Europaudvalget 2022-23 (2. samling)
KOM (2022) 0304 Bilag 11
Offentligt
3. april 2023
Ref. HSL
Danmarks Fiskeriforening PO’s bemærkninger til forordning
om naturgenopretning
Resume: Nedenfor følger Danmarks Fiskeriforenings kommentarer til
Kommissionens forslag til
Europa-Parlamentets og Rådets forordning om naturgenopretning (KOM (2022) 304),
Danmarks Fiskeriforening PO ser positivt på at der gennemføres en indsats for natur og
biodiversitet i dette forslag til forordning, og i fiskerierhvervet er vi indstillet på at levere vores
bidrag til den grønne omstilling og til et styrket havmiljø. Erhvervsfiskeriet udgør stadig en
væsentlig interesse på havet, og fiskeriet er med til at sikre sunde og klimavenlige fødevarer til
gavn for folkesundheden og fødevareforsyningen. Deruover leverer fiskeriet et vigtigt bidrag til
beskæftigelsen i havneområer overalt i EU.
Forordningsforslaget kan potentielt få meget negative konsekvenser for fiskerierhvervet, da
forslaget indeholder en række ekstremt vidtgående mål, som det på nuværende tidspunkt er svært
at forudse konsekvenserne af. Derfor skal en ny forordning ikke vedtages, før der er klarhed over
rækkevidden og de reelle konsekvenser af forordningen.
Forslaget beskriver ikke i tilstrækkelig grad konsekvenserne for erhvervsfiskeriet - herunder en
opgørelse af hvor store arealer, der vil blive påvirket af en regulering for genopretning. Der
mangler ligeledes en vurdering af miljømæssige og socioøkonomiske konsekvenser, som den
nødvendige regulering vil have. Det betyder samlet set, at det er umuligt at vurdere, om de
miljømæssige gevinster står mål med konsekvenserne for fiskerierhvervet, for fødevareforsyningen
i EU og for beskæftigelsen i landdistrikterne i EU
Realistiske og balancerede mål
En kommende forordning skal indeholde mål og tidsfrister, som er realistiske at opfylde samt
udformes på en sådan måde, at det stadig er muligt at drive et rentabelt fiskeri, som kan bidrage til
forsyningen af sunde og klimavenlige fødevarer. Som forslaget er nu, er de opstillede mål direkte
urealistiske, og målene vil ikke kunne gennemføres uden uacceptable følgevirkninger.
Set med fiskerierhvervets øjne bør forordningen indeholde krav om, at lokalsamfund og
interessenter altid inddrages i naturgenopretning, og at den private sektor inddrages i videst muligt
omfang, da dette vil skabe langtidsholdbare resultater med bred opbakning fra lokalsamfundet.
De meget store økonomiske konsekvenser, som forordningen vil medføre, er slet ikke håndteret.
Kommissionen bør derfor som minimum fremlægge en realistisk finansieringsplan, der kan
implementere forordningen. Beslutningsprocessen i forhold til bindende mål for naturgenopretning
skal være realistiske.