Europaudvalget 2022-23 (2. samling)
KOM (2023) 0402 Bilag 1
Offentligt
2747895_0001.png
GRUND- OG NÆRHEDSNOTAT TIL
FOLKETINGETS EUROPAUDVALG
Enhed
Danmarks Statistik, Di-
rektionssekretariatet
Sagsbehandler
Kim Voldby (DST)
Koordineret med
Internationalt kontor
(DLM)
Sagsnr.
2023 - 2477
Doknr.
33500
Dato
06-09-2023
Forslag til Europa-Parlamentets og Rådets forordning om ændring af for-
ordning (EF) nr. 223/2009 om europæiske statistikker (Com (2023) 402 final)
1. Resumé
Kommissionen fremsatte 10. juli 2023 ovennævnte forslag til forordning. Den danske version af
forslaget blev modtaget i Danmarks Faste Repræsentation ved EU 10. juli 2023.
Forslaget reviderer basislovgivningen for europæiske statistikker med det formål at modernisere det
juridiske grundlag for produktion af europæisk statistik samt sikre en større kapacitet til at imø-
dekomme nye brugerbehov under hensyntagen til virksomhedernes svarbyrde og statistikmyndighe-
dernes produktionsomkostninger.
Regeringen støtter intentionerne i forslaget og finder det vigtigt på udvalgte områder at modernisere det
juridiske grundlag for produktion af europæisk statistik samt at sikre en større kapacitet til at
imødekomme nye brugerbehov under hensyntagen til virksomhedernes svarbyrde og statistikmyn-
dighedernes produktionsomkostninger. Regeringen finder det vigtigt at minimere unødvendige om-
kostninger og administrative byrder for både myndigheder, borgere og virksomheder, med henblik
på at opnå forordningens formål mest omkostningseffektivt og hensigtsmæssigt.
Forslaget kan medføre væsentlige statsfinansielle konsekvenser. I konsekvensanalysen, der ledsager
forordningsforslaget, skønnes det, at de årlige nationale meromkostninger i medlemsstaterne på længere
sigt vil beløbe sig til ca. 4,01 mia. kr, hvoraf den danske andel (2 pct.) udgør ca. 81,2 mio. kr.
Blandt andet kan bestemmelserne om obligatorisk udveksling af ikke-identificerbare data samt be-
stemmelserne om krisehåndtering være udgiftsdrivende.
2. Baggrund
Kommissionen fremsatte 10. juli 2023 ovennævnte forslag til forordning. Den dan-
ske version af forslaget blev modtaget i Danmarks Faste Repræsentation ved EU
10. juli 2023. Forslagets retsgrundlag er traktatens artikel 338 om udarbejdelse af
fællesskabsstatistikker. Forslaget skal vedtages i form af en forordning efter den
almindelige lovgivningsprocedure i henhold til traktatens artikel 294.
3. Formål og indhold
Formålet er at revidere den eksisterende forordning om Europæiske Statistikker, så
det juridiske grundlag for produktion af europæisk statistik moderniseres, og en
større kapacitet sikres til at imødekomme nye brugerbehov under hensyntagen til
virksomhedernes svarbyrde og statistikmyndighedernes produktionsomkostninger.
Dette foreslås tilgodeset ved at tilrette den eksisterende lovgivning på følgende om-
råder:
kom (2023) 0402 - Bilag 1: Grund- og nærhedsnotat om europæiske statistikker
2747895_0002.png
1. I lyset af de seneste års kriser (Covid-19, migration, krigen i Ukraine mv.)
foreslås indføjet en mekanisme for krisehåndtering med henblik på at
sikre en statistisk belysning af kriser, der kan lægges til grund for en eu-
ropæisk krise-respons og evidens-baseret beslutningstagen i krisesituati-
oner.
2. Den digitale transformation åbner for udnyttelse af nye datakilder, der
giver mulighed for at nedbringe byrder for erhvervslivet, belyse nye ud-
viklingstendenser i samfundet og effektivisere statistikproduktionen.
Forslaget åbner derfor for, at statistikmyndigheder på sigt får mulighed
for
at indhente og anvende ’data i privat besiddelse’ (fx scannerdata, kort-
transaktioner, ’’el-måler’-data)
i relation til sektorspecifik EU-regulering.
Disse data indsamles alene til statistisk brug, hvorved data ikke vil kunne
anvendes til administrative formål, kontrolformål mv. Anvendelsen af
data vil ske i et lukket system og under skyldig hensyntagen til GDPR og
privatlivets fred samt med sigte på at sikre ensartede vilkår for virksom-
heder og institutioner. Forslaget er en revision af en rammeforordning
og indebærer ikke i sig selv indsamling af data. Forslaget lægger op til, at
nye datakilder kan benyttes, når der skal indsamles data, der er omfattet
af Kommissionens statistiske arbejdsprogram.
3. Der lægges op til at udbygge og præcisere de muligheder, der allerede i
dag er indeholdt i forordningen om europæiske statistikker med hensyn
til udnyttelsen af registerdata (administrative registre), med det formål at
sikre en hurtigere og mere effektiv statistikproduktion.
4. Der lægges op til at udbygge det juridiske grundlag vedrørende obligato-
risk udveksling af ikke-identificerbare data - på såvel nationalt som eu-
ropæisk niveau - til produktion af europæiske statistikker med det formål
at sikre en hurtigere og mere effektiv statistikproduktion.
5. Endelig åbner forordningsforslaget for, at de nationale statistikmyndig-
heder og Eurostat får mulighed for at påtage sig en mere central, facili-
terende rolle i henholdsvis det nationale og europæiske data-økosystem.
ved at medlemslandene kan gøre brug af de nationale statistik myndig-
heders kompetencer med henblik på at varetage funktioner som fastsat i
de nationale datastyringsrammer med det formål at fremme dataintegra-
tion og
–interoperabilitet
(som fx anført i Data Governance Act).
Kommissionen lægger op til, at forordningen skal træde i kraft i løbet af 2024.
4. Europa-Parlamentets udtalelser
Europa-Parlamentet skal udtale sig i henhold til traktatens artikel 294 vedr. proce-
duren om almindelig lovgivning. Der foreligger endnu ingen udtalelse fra Europa-
Parlamentet.
5. Nærhedsprincippet
Kommissionen angiver, at den foreslåede lovgivning er nødvendig for at sikre sam-
menhæng, sammenlignelighed og kvalitet af den europæiske statistik på tværs af EU’s
medlemsstater med særlig henvisning til de ændrede produktionsbetingelser i lyset af
den digitale transformation og behovet for krisehåndtering.
Det er regeringens vurdering, at forslaget er i overensstemmelse med nærhedsprincip-
pet, eftersom udarbejdelsen af sammenlignelig europæisk statistik nødvendiggør en
fælles lovgivningsramme, der fastlægger fælles definitioner, tidsfrister, krav til kilde- og
metodedokumentation m.v.
2
kom (2023) 0402 - Bilag 1: Grund- og nærhedsnotat om europæiske statistikker
2747895_0003.png
6. Gældende dansk ret
Forordningsforslaget ændrer forordning (EF) nr. 223/2009 om europæiske statistik-
ker.
Herudover er gældende dansk ret på området Lov om Danmarks Statistik.
7. Konsekvenser
Lovgivningsmæssige konsekvenser
Forslaget forudses ikke at have umiddelbare nationale lovgivningsmæssige konse-
kvenser. På sigt må det dog anses for hensigtsmæssigt at få udmøntet adgangen til
at benytte ’data i privat besiddelse’ til statistiske formål i
Lov om Danmarks Statistik.
Økonomiske konsekvenser
Statsfinansielle konsekvenser:
Forslaget kan medføre væsentlige statsfinansielle konse-
kvenser. I konsekvensanalysen, der ledsager forordningsforslaget, skønnes det, at de
årlige nationale meromkostninger i medlemsstaterne på længere sigt vil beløbe sig til
ca. 4,01 mia. kr, hvoraf den danske andel (2 pct.) udgør ca. 81,2 mio. kr. Blandt andet
kan bestemmelserne om obligatorisk udveksling af ikke-identificerbare data samt be-
stemmelserne om krisehåndtering være udgiftsdrivende.
Forslaget skønnes hertil have statsfinansielle konsekvenser via det danske EU-bi-
drag som følge finansiering af gennemførelsen af forslaget årligt for ca. 81,2 mio.
kr. i EU-budgettet. Den danske finansieringsandel udgør ca. 2 pct. heraf, hvilket
svarer til ca. 1,5 mio. kr. årligt.
Det bemærkes, at udgifter som følge af EU-retsakter, der medfører statslige mer-
udgifter, skal afholdes inden for eksisterende bevillinger, jf. budgetvejledningens
bestemmelser herom.
Samfunds- og erhvervsøkonomiske konsekvenser:
I konsekvensanalysen, der ledsager for-
ordningsforslaget, skønnes det, at de årlige nationale meromkostninger for datainde-
havere på længere sigt vil kunne beløbe sig til ca. 1,49 mia. kr., hvoraf den danske
andel (2 pct.) udgør ca. 30 mio. kr. Tilsvarende vurderes forslagets fordele i form af
reducerede indberetningsbyrder mv. at udgøre 4,3 mia. kr., hvoraf den danske andel
(2 pct.) udgør ca. 90 mio. kr. Den samlede nettogevinst på 2,8 mia. kr. på EU-niveau
skønnes med andre ord give en samfundsmæssig nettogevinst på ca. 60 mio. kr. i
Danmark. Forslaget kan medføre administrative konsekvenser for erhvervslivet i
form af indberetninger af ’data i privat besiddelse’.
Andre konsekvenser
En vedtagelse af forslaget skønnes ikke at berøre beskyttelsesniveauet i Danmark.
8. Høring
Forslaget er sendt i høring med frist for bemærkninger den 11. august 2023 til følgende
interessenter:
Danmarks Nationalbank
Dansk Arbejdsgiverforening
Dansk Erhverv
De Økonomiske Råd
3
kom (2023) 0402 - Bilag 1: Grund- og nærhedsnotat om europæiske statistikker
2747895_0004.png
DI
Fagbevægelsens Hovedorganisation
Finans Danmark
Forsikring & Pension
Landbrug & Fødevarer
Der er indkommer høringssvar fra F&P og Landbrug og Fødevarer.
Generelle bemærkninger
F&P
støtter det overordnede formål i forordningsforslaget, ikke mindst hvad angår
krisehåndtering. Desuden værdsættes intentionen om at styrke den digitale dataind-
samling, der vil bidrage til at mindske byrder for private virksomheder.
Landbrug & Fødevarer
støtter moderniseringen og effektiviseringen af den europæ-
iske statistikproduktion. Landbrug & Fødevarer udtrykker dog, trods de skønnede net-
togevinster for europæisk og dansk erhvervsliv, bekymring for forordningsforslagets
brede hjemmel mht. at få adgang
til ’data i privat besiddelse’. I den forbindelse frem-
hæves det, at det i forordningen bør præciseres, hvilke betingelser og kriterier, der læg-
ges til grund for, at der kan anmodes om adgang til ’data i privat besiddelse’. Ligeledes
betones det, at der bør sikres tilstrækkelig beskyttelse af data, samt at disse alene kan
benyttes til statistiske formål. Herudover ser Landbrug & Fødevarer gerne, at det i
rammeforordningen præciseres, hvilke områder og datatyper samt hvilke private data-
leverandører forordningen er rettet imod.
9. Generelle forventninger til andre landes holdninger
Forslaget har endnu ikke været substansbehandlet i Rådets arbejdsgruppe for statistik.
På baggrund af drøftelser af forslaget i Kommissionens ekspertgruppe må det antages,
at de fleste medlemsstater generelt vil stille sig positive over for intentionerne i forsla-
get om at modernisere det juridiske grundlag for produktion af europæisk statistik
og at sikre en større kapacitet til at imødekomme nye brugerbehov under hensyn-
tagen til virksomhedernes svarbyrde og statistikmyndighedernes produktionsom-
kostninger. Specielt kan der forventes opbakning til at etablere en juridisk ramme,
der muliggør, at der på sigt kan indhentes og anvendes ’data i privat besiddelse’ i
relation til sektorspecifik lovgivning.
Desuden ventes en positiv holdning til ændringsforslagets intention om, at statistik-
institutionerne skal kunne påtage sig en mere central, faciliterende rolle i det natio-
nale og europæiske data-økosystem.
Derimod forventes der blandt mange medlemsstater at være skepsis over for en
væsentlig udbygget
og Kommissionsforankret - fælleseuropæisk set-up for hånd-
tering af kriser samt for at udbygge og præcisere det juridiske grundlag for hen-
holdsvis udnyttelsen af registerdata og obligatorisk udvekslingen af data. En betrag-
telig del af medlemsstaterne forventes at finde det eksisterende juridiske grundlag
er tilstrækkeligt.
10. Regeringens foreløbige generelle holdning
4
kom (2023) 0402 - Bilag 1: Grund- og nærhedsnotat om europæiske statistikker
2747895_0005.png
Regeringen støtter intentionerne i forslaget og finder det vigtigt på udvalgte områder
at modernisere det juridiske grundlag for produktion af europæisk statistik samt at
sikre en større kapacitet til at imødekomme nye brugerbehov under hensyntagen til
virksomhedernes svarbyrde og statistikmyndighedernes produktionsomkostninger.
Regeringen finder det vigtigt at minimere unødvendige omkostninger og admini-
strative byrder for både myndigheder, borgere og virksomheder, med henblik på at
opnå forordningens formål mest omkostningseffektivt og hensigtsmæssigt.
Regeringen ser det som en naturlig udvikling, at en moderniseret lovgivning åbner
for en balanceret udnyttelse af ’data i privat besiddelse’ til statistisk brug
og vil ar-
bejde for at sikre proportionalitet for så vidt angår både retvisende statistik og kor-
rekt håndtering af disse data samt en præcisering af databehov fortsat skal ske gen-
nem sektorlovgivning. Adgangen til nye datakilder er central for at reducere svar-
byrden, for at øge kvaliteten og effektiviteten i statistikproduktionen og for at kunne
belyse nye samfundsfænomener.
Regeringen hilser det også velkomment, at der åbnes for, at de centrale statistik-
myndigheder kan udnytte deres kendskab til datahåndtering, datafortrolighed mv.
til at påtage sig en central rolle i faciliteringen af et datadrevet samfund.
Derimod ser regeringen ikke det store behov for at introducere en væsentligt udbygget
procedure for krisehåndtering med henblik på at sikre en statistisk belysning af kriser
samt for at udbygge og præcisere det juridiske grundlag for henholdsvis udnyttelsen
af registerdata og udvekslingen af data. Regeringen finder, at det juridiske grundlag
herfor allerede er indeholdt i den eksisterende Forordning om europæiske statistik-
ker samt forordning om harmoniserede regler for fair adgang til og anvendelse af
data (dataforordningen), og kommende europæisk digitaliseringslovgivning.
11. Tidligere forelæggelse for Folketingets Europaudvalg
Forslaget har ikke tidligere været forelagt Folketingets Europaudvalg.
5