Europaudvalget 2022-23 (2. samling)
KOM (2022) 0542 Bilag 3
Offentligt
Folketingets Miljø- og Fødevareudvalg
Christiansborg
1240 København K
J.nr. 2023-5709
Den 26. juni 2023
Miljøministerens besvarelse af spørgsmål nr. 628 (MOF alm. del) stillet 31. maj 2023 efter ønske fra
Hans Kristian Skibby (DD), formand for udvalget, på udvalgets vegne.
Spørgsmål nr. 628
”Vil ministeren kommentere Exodrafts præsentation fra foretrædet den 24/5-23 om reduktion af
udledning af partikler og begrænsning af skadevirkningen af brændeovne”
Svar
Det er lovende, at en dansk producent har introduceret en filterløsning til brændeovne, da fine
partiklers negative helbredseffekter er veldokumenteret i en lang række danske og internationale
studier.
Der har i Danmark været fokus og opmærksomhed på potentialet ved filtre til brændeovne i et stykke
tid. Filtre til brændeovne har desværre haft meget begrænset udbredelse på det danske marked indtil
videre, formentlig både på grund af usikkerhed om filtrenes effekt samt en relativ høj pris. En større
udbredelse af effektive filtre kan bidrage til at reducere partikelemissioner og mindske gener fra
brænderøg i områder med mange brændeovne, og vil også kunne være en del af løsningen i andre
lande med meget partikelforurening fra brændefyring.
Miljøministeriet har gennemført et studie i 2022, der har kortlagt eksisterende brændeovnsfiltre på
markedet i Tyskland og Danmark. Studiet har undersøgt priser, effekter, vedligehold, mv. Studiet har
også analyseret grundlaget for at kunne etablere en uafhængig godkendelsesordning i Danmark,
således at det sikres, at filteret har den ønskede effekt på partikelreduktion og at de positive effekter er
varige. Studiet er lavet ifm. det nationale partnerskab for ren luft, som følge af den politiske aftale
”Miljøinitiativer i grønne byer og en hovedstad i udvikling” fra september 2021. Studiet forventes
offentliggjort i 2023.
Under luftpartnerskabet er det desuden besluttet at igangsætte en analyse, der skal se nærmere på
markedspotentialet for filtre til brændeovne. Analysen skal blandt andet vurdere, hvilke incitamenter
og rammer der kan etableres for at sikre en større udbredelse, under forudsætning af at det kan
dokumenteres, at filteret har gode og varige effekter. Denne analyse forventes færdig med udgangen af
2023.
I forhold til de konkrete forslag til at fremme filterløsninger til brændeovne, har udviklingen af filtre i
Danmark været støttet af den miljøteknologiske støtteordning (MUDP. Der er bl.a. set på effekten af
Exodraft-filteret under virkelige forhold. Disse resultater forventes offentliggjort i efteråret 2023.
Kommissionens nuværende forslag til revideret luftkvalitetsdirektiv indeholder en række væsentlige
stramninger af kravene til ren luft, som vi fra dansk side støtter. Udover de almindelige
Miljøministeriet • Frederiksholms Kanal 26 • 1220 København K