Tak, formand. Loven her handler, som det har været sagt af andre, om en større åbenhed om skattebetalinger for store selskaber, som opererer i Europa, og at de i højere grad end i dag skal opgøres land for land, altså at man oplyser, hvordan man planlægger sin skat mellem forskellige lande. Og grunden til, at det er vigtigt, er, at vi ved, at en række store selskaber spekulerer i at nedbringe deres skat ved f.eks. at flytte, kunstigt eller i gråzoner, overskud hen til jurisdiktioner eller lande, hvor man betaler mindre i skat, og på den måde unddrager de sig at bidrage til de samfund, som de ellers lever godt af at fungere i.
Det er sindssygt afgørende, at vi får gjort noget ved det her, for vi har et kæmpe problem med anvendelse af skattely eller aggressiv skattebetaling. Beregninger, og det er jo selvfølgelig svært at gøre op, viser, at hvis vi ser på Danmark, drejer det sig om i hvert fald 8 mia. kr. om året, som vi mister i skatteindtægter på det her. Det svarer jo altså til to bededage, som vi kunne indføre, hvis det var, at man fik lukket for den her unddragelse.
Jeg forstår godt, det er noget, der provokerer befolkningen, for man skal huske, at de her store selskaber jo lukrerer på vores samfund. De bruger jo den arbejdskraft, som vi som skatteydere har betalt for at uddanne, de nyder godt af de veje og broer og sikkerhed og politi og forsvar, som vi alle sammen finansierer gennem vores skat, men de undgår så lige selv at bidrage til det. Det er uacceptabelt, og det skal der gribes ind over for.
Problemet med det her lovforslag er bare, som det er fremgået af debatten, at de regler, man indfører, er utilstrækkelige og ikke sikrer den nødvendige åbenhed om de her selskabers skattebetaling i forskellige lande. Det, man indfører, er, at kun de selskaber, der opererer i de lande, som optræder på EU’s skattelyliste, skal afgive fulde oplysninger omkring deres skattebetalinger i de lande. Problemet med EU's skattelyliste er som bekendt, at den også er ret utilstrækkelig. En lang række kendte skattely optræder desværre ikke på den af uransagelige årsager, og det betyder altså, at hvad angår de skattely – Schweiz, Cayman Islands, Bermuda og andre – vil vi stadig væk ikke få fuld indsigt i de her selskabers skattebetaling. Og det betyder altså, at offentligheden ikke vil få indsigt, investorer vil heller ikke få den fulde indsigt, og at man derfor ikke kan få lagt et kritisk lys på de her selskaber og deres skattebetaling.
Det er også derfor, at en række borgmestre, pensionskasser og organisationer har rettet henvendelse til erhvervsministeren forleden dag med en opfordring om, at Danmark går foran og udvider – det kan vi nemlig sagtens i dansk lovgivning – den her lov, så den altså dækker sådan, at de selskaber skal opgøre deres skattebetalinger i alle lande. Det ville være en god idé, og derfor kommer vi til sammen med SF og gerne også andre at stille ændringsforslag til loven.
I Danmark har vi god erfaring med at gå foran. Det gjorde vi på spørgsmålet om et register over reelle ejere. Hvad skete der? EU fulgte trop. Så nogle gange er det godt, at nogle går foran, og det her er ikke en stor byrde for virksomhederne, fordi de som bekendt allerede skal give de her oplysninger til skattemyndighederne, og det at offentliggøre dem er ikke en byrde, som de burde være bekymrede for.
Så vi støtter lovforslaget i Enhedslisten. Vi støtter altid et skridt i den rigtige retning, men vi vil stille et ændringsforslag, som vi håber at vinde opbakning til, og som sørger for, at Danmark lige giver den en ekstra skalle for at få stoppet de her selskabers unddragelse af skat.