Europaudvalget 2022-23 (2. samling)
KOM (2023) 0324 Bilag 1
Offentligt
Notat
21. september 2023
J.nr. 2022-13210
Kontor: AKO
Grund- og nærhedsnotat til Folketingets Europaudvalg
Forslag til Rådets direktiv om ændring af direktiv 2011/16/EU om administrativt samar-
bejde på beskatningsområdet, KOM(2023) 324.
Der er tale om et nyt notat. En kopi af notatet oversendes til SAU.
1. Resumé
Kommissionen fremsatte den 19. juni 2023 et forslag til et direktiv om hurtigere og mere sikker lempelse
af overskydende kildeskat, også kaldet FASTER. Den danske sprogversion er modtaget den 24. juli
2023.
Forslaget har til formål at støtte en velfungerende kapitalmarkedsunion ved at gøre grænseoverskridende
investeringer lettere og sikre fair beskatning ved at forebygge skattesvig og -misbrug. Kommissionen ønsker
med forslaget at sikre bedre, simplere og mere ensartede procedurer for kildeskat ved grænseoverskridende
investeringer og samtidig sikre, at medlemsstaterne har de nødvendige redskaber til effektivt at bekæmpe
skattesvig og -misbrug.
Direktivet indeholder tre hovedelementer: 1) Digitale hjemstedserklæringer så investorer kun skal indhente
én digital attest fra sit hjemland for at dokumentere, hvilket EU-land de er hjemmehørende i. 2) Imple-
mentering af et system for hurtig refusion eller et nettoindeholdelsessystem. Ved et system for hurtig refusion
skal en anmodning om udbytterefusion behandles senest 50 dage efter udlodning af udbyttet. Et nettoinde-
holdelsessystem indebærer, at der indeholdes udbytteskat svarende til den korrekte skattesats i forbindelse
med udbetaling af udbytte til udenlandske aktionærer. 3) Krav om indberetning af en række detaljerede
oplysninger om udbytter fra bankerne, dvs. hvem de modtager udbyttet fra, til hvem de betaler udbyttet samt
eventuelle oplysninger om aktiviteter, der kan indikere misbrug (fx aktielån).
Ved siden af de to præsenterede ordninger skal medlemslandene fortsat opretholde et almindeligt refusions-
system, som kan håndtere de tilfælde, der er undtaget fra enten et system for hurtig refusion eller et nettoin-
deholdelsessystem.
Der er i Kommissionens direktivforslag lagt op til, at direktivet skal implementeres senest pr. 31. december
2026, og reglerne skal gælde fra den 1. januar 2027.
Forslaget skønnes at have væsentlige statsfinansielle konsekvenser, herunder administrative konsekvenser.
Det vurderes, at forslaget vil medføre et mindreprovenu for det offentlige, som dog ikke kan kvantificeres.
Det bemærkes, at forslaget samlet set forventes at medføre væsentlige administrative konsekvenser for Skat-
teforvaltningen som følge af behov for systemtilpasninger og it-udvikling, herunder i gamle it-legacy-systemer.
Initialer:ABL/TCO