Europaudvalget 2022-23 (2. samling)
KOM (2023) 0063 Bilag 1
Offentligt
Den 7. marts 2023
J.nr. 2023-1826
MIM 18-23
GRUND- OG NÆRHEDSNOTAT TIL FOLKETINGETS EUROPAUDVALG
Forslag til EUROPA-PARLAMENTETS OG RÅDETS DIREKTIV om ændring af
direktiv 2012/19/EU om affald af elektrisk og elektronisk udstyr (WEEE-
direktivet)
Kommissionens dokumentnummer (KOM (2023/63))
Resumé
Forslaget til en målrettet ændring af direktiv 2012/19/EU om affald af elektrisk og elektronisk
udstyr (WEEE-direktivet) har baggrund i en dom afsagt af EU-domstolen den 25. januar 2022.
Dommen fastslår, at direktivets bestemmelse om udvidet producentansvar for erhvervsaffald er
ugyldig for så vidt angår fotovoltariske paneler (solceller), der er bragt i omsætning i perioden
mellem den 13. august 2005 og den 13. august 2012. Ifølge dommen er bestemmelsen udtryk for
regulering med tilbagevirkende kraft, hvorfor den strider mod retssikkerhedsprincippet. Dommen
har vidererækkende konsekvenser end fotovoltariske paneler fra erhverv, da direktivet også
indeholder en tilsvarende bestemmelse om udvidet producentansvar for husholdningsaffald fra
elektriske og elektroniske produkter, samt et mærkningskrav. Forslaget har derfor til sigte at opfylde
dommen og dens vidererækkende konsekvenser for direktivets bestemmelser. Forslaget skønnes ikke
at berøre beskyttelsesniveauet i Danmark og EU eller have nævneværdige økonomiske konsekvenser.
Danmark kan støtte forslaget.
Baggrund
Kommissionen har ved KOM (2023/63) den 7. februar 2023 fremsendt forslag til EUROPA-
PARLAMENTETS OG RÅDETS DIREKTIV om ændring af direktiv 2012/19/EU om affald af elektrisk
og elektronisk udstyr. Forslaget er oversendt til Rådet den 7. februar 2023 i en dansk sprogudgave.
Forslaget er fremsat med hjemmel i TEUF artikel 192 og skal behandles efter proceduren for den
almindelige lovgivningsprocedure i TEUF artikel 294.