Europaudvalget 2022-23 (2. samling)
KOM (2022) 0144 Bilag 2
Offentligt
2658274_0001.png
Til Folketingets Boligudvalg og Europaudvalg
Februar 2023
Revisionen af byggevareforordningen risikerer at give problemer for den
grønne omstilling
Jeg henvender mig på vegne af Miljømærkning Danmark, fordi vi er stærkt bekymrede for EU-Kommissionens
fremlagte forslag til revision af byggevareforordning. Forslaget er netop nu ved at blive forhandlet på plads i
Ministerrådet, men Danmark mangler i forhandlingerne.
I forslaget lægger Kommissionen op til et forbud mod at bruge miljømærker, som f.eks. Svanemærket og EU-
Blomsten, på byggevarer.
Det ville være et stort tilbageslag for både producenter og forbrugere. I dag er begge officielle miljømærker en
effektiv guide for forbrugerne, når de skal vælge blandt de mest miljøvenlige produkter, og det vil forbrugerne
rigtig gerne.
Forhandlingerne under rådet har været i gang længe, og vi ved, at der er blevet lagt kompromisforslag på bordet
af det tidligere tjekkiske formandskab, der dog går i den helt forkerte retning. Nu har Sverige overtaget
formandskabet med ambitioner om at fastlægge en generel position i dette forår. Derfor er det særligt
bekymrende, at Danmark fortsat ikke har fastlagt et forhandlingsmandat og ikke deltager aktivt i forhandlingerne.
Det er netop nu, at fremtiden for miljømærkede byggevarer afgøres.
Vi opfordrer jer derfor kraftigt til at tage sagen op og drøfte, hvordan vi kan sikre en stærk dansk deltagelse i
forhandlingerne, og vi vil meget gerne foretræde for både Boligudvalget og Europaudvalget, hvor vi kan
præsentere forslaget og konsekvenserne lidt mere i dybden.
For producenterne af byggematerialer vil Kommissionens forslag betyde, at den konkurrencefordel, de kan opnå
ved at blive certificeret med f.eks. Svanemærket, vil forsvinde. Dermed risikerer de at miste et væsentligt
incitament for at gå forrest i markedet og udvikle deres produktion i en endnu mere grøn retning. Derfor er det
vigtigt at få ændret i forslaget.
Kort om miljømærkede byggevarer
Miljømærker som Svanemærket har i over 30 år opbygget et solidt kendskab på hele 95 % i den danske
befolkning og en høj troværdighed blandt forbrugerne. En troværdighed, der blandt andet kommer af, at vi har et
grundigt kontrolsystem. Det vil være yderst meningsfyldt at bygge videre på denne succes.
Når et produkt er Svanemærket, skal det leve op til mange forskellige miljøparametre, og dermed behøver
forbrugeren ikke i købsøjeblikket forsøge at overskue, hvorvidt det er vigtigst at klare sig godt på holdbarhed,
energiforbrug, kemikalier eller materialeeffektivitet – det er samlet i ét mærke.
Ved at stille krav ud fra et livscyklusperspektiv har Svanemærket fx været med til at motivere branchen til at
opfylde skrappe miljøkrav og bl.a. bruge certificeret træ og dokumentere både energiforbrug og hvilke kemiske
stoffer der indgår i byggematerialerne. Der er i dag over 6.000 byggevarer på det nordiske marked, der bærer
enten Svanemærket eller EU-Blomsten.
Med venlig hilsen
Martin Fabiansen, Direktør , Miljømærkning Danmark ([email protected] / 41190943)