Det næste punkt på dagsordenen er:

24) 1. behandling af beslutningsforslag nr. B 59:

Forslag til folketingsbeslutning om stop for optagelse af muslimske lande i EU.

Af Morten Messerschmidt (DF) m.fl.

(Fremsættelse 17.03.2023).

Den første, der får ordet, er ordføreren for forslagsstillerne, hr. Morten Messerschmidt.

Tak, formand. Vi noterer os jo i Dansk Folkeparti, at regeringen i dag har fremlagt en ny udenrigspolitisk strategi med nye og revitaliserede prioriteter. Man vil på nogle områder i EU fjerne vetoretten, og så vil man også udvide EU. Og især det sidste er vi i Dansk Folkeparti bekymret for, i hvert fald i relation til de lande, som tydeligvis ikke passer ind i klubben. Det er klart, at skulle Island eller Norge få lyst til at søge om optagelse i EU, er det ikke nær det samme problem, den samme udfordring, som hvis nogle af de i dag godkendte kandidatlande såsom Tyrkiet eller Albanien søgte om optagelse. Og egentlig kunne vi ikke, da vi sagde ja til tidspunktet for den her debat, vide, at det så også var i dag, udenrigsministeren havde valgt at åbenbare sine tanker for offentligheden. Men tingene hænger jo meget godt sammen, og derfor fremsætter vi det her forslag om, at den danske regering i hvert fald skal modsætte sig, at EU udvides med muslimske lande i Europa. Tak, formand.

Forhandlingen er åbnet. Den første, der får ordet, er udenrigsministeren.

Tak for det. Jamen jeg er da glad, hvis jeg kan bidrage til at aktualisere Dansk Folkepartis politiske program, så længe det ikke betyder, at jeg nødvendigvis også skal være enig i det. Men en god debat er jo altid god.

EU er jo et politisk og et økonomisk samarbejde. Det er ikke en religiøs forening. Allerede af den grund er det heller ikke en kristen klub. I traktaten står der, at ethvert europæisk land kan ansøge om medlemskab, hvis det respekterer EU's demokratiske værdier og forpligter sig til at fremme dem. Københavnskriterierne opstillede for 30 år siden en række politiske og økonomiske kriterier, som ansøgerlande skal leve op til for at kunne blive medlemmer. Det er kriterier vedrørende bl.a. demokrati, retsstatsforhold, menneskerettigheder og markedsøkonomi. Der er også krav om, at landene skal være rede til at påtage sig de forpligtigelser, der følger med et medlemskab. Det vil ikke mindst sige, at de skal overholde EU's samlede regelsæt. Samtidig skal der tages hensyn til EU's egen evne til at optage nye medlemmer – den såkaldte absorptionskapacitet. Det risikerer at underminere EU's sammenhængskraft, hvis kandidatlande ikke er klar til eventuelle udvidelser, og det skal EU på sin side selvsagt også være.

En vurdering af, om et land er klar til optagelse i EU, er altså baseret på politiske og institutionelle kriterier og vurderinger. Det er ikke baseret på religion. Regeringen støtter en åben og meritbaseret udvidelsesproces i håndteringen af nye ansøgere og kandidatlande, hvor ansøgerlandene bedømmes ud fra deres reformbestræbelser og deres efterlevelse af EU's grundlæggende værdier. Det var et princip, en tilgang, der blev knæsat under dansk formandskab for 30 år siden, og som vi i øvrigt markerer ved en konference, når vi rammer 30-året. Det er et smukt og et rigtigt princip, og det er et princip, som jeg vil bidrage til at hylde. Forslagsstillerne skal i øvrigt også være meget velkomne til at deltage i den her konference i anledning af 30-året for Københavnskriterierne.

De lande på det vestlige Balkan, der nævnes i beslutningsforslaget, er alle europæiske og ligger rent geografisk omgivet af EU-lande. Hvis de opfylder de stillede kriterier, kan de blive optaget i EU. Det er sådan, det er. Det er i øvrigt også et løfte, der er givet, og det er et løfte, vi ikke løber fra. I den nuværende geopolitiske situation er der mere end nogen sinde behov for, at vi gør, hvad vi kan, for at fremme fred og stabilitet på vores kontinent, og det bidrager EU's udvidelsesproces med lande på Vestbalkan til.

Hvad angår Tyrkiet, har udviklingen jo længe gået i den forkerte retning. Jeg kan slet ikke se det Tyrkiet, vi kender i dag, blive medlem af EU. Det er en sag for sig, og det har ikke noget med religion at gøre. Det handler om, at landet er langt fra at leve op til de kriterier, som et EU-medlemskab forudsætter.

EU baserer sig på værdier som frihed, demokrati, ligestilling, retsstatsprincipper og respekt for menneskerettigheder, herunder for mindretal, og det gælder selvfølgelig også religiøse mindretal. Så man kan vel sige sådan sammenfattende, at ånden i beslutningsforslaget går imod disse grundlæggende værdier, og derfor kan regeringen ikke tilslutte sig det.

Der er en kort bemærkning til hr. Morten Messerschmidt, Dansk Folkeparti.

Nu er det jo heldigvis ikke kun Dansk Folkeparti, der har den opfattelse, at vi har et snævert forbund med kristendommen og hele den livsform, som vi i hvert fald i vores del af verden kender. Jeg husker da tilbage for 20 år siden, at der, da man skrev det, der så blev Lissabontraktaten, var en hel stribe lande, der gjorde synspunktet gældende, også på regeringsniveau. Og især i forhold til Tyrkiet undrer jeg mig over, at udenrigsministeren ikke har en lidt mere skeptisk tilgang. Hvad er det for et Tyrkiet, han forestiller sig en dag skal optages i EU? Vi har jo sådan set været igennem hele udviklingen – fra Atatürk forsøgte at sekularisere landet og til det, vi har i dag med Erdogan, der drømmer om en eller anden form for kalifatstat. Så hvad er det, udenrigsministeren mener Tyrkiet skal bevæge sig i retning af, og kan han overhovedet ikke se, at islam spiller en rolle?

Ministeren.

Altså, de facto er processen med Tyrkiet jo sat på stilstand, og rigtig meget er gået den forkerte vej. Jeg ved ikke, om man kan udtrykke sig mere skeptisk om det end det, jeg faktisk gør, nemlig at jeg slet ikke kan se Tyrkiet, som vi kender det i dag, komme længere i den proces. Kan man så forestille sig et andet Tyrkiet? Det kommer an på, hvor fantasifuld man er. Men det er ligesom ude af mine hænder, for det er jo op til Tyrkiet at finde deres egen vej. Det er jo et helt andet Tyrkiet, der i givet fald skulle være, før man kan tale optagelse.

Spiller islam nogen rolle? Jeg tror da, at religion spiller en rolle, og det kommer nok i særlig grad an på, hvilket gennemslag religion har i politik, og det kan have et forskelligt gennemslag i forskellige lande, men vi kan bare ikke vride de principper så langt, at man siger, at fordi der er et land, hvor den overvejende del af befolkningen har en bestemt religiøs tro, kan det land ikke blive medlem af EU. Det afhænger af landets evne til at levere på reformerne.

Hr. Morten Messerschmidt.

Ikke desto mindre var det jo tilbage for 20 år siden faktisk positionen for en række lande, Italien, Litauen, Malta, Portugal, Tyrkiet, at kristendommen skulle skrives ind som fundamentet – jeg tror, det var den jødisk-kristne kultur, man talte om dengang. Og det vil jo de facto være det samme, som vi lægger op til her, nemlig at sige, at de muslimske lande både af historiske, kulturelle, men sådan set også religiøse årsager ikke hører til i den her klub. Argumentet er jo ofte, for at de her lande skal være kandidatlande, f.eks. Tyrkiet, at man så ligesom prøver at trække dem i en vestlig retning. Synes udenrigsministeren, det er lykkedes med de mange, mange år, hvor Tyrkiet nu har været kandidatland?

Ministeren.

Jeg synes, at spørgeren springer rundt i det ved at henvise til nogle positioner, nogen havde for år tilbage, som øjensynlig så ikke er sat igennem, og bruger det til at løfte et eller andet i nutiden. Vi har den traktat, vi har, vi har de kriterier, vi har, og de er formuleret her i byen for 30 år siden, og det er dem, vi værner om. Så har vi i øvrigt en geopolitisk situation, hvor man skal passe på med ikke at efterlade lande i en magtens tomrum. Det gælder bl.a. Vestbalkan, og det er jo der, der i virkeligheden er en aktuel relevans qua det her beslutningsforslag, og ikke Tyrkiet, som slet ikke på nogen måder er på bordet i forhold til en eller anden aktuel udvidelsesproces. Og der gør jeg rede for regeringens position, og den ligger i øvrigt på linje med det almindelige bredt konsoliderede synspunkt udeomkring i Europa.

Næste korte bemærkning er fra hr. Christian Friis Bach, Radikale Venstre.

Tak for det, og lad mig starte med at sige tillykke til udenrigsministeren med en, synes jeg, stærk, men også pragmatisk udenrigspolitisk strategi. Det står måske knap så tydeligt i strategien, som jeg har hørt udenrigsministeren sige det, men jeg har noteret mig, at udenrigsministeren vil kæmpe for en stærkere udvidelsesdagsorden i EU og ser det som et nødvendigt bidrag til, at vi skaber bånd, skaber stabilitet i Europa. Det kunne jeg godt tænke mig at høre udenrigsministeren lige uddybe lidt, altså det med et stærkere fokus på en udvidelse af EU. Det er en udvidelsesdagsorden, som har stået i stampe de sidste år, og det skal selvfølgelig, som udenrigsministeren allerede har understreget, ske uden hensyntagen til religion.

Ministeren.

Det kan jeg bekræfte, og det er jo ikke en stærkere udvidelsesdagsorden uden konditionaliteter, og i virkeligheden handler det derfor om to ting: Det handler om, at de lande, som i forskellig grad har et europæisk perspektiv og står lidt forskellige steder i køen, selv sætter fuld fokus på de nødvendige reformer og omstillinger, men også at vi skruer op for støtten og engagementet og opbakningen til, at de leverer, og det handler om, at vi helt nødvendigt starter en diskussion om, hvordan vi så vil håndtere det forhold, at de forhåbentlig rykker sig frem i køen til det punkt, hvor man skal åbne døren for dem hurtigere, end det måske lå i kortene før Ukrainekrigen. Det er jo det samlede arbejde, som vi som lille nation er nødt til at kaste os mere ind i. Og det skyldes jo, som jeg også kort sagde det før, at vi ikke kan efterlade lande i Europa i et tomrum mellem EU, altså det vestlige Europa, og så en russisk interessesfære.

Hr. Christian Friis Bach.

Tak for det. Det er jo godt at høre, at det er regeringens politik, og det vil vi bakke meget op om. I forhold til Tyrkiet mener jeg at udenrigsministeren var meget afvisende over for Tyrkiets perspektiver i EU, men man kan sige, at der jo måske er lande i EU, der i dag ville finde det svært at leve fuldt op til Københavnskriterierne, hvis de skulle tilbage og stå i køen for at komme ind. Og det er ikke for at være meget pragmatisk, men ser udenrigsministeren ikke et perspektiv i at knytte Tyrkiet langt tættere til EU i den verden, vi står i, og den sikkerhedspolitiske situation, vi har?

Ministeren.

Det er både et ønske og en ambition, Europa har haft, og det spørgsmål kan i virkeligheden derfor kun besvares af Tyrkiet selv. Det kommer an på, hvordan Tyrkiet positionerer sig. Og der er vi jo lige præcis i disse dage i en spændende periode, som ingen af os kender udfaldet af, fordi der var valg i Tyrkiet her den 14. – det må så have været i søndags, hvis jeg kan mine ugedage – og præsidentvalget er ikke afgjort. Der kommer en anden runde. Jeg skal ikke blande mig i tyrkisk politik, men det er jo formentlig ret oplagt, at hele spørgsmålet om Tyrkiets orientering i relation til Europa også godt kan afhænge af udfaldet af det valg.

Der er ikke flere korte bemærkninger. Tak til udenrigsministeren. Så går vi til ordførerrækken, og den første er Henrik Møller, Socialdemokratiet.

Tak, formand. Jeg tror, det centrale er, at jeg selvfølgelig kan sige, at jeg er enig med udenrigsministeren, og heldigvis for det, da vi jo er i regering sammen. Men jeg synes, der er nogle gode og kloge ord i forbindelse med den her sag. Jeg synes, at overskriften sådan helt grundlæggende må være, at EU er et økonomisk, politisk og værdibaseret fællesskab, hvor religion jo ikke er en forudsætning eller et grundlag for at være en del af det her fællesskab. Jeg synes, det er vigtigt at understrege, at vi har de her Københavnskriterier, og at de lande, som ligger i Europa, skal opfylde de her kriterier for at få en chance og have en mulighed for at blive en del af fællesskabet. Det synes jeg giver god mening.

Jeg ved ikke, om det bliver sådan noget kontrafaktisk historieskrivning, men jeg synes, at hvis vi tænker lidt tilbage på historien i forhold til det tidligere Østeuropa og Murens fald, hvor Europa jo ikke lukkede i, men tværtimod åbnede for at invitere indenfor med de udfordringer og problemer, som det selvfølgelig var med til at skabe, må man bare sige, at man kan tænke, hvordan Europa havde set ud i dag, hvis Europa havde lukket sig om sig selv og ikke inviteret de her lande indenfor. Som jeg siger, er det kontrafaktisk historieskrivning, men jeg kunne i hvert fald godt med den nuværende situation være bekymret for, hvordan Europa så i den sammenhæng ville have udviklet sig.

Jeg synes faktisk, det er en lille smule ikke det gamle Europa, men det nye Europa, vi står med i den aktuelle situation, og vi står med nogle lande bl.a. på Vestbalkan, og jeg synes, at hvis vi på forhånd udelukker nogen og skaber noget mismod og skaber et tomrum – og tomrum har det med at blive udfyldt af nogle andre – tror jeg ikke, vi nødvendigvis i europæisk øjemed er interesseret i det. Så jeg synes, det er rigtigt, at vi i forhold til Europa bevarer en eller anden form for åbenhed omkring mulighederne i det her, men at det selvfølgelig skal være sådan, at man kan se noget fremgang med hensyn til opfyldelsen af de kriterier, som vi har bygget det op og baseret det på. Vi har ikke noget ønske i eller interesse for at sige, at en vis religion skal diskvalificere nogen fra at være med. Det er nogle andre ting, som skal gøre det, hvis det skal ske. Så vi kan ikke anbefale beslutningsforslaget.

Der er en kort bemærkning fra hr. Morten Messerschmidt, Dansk Folkeparti.

Kan hr. Henrik Møller slet ikke se, at der er en sammenhæng mellem den kulturelle og politiske udvikling i en række af de lande, vi taler om, og så det, at landene er overvejende muslimske? Altså, det, at der er enorme demokratiske udfordringer, det, at der er dårlig behandling af mindretal, det, at der er en sammenblanding af religion og politik, er jo noget, vi netop finder i de muslimske lande, fordi islam ikke har den opdeling mellem kejserens og Guds rige, som vi heldigvis har fra Det Nye Testamente.

Kan han slet ikke se, at det betyder noget, og at det derfor selvfølgelig vil være helt forkert at udvide et så integreret fællesskab, hvor man netop taler om fundamentale værdier som minoriteters og kvinders rettigheder og den slags ting, som er meget svære at få øje på i de muslimske lande, og at det derfor er en ret dårlig idé at fastholde den kurs, som regeringen har nu, med at give lande som Tyrkiet og Albanien kandidatstatus?

Ordføreren.

Nej, jeg har egentlig ikke problemer med det, for jeg synes stadig væk, at udgangspunktet er, at der er nogle kriterier, som skal opfyldes. Man kan sige, at det jo handler om de vanskeligheder, de har ved at opfylde de her kriterier. Så længe de her lande ikke gør det, er der for mig at se ikke nogen mulighed for, at de kan blive optaget. Men den dag, de her lande lever op til det, som vi efterspørger, kan jeg ikke se, at religionen er det, der skal danne udgangspunkt, så man siger: I opfylder alle kriterierne, men I har en forkert tro. Det er et helt forkert udgangspunkt.

Spørgeren.

Men har hr. Henrik Møller slet ikke lært noget af Francis Fukuyama? Han tog fejl. Altså, sagen er jo, at de her lande ikke nødvendigvis bevæger sig i vores retning, i hvert fald ikke for tid og evighed. Det er jo det, vi har set med Tyrkiet. I en periode bevægede landet sig i retning af frigørelse og en styrkelse af kvindernes rettigheder, og man fik mere og mere sekulære bevægelser osv., men landet står nu igen til at vælge en af sin histories – i hvert fald siden første verdenskrig – største fundamentalister, nemlig Erdogan, som præsident. Det havde da været en katastrofe, hvis hr. Henrik Møller og udenrigsministeren havde fået deres vilje og fået Tyrkiet med i EU i en eller anden periode, hvor der var en liberal tendens, hvorefter de så svingede tilbage i retning af islam.

Ordføreren.

Det er jo så også kontrafaktisk historieskrivning, kan man sige. Nej, udgangspunktet er jo, at så længe de her lande ikke er i stand til opfylde de kriterier, bliver de heller ikke en del af det her fællesskab, og det har jeg det sådan set fint med.

Der er ikke flere korte bemærkninger. Tak til hr. Henrik Møller, Socialdemokratiet. Den næste ordfører er hr. Kim Valentin, Venstre.

Venstre hænger sig også en del i Københavnskriterierne, som vi har hørt nævnt et par gange allerede nu, og jeg er sikker på, at vi også kommer til at høre om dem flere gange. Københavnskriterierne er en vigtig del af måden at se på, hvem der er medlem af klubben, EU. Og Københavnskriterierne bygger på tre dele. Den ene del handler om politisk stabilitet, og her vil jeg nævne retsstaten som en meget, meget vigtig del. Det er vigtigt for Venstre, at man lever op til retsstatsmekanismerne og -principperne. Vi ser jo f.eks., at der er lande inden for EU's grænser, som er udfordret på det her, og så kan man spørge: Er det bedst, at de er udenfor eller indenfor? Ja, der har jeg selv den holdning, at f.eks. Polen og Ungarn faktisk er godt hjulpet af at være med i det selskab, EU, for hvis de bevæger sig en lille smule væk fra retsstatsmekanismerne, kan man hjælpe dem på vej igen. Sådan hjælper man hinanden i den familie, der hedder EU.

Så er der et andet kriterium, og det er det her med økonomisk stabilitet eller markedsøkonomi. Det er jo også et vigtigt princip for Danmark. Det er faktisk noget af det, som vi lægger størst vægt på i form af det indre marked og den frie bevægelighed. Der er mange principper, som vi lever godt af i hverdagen, som i virkeligheden skaber forbindelser mellem de enkelte lande, og som gør, at man kommer tæt på hinanden i værdifællesskaberne til hverdag på virksomhedsniveau, på forbrugerniveau og på mange andre niveauer, end man måske lige forventer.

Endelig er der selvfølgelig også acquis communautaire, altså det, at man rent faktisk accepterer, at de regler, der er, også gælder for en selv. Og så er der det uskrevne om absorptionskapacitet,hvor man kan sige, at vi jo ikke kan optage flere, end vi har plads til.

Tilsammen udgør Københavnskriterierne på den måde en god basis for, at man kan sige, hvad det er, der er gældende, før man kan blive optaget i EU. Der står altså ikke noget om religion i den her sammenhæng, og det gør der heller ikke i traktaten, i hvert fald ikke i det, som man bruger til at vurdere, om man vil optage medlemmer. Er det så sådan, at alle kan optages? Nej, det er det selvfølgelig ikke. Altså, selvfølgelig er der lande, som ikke kan optages, fordi de simpelt hen er for langt væk fra det, der foregår i EU, og så må man jo bare sige, at sådan er det. Derfor er det selvfølgelig også noget med, at der er en målstreg i forhold til nogle af de her dele, og i Venstre går vi ind for, at målstregen er der; man kan godt bevæge sig hurtigt eller langsomt hen imod målstregen, men man skal hen til målstregen for at komme ind i EU. Man kan ligesom ikke gå på kompromis med f.eks. retsstatsprincipperne, altså, de skal overholdes, også selv om det tager lidt længere tid. Så kan man hjælpe til med,at de kommer hurtigere ind.

Så sådan nogle ting synes jeg at man er nødt til at tage højde for i den her sammenhæng, og derfor er det et helt forkert princip, at man ligesom siger »muslimske lande«, for det har slet ikke noget med det at gøre, når man taler om EU. Det er nogle andre principper, det bygger på. Det bygger simpelt hen ikke på religion.

Venstre kan ikke støtte forslaget. Det må fremgå ret tydeligt af det, jeg siger.

Der er en kort bemærkning til hr. Morten Messerschmidt, Dansk Folkeparti.

Der er rigtig meget, der fremgår meget tydeligt af det, som hr. Kim Valentin siger, bl.a. at han slet ikke har forstået, at fraværet af sekularisering – altså adskillelsen af det religiøse og politik – i de muslimske lande skyldes islam. Det, der sådan set har været Vestens genialitet de seneste 2.000 år, er, at vi har givet kejseren, hvad kejserens er, og Gud, hvad Guds er, og at det har været skilt ad. Det er ikke rigtig lykkedes i islam, fordi islam er en lovreligion. Og det er selvfølgelig derfor, man ikke skal lukke lovreligiøse samfund ind i EU.

Når nu hr. Kim Valentin tror så meget på, at udviklingen nok skal frelse selv de muslimske lande fra deres egen sammenblanding af religion og politik, er det jo fristende at spørge, hvordan han synes det går. Tag et land som Tyrkiet, som hr. Kim Valentins parti jo var med til tilbage i 1999 at anerkende som kandidatland efter bare 10 år efter ansøgningsfristen. Hvordan synes han at den politiske udvikling i Tyrkiet har været fra 1999 til i dag?

Ordføreren.

Erdogan har jo ikke været venlig ved Tyrkiet på den måde. Han har jo drevet Tyrkiet i økonomisk ruin og væk fra den sekulære tanke. Derfor blev der jo også i 2018 sat en stopper for forhandlingerne om optagelse fra EU's side.

Spørgeren.

Man kan jo ikke sige, at relationen er standset. Fra 2007 til 2020 blev der sendt mere end 60 mia. kr. af sted til Tyrkiet i forskellige demokratiprojekter, menneskerettighedsprojekter osv. osv. Er det noget, som hr. Kim Valentin synes at de europæiske skatteydere har fået god værdi af?

Ordføreren.

Altså, jeg går ikke ind for, at man skal stoppe med at tale med andre lande. Jeg går faktisk ind for det modsatte; man skal fortsætte med at tale lige så lang tid, som man overhovedet kan tale med dem. Derfor er det selvfølgelig vigtigt, at vi taler endnu mere med dem, når vi ser, at de er på vej i den forkerte retning, i forhold til hvad vi gerne vil have. Og hvis jeg ser på penge i den her sammenhæng, har penge det jo med en gang imellem at kunne bringe EU ind til bordet ved en forhandling, og det har de selvfølgelig også gjort igennem de seneste år.

Der er ikke flere korte bemærkninger. Tak til hr. Kim Valentin, Venstre. Næste ordfører er fru Karin Liltorp, Moderaterne.

Tak for ordet. I Moderaterne ser vi meget positivt på det europæiske samarbejde, og vi ønsker, at samarbejdet kommer til at inkludere endnu flere nationer end i dag. Det er som bekendt et privilegie at være medlem af EU, og derfor er det selvfølgelig ikke alle lande, der kan blive optaget. Ansøgerlande skal sikre demokrati, retssikkerhed og menneskerettigheder, og det enkelte land skal have en fungerende markedsøkonomi. Kriterierne sætter store begrænsninger, hvilket også betyder, at mange lande forgæves har kæmpet for optagelse i årevis. Og vi skal ikke slække på disse krav.

At man som udgangspunkt skulle blive forhindret i at blive optaget, fordi størstedelen af befolkningen ser sig selv som muslimer, ser vi til gengæld ikke som et rationelt kriterie. Vi går nemlig ind for fuld trosfrihed og mener ikke, at ens religion eller mangel på samme skal føre til forskelsbehandling, så længe man respekterer de demokratiske spilleregler og menneskerettighederne.

Jeg kan fornemme på forslaget, at Dansk Folkeparti er meget bekymret for religiøs ekstremisme, og det kan man jo godt forstå – det tror jeg vi alle sammen er – og især religiøs ekstremisme, der munder ud i voldelige handlinger. Derfor har Dansk Folkeparti også i beslutningsforslaget opgjort antallet af personer, der har tilsluttet sig Islamisk Stat. Det syntes jeg i virkeligheden var meget spændende, så jeg satte mig også selv til regnemaskinen og regnede ud, hvor stor en andel af befolkningen i de respektive lande det udgjorde. Og jeg håber, det kan betrygge, at dem, der har tilsluttet sig Islamisk Stat, udgør under 0,01 pct., hvilket også betyder, at 99,99 pct. af befolkningerne i de respektive lande ikke har den slags religiøse tendenser.

I Moderaterne ser vi gerne, at vi gennem EU-fællesskabet netop kan være med til at styrke nogle af de værdier, som vi selv værdsætter så højt – ytringsfrihed, frisind og tolerance. Vi mener, at stærke internationale fællesskaber som EU er den bedste måde at forsøge at styrke vores værdier, og det er derfor, vi hellere vil arbejde på at udvide medlemskredsen, altså gå i den modsatte retning af, hvad Dansk Folkeparti foreslår. Så derfor støtter vi ikke op om beslutningsforslaget.

Der er en kort bemærkning til hr. Morten Messerschmidt, Dansk Folkeparti.

Jeg vil bare høre, om der er et af de lande, der rent geografisk er europæiske – det er vist ca. 50 lande i øjeblikket, tror jeg – som, i fald de på et tidspunkt måtte overholde de her Københavnskriterier, ikke ville kunne nyde Moderaternes opbakning. Er der nogen, hvor man ville sige: Nej, selv om de overholder Københavnskriterierne, så kommer det land ikke ind?

Ordføreren.

Umiddelbart kan jeg ikke forestille mig det, for det er ligesom det, der er baggrunden for at blive optaget i EU, altså at man lever op til de her kriterier og er et europæisk land, så nej.

Spørgeren.

Så hvis vi tager et eksempel, som udenrigsministeren talte om, nemlig Tyrkiet, og de så lever op til Københavnskriterierne og kommer ind. Hvad der så sker derefter interesserer man sig ikke for, eller hvad?

Ordføreren.

Nu synes jeg selv, at udenrigsministeren gjorde tydeligt opmærksom på, at der ikke er noget, der tyder på det i forhold til Tyrkiet. Alle forhandlinger er stoppet for tiden. Der er ikke noget, der tyder på, at de lige står for at komme ind i EU, netop fordi de har store problemer med at overholde de her helt basale rettigheder, som trods alt er kriteriet for at få lov at komme ind.

Næste korte bemærkning er til hr. Kim Edberg Andersen fra Nye Borgerlige.

På et tidspunkt begyndte ordføreren sådan at blive lidt matematiklærer og sagde, at det kun var 0,01 pct., som ligesom havde en problemstilling i forhold til det her. Så vil jeg bare spørge ordføreren, om hun mener, at vi har været specielt uheldige med dem, som så er kommet til Danmark. For der er jo flere undersøgelser, der viser, at rigtig, rigtig mange procent af dem, der er kommet hertil, f.eks. mener, at religionskritik skal være forbudt. Så kan ordføreren ikke lige gøre klart, om Moderaterne mener, at det bare er, fordi vi har været slemt uheldige med dem, der er kommet hertil, i forhold til at vi ikke har fået nogen af de 99,9 pct., men har fået forholdsvis mange af de 0,01 pct.?

Ordføreren.

Nu synes jeg måske, at der er et vist stykke vej fra de der 0,01 pct., der mener, at man skal kæmpe for Islamisk Stat, og så til dem, som er kommet til Danmark, og som ønsker, at det skal være forbudt at kritisere religion, hvilket jeg på ingen måde mener. Jeg går fuldt ind for, at vi har fået afskaffet den her blasfemiparagraf, men jeg kan ikke rigtig se vinklingen dér til nogen holdningsudvekslinger i forhold til trangen til at gå i krig for islam.

Spørgeren.

Nej, men der er jo en vinkel, som så måske er helt ny for Moderaterne, og det er, at det der med religionskritik sådan er et ret stærkt demokratisk princip, vi har her. Og jeg har hørt, at forklaringen fra Moderaterne er, at det slet ikke er en problemstilling med folk fra muslimske lande, der kommer hertil. Og man kan sige, at hvis 43 pct. mener, at religionskritik skal forbydes, kunne det så ikke formodes, at vi kommer noget over 0,01 pct., som så tager skridtet videre, som hr. Morten Messerschmidt var inde på, og sagde, at tilslutningen til Islamisk Stat ligger noget mere lige for?

Ordføreren.

Nej, den kobling har jeg også meget, meget svært ved at se. Jeg ved ikke, hvad rationalet skulle være for at have den her stærke tro på en gud og så ønske at kaste sig ud i en terrorkrig. Der kan jeg ikke rigtig se, nødvendigvis, en kobling, og den tror jeg bestemt heller ikke er der. Jeg er ikke bekymret for den store majoritet blandt de muslimer, der befinder sig her i landet.

Der er ikke flere korte bemærkninger. Tak til fru Karin Liltorp, Moderaterne. Næste ordfører er fru Marianne Bigum, Socialistisk Folkeparti. Velkommen.

Tak for ordet. Med forslaget er der et ønske om at blokere for, at lande med en betydelig andel af muslimer i befolkningen bliver optaget i EU, ved at pålægge regeringen at nedlægge veto på et topmøde engang i fremtiden, hvis denne sag skulle dukke op. Lad mig med det samme slå fast, at det ikke er en tilgang, vi i SF synes er hensigtsmæssig, og vi mener, at forslaget bryder med en grundlæggende forståelse af, hvordan EU-samarbejdet fungerer, og hvordan det bør fungere, ikke mindst.

Vi mener, at EU grundlæggende er et fredsprojekt, og at det fortsat skal være et centralt princip i EU’s udvidelsespolitik. Det er afgørende for stabiliteten og freden globalt, at EU bibeholder og styrker sit engagement i resten af verden, særlig i en tid hvor udemokratiske regimer opkøber kritisk infrastruktur, spreder misinformation, der undergraver demokratiet, og begår omfattende krigsforbrydelser, som vi på ulykkeligvis ser det ske i Ukraine.

Vi har i SF den helt klare opfattelse, at EU’s grundlæggende værdier, som de er nedfældet i EU-traktaten og EU's charter for grundlæggende rettigheder og Københavnskriterierne, skal sætte retningen og betingelserne for de udvidelser, der måtte komme. Det er helt afgørende, at EU er en klub af velfungerende demokratier, og derfor skal vi møde kandidatlandene med en grundig demokratisk screening, så vores fælles traktat og lovfæstede værdier ikke underløbes. Det er jeg helt enig i. Her er spørgsmålet om en velfungerende retsstat, solide demokratiske institutioner, adgang til effektive retsmidler, domstolskontrol, ytringsfrihed, beskyttelse af minoriteter, kønnenes ligestilling, religionsfrihed og reel pressefrihed absolut centrale værdier. Og det er her, vi som europæisk fællesskab skal lægge vores lod.

Når det er sagt, er der behov for, at vi styrker vores partnerskab med EU's kandidatlande, også dem, der måtte have en betydelig muslimsk befolkning, og vi skal i højere grad understøtte deres institutionelle, demokratiske og økonomiske udvikling med et særligt fokus på velfungerende demokratiske institutioner og retsstatprincipper. Landene på det vestlige Balkan skal have et europæisk perspektiv, hvor faktiske demokratiske fremskridt går hånd i hånd med stadig tættere tilknytning til EU og selvfølgelig også en afklaring af de traktat- og forfatningsmæssige rammer herfor.

Jeg synes, det er enormt vigtigt, at vi i disse tider rækker ud, og at de værdier, vi står for med demokrati og de andre ting, jeg læste op, er noget af det, vi selvfølgelig vil understøtte i andre lande, og at det også kan ske i vores dialoger om optagelse i EU. Tak for ordet.

Der er en kort bemærkning til hr. Morten Messerschmidt, Dansk Folkeparti.

Jeg vil bare spørge, om ordføreren kan nævne et eneste tidspunkt i verdenshistorien, hvor et eneste muslimsk land nogen sinde har levet op til EU's charter.

Ordføreren.

Det kan jeg ikke, det er jeg simpelt hen ikke vidende om. Men jeg går ud fra, at det, når ordføreren stiller det her spørgsmål, er, fordi det tal er nul. Men jeg ved jo, at der i disse lande også er demokratiske kræfter, som vi kan samarbejde med, og som vi bør understøtte.

Spørgeren.

Ja, og det gør vi jo hver på sin måde. Problemet i de muslimske lande er jo, at der ikke er den samme demokratiske tradition og ånd, fordi de ikke har en adskillelse af det religiøse og det politiske. Hvis man derfor optager et af disse lande, er der ingen garanti for, fuldstændig ligesom vi har set det i Tyrkiet og en række andre lande, også i Nordafrika, at der ikke kort tid efter kommer en modbevægelse, som gør, at det ender som en kalifatlignende stat. Det er jo netop derfor, man bør afholde sig fra at lukke muslimske lande ind i EU.

Ordføreren.

Altså, den bekymring deler jeg ikke. Vi er i SF meget bekymrede i forhold til udviklingen i Tyrkiet og med Erdogan, og vi ser ikke, at det giver mening at indlemme Tyrkiet, så længe han fortsætter. Men det er ikke en religionsting; det handler om et politisk styre. Jeg vil også sige, at vi i SF har et samarbejde med Nordmakedonien og gode nordmakedonske kræfter, som rigtig gerne vil mere demokrati, og hvor vi oplever, at det, at vi kan lave et EU-samarbejde med dem med henblik på optagelse, er med til at understøtte vigtige demokratiske kræfter i deres lande. Og det synes jeg er vigtigt.

Den næste korte bemærkning er til hr. Kim Edberg Andersen, Nye Borgerlige

Nogle gange sidder man her i Folketingssalen, og så glemmer man jo lidt, at der er forskellige ting, man har sat sig rigtig meget ind i, og jeg tror, at det her forslag f.eks. kommer ud fra det, at vi ved, at de i muslimske lande har et problem med ligestilling. Så hørte jeg ordføreren fortælle, at man skulle optage lande, hvor der var ligestilling mellem kønnene. Så hvis vi nu omformulerede det her til f.eks. en folketingsbeslutning om stop for optagelse af lande, hvor der ikke var ligestilling mellem kønnene, så må jeg forstå, at SF også havde kunnet se sig selv i det. Men det er bare lige for at få en forståelse af det.

Ordføreren.

I SF bakker vi op om Københavnskriterierne, som er de kriterier, jeg listede op. Så hvis der i dag var blevet fremsat et forslag om, at vi betinger optagelse i EU med baggrund i Københavnskriterierne, ja, så havde vi støttet det forslag.

Spørgeren.

Tak for det. For vi har jo alle sammen set udenrigsministeren på fjernsynet sige, at vi skal åbne mere op, at vi er i en krisesituation, og at flere lande skal ind og alt det her, og at vi sådan skulle slække lidt på vores principper, fordi vi jo skal have flere lande ind. Og det er jo selvfølgelig nok også der, hvor bekymringen hos sådan et parti som mit og vel nok også Dansk Folkeparti bliver lidt stor, for hvad for nogle af dem skal man slække på? Der var det jo nok lidt sådan, at hvis man ikke vil forbyde muslimske lande på grund af den der forståelse, som vi, der har sat os rigtig meget ind i problemstillingerne, har af det, så var det i forbindelse med nogle af Københavnskriterierne, at man lige så sig lidt frisk på at slække på dem. Der kunne jeg jo forestille mig, at der så ikke helt behøvede at være ligestilling, hvis bare de sagde, at de gerne vil have ligestilling på sigt. Så kan ordføreren se problemstillingen i det?

Ordføreren.

Vi støtter op om, at vi holder fast i Københavnskriterierne, sådan som de er. Det synes vi giver rigtig, rigtig god mening. Hvis der skulle have været sagt noget andet fra ministerens side, er det gået min næse forbi.

Der er ikke flere korte bemærkninger. Tak til fru Marianne Bigum, SF. Den næste ordfører er fru Charlotte Munch, Danmarksdemokraterne.

Det her beslutningsforslag vil pålægge regeringen at stemme imod, at EU optager nye lande eller påbegynder optagelsesforhandlinger med lande, der har et muslimsk flertal eller et betydeligt muslimsk mindretal. Udvidelsen af EU med nye medlemslande vedtages i Rådet med enstemmighed, og Danmark kan dermed i praksis nedlægge veto mod optagelse af nye lande i EU. Som baggrund for forslaget peger forslagsstillerne på lande med en stor muslimsk befolkningsgruppe som eksempelvis Tyrkiet. Den aktuelle situation for Tyrkiet er, at forhandlingerne står på standby, fordi der er en uafsluttet proces om, hvorvidt Tyrkiet ligger i Europa, hvilket er et krav for at blive optaget i EU. Derudover har Tyrkiet under Erdogan bevæget sig væk fra at kunne leve op til de krav, som stilles for optagelsen, de såkaldte Københavnskriterier.

Danmarksdemokraterne er lodret imod, at Tyrkiet bliver en del af EU. Det gælder også, uanset om Tyrkiet en dag langt ude i fremtiden måtte leve op til Københavnskriterierne. Kulturforskellene er alt, alt for store. Vi har heller ikke en politik om, at de øvrige lande, der er oplistet i forslaget, skal optages i EU. Det er velkendt, at der er et sammenstød mellem islam og vestlig kultur, og derfor er en række af de bekymringer, der er oplistet i forslaget, også helt relevante.

Når det så er sagt, er vi ikke enige i metoden bag forslaget, hvor man lister en række lande op. Vi synes egentlig, at det giver mere mening at diskutere de enkelte lande, når og hvis de overhovedet måtte søge og i givet fald leve op til de kriterier, der måtte gælde til den tid. Men som sagt ønsker vi ikke store islamiske lande som medlemmer af EU. Vi er imod et tyrkisk medlemskab, og vi ser ikke nogen af de lande, der i øvrigt er nævnt i forslaget, som potentielle medlemmer af EU, som det er lige nu.

Der er en kort bemærkning til hr. Morten Messerschmidt, Dansk Folkeparti.

»Som det er lige nu« – hvad betyder det? Altså, betyder det, at de alle sammen skal døbes og blive kristne, inden Danmarksdemokraterne så vil stemme for? Altså, hvad betyder det i forhold til f.eks. lande som Albanien og Bosnien-Hercegovina? Kan man støtte det her forslag, sådan at vi står skulder ved skulder og er sammen om at sige, at regeringen skal blokere, skal nedlægge veto, eller har man i virkeligheden en pragmatisk holdning til det og siger, at man ser på det til den tid?

Ordføreren.

Ja, vi har en holdning om, at man ser på det til den tid. Vi ønsker, at man ser på landene individuelt og vurderer dem ud fra det.

Spørgeren.

Frygter ordføreren ikke, at man i virkeligheden kommer til at holde nogle af de her lande for nar, altså hvis det er sådan, at man indleder optagelsesprocesser, som så kan trække ganske langt ud – det er snart 40 år siden, at Tyrkiet, som ordføreren nævner, ansøgte – men at det så i virkeligheden ikke bliver til noget? Ville det egentlig ikke være mere reelt i forhold til de her lande, hvor vi kan se, at der er en så uoverstigelig stor forskel mellem det, de kommer fra, og det, vi kommer fra, at man simpelt hen bare sagde, at det er en bro, der ikke rækker, at der er for langt, og at vi derfor skal finde en anden måde at samarbejde på? Ville det ikke være mere reelt? Altså, hvorfor ikke bare gøre det og så støtte det her forslag?

Ordføreren

Det kan sagtens være, at det er det, man når frem til, men igen må det bero på en vurdering af hvert enkelt land.

Der er ikke flere korte bemærkninger. Tak til fru Charlotte Munch, Danmarksdemokraterne. Næste ordfører er hr. Alexander Ryle, Liberal Alliance.

Tak for ordet. I EU har vi allerede i dag nogle ret strenge kriterier, som man som ansøgerland skal leve op til, hvis man vil være en del af Det Europæiske Fællesskab. Som udenrigsministeren og flere ordførere allerede har været inde på, er det de såkaldte Københavnskriterier, som stiller krav til demokrati, retsstat, menneskerettigheder, markedsøkonomi m.v.

I Liberal Alliance støtter vi op om en meritbaseret tilgang til EU's udvidelse, og når vi ikke mener, at et land som f.eks. Tyrkiet skal være medlem af EU, så skyldes det, at de har enorme problemer med at leve op til netop Københavnskriterierne. Faktisk har landet de seneste årtier bevæget sig længere væk fra EU og de værdier om demokrati, ytringsfrihed, retsstat osv., som vi værdsætter rigtig højt i Europa. Men landets religiøse sammensætning spiller ikke ind i den sammenhæng. Dermed ikke sagt, at vi så bare skal optage alle lande, der opfylder Københavnskriterierne; det skal vi selvfølgelig ikke. Det skal give mening både geografisk, geopolitisk og i forhold til de værdier, som vi har valgt at basere os på i EU.

Lige nu pågår diskussionen om udvidelsen af EU med f.eks. Ukraine. Den diskussion udspringer af et ønske om at knytte landet tættere på EU set i lyset af Ruslands angrebskrig, men også fordi vi på mange måder deler et værdifællesskab og et politisk fællesskab med ukrainerne. For mig at se kan der ikke være nogen tvivl om, at Ukraine hører til i Europa. Men Ukraine vil, som det ser ud lige nu, også have svært ved at leve op til Københavnskriterierne, bl.a. på grund af omfattende korruption, og derfor står deres medlemskab jo heller ikke lige for døren. Men igen handler det ikke om religion.

Så for at opsummere: I Liberal Alliance mener vi ikke, at vi skal stille krav om et lands religiøse sammensætning for at kunne blive medlem af EU; i stedet mener vi, at landene skal leve op til de kriterier, som vi har. Tak for ordet.

Der er en kort bemærkning til hr. Morten Messerschmidt, Dansk Folkeparti.

Det var i forhold til moderne tyrkisk historie, bare fra første verdenskrigs afslutning og frem. Der mener hr. Alexander Ryle slet ikke, at islam har spillet nogen rolle? Har det intet med islam at gøre, at Atatürk f.eks. siger, at der kun er én civilisation, nemlig den vestlige; at man overgår fra det arabiske til det latinske alfabet; og at man indfører en sekularisering af lovgivningen osv.?

Ordføreren.

Det, som jeg ønsker at påpege her, er, at det ikke skal være et krav, at en bestemt religion står stærkest i et land, for at de kan blive medlem af Den Europæiske Union. Det skal være, at de lever op til de konkrete kriterier, som vi er blevet enige om. Så kan det godt være, at der historisk har været nogle udviklinger i et land, som har at gøre med den religion, som har stået stærkest i landet op igennem historien. Men jeg går ikke så meget op i landets religion; jeg går op i, om de konkret lever op til de kriterier, vi er blevet enige om.

Spørgeren.

Så tror jeg, at hr. Alexander Ryle vil få et meget, meget fattigt forhold til historien. For der er da ikke nogen stærkere markør i noget land end netop forholdet til religionen. Altså, hvorfor tror hr. Alexander Ryle, at det er i den vestlige, kristne verden, at sekulariseringen er slået igennem, og at kvindernes rettigheder i dag blomstrer, mens det i den muslimske verden er middelalderens værdier, der stadig råder? Hvis han lukker øjnene for religionens betydning, også her i hverdagen, tror jeg, at hr. Alexander Ryle vil gå glip af mange indsigter.

Ordføreren.

Vi kan godt have en lang historisk debat her i salen. Jeg tager bare udgangspunkt i det konkrete forslag, som ordføreren har fremsat, og vi er bare ikke enige i, at religion skal være afgørende for et EU-medlemskab. Så er den egentlig ikke så meget længere for mit vedkommende i dag.

Næste korte bemærkning er til hr. Kim Edberg Andersen, Nye Borgerlige.

Jeg synes, argumentationen fra Liberal Alliance bliver sådan lidt overfladisk, og mit spørgsmål er ret simpelt: Anerkender Liberal Alliance, at religion er noget, som har betydning for, hvilke værdisæt og normer mange mennesker opdrages til og med, og anerkender Liberal Alliance, at religion kan være en problemstilling, som kan ramme andre lande, hvis der nu kommer rigtig mange fra én religion? Vi kan tage Danmark som eksempel: Hvis der nu kom rigtig mange muslimer til Danmark, ville Liberal Alliance så anerkende, at der kom religiøse problemer med?

Ordføreren.

Jeg tror godt, man kan praktisere sin religion, uden at det betyder, at man ikke lever op til et lands lovgivning. Jeg er ikke overbevist om, at religion nødvendigvis er et problem, men det er jo klart, at nogle lande, som f.eks. har en muslimsk religion, ikke står lige for at kunne blive medlem af EU, fordi de også har problemer med at leve op til de kriterier, vi har om demokrati, retsstat, menneskerettigheder og beskyttelse af mindretal. Og det må være det, der er det afgørende, og ikke nødvendigvis religionen i sig selv.

Spørgeren.

Anerkender Liberal Alliance så, at for at islam skal være til stede i et land, kræver det, at det er et muslimsk land, og anerkender Liberal Alliance så også, at hvis vi inkluderer de her muslimske lande, inkluderer vi dermed også mennesker, hvor der er mulighed for, at de er islamiseret? Og hvordan vil Liberal Alliance, når de her lande er blevet gjort til EU-lande, så sikre, at de mennesker ikke kommer til Danmark?

Ordføreren.

Hvis et land er en del af EU, har indbyggerne jo fri bevægelighed som en del af Schengenreglerne. Det synes jeg på mange måder er en god ting. Jeg kunne pege på rigtig mange fordele ved, at vi får mere migration til Danmark. F.eks. står vi over for problemer på arbejdsmarkedet inden for en række sektorer, hvor vi har brug for arbejdskraft. Så jeg kan se rigtig mange fordele ved, at der kommer flere udlændinge til Danmark. Men landene skal selvfølgelig leve op til de kriterier, der er, for at blive medlem af EU.

Der er ikke flere korte bemærkninger. Tak til hr. Alexander Ryle, Liberal Alliance. Den næste ordfører er fru Mette Abildgaard, Det Konservative Folkeparti.

Tak for ordet. Jeg er vikar i dag for vores EU-ordfører, hr. Niels Flemming Hansen, som desværre ikke har mulighed for at være til stede i salen i dag. Men naturligvis tak til Dansk Folkeparti for at have fremsat det her beslutningsforslag, om end vi ikke kommer til at stemme for det.

Som adskillige ordførere og naturligvis også udenrigsministeren har været inde på inden mig, er der helt grundlæggende kriterier, man som land skal leve op til for at blive en del af vores europæiske fællesskab i EU, nemlig Københavnskriterierne. Det er politiske kriterier, der handler om, at man skal have stabile institutioner, man skal garantere demokrati, man skal sikre mindretalsbeskyttelse, menneskerettigheder, retsstatsprincipper osv. Der er en række økonomiske kriterier, som jo grundlæggende handler om, at man skal have en velfungerende markedsøkonomi, og så er der nogle administrative og institutionelle krav, som man naturligvis også skal leve op til, eksempelvis at man helt fundamentalt er i stand til at gennemføre og implementere gældende EU-ret. Det giver mening, at såfremt man ikke er i stand til det, kan man naturligvis ikke være en del af et forpligtende fællesskab, som EU er.

Vi bakker op om de her kriterier. Og om end vi til fulde anerkender, at religion er en stærk markør, som ordføreren for forslagsstillerne nævnte tidligere, så bakker vi ikke op om at have krav vedrørende religion ved medlemskab af EU.

Der er en kort bemærkning til hr. Morten Messerschmidt, Dansk Folkeparti.

Jeg ved godt, at ordføreren ikke er EU-ordfører, og derfor skal jeg bare helt kort bede om en be- eller afkræftelse af, om Det Konservative Folkeparti stadig væk synes, at det er en god idé at have Tyrkiet som kandidatland til EU.

Ordføreren.

Jeg synes i virkeligheden, at udenrigsministeren formulerede det meget klogt forstået på den måde, at det er svært at se det Tyrkiet, vi kender i dag, blive en del af EU. Men der kan være mange fordele ved, at landet stadig væk har det at stræbe efter, og så må udviklingen jo vise, om det også fortsat skal være berettiget til at være kandidatland.

Spørgeren.

Kan ordføreren bare lige nævne et eller to gode eksempler på noget, som har rykket Tyrkiet i en positiv retning, siden landet blev godkendt som kandidat?

Ordføreren.

Som mange andre ordførere også har været inde på, har Tyrkiet bevæget sig i den forkerte retning, og det tror jeg der er mange der har set på med meget stor frustration. Man kan spørge sig selv, hvordan det var gået, hvis ikke man havde været kandidatland. Det er der ikke nogen af os der ved. Men det er klart, at EU ikke på nogen måde skal inkludere Tyrkiet, såfremt man ikke opfylder grundlæggende kriterier.

Så er der ikke flere korte bemærkninger. Tak til fru Mette Abildgaard, Det Konservative Folkeparti. Næste ordfører er hr. Søren Søndergaard, Enhedslisten. Velkommen.

Jeg tror ikke, jeg skal tale voldsomt længe. Hvis nogen ønsker at være medlem af Den Europæiske Union, synes vi fra Enhedslistens side, at der er tre kriterier, man skal opfylde: Det ene er, at man er et europæisk land, eller at man i hvert fald er delvis placeret i Europa; det andet er, at man træffer beslutningen på demokratisk vis; og det tredje er, at man opfylder de kriterier, som eksisterer, for at blive medlem. Det er sådan set det. Og ingen af de tre kriterier afgøres af religion.

Så kan vi være enige i, at der er et problem, hvis man har optaget lande, og så ikke kan få dem ud igen. Det ser vi jo allerede i dag. Gode, kristne lande, som overtræder værdierne i EU. Pokkers også, at man har fået skabt et regelsæt i EU, der gør, at man ikke kan smide dem ud. Så vi vil da meget gerne snakke med forslagsstillerne om at fremlægge nogle forslag, der handler om, hvordan man mere enkelt og bedre kan få smidt lande ud af EU, der ikke lever op til de kriterier, som der er.

Så må jeg i øvrigt sige, at jeg på et vist punkt finder forslaget en lille smule underligt. Altså, hvis vi tager et af de lande, som nævnes, nemlig Bosnien-Hercegovina, som det hed i gamle dage, og lad os ikke tage historien – den vil jeg meget gerne komme ind på, også ud fra personlige erfaringer – men bare tage den seneste udvikling, de seneste år, hvem er det så, der er fanatikerne i Bosnien? Hvem er det, der forhindrer landet i at fungere? Det er de gode, kristne, ortodokse, serbiske nationalister, og det er de gode, kristne, katolske nationalister. Det er dem, der gang på gang har forhindret det land i at fungere, gang på gang har forhindret fremskridt, gang på gang har sat sig op imod vælgernes vilje og har sat sig op imod, at demokratiet kom til at fungere i Bosnien-Hercegovina – de ortodokse kristne, de katolske kristne.

Er det så, fordi vi skal gå imod alle, der er katolske kristne, eller ortodokse kristne? Ikke set ud fra mit perspektiv. Altså, jeg bedømmer folk på, hvad de gør, og ikke på, hvad de måtte have af ideologi eller tro eller overtro eller hvad som helst – det er for mig ganske uvedkommende. Men på den baggrund er det klart, at vi kan ikke støtte forslaget.

Der er en kort bemærkning til hr. Morten Messerschmidt, Dansk Folkeparti.

Jeg ved ikke, om jeg deler eller ikke deler ordførerens historieforståelse af Balkan, men det, der jo skaber de etniske konflikter, er den muslimske indvandring i det 12. århundrede, som først bliver bremset i 1683 ved Wiens porte. Men det, jeg kunne tænke mig at spørge ordføreren om i relation til netop tyrkerne, er, om Tyrkiet ud over Konstantinopel er et europæisk land?

Ordføreren.

Nu var der ikke nogen særlig muslimsk indvandring på Balkan. Altså det, der skete, var jo, at det osmanniske rige var interesseret i, at skolelærere og administrationsfolk, der boede der i forvejen, konverterede til islam. Og derfor ser vi jo også den fantastiske situation, at det i Bosnien var de bedst uddannede, der i gamle dage tilhørte den muslimske tro, hvorimod landbefolkningen i højere grad er ortodoks domineret. Men ja, Konstantinopel og den del af Tyrkiet, der ligger i Europa, er selvfølgelig europæisk – det er klart.

Spørgeren.

Man fristes jo til at sige: Hvor i alverden kom de så fra, hvis ikke de indvandrede? Altså, halvdelen af Spanien var en muslimsk indtil Granada, og man blev presset tilbage. Hele Balkan blev islamiseret op igennem det 12. og 13. århundrede, og det er jo netop de tråde herfra, der skaber de etniske konflikter i dag. Men mener hr. Søren Søndergaard også, at Konstantinopel og de 2 pct. af geografien i Tyrkiet sådan i kulturel forstand er europæisk?

Ordføreren.

Altså, danskerne var ikke kristne i 600-tallet eller 700-tallet, og vi blev ikke kristne, fordi der kom en kristen indvandring – det gjorde vi ikke. Der kom en kristen indflydelse, som betød, at man gjorde danerne/danskerne til kristne, og det er jo noget fuldstændig andet. Altså, den idé om, at dem, der bor på Balkan, udgør forskellige folk, er efter min mening fuldstændig forkert. Men jeg kan bekræfte, at Konstantinopel er europæisk, ja.

Der er ikke flere korte bemærkninger. Tak til hr. Søren Søndergaard, Enhedslisten. Næste ordfører er hr. Christian Friis Bach, Radikale Venstre.

Tak for det. Hvis EU og Danmark var på en datingapp, var der brug for at opdatere vores profil, for der er flere og flere lande ude i verden, der swiper forbi os – som jeg kan forstå det hedder – når de leder efter nye partnere. I stedet vælger de andre partnere: Rusland, Kina, Brasilien, Indien. I en usikker og en ulige verden, hvor magtforholdene er under hastig forandring, er der brug for, at vi i EU og Danmark skaber ligeværdige og stærkere partnerskaber. Det er budskabet i den nye udenrigspolitiske strategi, og det budskab bakker vi op om. Og for EU er et af vores afgørende redskaber til at skabe ligeværdige og stærke partnerskaber at fastholde en aktiv og ambitiøs udvidelsesdagsorden.

I alt for mange år har udvidelsesdagsordenen været svækket og underprioriteret, og det skal vi lave om på. Gør vi det, vil det styrke Europa, og det vil skabe stabilitet og sammenhold i Europa. Det gælder også for lande med store muslimske befolkningsgrupper. Vi håber i Radikale Venstre, at kandidatlandene Tyrkiet og Albanien en dag bliver medlem af EU, helt som vi gerne så, at både Kosovo og Bosnien-Hercegovina, når de er klar til det, får status som kandidatlande og på sigt kommer med i vores europæiske fællesskab. Der er vi ikke endnu. De kan ikke leve op til Københavnskriterierne, og dem står vi fast på, med de stabile institutioner, demokratiet, retsstaten, menneskerettighederne, respekten for og beskyttelsen af mindretallene. Men der står ikke religion i Københavnskriterierne. Men det, vi gerne så, var et stærkere europæisk og dansk engagement for at hjælpe landene på vej mod det europæiske fællesskab. Det er det med, at vi skal opdatere vores profil gennem stærkere samarbejde om udvikling, gennem bedre handelsaftaler og investeringsaftaler, styrket dialog og udveksling, ikke mindst af unge.

Så vi skal engagere os i vores nabolande og støtte deres vej mod EU, og vi skal engagere os i verden gennem stærkere og mere ligeværdige partnerskaber. Vi støtter ikke forslaget. Tak for ordet.

Første korte bemærkning er til hr. Kim Edberg Andersen, Nye Borgerlige.

Tak for det. Tidligere hørte jeg også ordføreren være fortaler for Tyrkiet, og det vil jeg godt lige bore lidt i. Jeg kan forstå, at Radikale Venstre mener, at Tyrkiet skal optages. Er det så, mens de stadig væk siger, at svenskerne ikke må komme med i NATO? Så mener Radikale, at Tyrkiet skal med – landet, som i en krisetid i Europa siger, at svenskerne ikke må komme med i NATO? Det skal jeg bare lige have opklaret. Det er det, jeg hører, og det er vel helt korrekt hørt, er det ikke det?

Ordføreren.

Hvis hr. Kim Edberg Andersen havde hørt endnu bedre efter, ville han have bemærket, at jeg klart understregede, at Tyrkiet jo ikke lever op til Københavnskriterierne – det tror jeg stort alle ordførere på talerstolen indtil nu har været meget enige om – og derfor ikke for tiden er i nærheden af at kunne blive medlem af EU. Men hvis du spørger, om Radikale Venstre gerne så Tyrkiet blive medlem af EU, hvis du spørger, om vi gerne ser, at vi engagerer os stærkere med EU i et forsøg på at få dem til at bevæge sig imod EU, er svaret ja.

Spørgeren.

Dem, der stemmer på mig, har det helt okay med, at jeg bliver lidt træt, når De Radikale står på talerstolen og ikke hører fuldstændig hundrede procent efter. Men hvis de nu overholder Københavnskriterierne, var det fint, så skulle de være medlem af EU, på trods af at det er et land, der rent faktuelt sikrer, at svenskerne ikke kan blive en del af NATO. Kan ordføreren ikke høre, at det er meget vildt? Men det synes man er ok, Tyrkiet skal med i EU, og så må svenskerne sejle deres egen sø, bare Tyrkiet overholder Københavnskriterierne.

Ordføreren.

Tak. Jeg er ked af at høre, at hr. Kim Edberg Andersen er træt, og især når Radikale Venstre er på talerstolen. Jeg er helt sikker på, at Sverige bliver medlem af NATO, længe før Tyrkiet bliver medlem af EU.

Den næste korte bemærkning er til fru Pia Kjærsgaard, Dansk Folkeparti.

Tak for det. Nu har jeg siddet lidt oppe på mit kontor og arbejdet, mens man jo kan følge, hvad der sker i Folketingssalen, og nu er det så lige hr. Christian Friis Bach, det kommer til at gå ud over. Men jeg vil godt høre noget, for jeg har hørt hele tiden, at religion ikke spillede nogen rolle; det var slet ikke det, vi drøftede. Jo, det synes jeg faktisk det er.

Altså, hvis man ikke synes, at det her forslag er fornuftigt, og ikke stemmer for det, er det jo, fordi man i virkeligheden mener, at man bare kan lukke millioner af muslimer ind i EU med den adgang, der så er til de øvrige lande. Det synes jeg faktisk er meget, meget ufornuftigt. Så lad os da bare sige, hvor vi er: Jo, religion spiller en rolle, naturligvis.

Ordføreren.

Jeg udtalte mig ikke i min tale om, hvad fru Pia Kjærsgaard mente eller mener. Jeg udtalte mig om, hvad Radikale Venstre mener, og vi mener ikke, at religion spiller en rolle for, hvorvidt lande kan tilslutte sig at blive medlem af EU. Det gør det ikke, og der står ikke noget om religion i Københavnskriterierne.

Spørgeren.

Næh, men derfor kan man jo godt have en holdning. Derfor kan man jo godt have en holdning til først og fremmest Tyrkiet, altså, at man pludselig skulle give adgang til et land med så mange muslimer.

Jeg synes: Lad os dog spille med åbne kort. Det er sådan set bare det, jeg forsøger her. Jeg angriber ikke hr. Christian Friis Bach for noget – jeg forstod ikke rigtigt, hvad det var omkring mig – men jeg siger bare: Det er da et spørgsmål, som man kan forholde sig til, og hvor jeg klart medgiver, at jeg og Dansk Folkeparti bestemt synes, at det spiller en rolle.

Ordføreren.

Det eneste, jeg sagde, var, at jeg fuldt respekterer fru Pia Kjærsgaards holdning. Jeg har ikke udtalt mig om fru Pia Kjærsgaards holdning. Jeg har udtalt mig om, hvad Radikale Venstre mener, og Radikale Venstre håber, at Tyrkiet en dag vil nærme sig det europæiske fællesskab og blive medlem af EU, helt ligesom vi håber, at der også er andre lande rundtomkring i Europa, som vil se det europæiske fællesskab som et attraktivt fællesskab. For ved at udvide EU til at rumme endnu flere lande kan vi skabe stabilitet og sammenhold i Europa.

Næste korte bemærkning er til hr. Morten Messerschmidt, Dansk Folkeparti.

Tak for det, og tak for en tale, der jo på formfuldendt vis forklarede Københavnskriterierne. Men jeg synes ikke, at ordføreren i modsætning til andre ordførere sagde så meget om det begreb, der det seneste år også er begyndt at indsnige sig i debatten om udvidelse, nemlig absorptionskapacitet, altså at et land også skal passe ind. Er det en bevidst undladelsessynd så at sige, altså at man i Radikale Venstre slet ikke mener, der er en grænse for, hvad EU kan optage, at det kun handler om, at et land på et givent tidspunkt overholder de såkaldte Københavnskriterier, og at der principielt slet ikke er nogen europæiske lande, der enten qua sin historie eller størrelse allerede derfor skal afvises som EU-medlem?

Ordføreren.

Jeg sagde, at jeg mente, at udvidelsesdagsordenen havde stået for meget i stampe de sidste år, og at netop begrebet absorptionskapacitet og hensynet til EU's indre sammenhold måske har fyldt for meget og skygget over den udvidelsesdagsorden, som jeg mener er vigtig og skal fastholdes. Det er en del af hele den europæiske idé. Det er det fundament, EU bygger på, nemlig at vi kan knytte landene i Europa tættere sammen. Den idé skal vi fastholde, og jeg mener faktisk, at udvidelsesdagsordenen kan bidrage til at styrke det europæiske fællesskab og Den Europæiske Union og ikke svække det.

Spørgeren.

Det tillader jeg mig at tage som en bekræftelse på, at det var helt bevidst, at man ikke betonede sammenhængskraften. Betyder det, at Radikale Venstre principielt har en ambition om, at alle geografisk europæiske lande også på et eller andet tidspunkt skal være medlem af EU?

Ordføreren.

De lande rundt om EU, som ønsker at tilslutte sig EU, og som kan opfylde Københavnskriterierne, mener Radikale Venstre vi skal byde velkommen ind i vores europæiske fællesskab, ja.

Der er ikke flere korte bemærkninger. Tak til hr. Christian Friis Bach, Radikale Venstre. Og næste ordfører er hr. Kim Edberg Andersen, Nye Borgerlige.

Vi mangler bare at høre en af ordførerne gå op og sige, at Rusland også snart skal være med i EU, for dele af det ligger jo også i Europa, og så skal vi alle sammen være en del af EU. Heldigvis kommer jeg fra et parti, som er rimelig afklaret, i forhold til at det ikke altid er lyksaligt at gøre EU større. Og vi kan på mange områder se at det griber om sig, og nu kan vi se, at det også skal gribe om sig i forhold til muslimske lande.

Vi kommer til at støtte forslaget, men det er, fordi vi i Nye Borgerlige har en helt anden anerkendelse af de problemstillinger, der er fulgt med. I 40 år, mindst, har vi set indvandring fra muslimske lande – der har ikke været nogen fri bevægelighed fra ret mange muslimske lande til Danmark – og den problemstilling har vi ikke løst. Forestil jer så, at vi lægger 80 millioner muslimer oveni. Og det er ikke religionen, det er ikke muslimer – dem, der tror på den religion – som er vores problemstilling. Nej, det er, når den bliver ekstremistisk, og de begynder at omtale det som islam – det er der, vores bekymring er. Det er den fri bevægelighed, når de først bliver en del af EU, der er vores bekymring. Og jeg tror faktisk, at det også er der, forslagsstillernes bekymring er. Og hvad gør man så, i stedet for at vi snakker i cirkler herinde og ikke rigtig vil se tingene i øjnene og siger, at det også er træls at skulle ned og sige, at vi er imod muslimske lande? For det er rigtigt, at der jo ikke står religion i Københavnskriterierne, men der står menneskerettigheder, og religion er nævnt i menneskerettighederne. Så er vi nået helt i mål uden egentlig at sige noget.

Så bekymringen er mere islam – det er det, der er bekymringen. Det er Tyrkiet, som vi frygter – at få 80 millioner mennesker rendende rundt i Europa, som vi ikke kan styre. For vi kan ikke styre islam og islamiseringen af vores samfund. Og vi står hjælpeløse herinde på talerstolen og ser – fra statens side – hjælpeløse ud på et dansk samfund, hvor man godt nok skal have lukket øjnene meget længe og meget hårdt i for ikke at se, at det er en faktuel problemstilling.

Det er nemt at stå og sige alle de bevingede ord om, at alle mennesker skal være lige, og at vi alle sammen er helt ens. Virkeligheden og fakta viser bare noget andet. Vi rammer muren en gang imellem, og derfor kommer vi i Nye Borgerlige til at støtte det her forslag. Det er ikke, fordi vi som udgangspunkt har noget imod muslimer – det har vi ikke – men vi er fuldstændig og et hundrede procent bevidste om, at med muslimer risikerer vi, at der kommer mere islam, og med mere islam ser vi flere problemer i Danmark for danske statsborgere, der faktisk bliver udsat for kriminalitet og utryghed på grund af den her indvandring, som så bliver til immigration, fuldstændig frit over landegrænserne.

Jeg har faktisk kun hørt Radikale Venstre stå og være fortalere for, at Tyrkiet selvfølgelig skal ind, også på bekostning af Sveriges medlemskab af NATO. Og der synes jeg, det kammer så meget over, at jeg da håber, at der kommer et lovforslag inden, for der skal vi da helt sikkert nedlægge veto – selv når de overholder Københavnskriterierne, hvis de kommer til det. Det er lande, som ikke har en demokratisk kultur, sådan som vi har, og det er faktuelt.

Så vi støtter forslaget. Vi synes, det er et godt forslag. Vi kan også godt se problematikken i at have en overskrift, hvor der står »muslimske lande« – selvfølgelig kan vi det – for hvis ikke vi havde haft problemerne med islam, havde vi aldrig nogen sinde sat spørgsmålstegn ved, om religion var noget, vi blev nødt til at forholde os til, også i forhold til hvem der måtte være medlem af EU. Nye Borgerlige kommer til at støtte forslaget.

Der er en kort bemærkning til hr. Christian Friis Bach, Radikale Venstre.

Tak til hr. Kim Edberg Andersen. Hr. Kim Edberg Andersen nævnte jo, at han var træt i dag, og derfor vil jeg bare bede hr. Kim Edberg Andersen bekræfte, at jeg fremførte, at Sverige selvfølgelig skal være med i NATO, og at de også kommer med i NATO, længe før Tyrkiet bliver medlem af EU.

Ordføreren.

Så har jeg ikke været så træt, som ordføreren selv har været, da han stod heroppe. For ordføreren sagde, at Tyrkiet skulle med, hvis de overholdt Københavnskriterierne, og så sagde ordføreren det her med, at han troede, at hans tidslinje og hans opfattelse af det var bedre end min. Hvem ved? Der er præsidentvalg. De får en ny præsident, de overholder alle kriterierne om 14 dage, og de er stadig væk imod svensk NATO-medlemskab, men så skal de være medlem af EU. Og det var jo det, ordføreren sagde. Uanset hvor træt jeg bliver, når Radikale er på talerstolen – og det bliver jeg en gang imellem – må jeg indrømme, at det fangede jeg ret klart.

Spørgeren afstår fra sin anden korte bemærkning. Næste korte bemærkning er til hr. Søren Søndergaard, Enhedslisten.

Nu introducerede ordføreren noget, der hed demokratisk tradition, som et kriterie. Der vil jeg bare lige spørge om, hvor lang den demokratiske tradition er i Tyskland. Hvor lang er den demokratiske tradition i den del af Tyskland, der hed Østtyskland? Hvor lang er den demokratiske tradition i Bulgarien og Rumænien? Det er bare for at få et åremål på.

Ordføreren.

Jeg er helt sikker på, at hr. Morten Messerschmidt kan hjælpe mig med datoerne, når han kommer herop, men skal vi ikke bare sige, at den er noget længere, end den er i de muslimske lande, hvor hr. Søren Søndergaards parti fuldstændig sætter blændere for øjnene og siger, at der ingen problemstilling er med religion. Det er jo det, jeg altid har hørt fra Enhedslisten. Så nej, jeg kan ikke datoerne i hovedet, men jeg er helt sikker på, at hvis man stiller spørgsmålet til ministeren, vil han sende en hel liste med datoer og årstal på, hvornår der blev indført demokrati i alle de nævnte lande.

Spørgeren.

Jeg har naturligvis på intet tidspunkt sagt, at der ikke var nogen problemer i muslimske lande. Altså, okay, ordføreren er ny og ved ikke, at jeg har fremsat adskillige forslag om suspension af alle optagelsesforhandlinger med Tyrkiet, og jeg regner da også med, at vi inden længe kan fremsætte et forslag om at smide Tyrkiet ud af NATO, og hvad ved jeg. Men altså, undskyld, hvad er svaret på spørgsmålet? Når man stiller som kriterie, at der skal være en vis demokratisk tradition, må man vel kunne forklare, hvor lang tid det er.

Ordføreren.

Jamen lad os sige, at hvis den demokratiske tradition bliver defineret af, hvornår man opfylder Københavnskriterierne, som jeg hørte tidligere, er det jo, lige så snart man begynder at gøre det. Og der må man sige, at det er EU-landene jo så blevet optaget på. Altså, du skal huske, at jeg er fra Nye Borgerlige. Vi støtter til enhver tid, når Enhedslisten siger, at Tyrkiet ikke skal med i EU. Hvis I kommer med det, lover jeg at stemme for det. Men virkeligheden er jo bare, at det her i sidste ende er et spørgsmål om, at muslimske lande ikke har demokrati, som er sammenligneligt med de lande, vi ellers gerne vil være sammen med i Europa. Og så er der, som ordføreren siger, kritik af nogle af de lande, der allerede er i EU – ja, men ikke noget, der er i nærheden af den kritik, der ville komme, hvis det havde været Tyrkiet.

Der er ikke flere korte bemærkninger, så vi siger tak til hr. Kim Edberg Andersen, Nye Borgerlige. Så er turen kommet til ordføreren for forslagsstillerne, hr. Morten Messerschmidt, Dansk Folkeparti.

Tak, formand. Det er med velberådet hu, at det forslag, vi har behandlet nu, er skrevet netop, som det er, for vi kunne jo selvfølgelig sagtens have valgt at sige, at der skal nedlægges veto mod ikkevestlige lande. Det kan være, det var gledet lidt lettere ned blandt nogle af ordførerne, men så havde vi jo ikke fået den opførelse eller den erkendelse, som man har set her blandt hovedparten af partierne, at der stadig ikke er nogen egentlig forståelse af, hvor central en faktor i vores samfundsliv, vores hverdagsliv og i vores politik, religion egentlig er. Og det er jo lidt beskæmmende. Det er mere end 30 år siden, Fukuyama skrev »End of History and the Last Man«, som ganske hurtigt, det tror jeg alle forstod den 11. september 2001, blev afsløret som et fupnummer. Det er tilsvarende næsten 30 år siden, at Samuel P. Huntington skrev sit digre værk om sammenstødet mellem civilisationerne, som jo må siges efterfølgende i den grad at være blevet bekræftet. Vi befinder os i en tid, det har vi sådan set gjort i rigtig, rigtig mange år, hvor netop kultur, traditioner, herunder selvfølgelig religion, spiller en stadig større rolle.

Hvis ikke man forstår det, tror jeg aldrig nogen sinde man rigtig kommer til at forstå sig selv, hverken som dansker eller som europæer. For det er jo i sagens natur ikke noget tilfælde, at det er i Europa, at oplysningstiden bryder igennem; det er jo ikke noget tilfælde, at det er i Europa, at renæssancen slår sin første gnist, i øvrigt samtidig med at islam vandt ind på Balkan; det er ikke noget tilfælde, at det er her, demokratiet fødes og alle de grundtræk, som vi egentlig tager for givet og kalder for europæiske værdier, men som jo grundlæggende er kristne værdier. Det er jo ikke sådan, at der ikke findes fejlbarlige kristne mennesker. Dem tror jeg hr. Søren Søndergaard vil være i stand til at opremse utallige af, om ikke andet kan han jo starte med alle dem, som forkastede kristendommen i hans gamle parti. Nej, der ikke nogen garanti for, at man inden for den kristne verden rammer den perfekte samfundsmodel.

Men det, der er en god sandsynlighed for, er, at man rammer sekularismen, altså det, at man adskiller det religiøse fra det politiske, og der er en ret god sandsynlighed for, at det er præcis det modsatte, der slår igennem i islam, for der er ikke nogen sekularisme, der er ikke nogen Jesus, der siger, at man skal give Gud, hvad Guds er, og kejseren, hvad kejserens er. Det er jo derfor, at vi netop i alle muslimske lande, i hvert fald i Europa og Mellemøsten osv., kan se, hvordan demokratiet har meget trange vilkår, hvordan loven som retsstatens fundament har meget trange vilkår, hvordan kønnenes ligestilling, hvordan minoriteters rettigheder osv. er noget, som man i bedste fald kan drømme sig til, hvis det ikke er helt forbudt i de lande. Det findes vist også i både Iran og i Saudi-Arabien. Det er derfor, at når man forholder sig til, hvad det så er, der skal være fremtidens Europa, hvad det er for nogle lande, man skal indlemme i EU, og det ved vi jo regeringen vil, man har timet sit udspil, i forhold til at vi skulle diskutere det her i dag – det er vi glade for – og vi ved, at regeringen derfor har en ambition om at skulle have flere lande ind i EU, så er man selvfølgelig også nødt til at forholde sig til, hvad det så er for en historik, en natur, hvad det så er for nogle konsekvenser, det får, når man udvider.

Vi har siden især 2004 gennemført udvidelser med lande, som måske kulturelt, ja, historisk, har været samhørende med os, men som jo politisk har været adskilt meget fra os – de tidligere Sovjetlande, Rumænien, Bulgarien, Polen osv., og alene at se, hvor store vanskeligheder der har været med at indlemme dem i EU, hvor lang tid der har skullet gå, næsten 20 år, før vi ikke længere taler om nogle af de sammenstød, der er, burde altså vække en lille bekymring i forhold til så også at indlemme lande, som kommer fra et kulturelt religiøst helt andet afsnit i verdenshistorien. Det er derfor, vi i Dansk Folkeparti insisterer på at tale om tingene, som de er, og sige, at det, der selvfølgelig er problemet i de muslimske lande, er islam og deres manglende evne til at udvikle sig i retning af det, som vi betragter som europæiske værdier.

Hvis man skulle være bare en lille smule hungrende efter eksempler på det, kan man jo se på det største muslimske land, der er blandt kandidatlandene, nemlig Tyrkiet. Tyrkiet, som tilbage i slut-1990'erne blev betragtet som det ene prægtige eksempel på, at demokrati og islam ikke var uforenelige størrelser. Vi var nogle, der dengang advarede og sagde: Kan det nu virkelig passe, lad os nu lige se, hvor tingene bevæger sig hen. Pludselig kom der så en personlighed på scenen, en mand ved navn Erdogan, der i den grad har vist, at demokrati i et muslimsk land i bedste fald skal holdes fast af en stærk autoritet, hæren, og hvis man ikke gør det, er det kun for en kort stund. Og der har EU jo som nyttige idioter ageret aktør for Erdogan ved at presse hæren ud af den tyrkiske forfatning og på den måde bane vejen for det stadig mere autoritative regime, som han repræsenterer, og som han jo tilsyneladende har, og som næres af en stor, stor del af den tyrkiske befolkning.

Betyder det, at der ikke i Tyrkiet er demokrater? Nej, det gør det åbenlyst ikke. Jeg har selv siddet i både Europarådet og i andre formelle forsamlinger med dem. Men det betyder, at Tyrkiet som land, som kulturel enhed, som nation, hvis man overhovedet blandt muslimske lande kan tale om at være en nation, jeg tror mere, man opererer ud fra en forståelse af umma end af nationen – det er jo også et europæisk-kristent begreb – jo uomtvisteligt har været lærestykket på, hvad man kan forvente i de muslimske lande i forhold til demokratiets udvikling og afvikling, og derfor hører de muslimske lande ikke til i EU, fordi man er så gensidigt afhængige.

Vi kan lave frihandelsaftaler, vi kan lave forsvarsaftaler, det har man jo gjort i NATO, som det er blevet nævnt, men hvad angår en så integrerende enhed som EU, hvor der er fri bevægelighed og arbejdstagere, hvor der er lovgivning helt ned i de mindste detaljer for, hvordan samfundet skal indrettes, må man sige, at der er der en grænse for, hvor forskellige man kan acceptere at vi er. Det sjove er, at der heller ikke er nogen af ordførerne, der har kunnet pege på, hvor det går utrolig godt i de muslimske lande i forhold til den såkaldte dialog, man jo har. Vi har hældt, jeg ved ikke hvor mange milliarder i Tyrkiet i forhold til kvindeprojekter, demokratiprojekter, bedre infrastruktur, 3G, 4G, 5G, og hvad ved jeg, strukturfondsmidler, som kunne have fået hele Bulgarien og Rumænien til at ligne New York, men hvad er det endt med? Et land, der bare står stille og bevæger sig længere og længere ind i Mellemøsten.

Med hele den erfaring kunne man måske have forventet, at der var en lidt større refleksion over, hvad det egentlig er for en verden, vi lever i, og at religion altså ikke bare er noget overtro, hr. Søren Søndergaard, som vi kan efterlade på historiens mødding, men at det faktisk nok er den mest styrende og definerende størrelse i et menneskes liv, i et samfunds liv, og det er det, som danner rammen om, hvordan samfundet udvikler sig. Derfor er det det, der danner rammen om, hvordan EU udvikler sig, og derfor skal vi selvfølgelig ikke have hverken Tyrkiet, Albanien eller andre lande, hvor der er store muslimske befolkningsgrupper, med i den her klub. Tak, formand.

Der er ingen korte bemærkninger, så vi siger tak til hr. Morten Messerschmidt, Dansk Folkeparti.

Da der ikke er flere, som har bedt om ordet, er forhandlingen sluttet.

Jeg foreslår, at forslaget til folketingsbeslutning henvises til Europaudvalget. Hvis ingen gør indsigelse, betragter jeg det som vedtaget.

Det er vedtaget.

(Talen er under udarbejdelse)