Europaudvalget 2022-23 (2. samling)
KOM (2022) 0541 Bilag 1
Offentligt
EU og Internationalt
Den 2. december 2022
MIM 139-22
GRUND- OG NÆRHEDSNOTAT TIL FOLKETINGETS EUROPAUDALG
Om Kommissionens forslag til revision af Rådets direktiv om rensning af byspildevand
(91/271/EØF)
KOM (2020) 541
Resumé
Kommissionen har den 26. oktober 2022 fremsat forslag til revideret direktiv om byspildevand. Forslaget
skal afløse direktiv om rensning af spildevand fra 1991 og er en del af udmøntningen af den grønne pagt,
herunder særligt handlingsplanerne om nulforurening og cirkulær økonomi. Forslaget sigter på at tilføre
bedre viden om- og bedre rensning af spildevandet for miljøfarlige stoffer, udvidet producentansvar i for-
hold til rensning af kosmetik- og medicinrester, betydelige reduktioner af klimagasemissioner på europæ-
isk niveau, skrappere krav i forhold til udledning af næringsstoffer fra overløb og renseanlæg samt mere
information til offentligheden. Den bedre viden om- og rensning af miljøfarlige stoffer og næringsstoffer vil
understøtte målene i vandområdeplanerne om opnåelse god økologisk og god kemisk tilstand i målsatte
vandområder. Der foreslås en udvidelse af direktivets virkefelt, krav til regulering af overløb af spilde-
vand, krav om bedre rensning af spildevandet for miljøfarlige stoffer og næringsstoffer, et udvidet produ-
centansvar til finansiering af bedre rensning, bedre overvågning af overløb og miljøfarlige stoffer samt
krav om energineutralitet i spildevandssektoren. Miljøministeriet har iværksat et arbejde med henblik på
at kunne fremlægge en vurdering af forslagets konsekvenser. Forslaget skønnes at påvirke beskyttelsesni-
veauet positivt i Danmark, idet reglerne skærpes på en række områder. På baggrund af EU kommissionens
konsekvensanalyse forventes forslaget at få statsfinansielle konsekvenser, væsentlige samfundsøkonomiske
konsekvenser og væsentlige erhvervsøkonomiske konsekvenser. Regeringen hilser forslaget velkomment.
Regeringen finder det positivt, at der er fokus på cirkulær økonomi og energieffektivitet samt øget over-
vågning af miljøfarlige stoffer og overløb fra kloakker. Regeringen vil tage nærmere stilling til forslagets
forskellige elementer, når der er gennemført en nærmere analyse af forslagets indhold og konsekvenser. I
den forbindelse er regeringen særligt opmærksom på proportionaliteten mellem omkostninger og forbed-
ring af beskyttelsesniveauet.
Baggrund
Kommissionen har ved KOM (2022) 541 af den 26. oktober 2022 fremsendt Kommissionens forslag til revi-
sion af Rådets direktiv af 21. maj 1991 om rensning af byspildevand. Forslaget er fremsat med baggrund i
evaluering af Byspildevandsdirektivet SWD (2019) 700 final og efterfølgende Impact Assesment SWD (2022)
541. Forslaget er oversendt til Rådet den 26. oktober 2022. Den danske sprogversion foreligger endnu ikke.
Forslaget er fremsat med hjemmel i TEUF artikel 192 og skal behandles efter proceduren for den almindelige
lovgivningsprocedure i TEUF artikel 294, og kan vedtages af Rådet med kvalificeret flertal.