Europaudvalget 2022-23 (2. samling)
KOM (2023) 0087 Bilag 1
Offentligt
Indgåelse og undertegnelse af bilateral handelsaftale mellem EU og New Zealand
KOM (2023) 0082
KOM (2023) 0087
Nyt notat.
1. Resumé
Rådet ventes i løbet af sommeren 2023 at vedtage forslag til afgørelser om hhv. indgåelse og undertegnelse af en
bilateral handelsaftale med New Zealand. Regeringen støtter EU’s indgåelse af aftalen.
2. Baggrund
Kommissionen fremsatte den 17. februar 2023 forslag til rådsafgørelse om hhv. undertegnelse
og indgåelse af en bilateral handelsaftale mellem EU og New Zealand. De to forslag er fremsat
med hjemmel i TEUF artikel 218(5), 218(6) og 218(7). Alle områder, der er omfattet af
handelsaftalen, henhører under EU’s enekompetence jf.
TEUF artikel 91, 100(2) og 207.
Handelsforhandlingerne med New Zealand blev indledt i juli 2018 efter Rådets vedtagelse af
forhandlingsdirektiver den 22. maj 2018. Den daværende regering indhentede i 2018
forhandlingsoplæg til Kommissionens forhandlingsmandat. Forhandlingerne blev afsluttet i juni
2022 på et møde mellem EU-Kommissionsformanden og den newzealandske premierminister i
Bruxelles. Efterfølgende har aftalen været underlagt juridisk gennemgang og oversættelse og vil
blive ratificeret af EU, når Rådet har truffet afgørelse om undertegnelse og indgåelse af aftalen,
og når Europa-Parlamentet har godkendt aftalen
3. Formål og indhold
Rådet ventes i løbet af sommeren at vedtage forslag til afgørelser om undertegnelse og
indgåelse af handelsaftalen med New Zealand.
Formålet med handelsaftalen er at skabe bedre betingelser for at øge samhandelen og
investeringerne mellem EU og New Zealand. Den aftalte tekst sikrer en høj grad af gensidig
handelsliberalisering og bedre markedsadgang ved toldnedsættelse for varer og tjenesteydelser
samt direkte udenlandske investeringer
og er dermed forenelig med WTO’s regler for indgåelse
af bilaterale handelsaftaler. Aftalen understøtter desuden
EU’s bredere strategiske
målsætninger,
herunder om styrket modstandskraft og diversificering samt styrket samarbejde i den vigtige
indo-pacifiske region. Dertil bekræfter aftalen det fælles engagement i et regelbaseret
handelssystem samt sætter den hidtil mest ambitiøse standard for bæredygtig udvikling
i EU’s
handelsaftaler.
4. Europa-Parlamentets udtalelser
Europa-Parlamentet skal efter Rådets undertegnelse godkende handelsaftalen. Europa-
Parlamentet forventes at få forelagt aftalen umiddelbart efter Rådets undertegnelse af aftalen.