Europaudvalget 2022-23 (2. samling)
KOM (2022) 0748 Bilag 1
Offentligt
Den 27. februar 2023
J.nr. 2023-1947
MIM 17-23
GRUND- OG NÆRHEDSNOTAT TIL FOLKETINGETS EUROPAUDVALG
Om ændring af Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) 1272/2008 om
klassificering, mærkning og emballering af stoffer og blandinger
KOM-dokument COM(2022) 748 final
Resumé
Kommissionen har den 19. december 2022 udsendt et forslag til revision af Europa-Parlamentets og
Rådets forordning (EF) 1272/2008 om klassificering, mærkning og emballering af stoffer og
blandinger (CLP-forordningen). CLP-forordningen
udgør en del af EU’s
strategi for bæredygtige
kemikalier. Revisionen indeholder tre overordnede formål. For det første skal den sikre, at alle
kemiske stoffer og blandinger klassificeres tilstrækkeligt og ensartet i EU. For det andet har den til
formål at forbedre kommunikationen af farer ved at ensrette etiketters udformning for at øge
forståelsen og fleksibiliteten for virksomhederne uden at sænke beskyttelsesniveauet. Slutteligt skal
den sikre, at reglerne om klassificering og oplysning om kemiske farer anvendes af alle relevante
aktører i forsyningskæden. Revisionen medfører bl.a. opdaterede regler om mærkning, mærkning
ved genopfyldningssalg samt digital mærkning. For alle tre initiativer gælder det, at der er nye
regler for skriftens størrelse på etiketten afhængigt af emballagens størrelse. Med revisionen får
Kommissionen også initiativret til at foretage harmoniserede klassificeringer af stoffer og
blandinger, og det er intentionen at styrke forbrugerbeskyttelsen ved onlinesalg.
Forslaget har ingen lovgivningsmæssige konsekvenser men kan have væsentlige statsfinansielle og
administrative konsekvenser i form af øgede omkostninger til kontrol og håndhævelse med et
foreløbigt skøn på 3-5 mio. kr. om året. En foreløbig vurdering af forslaget administrative
erhvervsøkonomiske konsekvenser for virksomhederne skønnes at være på ca. 4 mio. kr. om året i 20
år. Den reviderede forordning skønnes at have positiv virkning på beskyttelsesniveauet i Danmark
og EU, både for menneskers sundhed og miljøet, idet stoffer og blandinger vil blive håndteret og
markedsført mere sikkert.
Regeringen hilser Kommissionens forslag til revision af CLP-forordningen velkommen. Regeringen
støtter et opdateret regelsæt for klassificering, mærkning og emballering af stoffer og blandinger,
der styrker det indre marked og digitaliseringen, samt øger beskyttelsen af menneskers sundhed og
miljøet. Regeringen vil overordnet have fokus på, at beskyttelsesniveauet samlet set styrkes med
revisionen af forordningen. Dette skal bl.a. ske ved at indføre klare regler som opdaterer
forordningen til nye markedsforhold, hvor der tages højde for den digitale udvikling. F.eks. gives
mulighed for digital mærkning og der er intentioner om handel på online platforme skal være sikker
for forbrugere. Regeringen finder det væsentligt, at de nye regler for etiketters udformning samt
digital mærkning ikke vil afføde uforholdsmæssige erhvervsøkonomiske konsekvenser. Regeringen
finder det særligt vigtigt, at revisionsforslaget medfører en øget forbrugerbeskyttelse ved onlinesalg.
Regeringen finder det positivt, at Kommissionen kan tage initiativ til harmoniserede klassificeringer