tiden ikke rækker til at dække fuldstændigt her – med generationsforurening og meget andet. Men det ved ordføreren jo også godt. Og så ligger der så også nu en opgørelse, som spørgeren refererer til her. Det er da relevant at få det med ind og se, hvad der så kan lægges af plan for det. For det er da ikke noget, vi bare skal trække på skuldrene ad. Det skal vi da tage lige så alvorligt som alt muligt andet, og så ved spørgeren jo også, at så bliver det i sidste ende prioriteret, ud fra hvad der er mest påtrængende at få gjort noget ved. For man kan ikke gøre det hele på en og samme tid, og det er jo de forhandlinger, der så også foregår mellem den til enhver tid værende regering og så regionerne. Men det skal da bare tages med ind i det arbejde, sådan at man får det gjort op. Jeg kunne høre på det, at det var omkring 100 grunde, så der er da noget at kigge på.

Fru Mette Abildgaard.

Vi har i hvert fald i de konservative planer, vi har lagt frem, fundet de penge, som regionerne bad om sidste gang. Det kan godt være, de kommer til at bede om endnu mere næste gang; det skal jeg ikke kunne sige. Men det er jo et spørgsmål om at sætte ind med rettidig omhu, for vi kan stadig væk nå at forhindre, at noget af den her forurening ender i vores grundvand. Til den tid vil man tale om, at det var fortidens synder, men det er jo nu, vi har muligheden for at sætte ind over for det.

Men jeg tager det egentlig som en positiv tilkendegivelse af, at der fra Venstre er en vilje til at prioritere oprensning af grunde højere, end man har gjort i den tidligere regering.

Ordføreren.

Det tror jeg er helt tydeligt i alle de debatter, der har været, både da vi var i opposition og valgkamp osv. Jeg tror, at alle partier, også Venstre, kan finde forskellige udspil, citater osv. om, at alle gerne vil gøre, hvad der er muligt for at få oprenset de her fortidens synder. Så er der så dukket en ny spiller op på banen, som hedder PFAS, og det må vi da have med ind i arbejdet.

Hr. Søren Søndergaard.

Tak. Jeg bliver altså nødt til også at bede Venstres ordfører, hr. Erling Bonnesen, bekræfte, at alle de stoffer, som står på det begrænsningsforslag, som Danmark har indsendt til EU, kan vi forbyde den dag i morgen, hvis vi har lyst til det. Det er kun et spørgsmål om, om vi vil eller ej. Vi kan forbyde dem i morgen. Kan Venstres ordfører bekræfte det?

Ordføreren.

Der kan jeg jo henvise til det glimrende svar, som miljøministeren gav, og det er så præcis det samme. Så vi giver fuld opbakning til den redegørelse, som ministeren har givet i den her sag. Jeg har da også i mine tidligere besvarelser sagt, at vi tager alle de her nye oplysninger med, der nu hele tiden flyder ind, og som ministeren også redegjorde for, bliver vi jo klogere dag for dag for dag.

Men det er bare vigtigt, at vi funderer vores beslutninger på faktabaserede ting og på et holdbart beslutningsgrundlag, sådan at de beslutninger, vi så træffer, er dem, der holder ind i fremtiden. Dem kan vi jo gøre stærkest mulige ved netop at spille godt sammen med EU, som har en meget, meget stærk viden bag sig på det her område. Vi hørte jo også tidligere i debatten, at EU faktisk er en af de stærkeste spillere på verdensplan på det her område, og det skal vi da være glade for, og det skal vi selvfølgelig benytte os af.

Hr. Søren Søndergaard.

Jeg går ikke ud fra, at Venstres ordfører antyder, at det begrænsningsforslag, der er sendt ind, ikke bygger på forberedelser og grundige overvejelser, altså at det sådan er et helt tilfældigt stykke papir. Det kan jeg ikke forestille mig at Venstres ordfører påstår. Så det store spørgsmål er jo, hvor lang tid man vil bruge på nogle stoffer, som man ved skal forbydes, og jo før det sker, jo bedre, for det har man selv bedt EU om at gøre. Hvor lang tid skal befolkningen undgælde for, at de ikke bliver forbudt? Hvor mange flere skal blive syge, fordi man venter 2 måneder, 4 måneder, 1 år? Kan vi få et bud?

Ordføreren.

Jeg tror, det er helt tydeligt, at regeringen er handlingsorienteret. Jeg kan henvise til de tidligere svar, også i forhold til PFAS i brandskum og på øvelsespladser. Jeg kan henvise til den handlingsplan, der nu er sendt; jeg kan henvise til det, som regeringen har sendt til EU, som er i fuld gang. Og så har jeg jo også nu undervejs her i debatten hørt tilkendegivelserne af, at der stort set hver dag kommer nye oplysninger om det her.

Nu skal vi ikke stå og sagsbehandle her i Folketingssalen, men jeg er da helt sikker på, at det her omkring PFAS bliver et ret fast tilbagevendende punkt på vores dagsorden og i vores arbejdsplaner i den kommende tid. Så det handler ikke om de der meget lange tidsperspektiver. Det bliver, når der er skaffet et seriøst og holdbart beslutningsgrundlag. Så kan vi tage stilling.

Tak for det. Hr. Torsten Gejl.

Tak, og tak for talen. Det er et lidt praktisk spørgsmål, for jeg er jo meget interesseret i, hvad vi kan komme i gang med nu, og har hørt en åbning fra ministeren om, at vi måske kan komme i gang med at stoppe nogle punktforureninger i Danmark. F.eks. er det med skum i gang. Men hvor lang tid har vi? Hvad er ordførerens beregninger, i forhold til hvornår det her kommer til at træde i kraft? Jeg forstår, at der blev sagt 2024. Er det i starten af 2024 eller slutningen af 2024? Hvornår oplever vi reelt her i Danmark, at nogle af de mange, mange produkter, der er PFAS i, udfases eller skabes uden PFAS?

Ordføreren.

Som jeg lige har svaret nu, tror jeg – det er jo selvfølgelig bare den vurdering, jeg kan komme med ud fra de oplysninger, jeg har, men vi har jo de samme oplysninger alle sammen – at det her omkring PFAS vil blive et ret fast tilbagevendende punkt på dagsordenen for os alle sammen ud fra de placeringer, vi nu har her omkring partier, regering, opposition, og hvad vi nu ellers arbejder med. Der skal vi da bare tage de oplysninger ind, sådan efterhånden som vi får dem på bordet, så der kan dannes et beslutningsgrundlag, så vi kan træffe nogle kvalificerede beslutninger. Så kan vi jo komme i gang. Jeg lægger som Venstremand bare vægt på, at vi har et holdbart, sagligt og fornuftigt beslutningsgrundlag, sådan at vi ved, hvad det er, vi træffer beslutning om, når vi træffer beslutningerne.

Det er sådan set også derfor, jeg siger, at vi så desværre er nødt til at afvise det beslutningsforslag, som vi har her i dag fra Enhedslisten. Nu skal vi jo ikke lige kategorisere det som noget, det måske ikke kan tåle sådan verbalt, men jeg synes ikke, det er konkret nok – lad os sige det på den facon. Så vi skal have det gjort mere konkret.

Hr. Torsten Gejl.

Mit spørgsmål var nemlig enkelt. Hvornår træder den nye EU-lovgivning, som både ministeren og ordføreren refererer til, i kraft?

Ordføreren.

Ja, der kender spørgeren jo udmærket godt til beslutningsgangene og procedurerne for det, så det håber jeg da bare den vil gøre hurtigst muligt. Der kan jeg henvise til de svar, der allerede er givet i forhold til det. Så der kan vi da bare sige, at Danmark også har været fremme i skoene, og der har regeringen også været fremme i skoene, her fra Danmark, for det er jo os fra Danmark, der sammen med andre EU-lande har været med til at få lagt de her forslag på bordet. Så der kan vi da sige, at vi rent faktisk går foran her i Danmark i forhold til det.

Så er det fru Pernille Vermund.

Tak for det. Venstre har jo i hvert fald indtil for nylig været et landbrugsparti – jeg ved, at ordføreren har det skidt med, at jeg taler om Venstre som landbrugsparti i datid – men faktum er jo, at nogle af de her stoffer finder vi også i vores fødevarer, og faktum er, at det jo ofte er sådan, at det er danske landmænd, som kommer til at betale regningen for, hvad der tidligere har været af forureninger i Danmark, på dansk jord, eller som er kommet ned med vores regnvand.

Hvordan har ordføreren for Venstre, altså Danmarks tidligere landbrugsparti, det med, at vi risikerer, at det er danske landmænd, der står med regningen, når danske fødevarer er belastede af de her stoffer i fremtiden, fordi man ikke har handlet i tide?

Ordføreren.

Jeg forstår godt den sådan lille drillebemærkning om, at vi skulle være et tidligere landbrugsparti, men jeg kan da så kvittere positivt tilbage og sige, at jeg da var glad for det fantastisk gode samarbejde, som jeg synes vi også havde i forbindelse med tilblivelsen af landbrugsaftalen der i oktober 2021, med gode dialoger, som jeg jo da også fornemmer og oplever at vi simpelt hen viderefører. For nok er regeringen nu formet af tre partier, og det er godt i den nuværende situation, men der er også en forligskreds, og den er Nye Borgerlige jo også en del af.

Så jeg ser da frem til, at begge partier, både Venstre og Nye Borgerlige, også fremadrettet er gode danske landbrugspartier, som arbejder godt sammen om at sikre landmændene nogle gode vilkår, og derfor skal de jo selvfølgelig heller ikke bare stå tilbage med aben.

Værsgo, spørgeren.

Det synes jeg jo er rigtig positivt. Og i bund og grund handler det her om, at vi ikke skal efterlade en regning i børneværelset, som handler om, at vores natur, vores miljø og vores fødevarer er ringere i fremtiden, end de kunne have været, hvis vi havde handlet i tide.

Kunne Venstre ikke nu, hvor man har valgt at gøre Mette Frederiksen til statsminister, bruge det dna, der trods alt er et eller andet sted i Venstre – jeg ved, at det i hvert fald er i ordføreren – til om ikke andet af hensyn til dansk landbrug at sige: Vi er nødt til at sætte foden ned; vi er nødt til at handle nu, for ellers risikerer vi om 10-20 år, at det er danske landmænd, der står med regningen?

Tak. Ordføreren.

Jamen danskerne gjorde jo Mette Frederiksen til statsminister, og det har vi taget til efterretning i Venstre. Og så har vi også spillet ind med at få så meget indflydelse som muligt, og det er jeg som Venstremand glad for. Derfor er jeg da også glad for, at vi med den position netop også kan være med til at sikre, tror jeg da på og kan vi forhåbentlig bevise, landbruget den bedste vej frem i fremtiden, sådan at vi stadig væk også fortsat kan sikre forbrugerne de bedste kvalitetsfødevareprodukter.

Det er jo lige præcis også derfor, at jeg da er glad for, at vi så også som regeringsparti er med til at få sendt det her til EU, sådan at EU kan komme i gang med at få tilvejebragt et godt og stærkt beslutningsgrundlag, som vi også kan tage stilling til her. Så det er en fordel for os, og det er også en fordel for landmændene. Så i sidste ende er det faktisk en fordel for dansk landbrug, at Venstre er med i regeringen.

Så er der ikke flere spørgsmål til ordføreren. Den næste ordfører på talerstolen er fru Charlotte Bagge Hansen fra Moderaterne.

Tak for det, formand, og tak for ordet. Og tak til Enhedslisten for at fremsætte det her forslag og endnu en gang sætte fokus på problematikkerne med det miljø- og sundhedsskadelige PFAS. I Moderaterne er vi sådan set enige i den overordnede hensigt med forslaget. Jeg tror efterhånden, alle er enige i, at vi skal handle på den PFAS-forurening, vi ser i Danmark og i resten af EU. De forurenende PFAS-stoffer kender ikke landegrænser. Derfor er det også bydende nødvendigt, at vi sammen i EU gør en indsats for at begrænse brugen af PFAS-stoffer. PFAS er ikke kun et problem i forbrugerprodukter; der er stort set PFAS alle de steder, hvor vi leder efter det, og der er rigtig mange kilder til forurening.

Derfor mener vi også, at problematikken skal håndteres fra alle tænkelige vinkler. Det er Moderaterne og regeringens holdning, at vi bør fokusere på arbejdet med et forbud i EU og fortsat skubbe på for at fremskynde processen, som vi også tidligere har hørt at ministeren har fortalt. Men det er også Moderaterne og regeringens holdning, at vi ikke kan lave et decideret nationalt forbud, da et forbud vil have økonomiske, juridiske og erhvervsmæssige konsekvenser. Der er PFAS overalt og f.eks. også i de mobiltelefoner, vi bruger hver evige eneste dag.

Det er særlig vigtigt at fremhæve, at vi også har et ansvar over for de virksomheder, som anvender PFAS-stoffer i deres produktion. Erhvervet skal kunne følge med, og vi bliver nødt til at tage højde for, at virksomhederne skal have tid til at udfase stofferne i produktionen eller helt omlægge deres produktion som en konsekvens af forbuddet. I samme ombæring vil jeg også fremhæve, at virksomhederne allerede nu kan sætte ind, og som selvstændig erhvervsdrivende er jeg faktisk ikke i tvivl om, at der er rigtig, rigtig mange virksomheder, der allerede arbejder på alternativer, da vi har kendt problematikken med det her PFAS-stof i mange år, og indsætter nye løsninger. Og alt andet lige er der til sidst os forbrugere, og vi ved godt, hvad vi vil have, og hvad vi ikke vil have, og hvis et erhvervsliv ikke vil omstille sig, kan jeg godt have svært ved at tro på, at det så vil overleve. Så set fra vores side er det selvfølgelig klart, at erhvervslivet skal omstille sig.

Selv om Moderaterne har sympati for Enhedslistens beslutningsforslag, kan vi ikke give vores opbakning til det, men vi vil selvfølgelig fortsat understøtte det vigtige arbejde med et forbud i EU, vi vil fortsat skubbe på, og ja, som ministeren sagde, ser vi altså også gerne i Moderaterne, at det her bliver globalt. For vi har en udfordring, vi skal have sat ind over for, og det er allerede gjort, og vi fortsætter ufortrødent. Tak for ordet.

Selv tak. Så er det hr. Søren Egge Rasmussen.

Tak for det. Der står sådan set også i Enhedslistens beslutningsforslag, at samtidig opfordrer Folketinget regeringen til at fremskynde arbejdet for et generelt forbud mod anvendelse af stoffer i hele EU. Så det er jo fuldt med i vores forslag, at vi også går ad EU-sporet. Men vi går altså også ad sporet mod et nationalt forbud, bl.a. ud fra de erfaringer, vi har haft fra tidligere, hvor det også via Folketinget har været muligt at forbyde nogle hormonforstyrrende stoffer, og hvor EU så efterfølgende har flyttet sig. Det synes jeg også vi skal gøre her. Så jeg kunne egentlig godt tænke mig at høre om noget. Jeg ved ikke, hvor meget indflydelse Moderaterne har i regeringen, men det må vel være muligt at presse på, hvis man synes, det er en vigtig sag, og at det er noget, der skal fremmes. Nu har vi så set, at med brandskum er det åbenbart så vigtigt, at der kan man godt gå et skridt videre, så det der med at komme frem til forbud mod nogle produkter kan altså godt lade sig gøre. Kunne Moderaterne forestille sig, at vi også kunne komme frem til et forbud mod PFAS i sådan noget som børnetøj?

Ordføreren.

Jeg vil sige, at det ikke handler om, om Moderaterne har indflydelse – for Moderaterne har indflydelse. Alle tre regeringspartier ser på det her med den største alvor. Det er utrolig vigtigt, som ministeren også har redegjort for; selvfølgelig vil vi gerne sætte ind mod enkeltprodukter, men der vil jeg igen understrege, at det er vigtigt, at vi har nogle fakta. Derfor vil jeg også gerne sende en opfordring til alle, der sidder herinde i den her sal, og sige, at har vi nogle løsningsforslag, og har vi nogle idéer, så sørger vi for at få formidlet det over til ministeriet, over til administrationen, så vi kan få arbejdet med det og rykket på det hurtigst muligt. Der må simpelt hen ikke være tvivl om, at vi har den intention. Det her er et problem – det er et problem for alle. Jeg tænker, at det hverken er større eller mindre, om man er rød, blå eller lilla i den her sal.

Hr. Søren Egge Rasmussen.

Jamen det lyder godt, at ordføreren er med på, at der kan være nogle enkelte produkter, man går videre med. Det var det, jeg lyttede mig frem til. Og nu er vi i den situation, at børn nogle gange er mere modtagelige over for kemikalier på grund af deres hud, og på grund af at de har en krop, der ikke er færdigudviklet. Så der er et særligt hensyn at tage over for børn. Og det har vi så tidligere gjort i Folketinget i forhold til de her hormonforstyrrende stoffer, og det er vi altså i Enhedslisten parat til at gøre igen. Er Moderaterne også parat til at tage et særligt hensyn til børn i forhold til PFAS og de giftigheder, der er forbundet med det?

Ordføreren.

Jamen vi er jo interesseret i at gøre en særlig indsats over for alle. Nu taler ordføreren lige præcis om alternativer til børneområdet, og jeg ved, at der allerede findes en hel del alternativer til børnetøj og regntøj, som man kan købe. Og når der er substituerende produkter, er vi jo selvfølgelig villige til at gå ind og kigge på tingene og se på, hvad der er af fakta, hvad vi skal gøre, hvad vi kan gøre, og om der er mulighed for at tage fat i det enkelte produkt, ligesom I så flot gjorde det i tilfældet med den sut, hvor man i Folketinget gjorde Danmark til foregangsland for EU. Men jeg er faktisk også stolt af, at det er Danmark, der har taget initiativet til at lave det her. Ja, jeg tror, I ved, hvad jeg mener.

Tak. Så er det fru Pernille Vermund.

Tak for det. Der er simpelt hen to ting, der undrer mig, og som jeg synes vi mangler at få svar på her. 1) Hvad er årsagen til, at det forslag, man har sendt ned til EU, ikke kan blive fremsat af regeringen som et lovforslag her i Danmark, så vi kan gå forrest? For jeg må formode, og vi må formode, at det arbejde, der er lavet med det forslag, der er sendt til EU, har været grundigt. Det er jo trods alt flere lande, der står bag det. Så det er det ene: Hvad er årsagen til, at regeringen ikke kan fremsætte samme forslag nationalt i Danmark?

2) Hvad er tidsperspektivet i EU? Vi fik ikke noget klart svar før. Det må ordføreren som en del af et parti, der indgår i regeringen, kunne svare på. Hvad er tidsperspektivet i EU?

Ordføreren, værsgo.

Altså, for at svare på begge ordførerens spørgsmål vil jeg sige, at jeg mener, at der er blevet redegjort for det, både fra ministerens side og fra min kollega fra Venstres side – på spørgsmål 2.

Spørgeren.

Hvis der var blevet redegjort for det, havde jeg ikke spurgt. Der er ikke redegjort for det. Der er blevet sagt: På den ene side og på den anden side, og vi må se, og vi venter, eller det tager den tid, det skal tage; det er vigtigt; det her er noget, der haster, men det skal også gøres grundigt. Det tror jeg ministeren sagde. Ordføreren for Venstre sagde noget i retning af, at ministeren havde svaret på spørgsmålet. Så nej, vi har ikke fået svar på det. Vi ved ikke, hvor lang tid det her kommer til at tage. I forslaget, vi behandler i dag, står der, at det kan tage mange år. Er det rigtigt? Og hvor mange år forventer regeringen at det tager? Det må man kunne svare på. Og hvorfor bliver samme forslag ikke fremsat af regeringen nationalt? Det må da være det letteste i verden, når man allerede har lavet et forslag til EU.

Ordføreren.

Jeg vil gerne sige, at fra Danmarks side, fra regeringens side, bliver der presset på. Vi skubber på. Det er os, der har stillet det her forslag sammen med en række lande. Vi ser det gerne eksekveret hurtigst muligt. Der er nogle forskellige processer, man skal gå igennem, før der kan blive taget en beslutning. Nærmere kan jeg desværre ikke komme det. Jeg ville gerne, men det kan jeg ikke.

Så er det hr. Søren Søndergaard.

Jeg vil bare hjælpe ordføreren med at svare på spørgsmålet fra Nye Borgerlige. For ordføreren kan jo bare sige til Nye Borgerlige: Ja, det er fuldstændig korrekt; alle de stoffer, der står på det begrænsningsforslag, som vi har sendt til EU, kan vi forbyde den dag i morgen i Danmark, hvis vi vil. Det kunne ordføreren bare sige, og så kan man komme med alle forklaringerne på, hvorfor man så alligevel ikke vil gøre det. Men det er da et relativt enkelt svar.

Ordføreren.

Tak for spørgsmålet. Jeg vil gerne svare. Jeg synes igen, at ministeren har redegjort grundigt for hvorfor, og hvilke problematikker der er, og hvad der er i det her, men jeg synes også, at det, ministeren sagde, burde efterlade alle herinde med den opfattelse, at det her er noget, vi tager meget alvorligt. Der bliver arbejdet hårdt på det, og det er der blevet gjort fra dag et.

Spørgeren.

Okay, jeg vil ikke komme med et nyt spørgsmål. Jeg vil så bare komme med den kommentar, at det jo er tydeligt, at der er et forsøg på at undgå at sige klart og tydeligt, at vi kan forbyde de ting, vi har skrevet om til EU, den dag i morgen, hvis vi vil. Det kan vi gøre, og derfor bliver det jo et endnu større spørgsmål, hvorfor vi så ikke gør det.

Hvad er det for nogle ting, som forhindrer det, når vi selv har skrevet til EU, at de her stoffer er farlige? For det er jo derfor, de står på den liste, vi har sendt til EU.

Ordføreren.

Jeg kommer nok til at svare det samme en gang til: Jeg synes, der er blevet redegjort godt og grundigt for det her, og der skal ingen tvivl herske om, at vi i regeringen rigtig gerne arbejder sammen med alle her i Folketinget der, hvor vi kan gå ind og finde en punktkilde og sige, at her har vi noget, og vi ved, hvad vi kan gøre.

Så lad os da arbejde sammen om det her på tværs af Folketinget. Det er en alvorlig sag, og som jeg sagde før: Ja, på EU-plan, men fra Moderaternes side ser vi også gerne, at det bliver globalt.

Tak. Hr. Kim Edberg Andersen.

Jeg vil godt lige stikke fingeren ind i forhold til det spørgsmål, som der ikke er blevet svaret på endnu, efter at to andre ordførere har stillet det, og det er, hvad det er, der gør, at Moderaterne mener, at et forslag stillet til EU ikke bare kan blive fremsat i det danske Folketing. For vi må jo gå ud fra, at Moderaterne stadig væk mener, at Folketinget varetager lovgivningen her i landet, og vi ville jo ikke bede EU indføre noget, som vi er flove over at indføre her i landet.

Så vil Moderaternes ordfører ikke bare komme med en dato for, hvornår et lovforslag, som man mener er godt nok til at blive fremlagt til EU, kan blive fremsat i Folketinget? For vi er jo ret beset stadig væk en lovgivende instans.

Ordføreren.

Jeg vil gerne sætte et par ord på det. Men vi kan prøve at se. Vi er knap 6 millioner mennesker her i Danmark. I EU batter vi noget mere. Og hvis vi herhjemme i Danmark siger, at vi ikke kan have mobiltelefoner længere, fordi der ikke må være PFAS i vores produkter, så kan jeg godt tvivle på, at de store internationale virksomheder vil sige, at de selvfølgelig bare lige med det samme laver nogle andre produkter til Danmark. Det handler om at have en gennemslagskraft. Det handler om at gøre noget, der batter noget, og det gør det, når man har flere lande i ryggen.

Spørgeren.

Så jeg må jo forstå det sådan, at Moderaterne dybest set går ind for, at al lovgivning skal vedtages i EU først, fordi der i Danmark slet ingen grund er til at lave dansk lov. Vi laver EU-love, og i Danmark følger vi så bare med. For virkeligheden er jo en helt anden, og jeg bliver bare nødt til at stille spørgsmålet en gang til: Hvorfor er det, at Moderaterne mener, at Folketinget ikke er en lovgivende instans i Danmark, men at det ligesom skal igennem EU først?

Ordføreren.

Nu forholder vi os til det konkrete beslutningsforslag og det konkrete spørgsmål, der er her, og det mener jeg at jeg har besvaret, så godt jeg kan, og ministeren har redegjort for det. Hvad der er dansk lovgivning, og hvad der ikke er dansk lovgivning, tænker jeg at vi kan tage ude på den anden side af døren og så få det afklaret der.

Så er der ikke flere spørgsmål til ordføreren. Tusind tak. Så er det næste ordfører, der skal på talerstolen, og det er hr. Carl Valentin fra Socialistisk Folkeparti.

Tak for det. Jeg kan starte med at sige, at vi i Socialistisk Folkeparti har tænkt os at stemme for det forslag her. Det er jo noget, vi selv også har foreslået igennem længere tid, men tak til Enhedslisten for at fremsætte det i den her omgang.

På mange måder er de her PFAS-stoffer virkelig en lumsk størrelse. De er giftige, men ikke sådan akut giftige på samme måde som kviksølv, rottegift eller radioaktivt materiale. Samtidig er det også nogle uhyre praktiske stoffer til alle mulige forskellige formål, og de har tilladt os at lave bedre og billigere versioner af alt fra regntøj og medicin til stegepander og tandtråd. Så vi har vænnet os til de her stoffer og lært dem at kende som en sådan lidt ufarlig del af hverdagen. Men de her stoffer er langtfra ufarlige, og jeg synes faktisk ikke, det har været beskrevet meget i debatten her, præcis hvordan de her stoffer er problematiske. Alle nævner bare, at det er meget farligt og noget, man tager meget alvorligt. Men altså, bare lige for at nævne nogle nedslag vil jeg sige, at en rapport, der kom fra Sundhedsstyrelsen sidste år, peger på, at for høje PFAS-niveauer kan skade immunsystemet hos børn, og at et studie fra Færøerne har vist, at de børn, der har mest PFAS i kroppen, reagerede dårligere på mæslingevaccinen og dannede færre antistoffer. Derudover har den rapport fra Sundhedsstyrelsen, som jeg nævnte før, også vist, at PFAS kan nedsætte fødselsvægten hos nyfødte, føre til forhøjet kolesterol og påvirke leveren. Så det, vi taler om her, er rimelig seriøst. Derudover påvirker PFAS-stofferne sandsynligvis også vores kroppe på en lang række måder, som vi på ingen måde har overblik over endnu. De er stort set unedbrydelige i naturen, og de kan blive i vores kroppe i mange, mange år.

Nogle frygter, at et forbud mod de her stoffer kan blive dyrt for de virksomheder, som bruger dem meget uhæmmet i dag. Dem, der har den frygt, vil jeg gerne lige minde om, at de samlede udgifter til stoffernes skadelige effekter på folkesundheden bare i Norden er mellem 20 og 35 mia. kr. om året ifølge en rapport fra Nordisk Ministerråd, som er lavet i 2019. Så det kan godt være, at det koster virksomhederne noget at omstille sig, og at det kan være besværligt for nogle af dem, men det koster i sandhed også noget for vores samfund at lade være med at regulere det her.

I den her debat har det fyldt meget, om man skal gå EU-vejen, eller om man skal gå den danske vej, og vi har længe i SF presset på for, at man skal gå begge veje. Vi har lagt meget energi i, at man skal gå EU-vejen, for det er der, vi virkelig kan rykke noget på lang sigt – og der vil jeg da også gerne rose regeringen for at have taget det op dér. Selv om det forslag, man er kommet med, ikke er perfekt, synes jeg, man er gået et godt stykke af vejen. Men jeg forstår simpelt hen ikke, at man ikke i højere grad er villig til at tage nogle initiativer på nationalt plan. Det er ekstremt vigtigt, at vi også går foran ved at vedtage konkret lovgivning i Danmark, fordi det jo også skubber til EU-processen. For hvis Danmark ikke bare lavede et fælles forslag om EU-politik med nogle andre lande, men sammen med andre EU-lande forbød det nationalt, kunne vi virkelig presse på og måske sikre, at processen gik hurtigere. Der forstår jeg ikke, at regeringen ikke er gået videre. Jeg håber meget, at når man kommer med den der nationale handlingsplan, som man har lovet, men som vi ikke har set endnu, så har man faktisk tænkt sig at komme med noget konkret progressivt. Det kunne jo f.eks. være et totalforbud mod brugen i tekstiler. Jeg synes ikke på nogen måde, at det er nok – jeg synes, at vi skal have et totalforbud mod det – men det ville da være et stykke af vejen, og det håber jeg regeringen vil gøre, selv om man ikke ville love det, da jeg spurgte ind til det tidligere i dag.

Så tror jeg også bare, at jeg nu, hvor jeg står her, gerne lige vil rose de partier, som kæmper den her kamp. Altså, både Alternativet, Enhedslisten og SF har brugt meget energi på det, men jeg synes også, at det er fedt at se fru Mette Abildgaard, fru Pernille Vermund og andre fra borgerlige partier kæmpe den her kamp. Jeg synes, det er vigtigt, at vi står sammen på tværs af partier i den her sag, for det er en meget vigtig sag for borgerne derude, og jeg tror, at med de der store historier, der har været i medierne, om, at nu er det også i vores økoæg og i din tandtråd og sådan noget, virkelig har skubbet til en frygt, som jeg godt kan forstå, for det er ekstremt bekymrende, og det er altså et stort problem, som der skal ret seriøs lovgivning til hvis vi skal gøre noget ved. Og noget, der virkelig ville rykke, var, hvis vi lavede et totalforbud nationalt. Der er ikke engang noget årstal på, hvornår man skal gøre det, i det forslag her, så jeg synes egentlig, det er rimelig stille og roligt og implementerbart. Derfor støtter SF også op om det, og vi kommer fortsat til at kæmpe for, at vi får et nationalt forbud mod PFAS-stoffer. Tak.

Selv tak. Der er ingen spørgsmål, så tak til ordføreren, og næste ordfører på talerstolen er hr. Hans Kristian Skibby fra Danmarksdemokraterne.

Tak, hr. formand. Der er ikke nogen tvivl om, at i Danmarksdemokraterne er vi meget bekymrede over alle de oplysninger, der kommer frem, omkring PFAS og måden, det fungerer på. Der har været stigende interesse for det, ja, og det er der jo nok selvfølgelig også en årsag til.

Vi mener, at de tiltag, der skal være, skal baseres fortrinsvis på evidensbaserede tilgange. Og det betyder, at vi mener, at man skal begynde med langt flere målinger. Man skal gøre langt mere ud af at finde sporbarheden, og man også skal sætte ind med målrettede nålestiksopgaver og -operationer de steder, hvor det viser sig, at forekomsterne er størst, eksempelvis i vores undergrund. Senest har vi jo set, at her i Københavns Kommune undersøger man en række af kommunens legepladser.

Det er klart, at med de midler, der er til rådighed, selv i et velfærdssamfund som det danske, er der ikke nok til, at man kan lave et quickfix i forhold til hele problematikken omkring PFAS. Men det ændrer ikke på, at når der kommer og når der bliver sporet de her meget store forekomster af det på enkelte områder – det kan være gamle virksomhedsarealer, det kan være landbrug, det kan være industri, og det kan være alt muligt andet, som lægger til historien om det – skal vi også reetablere de steder og, havde jeg nær sagt, få så meget godt miljø ud af det antal millioner eller milliarder, som der nu engang er til rådighed til det.

Det er jo også derfor, at både KL og Danske Regioner har talt for, at det er vigtigt, at der bliver øremærket flere midler til den her miljømæssige visualisering, men også og ikke mindst den fysiske, aktive indsats, der ligger i at ændre tingene og få fjernet forureningspunkterne.

Det, der foreslås med det her beslutningsforslag fra Enhedslisten, er et nationalt forbud mod PFAS i alle forbrugerprodukter, og det lyder jo umiddelbart utrolig plausibelt, for det ønsker man dybest set var alles virkelige verden, altså at det allerede var noget, der eksisterede i dag – at der var et forbud – og at det også var noget, der var praksis i forhold til alle de tusindvis, hundredvis af millioner, milliardvis af forskellige, individuelle forbrugerprodukter, der befinder sig her i Danmark. Men sådan er det desværre ikke i virkeligheden; det er ikke noget, der er evidens for; det er ikke noget, der er lavet måltal på i forhold til 10-12.000 forskellige PFAS-forekomster.

Det er noget, der tager tid, og det er noget, der skal i gang, og derfor er vi også i Danmarksdemokraterne glade for, at miljøministeren og regeringen var rimelig offensive og ude at sige, at det her faktisk er en grænseoverskridende udfordring. Det er noget, som skal løses operationelt med andre lande, og derfor er samarbejdet med Sverige, Norge, Holland og Tyskland jo et godt eksempel på, at der også findes steder, hvor man kan bruge EU til noget fornuftigt.

Der vil jeg godt have lov til at sige: Det er ikke altid, jeg har været særlig glad for EU, men jeg har nu altid rost det de gange, hvor man har kunnet se nogle steder, hvor det var til gavn. Og det er det altså ikke, hvis vi ender i en model, hvor vi forbyder noget i Danmark, som ikke, selv i den allerbedste verden, kan forbydes. Vi kan jo ikke gøre sådan, at Danmark skal stå uden alle de produkter, der i dag indeholder eksempelvis forekomster af PFAS. Vi kan ikke have et land uden elbiler, f.eks.; det ville nok være lige en kende for morsomt. Så er det jo altså sådan, at politikere også skal være indstillet på, at tingene er i proces, og at det tager lidt tid at komme på plads med de her forskellige initiativer.

Så vil Danmarksdemokraterne jo selvfølgelig også gerne appellere til miljøministeren om, at der kommer noget lidt mere håndgribeligt på i forhold til de der tidsmæssige estimater af, hvor hurtigt det her kan gå. For det er jo rigtigt, som andre her i salen har påpeget, at det er vanskeligt at være tilbageholdende, når man kan se, at vi faktisk godt også vil have nogle tidsperspektiver på. Vi kan ikke vente på det her i hverken 10 år eller mere. Det er noget, der skal gå noget hurtigere, vil jeg gerne sige.

Så er der også en række virksomheder, som i dag bruger PFAS, og som ikke har umiddelbare alternativer til det i deres produktionsgange. Det er også noget, som selvfølgelig tilskynder til, at vi ikke bare kan lave et quickfix ved at lave et forbud, der f.eks. gælder fra den 1. januar 2024. Det ville måske nok være en lov, der kunne blive vedtaget, men det ville ikke være noget, der i virkelighedens verden ville rykke tydeligt på ret meget.

Så har andre ordførere jo også været inde på, at vi har fundet det i flere og flere typer af kilder, altså kød, æg og regnvand fra skyer osv. Så der er virkelig behov for, at vi kommer i gang. Men med de her ord kan vi ikke støtte selve beslutningsforslaget, som det er skrevet, men vi vil gerne komme det i møde med noget andet. Tak.

Der er ingen korte bemærkninger. Næste ordfører på talerstolen er hr. Ole Birk Olesen fra Liberal Alliance.

Når alle partier er enige om at gøre alle fornuftige ting for at imødekomme et samfundsproblem, er det jo noget, som fornuftige mennesker glæder sig over i det ganske land. Se alt det fornuftige, alle partier i Folketinget kan blive enige om! Men det stiller nogle partier et dårligt sted. Hvordan kan de så vise, at de vil mere end de andre partier, når alle partier vil alt, der er fornuftigt? Så bliver de partier, der gerne vil signalere, at de vil noget mere, nødt til at komme med nogle forslag, som måske ikke er så fornuftige, for ellers kan de jo ikke hævde, at de er bedre end de andre.

Vi har f.eks. set det i udlændingepolitikken. Da alle partier blev enige om, at vi da skal føre en eller anden forholdsvis stram udlændingepolitik, så begyndte de partier, der gerne ville signalere, at de ville mere, at finde de ufornuftige forslag frem, alle symbolforslagene. Vi ser også i miljøpolitikken og klimapolitikken, at efterhånden som alle partier i Folketinget er enige om, at man skal gøre alle fornuftige ting for at komme problemerne i møde, så begynder de partier, der har behov for at dyrke deres egen profil, at komme med de ufornuftige forslag for at hævde, at de vil noget mere.

Det er så også tilfældet med det her beslutningsforslag, hvor alle partier i Folketinget er enige om, at alt, hvad der er fornuftigt, skal gøres, og det fornuftige, når vi har at gøre med sådan nogle grænseoverskridende problemstillinger, som vi har her, er at lave et ihærdigt arbejde for at gennemføre alle relevante forbud i EU-sammenhæng. Det er fornuftigt af forskellige grunde. Den ene er, at PFAS jo kommer ind over landegrænserne via luft og vand, og det vil sige, at hvis vi i Danmark som et lille land isoleret forbyder PFAS, får vi cirka de samme PFAS'er ind fra udlandet via luft og vand. Det er også fornuftigt, for når vi som et lille land måtte forbyde alle PFAS'er, vil der være produkter, som ikke bliver produceret på verdensmarkedet uden PFAS, og det er ikke sikkert, at producenterne vil lave et særligt produkt alene til Danmark. Det vil sige, at hvis de produkter, som har PFAS i sig, ikke må sælges i Danmark, er det ikke sikkert, at der bliver lavet nogle andre produkter, fordi vi er for lille et marked, eller alternativt, at der kun er én producent, der vælger at lave et PFAS-frit produkt til det danske marked og så skruer op for prisen, fordi man har monopol og er den eneste, der er, på det marked.

Derfor går vi jo alle sammen den vej og vil alle sammen gå den vej, at vi skal arbejde hårdt, og det har regeringen sat sig i spidsen for, i EU-systemet for at forbyde PFAS så meget som overhovedet muligt. Det efterlader så selvfølgelig Enhedslisten og Konservative med det problem, at de så skal finde på noget at gøre for at hævde, at de er mere grønne end vi andre. Og så stemmer de for sådan et ufornuftigt forslag.

Vi hopper i Liberal Alliance aldrig på den slags vogne. Vi har den idé, at man som oppositionsparti skal stemme ja til politik, som man også ville gennemføre, hvis man sad i regering, og man skal ikke støtte beslutningsforslag og lovforslag, blot fordi der ikke er flertal for dem, for at signalere noget, som man godt ved er lidt skørt. Man skal stemme for ting, hvis man ville stemme for dem, også hvis man var det afgørende mandat for, at det blev vedtaget. Det vil sige, at sådan noget med at stemme for, fordi det alligevel ikke har nogen konsekvenser, fordi der ikke er noget flertal for det, som f.eks. Konservative formentlig gør i den her sag, gør vi ikke. Vi stemmer for ting, hvis vi ville ønske, at de blev gennemført, hvis vi havde de afgørende mandater.

Så vi bliver desværre nødt til at stemme imod det her beslutningsforslag, samtidig med at vi er blandt de allermest ambitiøse partier, i forhold til at man skal gøre noget reelt ved PFAS-forurening via EU.

Tak til ordføreren. Der er et par kommentarer. Den første er fra hr. Søren Søndergaard.

Det var en meget sjov udlægning. Men jeg kan jo huske, da vi diskuterede spørgsmålet om gift i babysutter. Der bliver jeg altså nødt til at insistere på, at der var ingen partier, der stillede sig op og sagde: Vi går ind for gift i babysutter, længe leve gift i babysutter! Det var der ingen der sagde. Alle var imod gift i babysutter. Men dem, der havde regeringsmagten, sagde: Vi kan bare ikke gøre noget, vi kan ikke gøre noget på grund af EU, og sæt nu, at vi gennemfører det isoleret i Danmark; så bliver vi helt isoleret, og så bliver vi nødt til at få nogle rigtig dyre sutter, for så skal de produceres, eller måske kan man slet ikke få sutter i Danmark. Der kom alle mulige forklaringer. Så satte et flertal i Folketinget sig igennem og sagde: Vi laver et forbud mod gift i babysutter. Og tænk: Vi blev ved med at have sutter i Danmark. Der var en masse lande, der sluttede op om os, fordi de heller ikke ville have gift i babysutter, og så fulgte EU efter og lavede en lovgivning mod gift i babysutter. Kan man ikke forestille sig, at det er det samme, der er tilfældet her?

Ordføreren.

Det kan man jo sagtens forestille sig, hvis man har at gøre med en enkelt produktgruppe, altså hvis vi nu f.eks. sagde: Lad os lige undersøge markedet for regntøj, og om det ville være muligt at lave et nationalt forbud i forhold til regntøj og stadig væk få leveret regntøj til Danmark. Det er til at håndtere. Men det her forslag går jo ud på, at der skal gælde et forbud i forhold til alle forbrugerrettede produkter, uden at man har nogen som helst mulighed for eller har gjort sig anstrengelser for at undersøge, om det er muligt at gøre det for alle produkter. Så det er to vidt forskellige ting, som hr. Søren Søndergaard taler om: et specifikt produktforbud i forhold til sutter kontra det, som er på bordet her, nemlig et forbud mod alle produkter overhovedet, uden at man har undersøgt alle produkter.

Hr. Søren Søndergaard.

Kan vi så ikke få en oplysning fra Liberal Alliance om, hvilke produkter Liberal Alliance mener vi skal forbyde og vi kan forbyde i henhold til EU-lovgivningen, fordi vi har sendt et brev af sted, hvor vi har antydet det? Kan vi ikke få et bud? For så er der da kommet noget ud af debatten; så samles vi om det, og jeg er sikker på, at bum, så vil alle være med og stemme det igennem. Hr. Ole Birk Olesen kan selv få lov at fremsætte forslaget og få æren for det. Hvad er det for nogle produkter, som hr. Ole Birk Olesen mener vi kan forbyde i morgen?

Ordføreren.

Det kan jeg ikke på stående fod vurdere. Men man ville her i Folketinget kunne lave en aftale med regeringen om, at regeringen stiller hele sit embedsmandsapparat til rådighed for at undersøge, hvilke produktgrupper vi umiddelbart kan se at vi godt ville kunne forbyde. Kan vi f.eks. forbyde PFAS i børnetøj? Kan vi f.eks. forbyde PFAS i regntøj? Hvis vi nu kigger på de konkrete produktgrupper, ville det så være muligt? Jeg tror da også – det vil jeg gætte på – at regeringen godt ville sætte sådan et arbejde i gang, hvis vi beder om det, og det har jeg hermed bedt om.

Så er det fru Pernille Vermund.

Tak for det. Jeg kunne forstå, at ordføreren ville holde den tale, som han holder, hvis det var sådan, at der i forslaget stod, at det skulle være eksempelvis pr. 1. januar 2024. Det står der ikke. Jeg er fuldstændig overbevist, at det her kommer til at ske før eller siden, og at man selvfølgelig starter med alle de produkter, som der i dag er erstatninger for, og at man indfaser det over tid med de produkter, som der i dag ikke er erstatninger for. Det er jeg fuldstændig overbevist om.

Derfor er det også en gratis omgang at stemme for det her forslag. Altså, vil ordføreren ikke medgive, at der ikke står, hvornår det her skal ske, og at man dermed giver mulighed for at sige, at vi kan sætte regeringens embedsværk i gang og starte med alt det, som man har sendt ned til EU, og så kan vi over tid lave en plan for, hvordan vi får det udfaset andre steder. Det er jo muligt inden for det forslag, der ligger her. Er det ikke rigtigt?

Ordføreren.

Det er ikke sådan, jeg tolker forslaget, for hvis man kunne tolke forslaget sådan, ville man jo også bare kunne sige, at det her handler om, at det skal gøres, i takt med at man får dem overbevist i EU-systemet om, at det skal gøres. Så behøvede man jo ikke noget nationalt forbud.

Grunden til, at der kræves et nationalt forbud, er, at man håber, at man kan overhale EU-processen undervejs. Men det er jo så åbenbart ikke nødvendigt, for det her behøver ikke at gennemføres hurtigere end via EU-processen, forstår jeg på fru Pernille Vermund.

Spørgeren.

Jamen for mig er der tale om en undren over, at man ikke fra regeringens side siger: Det, som vi har sendt forslag om til EU, fremsætter vi i Folketingssalen. For jeg formoder da, at man har gjort sig umage med det, man sender til EU – så stor umage, at man også kunne fremsætte det her og have en tilsvarende høringsproces i Danmark og så sige, at på de konkrete områder, hvor vi sammen med vores nabolande har anbefalet EU at lave et forbud, starter vi da i Danmark. Og så kan det godt være, at vi ikke løser alt, men vi får da i det mindste begrænset PFAS i den periode, der går, før EU eventuelt tager sig sammen, for vi aner jo ikke, om der kommer et forbud.

Ordføreren.

Det, vi ved, er, at når der kommer forbud i EU-systemet, så har det en faktisk effekt, hvorimod et nationalt forbud ikke har en faktisk effekt, men blot er det, man på venstrefløjsk siger handler om at være et foregangsland. Og vi er ikke tilhængere af det her med, at man skal gennemføre lovforslag, der har meget små faktiske positive konsekvenser eller ingen faktiske positive konsekvenser, men som har store faktiske omkostninger.

Så er det fru Mette Abildgaard.

Tak for det, og tak til ordføreren for en tale, hvor der jo næsten var lige så mange stikpiller til Det Konservative Folkeparti, som der findes forskellige fluorholdige stoffer, og det er jo ikke så lidt.

Det er rigtigt, at vi i Det Konservative Folkeparti nogle gange tillader os at gå videre på det grønne område, end Liberal Alliance gør. Vi var som det eneste borgerlige parti med til at lave den første klimalov på et tidspunkt, hvor Liberal Alliance havde en ordfører, der pr. princip ikke ville tale klima, og hvor man satte spørgsmålstegn ved, om klimaforandringerne overhovedet fandt sted. Så det er fuldstændig rigtigt, at Det Konservative Folkeparti i mange sager har haft en mere grøn profil, end Liberal Alliance har.

Men jeg kan jo så forstå på ordføreren, at Liberal Alliance er det mest ambitiøse parti, hvad angår initiativer på PFAS-området. Så kunne jeg bare godt tænke mig at spørge ordføreren: Hvilke initiativer møder Liberal Alliance op med, når der skal forhandles om en ny handlingsplan for PFAS?

Ordføreren.

Jeg sagde, at Liberal Alliance er blandt de mest ambitiøse partier i forhold til at få EU til at gøre noget på det her område, for det er der, det virker, og det ved fru Mette Abildgaard jo også godt.

Jeg tør godt komme med en spådom her: Hvis de ti konservative mandater havde været afgørende for, om der var flertal for det her forslag eller ej, så ville De Konservative ikke have stemt for det her forslag. Den eneste grund til, at De Konservative vil stemme for det her forslag, er, at det ikke har nogen konsekvenser i den virkelige verden. Og den måde at agere på, altså at man ikke stemmer, i henhold til om man synes, det er rigtigt eller forkert, men i forhold til sådan noget taktisk spilfægteri, hvor man kan pudse en glorie, uden at det har konsekvenser, har jeg bare ikke stor respekt for.

Spørgeren.

Det er jo simpelt hen fuldstændig en gang vås fra ende til anden. I Det Konservative Folkeparti gik vi eksempelvis ind og lagde stemmer til regeringens mandat, da man skulle til EU og forhandle et budget, på et tidspunkt, hvor Venstre rystede i bukserne, og hvor vores stemmer var afgørende.

Var det nødvendigvis det mest populære? Nej, det var det sådan set ikke, men vi var tro imod det, vi mente var det rigtige at gøre, og det samme er vi i den her sag. Ja, det er rigtigt, at vi kommer til at stemme noget andet, end vi har gjort hidtil i den her sag, men vi er dæleme også blevet klogere på, hvad der er af udfordringer i forhold til PFAS. Måske Liberal Alliance bliver lige så kloge en dag.

»Dæleme« lever vi lige med.

Ordføreren.

Vi er nøjagtig lige så kloge som fru Mette Abildgaard. Vi har bare ikke sådan den samme lyst til at stemme uafhængigt af substansen i tingene, som De Konservative nogle gange har, altså det her med, at man nogle gange stemmer for noget, selv om man egentlig er imod det, fordi det kortsigtet taktisk partipolitisk er klogt, eller at man stemmer imod mod noget, som man i virkeligheden er for, fordi det kortsigtet taktisk partipolitisk er klogt.

Vi er simpelt hen for bundet op på substansen i Liberal Alliance til, at vi kan følge De Konservative her.

Så er det hr. Søren Egge Rasmussen.

Altså, hernede fra kunne jeg i modlyset se sådan en glorie over ordføreren under talen. Jeg vil bare sige, at jeg tror, at der er en tendens til, at hvis man ikke er i regering, så er man lidt friere stillet og måske lidt mere åben over for gode forslag. Vi må bare konstatere, at da Enhedslisten tilbage i 2010 rejste sager omkring hormonforstyrrende stoffer, endte det jo med, at man fik et flertal uden om regeringen. Da var det Enhedslisten, SF, Socialdemokratiet, De Radikale og Dansk Folkeparti, som vedtog to beretninger, der pålagde miljøministeren nogle ting om at forbyde parabener i kosmetik til børn samt fire ftalater, som bl.a. var i børnetøj. Og jeg synes, vi står i en lignende situation nu. Der er bare den forskel, at det er en flertalsregering, så det gør det jo lidt sværere at samle et flertal. Men vi kunne godt komme frem til at skrive en beretning, hvor man sådan set præciserer, hvad næste skridt er. For man kunne forestille sig, at det ikke er samtlige forbrugerprodukter, men at vi udvalgte nogle, i en dialog, og skrev en beretning. Kan ordføreren se, at vi kunne komme frem til noget, hvor vi måske prioriterer at beskytte børn?

Ordføreren.

Det synes jeg er en langt mere seriøs tilgang til det her emne, altså at man har en samtale med regeringen med al den viden, som regeringsapparatet har, i forhold til om der er nogle udvalgte produktgrupper, om hvilke vi ved, at det ville være muligt også at få varerne til Danmark, selv om man i Danmark beslutter, at de ikke må sendes, hvis der er PFAS i dem. Det synes jeg lyder meget mere konstruktivt end det her beslutningsforslag.

Spørgeren.

Jeg har noteret mig, at en butik som Coop sådan set har fravalgt PFAS. Og det må jo betyde, at der findes nogle produkter derude, som kan fås. Det er ikke, fordi jeg ønsker, at alle skal handle i den samme butik, men der er sådan set nogle, som har startet et arbejde, som jeg tror vi kan tage fat i. Så jeg er helt åben over for, at vi kan lande en beretning, som presser regeringen. Men at komme frem til, at der er et flertal ligesom sidst, er måske lidt sværere, men vi er sådan set med på at arbejde videre for at lægge et eller andet pres, som kan gavne folkesundheden.

Ordføreren.

Jamen nu forstår jeg, at der i alle produkter, som der er litiumionbatterier i, også er PFAS, altså i de litiumionbatterier. Og jeg ved ikke, om Coop overhovedet ikke sælger nogen produkter med litiumionbatterier. Det tvivler jeg faktisk på at de ikke gør. Så jeg er ikke sikker på, at Coop kan det der, hvis de sælger en lommeregner, hvor der noget af det i.

Tak til ordføreren. Næste ordfører på talerstolen er fru Mette Abildgaard.

Hver sommer besøger min familie og jeg den charmerende kystby Henne Strand i Sydvestjylland, da min mands familie har haft sommerhus der igennem mere end et halvt århundrede. Igennem årtier har børnene i familien badet i indsøerne på stranden. De er både varmere og tryggere for de små størrelser end det brusende Vesterhav. Men det er jeg ikke sikker på at mine børn kommer til at gøre i fremtiden. Og hvorfor så det? Jo, fordi indsøerne er blevet testet for PFAS-indhold, og desværre er grænseværdierne overskredet. Styrelsen for Patientsikkerhed vurderer ikke, at det medfører en akut sundhedsrisiko at bade der, men de fraråder det alligevel ud fra et forsigtighedshensyn, særlig for udsatte grupper, børn og gravide. Jeg tror ikke, der er nogen, der har lyst til at tage chancer på deres børns vegne.

I Thyborøn blev borgere advaret imod at spise hjemmedyrkede grønsager efter fund af høje koncentrationer af PFAS. I Nordsjælland gjaldt det fisk fanget i Mølleåen, Furesø og Vejlesø, også på grund af PFAS. PFAS er jo en samlet betegnelse for de her flourholdige stoffer, som har været anvendt i Danmark siden 1950’erne. De bliver kaldt evighedskemikalierne, og det gør de ikke uden grund, for de er tæt på umulige at nedbryde, både i kroppen og i naturen. Og hvad sker der så? Ja, så sker der jo det åbenlyse, at stofferne hober sig op, og det giver desværre en forøget risiko for kræft, risiko for dårligere immunforsvar, øget abortrisiko, dårligere fertilitet og flere andre dårligdomme.

PFAS findes og anvendes overalt. For nylig blev det sågar fundet i økologiske æg. Det er i regnvandet, det er i flyverdragten, det er i hårlakken, og det er i alt muligt. Det kan sågar være i den tandtråd, vi kører mellem tænderne, uden at der er krav om, at det skal stå på emballagen. Det er svært for helt almindelige forbrugere at gennemskue, om det er i de produkter, man anvender i sin hverdag.

PFAS kan true vores drikkevand. I Danmark har vi 104 grunde, hvor forureningen er mere end 100 gange over grænseværdien, og vi risikerer med tiden, at PFAS'en ender i vores drikkevand. Vi Konservative har i vores planer afsat 100 mio. kr., som er det, regionerne har bedt om, til bl.a. at oprense grunde som disse. Der er rigtig mange organisationer, som bakker op om et nationalt forbud mod PFAS – Forbrugerrådet Tænk, Kræftens Bekæmpelse, Danmarks Naturfredningsforening, Danske Vandværker og mange andre – af hensyn til naturen og af hensyn til vores sundhed.

I Konservative ønsker vi helt grundlæggende, at udgangspunktet for den her type regulering er EU. Men den proces kan og vil blive meget lang. Og derfor mener vi, det er rigtigt at gå foran med et nationalt forbud nu, ligesom vi gjorde, dengang vi forbød ftalater i legetøj til børn under 3 år, eller da vi som det første europæiske land i 2010 forbød bisfenol A i sutteflaskerne. Senere fulgte resten af EU med, heldigvis for det. I dag er der ingen, der sætter spørgsmålstegn ved, at det var det rigtige at gøre. Vi skal turde at gå foran; vi skal turde at sætte en retning for resten af EU. Vi Konservative er også klar til, at Danmark skal gå forrest i den her sag.

Da det her beslutningsforslag blev behandlet i 2015, tilsvarende fremsat af Enhedslisten, bakkede vi ikke op om det i Det Konservative Folkeparti, og det gjorde vi heller ikke, da det blev fremsat siden hen. Men vi har været – og det er bare for at være helt ærlig – i en lang proces, hvor vi har overvejet for og imod, og hvor der er blevet stillet spørgsmål til ministeriet for også at få afklaret, om det her kan lade sig gøre inden for reglerne i den EU-regulering, der er på området. Og de svar, der ligger, viser, at det kan vi jo. Det kan lade sig gøre med nationale tiltag, så længe det holder sig inden for rammerne af det europæiske forbud, der nu er igangsat en proces omkring. Derfor mener vi, Danmark skal udnytte muligheden for at gå forrest.

Vi ser meget frem til, at regeringen forhåbentlig snart får indkaldt til forhandlinger om en PFAS-handlingsplan. Der er meget, vi kan gøre, også ud over et nationalt forbud, om end det ville være det mest effektive. Og vi kommer til at møde op til de forhandlinger og være konstruktive, men også med den bevidsthed, at vi undervejs i processen hele tiden vil blive klogere. For det var ministeren jo ganske rigtigt inde på, altså at der hele tiden tilgår os ny viden på det her område. Men den viden, vi allerede har i dag, er tilstrækkelig til, at vi ikke kan sidde den her fare overhørig. Derfor bakker vi i Det Konservative Folkeparti op om beslutningsforslaget.

Der er en kommentar fra hr. Ole Birk Olesen.

Jeg skal høre, om der i de indsøer i ferielandet, som fru Mette Abildgaard taler om, ville være så meget mindre PFAS, hvis der vedtages et nationalt forbud mod PFAS, at det ville kunne måles, at der er mindre PFAS.

Ordføreren.

Jeg henviste til tre forskellige eksempler: indsøerne ved Henne Strand, grønsagerne i Thyborøn og som det sidste eksempel Mølleåen i Nordsjælland. Nogle af de steder ville man måske kunne se en forandring. Jeg tror, det ville komme til at tage årtier, før man ville kunne se det, men det ville være et skridt i retning mod at få PFAS'en ud. Du ville hurtigere kunne se det i forhold til grønsagerne, end du ville kunne se det i forhold til indsøerne ude ved Vesterhavet.

Men vi ved, hvor store konsekvenser det her har. Det nedsætter fertiliteten og øger risikoen for kræft. Og derfor kan vi ikke sidde det overhørig.

Spørgeren.

Nå, men så lad mig svare på spørgsmålet. I de indsøer ville man formentlig ikke kunne måle nogen som helst forskel på PFAS-indholdet som følge af et nationalt forbud mod PFAS, fordi den PFAS, der er der, kommer ude fra verdenshavene, og ude fra verdenshavene kommer det fra andre lande og ikke i noget nævneværdigt omfang fra Danmark, altså sammenlignet med hvor meget der kommer fra andre lande.

Derfor er det jo også bare et forslag uden særlig store positive konsekvenser, måske slet ikke nogen, men med meget store omkostninger for Danmark. Og derfor er det jo sådan noget gloriepudseri, som De Konservative er gået ind på her.

Ordføreren.

Men som hr. Carl Valentin fra SF også var inde på i sin tale, har det også konsekvenser ikke at gøre noget. Det koster også noget at behandle mennesker, der bliver ramt af kræft. Det er ikke gratis, kan jeg orientere ordføreren om; det koster også noget, når vi ikke gør det. De tal, som ordføreren fra SF var inde på, var fra Nordisk Råd og var blevet offentliggjort der.

Jeg kan bl.a. også henvise til »The Madrid Statement on Poly- and Perfluoroalkyl Substances (PFASs)«, der kom i 2015, hvor førende forskere fra hele verden var ude at bede politikere om at gøre lige præcis det her, altså at begrænse brugen af PFAS-stoffer.

Så er det hr. Erling Bonnesen.

Tak for det. Fru Mette Abildgaard var så venlig at stille mig et par gode spørgsmål til min ordførertale, og det var fint og godt – det vil jeg gerne kvittere for og også følge op på. Nu har debatten her jo vist, at Danmark rent faktisk går foran, også med regeringen i spidsen. Der er jo ikke nogen, der går ind for ikke at gøre noget ved det her. Det synes jeg har været det rigtig gode ved debatten. Danmark går foran, også med handlingsplanen omkring det med forbud i forhold til brandskum osv., og så har det jo også vist sig i debatten, at man kan tage enkeltstående initiativer i forhold til konkrete, afgrænsede ting, når det i øvrigt spiller sammen med det, der er på EU-linjen. Det er jo konkrete, faktabaserede og holdbare beslutninger. Det synes jeg er godt, for så ved man, hvad man gør, og hvad man går ind i – hvilke konsekvenser det har.

Så jeg vil godt spørge den konservative ordfører: Hvilke analyser eller hvilke undersøgelser har man lavet fra Det Konservative Folkepartis side i forhold til at støtte op om det her generelle forbud? Hvor mange varer ryger f.eks. af hylderne derude? Vi har hørt om mobiltelefoner, elbiler og andre ting – altså, der må ligge nogle undersøgelser til grund, for vi kender normalt Det Konservative Folkeparti som et seriøst parti.

Ordføreren.

Det er jo klart, at når vi i Danmark går foran, er vi med til at sætte en retning i resten af EU. Vi er også med til sende et signal til producenterne. Nu har eksempelvis iPhones været nævnt flere gange i debatten her – i november 2022 kom der faktisk en deklaration fra Apple om, at de er ved at udfase PFAS-stoffer i deres produktion, så jeg tror, der er nogen, der henviser til et forkert eksempel i forhold til det.

Men da vi eksempelvis besluttede, at vi ikke ville have ftalater i legetøj i Danmark, så vi jo, at EU fulgte efter, og det kommer EU også til at gøre i den her sag. Og selvfølgelig vil det have en større effekt, når hele Europa står sammen i forhold til det her, men derfor kan det stadig væk have en værdi, at vi starter ud i Danmark og går den rigtige vej. Og de fleste producenter er ved at udfase brugen af det her i forvejen, for de ved, at forbrugerne ikke vil have det, og det kan jeg godt forstå.

Spørgeren.

Vi er alle sammen fuldstændig enige i forhold til at tage forbrugernes bekymring alvorligt – det gør vi alle sammen. Jeg synes også, jeg i ordførerens svar lidt hører, at det også handler om at sende et signal, men det har alle jo også gjort her i dag – der er ikke nogen, der ikke har sendt et signal om, at der skal arbejdes på at få PFAS forbudt osv.

Skillelinjen ligger måske lidt i det der med at prøve at få sendt signaler. Og jeg kan jo høre, når vi kommer lidt længere ned i svaret, at det med at gå foran gør man rent faktisk allerede med det, der ligger nu. Altså, vil den konservative ordfører ikke en gang til overveje, om det var bedre at følge regeringens vej end at følge den anden vej for at have et sikkert grundlag at stå på, så man ikke risikerer at jage varerne af hylderne?

Ordføreren.

Vi kommer ikke til at jage varerne af hylderne med det her forslag, men vi kommer til at sikre, at de varer, der står på hylderne, kommer til at være fri for de stoffer, som ikke blot udgør en risiko for danskernes sundhed, men også for vores natur og miljø. Det har vi gjort før med andre stoffer, hvor det har haft succes. Jeg synes, det er dejligt, hvis regeringen har lyst til at tage en kategori ad gangen, eksempelvis tekstiler, og gøre det på den måde. Så lad os komme i gang – få nu indkaldt til de der forhandlinger om en PFAS-handlingsplan. Der har ikke engang været den første kop kaffe på kanden endnu, hvor der har været det på dagsordenen.

Tak til ordføreren. Der er ikke flere korte bemærkninger. Næste ordfører er fru Zenia Stampe – nej, jeg tror, at vi går videre. Så tager vi hr. Morten Messerschmidt.

Tak for ordet, og ikke mindst tak til Enhedslisten for at fremsætte et forslag, der giver en relevant og spændende debat. Først, da jeg læste det, slog det mig, hvor kortfattet det var, og jeg tænkte: Det er jo et argument i sig selv for ikke at støtte det, for hvad stemmer man så egentlig for? Men efterhånden som jeg har fulgt debatten her, er jeg egentlig begyndt at se omvendt på det.

Som bl.a. fru Pernille Vermund og andre har nævnt, har man ikke fra Enhedslistens side lagt sig fast på et tidspunkt for, hvornår det endelige forbud skal være indfaset, eller for, hvilke produktkategorier man skal gå til hvornår, og netop det synes jeg i virkeligheden vidner om en pragmatisme, som gør, at vi godt kan se os i det her forslag. Som hr. Ole Birk Olesen sagde, er der ikke nogen, der i nogen politisk sammenhæng forsømmer lejligheden til at gøre noget godt. Der har jeg så bare den modsatte læsning af det her forslag, nemlig at netop på grund af at det er så fleksibelt i sin tilgang, betyder det jo også, at hvis det bliver vedtaget, går jeg ud fra, at vi, der så stemmer for, vil kunne sætte os sammen og finde den rigtige vej frem til det, vi alle sammen ønsker, nemlig et forbud mod PFAS, og det synes jeg må være det rigtige.

I Dansk Folkeparti ønsker vi et forbud. Det er klart, at noget vil være lettere end andet, og det er jo det, som meget af debatten her så har kørt på, og derfor, hvis man i sådan ultimative vendinger havde skrevet et lovforslag, kan det godt være, at det havde været forkert at stemme igennem. Men det, der er lagt op til her, er jo et beslutningsforslag, hvor man, som jeg forstår det, så vil pålægge regeringen i samarbejde med de partier, der måtte vedtage det, at lave et lovforslag, der så skaber rammen for, at vi kan få et sådant forbud, og det synes vi er en god idé, og derfor vil vi i Dansk Folkeparti gerne stemme for det her beslutningsforslag.

Håbet om, at der så er et flertal, er jo faldet drastisk, efter at vi har hørt de tre første partier, der jo som bekendt har de afgørende mandater. Men i det lys synes jeg egentlig, at man skal sætte sig ned og prøve at se, om man kan lave en beretning over, hvordan vi så inden for de rammer, der gælder, kan få Danmark til, også på det her område, at blive et foregangsland. Enhedslistens ordfører og andre ordførere har nævnt flere eksempler. Jeg har selv i EU-debatten masser af gange hørt om miljøgarantier og andet godt, som skulle muliggøre, at et land som Danmark, der gerne vil gå foran, også får mulighed for at gå foran.

Så i den positive ånd og med den fælles forståelse af, at PFAS er noget skidt, som vi stadig væk i nogle produktgrupper desværre er afhængige af, fordi vi mangler surrogaterne, vil vi gerne presse på, også for at sende et signal til industrien, der så skal udvikle alternativerne, sådan at vi kan få både elbiler og iPhones og alt det, som er nødvendigt for det moderne livs opretholdelse. Det kommer jo kun, hvis der er et pres på det, og det tror vi egentlig vil ske, ved at man stemmer ja til det her forslag – i et naivt håb om, at der måtte være et flertal, selv om det efterhånden kan ligge på et lille sted. Så vi støtter forslaget om et nationalt forbud mod PFAS.

Der er en enkelt kort bemærkning fra fru Mette Abildgaard.

Jeg vil tillade mig at lade det være en kommentar mere end et spørgsmål, altså en kvittering og en meget stor anerkendelse til Dansk Folkeparti for at bakke op om det her beslutningsforslag.

Jeg kender jo – det tror jeg de fleste gør – Dansk Folkeparti som et parti, der kerer sig om de værdier, vi har i det danske samfund. Og en af de værdier er de herlighedsværdier, der er i vores natur, og det er jo sådan noget som det danske drikkevand. Man skal ikke rejse mange steder i verden for at indse værdien af det, og der udgør de PFAS-forureninger, der er rundtomkring på grunde og andre steder, jo desværre på sigt en risiko i forhold til det.

Så der er blot herfra en stor anerkendelse til Dansk Folkeparti for at bakke op.

Ordføreren.

Tak for det. Så må vi jo i fællesskab – Det Konservative Folkeparti, Dansk Folkeparti og flere andre partier – håbe på bedre tider, hvor vi i fællesskab kan få det flertal, der skal til. Tak, formand.

Er der mere anerkendelse? Nej, der er ikke trykket. Tak til ordføreren.

Den næste ordfører på talerstolen er hr. Torsten Gejl fra Alternativet.

Tak, formand. Forestil dig en verden uden de supergiftige evighedskemikalier PFAS; forestil dig en verden, hvor dit regntøj måske er lidt mindre vandafvisende; forestil dig en verden, hvor plantebøffen ikke slipper helt så let fra stegepanden; forestil dig en verden, hvor solcremen måske er lidt sværere at smøre ud. Det er en verden, hvor der til gengæld ikke er giftige, skadelige og potentielt kræftfremkaldende stoffer i vores børnetøj, i vores mad og i vores tandtråd, og det er en verden, jeg gerne vil leve i. Det er måske lidt mere bøvlet, men jeg vil hellere håndtere lidt bøvl end at gå rundt og være selvlysende af dødsensfarlige evighedskemikalier.

Så det er klart, at Alternativet støtter det her forslag om at sætte fart på forbuddene mod PFAS. Det bliver så ikke vedtaget, kan jeg forstå, og i den forbindelse er jeg så glad for, at EU har noget på vej. Altså, den store løsning skal komme internationalt. PFAS har ikke noget pas, og vi skal skabe internationale løsninger på internationale problemer.

Men det, som glæder mig i forhold til det her beslutningsforslag, selv om det nok ikke bliver vedtaget i sin nuværende form, er, at ministeren åbner for en mulighed for, at vi kan gå ind og lave lokale danske forbedringer i forhold til at begrænse PFAS, altså f.eks. at stoppe lokale punktforureninger, som man gør med brandskum. Det synes jeg ville være supergodt at komme i gang med, og hvis det her beslutningsforslag betyder, at vi kan komme i gang med det, før det egentlig var tænkt, så synes jeg, det er rigtig, rigtig fint.

Det er klart, at vi skal være kloge for at finde de forureninger, og at vi skal være kloge for at stoppe dem, og det synes jeg kræver, at vi forpligter os lidt mere, gerne i en beretning omkring det her beslutningsforslag, hvor vi gør det lidt tydeligere, hvad det er for en indsats, der skal gøres, for at vi på kort sigt kan sikre, at vi stopper nogle af de kraftfulde punktforureninger med PFAS i Danmark, og hvad det er for nogle, og det vil altså kræve, at vi undersøger det. Det vil kræve, at regeringen går med til, at vi undersøger det hurtigt, det vil kræve, at vi slår ned på nogle ting, og det vil kræve, at vi får dem stoppet, endnu før det her EU-forslag, som skal løse problemet på internationalt plan, er vedtaget.

Alternativet stemmer for forslaget, og vi håber på en god beretning, der kan skabe noget værdi. Tak, formand.

Tak til ordføreren. Den næste ordfører er fru Pernille Vermund.

Tak for det. I Nye Borgerlige er vi optagede af at passe på naturen, på miljøet og på danskernes helbred. Den danske natur og miljøet, der omgiver os, giver os værdi i livet. Naturen er en del af os, af vores historie og vores kulturelle arv. Vi har et ansvar for at give et rent miljø og en sund natur videre til vores efterkommere uden at ødelægge naturen, mens den er i vores varetægt. Vi er i Nye Borgerlige klar til at gå forrest, også når hensynet til EU, industrien eller kortsigtet økonomisk profit for andre lader til at veje tungere end hensynet til naturen og miljøet.

PFAS skal på sigt forbydes helt og i første omgang i materialer, som er i direkte kontakt med mennesker, med vores drikkevand, vores fødevarer og vores natur. Vi bruger i Danmark i dag allerede mange ressourcer på at rydde op efter generationsforureninger – det gør vi af hensyn til naturen, til miljøet og til danskernes helbred – og vi har et fælles ansvar for, at kommende generationer af danskere ikke skal leve med eller betale for, at vi har ladet kemikalier, der er svært nedbrydelige og miljøfarlige, ødelægge vores miljø, natur, drikkevand og fødevarer. Jeg kan forstå, at regeringen ligesom på så mange andre områder også på det her punkt skubber EU lidt foran sig, og at man vil afvente det forslag, der er sendt til EU, før man er klar til at passe på Danmark.

I Nye Borgerlige er vi selvfølgelig positive over for, at et forbud, som har til hensigt at beskytte miljøet, bliver europæisk eller sågar globalt, for miljø og forurening kender ikke landegrænser. Men vi finder det komplet uforståeligt, at regeringen ikke er villige til at gå foran og passe på Danmark i den her sag, og jeg skulle til at sige: heller ikke i den her sag. For hvad er problemet i at vedtage konkret lovgivning i Danmark, der som minimum svarer til det forslag om en begrænsning af PFAS, som Danmark har været medforslagsstiller på i EU? Jeg hører fra regeringen, at det er kompliceret, og at det kræver grundighed at udarbejde et sådant forslag. Men vi må da håbe, at forslaget, som er sendt til EU, er grundigt udarbejdet, og at det ikke er så kompliceret, at man ikke ved, hvad man har sendt af sted. Så jeg synes ærlig talt, at det virker som en lidt dårlig undskyldning for ikke at handle på det, til trods for at man rent faktisk kan.

Nye Borgerlige støtter forslaget, og hvis jeg mod forventning skulle tage fejl og det her ikke bare er en dårlig undskyldning og regeringen i løbet af debatten i dag måske er blevet klogere eller er klar til at rykke sig på de punkter, som man kan finde en enighed om, og som måske flugter med det, man har sendt til EU, så er vi også klar til at lande en beretning om det her, og vi håber, at der er tid til handling, og at der er opbakning til handling.

Jeg bemærker nu, at hr. Ole Birk Olesen ikke længere er i salen, men hr. Ole Birk Olesen stillede et spørgsmål til fru Mette Abildgaard om, hvad det egentlig vil have af betydning, om det kan måles, og hvor meget det kan måles og hvornår, og vi er i Nye Borgerlige fuldstændig sikre på, at det her forbud kommer før eller siden. Så vi kan lige så godt komme i gang i Danmark; vi kan lige så godt sende et klart signal til ikke bare danske forbrugere, men også danske virksomheder, danske producenter og danske forhandlere om, at det her kommer, og så må vi tage det i den rækkefølge, det er muligt. Men vi må starte med alt det, der rammer os værst. Tak for ordet.

Der er ingen spørgsmål. Tak til ordføreren. Til sidst er det ordføreren for forslagsstillerne, hr. Søren Egge Rasmussen.

Tak for debatten. Egentlig er det her jo et relativt lille forslag, for vi tager kun fat i det hjørne af PFAS-problemet, som vedrører forbrugerprodukter. Og som det også er blevet nævnt i debatten, er det jo sådan lidt et moderat forslag, fordi vi ikke har en skarp tidsplan på og vi heller ikke har en afviklingsplan for diverse produkter, som der er PFAS i. Vi står i en situation, hvor vi jo også har måttet konstatere, at det brev, der er sendt til EU, også kan bruges til at udvælge konkrete produkter i Danmark, som man så forbyder, hvis der er PFAS i, og hvad er tidsplanen så lige for det? Jamen det er jo det, vi gerne vil pålægge regeringen at lave en plan for.

Så der er sådan set grund til at arbejde videre med det her, fordi det ikke er sådan et enten-eller-forslag. Og når jeg siger, at det er et begrænset forslag, er det jo, fordi vi ikke har det fulde overblik over, i hvilket omfang PFAS kommer med regnen, og i hvilket omfang PFAS kommer ud på alle de konventionelt dyrkede marker i form af de sprøjtegifter og deres nedbrydningsrester, som er i det danske landbrug. Vi har ikke et tilstrækkeligt overblik over den PFAS, som er i fiskemel, og som bruges til foder til en række landbrugsdyr, og som efterfølgende bliver bragt ud på de fleste marker. I hvilket omfang bliver det bragt ud? Det overblik har vi ikke engang endnu. Så det er ikke for at udbrede en dårlig stemning omkring det her, men det er altså kun et hjørne af PFAS-problemet, vi har behandlet i dag, og jeg tror sådan set, at vi i Folketinget kommer til at vende tilbage til det.

Jeg vil gerne sige tak til de partier, som har støttet vores forslag. Det er SF, Alternativet, Konservative, Nye Borgerlige og Dansk Folkeparti, og jeg vil tro, at hvis Radikale havde været her, havde de nok også været på listen. Jeg synes, det ville være interessant, hvis vi kunne komme frem til at lande en beretning, som pålægger regeringen at gøre noget, for det er altså ikke nok for os i Enhedslisten, at regeringen siger, at de har en handlingsplan på vej, og at der står en sætning i regeringsgrundlaget. Det er jo sådan set fint nok, at de har identificeret, at vi har et problem, men de er jo ikke kommet med løsningen, og derfor er vi nødt til at forfølge det her. Vi er nødt til at tage det meget alvorligt, fordi det er et evighedskemikalie, som er så mange steder. Vi har altså ikke at gøre med noget her, hvor folk bare kan ændre en anelse på deres kostvaner eller adfærd, og så er det hele løst. Vi har at gøre med, at PFAS stort set er over det hele, uanset hvor man måler.

Vi må også være parate til at forholde os til, at der kan være særlige grunde og særlige arealer i kommuner, som man bør oprense. Vi kan jo ikke være tjent med, at det her er et problem, der i væsentlig grad er i f.eks. børnehaver, fordi man dér har brugt legetøj, regntøj osv., som har givet PFAS i sandkasser og deslige. Vi må være parate til, at der kan være nogle konsekvenser ved brugen af PFAS, som er mere alvorlige, end vi tror.

Jeg håber, at vi kan komme frem til en beretning, hvor vi får udvalgt og kategoriseret nogle områder, hvor vi bør sætte særligt ind, og når jeg ser på, hvad der har været af tidligere sager, hvor vi har taget hånd om at mindske miljøpåvirkningen af børn, synes jeg, at det kunne være ét sted, og det lyder, som om der er en vis viden i ministeriet, siden man har kunnet viderebringe en så lang liste til EU om, hvad det er, man anbefaler at gå videre med. Så det er jo muligt, at vi sådan set kan tage det forarbejde, regeringen har lavet, og sige, at det er her, vi hurtigere kan gå videre på et sagligt grundlag.

Så med Enhedslistens forslag forsøger vi at gå på to ben. Vi vil sådan set have det EU-spor, der handler om, at EU skal arbejde frem mod et forbud, men vi vil altså ikke bare vente på det, og derfor er et nationalt forbud nødvendigt, og der er jeg glad for, at så mange partier bakker op. Vi har jo en flertalsregering, som delvis bare siger nej og nej, og derfor er det jo ikke sådan lige givet, at vi kan komme frem til et flertal, men jeg håber alligevel, at der er noget fornuft, der kan præge den her proces, og at vi kan komme frem til en god beretning. Så tak for debatten.

Tak til ordføreren.

Der er ikke nogen, der har bedt om ordet, og forhandlingen er sluttet.

Jeg foreslår, at forslaget til folketingsbeslutning henvises til Miljø- og Fødevareudvalget. Hvis ingen gør indsigelse, betragter jeg dette som vedtaget.

Det er vedtaget.

Vi skal nu i gang med en redegørelsesdebat, og det indebærer, at ordførerne skal rykke frem på de forreste rækker og logge sig på. Derfor holder vi en kort pause.