L 125 - 2022-23 (2. samling) - Bilag 1: Høringsnotat, høringssvar og lovforslaget, fra kulturministeren

Kulturudvalget 2022-23 (2. samling)
L 125 Bilag 1
Offentligt

Lovforslag nr.

L 00

Folketinget 2022-23 (2. samling)

Fremsat den 3. maj 2023 af Jakob Engel-Schmidt

Forslag

til

Lov om ændring af lov om ophavsret

(Gennemførsel af dele af direktiv om ophavsret og beslægtede rettigheder på det digitale indre marked)

§1

I lov om ophavsret, jf. lovbekendtgørelse nr. 1144 af 23.

oktober 2014, som ændret ved § 42 i lov nr. 321 af 5. april

2016, lov nr. 719 af 8. juni 2018, lov nr. 1121 af 4. juni 2021

og lov nr. 2607 af 28. december 2021, foretages følgende

ændringer:

I fodnoten til lovens titel ændres:

»dele

af Europa-Parla-

mentets og Rådets direktiv 2019/790/EU af 17. april 2019

om ophavsret og beslægtede rettigheder på det digitale indre

marked og om ændring af direktiv 96/9/EF og 2001/29/EF,

EU-Tidende 2019, nr. L 130, side 92« til:

»Europa-Parla-

mentets og Rådets direktiv (EU) 2019/790 af 17. april 2019

om ophavsret og beslægtede rettigheder på det digitale indre

marked og om ændring af direktiv 96/9/EF og 2001/29/EF,

EU-Tidende 2019, nr. L 130, side 92«.

Efter § 11 a indsættes før overskriften før § 12:

»Tekst- og datamining

§ 11 b.

Ved tekst- og datamining forstås enhver automati-

seret, analytisk fremgangsmåde, der har til formål at analy-

sere tekst og data i digital form med henblik på at generere

oplysninger, herunder mønstre, tendenser og korrelationer.

Stk. 2.

Den, som har lovlig adgang til et værk, må foreta-

ge udtræk og fremstille eksemplarer af værket med henblik

på tekst- og datamining på betingelse af, at rettighedshave-

ren ikke udtrykkeligt har forbeholdt sig anvendelsen af vær-

ket på passende vis, jf. dog § 11 c, stk. 1.

Stk. 3.

Eksemplarer fremstillet og udtræk foretaget i hen-

hold til stk. 2 kan opbevares, så længe det er nødvendigt

med henblik på tekst- og datamining.

Tekst- og datamining med henblik på videnskabelig

forskning

§ 11 c.

Forskningsorganisationer og kulturarvsinstitutio-

ner, som har lovlig adgang til et værk, må foretage udtræk

og fremstille eksemplarer af værket for at udføre tekst- og

datamining, jf. § 11 b, stk. 1, med henblik på videnskabe-

lig forskning. 1. pkt. gælder, uanset om den videnskabelige

forskning udføres inden for rammerne af offentlig-private

partnerskaber. 1.pkt. kan ikke fraviges ved aftale.

Stk. 2.

Eksemplarer af værker fremstillet i overensstem-

melse med stk. 1 skal lagres med et passende sikkerhedsni-

veau og kan opbevares med henblik på videnskabelig forsk-

ning.

Stk. 3.

Det er tilladt for rettighedshavere at træffe foran-

staltninger, der kan garantere sikkerhed og integritet i de

netværk og databaser, hvor værkerne er lagret. Sådanne for-

anstaltninger må ikke gå videre, end hvad der er nødvendigt

for at nå dette mål.«

Overskriften før § 13 affattes således:

»Anvendelsen af værker i undervisningsaktiviteter«

§ 13 ophæves, og i stedet indsættes før overskriften før §

14:

»§ 13.

Til brug i undervisningsvirksomhed kan der ske

eksemplarfremstilling og tilgængeliggørelse for almenheden

af offentliggjorte værker, såfremt betingelserne for aftaleli-

cens efter § 50 er opfyldt, jf. dog stk. 3.

Stk. 2.

Bestemmelsen i stk. 1 gælder for undervisnings-

institutioner og andre, som fremstiller eksemplarer og gør

værker tilgængelige for almenheden som led i undervis-

ningsvirksomhed. De i stk. 1 nævnte eksemplarer må kun

Loven indeholder bestemmelser, der gennemfører dele af Europa-Parlamentets og Rådets direktiv (EU) 2019/790 af 17. april 2019 om ophavsret og

beslægtede rettigheder på det digitale indre marked og om ændring af direktiv 96/9/EF og 2001/29/EF, EU-Tidende 2019, nr. L 130, side 92.

AK002105

Kulturmin., j.nr. 2023-1396

L 125 - 2022-23 (2. samling) - Bilag 1: Høringsnotat, høringssvar og lovforslaget, fra kulturministeren

udnyttes inden for undervisningsvirksomhed, som omfattes

af den i § 50 forudsatte aftale.

Stk. 3.

Offentliggjorte værker efter stk. 1 omfatter alene

edb-programmer i digital form i det omfang, der er tale om

overføring til almenheden.

Stk. 4.

Anvendelse af værker i medfør af stk. 1 gennem

sikre, elektroniske netværk, der kun er tilgængelige for en

undervisningsinstitutions elever, studerende og lærere, anses

for at finde sted i Danmark, såfremt uddannelsesinstitutio-

nen er etableret i Danmark.

Stk. 5.

Opstår der spørgsmål om, hvorvidt en organisation,

der efter § 50, stk. 4, er godkendt til at indgå aftaler omfattet

af stk. 1, stiller urimelige vilkår for at indgå aftale, kan hver

af parterne forelægge spørgsmålet for Ophavsretslicensnæv-

net, jf. § 47. Nævnet kan fastsætte vilkårene for aftalen,

herunder vederlagets størrelse.

§ 13 a.

Findes der ikke passende licenser, kan der til

brug for formål, der udelukkende tjener til anskueliggørelse

i undervisningsvirksomhed, fremstilles eksemplarer og fore-

tages tilgængeliggørelse for almenheden, såfremt det ikke

sker i erhvervsøjemed, jf. dog stk. 4. 1. pkt. kan ikke fravi-

ges ved aftale.

Stk. 2.

Anvendelse efter stk. 1 er betinget af, at den sker

under en uddannelsesinstitutions ansvar, i dens lokaler eller

andetsteds eller via et sikkert elektronisk miljø, som kun er

tilgængeligt for uddannelsesinstitutionens elever eller stude-

rende og undervisningspersonale.

Stk. 3.

Anvendelsen af værker efter stk. 1, via sikre elek-

troniske miljøer anses for at finde sted i Danmark, såfremt

uddannelsesinstitutionen er etableret i Danmark.

Stk. 4.

Bestemmelsen i stk. 1 omfatter alene edb-program-

mer i digital form i det omfang, der er tale om overføring til

almenheden.

Stk. 5.

Ved anvendelse efter denne bestemmelse har op-

havsmanden krav på rimelig kompensation, medmindre ska-

den er minimal.«

§ 14, stk. 1,

indsættes efter 2. pkt. som 3. pkt.: »1. pkt.

gælder ikke, hvis ophavsmanden over for nogen af de aftale-

sluttende parter har nedlagt forbud mod værkets udnyttelse.«

§ 16, stk. 2,

indsættes efter »Institutionerne«: », jf.

stk. 1, samt film- eller lydarvsinstitutioner«, og efter »i sik-

kerheds- og beskyttelsesøjemed« indsættes: », herunder af

edb-programmer i digital form.«

§ 16, stk. 2,

indsættes som 2. pkt.: »Bestemmelsen i 1.

pkt. kan ikke fraviges ved aftale.«

§ 16 b, stk. 1,

indsættes efter 1. pkt. som nyt punktum:

»Dette gælder dog ikke, hvis ophavsmanden over for nogen

af de aftalesluttende parter har nedlagt forbud mod værkets

udnyttelse.«

Efter § 16 b indsættes før overskriften før § 17:

»Værker, der ikke længere forhandles

§ 16 c.

Offentlige arkiver, biblioteker, museer og film-

og lydarvsinstitutioner kan foretage eksemplarfremstilling

og tilgængeliggørelse for almenheden af værker, der ikke

længere forhandles, jf. § 16 e stk. 1, og som er en permanent

del af institutionens samling, såfremt betingelserne for afta-

lelicens efter § 50 er opfyldt, og såfremt anvendelsen ikke

sker i erhvervsøjemed, jf. dog § 16 e stk. 2. 1. pkt. finder

ikke anvendelse, hvis rettighedshaveren har nedlagt forbud

mod værkets udnyttelse.

Stk. 2.

Anvendelsen af værker efter stk. 1 anses for at

finde sted i Danmark, såfremt det offentlige arkiv, biblio-

tek, museum eller film- eller lydarvsinstitution er etableret i

Danmark.

§ 16 d.

Findes der ikke en repræsentativ fællesorganisati-

on for rettighedshaverne, som kan indgå aftaler efter § 16

c, stk. 1, 1. pkt. jf. § 50, kan offentlige arkiver, biblioteker,

museer og film- og lydarvsinstitutioner foretage eksemplar-

fremstilling og overføring til almenheden af værker, der

ikke længere forhandles, jf. § 16 e, stk. 1, og som er en

permanent del af institutionens samling. Dette gælder dog

ikke, hvis rettighedshaveren har nedlagt forbud mod værkets

udnyttelse. Eksemplarfremstilling og overføring til almenhe-

den af værker, jf. 1. pkt., må ikke ske i erhvervsøjemed.

Stk. 2.

Anvendelsen af værker efter stk. 1 anses for at

finde sted i Danmark, såfremt det offentlige arkiv, biblio-

tek, museum eller film- eller lydarvsinstitution er etableret i

Danmark.

§ 16 e.

Et værk anses ikke længere som forhandlet, når

det i god tro, og efter der er gjort en rimelig indsats, må

formodes, at hele værket ikke er til rådighed for almenheden

gennem normale handelskanaler.

Stk. 2.

§§ 16 c og 16 d finder ikke anvendelse for sæt

af værker i det omfang, det på baggrund af den rimelige

indsats efter stk. 1 kan bevises, at sådanne sæt overvejende

består af

1) værker, som ikke er filmværker eller audiovisuelle vær-

ker, og som først blev udgivet eller, hvis de ikke er

udgivet, først blev udsendt i et tredjeland,

2) filmværker eller audiovisuelle værker, hvis producenter

har deres hovedsæde eller opholdssted i et tredjeland,

eller

3) tredjelandsstatsborgeres værker eller andre frembrin-

gelser, når ingen medlemsstat eller intet tredjeland har

kunnet fastlægges med en rimelig indsats i henhold til

litra 1) eller 2).

Stk. 3.

Uanset stk. 2 finder § 16 c anvendelse, hvis den

relevante kollektive

forvaltningsorganisation er tilstrækkeligt repræsentativ for

rettighedshaverne i det relevante tredjeland.

Stk. 4.

Kulturministeren kan fastsætte nærmere regler om

de krav, der er nødvendige for at fastslå, om der er tale om

værker, der ikke længere forhandles.

§ 16 f.

Anvender et offentligt arkiv, bibliotek, museum

eller film- eller

L 125 - 2022-23 (2. samling) - Bilag 1: Høringsnotat, høringssvar og lovforslaget, fra kulturministeren

lydarvsinstitution et værk i henhold til § 16 c eller § 16 d,

skal følgende

oplysninger, mindst seks måneder før værket anvendes, gø-

res tilgængelige på Portalen for værker, der ikke længere

forhandles:

1) Hvorvidt værkerne er omfattet af licensen i § 16 c eller

undtagelsen i § 16 d.

2) Rettighedshaverens mulighed for at nedlægge forbud.

3) Øvrige oplysninger, der er påkrævet i henhold den

registreringsproces, der er fastsat af Den Europæiske

Unions Kontor for Intellektuel Ejendomsret.

Stk. 2.

Så snart det er muligt, og hvor det er relevant, skal

oplysninger om parterne i licensen, de dækkede områder og

anvendelserne som foretages af et offentligt arkiv, bibliotek,

museum eller film- eller lydarvsinstitution i henhold til stk.

1, desuden gøre tilgængelige på Portalen for værker, der

ikke længere forhandles.

Stk. 3.

Kulturministeren kan for at øge den generelle be-

vidsthed hos rettighedshaverne om anvendelse af værker og

andre frembringelser, der ikke længere forhandles, fastsætte

nærmere regler om yderligere offentliggørelsesforanstaltnin-

ger.«

10.

§ 17, stk. 3,

indsættes. som

4. pkt.:

»1. pkt. gælder dog ikke, hvis ophavsmanden over for

nogen af de aftalesluttende parter har nedlagt forbud mod

værkets udnyttelse.«

11.

§ 47, stk. 2, 1. pkt.,

ændres »§§ 13 og 14,« til: »§ 11 c,

stk. 3, § 13, § 13 a, stk. 5, og § 14,« og efter »§ 52 c, stk. 6,«

indsættes: » § 55 b,«.

12.

§ 48, stk. 2,

og i

stk. 3, 1. pkt.,

udgår », 1. pkt., 2. led«.

13.

§ 50, stk. 1

ændres »16 b« til: »16 b og c«.

14.

§ 50, stk. 1

2, 1. pkt.,

ændres »en organisation,

som omfatter en væsentlig del af ophavsmændene« til: »en

forvaltningsorganisation, som er tilstrækkelig repræsentativ

for ophavsmændene,«.

15.

§ 50, stk. 4,

affattes således:

»Stk. 4.

Forvaltningsorganisationer, som indgår aftaler

omfattet af stk. 1 og 2, skal godkendes af kulturministeren

til at indgå aftaler på nærmere angivne områder. Den god-

kendte organisation anses med hensyn til disse aftaler at

repræsentere også de i stk. 3 nævnte ophavsmænd. Ministe-

ren kan bestemme, at en godkendt organisation på visse

områder skal være en fællesorganisation, som omfatter flere

organisationer, der hver anses at opfylde kravene til repræ-

sentativitet i stk. 1 eller 2.«

16.

§ 50

indsættes efter stk. 4 som nyt stykke:

»Stk. 5.

Godkendte organisationer skal træffe passende

bekendtgørelsesforanstaltninger, inden værkerne anvendes i

henhold til aftalen, for at oplyse rettighedshaverne om den

kollektive forvaltningsorganisations mulighed for at indgå

aftaler om anvendelse af værker og om rettighedshaverne

mulighed for at nedlægge forbud.«

Stk. 5 bliver herefter stk. 6.

17.

§ 50, stk. 5,

der bliver stk. 6, ændres »rettighedshave-

rorganisationer« til: »forvaltningsorganisationer«.

18.

§ 54, stk. 1, 2. pkt.,

ændres »aftalen« til: »en aftale på

et eksklusivt grundlag«, og »inden 3 år« ændres til: »inden

rimelig tid«.

19.

§ 54, stk. 2,

affattes således:

»Stk. 2.

Stk. 1 kan ikke fraviges, medmindre dette følger

af en kollektivt forhandlet aftale. Stk. 1 finder ikke anven-

delse ved overdragelse af ophavsretten til værker i form af

edb-programmer.«

20.

Efter § 54 indsættes før overskriften før § 56:

»§ 55.

Når ophavsmanden har overdraget ophavsretten

helt eller delvis, har ophavsmanden ret til et passende og

forholdsmæssig vederlag for udnyttelse af værket.«

»§ 55 a.

Overdrager ophavsmanden sin ophavsret, jf. §

55, stk. 1, har ophavsmanden eller dennes repræsentant ret

til at få opdaterede, relevante og fyldestgørende oplysnin-

ger om udnyttelsen værket fra erhververen samt eventuel-

le efterfølgende erhververe, jf. dog stk. 2. Ophavsmanden

eller dennes repræsentant skal, så længe værket udnyttes,

med en regelmæssighed, der er passende for den relevante

sektor, og mindst én gang om året modtage oplysninger-

ne. Oplysningerne skal navnlig omfatte udnyttelsesmåder,

udnyttelsesomfang, alle genererede indtægter og skyldige

vederlag. Er den administrative byrde ved at give oplysnin-

gerne uforholdsmæssigt stor, er forpligtelsen begrænset til

de oplysninger, der med rimelighed kan forventes.

Stk. 2.

Stk. 1 finder ikke anvendelse i det tilfælde, hvor

ophavsmanden har bidraget til et værk, og hvor bidraget

ikke er af væsentlig betydning for værket som helhed, med-

mindre ophavsmanden kan godtgøre, at vedkommende har

brug for oplysningerne for at kunne vurdere, om vederlaget

er uforholdsmæssigt lavt, og specifikt anmoder om oplys-

ningerne til dette formål, jf. § 55 b.

Stk. 3.

Ophavsmanden eller dennes repræsentant er beret-

tiget til at anmode om og modtage yderligere oplysninger

fra efterfølgende erhververe efter stk. 1 i tilfælde, hvor den

oprindelige erhverver ikke er i besiddelse af alle de relevan-

te oplysninger. Ved erhvervelse af ophavsretten er enhver

erhverver forpligtet til at oplyse ophavsmanden eller dennes

repræsentant om efterfølgende erhververes identitet.

Stk. 4.

Enhver anmodning til en underlicenstager i medfør

af stk. 3 og de fra underlicenstageren modtagne oplysninger

skal gå gennem den oprindelige erhverver, medmindre særli-

ge grunde taler imod.

Stk. 5.

For aftaler, der er underlagt eller baseret på kol-

lektivt forhandlede aftaler, finder gennemsigtighedsreglerne

i de relevante kollektive aftaler anvendelse, såfremt disse

regler opfylder kriterierne fastsat i stk. 1-4.«

»§ 55 b.

Findes der ikke nogen kollektivt forhandlet afta-

le, der fastsætter en aftalejusteringsordning, der er sammen-

lignelig med den, der er fastsat efter denne bestemmelse,

L 125 - 2022-23 (2. samling) - Bilag 1: Høringsnotat, høringssvar og lovforslaget, fra kulturministeren

har ophavsmanden ret til at kræve yderligere passende og

rimeligt vederlag fra erhververen, hvis det oprindeligt aftalte

vederlag viser sig at være uforholdsmæssigt lavt sammenlig-

net med alle de efterfølgende relevante indtægter, som følge

af udnyttelsen af værket.«

»§ 55 c.

Tvister vedrørende gennemsigtighedsforpligtel-

sen efter § 55 a og aftalejusteringsordningen efter § 55 b kan

enhver af parterne indbringes for Ophavsretslicensnævnet,

jf. § 47. Organisationer, som repræsenterer ophavsmænd og

udøvende kunstnere, kan repræsentere disse i sager omfattet

af 1. pkt. Nævnet kan fastsætte vilkårene, herunder vederla-

gets størrelse.«

»§ 55 d.

§§ 55-55 c kan ikke fraviges til skade for

ophavsmanden. §§ 55-55 c finder ikke anvendelse ved over-

dragelse af ophavsretten til værker i form af edb-program-

mer. §§ 55 a og 55 b finder ikke anvendelse på aftaler

indgået mellem rettighedshavere og kollektive forvaltnings-

organisationer eller uafhængige forvaltningsenheder, jf. lov

om kollektiv forvaltning af ophavsret.«

21.

§ 57, stk. 1,2. pkt.

ophæves.

22.

Efter § 58 a indsættes før overskriften før § 59:

»Forhandlingsordning

§ 58 b.

§ 52, stk. 2-4 og stk. 6 og 7, samt regler udstedt

i medfør heraf, finder tilsvarende anvendelse i tilfælde, hvor

forhandlinger om indgåelse af aftaler med henblik på at

stille audiovisuelle værker til rådighed på video on demand-

tjenester ikke fører til noget resultat.«

23.

§ 65, stk. 6,

ændres »11 a« til: »11 a-c«, »§§ 13«

ændres til: »§§ 13 og 13 a« og efter »16 a« indsættes: », 16

c-f«.

24.

§ 66, stk. 2,

ændres »§ 11 a« til: »§§ 11 a-c«, »§§ 13«

ændres til: »§§ 13 og 13 a« og efter »16 a« indsættes: », 16

c-f«.

25.

§ 67, stk. 2,

ændres »§ 11 a« til: »§§ 11 a-c«, »§§ 13«

ændres til: »§§ 13 og 13 a« og »16 a,« ændres til: », 16 a, 16

c–f,«.

26.

§ 69, stk. 3,

ændres »§ 11 a« til: »§§ 11 a-c«, efter »stk.

5, 1. pkt.,« indsættes: » og § 13 a,«, og efter »§§ 15-16 a,«

indsættes: » §§ 16 c-f,«.

27.

§ 69 a, stk. 5,

ændres »§ 11 a« til: »§§ 11 a-c«, »§§ 13«

ændres til: »§§ 13 og 13 a«, og »15-16 b« ændres til: »15-16

f«.

28.

§ 70, stk. 3,

ændres »og 11 a« til: », 11 a-c«, og »§§

13-16 b« ændres til: »§§ 13-16 f«.

29.

§ 70

indsættes som

stk. 4:

»Stk. 4.

Beskyttelsen i stk. 1 gælder ikke, hvis hovedmo-

tivet for det fotografiske billede udgør et billedkunstværk,

hvor beskyttelsestiden er udløbet.«

30.

§ 71, stk. 5,

indsættes efter »§ 11, stk. 2 og 3«: » § 11

b, § 11 c, «.

31.

§ 75 d, stk. 1, 1. pkt.,

indsættes »efter gjort brug af

de i«: »§ 11 c, stk. 3 eller« og efter »bestemmelserne i«

indsættes: » § 11 c,«.

32.

Efter § 88 indsættes

i kapitel 8:

»§ 88 a.

Anvendelsen af værker og andre frembringelser,

der udelukkende finder sted til undervisningsbrug via sikre

elektroniske miljøer, skal i overensstemmelse med de nati-

onale bestemmelser, som gennemfører artikel 5 i direktiv

(EU) 2019/790 af 17. april 2019 om ophavsret og beslægte-

de rettigheder på det digitale indre marked og om ændring af

direktiv 96/9/EF og 2001/29/EF anses for kun at finde sted i

den medlemsstat, hvor uddannelsesinstitutionen er etableret.

§ 88 b.

Anvendelsen af værker og andre frembringelser

i henhold til undtagelsen eller indskrænkningen i overens-

stemmelse med de nationale bestemmelser, som gennemfø-

rer artikel 8 i direktiv (EU) 2019/790 af 17. april 2019 om

ophavsret og beslægtede rettigheder på det digitale indre

marked og om ændring af direktiv 96/9/EF og 2001/29/EF

anses for kun at finde sted i den medlemsstat, hvor den kul-

turarvsinstitution, der foretager anvendelsen, er etableret.«

33.

§ 91 stk. 1,

udgår »55,«.

§2

Stk. 1.

Loven træder i kraft den 1. juli 2023.

Stk. 2.

§ 1, nr. 18 og 19, finder ikke anvendelse på aftaler

indgået inden lovens ikrafttræden. For sådanne aftaler finder

de hidtidige gældende regler anvendelse.

Stk. 3.

§§ 55 og 55 a, som affattet ved denne lovs § 1,

nr. 20, finder ikke anvendelse på aftaler indgået inden 1. juli

2023. For sådanne aftaler finder de hidtil gældende regler

anvendelse. Ophavsmanden har i spørgsmål om aftalejuste-

ring, jf. § 55 b affattet ved denne lovs § 1, nr. 20, for aftaler,

der er indgået inden lovens ikrafttræden, dog tidligst 1. juli

2018, efter anmodning ret til oplysningerne for at kunne

vurdere, om vederlaget har været uforholdsmæssigt lavt og

derfor specifikt anmoder om oplysningerne til dette formål.

Stk. 4

Regler fastsat i medfør af § 50, stk. 5 jf. lov nr. 1144

af 23. oktober 2014, forbliver i kraft, indtil de ophæves eller

afløses af forskrifter udstedt i medfør af § 50, stk. 6.

§3

Loven gælder ikke for Færøerne og Grønland, men kan

ved kongelig anordning helt eller delvis sættes i kraft for

Grønland med de ændringer, som de grønlandske forhold

tilsiger.

L 125 - 2022-23 (2. samling) - Bilag 1: Høringsnotat, høringssvar og lovforslaget, fra kulturministeren

Bemærkninger til lovforslaget

Almindelige bemærkninger

Indholdsfortegnelse

1. Indledning og baggrund

2. Lovforslagets hovedpunkter

2.1. Brug af ophavsretligt beskyttet indhold som led i

tekst- og datamining

2.1.1. Gældende ret

2.1.2. DSM-direktivets artikel 3 og 4

2.1.3. Kulturministeriets overvejelser og den foreslå-

ede ordning

2.2. Digital undervisningsbrug af ophavsretligt beskyttet

indhold

2.2.1. Gældende ret

2.2.2. Artikel 5 i DSM-direktivet

2.2.3. Kulturministeriets overvejelser og den foreslå-

ede ordning

2.3. Kopiering af hensyn til bevarelse af kulturarvsinsti-

tutioners værker

2.3.1. Gældende ret

2.3.2. Artikel 6 i DSM-direktivet

2.3.3. Kulturministeriets overvejelser og den foreslå-

ede ordning

2.4. Værker eller andre frembringelser, der ikke længere

forhandles

2.4.1. Gældende ret

2.4.2. DSM-direktivets artikel 8-11

2.4.2.1. DSM-direktivets artikel 8

2.4.2.2. DSM-direktivets artikel 9

2.4.2.3. DSM-direktivets artikel 10

2.4.2.4. DSM-direktivets artikel 11

2.4.3. Kulturministeriets overvejelser og den foreslå-

ede ordning

2.5. Kollektive licenser med udvidet virkning

2.5.1. Gældende ret

2.5.2. DSM-direktivets artikel 12

2.5.3. Kulturministeriets overvejelser og den foreslå-

ede ordning

2.6. Mæglingsbistand ved forhandlinger med streaming-

tjenester

2.6.1 Gældende ret

2.6.2. DSM-direktivets artikel 13

2.6.3. Kulturministeriets overvejelser og den foreslå-

ede ordning

2.7. Fotografier af billedkunstværker i det offentlige do-

mæne

2.7.1. Gældende ret

2.7.2. Artikel 14 i DSM-Direktivet

2.7.3. Kulturministeriets overvejelser og den foreslå-

ede ordning

2.8. Krav om kompensation

2.8.1. Gældende ret

2.8.2. DSM-direktivets artikel 16

2.8.3. Kulturministeriets overvejelser og den foreslå-

ede ordning

2.9. Direktivets kapital III - Rimeligt vederlag til op-

havsmænd og udøvende kunstnere i aftaler om ud-

nyttelse

2.9.1 Princippet om forholdsmæssig aflønning

2.9.1.1 Gældende ret

2.9.1.2 DSM-direktivets artikel 18

2.9.1.3. Kulturministeriets overvejelser og den fore-

slåede ordning

2.9.2. Gennemsigtighedsforpligtelse

2.9.2.1. Gældende ret

2.9.2.2. DSM-direktivets artikel 19

2.9.2.3. Kulturministeriets overvejelser og den fore-

slåede ordning

2.9.3. Aftalejusteringsordning

2.9.3.1. Gældende ret

2.9.3.2. DSM-direktivets artikel 20

2.9.3.3. Kulturministeriets overvejelser og den fore-

slåede ordning

2.9.4 Alternativ tvistbilæggelse procedure

2.9.4.1. Gældende ret

2.9.4.2. DSM-direktivets artikel 21

2.9.4.3. Kulturministeriets overvejelser og den fore-

slåede ordning

2.9.5. Tilbagekaldelsesret

2.9.5.1. Gældende ret

2.9.5.2. DSM-direktivets artikel 22

2.9.5.3. Kulturministeriets overvejelser og den fore-

slåede ordning

2.9.6. Almindelige bestemmelser

2.9.6.1. Gældende ret

2.9.6.2. DSM-direktivets artikel 23

2.9.6.3. Kulturministeriets overvejelser og den fore-

slåede ordning

2.10. Anvendelsestidspunkt, overgangsbestemmelse m.v

2.10.1. Gældende ret

2.10.2. DSM-direktivets artikel 26-32

2.10.3. Kulturministeriets overvejelser og den fore-

slåede ordning

3. Økonomiske konsekvenser og implementeringskonse-

kvenser for det offentlige

4. Økonomiske og administrative konsekvenser for er-

hvervslivet m.v.

5. Administrative konsekvenser for borgerne

6. Klimamæssige konsekvenser

7. Miljø- og naturmæssige konsekvenser

8. Forholdet til EU-retten

9. Hørte myndigheder og organisationer m.v.

10. Sammenfattende skema

1. Indledning og baggrund

Formålet med lovforslaget er at tilpasse ophavsretslovens

bestemmelser i overensstemmelse med udviklingen i tekno-

logien, markedet og EU-retten ved at gennemføre bestem-

melserne i Europa-Parlamentets og Rådets direktiv (EU)

2019/790 af 17. april 2019 om ophavsret og beslægtede

L 125 - 2022-23 (2. samling) - Bilag 1: Høringsnotat, høringssvar og lovforslaget, fra kulturministeren

rettigheder på det digitale indre marked og om ændring

af direktiv 96/9/EF og 2001/29/EF (DSM-direktivet) med

undtagelse af artiklerne 15 og 17 i direktivet, der allerede

er gennemført i dansk ret ved lov nr. 1121 af 4. juni 2021

om lov om ændring af lov om ophavsret. Direktivet skulle

være gennemført i dansk ret senest den 7. juni 2021. Det var

imidlertid ikke muligt at overholde denne frist blandt andet

grundet COVID-19-situationen, hvor Kulturministeriets res-

sourcer i høj grad blevet brugt på etableringen af hjælpepak-

ker og håndteringen af de mange svære udfordringer, som

corona-virussen affødte for kulturen, idrætten og forenings-

livet i Danmark, som også medførte et ikke ubetydeligt ef-

terslæb af opgaver og endelig som følge af folketingsvalget i

2022.

På grund af den forsinkede gennemførsel af direktivet har

Europa-Kommissionen indgivet en stævning ved EU-Dom-

stolen mod Danmark, hvor den nedlægger påstand om, at

Danmark pålægges at betale et fast beløb samt dagbøder.

Europa-Parlamentets og Rådets direktiv (EU) 2019/790 af

17. april 2019 ændrer Europa-Parlamentets og Rådets di-

rektiv 96/9/EF af 11. marts 1996 om retlig beskyttelse

af databaser og Europa-Parlamentets og Rådets direktiv

2001/29/EF af 22. maj 2001 om harmonisering af visse

aspekter af ophavsret og beslægtede rettigheder i informati-

onssamfundet.

Lovforslagets udformning ligger tæt op ad direktivets ordlyd

og struktur for på den måde at mindske fortolkningstvivl

mellem den danske lovtekst og EU-direktivet.

Formålet med DSM-direktivet er at harmonisere EU-lande-

nes lovgivninger om ophavsret og ophavsretsbeslægtede ret-

tigheder med særligt sigte på modernisering af ophavsretten

set i lyset af udviklingen af digitale teknologier og især

adgangen til at tilgå ophavsretligt beskyttet materiale såsom

film og musik via internettet.

Direktivteksten følger som bilag 2 til lovforslaget.

Direktivet har tre primære mål:

– at tilpasse visse centrale undtagelser til ophavsret til di-

gitale og grænseoverskridende miljøer

– at forbedre licenspraksisser og sikre bredere adgang til

indhold og

– at opnå en velfungerende markedsplads for ophavsret

Direktivet gennemfører en yderligere harmonisering af Uni-

onens lovgivning om ophavsret og beslægtede rettigheder

inden for rammerne af det indre marked med særlig hensyn-

stagen til digitale og grænseoverskridende anvendelser af

beskyttet indhold, herunder brug af tekst- og datamining

med henblik på videnskabelig forskning. Direktivet indehol-

der endvidere nye regler om aftalelicensordninger og tiltag,

der skal styrke ophavsmænd og udøvende kunstneres retstil-

ling i aftaler om erhvervsmæssig udnyttelse af ophavsrettig-

heder. Direktivets bestemmelser om udgivere af pressepubli-

kationer (artikel 15) og onlineplatforme (artikel 17) er sær-

skilt gennemført i dansk ret i 2021, og dette lovforslag har

derfor til formål at gennemføre de resterende bestemmelser i

direktivet.

Der foreslås med nærværende lovforslag indført følgende

bestemmelser fra direktivet i ophavsretsloven:

Artikel 1 om direktivets genstand og anvendelsesområde.

Artikel 2, der indeholder en række centrale definitioner på

begreber.

Artiklerne 3 og 4, der muliggør brug af ophavsretligt beskyt-

tet indhold som led i tekst- og datamining (automatiseret

søgning på tværs af store mængder tekst). Dette med henblik

på, at der kan gøres brug af tidens digitale teknologier og

nye former for anvendelse som led i sikring af forskning,

innovation, uddannelse og bevarelse af kulturarven.

Artikel 5, der har til formål at gøre det muligt for uddannel-

sesinstitutioner digitalt at anvende ophavsretligt beskyttede

værker til anskueliggørelse i forbindelse med undervisning –

også på tværs af landegrænser. Dermed er der mulighed for

at understøtte, berige og supplere undervisningsoplevelsen

på alle uddannelsesinstitutioner. Bestemmelsen giver med-

lemsstaterne valget mellem at implementere en begrænset

undtagelse for digital undervisningsbrug af ophavsretligt be-

skyttet indhold eller licensmodeller.

Artikel 6, der gør det muligt for kulturarvsinstitutioner at

lave kopier af værker, som er en permanent del af deres

samlinger, når det er nødvendigt af hensyn til bevarelse af

værkerne.

Artikel 7, der præciserer, at privatretlige aftalebestemmelser,

der er i strid med artikel 3, 5 og 6, er uden retskraft.

Artikel 8-11, der har til formål at lette licenspraksisser og

sikre bredere adgang til indhold for værker, der ikke længere

forhandles, og som permanent befinder sig i kulturarvsinsti-

tutioners samlinger.

Artikel 12, der har til formål at fremme kollektive licenser

(aftalelicenssystemer). Reglerne er i væsentlig grad udtryk

for det aftalelicenssystem, der i forvejen gælder i Danmark,

dog med få forskelle. Hensynet bag bestemmelsen er at

skabe et værktøj til at opnå tilladelser til masseudnyttelser

af beskyttet indhold, der uden en aftalelicens ville indebære

ulicenseret brug.

L 125 - 2022-23 (2. samling) - Bilag 1: Høringsnotat, høringssvar og lovforslaget, fra kulturministeren

Artikel 13, der giver audiovisuelle (billed)-producenter mu-

lighed for at få bistand af mæglere ved forhandlinger med

video on demand-tjenester (streamingtjenester).

Artikel 14 der tydeliggør, at fotografier af værker – som

ikke længere er ophavsretligt beskyttet – ikke selvstændigt

beskyttes.

Artikel 18, der indfører et princip om, at ophavsmænd

og udøvende kunstnere skal modtage passende og forholds-

mæssig aflønning.

Artikel 19, der indfører regler om gennemsigtighed og op-

lysningspligt i aftaleforholdet mellem rettighedshavere og

deres medkontrahenter.

Artikel 20, der gør det muligt for ophavsmænd og udøvende

kunstnere at kræve yderligere vederlag, hvis deres vederlag

står i misforhold til de pågældende indtægter.

Artikel 21, der indeholder en alternativ tvistbilæggelsespro-

cedure ift. tvister om artikel 19 og 20.

Artikel 22, der giver ophavsmænd og udøvende kunstnere

mulighed for at tilbagekalde deres rettigheder ved manglen-

de udnyttelse fra den, som rettighederne er overdraget til.

Artikel 23-32, der i vid udstrækning er standardbestemmel-

ser om bl.a. ikrafttræden og overgangsbestemmelser.

2. Lovforslagets hovedpunkter

2.1. Brug af ophavsretligt beskyttet indhold som led i

tekst- og datamining

2.1.1. Gældende ret

Lov om ophavsret, jf. lovbekendtgørelse nr. 1144 af 23. ok-

tober 2014 med efterfølgende ændringer (ophavsretsloven),

indeholder ikke særskilt regulering af tekst- og datamining.

Brug af ophavsrettigheder til disse formål reguleres i dag af

ophavsretslovens almindelige regler, herunder § 2 om enere-

ttighederne, § 71 om beskyttelsen af databaser og de undta-

gelser, der fremgår af indskrænkningerne til ophavsretsloven

i kapitel 2. Hertil kommer beskyttelsen af de beslægtede

rettighedsgrupper ("naborettigheder") i ophavsretslovens ka-

pitel 5, herunder beskyttelsen af udøvende kunstnere og

producenter i §§ 65 og 66 og beskyttelsen af pressepublika-

tioner i § 69 a. Alle naborettighederne – bortset fra § 70 om

retten til fotografiske billeder – har baggrund i EU-direkti-

ver.

Ophavsmandens økonomiske enerettigheder fremgår af op-

havsretslovens § 2. Enerettigheder er de rettigheder, som

forudsætter tilladelse fra ophavsmanden for, at man kan

bruge eller råde over et ophavsretligt beskyttet værk. Dis-

se enerettigheder er eksemplarfremstillingsretten og retten

til at gøre værket tilgængeligt for offentligheden gennem

spredning, visning, og offentlig fremførelse. Hvis man uden

tilladelse bruger et værk på de beskrevne måder, udgør dette

en krænkelse af ophavsmandens enerettigheder, medmindre

det er tilladt efter en undtagelsesregel i ophavsretsloven.

Enerettighederne til eksemplarfremstilling og tilgængeliggø-

relse for almenheden gælder generelt på en stort set tilsva-

rende måde for naborettighederne, jf. § 65, stk. 6, § 66, stk.

2, § 67, stk. 2, § 69, stk. 3, og § 69 a, stk. 5, og 70, stk. 3.

Databaser er selvstændigt beskyttet i ophavsretslovens § 71

(”sui generis retten”). Bestemmelsen gennemfører delvist

artikel 7-11 i direktiv 96/9/EF (”databasedirektivet”) og di-

rektiv 2001/29/EF (”Infosoc-direktivet”).

Omfattet af beskyttelsen er databaser, kataloger og tabeller

m.v. i det omfang, der er sammenstillet et større antal af

oplysninger eller foretaget væsentlige investeringer i frem-

stillingen. Beskyttelsesomfanget er ligeledes – på samme

måde som værksbeskyttelsen i § 2 – eksemplarfremstilling

og tilgængeliggørelse for almenheden. For så vidt angår ek-

semplarfremstilling, er det både kopiering af databasen som

helhed eller en væsentlig del heraf, som er beskyttet. De

enkelte oplysninger i sig selv beskyttes ikke. Brug af uvæ-

sentlige dele af en databases indhold vil dog også være be-

skyttet, hvis udnyttelsen sker systematisk og gentagne gange

og kan sidestilles med handlinger, der strider mod en normal

udnyttelse af databasen, eller som skader fremstillerens legi-

time interesser urimeligt.

En række af de undtagelser, der gør sig gældende ift. op-

havsret for værker gør sig tilsvarende gældende for databa-

ser, for eksempel privatbrugsreglen i § 12.

Den, der har ret til at benytte en database, må endvidere

foretage sådanne handlinger, som er nødvendige for, at den

pågældende kan få adgang til databasens indhold og gøre

normal brug af det. Dette fremgår af ophavsretslovens §

36, stk. 2, som gennemfører artikel 6 i direktiv 96/9/EF

(”databasedirektivet”).

I forhold til opsætning af sikkerhedsforanstaltninger, der

skal forhindre misbrug af værker m.v., indeholder ophavs-

retsloven en række regler herom i lovens kapitel 6 a. Regler-

ne gennemfører artiklerne 6-7 i direktiv 2001/29/EF (”Info-

soc-direktivet”). Det fremgår af § 75 c, at det ikke er tilladt

at omgå effektive tekniske beskyttelsesforanstaltninger, som

har til formål at beskytte ophavsretlige værker og frembrin-

gelser. Ophavsretslicensnævnet kan dog, på begæring fra en

L 125 - 2022-23 (2. samling) - Bilag 1: Høringsnotat, høringssvar og lovforslaget, fra kulturministeren

bruger, pålægge en rettighedshaver at gøre det muligt for en

bruger at omgå foranstaltningerne, hvis det er nødvendigt

for, at en bruger kan anvende en af undtagelserne i ophavs-

retsloven. Dette fremgår af § 75 d.

Reglerne i § 75 c er ikke til hinder for forskning inden for

kryptering. Det er i den forbindelse tilladt på forskningsor-

ganisationer at undervise i kryptologi og at offentliggøre og

publicere de forskningsresultater, som opnås.

Reglerne i § 75 c gælder ligeledes ikke for edb-program-

mer. I stedet gælder ophavsretsloven § 75 b, hvorefter det

ikke er tilladt at omsætte eller i kommercielt øjemed besidde

midler, hvis eneste formål er at lette ulovlig fjernelse eller

omgåelse af tekniske indretninger, som er anvendt til at

beskytte et edb-program.

Området for tekniske foranstaltninger har i retspraksis også

vist sig at have betydning for vurderingen af omfanget af

den ophavsretlige beskyttelse. Dette er blandt andet tilfældet

for linking, hvor EU-Domstolen i sagen C-466/12 (Svens-

son) blandt andet konkluderede, at hvis der linkes til lovligt

indhold på en hjemmeside, hvor der ikke er opsat tekni-

ske foranstaltninger til beskyttelse mod deling af indholdet,

vil linkingen ikke betragtes som en ophavsretlig krænkel-

se. Domstolen nåede frem til dette ud fra den betragtning,

at der ikke sker offentliggørelse til et nyt publikum, som er

omfattet af ophavsmandens enerettigheder.

2.1.2. DSM-direktivets artikel 3 og 4

Det følger af DSM-direktivets artikel 3 og 4 at medlemssta-

terne skal indføre en adgang til at bruge materiale, som

beskyttes efter de ophavsretlige regler, hvis brugen sker med

henblik på tekst- og datamining.

Ved tekst- og datamining forstås enhver automatiseret, ana-

lytisk fremgangsmåde, der har til formål at analysere tekst

og data i digital form med henblik på at generere oplysnin-

ger, herunder mønstre, tendenser og korrelationer. Definiti-

onen på tekst- og datamining fremgår af DSM-direktivets

artikel 2.

Artikel 3, stk. 1, indeholder en adgang for tekst- og data-

mining med henblik på videnskabelig forskning. Adgangen

gælder for forskningsorganisationer og kulturarvsinstitutio-

ner.

Det fremgår af bestemmelsen, at undtagelsen gælder for

så vidt angår de rettigheder, der er fastsat i artikel 5, litra

a), og artikel 7, stk. 1, i direktiv 96/9/EF (databasedirekti-

vet). Disse rettigheder er gennemført i ophavsretslovens §§

1, 2 og 71 og omfatter retten til eksemplarfremstilling og

tilgængeliggørelse for almenheden af en database. ¬¬Det

fremgår endvidere af bestemmelsen, at undtagelsen gælder

de rettigheder, der er fastsat i artikel 2 i direktiv 2001/29/EF

(Infosoc-direktivet). Disse rettigheder er gennemført i op-

havsretslovens §§ 2, 65, 66, 67 og 69 og omfatter eneretten

for ophavsmænd, udøvende kunstnere, lyd- og billedprodu-

center og radio og fjernsynsforetagender til at tillade eller

forbyde eksemplarfremstilling af værker og andre frembrin-

gelser.

Det fremgår i øvrigt af bestemmelsen, at undtagelsen gælder

de rettigheder, der fremgår af artikel 15, stk. 1, i DSM-direk-

tivet. Disse rettigheder er gennemført i ophavsretslovens §

69 a og omfatter retten for udgivere af pressepublikationer

til eksemplarfremstilling og overføring til almenheden af

pressepublikationer.

Definitionen på forskningsorganisationer og kulturarvsinsti-

tutioner fremgår af artikel 2 i DSM-direktivet. Efter artikel

2, stk. 1, forstås der ved en forskningsorganisation et univer-

sitet, herunder dets biblioteker, et forskningsinstitut eller en-

hver anden enhed, hvis primære mål er at udføre videnska-

belig forskning eller udføre uddannelsesaktiviteter, der også

omfatter videnskabelig forskning, som er organiseret uden

fortjeneste for øje, eller som investerer hele overskuddet

i sin videnskabelige forskning eller varetager af medlems-

staten anerkendte almennyttige opgaver. Dette på en sådan

måde, at adgangen til de resultater, der frembringes af den

pågældende enhed af en sådan videnskabelig forskning ikke

kan nydes på et privilegeret grundlag af en virksomhed, som

udøver afgørende indflydelse på en sådan institution.

Ved en kulturarvsinstitution forstås et offentligt tilgængeligt

bibliotek eller museum, et arkiv eller en film- eller lydarv-

sinstitution jf. definitionsbestemmelsen i DSM-direktivets

artikel 2, stk. 3.

I medfør af betragtning 13 gælder direktivet for de omfatte-

de enheder i artikel 2, stk. 3, uanset typen af værker eller

andre frembringelser, som enhederne har i deres permanente

samlinger, samt arkiver og film- eller lydarvsinstitutioner.

Omfattet af begrebet er blandt andet nationale biblioteker,

nationale arkiver og for så vidt angår deres arkiver og

offentlige tilgængelige biblioteker, uddannelsesinstitutioner,

forskningsorganisationer og public service og radio- og TV-

foretagender.

Det fremgår af betragtning 11, at i tråd med den eksister-

ende EU-forskningspolitik, der tilskynder universiteter og

forskningsinstitutter til at samarbejde med den private sek-

tor, vil forskningsorganisationer også være omfattet af en

sådan undtagelse, når de udfører deres forskningsaktiviteter

inden for rammerne af offentlig-private partnerskaber. Selv-

om undtagelsen kun gælder for forskningsorganisationer og

kulturarvsinstitutioner, kan de også lade deres private part-

nere foretage tekst- og datamining, herunder ved at benytte

deres teknologiske værktøjer.

L 125 - 2022-23 (2. samling) - Bilag 1: Høringsnotat, høringssvar og lovforslaget, fra kulturministeren

I henhold til begrebet videnskabelig forskning fremgår det

af betragtning 12 i DSM-direktivet, at begrebet anses for

både at dække natur- og humanvidenskab.

Efter artikel 3, stk. 1, er det et krav, at der skal være tale om

værker og andre frembringelser, som forskningsorganisatio-

nerne og kulturarvsinstitutioner har lovlig adgang til.

Det fremgår i den forbindelse af betragtning 14, at der

ved lovlig adgang forstås adgang til indhold baseret på

en open access-politik eller på kontraktlige aftaler mellem

rettighedshavere og forskningsorganisationer eller kulturar-

vsinstitutioner såsom abonnementer eller andre lovlige me-

toder. Hvis for eksempel en forskningsorganisation eller en

kulturarvsinstitution tegner et abonnement, bør hertil knytte-

de personer, der er omfattet af abonnementet, anses for at

have lovlig adgang. Lovlig adgang omfatter også adgang til

indhold, som er lovligt frit tilgængeligt online.

Efter artikel 3, stk. 2, skal kopierne, der genereres ved tekst-

og datamining opbevares med et passende sikkerhedsniveau,

og opbevaringen skal ske med henblik på den videnskabeli-

ge forskning, herunder med henblik på verifikation af forsk-

ningsresultater.

Af betragtning 15 fremgår, at forsknings- og kulturarvsinsti-

tutioner i visse tilfælde, f.eks. med henblik på efterfølgende

verifikation af videnskabelige forskningsresultater, kan have

behov for at opbevare kopier, der er fremstillet i henhold til

undtagelsen for tekst- og datamining. I så fald bør kopierne

opbevares under sikre forhold. Anvendelse med henblik på

anden videnskabelig forskning end tekst- og datamining,

såsom videnskabelig peer review og fælles forskning, kan

være omfattet af andre undtagelser i ophavsretsloven.

Det fremgår i øvrigt af betragtning 15, at medlemsstaterne

på nationalt plan og efter drøftelser med de relevante in-

teressenter frit bør kunne beslutte at fastlægge yderligere

konkrete ordninger for opbevaring af kopier, herunder kun-

ne udpege betroede organer til at varetage en sådan opbe-

varing. For ikke at begrænse anvendelsen af undtagelsen

unødigt, bør sådanne ordninger være forholdsmæssige og

begrænset til, hvad der er nødvendigt for at opbevare kopie-

rne på en sikker måde og forhindre uautoriseret anvendelse.

Efter artikel 3, stk. 3, er det tilladt for rettighedshaverne

at træffe foranstaltninger, der kan garantere sikkerhed og

integritet i de netværk og databaser, hvor værkerne eller de

andre frembringelser er lagret. Foranstaltningerne må dog

ikke gå videre, end hvad der er nødvendigt for at nå dette

mål.

Af betragtning nr. 16 fremgår det, at med henblik på et po-

tentielt højt antal anmodninger om adgang til og download

af deres værker eller andre frembringelser, bør det være

tilladt for rettighedshaverne at træffe visse foranstaltninger,

når der er risiko for, at sikkerheden eller integriteten af

deres systemer eller databaser kan bringes i fare. Sådanne

foranstaltninger kan f.eks. gå ud på at sikre, at kun per-

soner, der har lovlig adgang til deres data, kan tilgå dem,

herunder gennem IP adresse-validering eller brugerautentifi-

cering. Disse foranstaltninger bør stå i forhold til de involve-

rede risici, bør ikke gå videre, end hvad der er nødvendigt

for at forfølge målet om at garantere systemets sikkerhed og

integritet, og bør ikke underminere den effektive anvendelse

af undtagelsen.

I medfør af artikel 3, stk. 3, skal medlemsstaterne opfordre

rettighedshavere, forskningsorganisationer og kulturarvsin-

stitutioner til i fællesskab at fastlægge bedste praksis med

hensyn til anvendelse af den forpligtelse og de foranstaltnin-

ger, der omhandles i artikel 3, stk. 2 og 3.

DSM-direktivets artikel 7 angiver, at aftaler i strid med und-

tagelsen i artikel 3 er uden retskraft.

DSM-direktivets artikel 4 vedrører en generel adgang til

at foretage reproduktion og udtræk (eksemplarfremstilling)

af værker eller andre frembringelser med henblik på datami-

ning.

Af betragtning18 fremgår det, at udover forskningsbrug kan

tekst- og datamining også anvendes til andre formål, f.eks.

ved offentlige tjenester, komplekse forretningsmæssige be-

slutninger og udvikling af nye applikationer eller teknolo-

gier. Rettighedshaverne bør fortsat kunne udstede licenser

til anvendelser af deres værker m.v., der ikke er omfattet

af undtagelsen om tekst- og datamining med henblik på

videnskabelig forskning eller andre undtagelser i Infosoc-di-

rektivet. Der er dog retsusikkerhed om, hvorvidt brugere kan

anvende lovligt tilgåede værker m.v. med henblik på tekst-

og datamining, f.eks. når de reproduktioner eller udtræk, der

foretages med henblik på den tekniske proces, ikke opfylder

alle betingelserne for undtagelserne til midlertidig eksem-

plarfremstilling. Hensynet bag den almindelige adgang til

tekst- og datamining er således at skabe større retssikkerhed

i sådanne tilfælde og fremme innovation, bl.a. også i den

private sektor.

Det fremgår af bestemmelsen i DSM-direktivets artikel 4,

at undtagelsen gælder for så vidt angår de rettigheder, der

er fastsat i artikel 5, litra a), og artikel 7, stk. 1, i direktiv

96/9/EF (databasedirektivet). Disse rettigheder er gennem-

ført i ophavsretslovens §§ 1, 2 og 71 og omfatter retten til

eksemplarfremstilling og tilgængeliggørelse for almenheden

af en database.

Det fremgår endvidere af bestemmelsen, at undtagelsen

gælder de rettigheder, der er fastsat i artikel 2 i direktiv

L 125 - 2022-23 (2. samling) - Bilag 1: Høringsnotat, høringssvar og lovforslaget, fra kulturministeren

2001/29/EF (Infosoc-direktivet). Disse rettigheder er gen-

nemført i ophavsretslovens §§ 2, 65, 66, 67, og 69 og om-

fatter eneretten for ophavsmænd, udøvende kunstner, lyd-

og billedproducenter og radio og fjernsynsforetagender til

at tillade eller forbyde eksemplarfremstilling af værker og

andre frembringelser.

Det fremgår i øvrigt af bestemmelsen, at undtagelsen gælder

de rettigheder, der er fastsat i artikel 4, stk. 1, litra a) og

b) i direktiv 2009/24/EF (direktivet om retlig beskyttelse

af edb-programmer). Disse rettigheder er gennemført i op-

havsretslovens § 1, stk. 3, og § 2 og omfatter eneretten til

eksemplarfremstilling af edb-programmer.

Det fremgår ligeledes af bestemmelsen, at undtagelsen gæl-

der de rettigheder, der fremgår af artikel 15, stk. 1, i DSM-

direktivet. Disse rettigheder er gennemført i ophavsretslo-

vens § 69 a og omfatter retten for udgivere af pressepublika-

tioner til eksemplarfremstilling og overføring til almenheden

af pressepublikationer.

Ifølge artikel 4, stk. 2, kan reproduktioner og udtræk foreta-

get i henhold til stk. 1, opbevares, så længe det er nødven-

digt med henblik på tekst- og datamining.

Adgangen til tekst- og datamining efter artikel 4, stk. 1,

gælder kun lovligt tilgængelige værker. Ifølge betragtning

18 skal et værk eller en frembringelse blandt andet anses

for at være gjort lovligt tilgængeligt, når værket eller frem-

bringelsen stilles til rådighed for almenheden online og kan

tilgås på lovlig vis.

Det fremgår af artikel 4, stk. 3, at undtagelsen eller ind-

skrænkningen omhandlet i artikel 4 stk. 1, finder anvendelse

på betingelse af, at rettighedshaverne ikke udtrykkeligt har

forbeholdt sig anvendelsen heraf på passende vis, såsom en

maskinlæsbar måde i tilfælde af indhold, der er stillet til

rådighed for almenheden online.

Af betragtning18 fremgår det, at for indhold, der er stillet til

rådighed for almenheden online, bør det kun anses for pas-

sende at forbeholde sig disse rettigheder på en maskinlæsbar

måde, herunder i metadata og i vilkår og betingelser for

brug af et websted eller en tjeneste. Andre anvendelser bør

ikke berøres af forbeholdet for rettigheder med henblik på

tekst- og datamining. I andre tilfælde kan det være passen-

de at forbeholde sig rettighederne på anden måde, såsom i

kontraktmæssige aftaler eller ved en ensidig erklæring. Ret-

tighedshavere bør kunne træffe foranstaltninger til at sikre,

at deres forbehold i denne henseende respekteres.

Det fremgår endvidere af DSM-direktivets artikel 4, stk. 4,

at artikel 4 ikke berører anvendelsen af artikel 3 i direktivet.

2.1.3. Kulturministeriets overvejelser og den foreslåede ord-

ning

2.1.3.1. Kulturarvsinstitutioners og forskningsorganisatio-

ners brug af tekst- og datamining

Tekst- og datamining er en form for automatisk computer-

analyse af information i digital form, som gør det muligt

at behandle store mængder af information, f.eks. tekst, lyd,

billeder og data, med det formål at opnå ny viden og finde

frem til nye tendenser.

Maskiner giver mulighed for at overskue enorme datamæng-

der, så de kan hjælpe med at finde vej til information og

data.

Tekst- og datamining er derfor særlig brugbart inden for

forskningsområdet og kan generelt være til gavn for univer-

siteter, forskningsorganisationer og kulturarvsinstitutioner.

Tekst- og datamining kan dog være forbundet med brug

af materiale, som er beskyttet efter ophavsretsloven. Dette

blandt andet, når der sker kopiering af beskyttet materiale

eller udtræk af indhold fra en database, f.eks. når data nor-

maliseres i løbet af tekst- og dataminingprocessen. Der vil i

givet fald skulle indhentes tilladelse fra rettighedshaverne til

handlingen, hvis en af undtagelserne eller indskrænkninger-

ne i ophavsretsloven ikke finder anvendelse.

Forslaget til § 11 c har til formål at gennemføre DSM-di-

rektivets bestemmelse om brug af tekst- og datamining til

videnskabelig forskning. Med forslaget i § 11 c, stk. 1, ind-

føres en ny, specifik indskrænkning til ophavsretten og data-

basebeskyttelsesretten til gavn for forskningsorganisationer,

kulturarvsinstitutioner og deres eventuelle private partneres

brug af datamining. I medfør af den foreslåede bestemmelse

vil disse aktører lovligt kunne foretage udtræk og fremstille

eksemplarer af værker og andre frembringelser, som de har

lovlig adgang til, for at udføre tekst- og datamining med

henblik på videnskabelig forskning. Ift. lovlig adgang angi-

ver betragtning 14, at lovlig adgang bør forstås som adgang

til indhold baseret på en open access-politik eller på kon-

traktlige aftaler mellem rettighedshavere og forskningsorga-

nisationer eller kulturarvsinstitutioner, såsom abonnementer

eller andre lovlige metoder. Hvis for eksempel forsknings-

eller kulturarvsinstitutioner tegner et abonnement, bør hertil

knyttede personer, der er omfattet af abonnementet, anses

for at have lovlig adgang.

Baggrunden for forslaget er at sikre, at forskningen kan gøre

brug af tidens digitale teknologier og nye former for anven-

delser som led i understøttelse af forskning, innovation, ud-

dannelse og bevarelse af kulturarven.

Kulturministeriet bemærker, at forskningsorganisationernes

L 125 - 2022-23 (2. samling) - Bilag 1: Høringsnotat, høringssvar og lovforslaget, fra kulturministeren

og kulturarvsinstitutionernes private partnere i et vist om-

fang også omfattes af undtagelsen. Det fremgår af betragt-

ning 11 i DSM-direktivet, at forskningsorganisationer og

kulturarvsinstitutioner også kan lade sådanne private partne-

re foretage tekst- og datamining, herunder ved at benytte

deres teknologiske værktøjer.

Kulturministeriet vurderer på den baggrund, at det er EU-

lovgivers hensigt, at også forskningsorganisationers og kul-

turarvsinstitutioners private partnere skal have mulighed

for at udføre datamining til de omfattede formål. Dette

af hensyn til, at universiteter m.v. har mulighed for og

kan drage fordel af at indgå samarbejder med den private

sektor. Kulturministeriet foreslår på den baggrund, at det

fremgår af den foreslåede bestemmelse i § 11 c, stk. 1,

at også forskningsorganisationers og kulturarvsinstitutioners

private partnere kan udføre datamining. Det bemærkes i

den forbindelse, at den foreslåede undtagelse i § 11 c, stk.

1, kun gælder for forskningsorganisationer og kulturarvsin-

stitutioner. I henhold til betragtning 11 kan forskningsorga-

nisationer og kulturarvsinstitutioner dog lade deres private

partnere foretage tekst- og datamining, når de udfører deres

forskningsaktiviteter inden for rammerne af offentlig-private

partnerskaber, herunder ved at benytte deres teknologiske

værktøjer, men undtagelsen gælder kun for forskningsorga-

nisationer og kulturarvsinstitutioner.

Med forslaget får kulturarvsinstitutioner og forskningsorga-

nisationer ret til at opbevare kopier, der er fremstillet i for-

bindelse med tekst- og datamining. Kulturministeriet fore-

slår i § 11 c, stk. 2, at opbevaringen af kopier af værker eller

andre frembringelser frembragt i overensstemmelse med stk.

1, sker med et passende sikkerhedsniveau. Dette af hensyn

til at sikre værkerne og frembringelsernes integritet og for-

hindre, at uvedkommende anvender indholdet til andre for-

mål, end dem, der er tiltænkt med bestemmelsen. Kopierne

kan endvidere i medfør af den foreslåede bestemmelse opbe-

vares med henblik på videnskabelig forskning, herunder for

at verificere forskningsresultater.

Betragtning 15 i DSM-direktivet beskriver en mulighed for

– men stiller ikke krav om – at medlemsstaterne på nationalt

plan frit kan beslutte at fastlægge yderligere konkrete ord-

ninger for opbevaringen af kopierne, herunder udpege betro-

ede organer til at varetage opbevaringen. Muligheden udnyt-

tes dog ikke i nærværende lovforslag. Det er sandsynligt, at

en sådan regel vil være uforholdsmæssigt ressourcekræven-

de for det organ, som ville skulle udpeges til at varetage

opgaven. Kulturministeriet vurderer, at kopierne passende

vil kunne opbevares hos institutionerne, som er vant til at

håndtere fortroligt materiale og derfor har erfaring med at

foretage vurdering af passende sikkerhed m.v.

Den foreslåede bestemmelse i § 11 c, stk. 3, fastslår, at det

er lovligt for rettighedshaverne at træffe foranstaltninger,

som sikrer sikkerheden og integriteten af deres systemer og

databaser, når der er en risiko for, at de bringes i fare, så

længe foranstaltningerne ikke går videre, end hvad der er

nødvendigt for at nå dette mål. Hensynet bag bestemmelsen

er, at der potentielt kan være et højt antal anmodninger om

adgang til og download af rettighedshavernes værker eller

andre frembringelser med den følge, at der kan opstå risiko

for, at sikkerheden eller integriteten af deres systemer eller

databaser bringes i fare. Dette følger ligeledes af direktivets

betragtning 16.

Rettighedshavere, forskningsorganisationer og kulturarvsin-

stitutioner kan i fællesskab fastsætte retningslinjer for rettig-

hedshaveres, forskningsorganisationers og kulturarvsorgani-

sationers etablering af de sikkerhedsforanstaltninger, som

følger af § 11 c, stk. 2 og 3.

Det er Kulturministeriets vurdering, at der bør sikres en

mulighed for, at forskningsorganisationer, kulturarvsinstitu-

tioner og disses private partnere effektivt kan gøre brug af

dataminingundtagelsen i den foreslåede bestemmelse. Dette

også i tilfælde af at adgangen – på trods af den foreslåede

bestemmelse i § 11 c, stk. 3, om proportionale sikkerheds-

foranstaltninger – forhindres grundet rettighedshavernes op-

satte præventive foranstaltninger. Kulturministeriet foreslår

derfor, at Ophavsretslicensnævnet får kompetence til at tage

stilling til sager om sikkerhedsforanstaltninger, jf. den fore-

slåede ændring af bestemmelserne i ophavsretslovens § 47,

stk. 2, og § 75 d.

Det bemærkes, at undtagelserne til tekst- og datamining i

DSM-direktivets artikel 3 og 4 ikke kun finder anvendel-

se ift. værker, men også ift. andre frembringelser, som

har hjemmel i EU-direktiver. Disse andre frembringelser

findes i ophavsretslovens kapitel 5, og de enkelte bestem-

melser indeholder henvisningsbestemmelser, som indebærer,

at en lang række af ophavsretslovens bestemmelser, herun-

der undtagelsesbestemmelserne, også gælder for naborettig-

hederne. Gennemførelsen af direktivets bestemmelser om

adgang til at anvende frembringelser som led i tekst- og da-

tamining foreslås således gennemført ved indførsel af hen-

visningsbestemmelser i kapitel 5. Det bemærkes, at kapitel

5 også regulerer retten til fotografiske billeder i § 70, som

ikke har baggrund i noget EU-direktiv. De samme undtagel-

ser, som gør sig gældende for de øvrige frembringelsestyper

i kapitel 5, gør sig dog tilsvarende gældende for fotografibe-

skyttelsen. På baggrund heraf foreslås det også at indføre

undtagelsesadgangen mhp. tekst- og datamining for fotogra-

fier.

Der henvises til bemærkningerne til lovforslagets § 1, nr. 2.

Det bemærkes, at bestemmelsens foreslåede placering i ka-

pitel 2 i ophavsretsloven medfører, at § 11, stk. 3, om lovligt

forlæg finder anvendelse på bestemmelsen.

2.1.3.2. Generel brug af tekst- og datamining

L 125 - 2022-23 (2. samling) - Bilag 1: Høringsnotat, høringssvar og lovforslaget, fra kulturministeren

Forslaget til § 11 b har til formål at gennemføre DSM-di-

rektivets bestemmelse om generel brug af tekst- og datami-

ning. Med forslaget indføres en ny, specifik indskrænkning i

ophavsretsloven til fordel for tekst- og datamining.

Baggrunden for forslaget er et ønske om at sikre, at der kan

gøres brug af tidens digitale teknologier og nye former for

anvendelse af indhold for både private og offentlige enheder

til at analysere store mængder data inden for forskellige

områder og til forskellige formål, herunder i forbindelse

med offentlige tjenester, komplekse forretningsmæssige be-

slutninger og udvikling af nye applikationer eller teknologi-

er. Det foreslås i § 11 b, stk. 3, at eksemplarer og udtræk kan

opbevares, så længe det er nødvendigt med henblik på tekst-

og datamining.

Det foreslås i § 11 b, stk. 2, at en rettighedshaver kan

forbeholde sig retten til tekst- og datamining, hvis dette

sker på passende vis såsom på en maskinlæsbar måde, hvis

indholdet er gjort lovligt tilgængeligt online. På denne måde

tages der hensyn til, at en rettighedshaver ikke ønsker sine

værker brugt ifm. datamining. Herved opretholdes balancen

mellem rettighedshaverens interesser og samfundets adgang

til materialet. Hensynet bag betingelsen om, at forbeholdet

skal ske på passende vis, er at sikre, at det er gennemsigtigt

for brugerne, når de ikke må anvende det beskyttede materi-

ale til tekst- og datamining.

Med henvisningen til § 11 c, stk. 1 i § 11 b, stk. 2, præcise-

res det, at den foreslåede bestemmelse ikke berører retten

til tekst- og datamining med henblik på videnskabelig forsk-

ning, hvor der i et vist omfang er videre mulighed for at

foretage datamining. Der henvises til bemærkningerne til

lovforslagets § 1, nr. 2.

Det bemærkes, at bestemmelsens foreslåede placering i ka-

pitel 2 i ophavsretsloven medfører, at § 11, stk. 3, om lovligt

forlæg finder anvendelse på bestemmelsen.

2.2. Digital undervisningsbrug af ophavsretligt beskyttet

indhold

2.2.1. Gældende ret

Loven indeholder ikke en fribrugsregel eller en særlig af-

talelicensregel, som er møntet direkte på digital undervis-

ningsbrug af ophavsretligt beskyttet indhold. Adgangen til at

bruge værker i undervisningssammenhæng reguleres dog i

en række særregler i ophavsretsloven. Adgangen og regule-

ringen er generelt indordnet i lovens aftalelicenssystem.

Ophavsretslovens § 13, stk. 1, indeholder en specifik aftale-

licensordning for eksemplarfremstilling inden for undervis-

ningsvirksomhed. Omfattet af begrebet "undervisningsvirk-

somhed" er både offentlige og private undervisningstilbud,

der finder sted i organiseret form, f.eks. højskoler.

Bestemmelsen giver først og fremmest adgang til, at der til

brug i undervisningsvirksomhed kan fremstilles eksemplarer

af udgivne værker, hvis der er indgået aftale herom med

Copydan Tekst & Node, som Kulturministeriet – i overens-

stemmelse med ophavsretslovens § 50 – har godkendt til

at administrere ordningen. Adgangen gælder enhver form

for teknik, herunder fotokopiering, digital kopiering m.v.

Adgangen gælder dog ikke for edb-programmer.

Betingelsen om, at der skal være tale om et udgivet værk,

indebærer, at der skal være sket en eksemplarspredning med

ophavsmandens samtykke, jf. ophavsretslovens § 8, stk.

2. Der vil eksempelvis være tale om udgivelse ved udgivelse

af bøger eller lydoptagelser (fonogrammer).

Aftalelicensen muliggør i praksis ikke alene eksemplarfrem-

stillingen men også den efterfølgende lovlige brug af kopie-

rne, f.eks. at dele kopierne ud til eleverne efter eksemplar-

fremstillingen. Kopierne må i øvrigt også lovligt spredes

inden for undervisningsvirksomhed, dvs. mellem forskellige

undervisningsinstitutioner.

§ 13 giver endvidere adgang til, at undervisningsinstitutio-

nerne kan få adgang til at foretage eksemplarfremstilling

ved optagelse af værker, som udsendes i radio eller fjernsyn,

herunder dokumentarfilm, hvis der er indgået aftale herom

med den repræsentative forvaltningsorganisation (Copydan

AVU-Medier). Det fremgår dog af § 13, stk. 2, at filmværker

ikke omfattes, medmindre der kun er tale om brug af mindre

dele af filmen.

Bagrunden for, at spillefilm ikke er omfattet, er ifølge forar-

bejderne, at optagelsesadgangen ville kunne have betydelige

økonomiske skadevirkninger for rettighedshaverne og vans-

keliggøre tv-foretagenders mulighed for at erhverve udsen-

delsesrettigheder. Folketingstidende 1976-77 (2. samling),

Tillæg A, spalte 2732.

Det fremgår typisk af Copydan Tekst og Nodes kopierings-

aftaler, at "brugerne" (herunder også elever/studerende) kan

kopiere (både analogt og digitalt) "til undervisningsvirksom-

hed", hvilket typisk er defineret som den kopiering, som

institutionen foretager eller lader andre foretage "til brug

for" institutionens undervisningsvirksomhed.

I tilfælde af, at en undervisningsinstitution mener, at en

godkendt organisation stiller urimelige vilkår for at indgå

aftale, kan parterne forelægge spørgsmålet for Ophavsretsli-

censnævnet, jf. ophavsretslovens § 13, stk. 4. Nævnet kan

fastsætte vilkårene, herunder vederlagets størrelse.

Ophavsretslovens § 13, stk. 4, giver adgang til, at lærere

L 125 - 2022-23 (2. samling) - Bilag 1: Høringsnotat, høringssvar og lovforslaget, fra kulturministeren

og elever som led i undervisningsvirksomhed kan foretage

optagelser af deres egne fremførelser, såfremt det ikke sker

i erhvervsøjemed. Optagelserne må ikke udnyttes på anden

måde.

Brug af ikke-udgivne værker er ikke omfattet af aftalelicens-

ordningen i § 13 og forudsætter en aftale med ophavsman-

den selv.

VISDA er af Kulturministeriet godkendt i henhold til op-

havsretsloven til at forhandle billedlicenser, der dækker alle

billedskabere, herunder kunstnere, tegnere, illustratorer og

fotografer, jf. blandt andet ophavsretslovens §§ 24 og 24a,

jf. § 50. VISDA tilbyder – i supplement til kopieringsaftalen

med Copydan Tekst & Node – aftaler, der giver adgang

til at bruge billedkunst i undervisningen. Også her har kan

eventuelle sager om urimelige vilkår indbringes for Ophavs-

retslicensnævnet.

Ophavsretslovens § 50, stk. 2, giver mulighed for godken-

delse af generelle aftalelicensordninger. Der er tale om til-

fælde, hvor en bruger, inden for et nærmere defineret områ-

de, indgår aftale med en repræsentativ rettighedshaverorga-

nisation inden for det pågældende område. Organisationer,

der ønsker at indgå aftaler med aftalelicensvirkning på et gi-

vent område, skal – på samme måde som ved de specifikke

aftalelicensbestemmelser i ophavsretsloven – godkendes af

Kulturministeriet.

Ophavsmanden kan ved den generelle aftalelicensordning -

som tilfældet også er for nogle af de specifikke aftalelicens-

ers vedkommende - nedlægge forbud mod værkets udnyttel-

se.

Forbuddet kan nedlægges både over for brugeren og den af-

talesluttende organisation. Konsekvensen af forbudsnedlæg-

gelse er, at de pågældende ophavsmænds værker ikke må

udnyttes i henhold til den aftalelicensudløsende aftale.

Kulturministeriet har blandt andet godkendt følgende for-

valtningsorganisationer:

– Copydan Tekst & Node til at indgå aftaler vedrørende

brug af eksamensopgaver i undervisningen, afsendelse

af eksamensopgaver til censorer ved e-mail m.v.

– Copydan AVU-medier til at indgå aftaler vedrørende

brug af audiovisuelt materiale i forbindelse med en sko-

les eksaminer.

– Copydan AVU-Medier til at indgå aftaler med henblik

på at en undervisningsinstitution kan foretage tilgænge-

liggørelse for almenheden, spredning og eksemplarfrem-

stilling i undervisningsbrug af en række forskellige typer

af audiovisuelle materiale, herunder brug af Det Danske

Filminstituts streamingtjeneste og brug af materiale fra

tv og radio i og uden for skolen, herunder streaming.

Ophavsretslovens § 48 indeholder nogle tvangslicenslignen-

de regler, herunder i forbindelse med optagelse af radio- og

tv-udsendelser og signalretten i § 69 til brug for undervis-

ningsvirksomhed.

Ophavsretslovens § 18, stk. 1, indeholder en tvangslicensre-

gel for så vidt angår brug af litterære værker, musikværker

og billeder i undervisningsantalogier. En tvangslicensregel

indebærer, at en bruger må anvende værket frit mod beta-

ling.

Ophavsretslovens § 21, stk. 1, nr. 2, indeholder en adgang

til offentlig fremførelse af udgivne værker bortset fra scene-

værker og filmværker, når fremførelsen sker til brug ved

undervisning. Bestemmelsen omfatter ud over en direkte

værksfremførelse også gengivelse af værker på en compu-

terskærm som led i undervisningen.

Ved brug af ophavsretlige værker – også i undervisnings-

sammenhæng – har ophavsmanden krav på at blive navngi-

vet i overensstemmelse med, hvad god skik kræver.

God skik vil ifølge 1961-forarbejderne sige en ”rimelig og

hæderlig handlemåde”. Kravet er således ikke absolut, men

kan fraviges, hvis dette viser sig at være urimeligt, vanske-

ligt eller umuligt.

Regler om ophavsretslovens territorielle anvendelsesområde

er fastsat i ophavsretslovens §§ 85 og 86, som fastsætter

den klare hovedregel om, at det kun er værker m.v. med

tilknytning til EØS - dvs. EU-landene samt Norge, Island

og Lichtenstein - som omfattes umiddelbart af den danske

ophavsretslov. I ophavsretslovens § 88 er fastsat en hjemmel

til at udvide beskyttelsen i forhold til andre lande. Denne

hjemmel er udnyttet i bekendtgørelse nr. 218 af 9. marts

2010 om anvendelsen af ophavsretsloven i forhold til andre

lande (udlandsbekendtgørelsen).

2.2.2. Artikel 5 i DSM-direktivet

Med artikel 5 i DSM-direktivet indføres en obligatorisk und-

tagelse, der skal sikre en lettelse af uddannelsesinstitutioners

adgang til digitalt at anvende ophavsretligt beskyttet materi-

ale til illustration i forbindelse med undervisning.

Det fremgår således af artikel 5, stk. 1, at medlemsstaterne

med bestemmelsen fastsætter en undtagelse fra de rettighe-

der, der er fastsat i artikel 5, litra a), b), d) og e) og arti-

kel 7, stk. 1, i direktiv 96/9/EF (database-direktivet). Disse

rettigheder er gennemført i ophavsretslovens §§ 1, 2 og

71 og omfatter retten til eksemplarfremstilling og tilgænge-

liggørelse for almenheden af en database, såfremt denne

beskyttes efter de ophavsretlige regler.

Det fremgår endvidere af bestemmelsen, at undtagelsen gæl-

L 125 - 2022-23 (2. samling) - Bilag 1: Høringsnotat, høringssvar og lovforslaget, fra kulturministeren

der for så vidt angår de rettigheder, der er fastsat i artikel

2 og 3 i direktiv 2001/29/EF (Infosoc-direktivet). Disse

rettigheder er gennemført i ophavsretslovens §§ 2, 65, 66,

67, og 69 og omfatter eneretten for ophavsmænd, udøvende

kunstnere, lyd- og billedproducenter og radio og fjernsyns-

foretagender til at tillade eller forbyde eksemplarfremstilling

af værker og andre frembringelser og retten til overføring af

værker og andre frembringelser til almenheden.

Det fremgår i øvrigt af bestemmelsen, at undtagelsen gæl-

der for de rettigheder, der er fastsat i artikel 4, stk. 1, i

direktiv 2009/24/EF (beskyttelse af edb-programmer). Disse

rettigheder er gennemført i ophavsretslovens § 1, stk. 3,

og § 2 og omfatter eneretten til eksemplarfremstilling og

tilgængeliggørelse for almenheden af edb-programmer.

Det fremgår ligeledes, at undtagelsen gælder for så vidt

angår de bestemmelser, der er fastsat i artikel 15, stk. 1,

i DSM-direktivet. Disse rettigheder er gennemført i ophavs-

retslovens § 69 a og omfatter retten for udgivere af pres-

sepublikationer til eksemplarfremstilling og overføring til

almenheden af pressepublikationer.

Undtagelsen i artikel 5, stk. 1, skal gælde med henblik på

at tillade den digitale anvendelse af værker og andre frem-

bringelser, når denne udelukkende finder sted med henblik

på undervisningsbrug, og i det omfang det er berettiget i

forhold til det ikkekommercielle formål.

Undtagelsen gælder dermed for digital brug af ophavsretligt

beskyttet indhold.

Undtagelsen er endvidere udelukkende til illustrationsformål

for undervisningen, og området dækker således først og

fremmest undervisningsaktiviteter.

Ifølge betragtning 21 i DSM-direktivet finder undtagelsen

anvendelse som led i anskueliggørelse. Ved anskueliggørel-

se forstås, at den digitale anvendelse af værker eller andre

frembringelser skal ske med henblik på at understøtte, be-

rige eller supplere undervisningen, herunder læringsaktivite-

ter. I de fleste tilfælde indebærer det, at der kun anvendes

dele eller uddrag af værker, og at brugen derfor ikke træder

i stedet for indkøb af materialer, der primært er beregnet til

uddannelsesmarkedet.

Det fremgår endvidere af betragtning 21, at undtagelsen kun

bør omfatte distribution af software i det omfang, der er tale

om digital overførsel af software.

Det fremgår i øvrigt af betragtning 21, at undtagelsen bør

forstås således, at den omfatter anvendelser, der tilgodeser

de specifikke tilgængelighedsbehov for personer med et

handicap for så vidt angår anskueliggørelse i forbindelse

med undervisning.

Af betragtning 21 fremgår det ligeledes, at medlemsstaterne

– i forbindelse med gennemførelsen af undtagelsen – på

proportional vis bør præcisere den andel af et værk eller en

frembringelse, som kan anvendes i forbindelse med under-

visning med anskueliggørelse som eneste mål.

Som anvendelser med hjemmel i artikel 5, stk. 1, nævnes

i betragtning 22 anvendelse i forbindelse med eksaminer

og undervisningsaktiviteter under uddannelsesinstitutionens

ansvar. Deciderede fritidsaktiviteter og lignende er ikke om-

fattet.

Det fremgår endvidere af artikel 5, stk. 1, at brugen skal

være til et ikkekommercielt formål. Dette præciseres også i

betragtning 20, som tilføjer, at en uddannelsesinstitutions or-

ganisatoriske struktur og finansiering ikke bør være afgøren-

de for bedømmelsen af, om aktiviteten er af ikkekommerciel

karakter.

Betragtning 20 understreger, at undtagelsen bør komme al-

le uddannelsesinstitutioner, der er anerkendt af en medlems-

stat, til gode, da digitale værktøjer og ressourcer i stigende

grad anvendes på alle uddannelsesniveauer for at forbedre

og berige undervisningsoplevelsen.

Undtagelsen i artikel 5, stk. 1, gælder på betingelse af, at

anvendelsen sker under en uddannelsesinstitutions ansvar i

dens lokaler eller andetsteds. Betragtning 22 nævner som

eksempler på andre steder et museum, et bibliotek eller i en

anden kulturarvsinstitution.

Anvendelsen efter artikel 5, stk. 1, kan også ske via et

sikkert elektronisk miljø, som kun er tilgængeligt for ud-

dannelsesinstitutionens elever eller studerende og undervis-

ningspersonale. I betragtning 22 nævnes som eksempel på

digitale hjælpemidler elektroniske whiteboards eller digitale

apparater, som kan være forbundet til internettet. Det frem-

går endvidere af betragtning 22, at anvendelse på afstand

i sikre elektroniske miljøer eksempelvis kan være i forbin-

delse med onlineundervisning eller onlineadgang til under-

visningsmateriale, der supplerer et konkret kursus. Sikre

elektroniske miljøer bør ifølge betragtning 22 forstås som

digitale undervisnings- og læringsmiljøer, hvortil kun en

uddannelsesinstitutions undervisningspersonale og de elever

eller studerende, der er indskrevet på en uddannelse, har

adgang, navnlig gennem passende, herunder passwordbase-

rede, identifikationsprocedurer.

Anvendelsen skal i øvrigt ifølge artikel 5, stk. 1, ledsages

af en angivelse af kilden, herunder ophavsmandens navn,

medmindre dette viser sig at være umuligt. Der er således et

krav om kildeangivelse ved brugen.

Det fremgår af artikel 5, stk. 2, at medlemsstaterne kan

L 125 - 2022-23 (2. samling) - Bilag 1: Høringsnotat, høringssvar og lovforslaget, fra kulturministeren

fastsætte, at undtagelsen ikke finder anvendelse for særlig

brug eller særlige typer af værker eller frembringelser såsom

materiale, der primært er beregnet til uddannelsesmarkedet,

eller partiturer i det omfang, der er let adgang til passende

licenser, som dækker uddannelsesinstitutionernes behov og

særlige forhold.

Artikel 5, stk. 2, giver dermed medlemslandene mulighed

for at beslutte, at eksisterende licensordninger får forrang i

forhold til undtagelsen (fribrugsreglen).

Det fremgår endvidere af artikel 5, stk. 2, at medlemsstater,

der benytter sig af licensmuligheden, træffer de nødvendige

foranstaltninger til at sikre, at de licenser, hvorved tilladelse

gives til de omfattede handlinger i stk. 1, på passende vis er

tilgængelige og synlige for uddannelsesinstitutioner. Ifølge

betragtning 23 er dette blandt andet for at undgå retsusikker-

hed eller administrative byrder for uddannelsesinstitutioner-

ne.

Betragtning 23 fremhæver, at fleksibilitetsordningen bør gø-

re det muligt for medlemsstaterne at bygge videre på eksi-

sterende nationalt indførte ordninger. Medlemsstaterne kan

både beslutte at gøre anvendelsen af undtagelsen helt eller

delvis afhængig af besiddelsen af passende licenser, der om-

fatter mindst de samme anvendelser som dem, der tillades i

henhold til undtagelsen. Hvis licenserne kun delvist dækker

de anvendelser, som er tilladt i henhold til undtagelsen, bør

medlemsstaterne sikre, at alle de øvrige anvendelser er om-

fattet af undtagelsen eller indskrænkningen. Som eksempel

herpå nævnes forrang til licenser til materialer, der primært

er beregnet til uddannelsesmarkedet eller licenser til partitu-

rer.

Betragtning 23 understreger endvidere, at licensordningerne

bør tilgodese uddannelsesinstitutionernes behov. Der kan

også udvikles informationsværktøjer, der har til formål at

sikre, at de eksisterende licensordninger er synlige. Sådan-

ne ordninger kan f.eks. være baseret på kollektive licenser

eller udvidede kollektive licenser for at undgå, at uddannel-

sesinstitutioner skal forhandle individuelt med rettighedsha-

verne. Af hensyn til retssikkerheden bør medlemsstaterne

præcisere, på hvilke betingelser en uddannelsesinstitution

kan anvende beskyttede værker eller andre frembringelser i

henhold til undtagelsen og omvendt, hvornår den skal hand-

le inden for rammerne af en licensordning.

Det fremgår af artikel 5, stk. 3, at undervisningsbrug via

sikre elektroniske miljøer kun anses for at finde sted i den

medlemsstat, hvor uddannelsesinstitutionen er etableret for

så vidt angår anvendelsen af værker og andre frembringel-

ser, der finder sted i henhold til bestemmelsen.

Artikel 5, stk. 3, fastlægger således et princip om, at undta-

gelsen også gælder for grænseoverskridende anvendelser af

værker.

Det fremgår af artikel 5, stk. 4, at medlemsstaterne kan

fastsætte bestemmelser om en rimelig kompensation til ret-

tighedshaverne for anvendelsen af deres værker eller andre

frembringelser i henhold til stk. 1.

Det fremgår blandt andet af betragtning 24, at ved fastsæt-

telsen af den mulige størrelse af rimelig kompensation bør

der bl.a. tages behørigt hensyn til medlemsstaternes uddan-

nelsesmæssige mål og til den skade, rettighedshaverne påfø-

res. Medlemsstater, der beslutter sig for at sikre en rimelig

kompensation, bør tilskynde til brug af ordninger, som ikke

påfører uddannelsesinstitutionerne en administrativ byrde.

Direktivets artikel 7 angiver, at aftaler i strid med undtagel-

sen i artikel 5 er uden retskraft.

Følgende fremgår af direktivets artikel 24, stk. 2, litra b,

om ændringer til Infosoc-direktivets artikel 5, stk. 3, litra a

(undtagelser til enerettighederne for undervisningsinstitutio-

ner): "hvis

der udelukkende er tale om anvendelse til ansku-

eliggørelse i forbindelse med undervisning eller med henblik

på videnskabelig forskning, såfremt kilden med ophavsman-

dens navn angives, medmindre dette viser sig umuligt, og

det sker i et omfang, som det ikkekommercielle formål beret-

tiger til, uden at dette berører de undtagelser og indskrænk-

ninger, som er fastsat ved direktiv (EU) 2019/790".

2.2.3. Kulturministeriets overvejelser og den foreslåede ord-

ning

Udviklingen i teknologien har skabt bedre muligheder for, at

skoler og andre uddannelsesinstitutioner i stigende omfang

kan gøre brug af digitale løsninger i undervisningen. Det

digitale undervisningsmiljø bidrager blandt andet til at sikre,

at skoler har et bredt udvalg af læringsmateriale tilgænge-

ligt, og at elever og lærere nemt og hurtigt kan skabe og

dele undervisningsindhold. Herudover sikres, at uddannel-

sesinstitutionerne følger med tiden og digitaliseringen.

Når der i undervisningssammenhæng digitalt benyttes mate-

riale, som er beskyttet efter reglerne i ophavsretsloven, skal

skolen dog sikre sig, at den har lov til at bruge materialet,

enten i form af tilladelse fra rettighedshaverne eller ved, at

en af særreglerne i ophavsretsloven finder anvendelse.

Baggrunden for DSM-direktivets artikel 5 er at skabe en

mere velfungerende brug af digitale ophavsrettigheder i un-

dervisningsmiljøet i EU-landene. Dette af hensyn til, at ud-

viklingen i teknologien giver større mulighed for at anvende

digitalt indhold til undervisningsbrug – også på tværs af

landegrænser.

Adgangen skal gælde for alle værker og frembringelser,

der anvendes i undervisningssammenhæng. Modtagergrup-

L 125 - 2022-23 (2. samling) - Bilag 1: Høringsnotat, høringssvar og lovforslaget, fra kulturministeren

pen for materialet efter bestemmelsen er således lærere og

elever/studerende.

Artikel 5 vedrører grænseoverskridende anvendelse, hvilket

efter Kulturministeriets vurdering taler for et højt niveau af

harmonisering, idet en ensartet tilgang på tværs af grænse-

rne vil bidrage til at sikre den rette balance i reguleringen.

DSM-direktivet giver dog medlemslandene valget mellem

en undtagelse eller indskrænkning af rettigheder og en afta-

lelicensordning forudsat, at der er let adgang til licenserne,

og at licenserne er passende, giver tilladelse til de pågælden-

de anvendelsesmuligheder og dækker uddannelsesinstitutio-

nernes behov og særlige forhold, jf. artikel 5, stk. 2.

Det er Kulturministeriets vurdering, at aftalelicenssystemet i

Danmark er særdeles velfungerende også på undervisnings-

området, som også dækker undervisningsinstitutionernes di-

gitale brug af ophavsretligt beskyttet materiale.

Reglerne om ophavsret skal overordnet balancere mellem

to hensyn. På den ene side skal det sikres, at kunstnere får

betaling for andres brug af deres værker. På den anden side

skal brugernes adgang til samt udbredelsen af litterære eller

kunstneriske værker ikke begrænses unødigt.

Det er Kulturministeriets vurdering, at aftalelicenssystemet

er en velegnet, simpel og ubureaukratisk løsning til at sikre

opretholdelsen af denne balance - også ved brug af værker

i undervisningssammenhæng. Systemet sikrer både en nem

adgang for brugerne til at anvende indholdet og samtidig en

betaling til rettighedshaverne, hvilket er vigtigt for at sikre

skabelsen af nyt indhold, der både er i samfundets, rettig-

hedshavernes og brugernes interesse. Aftalelicenssystemet

giver endvidere undervisningsinstitutionerne en retssikker-

hed, da den enkelte institution ikke selv skal stå og vurdere

den enkelte udnyttelse i forhold til, om betingelserne for, at

undtagelsen finder anvendelse, er opfyldt.

Det er endvidere Kulturministeriets opfattelse, at de eksi-

sterende licensordninger er let tilgængelige for uddannelses-

institutionerne, og at institutionerne er bevidste omkring af-

talelicensernes eksistens.

På baggrund heraf foreslås det at opretholde aftalelicenssy-

stemet i videst muligt omfang ved at udnytte muligheden

i direktivets artikel 5, stk. 2, om at undlade at lade undta-

gelsen i artikel 5, stk. 1, finde anvendelse, hvis der er let

adgang til passende licenser, der giver tilladelse til de i stk.

1 omhandlede handlinger, og som dækker uddannelsesinsti-

tutionernes behov og særlige forhold.

Kulturministeriet foreslår således, at aftalelicensordningen

gøres til hovedreglen.

Kulturministeriet foreslår endvidere at ændre den gældende

aftalelicensbestemmelse for undervisning i ophavsretslovens

§ 13 for at bringe bestemmelsen fuldt ud på linje med DSM-

direktivets artikel 5 samt den teknologiske udvikling. Det

foreslås blandt andet at udvide aftalelicensområdet til at

gælde for eksemplarfremstilling og tilgængeliggørelse af of-

fentliggjorte værker. Hensynet herved er at lette brugernes

mulighed for at få tilladelse til at bruge materiale og for at

sikre, at anvendelsesområdet er tidsvarende i forhold til at

undervisningsinstitutionerne digitale udnyttelse.

DSM-direktivets artikel 5, stk. 2, giver medlemslandene

mulighed for at vælge at begrænse licensernes forrang til

særlig brug eller særlige typer af værker, herunder specifikt

materiale som er primært beregnet til uddannelsesmarkedet

eller partiturer. Kulturministeriet vurderer, at den praktiske

håndtering af en sådan værkssondring vil være uproportion-

alt vanskelig. Dette særligt i forhold til brugernes vurdering

af, hvornår et værk primært er beregnet til uddannelsesmar-

kedet. En ophavsmands intention med et værk kan f.eks.

have et helt særegent formål, men værket kan alligevel være

egnet til undervisningsbrug. En sondring mellem værker,

som er skabt med henblik på undervisningsmarkedet og

andre værker, vil således med stor sandsynlighed afføde

fortolkningstvivl i praksis.

Det er endvidere Kulturministeriets vurdering, at hensynet

til undervisning og uddannelsesbehov fører til, at der bør

være fri mulighed for at indgå aftaler med forvaltningsorga-

nisationer om brug af værker – der både er skabt med hen-

blik på undervisningsmarkedet eller det generelle marked –

i undervisningssammenhæng. Kulturministeriet har således

ikke fundet, at der skulle være behov for en sådan afgræns-

ning mellem de to skabelsesformål.

Det foreslås således, at aftalelicensordningen har forrang

ved brug af værker og frembringelser i undervisningssam-

menhæng, uanset om der er tale om værker skabt med

henblik på undervisningssammenhæng eller det generelle

marked.

Kulturministeriet foreslår endvidere, at ophavsretslovens §

13, stk. 2, om, at filmværker ikke omfattes af retten til at

indgå aftale om optagelse af værker efter § 13, stk. 1, ophæ-

ves. Dette af hensyn til at sikre en større fleksibilitet for

brugerne og rettighedshaverne til at indgå aftaler om spille-

filmene efter aftalelicensen, da brug af spillefilm i skolerne

ofte er en integreret del af et moderne undervisningsforløb.

Det foreslås endvidere at ændre omfanget af stk. 3 i forhold

til tidligere, således at edb-programmer kan omfattes af af-

talelicensen og undtagelsen, men kun i relation til overførin-

ger og ikke ift. selvstændig eksemplarfremstilling. Dette for

at sikre efterlevelsen af artikel 5, der gælder for overføring,

og som ikke sondrer mellem værker.

L 125 - 2022-23 (2. samling) - Bilag 1: Høringsnotat, høringssvar og lovforslaget, fra kulturministeren

Det fremgår af artikel 7, at aftaler i strid med undtagelsen

i artikel 5 er uden retskraft. Kulturministeriet bemærker, at

direktivets artikel 7 ikke er til hinder for den forrang for

licensaftaler, som beskrevet i artikel 5, stk. 2.

Kulturministeriet foreslår, at der indføres en undtagelse for

undervisningsbrug i ophavsretslovens § 13 a, som skal fav-

ne de situationer, hvor der ikke foreligger en passende li-

cens. Dette med henblik på at sikre den fulde gennemførelse

af DSM-direktivets artikel 5. Det foreslås, at bestemmelsen i

stk. 1. ikke kan fraviges ved aftale, jf. artikel 7 i direktivet.

Forslaget til § 13 a indeholder således en undtagelse til

fordel for undervisningsbrug af mindre uddrag af værker i

det omfang, der ikke findes passende licenser. Der sondres

ikke mellem værkstyper.

Anvendelsesområdet for artikel 5 i DSM-direktivet er ek-

semplarfremstilling og overføring til almenheden, dvs. di-

rektivbestemmelsens anvendelsesområde er alene den digi-

tale brug. Ved digitale anvendelser forstås en handling, der

sker gennem et teknisk hjælpemiddel eksempelvis scanning,

upload på intranet, e-mailkorrespondancer, lagring på hard-

diske og lignende. Brug af whiteboards i et klasseværelse og

deling via en sikker platform til de relevante modtagere vil

endvidere være omfattet af begrebet "digital anvendelse".

At reglen afgrænses til "overføring til almenheden" betyder,

at andre former for tilgængeliggørelse i ophavsretslovens

§ 2 ikke omfattes. Hvis en lærer eksempelvis læser højt

fra en bog, vil det i princippet ikke være en overføring til

almenheden men derimod en direkte fremførelse, som ikke

er omfattet af artikel 5�½s anvendelsesområde. I praksis vol-

der grænsetilfældene mellem overføring til almenheden og

direkte fremførelser ofte meget fortolkningsusikkerhed. Det

er derfor sandsynligt, at det vil kunne være svært for under-

visningsinstitutionerne at afgøre, hvorvidt en handling er

omfattet af artikel 5�½s anvendelsesområde.

For at sikre, at undtagelsen bliver let at anvende, foreslås

det, at anvendelsesområdet udvides til generelt at omfatte

tilgængeliggørelse for almenheden og ikke kun overføring,

som er tilfældet i den bagvedliggende artikel 5 til DSM-di-

rektivet.

Det bemærkes, at medlemsstaterne kan vedtage mere om-

fattende undtagelsesbestemmelser end dem, der er fastsat

i DSM-direktivet, hvis de er forenelige med tidligere direk-

tiver på ophavsretsområdet. Der er ikke noget til hinder i

tidligere EU-direktiver for, at anvendelsesområdet udvides i

bestemmelsen som foreslået.

Forslaget om at begrænse undtagelsen til uddrag af værker

tager afsæt i, at betragtning 21 giver adgang for medlems-

landene til frit at præcisere den andel af et værk eller en

anden frembringelse, som kan anvendes i forbindelse med

undervisning med anskueliggørelse som eneste formål. For-

slaget har endvidere baggrund i, at betragtning 21 henviser

til, at begrebet "anskueliggørelse" alene gælder for dele eller

uddrag af værker. Efter Kulturministeriets opfattelse er for-

målet med artikel 5, stk. 1, dermed ikke at give adgang til fri

brug af værker i deres helhed. Anskueliggørelse giver alene

mulighed for at anvende dele eller uddrag af værker og

kan ikke træde i stedet for materialer, der primært er bereg-

net til uddannelsesmarkedet. Anskueliggørelse i forbindelse

med undervisningsbrug bør alene ske i forbindelse med

undervisnings- eller læringsaktiviteter, der udfoldes under

institutionens ansvar og bør være begrænset til, hvad der er

nødvendigt for at udføre sådanne aktiviteter, jf. herved bl.a.

betragtning 22.

Undtagelsesbestemmelsens anvendelsesområde er i de fleste

tilfælde afgrænset til, at der kun anvendes dele eller uddrag

af værker, og at dette ikke træder i stedet for indkøb af

materialer, der primært er beregnet til uddannelsesmarkedet,

jf. betragtning 21.

Forslaget til § 13 a gælder på betingelse af, at anvendelsen

ikke sker i erhvervsmæssig øjemed, dvs. at brugen ikke må

have en kommerciel karakter. Begrebet er ikke defineret i

DSM-direktivet, og det er således Kulturministeriets opfat-

telse, at "ikkekommerciel karakter" følger den hidtil gælden-

de definition, der blandt andet følger af Europa-Parlamentets

og Rådets direktiv 2001/29/EF af 22. maj 2001 om harmoni-

sering af visse aspekter af ophavsret og beslægtede rettighe-

der i informationssamfundet (Infosoc-direktivet). Det frem-

går således af betragtning nr. 42 i Infosoc-direktivet, at når

undtagelsen eller indskrænkningen gælder ikkekommerciel-

le uddannelsesmæssige og videnskabelige forskningsmæssi-

ge formål, herunder fjernundervisning, bør den pågældende

aktivitets ikkekommercielle karakter bestemmes af selve ak-

tiviteten.

Med DSM-direktivets artikel 5, stk. 4, gives medlemslande-

ne mulighed for at indføre regler om rimelig kompensation

til rettighedshaverne for brug af værker eller andre frem-

bringelser i henhold til adgangen i stk. 1. Denne adgang

udnyttes i den foreslåede § 13 a, stk. 5, hvor det fremgår, at

ophavsmanden har krav på vederlag ved brugen. Dette med

henblik på at opretholde og fremtidssikre en rimelig balance

i forhold til den potentielle skade, som den foreslåede undta-

gelsesbestemmelse kan medføre for rettighedshaverne. I for-

længelse heraf gives Ophavsretslicensnævnet kompetence til

at vurdere kompensationens størrelse.

Herudover foreslås det, at ophavsretslovens § 48, som inde-

holder tvangslicenslignende regler, herunder i forbindelse

med optagelse af radio- og tv-udsendelser og signalretten i

§ 69 til brug for undervisningsvirksomhed, opdateres med

henvisning til den foreslåede § 13.

L 125 - 2022-23 (2. samling) - Bilag 1: Høringsnotat, høringssvar og lovforslaget, fra kulturministeren

Forslaget til § 13 a, stk. 1, vil som redegjort for alene

finde anvendelse i det omfang, der ikke findes passende

licenser. Dette indebærer – ud over lovens specifikke afta-

lelicenser – at også de generelle aftalelicenser og andre

passende licenser, der giver tilladelse til de stk. 1 omhandle-

de handlinger, og som dækker uddannelsesinstitutionernes

behov og særlige forhold, har forrang i forhold til undta-

gelsen. Kulturministeriet bemærker, at i tilfælde, hvor en

forvaltningsorganisation ikke tilbyder adgang til alle værker

eller fuldstændig adgang til enhver tænkelig udnyttelse, så

er det ikke ensbetydende med, at rettighedshaverne ikke har

tilbudt passende licenser. Det afgørende må være, om licen-

sordninger tilgodeser uddannelsesinstitutionernes generelle

behov.

Da det gældende aftalelicenssystem dækker en langt bredere

brug af værker til undervisningsbrug end forslaget til § 13

a, er det Kulturministeriets klare forventning, at brugen af

aftalelicenssystemet vil fortsætte som hidtil. Det forventes

derfor, at undervisningsinstitutioners brug af værker i langt

større grad vil ske efter aftale end efter den forslåede § 13 a.

Det bemærkes, at der i artikel 5, stk. 1, litra b, stilles krav

om, at brugen af undtagelsen er betinget af, at ophavsman-

den krediteres, medmindre dette er umuligt. Kulturministeri-

et bemærker, at den foreslåede bestemmelse placeres i kapi-

tel 2 i ophavsretsloven, og det eksisterende krediteringskrav

i den gældende § 11, stk. 2, finder anvendelse ift. brug efter

bestemmelsen, således at kreditering skal ske i overensstem-

melse med "god skik".

2.3. Kopiering af hensyn til bevarelse af kulturarvsinsti-

tutioners værker

2.3.1. Gældende ret

Ophavsretslovens § 16 giver mulighed for, at arkiver, bib-

lioteker og museer (ABM-institutioner) kan foretage visse

eksemplarfremstillingshandlinger, bl.a. ved at fremstille sik-

kerhedseksemplarer og ved at komplettere ufuldstændige

værker. ABM-institutioner må også fremstille eksemplarer

af udgivne værker, der bør være tilgængelige i ABM-institu-

tionernes samlinger, men som ikke kan erhverves i alminde-

lig handel eller hos udgiveren. Det følger af § 16, stk. 5,

at ophavsretten ikke er til hinder for fremstilling af eksem-

plarer i overensstemmelse med pligtafleveringsloven. Det

følger af § 16, stk. 6, 1. pkt., at eksemplarer, der er fremstil-

let efter § 16, stk. 3-5, eller afleveret i medfør af pligtafle-

veringsloven, må udlånes til brugere. Pligtafleveringsloven

omfatter pligtaflevering af værker, som offentliggøres ved

udgivelse i eksemplarform, materiale, som offentliggøres

i elektroniske kommunikationsnet, radio- og fjernsynspro-

grammer og film, som er produceret med henblik på offent-

lig forevisning. De danske pligtafleveringsinstitutioner er

pt. det Kongelige Bibliotek og det Danske Filminstitut.

Arkiver, biblioteker og museers kopiering af hensyn til be-

varelse af deres værker, reguleres af ophavsretslovens § 16,

stk. 2.

Ophavsretsloven indeholder i § 16, stk. 2, en bestemmelse

om, at arkiver, biblioteker og museer må kopiere værker i

sikkerheds- og beskyttelsesøjemed. Bestemmelsen omfatter

fremstilling af så mange kopier som nødvendigt til vareta-

gelse af hensynene, f.eks. med det formål at skåne værker

mod ødelæggelse eller at sikre værkerne i tilfælde af, at

originalerne skulle gå tabt. Det er tilladt at tage en kopi, hvis

værket foreligger på et medium og/eller i et format, som el-

lers risikerer at blive forældet. I sådanne tilfælde må værket

kopieres i nye formater og/eller over på nye medier. Der må

også fremstilles sikkerhedskopier af kopier fremstillet i hen-

hold til de øvrige bestemmelser. Kopieringsadgangen efter §

16, stk. 2, gælder ikke for edb-programmer i digital form,

som følge af § 16 stk. 1, 2. pkt., som angiver, at bestemmel-

sen i stk. 2 ikke finder anvendelse for edb-programmer i

digital form, bortset fra computerspil.

Ophavsretslovens § 36, stk. 1 nr. 2, angiver, at den, der

har ret til at benytte et edb-program, må fremstille et sikker-

hedseksemplar af programmet for så vidt, at det er nødven-

digt for benyttelsen af programmet og vedrører back-up-ko-

pier. Bestemmelsen er afgrænset til den, der har ret til at

benytte et edb-program og finder således ikke anvendelse

efter endt licensaftale o.l., mens ophavsretslovens § 37 in-

deholder en bestemmelse om, at eksemplarfremstilling af

et edb-programs kode og oversættelse af kodens form er

tilladt, når dette er en forudsætning for at skaffe de oplysnin-

ger, der er nødvendige for at tilvejebringe interoperabilitet

mellem et selvstændigt udviklet edb-program og andre edb-

programmer. Bestemmelsens formål er at sikre, at edb-pro-

dukter (software og hardware) kan kommunikere sammen

og vedrører dekompilering/reverse engineering.

Gældende ret i ophavsretslovens § 16, stk. 2 svarer til direk-

tivets artikel 6, dog således at § 16, stk. 2, i henhold til di-

rektivet ligeledes skal finde anvendelse på edb-programmer.

2.3.2. Artikel 6 i DSM-direktivet

Artikel 6 i DSM-direktivet forpligter medlemsstaterne til

at indføre en undtagelse, der giver kulturarvsinstitutioner

mulighed for at fremstille eksemplarer af visse værker m.v.

med det formål at bevare kulturarven.

Hensynet bag bestemmelsen er ifølge betragtning 25, at kul-

turarvsinstitutioner skal sikres adgang til at bevare deres

samlinger til fremtidige generationer. For at kunne gøre

dette, kan det være nødvendigt at foretage en kopi ud fra

et bevaringshensyn. Dette vil som udgangspunkt kræve tilla-

delse fra rettighedshaverne til værket. De digitale teknologi-

er giver nye muligheder for at bevare kulturarven i disse

samlinger, hvorfor det er nødvendigt at tilpasse den eksister-

L 125 - 2022-23 (2. samling) - Bilag 1: Høringsnotat, høringssvar og lovforslaget, fra kulturministeren

ende retlige ramme ved at indføre en obligatorisk undtagelse

til den ophavsretlige beskyttelse, således at sådanne institu-

tioner kan foretage kopier af værker i deres samling med

henblik på bevarelse.

Kulturarvsinstitutioner er i DSM-direktivets artikel 2, pkt.

3, defineret som et offentligt tilgængeligt bibliotek eller

museum, et arkiv eller en film- eller lydarvsinstitution. Be-

tragtning 13 vedrørende tekst og datamining angiver, at

ved kulturarvsinstitutioner bør forstås offentligt tilgængelige

biblioteker og museer uanset typen af værker eller andre

frembringelser, som de har i deres permanente samlinger,

samt arkiver og film- eller lydarvsinstitutioner. De bør anses

for at omfatte bl.a. nationale biblioteker og nationale arkiver

og, for så vidt angår deres arkiver og offentligt tilgængelige

biblioteker, uddannelsesinstitutioner, forskningsorganisatio-

ner og public service radio- og TV-foretagender.

Efter artikel 6 i DSM-direktivet gives kulturarvsinstitutioner

mulighed for at udfærdige kopier af alle de værker eller

andre frembringelser, som er en permanent del af deres

samlinger, i et hvilket som helst format eller medie, når

dette sker med henblik på bevarelse af sådanne værker eller

frembringelser og i det omfang, det er nødvendigt for en

sådan bevarelse.

DSM-direktivets artikel 7 angiver, at aftaler i strid med und-

tagelsen i artikel 6 er uden retskraft.

Det følger også af DSM-direktivets artikel 7, at tretrinste-

sten i Infosoc-direktivets artikel 5, stk. 5, finder anvendelse

på undtagelsen i artikel 6. Det følger af tretrinstesten, at

undtagelser til den ophavsretlige eneret kun må anvendes

i visse specielle tilfælde, der ikke strider mod den norma-

le udnyttelse af værket eller andre frembringelser og ikke

indebærer urimelig skade for rettighedshaverens legitime

interesser.

2.3.3. Kulturministeriets overvejelser og den foreslåede ord-

ning

Kulturministeriet bemærker, at gældende ret i ophavsretslo-

vens § 16, stk. 2, svarer til direktivets artikel 6, dog således

at § 16, stk. 2, i henhold til direktivet ligeledes skal finde

anvendelse på edb-programmer og for film- eller lydarvsin-

stitutioner, som efter Kulturministeriets opfattelse ligeledes

omfatter uddannelsesinstitutioner, forskningsorganisationer

og public service radio- og TV-foretagender, for så vidt

angår deres offentligt tilgængelige biblioteker og arkiver,

jf. betragtning 13, på trods af, at betragtning 13 vedrører

bestemmelserne om tekst og dataming. DSM-direktivets ar-

tikel 6 henviser til en undtagelse for retten i artikel 4, stk.

1, litra a, i direktiv 2009/24/EF om retlig beskyttelse af

edb-programmer. Artikel 4 i edb-direktivet indeholder de

grundlæggende rettigheder til edb-programmer og artikel 4,

stk. 1, litra a) indeholder reproduktionsretten, dvs. retten til

eksemplarfremstilling.

Kulturministeriet foreslår, at ophavsretslovens § 16, stk. 2,

udvides, således at arkiver, biblioteker, museer og film-

eller lydarvsinstitutioner må kopiere værker i sikkerheds-

og beskyttelsesøjemed, herunder edb-programmer. Dette gør

det muligt for kulturarvsinstitutioner at reproducere værker

og andre frembringelser, der er en permanent del af deres

samlinger med henblik på bevarelse, f.eks. i forbindelse med

forældet teknologi, nedslidning af de oprindelige støttestruk-

turer eller for at sikre sådanne værker og andre frembringel-

ser. Kulturarvsinstitutionernes ret til at reproducere værker

i bevaringsøjemed kan ikke begrænses ved aftale, jf. direkti-

vets artikel 7.

Kulturministeriet bemærker, jf. betragtning 27, at reproduk-

tionshandlinger, der foretages af kulturarvsinstitutioner til

andre formål end bevaring af værker og andre frembringel-

ser i deres permanente samlinger, fortsat bør være betinget

af rettighedshavernes tilladelse, medmindre de er tilladt i

henhold til andre undtagelser eller indskrænkninger i EU-

retten.

Da kulturarvsinstitutioner ikke nødvendigvis har de tekniske

midler eller den tekniske ekspertise til selv at udføre de

handlinger, der er nødvendige for at bevare deres samlinger,

navnlig i det digitale miljø, foreslår Kulturministeriet, at

institutionerne kan gøre brug af bistand fra andre kulturinsti-

tutioner og andre tredjeparter med henblik herpå.

2.4. Værker eller andre frembringelser, der ikke længere

forhandles

2.4.1. Gældende ret

Ophavsretsloven indeholder ikke bestemmelser, der generelt

giver adgang for kulturarvsinstitutioner til at anvende vær-

ker, der ikke længere forhandles. Loven regulerer dog i et

vis omfang arkiver, biblioteker og museers brug af værker,

hvoraf værker, som ikke længere forhandles, indgår i mindre

omfang.

Ophavsretslovens § 16 indeholder i stk. 1 en generel regel

om arkiver, biblioteker og museers brug af værker. Efter

denne bestemmelse må institutionerne gengive og sprede

værker, hvis det sker til brug i deres virksomhed i overens-

stemmelse med bestemmelsens stk. 2-6, og hvis det ikke

sker i erhvervsøjemed. Edb-programmer i digital form, bort-

set fra computerspil, er undtaget bestemmelsen.

I medfør af ophavsretslovens § 16, stk. 2, må institutioner-

ne fremstille eksemplarer i sikkerheds- og beskyttelsesøje-

med. Institutionerne må endvidere efter § 16, stk. 3, frem-

stille eksemplarer af de manglende dele af et ufuldstændigt

L 125 - 2022-23 (2. samling) - Bilag 1: Høringsnotat, høringssvar og lovforslaget, fra kulturministeren

eksemplar i institutionens samling, medmindre værket kan

erhverves i almindelig handel eller hos udgiveren.

Af lovforarbejderne til bestemmelsen fremgår, at bestem-

melsen eksempelvis giver adgang til at kopiere delvist øde-

lagte bøger, når genanskaffelse ikke er mulig gennem bog-

handel eller udgiveren, ligesom den gør det muligt at kopie-

re værker, der kun foreligger i manuskript. Det er endvidere

en forudsætning, at bestemmelsen i praksis administreres

på en sådan måde, at der ikke påføres rettighedshaverne

nævneværdig økonomisk skade. Navnlig når det gælder di-

gitalt materiale samt lyd- og billedoptagelser forudsættes en

særlig grad af tilbageholdenhed. Folketingstidende 2004-05

(1. samling), Tillæg A, spalte 2261f.

Ved udtrykket almindelig handel forstås ifølge forarbejderne

ikke alene køb i boghandler, antikvariater og lignende, men

også køb online via internettet. Det er ikke en forudsætning,

at biblioteket først har kontaktet samtlige landets boghand-

ler og antikvariater m.v. Det er derimod tilstrækkeligt, at

man har foretaget et efter omstændighederne rimeligt under-

søgelsesarbejde, f.eks. via de mest nærliggende databaser,

opslagsværker m.v. Bestemmelsen gælder heller ikke, hvis

det er muligt at fremskaffe det pågældende værk i et andet

format, f.eks. i form af en elektronisk bog.

I medfør af ophavsretslovens § 16, stk. 4, må biblioteker

fremstille eksemplarer af udgivne værker, der bør være til-

gængelige i bibliotekets samlinger, men som ikke kan er-

hverves i almindelig handel eller hos udgiveren. Bestemmel-

sen indeholder et krav om en særlig interesse for bibliote-

kerne, hvilket i praksis har den betydning, at bestemmelsen

navnlig anvendes af videnskabelige og faglige biblioteker,

der fungerer som universitetsbiblioteker eller hovedbibliote-

ker for visse fagområder.

Ophavsretslovens § 16, stk. 5, indeholder et princip om, at

ophavsretten ikke er til hinder for fremstilling af eksempla-

rer i overensstemmelse med bestemmelserne i Lov nr. 1439

af 22. december 2004 om pligtaflevering af offentliggjort

materiale (pligtafleveringsloven).

Det følger herefter af ophavsretslovens § 16, stk. 6, at

de fremstillede eksemplarer efter stk. 2-6 i et vist omfang

kan udlånes til brugere. Dette gælder dog ikke eksemplarer

fremstillet i digital form eller i form af lydoptagelser.

Retten til videre udnyttelse af de fremstillede eksemplarer

afhænger af de i øvrigt gældende regler. Den videre udnyt-

telse forudsætter således samtykke fra rettighedshaverne,

medmindre udnyttelsen er hjemlet i en anden undtagelsesbe-

stemmelse i ophavsretslovens kapitel 2.

Ophavsretslovens § 16 a indeholder regler om brug af mate-

rialer på stedet hos arkiver, biblioteker og museer. I medfør

af § 16 a, stk. 3, må Det Kongelige Bibliotek, Statsbibliote-

ket og Det Danske Filminstitut overføre og udlevere eksem-

plarer af pligtafleverede værker, der er udsendt i radio og

fjernsyn, filmværker og værker, der er offentliggjort i elek-

troniske kommunikationsnet til forskningsformål, såfremt

værket ikke kan erhverves i almindelig handel. Eksempla-

rerne må ikke udnyttes på anden måde. Bestemmelsen om-

fatter således et begrænset antal af værksarter (f.eks. ikke

bøger), et begrænset antal institutioner (f.eks. ikke folkebib-

lioteker) og er begrænset til pligtafleveret materiale. Brugen

er endvidere begrænset til forskningsbrug.

I lovbemærkningerne til § 16 a, stk. 3, fremgår, at betin-

gelsen om, at værket ikke må kunne erhverves i alminde-

lig handel, betyder, at gengivelsen af beskyttede værker

ikke må erstatte indkøb af eksemplarer af f.eks. filmværker

(videogrammer), elektroniske bøger og andre opslagsvær-

ker. Ligeledes finder bestemmelsen ikke anvendelse, hvis

gengivelsen m.v. sker for at reducere udgifter til onlinelicen-

ser på tidsskrifter og lignende. For så vidt angår filmværker

forudsættes det, at pligtafleveringsinstitutionen ikke distri-

buerer film i mellemperioden efter filmens release i biogra-

ferne og før distributørens åbning for salg af dvd�½er m.v.

Folketingssamling 2004-05 (1. samling), tillæg A, spalte

2264.

Ophavsretslovens kapitel 6 b indeholder regler om forældre-

løse værker. Kapitlet har til formål at gennemføre Europa-

Parlamentets og Rådets direktiv 2012/28/EU af 25. oktober

2012 om visse tilladte anvendelser af forældreløse værker.

Et forældreløst værk defineres i § 75 f som et værk eller

en lydoptagelse, hvor ingen af rettighedshaverne til værket

eller lydoptagelsen er identificeret, eller hvor ingen af rettig-

hedshaverne er lokaliseret på trods af, at der er foretaget og

registreret en omhyggelig søgning efter rettighedshaverne i

overensstemmelse med kravet i § 75 j. Registrering af de

forældreløse værker skal ske i en database, der drives af

Den Europæiske Unions Kontor for Intellektuel Ejendoms-

ret. Bekendtgørelse nr. 1146 af 25. oktober 2014 om den

omhyggelige søgning for og registrering af forældreløse

værker indeholder nærmer regler om indholdet af den om-

hyggelige søgning og registrering af oplysningerne.

Det følger af lovforarbejderne, at den ordning, som blev

indført i kapitlet, er et alternativ til aftalelicenssystemet i op-

havsretslovens §§ 50-52, og at aftalelicenssystemet forment-

lig vil være den foretrukne løsning mht. brug af forældreløse

værker, der ikke har grænseoverskridende karakter.

Regler om ophavsrettens territorielle anvendelsesområde er

fastsat i ophavsretslovens §§ 85 og 86, som fastsætter den

klare hovedregel om, at det kun er værker m.v. med til-

knytning til EØS - dvs. EU-landene samt Norge, Island

L 125 - 2022-23 (2. samling) - Bilag 1: Høringsnotat, høringssvar og lovforslaget, fra kulturministeren

og Lichtenstein - som omfattes umiddelbart af den danske

ophavsretslov. I ophavsretslovens § 88 er fastsat en hjemmel

til at udvide beskyttelsen i andre lande. Denne hjemmel

er udnyttet i bekendtgørelse nr. 218 af 9. marts 2010 om

anvendelsen af ophavsretsloven i forhold til andre lande

(udlandsbekendtgørelsen).

2.4.2. DSM-direktivets artikel 8-11

Med DSM-direktivets artikel 8-11 indføres særregler om

brug af værker (og andre frembringelser), der ikke længere

forhandles, og som er en permanent del af en kulturarvsin-

stitutions samling. Dette med henblik på at sikre, at kulturar-

vsinstitutioner (f.eks. arkiver og museer) kan gøre brug af

værkerne (f.eks. bøger og film). Hensynet med bestemmel-

serne er at lette adgangen for kulturarvsinstitutioner, da det

ofte kan være vanskeligt at indhente den forudgående tilla-

delse hos de enkelte rettighedshavere. Dette grundet værker-

nes alder, deres begrænsede kommercielle værdi eller den

omstændighed, at de aldrig har været tiltænkt kommerciel

brug eller aldrig har været kommercielt udnyttet, jf. betragt-

ning 30 i DSM-direktivet.

Reglerne gælder for kulturarvsinstitutioner. En kulturarvsin-

stitution defineres i DSM-direktivets artikel 2 som et offent-

ligt tilgængeligt, bibliotek eller museum, et arkiv eller en

film- eller lydarvsinstitution.

Som eksempler på værker, der ikke længere forhandles,

nævnes i betragtning 37 blandt andet plakater, foldere,

tidsskrifter og audiovisuelle amatørværker samt ikke-offent-

liggjorte værker med forbehold for retlige begrænsninger,

f.eks. nationale regler om ideelle rettigheder. Et værk betrag-

tes ikke som at være udgået af handelen, når det er tilgæn-

geligt i en af sine forskellige udgaver, såsom efterfølgende

udgaver af litterære værker og omklippede udgaver af filmi-

ske værker. Tilsvarende, hvis et værk er tilgængeligt i en

af sine forskellige manifestationer, såsom digitale og trykte

formater af det samme værk, bør værket ikke anses for at

være udgået af handelen. Omvendt bør den kommercielle

tilgængelighed af bearbejdninger, herunder andre sprogud-

gaver eller audiovisuelle bearbejdninger af et litterært værk,

ikke udelukke, at et værk betragtes for ikke længere at for-

handles på et bestemt sprog.

I betragtning 29 anføres det, at værker betragtes som en

permanent del af en kulturarvsinstitutions samling, når ko-

pier af sådanne værker eller andre frembringelser ejes eller

permanent opbevares af den pågældende institution, f.eks.

som følge af en overdragelse af ejendomsret eller en licens-

aftale, afleveringspligt eller permanente opbevaringsordnin-

ger.

2.4.2.1. DSM-direktivets artikel 8

Med DSM-direktivets artikel 8 indføres forskellige adgange

for kulturarvsinstitutioner til at bruge værker, der ikke læn-

gere forhandles.

Artikel 8, stk. 1, gør det først og fremmest muligt for

kulturarvsinstitutioner at indgå licensaftaler med kollektive

forvaltningsorganisationer om værker, der ikke længere for-

handles, og som er en permanent del af institutionens sam-

ling. Formålene med brugen skal være ikkekommerciel og

kan vedrøre reproduktion, distribution, overføring til almen-

heden eller tilrådighedsstillelse for almenheden. Adgangen

gælder, uanset om rettighedshaverne, som er omfattet af

licensen, har givet forvaltningsorganisationen forudgående

tilladelse til at forvalte deres rettigheder. Det følger endvide-

re af artikel 8, stk. 1, litra a, at den kollektive forvaltningsor-

ganisation, som indgår aftalerne med kulturarvsinstitutioner-

ne, skal være repræsentativ inden for licensens område. Or-

ganisationen skal være repræsentativ for den medlemsstat,

hvor kulturarvsinstitutionen er etableret, jf. artikel 8, stk.

6. Alle rettighedshavere skal endvidere garanteres ligebe-

handling, hvad angår betingelserne for licensen, jf. artikel 8,

stk. 1, litra b.

Betragtning 33 oplyser, at medlemslandene har en vis flek-

sibilitet ved valget af licensordning, samt hvilke krav, den

kollektive forvaltningsorganisation skal opfylde, for at være

tilstrækkeligt repræsentativ. Det er dog en betingelse, at det

skal være påkrævet for organisationen at have et betydeligt

antal rettighedshavere inden for det pågældende område

som medlemmer. Ifølge betragtning 33 bør medlemslandene

endvidere frit kunne fastsætte regler for de tilfælde, hvor

mere end én kollektiv forvaltningsorganisation er repræsen-

tativ for de pågældende værker, således at der eksempelvis

kræves udstedelse af fælles licenser eller indgåelse af en

aftale mellem de relevante organisationer.

Hvor artikel 8, stk. 1, indeholder en licensadgang, indehol-

der artikel 8, stk. 2, en undtagelsesmulighed, hvor kulturar-

vsinstitutioner kan stille værker, der ikke længere forhand-

les, og som er en permanent del af den pågældende institu-

tions samling, til rådighed for ikkekommercielle formål. I

medfør af artikel 8, stk. 3, gælder undtagelsen de typer af

værker, for hvilke der ikke findes en repræsentativ kollektiv

forvaltningsorganisation, jf. artikel 8, stk. 1, litra a.

¬Artikel 8, stk. 2, gælder således alene, når der ikke er en

adgang til en licensbaseret løsning. Ifølge betragtning 32 bør

manglende enighed om licensbetingelser ikke fortolkes som

manglende adgang til licensløsninger.

Undtagelsen i artikel 8, stk. 2, gælder for de i artikel 5,

litra a), b), d) og e), og artikel 7, stk. 1, i direktiv 96/9/EF

(databasedirektivet) nævnte rettigheder. Disse rettigheder er

gennemført i ophavsretslovens §§ 1, 2 og 71 og omfatter

retten til eksemplarfremstilling og tilgængeliggørelse for al-

menheden af en database, såfremt denne beskyttes efter de

ophavsretlige regler.

L 125 - 2022-23 (2. samling) - Bilag 1: Høringsnotat, høringssvar og lovforslaget, fra kulturministeren

Artikel 8, stk. 2, gælder endvidere for de rettigheder, som er

fastsat i artikel 2 og 3 i direktiv 2001/29/EF (Infosoc-direk-

tivet). Disse rettigheder er gennemført i ophavsretslovens §§

2, 65, 66, 67, og 69 og omfatter eneretten for ophavsmænd,

udøvende kunstnere, lyd- og billedproducenter og radio og

fjernsynsforetagender til at tillade eller forbyde eksemplar-

fremstilling for værker og retten til overføring af værker til

almenheden.

Undtagelsen i artikel 8, stk. 2, gælder i øvrigt for de rettig-

heder, som er fastsat i artikel 4, stk. 1, i direktiv 2009/24/EF

(beskyttelse af edb-programmer). Disse rettigheder er gen-

nemført i ophavsretslovens § 1, stk. 3, og § 2 og omfatter

eneretten til eksemplarfremstilling og tilgængeliggørelse for

almenheden af edb-programmer.

Det følger endelig af artikel 8, stk. 2, at undtagelsen gælder

for de rettigheder, som er fastsat i artikel 15, stk. 1, i DSM-

direktivet. Disse rettigheder er gennemført i ophavsretslo-

vens § 69 a og omfatter retten for udgivere af pressepublika-

tioner til eksemplarfremstilling og overføring til almenheden

af pressepublikationer.

Ifølge artikel 8, stk. 2, er brugen betinget af, at navnet på

ophavsmanden eller enhver anden identificerbar rettigheds-

haver er anført, medmindre dette viser sig umuligt, jf. artikel

8, stk. 2, litra a, og at værkerne stilles til rådighed på ikke-

kommercielle websteder, jf. artikel 8, stk. 2, litra b.

Artikel 8, stk. 4, indeholder en mulighed for rettighedshave-

re til at udelukke deres værker fra licensordningen i stk. 1,

eller undtagelsen i stk. 2. Dette enten generelt eller i særlige

tilfælde, herunder efter indgåelsen af en licensaftale eller

efter påbegyndelsen af den pågældende anvendelse. Retten

for rettighedshaverne skal være let og effektiv og gælder til

enhver tid.

Betragtning 35 i DSM-direktivet understreger vigtigheden

af, at når anvendelsen finder sted i henhold til en kollektiv

licens, skal den kollektive forvaltningsorganisation, når den

er underrettet, ophøre med licensudstedelsen. En udelukkel-

se bør dog ikke berøre rettighedshavernes krav på betaling

af vederlag for den faktiske anvendelse af værket i henhold

til licensen.

I artikel 8, stk. 5, defineres et værk som ikke længere at

være i handelen, når det i god tro kan formodes, at hele vær-

ket eller frembringelsen ikke er til rådighed for almenheden

via normale handelskanaler. Der skal være gjort en rimelig

indsats for at bedømme, om værket eller frembringelsen er

til rådighed for almenheden.

Det fremgår af betragtning 38 i DSM-direktivet, at der

ved vurderingen efter stk. 5 bør tages hensyn til værkets

karakteristika. Den rimelige indsats skal efter betragtningen

ikke involvere en gentagen handling over tid, men bør tage

hensyn til enhver form for let tilgængelig dokumentation

for kommende tilgængelighed af værkerne inden for de sæd-

vanlige handelskanaler. En særskilt bedømmelse for hvert

værk bør kun påkræves, når det anses for at være rimeligt

i lyset af den foreliggende, relevante information, sandsyn-

ligheden for kommerciel tilgængelighed og de forventede

transaktionsomkostninger. Endvidere bør verifikation af til-

gængelighed af et værk eller anden frembringelse normalt

finde sted i den medlemsstat, hvor kulturarvsinstitutionen er

etableret, medmindre grænseoverskridende verifikation kan

anses for rimelig. Dette eksempelvis når der er let tilgænge-

lig information om, at et litterært værk først blev udgivet i

en bestemt sprogudgave i en anden medlemsstat.

Betragtning 38 præciserer endvidere, at i mange tilfælde

kan spørgsmålet om, hvorvidt et sæt af værker ikke læn-

gere forhandles, afgøres ved hjælp af en forholdsmæssig

mekanisme såsom stikprøvetagning. Det forhold, at et værk

eller anden frembringelse er begrænset tilgængelig(t), såsom

i genbrugsbutikker, eller at der er en teoretisk mulighed

for, at en licens til et værk eller en anden frembringelse

kunne opnås, bør ikke betragtes som tilrådighedsstillelse for

almenheden i de sædvanlige handelskanaler.

Artikel 8, stk. 5, giver endvidere medlemslandene mulighed

for at fastsætte specifikke krav til brugen efter stk. 1 og

2, såsom en skæringsdato. Kravene må dog ikke gå videre,

end hvad der er nødvendigt og rimeligt og må ikke være til

hindring for at kunne fastslå, at et helt sæt af værker ikke

længere forhandles, når det er rimeligt at formode, at alle

værker ikke længere forhandles.

Ifølge betragtning 37 kan det – med henblik på at afspejle

de særlige karakteristika ved forskellige typer af værker for

så vidt angår deres udgivelses- og distributionsmåde – være

nødvendigt at opstille krav om et forløbet tidsrum, siden

værket eller den anden frembringelse blev bragt i handelen

første gang.

Artikel 8, stk. 7, undtager visse anvendelser af sæt af værker

med tilknytning til tredjelande. Ifølge bestemmelsen er der

tale om tilfælde hvor det – hvis det på grundlag af den rime-

lige indsats, der er foretaget efter stk. 5 – kan konstateres,

at de pågældende sæt overvejende består af a) værker, som

ikke er filmværker eller audiovisuelle værker, og som først

blev udgivet eller, hvis de ikke er udgivet, først blev udsendt

i et tredjeland eller b) filmværker eller audiovisuelle værker,

hvis producenter har deres hovedsæde eller opholdssted i

et tredjeland, eller c) tredjelandsstatsborgeres værker, når in-

gen medlemsstat eller intet tredjeland har kunnet fastlægges

med en rimelig indsats i henhold til litra a) og b).

Det følger af betragtning 39, at vurderingen efter artikel 8,

L 125 - 2022-23 (2. samling) - Bilag 1: Høringsnotat, høringssvar og lovforslaget, fra kulturministeren

stk. 7, kan baseres på den dokumentation, der er tilgængelig,

efter at have gjort en rimelig indsats for at bedømme, om

værkerne ikke længere forhandles, uden at der er behov for

at søge yderligere dokumentation. En bedømmelse af oprin-

delsen af hvert enkelt værk eller hver enkelt anden frembrin-

gelse, der ikke længere forhandles, bør kun være påkrævet

i det omfang, en sådan også er påkrævet i forbindelse med

den rimelige indsats for at bedømme, om de er kommercielt

til rådighed.

Artikel 8, stk. 7, præciserer endvidere, at uanset første afsnit

finder artikel 8 anvendelse, hvor den kollektive forvaltnings-

organisation er tilstrækkeligt repræsentativ, jf. artikel 8, stk.

1, litra a) for rettighedshavere i det relevante tredjeland.

2.4.2.2. DSM-direktivets artikel 9

DSM-direktivets artikel 9 medfører i hovedtræk, at artikel 8

har grænseoverskridende virkning.

Det fremgår således af artikel 9, stk. 1, at medlemsstaterne

sikrer, at licenser udstedt i overensstemmelse med artikel

8 kan give kulturarvsinstitutioner mulighed for at anvende

værker, der ikke længere forhandles, i enhver medlemsstat.

Af artikel 9, stk. 2, fremgår, at anvendelsen af værker i

henhold til undtagelsen eller indskrænkningen, som fastsat

i artikel 8, stk. 2, anses for kun at finde sted i den med-

lemsstat, hvor den kulturarvsinstitution, der foretager denne

anvendelse, er etableret.

Det følger af betragtning 40, at kulturarvsinstitutioner og

kollektive forvaltningsorganisationer frit bør kunne indgå

aftale om licensernes geografiske anvendelsesområde, her-

under muligheden for at dække alle medlemsstater, samt om

licensafgiften og de tilladte anvendelser. Anvendelser, der

er omfattet af sådanne licenser, bør ikke have økonomisk

vinding for øje, herunder når kopier distribueres af kulturar-

vsinstitutionen, f.eks. for at reklamere for en udstilling.

Eftersom digitalisering af kulturarvsinstitutioners samlinger

kan indebære betydelige investeringer, bør alle former for li-

censer efter ordningen samtidig ikke forhindre kulturarvsin-

stitutionerne i at dække deres omkostninger til licensen og

digitaliseringen og formidlingen af værkerne, der er omfattet

af licensen.

2.4.2.3. DSM-direktivets artikel 10

Artikel 10 indeholder en bestemmelse om, at informationen

om brug efter artikel 8 skal gøres tilgængelig på en offentlig

central online portal.

Det fremgår af artikel 10, stk. 1, at medlemsstaterne sik-

rer, at en række oplysninger fra kulturarvsinstitutioner, kol-

lektive forvaltningsorganisationer eller relevante offentlige

myndigheder, skal gøres tilgængelige på en permanent, let

og effektiv måde med henblik på at sikre identifikation

af værker, som anvendes efter licensordningen i artikel 8,

stk. 1, eller undtagelsen i artikel 8, stk. 2. Der skal gives

oplysninger om værkerne m.v. og forbudsmuligheden for

rettighedshaverne efter artikel 8, stk. 4. Når det er relevant,

og når oplysningerne er til rådighed, skal der endvidere gi-

ves oplysninger om parterne i licensen, de dækkede områder

og anvendelserne. Oplysningerne skal gøres let og effektivt

tilgængelige på en offentlig central onlineportal fra mindst

seks måneder før værkerne m.v. distribueres, overføres til

almenheden eller stilles til rådighed for almenheden i over-

ensstemmelse med licensen eller i overensstemmelse med

undtagelsen eller indskrænkningen. Portalen oprettes og for-

valtes af Den Europæiske Unions Kontor for Intellektuel

Ejendomsret (EUIPO) i overensstemmelse medforordning

(EU) nr. 386/2012.

Af betragtning 41 fremgår, at offentliggørelse på en passen-

de måde bør ske såvel før som under anvendelsen afhængig

af det konkrete tilfælde. Offentliggørelsen er af særlig vig-

tighed, når der er tale om grænseoverskridende anvendelse.

Artikel 10, stk. 2, indeholder en regel om, at medlemsstater-

ne sørger for, at der, hvis det er nødvendigt for den generel-

le bevidsthed hos rettighedshaverne, træffes yderligere pas-

sende bekendtgørelsesforanstaltninger vedrørende kollektive

forvaltningsorganisationers muligheder efter artikel 8, stk.

2 og 3, samt rettighedshavernes forbudsmuligheder efter

artikel 8, stk. 4. Offentliggørelsesforanstaltninger træffes i

den medlemsstat, hvor der ansøges om licens, jf. artikel 8,

stk. 1, eller, for anvendelser i henhold til undtagelsen eller

indskrænkningen, der er fastsat i artikel 8, stk. 2, i den

medlemsstat, hvor kulturarvsinstitutionen er etableret. Hvis

der er dokumentation, såsom værkernes oprindelse, som

indikerer, at rettighedshavernes bevidsthed kan øges mere

effektivt i andre medlemsstater eller tredjelande, skal sådan-

ne bekendtgørelsesforanstaltninger også omfatte disse med-

lemsstater og tredjelande.

Det fremgår endvidere af betragtning 41, at de yderlige-

re bekendtgørelsesforanstaltninger f.eks. kan være brug af

yderligere kommunikationskanaler for at nå ud til et bre-

dere publikum. Nødvendigheden, karakteren og det geogra-

fiske omfang af de yderligere bekendtgørelsesforanstaltnin-

ger, bør afhænge af kendetegnene ved de relevante værker

eller andet materiale, der ikke længere forhandles, licensbe-

tingelserne eller den type anvendelse, der er omfattet af

undtagelsen eller indskrænkningen, og gældende praksis i

medlemsstaterne. Bekendtgørelsesforanstaltninger bør være

effektive, uden at der er behov for at informere hver enkelt

rettighedshaver.

2.4.2.4. DSM-direktivets artikel 11

L 125 - 2022-23 (2. samling) - Bilag 1: Høringsnotat, høringssvar og lovforslaget, fra kulturministeren

Artikel 11 indeholder en bestemmelse, som tilskynder til

dialog mellem de organisationer, der er omfattet af artikel 8,

dvs. rettighedshavere, kollektive forvaltningsorganisationer

og kulturarvsinstitutioner.

Det fremgår af artikel 11, stk. 1, at medlemsstaterne konsul-

terer rettighedshavere, kollektive forvaltningsorganisationer

og kulturarvsinstitutioner inden for hver sektor, inden der

fastsættes specifikke krav i henhold til artikel 8, stk. 5. Med-

lemslandene skal endvidere tilskynde til regelmæssig dialog

mellem de organisationer, der er repræsentative for brugere

og rettighedshavere, herunder kollektive forvaltningsorgani-

sationer, samt andre eventuelle interessentorganisationer på

et sektorspecifikt grundlag for at fremme relevansen og an-

vendeligheden af den licensordning, som er fastsat i artikel

8, stk. 1, og for at sikre, at de garantier for rettighedshavere,

der omhandles i DSM-direktivets Afsnit III, kapitel 1, er

effektive.

Hensynene bag artikel 11 fremgår af betragtning 42 og er

nærmere bestemt at sikre, at licensordningerne er relevante

og fungerer korrekt, at rettighedshaverne er tilstrækkeligt

beskyttet, at licenserne offentliggøres korrekt, og at der er

retssikkerhed med hensyn til de kollektive forvaltningsorga-

nisationers repræsentativitet og kategoriseringen af værker.

2.4.3. Kulturministeriets overvejelser og den foreslåede ord-

ning

Med DSM-direktivets artikel 8-11 lettes adgangen for kul-

turarvsinstitutioner til at bruge værker (f.eks. bøger og film),

som ikke længere forhandles. Dette har hidtil været udford-

ret af, at værkernes karakter, alder og det faktum, at de kun

udnyttes kommercielt i et begrænset omfang, medfører, at

det ofte kan være udfordrende at få indhentet en tilladelse til

brugen fra rettighedshaverne.

DSM-direktivets artikel 8-11 foreslås gennemført i tilknyt-

ning til de allerede gældende regler i ophavsretslovens §

16-16 b om arkiver, biblioteker og museers adgange til at

bruge værker, hvis formål i hovedtræk har et sammenfald

med området for artikel 8-11. Artikel 8-11 foreslås konkret

gennemført ved forslaget til §§ 16 c-16 f til ophavsretsloven.

Institutionerne, der er omfattet af ophavsretslovens §§ 16-16

b svarer ikke helt entydigt til den definition på kulturarvsin-

stitutioner, der fremgår af DSM-direktivet. I ophavsretslo-

vens §§ 16-16 b er der tale om offentlige arkiver, offentlige

biblioteker og andre biblioteker, der helt eller delvis finan-

sieres af det offentlige, samt statslige museer og museer, der

er godkendt efter museumsloven. DSM-direktivets regler

gælder for biblioteker og museer, som er tilgængelige for

almenheden, arkiver samt film- og lydarvsinstitutioner, jf.

direktivets artikel 2, nr. 3.

Af hensyn til at artikel 8-11 vedrører grænseoverskridende

brug af værker, og for at mindske fortolkningstvivl mellem

den danske lovtekst og EU-direktiverne, foreslås det, at det

i forslagene til §§ 16 c-16 f uddybes, hvilke kulturarvsinsti-

tutioner som omfattes. Dette på en måde, hvorpå ordlyden

af de omfattede institutioner flugter med definitionen på

kulturarvsinstitutioner i DSM-direktivets artikel 2, nr. 3.

Efter forslagets § 16 e, stk. 1, anses et værk ikke længere

som forhandlet efter denne lov, når det i god tro kan for-

modes, at hele værket ikke er til rådighed for almenheden

via normale handelskanaler, efter der er gjort en rimelig ind-

sats for at bedømme, om det/den er til rådighed for almen-

heden. Forslaget til § 16 e gennemfører DSM-direktivets

artikel 8, stk. 5.

Ophavsretsloven er i dag er bygget op på en måde, som

giver gode rammer for aftalelicensordninger, herunder spe-

cifikke aftalelicensbestemmelser i lovgivningen. Systemet er

knyttet op om en generel regel om aftalelicenser i ophavs-

retslovens § 50, stk. 1, som der henvises til i de enkelte,

specifikke aftalelicensbestemmelser i ophavsretsloven.

På baggrund heraf foreslås det, at forslaget til aftalelicensbe-

stemmelsen i § 16 indpasses i det eksisterende aftalelicens-

system i ophavsretsloven.

Den foreslåede § 16 c oplister således ikke artikel 8�½s betin-

gelser til aftalelicensordningen men henviser i stedet til den

generelle bestemmelse i § 50 på lige fod med de øvrige

specifikke aftalelicensbestemmelser.

Artikel 8 stiller krav om repræsentativitet. Dette krav føl-

ger af artikel 12, som vedrører kollektive licenser med

en udvidet virkning – dvs. aftalelicens. Artikel 12 foreslås

gennemført ved ændring til ophavsretslovens § 50. Kravet

om repræsentativitet i forbindelse med aftalelicens er nær-

mere behandlet i bemærkningerne til lovforslagets § 1, nr.

17. Artikel 8 stiller endvidere krav om, at ligebehandling

garanteres for alle rettighedshavere i forhold til licensvilkå-

rene, dvs. såvel medlemmer som udeforstående rettigheds-

havere. Der stilles i artikel 8 i øvrigt krav om, at rettigheds-

haveren skal have mulighed for at nedlægge forbud mod

udnyttelsen. Disse krav er nærmere behandlet i lovforslagets

§ 16 f, stk. 2, vedrørende aftalelicens. Det er således de

samme krav, som angivet i den foreslåede § 50, som finder

anvendelse på bestemmelsen, som gennemfører artikel 8.

Kulturministeriet finder det mest rimeligt at anvende samme

krav til repræsentativitet, ligebehandling og mulighed for at

nedlægge forbud, som i øvrigt er indeholdt i loven og i dette

lovforslag.

Forslaget til § 16 c, stk. 1, er betinget af, at anvendelsen

L 125 - 2022-23 (2. samling) - Bilag 1: Høringsnotat, høringssvar og lovforslaget, fra kulturministeren

ikke sker i erhvervsøjemed, da det er et krav efter DSM-di-

rektivets artikel 8, stk. 1, at licensaftalerne skal have ikke-

kommercielle formål.

DSM-direktivets artikel 9, stk. 1, stiller krav om, at med-

lemsstaterne skal sikre, at licenserne kan give kulturarvsin-

stitutionerne mulighed for at anvende værker i hele EU. Det

står medlemsstaterne frit for at bestemme licensernes terri-

torielle rækkevide, så længe muligheden omfatter alle med-

lemsstater, jf. betragtning 40.

Kulturministeriet foreslår, at kravet efterleves ved fastlæg-

gelsen af en legal fiction. En legal fiction vil indebære, at

en anvendelse af et værk udelukkende skal anses for at finde

sted i Danmark, hvis kulturarvsinstitutionen er etableret i

Danmark, uanset i hvilken medlemsstat værket er tilgænge-

ligt, jf. forslaget til § 16 c, stk. 2. På samme vis henviser

den foreslåede § 88 a til artikel 8, stk. 2. Herved muliggøres,

at licenser kan give kulturarvsinstitutioner mulighed for at

anvende værker eller andre frembringelser, der ikke længere

forhandles, i enhver medlemsstat i overensstemmelse med

artikel 9, stk. 1. Denne legal fiction gælder tilsvarende for

undtagelsen til brug af værker, der ikke længere forhandles,

jf. artikel 9, stk. 2, og den foreslåede § 16 d, stk. 2, samt reg-

lerne om anvendelse af værker m.v. til undervisningsbrug,

jf. artikel 5, stk. 3, og forslagene til § 13, stk. 4, og § 13 a,

stk. 3.

I forslaget til § 16 e, stk. 2, undtages visse anvendelser af

værker med tilknytning til andre lande i overensstemmelse

med den bagvedliggende bestemmelse i DSM-direktivets

artikel 8, stk. 7.

Den foreslåede § 16 d gennemfører DSM-direktivets artikel

8, stk. 2 og 3, om, at der skal indføres en undtagelse til

ophavsretten i de situationer, hvor der ikke findes en kollek-

tiv forvaltningsorganisation, som opfylder kravene til repræ-

sentativitet. Hvorvidt en kollektiv forvaltningsorganisation

opfylder kravene til repræsentativitet kan ændre sig over tid,

og Kulturministeriet finder derfor ikke, at den foreslåede

bestemmelse bør afgrænses til specielle værkstyper.

I forhold til aftalelicensen, som omfatter alle former for

tilgængeliggørelse, giver undtagelsen alene mulighed for

eksemplarfremstilling og overføring (tilgængeliggørelse på

internettet).

Det er en forudsætning for anvendelse af undtagelsen, at

navnet på ophavsmanden eller enhver anden identificerbar

rettighedshaver er anført, medmindre dette viser sig umuligt,

jf. artikel 8, stk. 2, litra a. Dette krav går ud over de gælden-

de regler om kreditering i ophavsretsloven, der alene vedrø-

rer krav til kreditering af ophavsmanden og kilden (f.eks.

navnet på avisen, der har publiceret værket) i det omfang

god skik kræver det, jf. ophavsretslovens § 3, stk. 1 og § 11,

stk. 2.

Artikel 8, stk. 4, stiller endvidere krav om, at rettigheds-

haveren skal have mulighed for at nedlægge forbud mod

anvendelse efter undtagelsen. Kulturministeriet finder, at der

bør være samme krav til at nedlægge forbud i henhold til

undtagelsen, som der gælder til aftalelicensen og forslaget

til § 16 c, stk. 1.

I artikel 9, stk. 2, stilles et krav om, at undtagelsen til vær-

ker, der ikke længere forhandles, skal have grænseoverskri-

dende anvendelse. Dette i form af en legal fiction. Kravet

svarer til det tilsvarende for undervisningsbrug, jf. artikel 5,

stk. 3, og forslaget til § 13, stk. 4, og § 13 a, stk. 3. Kravet

svarer i øvrig til forslaget til § 16 c, stk. 2 (aftalelicensbe-

stemmelsen til værker, der ikke længere forhandles), som

gennemfører artikel 9, stk. 1.

Artikel 8, stk. 5, indeholder en mulighed for, at medlems-

staterne kan fastsætte specifikke krav såsom en skæringsda-

to, for at fastslå, hvorvidt der kan udstedes licenser, eller

anvendelsen kan ske efter undtagelsen. Kulturministeriets

forslag til § 16 e, stk. 4, indeholder på baggrund heraf en

bemyndigelsesbestemmelse, som giver kulturministeren mu-

lighed for at fastsætte nærmere regler herom i en bekendt-

gørelse. Dette blandt andet af hensyn til, at en række af

Kulturministeriets interessenter har givet udtryk for, at even-

tuelle skæringsdatoer med fordel kan fastsættes på værksni-

veau. Kulturministeriet vurderer, at en sådan regulering eg-

ner sig bedst i en bekendtgørelse efter dialog herom mellem

de organisationer, der er omfattet af artikel 8, dvs. repræsen-

tanter for brugere og rettighedshavere i overensstemmelse

med betingelsen i DSM-direktivets artikel 11.

Forslaget til § 16 f fastsætter de bekendtgørelsesforanstalt-

ninger, som påkræves efter direktivets artikel 10. Ud over

betingelserne oplistet i artikel 10, stk. 1, foreslås det i § 16

f, stk. 1, litra d, at der også skal gives øvrige oplysninger,

der er påkrævet i henhold til registreringsprocessen. Dette af

hensyn til at sikre den administrative proces med indtastning

af oplysningerne.

Bekendtgørelsesforanstaltningerne skal i medfør af forslaget

til § 16 f, stk. 1, gøres tilgængelige på en portal udbudt af

Den Europæiske Unions Kontor for Intellektuel Ejendoms-

ret (EUIPO). Portalen er et let tilgængelig, enkelt og ubu-

reaukratisk værktøj til at samle og fremsøge information om

værker, der ikke længere forhandles. Med portalen sikres

endvidere, at oplysninger, der skal gives i henhold til be-

kendtgørelsesforanstaltninger, samles på en fælles platform

for medlemslandene, hvilket sikrer en ensartethed landene

imellem.

Kulturarvsinstitutionen og forvaltningsorganisationen vil ef-

L 125 - 2022-23 (2. samling) - Bilag 1: Høringsnotat, høringssvar og lovforslaget, fra kulturministeren

ter tilmelding som bruger på portalen have mulighed for

selv at indtaste oplysningerne i portalen. Parterne kan frit

vælge, hvem der i praksis forestår offentliggørelsen af op-

lysningerne.

Portalen har i sig selv ingen retsskabende effekt. Det for-

hold, at et værk er registreret i databasen, er ikke nødven-

digvis ensbetydende med, at der rent faktisk er tale om et

værk, der ikke længere forhandles, og at kravene i forslaget

til § 16 f, er fuldt opfyldt. Portalens formål er af informati-

onsmæssig karakter. Det er parten (kulturarvsinstitutionen

eller den kollektive forvaltningsorganisation), der er ansvar-

lig for, at oplysningerne, der er påkrævede efter lovforsalget,

er korrekte og dækkende.

Direktivet indeholder i artikel 10, stk. 1, også en valgmulig-

hed om, at der kan indføres en ordning, hvor relevante of-

fentlige myndigheder kan indgå i opgaven med bekendtgø-

relsesforanstaltningerne. Dette kan efter Kulturministeriets

vurdering eventuelt ske ved, at de påkrævede oplysninger

først videregives fra kulturarvsinstitutioner til den nationale

myndighed, som herefter forestår offentliggørelsen af oplys-

ningerne til EUIPO�½s portal. Dette er dog ikke et krav efter

direktivet, og Kulturministeriet finder, at en sådan ordning

ikke er nødvendig, hvorefter valgmuligheden ikke udnyttes i

forslaget.

Direktivet indeholder endvidere en valgmulighed i artikel

10, stk. 2, hvorefter der kan fastsættes yderligere bekendt-

gørelsesforanstaltninger, hvis det er nødvendigt for at øge

den generelle bevidsthed for rettighedshaverne. Direktivets

bestemmelser om de oplysninger, der skal offentliggørelses,

er i og for sig generelle men samtidig så tilstrækkeligt de-

taljerede, at muligheden for at foretage yderligere præcise-

ringer i national ret ud over, hvad der står i direktivet, er

begrænset. På nuværende tidspunkt finder Kulturministeriet

derfor, at det ikke er nødvendigt at fastsætte yderligere be-

kendtgørelsesforanstaltninger, hvorefter forslaget ikke inde-

holder sådanne konkrete yderligere foranstaltninger. Af hen-

syn til at fremtidssikre området, foreslår Kulturministeriet

imidlertid, at der i den foreslåede § 16 f, stk. 3, fastsættes en

bemyndigelsesbestemmelse, hvorefter kulturministeren i en

bekendtgørelse kan fastsætte nærmere regler om yderligere

oplysninger, der skal meddeles i henhold til brugen. Det er

Kulturministeriets vurdering, at det vil være mest hensigts-

mæssigt, hvis nærmere bestemmelser om disse oplysninger

fremgår af en bekendtgørelse, efter der er indgået en dialog

herom med de relevante organisationer og institutioner.

2.5. Kollektive licenser med udvidet virkning

2.5.1. Gældende ret

Ophavsretsloven indeholder en række bestemmelser om af-

talelicens for specifikke værksudnyttelser. Disse er oplistet

i lovens § 50, stk. 1, og omfatter §§ 13 og 14 og 16 b,

§ 17, stk. 3 og §§ 24, a, 30, 30 a og 35. § 50, stk. 1,

præciserer, at aftalelicensvirkning kan påberåbes af brugere,

som har indgået en aftale om den pågældende værksudnyt-

telse med en organisation, som omfatter en væsentlig del af

ophavsmændene til en bestemt art af værker, der anvendes i

Danmark.

Ophavsretslovens § 50, stk. 2, indeholder en generel regel

om aftalelicens, som skal ses som supplement til de speci-

fikke aftalelicensbestemmelser, og som finder anvendelse på

andre udnyttelsesområder. I modsætning til de specifikke

aftalelicenser, der er knyttet til bestemte udnyttelsesområder,

kan enhver form for kollektiv aftale tillægges aftalelicens-

virkning efter § 50, stk. 2. På samme måde som ved aftaleli-

censer efter § 50, stk. 1, gælder der efter stk. 2 et krav om

repræsentativitet. Denne bestemmelse fastlægger endvidere,

at ophavsmanden kan nedlægge forbud over for enten bru-

geren eller den aftalesluttende organisation om brug af vær-

ket efter § 50, stk. 2. Konsekvensen af forbudsnedlæggelse

er, at de pågældende ophavsmænds værker ikke må udnyttes

i henhold til den aftalelicensudløsende aftale.

Ophavsretslovens § 50, stk. 3, fastlægger selve aftalelicens-

virkningen, som er, at aftalelicensen giver brugeren ret til at

udnytte andre værker af samme art, selv om ophavsmænde-

ne til disse værker ikke repræsenteres af organisationen. Af-

talelicensen giver brugeren ret til at benytte de ikke-repræ-

senterede ophavsmænds værker på den måde og på de vil-

kår, som følger af aftalen. Aftalelicensen er begrundet i

et behov for klarering af brug af store mængder beskyttet

indhold, som det ikke er muligt at klarere på individuel ba-

sis. Aftalelicenskonstruktionen muliggør, at alle involverede

rettigheder klareres kollektivt via en rettighedshaverorgani-

sation, der repræsenterer en væsentlig del af ophavsmænde-

ne til de værker, der anvendes.

Rettighedshaverorganisationer, som indgår aftaler med afta-

lelicensvirkning, skal godkendes af Kulturministeriet. Kul-

turministeriet kan beslutte, at en godkendt organisation skal

være en fællesorganisation, som omfatter flere organisatio-

ner, der opfylder kravene i § 50. Dette fremgår af ophavs-

retslovens § 50, stk. 4.

Efter ophavsretslovens § 50, stk. 5, kan Kulturministeriet

fastsætte nærmere regler om sagsbehandlingen i forbindelse

med godkendelsen af rettighedsorganisationerne. Denne be-

stemmelse gennemfører artikel 13 i direktiv 2006/123/EF

(servicedirektivet).

Bekendtgørelse nr. 197 af 05/02/2015 om sagsbehandlings-

regler ved godkendelse af forvaltningsorganisationer efter

ophavsretsloven indeholder de gældende sagsbehandlings-

regler.

Lov om kollektiv forvaltning af ophavsret finder anvendelse

L 125 - 2022-23 (2. samling) - Bilag 1: Høringsnotat, høringssvar og lovforslaget, fra kulturministeren

på alle kollektive forvaltningsorganisationer, jf. § 1 i lov nr.

321 af 5. april 2016 om kollektiv forvaltning af ophavsret. §

2 i lov om kollektiv forvaltning af ophavsret indeholder de-

finitionen af kollektive forvaltningsorganisationer. En rettig-

hedshaverorganisation, som indgår aftaler med aftalelicens-

virkning, vil være omfattet af lov om kollektiv forvaltning af

ophavsret og dennes regler, som yder beskyttelse af de inte-

resser, som medlemmer af kollektive forvaltningsorganisati-

oner, rettighedshavere og tredjeparter har. Lov om kollektiv

forvaltning af ophavsret gennemfører Europa-Parlamentets

og Rådets direktiv 2014/26/EU om kollektiv forvaltning af

ophavsret og beslægtede rettigheder samt multiterritoriale

licenser for rettigheder til musikværker med henblik på on-

lineanvendelse i det indre marked.

2.5.2. DSM-direktivets artikel 12

DSM-direktivets artikel 12, stk. 1, giver mulighed for, at

medlemsstaterne kan give licensaftaler indgået af en kol-

lektiv forvaltningsorganisation virkning også for udeforstå-

ende rettighedshavere og dermed aftalelicensvirkning. Af-

talelicensvirkningen forudsætter, at aftalen indgås af en

organisation, der er underlagt de nationale regler, som gen-

nemfører direktiv 2014/26/EU (om kollektiv forvaltning af

ophavsret og beslægtede rettigheder samt multiterritoriale

licenser for rettigheder til musikværker med henblik på on-

lineanvendelse i det indre marked), og at aftalen indgås i

overensstemmelse med organisationens mandater fra rettig-

hedshaverne. Endelig skal en sådan ordning indeholde ga-

rantier for rettighedshaverne, som beskrevet artikel 12, stk.

Artikel 12, stk. 2, angiver, at de kollektive licenser med

udvidet virkning kun kan benyttes inden for veldefinerede

anvendelsesområder, hvor indgåelse af individuelle aftaler

typisk vil være så byrdefuldt og upraktisk, at der ikke ville

blive indgået individuelle aftaler, således at ordningen be-

skytter rettighedshavernes legitime interesser. Dette uddybes

i betragtning 45, som angiver, at ordningen kan finde anven-

delse, når transaktionsomkostningerne, ved clearing af indi-

viduelle rettigheder for hver enkelt berørt rettighedshaver,

er prohibitivt høje henset til karakteren af visse anvendelser

kombineret med det store antal af værker eller frembringel-

ser.

Af artikel 12, stk. 3 fremgår det, at aftalelicensordningen

forudsætter følgende garantier for rettighedshaverne:

a) at den kollektive forvaltningsorganisation er tilstrækkelig

repræsentativ for rettighedshavere i den relevante kategori af

rettigheder,

b) at alle rettighedshavere er garanteret ligebehandling,

c) at udeforstående rettighedshavere på et hvilket som helst

tidspunkt let og effektivt kan udelukke deres fra den pågæl-

dende aftale,

d) at der træffes passende bekendtgørelsesforanstaltninger i

rimelig god tid, inden brug af de pågældende rettigheder,

om den kollektive aftalen med udvidet virkning efter artikel

12, og om de muligheder, der er for ikke at være omfattet

af aftalen, jf. litra c). Bekendtgørelsesforanstaltningerne skal

være effektive, uden at der er behov for at informere hver

enkelt rettighedshaver.

Artikel 12, stk. 4, angiver, at bestemmelsen ikke berører

anvendelsen af kollektive licensordninger med udvidet virk-

ning i overensstemmelse med andre bestemmelser i EU-ret-

ten og heller ikke obligatorisk kollektiv forvaltning. Endeli-

ge angives det, at artikel 7 om rettigheder for rettighedsha-

vere, som ikke er medlemmer af en kollektiv forvaltningsor-

ganisation i direktiv 2014/26/EU om kollektiv forvaltning

af ophavsret finder anvendelse på licensordningen i artikel

12. Denne bestemmelse er gennemført i dansk ret i § 5 i lov

om kollektiv forvaltning af ophavsret.

Det følger af artikel 12, stk. 5 og 6, at såfremt ordningen i

artikel 12 indføres, så skal Kommissionen - med henblik på

offentliggørelse - underrettes om anvendelsesområdet for de

nationale bestemmelser, om licenserne, om kontaktoplysnin-

gerne på de pågældende kollektive forvaltningsorganisatio-

ner og om den måde, hvorpå oplysninger om licensudstedel-

sen og om mulighederne, der er til rådighed for rettigheds-

havere, jf. stk. 3, litra c), kan indhentes. På baggrund af

informationen udarbejder Kommissionen en rapport.

2.5.3. Kulturministeriets overvejelser og den foreslåede ord-

ning

Kulturministeriets forslag til ændring af §§ 14, 16 b, 17 og

50 har til formål at gennemføre artikel 12 i DSM-direktivet,

der er blevet til for at lette adgangen til at indgå licensafta-

ler, der dækker et potentielt stort antal af værker eller andre

frembringelser, jf. betragtning 49. Samtidig har artikel 12 til

formål at sikre passende garantier for rettighedshaverne.

Artikel 12 harmonerer grundlæggende med gældende dansk

ret og de danske aftalelicensbestemmelser. Direktivbestem-

melsen medfører således kun få tilpasninger til den eksister-

ende danske ordning.

Artikel 12 er en vigtig bestemmelse for dansk ophavsret og

den danske aftalelicensmodel. Med artikel 12 anerkendes

aftalelicensen på EU-niveau, som en effektiv og brugbar

måde at forvalte rettigheder på i form af kollektiv forvalt-

ning. Det bemærkes i den forbindelse, at aftalelicensen ikke

har karakter af en undtagelse fra den ophavsretlige eneret,

men er udtryk for en forvaltning af disse rettigheder. Derfor

er anvendelse af aftalelicens ikke omfattet af rammerne for

den såkaldte tretrinstest i bl.a. Bernerkonventionen og Info-

soc-direktivets artikel 5, stk. 5.

L 125 - 2022-23 (2. samling) - Bilag 1: Høringsnotat, høringssvar og lovforslaget, fra kulturministeren

Det bemærkes, at ”veldefinerede anvendelsesområder”, som

angivet i artikel 12, stk. 2, ikke adskiller sig fra gældende

dansk ret, som indeholder specifikke aftalelicenser som opli-

stet i den gældende ophavsretslovs § 50, stk. 1, mens den

generelle aftalelicens i § 50, stk. 2, er afgrænset til specifik-

ke aftaler inden for et nærmere defineret område.

Direktivet benytter begrebet ”tilstrækkelig repræsentativ or-

ganisation”. Med henblik på at sikre klarhed og ensartet ter-

minologi, foreslår Kulturministeriet at anvende direktivets

terminologi i den danske lovtekst. I den forbindelse bemær-

kes det, at i lyset af Uradex-afgørelsen (sag C-169/05),

anses en repræsentativ og godkendt organisation også for

at repræsentere udenforstående rettighedshaveres rettigheder

ikke blot i henhold til aftaler, men også i forbindelse med

forhandlinger om aftaler og evt. tvister kan organisationen

være repræsentativ. Ved lovforslagets fremsættelse forelæg-

ger der endvidere en sag ved EU-Domstolen Telia Finland

(sag C-201/22) om beføjelsen til at anlægge retssag for li-

censaftaleorganisationer, som kollektivt forvalter intellektu-

elle ejendomsrettigheder.

Kulturministeriet foreslår, at aftaler med aftalelicensvirkning

kun kan indgås af kollektive forvaltningsorganisationer, som

defineret i § 2 i lov om kollektiv forvaltning af ophavsret.

Med henblik på at sikre, at rettighedshavere let kan gen-

vinde kontrollen over deres værker og forhindre enhver an-

vendelse af deres værker, som vil være til skade for deres

interesser, foreslår Kulturministeriet, at der i lighed med

den generelle aftalelicens i § 50, stk. 2, og de specifikke

aftalelicenser i §§ 24 a, 29 a, 30, 30 a og 35, stk. 6, indføres

en regel om forbud i de specifikke aftalelicenser i §§ 14,

16 b og 17, stk. 3. I forlængelse af dette foreslår Kultur-

ministeriet, at der indføres bekendtgørelsesforanstaltninger

i forbindelse med aftaler med aftalelicensvirkning med hen-

blik på at sikre, at rettighedshaverne er bekendte med, at

der indgås aftaler, som involverer deres rettigheder, og at

rettighedshaverne er bekendte med muligheden for "opt-out"

og dermed muligheden for at stå uden for aftaler med aftale-

licensvirkning.

Der foreslås ikke indført en forbudsbestemmelse for den

foreslåede § 13, som gennemfører direktivets artikel 5, un-

der hensyntagen til DSM-direktivets artikel 12, stk. 4, som

angiver, at artiklen ikke berører anvendelsen af kollektive

licensordninger med udvidet virkning i overensstemmelse

med andre bestemmelser i EU-retten, herunder bestemmel-

ser, der tillader undtagelser eller indskrænkninger. DSM-di-

rektivets artikel 5, indeholder en undtagelse fra ophavsret-

ten, som foreslås gennemført i § 13, stk. 2, dog således

at udgangspunktet er en aftalelicens på området, hvorved

ophavsmandens eneret forvaltes af en kollektiv forvaltnings-

organisation. Af denne årsag vil en forbudsmulighed, som

indebærer en undtagelse fra eneretten, som udgangspunkt

ikke give mening, eftersom hensigten med den foreslåede

regulering i § 13 er, at der enten gælder en kollektiv eller in-

dividuel aftale eller en undtagelse. Der er også et grundlæg-

gende hensyn at tage til dels undervisningsinstitutionerne

og disses forsyningssikkerhed, dels et samfundsmæssigt mål

om aftaleløsninger på undervisningsområdet, hvilket taler

for en så begrænset en adgang til nedlæggelse af forbud som

muligt.

De foreslåede bekendtgørelsesforanstaltninger i § 50, stk. 5,

bør kunne ske på Kulturministeriets, forvaltningsorganisati-

onernes eller forbundenes hjemmesider, således at kravet om

”i rimelig god tid inden værkerne anvendes i henhold til af-

talen” er opfyldt, hvis bekendtgørelsen sker på ansøgnings-

tidspunktet. Bekendtgørelsesforanstaltningerne skal være ef-

fektive, uden at der er behov for at informere hver enkelt

rettighedshaver.

Kulturministeriet finder, at eksisterende aftalelicensgodken-

delser kan fortsætte under forudsætning af, at de godkendte

organisationer fortsat lever op til godkendelsesbetingelserne

i de pågældende godkendelser samt tilbyder garantierne i ar-

tikel 12, stk. 3, som foreslås gennemført i en ny § 50, stk. 5,

til udeforstående rettighedshavere. Det kan imidlertid ikke

være en betingelse, at der i forbindelse med en eksisterende

godkendelse og eksisterende brug af rettigheder kræves be-

kendtgørelsesforanstaltninger i rimelig god tid inden brug af

de pågældende rettigheder.

Det er kulturministeriets vurdering, at den foreslåede ord-

ning og tilpasning af §§ 14, 16 b, 17 og 50 vil sikre, at

det eksisterende velfungerende aftalelicenssystem fortsætter

i videst muligt omfang med de få præciseringer og justerin-

ger, som følger af direktivet og sikre, at rettighedshaverne

er informerede og let kan genvinde kontrollen over deres

værker, såfremt dette ønskes.

2.6. Mæglingsbistand ved forhandlinger med streaming-

tjenester

2.6.1 Gældende ret

Ophavsretsloven indeholder ikke en regel om mæglingsbi-

stand i forbindelse med rettighedshaveres forhandlinger med

streamingtjenester.

§ 52 i ophavsretsloven indeholder adgang til mægling i

tilfælde, hvor forhandlinger ikke fører til noget resultat på

specifikke aftalelicensområder. Kravet om mægling rettes

til kulturministeren, når en af parterne har afbrudt forhand-

lingerne eller afvist et ønske om forhandlinger, eller når for-

handlingerne ikke synes at ville føre til noget resultat. Kul-

turministeren udpeger en forligsmand, som foretager mæg-

ling mellem parterne og kan foreslå voldgift. Forligsmanden

kan endvidere fremlægge forslag og kræve, at parternes

L 125 - 2022-23 (2. samling) - Bilag 1: Høringsnotat, høringssvar og lovforslaget, fra kulturministeren

kompetente organer tager stilling til forslagene. Forligsman-

den underretter kulturministeren om mæglingens udfald.

Forligsmanden kan bestemme, at aftaler skal forblive i kraft,

selv om aftaleperioden er udløbet eller vil udløbe under

forhandlingerne. Aftalen kan dog ikke forlænges i mere end

to uger efter, at parterne har taget stilling til et endeligt

mæglingsforslag eller forslag til voldgiftsbehandling, eller

efter at forligsmanden har meddelt, at der ikke er basis for

at fremsætte sådanne forslag. Forligsmanden skal behandle

den information, forligsmanden har fået kendskab til i for-

bindelse med mæglingen, fortroligt.

Med hjemmel i § 52, stk. 7, i ophavsretsloven er der udstedt

bekendtgørelse 1997-10-02 nr. 763 om dækning af omkost-

ninger ved den i ophavsretslovens § 52 nævnte forligsmands

virksomhed.

Det følger af bekendtgørelsens § 1, at forligsmanden efter

afslutningen af en mægling fastsætter størrelsen af sine ud-

gifter ved den enkelte sag og fordelingen af disse mellem sa-

gens parter. Forligsmanden giver underretning til Kulturmi-

nisteriet, der foreløbigt afholder de pågældende udgifter. Af

stk. 2 fremgår det, at medmindre forligsmanden bestemmer

andet, deles udgifterne til vederlag m.v. til forligsmanden i

den enkelte sag ligeligt mellem sagens parter. Er der flere

parter på samme side, hæfter disse solidarisk for betaling af

andelen. De skyldige beløb indbetales til Kulturministeriet

efter påkrav.

2.6.2. DSM-direktivets artikel 13

DSM-direktivets artikel 13 forpligter medlemsstaterne til at

sikre, at rettighedshavere og video on demand-tjenester kan

gå til et uafhængigt tvistløsningsorgan, hvis parterne ikke

kan blive enige om en aftale om anvendelse af film m.v.

på tjenesterne. Dette organ skal give assistance i forbindelse

med forhandlingen og kontraktindgåelsen og hjælpe parter-

ne til at nå til enighed, herunder, hvor det er relevant, ved at

forelægge dem forslag.

Organet eller mæglerne kan mødes med parterne for at lette

indledningen af forhandlingerne eller i løbet af forhandlin-

gerne for at lette indgåelsen af en aftale. Deltagelsen i denne

forhandlingsordning og den efterfølgende indgåelse af afta-

ler bør være frivillig og ikke berøre parternes aftalefrihed, jf.

betragtning 52.

2.6.3. Kulturministeriets overvejelser og den foreslåede ord-

ning

Det foreslås, at kulturministerens kompetence til at udpege

forligsmand til mægling efter § 52 udvides i en ny § 58

b, således at en af kulturministeren udpeget forligsmand

kan mægle i forbindelse med forhandlinger om audiovisuelt

indhold.

Da den eksisterende ordning på visse områder adskiller sig

fra den direktivbestemte mæglingsordning, er det ikke den

fulde ordning i den gældende § 52, der finder anvendelse

på mægling mellem audiovisuelle producenter og video on

demand-tjenester. Kulturministeriet finder det således ikke

hensigtsmæssigt, at forligsmanden kan kræve, at parternes

kompetente organer tager stilling til forslag eller kan be-

stemme, at aftaler skal forblive i kraft, jf. den gældende 52,

stk. 5.

Kulturministeriet vurderer med den udvidede kompetence

for udpegning af forligsmand, at man vil få en velfungeren-

de ordning med let håndtering af forhandlinger om vilkår og

vederlagets størrelse.

2.7. Fotografier af billedkunstværker i det offentlige do-

mæne

2.7.1. Gældende ret

Ophavsretsloven indeholder ikke særregler om følgevirknin-

ger for kopier af billedkunstværker, hvor det oprindelige

værk ikke længere er ophavsretligt beskyttet. Omfanget af

værks- og fotografibeskyttelse reguleres i dag af ophavsrets-

lovens generelle bestemmelser, herunder lovens § 1 om

værksbeskyttelsen, § 63 om værksbeskyttelsens varighed,

fotografibeskyttelsen i § 70 og undtagelserne i kapitel 2.

Ophavsretslovens § 1 fastsætter, at den, som frembringer et

originalt værk, har ophavsret til værket. Omfattet af beskyt-

telsesomfanget i § 1 er blandt andet billedkunstværker. Ek-

sempler på værker af billedkunst er malerier, tegninger,

skulpturer m.v.

Ophavsretsbeskyttelsen indebærer blandt andet, at ophavs-

manden i medfør af ophavsretslovens § 2 nyder en eneret

til eksemplarfremstilling og en eneret til at gøre værket til-

gængeligt for almenheden i oprindelig eller ændret skikkel-

se, oversættelse, omarbejdelse eller i anden litteratur- eller

kunstart eller i anden teknik.

Som eksemplarfremstilling anses enhver direkte eller indi-

rekte, midlertidig eller permanent og hel eller delvis eksem-

plarfremstilling på en hvilken som helst måde og i en hvil-

ken som helst form. Som fremstilling af eksemplarer anses

også det forhold, at værket overføres på indretninger, som

kan gengive det. Et fotografi af et værk vil derfor udgøre en

eksemplarfremstilling af det oprindelige værk.

Ophavsrettens varighed er som udgangspunkt indtil 70 år ef-

ter ophavsmandens død. Dette fremgår af ophavsretslovens

L 125 - 2022-23 (2. samling) - Bilag 1: Høringsnotat, høringssvar og lovforslaget, fra kulturministeren

§ 63. Kun hvis et værk er offentliggjort anonymt eller lig-

nende, beregnes beskyttelsestiden for værkets offentliggø-

relse eller dets frembringelse. Når ophavsrettens varighed er

ophørt, betyder det, at værket frit kan udnyttes uden tilladel-

se fra eller betaling til de hidtidige rettighedshavere. Værket

er således overgået til det offentlige domæne.

En fotograf får efter ophavsretslovens § 70 eneret til at råde

over et fotografisk billede. § 70 beskytter alle fotografiske

billeder, uanset om de er originale. Fotografiet kan efter om-

stændighederne også være beskyttet efter ophavsretslovens

§ 1, hvis fotografiet opfylder kravene til originalitet, f.eks.

hvis der er truffet kreative valg i forbindelse med lyssætning

m.v. Hvis motivet – dvs. det fotografiet forestiller – i forve-

jen er et beskyttet værk, skal der som udgangspunkt indhen-

tes tilladelse fra rettighedshaverne til motivet. Beskyttelses-

indholdet er en eneret til fremstilling af eksemplarer af det

beskyttede billede og til at gøre det tilgængeligt for almen-

heden.

Beskyttelsesvarigheden for fotografier er indtil 50 år er for-

løbet efter billedet blev fremstillet.

Ophavsretslovens § 24 og § 24 a indeholder undtagelses-

regler, som giver adgang til at gengive kunstværker uden

tilladelse.

§ 24, stk. 1, giver adgang til at gengive kunstværker, der

indgår i en samling, eller som udstilles eller udbydes til

salg. Kunstværkerne må endvidere gengives i meddelelser

om udstilling eller salg, herunder i form af overføring til

almenheden. Efter § 24, stk. 2, må kunstværker afbildes,

når de er varigt anbragt på eller ved en for almenheden

tilgængelig plads eller vej. Dette medmindre kunstværket er

hovedmotivet og gengivelsen udnyttes erhvervsmæssigt. §

24 a, giver adgang til at gengive offentliggjorte kunstværker,

hvis der er indgået en aftale med Copydan VISDA. Dette

medmindre ophavsmanden har nedlagt forbud.

Ophavsretslovens regler i § 24 og § 24 a gælder også for

fotografibeskyttede frembringelser, jf. § 70, stk. 3.

2.7.2. Artikel 14 i DSM-Direktivet

Artikel 14 i DSM-direktivet indfører en særregel om, at

fotografier af værker (f.eks. et maleri), som ikke længere er

ophavsretligt beskyttet, ikke selvstændigt beskyttes.

Det fremgår således af artikel 14, at når beskyttelsen af et

værk er udløbet, er ethvert materiale, der hidrører fra repro-

duktion af det pågældende værk, ikke omfattet af ophavsret

eller beslægtede rettigheder.

Det fremgår i øvrigt af artikel 14, at beskyttelsen gælder

i det tilfælde, hvor kopien i sig selv opfylder kravene til

originalitet og på denne måde opnår værksbeskyttelse.

Det fremhæves i betragtning 53, at der er en uoverensstem-

melse mellem reglerne om beskyttelsestidsudløbet for vær-

ker og reglerne om fotografibeskyttelse. Når værkbeskyttel-

sen er udløbet, er der et hensyn til at lade værket overgå til

det offentlige domæne og derigennem fremme adgangen til

kultur og kulturarv. Fotografibeskyttelsen kan spænde ben

for dette hensyn. Derudover skaber forskellene i medlems-

landenes lovgivning retsusikkerhed og påvirker den grænse-

overskridende udbredelse af billedkunstværker i det offent-

lige domæne. Visse reproduktioner af billedkunstværker i

det offentlige domæne bør derfor ikke være beskyttet af

ophavsret eller beslægtede rettigheder. Alt dette bør ikke

forhindre kulturarvsinstitutioner i at sælge reproduktioner

såsom postkort.

2.7.3. Kulturministeriets overvejelser og den foreslåede ord-

ning

Forslaget til § 70, stk. 4, gennemfører DSM-direktivets ar-

tikel 14. Baggrunden for forslaget og den bagvedliggende

bestemmelse følger et af de primære formål med DSM-di-

rektivet om at fremme kultur og kulturarv og adgangen

hertil. Et andet formål er at sikre, at beskyttelsestiden mel-

lem hhv. gengivelser og det bagvedliggende motiv stemmer

overens.

Artikel 14 har et snævert anvendelsesområde, og formålet

med bestemmelsen er særlig møntet på at lette den digitale

anvendelse af fotografier. Et eksempel herpå kunne være

den situation, hvor en kulturarvsinstitution har delt et gene-

risk fotografi af en oldtidsskulptur, som en bruger ønsker at

dele på sin egen hjemmeside.

Det bemærkes, at fotografier, som opnår værksbeskyttelse

efter ophavsretslovens § 1, ikke er omfattet af forslaget til §

70, stk. 4. Dette er en konsekvens af, at det forhold, at man

har ophavsret til et nyt og selvstændigt værk betyder, at man

opnår beskyttelse efter § 1, og at forslaget til § 70, stk. 4,

alene gælder for fotografier, der omfattes af § 70, stk. 1.

For nærmere om ændringen henvises til bemærkningerne til

lovforslagets § 1, nr. 26.

2.8. Krav om kompensation

2.8.1. Gældende ret

I medfør af ophavsretslovens § 1, stk. 1, tilkommer ophavs-

retten ophavsmanden, som herved nyder en række økonomi-

ske og ideelle rettigheder, jf. ophavsretslovens §§ 2 og 3.

L 125 - 2022-23 (2. samling) - Bilag 1: Høringsnotat, høringssvar og lovforslaget, fra kulturministeren

Ophavsmandens rettigheder – bortset fra dennes ideelle ret-

tigheder og følgerettigheder – kan frit overdrages. Dette føl-

ger af ophavsretslovens § 53. Det typiske er, at ophavsman-

den delvis overdrager ophavsretten til andre, f.eks. gennem

en udgiveraftale mellem en forfatter og en forlægger eller

mellem en musiker og en lydproducent. I udgiveraftaler

fastsættes blandt andet vilkår for vederlagsfordeling mellem

ophavsmanden og udgiveren. Ophavsretsloven indeholder

ikke regler i henhold til denne fordeling.

Regler om ophavsrettens overgang til andre fremgår i øvrigt

af bestemmelserne i ophavsretslovens kapitel 3.

Ophavsretsloven indeholder ingen generel regel om ophavs-

ret i ansættelsesforhold, herunder i hvilket omfang en ar-

bejdsgiver har krav på vederlag. Ophavsretten kan dog over-

drages til arbejdsgiveren ved udtrykkelig aftale – også i

form af en kollektiv og faglig overenskomst.

I medfør af retspraksis gælder der i øvrigt et princip om, at

arbejdsgiveren får de dele af den ansattes ophavsret, som er

nødvendige for arbejdsgiverens sædvanlige virksomhed på

det tidspunkt, hvor den ansatte skabte værket. Dette er dog

betinget af, at der er tale om et varigt og fast ansættelses-

forhold, og at værket er frembragt som led i ansættelsesfor-

holdet. Herudover indeholder den gældende ophavsretslov

naboretlig beskyttelse for lydproducenter i § 66, for billed-

producenter i § 67 og for udgivere af pressepublikationer i §

69 a.

I EU-Domstolens sag C-572/13 Hewlett-Packard Belgium

SPRL mod Reprobel SCRL nåede domstolen frem til, at

forlag ikke havde krav på kompensation i henhold til undta-

gelsen om reprografi. Af præmis 47-48 fremgår det, at de

eneste rettighedshavere, der har krav på kompensation efter

direktivet, er de rettighedshavere, der er nævnt i Infosoc-di-

rektivets artikel 2. Det er alene oprindelige ophavsmænd

samt indehavere af nærtstående rettigheder, såsom udøvende

kunstnere og fonogramproducenter. Der er derimod ikke

en henvisning til efterfølgende erhververe af rettigheder,

som f.eks. forlag. Direktivbestemmelsen giver medlemssta-

terne mulighed for, at kompensationsordninger også omfat-

ter overdragne rettigheder.

Der er i Danmark praksis for, at kompensationsord-

ninger også inkluderer f.eks. forlag og ikke alene op-

havsmænd. Kompensationen følger rettigheden. Ved gen-

nemførsel af Europa-Parlamentets og Rådets direktiv

2017/1564/EU af 13. september 2017 om visse tilladte for-

mer for anvendelse af visse værker og andre frembringelser,

der er beskyttet af ophavsret og beslægtede rettigheder, til

gavn for personer, der er blinde eller synshæmmede eller

på anden måde har et læsehandicap (Marrakech-direktivet)

angives følgende i L 230 som fremsat:

”Det følger af forslaget, at ”ophavsmanden” har krav på

kompensation, hvilket fx kan være en forfatter til den bog,

som der fremstilles tilgængelige kopier af. Såfremt ophavs-

manden har overdraget sine rettigheder til fx et forlag, og

det derfor er forlaget, som lider skade ved anvendelsen af

undtagelsen, vil forlaget dog kunne være berettiget til kom-

pensation på samme måde som ophavsmanden. ”

2.8.2. DSM-direktivets artikel 16

I DSM-direktivets artikel 16 indføres en mulighed for, at

medlemslandene kan indføre bestemmelser om, at en op-

havsmands overdragelse af rettigheder eller udstedelse af

licensrettigheder til en udgiver er et tilstrækkeligt retsgrund-

lag for, at udgiveren har ret til en andel af kompensationen

for den anvendelse af værket, som har fundet sted. Dette

inden for rammerne af en undtagelse eller indskrænkning af

den overdragne rettighed eller i tilfælde af, at der er udstedt

en licens.

Det fremgår endvidere af DSM-direktivets artikel 16, at ord-

ningen ikke berører eksisterende og fremtidige ordninger i

medlemsstaterne vedrørende offentlige udlånsrettigheder.

2.8.3. Kulturministeriets overvejelser og den foreslåede ord-

ning

Bestemmelsen har til formål at gøre det muligt for medlems-

staterne at have

lovbestemmelser om fordeling af kompensation mellem

f.eks. forfattere og forlag. Artiklen er valgfri og kræver

ingen gennemførelsesforanstaltninger. Som angivet ovenfor

er dansk ret allerede på linje med indholdet af artikel 16

i DSM-direktivet. Kulturministeriet har på baggrund heraf

undladt at indføre bestemmelsen.

Kravet om kompensation følger i henhold til gældende ret

den undtagelse fra eller indskrænkning i den rettighed, som

undtagelsen eller indskrænkningen vedrører.

Det er Kulturministeriets vurdering, at direktivbestemmel-

sen ikke giver anledning til nogle lovgivningsmæssige for-

anstaltninger.

2.9. Direktivets kapital III - Rimeligt vederlag til ophavs-

mænd og udøvende kunstnere i aftaler om udnyttelse

Bestemmelserne i direktivets kapital III vedrører udnyttel-

sesaftaler. Med dette må forstås aftaler om erhvervsmæssig

udnyttelse af ophavsrettigheder overdraget fra eller license-

ret af ophavsmænd, udøvende kunstnere m.v.

Bestemmelserne i kapitel III adskiller sig i nogen grad fra

L 125 - 2022-23 (2. samling) - Bilag 1: Høringsnotat, høringssvar og lovforslaget, fra kulturministeren

direktivets andre bestemmelser og efterlader flere valg til

medlemsstaterne.

Bestemmelserne er tæt forbundet og har som overordnet

formål at skabe mere retfærdige regler for en bedre funge-

rende markedsplads for ophavsret ved at sikre balance og

gennemsigtighed i forhold til ophavsmænd og udøvende

kunstnere, som ofte står i en svagere forhandlingsposition,

når de udsteder en licens eller overdrager deres rettigheder

helt eller delvist. De skabende og udøvende kunstnere vil

blive bedre informeret om udnyttelsen af deres værker og vil

være i en bedre position til at vurdere den økonomiske værdi

af deres rettigheder og opnå et mere rimeligt vederlag for

udnyttelsen af dem.

Det følger af direktivets betragtning 3, at for at skabe en vel-

fungerende og retfærdig markedsplads for ophavsret bør der

være regler om gennemsigtigheden i ophavsmænds og udø-

vende kunstneres aftaler og om ophavsmænds og udøvende

kunstneres vederlag samt en mekanisme for tilbagekaldelse

af rettigheder, som ophavsmænd og udøvende kunstnere har

overdraget på et eksklusivt grundlag.

Bestemmelserne i direktivets kapitel III indeholder et samlet

initiativ og bestemmelserne komplementere hinanden. Infor-

mationen, som ophavsmanden eller den udøvende kunstner

modtager efter gennemsigtighedsforpligtelsen i artikel 19,

er således en forudsætning for at foretage en vurdering af,

om ophavsmanden eller den udøvende kunstner modtager

passende og forholdsmæssig aflønning efter artikel 18, om

der er behov for aftalejustering som følge af et uforholds-

mæssigt lavt vederlag efter artikel 20, om der er behov

for at gå til et alternativt tvistløsningsorgan efter artikel 21

og evt. i tilfælde af manglende udnyttelse at gøre brug af

tilbagekaldelsesretten i artikel 22.

Gældende dansk ret, som gengives nedenfor for hver af de

enkelte bestemmelser indeholder regulering, som i et vist

omfang varetager de samme hensyn, som er indeholdt i di-

rektivets bestemmelser. Det bemærkes i den forbindelse, at

reguleringen på disse områder skal fortolkes i overensstem-

melse med EU-retten – dvs. direktivkonformt.

2.9.1 Princippet om forholdsmæssig aflønning

2.9.1.1

Gældende ret

I medfør af ophavsretslovens § 1, stk. 1, tilkommer ophavs-

retten den, som har skabt værket (ophavsmanden). Ophavs-

manden nyder herved en række økonomiske og ideelle ret-

tigheder, jf. ophavsretslovens §§ 2 og 3.

Ophavsmandens rettigheder – bortset fra dennes ideelle ret-

tigheder og følgerettigheder – kan frit overdrages. Dette føl-

ger af ophavsretslovens § 53. Det typiske er, at ophavsman-

den delvis overdrager ophavsretten til andre, f.eks. gennem

en udgiveraftale mellem en forfatter og en forlægger eller

mellem en musiker og en lydproducent. En hel rettigheds-

overdragelse er ikke udelukket, men har formodningen imod

sig, jf. herved § 53, stk. 3.

Af § 53, stk. 2 fremgår det, at overdragelse af et eksemplar

ikke medfører overdragelse af ophavsretten.

Reguleringen i aftaleloven finder også anvendelse på aftaler

om overdragelse af ophavsrettigheder, herunder § 36 om

tilsidesættelse af urimelige aftaler. Bestemmelsen har bl.a.

fundet anvendelse i Højesteres dom af 15. marts 2002 i

sag I 129/1997 (UfR. 2002.1224), hvor en aftale med et

musikforlag om fordeling af indtægter fra værket Tango

Jalousie blev tilsidesat i henhold til aftalelovens § 36. Der

er ikke i ophavsretsloven et lovfæstet princip om passende

og forholdsmæssig aflønning. I ophavsretslovens § 52 a, stk.

4, angives det, at rettighedshavere skal modtage et passende

vederlag for anvendelsen af rettighederne. Bestemmelsen

indgår i ophavsretslovens kapitel 2 a., som vedrører forbin-

delser mellem kollektive forvaltningsorganisationer og afta-

lemæssige brugere.

§ 83, stk. 1 indeholder et krav om bl.a. rimeligt vederlag i

tilfælde af uberettiget brug af ophavsretten. Bestemmelsen

regulerer således ikke aftaletilfælde. Et rimeligt vederlag

efter den gældende § 83, stk. 1 nr. 1, svarer til ophavsman-

dens sædvanlige honorar for retmæssige udnyttelser. Dette

kan f.eks. være en standardtakst på området. Det er dom-

stolene, der i sidste ende vurderer, hvad der er et rimeligt

vederlag efter den gældende § 83, stk. 1 nr. 1. Bestemmel-

sen gennemfører Europa-Parlamentets og Rådets direktiv

2004/48/EF af 29. april 2004 om håndhævelsen af intellek-

tuelle ejendomsrettigheder.

Ophavsmanden kan ved aftaler begrænse sin egen adgang

til at overdrage bestemte rettigheder til andre, f.eks. i kraft

af medlemskab af en forvaltningsorganisation. Af ophavs-

retslovens § 53, stk. 2, fremgår det, at overdragelsen af et

eksemplar ikke omfatter overdragelse af ophavsretten.

Ved overdragelse af ophavsrettigheder gælder der en specia-

litetsgrundsætning, som udtrykker et generelt princip om,

at aftaler om rettighedsoverdragelse skal fortolkes restrik-

tivt. Det er som udgangspunkt den, der hævder at have

erhvervet en ret, som i tvivlstilfælde skal løfte bevisbyr-

den. Bestemmelsen fremgår af ophavsretslovens § 53, stk. 3,

og vedrører omfanget og fortolkningen af selve udnyttelsen

af værket i aftalen og vedrører derfor ikke i dens nuværende

form fortolkningen og rimeligheden ved selve vederlaget for

udnyttelsen.

I dansk formueret gælder der et princip om aftalefri-

hed. Med undtagelse af § 57 og delvist § 54 kan bestem-

L 125 - 2022-23 (2. samling) - Bilag 1: Høringsnotat, høringssvar og lovforslaget, fra kulturministeren

melserne i ophavsretslovens kapitel 3 fraviges og er således

deklaratoriske.

2.9.1.2 DSM-direktivets artikel 18

I henhold til artikel 18 i DSM-direktivet skal medlemsstater-

ne sikre en ret til passende og forholdsmæssigt vederlag for

ophavsmænd og udøvende kunstnere, når de overdrager de-

res eksklusive rettigheder. Medlemsstaternes gennemførsel

af bestemmelsen er fri og skal tage hensyn til princippet

om aftalefrihed og en rimelig balance mellem rettigheder og

interesser, jf. stk. 2.

2.9.1.3. Kulturministeriets overvejelser og den foreslåede

ordning

For at sikre bedre vilkår for ophavsmænd og udøvende

kunstnere, som ofte står i en svagere forhandlingsposition,

når de udsteder en licens eller overfører deres rettigheder,

foreslås indført et lovfæstet princip om passende og for-

holdsmæssig aflønning af ophavsmænd og udøvende kunst-

nere med det formål at implementere direktivets artikel 18.

Det danske rettighedssystem er i vid udstrækning karakte-

riseret ved kollektiv licensering. Ved siden af kollektiv li-

censering gøres der brug af individuelle aftaler/kontrakter,

som både kan indeholde engangsbetaling eller løbende roy-

alty-afregning eller en kombination heraf. Det er forskelligt

fra branche til branche i hvor vid en udstrækning, der gø-

res brug af det ene eller det andet eller en kombination

heraf. F.eks. i forlagsbranchen, musikbranchen og den audi-

ovisuelle sektor er der kutyme for at benytte engangsbeta-

ling i visse situationer. Med de begrænsninger, der følger

af direktivets artikel 18 samt den foreslåede § 55, finder

det grundlæggende princip i dansk ophavsret om aftalefri-

hed anvendelse. Dermed er det muligt, at bestemmelsen om

et passende og forholdsmæssigt vederlag kan tilpasses de

særlige karakteristika, der gør sig gældende i de enkelte

brancher. Dette har ligeledes støtte i direktivets artikel 18,

stk. 2, der nævner, at der skal tages hensyn til princippet

om aftalefrihed og en rimelig balance mellem rettigheder og

interesser.

Ophavsmænd og udøvende kunstneres krav på passende og

forholdsmæssigt vederlag efter artikel 18 vedrører de aftaler,

hvor ophavsmænd og udøvende kunstnere udsteder licenser

eller overdrager deres eksklusive rettigheder, og der er ofte

et beskyttelsesbehov som følge af en svagere forhandlings-

position.

Den foreslåede bestemmelse i § 55 vil betyde, at det slås

fast, at ophavsmænd og udøvende kunstnere skal modtage

et passende og forholdsmæssigt vederlag for brug af deres

værker og fremførelser.

Det er Kulturministeriets vurdering, at et eksempel på et

passende vederlag er, når vederlaget er på niveau med en

relevant markedsnorm fastsat i en aftale mellem styrkemæs-

sigt lige parter, såfremt en sådan markedsnorm findes. En

markedsnorm er i sig selv ikke det eneste bidrag til vurde-

ringen, men forudsætter styrkemæssig lighed. Forholdsmæs-

sigt skal forstås således, at det bl.a. skal stå i forhold til

værkets indtjening og brugen af værket. Såfremt der er tale

om et delbidrag til et værk, bør vederlaget afspejle bidragets

størrelse i forhold til det samlede værk. Det er således en

samlet vurdering af både passende og forholdsmæssigt, som

skal indgå ved fastlæggelse af ydelsens værdi. Afgørende er

DSM-direktivets betragtning 73, hvoraf fremgår, at vederlag

til ophavsmænd og udøvende kunstnere bør være passende

og stå i et rimeligt forhold til den faktiske eller potentielle

økonomiske værdi af de rettigheder, som er omfattet af li-

censen eller overførslen, under hensyntagen til ophavsman-

dens eller den udøvende kunstners bidrag til det samlede

værk eller den samlede anden frembringelse og alle andre

omstændigheder i sagen, som f.eks. markedspraksis eller

den faktiske udnyttelse af værket.

Et engangsbeløb kan godt udgøre et rimeligt vederlag, men

det bør ikke være hovedreglen, jf. betragtning 73. Det følger

af direktivet, at medlemsstaterne kan fastlægge de konkrete

tilfælde, hvor der kan anvendes engangsbeløb under hensyn-

tagen til de særlige forhold i hver enkelt sektor. Det er

Kulturministeriets vurdering, at dette ikke indebærer, at de

konkrete tilfælde skal lovfæstes. En engangsbetaling kan

dog efter Kulturministeriets vurdering f.eks. være anvende-

lig ved brug af simple licenser, begrænsede udnyttelser,

mindre væsentlige bidrag til det samlede værk eller anden

frembringelse, dag til dag brug af værker og frembringelser

af mindre omfang og lignende tilfælde. Det vil bero på en

konkret sektorspecifik vurdering, om et engangsbeløb udgør

et rimelig vederlag.

Såfremt der på et udnyttelsesområde findes kollektiv rettig-

hedsforvaltning, er det Kulturministeriets vurdering, at det

hører med til et passende og forholdsmæssigt vederlag at

få andel i de vederlag, der genereres på det kollektive om-

råde. Markedsnormen i Danmark er på flere områder, at

der foretages kollektiv rettighedsforvaltning baseret på, at

rettighedshaverne i vidt omfang bevarer enten rettigheder

som sådan eller retten til vederlag (ofte kaldet ”den danske

rettighedsmodel”). Hovedreglen må være, at engangsbeløb

ikke er egnede til at sikre et rimeligt vederlag på de områder,

hvor der findes kollektiv rettighedsforvaltning, og et fuld-

stændigt frikøb af rettigheder, der afskærer modtagelse af

kollektive midler, mod et engangsvederlag vil have formo-

dningen imod sig i forhold til, at engangsvederlaget er "pas-

sende og forholdsmæssigt", jf. herved betragtning 73. På

visse områder er markedsnormen i Danmark, at der udbeta-

les engangsvederlag for udført arbejde. Som nævnt ovenfor

fremgår det af direktivets betragtning 73, at der kan anven-

des engangsbeløb under hensyntagen til de særlige forhold

i hver enkelt sektor. I tilfælde, hvor kollektiv rettighedsfor-

L 125 - 2022-23 (2. samling) - Bilag 1: Høringsnotat, høringssvar og lovforslaget, fra kulturministeren

valtning sikrer et efterfølgende vederlag, vil dette indgå i

vurderingen af, om vederlaget er passende og forholdsmæs-

sigt i lyset af, at betragtning 73 angiver, at vurderingen

skal ske ”under hensyntagen til ophavsmandens eller den

udøvende kunstners bidrag til det samlede værk eller den

samlede anden frembringelse og alle andre omstændigheder

i sagen, som f.eks. markedspraksis eller den faktiske udnyt-

telse af værket. ”

Det er Kulturministeriets vurdering, at et engangsvederlag

må forstås som en modsætning til et tilbagevendende veder-

lag som f.eks. kollektive indtægter og et omsætningsbaseret

vederlag såsom royalty. Det bemærkes i den forbindelse, at

betragtning 72 angiver, at beskyttelsesbehovet ikke opstår,

når aftalepartneren handler som en slutbruger og ikke selv

udnytter værket eller fremførelsen, hvilket f.eks. kan være

tilfældet i visse ansættelseskontrakter. Herudover angiver

betragtning 72, at beskyttelsen tilkommer ophavsmænd og

udøvende kunstnere som fysiske personer, når der indgås

licensaftaler, herunder gennem deres egne virksomheder.

På en række licenseringsområder er der i både Danmark og

det øvrige EU praksis for, at den økonomiske værdi af de

licenserede rettigheder opgøres som en del af licenstagerens

omsætning, eller det aftalte vederlag forhandles under hen-

syntagen til den omsætning, der forventes opnået ved salg

af det produkt, hvor rettighederne indgår. Herved sikres,

at rettighedernes værdi står i forhold til den værdi, der ska-

bes i det efterfølgende omsætningsled. Denne værdimæssige

sammenhæng mellem vederlaget for rettighederne og den

skete udnyttelse er i overensstemmelse med betragtning 73’s

formulering om, at et passende og rimeligt vederlag skal stå

i forhold til den økonomiske værdi af rettighederne under

hensyntagen til blandt andet den faktiske udnyttelse af disse.

For at sikre, at dette får reel effekt, bør fastlæggelse af,

hvilke indtægter og hvilken værdiskabelse, der tages hensyn

til, løbende tilpasses den markedsmæssige og teknologiske

udvikling. Traditionelt har styksalg af fysiske eksemplarer

været den mest almindelige indtægtsform for mange typer

af kunstneriske indholdsprodukter, f.eks. litteratur og musik-

indspilninger. På medieområdet og det digitale område er

nogle af de mest almindelige indtægtsformer reklamer og

abonnementer. Udviklingen går dog hurtigt og særligt på

de digitale områder kommer nye indtægtsformer og forret-

ningsmodeller til. For at der også fremadrettet kan tages

passende hensyn til de indtægter, som brugen af rettigheder

genererer, bør også sådanne nye indtægtsstrømme og forret-

ningsmodeller inddrages, når det bestemmes, hvad der er et

passende og forholdsmæssigt vederlag, jf. kravet herom i

artikel 18.

Formålet med bestemmelsen er at sikre, at ophavsmænd og

udøvende kunstnere allerede ved aftaletidspunktet, jf. ordet

"når", sikres et passende vederlag for overdragelse af de-

res rettigheder, mens efterfølgende justeringer i aftalen skal

bedømmes efter den foreslåede aftalejusteringsordning. De

to bestemmelser er tæt forbundne således, at vurderingen

ift. artikel 18 og den foreslåede § 55 om passende og for-

holdsmæssig aflønning må indgå som basis i vurderingen

efter artikel 20 og den foreslåede § 55 b, som indeholder

en aftalejusteringsordning i tilfælde, hvor det oprindeligt

aftalte vederlag viser sig at være uforholdsmæssigt lavt sam-

menlignet med alle de efterfølgende relevante indtægter. Det

bemærkes i den forbindelse, at den foreslåede § 55 også

på dette område adskiller sig fra aftalelovens § 36, da den

foreslåede § 55 vedrører tidspunktet for aftaleindgåelsen,

mens aftalelovens § 36 efterregulerer en urimelig aftale. Det

samme gør sig i øvrigt gældende i forhold til specialitets-

grundsætningen i den gældende § 53, stk. 3, som gengivet

ovenfor.

Det bemærkes, at den foreslåede bestemmelse i § 55, i

modsætning til artikel 22, som foreslås gennemført i § 54,

stk. 2, ikke er begrænset til eksklusive aftaler, men finder

anvendelse på såvel eksklusive som ikke-eksklusive aftaler.

I forlængelse af ovenstående bemærkes det, at det følger

af den foreslåede § 55, at ophavsmanden har krav på et

1) passende og 2) forholdsmæssigt vederlag. Bestemmelsen

adskiller sig således fra vurderingen i aftalelovens § 36,

hvorefter en aftale kan tilsidesættes, hvis den er urimelig.

Det følger af direktivets artikel 23, stk. 2, at medlemsstater-

ne fastsætter, at artikel 18-22 i dette direktiv ikke finder an-

vendelse på ophavsmænd til et edb-program som omhandlet

i artikel 2 i direktiv 2009/24/EF. På denne baggrund foreslås

det, at den foreslåede § 55 ikke finder anvendelse ved over-

dragelse af ophavsretten til værker i form af edb-program-

mer, jf. den foreslåede § 55 d.

Det bemærkes, at direktivets artikel 23, stk. 1, angiver, at

alle aftalebestemmelser, der forhindrer overholdelse af be-

stemmelserne i artikel 19, 20 og 21, ikke kan håndhæves

over for ophavsmænd og udøvende kunstnere. Bestemmel-

sen henviser imidlertid ikke til princippet om passende og

forholdsmæssig aflønning i artikel 18, som foreslås gennem-

ført i § 55. Dette finder Kulturministeriet ikke hensigtsmæs-

sigt. I den foreslåede § 55 d, foreslås det derfor, at bestem-

melsen gøres beskyttelsespræceptiv ift. ophavsmanden un-

der hensyntagen til, at en fravigelse af bestemmelsen vil gå

imod formålet med bestemmelsen, nemlig at sikre ophavs-

mænd og udøvende kunstnere passende og forholdsmæssige

vederlag. Der henvises til bemærkningerne til lovforslagets

§ 1, nr. 17.

Endelig bemærkes det, at bestemmelsen finder anvendelse

for både ophavsmænd og udøvende kunstnere som følge af

henvisningen fra § 65, stk. 6.

På ovenstående baggrund forslås det, at artikel 18 gennem-

føres direktivnært, hvor der lægges vægt på bestemmelsens

L 125 - 2022-23 (2. samling) - Bilag 1: Høringsnotat, høringssvar og lovforslaget, fra kulturministeren

formål, som er at yde beskyttelse til ophavsmænd og udø-

vende kunstnere. Dog således, at der ikke skabes ubalance

i et velfungerende system. Det eksisterende system er bl.a.

baseret på overenskomster og andre kollektive løsninger,

og man har i Danmark sjældent set sager på området. Det

bemærkes i den forbindelse, at den foreslåede bestemmelse

i § 55 på ingen måde udelukker individuelt forhandlede

kontrakter. En individuelt forhandlet kontrakt kan således

også opfylde betingelserne om passende og forholdsmæssig

aflønning også for så vidt angår engangsvederlag, hvortil

bemærkes, at der skal tages hensyn til de særlige forhold i

hver enkelt sektor, jf. betragtning 73.

Den endelige afgørelse af, hvad der konkret er et passende

og forholdsmæssigt vederlag, henhører under domstolene.

2.9.2. Gennemsigtighedsforpligtelse

2.9.2.1. Gældende ret

Ophavsmanden har efter § 57, stk. 1, som minimum ret til

en årlig afregning, forudsat at vederlaget er omsætningsbe-

stemt f.eks. i form af en royalty-betaling. Efter bestemmel-

sen kan ophavsmanden kræve fyldestgørende oplysninger

om vederlagsberegningen i forbindelse med afregningen ved

at kræve oplysninger om salgstal og priser m.v., som danner

grundlag for beregning af vederlagets størrelse. Bestemmel-

sen indeholder ikke et egentlig krav på dokumentation for

oplysningerne, og rettighedserhververen skal kun stille de

nævnte oplysninger til rådighed, hvis ophavsmanden retter

henvendelse herom.

Den gældende § 57, stk. 2, vedrører kontrol med erhverve-

rens regnskaber. Efter denne bestemmelse kan ophavsman-

den kræve, at erhververens regnskabsoplysninger stilles til

rådighed for en statsautoriseret elle registreret revisor.

Det bemærkes, at reglen i § 57 er præceptiv og ikke kan

fraviges ved aftale, jf. § 57, stk. 3, som angiver, at stk. 1 og

2 ikke kan fraviges til skade for ophavsmanden.

Ophavsretslovens § 52 b, stk. 1, indeholder en regel om, at

en bruger skal give en kollektiv forvaltningsorganisation alle

relevante oplysninger, brugeren råder over, om anvendelsen

af de rettigheder, den kollektiv forvaltningsorganisationen

repræsenterer, og som er nødvendige for opkrævningen af

rettighedsvederlag og fordelingen af skyldige beløb til ret-

tighedshaverne.

De egentlige vilkår for brugerens rapportering fastsættes

i aftaler mellem brugeren og den kollektive forvaltnings-

organisation inden for lovens rammer. Stk. 2 indeholder

en tidsmæssige fastsættelse for rapporteringen, mens stk.

3 vedrører rapporteringsformat. Endelig indeholder stk. 4

adgang til, at Ophavsretslicensnævnet kan træffe afgørelse

om udstrækningen af brugerens oplysningsforpligtelser og

rapporteringsformat.

2.9.2.2. DSM-direktivets artikel 19

Artikel 19, stk. 1, indfører en forpligtelse for medlemssta-

terne til at sikre relevante og omfattende oplysninger om

udnyttelsen af værker og fremførelser til ophavsmænd og

udøvende kunstnere fra de parter, som de har udstedt licens

eller overdraget deres rettigheder til, eller efterfølgende er-

hververe. Oplysningerne skal være opdaterede og modtages

regelmæssigt, mindst en gang om året og under hensyntagen

til de særlige karakteristika, der er knyttet til hver enkelt

sektor, og de skal navnlig indeholde udnyttelsesmåden, alle

genererede indtægter og skyldige vederlag.

Af artikel 19, stk. 2, fremgår det, at ophavsmænd og udø-

vende kunstnere eller deres repræsentanter skal på anmod-

ning modtage yderligere oplysninger fra underlicenstagere i

tilfælde af, at deres første aftaleparter ikke er i besiddelse af

alle de oplysninger angivet i stk. 1. Aftaleparten skal infor-

mere om underlicenstagernes identitet. Der gives mulighed

for at fastsætte, at henvendelserne skal gå gennem den første

aftalepart.

Det følger af artikel 19, stk. 3, at forpligtelsen skal være

forholdsmæssig og effektiv og sikre høj gennemsigtighed i

alle sektorer. Bestemmelsen giver samtidig mulighed for, at

forpligtelsen kan begrænses i behørigt begrundede tilfælde,

hvor den administrative byrde, som følge af forpligtelsen,

ville blive uforholdsmæssigt stor i lyset af indtægterne, såle-

des at forpligtelsen begrænses til de typer og omfanget af de

oplysninger, der med rimelighed kan forventes.

Artikel 19, stk. 4, giver medlemsstaterne mulighed for at

begrænse gennemsigtighedsforpligtelsen, når bidraget fra

ophavsmanden eller den udøvende kunstner ikke har væ-

sentlig betydning for værket eller fremførelsen som helhed,

medmindre ophavsmanden eller den udøvende kunstner an-

moder om oplysningerne og godtgør, at vedkommende har

brug for disse for at kunne udøve sine rettigheder i henhold

til DSM-direktivets artikel 20, stk. 1.

Artikel 19, stk. 5, giver medlemsstaterne mulighed for

at fastsætte, at gennemsigtighedsklausuler fastsat i overens-

komster og lignende kan træde i stedet for direktivets gen-

nemsigtighedsforpligtelse, forudsat at disse opfylder kriteri-

erne fastsat i stk. 1-4.

Af stk. 6 fremgår det, at reguleringen ikke finder anvendelse

på aftaler indgået af enheder omfattet af direktiv om kollek-

tiv forvaltning af ophavsret og beslægtede rettigheder samt

multiterritoriale licenser for rettigheder til musikværker med

henblik på onlineanvendelse i det indre marked, når oplys-

L 125 - 2022-23 (2. samling) - Bilag 1: Høringsnotat, høringssvar og lovforslaget, fra kulturministeren

ningerne i stedet omfattes af de kollektive forvaltningsorga-

nisationers gennemsigtighedsrapporter.

2.9.2.3. Kulturministeriets overvejelser og den foreslåede

ordning

For at sikre ophavsmænd og udøvende kunstnere bedre ad-

gang til information om udnyttelsen af deres værker med

henblik på at stille dem i en bedre position til at vurdere

deres værker og frembringelsers økonomiske værdi foreslås

indført en specifik bestemmelse i § 55 a, som fastsætter op-

havsmænd og udøvende kunstneres adgang til information

om udnyttelse af deres værker.

Bestemmelsen indebærer som udgangspunkt en forpligtel-

se for de skabende og udøvende kunstneres aftalepartnere,

hvilket f.eks. kan være et forlag, en producent eller et mu-

sikselskab.

Den foreslåede § 55 a, stk. 1, indeholder på samme måde

som direktivets artikel 19, stk. 1, en opremsning af, hvilke

oplysninger og andre krav, der er forbundet med gennem-

sigtighedsforpligtelsen. Oplysningerne skal gives mindst en

gang om året, være opdaterede og relevante og indeholde

omfattende oplysninger om udnyttelsen af kunstnernes vær-

ker og fremførelser navnlig med hensyn til udnyttelsesmå-

den, alle genererede indtægter og skyldige vederlag. For-

pligtelsen skal dog, jf. artikel 19, stk. 1, iagttages under

hensyntagen til de særlige karakteristika, der er knyttet til

hver enkelt sektor. Dette indebærer, at der vil skulle tages

hensyn til de særlige forhold, som er knyttet til aftalens ka-

rakter. I den foreslåede § 55 a, stk. 1, udvides oplysningsfor-

pligtelsen endvidere med "udnyttelsesomfang”, som tilføjes

til oplistningen af informationer til ophavsmænd og udøven-

de kunstnere med henblik på at sikre bestemmelsens formål,

som er at sikre kunstnerne adgang til relevante oplysninger,

så de kan vurdere den økonomiske værdi af deres rettighe-

der, jf. betragtning 74. Det bemærkes, at udnyttelsesomfang

ligesom øvrige oplysninger til ophavsmænd eller udøvende

kunstnere ift. gennemsigtighedsforpligtigelsen skal være af

relevans for sagen, jf. betragtning 75.

Direktivets artikel 19, stk. 1, indeholder ikke en angivelse

af, hvilke aftaler, som omfattes af bestemmelsens anvendel-

sesområde, og er ikke begrænset til f.eks. aftaler med om-

sætningsbestemt vederlag. På samme vis er bestemmelsen

i den foreslåede § 55 heller ikke afgrænset til adgang til

information i tilfælde, hvor ophavsmanden modtager et om-

sætningsbestemt vederlag, men går ud over dette og omfat-

ter f.eks. aftaler med engangsvederlag.

Den foreslåede § 55 a er således ikke, som den gælden-

de § 57, afgrænset til information om omsætningsbestemt

vederlag. Det er derfor ikke afgørende, om vederlaget for

overdragelsen består af en engangsbetaling eller for eksem-

pel royalty. Den gældende § 57 indeholder heller ikke den

samme detaljerede oplistning af oplysninger, som er nød-

vendig for at opfylde gennemsigtighedsforpligtelsen. Da den

foreslåede § 55 a, som gennemfører DSM-direktivets artikel

19, dækker samme forhold (omsætningsbaseret vederlag og

royalty) og mere end den gældende § 57, foreslås der ligele-

des en justering af § 57, således at der ikke er to bestem-

melser, som regulerer adgang til oplysninger vedrørende

omsætningsbestemt vederlag. På denne baggrund foreslås

det, at følgende udgår af § 57, stk. 1: "Ophavsmanden kan

ligeledes kræve, at afregningen ledsages af fyldestgørende

oplysninger om de forhold, der har ligget til grund for ve-

derlagsberegningen".

Oplysningspligten i den foreslåede § 55 a, stk. 1, påhviler

”erhververen, samt eventuelle efterfølgende erhververe”.

Med ordlyden af den foreslåede § 55 a, stk. 1, 1. pkt., sikres,

at også ophavsmænds eller udøvende kunstneres repræsen-

tanter, f.eks. et fagforbund eller kollektivt forvaltningssel-

skab, har ret til at modtage oplysninger på ophavsmandens

eller den udøvende kunstners vegne, jf. herved ordlyden af

artikel 19, stk. 2.

Det har imidlertid ikke været direktivets hensigt, at alle for-

mer for aftaler skal omfattes af bestemmelserne i direktivets

kapitel III. Som angivet ovenfor er formålet med bestem-

melserne at yde beskyttelse til ophavsmænd og udøvende

kunstnere i økonomisk henseende. En mulig afgrænsning

ift. gennemsigtighedsforpligtelsen er således, at afgrænse

dette til udnyttelser, der har givet anledning til indtægter.

Den foreslåede § 55 a, stk. 1, afgrænses til værker, som ud-

nyttes, på samme måde som det i betragtning 74 angives, at

informationsbehovet ikke opstår, hvor udnyttelsen er ophørt,

eller hvor ophavsmanden eller den udøvende kunstner har

givet en licens til almenheden vederlagsfrit.

DSM-direktivets artikel 19 indeholder flere valgmuligheder,

som er overladt til medlemsstaterne. Disse er:

– At der tages hensyn til, at den administrative byrde skal

være proportional,

– At bidraget fra ophavsmanden som udgangspunkt skal

have været væsentlig, og

– At oplysningerne som udgangspunkt skal kræves fra den

direkte aftalepart.

– At overenskomster kan fastsætte specifikke branchekri-

terier.

Hensynet bag artikel 19 er efter Kulturministeriets vurde-

ring ikke, selvom ordlyden af artikel 19 måtte indikerer

noget andet, at alle aftaler, som omfatter en overdragelse

af ophavsret, bør omfattes af den foreslåede § 55 a, såsom

tilfælde hvor virksomheder, der sælger et produkt, bruger

et ophavsretligt beskyttet værk på produktemballagen. En

L 125 - 2022-23 (2. samling) - Bilag 1: Høringsnotat, høringssvar og lovforslaget, fra kulturministeren

gennemsigtighedsforpligtelse på en sådan aftale ville i givet

fald ikke være proportional, og bidraget fra ophavsmanden

må formodes ikke at have været væsentligt.

Med henblik på at sikre sammenhæng mellem de økonomi-

ske ressourcer, som aftaleerhververe i form af forlag, pro-

ducenter, musikselskaber m.v. skal afsætte til rapportering,

foreslås det, at forpligtelsen skal være "forholdsmæssig",

hvilket også fremgår af DSM-direktivets artikel 19, stk.

3. Det vil sige, at der gælder et proportionalitetsprincip

ift. omfanget af informationsforpligtelsen. Dette indebærer,

at ophavsmænds og udøvende kunstneres ret til information

er formålsbestemt i forhold til, hvad der er relevant i forhold

til brugen af deres værker med henblik på at kunne få et ind-

blik i den økonomiske værdi af de overdragne rettigheder.

Forpligtelsen bør således ikke være unødvendigt byrdefuld

eller ressourcetung. Af artikel 19, stk. 3, fremgår det, at gen-

nemsigtighedsforpligtelsen begrænses i tilfælde, hvor denne

ville blive uforholdsmæssigt stor i lyset af indtægterne fra

udnyttelsen af værket eller fremførelsen, og dermed er for-

pligtelsen begrænset til de typer og omfanget af oplysninger,

der med rimelighed kan forventes i sådanne tilfælde.

I forlængelse af dette og under hensyntagen til, at en gene-

rel forpligtelse til at informere samtlige ophavsmænd og

rettighedshavere vil medføre en uoverkommelig administra-

tiv byrde, foreslås det endvidere, i overensstemmelse med

artikel 19, stk. 4, at forpligtelsen som udgangspunkt begræn-

ses i tilfælde, hvor bidraget fra ophavsmanden eller den

udøvende kunstner ikke har væsentlig betydning for værket

eller fremførelsen som helhed, medmindre ophavsmanden

eller den udøvende kunstner godtgør, at vedkommende har

brug for oplysningerne for at kunne udøve sine rettigheder

i henhold til den foreslåede § 55 b, som indeholder en afta-

lejusteringsordning, og anmoder om oplysningerne til dette

formål. Ophavsmænd og udøvende kunstnere, som ikke har

ydet et væsentligt bidrag, har således altid mulighed for at få

oplysninger om efterfølgende brug, såfremt oplysningerne

skal benyttes til at vurdere, om det oprindeligt aftalte veder-

lag har været uforholdsmæssigt lavt.

Det bemærkes, at forpligtelsen kun eksisterer, når det pågæl-

dende værk udnyttes, hvilket følger af ordlyden af den fore-

slåede stk. 1 samt direktivets betragtning 74, som angiver,

at behovet for oplysninger ikke opstår, når udnyttelsen er

ophørt. I tilfælde, hvor der ikke er foretaget udnyttelse, vil

den foreslåede § 54 om tilbagefaldsret, som gennemfører

direktivets artikel 22, kunne være relevant.

Direktivet definerer ikke indholdet af et "væsentligt bi-

drag". Under forhandlingerne om direktivet nævntes ek-

sempler på, hvad der kunne være et bidrag, der ikke er

væsentligt. Dette kunne eksempelvis være bidraget fra en

studiemusiker på én optagelse eller en illustration af et bog-

omslag ift. bogen som helhed. Det er derfor nærliggende at

antage, at vurderingen ikke kun bør foretages i forhold til

det konkrete værk, ophavsmanden har skabt, men især den

helhed, hvori bidraget indgår, forudsat at helheden udgør et

værk i sig selv. På samme vis henviser direktivets artikel 19,

stk. 4, til, at væsentlighedsvurdering skal foretages ift. vær-

ket eller fremførelsen som helhed.

For at sikre ophavsmænd og udøvende kunstneres adgang

til oplysninger foreslås det i § 55 a, stk. 3, at der gives

mulighed for, at ophavsmænd og udøvende kunstnere kan

gå til den efterfølgende aftaleerhverver i de tilfælde, hvor

deres oprindelige aftaleerhverver ikke er i besiddelse af de

oplysninger, som de måtte have behov for med henblik på at

vurdere den økonomiske værdi af deres overdragne rettighe-

der.

Dette indebærer, at når aftaleerhververen, f.eks. en fono-

gram- eller filmproducent, ikke har de nødvendige oplys-

ninger, så vil en komponist, tekstforfatter eller udøvende

kunstner m.v. kunne gå til den efterfølgende aftaleerhverver,

f.eks. en streamingtjeneste, med henblik på at modtage op-

lysningerne oplistet i den foreslåede stk. 1.

Udgangspunktet er, at det er ophavsmanden og den udøven-

de kunstners oprindelige aftaleerhverver, der skal give de

pågældende oplysninger, da det typisk også vil være den

oprindelige aftaleerhverver, som står for udnyttelsen af de

pågældende rettigheder. I tilfælde, hvor den oprindelige af-

taleerhverver ikke er i besiddelses af de nødvendige oplys-

ninger, kan ophavsmænd og udøvende kunstnere kræve, at

aftaleerhververen sørger for at indhente oplysningerne ved

en eller flere underlicenstagere. I den forbindelse bemær-

kes, at der kan foreligge situationer, hvor udgangspunktet

nødvendigvis må fraviges, f.eks. når den oprindelige afta-

leerhverver er gået konkurs eller har videreoverdraget rettig-

hederne fuldstændigt til en ny part. Her vil kravet kunne

rettes mod den til hvem, rettighederne er overdraget, da der

ikke længere vil bestå et direkte forhold mellem ophavsman-

den/den udøvende kunstner og den oprindelige aftaleerhver-

ver. Det foreslås i en ny § 55 a, stk. 4, at oplysningerne

som udgangspunkt skal kræves fra den direkte aftalepart, jf.

DSM-direktivets artikel 19, stk. 2.

Med henblik på at gennemsigtighedsforpligtelsen sikres re-

levans og den nødvendige tilpasning til de særlige kende-

tegn, som eksisterer for de forskellige sektorer, foreslås det,

at kollektiver aftaler, som sikrer tilsvarende gennemsigtig-

hed, kan finde anvendelse i stedet for den adgang til infor-

mation, som er beskrevet i den foreslåede § 55 a, stk. 1-4, jf.

den foreslåede stk. 5. På denne måde kan det nærmere ind-

hold af gennemsigtighedsforpligtelsen på et givent område

blive fastlagt i en kollektiv aftale, og adgangen til at benytte

denne mulighed i DSM-direktivets artikel 19, stk. 5, foreslås

således udnyttet. På denne måde får brancherne fleksibilitet

til at indrette sig på en måde, som begrænser unødvendig

L 125 - 2022-23 (2. samling) - Bilag 1: Høringsnotat, høringssvar og lovforslaget, fra kulturministeren

bureaukrati og administrative byrder. Samtidig sikres det, at

der bedst muligt tages højde for de særlige karakteristika,

der gælder for den enkelte branche.

Lovforslaget benytter begrebet kollektive aftaler under hen-

syntagen til, at formålet med bestemmelsen er at sikre, at

den aftaledefinerede regulering er indgået mellem to lige-

værdige parter. Direktivets artikel 19, stk. 5, benytter begre-

bet "underlagt eller baseret på kollektive overenskomster"

og henvisningen til overenskomster er begrundet i, at der i

disse tilfælde ikke er den strukturelle ulighed til stede, når

aftalerne forhandles. På denne baggrund benyttes betegnel-

sen "kollektive aftaler" i den foreslåede bestemmelse. Den

foreslåede bestemmelse i § 55 a, stk. 5, som giver adgang

til at indgå kollektive og branchespecifikke aftaler, vil bl.a.

give mulighed for nærmere at specificere de særlige karakte-

ristika, der er knyttet til hver enkelt sektor. Det forudsættes,

at de pågældende kollektive aftaler opfylder kriterierne fast-

sat i stk. 1-3.

Det er Kulturministeriets vurdering, at branchens aktører

vil være nærmest til at beskrive og definere de for den på-

gældende branche behørige oplysninger, som oplistet i den

foreslåede § 55 a, stk. 1.

I forlængelse af ovenstående har Kommissionen den 30.

september 2022 udstedt retningslinjer for anvendelsen af

Unionens konkurrencelovgivning på kollektive aftaler ved-

rørende arbejdsvilkår for selvstændige uden ansatte (2022/C

374/02), hvor det i pkt. 39 angives "I overensstemmelse med

bestemmelserne i direktiv (EU) 2019/790, der henvises til

i punkt 38 i disse retningslinjer, og med forbehold for de

øvrige bestemmelser i nævnte direktiv, vil Kommissionen

ikke gribe ind over for kollektive aftaler, som selvstændi-

ge ophavsmænd/forfattere eller udøvende kunstnere uden

ansatte har indgået med deres modpart/modparter i henhold

til nationale foranstaltninger vedtaget i medfør af nævnte

direktiv."

Det bemærkes, at den foreslåede bestemmelse i § 55 a,

som gennemfører DSM-direktivets artikel 19, komplimen-

terer den foreslåede bestemmelse i § 55 b, som gennemfø-

rer DSM-direktivets artikel 20, der indeholder en aftaleju-

steringsordning, som finder anvendelse i tilfælde, hvor det

oprindeligt aftalte vederlag viser sig at være uforholdsmæs-

sigt lavt sammenlignet med alle de efterfølgende relevan-

te indtægter. Bestemmelsen giver således ophavsmænd og

udøvende kunstnere indblik i de indtægter, der er blevet

skabt på baggrund af udnyttelse af deres rettigheder, hvilket

kan give anledning til aftalejustering som beskrevet i den

foreslåede § 55 b. Oplysningerne er således beregnet til, at

ophavsmænd skal kunne vurdere den fortsatte økonomiske

værdi af deres rettigheder i forhold til den ved overdragelsen

udbetalte kompensation,

jf. betragtning 75.

Den foreslåede bestemmelse i § 55 d angiver bl.a., at be-

stemmelserne om gennemsigtighed i den foreslåede § 55

a ikke finder anvendelse på aftaler indgået mellem rettig-

hedshavere og kollektive forvaltningsorganisationer eller

uafhængige forvaltningsenheder. I det tilfælde er rettigheds-

haverne beskyttet af direktivet om kollektiv forvaltning af

ophavsret og den lov, som gennemfører denne. Dette følger

af direktivets artikel 19, stk. 6, som angiver, at når bestem-

melsen i artikel 18 i Europa parlamentets og Rådets direktiv

2014/26/EU af 26. februar 2014 om kollektiv forvaltning

af ophavsret og beslægtede rettigheder samt multiterritoria-

le licenser for rettigheder til musikværker med henblik på

onlineanvendelse i det indre marked finder anvendelse, gæl-

der artikel 19 ikke. Bestemmelsen vedrører oplysninger til

rettighedshavere om forvaltning af deres rettigheder og er

gennemført i dansk ret i § 19 i lov om kollektiv forvaltning

af ophavsret. Bestemmelsen omfatter enheder defineret i

artikel 3, litra a) og b) i direktivet om kollektiv forvaltning

af ophavsret. Bestemmelsen definerer i litra a en »kollektiv

forvaltningsorganisation« og i litra b en »uafhængig forvalt-

ningsenhed«. Bestemmelsen er gennemført i dansk ret ved

lov om kollektiv forvaltning af ophavsret, hvor kollektiv

forvaltningsorganisation er defineret i § 2 nr. 1, mens uaf-

hængig forvaltningsorganisation, som svarer til direktivets

uafhængig forvaltningsenhed, er defineret i § 2 nr. 2.

På ovenstående baggrund foreslås det, at artikel 19 gennem-

føres direktivnært, hvor der lægges vægt på bestemmelsens

formål, som er at yde beskyttelse til ophavsmænd og udø-

vende kunstnere, som ofte står svagere i en forhandlings-

position. Oplysningskravet ”udnyttelsesomfang” tilføjes til

oplistningen af informationer til ophavsmænd og udøvende

kunstnere. Der tages hensyn til, at den administrative byrde

skal være proportional, bidraget fra ophavsmanden skal som

udgangspunkt have været væsentlig, og oplysningerne skal

som udgangspunkt kræves fra den direkte aftalepart. Over-

enskomster og kollektive aftaler kan fastsætte specifikke

branchekriterier. Det bemærkes, at der i alle tilfælde skal

tages hensyn de særlige karakteristika, der er knyttet til hver

enkelt sektor, jf. artikel 19, stk. 1 – også i tilfælde, hvor der

ikke foreligger kollektive aftaler.

Den foreslåede bestemmelse i § 55 d, medfører bl.a., at

de foreslåede bestemmelser om gennemsigtighed ikke kan

fraviges til skade for ophavsmanden på samme vis som

direktivets artikel 23, stk. 1. Det foreslås ligeledes, at gen-

nemsigtighedsforpligtelsen ikke omfatter ophavsmænd til

edb-programmer, jf. direktivets artikel 23, stk. 2.

Endelig bemærkes det, at behandlingsgrundlaget for be-

handlingen af personoplysninger såsom kontaktoplysninger

og oplysninger om vederlag, som er nødvendig for at holde

ophavsmænd og udøvende kunstnere underrettet i forbindel-

se med udnyttelsen af deres værker og fremførelser, findes i

artikel 6, stk. 1, litra c), i databeskyttelsesforordningen.

L 125 - 2022-23 (2. samling) - Bilag 1: Høringsnotat, høringssvar og lovforslaget, fra kulturministeren

2.9.3. Aftalejusteringsordning

2.9.3.1. Gældende ret

Der er ikke i den gældende ophavsretslov en generel be-

stemmelse om adgang til at foretage justering af aftaler.

Ophavsretsloven af 1961 indeholdt en bestemmelse i den

daværende § 29, hvorefter en aftale om overdragelse af ret

til at råde over et værk helt eller delvis kunne tilsidesættes,

hvis det viste sig, at den førte til åbenbart urimelige resulta-

ter. Det samme gjaldt, hvis der for retten til at råde over

værket var aftalt vilkår, som stred mod god skik på ophavs-

rettens område. Bestemmelsen er sidenhen ophævet.

Reglerne om overdragelse af ophavsrettigheder følger som

udgangspunkt de almindelige regler om formueretlige afta-

ler, herunder om tilsidesættelse af urimelige aftaler, jf. afta-

lelovens § 36. Ophavsretlige aftaler om overdragelse kan

således tilsidesættes med hjemmel i aftalelovens § 36, hvis

aftalen fører til et åbenbart urimeligt resultat. Aftalelovens §

36 har en særlig betydning på ophavsretsområdet. 1975-for-

arbejderne til ophavsretsloven henviser netop til, at aftalelo-

vens § 36 kunne finde anvendelse i videre omfang end den

med loven ophævede dagældende § 29, der havde følgende

ordlyd ”En aftale om overdragelse af ret til at råde over et

værk kan helt eller delvist tilsidesættes, hvis det viser sig, at

den fører til åbenbart urimelige aftaler. Det samme gælder,

hvis der for retten til at råde over værket er aftalt vilkår,

som strider mod god skik på ophavsrettens område”. Folke-

tingstidende 1974-75 (2. samling), Tillæg A, spalte 779ff. -

Tillæg B, spalte 587ff. Der er dog begrænset retspraksis

om anvendeligheden for aftalelovens § 36 på ophavsretsom-

rådet.

Aftalelovens § 36 angiver, at en aftale kan ændres eller tilsi-

desættes helt eller delvis, hvis det vil være urimeligt eller

i strid med redelig handlemåde at gøre den gældende. Be-

stemmelsen har bl.a. fundet anvendelse i Højesteres dom af

15. marts 2002 i sag I 129/1997 (UfR. 2002.1224), hvor en

aftale med et musikforlag om fordeling af indtægter fra vær-

ket Tango Jalousie blev tilsidesat i henhold til aftalelovens §

36.

Ved ændring af ophavsretsloven i 2013 blev beskyttelsesti-

den for lydoptagelser udvidet fra 50 år til 70 år som følge

af Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2011/77/EU af

27. september 2011 (beskyttelsestidsdirektivet). Ifølge over-

gangsreglen i § 3, stk. 2, til lovforslaget til lov nr. 380 af

17. april 2013 har en udøvende kunstner, som har ret til et

løbende vederlag i henhold til en tidligere kontrakt, desuden

ret til at få dette vederlag genforhandlet i den forlængede

beskyttelsestid.

Hensynet bag direktivbestemmelsen er at sikre ophavsmænd

og udøvende kunstnere en bedre position med henblik på

genforhandling af deres aftaler.

I dansk formueret gælder der et princip om aftalefri-

hed. Med undtagelse af den gældende § 57 og delvist § 54

kan bestemmelserne i ophavsretslovens kapitel 3 fraviges og

er således deklaratoriske.

2.9.3.2. DSM-direktivets artikel 20

Artikel 20, stk. 1, i DSM-direktivet forpligter medlemssta-

terne til at sikre, at ophavsmænd og udøvende kunstnere

eller deres repræsentanter i tilfælde, hvor der ikke findes

nogen gældende kollektiv overenskomst, der fastsætter en

ordning, der er sammenlignelig med den, der er fastsat i

bestemmelsen, har ret til at kræve yderligere, passende og

rimeligt vederlag fra den part, med hvem de har indgået

en aftale angående udnyttelsen af deres rettigheder, eller

fra de efterfølgende rettighedshavere eller licensmodtagere i

forhold til en sådan part, hvis det oprindeligt aftalte vederlag

viser sig at være uforholdsmæssigt lavt sammenlignet med

alle de efterfølgende relevante indtægter som følge af udnyt-

telsen af værkerne eller opførelserne.

Af stk. 2 fremgår det, at bestemmelsen ikke finder anvendel-

se ift. enheder omfattet af direktiv om kollektiv forvaltning

af ophavsret og beslægtede rettigheder samt multiterritoriale

licenser for rettigheder til musikværker med henblik på on-

lineanvendelse i det indre marked.

2.9.3.3. Kulturministeriets overvejelser og den foreslåede

ordning

Artikel 20 finder anvendelse, hvor det oprindeligt aftalte ve-

derlag viser sig at være uforholdsmæssigt lavt sammenlignet

med alle de efterfølgende relevante indtægter som følge af

udnyttelsen af værkerne eller opførelserne.

Den foreslåede bestemmelse i § 55 b gennemfører DSM-di-

rektivets artikel 20. Kulturministeriet foreslår en direktivnær

gennemførsel, hvor der lægges vægt på bestemmelsens for-

mål, som er at yde beskyttelse til ophavsmænd og udøvende

kunstnere.

Aftalelovens § 36 indeholder en afvejning af en hel aftale

og dækker således også andre kontraktvilkår end vederlags-

niveauet. Herudover kan aftalelovens § 36 også påberåbes

til skade for ophavsmanden. Aftalelovens § 36 forudsætter,

at aftalen er urimelig. Over for dette er direktivets artikel

20, som alene vedrører vederlag og som finder anvendelse i

tilfælde af, at dette ikke er forholdsmæssigt. Bestemmelsen

i artikel 20 adskiller sig således fra aftalelovens § 36 ved, at

direktivbestemmelsen alene gælder aftalevilkår om vederla-

get, og om dette er forholdsmæssigt lavt sammenlignet med

alle de efterfølgende relevante indtægter, mens aftalelovens

L 125 - 2022-23 (2. samling) - Bilag 1: Høringsnotat, høringssvar og lovforslaget, fra kulturministeren

§ 36 kan finde anvendelse på den samlede aftale, eller dele

af denne, herunder dele som ikke vedrører vederlaget. Her-

udover kan bestemmelsen i direktivet – i modsætning til af-

talelovens § 36 – kun anvendes til fordel for ophavsmanden

og den udøvende kunstner.

Det er således Kulturministeriet vurdering, at der er behov

for at gennemføre direktivets artikel 20 i form af en ny

bestemmelse i ophavsretsloven, da direktivets bestemmelse

adskiller sig fra aftalelovens § 36 på flere parametre.

Forholdet mellem direktivets krav om, at et vederlag skal

være uforholdsmæssig lavt over for aftalelovens § 36, hvor-

efter noget skal være urimeligt, er ikke endelig afklaret

men må forventes at blive fastlagt på baggrund af EU-prak-

sis. Aftalelovens § 36 vil sideløbende med bestemmelsen i

§ 55 b fortsat kunne finde anvendelse på ophavsretlige afta-

ler. Den foreslåede § 55 b, skal betragtes som lex specialis

ift. aftalelovens sideløbende regulering.

Bestemmelsen hænger tæt sammen med princippet i den

foreslåede § 55, hvorefter ophavsmanden og udøvende

kunstnere har krav på passende og forholdsmæssigt vederlag

for udnyttelse af deres rettigheder. Den foreslåede bestem-

melse finder således anvendelse i tilfælde, hvor en aftale

ikke giver et tilstrækkeligt vederlag, hvorefter der kan være

behov for en aftalejustering således, at der gives et ”yderli-

gere, passende og rimeligt vederlag”.

Det er Kulturministeriets vurdering, at afvejningen af, om

det oprindeligt aftalte vederlag er uforholdsmæssigt lavt,

fordrer en objektiv vurdering. Bestemmelsen forudsætter

således ikke, at den oprindelige aftale er uklar eller urime-

lig. Bestemmelsen finder anvendelse, når vederlagt klart

er uforholdsmæssigt lavt sammenlignet med den relevante

indtægt hidrørende fra ophavsmandens eller den udøvende

kunstners aftaleparts efterfølgende udnyttelse af værket eller

optagelse af fremførelsen, hvorefter ophavsmanden eller den

udøvende kunstner har krav på et yderligere vederlag. Det

bemærkes i den forbindelse, at hensynet bag bestemmelsen

er ophavsrettigheders lange varighed, hvorfor ophavsmænd

og udøvende kunstnere skal have mulighed for at genfor-

handle deres aftaler i tilfælde af, at rettighedernes økonomi-

ske værdi viser sig at være væsentligt højere end oprindeligt

antaget, jf. direktivets betragtning 78. Det fremgår således af

betragtning 78, at der skal være et misforhold af en vis væ-

sentlighed mellem den aftalte og den senere realiserede vær-

di. De indtægter, som skal indgå i vurderingen, omfatter alle

de indtægter, der er relevante for sagen, herunder eventuelle

indtægter fra salg af merchandise. Det er Kulturministeriets

vurdering, at bedømmelsen udgøres af en sammenligning

mellem de realiserede indtægter som følge af udnyttelse

af værket og det vederlag, som ophavsmanden har fået i

henhold til aftalen. Bedømmelsen kan således også vedrøre

forhold, der er indtruffet efter aftaleindgåelsen.

I denne vurdering indgår de specifikke omstændigheder i

hvert enkelt tilfælde, herunder bidraget fra ophavsmanden

eller den udøvende kunstner samt de særlige karakteristika

og vederlagspraksisser i de forskellige indholdssektorer

samt spørgsmålet om, hvorvidt aftalen er baseret på en kol-

lektiv overenskomst, jf. betragtning 78. Det er Kulturmini-

steriets forventning, at aftalejustering er relevant i et videre

omfang for aftaler baseret på engangsbetaling end aftaler ba-

seret på et omsætningsbestemt eller brugsbaseret vederlag.

I artikel 20 henvises til ”efterfølgende rettighedshavere eller

licensmodtagere eller fra de efterfølgende rettighedshavere

eller licensmodtagere i forhold til en sådan part”, mens be-

tragtning 78 angiver følgende i forhold til, hvem et krav

om genforhandling kan rettes mod: "med deres aftalepart-

nere eller deres retssuccessorer". I den engelske sprogversi-

on angives "contractual counterparts or their successors in

title". Det er Kulturministeriets vurdering, at der med ”rets-

successor” henvises til én, der træder i stedet for den oprin-

delige aftalepart – og således ikke en underlicenstager. Det

foreslås at benytte betegnelsen "erhververen" i § 55 b, som

omfatter såvel den oprindelige erhverver som retssuccesso-

rer.

Den foreslåede bestemmelse i § 55 d angiver bl.a., at be-

stemmelsen i den foreslåede § 55 b ikke finder anvendelse

på aftaler indgået mellem rettighedshavere og kollektive

forvaltningsorganisationer eller uafhængige forvaltningsen-

heder. I dette tilfælde er rettighedshaverne beskyttet af di-

rektivet om kollektiv forvaltning af ophavsret og den lov,

som gennemfører denne. Dette følger af direktivets artikel

20, stk. 2, som angiver, at bestemmelserne i artikel 3, litra a)

og b) i artikel 18 i Europa parlamentets og Rådets direktiv

2014/26/EU af 26. februar 2014 om kollektiv forvaltning

af ophavsret og beslægtede rettigheder samt multiterritoria-

le licenser for rettigheder til musikværker med henblik på

onlineanvendelse i det indre marked finder anvendelse. Be-

stemmelsen definerer i litra a en »kollektiv forvaltningsorga-

nisation« og i litra b en »uafhængig forvaltningsenhed«. Be-

stemmelsen er gennemført i dansk ret ved lov om kollektiv

forvaltning af ophavsret, hvor en kollektiv forvaltningsorga-

nisation er defineret i § 2, nr. 1, mens en uafhængig for-

valtningsorganisation, som svarer til direktivets uafhængig

forvaltningsenhed, er defineret i § 2, nr. 2.

Under hensyntagen til, at den foreslåede bestemmelse skal

yde beskyttelse til ophavsmænd og udøvende kunstnere,

foreslås det, at bestemmelsen ikke kan fraviges ved afta-

le. Den foreslåede bestemmelse i § 55 d, medfører bl.a.,

at den foreslåede bestemmelse om aftalejustering ikke kan

fraviges til skade for ophavsmanden på samme vis som di-

rektivets artikel 23, stk. 1. Det foreslås ligeledes, at aftalej-

usteringsordningen ikke omfatter ophavsmænd til edb-pro-

grammer, jf. direktivets artikel 23, stk. 2.

L 125 - 2022-23 (2. samling) - Bilag 1: Høringsnotat, høringssvar og lovforslaget, fra kulturministeren

Det foreslås, at artikel 20 gennemføres direktivnært med

fokus på bestemmelsens

formål, som er at sikre sammenhæng mellem det vederlag,

som ophavsmænd og udøvende kunstnere modtager, og den

indtjening der måtte være ved brug af deres rettigheder. Må-

let er at etablere en incitamentsstruktur, der understøtter kol-

lektive aftaler, f.eks. overenskomster.

2.9.4 Alternativ tvistbilæggelse procedure

2.9.4.1. Gældende ret

Der er ikke i ophavsretsloven et organ, som generelt hånd-

terer tvister om vederlag, gennemsigtighed, aftalejustering

og tilbagekaldelsesret mellem ophavsmænd og udøvende

kunstnere og deres aftaleerhververe.

Ophavsretslicensnævnet afgør tvister om ophavsretlige ve-

derlag på en række udvalgte områder. Ophavsretslicensnæv-

net reguleres i ophavsretslovens § 47. Nævnet består af en

formand, som er højesteretsdommer, og to medlemmer, som

udpeges af kulturministeren. Hensigten med nævnet er, at

tvisterne skal kunne afgøres af en gruppe uvildige og sag-

kyndige personer på en enklere, hurtigere og billigere måde,

end hvis sagen skulle behandles af domstolene. Nævnets

kompetenceområder er oplistet i § 47, stk. 2, og omfatter

blandt andet tvangslicens, vederlagskrav til ikke-repræsente-

rede ophavsmænd, sager om aftalelicens, KODA-vederlag

og tekniske foranstaltninger.

2.9.4.2. DSM-direktivets artikel 21

Artikel 21 i DSM-direktivet fastsætter, at tvister vedrøren-

de gennemsigtighedsforpligtelsen efter artikel 19 og aftalej-

usteringsordningen efter artikel 20 skal kunne underkastes

en frivillig, alternativ tvistbilæggelsesprocedure. I den for-

bindelse skal det sikres, at organisationer, der repræsenterer

ophavsmænd og udøvende kunstnere, kan indlede sådanne

procedurer på anmodning af en eller flere ophavsmænd eller

udøvende kunstnere.

2.9.4.3. Kulturministeriets overvejelser og den foreslåede

ordning

Formålet med Ophavsretslicensnævnet er på baggrund af

partsindlæg at foretage vurderinger om en given aftale for

brug af rettigheder er rimelig. Dette adskiller sig ikke væ-

sentlig fra de foreslåede ordninger vedrørende tvister om

gennemsigtighedsforpligtelsen og aftalejusteringsordningen.

Det foreslås, at Ophavsretslicensnævnet får kompetence til

at træffe afgørelse i disse spørgsmål ved at udvide nævnets

kompetence i § 47, stk. 2. Nævnet skal navnlig foretage

bedømmelse af, om et givent vederlag er passende og for-

holdsmæssigt set over for værkets udnyttelse og indtjening

og således sikre aftaleparterne adgang til en uafhængig vur-

dering af, om vederlagsbetalingen lever op til et alminde-

lig niveau, som fastlagt mellem ligeværdige forhandlingsp-

arter. Herudover skal nævnet kunne afgøre tvister om gen-

nemsigtighedsforpligtelsen f.eks. i spørgsmål om, hvorvidt

afgivne oplysninger er tilstrækkelige og forståelige, eller om

værket falder uden for gennemsigtighedsforpligtelsen.

Nævnet tillægges således ikke kompetence på områder af

væsentlig ny og anderledes beskaffenhed, men der gives

mulighed for at benytte den viden og de kompetencer, næv-

net er i besiddelse af på det ophavsretslige område.

Begge parter i en eventuel tvist har mulighed for at forelæg-

ge tvisten for nævnet. I overensstemmelse med gældende

praksis for nævnet er en part ikke forpligtet til at give møde

eller afgive svar i forbindelse med sagens behandling. I

sådanne tilfælde kan nævnet fortsat træffe afgørelse på det i

sagen foreliggende grundlag.

I tvister, som udspringer af kollektivt forhandlede aftaler,

har parterne i den kollektivt forhandlede aftale ret til at

indtræde i sagen, således at repræsentanterne har adgang til

nævnet.

Nævnet træffer den endelige administrative afgørelse i sag-

erne. Afgørelserne er ikke bindende for parterne, men par-

terne forventes i vidt omfang at indrette sig efter nævnets

afgørelse, hvilket også har været kutymen. I den forbindelse

bemærkes, at parterne også har adgang til at indbringe en

sag for til de almindelige domstole. Nævnets procedure be-

rører således ikke parternes ret til at gøre deres rettigheder

gældende ved at indbringe sagen for en domstol, jf. betragt-

ning 79. Nævnets behandling udelukker heller ikke, at sagen

kan behandles ved det fagretlige system.

Det foreslås, at artikel 21 gennemføres således, at Ophavs-

retslicensnævnet kan varetage tvister vedrørende gennem-

sigtighedsforpligtelsen i artikel 19 og retten til at kræve

yderligere vederlag i artikel 20, hvis vederlaget står i misfor-

hold til de pågældende indtægter.

Kulturministeriet vurderer, at man med Ophavsretslicens-

nævnets udvidede kompetence vil få en velfungerende ord-

ning med let håndtering af tvister om gennemsigtighedsfor-

pligtelsen og aftalejusteringsordningen.

2.9.5. Tilbagekaldelsesret

2.9.5.1. Gældende ret

Ophavsretslovens § 54 indeholder en pligt for erhververen

til at udnytte de overdragne rettigheder og giver ophavs-

manden en tilbagefaldsret. Bestemmelsen indebærer, at de

L 125 - 2022-23 (2. samling) - Bilag 1: Høringsnotat, høringssvar og lovforslaget, fra kulturministeren

overdragne rettigheder falder tilbage til ophavsmanden i det

omfang, erhververen ikke har iværksat den aftalte udnyttelse

af værket. I medfør af bestemmelsens stk. 1 kan ophavsman-

den bringe aftalen til ophør med seks måneders varsel, hvis

udnyttelsen ikke er iværksat inden tre år efter det tidspunkt,

hvor aftalen er opfyldt fra ophavsmandens side. Dette gæl-

der dog ikke, hvis udnyttelsen iværksættes inden varslets

udløb. Det følger af bestemmelsens stk. 2, at bestemmelsen i

stk. 1 er ufravigelig bortset fra en ændring af tidsfristerne.

Ved ændring af ophavsretsloven i 2013 blev beskyttelsesti-

den for lydoptagelser udvidet fra 50 år til 70 år som føl-

ge af beskyttelsestidsdirektivet. I den forbindelse indførtes

den gældende § 66 a, stk. 1, i ophavsretsloven, hvoraf det

fremgår, at en udøvende kunstner kan bringe en aftale til

ophør, i henhold til hvilken den udøvende kunstner har

overført eller overdraget sine rettigheder til lydoptagelsen

af sin fremførelse til en lydproducent, når 50 år er forløbet,

efter at lydoptagelsen blev udgivet, eller, såfremt en sådan

udgivelse ikke har fundet sted, når 50 år er forløbet, efter

at lydoptagelsen blev offentliggjort, hvis fremstilleren ikke

udbyder eksemplarer eller stiller lydoptagelsen til rådighed,

jf. stk. 1.

2.9.5.2. DSM-direktivets artikel 22

Artikel 22, stk. 1, forpligter medlemsstaterne til at sikre, at

ophavsmænd og udøvende kunstnere helt eller delvist kan

tilbagekalde deres rettigheder, når rettighederne er overdra-

get eksklusivt og ikke efterfølgende udnyttes.

Artikel 22, stk. 2, giver mulighed for at fastsætte særlige be-

stemmelser vedrørende tilbagekaldelsesordningen med hen-

syn til:

a) de særlige forhold i de forskellige sektorer og de forskel-

lige typer af værker og fremførelser, og b) hvis et værk

eller en anden frembringelse indeholder bidrag fra mere

end én ophavsmand eller udøvende kunstner, den relative

betydning af de enkelte bidrag og de legitime interesser

hos alle ophavsmænd og udøvende kunstnere, der berøres

af en enkelt ophavsmands eller udøvende kunstners anven-

delse af tilbagekaldelsesordningen. Artikel 22, stk. 2, giver

endvidere mulighed for at udelukke værker eller andre frem-

bringelser, som normalt indeholder bidrag fra flere forskelli-

ge ophavsmænd eller udøvende kunstnere. Herudover kan

medlemsstaterne fastsætte, at tilbagekaldelsesordningen kun

kan anvendes inden for en bestemt tidsramme, når en sådan

begrænsning er behørigt begrundet af de særlige forhold, der

gør sig gældende for den pågældende sektor eller fastsætte,

at tilbagekaldelsen alene vedrører overdragelsens eksklusi-

vitet.

Artikel 22, stk. 3, fastsætter, at tilbagekaldelsesordningen

kun kan benyttes efter en rimelig tidsfrist efter indgåelsen

af aftalen om overdragelse af rettigheder og en passende

frist fra underretning fra ophavsmanden eller den udøvende

kunstner om, hvornår udnyttelse af rettighederne skal finde

sted. Efter udløbet af fristen kan rettighederne tilbagekaldes

eller aftalen gøres ikke-eksklusiv.

Af artikel 22, stk. 4, fremgår det, at tilbagekaldelsesretten

ikke finder anvendelse, hvis den manglende udnyttelse over-

vejende skyldes omstændigheder, som ophavsmanden eller

den udøvende kunstner med rimelighed kan forventes at

afhjælpe.

Artikel 22, stk. 5, giver mulighed for at fastsætte, at alene

aftaleklausuler baseret på kollektive overenskomster kan af-

vige fra tilbagekaldelsesordningen, mens andre afvigende

aftaler ikke vil kunne håndhæves.

2.9.5.3. Kulturministeriets overvejelser og den foreslåede

ordning

Ifølge direktivets betragtning 80 er tilbagekaldelsesretten

begrundet i, at når en ophavsmand eller udøvende kunstner

overdrager sine rettigheder til, så sker dette i forventning

om, at værket eller frembringelsen udnyttes. Såfremt ud-

nyttelsen slet ikke finder sted, og rettighederne er blevet

overført på et eksklusivt grundlag, kan ophavsmænd og

udøvende kunstnere ikke gå til en anden part med henblik

på udnyttelse af deres værker eller fremførelser og dermed

kapitalisere på deres rettigheder. Tilbagekaldelsesretten skal

således skabe en ordning, hvorefter uudnyttede rettigheder

kan falde tilbage til den oprindelige rettighedshaver. Det er

Kulturministeriets vurdering at også delvis eksklusive afta-

ler omfattes af bestemmelsen, således at tilbagekaldsretten

også kan udnyttes i tilfælde, hvor aftaleerhververen kun har

opnået en delvis eksklusiv ret til udnyttelse. Det kan være

i tilfælde, hvor erhververen har opnået eksklusivitet til et be-

stemt geografisk område eller en bestemt udnyttelsesform,

således at ophavsmanden eller den udøvende kunstner ikke

kan disponere over sine rettigheder til anden side inden for

det eksklusive udnyttelsesområde.

Ordlyden af betragtning 80, indikerer, som nævnt ovenfor,

at alene total mangel på udnyttelse vil medføre aktivering af

tilbagekaldelsesretten. Bestemmelsens hensyn må imidlertid

være, at såfremt der alene foretages symbolsk brug af vær-

ket eller frembringelsen, så udelukker dette ikke anvendelse

af tilbagekaldelsesretten. Samtidig kan direktivets bestem-

melser ikke anses for at medføre et krav om, at erhververen

skal bruge værket på alle tænkelige måder. Det er Kulturmi-

nisteriets vurdering, at formålet med bestemmelsen er, at

denne kan finde anvendelse i tilfælde, hvor erhververen ikke

anvender værket sådan, som det med rimelighed kan forven-

tes, og således ikke adskiller sig væsentlig fra sædvanlig

brug.

Direktivbestemmelsen giver mulighed for:

L 125 - 2022-23 (2. samling) - Bilag 1: Høringsnotat, høringssvar og lovforslaget, fra kulturministeren

–

at der laves sektorspecifik regulering (f.eks. forskellig

behandling af filmaftaler,

aftaler om indspilning af musik og forlagsaftaler),

– at begrænse tilbagekaldelsesretten i tilfælde med mere

end én rettighedshaver,

– at vælge at fastsætte tidsrammer for anvendelse af retten,

– at aftalen ikke ophæves, men ophavsmænd og udøvende

kunstnere kan sælge sine rettigheder til andre (aftalen

gøres ikke-eksklusiv), og

– at tilbagekaldelsesretten kun kan fraviges ved overens-

komst.

Den foreslåede ændring af § 54 er formuleret således, at

der skal foretages en konkret vurdering af, hvor lang tid det

er rimeligt, at erhververen venter med en given brug af de

overdragne rettigheder.

Det er Kulturministeriets vurdering, at området ikke er vel-

egnet til sektorspecifik regulering under hensyntagen til de

mange sektorer og former for overdragelse af rettigheder. I

den forbindelse bemærkes det, at det er Kulturministeriets

vurdering, at der er behov for, at tidsrammerne kan fortolkes

dynamisk og dermed følge den hurtige udvikling inden for

ophavsretten og digitaliseringen, således at der kan foretages

konkrete rimelighedsvurderinger med en konkret afvejning

af de specifikke hensyn, der gør sig gældende i den pågæl-

dende sektor.

På den baggrund indeholder den foreslåede bestemmelse

i § 54, stk. 1, ingen fast tidsramme for, hvornår aftalen

kan ophæves af ophavsmanden eller den udøvende kunstner

som følge af manglende udnyttelse, men benytter den direk-

tivkonforme formulering "rimelig tid". På denne baggrund

ændres den gældende tidsramme i § 54, stk. 2, hvorefter

tidsrammen i stk. 1 kan ændres ved aftale. Det foreslås, at §

54, stk. 2, ændres således, at reglen i den foreslåede stk. 1

kan fraviges ved kollektivt forhandlede aftaler. Dette gøres

med henblik på, at tilbagekaldelsesretten kan reguleres i en

overenskomst, hvor der vil være mulighed for en sektorspe-

cifik aftaleregulering af rimelig tid. På denne måde vil det

være branchens parter – som også er nærmest til at have fag-

kendskab til den pågældende branche – som kan fastsætte

standarderne for, hvornår noget er rimelig tid og samtidig

sikre, at standarden er dynamisk og tilpasset den digitale

udvikling, herunder måder hvorpå rettigheder udnyttes.

For så vidt angår direktivets mulighed for at tage særlig høj-

de for værker med flere bidragydere kan medlemsstaterne

bestemme, at en ophavsmand eller udøvende kunstner kan

afstå fra at tilbagekalde deres rettigheder og i stedet fratage

aftalen dens eksklusive karakter, jf. artikel 22, stk. 2, fjerde

afsnit. Der har imidlertid aldrig været sager m.v. i Danmark,

som har demonstreret behov for sådanne regler. Det bemær-

kes i den forbindelse, at det står parterne frit for indgå en ny

aftale på ikke-eksklusiv basis efter tilbagekaldelse.

I dansk formueret gælder der et princip om aftalefri-

hed. Med undtagelse af den gældende § 57 og delvist § 54

kan bestemmelserne i ophavsretslovens kapitel 3 fraviges og

er således deklaratoriske. § 54 blev ændret i 2008, således at

alene 3-års fristen, efter hvilken erhververen efter påkrav fra

ophavsmanden skal iværksætte en udnyttelse, kan fraviges

ved aftale. Tidligere kunne både §§ 54 og 55 fraviges til

skade for ophavsmanden.

Det bemærkes, at direktivets artikel 23, stk. 1, bestemmer,

at alle aftalebestemmelser, der forhindrer overholdelse af

bestemmelserne i artiklerne 19, 20 og 21 ikke kan håndhæ-

ves over for ophavsmænd og udøvende kunstnere. Bestem-

melsen henviser imidlertid ikke til tilbagekaldelsesretten i

artikel 22, som foreslås gennemført i § 54, stk. 1.

Det fremgår af direktivets artikel 22, stk. 5, at ”medlemssta-

terne kan fastsætte, at enhver aftalebestemmelse, der afviger

fra tilbagekaldelsesordningen i stk. 1, kun kan håndhæves,

hvis den er baseret på en kollektiv overenskomst”. Det er

Kulturministeriets vurdering, at bestemmelsen skal anses for

præceptiv og ikke kan fraviges ved aftale, medmindre regu-

leringen er håndteret i en overenskomst. Denne mulighed er

udnyttet i den foreslåede § 54, stk. 2. Lovforslaget benytter

begrebet kollektive aftaler under hensyntagen til, at formålet

med bestemmelsen er at sikre, at de pågældende aftaler er

indgået mellem to ligeværdige parter. Det er således ikke

afgørende, at aftalen er defineret som en overenskomst af

parterne. Det bemærkes i den forbindelse, at det er Kultur-

ministeriets vurdering, at en kollektiv forhandlet aftale er

det bedste redskab til at tage hensyn til branche- og sektor-

specifikke forhold og dermed sikre en dynamisk forståelse

af bl.a. "rimelig tid" under hensyntagen til den teknologiske

og branchemæssige udvikling som angivet ovenfor.

Det er kulturministeriets vurdering, at det gældende varsel

på 6 måneder skal fortsætte som den passende frist for un-

derretning fra ophavsmanden eller den udøvende kunstner

til aftaleerhververen om udnyttelse, hvorefter aftalen kan

bringes til ophør, såfremt udnyttelsen ikke er iværksat, hvor-

for dette fastholdes.

Det følger af direktivets artikel 23, stk. 2, at medlemsstater-

ne fastsætter, at artikel 18-22 i dette direktiv ikke finder an-

vendelse på ophavsmænd til et edb-program som omhandlet

i artikel 2 i direktiv 2009/24/EF. På den baggrund foreslås

det, at den foreslåede § 54, stk. 1, ikke finder anvendelse

ved overdragelse af ophavsretten til værker i form af edb-

programmer, jf. den foreslåede ændring til § 54, stk. 2.

Det foreslås således, at artikel 22 gennemføres direktivnært

uden at benytte valgmulighederne for at begrænse ophavs-

mænd og udøvende kunstneres mulighed for at trække deres

rettigheder tilbage, dog således, at dette kan reguleres i en

overenskomst.

L 125 - 2022-23 (2. samling) - Bilag 1: Høringsnotat, høringssvar og lovforslaget, fra kulturministeren

Kulturministeriet vurderer, at man med en ordning, som

indeholder en konkret afvejning under hensyntagen til den

relevante sektors kendetegn, sikrer en balanceret varetagelse

af parternes interesser og sikrer ophavsmænd og udøvende

kunstnere beskyttelse ift. deres forventninger om udnyttelse

af deres overdragne rettigheder og mulighed for tilbagekal-

delse af disse rettigheder ved manglende brug. Ordningen

medfører en dynamisk standard, som løbende kan tilpasses

udviklingen i forskellige sektorer og tager højder for hver

enkelt sektors særlige kendetegn og karakteristika. En dyna-

misk ordning omfatter endvidere hensynene oplistet i artikel

22, stk. 2.

2.9.6. Almindelige bestemmelser

2.9.6.1. Gældende ret

Det følger af den gældende § 53, stk. 4, at bestemmelserne

i §§ 54-59 om overdragelse af ophavsret kan fraviges ved

aftale mellem parterne, medmindre andet er fastsat i deen-

kelte bestemmelser. Kun § 57 og delvist § 54 - for så vidt

angår ændringen af friste - kan ikke fraviges til skade for

ophavsmanden.

§ 54 indeholder reguleringen af ophavsmandens tilbage-

faldsret. Den gældende § 54 blev ændret i 2008, således

at alene 3-års fristen, efter hvilken erhververen efter påkrav

fra

ophavsmanden skal iværksætte en udnyttelse, kan fraviges

ved aftale. Tidligere kunne både §§ 54 og 55 fraviges til

skade for ophavsmanden.

§ 56 regulerer uønsket videreoverdragelse af værket og sik-

rer, at ophavsmanden kan forhindre dette samt sikre ophavs-

manden mod uønskede ændringer af værket efter overdra-

gelse af rettigheder til værket.

§ 57 regulerer ophavsmandens krav på årlig afregning og

ophavsmandens mulighed for at føre kontrol med erhverve-

rens afregning, når ophavsmandens vederlag er

omsætningsafhængigt. Denne bestemmelse kan ikke fravi-

ges ved aftale, jf. den gældende § 53, stk. 4.

§ 58 indeholder den såkaldte filmformodningsregel, som er

en formodning for, at en producent af en film har erhvervet

rettighederne til at råde over værket.

Det er således alene den gældende § 57 og delvist § 54,

som ikke kan fraviges ved aftale. De øvrige aftaleregler er

deklaratoriske ud fra det generelle princip om aftalefrihed i

dansk formueret.

2.9.6.2. DSM-direktivets artikel 23

Artikel 23 i DSM-direktivet angiver, at alle aftalebestem-

melser, der forhindrer overholdelse af bestemmelserne i ar-

tiklerne 19, 20 og 21 ikke kan håndhæves over for ophavs-

mænd og udøvende kunstnere, jf. artikel 23, stk. 1. Det

bemærkes i den forbindelse, at artikel 22 angiver, at med-

lemsstaterne kan fastsætte, at enhver aftalebestemmelse, der

afviger fra tilbagekaldelsesordningen, kun kan håndhæves,

hvis den er baseret på en kollektiv overenskomst.

Artikel 23, stk. 2, angiver, at artikel 18-22 ikke finder an-

vendelse på ophavsmænd til et edb-program som omhandlet

i artikel 2 i direktiv 2009/24/EF.

2.9.6.3. Kulturministeriets overvejelser og den foreslåede

ordning

Det følger af DSM-direktivets artikel 23, at de bestemmel-

ser, som gennemfører artikel 19-21, ikke kan fraviges til

skade for ophavsmanden og de udøvende kunstnere. I den

forbindelse angiver betragtning 81, at bestemmelserne om

gennemsigtighed, aftalejusteringsordninger og alternative

tvistbilæggelsesprocedurer bør være obligatoriske, og par-

terne bør ikke kunne fravige disse bestemmelser, uanset om

de findes i aftalerne mellem ophavsmænd, udøvende kunst-

nere og deres aftalepartnere eller i aftaler mellem disse part-

nere og tredjeparter, såsom aftaler om hemmeligholdelse.

Hensynet bag direktivbestemmelsen er – på samme vis som

det overordnede hensyn bag bestemmelserne i artikel 18-22

- at yde beskyttelse til ophavsmænd og udøvende kunstne-

re, som ofte står i en svagere forhandlingsposition, når de

udsteder en licens eller overfører deres rettigheder mod et

vederlag, jf. betragtning 72.

Artikel 18 om passende og forholdsmæssig aflønning næv-

nes imidlertid ikke i artikel 23, stk. 1, som en bestemmelse,

der ikke kan fraviges ved aftale til skade for ophavsmænd

og udøvende kunstnere.

Karakteren af og hensynet bag bestemmelsen indebærer

imidlertid, at bestemmelsen ikke bør kunne fraviges ved

aftale, da formålet med bestemmelsen er at sikre ophavs-

mænd og udøvende kunstnere passende og forholdsmæssig

vederlag og indeholder et beskyttelseshensyn, som ikke bør

kunne fraviges ved aftale. Dette svarer til specialitetsgrund-

sætningen i den gældende § 53, stk. 3, og aftalelovens § 36

om tilsidesættelse af urimelige aftaler, som heller ikke kan

fraviges ved aftale. Se også afsnit 2.9.1.3 ovenfor.

Bestemmelsernes EU-baggrund medfører endvidere, at af-

talebestemmelser, der har til hensigt at omgå de nævnte

lovbestemmelser, f.eks. en aftaleklausul om anvendelse af

fremmed ret, ikke kan håndhæves over for ophavsmanden,

L 125 - 2022-23 (2. samling) - Bilag 1: Høringsnotat, høringssvar og lovforslaget, fra kulturministeren

jf. betragtning 81, som angiver, at når alle andre elementer

med relevans for sagen på det tidspunkt, hvor lovvalget

foretages, er lokaliseret i en eller flere medlemsstater, kan

parternes valg af en anden lov end loven i en medlems-

stat ikke medføre tilsidesættelse af bestemmelserne om gen-

nemsigtighed, aftalejusteringsordninger og alternative tvist-

bilæggelsesprocedurer. Her må elementer som kunstnerens

hjemsted, leveringssted og udnyttelsessted tillægges afgø-

rende vægt. Det betyder f.eks., at en dansk ophavsmand, der

har leveret værksbidrag til en spillefilm, som er produceret

i EØS, har krav på gennemsigtighed om udnyttelser fra alle

aftaleparter og underlicenstagere knyttet til EØS. Det frem-

går således af direktivets betragtning 81, som henviser til

artikel 3, stk. 4, i Europaparlamentets og rådet forordning

(EF) Nr. 593/2008 af 17. juni 2008 om lovvalgsregler for

kontraktlige forpligtelser (Rom I), som angiver, at "Er alle

andre elementer med relevans for sagen på det tidspunkt,

hvor valget foretages, lokaliseret i en eller flere medlems-

stater, kan parternes valg af en anden lov end loven i en

medlemsstat ikke medføre tilsidesættelse af bestemmelser

i fællesskabsretten, i givet fald som gennemført i den med-

lemsstat, hvor domstolen er beliggende, som ikke kan fravi-

ges ved aftale."

På baggrund af direktivets artikel 23, stk. 2, som angiver,

at medlemsstaterne fastsætter, at artikel 18-22 i direktivet

ikke finder anvendelse på ophavsmænd til et edb-program

som omhandlet i artikel 2 i direktiv 2009/24/EF. På denne

baggrund foreslås det, at de bestemmelser, som gennemfører

artikel 18-22 ikke finder anvendelse ved overdragelse af

ophavsretten til værker i form af edb-programmer, jf. de

foreslåede ændring til § 54, stk. 2, og § 55 d.

På den baggrund foreslås det, at artikel 23 gennemføres

således, at det for alle ovenstående bestemmelser gælder, at

de er beskyttelsespræceptive og således ikke kan fraviges til

skade for ophavsmanden, jf. den foreslåede § 55 d.

Det er Kulturministeriets vurdering, at den foreslåede ord-

ning, hvorefter de foreslåede bestemmelser i §§ 54 og 55-55

c gøres beskyttelsespræceptive ift. ophavsmænd og udøven-

de kunstnere, sikrer et velfungerende marked for ophavsret-

tigheder, hvor de skabende og udøvende kunstnere beskyt-

tes, når de er i en svagere forhandlingsposition.

2.10. Anvendelsestidspunkt, overgangsbestemmelse m.v.

2.10.1. Gældende ret

En lovs ikrafttræden bestemmer som udgangspunkt både

tidspunktet for myndighedernes anvendelse af loven (hånd-

hævelsestidspunktet) og det tidspunkt, fra hvilket kendsger-

ninger afføder retsvirkninger i overensstemmelse med lo-

vens regler (virkningstidspunktet), medmindre andet frem-

går af loven.

Overgangsbestemmelsen i ophavsretslovens § 91, stk. 1, ud-

trykker det overordnede princip, at aftaler om overdragelse

af ophavsrettigheder skal bedømmes efter de deklaratoriske

regler, der gjaldt ved aftalens indgåelse. Præceptive aftale-

regler kan derimod gøres gældende over for enhver aftale,

uanset hvornår aftalen er indgået, jf., ophavsretslovens § 90,

stk. 1.

2.10.2. DSM-direktivets artikel 26-32

Direktivets artikel 26 angiver, at direktivet gælder for alle

værker og andre frembringelser, der er beskyttet af nationale

regler om ophavsret den 7. juni 2021 eller derefter og ikke

berører handlinger foretaget og rettigheder erhvervet inden

den 7. juni 2021.

Det fremgår af direktivets artikel 27, at gennemsigtigheds-

forpligtelsen i artikel 19 er gældende fra den 7. juni 2022.

Artikel 28 angiver, at behandling af personoplysninger i

medfør af direktivet skal udføres i overensstemmelse med

direktiv 2002/58/EF og forordning (EU) 2016/679.

Artikel 29 angiver, at direktivet skal være gennemført af

medlemsstaterne senest den 7. juni 2021, samt at Kommissi-

onen skal modtage besked om dette.

Artikel 30 indeholder en adgang til gennemgang af direk-

tivet, som skal foretages af Kommissionen i form af en

rapport. Gennemgangen foretages tidligst den 7. juni 2026.

Artikel 31 vedrører direktivets ikrafttræden, som er tyven-

dedagen efter offentliggørelsen i Den Europæiske Unions

Tidende.

Artikel 32 angiver, at direktivet er rettet mod medlemsstater-

ne.

2.10.3. Kulturministeriets overvejelser og den foreslåede

ordning

Den foreslåede ordning vil betyde, at bestemmelsen, som

gennemfører artikel 18, ikke gælder for ældre aftaler indgå-

et før lovens ikrafttræden, at bestemmelsen som gennemfø-

rer artikel 19 gælder for ældre aftaler, men kun hvis der

anmodes om information med henblik på udnyttelse af be-

stemmelsen, som gennemfører artikel 20 og dennes aftalej-

usteringsordning, således at disse bestemmelser gælder på

aftaler op til 5 år før lovens ikrafttræden.

Blandt andet som følge af håndtering af de udfordringer,

som Covid-19 medførte, er direktivgennemførslen blevet

forsinket. Dette ændrer imidlertid ikke ved udgangspunktet,

L 125 - 2022-23 (2. samling) - Bilag 1: Høringsnotat, høringssvar og lovforslaget, fra kulturministeren

hvorefter dette lovforslags bestemmelser først træder i kraft

ved lovens ikrafttræden.

Direktivet indeholder ikke særskilt regulering af ikrafttræ-

delsestidspunkter og anvendelsestidspunkt ud over over-

gangsbestemmelsen for gennemsigtighedsforpligtelsen i ar-

tikel 19, som foreslås gennemført ved de foreslåede bestem-

melser i § 55 a. Som følge af det senere ikrafttrædelsestids-

punkt foreslås der ikke gennemført en overgangsbestemmel-

se for gennemsigtighedsforpligtelsen i den foreslåede § 55 a.

Udgangspunktet er herefter, at alle direktivets bestemmelser

gennemføres i dansk ret og har virkning fra ikrafttrædelses-

tidspunktet.

Direktivet indeholder ikke information om, hvorvidt be-

stemmelserne i artikel 18-22 skal finde anvendelse på af-

taler indgået inden ikrafttræden af den nationale lov, som

gennemfører bestemmelserne, selvom disse først måtte finde

anvendelse efter lovens ikrafttræden.

Det er Kulturministeriets vurdering, at det således er over-

ladt til medlemsstaternes kompetence at fastsætte, om de

pågældende bestemmelser ligeledes finder anvendelse på

aftaler indgået inden lovens ikrafttræden.

De foreslåede bestemmelser i §§ 54, stk. 2, og §§ 55 a-c

foreslås alle gennemført som beskyttelsespræceptive. Efter

princippet i den gældende ophavsretslovs § 91, jf. § 90, stk.

1, er udgangspunktet således, at de alle kan gøres gældende

over for enhver aftale, uanset hvornår aftalen er indgået.

Formålet med bestemmelsen i artikel 18 er at sikre ophavs-

mænd og udøvende kunstneres retsstilling i forbindelse med

indgåelse af aftaler om brug eller overdragelse af deres

rettigheder. En efterfølgende korrektion af denne aftale er

mulig, men dette vil i givet fald være ved brug af afta-

lejusteringsordningen i direktivets artikel 20, som foreslås

gennemført i den foreslåede § 55 b, men dette er en efter-

følgende mulighed. Den nye ret bør følge udgangspunktet,

hvorefter en rimelig kompensation derfor kun bør gælde for

fremtidige aftaler.

Det fremgår af betragtning 75, at artikel 19 er relevant, så

længe udnyttelsen er i gang, hvilket kan begrænse behovet

ift. visse ældre aftaler. Den informationspligt, som den fore-

slåede gennemsigtighedsforpligtelse i § 55 a gennemfører,

kan være relativt omfattende.

Der er således et beskyttelseshensyn ift. den, som skal leve-

re den pågældende information. Også henset til at denne

informationsforpligtelse ikke var kendt på aftaletidspunktet

og kunne have haft betydning for den pågældende aftales

udformning. Over for dette står ophavsmanden eller den

udøvende kunstners behov for at kunne vurdere den øko-

nomiske værdi af sine rettigheder, herunder i forhold til

eventuel brug af den foreslåede aftalejusteringsordning. På

denne baggrund foreslås det, at den foreslåede gennemsig-

tighedsforpligtelse i § 55 a begrænses ift. ældre aftaler,

dvs. aftaler indgået inden lovens ikrafttræden, således at

bestemmelsen alene finder anvendelse på disse, når ophavs-

manden eller den udøvende kunstner anmoder om informa-

tion med henblik på udnyttelse af aftalejusteringsordningen

i den foreslåede § 55 b. I den forbindelse bemærkes, at

gennemsigtighedsforpligtelsen ift. informationer fra før lo-

vens ikrafttræden er begrænset til de oplysninger, der med

rimelighed kan forventes fra erhververen. Formålet med an-

modning om oplysninger fremgår af den foreslåede § 55

a, stk. 2, som angiver, at formålet med oplysningerne er at

sætte ophavsmanden eller den udøvende kunstner i stand til

at kunne vurdere, om vederlaget har været uforholdsmæssigt

lavt og derfor specifikt anmoder om oplysningerne til dette

formål, dvs. aftalejustering.

På ovenstående baggrund foreslås det, at artikel 23 gennem-

føres således, at det for alle ovenstående bestemmelser gæl-

der, at de ikke kan fraviges til skade for ophavsmanden, at

artikel 18 ikke gælder for ældre aftaler indgået før lovens

ikrafttræden, at artikel 20 gælder på aftaler op til 5 før

lovens ikrafttræden, og at artikel 19 gælder for ældre aftaler,

men kun hvis der anmodes om information i henhold til

artikel 20, mens artikel 22 ikke gælder ældre aftaler.

Artikel 20 foreslås gennemført ved den foreslåede § 55

b. I modsætning til artikel 18, som foreslås gennemført i

§ 55, så vedrører denne bestemmelse omstændigheder, som

er indtruffet efter, at den pågældende aftale er indgået. Af-

talejusteringsordningens formål er at give ophavsmænd og

udøvende kunstnere adgang til genforhandling i tilfælde,

hvor det oprindeligt aftalte vederlag viser sig at være ufor-

holdsmæssigt lavt. Henset til at bestemmelsens formål er

at tilpasse ældre aftaler, finder Kulturministeriet, at bestem-

melsen også bør finde anvendelse på aftaler indgået inden

lovens ikrafttræden. Bestemmelsen bør imidlertid begrænses

til aftaler, der er indgået på et tidspunkt, hvor den ophavs-

retlige markedsplads er sammenlignelig med den, der er i

dag. Bestemmelsen bør derfor ikke omfatte aftaler, der er

ældre end 5 år fra den foreslåede ikrafttrædelsesdato.

3. Økonomiske konsekvenser og implementeringskonse-

kvenser for det offentlige

Det er vurderingen, at lovforslaget ikke indeholder væsent-

lige offentlig økonomiske konsekvenser. Lovforslaget inde-

holder en række nye muligheder for offentlige institutioner

til f.eks. at foretage tekst- og datamining eller benytte be-

skyttet indhold i undervisningen. Reglerne herom er dog

ikke forbundet med krav til disse institutioner, men er mu-

ligheder, der kan udnyttes. Kommissionen har redegjort for

sin vurdering af konsekvenserne af direktivet. Med hensyn

L 125 - 2022-23 (2. samling) - Bilag 1: Høringsnotat, høringssvar og lovforslaget, fra kulturministeren

til de anvendelser, der er omfattet af de nye undtagelsesbe-

stemmelser, vurderer Kommissionen, at forslaget vil give

uddannelsesinstitutioner, almennyttige forskningsorganisati-

oner og kulturarvsinstitutioner mulighed for at reducere

deres transaktionsomkostninger. De mindskede transaktions-

omkostninger medfører ikke nødvendigvis, at rettighedsha-

verne taber indkomst eller licensindtægter.

Lovforslaget forventes ikke at medføre implementerings-

konsekvenser for det offentlige.

Det vurderes, at lovforslaget lever op til de 7 principper om

digitaliseringsklar lovgivning.

4. Økonomiske og administrative konsekvenser for er-

hvervslivet m.v.

Det er samlet vurderingen, at lovforslaget ikke vil medføre

økonomiske og administrative konsekvenser for erhvervsli-

vet af væsentlig betydning. Lovforslaget tilsigter en balance-

ret regulering, hvor der tages hensyn til konsekvenserne for

erhvervslivet, ligesom lovforslaget tilskynder, at reglerne i

direktivet håndteres i kollektive aftaler såsom overenskom-

ster. Gældende ret indeholder derudover allerede regler af

lignende karakter, som dem, direktivet indeholder. Kommis-

sionen har redegjort for sin vurdering af konsekvenserne

af direktivet. Kommissionen vurderer, at virkningen på små

og mellemstore virksomheder inden for undtagelsesområ-

derne (især videnskabs- og uddannelsesforlag) og på deres

forretningsmodeller vil være begrænset. Kommissionen vur-

derer videre, at forslagene, der har til hensigt at forbedre

licenspraksisser, sandsynligvis vil reducere transaktionsom-

kostningerne og øge rettighedshavernes licensindtægter, og

at små og mellestore virksomheder inden for disse områder

(producenter, distributører, udgivere, osv.) vil blive påvirket

positivt. Kommissionen bemærker, at forslaget indeholder

en række foranstaltninger (f.eks. en gennemsigtighedsfor-

pligtelse for rettighedshavernes medkontrahenter). Kommis-

sionen mener dog, at forslaget sikrer, at omkostningerne

forbliver rimelige, og at visse aktører, når det er nødvendigt,

ikke underlægges forpligtelsen.

Det er vurderingen, at, at lovforslaget vil medføre admini-

strative konsekvenser for erhvervslivet. Den foreslåede be-

stemmelse i § 55 a, stk. 1, medfører, at ophavsmænd og

udøvende kunstnere, når de har overdraget deres rettighe-

der til en erhverver, som beskrevet i § 55, har ret til at

få opdaterede, relevante og fyldestgørende oplysninger om

udnyttelsen af deres værker og frembringelser med hensyn

til udnyttelsesmåder, omfanget og karakteren af udnyttelsen,

brugsdata, herunder eksempelvis antal visninger, streams el-

ler transaktioner, alle erhververens genererede indtægter og

skyldige vederlag.

I forlængelse af dette bemærkes, at det i § 55 a, stk. 1, også

foreslås, at i tilfælde, hvor den administrative byrde er ufor-

holdsmæssigt stor, er forpligtelsen begrænset til de oplysnin-

ger, der med rimelighed kan forventes, jf. artikel 19, stk. 3,

i direktivet. Derudover bemærkes det, at gældende ret allere-

de indeholder regler af lignende karakter, jf. den gældende

§ 57. Det er også af denne årsag, at det foreslås, at dele af

§ 57 udgår. Da det er ukendt hvor mange ophavsmænd og

udøvende kunstnere, der vil benytte retten til oplysninger og

karakteren heraf, vurderes det, at datamæssige hensyn ikke

tillader, at en vurdering af de administrative omkostninger

kan endelig vurderes.

Det er vurderingen, at lovforslaget ikke vil medføre væsent-

lige øvrige efterlevelseskonsekvenser. Det er vurderingen, at

lovforslaget ikke vil medføre væsentlige administrative kon-

sekvenser for erhvervslivet. Lovforslaget indeholder bl.a. en

oplysningsforpligtelse for visse dele af erhvervslivet, som

indgår aftaler med skabende og udøvende kunstnere. Op-

lysningsforpligtelsen foreslås dog gennemført på en sådan

måde, at der tages hensyn til den administrative byrde hos

den part, der skal give oplysningerne. Samtidig indeholder

gældende lovgivning allerede regler, der minder om dem,

som direktivet indfører.

5. Administrative konsekvenser for borgerne

Lovforslaget vurderes ikke at have administrative konse-

kvenser for borgerne.

6. Klimamæssige konsekvenser

Lovforslaget vurderes ikke at have klimamæssige konse-

kvenser.

7. Miljø- og naturmæssige konsekvenser

Lovforslaget vurderes ikke at have miljø- og naturmæssige

konsekvenser.

8. Forholdet til EU-retten

Lovforslaget har til formål at gennemføre dele af Europa-

Parlamentets og Rådets direktiv (EU) 2019/790 af 17. april

2019 om ophavsret og beslægtede rettigheder på det digi-

tale indre marked og om ændring af direktiv 96/9/EF og

2001/29/EF (DSM-direktivet).

De fem principper for implementering af erhvervsrettet EU-

regulering er overholdt.

Direktivet skulle være gennemført i dansk ret senest den

7. juni 2021. Det var imidlertid ikke muligt at overholde

L 125 - 2022-23 (2. samling) - Bilag 1: Høringsnotat, høringssvar og lovforslaget, fra kulturministeren

denne frist blandt andet grundet COVID-19-situationen og

folketingsvalget i 2022.

På grund af den forsinkede gennemførsel af direktivet har

Europa-Kommissionen varslet, at den vil indgive en stæv-

ning ved EU-Domstolen mod Danmark, og at den vil ned-

lægge påstand om, at Danmark pålægges at betale et fast

beløb samt dagbøder.

9. Hørte myndigheder og organisationer m.v.

Et udkast til lovforslag har i perioden fra den 10. marts

2023 til den 11. april 2023 været sendt i høring hos

følgende myndigheder og organisationer m.v.: ¬¬Advokat

Anders Kildsgaard, Advokat Christine Ulrich Andersen,

Advokat Emil Jurcenoks, Advokat Hanne Bender, Advo-

kat Hanne Kirk, Advokat Hans Bremholm Jahn, Advokat

Jeppe Brogaard Clausen, Advokat Joachim Nydam Bjer-

regaard, Advokat Martin Von Haller Grønbæk, Advokat

Mette Lindskoug, Advokat Niels M. Andersen, Advokat

Nina Henningsen, Advokat Nina Ringen, Advokat Peter

Nørgaard, Advokat Peter Schønning, Advokat Sture Rygård,

Advokatrådet, Allente, Akademiet for de Skønne Kunster,

Akademiet for de Tekniske Videnskaber, Akademisk Arki-

tektforening, Amtrup, ANGI Nordic, Arbejdermuseet og Ar-

bejderbevægelsens Bibliotek og Arkiv og Tænketank for

Museumsattraktioner, arbejdsliv.dk, Basepoint Media, Bib-

liotekarforbundet, Bibliotekschefforeningen, Billedkunstner-

nes Forbund, Bird & Bird, Bladpuljens Fordelingsudvalg,

Boxer TV ApS, Brancheforeningen for Undervisningsmid-

ler, Business Software Alliance, CAB, Consumer Electron-

ics Danmark (APPLiA Danmark), Copydan AVU-medier,

Copydan KulturPlus, Copydan Tekst & Node, Copydan Ver-

dens TV, Create Denmark, Creative Commons Danmark, ,

Danmarks Akkrediteringsinstitution, inklusiv Akkrediterin-

gsrådet, Danmarks Biblioteksforening, Danmarks Biblio-

teksskole, Danmarks Forsknings- og Innovationspolitiske

Råd, Danmarks Forskningsbiblioteksforening, Danmarks

Idrætsforbund, Dansk Arbejdsgiverforening, Dansk Artist

Forbund, Dansk BiblioteksCenter, Dansk Blindesamfund,

Dansk Energi, Dansk Erhverv, Dansk Filmfotograf Forbund,

Dansk Folkemindesamling, Dansk Folkeoplysnings Samråd,

Dansk Forening til Bekæmpelse af Produktpirateri, Dansk

Forfatterforening, Dansk Forfatterforening, Illustratorgrup-

pen, Dansk Fotografisk Forening, Dansk Galleri Sammen-

slutning, Dansk ICOM, Dansk Industri, Dansk Industri Di-

gital, Dansk IT, Dansk Iværksætter Forening, Dansk Jour-

nalistforbund, Dansk Kapelmesterforening, Dansk Kompo-

nistforening, Dansk Korforbund, Dansk Kunstnerråd, Dansk

Metalarbejderforbund, Dansk Musiker Forbund, Dansk

Skuespillerforbund, Dansk Skuespillerforbund, Dansk So-

listforbund, Dansk Standard, Dansk Teater, Danske Advoka-

ter, Danske Annoncører og Markedsførere, Danske Arkitek-

tvirksomheder, Danske Bedemænd, Danske Billedautorer,

Danske Billedkunstneres Fagforening, Danske Dramatikeres

Forbund, Danske Fag-, Forsknings- og Uddannelsesbibliote-

ker, Danske Filminstruktører, Danske Forlag, Danske Gym-

nasier, Danske Gymnastik- og Idrætsforeninger, Danske

Handicaporganisationer, Danske Jazz-, Beat- og Folkemu-

sikautorer, Danske Kunsthåndværkere & Designere, Dan-

ske Maritime, Danske Mediedistributører, Danske Medier,

Danske Populærautorer, Danske Reklamebureauers Bran-

cheforening, Danske Skønlitterære Forfattere, Danske Teg-

neserieskabere, Danske Uafhængige Pladeselskaber (DUP),

Danske Universiteter, Datatilsynet, DBU, Den Danske Bog-

handlerforening, Den Kristne Producent Komite, Design

denmark, Det Danske Akademi, Det Danske Filminstitut,

Det Kgl. Bibliotek, DFI, DILEM, Discovery Networks Den-

mark, DK 4, DK Hostmaster, DOKS, Domstolsstyrelsen,

DPCMO, DR, DR Jura, Døvefilm Video, Egmont Int.,

Erhvervs postdoc Sebastian Felix Schwemer, Erhvervssty-

relsen, Fagbevægelsens Hovedorganisation, Film- og TV-

arbejderforeningen, Filmex, Filmkopi, Fonden for Aktive

Blinde – Blindefonden, FORA, Forbrugerrådet, Forbundet

Arkitekter og Designere, Forbrugerombudsmanden, Forene-

de Danske Antenneanlæg, Foreningen af Arbejderbevægel-

sens Medievirksomheder, Foreningen af Auktionsledere i

Danmark, Foreningen af Danske Interaktive Medier, For-

eningen af Danske Kulturtidsskrifter, Foreningen af Dan-

ske Sceneinstruktører, Foreningen af Danske Videodistribu-

tører, Foreningen af Filmudlejere i Danmark, Foreningen

Danske Døvblinde, Foreningen for Dansk Internet Handel,

Foreningen for Platformsøkonomi i Danmark, Forfatternes

Forvaltningsselskab, Forretningsudvalg for Samrådet for

Ophavsret, Forretningsudvalg for Samrådet for Ophavsret,

Forskningsbibliotekernes Chefkollegium, FTVS - Fællesrå-

det for tv-sendesamvirker i DK, Fællesrådet for Udøvende

Kunstnere, Færøernes landsstyre, Gold FM, Google Den-

mark A/S, Gorrissen Federspiel, GRAKOM, Gramex, HBO

MAX, HK, HORESTA, HTS, Handel, Transport og Servi-

ce, Håndværksrådet, IFPI Danmark, IT-Brancheforeningen,

IT-Politisk forening, Juridisk konsulent Morten Madsen, Ju-

rist i Folketingets Administration, Bibliotek og Oplysning

Anette Vedel, KL, KODA, Kommunernes Skolebiblioteks-

forening, Kreativitet og Kommunikation, Kristeligt Lydbib-

liotek, Kræftens Bekæmpelse, Kulturministeriet Rektorer

– KUR, Kunsthandlerforeningen, Københavns Kommune,

Landsforeningen til bevaring af fotografier og film, Lars

Kragh (jurist), Lektor Niels Reeh, Lægemiddelindustrifor-

eningen, Medienævnet, Mino Danmark, MPLC Danmark

A/S, Musikforlæggerne, Musikproducenternes Forvaltnings-

organisation (MPO), Naalakkersuisut, Nationalmuseet, Net-

flix, Nordisk Copyright Bureau, Nordisk Copyright Protec-

tion, Nordisk Film, Nota, Nuuday, Nye Medier, OpenDen-

mark, Ophavsretligt Forum, Ophavsretslicensnævnet, Ord-

blinde/Dysleksiforeningen i DK, Organisationen Danske

Museer, Patent- og Varemærkestyrelsen, Performex, Produ-

cent Rettigheder Danmark, Producentforeningen, Professor

Henrik Udsen, Professor Jens Schovsbo, Professor Mads

Bryde Andersen, Professor Morten Rosenmeier, Professor

Palle Bo Madsen, Professor Søren Sandfeld Jakobsen, Pro-

fessor Thomas Riis, dr.jur., PROSA, Radio4, Radio- og tv-

nævnet, Rigsrevisionen, Rektorkollegiet for de Kunstneriske

og Kulturelle Uddannelser (RKU), RettighedsAlliancen, Re-

vy Danmark, Rigsarkivet, Roskilde Festival, RUC, Rådet

for Større IT-sikkerhed, Sammenslutningen af Danske Sce-

L 125 - 2022-23 (2. samling) - Bilag 1: Høringsnotat, høringssvar og lovforslaget, fra kulturministeren

nografer, Sammenslutningen af Lokalarkiver, Sammenslut-

ningen af Lokale radio- og tv-stationer, Sammenslutningen

af Medieforskere i Danmark, Sammenslutningen af Medier

i Lokalsamfundet (SAML), Sammenslutningen af Muse-

umsforeninger, Samrådet for ophavsret, Solistforeningen af

1921, Speaker- og Indlæserforeningen, Spotify, Statens Mu-

seum for Kunst, STOFA A/S, Teaterteknikerforbundet, Teg-

10. Sammenfattende skema

nerforbundet af 1919, Telekommunikationsindustrien (TI),

Telenor, TV 2/Bornholm, TV 2/DANMARK A/S, TV 2/

Fyn, TV 2/Kosmopol, TV 2/Midtvest, TV 2/Nord, TV 2/

Syd, TV 2/Øst, TV 2/Østjylland, TvDanmark, UBOD, UB-

VA/Akademikerne, UBVA-sekretariatet, Viktoria Egsgaard,

Viaplay, VISDA, WAOO og Aalborg Universitetsbibliotek.

Positive konsekvenser/mindreudgifter Negative konsekvenser/merudgifter

(hvis ja, angiv omfang/Hvis nej, anfør (hvis ja, angiv omfang/Hvis nej, anfør

»Ingen«)

Økonomiske konsekvenser for Ingen

Ingen

stat, kommuner og regioner

Implementeringskonsekvenser Ingen

Ingen

for stat, kommuner og regio-

ner

Økonomiske konsekvenser for Mindre konsekvenser

Mindre konsekvenser

erhvervslivet

Administrative konsekvenser Ingen

Mindre konsekvenser

for erhvervslivet

Administrative konsekvenser Ingen

Ingen

for borgerne

Klimamæssige konsekvenser Ingen

Ingen

Miljø- og naturmæssige kon- Ingen

Ingen

sekvenser

Forholdet til EU-retten

Lovforslaget har til formål at gennemføre dele af Europa-Parlamentets og Rå-

dets direktiv (EU) 2019/790 af 17. april 2019 om ophavsret og beslægtede

rettigheder på det digitale indre marked og om ændring af direktiv 96/9/EF og

2001/29/EF.

Fristen for direktivgennemførsel var den 7. juni 2021. Kun artikel 15 og 17

fra direktivet blev gennemført inden for den af EU fastsatte frist blandt andet

grundet COVID-19-situationen.

Nej

Er i strid med de fem prin-

cipper for implementering af

erhvervsrettet EU-regulering/

Går videre end minimumskrav

i EU-regulering (sæt X)

Bemærkninger til lovforslagets enkelte bestemmelser

Til § 1

lamentets og Rådets direktiv (EU) 2019/790 af 17. april

2019 om ophavsret og beslægtede rettigheder på det digi-

tale indre marked og om ændring af direktiv 96/9/EF og

2001/29/EF, EU-Tidende 2019, nr. L 130, side 92.

Til nr. 2

Lov om ophavsret, jf. lovbekendtgørelse nr. 1144 af 23. ok-

tober 2014 (ophavsretsloven), indeholder ikke særskilt regu-

lering af tekst- og datamining. Med DSM-direktivets artikel

4 indføres en generel adgang til tekst- og datamining af

Til nr. 1

Fodnoten til lov om ophavsret ændres til at angive, at lo-

ven indeholder bestemmelser, der gennemfører Europa-Par-

L 125 - 2022-23 (2. samling) - Bilag 1: Høringsnotat, høringssvar og lovforslaget, fra kulturministeren

materiale beskyttet efter ophavsretsloven. Kulturministeriet

foreslår en direktivnær implementering.

Brug af ophavsrettigheder til tekst- og dataminingsformål

reguleres i dag af ophavsretslovens almindelige regler, her-

under § 2 om enerettigheder, de enkelte bestemmelser til be-

skyttelse af beslægtede rettighedsgrupper i ophavsretslovens

kapitel 5, herunder udøvende kunstnere og producenter, §

71 om beskyttelsen af databaser og de undtagelser eller

indskrænkninger, der fremgår i lovens kapitel 2.

Det foreslås at indsætte en ny

§ 11 b

om tekst- og datami-

ning.

Det følger af den foreslåede i

stk. 1,

at der indføres en

definition af tekst-datamining, som er enhver automatiseret,

analytisk fremgangsmåde, der har til formål at analysere

tekst og data i digital form med henblik på at generere

oplysninger, herunder mønstre, tendenser og korrelationer.

Efter den foreslåede bestemmelse

§ 11 b, stk. 2,

må den, som

har lovlig adgang til et værk, foretage udtræk og fremstille

eksemplarer af værket med henblik på tekst- og datamining

på betingelse af, at rettighedshaveren ikke udtrykkeligt har

forbeholdt sig anvendelsen af værket på passende vis, jf.

dog § 11 c, stk. 1.

Bestemmelsen forudsætter lovligt forlæg, jf. den gældende

§ 11, stk. 3, som finder anvendelse på bestemmelserne i

ophavsretslovens kapitel 2.

Den foreslåede bestemmelse i § 11 b, stk. 2, medfører at

enhver lovligt kan foretage datamining af værker, som er

gjort lovligt tilgængelige. Dette vil f.eks. gælde, hvis værket

stilles til rådighed for almenheden online. Der stilles ikke –

som ved den foreslåede § 16 b, stk. 1 om brug af datamining

til videnskabelige formål – et krav om, at dataminingen

skal ske til et specifikt formål. Adgangen vil derfor som

udgangspunkt være alment gældende, så længe det er med

henblik på datamining.

Der vil også kunne også være tilfælde af tekst- og data-

mining, som ikke indebærer reproduktion, eller hvor de

foretagne reproduktioner er omfattet af den obligatoriske

undtagelse for midlertidige reproduktionshandlinger, som er

fastsat i ophavsretslovens § 11 a, og som fortsat bør finde

anvendelse på teknikker til tekst- og datamining, der ikke

medfører oprettelse af kopier, der falder uden for anvendel-

sesområdet for § 11 a. Midlertidig eksemplarfremstilling er

kopiering, som er flygtig og tilfældig, f.eks. den automatiske

kopiering af materiale som sker i en computers cache ved

browsing på internettet.

Forslaget vil ikke forhindre rettighedshavere i fortsat at ud-

stede licenser til anvendelser af deres værker.

Den foreslåede bestemmelse i § 11 b, stk. 2, vil indebære, at

rettighedshaverne får mulighed for at forbeholde sig retten

til at foretage tekst- og datamining. Rettighedshaverne vil

dog skulle sikre, at dette gøres på en passende måde. Som

udgangspunkt vil det blive anset for passende, hvis forbe-

holdet gives på en maskinlæsbar måde, herunder i metadata

og i vilkår og betingelser for brug af et websted eller en

tjeneste. I andre tilfælde vil et forbehold eksempelvis kunne

være passende, hvis det sker i en kontrakt, ensidig erklæring

mv., som beskrevet i betragtning 18 i DSM-direktivet. Ret-

tighedshavernes forbehold vil i disse situationer skulle re-

spekteres.

Bestemmelsen i stk. 2 vil ikke berøre bestemmelsen i den

foreslåede § 11 c, stk. 1, om brug af tekst- og datamining til

videnskabelig forskning.

Forslaget til § 11 c, stk. 1, indeholder en bredere adgang

til brug af tekst- og datamining, hvor rettighedshaverne ikke

får en mulighed for at forbeholde sig adgangen hertil.

Henvisningen i den foreslåede bestemmelse i § 11 b, stk.

2, vil derfor præcisere, at reglerne om adgangen til generel

datamining skal holdes adskilt fra reglerne om datamining

til videnskabelige formål.

Der henvises i øvrigt til afsnit 2.1.3. i lovforslagets alminde-

lige bemærkninger.

Ophavsretsloven indeholder ikke særskilt regulering af

forskningsorganisationer og kulturarvsinstitutioners tekst-

og dataminings muligheder. Formålet med den foreslåede

bestemmelse i § 11 c er at gennemføre DSM-direktivets

artikel 3, der indfører en undtagelsesmulighed til brug af

ophavsretlig beskyttet materiale til tekst- og datamining med

henblik på videnskabelig forskning.

Brug af ophavsrettigheder til tekst- og dataminingsformål

reguleres i dag af ophavsretslovens almindelige regler, her-

under § 2 om enerettigheder, § 71 om beskyttelsen af data-

baser og de undtagelser, der fremgår af indskrænkningerne

til ophavsretsloven i kapitel 2.

Efter den foreslåede bestemmelse i

stk. 3,

kan eksemplarer

og udtræk foretaget i henhold til stk. 2 opbevares, så længe

det er nødvendigt med henblik på tekst- og datamining.

Den foreslåede bestemmelse i § 11 b, stk. 3, vil dermed

indebære en begrænsning i opbevaringsperioden for de vær-

ker, som er blevet brugt til dataminingen. Den, der foretager

L 125 - 2022-23 (2. samling) - Bilag 1: Høringsnotat, høringssvar og lovforslaget, fra kulturministeren

dataminingen, skal derfor gøre sig overvejelser om – og

sikre – at dataet ikke opbevares længere, end hvad der er

nødvendigt til brug for dataminingen.

Det følger af den foreslåede

§ 11 c, stk. 1,

at forskningsorga-

nisationer og kulturarvsinstitutioner, som har lovlig adgang

til et værk, må foretage udtræk og fremstille eksemplarer af

værket for at udføre tekst- og datamining med henblik på

videnskabelig forskning.

Forskningsorganisationer og kulturarvsinstitutioner vil og-

så omfattes af undtagelsen, når de udfører deres forsk-

ningsaktiviteter inden for rammerne af offentlig-private

partnerskaber, herunder ved at benytte de private partne-

res teknologiske værktøjer, men undtagelsen gælder kun

for forskningsorganisationer og kulturarvsinstitutioner, jf.

betragtning 11. Ift. lovlig adgang angiver betragtning 14,

at lovlig adgang bør forstås som adgang til indhold baseret

på en open access-politik eller på kontraktlige aftaler mel-

lem rettighedshavere og forskningsorganisationer eller kul-

turarvsinstitutioner såsom abonnementer eller andre lovlige

metoder. Hvis for eksempel forsknings- eller kulturarvsinsti-

tutioner tegner et abonnement, bør hertil knyttede personer,

der er omfattet af abonnementet, anses for at have lovlig

adgang.

Den foreslåede bestemmelse indebærer, at der indføres en

adgang til tekst- og datamining med henblik på videnskabe-

lig forskning. Der vil således lovligt kunne foretages udtræk

og fremstilles kopier af værker til dette formål. Anvendelsen

vil dog være betinget af, at der er lovlig adgang til værkerne

og lovligt forlæg, jf. den gældende § 11, stk. 3, som finder

anvendelse på bestemmelserne i ophavsretslovens kapitel 2.

Der kan også være tilfælde af tekst- og datamining, som

ikke indebærer eksemplarfremstilling, eller hvor de foretag-

ne reproduktioner vil være omfattet af den obligatoriske

undtagelse for midlertidige reproduktionshandlinger, som er

fastsat i ophavsretslovens § 11 a, og som fortsat bør finde

anvendelse på teknikker til tekst- og datamining, der ikke

medfører oprettelse af kopier, der falder uden for anvendel-

sesområdet for § 11 a. Midlertidig eksemplarfremstilling er

kopiering, som er flygtig og tilfældig, f.eks. den automatiske

kopiering af materiale som sker i en computers cache ved

browsing på internettet.

Den foreslåede bestemmelse vil også gælde, når forsknings-

organisationer og kulturarvsinstitutioner udfører deres forsk-

ning inden for rammerne af offentlig-private partnerskaber.

Det foreslås, at bestemmelsen vil gælde for indhold, som

forskningsorganisationer og kulturarvsinstitutioner, herunder

de hertil knyttede personer, har lovlig adgang til. Ved lov-

lig adgang forstås adgang til indhold baseret på en open

access-politik eller på kontraktforhold mellem rettighedsha-

vere og forskningsorganisationer eller kulturarvsinstitutioner

såsom abonnementer eller andre lovlige metoder. Hvis for

eksempel forsknings- eller kulturarvsinstitutioner tegner et

abonnement, bør hertil knyttede personer, der er omfattet

af abonnementet, anses for at have lovlig adgang. Lovlig ad-

gang omfatter i øvrigt adgang til indhold, som er lovligt frit

tilgængeligt online. Dette følger af betragtning 14 i DSM-di-

rektivet.

Det foreslåede vil indebære, at ved forskningsorganisation

forstås et universitet, herunder dets biblioteker, et forsk-

ningsinstitut eller enhver anden enhed, hvis primære mål

er at udføre videnskabelig forskning eller at udføre uddan-

nelsesaktiviteter, der også omfatter videnskabelig forskning,

som:

a) er organiseret uden fortjeneste for øje eller investerer

hele overskuddet i sin videnskabelige forskning, eller

b) varetager anerkendte almennyttige opgaver

på en sådan måde, at adgangen til de resultater, der frem-

bringes af en sådan videnskabelig forskning, ikke kan nydes

på et privilegeret grundlag af en virksomhed, som udøver

afgørende indflydelse på en sådan institution. Dette fremgår

af DSM-direktivets artikel 2.

Det vil være en konkret vurdering, om en given organisation

falder ind under bestemmelsen. Vurderingen bør foretages

ud fra enhedens karakter eller strukturelle opbygning, opga-

ver og formål, herunder hvilke formål enheden har med et

eventuelt økonomisk overskud.

Forskningsorganisationen skal have som et hovedformål at

bedrive videnskabelig forskning, eventuelt i kombination

med uddannelsesmæssige aktiviteter, der også har karakter

af videnskabelig forskning. Forskningen vil endvidere skulle

opfylde en ud af to kriterier af organisationsmæssig karak-

ter. Det første kriterie er, at forskningsorganisationen enten

skal være organiseret på en måde, hvor økonomisk fortje-

neste ikke er målet, eller på en måde hvor hele overskuddet

investeres i den videnskabelige forskning. Det andet kriterie

er, at forskningsorganisationen skal varetage en anerkendt

og almennyttig opgave. En almennyttig opgave kan f.eks.

være afspejlet i offentlig finansiering eller anden lovgivning

eller offentlige kontrakter. Begge kriterier vil være betinget

af, at de opfyldes på en måde, hvorpå adgangen til forsk-

ningsresultaterne ikke kan nydes på et privilegeret grund-

lag af en virksomhed, som har afgørende indflydelse forsk-

ningsorganisationen. Dette vil eksempelvis være tilfældet,

hvis strukturelle forhold gør, at f.eks. aktionærer m.v. har

afgørende indflydelse på beslutninger, som gør det muligt at

udøve kontrol.

Ud over universiteter og andre højere uddannelsesinstituti-

oner og deres biblioteker vil begrebet også omfatte enhe-

der såsom forskningsinstitutter og hospitaler, som bedriver

forskning. Ved kulturarvsinstitution forstås et offentligt til-

L 125 - 2022-23 (2. samling) - Bilag 1: Høringsnotat, høringssvar og lovforslaget, fra kulturministeren

gængeligt bibliotek eller museum, et arkiv eller en film-

eller lydarvsinstitution. Omfattet vil for det første være

offentligt tilgængelige biblioteker og museer uanset typen

af de værker, som er indeholdt i deres permanente sam-

linger. Omfattet vil endvidere være arkiver og film- eller

lydarvsinstitutioner. For så vidt angår deres arkiver og of-

fentligt tilgængelige biblioteker, vil uddannelsesinstitutioner,

forskningsorganisationer og public service og radio- og TV-

foretagender også være omfattet.

Det følger af 2. pkt., at bestemmelsen i stk. 1, 1. pkt. ikke

kan fraviges ved aftale. Det betyder, at bestemmelsen er

beskyttelsespræceptiv, og det er således ikke muligt i en

aftale mellem en forsker og en anden part at aftale, at det

ikke skal være muligt at udføre tekst- og datamining.

Det følger af den foreslåede § 11 c,

stk. 2,

at eksemplarer af

værker fremstillet i overensstemmelse med stk. 1 skal lagres

med et passende sikkerhedsniveau.

Værket kan opbevares med henblik på videnskabelig forsk-

ning, herunder med henblik på verifikation af forskningsre-

sultater.

Opbevaringen vil være betinget af, at den sker på en sikker

måde. Sikkerhedsniveauet bør fastsættes ud fra en identifi-

cering af de involverede risici og skal forhindre, at uved-

kommende anvender indholdet til andre formål end dem, der

er tiltænkt med bestemmelsen. Formålet med opbevaringen

vil således skulle være møntet på videnskabelig forskning,

herunder verifikation af forskningsresultater.

Det følger af den foreslåede § 11 c,

stk. 3,

at det er tilladt

for rettighedshaverne at træffe foranstaltninger, der kan ga-

rantere sikkerhed og integritet i de netværk og databaser,

hvor værkerne er lagret. Sådanne foranstaltninger må ikke

gå videre, end hvad der er nødvendigt for at nå dette mål.

Den foreslåede bestemmelse medfører, at rettighedshavere

kan træffe foranstaltninger til at opretholde et passende ni-

veau af sikkerhed for deres data, blandt andet for at undgå

at uvedkommende får adgang til oplysningerne. Foranstalt-

ningerne vil eksempelvis kunne være en sikring af, at kun

personer, der har lovlig adgang til oplysningerne, kan tilgå

dem, herunder gennem IP-adressevalidering eller brugerau-

tentificering. Disse foranstaltninger bør dog stå i forhold til

de involverede risici og bør ikke gå videre, end hvad der

er nødvendigt for at forfølge målet om at garantere syste-

mets sikkerhed og integritet. Sikkerhedsforanstaltningerne

må dermed ikke underminere muligheden for forskningsor-

ganisationer og kulturarvsinstitutioner til at anvende undta-

gelsen om datamining.

Det bemærkes, at rettighedshavere, forskningsorganisatio-

ner og kulturarvsinstitutioner i fællesskab kan fastsætte ret-

ningslinjer med hensyn til anvendelsen af den i stk. 2 nævn-

te forpligtelse og de i stk. 3 nævnte foranstaltninger.

Bestemmelsen vil medføre, at rettighedshavere, forsknings-

organisationer og kulturarvsinstitutioner kan samarbejde

om at udarbejde vejledninger, som fastsætter omfanget af

de sikkerhedsforanstaltninger, der er omfattet af lovforsla-

get. Kulturarvsinstitutioner, forskningsorganisationer og ret-

tighedshavere vil herefter kunne støtte sig til disse retnings-

linjer ved etablering af sikkerhedsforanstaltninger. Retnings-

linjerne vil således kunne bidrage til at sikre en håndterbar,

smidig og ensartet praksis på området, der overholder lov-

forslagets betingelser.

Der henvises i øvrigt til afsnit 2.1.3. i lovforslagets alminde-

lige bemærkninger.

Til nr. 3

Ophavsretslovens § 13 indeholder regler om eksemplarfrem-

stilling inden for undervisningssammenhæng. Dette afspej-

les i overskriften til § 13.

Det foreslås, at overskriften før § 13 ændres til ”Anvendelse

af værker i undervisningsaktiviteter”, således at overskriften

kommer til at stemme bedre overens med de nye bestem-

melser, som vil henhøre under denne overskrift, jf. nedenfor.

Til nr. 4

Ophavsretslovens § 13 indeholder regler om, at der i under-

visningssammenhæng må foretages eksemplarfremstilling

af værker, hvis der er indgået aftaler med de repræsentati-

ve rettighedshaverorganisationer herom (aftalelicensordnin-

gen). For en nærmere beskrivelse af gældende ret henvises

til afsnit 2.2.1 i de almindelige bemærkninger.

Der foreslås at nyaffatte

§ 13.

Det foreslås i

§ 13, stk. 1,

at der til brug i undervisningsvirk-

somhed kan ske eksemplarfremstilling og tilgængeliggørelse

for almenheden af offentliggjorte værker, såfremt betingel-

serne for aftalelicens efter § 50 er opfyldt, jf. dog stk. 3.

Bestemmelsen i stk. 1 vil gælde for undervisningsinstitutio-

ner og andre, som fremstiller eksemplarer og gør værker til-

gængelige for almenheden i undervisningsvirksomhed. De i

stk. 1 nævnte eksemplarer må kun udnyttes inden for under-

visningsvirksomhed, som omfattes af den i § 50 forudsatte

aftale.

Den foreslåede ændring vil medføre, at en undervisningsin-

stitution kan få adgang til at kopiere og foretage enhver

L 125 - 2022-23 (2. samling) - Bilag 1: Høringsnotat, høringssvar og lovforslaget, fra kulturministeren

form for tilgængeliggørelse af ophavsretligt beskyttet ind-

hold på baggrund af en aftalelicensordning, når det er til

brug i undervisningsvirksomhed.

Begrebet "undervisningsvirksomhed" i forslagets stk. 1 vil

omfatte enhver form for offentlig eller privat kundskabsfor-

midling, der finder sted i organiseret form, f.eks. på skoler

og universiteter m.v. Derimod vil private studiegrupper, der

ikke er organiserede på en sådan undervisningsinstitution

falde udenfor, jf. herved bl.a. betragtning 20 i DSM-direkti-

vet.

Den foreslåede bestemmelse i stk. 1, stiller ikke krav i for-

hold til den organisatoriske struktur for brugeren. Private

skoler vil derfor også kunne drage fordel af forslaget, hvis

de øvrige betingelser i bestemmelsen er opfyldt.

Den foreslåede ændring vil endvidere indebære, at offent-

liggjorte værker vil blive omfattet af aftalelicensordningen

frem for alene udgivne værker. Dvs. at de værker, der ikke

udgives i fysisk form men alene stilles til rådighed digitalt

på f.eks. internettet, fremadrettet vil omfattes. Konsekven-

sen af dette vil endvidere være, at de hidtidige betingelser i

§ 13, stk. 1, om, at værkerne skal være udgivne eller optaget

fra radio/tv., vil udgå.

Udvidelsen af anvendelsesområdet i forslaget til § 13, stk.

1, vil endvidere medføre, at § 13, stk. 4, om lærere og

elevers adgang til optagelser af deres egne fremførelser vil

udgå. Dette som konsekvens af, at området fremover vil

være omfattet af aftalelicensen.

Forslaget vil endvidere indebære, at brug af spillefilm (bio-

graffilm), som i dag ikke omfattes af § 13, stk. 1, jf. § 13,

stk. 2, kan løses i de aftaler, som indgås mellem rettigheds-

haverne (herunder filmproducenterne) og brugerne. Konse-

kvensen af dette er derfor, at § 13, stk. 2, udgår. Det er op

til rettighedshaverne, om de licenser, der skal indgås vedrø-

rende spillefilmene, er individuelle aftaler eller kollektive

aftaler med eller uden aftalelicensvirkning. Kollektive afta-

ler på eneretsgrundlag omfattes dog ikke af den foreslåede

bestemmelse i § 13, stk. 1, idet der ikke vil være aftaleli-

censvirkning. Der er dog under alle omstændigheder tale om

aftaler, som gør, at undtagelsen fra ophavsretten i § 13, stk.

2, ikke vil blive benyttet.

Den foreslåede

§ 13, stk. 2

angiver, at bestemmelsen i stk.

1 gælder for undervisningsinstitutioner og andre, som frem-

stiller eksemplarer og gør værker tilgængelige for almenhe-

den som led i undervisningsvirksomhed. De i stk. 1 nævnte

eksemplarer må kun udnyttes inden for undervisningsvirk-

somhed, som omfattes af den i § 50 forudsatte aftale.

Dette gælder f.eks. centrene for undervisningsmidler, der

yder medhjælp til en række forskellige undervisningsinstitu-

tioner og brugerportaler.

Det følger af forslaget til

stk. 3,

at bestemmelsen i stk.

1 om eksemplarfremstilling af offentliggjorte værker alene

omfatter edb-programmer i digital form i det omfang, der er

tale om overføring til almenheden.

Forslaget til § 13, stk. 3, indebærer, at edb-programmer

principielt vil kunne omfattes af aftalelicensen, men kun i

relation til overføringer og ikke i forhold til selvstændig

eksemplarfremstilling. Dette vil være en udvidelse af den

gældende § 13, stk. 3, hvor der ikke gælder en aftalelicens

for digital kopiering af udgivne værker. Formålet er at sikre

den rette implementering af DSM-direktivets artikel 5, som

omfatter edb-programmer i digital form. Forslaget til § 13,

stk. 3, vil endvidere medføre, at edb-programmer i skriftlig

form vil omfattes af aftalelicensen. Dette er en videreførelse

af gældende ret.

Det følger af den foreslåede § 13,

stk. 4,

at anvendelse

af værker i medfør af stk. 1 gennem sikre, elektroniske

netværk, der kun er tilgængelige for undervisningsinstitutio-

nens elever, studerende og lærere, anses for at finde sted i

Danmark, såfremt undervisningsinstitutionen er etableret i

Danmark.

Forslaget indebærer, at området for aftalelicensen alene vil

omfatte anvendelse på intranetsider og lignende, som ude-

lukkende er tilgængelige for institutionens personale og ele-

ver eller studerende. Forslaget vil endvidere indebære, at

der vil skulle opretholdes et passende sikkerhedsniveau i

forhold til disse netværk. Dette med henblik på at sikre,

at der ikke vil kunne opnås en utilsigtet adgang til værker-

ne. Det vil være en konkret vurdering, hvorvidt et netværk

er sikkert, men betingelsen vil normalt indebære, at under-

visningsinstitutionen skal etablere passende autentifikations-

procedurer, herunder baseret på passwords. Undervisnings-

institutionen vil endvidere skulle gøre sig organisatoriske

overvejelser i forhold til opbevaringen af passwords m.v.

Endvidere indebærer forslaget, at aftalelicensen får grænseo-

verskridende anvendelse via en såkaldt ”legal fiction”. Dette

betyder eksempelvis, at en aftale mellem en dansk forvalt-

ningsorganisation og et dansk universitet, hvor aftalen til-

lægges aftalelicensvirkning, også omfatter kopiering m.v.,

som foretages af studerende, som er tilknyttet universitetet,

men som er på midlertidigt studieophold uden for landet.

Det følger af den foreslåede

stk. 5,

at opstår der spørgsmål

om, hvorvidt en organisation, der efter § 50, stk. 4, er god-

kendt til at indgå aftaler omfattet af stk. 1, stiller urimelige

vilkår for at indgå aftale, kan hver af parterne forelægge

spørgsmålet for Ophavsretslicensnævnet, jf. § 47. Nævnet

L 125 - 2022-23 (2. samling) - Bilag 1: Høringsnotat, høringssvar og lovforslaget, fra kulturministeren

kan fastsætte vilkårene for aftalen, herunder vederlagets

størrelse.

Forslaget indebærer, at parterne får mulighed for at gå

til Ophavsretslicensnævnet og få prøvet, om et vederlag,

som en kollektiv forvaltningsorganisation kræver, er urime-

ligt. Herved sikres en let håndtering af tvister om vederlags-

størrelse.

Ophavsretslovens § 13 indeholder endvidere regler om, at

der i undervisningssammenhæng må foretages eksemplar-

fremstilling af værker og foretages optagelse i radio/TV

af værker, hvis der er indgået aftaler med de repræsentati-

ve rettighedshaverorganisationer herom (aftalelicensordnin-

gen). Ophavsretslovens § 21, stk. 1, nr. 2, indeholder regler

om, at værker må fremføres offentligt, når fremførelsen sker

til brug for undervisning. Reglerne gælder ikke for spille-

film. For en nærmere beskrivelse af gældende ret henvises

til afsnit 2.2.1. i de almindelige bemærkninger.

Efter den foreslåede § 13 a indføres der en begrænset ad-

gang for undervisningsinstitutioners brug af ophavsretligt

indhold gennem en undtagelse til de ophavsretlige enerettig-

heder. Forslaget til § 13 a gennemfører DSM-direktivets

artikel 5.

Det følger af den foreslåede

§ 13 a, stk. 1,

at hvis der ikke

findes passende licenser, kan der til brug for formål, der

udelukkende tjener til anskueliggørelse i undervisningsvirk-

somhed fremstilles eksemplarer og foretages tilgængeliggø-

relse for almenheden af mindre uddrag af værker, såfremt

det ikke sker i erhvervsøjemed., jf. dog stk. 4.

Det foreslåede vil indebære, at såfremt en forvaltningsorga-

nisation ikke tilbyder adgang til alle værker eller fuldstæn-

dig adgang til enhver tænkelig udnyttelse, er det ikke ensbe-

tydende med, at rettighedshaverne ikke har tilbudt passende

licenser. Det afgørende må være, om licensordninger tilgo-

deser uddannelsesinstitutionernes generelle behov.

Begrebet "undervisningsvirksomhed" i forslagets stk. 1, sva-

rer til begrebet i den foreslåede § 13.

Forslaget vil medføre, at lærere og elever i mindre omfang

i forhold til digital anvendelse kan gøre brug af værker i

undervisningssammenhæng. Dette eksempelvis ved at vise

et kort klip fra en udenlandsk film i undervisningen. Brugen

er imidlertid betinget af, at den sker til anskueliggørelse i

forbindelse med undervisning.

Det vil være en konkret vurdering, hvorvidt der er tale om

et mindre uddrag eller en del af et værk, og om brugen sker

til anskueliggørelse. Vurderingen vil blandt skulle foretages

på baggrund af hvilken type af værk, der er tale om og det

nærmere formål med brugen, herunder i hvilket omfang bru-

gen har karakter af undervisnings- eller læringsaktiviteter,

der udfoldes under institutionens ansvar, og om brugen er

nødvendig med henblik på anskueliggørelse. Brugen giver

endvidere – i overensstemmelse med de bagvedliggende di-

rektivbetragtninger – i det fleste tilfælde alene mulighed for

at anvende dele eller uddrag af værker og kan ikke træde i

stedet for indkøb af materialer, der primært er beregnet til

uddannelsesmarkedet. Til trods for at der f.eks. er tale om

et kort digt eller lignende, vil det derfor som udgangspunkt

ikke være muligt at anvende værket i sin helhed i henhold til

forslaget.

Anvendelsen af den foreslåede bestemmelse i stk. 1, vil

være betinget af, at der ikke i forvejen er passende licen-

ser, som dækker området. Med udtrykket passende licenser

forstås licenser, som er lettilgængelige for uddannelsesinsti-

tutionerne, og som med rimelighed kan siges at dække de

behov for anskueliggørelse i forbindelse med undervisning,

som er fastsat i direktivets artikel 5.

Forslaget i § 13 a, stk. 1, gælder principielt alle værksarter. I

praksis vil kunstværker og fotografier imidlertid ikke kunne

anvendes i henhold til bestemmelsen, da dette vil implicere

gengivelse af brudstykker af malerier, fotografier m.v., hvil-

ket ofte vil være en krænkelse af ophavsmandens ideelle

rettigheder efter § 3, jf. 1961-forarbejderne. Folketingstiden-

de 1959-60, Tillæg A, spalte 2691ff.

Kunstværker vil derimod kunne gengives i deres helhed til

brug for undervisning i henhold til den gældende § 21, stk.

1, nr. 2, i ophavsretsloven.

Enkeltbilleder fra film vil derimod ikke kunne anvendes

med hjemmel i den foreslåede bestemmelse. Baggrunden

herfor er, at udnyttelse af enkeltbilleder fra film svarer til

den normale udnyttelse af fotografier.

Derimod vil den foreslåede § 13 a, stk. 1, omfatte gengivel-

se af korte uddrag af film i form af levende billeder.

Værkerne må efter forslaget til § 13 a, stk. 1, bruges,

såfremt brugen sker i undervisningsvirksomhed. Der skal

dermed være tale om en egentlig kundskabsformidling i

modsætning til underholdningslignende aktiviteter (f.eks.

koncerter).

Den foreslåede bestemmelse forventes kun at ville få betyd-

ning for litterære værker, musikværker, filmværker og sce-

neværker.

Forslaget til § 13 a gælder på betingelse af, at anvendelsen

ikke sker i erhvervsmæssig øjemed, dvs. at brugen ikke må

have en kommerciel karakter. Det er undervisningsvirksom-

heden i sig selv, som skal være ikkekommerciel. Det beror

L 125 - 2022-23 (2. samling) - Bilag 1: Høringsnotat, høringssvar og lovforslaget, fra kulturministeren

på en konkret vurdering, hvorvidt den pågældende handling

sker på kommerciel basis, herunder om den sker for at gene-

rere et overskud. Ved vurderingen af, om anvendelsen sker

i erhvervsøjemed, kan der endvidere lægges vægt på, hvor-

vidt anvendelsen går ud over, hvad der kræves og forven-

tes af undervisningsvirksomheden. Dette vil tale for, at der

foreligger kommercielle interesser. Konkret vil det skulle

vurderes, om anvendelsen er motiveret af et underliggende

undervisningsbehov eller ej.

Det følger af § 13 a, stk. 1, 2. pkt., at bestemmelsen i 1.

pkt., ikke kan fraviges ved aftale. Det betyder, at det ikke

er muligt at begrænse den ret til eksemplarfremstilling og

tilgængeliggørelse for almenheden, som undtagelsen i stk. 1

giver, ved aftale.

Det følger af den foreslåede bestemmelse i

stk. 2,

at anven-

delsen efter stk. 1 er betinget af, at den sker under en uddan-

nelsesinstitutions ansvar, i dens lokaler eller andetsteds eller

via et sikkert elektronisk miljø, som kun er tilgængeligt for

uddannelsesinstitutionens elever eller studerende og under-

visningspersonale.

Forslaget til § 13 a, stk. 2, vil indebære, at anvendelsen efter

undtagelsen er betinget af, at den sker i forbindelse med

undervisning eller anden læringsaktivitet, der udfoldes un-

der uddannelsesinstitutioners ansvar, herunder i forbindelse

med eksaminer eller undervisningsaktiviteter. Aktiviteterne

vil fysisk både kunne foregå inden- og uden for uddannel-

sesinstitutionen. Sidstnævnte eksempelvis på et museum, et

bibliotek eller i en anden kulturarvsinstitution.

Den foreslåede bestemmelse i stk. 2, vil endvidere indebæ-

re, at anvendelsen vil kunne foregå på afstand via sikre

elektroniske miljøer, eksempelvis ved onlineundervisning. I

så fald vil anvendelsen skulle ske ved brug af sikre elek-

troniske miljøer. Omfattet heraf er digitale undervisnings-

og læringsmiljøer, hvortil kun en uddannelsesinstitutions

undervisningspersonale og de elever eller studerende, der

er indskrevet på en uddannelse, har adgang, og at der er

knyttet passende, herunder passwordbaserede, autentifikati-

onsprocedurer til adgangen.

Det følger af den foreslåede bestemmelse i § 13 a,

stk. 3,

at anvendelsen af værker efter stk. 1, via sikre elektroniske

miljøer, anses for at finde sted hos den uddannelsesinstituti-

on, som er etableret i Danmark.

Forslaget vil indebære, at grænseoverskridende anvendelse

af værker er omfattet af den foreslåede undtagelsesbestem-

melse. Forslaget omfatter således også de situationer, hvor

en studerende, som er tilknyttet et dansk universitet, kopie-

rer materiale på et midlertidigt studieophold uden for landet.

Det følger af den foreslåede bestemmelse i § 13 a,

stk. 4,

at bestemmelsen i stk. 1 om eksemplarfremstilling af værker

alene omfatter edb-programmer i digital form i det omfang,

der er tale om overføring til almenheden.

Forslaget til stk. 4 vil indebære, at software omfattes af

undtagelsen i stk. 1 men kun i relation til overføringer, ikke

selvstændig eksemplarfremstilling.

Der henvises i øvrigt til afsnit 2.2. i de almindelige bemærk-

ninger.

Det følger af den foreslåede bestemmelse i

stk. 5,

at ved

anvendelse af denne bestemmelse har ophavsmanden krav

på rimelig kompensation, medmindre skaden er minimal.

Forslaget indebærer, at undervisningsinstitutionerne vil skul-

le betale til rettighedshaverne for den skade, som de lider

ved institutionernes brug af værkerne. Det er op til parterne

selv at fastsætte niveauet for kompensationen. Ophavsrets-

licensnævnet kan i sidste ende tage stilling til kompensati-

onsniveauet og træffe endelig administrativ afgørelse. Den

administrative afgørelse kan indbringes for domstolene.

Til nr. 5

Det fremgår af den gældende ophavsretslovs § 14, stk. 1,

at offentlige eller private institutioner, organisationer og er-

hvervsvirksomheder kan indgå aftale med aftalelicensvirk-

ning om brug af værker.

Det foreslås, at der foretages en ændring af §

14, stk. 1,

således at der indsættes et 3. pkt., hvoraf det fremgår, at

1. pkt. ikke gælder, hvis ophavsmanden over for nogen af

de aftalesluttende parter har nedlagt forbud mod værkets

udnyttelse.

Formålet med forslaget er at gennemføre direktivets artikel

12, stk. 3, litra c, hvorefter aftalelicensbestemmelser skal

indeholde en forbudsadgang, medmindre der gælder en und-

tagelse, eller hvor der er tvungen kollektiv forvaltning. Af

betragtning 48 følger det, rettighedshavere let skal kunne

genvinde kontrollen over deres værker og forhindre enhver

anvendelse af deres værker, som vil være til skade for deres

interesser. Det er derfor vigtigt, at rettighedshaverne har reel

mulighed for at udelukke anvendelsen af sådanne ordninger

på deres værker eller andre frembringelser. Det vil være for

alle anvendelser, værker eller andre frembringelser eller for

specifikke anvendelser, værker eller andre frembringelser,

herunder før indgåelsen af en licensaftale og i løbet af licen-

sens løbetid. I sådanne tilfælde bør enhver igangværende

anvendelse afsluttes inden for en rimelig frist. En sådan ude-

lukkelse fra rettighedshavernes side bør ikke berøre deres

krav på betaling af vederlag for den faktiske anvendelse af

værket eller andre frembringelser i henhold til licensen.

L 125 - 2022-23 (2. samling) - Bilag 1: Høringsnotat, høringssvar og lovforslaget, fra kulturministeren

Den foreslåede ændring vil betyde, at udeforstående rettig-

hedshavere ift. den specifikke aftalelicens i § 14 har mulig-

hed for at vælge at stå uden for aftalen og hindre, at dennes

rettigheder benyttes i henhold til den pågældende aftale.

Om baggrunden for og Kulturministeriets overvejelser i for-

hold til bestemmelsen henvises i øvrigt til de almindelige

bemærkninger i afsnit 2.5.

Til nr. 6

Det fremgår af den gældende ophavsretslovs § 16, at ar-

kiver, biblioteker og museer må fremstille eksemplarer i

sikkerheds- og beskyttelsesøjemed. Der må fremstilles så

mange kopier som nødvendigt med henblik på sikkerheds-

og beskyttelsesøjemed f.eks. med det formål, at skåne vær-

ker mod ødelæggelse eller at sikre værkerne i tilfælde af, at

originalerne skulle gå tabt.

Det foreslås, at der foretages en tilføjelse til

§ 16, stk.

således, at institutionernes fremstilling af eksemplarer

i sikkerheds- og beskyttelsesøjemed også kan omfatte edb-

programmer i digital form. Herudover omfattes film- og

lydarvsinstitutioner ligeledes af den foreslåede tilføjelse, jf.

DSM-direktivets artikel 2.

Med den foreslåede ændring gennemføres artikel 6 i DSM-

direktivet. Det fremgår af betragtning 27, at bestemmelsen

gør det muligt for kulturarvsinstitutioner at reproducere vær-

ker og andre frembringelser, der er en permanent del af de-

res samlinger med henblik på bevarelse, f.eks. i forbindelse

med forældet teknologi eller nedslidningen af de oprindelige

støttestrukturer eller for at forsikre sådanne værker og andre

frembringelser. En undtagelse gør det muligt at lave kopier

ved hjælp af de korrekte bevaringsværktøjer, -midler eller

-teknologier, i ethvert format og på ethvert medium, i det

påkrævede antal, på et hvilket som helst tidspunkt i et værks

eller en anden frembringelses levetid samt i det omfang, det

er nødvendigt i bevaringsøjemed. Det bemærkes, at repro-

duktionshandlinger, der foretages af kulturarvsinstitutioner

til andre formål end bevaring af værker og andre frembrin-

gelser i deres permanente samlinger, fortsat er betinget af

rettighedshavernes tilladelse, medmindre de er tilladt i hen-

hold til andre undtagelser eller indskrænkninger, jf. betragt-

ning 27.

Undtagelsen er begrænset til reproduktionshandlinger til be-

varing af værker og andre frembringelser i de omfattede

institutioners permanente samlinger. En permanente samling

forstås i henhold til betragtning 29 som eksemplarer af

værker eller andre frembringelser, der ejes eller permanent

opbevares af den pågældende institution, f.eks. som følge af

en overdragelse af ejendomsret eller en licensaftale, afleve-

ringspligt eller permanente opbevaringsordninger.

Det følger af betragtning 28, at kulturarvsinstitutioner ikke

nødvendigvis har de tekniske midler eller den tekniske ek-

spertise til selv at udføre de handlinger, der er nødvendige

for at bevare deres samlinger, navnlig i det digitale miljø,

og de kan derfor gøre brug af bistand fra andre kulturinsti-

tutioner og andre tredjeparter med henblik herpå. Kulturar-

vsinstitutioner bør inden for rammerne af denne undtagelse

med henblik på bevarelse som fastsat i dette direktiv kunne

lade tredjeparter, herunder sådanne, der er baseret i andre

medlemsstater, fremstille kopier på deres vegne og på deres

ansvar.

Formålet med forslaget er at gennemføre direktivets artikel

6, som indfører en ophavsretlig undtagelse for kulturarvsin-

stitutioner, som giver dem mulighed for at lave kopier af

værker i deres samling med henblik på bevarelse af kultur-

arv.

Den foreslåede ændring vil betyde, at edb-programmer i

digital form, på linje med andre ophavsretligt beskyttede

værker, kan kopiers af arkiver, biblioteker og museer i sik-

kerheds- og beskyttelsesøjemed.

Om baggrunden for og Kulturministeriets overvejelser i for-

hold til bestemmelsen henvises i øvrigt til de almindelige

bemærkninger i afsnit 2.3.

Til nr. 7

Det foreslås, at der i § 16, stk. 2 indsættes som 2. pkt., at

bestemmelsen i 1. pkt. ikke kan fraviges ved aftale. Bestem-

melsen vil således blive beskyttelsespræceptiv.

Til nr. 8

Det fremgår af den gældende ophavsretslovs § 16 b, at of-

fentlige biblioteker og andre biblioteker, der helt eller delvis

finansieres af det offentlige kan indgå aftale med aftaleli-

censvirkning om brug af værker.

Det foreslås, at der foretages en ændring af

§ 16 b,

således

at det tilføjes, at dette gælder dog ikke, hvis ophavsmanden

over for nogen af de aftalesluttende parter har nedlagt for-

bud mod værkets udnyttelse.

Formålet med forslaget er at gennemføre artikel 12, stk. 3,

litra c, hvorefter aftalelicensbestemmelser skal indeholde en

forbudsadgang, medmindre der gælder en undtagelse, eller

hvor der er tvungen kollektiv forvaltning. Af betragtning

48 følger det, idet rettighedshavere let skal kunne genvin-

de kontrollen over deres værker og forhindre enhver anven-

delse af deres værker, som vil være til skade for deres

interesser, at det er vigtigt, at rettighedshaverne har reel

mulighed for at udelukke anvendelsen af sådanne ordninger

på deres værker eller andre frembringelser. Det være sig for

alle anvendelser, værker eller andre frembringelser eller for

L 125 - 2022-23 (2. samling) - Bilag 1: Høringsnotat, høringssvar og lovforslaget, fra kulturministeren

specifikke anvendelser, værker eller andre frembringelser,

herunder før indgåelsen af en licensaftale og i løbet af licen-

sens løbetid. I sådanne tilfælde bør enhver igangværende

anvendelse afsluttes inden for en rimelig frist. En sådan ude-

lukkelse fra rettighedshavernes side bør ikke berøre deres

krav på betaling af vederlag for den faktiske anvendelse af

værket eller andre frembringelser i henhold til licensen.

Den foreslåede ændring vil betyde, at udeforstående rettig-

hedshavere ift. den specifikke aftalelicens i § 16 b har mu-

lighed for at vælge at stå uden for aftalen og hindre, at

dennes rettigheder benyttes i henhold til den pågældende

aftale.

Om baggrunden for og Kulturministeriets overvejelser i for-

hold til bestemmelsen henvises i øvrigt til de almindelige

bemærkningers afsnit 2.4.

Til nr. 9 (§§ 16 c-f)

Til § 16 c

Ophavsretsloven indeholder ikke en aftalelicensbestemmel-

se for kulturarvsinstitutioners anvendelse af værker, der ikke

længere forhandles. Med DSM-direktivets artikel 8, stk. 1,

indføres en aftalelicensadgang for kulturarvsinstitutioner til

at bruge værker, der ikke længere forhandles. Forslaget til

§ 16 c, gennemfører DSM-direktivets artikel 8, stk. 1, og

artikel 9, stk. 1, om grænseoverskridende anvendelser.

Det følger af den foreslåede

§ 16 c, stk. 1,

at offentlige

arkiver, biblioteker, museer og film- og lydarvsinstitutioner

kan foretage eksemplarfremstilling og tilgængeliggørelse for

almenheden af værker, der ikke længere forhandles, jf. §

16 e, stk. 1, og som er en permanent del af institutionens

samling, såfremt betingelserne for aftalelicens efter § 50 er

opfyldt, og såfremt anvendelsen ikke sker i erhvervsøjemed,

jf. dog § 16 e, stk. 2. Dette gælder dog ikke, hvis rettigheds-

haveren har nedlagt forbud mod værkets udnyttelse.

Forslaget til § 16 c, stk. 1, vil medføre, at der indføres en

aftalelicensordning, hvor offentlige arkiver, biblioteker, mu-

seer og film- og lydarvsinstitutioner, kan indgå aftaler med

de relevante forvaltningsorganisationer om brug af værker,

f.eks. bøger og film, som ikke længere forhandles, og som

er en permanent del af institutionens samling. Et værk er en

permanent del af en institutions samling, når værkseksem-

plaret ejes elle opbevares permanent af den pågældende in-

stitution, f.eks. som følge af en overdragelse af ejendomsret,

en licensaftale, pligtafleveringsregler eller permanente opbe-

varingsordninger. Definitionen af et værk, der ikke længere

forhandles, fremgår af den foreslåede § 16 e, stk. 1.

Licensaftalerne i forslaget skal muliggøre, at kulturarvsinsti-

tutioner med aftalerne kan foretage både eksemplarfremstil-

ling og tilgængeliggørelse for almenheden af værkerne.

Forslaget til stk. 1 er betinget af, at anvendelsen ikke

sker i erhvervsøjemed. Det beror på en konkret vurdering,

hvorvidt den pågældende handling sker i erhvervsøjemed,

herunder om den sker for at generere et overskud. Ved

vurderingen kan der eksempelvis lægges vægt på, hvorvidt

anvendelsen går ud over, hvad der kræves og forventes af

den pågældende kulturarvsinstitution, hvilket taler for, at der

kan foreligge kommercielle interesser.

Forslaget til § 16 c, stk. 1, henviser endvidere til, at betin-

gelserne for aftalelicens i § 50 skal være opfyldt. Der henvi-

ses i den forbindelse til den foreslåede ændring i § 50, stk. 1.

Forslaget til stk. 1 indeholder en ret for rettighedshaveren

til at nedlægge forbud mod anvendelsen, hvorved udefor-

stående rettighedshavere ift. den specifikke aftalelicens har

mulighed for at vælge at stå uden for aftalen og hindre, at

dennes rettigheder benyttes i henhold til den pågældende

aftale.

Det følger af den foreslåede

stk. 2,

at anvendelsen af værker

efter stk. 1 anses for at finde sted i Danmark forudsat, at

det offentlige arkiv, bibliotek eller museum er etableret i

Danmark.

Forslaget er et udtryk for en legal fiction og indebærer, at

§ 16 c, stk. 1, får grænseoverskridende effekt. Konkret vil

forslaget medføre, at en tilgængeliggørelse, der finder sted i

et andet EU-land, skal vurderes efter den danske ophavsrets-

lov, hvis den konkrete kulturarvsinstitution, som har forestå-

et tilgængeliggørelsen, er etableret i Danmark. Hermed mu-

liggøres, at licensaftalerne kan give institutionerne mulighed

for at anvende værkerne i andre EU-lande, hvilket er særligt

relevant, når der er tale om online anvendelse. Konsekven-

sen af en sådan ordning vil være, at de danske regler også

gælder for brug i EU-lande på baggrund af aftaler indgået

med danske kulturarvsinstitutioner.

Der henvises i øvrigt til afsnit 2.4 i de almindelige bemærk-

ninger.

Til § 16 d

Ophavsretsloven indeholder ikke en generel undtagelsesbe-

stemmelse for kulturarvsinstitutioner til at anvende værker,

der ikke længere forhandles. Loven regulerer i et vist om-

fang arkiver, biblioteker og museers brug af værker, hvoraf

værker, som ikke længere forhandles, indgår i mindre om-

fang, herunder i ophavsretslovens § 16, stk. 4, hvorefter

biblioteker må fremstille eksemplarer af udgivne værker,

der bør være tilgængelige i bibliotekets samlinger, men

som ikke kan erhverves i almindelig handel eller hos udgi-

L 125 - 2022-23 (2. samling) - Bilag 1: Høringsnotat, høringssvar og lovforslaget, fra kulturministeren

veren. Med DSM-direktivets artikel 8, stk. 2, indføres en

undtagelsesadgang for kulturarvsinstitutioner til at bruge

værker, der ikke længere forhandles. Forslaget til § 16 d

gennemfører DSM-direktivets artikel 8, stk. 2 og 3, og arti-

kel 9, stk. 2. Af artikel 9, stk. 2, fremgår, at anvendelsen af

værker i henhold til undtagelsen eller indskrænkningen, som

fastsat i artikel 8, stk. 2, anses for kun at finde sted i den

medlemsstat, hvor den kulturarvsinstitution, der foretager

denne anvendelse, er etableret.

Det følger af den foreslåede

§ 16 d stk. 1,

at findes der ikke

en repræsentativ fællesorganisation for rettighedshaverne,

som kan indgå aftaler efter § 16 c, stk. 1, 1. pkt., jf. § 50,

kan offentlige arkiver, biblioteker, museer og film- og ly-

darvsinstitutioner foretage eksemplarfremstilling og overfø-

ring til almenheden af værker, der ikke længere forhandles,

jf. § 16 e, stk. 1, og som er en permanent del af institutio-

nens samling. Dette gælder dog ikke, hvis rettighedshaveren

har nedlagt forbud mod værkets udnyttelse. Eksemplarfrem-

stilling og overføring til almenheden af værker, jf. 1. pkt.,

må ikke ske i erhvervsøjemed.

Den foreslåede § 16 d, stk. 1, medfører, at såfremt der ik-

ke findes en forvaltningsorganisation, der kan indgå aftaler

efter forslaget til § 16 c, stk. 1, om brug af værker, der

ikke længere forhandles, kan offentlige arkiver, biblioteker,

museer og film- og lydarvsinstitutioner i stedet anvende

værker efter denne undtagelsesbestemmelse. Uenighed om

licensbetingelser kan ikke fortolkes som manglende adgang

til licensløsninger.

Forslaget indeholder et krav om, at det pågældende værk

skal være en permanent del af kulturarvsinstitutionens sam-

ling. En kulturarvsinstitution vil således kun kunne gøre

brug af den foreslåede undtagelsesbestemmelse, hvis institu-

tionen lovligt har værket permanent i sin samling.

Aftalelicenssystemet er særdeles veletableret og velfunge-

rende i Danmark og gælder i forvejen på mange andre om-

råder om anvendelser af ophavsrettigheder. Det er derfor

Kulturministeriets forventning, at undtagelsesreglen i forsla-

get til § 16 d, stk. 1, i praksis kun vil få mindre betydning i

forhold til forslaget til aftalelicensreglen i § 16 c, stk. 1.

Forslaget til § 16 d, stk. 1, gælder kun for digitale anvendel-

ser. I forhold til aftalelicensen i forslaget til § 16 c, stk. 1,

som omfatter alle former for tilgængeliggørelse, giver und-

tagelsen således alene mulighed for eksemplarfremstilling

og overføring (tilgængeliggørelse på internettet).

Tilsvarende for den foreslåede aftalelicensbestemmelse i §

16 c, stk. 1, er anvendelsen efter forslaget til § 16 d, stk.

1, betinget af, at den ikke sker i erhvervsøjemed. Herunder

ligger et krav om, at værkerne vil skulle stilles til rådighed

på ikkekommercielle websteder. Vurderingen af, hvorvidt

der er tale om en kommerciel aktivitet, vil skulle foretages

på samme måde som i forslaget til § 16 c, stk. 1. Dvs.

at det skal vurderes, om aktiviteten sker for at generere et

overskud.

Det fremgår af den foreslåede

stk. 2,

at anvendelsen af vær-

ker efter stk. 1, anses for kun at finde sted i Danmark hos

det offentlige arkiv, bibliotek, museum eller film- eller ly-

darvsinstitution, såfremt det offentlige arkiv, bibliotek, mu-

seum eller film- eller lydarvsinstitution er etableret i Dan-

mark.

Den foreslåede stk. 2, vil medføre, at der indføres en le-

gal fiction, hvorefter bestemmelsen får grænseoverskridende

virkning. Dette betyder, at de danske regler også gælder for

danske kulturarvsinstitutioners anvendelser, der sker i andre

lande. Princippet svarer til det tilsvarende princip, som er

indeholdt i forslaget til aftalelicensbestemmelsen i § 16 c,

stk. 1.

Kulturministeriet bemærker, at den foreslåede bestemmelse

placeres i kapitel 2 i ophavsretsloven og det eksisterende

krediteringskrav i den gældende § 11, stk. 2, finder anven-

delse ift. brug efter bestemmelsen, således at kreditering

skal ske i overensstemmelse med "god skik".

Der henvises i øvrigt til afsnit 2.4 i de almindelige bemærk-

ninger.

Til § 16 e

Ophavsretsloven indeholder ikke generelle bestemmelser

om kulturarvsinstitutioners anvendelser af værker, der ikke

længere forhandles. I ophavsretslovens § 16, stk. 4, og §

16 a, stk. 3, findes dog i et nærmere begrænset omfang

regler om brug af værker, der ikke længere findes i hande-

len. Ophavsretslovens § 75 j indeholder desuden regler om

søgninger, der skal foretages med henblik på at fastslå, om

et værk eller en lydoptagelse er et forældreløst værk.

Regler om ophavsrettens territorielle anvendelsesområde

fremgår af ophavsretslovens §§ 85 og 86, som fastsætter

den klare hovedregel om, at det kun er værker m.v. med

tilknytning til EØS - dvs. EU-landene samt Norge, Island

og Lichtenstein - som omfattes umiddelbart af den danske

ophavsretslov. I ophavsretslovens § 88 er fastsat en hjemmel

til at udvide beskyttelsen i forhold til andre lande. Denne

hjemmel er udnyttet i bekendtgørelse nr. 218 af 9. marts

2010 om anvendelsen af ophavsretsloven i forhold til an-

dre lande (udlandsbekendtgørelsen). Med DSM-direktivets

artikel 8 indføres bestemmelser om kulturarvsinstitutioners

brug af værker, der ikke længere forhandles. Artikel 8 ve-

drører grænseoverskridende brug af værker. Forslaget til §

16 e implementerer DSM-direktivets artikel 8, stk. 5 og 7.

L 125 - 2022-23 (2. samling) - Bilag 1: Høringsnotat, høringssvar og lovforslaget, fra kulturministeren

Det følger af den foreslåede

§ 16 e, stk. 1,

at et værk ikke

længere anses som forhandlet, når det i god tro og efter der

er gjort en rimelig indsats må formodes, at hele værket ikke

er til rådighed for almenheden gennem normale handelska-

naler.

Den foreslåede § 16 e, stk. 1, vil medføre, at en kulturar-

vsinstitution på baggrund af en rimelig indsats skal vurdere,

om værket er tilgængeligt for offentligheden på en måde,

hvorpå en borger selv kan købe værket. Det afhænger af

en konkret vurdering, herunder hvilken type af værk, der

er tale om, og hvordan den forudgående undersøgelse skal

foretages.

Som udgangspunkt vil kulturarvsinstitutionen skulle foreta-

ge en søgning og undersøgelse af dokumentation, der er let

tilgængelig. Det er ikke en forudsætning, at kulturarvsinsti-

tutionen først har kontaktet samtlige landets boghandlere

m.v. Det er derimod tilstrækkeligt, hvis der er foretaget

et efter omstændighederne rimeligt undersøgelsesarbejde,

eksempelvis ved de mest nærliggende (søge)databaser, op-

slagsværker m.v.

Undersøgelsen vil i nogle tilfælde skulle ske ved at kon-

sultere de kilder, der er relevante for den pågældende kate-

gori af værker og andre beskyttede frembringelser, f.eks.

forvaltningsorganisationer eller brancheorganisationer. Dette

vil eksempelvis være tilfældet for filmværker, som er sær-

prægede, blandt andet af hensyn til, at film i praksis vil

være tilgængelige i vinduer i form af eksklusivitet for såvel

platforme som territorier. Hvis en film på et givent tidspunkt

ikke er tilgængelig, er det muligvis af den årsag, at filmen

blot befinder sig et sted undervejs i denne proces.

Det vil normalt ikke skulle være påkrævet løbende at søge

efter værkets tilgængelighed, ligesom det forhold, at der er

en sandsynlighed for, at et værk kan findes i genbrugsbutik-

ker m.v., ikke indebærer, at der er tale om et tilgængeligt

værk. Kulturarvsinstitutionen vil dog skulle være i god tro

ved formodningen, efter der gjort en rimelig indsats for at

bedømme, om værket er til rådighed.

Hvis værket er tilgængeligt i en anden udgave, f.eks. en

efterfølgende udgave af en bog, bør det oprindelige værk

anses for stadigvæk at være i handelen. Hvis der er tale om

en anden sprogudgave eller en audiovisuel bearbejdning af

en bog, vil det ikke automatisk bevirke, at værket må anses

for at være i handelen, jf. herved også betragtning nr. 37 i

DSM-direktivet.

Det forhold, at det er hele værket, som er grundlaget for vur-

deringen efter forslaget, indebærer, at eksempelvis billeder i

en bog ikke vil skulle indgå i vurderingen af, hvorvidt bogen

som helhed er kommercielt tilgængelig.

Undersøgelsen efter forslaget til § 16 e, stk. 1, bør som ud-

gangspunkt kun ske i Danmark, medmindre det vurderes, at

en grænseoverskridende undersøgelse (dvs. en undersøgelse

af forholdet i et eller flere EU-lande) er mest hensigtsmæs-

sig, f.eks. hvis det er almindeligt kendt, at en bog første

gang blev udgivet i en bestemt sprogudgave i et andet EU-

land.

En kulturarvsinstitution vil i nogle situationer kunne foreta-

ge en samlet vurdering af flere værker efter den foreslåede

§ 16 e, stk. 1, hvis en sådan fælles undersøgelse vurderes at

være egnet og proportional i forhold til de enkelte værker,

samt at det vurderes, at der er en sandsynlighed for, at vær-

kerne er kommercielt tilgængelige.

Efter den foreslåede

stk. 2,

følger det, at §§ 16 c og § 16 d

ikke finder anvendelse for sæt af værker i det omfang, det

på baggrund af den rimelige indsats i stk. 1 kan bevises, at

sådanne sæt overvejende består af

1. værker, som ikke er filmværker eller audiovisuelle vær-

ker, og som først blev udgivet eller, hvis de ikke er

udgivet, først blev udsendt i et tredjeland

2. filmværker eller audiovisuelle værker, hvis producenter

har deres hovedsæde eller opholdssted i et tredjeland,

eller

3. tredjelandsstatsborgeres værker eller andre frembrin-

gelser, når ingen medlemsstat eller intet tredjeland har

kunnet fastlægges med en rimelig indsats i henhold til

litra 1) eller 2).

Den foreslåede stk. 2 medfører, at forslaget til § 16 c og §

16 d ikke finder anvendelse for sæt af værker, der har en

vis kobling til tredjelande (lande uden for EU). Med sæt

af værker forstås en nærmere afgrænset beholdning eller en

nærmere afgrænset samling af værker.

Der er tale om situationer, hvor en værkssamling primært

består af værker som først er udgivet eller, hvis offentliggø-

relse ikke har fundet sted, først er udsendt i et land uden

for EU. For filmværker m.v. er der tale om samlinger, som

primært består af værker, hvor producenten er etableret eller

hjemmehørende i et land uden for EU. Bestemmelsen vil

efter forslaget endvidere ikke finde anvendelse, hvis samlin-

gen hovedsageligt består af værker af tredjelandsstatsborge-

re, og det ikke har været muligt at fastslå, hvor værkerne

er udgivet, udsendt eller for så vidt angår filmværker, hvor

producenten har sit hjemsted.

Det følger af den foreslåede

§ 16 e, stk. 3,

at uanset stk.

2, finder § 16 c anvendelse, hvis den relevante kollektive

forvaltningsorganisation er tilstrækkeligt repræsentativ for

rettighedshaverne i det relevante tredjeland.

Den foreslåede bestemmelse vil medføre, at uanset det for-

hold, at en samling af værker har tilknytning til et tred-

L 125 - 2022-23 (2. samling) - Bilag 1: Høringsnotat, høringssvar og lovforslaget, fra kulturministeren

jeland, vil en sådan samling stadigvæk være omfattet af

en aftalelicensordning, hvis forvaltningsorganisationen er

tilstrækkelig repræsentativ for rettighedshaverne i det på-

gældende tredjeland. Dette vil eksempelvis være tilfældet,

hvis en dansk organisation har en aftale med en søsterorga-

nisation i det pågældende tredjeland, som giver mulighed

for at repræsentere tredjelandets medlemmer i Danmark.

Det følger af den foreslåede

§ 16 e, stk. 4,

at kulturmini-

steren kan fastsætte nærmere regler om krav såsom en skæ-

ringsdato for at fastslå, hvorvidt der er tale om værker, der

ikke længere forhandles.

Med forslaget til § 16 e, stk. 4, fastsættes en bemyndigelses-

bestemmelse, hvorefter kulturministeren i en bekendtgørelse

vil kunne fastsætte specificerede krav i forhold til, hvornår

der er tale om et værk, der ikke længere forhandles, f.eks.

i form af skæringsdatoer knyttet op på værkstyper. Dette

med henblik på at afhjælpe og ensarte resultatet af den

undersøgelse, som kulturarvsinstitutioner vil skulle foretage

efter den foreslåede § 16 e, stk. 1. De specificerede krav vil

skulle foretages på baggrund af en nærmere dialog med de

organisationer, der er omfattet af artikel 8, dvs. kulturarvsin-

stitutionerne og forvaltnings- og kunstnerorganisationerne.

Der henvises i øvrigt til afsnit 2.4. i de almindelige bemærk-

ninger.

Til § 16 f

Ophavsretsloven indeholder ikke bestemmelser om bekendt-

gørelsesforanstaltninger i relation til anvendelse af værker,

der ikke længere forhandles. Ophavsretslovens § 75 j, stk.

7, indeholder regler om, at der skal fremsendes oplysninger

i henhold til forældreløse værker til Kulturministeriet, som

efterfølgende videresender oplysningerne til en fælleseuro-

pæisk central database, der finansieres af Den Europæiske

Unions Kontor for Intellektuel Ejendomsret�½s (EUIPO).

Med forslaget til § 16 f, fastsættes bestemmelser om be-

kendtgørelsesforanstaltninger. Forslaget gennemfører DSM-

direktivets artikel 10.

Det følger af den foreslåede

§ 16 f stk. 1,

at anvender et of-

fentligt arkiv, bibliotek, museum eller film- eller lydarvsin-

stitution et værk i henhold til § 16 c og § 16 d, skal følgende

oplysninger mindst seks måneder før værket anvendes, gø-

res tilgængelige på Portalen for værker, der ikke længere

forhandles:

1) Hvorvidt værkerne er omfattet af licensen i § 16 c eller

undtagelsen i § 16 d.

2) Rettighedshaverens mulighed for at nedlægge forbud.

3) Øvrige oplysninger der er påkrævet i henhold den regi-

streringsproces, der er fastsat af Den Europæiske Uni-

ons Kontor for Intellektuel Ejendomsret.

Den foreslåede stk. 1, vil medføre, at der skal gøres en ræk-

ke oplysninger tilgængelige, når en kulturarvsinstitution an-

vender et værk, der ikke længere forhandles, efter forslagene

til § 16 c eller § 16 d. Der er tale om oplysninger, som har

til formål at identificere det værk eller sæt af værker, som

anvendelsen vedrører, samt om retten til at nedlægge for-

bud. Der skal endvidere gives oplysninger om anvendelsen

efter undtagelsen eller licensen, herunder oplysninger om

parterne (tilladelsesgiver og tilladelseshaver) samt de dæk-

kede områder. Der skal i øvrigt give oplysninger i henhold

til registreringsprocessen. Dette for at sikre administrationen

af registreringsprocessen i portalen, hvor oplysningerne skal

indtastes.

Oplysningerne vil skulle gøres tilgængelige på EUIPO�½s

out-of-commerce portal fra mindst seks måneder før værker-

ne anvendes.

EUIPO�½s out-of-commerce portal er et let tilgængeligt, en-

kelt og ubureaukratisk værktøj til at samle og fremsøge

information om værker, der ikke længere forhandles. Der

er tale om en fælles platform for medlemslandene, hvilket

sikrer en ensartethed landene imellem. Portalen vil således

understøtte, at kravet i forslaget til § 16 f, stk. 1, om, at

oplysningerne skal gøres tilgængelige på en permanent, let

og effektiv måde, opfyldes.

Det tidsmæssigt krav om, at kulturarvsinstitutionen eller

forvaltningsorganisationen skal offentliggøre de påkrævede

mindst seks måneder før anvendelse, følger af DSM direk-

tivets artikel 10, stk. 1. Forslaget stiller ikke krav om, at

det er kulturarvsinstitutionen, som skal forestå afgivelsen

af oplysningerne. Kulturarvsinstitutionen og forvaltningsor-

ganisationen vil derfor frit kunne aftale, hvem der i praksis

skal varetage opgaven. Indtastning af oplysninger vil kunne

finde sted, efter at kulturarvsinstitutionen eller forvaltnings-

organisationen er tilmeldt som bruger på portalen.

Portalens formål er dog alene af informationsmæssig karak-

ter og har i sig selv ingen retsskabende effekt. Det forhold,

at et værk er registreret i databasen er ikke nødvendigvis

ensbetydende med, at der rent faktisk er tale om et værk,

der ikke længere forhandles, og at kravene i forslaget til

16 f er fuldt opfyldt. Det er parterne selv, der er ansvarlige

for, at oplysningerne, der er påkrævede efter lovforsalget, er

korrekte og dækkende.

Tilgængeliggørelse af oplysninger på portalen indebærer

ikke i sig selv, at en kulturarvsinstitutions anvendelse af

værker, der ikke længer forhandles, kan ske efter lovforsla-

get. Kravet om bekendtgørelsesforanstaltninger er et selv-

stændigt krav og et hensyn til, at rettighedshaverne kan få

kendskab til, hvordan deres værk anvendes i praksis, og

hvilke muligheder, de har for at udøve deres rettigheder om

at meddele forbud om anvendelsen. Hvis der er tale om

L 125 - 2022-23 (2. samling) - Bilag 1: Høringsnotat, høringssvar og lovforslaget, fra kulturministeren

oplysninger i relation til sæt af værker, kan oplysningerne

tilsvarende ikke forventes at være så detaljerede, at alle

individuelle værker, der bruges eller måtte blive brugt, kan

identificeres.

Det følger af den foreslåede

§ 16 f, stk. 2,

at et offentligt

arkiv, bibliotek, museum eller film- eller lydarvsinstitution,

som anvender et værk i henhold til stk. 1, så snart det er

muligt, og hvor det er relevant, skal gøre oplysninger om

parterne i licensen, de dækkede områder og anvendelserne

tilgængelige på Portalen for værker, der ikke længere for-

handles.

Den foreslåede bestemmelse vil medføre, at et offentligt

arkiv, bibliotek, museum eller film- eller lydarvsinstitution,

udover de oplysninger, som fremgår af forslaget til § 16 f,

stk. 1, desuden forpligtes til at offentliggøre oplysningerne

om parterne i licensen, de dækkede områder og anvendelser-

ne, såfremt disse oplysninger er relevante.

Hvor oplysninger omfattet af forslaget til § 16 f, stk. 1, skal

offentliggøres mindst 6 måneder før værkerne anvendes, in-

deholder forslaget til § 16 f, stk. 2 et krav om, at oplysninger

om parterne i licensen, de dækkede områder og anvendelser-

ne skal offentliggøres, så snart det er muligt, og hvor det er

relevant.

Kravet om, at oplysninger omfattet af det foreslåede stk. 2

skal offentliggøres så snart det er muligt, vil indebære, at

oplysningerne skal offentliggøres, så snart de er tilgængeli-

ge. Kravet følger af DSM-direktivets artikel 10 stk. 1.

Det følger af den foreslåede

stk. 3,

at kulturministeren, for

at øge den generelle bevidsthed hos rettighedshaverne om

anvendelse af værker og andre frembringelser, der ikke læn-

gere forhandles, kan fastsætte nærmere regler om yderligere

offentliggørelsesforanstaltninger.

Den foreslåede stk. 3, er en bemyndigelsesbestemmelse,

som medfører, at kulturministeren i en bekendtgørelse kan

fastsætte yderligere offentliggørelsesforanstaltninger end

dem, der er indeholdt i forslaget til § 16 f, stk. 1, hvis

dette er nødvendigt af hensyn til rettighedshaverne. Direk-

tivet indeholder en valgmulighed om at fastsætte sådanne

yderligere bekendtgørelsesforanstaltninger i artikel 10, stk.

2. Direktivets bestemmelser om de oplysninger, der skal

offentliggørelses, er i og for sig generelle, men samtidig til-

strækkelig detaljerede. Muligheden for at foretage yderligere

præciseringer ud over det, der står i direktivet, er dermed

begrænsede. På nuværende tidspunkt finder Kulturministeri-

et derfor, at det ikke er nødvendigt at fastsætte yderligere

bekendtgørelsesforanstaltninger, hvorefter forslaget ikke in-

deholder sådanne konkrete yderligere foranstaltninger. Af

hensyn til at fremtidssikre området, foreslår Kulturministeri-

et imidlertid, at der fastsættes en bemyndigelsesbestemmel-

se. Det er Kulturministeriets vurdering, at det vil være mest

hensigtsmæssigt, hvis nærmere bestemmelser om disse op-

lysninger fremgår af en bekendtgørelse, efter der er indgået

en dialog herom med de relevante organisationer og institu-

tioner.

Der henvises i øvrigt til afsnit 2.4. i de almindelige bemærk-

ninger.

Til nr. 10

Det fremgår af den gældende ophavsretslovs § 17, stk. 3, at

statslige eller kommunale institutioner og andre sociale eller

almennyttige institutioner til brug for syns- og hørehandi-

cappede kan indgå aftale med aftalelicensvirkning om brug

af værker.

Det foreslås, at der foretages en ændring af

§ 17, stk. 3,

således at der indsættes

et 4. pkt.

hvorefter muligheden for

at indgå aftale med aftalelicensvirkning om brug af værker

ikke gælder, hvis ophavsmanden over for nogen af de aftale-

sluttende parter har nedlagt forbud mod værkets udnyttelse.

Formålet med ændringen af stk. 3 er at gennemføre artikel

12, stk., 3, litra c, hvorefter aftalelicensbestemmelser skal

indeholde en forbudsadgang, medmindre der gælder en und-

tagelse, eller hvor der er tvungen kollektiv forvaltning. Da

det følger af betragtning 48, at rettighedshavere let skal kun-

ne genvinde kontrollen over deres værker og forhindre en-

hver anvendelse af deres værker, som vil være til skade for

deres interesser, er det vigtigt, at rettighedshaverne har reel

mulighed for at udelukke anvendelsen af sådanne ordninger

på deres værker eller andre frembringelser. Det være sig for

alle anvendelser, værker eller andre frembringelser eller for

specifikke anvendelser, værker eller andre frembringelser,

herunder før indgåelsen af en licensaftale og i løbet af licen-

sens løbetid. I sådanne tilfælde bør enhver igangværende

anvendelse afsluttes inden for en rimelig frist. En sådan ude-

lukkelse fra rettighedshavernes side bør ikke berøre deres

krav på betaling af vederlag for den faktiske anvendelse af

værket eller andre frembringelser i henhold til licensen, der

har fundet sted.

Den foreslåede ændring vil betyde, at udeforstående rettig-

hedshavere ift. den specifikke aftalelicens i § 17, stk. 3, har

mulighed for at vælge at stå uden for aftalen og hindre, at

dennes rettigheder benyttes i henhold til den pågældende

aftale.

Om baggrunden for og Kulturministeriets overvejelser i for-

hold til bestemmelsen henvises i øvrigt til de almindelige

bemærkningers afsnit 2.5.

Til nr. 11

L 125 - 2022-23 (2. samling) - Bilag 1: Høringsnotat, høringssvar og lovforslaget, fra kulturministeren

Ophavsretslicensnævnet reguleres i ophavsretslovens §

47. Nævnet træffer endelige administrative afgørelser i

sager, der forelægges for nævnet efter regler fastsat i op-

havsretsloven blandt andet i forhold til vederlagsbetaling

til rettighedshaverorganisationer og spørgsmål om adgang

til materiale, som er påført effektive tekniske foranstaltnin-

ger. Nævnets kompetenceområde fremgår af den gældende §

47, stk. 2.

Ændringen skal ses i sammenhæng med den foreslåede ud-

videlse af bestemmelsen i § 75 d om tekniske foranstaltnin-

ger (se lovudkastet §1, nr. 28), kompensation ved anskue-

liggørelse i undervisningsvirksomhed i § 13 a, stk. 5 (se

lovudkastet § 1, nr. 3) og indførsel af en alternativ tvistløs-

ningsmekanisme i den foreslåede § 55 c (se lovudkast § 1,

nr. 17).

Med den foreslåede ordning vil Ophavsretslicensnævnet på

begæring kunne pålægge en rettighedshaver, der har truffet

de nødvendige foranstaltninger, som kan garantere sikker-

hed og integritet i de netværk og databaser, hvor værkerne er

lagret (se lovudkastets § 1, nr. 2), at stille sådanne midler til

rådighed for en bruger, som er nødvendige for, at denne kan

drage fordel af muligheden for at udføre tekst- og datami-

ning. Derudover kan Ophavsretslicensnævnet med ændrin-

gen behandle tvister vedrørende gennemsigtighedsforpligtel-

sen i den foreslåede § 55 a og aftalejusteringsordningen i

den foreslåede § 55 b.

Der henvises i øvrigt til afsnit 2.9.4, 2.2.2 og 2.1.3 i lovfor-

slagets almindelige bemærkninger.

Til nr. 12

Den gældende ophavsretslovs § 48, stk. 2 og 3, vedrører

signalretten for radio – og tv-foretagender efter § 69 og brug

af deres rettigheder i relation til undervisningsvirksomhed,

som følge af henvisningen til den gældende § 13, stk. 1, 1.

pkt., 2. led og brug for syns og hørehandicappede som følge

af henvisningen til den gældende § 17, stk. 4. I henhold til

bestemmelserne er Ophavsretslicensnævnet kompetent til at

give brugeren tilladelse og til at fastsætte de nærmere vilkår

for udnyttelsen, jf. § 48, stk. 2. Dette forudsætter en aftale

mellem brugeren og en organisation af rettighedshavere, jf.

§ 48, stk. 3.

Det foreslås, at

§ 48, stk. 2 og stk. 3,

ændres således at 1.

pkt., 2. led, udgår.

Ændringen skal ses i sammenhæng med den nyaffattede

§ 13, således at henvisningen til § 13 i § 48, stk. 2 og

3, opdateres. Den foreslåede ændring vil betyde, at Ophavs-

retslicensnævnet på radio- og foretagenders vegne fortsat

kan give brugeren tilladelse og fastsætte de nærmere vilkår

for udnyttelsen, jf. § 48, stk. 2. Dette forudsætter fortsat en

aftale mellem brugeren og en organisation af rettighedshave-

re, jf. § 48, stk. 3. I begge tilfælde vedrører opdateringen

undervisningsvirksomhed.

Om baggrunden for og Kulturministeriets overvejelser i for-

hold til bestemmelsen henvises i øvrigt til de almindelige

bemærkninger i afsnit 2.3.3.

Til nr. 13

Det fremgår af den gældende ophavsretslovs §§ 50, stk.

1, at de specifikke oplistede aftalelicenser i §§ 13, 14 og

16 b, § 17, stk. 3, og §§ 24 a, 29 a, 30, 30 a og 35 kan

påberåbes af brugere, således at en repræsentativ organisa-

tion af rettighedshavere kan indgå aftaler på vegne af alle

rettighedshaverne med en bruger om brug af indhold mod

betaling for brugen.

Det foreslås, at henvisningen til § 16 b i

§ 50

ændres til

§§ 16 b-c. Dette med henblik på at sikre, at den nyaffattede

bestemmelse i § 16 c, som angiver, at offentlige arkiver,

biblioteker musser og film- og lydarvsinstitutioner kan ind-

gå aftalerlicensaftaler, såfremt betingelserne i § 50 er op-

fyldt. Ændringen indebærer således at bestemmelsen tilføjes

til oplistningen i § 50, stk. 1.

Til nr. 14

Det fremgår son nævnt af den gældende ophavsretslovs §§

50, stk. 1, at de specifikke oplistede aftalelicenser i §§ 13,

14 og 16 b, § 17, stk. 3, og §§ 24 a, 29 a, 30, 30 a og

35 kan påberåbes af brugere, således at en repræsentativ

organisation af rettighedshavere kan indgå aftaler på vegne

af alle rettighedshaverne med en bruger om brug af indhold

mod betaling for brugen. § 50, stk. 2, indeholder en generel

mulighed for at indgå aftaler med aftalelicensvirkning inden

for et nærmere defineret områder. I begge tilfælde forudsæt-

tes den pågældende organisation at omfatte en væsentlig del

af ophavsmændene til en bestemt art af værker.

Det foreslås, at der i

§ 50, stk. 1 og stk. 2, 1. pkt.,

ændres

således at »en organisation, som omfatter en væsentlig del

af ophavsmændene« ændres til »en forvaltningsorganisation,

som er tilstrækkelig repræsentativ for ophavsmændene«.

Derved vil DSM-direktivets betegnelser bliver anvendt i den

danske aftalelicensbestemmelse.

Det foreslås endvidere, at § 50, stk. 1, henviser til de fore-

slåede §§ 16 b og c om værker, der ikke længere forhandles.

Ændringen stemmer tillige bedst overens med reglerne om

tvungen kollektiv forvaltning i artikel 9 i satellit- og kabel-

direktivet og artikel 4(2) i SatCabII-direktivet, som gennem-

L 125 - 2022-23 (2. samling) - Bilag 1: Høringsnotat, høringssvar og lovforslaget, fra kulturministeren

ført ved Lov nr. 1121 af 04. juni 2021, eftersom der med

denne ændring altid vil være én organisation, som Kulturmi-

nisteriet har mulighed for at godkende, mens man med den

gældende terminologi principielt risikerer, at ingen organisa-

tion repræsenterer en væsentlig del af rettighedshaverne på

et givent område.

Ophavsretslovens § 35, stk. 1, som indeholder bestemmelser

om tvungen kollektiv forvaltning, henviser til aftalelicensbe-

tingelserne i den gældende § 50. Det er i denne forbindelse

uden betydning, at direktivets artikel 12 ikke finder anven-

delse på obligatorisk kollektiv forvaltning, jf. artikel 12,

stk. 4, 2. afsnit. Det bemærkes i den forbindelse, at det

efter gældende ret ikke er en betingelse, at organisationen

skal repræsentere mere end halvdelen af ophavsmændene på

området, hvorfor brugen af "tilstrækkelig repræsentativ" er

mere retvisende.

Ændringen er i overensstemmelse med den hidtidige retstil-

stand, da alene én organisation kan godkendes til at indgå

aftale med aftalelicensvirkning per aftalelicensområde. For

så vidt angår tilfælde, hvor der kan være flere repræsen-

tative organisationer, udtaler Ophavsretsudvalget: "Det vil

her ikke være tilstrækkeligt alene at se på, hvilken af de

konkurrerende organisationer, der repræsenterer flest rettig-

hedshavere. Det kan f.eks. også være af afgørende betyd-

ning, om hovedparten af de rettighedshavere, hvis værker

faktisk benyttes, er organiseret i en af organisationerne", jf.

slutbetænkning 1197/1990 fra udvalget vedrørende revision

af ophavsretslovgivningen, s. 189. Der er således i dag ik-

ke et absolut krav om, at organisationen skal repræsentere

en væsentlig del af rettighedshavernes enerettigheder eller

vederlagsrettigheder, men godkendelse forudsætter tillige, at

organisationen efter en samlet vurdering har tilstrækkelig

erfaring med håndtering af aftaler – både i forhold til rettig-

hedshavere og brugere - og på forsvarlig vis kan forvalte

både medlemmers og ikke-medlemmers rettigheder. Den

ændrede terminologi i bestemmelsen svarer således til de

kriterier, som der allerede stilles for aftalelicensgodkendel-

se. Kravet om at være tilstrækkelig repræsentativ betyder, at

forvaltningsorganisationen kan siges at repræsentere rettig-

hedshaverne på det pågældende område på en sådan måde,

at den er repræsentativ for rettighedshavere generelt.

Når Kulturministeriet skal godkende en ansøgning om af-

talelicensgodkendelse, skal Kulturministeriet bl.a. vurdere,

om den ansøgende organisation møder kravet om at være

tilstrækkelig repræsentativ. Denne vurdering skal foretages

"under hensyntagen til den kategori af rettigheder, der for-

valtes af organisationen, til organisationens evne til at for-

valte rettighederne effektivt, til den kreative sektor, som

organisationen opererer i, samt til spørgsmålet om, hvorvidt

organisationen dækker et væsentligt antal rettighedshavere

inden for den relevante type af værker eller andre frembrin-

gelser, som har givet tilladelse til udstedelse af licens for

den relevante type af anvendelse i overensstemmelse med

direktiv 2014/26/EU af 26. februar 2014 om kollektiv for-

valtning af ophavsret og beslægtede rettigheder samt multi-

territoriale licenser for

rettigheder til musikværker med henblik på onlineanvendel-

se i det indre marked," jf. direktivets betragtning 48.

De kriterier, som Kulturministeriet lægger vægt på, følger

af forarbejderne til lov nr. 742 af 7. juni 2001 om lov om

ændring af ophavsretsloven: ”Ved bedømmelsen bør der ef-

ter ministeriets opfattelse lægges vægt på en række forskel-

lige faktorer såsom antallet af rettighedshavere og værker

m.v., som organisationen repræsenterer, organisationens mu-

lighed for efter dens vedtægter internt at kunne forpligte

sine medlemmer samt organisationens forankring i eksister-

ende organisationer. Det bør også tillægges betydning, om

en organisation er fast indarbejdet inden for et givent for-

valtningsområde, og om organisationen har den fornødne

administrative kapacitet til at varetage opkrævning og ud-

lodning til de enkelte rettighedshavere på forsvarlig vis. Det

kan i den forbindelse være af betydning, om organisationen

har lokalt markedskendskab og erfaring med indgåelse af

licensaftaler i Danmark, og om den pågældende organisation

i forvejen administrerer kollektive licensaftaler med brugere

i Danmark på andre områder end det aftalelicensområde,

som godkendelsen angår. Organisationens mulighed for at

etablere gensidighedsaftaler med udlandet vil tillige kunne

indgå i vurderingen. Særligt inden for kabelspredningsom-

rådet må der fortsat lægges vægt på, at der mellem en fæl-

lesorganisation og andre relevante organisationer indgås de

nødvendige interne samarbejdsaftaler. Bortset fra de nævnte

kriterier må det i almindelighed påses, at organisationens

vedtægter er i overensstemmelse med ophavsretsloven og

andre almindelige retsregler, herunder om der i vedtægterne

er indbygget mindretalsgarantier. I en fællesorganisation bør

der efter vedtægterne være mulighed for afgørelse af interne

tvister ved voldgift. ”

Det følger endvidere af forarbejderne til lov nr. 510 af 12.

juni 2009 om lov om ændring af ophavsretsloven: ”Den

godkendte organisation er den, der kan dokumentere den

bredeste repræsentation af ophavsmænd på området. Det

kan således også være en rettighedshaverorganisation fra

et andet EU-land. Desuden sker der lige behandling af

de repræsenterede rettighedshavere og de ikke-repræsentere-

de. Der sker ikke en forskelsbehandling mellem danske og

udenlandske rettighedshavere eller -organisationer, da det

afgørende er, hvilken organisation der kan dokumentere den

bredeste repræsentation. ”

Organisationen opnår repræsentativitet via medlemserklæ-

ringer, mandater eller lignende, som giver organisationen

mulighed for at forvalte de relevante rettigheder på vegne

af rettighedshaveren. Der sondres i den forbindelse ikke

mellem vederlagsrettigheder og enerettigheder.

L 125 - 2022-23 (2. samling) - Bilag 1: Høringsnotat, høringssvar og lovforslaget, fra kulturministeren

I overensstemmelse med lovbemærkningerne fra lov 742 af

7. juni 2001 og lov nr. 510 af 12. juni 2009 er der ikke

tiltænkt nogen ændring i kriterierne for at opnå godkendelse

til at indgå aftale med aftalelicensvirkning.

Det foreslås at benytte begrebet "forvaltningsorganisation" i

stedet for "organisation", da det følger af direktivets artikel

12, stk. 1, at alene forvaltningsorganisationer kan indgå af-

tale med aftalelicensvirkning. Forvaltningsorganisationer er

defineret i lov om kollektiv forvaltning af ophavsret i lov

nr. 321 af 05/04/2016 § 2. Lov om kollektiv forvaltning af

ophavsret gennemfører direktiv 2014/26/EU i dansk ret.

Den foreslåede ændring vil betyde, at alene kollektive

forvaltningsorganisationer, som defineret i lov om kollek-

tiv forvaltning af ophavsret, kan indgå aftale med aftaleli-

censvirkning. Herudover præciseres repræsentativitetskravet

ift. den pågældende organisation. Dette indebærer ikke en

realitetsændring, da det alene har været kollektive forvalt-

ningsorganisationer omfattet af lov om kollektiv forvaltning

af ophavsret, som hidtil er blevet godkendt til at indgå aftale

med aftalelicensvirkning.

Om baggrunden for og Kulturministeriets overvejelser i for-

hold til bestemmelsen henvises i øvrigt til de almindelige

bemærkninger i afsnit 2.5.

Til nr. 15

Det fremgår af den gældende ophavsretslovs § 50, stk. 4, at

der stilles krav om ministeriel godkendelse af de organisati-

oner, der kan indgå aftaler med aftalelicensvirkning.

Det foreslås at nyaffatte

§ 50, stk. 4,

således at forvaltnings-

organisationer, som indgår aftaler omfattet af stk. 1 og 2,

skal godkendes af kulturministeren til at indgå aftaler på

nærmere angivne områder. Den godkendte organisation an-

ses med hensyn til disse aftaler at repræsentere også de i

stk. 3 nævnte ophavsmænd. Ministeren kan bestemme, at

en godkendt organisation på visse områder skal være en fæl-

lesorganisation, som omfatter flere organisationer, der hver

anses at opfylde kravene til repræsentativitet i stk. 1 eller 2.

Bestemmelsen viderefører i vidt omfang det nuværende stk.

Begrebet "forvaltningsorganisation" benyttes i stedet for

"rettighedshaverorganisation", da det følger af direktivets ar-

tikel 12, stk. 1, at alene forvaltningsorganisationer kan indgå

aftale med aftalelicensvirkning. Forvaltningsorganisationer

er defineret i § 2, nr. 1, i lov om kollektiv forvaltning af

ophavsret (lov nr. 321 af 05/04/2016). Lov om kollektiv

forvaltning af ophavsret gennemfører direktiv 2014/26/EU.

Forslaget om, at aftalelicensen omfatter rettighedshavere,

som ikke er repræsenteret af organisationen, som nævnt

i § 50, stk. 3, følger af direktivets artikel 12, hvoraf det

fremgår af artikel 12, stk. 1 litra b, at for så vidt angår en

sådan aftale, at organisationen har et retligt mandat eller for-

modes at repræsentere rettighedshavere, der ikke har givet

organisationen tilladelse i overensstemmelse hermed. Dette

fremgår ligeledes af betragtning 44, som angiver, at formålet

med artikel 12 er at gøre det muligt for en kollektiv forvalt-

ningsorganisation at tilbyde licenser som et kollektivt licen-

sudstedelsesorgan på vegne af rettighedshavere, uanset om

disse har givet organisationen tilladelse hertil og derfor bør

kunne anvende løsninger, der giver kollektive forvaltnings-

organisationer mulighed for at tilbyde licenser, der dækker

et potentielt stort antal af værker eller andre frembringelser,

til visse typer af anvendelse og for at fordele de vederlag,

der hidrører fra sådanne licenser, blandt rettighedshaverne i

overensstemmelse med direktiv 2014/26/EU.

Forslaget medfører, at en godkendt organisation også i for-

bindelse med forhandlinger om aftaler og evt. tvister kan

være repræsentativ. Dermed gælder der i relation til uden-

forstående rettighedshavere samme regler for behandling

af tvister, hvad enten behandlingen sker i Ophavsretslicens-

nævnet eller for domstolene. Hensynet er, at brugere ikke

skal kunne omgå aftalelicenssystemet ved at undlade at

betale, hvilket ville stride med intentionen bagt aftalelicens-

systemet. I dag der kan rejses tvivl om dette. Forslaget sik-

rer, at en forvaltningsorganisations krav på vederlag ikke

vil kunne være mindre ved indgåelse af en aftale end ved

fastsættelse af en erstatning med den begrundelse, at orga-

nisationen i erstatningssagen skulle anses at repræsentere

færre rettighedshavere end ved aftaleløsninger. Dermed er

repræsenterede og udenforstående rettighedshavere fuldt ud

ligestillede i såvel aftaler som forhandlinger om aftaler, både

når det gælder vederlag i henhold til aftaler og vederlag i

henhold til erstatningssager, hvilket stemmer overens med

det ligebehandlingsprincip, der ligger til grund for aftaleli-

censsystemet, som ligeledes følger af artikel 12, stk. 3, litra

b, i direktivet.

I den foreslåede lovtekst refereres der til ”disse afta-

ler”. Hermed menes de aftaler, som godkendte aftalelicen-

sorganisationer har mulighed for at indgå i medfør af § 50,

herunder stk. 4., 1. pkt. Udtrykket sigter derfor på forhand-

linger om og indgåelse af aftaler, dvs. repræsentationen før

selve indgåelsen af aftalen. Den foreslåede bestemmelse har

alene konsekvens for omfanget af en repræsentation, når en

forvaltningsorganisation vitterlig opfylder det repræsentati-

vitetskrav, der er forudsætningen for aftalelicens.

Bestemmelsen vil være en fordel for de udenforstående

rettighedshavere, der omfattes af aftalelicenser. I praksis

betyder forsalget, at når en godkendt aftalelicensorganisati-

on måtte føre retssager mod nogen, der har foretaget en

udnyttelse uden aftale om betaling, skal erstatningsbeløb

L 125 - 2022-23 (2. samling) - Bilag 1: Høringsnotat, høringssvar og lovforslaget, fra kulturministeren

fordeles ligeligt også til de rettighedshavere, som organisa-

tionen repræsenterer i kraft af aftalelicensen, dvs. de rettig-

hedshavere, der omfattes af § 50, stk. 3. Når forvaltningsor-

ganisationer, der administrerer aftalelicens, får vederlag og

erstatning efter ophavsretslovens § 83, gælder dette således

også for dem, der omfattes i kraft af aftalelicensen. Forslaget

indebærer ikke nogen ændring af, at tvister om vederlag

og vilkår kan afgøres af Ophavsretslicensnævnet, ligesom

forslaget ikke indvirker på tvister om, hvorvidt der er behov

for rettighedsklarering. Erstatninger (i lighed med vederlag

fra aftalelicenser) tilkommer ikke rettighedshavere i tilfælde,

hvor brugeren har klareret rettighederne (tilladelse og veder-

lagsret) direkte med rettighedshaverne. En godkendt organi-

sation kan i sådanne tilfælde ikke påtale krav på vegne af

udenforstående rettighedshavere.

Den foreslåede præcisering skal også ses i lyset af, at EU-

Domstolen har truffet afgørelse om rækkevidden af aftaleli-

cens på § 35-området (kabelviderespredning m.v.). Det er

sket i den såkaldte Uradex-sag (sag C-169/05), der vedrørte

forståelsen af satellit- og kabeldirektivet. Dommen indebæ-

rer, at en godkendt organisation efter § 50, stk. 4, jf. § 35,

anses for at repræsentere også udenforstående rettighedsha-

veres rettigheder som sådan, ikke blot i forhold til retten til

vederlag i henhold til aftaler.

Ved lovforslagets fremsættelse verserer der en sag ved EU-

Domstolen, som blandt andet vedrører organisationer, der

kan indgå aftale med aftalelicensvirkning og således kollek-

tivt forvalter intellektuelle ejendomsrettigheder, og om disse

har beføjelse til at anlægge sag for at forsvare disse rettighe-

der, som forudsættes af søgsmålskompetencen på grundlag

af artikel 4, litra c), i direktiv 2004/48, udelukkende til den

almindelige partsevne i retssager, eller kræves der dermed

en ret til i eget navn at anlægge sag for at forsvare de

omhandlede rettigheder, som udtrykkeligt er anerkendt i den

nationale lovgivning. Ved lovforslagets fremsættelse er der

ikke afsagt afgørelse i sagen C-201/22 (Telia Finland).

Den foreslåede ændring vil betyde, at alene kollektive for-

valtningsorganisationer, som defineret i lov om kollektiv

forvaltning af ophavsret, kan indgå aftale med aftalelicens-

virkning. Ændringen indebærer ligeledes, at kravene til re-

præsentativitet i § 50 stk. 1 eller 2, overføres til fællesorga-

nisationer, som er kendetegnet ved at bestå af organisationer

som medlemmer og ikke af enkeltstående rettighedshavere,

således at de enkelte organisationer under denne skal opfyl-

de de pågældende krav til repræsentation. Endelig medfører

ændringen, at aftalelicensvirkningen kan finde anvendelse

før selve aftalerne indgås samt i forbindelse med tvister.

Det er kulturministeriets forventning, at de foreslåede æn-

dringer vil videreføre en velfungerende ordning med de

præciseringer, som følger af direktivet, samt sikrer, at ikke

repræsenterede rettighedshaveres rettigheder kan varetages

på lige fod med repræsenterede rettighedshavere i forbindel-

se med tvister og forhandlinger.

Om baggrunden for og Kulturministeriets overvejelser i for-

hold til bestemmelsen henvises i øvrigt til de almindelige

bemærkninger i afsnit 2.5.

Til nr. 16

Det følger af den gældende § 50, stk. 2, i ophavsretsloven,

at ophavsmanden har mulighed for at nedlægge forbud over

for enten brugeren eller den aftalesluttende organisation om

brug af værket efter den generelle aftalelicens. Det samme

gælder for de specifikke aftalelicenser i §§ 24 a, 29 a, 30,

30 a og § 35, stk. 6, og er foreslået indført i de specifikke

aftalelicenser i § 14, § 16 b og § 17, stk. 3. Den gældende

ophavsretslov indeholder ikke regler om oplysninger til ret-

tighedshavere om aftaler med aftalelicensvirkning.

Der foreslås indført en ny§

50, stk. 5,

som gennemfører

artikel 12, stk. 3, litra b, i direktivet og svarer til denne,

dog med sproglige tilpasninger. Det foreslås indført, at

godkendte organisationer skal træffe passende bekendtgørel-

sesforanstaltninger, inden værkerne anvendes i henhold til

aftalen, for at oplyse rettighedshaverne om den kollektive

forvaltningsorganisations mulighed for at indgå aftaler om

anvendelse af værker og rettighedshavernes mulighed for at

nedlægge forbud.

Bestemmelsens formål er at sikre, at der findes passende

garantier for beskyttelsen af de legitime interesser hos ret-

tighedshavere, der ikke har givet et mandat til den organi-

sation, der tilbyder licensen, og at disse garantier finder

anvendelse på en ikkediskriminerende måde, jf. betragtning

48.

Det følger af forslaget, at kollektive forvaltningsorganisati-

oner pålægges en informationsforpligtelse, så rettighedsha-

verne er oplyste om muligheden for, at der indgås aftale

med aftalelicensvirkning samt muligheden for at nedlægge

forbud, såfremt rettighedshaveren ønsker at stå uden for

aftalen og hindre, at dennes rettigheder benyttes i henhold til

den pågældende aftale.

Det følger allerede af servicedirektivet og er en betingelse

for aftalelicensgodkendelse, at organisationen på sin hjem-

meside tydeligt angiver, at denne er godkendt af Kulturmi-

nisteriet. Denne betingelse bør tillige efter den foreslåede

nye stk. 5 fremgå af Kulturministeriets godkendelse af de

relevante kollektive forvaltningsorganisationer.

Informationspligten indebærer, at de kollektive forvaltnings-

organisationer på deres hjemmesider skal oplyse om deres

aftalelicensgodkendelser og dermed om deres muligheder

for at indgå aftaler med aftalelicensvirkning. Også Kultur-

L 125 - 2022-23 (2. samling) - Bilag 1: Høringsnotat, høringssvar og lovforslaget, fra kulturministeren

ministeriet offentliggør allerede disse oplysninger. Ministe-

riets informationsvirksomhed indgår i opfyldelsen af be-

kendtgørelsesforanstaltningerne.

Det følger af betragtning 48, at "Bekendtgørelsesforanstalt-

ninger bør være effektive i hele licensperioden og bør ikke

involvere, at brugere, kollektive forvaltningsorganisationer

eller rettighedshavere pålægges en uforholdsmæssig admini-

strativ byrde, og uden at der er behov for at informere hver

rettighedshaver individuelt." Organisationerne skal således

oplyse om mulighederne for, at ikke-repræsenterede rettig-

hedshavere kan nedlægge forbud (opte ud) og om betingel-

serne herfor. Da de kollektive forvaltningsorganisationer ik-

ke skal pålægges en ”uforholdsmæssig administrativ byrde”

går denne informationsforpligtelse ikke videre end til sådan-

ne meddelelser på hjemmesider. Der er således bl.a. ikke

pligt til individuel orientering af de berørte rettighedshavere,

hvilket også ville stride mod hele formålet medaftalelicens-

ordningen.

Udtrykket ”i rimelig tid” betyder, at den kollektive forvalt-

ningsorganisation skal oplyse om aftalelicensen i forbindel-

se med ansøgningen om eller opnåelsen af aftalelicensgod-

kendelsen, således at den pågældende aftale først kan få

virkning for ikkerepræsenterede rettighedshavere, når disse

har fået tilstrækkelig tid til efter bekendtgørelsen på hjem-

mesiden at nå at reagere over for organisationen, såfremt

de ønsker at nedlægge forbud mod anvendelse af deres vær-

ker. I forbindelse med godkendelser efter de specifikke afta-

lelicenser skal der ikke oplyses om nye aftaler eller ændring

af de gældende vilkår. Det afgørende er selve aftalelicens-

godkendelsen. Uvæsentlige ændringer i aftaler, hvor der er

tilknyttet en generel aftalelicens efter § 50, stk. 2, kræver

ikke ny godkendelse eller nye bekendtgørelsesforanstaltnin-

ger. Det er således området for aftalelicensgodkendelsen,

som godkendes og ikke aftalen i sig selv, hvilket svarer til

”veldefinerede anvendelsesområder”, som angivet i artikel

12, stk. 2.

Særligt hvad angår brug i undervisningsvirksomhed, jf. di-

rektivets artikel 5 og lovens § 13, skal godkendte forvalt-

ningsorganisationer være opmærksomme på at sikre, at un-

dervisningsinstitutioner er klar over adgangen til at erhverve

tilladelse til brug af beskyttede værker i undervisningsvirk-

somhed, jf. aftalelicensen i § 13, stk. 1.

Den foreslåede bestemmelse vil betyde, at til gavn for især

ikke-repræsenterede rettighedshavere så informeres rettig-

hedshaverne i rimelig god tid inden, at en aftalelicens får

virkning for deres rettigheder, således at rettighedshaverne

gives mulighed for at reagere på dette, inden en sådan aftale

får virkning for deres rettigheder.

Det er Kulturministeriets forventning, at man med den fore-

slåede løsning får en velfungerende ordning til at indgå

aftaler på vegne af alle rettighedshavere, hvor aftaler på

individuelt grundlag typisk er så byrdefuldt og upraktisk, at

aftalen ikke ville blive indgået på grund af karakteren af

anvendelsen eller af de typer af værker eller andre frembrin-

gelser, der er tale om. Samtidig sikres det, at rettighedshave-

re let kan genvinde kontrollen over deres værker.

Om baggrunden for og Kulturministeriets overvejelser i for-

hold til bestemmelsen henvises i øvrigt til de almindelige

bemærkninger i afsnit 2.5.

Til nr. 17

Det fremgår af § 50, stk. 5, i ophavsretsloven, at Kultur-

ministeren fastætter næremere regler om sagsbehandling i

forbindelse med godkendelse af de i stk. 4 nævnte rettig-

hedshaverorganisationer.

De foreslås, at »rettighedshaverorganisationer« i

§ 50, stk. 5,

der bliver til stk. 6, ændres til »Forvaltningsorganisationer«.

Begrebet "forvaltningsorganisation" benyttes i stedet for

"rettighedshaverorganisation", da det følger af direktivets ar-

tikel 12, stk. 1, at alene forvaltningsorganisationer kan indgå

aftale med aftalelicensvirkning. Forvaltningsorganisationer

er defineret i § 2, nr. 1, i lov om kollektiv forvaltning af

ophavsret (lov nr. 321 af 05/04/2016). Lov om kollektiv

forvaltning af ophavsret gennemfører direktiv 2014/26/EU.

Se nærmere lovforslagets forslag til § 1, nr. 13.

Til nr. 18

Det fremgår af den gældende § 54, stk. 1, at i tilfælde,

hvor ophavsmanden har overdraget sine rettigheder til en

efterfølgende erhverver, så har denne pligt til at udnytte de

overdragne rettigheder. Ophavsmanden kan bringe aftalen til

ophør med 6 måneders varsel i det omfang, udnyttelsen ikke

er iværksat inden 3 år efter det tidspunkt, hvor aftalen er

opfyldt fra ophavsmandens side. Dette gælder dog ikke, hvis

udnyttelsen iværksættes inden varslets udløb. Det følger af

den gældende § 54, stk. 2, at bestemmelsen i stk. 1 ikke kan

fraviges ved aftale, men der er mulighed for at ændre de

lovfastsatte frister.

Det foreslås, at »aftalen« i

§ 54, stk. 1, 2. pkt.,

ændres til »en

aftale på et eksklusivt grundlag«, og at »inden 3 år« ændres

til »inden rimelig tid«.

Baggrunden for forslaget er, at når ophavsmænd og udø-

vende kunstnere udsteder licenser eller overdrager deres

rettigheder, forventer de, at deres værk eller fremførelse

udnyttes. Det kan være tilfældet, at værker eller fremførel-

ser, til hvilke der er blevet udstedt licens eller overdraget

L 125 - 2022-23 (2. samling) - Bilag 1: Høringsnotat, høringssvar og lovforslaget, fra kulturministeren

rettigheder, slet ikke udnyttes. Når disse rettigheder er ble-

vet overført på et eksklusivt grundlag, kan ophavsmænd og

udøvende kunstnere ikke gå til en anden part med henblik

på udnyttelse af deres værker eller fremførelser. I et sådant

tilfælde, og efter et rimeligt tidsrum, bør ophavsmænd og

udøvende kunstnere kunne drage fordel af en ordning for

tilbagekaldelse af rettigheder, der giver dem mulighed for at

overføre deres rettigheder eller give licens til en anden, jf.

direktivets betragtning 80. Dette sikres ved, at ophavsman-

den eller den udøvende kunstner kan trække sine rettigheder

tilbage ved manglende udnyttelse, når udnyttelsen ikke er

foretaget inden for rimelig tid.

De foreslåede ændringer vil betyde, at ophavsmænd og udø-

vende kunstnere kan trække deres overdragne rettigheder

tilbage i tilfælde af manglende udnyttelse. I modsætning til

den gældende § 54, stk. 1, opererer DSM-direktivets artikel

22 som udgangspunkt ikke med specifikke tidsfrister. Arti-

kel 22, stk. 3, angiver, at tilbagekaldelse kun kan foretages

efter en rimelig tidsfrist efter indgåelsen af licensaftalen

eller overdragelsen af rettighederne, hvorefter der skal fast-

sættes en passende frist (påkrav) for, hvornår udnyttelsen af

de rettigheder, som er omfattet af licensen eller overførslen,

skal finde sted. Efter udløbet af denne frist kan tilbagekal-

delsesretten udnyttes.

Den foreslåede ændrede ordlyd tydeliggør, at beskyttelses-

hensynet foreligger, når ophavsmandens værk slet ikke ud-

nyttes, da overdragelsen har været eksklusiv, således at er-

hververen ikke bruger rettighederne (lægger sin døde hånd

på værket). Beskyttelseshensynet er ikke på samme måde

aktuelt, såfremt ophavsmanden kan disponere over sine ret-

tigheder til anden side, dvs. gå til en anden part med henblik

på udnyttelse af sine værker eller fremførelser, jf. betragt-

ning 80 i direktivet.

Det følger af DSM-direktivets betragtning 80, at med hen-

blik på at beskytte licenstageres og rettighedserhververes

legitime interesser og forhindre misbrug, og i betragtning

af, at der er behov for et vist tidsrum, før et værk eller

en fremførelse rent faktisk kan udnyttes, bør ophavsmænds

og udøvende kunstneres ret til tilbagekaldelse udøves i over-

ensstemmelse med visse proceduremæssige krav og først

efter, at der er gået en vis tid efter indgåelsen af licens-

eller overdragelsesaftalen. I forhold til krav om varsel fore-

slås det, at det gældende varsel på 6 måneder til at bringe

aftalen til ophør fastholdes. På samme vis som tidligere

indebære dette, at erhververen efter modtagelse af varsel har

6 måneder til at iværksætte udnyttelsen af de pågældende

rettigheder og således opfylde sin udnyttelsespligt. Dette

indebærer ikke nødvendigvis, at værket skal være udnyttet,

men der skal være truffet rimelige forberedelser i forhold

til udnyttelsen, således at processen i forhold til udnyttelsen

fremmes uden unødig forsinkelse.

I direktivets artikel 22, stk. 2, litra a, angives det, at der kan

fastsættes særlige bestemmelser i national ret under hensyn-

tagen til de særlige forhold i de forskellige sektorer og de

forskellige typer af værker og fremførelser. Herudover angi-

ves det i artikel 22, stk. 2, at medlemsstaterne kan fastsætte,

at tilbagekaldelsesordningen kun kan anvendes inden for en

bestemt tidsramme, når en sådan begrænsning er behørigt

begrundet af de særlige forhold, der gør sig gældende for

den pågældende sektor eller af den pågældende type af værk

eller anden frembringelse.

Den nye foreslåede formulering af § 54, stk. 1, vil medføre,

at udnyttelsen skal foretages inden for rimelig tid. Dette

indebærer en konkret vurdering af, hvor lang tid det er

rimeligt, at erhververen venter med en given værksudnyttel-

se. Der fastsættes således ikke en bestemt tidsramme i for-

slaget. Den konkrete vurdering af rimelig tid bør inddrage

de forhold, der gør sig gældende for den pågældende sektor

eller den pågældende type af værk eller anden frembringel-

se, og i lyset af dette bør følgende indgå i vurderingen:

– om den pågældende type af udnyttelse er almindelig i

den pågældende sektor og den pågældende type af aftale

– dvs. er det markedsnormen,

– om erhververen har rimelig grund til endnu ikke at have

iværksat udnyttelse. Dette kan f.eks. skyldes en strategi

om gevinstmaksimering ved gradvis brug af flere udnyt-

telsesvinduer over tid eller lignende,

– hvor stor en investering erhververen har lagt i værket.

Det bemærkes, at den foreslåede ændring af § 54, stk. 1,

ikke finder anvendelse, hvis den manglende udnyttelse over-

vejende skyldes omstændigheder, som ophavsmanden eller

den udøvende kunstner med rimelighed kan forventes at

afhjælpe, jf. direktivets artikel 22, stk. 4.

Det bemærkes, at henvisningen i den gældende ophavsrets-

lovs § 65, stk. 6, til bestemmelserne i §§ 49-57 medfører,

at bestemmelsen i den foreslåede § 54, stk. 1, finder tilsva-

rende anvendelse på udøvende kunstneres fremførelser og

optagelser heraf.

Den foreslåede ændring vil medføre, at en ophavsmand kan

hæve en aftale, hvor denne overdrager sine rettigheder på

et eksklusivt grundlag, såfremt aftaleparten ikke udnytter

rettighederne inden for rimelig tid.

Om baggrunden for og Kulturministeriets overvejelser i for-

hold til bestemmelsen henvises i øvrigt til de almindelige

bemærkninger i afsnit 2.9.5.

Til nr. 19

Det fremgår af den gældende § 54, stk. 1, at i tilfælde,

hvor ophavsmanden har overdraget sine rettigheder til en

efterfølgende erhverver, så har denne pligt til at udnytte de

overdragne rettigheder. Ophavsmanden kan bringe aftalen til

L 125 - 2022-23 (2. samling) - Bilag 1: Høringsnotat, høringssvar og lovforslaget, fra kulturministeren

ophør med 6 måneders varsel i det omfang, udnyttelsen ikke

er iværksat inden 3 år efter det tidspunkt, hvor aftalen er

opfyldt fra ophavsmandens side. Dette gælder dog ikke, hvis

udnyttelsen iværksættes inden varslets udløb. Det følger af

den gældende § 54, stk. 2, at bestemmelsen i stk. 1 ikke kan

fraviges ved aftale, men der er mulighed for at ændre de

lovfastsatte frister. Bestemmelsen er således delvist præcep-

tiv. § 54 blev ændret i 2008, således at alene 3-års fristen, ef-

ter hvilken erhververen efter påkrav fra ophavsmanden skal

iværksætte en udnyttelse, kan fraviges ved aftale. Tidligere

kunne både §§ 54 og 55 fraviges til skade for ophavsman-

den.

Det foreslås at nyaffatte

§ 54, stk. 2,

således at det fremgår,

at stk. 1 ikke kan fraviges, medmindre dette følger af en

kollektivt forhandlet aftale. Derudover fremgår det, at stk. 1

ikke finder anvendelse ved overdragelse af ophavsretten til

værker i form af edb-programmer.

Som en konsekvens af, at der i hvert enkelt tilfælde skal

foretages en konkret afvejning tilpasset den pågældende

sektor - i modsætning til faste tidsrammer - foreslås det,

at adgangen i artikel 22, stk. 5, til at afvige fra bestemmel-

sen i overenskomster, udnyttes, således at der kan indgås

overenskomstmæssige løsninger mellem ligeværdige parter,

som har kendskab til den pågældende sektor og på denne

måde kan tage højde for sektorens særlige karakteristika

ved fastsættelse af branchemæssige standarder for "rimelig

tid", da bestemmelsen ikke indeholder en tidsspecifik udnyt-

telsesfrist. Det bemærkes, at direktivets artikel 22, stk. 5, be-

nytter begrebet "kollektive overenskomster". Henvisningen

til overenskomster er begrundet i, at der i disse tilfælde ikke

er den strukturelle ulighed til stede, når aftalerne forhand-

les. På denne baggrund benyttes betegnelsen "kollektive af-

taler" i den foreslåede bestemmelse, da betegnelsen af den

kollektivt forhandlede aftale ikke er afgørende. Begrebet

omfatter således også overenskomster. Det fremgår derfor af

den foreslåede § 54, stk. 2, at tilbagefaldsretten alene kan

fraviges ved kollektivt forhandlede aftaler. Bestemmelsen er

delvist præceptiv, da alene kollektivt forhandlede aftaler kan

fravige udgangspunktet.

Den foreslåede bestemmelse vil betyde, at udgangspunktet

om, at en aftale kan ophæves af ophavsmanden, såfremt der

ikke er sket udnyttelse af de overdragne rettigheder efter

rimelig tid i henhold til den foreslåede § 54, stk. 1, modifi-

ceres ved, at dette kan fraviges ved kollektivt forhandlede

aftaler.

Om baggrunden for og Kulturministeriets overvejelser i for-

hold til bestemmelsen henvises i øvrigt til de almindelige

bemærkninger i afsnit 2.9.5.

Til nr. 20 (§§ 55-55 d)

Det fremgår af den gældende § 53, stk. 1, i ophavsretsloven,

at ophavsrettigheder kan overdrages og af den gældende

ophavsretslovs § 53, stk. 2, at overdragelsen af et eksemplar

ikke omfatter overdragelse af ophavsretten. I den gældende

§ 83, stk. 1, nr. 1, i ophavsretsloven, angives det, at rettig-

hedshaverne har krav på et rimeligt vederlag ved uberettiget

brug.

Det fremgår af den gældende § 57 i ophavsretsloven at i

tilfælde, hvor ophavsmandens vederlag afhænger af erhver-

verens omsætning, salgstal eller lignende, så kan der kræ-

ves afregning mindst én gang om året. Ophavsmanden kan

ligeledes kræve, at afregningen ledsages af fyldestgørende

oplysninger om de forhold, der har ligget til grund for ve-

derlagsberegningen. Bestemmelserne finder anvendelse for

både ophavsmænd og udøvende kunstnere, som følge af

henvisningen i § 65, stk. 6. Bestemmelsen og adgangen til

fyldestgørende oplysninger er betinget af, at der er tale om

et omsætningsbestemt vederlag.

Den gældende ophavsretslov indeholder ingen specifik ad-

gang til genforhandling eller justering af aftaler. Aftalelo-

vens § 36 angiver, at en aftale kan ændres eller tilsidesættes

helt eller delvis, hvis det vil være urimeligt eller i strid med

redelig handlemåde at gøre den gældende. Bestemmelsen

har bl.a. fundet anvendelse i Højesteres dom af 15. marts

2002 i sag I 129/1997 (UfR. 2002.1224), hvor en aftale med

et musikforlag om fordeling af indtægter fra værket Tango

Jalousie blev tilsidesat i henhold til aftalelovens § 36.

Af den gældende § 47 fremgår det, at Ophavsretslicensnæv-

net afgør tvister om ophavsretlige vederlag på en række

udvalgte områder. Nævnet består af en formand,som er høje-

steretsdommer, og to medlemmer, som udpeges af kulturmi-

nisteren. Hensigten med nævnet er, at tvisterne skal kunne

afgøres af en gruppe uvildige og sagkyndige personer på en

enklere, hurtigere og billigere måde, end hvis sagen skulle

behandles af domstolene. Nævnets kompetenceområder er

oplistet i § 47, stk. 2, og omfatter blandt andet tvangslicens,

vederlagskrav til ikke-repræsenterede ophavsmænd, sager

om aftalelicens, KODA-vederlag og tekniske foranstaltnin-

ger.

Det foreslås, at der indsættes en ny

§ 55,

således at når

ophavsmanden har overdraget ophavsretten helt eller delvis,

har ophavsmanden ret til et passende og forholdsmæssig

vederlag for udnyttelse af værket.

Den foreslåede bestemmelse har til formål at gennemføre

artikel 18 om passende og forholdsmæssig aflønning med

enkelte sproglige tilpasninger. Den tidligere § 55 blev ophæ-

vet ved lov nr. 231 af 8. april 2008 om ændring af ophavs-

retsloven.

Formålet med den foreslåede bestemmelse er at yde beskyt-

telse til ophavsmænd og udøvende kunstnere, som ofte står

L 125 - 2022-23 (2. samling) - Bilag 1: Høringsnotat, høringssvar og lovforslaget, fra kulturministeren

svagere i en forhandlingsposition, når de udsteder en licens

eller overfører deres rettigheder, herunder gennem deres eg-

ne virksomheder, med henblik på brug af rettighederne mod

et vederlag. Se nærmere DSM-direktivets betragtning 72.

Med den foreslåede bestemmelse vil ophavsmænd eller udø-

vende kunstner, der overdrager deres rettigheder, have ret

til et passende og forholdsmæssigt vederlag. Med den fore-

slåede bestemmelse lægges det naturlige udgangspunkt til

grund om, at når en ophavsmand eller udøvende kunstners

rettigheder benyttes, og der genereres indtægter på baggrund

af disse rettigheder, så har disse krav på vederlag. Det

bemærkes dog, at den foreslåede bestemmelse ikke er til

hinder for, at ophavsmanden eller den udøvende kunstner

kan overlade sit værk i public domain, hvis vedkommende

ikke har nogen økonomisk interesse i at kræve vederlag,

eller hvis det af andre grunde ønskes, at almenheden skal

have fri adgang til værket. Den frie udnyttelsesret kan være

både fuldstændig men også delvis, sådan som det f.eks. er

tilfældet med Creative Commons-licenser. Endelig vil den

foreslåede bestemmelse heller ikke være til hinder for, at

brugere af sociale medier lægger deres egne amatøroptagel-

ser m.v. op på de pågældende tjenester. Formålet med den

foreslåede bestemmelse er således at sikre, at ophavsmænd

og udøvende kunstnere modtager et passende og forholds-

mæssigt vederlag for den økonomiske brug af deres rettig-

heder. Hensynet og beskyttelsesbehovet i den pågældende

bestemmelse opstår, som angivet i betragtning 73, når de

står i en svagere forhandlingsposition ved udstedelse af en

licens eller overførsel af deres rettigheder.

Behovet for denne beskyttelse opstår ikke, når aftalepartne-

ren handler som en slutbruger og ikke selv udnytter værket

eller fremførslen, hvilket f.eks. kan være tilfældet i visse

ansættelseskontrakter, jf. betragtning 72.

Ved vurdering af, om et vederlag til ophavsmænd og udø-

vende kunstnere er passende og forholdsmæssigt, skal der

tages højde for, om vederlaget stå i et rimeligt forhold til den

faktiske eller potentielle økonomiske værdi af de rettigheder,

som er omfattet af overdragelsen, herunder licenser. I den

forbindelse skal der tages hensyn til ophavsmandens eller

den udøvende kunstners bidrag til det samlede værk eller

den samlede anden frembringelse og alle andre omstændig-

heder i sagen som f.eks. markedspraksis eller den faktiske

udnyttelse af værket, jf. betragtning 73.

Ved vurderingen af om vederlaget er passende og forholds-

mæssigt, bør der i vid udstrækning tages udgangspunkt i

kollektivt forhandlede aftaler og overenskomster, hvis så-

danne findes. Overenskomster og andre kollektivt forhand-

lede aftaler mellem ligeværdige og relevante parter må for-

modes at afspejle et rimeligt forhold mellem vederlag og

udnyttelse. Afvigelser fra sådanne markedsnormer for op-

havsmanden eller den udøvende kunstner i negativ retning

er således indikation på, at vederlaget ikke er passende. Det

bemærkes i den forbindelse, at den foreslåede bestemmelse

i § 55 ligeledes gælder for individuelt forhandlede kontrak-

ter, som der i større eller mindre omfang gøres brug af i

de forskellige brancher. En individuelt forhandlet kontrakt

skal således også opfylde betingelserne om passende og for-

holdsmæssigt vederlag. Dette gælder også for så vidt angår

engangsvederlag, hvortil bemærkes, at der skal tages hensyn

til de særlige forhold i hver enkelt sektor, jf. betragtning 73.

Overenskomster og andre kollektivt forhandlede aftaler er

ikke nødvendigvis udtryk for aftaler forhandlet mellem styr-

kemæssigt ligeværdige parter. Der kan forekomme tilfælde,

hvor der foreligger styrkemæssig ulighed i forhandlingsfor-

holdene, selvom den ene part repræsenterer en sammenslut-

ning af ophavsmænd eller udøvende kunstnere.

Et engangsvederlag kan godt udgøre et rimeligt vederlag,

men det bør ikke være hovedreglen, jf. betragtning 73. Også

i denne forbindelse bør der tages hensyn til ophavsmanden

eller den udøvende kunstners bidrag til det samlede værk

eller den samlede anden frembringelse og alle andre om-

stændigheder i sagen som f.eks. markedspraksis eller den

faktiske udnyttelse af værket, jf. betragtning 73.

Den foreslåede § 55, er tæt knyttet til den foreslåede be-

stemmelse om aftalejusteringsordning i § 55 b, som betyder,

at ophavsmanden kan kræve yderligere passende og rimeligt

vederlag, hvis det aftalte vederlag viser sig at være ufor-

holdsmæssigt lavt.

Det bemærkes, at begrebet ’ophavsmanden’ i den foreslåede

§ 55 også omfatter udøvende kunstnere pga. henvisningen

i den gældende § 65, stk. 5. Det samme gør sig gældende

for fremstillere af fotografiske billeder, jf. henvisningen i

den gældende § 70, stk. 3. Den beskyttelse, som tilkommer

fremstillere af fotografiske billeder, er ikke funderet i EU-

regulering, men de nyder som nærtstående rettighedshaver

en tilsvarende beskyttelse i dansk ret.

Den foreslåede bestemmelse vil betyde, at ophavsmand og

udøvende kunstnere har et lovfæstet princip om, at de skal

have passende og forholdsmæssigt vederlag for udnyttelse

af deres værker og frembringelser.

Om baggrunden for og Kulturministeriets overvejelser i for-

hold til bestemmelsen henvises i øvrigt til de almindelige

bemærkninger i afsnit 2.9.1.

Til § 55 a

Det foreslås, at der indsættes en ny

§ 55 a.

Den foreslåede bestemmelse har til formål at gennemføre

artikel 19 om gennemsigtighed.

L 125 - 2022-23 (2. samling) - Bilag 1: Høringsnotat, høringssvar og lovforslaget, fra kulturministeren

Den foreslåede bestemmelse vil betyde, at ophavsmænd og

udøvende kunstnere har krav på oplysninger til at vurdere

den økonomiske værdi af deres rettigheder. Det følger af

betragtning 74 i DSM-direktivet, at behovet for disse oplys-

ninger særligt opstår, når fysiske personer udsteder en licens

eller overdrager rettigheder med henblik på udnyttelse mod

vederlag. Behovet opstår derimod ikke, hvor udnyttelsen er

ophørt, eller hvor ophavsmanden eller den udøvende kunst-

ner har givet en licens til almenheden vederlagsfrit.

Den foreslåede bestemmelse i

§ 55 a, stk. 1,

vil medføre,

at hvis ophavsmænd og udøvende kunstnere overdrager de-

res rettigheder til en erhverver, som beskrevet i § 55, har

ret til at få opdaterede, relevante og fyldestgørende oplys-

ninger om udnyttelsen af deres værker og frembringelser

med hensyn til udnyttelsesmåder, omfanget og karakteren af

udnyttelsen, brugsdata, herunder eksempelvis antal visnin-

ger, streams eller transaktioner, alle erhververens genererede

indtægter og skyldige vederlag.

Det bemærkes, at der med skyldige vederlag menes vederlag

til ophavsmanden. Desuden bemærkes, at bestemmelsen i

modsætning til den gældende § 57 ikke er begrænset til

information i forbindelse med omsætningsbestemt vederlag

såsom royalty.

Det følger af betragtning 75 i DSM-direktivet, at oplysnin-

gerne bør være ajourførte for at give adgang til de nyeste

data, som er relevante for udnyttelsen af værket eller frem-

førelsen, og som er omfattende, således at de dækker alle

kilder til indtægter af relevans for sagen, herunder eventuelt

indtægter fra salg af merchandise.

Gennemsigtighedsforpligtelsen gælder således indtægter i

bred forstand. Gennemsigtighedsforpligtelsen bør dog kun

finde anvendelse, når der er tale om ophavsretligt relevan-

te rettigheder. Gennemsigtighedsforpligtelsen omfatter alle

indtægter, som hviler på brug af ophavsmænd og udøvende

kunstneres rettigheder.

Det fremgår af den foreslåede § 55 a, stk. 1, at overdrager

ophavsmanden sin ophavsret, jf. § 55, stk. 1, har ophavs-

manden eller dennes repræsentant ret til at få opdaterede, re-

levante og fyldestgørende oplysninger om udnyttelsen vær-

ket fra erhververen samt eventuelle efterfølgende erhverve-

re, jf. dog stk. 2. Ophavsmanden eller dennes repræsentant

skal, så længe værket udnyttes, med en regelmæssighed, der

er passende for den relevante sektor, og mindst én gang

om året modtage oplysningerne. Oplysningerne skal navnlig

omfatte udnyttelsesmåder, udnyttelsesomfang, alle generere-

de indtægter og skyldige vederlag. Er den administrative

byrde ved at give oplysningerne uforholdsmæssigt stor, er

forpligtelsen begrænset til de oplysninger, der med rimelig-

hed kan forventes.

Ophavsmanden skal modtage de pågældende oplysninger,

så længe udnyttelsen varer, jf. betragtning 74, som angiver,

at informationsbehovet ikke er til stede, når udnyttelsen er

ophørt. Ophavsmanden skal modtage oplysningerne med en

regelmæssighed, der er passende for den relevante sektor og

mindst en gang om året, jf. artikel 19, stk. 1.

Det følger af betragtning 75, at oplysningerne bør gives

på en måde, der er forståelig for ophavsmanden eller den

udøvende kunstner, og bør gøre det muligt at foretage en ef-

fektiv vurdering af den økonomiske værdi af de pågældende

rettigheder.

Det foreslås i § 55 a, stk. 1, at i tilfælde, hvor den admi-

nistrative byrde er uforholdsmæssigt stor, er forpligtelsen

begrænset til de oplysninger, der med rimelighed kan for-

ventes, jf. artikel 19, stk. 3, i direktivet.

Forpligtelsen i den foreslåede stk. 1 skal foretages under

hensyntagen til de særlige karakteristika, der er knyttet til

hver enkelt sektor, jf. artikel 19, stk. 1. De særlige sektor-

karakteristika kan f.eks. behandles i sektorspecifikke kol-

lektive overenskomster. Dette er nærmere beskrevet i den

foreslåede § 55 a, stk. 5. I forlængelse af dette sikrer den

foreslåede § 55 a, stk. 1, 1. pkt., også, at ophavsmænds el-

ler udøvende kunstneres repræsentanter, f.eks. et fagforbund

eller kollektivt forvaltningsselskab, har ret til at modtage op-

lysninger på ophavsmandens eller den udøvende kunstners

vegne, jf. artikel 19, stk. 2.

Gennemsigtighedsforpligtelsen omfatter ikke kun indtægter

genereret i Danmark, men hele verden, jf. betragtning 75.

Behandlingen af personoplysninger, såsom kontaktoplysnin-

ger og oplysninger om vederlag, som er nødvendig for at

holde ophavsmænd og udøvende kunstnere underrettet i for-

bindelse med udnyttelsen af deres værker og fremførelser,

bør foretages i overensstemmelse med artikel 6, stk. 1, litra

c), i forordning (EU) 2016/679, jf. betragtning 75. Ophavs-

mænd og udøvende kunstnere og deres aftalepartnere bør

kunne indvillige i at hemmeligholde de delte oplysninger,

men ophavsmænd og udøvende kunstnere bør altid kunne

bruge de delte oplysninger med henblik på at udøve deres

rettigheder i henhold til dette direktiv, jf. betragtning 76.

Det foreslås indført en ny bestemmelse i

§ 55 a, stk. 2,

hvor

af det følger, at stk. 1 ikke finder anvendelse i det tilfælde,

hvor ophavsmanden har bidraget til et værk, og hvor bidra-

get ikke er af væsentlig betydning for værket som helhed,

medmindre ophavsmanden kan godtgøre, at vedkommende

har brug for oplysninger for at kunne vurdere, om vederlaget

er uforholdsmæssigt lavt, og specifikt anmoder om oplys-

ningerne til dette formål, jf. § 55 b.

L 125 - 2022-23 (2. samling) - Bilag 1: Høringsnotat, høringssvar og lovforslaget, fra kulturministeren

Bestemmelsen betyder, at den gennemsigtighedsforpligtelse,

som er indeholdt i den foreslåede stk. 1, ikke finder anven-

delse i det tilfælde, hvor bidraget fra ophavsmanden ikke

har væsentlig betydning for værket som helhed, medmindre

ophavsmanden kan godtgøre, at vedkommende har brug for

oplysningerne for at kunne vurdere om vederlaget har været

passende og forholdsmæssigt og derfor specifikt anmoder

om oplysningerne til dette formål, jf. direktivets artikel 19,

stk. 4.

Direktivet definerer ikke indholdet af et "væsentligt bi-

drag". Under forhandlingerne om direktivet nævntes ek-

sempler på, hvad der kunne være et bidrag, der ikke udgør

et væsentlig bidrag. Dette kunne eksempelvis være bidraget

fra en studiemusiker på én optagelse, som indgår i en større

helhed f.eks. en film eller en illustration af et bogomslag

ift. bogen som helhed.

Selvom der ikke er tale om et væsentligt bidrag, vil ophavs-

manden og den udøvende kunstner i henhold til den fore-

slåede bestemmelse altid have krav på de i den foreslåede

stk.1 oplistede oplysninger, såfremt ophavsmanden og den

udøvende kunstner anmoder om oplysningerne med den be-

grundelse, at de ønsker at udnytte aftalejusteringsordningen

i den foreslåede § 55 b.

Det foreslås i

§ 55 a, stk. 3,

at ophavsmanden eller dennes

repræsentant er berettiget til at anmode om og modtage

yderligere oplysninger fra efterfølgende erhververe efter stk.

1 i tilfælde, hvor den oprindelige erhverver ikke er i be-

siddelse af alle de relevante oplysninger. Ved erhvervelse

af ophavsretten er enhver erhverver forpligtet til at oplyse

ophavsmanden eller dennes repræsentant om efterfølgende

erhververes identitet.

Gennemsigtighedsforpligtelsen består både i relation til op-

havsmandens og den udøvende kunstners direkte aftalepart

og i relation til disses underlicenstagere.

Det betyder også, at kunstnerens direkte aftalepart er for-

pligtet til at give fyldestgørende oplysninger om indgåede

underlicensaftaler, således at kravet om oplysninger kan ret-

tes mod underlicenstageren i tilfælde, hvor oplysningerne

fra den første kontraktmæssige modpart ikke er tilstrækkeli-

ge til at vurdere den økonomiske værdi af de overdragne

rettigheder, jf. betragtning 76.

Det fremgår af den foreslåede

stk. 4,

at enhver anmodning til

underlicenstagere om oplysninger om udnyttelse af et værk

som udgangspunkt skal ske direkte eller indirekte gennem

ophavsmandens eller den udøvende kunstners direkte aftale-

partner, jf. direktivets artikel 19, stk. 2, 3. afsnit. Der er

imidlertid adgang til, at kravet om oplysninger kan rettes

mod underlicenstager i tilfælde, hvor der er særlige grunde,

som taler for dette. Det kan også være, at de pågældende

rettigheder er overdraget, f.eks. ved salg eller konkurs, til

en ny part, dvs. en retssuccessor. Her vil kravet kunne rettes

mod den til hvem, rettighederne er overdraget.

På samme vis som i den foreslåede § 55 a, stk. 1, har op-

havsmænds eller udøvende kunstneres repræsentanter, f.eks.

et fagforbund eller kollektivt forvaltningsselskab, ret til at

modtage oplysninger på ophavsmandens eller den udøvende

kunstners vegne efter den foreslåede § 55, stk. 3, jf. artikel

19, stk. 2.

Den foreslåede bestemmelse i

§ 55 a, stk. 5,

angiver, at for

aftaler, der er underlagt eller baseret på kollektivt forhand-

lede aftaler, finder gennemsigtighedsreglerne i de relevante

kollektive aftaler anvendelse, såfremt disse regler opfylder

kriterierne fastsat i stk. 1-4.

Den foreslåede ordning lægger op til, at parterne kan fast-

sætte sektorspecifikke forpligtelser for gennemsigtighed i

kollektive overenskomster, så længe forpligtelserne er i

overensstemmelse med lovens bestemmelser herom, jf. di-

rektivets artikel 19, stk. 5. Der henvises i den forbindelse

til de foreslåede bestemmelser i § 55 a, stk. 1-4. Parterne

kan i kollektive aftaler aftale særlige regler, f.eks. om hvem

som skal modtage oplysningerne, og om hvor specifikke

oplysningerne skal være. På denne måde får brancherne

fleksibilitet til at indrette sig på en måde, som begrænser

unødvendig bureaukrati og administrative byrder. Samtidig

sikres det, at der bedst muligt tages højde for de særlige

karakteristika, der gælder for den enkelte branche.

Det følger af betragtning 77, at kollektive overenskomster

kan benyttes som mulighed for at opnå en aftale mellem de

relevante interessenter med hensyn til gennemsigtighed. Så-

danne aftaler bør sikre, at ophavsmænd og udøvende kunst-

nere har den samme eller en højere grad af gennemsigtig-

hed end de mindstekrav, der er fastsat i direktivet. Det er

f.eks. relevant ved sammensatte værker, herunder særligt

audiovisuelle værker, hvor der er mange rettigheder og ret-

tighedshavere, hvorfor en forpligtelse til at udlevere samme

niveau af omfattende og detaljerede oplysninger til hver

enkelt bidragsyder ikke forekommer hensigtsmæssigt eller

proportionalt. Der bør derfor være adgang til at fastsætte

sektorspecifikke forpligtelser ved brug af kollektiv overens-

komster, således at det sikres, at disse fastlægges af forhand-

lingsparter i lige forhandlingsposition.

I den foreslåede § 55 a, stk. 5, benyttes betegnelsen ”kol-

lektivt forhandlede aftaler” frem for ”overenskomst”. Direk-

tivets artikel 19, stk. 5, benytter begrebet "underlagt eller

baseret på kollektive overenskomster". Under hensyntagen

til, at henvisningen er begrundet i, at der i disse tilfælde ikke

er den strukturelle ulighed til stede, når aftalerne forhandles,

benyttes i den foreslåede § 55 a, stk. 5, ”kollektivt forhand-

let aftale”, da dette dækker over aftaler, hvor den strukturel-

L 125 - 2022-23 (2. samling) - Bilag 1: Høringsnotat, høringssvar og lovforslaget, fra kulturministeren

le ulighed ikke er tilstede, selvom den enkelte aftale ikke er

betegnet som "overenskomst".

Til § 55 b

Det foreslås, at der indsættes en ny

§ 55 b.

Den foreslåede bestemmelse i § 55 b, gennemfører DSM-di-

rektivets artikel 20, som indeholder en aftalejusteringsord-

ning, og den følger dennes ordlyd med sproglige tilpasnin-

ger.

Den foreslåede § 55 b angiver, at findes der ikke nogen kol-

lektivt forhandlet aftale, der fastsætter en aftalejusterings-

ordning, der er sammenlignelig med den, der er fastsat ef-

ter denne bestemmelse, har ophavsmanden ret til at kræve

yderligere passende og rimeligt vederlag fra erhververen,

hvis det oprindeligt aftalte vederlag viser sig at være ufor-

holdsmæssigt lavt sammenlignet med alle de efterfølgende

relevante indtægter, som følge af udnyttelsen af værket.

Den foreslåede § 55 b, indeholder en aftalejusteringsord-

ning, hvorefter ophavsmænd og udøvende kunstnere kan

genforhandle deres aftaler med deres aftaleparter i alle til-

fælde, hvor der ikke er en kollektivt forhandlet aftale, som

giver samme mulighed. Aftalejusteringsordningen er rele-

vant, når det oprindeligt aftalte vederlag under en licens

eller overdragelse af rettigheder klart er blevet uforholds-

mæssigt lavt sammenlignet med den relevante indtægt hid-

rørende fra ophavsmandens eller den udøvende kunstners

aftalepartners efterfølgende udnyttelse af værket eller opta-

gelse af fremførelsen, jf. betragtning 78.

Det følger af betragtning 78, at visse aftaler om udnyttelse

af rettigheder, som er harmoniseret på EU-niveau, har en

lang varighed og giver ophavsmænd og udøvende kunstnere

få muligheder for at genforhandle dem med deres aftalepart-

nere eller deres retssuccessorer i tilfælde af, at rettigheder-

nes økonomiske værdi viser sig at være væsentligt højere

end oprindeligt antaget. Uden at det berører aftaleretten i

medlemsstaterne, bør der derfor fastlægges en ordning til

justering af vederlaget med henblik på tilfælde, hvor det

oprindeligt aftalte vederlag under en licens eller overdra-

gelse af rettigheder klart er blevet uforholdsmæssigt lavt

sammenlignet med den relevante indtægt hidrørende fra op-

havsmandens eller den udøvende kunstners aftalepartners

efterfølgende udnyttelse af værket eller optagelse af fremfø-

relsen.

Ordningen giver således mulighed for under visse betingel-

ser at justere en gældende aftale, således at ophavsmanden

modtager yderligere vederlag. Dette indebærer imidlertid

ikke, at den oprindelige aftale tilsidesættes.

Alle indtægter, som er relevante for sagen, bør tages i be-

tragtning ved vurderingen af, om vederlaget er uforholds-

mæssigt lavt, herunder eventuelle indtægter fra salg af mer-

chandise, jf. betragtning 78.

Da bestemmelsens formål er at sikre, at der ikke er et mis-

forhold mellem ophavsmandens eller den udøvende kunst-

ners vederlag i henhold til den oprindelige aftale, når rettig-

hedernes økonomiske værdi viser sig at være væsentlige

højere, vil det vigtigste element i vurderingen være en sam-

menligning mellem de realiserede indtægter som følge af

udnyttelser af værket og det vederlag, som ophavsmanden

har fået i henhold til aftalen.

Det fremgår ligeledes af betragtning 78, at vurderingen bør

tage hensyn til de specifikke omstændigheder i hvert enkelt

tilfælde, herunder bidraget fra ophavsmanden eller den udø-

vende kunstner, til de særlige karakteristika og vederlags-

praksisser i de forskellige indholdssektorer samt spørgsmå-

let om, hvorvidt aftalen er baseret på en kollektiv overens-

komst. Det bemærkes i den forbindelse, at bestemmelsen

skal ses i tilknytning til den foreslåede § 55, som indehol-

der et princip om passende og forholdsmæssig aflønning,

og det må formodes, at overenskomster og andre kollektivt

forhandlede aftaler mellem ligeværdige og relevante parter

som udgangspunkt afspejler et rimeligt forhold mellem ve-

derlag og udnyttelse. Det bemærkes dog, at overenskomster

og andre kollektivt forhandlede aftaler ikke nødvendigvis

er udtryk for aftaler forhandlet mellem styrkemæssigt lige-

værdige parter, da der kan forekomme tilfælde, hvor der

foreligger styrkemæssig ulighed i forhandlingsforholdene,

selvom den ene part repræsenterer en sammenslutning af

ophavsmanden eller udøvende kunstnere.

Af betragtning 78 fremgår det ligeledes, at behørigt be-

myndigede repræsentanter for ophavsmænd og udøvende

kunstnere kan bistå en eller flere ophavsmænd eller udøven-

de kunstnere i forbindelse med anmodninger om justering

af aftalerne, idet der også tages hensyn til andre ophavs-

mænds eller udøvende kunstneres interesser, når det er rele-

vant. Disse repræsentanter bør beskytte identiteten af de re-

præsenterede ophavsmænd og udøvende kunstnere, så længe

dette er muligt. På denne baggrund kan faglige organisatio-

ner m.v. efter den foreslåede § 55 b, rejse krav på vegne af

en eller flere ophavsmænd og udøvende kunstnere. Er der

i en kollektiv overenskomst fastsat en ordning, hvorved ve-

derlaget kan reguleres i tilfælde, som omtalt i bestemmelsen,

er ophavsmanden eller den udøvende kunstner henvist til

ordningen i den pågældende overenskomst. Såfremt det ikke

er nødvendigt at oplyse ophavsmandens identitet over for

aftaleerhververen, kan en faglig organisation f.eks. undlade

at oplyse denne. Dette kan være relevant i forbindelse med

justering af flere ens eller lignende aftaler.

Den foreslåede § 55 b, skal ses i sammenhæng med den

foreslåede § 55, som indeholder et princip om passende

og forholdsmæssig aflønning, da dette må være udgangs-

L 125 - 2022-23 (2. samling) - Bilag 1: Høringsnotat, høringssvar og lovforslaget, fra kulturministeren

punktet for den pågældende vurdering. Herudover er den

foreslåede bestemmelse tæt forbundet med den foreslåede

bestemmelse i § 55 a, som indeholder en gennemsigtigheds-

forpligtelse for erhververen af ophavsmandens eller den

udøvende kunstners rettigheder samt eventuelle efterfølgen-

de erhververe. Informationen, som ophavsmanden, den udø-

vende kunstner, eller disses repræsentanter modtager som

følge af gennemsigtighedsforpligtelsen, kan benyttes til at

vurdere, om ophavsmandens eller den udøvende kunstners

vederlag er uforholdsmæssigt lavt sammenlignet med alle de

efterfølgende relevante indtægter som følge af udnyttelsen

af værket.

Betragtning 78 angiver endvidere, at i tilfælde, hvor parterne

ikke kan blive enige om at justere vederlaget, bør ophavs-

manden eller den udøvende kunstner have ret til at indbringe

sagen for retten eller for en anden kompetent myndighed. I

den forbindelse henvises til den foreslåede

§ 55 c,

hvor

det foreslås, at i tilfælde, hvor der opstår uenighed ift. afta-

lejusteringsordningen i den foreslåede § 55 b, kan sagen

indbringes for Ophavsretslicensnævnet.

Den foreslåede ordning finder ikke anvendelse på aftaler,

der indgås af enheder, som er underlagt gennemsigtigheds-

bestemmelserne i lov om kollektiv forvaltning af ophavsret,

jf. betragtning 78.

Ordningen i den foreslåede § 55 b medfører, at ophavsmænd

og udøvende kunstnere har ret til at kræve yderligere, pas-

sende og rimeligt vederlag fra den part, med hvem de har

indgået en aftale angående udnyttelsen af deres rettigheder,

eller fra de efterfølgende rettighedshavere eller licensmodta-

gere i forhold til en sådan part, hvis det oprindeligt aftalte

vederlag viser sig at være uforholdsmæssigt lavt sammenlig-

net med alle de efterfølgende relevante indtægter som følge

af udnyttelsen.

I tilfælde af tvister vedrørende justering af en aftale kan

spørgsmålet indbringes for Ophavsretslicensnævnet efter

reglerne i den foreslåede § 55 c. Den endelige afgørelse

henhører under domstolene.

Til § 55 c

Det foreslås, at der indsættes en ny

§ 55 c.

Den foreslåede

bestemmelse i § 55 c gennemfører DSM-direktivets artikel

21, som vedrører et alternativt tvisteløsningsorgan. I § 55 c,

foreslås det, at i det omfang, der opstår uenighed om, hvor-

vidt gennemsigtighedsforpligtelsen i den foreslåede § 55 a

er opfyldt, eller der opstår uenighed ift. aftalejusteringsord-

ningen i den foreslåede § 55 b, så kan sagen indbringes for

Ophavsretslicensnævnet.

Den foreslåede § 55 c angiver, at tvister vedrørende gen-

nemsigtighedsforpligtelsen efter § 55 a og aftalejusterings-

ordningen efter § 55 b kan af enhver af parterne indbrin-

ges Ophavsretslicensnævnet, jf. § 47. Organisationer, som

repræsenterer ophavsmænd og udøvende kunstnere, kan re-

præsentere disse i sager omfattet af 1. pkt. Nævnet kan

fastsætte vilkårene, herunder vederlagets størrelse.

Af artikel 21 i DSM-direktivet fremgår det, at tvister vedrø-

rende gennemsigtighedsforpligtelsen efter artikel 19 og afta-

lejusteringsordningen efter artikel 20 skal kunne underkastes

en frivillig, alternativ tvistbilæggelsesprocedure.

Bestemmelsen gennemfører artikel 21 i DSM-direktivet, så-

ledes at Ophavsretslicensnævnet tildeles kompetence til at

afgøre tvister for så vidt angår de bestemmelser, som gen-

nemfører artikel 19 og 20 i direktivet, som gennemføres ved

de foreslåede §§ 55 a og 55 b.

Det fremgår endvidere af artikel 21, at det skal sikres, at

organisationer, der repræsenterer ophavsmænd og udøvende

kunstnere, kan indlede sådanne procedurer på anmodning

fra en eller flere ophavsmænd eller udøvende kunstnere. På

denne baggrund foreslås det, at organisationer, der repræsen-

terer ophavsmænd og udøvende kunstnere, også har adgang

til nævnet efter denne bestemmelse.

Af betragtning 79 fremgår det, at ophavsmænd og udøvende

kunstnere ofte er tilbageholdende med at håndhæve deres

rettigheder over for deres aftalepartnere ved en domstol el-

ler lignende organer. Medlemsstaterne bør derfor fastsætte

bestemmelser om en alternativ procedure til afgørelse af

tvister vedrørende krav fremført af ophavsmænd og udøven-

de kunstnere eller af deres repræsentanter på deres vegne

vedrørende gennemsigtighedsforpligtelser og ordningen for

justering af aftaler. Med henblik herpå bør medlemsstaterne

enten kunne oprette et nyt organ eller en ny ordning eller

benytte et eksisterende organ eller en eksisterende ordning,

som opfylder direktivets betingelser, uanset om disse orga-

ner eller ordninger fungerer i brancheregi eller offentligt

regi, herunder når de indgår som en del af det nationale

domstolssystem. Medlemsstaterne bør have fleksibilitet til at

beslutte, hvordan omkostningerne ved tvistbilæggelsespro-

ceduren skal fordeles. En sådan alternativ tvistbilæggelses-

procedure bør ikke berøre parternes ret til at gøre deres

rettigheder gældende ved at indbringe sagen for en domstol.

Den foreslåede ordning vil medføre, at Ophavsretslicens-

nævnet varetager ordningen som alternativt tvistbilæggel-

sesorgan, og at organisationer, der repræsenterer ophavs-

mænd og udøvende kunstnere, også har adgang til nævnet i

sager vedrørende gennemsigtighedsforpligtelsen og aftaleju-

steringsordningen. Ordningen berører ikke parternes adgang

til at indbringe sagen for de almindelige domstole, hvilket

også kan gøres efter Ophavsretslicensnævnets afgørelse,

som er en endelig administrativ afgørelse.

L 125 - 2022-23 (2. samling) - Bilag 1: Høringsnotat, høringssvar og lovforslaget, fra kulturministeren

Til § 55 d

Det foreslås, at der indsættes en ny

§ 55 d.

Det angives i § 55 d, at §§ 55-55 c ikke kan fraviges til

skade for ophavsmanden. §§ 55-55 c finder ikke anvendel-

se ved overdragelse af ophavsretten til værker i form af

edb-programmer. §§ 55 a og 55 b finder ikke anvendelse

på aftaler indgået mellem rettighedshavere og kollektive

forvaltningsorganisationer eller uafhængige forvaltningsen-

heder, jf. lov om kollektiv forvaltning af ophavsret.

Den foreslåede bestemmelse i § 55 d medfører, at gennem-

sigtighedsforpligtelsen i den foreslåede § 55 a, aftalejuste-

ringsordningen i den foreslåede§ 55 b, og den alternative

tvistbilæggelsesordningen i den foreslåede § 55 c, ikke kan

fraviges til skade for ophavsmanden.

Det følger af DSM-direktivets artikel 23, stk. 1, at det skal

sikres, at alle aftalebestemmelser, der forhindrer overholdel-

se af bestemmelserne i artikel 19, 20 og 21 ikke kan hånd-

hæves over for ophavsmænd og udøvende kunstnere. Den

foreslåede § 55 a gennemfører artikel 19, mens den foreslåe-

de § 55 b gennemfører artikel 20, og den foreslåede § 55 c

gennemfører artikel 21.

Betragtning 81 i DSM-direktivet angiver ligeledes, at de

bestemmelser vedrørende gennemsigtighed, aftalejusterings-

ordninger og alternative tvistbilæggelsesprocedurer, der er

fastlagt i direktivet, bør være obligatoriske, og parterne bør

ikke kunne fravige disse bestemmelser, uanset om de er i

aftalerne mellem ophavsmænd, udøvende kunstnere og de-

res aftalepartnere eller i aftaler mellem disse partnere og

tredjeparter, såsom aftaler om hemmeligholdelse.

Den foreslåede ordning i § 55 d medfører, at bestemmelser-

ne vedrørende gennemsigtighed, aftalejusteringsordninger

og alternative tvistbilæggelsesprocedurer ikke kan fraviges

ved aftale til skade for ophavsmænd og udøvende kunstnere.

Den foreslåede bestemmelse i § 55 d medfører ligeledes, at

bestemmelserne om gennemsigtighed og aftalejustering i de

foreslåede §§ 55 a og 55 b ikke finder anvendelse på aftaler

indgået mellem rettighedshavere og kollektive forvaltnings-

organisationer eller uafhængige forvaltningsenheder. I dette

tilfælde er rettighedshaverne beskyttet af direktivet om kol-

lektiv forvaltning af ophavsret og den lov, som gennemfører

denne. Dette følger af direktivets artikel 20, stk. 2, som

angiver, at bestemmelserne i artikel 3, litra a) og b) i artikel

18 i Europa parlamentets og Rådets direktiv 2014/26/EU af

26. februar 2014 om kollektiv forvaltning af ophavsret og

beslægtede rettigheder samt multiterritoriale licenser for ret-

tigheder til musikværker med henblik på onlineanvendelse i

det indre marked finder anvendelse. Bestemmelsen definerer

i litra a en ”kollektiv forvaltningsorganisation” og i litra b en

”uafhængig forvaltningsenhed”. Bestemmelsen er gennem-

ført i dansk ret ved lov om kollektiv forvaltning af ophavs-

ret, hvor en kollektiv forvaltningsorganisation er defineret

i § 2, nr. 1, mens en uafhængig forvaltningsorganisation –

som svarer til direktivets begreb ”uafhængig forvaltningsen-

hed” – er defineret i § 2, nr. 2.

Det bemærkes, at begrebet ’ophavsmanden’ i den foreslåede

§§ 55, 55 a, 55 b, 55 c og 55 d også omfatter udøvende

kunsterne som følge af henvisningen i § 65, stk. 6.

De foreslåede bestemmelser medfører, at en ophavsmand

eller udøvende kunstner har ret til oplysninger til at vurde-

re den økonomiske værdi af sine overdragne rettigheder

under hensyntagen til den ressourcemæssige byrde, som er

indeholdt ved at levere oplysningerne, når ophavsmandens

bidrag har været væsentligt. Herudover vil ophavsmanden

være berettiget til at modtage oplysninger fra efterfølgende

erhververe, dog således at udgangspunktet er, at anmodning

om yderligere information som udgangspunkt gøres gælden-

de via den oprindelige erhverver. Der gives endvidere ad-

gang til at fastsætte konkrete gennemsigtighedsregler i kol-

lektive aftaler, og der gives mulighed for genforhandling af

aftaler i tilfælde, hvor det oprindeligt aftalte vederlag viser

sig at være uforholdsmæssigt lavt sammenlignet med efter-

følgende indtægter. Endelig vil den foreslåede ordning med-

føre, at tvister vedrørende den foreslåede gennemsigtigheds-

forpligtelse og aftalejusteringsordning kan indbringes for

et uafhængigt organ i form af Ophavsretslicensnævnet. Ord-

ningen indebærer endvidere, at de pågældende bestemmel-

ser ikke kan fraviges til skade for ophavsmanden eller den

udøvende kunstner. Ordningen finder ikke anvendelse ved

overdragelse af ophavsretten til edb-programmer.

Det er Kulturministeriets forventning, at man med den fore-

slåede ordning vil tilpasse ophavsretslovens bestemmelser

om aftaleindgåelse i overensstemmelse med udviklingen i

teknologien og markedet og dermed sikre en velfungeren-

de markedsplads for ophavsret, hvor der tages hensyn til

ophavsmænd og udøvende kunstnere, som ofte står i en

svagere forhandlingsposition.

Om baggrunden for og Kulturministeriets overvejelser i for-

hold til bestemmelsen henvises i øvrigt til de almindelige

bemærkninger i afsnit 2.9.2.

Til nr. 21

Ophavsmanden har efter den gældende § 57, stk. 1, som

minimum ret til en årlig afregning, forudsat at vederlaget

er omsætningsbestemt f.eks. i form af royalty. Det fremgår

af den gældende ophavsretslovs § 57, at i tilfælde, hvor

ophavsmandens vederlag afhænger af erhververens omsæt-

ning, salgstal eller lignende, så kan der kræves afregning

mindst én gang om året. Ophavsmanden kan ligeledes kræ-

ve, at afregningen ledsages af fyldestgørende oplysninger

L 125 - 2022-23 (2. samling) - Bilag 1: Høringsnotat, høringssvar og lovforslaget, fra kulturministeren

om de forhold, der har ligget til grund for vederlagsbereg-

ningen. Bestemmelserne finder anvendelse for både ophavs-

mænd og udøvende kunstnere som følge af henvisningen fra

§ 65, stk. 6.

Det foreslås at ophæve 2. pkt. i § 57, stk. 1 om, at »op-

havsmanden kan ligeledes kræve, at afregningen ledsages af

fyldestgørende oplysninger om de forhold, der har ligget til

grund for vederlagsberegningen.«

Den foreslåede ændring vil medføre, at en ophavsmand

eller udøvende kunstner ikke kan kræve oplysninger om

vederlagsberegning efter § 57, stk. 1. Ændringen foreslås

som konsekvens af den foreslåede § 55, som gennemfører

direktivets artikel 19. De foreslåede bestemmelser i § 55 vil

dække samme område som den gældende § 57 og har herud-

over et bredere anvendelsesområde, som ikke er begrænset

til omsætningsbestemt vederlag. Med henblik på at undgå

forvirrende dobbeltregulering på området foreslås det, at §

57, stk. 1, justeres, således at det pågældende område ude-

lukkende reguleres af den foreslåede § 55 a.

Baggrunden for forslaget er, at ophavsmænd og udøvende

kunstnere i stedet modtager de pågældende oplysninger efter

den foreslåede § 55 a, hvorfor reguleringen i § 57 udgår.

Om baggrunden for og Kulturministeriets overvejelser i for-

hold til bestemmelsen henvises i øvrigt til de almindelige

bemærkninger i afsnit 2.9.2.

Til nr. 22

Der er ikke i den gældende ophavsretslov regulering af

mæglingsvirksomhed for audiovisuelle producenter ift. af-

taler med video on demand-tjenester. Det fremgår af den

gældende § 52, stk. 1, at hvis forhandlinger om indgåelse af

aftaler som nævnt i de specifikke aftalelicensbestemmelser i

§§ 13, 14 og 16 b, § 17, stk. 3, §§ 24 a, 29 a og 30 a ikke

fører til noget resultat, kan hver af parterne kræve mægling.

Det følger af den gældende § 52, stk. 2, at krav om mægling

rettes til kulturministeren. Kravet kan fremsættes, når en af

parterne har afbrudt forhandlingerne eller afvist et ønske om

forhandlinger, eller når forhandlingerne ikke synes at ville

føre til noget resultat.

Af den gældende § 52, stk. 3, fremgår det, at mæglingen

foretages af en forligsmand, der udpeges af kulturministe-

ren. Forligsforhandlingerne skal baseres på parternes even-

tuelle løsningsforslag. Forligsmanden kan foreslå parterne

at lade tvisten afgøre ved voldgift og kan medvirke ved

udpegningen af voldgiftsmænd.

Efter den gældende § 52 stk. 4, kan forligsmanden fremsæt-

te forslag til tvistens løsning og kræve, at et sådant forslag

forelægges parternes kompetente organer til vedtagelse eller

forkastelse inden en af forligsmanden fastsat frist. Forligs-

manden underretter kulturministeren om mæglingens udfald.

Det fremgår af den gældende § 52, stk. 5, at forligsman-

den kan bestemme, at aftaler skal forblive i kraft, selv om

aftaleperioden er udløbet eller vil udløbe under forhandlin-

gerne. Aftalen kan dog ikke forlænges i mere end to uger

efter, at parterne har taget stilling til et endeligt mæglings-

forslag eller forslag til voldgiftsbehandling, eller efter at for-

ligsmanden har meddelt, at der ikke er basis for at fremsætte

sådanne forslag.

I den gældende § 52, stk. 6, angives det, at forligsmanden

ikke ubeføjet må røbe eller udnytte, hvad denne har fået

kendskab til som forligsmand.

Den gældende § 52, stk. 7, indeholder en hjemmel, hvorefter

kulturministeren kan fastsætte nærmere regler om dækning

af omkostningerne ved forligsmandens virksomhed. Denne

er udnyttet ved bekendtgørelse nr. 763 af 2. oktober 1997

om dækning af omkostninger ved den i ophavsretslovens §

52 nævnte forligsmands virksomhed.

Det foreslås, at der indføres en ny

§ 58 b,

som har til formål

at gennemføre DSM-direktivets artikel 13 om en forhand-

lingsordning.

I den foreslåede § 58 b angives det, at § 52, stk. 2-4 og

stk. 6 og 7, samt regler udstedt i medfør heraf, finder tilsva-

rende anvendelse i tilfælde, hvor forhandlinger om indgåelse

af aftaler med henblik på at stille audiovisuelle værker til

rådighed på video on demand-tjenester ikke fører til noget

resultat.

Det foreslås, at der i en ny § 58 b tildeles en ny kompetence

til kulturministeren til at udpege en forligsmand til at mæg-

le i aftaler mellem video on demand-tjenester. Ordningen

vil sikre et uafhængigt organ, som vil kunne tilbyde profes-

sionel, upartisk og ekstern rådgivning mellem tjenesten og

rettighedshaverne, jf. betragtning 52.

Deltagelsen i denne forhandlingsordning og den efterfølgen-

de indgåelse af aftaler er frivillig og berører ikke parternes

aftalefrihed, jf. betragtning 52. Forligsmanden vil således ik-

ke kunne meddele tilladelse i tilfælde af parternes uenighed

eller kræve deltagelse i mæglingsordningen. Det bemærkes

i den forbindelse, at forligsmanden ikke kan forlænge eksi-

sterende aftaler midlertidigt som følge af, at den foreslåede

bestemmelse ikke henviser til den gældende § 52, stk. 5.

Under hensyntagen til, at mæglingsordningen i den gælden-

de § 52 på nogle punkter adskiller sig fra ordningen i direk-

L 125 - 2022-23 (2. samling) - Bilag 1: Høringsnotat, høringssvar og lovforslaget, fra kulturministeren

tivets artikel 13, henvises der i den foreslåede § 58 b ikke til

den fulde bestemmelse i § 52.

Hvis en forhandling involverer parter fra forskellige med-

lemsstater, og hvis disse parter vælger at anvende mægling,

bør parterne på forhånd blive enige om den kompetente

medlemsstat, jf. betragtning 52.

Henvisningen til den gældende § 52 indebærer, at den der-

tilhørende bekendtgørelse nr. 763 af 2. oktober 1997 om

dækning af omkostninger ved den i ophavsretslovens § 52

nævnte forligsmands virksomhed, hvorefter forligsmanden

efter afslutningen af en mægling fastsætter størrelsen af sine

udgifter ved den enkelte sag og fordelingen af disse mel-

lem sagens parter, finder anvendelse. Forligsmanden giver

underretning til Kulturministeriet, der foreløbigt afholder de

pågældende udgifter. Medmindre forligsmanden bestemmer

andet, deles udgifterne til vederlag m.v. til forligsmanden i

den enkelte sag ligeligt mellem sagens parter. Er der flere

parter på samme side, hæfter disse solidarisk for betaling af

andelen. De skyldige beløb indbetales til Kulturministeriet

efter påkrav.

Den foreslåede bestemmelse i § 58 b betyder, at der kan

ydes mæglingsassistance mellem rettighedshavere til audi-

ovisuelle produktioner og video on demand-tjenester i til-

fælde af, at der opleves vanskeligheder i forbindelse med

udstedelse af licensrettigheder, således at den gældende §

52, stk. 2-4 og 6-7 og regler udstedt i medfør heraf finder

tilsvarende anvendelse i tilfælde, hvor forhandlinger om

indgåelse af aftaler med henblik på at stille audiovisuelle

værker til rådighed på video on demand-tjenester ikke fører

til noget resultat. Med henvisningen til gældende § 52, stk.

2, gives parterne adgang til at rette krav om mægling til

kulturministeren. Henvisningen til stk. 3 giver kulturmini-

steren kompetence til at udpege en forligsmand, hvor for-

ligsforhandlingerne skal baseres på parternes eventuelle løs-

ningsforslag. Herudover kan forligsmanden foreslå parterne

at lade tvisten afgøre ved voldgift og kan medvirke ved

udpegningen af voldgiftsmænd.

Den foreslåede bestemmelse vil sikre, at der er en forhand-

lingsordning, som gør det muligt for parter, der er interesse-

ret i at indgå en aftale, at få bistand af en mægler, når der

er udfordringer med at indgå aftaler om udnyttelsen af audi-

ovisuelle værker online på grund af problemer vedrørende

udstedelsen af licensrettigheder. Bestemmelsen kan således

føre til, at audiovisuelle værker er tilgængelige på video

on demand-tjenester. Dette skal bidrage til, at udbuddet af

sådanne værker, navnlig europæiske, på video on demand-

tjenester øges.

Om baggrunden for og Kulturministeriets overvejelser i for-

hold til bestemmelsen henvises i øvrigt til de almindelige

bemærkninger i afsnit 2.6.

Til nr. 23

Det fremgår af DSM-direktivets artikel 3 og 4, at undtagel-

serne til datamining også skal gælde for enerettighederne,

der er knyttet til udøvende kunstnere. Ophavsretslovens § 65

regulerer området for udøvende kunstnere.

Det foreslås at »§ 11 a« i

§ 65, stk. 6,

ændres til »§ 11 a-c«

og at »§§ 13« ændres til »§§ 13-13 a« samt at der efter »16

a« indsættes: »,16 c-f«.

Det foreslåede ændring vil medføre, at adgangen til tekst- og

datamining, brug af værker i undervisningsvirksomhed og

brug af værker der ikke længere forhandles også vil gælde

for så vidt angår udøvende kunstneres rettigheder i forbin-

delse med fremførelse af litterære og kunstneriske værker.

Der henvises i øvrigt til afsnit 2.1 og 2.9.1 i lovforslagets

almindelige bemærkninger.

Til nr. 24

Det fremgår af DSM-direktivets artikel 3 og 4, at undtagel-

serne til datamining også skal gælde for enerettighederne,

der er knyttet til producenter af lydoptagelser. Ophavsretslo-

vens § 66 regulerer området for producenter af lydoptagel-

ser.

Det foreslås at ændre »§ 11 a« i

§ 66, stk. 2,

til »§ 11 a-c« og

at »§§ 13« ændres til »§§ 13-13 a« samt at der efter »16 a«

indsættes: », 16 c-f«.

Den foreslåede ændring vil medføre, at adgangen til tekst-

og datamining, brug af værker i undervisningsvirksomhed,

brug af værker der ikke længere forhandles også vil gælde

for så vidt angår producenters rettigheder i forbindelse med

deres lydoptagelser.

Der henvises i øvrigt til afsnit 2.1. i lovforslagets almindeli-

ge bemærkninger.

Til nr. 25

Det fremgår af DSM-direktivets artikel 3 og 4, at undtagel-

serne til datamining også skal gælde for enerettighederne,

der er knyttet til producenter af billedoptagelser. Ophavs-

retslovens § 67 regulerer området for producenter af billed-

optagelser.

Det foreslås at ændre »§ 11 a« i

§ 67, stk. 2,

til »§ 11 a-c«

og at »§§ 13« ændres til: »§§ 13-13 a« samt at »og 16 a,«

ændres til: », 16 a, og 16 c – f,«.

Den foreslåede ændring vil medføre, at adgangen til tekst-

L 125 - 2022-23 (2. samling) - Bilag 1: Høringsnotat, høringssvar og lovforslaget, fra kulturministeren

og datamining, brug af værker i undervisningsvirksomhed,

brug af værker der ikke længere forhandles også vil gælde

for så vidt angår producenters rettigheder i forbindelse med

deres billedoptagelser.

Der henvises i øvrigt til afsnit 2.1 i lovforslagets almindelige

bemærkninger.

Til nr. 26

Det fremgår af DSM-direktivets artikel 3 og 4, at undtagel-

serne til datamining også skal gælde for enerettighederne,

der er knyttet til radio- og fjernsynsforetagenders udsendel-

ser. Ophavsretslovens § 69 regulerer området for radio- og

fjernsynsudsendelser.

Det foreslås at i

§ 69, stk. 3,

at ændre »§ 11 a« til »§ 11 a-c«,

og at der efter »§ 12, stk. 1, stk. 2, nr. 5, stk. 3, stk. 4, nr. 2,

og stk. 5, 1. pkt.,«: indsættes: »§§ 13 og 13 a,« samt at der

efter »§§ 15-16 a,« indsættes: », §§ 16 c-f«.

Den foreslåede ændring vil medføre, at adgangen til tekst-

og datamining, brug af værker i undervisningsvirksomhed

og brug af værker der ikke længere forhandles også gælder

for så vidt angår radio- og fjernsynsforetagenders rettighe-

der i forbindelse med deres udsendelser.

Der henvises i øvrigt til afsnit 2.1 i lovforslagets almindelige

bemærkninger.

Til nr. 27

Det fremgår af DSM-direktivets artikel 3 og 4, at undtagel-

serne til datamining også skal gælde for enerettighederne,

der er knyttet til pressepublikationer. Ophavsretslovens § 69

a regulerer området for pressepublikationer.

Det foreslås, at i

§ 69 a, stk. 5,

at ændre »§ 11 a« til »§ 11

a-c«, og at »§§ 13« ændres til: »§§ 13-13 a« samt at »15-16

b« ændres til: »15-16 b-f«.

Den foreslåede ændring vil medføre, at adgangen til tekst-

og datamining, brug af værker i undervisningsvirksomhed

og brug af værker der ikke længere forhandles også vil

gælde for rettighederne til pressepublikationer.

Der henvises i øvrigt til afsnit 2.1 i lovforslagets almindelige

bemærkninger.

Til nr. 28

Fotografiske billeder beskyttes i ophavsretslovens § 70. Det

fremgår af ophavsretslovens § 70, stk. 3, at en lang række

af de bestemmelser, der gælder for ophavsretslovens øvrige

bestemmelser, tilsvarende finder anvendelse for fotografiske

billeder.

Retten til fotografiske billeder er ikke reguleret i noget

EU-direktiv. Området for tekst- og datamining i forhold til

fotografiske billeder er derfor ikke reguleret i DSM-direkti-

vet. Hensynet bag bestemmelsen om tekst- og datamining,

som blandt andet er at forbedre forskeres adgang til at be-

nytte teknologien i forbindelse med forskning, fører dog

til, at direktivets regulering også må gælde på området for

fotografiske billeder. Uden denne ændring er det Kulturmi-

nisteriets vurdering, at adgangen til tekst- og datamining

nærmest vil blive umuliggjort i praksis.

Det foreslås at ændre

§ 70, stk. 3,

således at »§ 11 a« ændres

til »§ 11 a-c« og at »§§ 13-16 b« ændres til: »§§ 13-16 f«.

Den foreslåede ændring vil medføre, at adgangen til tekst-

og datamining, brug af værker i undervisningsvirksomhed

og brug af værker der ikke længere forhandles også vil

gælde for rettighederne til fotografiske billeder.

Der henvises i øvrigt til afsnit 2.7 i lovforslagets almindelige

bemærkninger.

Til nr. 29

Ophavsretsloven regulerer ikke følgevirkningerne for repro-

duktioner af værker, hvor den ophavsretlige beskyttelsestid

til det reproducerede værk er udløbet. Dette vil i dag skulle

vurderes ud fra ophavsretslovens generelle bestemmelser,

herunder lovens § 1 om beskyttelsen af ophavsretlige vær-

ker, enerettighederne i lovens § 2, § 63 om værksbeskyttel-

sens varighed, der som udgangspunkt er 70 år efter ophavs-

mandens dødsår og § 70 om beskyttelsen af fotografiske

billeder.

Med DSM-direktivet indføres en specifik regel om, at be-

skyttelsen af reproduktioner ikke gælder, når beskyttelsesti-

den for det materiale, som reproduktionen stammer fra, er

udløbet. Artikel 14 har et snævert anvendelsesområde, og

formålet med bestemmelsen er møntet på at lette den digita-

le anvendelse af fotografier.

Det foreslås, at der indsættes et nyt

§ 70, stk. 4.

Efter den

foreslåede bestemmelse vil beskyttelsen i § 70, stk. 1, ikke

gælde, hvis hovedmotivet for det fotografiske billede udgør

et billedkunstværk, hvor beskyttelsestiden er udløbet.

Forslaget til § 70, stk. 4, indebærer, at et fotografi af ældre

billedkunst ikke vil kunne opnå fotografibeskyttelse efter

ophavsretslovens § 70, stk. 1. DSM-direktivet indeholder ik-

ke en definition af billedkunstværker, og begrebets omfang

vil derfor skulle vurderes i henhold til det tilsvarende be-

L 125 - 2022-23 (2. samling) - Bilag 1: Høringsnotat, høringssvar og lovforslaget, fra kulturministeren

greb i ophavsretslovens § 1. Billedkunstværket vil endvidere

skulle udgøre hovedmotivet på fotografiet, f.eks. hvis det

på grundlag af placering, perspektiv eller på anden vis må

lægges til grund, at hovedformålet med fotografiet har været

at portrættere det pågældende billedkunstværk.

Det vil være en afgørende betingelse for anvendelsen af

forslaget til § 70, stk. 4, at beskyttelsestiden for billedkunst-

værket er udløbet, hvilket indebærer, at ophavsmanden skal

have været død i mere end 70 år, jf. ophavsretslovens §

63. Fotografiet vil herefter frit kunne gengives digitalt og

fysisk.

Forslaget til § 70, stk. 4, vil ligeledes gøre det muligt at

tage et nyt og tilsvarende fotografi af billedkunstværket

eksempelvis med henblik på erhvervsmæssig brug (f.eks.

salg af postkort), uden at dette vil krænke andre lignende

fotografier.

Forslaget til § 70, stk. 4, vil ikke gælde, hvis fotografiet

kan opnå beskyttelse som værk efter ophavsretslovens § 1,

stk. 1. De kreative valg, der er nødvendige for at opnå værk-

sstatus, vil efter omstændighederne kunne være lyssætning,

kameravinkel, motivvalg m.v.

Der henvises i øvrigt til afsnit 2.7. i lovforslagets almindeli-

ge bemærkninger.

Til nr. 30

Det fremgår af DSM-direktivets artikel 3 og 4, at undta-

gelserne til datamining også skal gælde for de enerettighe-

der, der er knyttet til databaser i direktiv 96/9/EF af 11.

marts 1996 om retlig beskyttelse af databaser (databasedi-

rektivet). Ophavsretslovens § 71 gennemfører i store træk

databasedirektivet.

Det fremgår af ophavsretslovens § 71, stk. 1, at den, som

fremstiller et katalog, en tabel, en database eller lignende,

hvori et større antal oplysninger er sammenstillet, eller som

er resultatet af en væsentlig investering, har eneret til at råde

over det pågældende arbejde som helhed eller en væsentlig

del deraf ved at fremstille eksemplarer af det og ved at gøre

det tilgængeligt for almenheden.

Det fremgår af ophavsretslovens § 71, stk. 5, at en række af

bestemmelserne i ophavsretsloven for så vidt angår beskyt-

telsen af værker, herunder § 2, stk. 2-4, §§ 6-9, § 11, stk. 2

og 3, § 12, stk. 1, stk. 2, nr. 4, stk. 4, nr. 3, og stk. 5, 2. pkt.,

§§ 13-17 e, § 18, stk. 1 og 2, § 19, stk. 1 og 2, §§ 20-22,

25, 27, 28, 30-32, 34 og 35, § 36, stk. 2 og 3, § 47 og §§

49-52 finder tilsvarende anvendelse på de kataloger, tabeller,

databaser m.v., der er nævnt i stk. 1.

Det foreslås, at der i § 71, stk. 5, indsættes en henvisning til

§§ 11 b og c, og at den indsættes efter "§ 11, stk. 3".

Den foreslåede ændring af § 71, stk. 5, ved indførsel af 11 b

og c vil medføre, at adgangen til tekst- og datamining også

vil gælde for rettighederne til databaser.

Det bemærkes, at den foreslåede bestemmelse i § 16 b

uden yderligere ændring vil indføres i § 71, stk. 5, idet

det allerede fremgår af bestemmelsen, at §§ 13-17 e finder

anvendelse.

Der henvises i øvrigt til afsnit 2.1. i lovforslagets almindeli-

ge bemærkninger.

Til nr. 31

Det fremgår af ophavsretslovens § 75 d, at ophavsretslicens-

nævnet på begæring kan pålægge en rettighedshaver, som

har gjort brug af effektive tekniske foranstaltninger, at stille

sådanne midler til rådighed for en bruger, som har lovlig

adgang til værket eller frembringelsen, som er nødvendige

for, at denne kan drage fordel af en række af undtagelsesbe-

stemmelserne i ophavsretsloven. Imødekommer rettigheds-

haveren ikke pålægget inden 4 uger fra nævnets afgørelse,

kan brugeren foretage omgåelse af den tekniske foranstalt-

ning. Dette uanset, at en omgåelse af tekniske foranstaltnin-

ger i medfør af ophavsretslovens § 75 c ellers er ulovlig.

Om Ophavsretslicensnævnets kompetence kan henvises til §

1, nr. 13, i lovforslagets bemærkninger til de enkelte bestem-

melser.

Det foreslås, at der i § 75 d, stk. 1, 1. pkt., indsættes »efter

gjort brug af de i«: »§ 11 c, stk. 3 eller« og efter bestemmel-

serne indsættes: »§ 11 c, «.

Den foreslåede ændring vil indebære, at Ophavsretslicens-

nævnets kompetence udvides til også at tage stilling til

spørgsmål vedrørende rækkevidden af de foranstaltninger,

som en rettighedshaver efter forslaget til § 11 c, stk. 3, kan

gøre brug af. Med ændringen sikres, at forskningsorganisati-

oner og kulturarvsinstitutioner kan få adgang til den data, de

i medfør af den foreslåede bestemmelse i § 11 c, stk. 1, har

krav på, på trods af, at en given rettighedshaver har udarbej-

det sikkerhedsforanstaltninger, der afskærer institutionerne

fra at få adgang til oplysningerne.

Til nr. 32 (§§ 88 a og b)

Under overskriften ”lovens anvendelse i forhold til andre

lande m.v.” er i ophavsretslovens § 88 fastsat en hjemmel

til at udvide den ophavsretlige beskyttelse i forhold til andre

lande. Denne hjemmel er udnyttet i bekendtgørelse nr. 218

L 125 - 2022-23 (2. samling) - Bilag 1: Høringsnotat, høringssvar og lovforslaget, fra kulturministeren

af 9. marts 2010 om anvendelsen af ophavsretsloven i for-

hold til andre lande (udlandsbekendtgørelsen).

Der foreslås indført en ny

§ 88 a.

Denne angiver, at anven-

delsen af værker og andre frembringelser, der udelukkende

finder sted til undervisningsbrug via sikre elektroniske mil-

jøer, skal i overensstemmelse med de nationale bestemmel-

ser, som gennemfører artikel 5 i direktiv (EU) 2019/790 af

17. april 2019 om ophavsret og beslægtede rettigheder på

det digitale indre marked og om ændring af direktiv 96/9/EF

og 2001/29/EF anses for kun at finde sted i den medlems-

stat, hvor uddannelsesinstitutionen er etableret.

Den foreslåede bestemmelse regulerer de danske reglers an-

vendelighed på brug i Danmark af værker, som hidrører fra

de omfattede institutioner i andre EU-lande i henhold til di-

rektivets artikel 5. Konkret vil forslaget medføre, at anven-

delsen af værker og andre frembringelser, der udelukkende

finder sted til undervisningsbrug via sikre elektroniske mil-

jøer, skal i overensstemmelse med de nationale bestemmel-

ser, som gennemfører artikel 5 i direktiv 2019/790/EU af 17.

april 2019 om ophavsret og beslægtede rettigheder på det

digitale indre marked og om ændring af direktiv 96/9/EF og

2001/29/EF anses for kun at finde sted i den medlemsstat,

hvor uddannelsesinstitutionen er etableret.

Der foreslås indført en ny

§ 88 b.

Denne angiver, at anven-

delsen af værker og andre frembringelser i henhold til und-

tagelsen eller indskrænkningen i overensstemmelse med de

nationale bestemmelser, som gennemfører artikel 8 i direktiv

(EU) 2019/790 af 17. april 2019 om ophavsret og beslægte-

de rettigheder på det digitale indre marked og om ændring

af direktiv 96/9/EF og 2001/29/EF anses for kun at finde

sted i den medlemsstat, hvor den kulturarvsinstitution, der

foretager anvendelsen, er etableret.

Den foreslåede bestemmelse regulerer de danske reglers an-

vendelighed på brug i Danmark af værker, som hidrører

fra de omfattede institutioner i andre EU-lande i henhold

til direktivets artikel 8. Konkret vil forslaget medføre, at

anvendelsen af værker og andre frembringelser i henhold

til undtagelsen eller indskrænkningen i overensstemmelse

med de nationale bestemmelser, som gennemfører artikel 8

i direktiv 2019/790/EU af 17. april 2019 om ophavsret og

beslægtede rettigheder på det digitale indre marked og om

ændring af direktiv 96/9/EF og 2001/29/EF anses for kun at

finde sted i den medlemsstat, hvor den kulturarvsinstitution,

der foretager denne anvendelse, er etableret.

Formålet med forslaget er at regulere den brug, som finder

sted her i landet, af materiale hidrørende fra institutioner i

andre unionslande.

Om baggrunden for og Kulturministeriets overvejelser i for-

hold til bestemmelsen henvises i øvrigt til de almindelige

bemærkningers afsnit 2.4.3.

Til nr. 33

Overgangsbestemmelsen i ophavsretslovens § 91, stk. 1, ud-

trykker det princip, at aftaler om overdragelse af ophavsret-

tigheder skal bedømmes efter de deklaratoriske regler, der

gjaldt ved aftalens indgåelse.

Bestemmelsen oplister bestemmelserne i §§ 54, 55, 56 og 58

og angiver, at disse ikke finder anvendelse på aftaler, der er

indgået før den 1. juli 1995.

Det foreslås, at ”55” udgår af § 91, stk. 1.

Den foreslåede ændring vil medføre, at den foreslåede nye

bestemmelse i § 55 ikke har samme anvendelsestidspunkt

som den tidligere ophævede version af bestemmelsen.

Formålet med forslaget er, at bestemmelsen, som indeholder

en ufravigelig aftaleregel, også i et vist omfang omfatter

aftaler indgået inden lovens ikrafttræden.

Til § 2

Det foreslås at loven træder i kraft den 1. juli 2023.

Fristen for implementering i dansk ret af direktiv 96/9/EF og

2001/29/EF (DSM- direktivet) var den 7. juni 2021.

Den foreslåede bestemmelse i

stk. 2

er en overgangsbestem-

melse om anvendelsen af den foreslåede nye bestemmelse i

§ 54.

Med henblik på at undgå at den foreslåede § 54 griber ind i

aftaler, der allerede er indgået, foreslås det, at bestemmelsen

ikke finder anvendelse på aftaler, der er indgået før den

1. juli 2023. Denne dato er tidspunktet for bestemmelsens

ikrafttræden, jf. lovforslagets § 2, stk. 1.

Forslaget betyder, at aftaler, der er indgået før den 1. ju-

li 2023, skal bedømmes i lyset af de hidtidige regler i §

54. Aftaler, der indgås eller forlænges efter den 1. juli 2023,

skal derimod bedømmes i lyset af bestemmelsen i den nye §

54.

Den foreslåede bestemmelse i

stk. 3

er en overgangsbestem-

melse, om anvendelsen af den foreslåede nye § 55 a, som

også vil finde anvendelse på aftaler, der er indgået før den 1.

juli 2023 i tilfælde, hvor der anmodes om den pågældende

information med henblik på udnyttelse af aftalejusterings-

ordningen i den foreslåede § 55 b.

L 125 - 2022-23 (2. samling) - Bilag 1: Høringsnotat, høringssvar og lovforslaget, fra kulturministeren

Den foreslåede bestemmelse i stk. 3 angiver ligeledes, at

bestemmelsen i § 55 b, finder anvendelse på aftaler, der

er indgået før den 1. juli 2023, dog ikke aftaler indgået

tidligere end 5 år før lovens ikrafttræden. I den forbindelse

bemærkes, at gennemsigtighedsforpligtelsen i den foreslå-

ede § 55 b ift. informationer fra før lovens ikrafttræden

er begrænset til de oplysninger, der med rimelighed kan

forventes fra erhververen. I forlængelse af dette bemærkes

det, at det er angivet i den foreslåede § 55 a, stk. 2, at der

kan anmodes om oplysningerne for at kunne vurdere, om

vederlaget har været uforholdsmæssigt lavt, og der derfor

specifikt anmodes om oplysningerne til dette formål med

henblik på aftalejustering.

Den foreslåede ændring vil betyde, at bestemmelsen, som

gennemfører artikel 18, ikke gælder ældre aftaler indgået før

lovens ikrafttræden, at bestemmelsen, som gennemfører arti-

kel 19, gælder for ældre aftaler, men kun hvis der anmodes

om information i henhold til bestemmelsen, som gennemfø-

rer artikel 20, som indeholder en aftalejusteringsordning og

for bestemmelserne som gennemfører artikel 19 og 20 kan

disse således finder anvendelse på gældende aftaler indgået

op til 5 år før lovens ikrafttræden.

Den foreslåede bestemmelse i

stk. 4

sikrer, at regler fastsat i

medfør af § 50, stk. 5, jf. lov nr. 1144 af 23. oktober 2014,

forbliver i kraft, indtil de ophæves eller afløses af forskrifter

udstedt i medfør af § 50, stk. 6.

Til § 3

Det foreslås, at der indføres en territorialbestemmelse, som

indebærer, at loven ikke gælder for Færøerne og Grønland,

men at loven ved kongelig anordning helt eller delvist kan

sættes i kraft for Grønland med de ændringer, som de grøn-

landske forhold tilsiger. Loven gælder ikke og kan ikke

sættes i kraft for Færøerne, da Færøerne har overtaget det

ophavsretlige område.

L 125 - 2022-23 (2. samling) - Bilag 1: Høringsnotat, høringssvar og lovforslaget, fra kulturministeren

Bilag 1

Lovforslaget sammenholdt med gældende lov

Gældende formulering

Lovforslaget

§ 1.

I lov om ophavsret, jf. lovbekendtgørelse nr. 1144 af 23.

oktober 2014, som ændret ved § 42 i lov nr. 321 af 5. april

2016, lov nr. 719 af 8. juni 2018, lov nr. 1121 af 4. juni 2021

og lov nr. 2607 af 28. december 2021 foretages følgende

ændringer:

Loven indeholder bestemmelser, der gennemfører Rådets di-

rektiv 91/250/EØF af 14. maj 1991, EF-Tidende 1991, nr. L

122, side 42, Rådets direktiv 92/100/EØF af 19. november

1992, EF-Tidende 1992, nr. L 346, side 61, Rådets direktiv

93/83/EØF af 27. september 1993, EF-Tidende 1993, nr.

L 248, side 15, Rådets direktiv 93/98/EØF af 29. oktober

1993, EF-Tidende 1993, nr. L 290, side 9, Europa-Parla-

mentets og Rådets direktiv 96/9/EF af 11. marts 1996, EF-

Tidende 1996, nr. L 77, side 20, Europa-Parlamentets og

Rådets direktiv 2001/29/EF af 22. maj 2001, EF-Tidende

2001, nr. L 167, side 10, Europa-Parlamentets og Rådets di-

rektiv 2001/84/EF af 27. september 2001, EF-Tidende 2001,

nr. L 272, side 32, Europa-Parlamentets og Rådets direktiv

2004/48/EF af 29. april 2004, EU-Tidende 2004, nr. L 157,

side 45, dele af Europa-Parlamentets og Rådets direktiv

2006/123/EF af 12. december 2006, EU-Tidende 2006, nr. L

376, side 36, dele af Europa-Parlamentets og Rådets direktiv

2007/65/EF af 11. december 2007 om ændring af Rådets

direktiv 89/552/EØF af 3. oktober 1989, EU-Tidende 2007,

nr. L 332, side 27, dele af Europa-Parlamentets og Rådets

direktiv 2011/77/EU af 27. september 2011 om ændring af

Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2006/116/EF, EU-

Tidende 2011, nr. L 265, side 1, Europa-Parlamentets og

Rådets direktiv 2012/28/EU af 25. oktober 2012, EU-Tiden-

de 2012, nr. L 299, side 5, dele af Europa-Parlamentets og

Rådets direktiv 2014/26/EU af 26. februar 2014, EU-Tiden-

de 2014, nr. L 84, side 72, Europa-Parlamentets og Rådets

direktiv 2017/1564/EU af 13. september 2017, EU-Tidende

2017, nr. L 242, side 6, Europa-Parlamentets og Rådets

direktiv 2019/789/EU af 17. april 2019 om regler for udø-

velse af ophavsretten og beslægtede rettigheder, der gælder

for visse af TV- og radioselskabernes onlinetransmissioner

samt retransmissioner af TV- og radioprogrammer, og om

ændring af Rådets direktiv 93/83/EØF, EU-Tidende 2019,

nr. L 130, side 82, og dele af Europa-Parlamentets og Rådets

direktiv 2019/790/EU af 17. april 2019 om ophavsret og

beslægtede rettigheder på det digitale indre marked og om

ændring af direktiv 96/9/EF og 2001/29/EF, EU-Tidende

2019, nr. L 130, side 92.

I fodnoten til lovens titel ændres:

»dele

af Europa-Parla-

mentets og Rådets direktiv 2019/790/EU af 17. april 2019

om ophavsret og beslægtede rettigheder på det digitale indre

marked og om ændring af direktiv 96/9/EF og 2001/29/EF,

EU-Tidende 2019, nr. L 130, side 92« til:

»Europa-Parla-

mentets og Rådets direktiv (EU) 2019/790 af 17. april 2019

om ophavsret og beslægtede rettigheder på det digitale indre

marked og om ændring af direktiv 96/9/EF og 2001/29/EF,

EU-Tidende 2019, nr. L 130, side 92«.

L 125 - 2022-23 (2. samling) - Bilag 1: Høringsnotat, høringssvar og lovforslaget, fra kulturministeren

Efter § 11 a indsættes før overskriften før § 12:

»Tekst- og datamining

§ 11 b.

Ved tekst- og datamining forstås enhver automatise-

ret, analytisk fremgangsmåde, der har til formål at analysere

tekst og data i digital form med henblik på at generere

oplysninger, herunder mønstre, tendenser og korrelationer.

Stk. 2.

Den, som har lovlig adgang til et værk, må foretage

udtræk og fremstille eksemplarer af værket med henblik på

tekst- og datamining på betingelse af, at rettighedshaveren

ikke udtrykkeligt har forbeholdt sig anvendelsen af værket

på passende vis, jf. dog § 11 c, stk. 1.

Stk. 3.

Eksemplarer fremstillet og udtræk foretaget i henhold

til stk. 2 kan opbevares, så længe det er nødvendigt med

henblik på tekst- og datamining.

»Tekst- og datamining med henblik på videnskabelig forsk-

ning

§ 11 c.

Forskningsorganisationer og kulturarvsinstitutioner,

som har lovlig adgang til et værk, må foretage udtræk og

fremstille eksemplarer af værket for at udføre tekst- og da-

tamining, jf. § 11 b, stk. 1, med henblik på videnskabelig

forskning. 1. pkt. gælder, uanset om den videnskabelige

forskning udføres inden for rammerne af offentlig-private

partnerskaber. 1.pkt. kan ikke fraviges ved aftale.

Stk. 2.

Eksemplarer af værker fremstillet i overensstemmelse

med stk. 1 skal lagres med et passende sikkerhedsniveau og

kan opbevares med henblik på videnskabelig forskning.

Stk. 3.

Det er tilladt for rettighedshavere at træffe foranstalt-

ninger, der kan garantere sikkerhed og integritet i de netværk

og databaser, hvor værkerne er lagret. Sådanne foranstaltnin-

ger må ikke gå videre, end hvad der er nødvendigt for at nå

dette mål.«

Overskriften før § 13 affattes således:

Eksemplarfremstilling inden for undervisningsvirksomhed

§ 13

ophæves, og i stedet indsættes før overskriften før §

14:

§ 13.

Til brug i undervisningsvirksomhed kan der fremstilles

eksemplarer af udgivne værker samt ved optagelse foretages

eksemplarfremstilling af værker, som udsendes i radio eller

fjernsyn, såfremt betingelserne for aftalelicens efter § 50

er opfyldt. De nævnte eksemplarer må kun udnyttes inden

for undervisningsvirksomhed, som omfattes af den i § 50

forudsatte aftale.

Stk. 2.

Bestemmelsen i stk. 1 om optagelse gælder ikke for

filmværker, som indgår i biografernes almindelige repertoire

»§

13.

Til brug i undervisningsvirksomhed kan der ske ek-

semplarfremstilling og tilgængeliggørelse for almenheden af

offentliggjorte værker, såfremt betingelserne for aftalelicens

efter § 50 er opfyldt, jf. dog stk. 3.

Stk. 2.

Bestemmelsen i stk. 1 gælder for undervisningsinsti-

tutioner og andre, som fremstiller eksemplarer og gør vær-

ker tilgængelige for almenheden som led i undervisnings-

L 125 - 2022-23 (2. samling) - Bilag 1: Høringsnotat, høringssvar og lovforslaget, fra kulturministeren

af spillefilm, medmindre der ved udsendelsen i fjernsyn kun

er benyttet mindre dele af værket.

Stk. 3.

Bestemmelsen i stk. 1 om eksemplarfremstilling af

udgivne værker gælder ikke for edb-programmer i digital

form.

Stk. 4.

Lærere og elever må som led i undervisningsvirksom-

hed foretage optagelser af deres egne fremførelser af værker,

såfremt det ikke sker i erhvervsøjemed. Optagelserne må

ikke udnyttes på anden måde.

Stk. 5.

Opstår der spørgsmål om, hvorvidt en organisation,

der efter § 50, stk. 4, er godkendt til at indgå aftaler omfattet

af stk. 1, stiller urimelige vilkår for at indgå aftale, kan hver

af parterne forelægge spørgsmålet for Ophavsretslicensnæv-

net, jf. § 47. Nævnet kan fastsætte vilkårene, herunder ve-

derlagets størrelse.

virksomhed. De i stk. 1 nævnte eksemplarer må kun udnyt-

tes inden for undervisningsvirksomhed, som omfattes af den

i § 50 forudsatte aftale.

Stk. 3.

Offentliggjorte værker efter stk. 1 omfatter alene

edb-programmer i digital form i det omfang, der er tale om

overføring til almenheden.

Stk. 4.

Anvendelse af værker i medfør af stk. 1 gennem

sikre, elektroniske netværk, der kun er tilgængelige for en

undervisningsinstitutions elever, studerende og lærere, anses

for at finde sted i Danmark, såfremt uddannelsesinstitutio-

nen er etableret i Danmark.

Stk. 5.

Opstår der spørgsmål om, hvorvidt en organisation,

der efter § 50, stk. 4, er godkendt til at indgå aftaler omfattet

af stk. 1, stiller urimelige vilkår for at indgå aftale, kan hver

af parterne forelægge spørgsmålet for Ophavsretslicensnæv-

net, jf. § 47. Nævnet kan fastsætte vilkårene for aftalen,

herunder vederlagets størrelse.

§ 13 a.

Findes der ikke passende licenser, kan der til brug

for formål, der udelukkende tjener til anskueliggørelse i un-

dervisningsvirksomhed, fremstilles eksemplarer og foretages

tilgængeliggørelse for almenheden, såfremt det ikke sker i

erhvervsøjemed, jf. dog stk. 4. 1. pkt. kan ikke fraviges ved

aftale.

Stk. 2.

Anvendelse efter stk. 1 er betinget af, at den sker

under en uddannelsesinstitutions ansvar, i dens lokaler eller

andetsteds eller via et sikkert elektronisk miljø, som kun er

tilgængeligt for uddannelsesinstitutionens elever eller stude-

rende og undervisningspersonale.

Stk. 3.

Anvendelsen af værker efter stk. 1, via sikre elektro-

niske miljøer anses for at finde sted i Danmark, såfremt

uddannelsesinstitutionen er etableret i Danmark.

Stk. 4.

Bestemmelsen i stk. 1 omfatter alene edb-program-

mer i digital form i det omfang, der er tale om overføring til

almenheden.

Stk. 5.

Ved anvendelse efter denne bestemmelse har ophavs-

manden krav på rimelig kompensation, medmindre skaden

er minimal.«

§ 14.

Offentlige eller private institutioner, organisationer og

erhvervsvirksomheder kan til intern brug i deres virksomhed

ved fotokopiering eller lignende fremstille eller lade frem-

stille eksemplarer af fagmæssige artikler i aviser, tidsskrifter

og samleværker, af korte afsnit af andre udgivne værker af

fagmæssig art, af musikværker samt af illustrationer, som

er gengivet i tilslutning til teksten, såfremt betingelserne for

aftalelicens efter § 50 er opfyldt. Sådanne eksemplarer må

kun udnyttes inden for virksomhed, som omfattes af den i §

50 forudsatte aftale.

I § 14, stk. 1, indsættes efter 2. pkt. som 3. pkt.: »1. pkt.

gælder ikke, hvis ophavsmanden over for nogen af de aftale-

sluttende parter har nedlagt forbud mod værkets udnyttelse.«

L 125 - 2022-23 (2. samling) - Bilag 1: Høringsnotat, høringssvar og lovforslaget, fra kulturministeren

Stk. 2. ---

§ 16. ---

Stk. 2.

Institutionerne må fremstille eksemplarer i sikker-

heds- og beskyttelsesøjemed.

§ 16, stk. 2,

indsættes efter »Institutionerne«: », jf. stk. 1,

samt film- eller lydarvsinstitutioner«, og efter »i sikkerheds-

og beskyttelsesøjemed« indsættes: », herunder af edb-pro-

grammer i digital form.«

§ 16, stk. 2,

indsættes som 2. pkt.: »Bestemmelsen i 1.

pkt. kan ikke fraviges ved aftale.«

Stk. 3-7. ---

§ 16 b.

Offentlige biblioteker og andre biblioteker, der helt

eller delvis finansieres af det offentlige, kan på bestilling i

digital form gengive artikler fra aviser, tidsskrifter og sam-

leværker, kortere afsnit af bøger og andre udgivne litteræ-

re værker samt illustrationer og noder, som er gengivet i

tilslutning til teksten, såfremt betingelserne for aftalelicens

efter § 50 er opfyldt. Bestemmelsen i 1. pkt. omfatter ikke

udsendelse i radio eller fjernsyn eller tilrådighedsstillelse af

værker på en sådan måde, at almenheden får adgang til dem

på et individuelt valgt sted og tidspunkt, jf. § 2, stk. 4, nr. 1,

2. led.

Stk. 2. ---

Efter § 16 b indsættes før overskriften før § 17:

»Værker, der ikke længere forhandles

§ 16 c.

Offentlige arkiver, biblioteker, museer og film- og ly-

darvsinstitutioner kan foretage eksemplarfremstilling og til-

gængeliggørelse for almenheden af værker, der ikke længere

forhandles, jf. § 16 e stk. 1, og som er en permanent del af

institutionens samling, såfremt betingelserne for aftalelicens

efter § 50 er opfyldt, og såfremt anvendelsen ikke sker i

erhvervsøjemed, jf. dog § 16 e stk. 2. 1. pkt. finder ikke

anvendelse, hvis rettighedshaveren har nedlagt forbud mod

værkets udnyttelse.

Stk. 2.

Anvendelsen af værker efter stk. 1 anses for at finde

sted i Danmark, såfremt det offentlige arkiv, bibliotek, mu-

seum eller film- eller lydarvsinstitution er etableret i Dan-

mark.

§ 16 d.

Findes der ikke en repræsentativ fællesorganisation

for rettighedshaverne, som kan indgå aftaler efter § 16 c, stk.

1, 1. pkt. jf. § 50, kan offentlige arkiver, biblioteker, museer

og film- og lydarvsinstitutioner foretage eksemplarfremstil-

ling og overføring til almenheden af værker, der ikke længe-

re forhandles, jf. § 16 e, stk. 1, og som er en permanent

del af institutionens samling. Dette gælder dog ikke, hvis

rettighedshaveren har nedlagt forbud mod værkets udnyttel-

se. Eksemplarfremstilling og overføring til almenheden af

værker, jf. 1. pkt., må ikke ske i erhvervsøjemed.

§ 16 b, stk. 1,

indsættes efter 1. pkt. som nyt punktum:

»Dette gælder dog ikke, hvis ophavsmanden over for nogen

af de aftalesluttende parter har nedlagt forbud mod værkets

udnyttelse.«

L 125 - 2022-23 (2. samling) - Bilag 1: Høringsnotat, høringssvar og lovforslaget, fra kulturministeren

Stk. 2.

Anvendelsen af værker efter stk. 1 anses for at finde

sted i Danmark, såfremt det offentlige arkiv, bibliotek, mu-

seum eller film- eller lydarvsinstitution er etableret i Dan-

mark.

§ 16 e.

Et værk anses ikke længere som forhandlet, når

det i god tro, og efter der er gjort en rimelig indsats, må

formodes, at hele værket ikke er til rådighed for almenheden

gennem normale handelskanaler.

Stk. 2.

§§ 16 c og 16 d finder ikke anvendelse for sæt af

værker i det omfang, det på baggrund af den rimelige indsats

efter stk. 1 kan bevises, at sådanne sæt overvejende består af

1) værker, som ikke er filmværker eller audiovisuelle vær-

ker, og som først blev udgivet eller, hvis de ikke er udgivet,

først blev udsendt i et tredjeland,

2) filmværker eller audiovisuelle værker, hvis producenter

har deres hovedsæde eller opholdssted i et tredjeland, eller

3) tredjelandsstatsborgeres værker eller andre frembringel-

ser, når ingen medlemsstat eller intet tredjeland har kunnet

fastlægges med en rimelig indsats i henhold til litra 1) eller

2).

Stk. 3.

Uanset stk. 2 finder § 16 c anvendelse, hvis den

relevante kollektive

forvaltningsorganisation er tilstrækkeligt repræsentativ for

rettighedshaverne i det relevante tredjeland.

Stk. 4.

Kulturministeren kan fastsætte nærmere regler om de

krav, der er nødvendige for at fastslå, om der er tale om

værker, der ikke længere forhandles.

§ 16 f.

Anvender et offentligt arkiv, bibliotek, museum eller

film- eller lydarvsinstitution et værk i henhold til § 16 c eller

§ 16 d, skal følgende oplysninger, mindst seks måneder før

værket anvendes, gøres tilgængelige på Portalen for værker,

der ikke længere forhandles:

1) Hvorvidt værkerne er omfattet af licensen i § 16 c eller

undtagelsen i § 16 d.

2) Rettighedshaverens mulighed for at nedlægge forbud.

3) Øvrige oplysninger, der er påkrævet i henhold den regi-

streringsproces, der er fastsat af Den Europæiske Unions

Kontor for Intellektuel Ejendomsret.

Stk. 2.

Så snart det er muligt, og hvor det er relevant, skal

oplysninger om parterne i licensen, de dækkede områder

og anvendelserne som foretages af et offentligt arkiv, bibli-

otek, museum eller film- eller lydarvsinstitution i henhold

til stk. 1, desuden gøre tilgængelige på Portalen for værker,

der ikke længere forhandles. ¬Stk.

Kulturministeren kan

L 125 - 2022-23 (2. samling) - Bilag 1: Høringsnotat, høringssvar og lovforslaget, fra kulturministeren

for at øge den generelle bevidsthed hos rettighedshaverne

om anvendelse af værker og andre frembringelser, der ikke

længere forhandles, fastsætte nærmere regler om yderligere

offentliggørelsesforanstaltninger.«

§ 17. ---

Stk. 3.

Lydoptagelser af udgivne litterære værker må gengi-

ves og spredes til brug for syns- og læsehandicappede, når

det ikke sker i erhvervsøjemed. Ophavsmanden har krav

på vederlag. Kan der ikke opnås enighed om størrelsen af

vederlaget, kan hver af parterne forelægge spørgsmålet for

Ophavsretslicensnævnet, jf. § 47.

§ 47. ---

Stk. 2.

Ophavsretslicensnævnet kan træffe afgørelse i hen-

hold til §§ 13 og 14, § 16 b, § 17 d, stk. 3, § 18, stk. 1, §

24 a, § 29 a, stk. 3, § 30, § 35, stk. 7, § 48, stk. 1 og 2, §

51, stk. 2, § 52 a, stk. 8, § 52 b, stk. 4, § 52 c, stk. 6, § 68,

§ 75 a, stk. 3, og § 75 d. 358 Nævnets afgørelser kan ikke

indbringes for anden administrativ myndighed.

Stk. 3. ---

§ 48.

---

Stk. 2.

Nægter et radio- eller fjernsynsforetagende efter §

69 at give samtykke til, at foretagendets radio- eller fjern-

synsudsendelser optages på en måde, som er omhandlet i §

13, stk. 1, 1. pkt., 2. led, eller § 17, stk. 3, eller kan der

ikke opnås enighed om vilkårene for en sådan optagelse,

kan Ophavsretslicensnævnet på begæring af hver af parterne

meddele den fornødne tilladelse og fastsætte nærmere vilkår

herfor.

Stk. 3.

Bestemmelsen i stk. 2 finder kun anvendelse, hvis

en organisation af ophavsmænd har indgået en aftale, som

omfattes af § 50, jf. § 13, stk. 1, 1. pkt., 2. led, eller § 17,

stk. 3. Bestemmelsen i § 49 finder tilsvarende anvendelse.

§ 50.

Aftalelicens efter §§ 13, 14 og 16 b, § 17, stk. 3, og

§§ 24 a, 29 a, 30, 30 a og 35 kan påberåbes af brugere,

der har indgået en aftale om den pågældende værksudnyttel-

se med en organisation, som omfatter en væsentlig del af

ophavsmændene til en bestemt art af værker, der anvendes i

Danmark.

Stk. 2.

Aftalelicens kan desuden påberåbes af brugere, der

inden for et nærmere defineret område har indgået aftale om

værksudnyttelse med en organisation, der omfatter en væ-

sentlig del af ophavsmændene til en bestemt art af værker,

der anvendes i Danmark på det pågældende område. Dette

gælder dog ikke, hvis ophavsmanden over for nogen af de

aftalesluttende parter har nedlagt forbud mod værkets udnyt-

telse.

Stk. 3. ---

15.

§ 50, stk. 4,

affattes således:

13.

§ 50, stk. 1

ændres »16 b« til: »16 b og c«.

12.

I § 48, stk. 2, og i stk. 3, 1. pkt., udgår », 1. pkt., 2. led«.

10.

§ 17, stk. 3,

indsættes. som

4. pkt.:

»1. pkt. gælder dog ikke, hvis ophavsmanden over for nogen

af de aftalesluttende parter har nedlagt forbud mod værkets

udnyttelse.«

11.

I § 47, stk. 2, 1. pkt., ændres »§§ 13 og 14,« til: »§ 11 c,

stk. 3, § 13, § 13 a, stk. 5, og § 14,« og efter »§ 52 c, stk. 6,«

indsættes: » § 55 b,«.

14.

§ 50, stk. 1

2, 1. pkt.,

ændres »en organisation,

som omfatter en væsentlig del af ophavsmændene« til: »en

forvaltningsorganisation, som er tilstrækkelig repræsentativ

for ophavsmændene,«.

L 125 - 2022-23 (2. samling) - Bilag 1: Høringsnotat, høringssvar og lovforslaget, fra kulturministeren

Stk. 4.

Rettighedshaverorganisationer, som indgår aftaler

omfattet af stk. 1 og 2, skal godkendes af kulturministeren

til at indgå aftaler på nærmere angivne områder. Ministeren

kan bestemme, at en godkendt organisation på visse områder

skal være en fællesorganisation, som omfatter flere organisa-

tioner, der opfylder kravene efter stk. 1 eller 2.

»Stk. 4.

Forvaltningsorganisationer, som indgår aftaler om-

fattet af stk. 1 og 2, skal godkendes af kulturministeren til at

indgå aftaler på nærmere angivne områder. Den godkendte

organisation anses med hensyn til disse aftaler at repræsen-

tere også de i stk. 3 nævnte ophavsmænd. Ministeren kan

bestemme, at en godkendt organisation på visse områder

skal være en fællesorganisation, som omfatter flere organisa-

tioner, der hver anses at opfylde kravene til repræsentativitet

i stk. 1 eller 2.«

16.

§ 50

indsættes efter stk. 4 som nyt stykke:

»Stk. 5.

Godkendte organisationer skal træffe passende be-

kendtgørelsesforanstaltninger, inden værkerne anvendes i

henhold til aftalen, for at oplyse rettighedshaverne om den

kollektive forvaltningsorganisations mulighed for at indgå

aftaler om anvendelse af værker og om rettighedshaverne

mulighed for at nedlægge forbud.«

Stk. 5 bliver herefter stk. 6.

Stk. 5.

Kulturministeren fastsætter nærmere regler om sags-

behandlingen i forbindelse med godkendelsen af de rettig-

hedshaverorganisationer, som er nævnt i stk. 4.

§ 54.

Erhververen har pligt til at udnytte de overdragne

rettigheder. Ophavsmanden kan bringe aftalen til ophør med

6 måneders varsel i det omfang, udnyttelsen ikke er iværksat

inden 3 år efter det tidspunkt, hvor aftalen er opfyldt fra op-

havsmandens side. Dette gælder dog ikke, hvis udnyttelsen

iværksættes inden varslets udløb.

17.

§ 50, stk. 5,

der bliver stk. 6, ændres »rettighedshave-

rorganisationer« til: »forvaltningsorganisationer«.

18.

§ 54, stk. 1, 2. pkt.,

ændres »aftalen« til: »en aftale på

et eksklusivt grundlag«, og »inden 3 år« ændres til: »inden

rimelig tid«.

19.

§ 54, stk. 2,

affattes således:

Stk. 2.

Bestemmelsen i stk. 1 kan ikke fraviges, medmindre

der alene er tale om en ændring af de angivne tidsfrister.

»Stk.

Stk. 1 kan ikke fraviges, medmindre dette følger

af en kollektivt forhandlet aftale. Stk. 1 finder ikke anven-

delse ved overdragelse af ophavsretten til værker i form af

edb-programmer.«

20.

Efter § 54 indsættes før overskriften før § 56:

§ 55.

(Ophævet)

»§

55.

Når ophavsmanden har overdraget ophavsretten helt

eller delvis, har ophavsmanden ret til et passende og for-

holdsmæssig vederlag for udnyttelse af værket.

§ 55 a.

Overdrager ophavsmanden sin ophavsret, jf. § 55,

stk. 1, har ophavsmanden eller dennes repræsentant ret til

at få opdaterede, relevante og fyldestgørende oplysninger

om udnyttelsen værket fra erhververen samt eventuelle ef-

terfølgende erhververe, jf. dog stk. 2. Ophavsmanden eller

dennes repræsentant skal, så længe værket udnyttes, med

en regelmæssighed, der er passende for den relevante sek-

tor, og mindst én gang om året modtage oplysningerne. Op-

lysningerne skal navnlig omfatte udnyttelsesmåder, udnyt-

telsesomfang, alle genererede indtægter og skyldige veder-

lag. Er den administrative byrde ved at give oplysningerne

L 125 - 2022-23 (2. samling) - Bilag 1: Høringsnotat, høringssvar og lovforslaget, fra kulturministeren

uforholdsmæssigt stor, er forpligtelsen begrænset til de op-

lysninger, der med rimelighed kan forventes.

Stk. 2.

Stk. 1 finder ikke anvendelse i det tilfælde, hvor

ophavsmanden har bidraget til et værk, og hvor bidraget

ikke er af væsentlig betydning for værket som helhed, med-

mindre ophavsmanden kan godtgøre, at vedkommende har

brug for oplysningerne for at kunne vurdere, om vederlaget

er uforholdsmæssigt lavt, og specifikt anmoder om oplysnin-

gerne til dette formål, jf. § 55 b.

Stk. 3.

Ophavsmanden eller dennes repræsentant er beretti-

get til at anmode om og modtage yderligere oplysninger

fra efterfølgende erhververe efter stk. 1 i tilfælde, hvor den

oprindelige erhverver ikke er i besiddelse af alle de relevan-

te oplysninger. Ved erhvervelse af ophavsretten er enhver

erhverver forpligtet til at oplyse ophavsmanden eller dennes

repræsentant om efterfølgende erhververes identitet.

Stk. 4.

Enhver anmodning til en underlicenstager i medfør

af stk. 3 og de fra underlicenstageren modtagne oplysninger

skal gå gennem den oprindelige erhverver, medmindre særli-

ge grunde taler imod.

Stk. 5.

For aftaler, der er underlagt eller baseret på kollektivt

forhandlede aftaler, finder gennemsigtighedsreglerne i de re-

levante kollektive aftaler anvendelse, såfremt disse regler

opfylder kriterierne fastsat i stk. 1-4.

§ 55 b.

Findes der ikke nogen kollektivt forhandlet aftale,

der fastsætter en aftalejusteringsordning, der er sammenlig-

nelig med den, der er fastsat efter denne bestemmelse, har

ophavsmanden ret til at kræve yderligere passende og rime-

ligt vederlag fra erhververen, hvis det oprindeligt aftalte ve-

derlag viser sig at være uforholdsmæssigt lavt sammenlignet

med alle de efterfølgende relevante indtægter, som følge af

udnyttelsen af værket.

§ 55 c.

Tvister vedrørende gennemsigtighedsforpligtelsen

efter § 55 a og aftalejusteringsordningen efter § 55 b kan

enhver af parterne indbringes for Ophavsretslicensnævnet,

jf. § 47. Organisationer, som repræsenterer ophavsmænd og

udøvende kunstnere, kan repræsentere disse i sager omfattet

af 1. pkt. Nævnet kan fastsætte vilkårene, herunder vederla-

gets størrelse.

§ 55 d.

§§ 55-55 c kan ikke fraviges til skade for ophavs-

manden. §§ 55-55 c finder ikke anvendelse ved overdragelse

af ophavsretten til værker i form af edb-programmer. §§ 55 a

og 55 b finder ikke anvendelse på aftaler indgået mellem ret-

tighedshavere og kollektive forvaltningsorganisationer eller

uafhængige forvaltningsenheder, jf. lov om kollektiv forvalt-

ning af ophavsret.«

§ 57.

Hvis ophavsmandens vederlag afhænger af erhverve-

rens omsætning, salgstal eller lignende, kan ophavsmanden

kræve, at der sker afregning mindst én gang om året. Op-

21.

§ 57, stk. 1, 2. pkt.

ophæves.

L 125 - 2022-23 (2. samling) - Bilag 1: Høringsnotat, høringssvar og lovforslaget, fra kulturministeren

havsmanden kan ligeledes kræve, at afregningen ledsages af

fyldestgørende oplysninger om de forhold, der har ligget til

grund for vederlagsberegningen.

Stk. 2-3. ---

22.

Efter § 58 a indsættes før overskriften før § 59:

»Forhandlingsordning

§ 58 b.

§ 52, stk. 2-4 og stk. 6 og 7, samt regler udstedt i

medfør heraf, finder tilsvarende anvendelse i tilfælde, hvor

forhandlinger om indgåelse af aftaler med henblik på at

stille audiovisuelle værker til rådighed på video on demand-

tjenester ikke fører til noget resultat.«

§ 65.

---

Stk. 6.

Bestemmelserne i § 2, stk. 2-4, §§ 3, 7, 11 og 11 a,

§ 12, stk. 1, stk. 2, nr. 5, stk. 3, stk. 4, nr. 1, og stk. 5, 1.

pkt., §§ 13, 15, 16, 16 a og 17-17 e, § 18, stk. 1 og 2, § 19,

stk. 1 og 2, og §§ 21, 22, 25, 25 a, 27, 28, 30 a, 31, 34, 35,

39-47, 49-57, 58 a, 61 og 62 finder tilsvarende anvendelse

på udøvende kunstneres fremførelser og optagelser heraf.

§ 66. ---

Stk. 2.

Bestemmelserne i § 2, stk. 2-4, § 7, stk. 1, § 11, stk.

2 og 3, § 11 a, § 12, stk. 1, stk. 2, nr. 5, stk. 3, stk. 4, nr. 1,

og stk. 5, 1. pkt., §§ 13, 15, 16, 16 a og 17-17 e, § 18, stk. 1

og 2, § 19, stk. 1 og 2, og §§ 21, 22, 25, 25 a, 27, 28, 30 a,

31, 34, 35, 39-47 og 49-52 finder tilsvarende anvendelse på

lydoptagelser.

§ 67.

---

Stk. 2.

Bestemmelserne i § 2, stk. 2-4, § 7, stk. 1, § 11, stk. 2

og 3, § 11 a, § 12, stk. 1, stk. 2, nr. 5, stk. 3, stk. 4, nr. 2, og

stk. 5, 1. pkt., §§ 13, 15, 16 og 16 a, § 17, stk. 1 og 3, § 18,

stk. 1 og 2, § 19, stk. 1 og 2, og §§ 22, 25, 25 a, 27, 28, 30 a,

31, 32, 34, 35, 39-47 og 49-52 finder tilsvarende anvendelse

på billedoptagelser.

§ 69.

---

Stk. 3.

Bestemmelserne i § 2, stk. 2-4, § 7, stk. 1, § 11, stk. 2

og 3, § 11 a, § 12, stk. 1, stk. 2, nr. 5, stk. 3, stk. 4, nr. 2, og

stk. 5, 1. pkt., §§ 15-16 a, § 17, stk. 1 og 2, §§ 17 a-17 e, §

19, stk. 1 og 2, §§ 21, 22, 25 og 25 a, § 27, stk. 1 og 3, og §§

28, 31, 32 og 39-46 a finder tilsvarende anvendelse på radio-

og fjernsynsudsendelser.

§ 69 a.

---

Stk. 5.

Bestemmelserne i § 2, stk. 2-4, § 7, stk. 1, § 11,

stk. 2 og 3, § 11 a, § 12, stk. 1, stk. 2, nr. 5, stk. 3, stk. 4,

nr. 1, og stk. 5, 1. pkt., §§ 13, 15-16 b og 17-17 e, § 18,

stk. 1 og 2, § 19, stk. 1 og 2, og §§ 21, 22, 25, 25 a, 27,

28, 29 a, 31 og 49-52 finder tilsvarende anvendelse på de

pressepublikationer, der er nævnt i stk. 1.

§ 70.

---

23.

§ 65, stk. 6,

ændres »11 a« til: »11 a-c«, »§§ 13«

ændres til: »§§ 13 og 13 a« og efter »16 a« indsættes: », 16

c-f«.

24.

§ 66, stk. 2,

ændres »§ 11 a« til: »§§ 11 a-c«, »§§ 13«

ændres til: »§§ 13 og 13 a« og efter »16 a« indsættes: », 16

c-f«.

25.

§ 67, stk. 2,

ændres »§ 11 a« til: »§§ 11 a-c«, »§§ 13«

ændres til: »§§ 13 og 13 a« og »16 a,« ændres til: », 16 a, 16

c–f,«.

26.

§ 69, stk. 3,

ændres »§ 11 a« til: »§§ 11 a-c«, efter »stk.

5, 1. pkt.,« indsættes: » og § 13 a,«, og efter »§§ 15-16 a,«

indsættes: » §§ 16 c-f,«.

27.

§ 69 a, stk. 5,

ændres »§ 11 a« til: »§§ 11 a-c«, »§§ 13«

ændres til: »§§ 13 og 13 a«, og »15-16 b« ændres til: »15-16

f«.

L 125 - 2022-23 (2. samling) - Bilag 1: Høringsnotat, høringssvar og lovforslaget, fra kulturministeren

Stk. 3.

Bestemmelserne i § 2, stk. 2-4, §§ 3, 7, 9, 11 og 11 a,

§ 12, stk. 1, stk. 2, nr. 5, og stk. 3, §§ 13-16 b, § 17, stk. 1 og

3, §§ 17 a-17 e, § 18, stk. 1 og 2, § 19, stk. 1 og 2, §§ 20, 21

og 23, § 24, stk. 1 og 2, og §§ 24 a, 25, 25 a, 27, 28, 30-31,

34, 35, 39-47, 49-58 og 60-62 finder tilsvarende anvendelse

på fotografiske billeder. Er et fotografisk billede genstand

for ophavsret efter § 1, kan denne også gøres gældende.

28.

§ 70, stk. 3,

ændres »og 11 a« til: », 11 a-c«, og »§§

13-16 b« ændres til: »§§ 13-16 f«.

29.

§ 70

indsættes som

stk. 4:

»Stk.

Beskyttelsen i stk. 1 gælder ikke, hvis hovedmotivet

for det fotografiske billede udgør et billedkunstværk, hvor

beskyttelsestiden er udløbet.«

§ 71.

---

Stk. 5.

Bestemmelserne i § 2, stk. 2-4, §§ 6-9, § 11, stk. 2 og

3, § 12, stk. 1, stk. 2, nr. 4, stk. 4, nr. 3, og stk. 5, 2. pkt.,

§§ 13-17 e, § 18, stk. 1 og 2, § 19, stk. 1 og 2, §§ 20-22,

25, 27, 28, 30-32, 34 og 35, § 36, stk. 2 og 3, § 47 og §§

49-52 finder tilsvarende anvendelse på de kataloger, tabeller,

databaser mv., der er nævnt i stk. 1.

Stk. 6. ---

§ 75 d.

Ophavsretslicensnævnet, jf. § 47, stk. 1, kan på be-

gæring pålægge en rettighedshaver, som har gjort brug af de

i § 75 c, stk. 1, nævnte effektive tekniske foranstaltninger, at

stille sådanne midler til rådighed for en bruger, som er nød-

vendige for, at denne kan drage fordel af bestemmelserne i

§§ 15 og 16, § 17, stk. 1, § 17 c, § 18, stk. 1 og 2, § 21, stk.

1, nr. 2, § 23, stk. 1, og §§ 26-28, 31 og 68. Imødekommer

rettighedshaveren ikke pålægget inden 4 uger fra nævnets

afgørelse, kan brugeren uanset bestemmelsen i § 75 c, stk.

1, foretage omgåelse af den tekniske foranstaltning. Bestem-

melserne i 1. og 2. pkt. finder kun anvendelse i forhold til

brugere, som har lovlig adgang til værket eller frembringel-

sen m.v.

Stk. 2-3. ---

32.

Efter § 88 indsættes

i kapitel 8:

»§

88 a.

Anvendelsen af værker og andre frembringelser, der

udelukkende finder sted til undervisningsbrug via sikre elek-

troniske miljøer, skal i overensstemmelse med de nationale

bestemmelser, som gennemfører artikel 5 i direktiv (EU)

2019/790 af 17. april 2019 om ophavsret og beslægtede

rettigheder på det digitale indre marked og om ændring af

direktiv 96/9/EF og 2001/29/EF anses for kun at finde sted i

den medlemsstat, hvor uddannelsesinstitutionen er etableret.

§ 88 b.

Anvendelsen af værker og andre frembringelser

i henhold til undtagelsen eller indskrænkningen i overens-

stemmelse med de nationale bestemmelser, som gennemfø-

rer artikel 8 i direktiv (EU) 2019/790 af 17. april 2019 om

ophavsret og beslægtede rettigheder på det digitale indre

marked og om ændring af direktiv 96/9/EF og 2001/29/EF

31.

§ 75 d, stk. 1, 1. pkt.,

indsættes »efter gjort brug af

de i«: »§ 11 c, stk. 3 eller« og efter »bestemmelserne i«

indsættes: » § 11 c,«.

30.

§ 71, stk. 5,

indsættes efter »§ 11, stk. 2 og 3«: » § 11 b,

§ 11 c, «.

L 125 - 2022-23 (2. samling) - Bilag 1: Høringsnotat, høringssvar og lovforslaget, fra kulturministeren

anses for kun at finde sted i den medlemsstat, hvor den kul-

turarvsinstitution, der foretager anvendelsen, er etableret.«

§ 91.

Bestemmelserne i §§ 54, 55, 56 og 58 finder ikke

anvendelse på aftaler, der er indgået før den 1. juli 1995.

Stk. 2-6. ---

§2

Stk. 1.

Loven træder i kraft den 1. juli 2023.

Stk. 2.

§ 1, nr. 18 og 19, finder ikke anvendelse på aftaler

indgået inden lovens ikrafttræden. For sådanne aftaler finder

de hidtidige gældende regler anvendelse.

Stk. 3.

§§ 55 og 55 a, som affattet ved denne lovs § 1, nr.

20, finder ikke anvendelse på aftaler indgået inden 1. juli

2023. For sådanne aftaler finder de hidtil gældende regler

anvendelse. Ophavsmanden har i spørgsmål om aftalejuste-

ring, jf. § 55 b affattet ved denne lovs § 1, nr. 20, for aftaler,

der er indgået inden lovens ikrafttræden, dog tidligst 1. juli

2018, efter anmodning ret til oplysningerne for at kunne

vurdere, om vederlaget har været uforholdsmæssigt lavt og

derfor specifikt anmoder om oplysningerne til dette formål.

Stk. 4

Regler fastsat i medfør af § 50, stk. 5 jf. lov nr. 1144

af 23. oktober 2014, forbliver i kraft, indtil de ophæves eller

afløses af forskrifter udstedt i medfør af § 50, stk. 6.

§3

Loven gælder ikke for Færøerne og Grønland, men kan ved

kongelig anordning helt eller delvis sættes i kraft for Grøn-

land med de ændringer, som de grønlandske forhold tilsiger.

33.

§ 91 stk. 1,

udgår »55,«.

L 125 - 2022-23 (2. samling) - Bilag 1: Høringsnotat, høringssvar og lovforslaget, fra kulturministeren

Bilag 2

EUROPA-PARLAMENTETS OG RÅDETS DIREKTIV (EU) 2019/790

af 17. april 2019

om ophavsret og beslægtede rettigheder på det digitale indre marked og om ændring af direktiv

96/9/EF og 2001/29/EF

(EØS-relevant tekst)

EUROPA-PARLAMENTET OG RÅDET FOR DEN EUROPÆISKE UNION HAR —

under henvisning til traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde, særlig artikel 53, stk. 1, og

artikel 62 og 114,

under henvisning til forslag fra Europa-Kommissionen,

efter fremsendelse af udkast til lovgivningsmæssig retsakt til de nationale parlamenter,

under henvisning til udtalelse fra Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg

under henvisning til udtalelse fra Regionsudvalget

efter den almindelige lovgivningsprocedure

, og

og ud fra følgende betragtninger:

(1) Traktaten om Den Europæiske Union (TEU) foreskriver oprettelse af et indre marked og indførelse

af en ordning, der sikrer, at konkurrencen i det indre marked ikke fordrejes. Yderligere harmonisering af

medlemsstaternes regler om ophavsret og beslægtede rettigheder bør bidrage til at opnå disse mål.

(2) De direktiver, der er vedtaget vedrørende ophavsret og beslægtede rettigheder, bidrager til det indre

markeds funktion, giver et højt niveau af beskyttelse for rettighedshavere, letter processen for clearing af

rettigheder og danner en ramme for udnyttelsen af de værker og andre frembringelser, som er beskyttet

af disse rettigheder. Denne harmoniserede retlige ramme bidrager til et velfungerende indre marked og

fremmer innovation, kreativitet, investeringer og produktion af nyt indhold, også i det digitale miljø,

med henblik på at undgå fragmentering af det indre marked. Den beskyttelse, som den retlige ramme

giver, bidrager også til Unionens mål om at respektere og fremme kulturel mangfoldighed og samtidig

fremhæve den fælles europæiske kulturarv. Ifølge artikel 167, stk. 4, i traktaten om Den Europæiske

Unions funktionsmåde skal Unionen tage hensyn til de kulturelle aspekter i sin indsats.

(3) Den hurtige teknologiske udvikling fortsætter med at ændre den måde, hvorpå værker og andre

frembringelser skabes, produceres, distribueres og udnyttes. Der dukker hele tiden nye forretningsmo-

deller og nye aktører op. Den relevante lovgivning skal være fremtidssikret for ikke at begrænse den

teknologiske udvikling. De mål og principper, der er fastlagt i Unionens ophavsretlige rammer, er fortsat

velfunderede. Der er imidlertid fortsat retsusikkerhed for både rettighedshavere og brugere med hensyn til

visse anvendelser af værker og andre frembringelser i det digitale miljø, herunder grænseoverskridende

anvendelser. Som angivet i Kommissionens meddelelse af 9. december 2015 med titlen »På vej mod

en tidssvarende, mere europæisk ramme for ophavsret«, er det på nogle områder nødvendigt at tilpasse

og supplere den eksisterende EU-ramme for ophavsret og samtidig opretholde et højt beskyttelsesniveau

L 125 - 2022-23 (2. samling) - Bilag 1: Høringsnotat, høringssvar og lovforslaget, fra kulturministeren

for ophavsret og beslægtede rettigheder. I dette direktiv fastsættes der regler for tilpasningen af visse

undtagelser og indskrænkninger til ophavsret og beslægtede rettigheder til digitale og grænseoverskriden-

de miljøer samt foranstaltninger til at lette visse licenspraksisser, navnlig, men ikke kun, hvad angår

udbredelsen af værker og andre frembringelser, der ikke længere forhandles, og tilgængeligheden af

audiovisuelle værker online på video on demand-platforme med henblik på at sikre bredere adgang til

indhold. Det indeholder også regler, der skal lette anvendelsen af indhold i det offentlige domæne. For at

skabe en velfungerende og retfærdig markedsplads for ophavsret bør der også være regler om rettigheder

i publikationer, om udbydere af onlinetjenesters anvendelse af værker eller andre frembringelser, når

disse udbydere lagrer og giver adgang til indhold uploadet af brugerne, om gennemsigtigheden i ophavs-

mænds og udøvende kunstneres aftaler og om ophavsmænds og udøvende kunstneres vederlag samt en

mekanisme for tilbagekaldelse af rettigheder, som ophavsmænd og udøvende kunstnere har overdraget på

et eksklusivt grundlag.

Dette direktiv bygger på og supplerer reglerne i de gældende direktiver på dette område, navnlig Euro-

paParlamentets og Rådets direktiv 96/9/EF

, 2000/31/EF

, 2001/29/EF

, 2006/115/EF

, 2009/24/EF

2012/28/EU

og 2014/26/EU

10)

(5) Inden for områderne forskning, innovation, uddannelse og bevarelse af kulturarven giver digitale

teknologier mulighed for nye former for anvendelse, der ikke klart er omfattet af de eksisterende EU-

regler om undtagelser og indskrænkninger. Derudover kan den frivillige karakter af de undtagelser og

indskrænkninger, som er fastlagt i direktiv 96/9/EF, 2001/29/EF og 2009/24/EF på disse områder, have en

negativ indvirkning på det indre markeds funktion. Dette er især relevant for grænseoverskridende anven-

delser, som bliver stadig vigtigere i det digitale miljø. De eksisterende undtagelser og indskrænkninger i

EU-retten, som vedrører videnskabelig forskning, innovation, undervisning og bevarelse af kulturarven,

bør derfor vurderes på ny i lyset af disse nye anvendelser. Der bør indføres obligatoriske undtagelser

eller indskrænkninger for anvendelse af teknologier til tekst- og datamining, illustration i forbindelse

med undervisning i det digitale miljø og for bevarelse af kulturarven. De eksisterende undtagelser og

indskrænkninger i EU-retten bør fortsat gælde, herunder inden for tekst- og datamining, uddannelse og

aktiviteter inden for bevarelse, så længe de ikke begrænser anvendelsesområdet for de obligatoriske

undtagelser eller indskrænkninger, som er fastsat i dette direktiv, og som skal gennemføres af medlems-

staterne i deres nationale ret. Direktiv 96/9/EF og 2001/29/EF bør derfor ændres.

(6) De undtagelser og indskrænkninger, der er fastsat i dette direktiv, har til formål at skabe en rimelig

balance mellem ophavsmænds og andre rettighedshaveres rettigheder og interesser på den ene side og

brugernes på den anden side. De kan kun anvendes i visse specielle tilfælde, der ikke strider mod den

normale udnyttelse af værker eller andre frembringelser og ikke indebærer urimelig skade for rettigheds-

havernes legitime interesser.

(7) Den beskyttelse af tekniske foranstaltninger, der er fastsat i direktiv 2001/29/EF, er fortsat afgørende

for at sikre beskyttelse og effektiv udøvelse af de rettigheder, der er indrømmet ophavsmænd og andre

rettighedshavere i henhold til EU-retten. En sådan beskyttelse bør opretholdes, samtidig med at det

sikres, at anvendelsen af tekniske foranstaltninger ikke forhindrer udnyttelsen af de undtagelser og

indskrænkninger, der er fastlagt i dette direktiv. Rettighedshavere bør have muligheden for at sikre dette

via frivillige foranstaltninger. De bør frit kunne vælge den rette metode til at sætte dem, der er begunstiget

af de undtagelser og indskrænkninger, der er fastsat i dette direktiv, i stand til at drage fordel heraf. Hvor

der ikke er truffet frivillige foranstaltninger, bør medlemsstaterne træffe passende foranstaltninger i

L 125 - 2022-23 (2. samling) - Bilag 1: Høringsnotat, høringssvar og lovforslaget, fra kulturministeren

overensstemmelse med artikel 6, stk. 4, første afsnit, i direktiv 2001/29/EF, herunder i tilfælde, hvor

værker og andre frembringelser stilles til rådighed gennem on demandtjenester.

(8) Nye teknologier muliggør automatisk computeranalyse af information i digital form, f.eks. tekst,

lyd, billeder og data, almindelig kendt som tekst- og datamining. Tekst- og datamining gør det muligt

at behandle store mængder af information med det formål at opnå ny viden og finde frem til nye

tendenser. Tekst- og dataminingteknologier er vidt udbredte inden for den digitale økonomi, men det

anerkendes bredt, at de især kan være til nytte på forskningsområdet og derved støtte innovation. Sådan-

ne teknologier gavner universiteter og andre forskningsinstitutioner samt kulturarvsinstitutioner, da de

også kan udføre forskning som led i deres hovedaktiviteter. I Unionen oplever sådanne organisationer

og institutioner imidlertid retsusikkerhed med hensyn til, i hvilket omfang de kan foretage tekst- og

datamining af indhold. I visse tilfælde kan tekst- og datamining være forbundet med handlinger, som

er underlagt ophavsretlig beskyttelse, sui generis-retten om databaser eller begge dele, hvilket navnlig

gælder reproduktion af værker eller andre frembringelser, udtræk af indhold fra en database eller begge

dele, f.eks. når data normaliseres i løbet af tekst- og dataminingprocessen. Hvis ingen undtagelse eller

indskrænkning finder anvendelse, skal der indhentes tilladelse til at foretage sådanne handlinger fra

rettighedshaveren.

(9) Tekst- og datamining kan også foretages i forhold til rene fakta eller data, som ikke er ophavsretligt

beskyttet, og i sådanne tilfælde kræves der ingen tilladelse i henhold til ophavsretten. Der kan også være

tilfælde af tekst- og datamining, som ikke indebærer reproduktion, eller hvor de foretagne reproduktioner

er omfattet af den obligatoriske undtagelse for midlertidige reproduktionshandlinger, som er fastsat i

artikel 5, stk. 1, i direktiv 2001/29/EF, og som fortsat bør finde anvendelse på teknikker til tekst- og data-

mining, der ikke medfører oprettelse af kopier, der falder uden for denne undtagelses anvendelsesområde.

(10) EU-retten indeholder visse undtagelser og indskrænkninger for anvendelser med henblik på vi-

denskabelig forskning, som muligvis finder anvendelse på tekst- og datamining. Disse undtagelser og

indskrænkninger er imidlertid valgfri og ikke fuldt ud tilpasset til anvendelsen af teknologier inden for

videnskabelig forskning. Har forskere lovlig adgang til indhold, f.eks. via abonnementer til publikationer

eller open access-licenser, kan licensbetingelserne desuden udelukke tekst- og datamining. Da forskning

i stigende grad udføres ved hjælp af digital teknologi, er der en risiko for, at Unionens konkurrencemæs-

sige position inden for forskning vil blive påvirket negativt, medmindre der tages skridt til at afhjælpe

retsusikkerheden vedrørende tekst- og datamining.

(11) Denne retsusikkerhed vedrørende tekst- og datamining bør afhjælpes ved at fastlægge en obligatorisk

undtagelse for universiteter og andre forskningsinstitutioner samt for kulturarvsinstitutioner fra eneretten

til reproduktion og retten til at forhindre udtræk fra en database. I tråd med den eksisterende EU-forsk-

ningspolitik, der tilskynder universiteter og forskningsinstitutter til at samarbejde med den private sektor,

bør forskningsinstitutioner også være omfattet af en sådan undtagelse, når de udfører deres forskningsak-

tiviteter inden for rammerne af offentligprivate partnerskaber. Selv om denne undtagelse fortsat kun bør

gælde for forskningsinstitutioner og kulturarvsinstitutioner, bør de også kunne lade deres private partnere

foretage tekst- og datamining, herunder ved at benytte deres teknologiske værktøjer.

(12) Forskningsinstitutionerne i Unionen omfatter en bred vifte af forskellige enheder, hvis primære mål

er at udføre videnskabelig forskning eller at gøre dette i kombination med ydelsen af uddannelsesmæssige

tjenester. Begrebet »videnskabelig forskning« som omhandlet i dette direktiv bør anses for at dække både

natur- og humanvidenskab. På grund af mangfoldigheden blandt sådanne enheder er det vigtigt at have

L 125 - 2022-23 (2. samling) - Bilag 1: Høringsnotat, høringssvar og lovforslaget, fra kulturministeren

en fælles forståelse af begrebet »forskningsinstitution«. Det bør f.eks. ud over universiteter eller andre

højere uddannelsesinstitutioner og deres biblioteker også dække enheder såsom forskningsinstitutter og

hospitaler, der bedriver forskning. Selv om forskningsinstitutionerne i medlemsstaterne har forskellige

retlige former og strukturer, har de generelt det til fælles, at de enten handler uden sigte på fortjeneste

eller med henblik på at opfylde almennyttige opgaver, der anerkendes af staten. En sådan almennyttig

opgave kan f.eks. være afspejlet i offentlig finansiering eller i bestemmelser i national ret eller offentlige

kontrakter. Omvendt bør institutioner ikke betragtes som forskningsinstitutioner inden for rammerne af

dette direktiv, når kommercielle foretagender på grund af strukturelle forhold såsom i deres egenskab

af aktionærer eller medlemmer har en afgørende indflydelse på dem, der gør det muligt for sådanne

foretagender at udøve kontrol, idet dette kan medføre privilegeret adgang til forskningsresultater.

(13) Ved kulturarvsinstitutioner bør forstås offentligt tilgængelige biblioteker og museer uanset typen af

værker eller andre frembringelser, som de har i deres permanente samlinger, samt arkiver og film- eller

lydarvsinstitutioner. De bør anses for at. omfatte bl.a. nationale biblioteker og nationale arkiver og, for

så vidt angår deres arkiver og offentligt tilgængelige biblioteker, uddannelsesinstitutioner, forskningsorga-

nisationer og public service radio- og TV-foretagender.

(16) Med henblik på et potentielt højt antal anmodninger om adgang til og download af deres værker

eller andre frembringelser bør det være tilladt rettighedshaverne at træffe foranstaltninger, når der er

risiko for, at sikkerheden eller integriteten af deres systemer eller databaser kan bringes i fare. Sådanne

foranstaltninger kan f. eks. gå ud på at sikre, at kun personer, der har lovlig adgang til deres data, kan

tilgå dem, herunder gennem IPadressevalidering eller brugerautentificering. Disse foranstaltninger bør stå

i forhold til de involverede risici, bør ikke gå videre, end hvad der er nødvendigt for at forfølge målet

om at garantere systemets sikkerhed og integritet, og bør ikke underminere den effektive anvendelse af

undtagelsen.

(14) Forskningsorganisationer og kulturarvsinstitutioner, herunder de hertil knyttede personer, bør være

omfattet af undtagelsen for tekst- og datamining for så vidt angår indhold, som de har lovlig adgang

til. Lovlig adgang bør forstås som adgang til indhold baseret på en open access-politik eller på kon-

traktlige aftaler mellem rettighedshavere og forskningsinstitutioner eller kulturarvsinstitutioner såsom

abonnementer eller andre lovlige metoder. Hvis for eksempel forsknings- eller kulturarvsinstitutioner

tegner et abonnement, bør hertil knyttede personer, der er omfattet af abonnementet, anses for at have

lovlig adgang. Lovlig adgang bør også omfatte adgang til indhold, som er frit tilgængeligt online.

(15) Forsknings- og kulturarvsinstitutioner kan i visse tilfælde, f.eks. med henblik på efterfølgende

verifikation af videnskabelige forskningsresultater, have behov for at opbevare kopier, der er fremstil-

let i henhold til undtagelsen for tekst- og datamining. I så fald bør kopierne opbevares under sikre

forhold. Medlemsstaterne bør frit kunne beslutte på nationalt plan og efter drøftelser med de relevante

interessenter at fastlægge yderligere konkrete ordninger for opbevaring af kopier, herunder kunne udpege

betroede organer til at varetage en sådan opbevaring. For ikke at begrænse anvendelsen af undtagelsen

unødigt bør sådanne ordninger være forholdsmæssige og begrænset til, hvad der er nødvendigt for at

opbevare kopierne på en sikker måde og forhindre uautoriseret anvendelse. Anvendelse med henblik

på anden videnskabelig forskning end tekst- og datamining, såsom videnskabelig peer review og fælles

forskning, bør fortsat i relevant omfang være omfattet af den undtagelse eller indskrænkning, der er

omhandlet i artikel 5, stk. 3, litra a), i direktiv 2001/29/EF.

L 125 - 2022-23 (2. samling) - Bilag 1: Høringsnotat, høringssvar og lovforslaget, fra kulturministeren

(16) Med henblik på et potentielt højt antal anmodninger om adgang til og download af deres værker

eller andre frembringelser bør det være tilladt rettighedshaverne at træffe foranstaltninger, når der er

risiko for, at sikkerheden eller integriteten af deres systemer eller databaser kan bringes i fare. Sådanne

foranstaltninger kan f. eks. gå ud på at sikre, at kun personer, der har lovlig adgang til deres data, kan

tilgå dem, herunder gennem IPadressevalidering eller brugerautentificering. Disse foranstaltninger bør stå

i forhold til de involverede risici, bør ikke gå videre, end hvad der er nødvendigt for at forfølge målet

om at garantere systemets sikkerhed og integritet, og bør ikke underminere den effektive anvendelse af

undtagelsen.

(17) I betragtning af undtagelsens karakter og omfang, som er begrænset til enheder, der bedriver viden-

skabelig forskning, ville enhver potentiel skade for rettighedshavere som følge af denne undtagelse være

minimal. Medlemsstaterne bør derfor ikke fastsætte bestemmelser om kompensation til rettighedshavere

for anvendelser i henhold til de undtagelser for tekst- og datamining, som indføres med dette direktiv.

(17) I betragtning af undtagelsens karakter og omfang, som er begrænset til enheder, der bedriver viden-

skabelig forskning, ville enhver potentiel skade for rettighedshavere som følge af denne undtagelse være

minimal. Medlemsstaterne bør derfor ikke fastsætte bestemmelser om kompensation til rettighedshavere

for anvendelser i henhold til de undtagelser for tekst- og datamining, som indføres med dette direktiv.

(18) Tekst- og dataminingteknikker har ikke kun betydning inden for videnskabelig forskning, men

anvendes også i vid udstrækning af både private og offentlige enheder til at analysere store mængder

data inden for forskellige områder af livet og til forskellige formål, herunder i forbindelse med offentlige

tjenester, komplekse forretningsmæssige beslutninger og udvikling af nye applikationer eller teknolo-

gier. Rettighedshavere bør fortsat kunne udstede licenser til anvendelser af deres værker eller andre

frembringelser, der falder uden for anvendelsesområdet for den i dette direktiv fastsatte obligatoriske

undtagelse for tekst- og datamining med henblik på videnskabelig forskning og for de eksisterende

undtagelser og indskrænkninger, der er fastsat i direktiv 2001/29/EF. Samtidig bør der tages højde for den

retsusikkerhed, der hersker om, hvorvidt brugere af tekst- og datamining kan foretage reproduktioner og

udtræk af lovligt tilgåede værker eller andre frembringelser med tekstog datamining for øje, navnlig når

de reproduktioner eller udtræk, der foretages med henblik på den tekniske proces, ikke opfylder alle be-

tingelserne i den eksisterende undtagelse for midlertidige reproduktionshandlinger fastsat i artikel 5, stk.

1, i direktiv 2001/29/EF. For at skabe større retssikkerhed i sådanne tilfælde og fremme innovation også

i den private sektor bør dette direktiv på visse betingelser fastsætte en undtagelse eller indskrænkning for

reproduktioner og udtræk af værker eller andre frembringelser med henblik på tekst- og datamining og

tillade, at kopier opbevares, så længe det er nødvendigt for disse tekst- og dataminingformål.

Denne undtagelse eller indskrænkning bør kun gælde, så længe værket eller den anden frembringelse er

tilgået på lovlig vis, herunder når værket eller frembringelsen stilles til rådighed for almenheden online,

og i det omfang rettighedshaverne ikke på passende vis har forbeholdt sig retten til at foretage reproduk-

tioner og udtræk til tekstog dataminingformål. For så vidt angår indhold, der er stillet til rådighed for

almenheden online, bør det kun anses for passende at forbeholde sig disse rettigheder på en maskinlæsbar

måde, herunder i metadata og i vilkår og betingelser for brug af et websted eller en tjeneste. Andre

anvendelser bør ikke berøres af forbeholdet for rettigheder med henblik på tekst- og datamining. I andre

tilfælde kan det være passende at forbeholde sig rettighederne på anden måde, såsom i kontraktmæssige

aftaler eller ved en ensidig erklæring. Rettighedshavere bør kunne træffe foranstaltninger til at sikre, at

deres forbehold i denne henseende respekteres. Denne undtagelse eller indskrænkning bør ikke berøre den

obligatoriske undtagelse for tekst- og datamining med henblik på videnskabelig forskning, som er fastsat

L 125 - 2022-23 (2. samling) - Bilag 1: Høringsnotat, høringssvar og lovforslaget, fra kulturministeren

i dette direktiv, eller den eksisterende undtagelse for midlertidige reproduktionshandlinger fastsat i artikel

5, stk. 1, i direktiv 2001/29/EF.

(19) Artikel 5, stk. 3, litra a), i direktiv 2001/29/EF tillader medlemsstaterne at indføre en undtagelse

fra eller indskrænkning i retten til reproduktion, overføring til almenheden og tilrådighedsstillelse for

almenheden af værker eller andre frembringelser på en sådan måde, at almenheden får adgang til dem

på et individuelt valgt sted og tidspunkt, hvis der udelukkende er tale om anvendelse til anskueliggørelse

i forbindelse med undervisning. Derudover tillader artikel 6, stk. 2, litra b), og artikel 9, litra b), i

direktiv 96/9/EF anvendelse af en database og udtræk af en væsentlig del af indholdet til anskueliggørelse

i forbindelse med undervisning. I hvilket omfang disse undtagelser eller indskrænkninger gælder for

digitale anvendelser, er uklart. Desuden er det uklart, hvorvidt disse undtagelser eller indskrænkninger

også gælder i tilfælde, hvor undervisningen foregår online og som fjernundervisning. Endvidere giver

den nuværende retlige ramme ikke mulighed for en grænseoverskridende virkning. Denne situation kan

hæmme udviklingen af digitale undervisningsmetoder og fjernundervisning. Det er derfor nødvendigt

at indføre en ny obligatorisk undtagelse eller indskrænkning for at sikre, at uddannelsesinstitutioner er

garanteret fuld retssikkerhed, når de anvender værker eller andre frembringelser i digitale aktiviteter,

herunder online og på tværs af grænser.

(20) Mens fjernundervisning og grænseoverskridende uddannelsesprogrammer hovedsagelig udvikles på

videregående niveau, anvendes digitale værktøjer og ressourcer i stigende grad på alle uddannelsesni-

veauer, især for at forbedre og berige undervisningsoplevelsen. Undtagelsen eller indskrænkningen i dette

direktiv bør derfor komme uddannelsesinstitutioner, der er anerkendt af en medlemsstat, til gode, herun-

der dem der er involveret på det primære og sekundære trin samt de erhvervsfaglige og videregående

uddannelser. Den bør dog kun gælde i det omfang, anvendelserne inden for en konkret uddannelsesaktivi-

tet har et ikkekommercielt formål. En uddannelsesinstitutions organisatoriske struktur og finansiering bør

ikke være afgørende for bedømmelsen af, om aktiviteten er af ikkekommerciel karakter.

(21) Undtagelsen eller indskrænkningen i dette direktiv for anvendelser, der udelukkende tjener til

anskueliggørelse i forbindelse med undervisning, bør forstås således, at den omfatter digital anvendelse

af værker eller andre frembringelser for at understøtte, berige eller supplere undervisningen, herunder

læringsaktiviteter. Undtagelsen eller indskrænkningen bør kun omfatte distribution af software i det om-

fang, der er tale om digital overførsel af software. I de fleste tilfælde indebærer begrebet anskueliggørelse

derfor, at der kun anvendes dele eller uddrag af værker, og at dette ikke træder i stedet for indkøb

af materialer, der primært er beregnet til uddannelsesmarkedet. I forbindelse med gennemførelsen af

undtagelsen eller indskrænkningen bør medlemsstaterne, for så vidt angår de forskellige typer af værker

eller andre frembringelser, på en afbalanceret måde frit kunne præcisere den andel af et værk eller en

anden frembringelse, som kan anvendes i forbindelse med undervisning med anskueliggørelse som eneste

formål. Undtagelsen eller indskrænkningen bør forstås således, at den omfatter anvendelser, der tilgodeser

de specifikke tilgængelighedsbehov for personer med et handicap for så vidt angår anskueliggørelse i

forbindelse med undervisning.

(22) Anvendelse af værker eller andre frembringelser i henhold til undtagelsen eller indskrænkningen

udelukkende med henblik på anskueliggørelse i forbindelse med undervisning, bør kun ske i forbindelse

med undervisningseller læringsaktiviteter, der udfoldes under uddannelsesinstitutioners ansvar, herunder

i forbindelse med eksaminer eller undervisningsaktiviteter, der foregår uden for uddannelsesinstitutionen,

f.eks. på et museum, et bibliotek eller i en anden kulturarvsinstitution, og bør være begrænset til, hvad

der er nødvendigt for at udføre sådanne aktiviteter. Undtagelsen eller indskrænkningen bør omfatte både

L 125 - 2022-23 (2. samling) - Bilag 1: Høringsnotat, høringssvar og lovforslaget, fra kulturministeren

anvendelser af værker eller andre frembringelser, der foregår i klasseværelset eller andetsteds ved hjælp

af digitale hjælpemidler, f.eks. elektroniske whiteboards eller digitale apparater, som kan være forbundet

til internettet, og anvendelser, der foregår på afstand gennem sikre elektroniske miljøer, såsom i forbin-

delse med onlineundervisning eller onlineadgang til undervisningsmateriale, der supplerer et konkret

kursus. Sikre elektroniske miljøer bør forstås som digitale undervisnings- og læringsmiljøer, hvortil kun

en uddannelsesinstitutions undervisningspersonale og de elever eller studerende, der er indskrevet på en

uddannelse, har adgang, navnlig gennem passende, herunder passwordbaserede, autentifikationsprocedu-

rer.

(23) Forskellige ordninger, der bygger på gennemførelsen af den undtagelse eller indskrænkning, der

er fastlagt ved direktiv 2001/29/EF, eller på licensaftaler, der omfatter videre anvendelser, er indført

i en række medlemsstater med henblik på at lette den uddannelsesmæssige anvendelse af værker og

andre frembringelser. Sådanne ordninger er normalt blevet oprettet under hensyntagen til behovene hos

uddannelsesinstitutionerne og på de forskellige niveauer i uddannelsessektoren. Det er afgørende at

harmonisere omfanget af den nye obligatoriske undtagelse eller indskrænkning i forbindelse med digitale

anvendelser og grænseoverskridende undervisningsaktiviteter, men ordningerne for gennemførelse kan

variere fra en medlemsstat til en anden, så længe de ikke hindrer den effektive anvendelse af undtagelsen

eller indskrænkningen eller grænseoverskridende anvendelser. Medlemsstaterne bør f.eks. fortsat frit

kunne kræve, at anvendelsen af værker eller andre frembringelser respekterer ophavsmænds og udøvende

kunstneres ideelle rettigheder. Dette bør gøre det muligt for medlemsstaterne at bygge videre på de

eksisterende nationalt indførte ordninger. Medlemsstaterne kan navnlig beslutte at gøre anvendelsen af

undtagelsen eller indskrænkningen helt eller delvis afhængig af besiddelsen af passende licenser, der

omfatter mindst de samme anvendelser som dem, der tillades i henhold til undtagelsen eller indskrænk-

ningen. Såfremt licenserne kun delvist dækker de anvendelser, som er tilladt i henhold til undtagelsen

eller indskrænkningen, bør medlemsstaterne sikre, at alle de øvrige anvendelser er omfattet af undtagelsen

eller indskrænkningen.

Medlemsstaterne kan f.eks. benytte denne mekanisme til at give forrang til licenser til materialer, der

primært er beregnet til uddannelsesmarkedet eller licenser til partiturer. Med henblik på at undgå, at det

forhold, at anvendelsen af undtagelsen betinges af besiddelsen af licenser, fører til retsusikkerhed eller

en administrativ byrde for uddannelsesinstitutionerne, bør de medlemsstater, der vælger en sådan metode,

træffe konkrete foranstaltninger til at sikre, at licensordninger, der tillader digital anvendelse af værker

eller andre frembringelser til undervisningsbrug, er let tilgængelige, og at uddannelsesinstitutionerne

er klar over eksistensen af sådanne licensordninger. Sådanne licensordninger bør tilgodese uddannelses-

institutionernes behov. Der kan også udvikles informationsværktøjer, der har til formål at sikre, at de

eksisterende licensordninger er synlige. Sådanne ordninger kan f.eks. være baseret på kollektive licenser

eller udvidede kollektive licenser for at undgå, at uddannelsesinstitutioner skal forhandle individuelt med

rettighedshaverne. Af hensyn til retssikkerheden bør medlemsstaterne præcisere, på hvilke betingelser

en uddannelsesinstitution kan anvende beskyttede værker eller andre frembringelser i henhold til denne

undtagelse, og omvendt, hvornår den skal handle inden for rammerne af en licensordning.

(24) Medlemsstaterne bør fortsat frit kunne bestemme, at rettighedshaverne skal have en rimelig kom-

pensation for digitale anvendelser af deres værker eller andre frembringelser i henhold til undtagelsen

eller indskrænkningen i dette direktiv for anvendelse til anskueliggørelsesformål i forbindelse med under-

visning. Ved fastsættelsen af den mulige størrelse af rimelig kompensation bør der bl.a. tages behørigt

hensyn til medlemsstaternes uddannelsesmæssige mål og til den skade, rettighedshaverne påføres. Med-

L 125 - 2022-23 (2. samling) - Bilag 1: Høringsnotat, høringssvar og lovforslaget, fra kulturministeren

lemsstater, der beslutter sig for at sikre en rimelig kompensation, bør tilskynde til brug af ordninger, som

ikke påfører uddannelsesinstitutionerne en administrativ byrde.

(25) Kulturarvsinstitutioner arbejder for at bevare deres samlinger til fremtidige generationer. En handling

til bevarelse af et værk eller en anden frembringelse, som indgår i en kulturarvsinstitutions samling, kan

kræve en reproduktion og dermed tilladelse fra de relevante rettighedshavere. De digitale teknologier

giver nye muligheder for at bevare kulturarven i disse samlinger, men de skaber også nye udfordringer. I

betragtning af disse nye udfordringer er det nødvendigt at tilpasse den eksisterende retlige ramme ved

at fastlægge en obligatorisk undtagelse fra retten til reproduktion for at tillade sådanne institutioner at

foretage sådanne former for bevarelse.

(26) Eksistensen af forskellige tilgange i medlemsstaterne til kulturarvsinstitutioners reproduktionshand-

linger i bevaringsøjemed er til hinder for sådanne institutioners grænseoverskridende samarbejde, fælles

udnyttelse af bevaringsmidler og oprettelse af grænseoverskridende bevaringsnetværk på det indre mar-

ked, hvilket fører til ineffektiv anvendelse af ressourcer. Dette kan have negativ indvirkning på bevarelsen

af kulturarven.

(27) Der bør derfor stilles krav til medlemsstaterne om at tillade en undtagelse, der gør det muligt for

kulturarvsinstitutioner at reproducere værker og andre frembringelser, der er en permanent del af deres

samlinger, med henblik på bevarelse, f.eks. i forbindelse med forældet teknologi eller nedslidningen af

de oprindelige støttestrukturer eller for at forsikre sådanne værker og andre frembringelser. En sådan

undtagelse bør gøre det muligt at lave kopier ved hjælp af de korrekte bevaringsværktøjer, -midler

eller -teknologier, i ethvert format og på ethvert medium, i det påkrævede antal, på et hvilket som

helst tidspunkt i et værks eller en anden frembringelses levetid samt i det omfang, det er nødvendigt i

bevaringsøjemed. Reproduktionshandlinger, der foretages af kulturarvsinstitutioner til andre formål end

bevaring af værker og andre frembringelser i deres permanente samlinger, bør fortsat være betinget af ret-

tighedshavernes tilladelse, medmindre de er tilladt i henhold til andre undtagelser eller indskrænkninger i

EU-retten.

(28) Kulturarvsinstitutioner har ikke nødvendigvis de tekniske midler eller den tekniske ekspertise til

selv at udføre de handlinger, der er nødvendige for at bevare deres samlinger, navnlig i det digitale

miljø, og kan derfor gøre brug af bistand fra andre kulturinstitutioner og andre tredjeparter med henblik

herpå. Kulturarvsinstitutioner bør inden for rammerne af denne undtagelse med henblik på bevarelse som

fastsat i dette direktiv kunne lade tredjeparter, herunder sådanne, der er baseret i andre medlemsstater,

fremstille kopier på deres vegne og på deres ansvar.

(29) Inden for rammerne af dette direktiv bør værker og andre frembringelser betragtes som en permanent

del af en kulturarvsinstitutions samling, når kopier af sådanne værker eller andre frembringelser ejes eller

permanent opbevares af den pågældende institution, f.eks. som følge af en overdragelse af ejendomsret

eller en licensaftale, afleveringspligt eller permanente opbevaringsordninger.

(30) Kulturarvsinstitutioner bør nyde godt af en klar ramme for digitalisering og formidling af værker

eller andre frembringelser, der i henhold til dette direktiv anses for ikke længere at være i handel. De

særlige karakteristika ved samlingerne af værker eller andre frembringelser, der ikke længere forhandles,

og det antal værker og andre frembringelser, der er involveret i massedigitaliseringsprojekter, betyder

imidlertid, at det kan være meget vanskeligt at indhente den forudgående tilladelse hos de enkelte rettig-

hedshavere. Dette kan eksempelvis skyldes værkernes eller frembringelsernes alder, deres begrænsede

L 125 - 2022-23 (2. samling) - Bilag 1: Høringsnotat, høringssvar og lovforslaget, fra kulturministeren

100

kommercielle værdi eller den omstændighed, at de aldrig har været tiltænkt kommerciel brug eller aldrig

har været kommercielt udnyttet. Der bør derfor fastlægges foranstaltninger til at lette visse anvendelser af

ikke længere forhandlede værker eller andre frembringelser, som permanent befinder sig i kulturarvsinsti-

tutioners samlinger.

(31) Der bør i alle medlemsstater forefindes retlige ordninger, som giver mulighed for, at licenser udstedt

af relevante og tilstrækkeligt repræsentative kollektive forvaltningsorganisationer til kulturarvsinstitutio-

ner for visse former for anvendelse af værker eller andre frembringelser, der ikke længere forhandles,

også gælder for rettigheder for rettighedshavere, der ikke har givet en repræsentativ kollektiv forvalt-

ningsorganisation mandat hertil. Det bør i henhold til dette direktiv være muligt for sådanne licenser at

dække alle medlemsstaterne.

(32) Bestemmelserne indført ved dette direktiv om kollektive licenser for værker eller andre frembringel-

ser, der ikke længere forhandles, kan ikke nødvendigvis sikre en løsning i alle de tilfælde, hvor kulturar-

vsinstitutioner støder på vanskeligheder med at opnå alle de nødvendige tilladelser fra rettighedshavere til

at anvende sådanne værker og andre frembringelser, der ikke længere forhandles. Det kan være tilfældet

f.eks., hvor der ikke er nogen praksis for kollektiv forvaltning af rettigheder til en bestemt type af

værker eller andre frembringelser, eller hvor den relevante kollektive forvaltningsorganisation ikke er til-

strækkeligt repræsentativ for den kategori af rettighedshavere og de rettigheder, der er tale om. I sådanne

tilfælde bør det være muligt for kulturarvsinstitutioner at gøre værker eller andre frembringelser, der ikke

længerer forhandles, og der permanent indgår i deres samling, tilgængelige online i alle medlemsstaterne i

henhold til en harmoniseret undtagelse fra eller indskrænkning i ophavsret og beslægtede rettigheder. Det

er vigtigt, at anvendelserne i henhold til en sådan undtagelse eller indskrænkning kun finder sted, når

visse betingelser, navnlig med hensyn til adgangen af licensbaserede løsninger, er opfyldt. En manglende

enighed om licensbetingelser bør ikke fortolkes som manglende adgang til licensløsninger.

(33) Medlemsstaterne bør inden for rammerne af dette direktiv og i overensstemmelse med deres retlige

traditioner, praksis eller forhold indrømmes fleksibilitet til at vælge den specifikke licensordning såsom

udvidede kollektive licenser eller formodninger om repræsentation, som de vil indføre for kulturarvsinsti-

tutioners anvendelse af værker eller andre frembringelser, der ikke længere forhandles. Medlemsstaterne

bør også have fleksibilitet til at fastsætte, hvilke krav som kollektive forvaltningsorganisationer skal

opfylde for at være tilstrækkeligt repræsentative, forudsat at denne fastsættelse bygger på et mandat til

den relevante form for anvendelse fra et betydeligt antal rettighedshavere inden for den relevante kategori

af værker eller andre frembringelser. Medlemsstaterne bør frit kunne fastsætte særlige regler for tilfælde,

hvor mere end én kollektiv forvaltningsorganisation er repræsentativ for de pågældende værker eller

andre frembringelser, således at der eksempelvis kræves udstedelse af fælles licenser eller indgåelse af en

aftale mellem de relevante organisationer.

(34) Med henblik på disse licensordninger er det vigtigt med et stringent og velfungerende kollektivt

forvaltningssystem. Direktiv 2014/26/EU fastsætter et sådant system, og dette system omfatter især regler

om god forvaltningsskik, gennemsigtighed og rapportering samt den regelmæssige, omhyggelige og

nøjagtige fordeling og betaling af skyldige beløb til individuelle rettighedshavere.

(35) Der bør være passende sikkerhedsforanstaltninger til rådighed for alle rettighedshavere, som bør ha-

ve mulighed for at udelukke anvendelsen af de licensordninger og af den undtagelse eller indskrænkning,

der indføres ved dette direktiv, for anvendelse af værker eller andre frembringelser, der ikke længere

forhandles, i forbindelse med alle deres værker eller andre frembringelser, i forbindelse med alle licenser

L 125 - 2022-23 (2. samling) - Bilag 1: Høringsnotat, høringssvar og lovforslaget, fra kulturministeren

101

eller anvendelser i henhold til undtagelsen eller indskrænkningen, i forbindelse med bestemte værker eller

andre frembringelser eller i forbindelse med bestemte licenser eller anvendelser i henhold til undtagelsen

eller indskrænkningen, på ethvert tidspunkt forud for eller i løbet af varigheden af licensen eller forud

for eller i løbet af anvendelsen i henhold til undtagelsen eller indskrænkningen. De betingelser, der

finder anvendelse på disse licensordninger, bør ikke påvirke deres praktiske relevans for kulturarvsinstitu-

tioner. Hvor en rettighedshaver udelukker anvendelsen af sådanne ordninger eller en sådan undtagelse

for eller indskrænkning af et/en eller flere værker eller andre frembringelser, er det vigtigt, at enhver

igangværende anvendelse ophører inden for en rimelig frist, og, hvor den finder sted i henhold til en

kollektiv licens, at den kollektive forvaltningsorganisation, når den er underrettet, ophører med at udstede

licenser til de pågældende anvendelser. En sådan udelukkelse fra rettighedshavernes side bør ikke berøre

deres krav på betaling af vederlag for den faktiske anvendelse af værket eller andre frembringelser i

henhold til licensen.

(36) Dette direktiv berører ikke medlemsstaternes mulighed for at bestemme, hvem der skal have det

retlige ansvar for overholdelsen af dette direktivs betingelser for så vidt angår licensudstedelse og værker

eller andre frembringelser, der ikke længere forhandles, og anvendelsen heraf og for de pågældende

parternes overholdelse af betingelserne i de pågældende licenser.

(37) I betragtning af forskelligartetheden af værker og andre frembringelser i kulturarvsinstitutionernes

samlinger er det vigtigt, at de licensordninger og den undtagelse eller indskrænkning, der fastsættes

ved dette direktiv, er tilgængelige og kan anvendes i praksis i forbindelse med forskellige typer værker

og andre frembringelser, herunder fotografier, software, fonogrammer, audiovisuelle værker og unikke

kunstværker, herunder hvor de aldrig har været kommercielt til rådighed. Værker, der aldrig har været

forhandlet, kan omfatte plakater, foldere, tidsskrifter og audiovisuelle amatørværker, men også ikkeoffent-

liggjorte værker eller andre frembringelser, med forbehold af andre gældende retlige begrænsninger, f.eks.

nationale regler om ideelle rettigheder. Når et værk eller anden frembringelse er tilgængelig(t) i en af sine

forskellige udgaver, såsom efterfølgende udgaver af litterære værker og omklippede udgaver af filmiske

værker, eller i en af sine forskellige manifestationer, såsom digitale og trykte formater af det samme

værk, bør dette værk eller denne anden frembringelse ikke anses for at være udgået af handelen. Omvendt

bør den kommercielle tilgængelighed af bearbejdninger, herunder andre sprogudgaver eller audiovisuelle

bearbejdninger af et litterært værk, ikke udelukke, at et værk eller en anden frembringelse betragtes som

om, de ikke længere forhandles på et bestemt sprog. Med henblik på at afspejle de særlige karakteristika

ved forskellige typer af værker og andre frembringelser for så vidt angår deres udgivelses- og distributi-

onsmåde og for at øge anvendeligheden af disse ordninger, kan det være nødvendigt, at medlemsstaterne

opstiller specifikke krav og procedurer vedrørende den praktiske anvendelse af disse licensordninger

såsom et krav om et vist tidsrum, der skal være forløbet, siden værket eller den anden frembringelse blev

bragt i handelen første gang. Det er hensigtsmæssigt, at medlemsstaterne konsulterer rettighedshavere,

kulturarvsinstitutioner og kollektive forvaltningsorganisationer, når de fastsætter sådanne krav og proce-

durer.

(38) Når det skal afgøres, om værker eller andre frembringelser ikke længere forhandles, bør der gøres

en rimelig indsats for at bedømme deres offentlige tilgængelighed i de sædvanlige handelskanaler, idet

der tages hensyn til det pågældende værks eller den pågældende anden frembringelses eller sæt af

værkers eller andre frembringelsers karakteristika. Medlemsstaterne bør frit kunne bestemme, hvordan

ansvaret for at gøre denne rimelige indsats skal fordeles. Den rimelige indsats bør ikke skulle involvere

gentagen handling over tid, men den bør ikke desto mindre tage hensyn til enhver form for let tilgæn-

gelig dokumentation for kommende tilgængelighed af værker eller andre frembringelser inden for de

L 125 - 2022-23 (2. samling) - Bilag 1: Høringsnotat, høringssvar og lovforslaget, fra kulturministeren

102

sædvanlige handelskanaler. En bedømmelse af hvert enkelt værk for sig bør kun være påkrævet, når

dette anses for at være rimeligt i lyset af den foreliggende relevante information, sandsynligheden for

kommerciel tilgængelighed og de forventede transaktionsomkostninger. Verifikation af tilgængelighed af

et værk eller anden frembringelse bør normalt finde sted i den medlemsstat, hvor kulturarvsinstitutionen

er etableret, medmindre verifikation på tværs af grænserne anses for rimelig, f.eks. i tilfælde hvor der er

let tilgængelig information om, at et litterært værk først blev udgivet i en bestemt sprogudgave i en anden

medlemsstat. I mange tilfælde kan spørgsmålet om, hvorvidt et sæt af værker eller andre frembringelser

ikke længere forhandles, afgøres ved hjælp af en forholdsmæssig mekanisme såsom stikprøvetagning. Det

forhold, at et værk eller anden frembringelse er begrænset tilgængelig(t), såsom i genbrugsbutikker, eller

at der er en teoretisk mulighed for, at en licens til et værk eller en anden frembringelse kunne opnås, bør

ikke betragtes som tilrådighedsstillelse for almenheden i de sædvanlige handelskanaler.

(39) Af hensyn til venskabelig international sameksistens (»international comity«) bør den i dette di-

rektiv fastsatte licensordning samt undtagelse eller indskrænkning for digitalisering og formidling af

ikke længere forhandlede værker eller andre frembringelser ikke finde anvendelse på sæt af værker

eller andre frembringelser, der ikke længere forhandles, hvor der foreligger dokumentation for, at de

overvejende består af værker eller andre frembringelser fra tredjelande, medmindre den pågældende

kollektive forvaltningsorganisation er tilstrækkeligt repræsentativ for det pågældende tredjeland, f.eks. via

en repræsentationsaftale. Vurderingen heraf kan baseres på den dokumentation, der er tilgængelig, efter

at have gjort en rimelige indsats for at bedømme, om værkerne eller andre frembringelser ikke længere

forhandles, uden at der er behov for at søge yderligere dokumentation. En bedømmelse af oprindelsen

af hvert enkelt værk eller hver enkelt anden frembringelse, der ikke længere forhandles, bør kun være

påkrævet i det omfang, en sådan også er påkrævet i forbindelse med den rimelige indsats for at bedømme,

om de er kommercielt til rådighed.

(40) Kulturarvsinstitutioner og kollektive forvaltningsorganisationer bør frit kunne indgå aftale om licen-

sernes geografiske anvendelsesområde, herunder muligheden for at dække alle medlemsstater, samt om

licensafgiften og de tilladte anvendelser. Anvendelser, der er omfattet af sådanne licenser, bør ikke

have økonomisk vinding for øje, herunder når kopier distribueres af kulturarvsinstitutionen, f.eks. for

at reklamere for en udstilling. Eftersom digitalisering af kulturarvsinstitutioners samlinger kan indebære

betydelige investeringer, bør alle former for licenser, der udstedes under den ordning, som fastlægges ved

dette direktiv, samtidig ikke forhindre kulturarvsinstitutionerne i at dække omkostningerne til licensen og

digitaliseringen og formidlingen af værkerne eller de andre frembringelser, der er omfattet af licensen.

(41) Oplysninger vedrørende kulturarvsinstitutionernes løbende eller fremtidige anvendelse af værker

og andre frembringelser, der ikke længere forhandles, på grundlag af dette direktiv og de gældende

ordninger, hvorved rettighedshavere kan udelukke anvendelsen af licenser eller af undtagelsen eller ind-

skrænkningen på deres værker eller andre frembringelser, bør offentliggøres på en passende måde, såvel

før som under anvendelsen i henhold til en licens eller i henhold til undtagelsen eller indskrænkningen,

alt efter det konkrete tilfælde. Sådan offentliggørelse er særligt vigtig, hvis anvendelsen finder sted på

tværs af grænserne i det indre marked. Det er derfor hensigtsmæssigt at muliggøre oprettelse af en

central offentligt tilgængelig EU-onlineportal, således at sådanne oplysninger kan stilles til rådighed for

almenheden i en rimelig periode, inden anvendelsen finder sted. En sådan portal bør gøre det lettere

for rettighedshaverne at udelukke anvendelsen af licenser eller undtagelsen eller indskrænkningen på

deres værker eller andre frembringelser. I henhold til Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU)

nr. 386/2012

11)

bemyndiges Den Europæiske Unions Kontor for Intellektuel Ejendomsret til under anven-

delse af egne budgetmidler at udføre bestemte opgaver og aktiviteter, der sigter på at fremme og støtte

L 125 - 2022-23 (2. samling) - Bilag 1: Høringsnotat, høringssvar og lovforslaget, fra kulturministeren

103

nationale myndigheders, den private sektors og EU-institutionernes aktiviteter til bekæmpelse af krænkel-

ser af intellektuelle ejendomsrettigheder, herunder forebyggelsen deraf. Det er derfor hensigtsmæssigt at

lade dette kontor oprette og forvalte portalen, der skal gøre sådanne oplysninger tilgængelige.

Ud over at stille de oplysninger, der er tilgængelige via portalen, til rådighed, kan det i konkrete tilfælde

være nødvendigt at træffe yderligere passende bekendtgørelsesforanstaltninger for at øge bevidstheden i

den forbindelse hos de berørte rettighedshavere, f.eks. gennem brug af yderligere kommunikationskanaler

for at nå ud til et bredere publikum. Nødvendigheden, karakteren og det geografiske omfang af de yderli-

gere bekendtgørelsesforanstaltninger bør afhænge af kendetegnene ved de relevante værker eller andet

materiale, der ikke længere forhandles, licensbetingelserne eller den type anvendelse, der er omfattet

af undtagelsen eller indskrænkningen, og gældende praksis i medlemsstaterne. Bekendtgørelsesforanstalt-

ninger bør være effektive, uden at der er behov for at informere hver enkelt rettighedshaver.

(42) For at sikre, at de i dette direktiv omhandlede licensordninger for værker eller andre frembringelser,

der ikke længere forhandles, er relevante og fungerer korrekt, at rettighedshaverne er tilstrækkeligt

beskyttet, at licenserne offentliggøres korrekt, og at der er retssikkerhed med hensyn til de kollektive

forvaltningsorganisationers repræsentativitet og kategoriseringen af værker, bør medlemsstaterne fremme

sektorspecifik dialog blandt interessenterne.

(43) Foranstaltningerne i dette direktiv med henblik på at fremme den kollektive udstedelse af licenser

for rettigheder i værker eller andre frembringelser, der ikke længere forhandles, og som permanent

indgår i kulturarvsinstitutioners samlinger, bør ikke berøre anvendelsen af sådanne værker eller andre

frembringelser i henhold til undtagelser eller indskrænkninger, der er fastsat i EU-retten, eller i henhold

til andre licenser med en udvidet virkning, når en sådan udstedelse af licenser ikke bygger på det forhold,

at de omfattede værker eller andre frembringelser ikke længere forhandles. Disse foranstaltninger bør

heller ikke berøre nationale ordninger for anvendelse af værker eller andre frembringelser, der ikke

længere forhandles, baseret på licenser mellem kollektive forvaltningsorganisationer og andre brugere end

kulturarvsinstitutioner.

(44) Ordninger for kollektive licenser med en udvidet virkning gør det muligt for en kollektiv forvalt-

ningsorganisation at tilbyde licenser som et kollektivt licensudstedelsesorgan på vegne af rettighedshave-

re, uanset om disse har givet organisationen tilladelse hertil. Systemer, der bygger på ordninger, såsom

udvidede kollektive licenser, retlige mandater eller retlige formodninger om repræsentation, er en veleta-

bleret praksis i flere medlemsstater og kan anvendes på forskellige områder. En velfungerende ramme

for ophavsret, der virker for alle parter, kræver, at der forefindes forholdsmæssige retlige ordninger for

udstedelse af licenser for værker eller andre frembringelser. Medlemsstaterne bør derfor kunne anvende

løsninger, der giver kollektive forvaltningsorganisationer mulighed for at tilbyde licenser, der dækker et

potentielt stort antal af værker eller andre frembringelser, til visse typer af anvendelse og for at fordele

de vederlag, der hidrører fra sådanne licenser, blandt rettighedshaverne i overensstemmelse med direktiv

2014/26/EU.

(45) Henset til karakteren af visse anvendelser, kombineret med det store antal af værker eller andre

frembringelser, som der ofte er tale om, er transaktionsomkostningerne ved clearing af individuelle

rettigheder for hver enkelt berørt rettighedshaver prohibitivt høje. Det er som følge heraf usandsynligt

uden effektive kollektive licensordninger, at alle de transaktioner på de berørte områder, der er nødven-

dige for at muliggøre brugen af sådanne værker eller andre frembringelser, vil finde sted. Udvidede

kollektive licenser fra kollektive forvaltningsorganisationer og lignende ordninger kan gøre det muligt

L 125 - 2022-23 (2. samling) - Bilag 1: Høringsnotat, høringssvar og lovforslaget, fra kulturministeren

104

at indgå aftaler på disse områder, hvor kollektive licenser baseret på en tilladelse fra rettighedshaverne

ikke udgør en fyldestgørende løsning, der kan dække alle de værker eller andre frembringelser, der skal

anvendes. Sådanne ordninger supplerer den kollektive forvaltning af rettigheder baseret på individuelle

tilladelser fra rettighedshaverne ved at give brugerne fuld retssikkerhed i visse tilfælde. Samtidig giver de

rettighedshavere mulighed for at få gavn af den legitime brug af deres værker.

(46) I betragtning af den voksende vigtighed af at kunne tilbyde fleksible licensordninger i den digi-

tale tidsalder og den stigende anvendelse af sådanne ordninger bør medlemsstaterne kunne indføre

licensordninger, som tillader kollektive forvaltningsorganisationer at indgå licensaftaler på frivillig basis,

uanset om alle rettighedshavere har givet den berørte organisation tilladelse hertil. Medlemsstaterne bør

have mulighed for at opretholde og indføre sådanne ordninger i overensstemmelse med deres nationale

traditioner, praksis eller forhold, med forbehold af de garantier, der er fastsat i dette direktiv, og i

overensstemmelse med EU-retten og Unionens internationale forpligtelser. Sådanne ordninger bør kun

have virkning på den pågældende medlemsstats område, medmindre andet er fastsat i EU-retten. Med-

lemsstaterne bør have fleksibilitet til at vælge den konkrete type af ordning, der gør det muligt at

udvide licenser til værker eller andre frembringelser til at omfatte rettighederne hos rettighedshavere,

der ikke har givet den organisation, der indgår aftalen, tilladelse hertil, forudsat at en sådan ordning er i

overensstemmelse med EU-retten, herunder med reglerne om kollektiv forvaltning af rettigheder fastsat

i direktiv 2014/26/EU. Navnlig bør sådanne ordninger også sikre, at artikel 7 i direktiv 2014/26/EU

finder anvendelse på rettighedshavere, der ikke er medlemmer af den organisation, der indgår aftalen. Så-

danne ordninger kan omfatte udvidede kollektive licenser, retlige mandater og retlige formodninger om

repræsentation. Bestemmelserne i dette direktiv om kollektive licenser bør ikke berøre medlemsstaternes

eksisterende muligheder for at anvende obligatorisk kollektiv forvaltning af rettigheder eller andre kol-

lektive licensordninger med udvidet virkning såsom den, der er omhandlet i artikel 3 i Rådets direktiv

93/83/EØF

12)

(47) Det er vigtigt, at ordninger for kollektive licenser med en udvidet virkning kun anvendes inden

for veldefinerede anvendelsesområder, hvor opnåelse af tilladelser fra rettighedshavere på individuelt

grundlag typisk er så byrdefuld og upraktisk, at den krævede licenstransaktion, nemlig udstedelse af

en licens, der omfatter alle de berørte rettighedshavere, sandsynligvis ikke vil finde sted på grund af

karakteren af anvendelsen eller af de typer af værker eller andre frembringelser, der er tale om. Sådanne

ordninger bør være baseret på objektive, gennemsigtige og ikkediskriminerende kriterier med hensyn til

behandlingen af rettighedshavere, herunder af rettighedshavere, der ikke er medlemmer af den kollektive

forvaltningsorganisation. Navnlig bør den blotte omstændighed, at de berørte rettighedshavere ikke er

statsborgere, bosiddende eller etablerede i den medlemsstat, hvor den bruger, der anmoder om en licens,

er hjemmehørende, ikke i sig selv være tilstrækkelig grund til at betragte clearingen af rettigheder for

at være så byrdefuld og upraktisk, at det berettiger anvendelsen af sådanne ordninger. Det er ligeledes

vigtigt, at den anvendelse, licensen dækker, hverken har en negativ indvirkning på den økonomiske værdi

af de relevante rettigheder eller fratager rettighedshaverne betydelige kommercielle fordele.

(48) Medlemsstaterne bør sikre, at der forefindes passende garantier for beskyttelsen af de legitime inte-

resser hos rettighedshavere, der ikke har givet et mandat til den organisation, der tilbyder licensen, og at

disse garantier finder anvendelse på en ikkediskriminerende måde. For at berettige den udvidede virkning

af ordningerne bør organisationen navnlig, på grundlag af tilladelser fra rettighedshaverne, være tilstræk-

keligt repræsentativ for de typer af værker eller andre frembringelser og for de rettigheder, som licensen

omhandler. Medlemsstaterne bør fastsætte betingelser, der skal opfyldes for, at disse organisationer kan

betragtes som tilstrækkelig repræsentative, under hensyntagen til den kategori af rettigheder, der forvaltes

L 125 - 2022-23 (2. samling) - Bilag 1: Høringsnotat, høringssvar og lovforslaget, fra kulturministeren

105

af organisationen, til organisationens evne til at forvalte rettighederne effektivt, til den kreative sektor,

som organisationen opererer i, samt til spørgsmålet om, hvorvidt organisationen dækker et væsentligt

antal rettighedshavere inden for den relevante type af værker eller andre frembringelser, som har givet

tilladelse til udstedelse af licens for den relevante type af anvendelse, i overensstemmelse med direktiv

2014/26/EU. Medlemsstaterne bør af hensyn til retssikkerheden og tilliden til ordningerne kunne bestem-

me, hvem der skal have det retlige ansvar for de anvendelser, der er tilladt i henhold til licensaftalen. Alle

rettighedshavere, hvis værker udnyttes i henhold til licensen, bør være sikret ligebehandling, navnlig hvad

angår adgang til oplysninger om licenser og fordeling af vederlag. Bekendtgørelsesforanstaltninger bør

være effektive i hele licensperioden og bør ikke involvere, at brugere, kollektive forvaltningsorganisatio-

ner eller rettighedshavere pålægges en uforholdsmæssig administrativ byrde, og uden at der er behov for

at informere hver rettighedshaver individuelt.

For at sikre, at rettighedshavere let kan genvinde kontrollen over deres værker og forhindre enhver

anvendelse af deres værker, som vil være til skade for deres interesser, er det vigtigt, at rettighedshaver-

ne har reel mulighed for at udelukke anvendelsen af sådanne ordninger på deres værker eller andre

frembringelser, det være sig for alle anvendelser, værker eller andre frembringelser eller for specifikke

anvendelser, værker eller andre frembringelser, herunder før indgåelsen af en licensaftale og i løbet af

licensens løbetid. I sådanne tilfælde bør enhver igangværende anvendelse afsluttes inden for en rimelig

frist. En sådan udelukkelse fra rettighedshavernes side bør ikke berøre deres krav på betaling af vederlag

for den faktiske anvendelse af værket eller andre frembringelser i henhold til licensen. Medlemsstaterne

bør også kunne bestemme, at der er behov for yderligere foranstaltninger til beskyttelse af rettigheds-

haverne. Sådanne yderligere foranstaltninger kan f.eks. omfatte fremme af udveksling af oplysninger

mellem kollektive forvaltningsorganisationer og andre interesserede parter i hele Unionen for at øge

bevidstheden om sådanne ordninger og den mulighed, der er til rådighed for rettighedshaverne, for at

udelukke deres værker eller andre frembringelser fra disse ordninger.

(49) Medlemsstaterne bør sikre, at formålet med og omfanget af licenser, der tildeles som følge af ordnin-

ger for kollektive licenser med en udvidet virkning, såvel som de mulige anvendelser altid defineres nøje

og klart i retsregler, eller, hvis den tilgrundliggende retsregel er en generel bestemmelse, i den licensprak-

sis, der anvendes som følge af sådanne generelle bestemmelser, eller i de tildelte licenser. Muligheden for

at forvalte en licens under sådanne ordninger bør også begrænses til kollektive forvaltningsorganisationer,

der er underlagt national ret, som gennemfører direktiv 2014/26/EU.

(50) I betragtning af de forskellige traditioner og erfaringer med hensyn til ordninger for kollektive

licenser med en udvidet virkning på tværs af medlemsstaterne og deres anvendelse på rettighedshavere

uanset disses nationalitet eller bopælsmedlemsstat er det vigtigt at sikre, at der er gennemsigtighed og

dialog på EU-plan om, hvordan sådanne ordninger fungerer i praksis, herunder hvad angår effektiviteten

af garantierne for rettighedshavere, anvendeligheden af sådanne ordninger, deres virkning på rettigheds-

havere, der ikke er medlemmer af den kollektive forvaltningsorganisation, eller på rettighedshavere, som

er statsborgere eller bosiddende i en anden medlemsstat, og indvirkningen på den grænseoverskridende

levering af tjenesteydelser, herunder det potentielle behov for at fastsætte regler, der kan give sådanne

ordninger grænseoverskridende virkning i det indre marked. For at sikre gennemsigtighed bør Kommissi-

onen regelmæssigt offentliggøre information om anvendelsen af

sådanne ordninger i henhold til dette direktiv. Medlemsstater, der har indført sådanne ordninger, bør

derfor informere Kommissionen om relevante nationale bestemmelser og deres anvendelse i praksis,

herunder anvendelsesområderne for og typerne af licenser, der indføres på grundlag af generelle bestem-

melser, licensernes omfang og de involverede kollektive forvaltningsorganisationer. En sådan information

L 125 - 2022-23 (2. samling) - Bilag 1: Høringsnotat, høringssvar og lovforslaget, fra kulturministeren

106

bør drøftes med medlemsstaterne i det kontaktudvalg, der er fastsat i artikel 12, stk. 3, i direktiv

2001/29/EF. Kommissionen bør offentliggøre en rapport om anvendelsen af sådanne ordninger i Unionen

og deres indvirkning på licensgivning og rettighedshavere, om formidling af kulturelt indhold og om

grænseoverskridende levering af tjenesteydelser inden for kollektiv forvaltning af ophavsret og beslægte-

de rettigheder samt om virkningen på konkurrencen.

(51) Video on demand-tjenester har potentialet til at spille en afgørende rolle i formidlingen af audiovisu-

elle værker på tværs af Unionen. Udbuddet af sådanne værker, navnlig europæiske værker, på video on

demand-tjenester er imidlertid fortsat begrænset. Aftaler om udnyttelsen af sådanne værker online kan

være vanskelige at indgå på grund af problemer vedrørende udstedelsen af licensrettigheder. Der kan

f.eks. opstå problemer, når indehaveren af rettighederne inden for et givent geografisk område har et lavt

økonomisk incitament til at udnytte et værk online og ikke giver licens til eller holder onlinerettighederne

tilbage, hvilket kan føre til, at audiovisuelle værker på video on demand-tjenester er utilgængelige. Andre

problemer kan vedrøre tidsrammen for udnyttelsen.

(52) Med henblik på at lette udstedelsen af licensrettigheder til audiovisuelle værker til video on demand-

tjenester bør der stilles krav om, at medlemsstaterne tilvejebringer en forhandlingsordning, som gør det

muligt for parter, der er interesseret i at indgå en aftale, at få bistand af et uafhængigt organ eller en eller

flere mæglere. Med henblik herpå bør medlemsstaterne enten kunne oprette et nyt organ eller benytte

et eksisterende organ, der opfylder betingelserne i dette direktiv. Medlemsstaterne bør kunne udpege

et eller flere kompetente organer eller en eller flere mæglere. Organet eller mæglerne bør mødes med

parterne og fremme forhandlingerne ved at tilbyde professionel, upartisk og ekstern rådgivning. Hvis

en forhandling involverer parter fra forskellige medlemsstater, og hvis disse parter vælger at anvende

forhandlingsordningen, bør parterne på forhånd blive enige om den kompetente medlemsstat. Organet

eller mæglerne kan mødes med parterne for at lette indledningen af forhandlingerne eller i løbet af

forhandlingerne for at lette indgåelsen af en aftale. Deltagelsen i denne forhandlingsordning og den

efterfølgende indgåelse af aftaler bør være frivillig og ikke berøre parternes aftalefrihed. Medlemsstaterne

bør frit kunne fastlægge betingelserne for forhandlingsordningens konkrete funktion, herunder tidspunktet

for og varigheden af forhandlingsbistanden og afholdelsen af omkostningerne. Medlemsstaterne bør

sørge for, at de administrative og økonomiske byrder forbliver rimelige i forhold til at sikre en effektiv

forhandlingsordning. Medlemsstaterne bør uden at være forpligtet hertil tilskynde til dialog mellem

repræsentative organisationer.

(53) Når beskyttelsestiden for et værk udløber, overgår det til det offentlige domæne, og de rettigheder,

som Unionens ophavsret giver i forbindelse med dette værk, ophører. Inden for billedkunst bidrager

udbredelsen af tro kopier af værker i det offentlige domæne til adgangen til og fremme af kultur og

adgang til kulturarv. I det digitale miljø er beskyttelsen af sådanne reproduktioner gennem ophavsret

eller beslægtede rettigheder ikke i overensstemmelse med udløbet af den ophavsretlige beskyttelse af

værker. Hertil kommer, at forskellene mellem de nationale ophavsretslove, der regulerer beskyttelsen

af sådanne reproduktioner, skaber retsusikkerhed og påvirker udbredelsen på tværs af grænserne af

billedkunstværker i det offentlige domæne. Visse reproduktioner af billedkunstværker i det offentlige

domæne bør derfor ikke være beskyttet af ophavsret eller beslægtede rettigheder. Alt dette bør ikke

forhindre kulturarvsinstitutioner i at sælge reproduktioner, såsom postkort.

(54) En fri og pluralistisk presse er afgørende for at sikre god journalistik og borgernes adgang til

oplysninger. Den yder et grundlæggende bidrag til den offentlige debat og et velfungerende demokratisk

samfund. Den brede adgang til pressepublikationer på nettet har givet anledning til fremkomsten af nye

L 125 - 2022-23 (2. samling) - Bilag 1: Høringsnotat, høringssvar og lovforslaget, fra kulturministeren

107

onlinetjenester såsom nyhedsaggregatorer eller medieovervågningstjenester, for hvilke genanvendelsen

af pressepublikationer udgør en vigtig del af deres forretningsmodel og en indtægtskilde. Udgivere af

pressepublikationer står over for problemer med at give udbydere af disse slags tjenester licens til online-

anvendelse af deres publikationer, hvilket gør det vanskeligere for dem at tjene deres investeringer ind

igen. Manglende anerkendelse af udgivere af pressepublikationer som rettighedshavere medfører ofte, at

udstedelsen af licenser og håndhævelsen af rettigheder til pressepublikationer i forbindelse med udbydere

af informationssamfundstjenesters onlineanvendelse heraf er kompleks og ineffektiv i det digitale miljø.

(55) Udgiveres organisatoriske og finansielle bidrag til produktionen af pressepublikationer bør anerken-

des og støttes yderligere for at sikre bæredygtighed inden for udgivelsesvirksomhed og dermed fremme

tilgængeligheden af pålidelige oplysninger. Det er derfor nødvendigt med en harmoniseret retsbeskyttelse

på EU-plan af pressepublikationer for så vidt angår udbydere af informationssamfundstjenesters online-

brug heraf, uden at dette berører de eksisterende regler om ophavsret i EU-retten, der finder anvendelse

på individuelle brugeres private eller ikkekommercielle anvendelser af pressepublikationer, herunder når

sådanne brugere deler pressepublikationer online. En sådan beskyttelse bør effektivt garanteres ved, at

der i EU-ret i forbindelse med ophavsret indføres rettigheder til reproduktion og tilrådighedsstillelse for

almenheden af pressepublikationer fra udgivere, der er etableret i en medlemsstat, i forbindelse med

onlineanvendelse foretaget af udbydere af informationssamfundstjenester som defineret i Europa-Parla-

mentets og Rådets direktiv (EU) 2015/1535

13)

. Den retlige beskyttelse af pressepublikationer i henhold til

dette direktiv bør være til gavn for udgivere, der er etableret i en medlemsstat og har deres vedtægtsmæs-

sige hjemsted, hovedkontor eller hovedforretningssted i Unionen.

Begrebet udgiver af pressepublikationer bør forstås som omfattende tjenesteudbydere såsom nyhedsforlag

eller nyhedsbureauer, når de udgiver pressepublikationer i henhold til dette direktiv.

(56) Inden for rammerne af dette direktiv bør begrebet »pressepublikation« defineres på en sådan måde,

at det kun dækker journalistiske publikationer, der udgives via ethvert medie, herunder i papirform, som

led i en økonomisk aktivitet, der udgør levering af en tjenesteydelse i henhold til EU-retten. De pressepu-

blikationer, som bør dækkes heraf, vil f.eks. omfatte dagblade, ugentlige eller månedlige magasiner af

almen eller specialiseret karakter, herunder abonnementsbaserede magasiner, og nyhedswebsteder. Presse-

publikationer indeholder for det meste litterære værker, men omfatter i stigende grad også andre typer

værker og andre frembringelser, navnlig fotografier og videoer. Periodiske publikationer, som udgives

med videnskabeligt eller akademisk formål, f. eks. videnskabelige tidsskrifter, bør ikke omfattes af

beskyttelsen af pressepublikationer inden for rammerne af dette direktiv. Beskyttelsen bør heller ikke

finde anvendelse på websteder som f.eks. blogs, der informerer som led i en aktivitet, der ikke udføres på

initiativ af en tjenesteudbyder, f.eks. et nyhedsforlag, eller under dennes redaktionelle ansvar og kontrol.

(57) Når der er tale om onlineanvendelser foretaget af udbydere af informationssamfundstjenester, bør

de rettigheder, som indrømmes udgivere af pressepublikationer i henhold til dette direktiv, have samme

omfang som den i direktiv 2001/29/EF fastlagte ret til reproduktion og ret til tilrådighedsstillelse for

almenheden. De rettigheder, der tildeles udgivere af pressepublikationer, bør ikke omfatte brug af hyper-

links. De bør heller ikke omfatte blotte fakta, der meddeles i pressepublikationerne. De rettigheder, der

tildeles udgivere af pressepublikationer i henhold dette direktiv, bør også være underlagt de samme

bestemmelser om undtagelser og indskrænkninger, som gælder for de i direktiv 2001/29/EF fastsatte

rettigheder, herunder undtagelsen i tilfælde af citater med henblik på formål som kritik eller anmeldelser

som fastsat i nævnte direktivs artikel 5, stk. 3, litra d).

L 125 - 2022-23 (2. samling) - Bilag 1: Høringsnotat, høringssvar og lovforslaget, fra kulturministeren

108

(58) Udbydere af informationssamfundstjenesters anvendelse af pressepublikationer kan bestå i anvendel-

se af hele publikationer eller artikler, men også af dele af pressepublikationer. Sådanne anvendelser

af dele af pressepublikationer har også opnået økonomisk relevans. Samtidig må udbydere af informati-

onssamfundstjenesters anvendelse af enkelte ord eller meget korte uddrag af pressepublikationer ikke

undergrave de investeringer, som udgivere af pressepublikationer foretager i forbindelse med produktion

af indhold. Det er derfor hensigtsmæssigt at bestemme, at anvendelse af enkelte ord eller meget korte

uddrag af pressepublikationer ikke bør være omfattet af de rettigheder, der er fastsat i dette direktiv. I

betragtning af den massive aggregering og anvendelse af pressepublikationer, som foretages af udbydere

af informationssamfundstjenester, er det vigtigt, at udelukkelsen af meget korte uddrag fortolkes på en

sådan måde, at det ikke påvirker effektiviteten af de rettigheder, der er fastsat i dette direktiv.

(59) Beskyttelsen af udgivere af pressepublikationer inden for rammerne af dette direktiv bør ikke påvirke

de rettigheder, som ophavsmænd og andre rettighedshavere har til værker og andre frembringelser, som

indgår i publikationerne, herunder det omfang, i hvilket ophavsmænd og andre rettighedshavere kan

udnytte deres værker eller andre frembringelser uafhængigt af den pressepublikation, som de indgår

i. Udgivere af pressepublikationer bør derfor ikke kunne påberåbe sig den i henhold til dette direktiv

indrømmede beskyttelse i forhold til ophavsmænd og andre rettighedshavere eller i forhold til andre

autoriserede brugere af de samme værker eller andre frembringelser. Dette bør ikke berøre aftaler, der

indgås mellem udgiverne af pressepublikationer på den ene side og ophavsmænd og andre rettighedsha-

vere på den anden side. Ophavsmænd, hvis værker indgår i en pressepublikation, bør have ret til en

passende andel af det vederlag, som presseudgivere modtager fra udbydere af informationssamfundstjene-

ster for anvendelse af deres pressepublikationer. Dette bør ikke berøre nationale retsregler om ejerskab

eller udøvelse af rettigheder i forbindelse med ansættelseskontrakter, forudsat at sådanne retsregler er i

overensstemmelse med EU-retten.

(60) Udgivere, herunder udgivere af pressepublikationer, bøger, videnskabelige publikationer eller musik-

udgivelser, opererer ofte på grundlag af overdragelse af ophavsmændenes rettigheder ved hjælp af aftaler

eller retlige regler. I denne sammenhæng foretager udgiverne en investering med henblik på udnyttelse af

værkerne i deres publikationer, og de kan i visse tilfælde miste indtægter, hvis sådanne værker anvendes

i henhold til de undtagelser eller indskrænkninger som f.eks. gælder for privatkopiering og reprografi,

herunder de tilsvarende nationale ordninger for reprografi i medlemsstaterne, eller i henhold til offentlige

udlånsordninger. I adskillige medlemsstater deles kompensationen for anvendelser i medfør af disse und-

tagelser eller indskrænkninger mellem ophavsmænd og udgivere. For at tage hensyn til denne situation og

øge retssikkerheden for alle berørte parter, giver dette direktiv de medlemsstater, hvor der eksisterer ord-

ninger for deling af kompensation mellem ophavsmænd og udgivere, mulighed for at bevare dem. Dette

er især vigtigt for de medlemsstater, der havde sådanne kompensationsdelingsordninger før den 12. no-

vember 2015, selv om kompensationen i andre medlemsstater ikke deles, men kun tilfalder ophavsmænd

i overensstemmelse med nationale kulturpolitikker. Selv om dette direktiv bør finde anvendelse på alle

medlemsstater på en ikkediskriminerende måde, bør det respektere traditionerne på dette område og ikke

forpligte de medlemsstater, der på nuværende tidspunkt ikke har sådanne kompensationsdelingsordninger,

til at indføre dem. Det bør ikke berøre eksisterende eller fremtidige ordninger i medlemsstaterne for

vederlag i forbindelse med offentligt udlån.

Det bør heller ikke berøre nationale ordninger vedrørende rettighedsforvaltning og vederlagsrettigheder,

forudsat at de er i overensstemmelse med EU-retten. I tilfælde, hvor ophavsmænd har overdraget deres

rettigheder eller udstedt licens til dem til en udgiver eller på anden vis bidrager med deres værker til

en publikation, og der er oprettet systemer til at kompensere for den skade, som måtte påføres dem af

L 125 - 2022-23 (2. samling) - Bilag 1: Høringsnotat, høringssvar og lovforslaget, fra kulturministeren

109

en undtagelse eller en indskrænkning, herunder via kollektive forvaltningsorganisationer, der repræsente-

rer ophavsmænd og udgivere i fællesskab, bør alle medlemsstater have mulighed for, men ikke være

forpligtet til, at fastsætte, at udgivere har krav på en del af en sådan kompensation. Medlemsstaterne bør

frit kunne bestemme, hvordan udgivere skal underbygge deres krav om kompensation eller vederlag, og

fastlægge betingelserne for deling af sådan kompensation eller sådant vederlag mellem ophavsmænd og

udgivere i overensstemmelse med deres nationale systemer.

(61) I de seneste år er markedet for onlineindhold blevet stadig mere komplekst. Onlineindholdsdelings-

tjenester, der giver adgang til store mængder af ophavsretligt beskyttet indhold, som uploades af deres

brugere, er nu blandt de væsentligste adgangskilder til onlineindhold. Onlinetjenester er et middel til at

sikre bredere adgang til kulturelle og kreative værker og giver de kulturelle og kreative sektorer store

muligheder for at udvikle nye forretningsmodeller. Selv om de muliggør mangfoldighed og let adgang

til indhold, skaber de imidlertid også udfordringer, når ophavsretligt beskyttet indhold uploades uden

forudgående tilladelse fra rettighedshaverne. Der hersker retlig usikkerhed om, hvorvidt udbyderne af så-

danne tjenester udfører ophavsretligt relevante handlinger og skal indhente tilladelse fra rettighedshavere

for det indhold, der uploades af deres brugere, der ikke har de relevante rettigheder til det uploadede

indhold, uden at dette berører anvendelsen af undtagelser og indskrænkninger fastsat i EU-retten. Denne

usikkerhed påvirker rettighedshavernes mulighed for at bestemme, hvorvidt og under hvilke betingelser

deres værker og andre frembringelser anvendes samt deres mulighed for at opnå et passende vederlag for

en sådan anvendelse. Det er derfor vigtigt at fremme udviklingen af licensmarkedet mellem rettighedsha-

vere og udbydere af onlineindholdsdelingstjenester. Disse licensaftaler bør være rimelige og sikre en

rimelig balance mellem begge parter. Rettighedshavere bør modtage passende vederlag for anvendelsen

af deres værker eller andre frembringelser. Da aftalefriheden imidlertid ikke bør blive berørt af disse

bestemmelser, bør rettighedshaverne ikke være forpligtet til at give en tilladelse eller indgå licensaftaler.

(62) Visse informationssamfundstjenester er som en del af deres normale anvendelse designet til at

give almenheden adgang til ophavsretligt beskyttet indhold eller andre frembringelser, som uploades af

deres brugere. Definitionen af en udbyder af onlineindholdsdelingstjenester fastlagt i dette direktiv bør

kun omfatte onlinetjenester, der spiller en vigtig rolle på markedet for onlineindhold ved at konkurrere

med andre onlineindholdsdelingstjenester såsom online lyd- og videostreamingtjenester om det samme

publikum. De tjenesteydelser, der er omfattet af dette direktiv, er tjenesteydelser, der som hovedformål

eller som et af sine hovedformål har at lagre ophavsretligt beskyttet indhold og give brugere mulighed

for at uploade og dele en stor mængde af ophavsretligt beskyttet indhold og enten direkte eller indirekte

opnå fortjeneste heraf ved at organisere og promovere det med henblik på at tiltrække et større publikum,

herunder ved at kategorisere det og anvende målrettet markedsføring inden for det. Sådanne tjenesteydel-

ser bør ikke omfatte tjenesteydelser, der har et andet hovedformål end at sætte brugerne i stand til at

uploade og dele en stor mængde ophavsretligt beskyttet indhold med henblik på at opnå fortjeneste af

denne aktivitet. Sidstnævnte tjenesteydelser omfatter f.eks. elektroniske kommunikationstjenester som

defineret i Europa-Parlamentets og Rådets direktiv (EU) 2018/1972

14)

samt udbydere af business to

business-cloudtjenester og cloudtjenester, som giver brugerne mulighed for at uploade indhold til eget

brug, såsom. cyberlockers, eller onlinemarkedspladser, hvis hovedaktivitet er onlinedetailhandel, og som

ikke giver adgang til ophavsretligt beskyttet indhold.

Definitionen af udbydere af onlineindholdsdelingstjenester bør heller ikke omfatte udbydere af tjeneste-

ydelser såsom open source-softwareudviklings- og delingsplatforme, ikkeprofitbaserede videnskabelige

eller uddannelsesmæssige databanker samt ikkeprofitbaserede onlineencyklopædier. For at sikre et højt

niveau af ophavsretsbeskyttelse bør den ordning for ansvarsfritagelse, der er fastsat i dette direktiv, ikke

L 125 - 2022-23 (2. samling) - Bilag 1: Høringsnotat, høringssvar og lovforslaget, fra kulturministeren

110

finde anvendelse på tjenesteudbydere, hvis hovedformål er at engagere sig i eller fremme piratkopiering

af ophavsretligt beskyttet materiale.

(63) Vurderingen af, om en udbyder af onlineindholdsdelingstjenester lagrer og giver adgang til en stor

mængde ophavsretligt beskyttet indhold, bør foretages fra sag til sag og bør tage højde for en kombination

af elementer såsom tjenestens publikum og antallet af filer med ophavsretligt beskyttet indhold, som

uploades af tjenesternes brugere.

(64) Det er hensigtsmæssigt i dette direktiv at præcisere, at udbydere af onlineindholdsdelingstjenester

foretager en overføring til almenheden eller tilrådighedsstillelse for almenheden, når de giver offentlig

adgang til ophavsretligt beskyttede værker eller andre beskyttede frembringelser, der uploades af deres

brugere. Udbydere af onlineindholdsdelingstjenester bør følgelig indhente tilladelse, herunder via en

licensaftale, fra de relevante rettighedshavere. Dette berører ikke begrebet overføring til almenheden eller

tilrådighedsstillelse for almenheden andetsteds i EUretten, ligesom det ikke berører muligheden for at

anvende artikel 3, stk. 1 og 2, i direktiv 2001/29/EF på andre tjenesteudbydere, der anvender ophavsretligt

beskyttet indhold.

(65) Når udbydere af onlineindholdsdelingstjenester er ansvarlige for handlinger i form af overføring

til almenheden eller tilrådighedsstillelse for almenheden på de betingelser, der er fastsat i nærværende

direktiv, bør artikel 14, stk. 1, i direktiv 2000/31/EF ikke finde anvendelse på det ansvar, der følger

af nærværende direktivs bestemmelser om udbydere af onlineindholdsdelingstjenesters anvendelse af

beskyttet indhold. Dette bør ikke berøre anvendelsen af artikel 14, stk. 1, i direktiv 2000/31/EF på

sådanne tjenesteudbydere til formål, der ikke er omfattet af nærværende direktivs anvendelsesområde.

(66) Under hensyntagen til, at udbydere af onlineindholdsdelingstjenester giver adgang til indhold, som

ikke uploades af dem, men af brugerne, bør der indføres en særlig ansvarsordning i forbindelse med dette

direktiv for tilfælde, hvor der ikke er givet tilladelse. Dette bør ikke berøre retsmidler, der eksisterer i

national ret for andre tilfælde end ansvar for krænkelser af ophavsrettigheder, eller muligheden for, at

nationale domstole eller administrative myndigheder kan udstede påbud i overensstemmelse med EU-ret-

ten. Navnlig bør den særlige ordning, der gælder for nye udbydere af onlineindholdsdelingstjenester,

hvis årlige omsætning er på under 10 mio. EUR, og hvis gennemsnitlige antal unikke besøgende pr.

måned i Unionen ikke overstiger 5 millioner, ikke berøre adgangen til retsmidler i henhold til EU-retten

og national ret. Hvis der ikke er givet tilladelse til tjenesteudbyderne, bør de gøre deres bedste indsats

i overensstemmelse med høje branchestandarder for erhvervsmæssig diligenspligt for at sikre, at der

på deres tjenester ikke er adgang til uautoriserede værker og andre frembringelser som identificeret af

de relevante rettighedshavere. Med henblik herpå bør rettighedshaverne give udbyderne de relevante

og nødvendige oplysninger under hensyntagen til bl.a. rettighedshavernes størrelse og typen af deres

værker og andre frembringelser. De foranstaltninger, der træffes af udbydere af onlineindholdsdelingstje-

nester i samarbejde med rettighedshaverne, bør ikke føre til blokering af adgangen til ikkekrænkende

indhold, herunder værker eller andet beskyttet materiale, hvis brug er omfattet af en licensaftale, eller en

undtagelse fra eller en indskrænkning af ophavsretten og beslægtede rettigheder. Skridt taget af sådanne

tjenesteudbydere bør derfor ikke berøre brugere, der anvender onlineindholdsdelingstjenesterne til lovligt

at uploade og få adgang til oplysninger på sådanne tjenester.

De forpligtelser, der er fastsat i dette direktiv, bør desuden ikke føre til, at medlemsstaterne pålægger

en generel overvågningsforpligtelse. Ved vurderingen af, hvorvidt en udbyder af onlineindholdsdelings-

tjenester har gjort sin bedste indsats i overensstemmelse med høje branchestandarder for erhvervsmæssig

L 125 - 2022-23 (2. samling) - Bilag 1: Høringsnotat, høringssvar og lovforslaget, fra kulturministeren

111

diligenspligt, bør der tages hensyn til, om tjenesteudbyderen har taget alle de skridt, som en påpasselig

erhvervsdrivende ville tage for at opfylde målet om at forhindre adgang til uautoriserede værker eller

andre frembringelser på sit websted, under hensyntagen til bedste praksis i branchen og effektiviteten

af de foranstaltninger, der er truffet på baggrund af alle relevante faktorer og udviklinger, samt til

proportionalitetsprincippet. Med henblik på denne vurdering bør en række elementer tages i betragtning,

såsom tjenestens størrelse, den nyeste viden om eksisterende midler, herunder potentielle fremtidige

udviklinger, for at forhindre adgang til forskellige typer indhold til rådighed, samt sådanne midlers

omkostninger for tjenesterne. Forskellige midler til at forhindre adgang til uautoriseret ophavsretligt

beskyttet indhold kan være egnede og proportionale afhængig af typen af indhold, og det kan derfor ikke

udelukkes, at tilgængelighed af uautoriseret indhold i visse tilfælde kun kan undgås ved underretning af

rettighedshaverne. Ethvert skridt, som tjenesteudbyderne tager, bør være effektivt i forhold til de forfulgte

mål, men bør ikke gå ud over, hvad der er nødvendigt for at nå målet om at forhindre og sætte en stopper

for adgangen til uautoriserede værker og andre frembringelser.

Hvis uautoriserede værker og andre frembringelser bliver tilgængelige på trods af den bedste indsats,

der er gjort i samarbejde med rettighedshaverne i henhold til dette direktiv, bør udbyderne af onlineind-

holdsdelingstjenester være ansvarlige i forbindelse med de specifikke værker og andre frembringelser,

som de har modtaget relevante og nødvendige oplysninger om fra rettighedshaverne, medmindre disse

udbydere påviser, at de har gjort deres bedste indsats i overensstemmelse med høje branchestandarder for

erhvervsmæssig diligenspligt.

Når specifikke uautoriserede værker eller andre frembringelser er blevet tilgængelige på onlineindholds-

delingstjenesterne, uanset om der er gjort den bedste indsats, og uanset om rettighedshaverne har stillet

de relevante og nødvendige oplysninger til rådighed på forhånd, bør udbyderne af onlineindholdsdelings-

tjenester desuden være ansvarlige for uautoriserede handlinger i form af overføring til almenheden af

værker eller andre frembringelser, når de efter at have modtaget en tilstrækkeligt begrundet meddelelse

undlader at handle hurtigt for at hindre adgangen til de værker eller andre frembringelser, de har modtaget

meddelelse om, eller fjerne dem fra deres websteder. Desuden bør udbyderne af sådanne onlineindholds-

delingstjenester også være ansvarlige, hvis de ikke påviser, at de har gjort deres bedste indsats for

at forhindre fremtidig upload af specifikke uautoriserede værker, baseret på relevante og nødvendige

oplysninger fra rettighedshavere til dette formål.

Såfremt rettighedshaverne ikke giver udbyderne af onlineindholdsdelingstjenester med de relevante og

nødvendige oplysninger om deres specifikke værker eller andre frembringelser, eller såfremt rettigheds-

haverne ikke har fremsendt nogen meddelelse om blokering af adgang til eller fjernelse af specifikke

uautoriserede værker eller andre frembringelser, således at disse udbydere ikke er i stand til at gøre

deres bedste indsats for at forhindre adgang til uautoriseret indhold på deres tjenester i overensstemmelse

med høje branchestandarder for erhvervsmæssig diligenspligt, bør sådanne tjenesteudbydere ikke være

ansvarlige for uautoriserede handlinger i form af overføring til almenheden eller tilrådighedsstillelse for

almenheden af sådanne uidentificerede værker eller andre frembringelser.

(67) Nærværende direktiv fastsætter på tilsvarende måde som i artikel 16, stk. 2, i direktiv 2014/26/EU

regler for så vidt angår nye onlinetjenester. De regler, der er fastsat i nærværende direktiv, har til formål

at tage hensyn til det særlige tilfælde, hvor nystartede virksomheder arbejder med brugeruploads med

henblik på at udvikle nye forretningsmodeller. Den særlige ordning, der gælder for nye tjenesteudbydere

med begrænset omsætning og publikum, bør komme reelle nye virksomheder til gode og bør derfor

ophøre med at gælde tre år efter, at deres tjenester først er blevet tilgængelige online i Unionen. Denne

L 125 - 2022-23 (2. samling) - Bilag 1: Høringsnotat, høringssvar og lovforslaget, fra kulturministeren

112

ordning bør ikke misbruges gennem arrangementer, der tager sigte på at forlænge dens fordele ud over

de første tre år. Den bør navnlig ikke finde anvendelse på nyoprettede tjenesteydelser eller tjenesteydelser

som leveres under et nyt navn, men som viderefører en aktivitet fra en allerede eksisterende udbyder af

onlineindholdsdelingstjenester, som ikke længere er eller kan være omfattet af denne ordning.

(68) Udbyderne af onlineindholdsdelingstjenester bør udvise åbenhed over for rettighedshaverne med

hensyn til de skridt, der tages i forbindelse med samarbejdet. Da der kan træffes forskellige foranstalt-

ninger af udbyderne af onlineindholdsdelingstjenester, bør de på rettighedshavernes anmodning give

rettighedshaverne fyldestgørende oplysninger om, hvilken type foranstaltninger der er truffet, og hvordan

de er truffet. Sådanne oplysninger bør være så specifikke, at de sikrer rettighedshaverne en tilstrækkelig

gennemsigtighed, uden at det påvirker udbydere af onlineindholdsdelingstjenesters forretningshemmelig-

heder. Tjenesteudbyderne bør dog ikke være forpligtet til at give rettighedshaverne detaljerede og indivi-

dualiserede oplysninger om de enkelte værker eller andre frembringelser, der er identificeret. Dette bør

ikke berøre kontraktlige ordninger, som kan indeholde mere specifikke bestemmelser om de oplysninger,

der skal gives, hvis der er indgået aftaler mellem tjenesteudbydere og rettighedshavere.

(69) Når udbydere af onlineindholdsdelingstjenester opnår tilladelser, herunder via licensaftaler, til på

deres tjeneste at anvende indhold, der uploades af tjenestens brugere, bør disse tilladelser også omfatte de

ophavsretligt relevante handlinger i forbindelse med brugeruploads inden for rammerne af den tilladelse,

der er givet til tjenesteudbyderne, men kun i tilfælde, hvor disse brugere handler i ikkekommercielt

øjemed, f.eks. ved at dele deres indhold uden nogen form for fortjeneste for øje, eller når de indtægter,

der genereres af deres uploads, ikke er væsentlige i forhold til de ophavsretligt relevante handlinger af

brugerne, som er omfattet af sådanne tilladelser. Når rettighedshavere udtrykkeligt har givet autoriserede

brugere tilladelse til at uploade værker eller andre frembringelser til en onlineindholdsdelingstjeneste, er

udbyderens overføring heraf til almenheden tilladt inden for rammerne af den tilladelse, der er udstedt af

rettighedshaveren. Der bør imidlertid ikke være nogen formodning til fordel for udbyderne af onlineind-

holdsdelingstjenester om, at deres brugere har clearet alle relevante rettigheder.

(70) De foranstaltninger, der træffes af udbyderne af onlineindholdsdelingstjenester i samarbejde med

rettighedshavere, bør ikke berøre anvendelsen af undtagelser fra eller indskrænkninger af ophavsretten,

herunder navnlig sådanne, der sikrer brugernes ytringsfrihed. Brugerne bør have mulighed for at uploade

og tilgængeliggøre indhold, der er genereret af brugerne, til specifikke formål som citat, kritik, anmeldel-

se, karikatur, parodi eller pastiche. Dette er især vigtigt for at finde en balance mellem på den ene side

de grundlæggende rettigheder fastlagt i Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder

(»chartret«), navnlig ytringsfriheden og friheden for kunst, og på den anden side ejendomsretten, herun-

der intellektuel ejendomsret. Disse undtagelser og indskrænkninger bør derfor gøres obligatoriske for

at sikre, at brugerne nyder ensartet beskyttelse i hele Unionen. Det er vigtigt at sikre, at udbydere af on-

lineindholdsdelingstjenester har en effektiv klageordning til støtte for anvendelsen til sådanne specifikke

formål.

Udbyderne af onlineindholdsdelingstjenester bør også indføre effektive og hurtigt arbejdende klageord-

ninger, der giver brugerne mulighed for at klage over foranstaltninger, der er truffet med hensyn til deres

uploads, navnlig når de kunne drage fordel af en undtagelse fra eller indskrænkning af ophavsretten i

forbindelse med et upload, hvortil adgangen er blokeret, eller som er fjernet. Enhver klage, der indgives

under sådanne ordninger, bør behandles uden unødig forsinkelse og underkastes menneskelig kontrol. Når

rettighedshavere anmoder tjenesteudbyderne om at gribe ind over for brugeruploads ved f.eks. at blokere

for adgang til eller fjerne uploadet indhold, bør sådanne rettighedshavere behørigt begrunde deres anmod-

L 125 - 2022-23 (2. samling) - Bilag 1: Høringsnotat, høringssvar og lovforslaget, fra kulturministeren

113

ninger. Desuden bør samarbejdet ikke føre til identifikation af individuelle brugere eller behandling af

personoplysninger, medmindre det sker i overensstemmelse med Europa-Parlamentets og Rådets direktiv

2002/58/EF

15)

og Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2016/679

16)

. Medlemsstaterne bør også

sikre, at brugerne har adgang til udenretslige tvistbilæggelsesordninger. Sådanne ordninger bør gøre det

muligt at afgøre tvister på upartisk vis. Brugerne bør også have adgang til en domstol eller en anden

relevant retslig myndighed for at påberåbe sig anvendelse af en undtagelse fra eller en indskrænkning af

ophavsret og beslægtede rettigheder.

(71) Snarest muligt efter datoen for dette direktivs ikrafttræden bør Kommissionen i samarbejde med

medlemsstaterne arrangere dialoger mellem interessenter for at sikre ensartet anvendelse af samarbejds-

forpligtelsen mellem udbydere af onlineindholdsdelingstjenester og rettighedshavere og fastsætte bedste

praksis med hensyn til de relevante branchestandarder for erhvervsmæssig diligenspligt. Til dette formål

bør Kommissionen høre relevante interessenter, herunder brugerorganisationer og teknologileverandører,

og tage hensyn til udviklingen på markedet. Brugerorganisationer bør også have adgang til oplysninger

om de foranstaltninger, der træffes af udbydere af onlineindholdsdelingstjenester for at forvalte indhold

online.

(72) Ophavsmænd og udøvende kunstnere står ofte i en svagere forhandlingsposition, når de udsteder

en licens eller overfører deres rettigheder, herunder gennem deres egne virksomheder, med henblik på

udnyttelse mod ydelse af et vederlag, og disse fysiske personer har behov for den beskyttelse, der er

fastsat i dette direktiv, for fuldt ud at kunne udnytte de rettigheder, der er harmoniseret i henhold til

EU-retten. Dette behov for beskyttelse opstår ikke, når aftalepartneren handler som en slutbruger og ikke

selv udnytter værket eller fremførelsen, hvilket f.eks. kan være tilfældet i visse ansættelseskontrakter.

(73) Vederlag til ophavsmænd og udøvende kunstnere bør være passende og stå i et rimeligt forhold til

den faktiske eller potentielle økonomiske værdi af de rettigheder, som er omfattet af licensen eller over-

førslen, under hensyntagen til ophavsmandens eller den udøvende kunstners bidrag til det samlede værk

eller den samlede anden frembringelse og alle andre omstændigheder i sagen, som f.eks. markedspraksis

eller den faktiske udnyttelse af værket. Et engangsbeløb kan også udgøre et rimeligt vederlag, men det

bør ikke være reglen. Medlemsstaterne bør have friheden til at fastlægge de konkrete tilfælde, hvor der

kan anvendes engangsbeløb, under hensyntagen til de særlige forhold i hver enkelt sektor. Medlemsstater-

ne bør frit kunne gennemføre princippet om et passende og forholdsmæssigt vederlag gennem forskellige

eksisterende eller nyligt indførte ordninger, som kan omfatte kollektive forhandlinger og andre ordninger,

forudsat at sådanne ordninger er i overensstemmelse med gældende EU-ret.

(74) Ophavsmænd og udøvende kunstnere har brug for oplysninger til at vurdere den økonomiske værdi

af de af deres rettigheder, der er harmoniseret i henhold til EU-retten. Dette er navnlig tilfældet, når

fysiske personer udsteder en licens eller overdrager rettigheder med henblik på udnyttelse mod veder-

lag. Dette behov opstår ikke, hvor udnyttelsen er ophørt, eller hvor ophavsmanden eller den udøvende

kunstner har givet en licens til almenheden vederlagsfrit.

(75) Eftersom ophavsmænd og udøvende kunstnere ofte er i en svagere forhandlingsposition, når de

udsteder licenser eller overdrager deres rettigheder, har de behov for adgang til løbende at kunne vurdere

den økonomiske værdi af deres rettigheder sammenlignet med det vederlag, som de får for licensen eller

overdragelsen, men de oplever ofte en mangel på gennemsigtighed. Derfor er fyldestgørende og nøjagtige

oplysninger fra deres aftalepartnere eller disses retssuccessorer vigtige for gennemsigtigheden og balan-

cen i det system, der regulerer vederlag til ophavsmænd og udøvende kunstnere. Disse oplysninger bør

L 125 - 2022-23 (2. samling) - Bilag 1: Høringsnotat, høringssvar og lovforslaget, fra kulturministeren

114

være ajourførte for at give adgang til de nyeste data relevante for udnyttelsen af værket eller fremførelsen

og omfattende, således at de dækker alle kilder til indtægter af relevans for sagen, herunder eventuelt

indtægter fra salg af merchandise. Så længe udnyttelsen er i gang, bør ophavsmænds og udøvende kunst-

neres aftalepartnere give dem adgang til oplysninger om alle former for udnyttelse og om alle relevante

indtægter på verdensplan med en regelmæssighed, som er passende for den relevante sektor, dog mindst

en gang om året. Oplysningerne bør gives på en måde, der er forståelig for ophavsmanden eller den

udøvende kunstner, og bør gøre det muligt at foretage en effektiv vurdering af den økonomiske værdi af

de pågældende rettigheder. Gennemsigtighedsforpligtelsen bør dog kun finde anvendelse, når der er tale

om ophavsretligt relevante rettigheder. Behandlingen af personoplysninger, såsom kontaktoplysninger og

oplysninger om vederlag, som er nødvendig for at holde ophavsmænd og udøvende kunstnere underrettet

i forbindelse med udnyttelsen af deres værker og fremførelser, bør foretages i overensstemmelse med

artikel 6, stk. 1, litra c), i forordning (EU) 2016/679.

(76) For at sikre, at ophavsmænd og udøvende kunstnere informeres behørigt om udnyttelsen, også i

tilfælde, hvor rettighederne er givet i underlicens til andre parter, der udnytter rettighederne, giver dette

direktiv ophavsmænd og udøvende kunstnere ret til at anmode om yderligere relevante oplysninger om

udnyttelsen af rettighederne i tilfælde, hvor den første kontraktmæssige modpart har afgivet de oplys-

ninger, vedkommende har til rådighed, men disse oplysninger ikke er tilstrækkelige til at vurdere den

økonomiske værdi af deres rettigheder. Denne anmodning bør foretages enten direkte til underlicenstagere

eller gennem ophavsmændenes og de udøvende kunstneres aftalepartnere. Ophavsmænd og udøvende

kunstnere og deres aftalepartnere bør kunne indvillige i at hemmeligholde de delte oplysninger, men

ophavsmænd og udøvende kunstnere bør altid kunne bruge de delte oplysninger med henblik på at udøve

deres rettigheder i henhold til dette direktiv. Medlemsstaterne bør have mulighed for i overensstemmelse

med EU-retten at træffe yderligere foranstaltninger for at sikre gennemsigtighed for ophavsmænd og

udøvende kunstnere.

(77) Ved gennemførelsen af gennemsigtighedsforpligtelsen i dette direktiv bør medlemsstaterne tage

hensyn til de særlige karakteristika, der er knyttet til de forskellige indholdssektorer, f.eks. inden for

musiksektoren, den audiovisuelle sektor og forlagssektoren, og alle relevante interessenter bør inddrages,

når sådanne sektorspecifikke forpligtelser fastlægges. Hvor det er relevant, bør betydningen af ophavs-

mænds og udøvende kunstneres bidrag til det samlede værk eller den samlede fremførelse også tages

i betragtning. Kollektive overenskomster bør overvejes som mulighed for at opnå en aftale mellem de

relevante interessenter med hensyn til gennemsigtighed. Sådanne aftaler bør sikre, at ophavsmænd og

udøvende kunstnere har den samme eller en højere grad af gennemsigtighed end de mindstekrav, der

er fastsat i dette direktiv. For at muliggøre tilpasningen af de eksisterende praksisser for rapportering

til gennemsigtighedsforpligtelsen bør der fastsættes en overgangsperiode. Det bør ikke være nødvendigt

at anvende gennemsigtighedsforpligtelsen i forbindelse med aftaler indgået mellem rettighedshavere og

kollektive forvaltningsorganisationer, uafhængige forvaltningsenheder eller andre enheder, der er omfattet

af de nationale regler til gennemførelse af direktiv 2014/26/EU, da disse organisationer eller enheder

allerede er underlagt gennemsigtighedsforpligtelser i medfør af artikel 18 i direktiv 2014/26/EU. Artikel

18 i direktiv 2014/26/EU finder anvendelse på organisationer, der forvalter ophavsret eller beslægtede

rettigheder på vegne af mere end én rettighedshaver til fælles gavn for disse rettighedshavere. Dog bør

individuelt forhandlede aftaler mellem rettighedshavere og de af deres aftalepartnere, der handler i egen

interesse, være underlagt den i dette direktiv omhandlede gennemsigtighedsforpligtelse.

(78) Visse aftaler om udnyttelse af rettigheder, som er harmoniseret på EU-niveau, har en lang varighed

og giver ophavsmænd og udøvende kunstnere få muligheder for at genforhandle dem med deres aftale-

L 125 - 2022-23 (2. samling) - Bilag 1: Høringsnotat, høringssvar og lovforslaget, fra kulturministeren

115

partnere eller deres retssuccessorer, i tilfælde af at rettighedernes økonomiske værdi viser sig at være

væsentligt højere end oprindeligt antaget. Uden at det berører aftaleretten i medlemsstaterne, bør der

derfor fastlægges en ordning til justering af vederlaget med henblik på tilfælde, hvor det oprindeligt

aftalte vederlag under en licens eller overdragelse af rettigheder klart er blevet uforholdsmæssigt lavt

sammenlignet med den relevante indtægt hidrørende fra ophavsmandens eller den udøvende kunstners

aftalepartners efterfølgende udnyttelse af værket eller optagelse af fremførelsen. Alle de indtægter, der

er relevante for sagen, herunder eventuelle indtægter fra salg af merchandise, bør tages i betragtning

ved vurderingen af, om vederlaget er uforholdsmæssigt lavt. Vurderingen af situationen bør tage hensyn

til de specifikke omstændigheder i hvert enkelt tilfælde, herunder bidraget fra ophavsmanden eller den

udøvende kunstner, til de særlige karakteristika og vederlagspraksisser i de forskellige indholdssektorer

samt spørgsmålet om, og hvorvidt aftalen er baseret på en kollektiv overenskomst. Repræsentanter

for ophavsmænd og udøvende kunstnere, der er behørigt bemyndiget i henhold til national ret og i

overensstemmelse med EU-retten, bør kunne bistå en eller flere ophavsmænd eller udøvende kunstnere i

forbindelse med anmodninger om justering af aftalerne, idet der også tages hensyn til andre ophavsmænds

eller udøvende kunstneres interesser, når det er relevant. Disse repræsentanter bør beskytte identiteten af

de repræsenterede ophavsmænd og udøvende kunstnere, så længe dette er muligt. Kan parterne ikke blive

enige om at justere vederlaget, bør ophavsmanden eller den udøvende kunstner have ret til at indbringe

sagen for retten eller for en anden kompetent myndighed. En sådan ordning bør ikke finde anvendelse på

aftaler, der indgås af enheder som defineret i artikel 3, litra a) og b), i direktiv 2014/26/EU eller af andre

enheder, som er omfattet af nationale bestemmelser, der gennemfører direktiv 2014/26/EU.

(79) Ophavsmænd og udøvende kunstnere er ofte tilbageholdende med at håndhæve deres rettigheder

over for deres aftalepartnere ved en domstol eller lignende organer. Medlemsstaterne bør derfor fastsætte

bestemmelser om en alternativ procedure til afgørelse af tvister vedrørende krav fremført af ophavsmænd

og udøvende kunstnere eller af deres repræsentanter på deres vegne vedrørende gennemsigtighedsforplig-

telser og ordningen for justering af aftaler. Med henblik herpå bør medlemsstaterne kunne enten oprette

et nyt organ eller en ny ordning eller benytte et eksisterende organ eller en eksisterende ordning, som

opfylder dette direktivs betingelser, uanset om disse organer eller ordninger fungerer i brancheregi eller

offentligt regi, herunder når de indgår som en del af det nationale domstolssystem. Medlemsstaterne bør

have fleksibilitet til at beslutte, hvordan omkostningerne ved tvistbilæggelsesproceduren skal fordeles. En

sådan alternativ tvistbilæggelsesprocedure bør ikke berøre parternes ret til at gøre deres rettigheder

gældende ved at indbringe sagen for en domstol.

(80) Når ophavsmænd og udøvende kunstnere har udsteder licens eller overdrager deres rettigheder,

forventer de, at deres værk eller fremførelse udnyttes. Det kan være tilfældet, at værker eller fremførelser,

til hvilke der er blevet udstedt licens eller overdraget rettigheder, slet ikke udnyttes. Når disse rettigheder

er blevet overført på et eksklusivt grundlag, kan ophavsmænd og udøvende kunstnere ikke ty til en

anden part med henblik på udnyttelse af deres værker eller fremførelser. I et sådant tilfælde, og efter

et rimeligt tidsrum, bør ophavsmænd og udøvende kunstnere kunne drage fordel af en ordning for

tilbagekaldelse af rettigheder, der giver dem mulighed for at overføre deres rettigheder eller give licens

til en anden person. Eftersom udnyttelsen af værker eller fremførelser kan variere afhængigt af sektoren,

kan der fastsættes særlige bestemmelser på nationalt plan for at tage hensyn til de særlige kendetegn

ved sektorerne, f.eks. den audiovisuelle sektor, eller ved værkerne eller fremførelserne, navnlig ved at

fastsætte tidsrammer for tilbagekaldelsesretten. For at beskytte licenstageres og rettighedserhververes

legitime interesser og forhindre misbrug og i betragtning af, at der er behov for et vist tidsrum, før et

værk eller en fremførelse rent faktisk kan udnyttes, bør ophavsmænds og udøvende kunstneres ret til

tilbagekaldelse udøves i overensstemmelse med visse proceduremæssige krav og først efter, at der er

gået en vis tid efter indgåelsen af licens- eller overdragelsesaftalen. Medlemsstaterne bør kunne regulere

L 125 - 2022-23 (2. samling) - Bilag 1: Høringsnotat, høringssvar og lovforslaget, fra kulturministeren

116

udøvelsen af tilbagekaldelsesretten i tilfælde af værker eller fremførelser med mere end én ophavsmand

eller udøvende kunstner, under hensyntagen til den relative betydning af de individuelle bidrag.

(81) De bestemmelser vedrørende gennemsigtighed, aftalejusteringsordninger og alternative tvistbilæg-

gelsesprocedurer, der er fastlagt i dette direktiv, bør være obligatoriske, og parterne bør ikke kunne

fravige disse bestemmelser, uanset om de er i aftalerne mellem ophavsmænd, udøvende kunstnere og de-

res aftalepartnere eller i aftaler mellem disse partnere og tredjeparter, såsom aftaler om hemmeligholdel-

se. Som følge heraf bør artikel 3, stk. 4, i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 593/2008

17)

anvendes på en sådan måde, at når alle andre elementer med relevans for sagen på det tidspunkt,

hvor lovvalget foretages, er lokaliseret i en eller flere medlemsstater, kan parternes valg af en anden

lov end loven i en medlemsstat ikke medføre tilsidesættelse af bestemmelserne om gennemsigtighed,

aftalejusteringsordninger og alternative tvistbilæggelsesprocedurer, der er fastlagt i nærværende direktiv,

som gennemført i den medlemsstat, hvor domstolen er beliggende.

(82) Intet i dette direktiv bør fortolkes således, at det forhindrer indehavere af eksklusive rettigheder

i henhold til EUretten om ophavsret i at tillade anvendelse af deres værker eller andre frembringelser

gratis, herunder via ikkeeksklusive licenser til gavn for alle brugere.

(83) Målet for dette direktiv, nemlig at modernisere visse aspekter af Unionens rammer for ophavsret for

at tage hensyn til den teknologiske udvikling og nye distributionskanaler for beskyttet indhold i det indre

marked, kan ikke i tilstrækkelig grad opfyldes af medlemsstaterne, men kan på grund af deres omfang

og virkninger bedre nås på EU-plan; Unionen kan derfor vedtage foranstaltninger i overensstemmelse

med nærhedsprincippet, jf. artikel 5 i traktaten om Den Europæiske Union. I overensstemmelse med

proportionalitetsprincippet, jf. nævnte artikel, går dette direktiv ikke videre, end hvad der er nødvendigt

for at nå dette mål.

(84) Dette direktiv overholder de grundlæggende rettigheder og de principper, som navnlig chartret

anerkender. Dette direktiv bør følgelig fortolkes og anvendes under overholdelse af disse rettigheder og

principper.

(85) Enhver behandling af personoplysninger efter dette direktiv bør respektere de grundlæggende rettig-

heder, herunder retten til respekt for privatliv og familieliv og retten til beskyttelse af personoplysninger,

jf. henholdsvis artikel 7 og 8 i chartret, og skal finde sted i overensstemmelse med direktiv 2002/58/EF og

forordning (EU) 2016/679.

(86) I henhold til den fælles politiske erklæring af 28. september 2011 fra medlemsstaterne og Kommissi-

onen om forklarende dokumenter

18)

har medlemsstaterne forpligtet sig til i tilfælde, hvor det er berettiget,

at lade meddelelsen af gennemførelsesforanstaltninger ledsage af et eller flere dokumenter, der forklarer

forholdet mellem et direktivs bestanddele og de tilsvarende dele i de nationale gennemførelsesinstrumen-

ter. I forbindelse med dette direktiv finder lovgiver, at fremsendelse af sådanne dokumenter er berettiget

—

VEDTAGET DETTE DIREKTIV:

AFSNIT I

L 125 - 2022-23 (2. samling) - Bilag 1: Høringsnotat, høringssvar og lovforslaget, fra kulturministeren

117

ALMINDELIGE BESTEMMELSER

Artikel 1

Genstand og anvendelsesområde

1. Dette direktiv indeholder regler, der har til formål yderligere at harmonisere EU-retten om ophavsret og

beslægtede rettigheder inden for rammerne af det indre marked, under særlig hensyntagen til digitale og

grænseoverskridende anvendelser af beskyttet indhold. Det indeholder også regler om undtagelser fra og

indskrænkninger af ophavsret og beslægtede rettigheder, fremme af licenser samt regler, der har til formål

at sikre en velfungerende markedsplads for udnyttelsen af værker og andre frembringelser.

2. Undtagen i de tilfælde, der er omhandlet i artikel 24, berører dette direktiv på ingen måde de eksister-

ende regler, der er fastsat i de gældende direktiver på området, navnlig direktiv 96/9/EF, 2000/31/EF,

2001/29/EF, 2006/115/EF, 2009/24/EF, 2012/28/EU og 2014/26/EU.

Artikel 2

Definitioner

I dette direktiv forstås ved:

1) »forskningsinstitution«: et universitet, herunder dets biblioteker, et forskningsinstitut eller enhver an-

den enhed, hvis primære mål er at udføre videnskabelig forskning eller at udføre uddannelsesaktiviteter,

der også omfatter videnskabelig forskning, som:

a) er organiseret uden fortjeneste for øje eller investerer hele overskuddet i sin videnskabelige forskning,

eller

b) varetager af medlemsstaten anerkendte almennyttige opgaver

på en sådan måde, at adgangen til de resultater, der frembringes af en sådan videnskabelig forskning, ikke

kan nydes på et privilegeret grundlag af en virksomhed, som udøver afgørende indflydelse på en sådan

institution

2) »tekst- og datamining«: enhver automatiseret analytisk fremgangsmåde, der har til formål at analysere

tekst og data i digital form med henblik på at generere oplysninger, herunder, men ikke begrænset til,

mønstre, tendenser og korrelationer

3) »kulturarvsinstitution«: et offentligt tilgængeligt bibliotek eller museum, et arkiv eller en film- eller

lydarvsinstitution

4) »pressepublikation«: en samling, som primært består af litterære værker af journalistisk karakter, men

som også kan omfatte andre værker eller frembringelser, og som:

L 125 - 2022-23 (2. samling) - Bilag 1: Høringsnotat, høringssvar og lovforslaget, fra kulturministeren

118

a) udgør en individuel enhed inden for en periodisk eller regelmæssigt opdateret udgivelse under én

enkelt titel, såsom aviser eller magasiner af almen eller specialiseret karakter

b) har til formål at bringe almenheden oplysninger i form af aktualitetsstof eller om andre emner, og

c) udgives i medier på en tjenesteudbyders initiativ og under dennes ansvar og kontrol.

Periodiske publikationer, som udgives med videnskabeligt eller akademisk formål, såsom videnskabelige

tidsskrifter, er ikke pressepublikationer i henhold til dette direktiv

5) »informationssamfundstjeneste«: en tjeneste som omhandlet i artikel 1, stk. 1, litra b), i direktiv (EU)

2015/1535

6) »udbyder af onlineindholdsdelingstjenester«: en udbyder af en informationssamfundstjeneste, der har

som hovedformål eller som et af sine hovedformål at lagre og give almenheden adgang til en stor mængde

ophavsretligt beskyttede værker eller andre beskyttede frembringelser, som uploades af dens brugere, og

som den organiserer og promoverer med et profitmæssigt formål.

Udbydere af tjenester såsom ikkeprofitbaserede onlineencyklopædier, ikkeprofitbaserede, uddannelsesre-

laterede og videnskabelige databanker, platforme til udvikling af open source software og open sour-

ce-delingsplatforme, udbydere af elektroniske kommunikationstjenester som defineret i direktiv (EU)

2018/1972, onlinemarkedspladser og business to business-cloudtjenester samt cloudtjenester, som gør det

muligt for brugere at uploade indhold til eget brug, er ikke udbydere af onlineindholdsdelingstjenester i

henhold til nærværende direktiv.

AFSNIT II

FORANSTALTNINGER TIL TILPASNING AF UNDTAGELSER OG INDSKRÆNKNINGER

TIL DET DIGITALE OG GRÆNSEOVERSKRIDENDE MILJØ

Artikel 3

Tekst- og datamining med henblik på videnskabelig forskning

1. Medlemsstaterne fastsætter en undtagelse fra de rettigheder, der er fastsat i artikel 5, litra a), og artikel

7, stk. 1, i direktiv 96/9/EF, artikel 2 i direktiv 2001/29/EF og artikel 15, stk. 1, i nærværende direktiv

for reproduktioner og udtræk foretaget af forskningsorganisationer og kulturarvsinstitutioner med henblik

på at udføre tekst- og datamining af værker eller andre frembringelser, som de har lovlig adgang til, med

henblik på videnskabelig forskning.

2. Kopier af værker eller andre frembringelser foretaget i overensstemmelse med stk. 1 lagres med et

passende sikkerhedsniveau og kan opbevares med henblik på videnskabelig forskning, herunder med

henblik på verifikation af forskningsresultater.

L 125 - 2022-23 (2. samling) - Bilag 1: Høringsnotat, høringssvar og lovforslaget, fra kulturministeren

119

3. Det er tilladt rettighedshavere at træffe foranstaltninger, der kan garantere sikkerhed og integritet i de

netværk og databaser, hvor værkerne eller de andre frembringelser er lagret. Sådanne foranstaltninger må

ikke gå videre, end hvad der er nødvendigt for at nå dette mål.

4. Medlemsstaterne opfordrer rettighedshavere, forskningsinstitutioner og kulturarvsinstitutioner til i fæl-

lesskab at fastlægge bedste praksis med hensyn til anvendelsen af den forpligtelse og de foranstaltninger,

der omhandles i henholdsvis stk. 2 og 3.

Artikel 4

Undtagelse eller indskrænkning vedrørende tekst- og datamining

1. Medlemsstaterne fastsætter en undtagelse fra eller en indskrænkning af de rettigheder, der er fastsat

i artikel 5, litra a), og artikel 7, stk. 1, i direktiv 96/9/EF, artikel 2 i direktiv 2001/29/EF, artikel 4, stk.

1, litra a) og b), i direktiv 2009/24/EF og artikel 15, stk. 1, i nærværende direktiv, for reproduktion og

udtræk af lovligt tilgængelige værker eller andre frembringelser med henblik på tekst- og datamining.

2. Reproduktioner og udtræk foretaget i henhold til stk. 1, kan opbevares, så længe det er nødvendigt med

henblik på tekst- og datamining.

3. Undtagelsen eller indskrænkningen omhandlet i stk. 1 finder anvendelse på betingelse af, at rettigheds-

haverne til værker og andre frembringelser, der er omhandlet i nævnte stykke, ikke udtrykkeligt har

forbeholdt sig anvendelsen heraf på passende vis, såsom en maskinlæsbar måde i tilfælde af indhold, der

er stillet til rådighed for almenheden online.

4. Denne artikel berører ikke anvendelsen af artikel 3 i dette direktiv.

Artikel 5

Anvendelsen af værker og andre frembringelser i digitale og grænseoverskridende undervisnings-

aktiviteter

1. Medlemsstaterne fastsætter en undtagelse fra eller en indskrænkning af de rettigheder, der er fastsat i

artikel 5, litra a), b), d) og e), og artikel 7, stk. 1, i direktiv 96/9/EF, artikel 2 og 3 i direktiv 2001/29/EF,

artikel 4, stk. 1, i direktiv 2009/24/EF og artikel 15, stk. 1, i nærværende direktiv, med henblik på at

tillade den digitale anvendelse af værker og andre frembringelser, når denne udelukkende finder sted med

henblik på undervisningsbrug, og i det omfang det er berettiget i forhold til det ikkekommercielle formål,

på betingelse af at en sådan anvendelse:

a) sker under en uddannelsesinstitutions ansvar, i dens lokaler eller andetsteds eller via et sikkert elek-

tronisk miljø, som kun er tilgængeligt for uddannelsesinstitutionens elever eller studerende og undervis-

ningspersonale, og

b) ledsages af en angivelse af kilden, herunder ophavsmandens navn, medmindre dette viser sig at være

umuligt.

L 125 - 2022-23 (2. samling) - Bilag 1: Høringsnotat, høringssvar og lovforslaget, fra kulturministeren

120

2. Uanset artikel 7, stk. 1, kan medlemsstaterne fastsætte, at undtagelsen eller indskrænkningen vedtaget

i henhold til stk. 1 ikke finder anvendelse eller ikke finder anvendelse for særlig brug eller særlige typer

af værker eller frembringelser såsom materiale, der primært er beregnet til uddannelsesmarkedet, eller

partiturer, i det omfang der er let adgang til passende licenser, der giver tilladelse til de i nærværende

artikels stk. 1 omhandlede handlinger, og som dækker uddannelsesinstitutionernes behov og særlige

forhold.

De medlemsstater, der beslutter at benytte sig af dette stykkes første afsnit, træffer de nødvendige

foranstaltninger til at sikre, at de licenser, hvorved tilladelse gives til de i denne artikels stk. 1 omhandlede

handlinger, på passende vis er tilgængelige og synlige for uddannelsesinstitutioner.

3. Anvendelsen af værker og andre frembringelser, der udelukkende finder sted til undervisningsbrug

via sikre elektroniske miljøer, skal i overensstemmelse med de i medfør af denne artikel vedtagne

bestemmelser i national ret anses for kun at finde sted i den medlemsstat, hvor uddannelsesinstitutionen er

etableret.

4. Medlemsstaterne kan fastsætte bestemmelser om en rimelig kompensation til rettighedshaverne for

anvendelsen af deres værker eller andre frembringelser i henhold til stk. 1.

Artikel 6

Bevarelse af kulturarven

Medlemsstaterne fastsætter en undtagelse fra de rettigheder, der er fastsat i artikel 5, litra a), og artikel 7,

stk. 1, i direktiv 96/9/EF, artikel 2 i direktiv 2001/29/EF, artikel 4, stk. 1, litra a), i direktiv 2009/24/EF

og artikel 15, stk. 1, i nærværende direktiv, for at give kulturarvsinstitutioner mulighed for at udfærdige

kopier af alle de værker eller andre frembringelser, som er en permanent del af deres samlinger, i et

hvilket som helst format eller medie, når dette sker med henblik på bevarelse af sådanne værker eller

frembringelser, og i det omfang det er nødvendigt for en sådan bevarelse.

Artikel 7

Almindelige bestemmelser

1. Alle aftalebestemmelser, der er i strid med undtagelserne fastsat i artikel 3, 5 og 6, er uden retskraft.

2. Artikel 5, stk. 5, i direktiv 2001/29/EF finder anvendelse på de undtagelser og indskrænkninger, der

er fastsat i dette afsnit. Artikel 6, stk. 4, første, tredje og femte afsnit, i direktiv 2001/29/EF finder

anvendelse på artikel 3-6 i nærværende direktiv.

AFSNIT III

FORANSTALTNINGER TIL AT FORBEDRE LICENSPRAKSISSER OG SIKRE BREDERE

ADGANG TIL INDHOLD

L 125 - 2022-23 (2. samling) - Bilag 1: Høringsnotat, høringssvar og lovforslaget, fra kulturministeren

121

KAPITEL 1

Værker eller andre frembringelser, der ikke længere forhandles

Artikel 8

Kulturarvsinstitutioners anvendelse af værker andre frembringelser, der ikke længere forhandles

1. Medlemsstaterne fastsætter bestemmelser om, at en kollektiv forvaltningsorganisation i overensstem-

melse med sine mandater fra rettighedshaverne kan indgå en ikkeeksklusiv licensaftale med ikkekommer-

cielle formål med en kulturarvsinstitution om reproduktion, distribution, overføring til almenheden eller

tilrådighedsstillelse for almenheden af ikke længere forhandlede værker eller andre frembringelser, som

er en permanent del af institutionens samling, uanset om alle de rettighedshavere, som er omfattet af

licensen, har givet den kollektive forvaltningsorganisation mandat, på betingelse af at:

a) den kollektive forvaltningsorganisation på grundlag af sine mandater er tilstrækkeligt repræsentativ for

rettighedshavere inden for den relevante type af værker eller andre frembringelser og for de rettigheder,

som licensen omhandler, og

b) alle rettighedshavere er garanteret ligebehandling, hvad angår betingelserne for licensen.

2. Medlemsstaterne fastsætter en undtagelse fra eller indskrænkning af de i artikel 5, litra a), b), d) og

e), og artikel 7, stk. 1, i direktiv 96/9/EF, artikel 2 og 3 i direktiv 2001/29/EF, artikel 4, stk. 1, i direktiv

2009/24/EF og artikel 15, stk. 1, i nærværende direktiv omhandlede rettigheder for at gøre det muligt

for kulturarvsinstitutioner at stille ikke længere forhandlede værker eller andre frembringelser, som er en

permanent del af deres samlinger, til rådighed for ikkekommercielle formål, på betingelse af at:

a) navnet på ophavsmanden eller enhver anden identificérbar rettighedshaver er anført, medmindre dette

viser sig umuligt, og

b) sådanne værker eller andre frembringelser stilles til rådighed på ikkekommercielle websteder.

3. Medlemsstaterne fastsætter, at den undtagelse eller indskrænkning, der er fastsat i stk. 2, kun finder

anvendelse på typer af værker eller andre frembringelser, for hvilke der ikke findes en kollektiv forvalt-

ningsorganisation, som opfylder de i stk. 1, litra a), fastsatte betingelser.

4. Medlemsstaterne fastsætter, at alle rettighedshavere til enhver tid let og effektivt kan udelukke deres

værker eller andre frembringelser fra den licensordning, der er fastsat i stk. 1, eller fra den undtagelse

eller indskrænkning, der er fastsat i stk. 2, enten generelt eller i særlige tilfælde, herunder efter indgåelsen

af en licensaftale eller efter påbegyndelsen af den pågældende anvendelse.

5. Værker eller andre frembringelser betragtes, som om de ikke længere forhandles, når det i god tro kan

formodes, at hele værket eller frembringelsen ikke er til rådighed for almenheden via normale handelska-

naler, efter der gjort en rimelig indsats for at bedømme, om det/den er til rådighed for almenheden.

L 125 - 2022-23 (2. samling) - Bilag 1: Høringsnotat, høringssvar og lovforslaget, fra kulturministeren

122

Medlemsstaterne kan fastsætte specifikke krav såsom en skæringsdato for at fastslå, hvorvidt der kan

udstedes licenser til værker og andre frembringelser i overensstemmelse med stk. 1, eller hvorvidt de kan

anvendes i henhold til den undtagelse eller indskrænkning, der er fastsat i stk. 2. Sådanne krav må ikke gå

videre, end hvad der er nødvendigt og rimeligt, og må ikke være til hindring for at kunne fastslå, at et helt

sæt af værker eller andre frembringelser ikke længere forhandles, når det er rimeligt at formode, at alle

værker eller frembringelser ikke længere forhandles.

6. Medlemsstaterne fastsætter, at de i stk. 1 omhandlede licenser skal indhentes hos en kollektiv forvalt-

ningsorganisation, der er repræsentativ for den medlemsstat, hvor kulturarvsinstitutionen er etableret.

7. Denne artikel finder ikke anvendelse på sæt af værker eller andre frembringelser, der ikke længere

forhandles, hvis der på grundlag af den rimelige indsats, der er omhandlet i stk. 5, er bevis for, at sådanne

sæt overvejende består af:

a) værker eller andre frembringelser, som ikke er filmværker eller audiovisuelle værker, og som først blev

udgivet eller, hvis de ikke er udgivet, først blev udsendt i et tredjeland

b) filmværker eller audiovisuelle værker, hvis producenter har deres hovedsæde eller opholdssted i et

tredjeland, eller

c) tredjelandsstatsborgeres værker eller andre frembringelser, når ingen medlemsstat eller intet tredjeland

har kunnet fastlægges med en rimelig indsats i henhold til litra a) og b).

Uanset første afsnit finder denne artikel anvendelse, hvor den kollektive forvaltningsorganisation er

tilstrækkeligt repræsentativ, jf. stk. 1, litra a), for rettighedshavere i det relevante tredjeland.

Artikel 9

Grænseoverskridende anvendelser

1. Medlemsstaterne sikrer, at licenser udstedt i overensstemmelse med artikel 8 kan give kulturarvsinstitu-

tioner mulighed for at anvende værker eller andre frembringelser, der ikke længere forhandles, i enhver

medlemsstat.

2. Anvendelsen af værker og andre frembringelser i henhold til undtagelsen eller indskrænkningen, som

fastsat i artikel 8, stk. 2, anses for kun at finde sted i den medlemsstat, hvor den kulturarvsinstitution, der

foretager denne anvendelse, er etableret.

Artikel 10

Bekendtgørelsesforanstaltninger

1. Medlemsstaterne sikrer, at oplysninger fra kulturarvsinstitutioner, kollektive forvaltningsorganisationer

eller relevante offentlige myndigheder med henblik på identifikation af ikke længere forhandlede værker

og andre frembringelser, der er omfattet af en licens udstedt i overensstemmelse med artikel 8, stk.

L 125 - 2022-23 (2. samling) - Bilag 1: Høringsnotat, høringssvar og lovforslaget, fra kulturministeren

123

1, eller som anvendes i henhold til undtagelsen eller indskrænkningen, som fastsat i artikel 8, stk. 2,

samt oplysninger om muligheder, der er til rådighed for rettighedshavere, som omhandlet i artikel 8,

stk. 4, og, så snart de er tilgængelige, og hvor det er relevant, oplysninger om parterne i licensen,

de dækkede områder og anvendelserne gøres permanent, let og effektivt tilgængelige på en offentlig

central onlineportal fra mindst seks måneder før værkerne eller de andre frembringelser distribueres,

overføres til almenheden eller stilles til rådighed for almenheden i overensstemmelse med licensen eller i

overensstemmelse med undtagelsen eller indskrænkningen.

Portalen oprettes og forvaltes af Den Europæiske Unions Kontor for Intellektuel Ejendomsret i overens-

stemmelse med forordning (EU) nr. 386/2012.

2. Medlemsstaterne sørger for, at der, hvis det er nødvendigt for den generelle bevidsthed hos rettigheds-

haverne, træffes yderligere passende bekendtgørelsesforanstaltninger vedrørende kollektive forvaltnings-

organisationers mulighed for at udstede licens til værker eller andre frembringelser i overensstemmelse

med artikel 8, de udstedte licenser, anvendelserne i henhold til den undtagelse eller indskrænkning, der

er fastsat i artikel 8, stk. 2, og de muligheder, der er til rådighed for rettighedshaverne som omhandlet i

artikel 8, stk. 4.

De relevante offentliggørelsesforanstaltninger, der er omhandlet i dette stykkes første afsnit, træffes i den

medlemsstat, hvor der ansøges om licens, jf. artikel 8, stk. 1, eller, for anvendelser i henhold til undtagel-

sen eller indskrænkningen, der er fastsat i artikel 8, stk. 2, i den medlemsstat, hvor kulturarvsinstitutionen

er etableret. Hvis der er dokumentation, såsom værkernes eller de andre frembringelsers oprindelse, for at

antyde, at rettighedshavernes bevidsthed kan øges mere effektivt i andre medlemsstater eller tredjelande,

skal sådanne bekendtgørelsesforanstaltninger også omfatte disse medlemsstater og tredjelande.

Artikel 11

Interessentdialog

Medlemsstaterne konsulterer rettighedshavere, kollektive forvaltningsorganisationer og kulturarvsinstitu-

tioner inden for hver sektor, inden der fastsættes specifikke krav i henhold til artikel 8, stk. 5, og

tilskynder til regelmæssig dialog mellem de organisationer, der er repræsentative for brugere og rettig-

hedshavere, herunder kollektive forvaltningsorganisationer, samt andre eventuelle interessentorganisatio-

ner på et sektorspecifikt grundlag for at fremme relevansen og anvendeligheden af den licensordning, som

er fastsat i artikel 8, stk. 1, og for at sikre, at de garantier for rettighedshavere, der omhandles i dette

kapitel, er effektive.

KAPITEL 2

Foranstaltninger til fremme af kollektive licenser

Artikel 12

Kollektive licenser med en udvidet virkning

L 125 - 2022-23 (2. samling) - Bilag 1: Høringsnotat, høringssvar og lovforslaget, fra kulturministeren

124

1. Medlemsstaterne kan, for så vidt angår anvendelsen på deres område og med forbehold af de garantier,

der er fastsat i denne artikel, fastsætte, at hvor en kollektiv forvaltningsorganisation, der er underlagt

de nationale regler, som gennemfører direktiv 2014/26/EU, i overensstemmelse med sine mandater fra

rettighedshaverne indgår en licensaftale om udnyttelse af værker eller andre frembringelser:

a) kan en sådan aftale udvides til at omfatte rettighederne hos rettighedshavere, som ikke har tilladt,

at den pågældende kollektive forvaltningsorganisation repræsenterer dem ved overdragelse, licens eller

anden kontraktmæssig aftale, eller

b) for så vidt angår en sådan aftale, at organisationen har et retligt mandat eller formodes at repræsentere

rettighedshavere, der ikke har givet organisationen tilladelse i overensstemmelse hermed.

2. Medlemsstaterne sikrer, at den licensordning, der er omhandlet i stk. 1, kun benyttes inden for velde-

finerede anvendelsesområder, hvor opnåelse af tilladelser fra rettighedshavere på individuelt grundlag

typisk er så byrdefuld og upraktisk, at den krævede licenstransaktion sandsynligvis ikke vil finde sted på

grund af karakteren af anvendelsen eller af de typer af værker eller andre frembringelser, der er tale om,

og sikrer, at en sådan licensordning beskytter rettighedshavernes legitime interesser.

3. Med henblik på stk. 1 sørger medlemsstaterne for følgende garantier:

a) den kollektive forvaltningsorganisation på grundlag af sine mandater er tilstrækkelig repræsentativ

for rettighedshavere i den relevante type af værker eller andre frembringelser og for de rettigheder, som

licensen for den relevante medlemsstat omhandler

b) alle rettighedshavere er garanteret ligebehandling, herunder hvad angår betingelserne for licensen

c) rettighedshavere, der ikke har givet tilladelse til den organisation, der udsteder licensen, på et hvilket

som helst tidspunkt let og effektivt kan udelukke deres værker eller andre frembringelser fra den licens-

ordning, der er oprettet i overensstemmelse med denne artikel, og

d) der træffes passende bekendtgørelsesforanstaltninger i rimelig god tid, inden værkerne eller de an-

dre frembringelser anvendes i henhold til licensen, for at oplyse rettighedshaverne om den kollektive

forvaltningsorganisations mulighed for at udstede licens til værker eller andre frembringelser, om den

licensudstedelse, der finder sted i overensstemmelse med denne artikel, og om de muligheder, der er til

rådighed for rettighedshaverne, jf. litra c). Bekendtgørelsesforanstaltningerne skal være effektive, uden at

der er behov for at informere hver enkelt rettighedshaver.

4. Denne artikel berører ikke anvendelsen af kollektive licensordninger med udvidet virkning i overens-

stemmelse med andre bestemmelser i EU-retten, herunder bestemmelser, der tillader undtagelser eller

indskrænkninger.

Denne artikel finder ikke anvendelse på obligatorisk kollektiv forvaltning af rettigheder.

Artikel 7 i direktiv 2014/26/EU finder anvendelse på den licensordning, der er omhandlet i nærværende

artikel.

L 125 - 2022-23 (2. samling) - Bilag 1: Høringsnotat, høringssvar og lovforslaget, fra kulturministeren

125

5. Hvis en medlemsstat i sin nationale ret indfører en licensordning i overensstemmelse med denne

artikel, underretter den pågældende medlemsstat Kommissionen om anvendelsesområdet for de tilsvaren-

de nationale bestemmelser, om de formål og de typer af licenser, der kan indføres i henhold til disse

bestemmelser, om kontaktoplysningerne for organisationer, der udsteder licenser i overensstemmelse med

denne licensordning, og om den måde, hvorpå oplysninger om licensudstedelsen og om mulighederne,

der er til rådighed for rettighedshavere, jf. stk. 3, litra c), kan indhentes. Kommissionen offentliggør disse

oplysninger.

6. På grundlag af de oplysninger, der er modtaget i henhold til nærværende artikels stk. 5, og af

drøftelserne i det i artikel 12, stk. 3, i direktiv 2001/29/EF omhandlede kontaktudvalg, forelægger Kom-

missionen senest den 10. april 2021 Europa-Parlamentet og Rådet en rapport om anvendelsen i Unionen

af de i nærværende artikels stk. 1 omhandlede licensordninger, deres indvirkning på licensudstedelse og

rettighedshavere, herunder rettighedshavere, der ikke er medlemmer af den organisation, der udsteder

licenserne, eller som er statsborgere eller bosiddende i en anden medlemsstat, deres effektivitet med

hensyn til at fremme udbredelsen af kulturelt indhold og deres indvirkning på det indre marked, herunder

grænseoverskridende levering af tjenesteydelser og konkurrence. Denne rapport ledsages, hvis det er

relevant, af et lovgivningsmæssigt forslag, herunder vedrørende den grænseoverskridende virkning af

sådanne nationale ordninger.

KAPITEL 3

Adgang til og tilgængelighed af audiovisuelle værker på video on demand-platforme

Artikel 13

Forhandlingsordning

Medlemsstaterne sikrer, at parter, der oplever vanskeligheder i forbindelse med udstedelse af licensrettig-

heder, når de forsøger at indgå en aftale med henblik på at stille audiovisuelle værker til rådighed på video

on demand-tjenester, kan få bistand af et uafhængigt organ eller af mæglere. Det uafhængige organ, der

oprettes eller udpeges af en medlemsstat med henblik på denne artikel, samt mæglere skal yde bistand til

parterne i deres forhandlinger og hjælper parterne til at nå til enighed, herunder, hvor det er relevant, ved

at forelægge dem forslag.

Medlemsstaterne meddeler Kommissionen det organ eller de mæglere, som er omhandlet i første stykke,

senest den 7. juni 2021. Hvor medlemsstaterne har valgt at benytte sig af mægling, skal meddelelsen til

Kommissionen mindst omfatte den kilde, hvor der kan findes relevante oplysninger om de bemyndigede

mæglere, hvis den er tilgængelig.

KAPITEL 4

Billedkunstværker i det offentlige domæne

Artikel 14

L 125 - 2022-23 (2. samling) - Bilag 1: Høringsnotat, høringssvar og lovforslaget, fra kulturministeren

126

Billedkunstværker i det offentlige domæne

Medlemsstaterne fastsætter bestemmelser om, at når beskyttelsen af et billedkunstværk er udløbet, er

ethvert materiale, der hidrører fra reproduktion af det pågældende værk, ikke omfattet af ophavsret eller

beslægtede rettigheder, medmindre det materiale, der hidrører fra denne reproduktion, er originalt i den

forstand, at det er ophavsmandens egen intellektuelle frembringelse.

AFSNIT IV

FORANSTALTNINGER TIL AT SKABE EN VELFUNGERENDE MARKEDSPLADS FOR OP-

HAVSRET

KAPITEL 1

Rettigheder i publikationer

Artikel 15

Beskyttelse af pressepublikationer med henblik på onlineanvendelse

1. Medlemsstaterne sørger for, at udgiverne af publikationer, der er etableret i en medlemsstat, indrømmes

de i artikel 2 og artikel 3, stk. 2, i direktiv 2001/29/EF fastsatte rettigheder med hensyn til udbydere af

informationssamfundstjenesters onlineanvendelse af deres pressepublikationer.

De i første afsnit fastsatte rettigheder gælder ikke for private eller ikkekommercielle anvendelser af

pressepublikationer, som foretages af individuelle brugere.

Den beskyttelse, der ydes i henhold til første afsnit, finder ikke anvendelse på brug af hyperlinks.

De i første afsnit fastsatte rettigheder gælder ikke for anvendelsen af enkelte ord eller meget korte uddrag

af en pressepublikation.

2. De i stk. 1 fastsatte rettigheder berører på ingen måde rettigheder, der i henhold til EU-retten er

indrømmet ophavsmænd og andre rettighedshavere med hensyn til de værker og andre frembringelser,

der indgår i en pressepublikation. De i stk. 1 fastsatte rettigheder kan ikke påberåbes over for disse

ophavsmænd eller andre rettighedshavere, og de kan navnlig ikke fratage dem deres ret til at udnytte

deres værker og andre frembringelser uafhængigt af den pressepublikation, som de indgår i.

Når et værk eller en anden frembringelse indgår i en pressepublikation på grundlag af en ikkeeksklusiv

licens, kan de rettigheder, der er fastsat i stk. 1, ikke påberåbes for at forbyde andre autoriserede brugere

anvendelse heraf. De i stk. 1 fastsatte rettigheder kan ikke påberåbes for at forbyde anvendelsen af værker

eller andre frembringelser, hvis beskyttelse er udløbet.

L 125 - 2022-23 (2. samling) - Bilag 1: Høringsnotat, høringssvar og lovforslaget, fra kulturministeren

127

3. Artikel 5-8 i direktiv 2001/29/EF, direktiv 2012/28/EU og Europa-Parlamentets og Rådets direktiv

(EU) 2017/1564

19)

finder tilsvarende anvendelse for så vidt angår de rettigheder, der er fastsat i nærvæ-

rende artikels stk. 1.

4. De i stk. 1 fastsatte rettigheder udløber to år efter udgivelsen af pressepublikationen. Denne frist

beregnes fra den 1. januar året efter datoen for udgivelse af pressepublikationen.

Stk. 1 finder ikke anvendelse på pressepublikationer, der blev udgivet første gang inden den 6. juni 2019.

5. Medlemsstaterne fastsætter, at ophavsmænd til værker, der indgår i en pressepublikation, modtager en

passende andel af de indtægter, som presseudgivere modtager for udbydere af informationssamfundstje-

nesters anvendelse af deres pressepublikationer.

Artikel 16

Krav om rimelig kompensation

I tilfælde, hvor ophavsmanden har overdraget en rettighed eller udstedt en licensrettighed til en udgiver,

kan medlemsstaterne fastsætte, at en sådan overdragelse eller licens udgør et tilstrækkeligt retsgrundlag

for, at udgiveren kan være berettiget til en del af kompensationen for den anvendelse af værket, som har

fundet sted i henhold til en undtagelse fra eller indskrænkning af den rettighed, som er blevet overdraget,

eller hvortil der er blevet udstedt licens.

Første stykke berører ikke eksisterende og fremtidige ordninger i medlemsstaterne vedrørende offentlige

udlånsrettigheder.

KAPITEL 2

Visse anvendelser af beskyttet indhold via onlinetjenester

Artikel 17

Udbydere af onlineindholdsdelingstjenesters anvendelse af beskyttet indhold

1. Medlemsstaterne fastsætter, at en udbyder af onlineindholdsdelingstjenester foretager en overføring til

almenheden eller tilrådighedsstillelse for almenheden med henblik på dette direktiv, når den pågældende

giver offentlig adgang til ophavsretligt beskyttede værker eller andre beskyttede frembringelser, der

uploades af brugerne.

En udbyder af onlineindholdsdelingstjenester skal derfor indhente tilladelse fra de i artikel 3, stk. 1 og 2,

i direktiv 2001/29/EF omhandlede rettighedshavere, f.eks. ved at indgå en licensaftale, med henblik på at

overføre værker eller andre frembringelser til almenheden eller stille dem til rådighed for almenheden.

2. Medlemsstaterne sørger for, at når en udbyder af onlineindholdsdelingstjenester har indhentet en

tilladelse, f. eks. ved at indgå en licensaftale, omfatter denne tilladelse også handlinger, der udføres af

L 125 - 2022-23 (2. samling) - Bilag 1: Høringsnotat, høringssvar og lovforslaget, fra kulturministeren

128

brugere af de tjenester, der er omfattet af anvendelsesområdet for artikel 3 i direktiv 2001/29/EF, når de

ikke handler på et kommercielt grundlag, eller når deres aktivitet ikke skaber betydelige indtægter.

3. Når en udbyder af onlineindholdsdelingstjenester foretager en overføring til almenheden eller tilrådig-

hedsstillelse for almenheden på de betingelser, der er fastsat i nærværende artikel, finder den ansvarsbe-

grænsning, der er fastsat i artikel 14, stk. 1, i direktiv 2000/31/EF, ikke anvendelse på de situationer, der

er omfattet af nærværende artikel.

Dette stykkes første afsnit berører ikke den eventuelle anvendelse af artikel 14, stk. 1, i direktiv

2000/31/EF på disse tjenesteudbydere til formål, der ikke er omfattet af nærværende direktivs anvendel-

sesområde.

4. Hvis der ikke er givet tilladelse, er udbydere af onlineindholdsdelingstjenester ansvarlige for uautorise-

ret overføring til almenheden, herunder tilrådighedsstillelse for almenheden, af ophavsretligt beskyttede

værker og andre frembringelser, medmindre tjenesteudbyderne påviser, at de har:

a) gjort deres bedste indsats for at opnå en tilladelse, og

b) i overensstemmelse med de høje branchestandarder for erhvervsmæssig diligenspligt gjort deres bedste

for at sikre, at specifikke værker og andre frembringelser, for hvilke rettighedshaverne har givet tjeneste-

udbyderne de relevante og nødvendige oplysninger, ikke er tilgængelige, og under alle omstændigheder

c) handlet hurtigt efter at have modtaget en tilstrækkelig begrundet meddelelse fra rettighedshaverne for

at blokere adgangen til eller fjerne de værker og andre frembringelser, der er givet meddelelse om, fra de-

res websteder, og gjort deres bedste indsats for at forhindre, at de fremover uploades, i overensstemmelse

med litra b).

5. Ved fastlæggelsen af, om tjenesteudbyderen har opfyldt sine forpligtelser i henhold til stk. 4 og i lyset

af proportionalitetsprincippet, tages bl.a. følgende elementer i betragtning:

a) tjenestens type, publikum og størrelse og typen af værker eller andre frembringelser, som uploades af

tjenestens brugere, og

b) tilgængeligheden af egnede og effektive midler og deres omkostninger for tjenesteudbyderne.

6. Medlemsstaterne fastsætter, at for så vidt angår nye udbydere af onlineindholdsdelingstjenester, hvis

tjenester har været til rådighed for almenheden i Unionen i mindre end tre år, og som har en årlig

omsætning på under 10 mio. EUR beregnet i henhold til Kommissionens henstilling 2003/361/EF

20)

, er

betingelserne i henhold til ansvarsordningen i stk. 4, begrænset til overholdelse af stk. 4, litra a), og til at

handle hurtigt efter at have modtaget en tilstrækkeligt begrundet meddelelse for at blokere adgangen til de

meddelte værker eller andre frembringelser eller fjerne værkerne eller de andre frembringelser fra deres

websteder.

Hvis det gennemsnitlige antal af sådanne tjenesteudbyderes unikke besøgende pr. måned overstiger 5

millioner, beregnet på grundlag af det forrige kalenderår, skal de også påvise, at de har gjort deres

L 125 - 2022-23 (2. samling) - Bilag 1: Høringsnotat, høringssvar og lovforslaget, fra kulturministeren

129

bedste indsats for at forhindre yderligere upload af de værker og andre frembringelser, de har modtaget

meddelelse om, og som de har modtaget relevante og nødvendige oplysninger om fra rettighedshaverne.

7. Samarbejdet mellem udbydere af onlineindholdsdelingstjenester og rettighedshavere må ikke føre til

blokering af adgangen til værker eller andre frembringelser, der uploades af brugere, og som ikke krænker

ophavsret og beslægtede rettigheder, herunder når sådanne værker eller frembringelser er omfattet af en

undtagelse eller indskrænkning.

Medlemsstaterne sikrer, at brugere i hver medlemsstat kan henholde sig til enhver af følgende eksisteren-

de undtagelser eller indskrænkninger, når de uploader og stiller indhold, der genereres af brugerne, til

rådighed på onlineindholdsdelingstjenester:

a) citater, kritik, anmeldelser

b) anvendelse med henblik på karikatur, parodi eller pastiche

8. Anvendelsen af denne artikel medfører ikke nogen generel overvågningsforpligtelse.

Medlemsstaterne fastsætter bestemmelser om, at udbydere af onlineindholdsdelingstjenester efter anmod-

ning fra rettighedshaverne skal give disse tilstrækkelige oplysninger om, hvordan deres praksis fungerer

med hensyn til det samarbejde, der er omhandlet i stk. 4, og, når der er indgået licensaftaler mellem tjene-

steudbydere og rettighedshavere, oplysninger om anvendelsen af indhold, der er omfattet af aftalerne.

9. Medlemsstaterne sørger for, at udbydere af onlineindholdsdelingstjenester etablerer en effektiv og

hurtig klageordning, som står til rådighed for brugerne af deres tjenester i tilfælde af uenighed om

blokering af adgang til eller fjernelse af værker eller andre frembringelser, som de har uploadet.

Hvis rettighedshavere anmoder om, at adgangen til deres specifikke værker eller andre frembringelser

blokeres, eller at disse værker eller andre frembringelser fjernes, skal de behørigt begrunde deres

anmodninger. Klager, der indgives i henhold til den i første afsnit fastsatte ordning, skal behandles

uden unødig forsinkelse, og afgørelser om at blokere adgangen til eller fjerne indhold, der er uploadet,

skal underkastes menneskelig kontrol. Medlemsstaterne sikrer også, at der findes udenretslige ordninger

for tvistbilæggelse. Sådanne ordninger skal gøre det muligt at bilægge tvister upartisk og fratager ikke

brugeren den retsbeskyttelse, der er fastsat i national ret, uden at dette berører brugernes ret til at anvende

effektive retsmidler. Medlemsstaterne sikrer navnlig, at brugere har adgang til en domstol eller en anden

relevant retslig myndighed for at påberåbe sig brugen af en undtagelse fra eller en indskrænkning af

reglerne om ophavsret og beslægtede rettigheder.

Dette direktiv berører på ingen måde lovlig anvendelse, såsom anvendelse i henhold til undtagelser eller

indskrænkninger, der er fastsat i EU-retten, og må ikke føre til identifikation af enkelte brugere eller

behandling af personoplysninger, medmindre dette sker i overensstemmelse med direktiv 2002/58/EF og

forordning (EU) 2016/679.

Udbydere af onlineindholdsdelingstjenester skal i deres vilkår og betingelser informere brugerne om, at

de kan anvende værker og andre frembringelser i henhold til undtagelser fra eller indskrænkninger af

ophavsret og beslægtede rettigheder, der er fastsat i EU-retten.

L 125 - 2022-23 (2. samling) - Bilag 1: Høringsnotat, høringssvar og lovforslaget, fra kulturministeren

130

10. Fra den 6. juni 2019 arrangerer Kommissionen i samarbejde med medlemsstaterne interessentdialo-

ger for at drøfte bedste praksis for samarbejdet mellem udbydere af onlineindholdsdelingstjenester og

rettighedshavere. Kommissionen udarbejder i samråd med udbydere af onlineindholdsdelingstjenester,

rettighedshavere, brugerorganisationer og andre relevante interessenter og under hensyntagen til resulta-

terne af interessentdialogerne vejledning om anvendelsen af denne artikel, navnlig for så vidt angår

det samarbejde, der er omhandlet i stk. 4. Når der drøftes bedste praksis, tages der bl.a. hensyn til

behovet for at sikre balance mellem grundlæggende rettigheder og til anvendelsen af undtagelser og

indskrænkninger. I forbindelse med denne interessentdialog skal brugerorganisationer have adgang til

tilstrækkelige oplysninger fra udbydere af onlineindholdsdelingstjenester om deres praksis hvad angår

stk. 4.

KAPITEL 3

Rimeligt vederlag til ophavsmænd og udøvende kunstnere i aftaler om udnyttelse

Artikel 18

Princippet om passende og forholdsmæssig aflønning

1. Medlemsstaterne sikrer, at ophavsmænd og udøvende kunstnere, når de udsteder licenser eller over-

drager deres eksklusive rettigheder til udnyttelse af deres værker eller andre frembringelser, har ret til

passende og forholdsmæssigt vederlag.

2. Ved gennemførelsen af det i stk. 1 fastsatte princip i national ret kan medlemsstaterne frit anvende

forskellige ordninger, og de skal tage hensyn til princippet om aftalefrihed og en rimelig balance mellem

rettigheder og interesser.

Artikel 19

Gennemsigtighedsforpligtelse

1. Medlemsstaterne sikrer, at ophavsmænd og udøvende kunstnere regelmæssigt, mindst en gang om året

og under hensyntagen til de særlige karakteristika, der er knyttet til hver enkelt sektor, får opdaterede,

relevante og omfattende oplysninger om udnyttelsen af deres værker og fremførelser fra de parter, som

de har udstedt licens eller overdraget deres rettigheder til, eller efterfølgende rettighedshavere eller licens-

modtagere, navnlig med hensyn til udnyttelsesmåden, alle genererede indtægter og skyldige vederlag.

2. Medlemsstaterne sikrer, at ophavsmænd og udøvende kunstnere eller deres repræsentanter, hvis der

efterfølgende er blevet udstedt licens til de i stk. 1 omhandlede rettigheder, på deres anmodning modtager

yderligere oplysninger fra underlicenstagere, i tilfælde af at deres første aftalepartner ikke er i besiddelse

af alle de oplysninger, der er nødvendige med henblik på stk. 1.

Når der anmodes om disse yderligere oplysninger, giver ophavsmænds og udøvende kunstneres første

aftalepartner oplysninger om disse underlicenstageres identitet.

L 125 - 2022-23 (2. samling) - Bilag 1: Høringsnotat, høringssvar og lovforslaget, fra kulturministeren

131

Medlemsstaterne kan fastsætte, at enhver anmodning til underlicenstagere i henhold til første afsnit skal

ske direkte eller indirekte gennem ophavsmandens eller den udøvende kunstners aftalepartner.

3. Forpligtelsen fastsat i stk. 1, skal være forholdsmæssig og effektiv og sikre høj gennemsigtighed i

alle sektorer. Medlemsstaterne kan fastsætte, at i behørigt begrundede tilfælde, hvor den administrative

byrde som følge af forpligtelsen fastsat i stk. 1 ville blive uforholdsmæssigt stor i lyset af indtægterne

fra udnyttelsen af værket eller fremførelsen, er forpligtelsen begrænset til de typer og omfanget af de

oplysninger, der med rimelighed kan forventes i sådanne tilfælde.

4. Medlemsstaterne kan beslutte, at kravet fastsat i nærværende artikels stk. 1 ikke finder anvendelse,

når bidraget fra ophavsmanden eller den udøvende kunstner ikke har væsentlig betydning for værket

eller fremførelsen som helhed, medmindre ophavsmanden eller den udøvende kunstner godtgør, at

vedkommende har brug for oplysningerne for at kunne udøve sine rettigheder i henhold til artikel 20,

stk. 1, og anmoder om oplysningerne til dette formål.

5. Medlemsstaterne kan fastsætte, at for så vidt angår aftaler, der er underlagt eller baseret på kollektive

overenskomster, finder gennemsigtighedsreglerne i de relevante kollektive overenskomster anvendelse,

på betingelse af at disse regler opfylder kriterierne fastsat i stk. 1-4.

6. Når artikel 18 i direktiv 2014/26/EU finder anvendelse, finder forpligtelsen i nærværende artikels stk. 1

ikke anvendelse på aftaler, der er indgået af enheder som defineret i nævnte direktivs artikel 3, litra a) og

b), eller af andre enheder, der er omfattet af de nationale regler, der gennemfører nævnte direktiv.

Artikel 20

Aftalejusteringsordning

1. Medlemsstaterne sikrer, at ophavsmænd og udøvende kunstnere eller deres repræsentanter i tilfælde,

hvor der ikke findes nogen gældende kollektiv overenskomst, der fastsætter en ordning, der er sammen-

lignelig med den, der er fastsat i denne artikel, har ret til at kræve yderligere, passende og rimeligt

vederlag fra den part, med hvem de har indgået en aftale angående udnyttelsen af deres rettigheder, eller

fra de efterfølgende rettighedshavere eller licensmodtagere i forhold til en sådan part, hvis det oprindeligt

aftalte vederlag viser sig at være uforholdsmæssigt lavt sammenlignet med alle de efterfølgende relevante

indtægter som følge af udnyttelsen af værkerne eller opførelserne.

2. Nærværende artikels stk. 1 finder ikke anvendelse på aftaler, der er indgået af enheder som defineret

i artikel 3, litra a) og b), i direktiv 2014/26/EU eller af andre enheder, der allerede er omfattet af de

nationale regler, der gennemfører nævnte direktiv.

Artikel 21

Alternativ tvistbilæggelsesprocedure

Medlemsstaterne fastsætter, at tvister vedrørende gennemsigtighedsforpligtelsen efter artikel 19 og

aftalejusteringsordningen efter artikel 20 kan underkastes en frivillig alternativ tvistbilæggelsesproced-

L 125 - 2022-23 (2. samling) - Bilag 1: Høringsnotat, høringssvar og lovforslaget, fra kulturministeren

132

ure. Medlemsstaterne sikrer, at organisationer, der repræsenterer ophavsmænd og udøvende kunstnere,

kan indlede sådanne procedurer på anmodning af en eller flere ophavsmænd eller udøvende kunstnere.

Artikel 22

Tilbagekaldelsesret

1. Medlemsstaterne sikrer, at når en ophavsmand eller en udøvende kunstner har udstedt licens eller

overdraget sine rettigheder til et værk eller andre beskyttede frembringelser på et eksklusivt grundlag, kan

ophavsmanden eller den udøvende kunstner helt eller delvist tilbagekalde licensen eller overdragelsen af

rettigheder, såfremt værket eller de andre beskyttede frembringelser ikke udnyttes.

2. Særlige bestemmelser vedrørende den i stk. 1 fastsatte tilbagekaldelsesordning kan fastsættes i national

ret, idet der tages hensyn til følgende:

a) de særlige forhold i de forskellige sektorer og de forskellige typer af værker og fremførelser, og

b) hvis et værk eller en anden frembringelse indeholder bidrag fra mere end én ophavsmand eller udøven-

de kunstner, den relative betydning af de enkelte bidrag og de legitime interesser hos alle ophavsmænd

og udøvende kunstnere, der berøres af en enkelt ophavsmands eller udøvende kunstners anvendelse af

tilbagekaldelsesordningen.

Medlemsstaterne kan udelukke værker eller andre frembringelser fra tilbagekaldelsesordningens anven-

delsesområde, hvis sådanne værker eller andre frembringelser normalt indeholder bidrag fra flere forskel-

lige ophavsmænd eller udøvende kunstnere.

Medlemsstaterne kan fastsætte, at tilbagekaldelsesordningen kun kan anvendes inden for en bestemt

tidsramme, når en sådan begrænsning er behørigt begrundet af de særlige forhold, der gør sig gældende

for den pågældende sektor eller af den pågældende type af værk eller anden frembringelse.

Medlemsstaterne kan fastsætte, at ophavsmænd eller udøvende kunstnere kan vælge at ophæve kontrak-

tens eksklusive karakter i stedet for at tilbagekalde licensen eller overdragelsen af rettighederne.

3. Medlemsstaterne fastsætter, at den i stk. 1. omhandlede tilbagekaldelse kun kan foretages efter en

rimelig tidsfrist efter indgåelsen af licensaftalen eller overdragelsen af rettighederne. Ophavsmanden eller

den udøvende kunstner underretter den person, som har fået udstedt licens eller har fået overdraget

rettighederne, og fastsætter en passende frist for, hvornår udnyttelsen af de rettigheder, som er omfattet

af licensen eller overførslen, skal finde sted. Efter udløbet af denne frist kan ophavsmanden eller den

udøvende kunstner vælge at ophæve kontraktens eksklusive karakter i stedet for at tilbagekalde licensen

eller overdragelsen af rettighederne.

4. Stk. 1 finder ikke anvendelse, hvis den manglende udnyttelse overvejende skyldes omstændigheder,

som ophavsmanden eller den udøvende kunstner med rimelighed kan forventes at afhjælpe.

L 125 - 2022-23 (2. samling) - Bilag 1: Høringsnotat, høringssvar og lovforslaget, fra kulturministeren

133

5. Medlemsstaterne kan fastsætte, at enhver aftalebestemmelse, der afviger fra tilbagekaldelsesordningen

i stk. 1, kun kan håndhæves, hvis den er baseret på en kollektiv overenskomst.

Artikel 23

Almindelige bestemmelser

1. Medlemsstaterne sikrer, at alle aftalebestemmelser, der forhindrer overholdelse af bestemmelserne i

artikel 19, 20 og 21, ikke kan håndhæves over for ophavsmænd og udøvende kunstnere.

2. Medlemsstaterne fastsætter, at artikel 18-22 i dette direktiv ikke finder anvendelse på ophavsmænd til

et EDBprogram som omhandlet i artikel 2 i direktiv 2009/24/EF.

AFSNIT V

AFSLUTTENDE BESTEMMELSER

Artikel 24

Ændringer af direktiv 96/9/EF og 2001/29/EF

1. Direktiv 96/9/EF ændres således:

a) Artikel 6, stk. 2, litra b), affattes således:

»b) når der udelukkende er tale om anvendelse med henblik på illustration ved undervisning eller med

henblik på videnskabelig forskning, såfremt kilden angives, og i det omfang, som det ikkekommercielle

formål berettiger, uden at dette berører de undtagelser og indskrænkninger, som er fastsat ved Europa-Par-

lamentets og Rådets direktiv (EU) 2019/790(*)

______

(*) Europa-Parlamentets og Rådets direktiv (EU) 2019/790 af 17. april 2019 om ophavsret og beslægtede

rettigheder på det digitale indre marked og om ændring af direktiv 96/9/EF og 2001/29/EF (EUT L 130 af

17.5.2019, s. 92).«

b) Artikel 9, litra b), affattes således:

»b) når der er tale om udtræk med henblik på illustration ved undervisning eller med henblik på videnska-

belig forskning, såfremt kilden angives, og i det omfang, som det ikkekommercielle formål berettiger,

uden at dette berører de undtagelser og indskrænkninger, som er fastsat ved direktiv (EU) 2019/790«.

2. Direktiv 2001/29/EF ændres således:

a) Artikel 5, stk. 2, litra c), affattes således:

L 125 - 2022-23 (2. samling) - Bilag 1: Høringsnotat, høringssvar og lovforslaget, fra kulturministeren

134

»c) særlige reproduktionshandlinger, som foretages af offentligt tilgængelige biblioteker, uddannelsesin-

stitutioner eller museer, eller af arkiver, og som ikke har til formål at opnå direkte eller indirekte

økonomiske eller kommercielle fordele, uden at dette berører de undtagelser og indskrænkninger, som er

fastsat ved Europa-Parlamentets og Rådets direktiv (EU) 2019/790 (*)

_____

*) Europa-Parlamentets og Rådets direktiv (EU) 2019/790 af 17. april 2019 om ophavsret og beslægtede

rettigheder på det digitale indre marked og om ændring af direktiv 96/9/EF og 2001/29/EF (EUT L 130 af

17.5.2019, s. 92).«

b) Artikel 5, stk. 3, litra a), affattes således:

»a) hvis der udelukkende er tale om anvendelse til anskueliggørelse i forbindelse med undervisning eller

med henblik på videnskabelig forskning, såfremt kilden med ophavsmandens navn angives, medmindre

dette viser sig umuligt, og det sker i et omfang, som det ikkekommercielle formål berettiger til, uden at

dette berører de undtagelser og indskrænkninger, som er fastsat ved direktiv (EU) 2019/790«.

c) I artikel 12, stk. 4, tilføjes følgende litraer:

»e) at undersøge virkningen af gennemførelsen af direktiv (EU) 2019/790 på det indre markeds funktion

og fremhæve eventuelle vanskeligheder i forbindelse med gennemførelsen

f) at fremme udvekslingen af oplysninger om relevant udvikling inden for lovgivning og retspraksis samt

om den praktiske anvendelse af de foranstaltninger, som medlemsstaterne har truffet for at gennemføre

direktiv (EU) 2019/790

g) at drøfte alle andre spørgsmål vedrørende anvendelsen af direktiv (EU) 2019/790.«

Artikel 25

Forholdet til undtagelser og indskrænkninger fastsat i andre direktive

Medlemsstaterne kan for anvendelser eller områder, der er omfattet af undtagelserne eller indskrænknin-

gerne i dette direktiv, vedtage eller opretholde bredere bestemmelser, der er forenelige med undtagelserne

og indskrænkningerne fastsat i direktiv 96/9/EF og 2001/29/EF.

Artikel 26

Anvendelsestidspunkt

1. Dette direktiv gælder for alle værker og andre frembringelser, der er beskyttet af nationale regler om

ophavsret den 7. juni 2021 eller derefter.

2. Dette direktiv berører ikke handlinger foretaget og rettigheder erhvervet inden den 7. juni 2021.

L 125 - 2022-23 (2. samling) - Bilag 1: Høringsnotat, høringssvar og lovforslaget, fra kulturministeren

135

Artikel 27

Overgangsbestemmelse

Aftaler om ophavsmænds og udøvende kunstneres licensrettigheder eller overdragelse af deres rettigheder

skal være underlagt gennemsigtighedsforpligtelsen fastsat i artikel 19 fra den 7. juni 2022.

Artikel 28

Beskyttelse af personoplysninger

Behandling af personoplysninger i medfør af dette direktiv skal udføres i overensstemmelse med direktiv

2002/58/EF og forordning (EU) 2016/679.

Artikel 29

Gennemførelse

1. Medlemsstaterne vedtager og offentliggør senest den 7. juni 2021 de love og administrative bestemmel-

ser, der er nødvendige for at efterkomme dette direktiv De underretter straks Kommissionen herom.

Disse love og bestemmelser skal ved vedtagelsen indeholde en henvisning til dette direktiv eller skal

ved offentliggørelsen ledsages af en sådan henvisning. De nærmere regler for henvisningen fastsættes af

medlemsstaterne.

2. Medlemsstaterne meddeler Kommissionen teksten til de vigtigste nationale retsforskrifter, som de

udsteder på det område, der er omfattet af dette direktiv.

Artikel 30

Gennemgang

1. Tidligst den 7. juni 2026 foretager Kommissionen en gennemgang af dette direktiv og forelægger

en rapport om de vigtigste resultater for Europa-Parlamentet, Rådet og Det Europæiske Økonomiske og

Sociale Udvalg.

Kommissionen vurderer senest den 7. juni 2024 virkningen af den særlige ansvarsordning fastsat i artikel

17, der finder anvendelse på udbydere af onlineindholdsdelingstjenester, der har en årlig omsætning på

under 10 mio. EUR, og hvis tjenester har været til rådighed for almenheden i Unionen i mindre end

tre år, jf. artikel 17, stk. 6, og træffer, hvis det er relevant, foranstaltninger i overensstemmelse med

konklusionerne af dens vurdering.

2. Medlemsstaterne sender Kommissionen de oplysninger, som er nødvendige for udarbejdelsen af den

rapport, der omhandles i stk. 1.

L 125 - 2022-23 (2. samling) - Bilag 1: Høringsnotat, høringssvar og lovforslaget, fra kulturministeren

136

Artikel 31

Ikrafttræden

Dette direktiv træder i kraft på tyvendedagen efter offentliggørelsen i Den Europæiske Unions Tidende.

Artikel 32

Adressater

Dette direktiv er rettet til medlemsstaterne.

Udfærdiget i Strasbourg, den 17. april 2019.

På Europa-Parlamentets vegne

A. TAJANI

Formand

På Rådets vegne

G. CIAMBA

Formand

L 125 - 2022-23 (2. samling) - Bilag 1: Høringsnotat, høringssvar og lovforslaget, fra kulturministeren

137

10)

11)

12)

13)

14)

15)

16)

17)

18)

19)

20)

EUT C 125 af 21.4.2017, s. 27.

EUT C 207 af 30.6.2017, s. 80.

Europa-Parlamentets holdning af 26.3.2019 (endnu ikke offentliggjort i EUT) og Rådets afgørelse af 15.4.2019.

Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 96/9/EF af 11. marts 1996 om retlig beskyttelse af databaser (EFT L 77 af 27.3.1996, s. 20).

Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2000/31/EF af 8. juni 2000 om visse retlige aspekter af informationssamfundstjenester, navnlig elektronisk

handel, i det indre marked (Direktivet om elektronisk handel) (EFT L 178 af 17.7.2000, s. 1).

Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2001/29/EF af 22. maj 2001 om harmonisering af visse aspekter af ophavsret og beslægtede rettigheder i

informationssamfundet (EFT L 167 af 22.6.2001, s. 10).

Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2006/115/EF af 12. december 2006 om udlejnings- og udlånsrettigheder samt om visse andre ophavsretsbeslægte-

de rettigheder i forbindelse med intellektuel ejendomsret (EUT L 376 af 27.12.2006, s. 28).

Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2009/24/EF af 23. april 2009 om retlig beskyttelse af edb-programmer (EUT L 111 af 5.5.2009, s. 16).

Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2012/28/EU af 25. oktober 2012 om visse tilladte anvendelser af forældreløse værker (EUT L 299 af 27.10.2012,

s. 5).

Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2014/26/EU af 26. februar 2014 om kollektiv forvaltning af ophavsret og beslægtede rettigheder samt multiterri-

toriale licenser for rettigheder til musikværker med henblik på onlineanvendelse i det indre marked (EUT L 84 af 20.3.2014, s. 72).

Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 386/2012 af 19. april 2012 om bemyndigelse af Kontoret for Harmonisering i det Indre Marked

(Varemærker og Design) til at varetage opgaver i forbindelse med håndhævelsen af intellektuelle ejendomsrettigheder, herunder samling af repræsentanter

for den offentlige og den private sektor i Det Europæiske Observationscenter for Krænkelser af Intellektuelle Ejendomsrettigheder (EUT L 129 af

16.5.2012, s. 1).

Rådets direktiv 93/83/EØF af 27. september 1993 om samordning af visse bestemmelser vedrørende ophavsrettigheder og ophavsretsbeslægtede rettighe-

der i forbindelse med radio- og tv-udsendelse via satellit og viderespredning pr. kabel (EFT L 248 af 6.10.1993, s. 15).

Europa-Parlamentets og Rådets direktiv (EU) 2015/1535 af 9. september 2015 om en informationsprocedure med hensyn til tekniske forskrifter samt

forskrifter for informationssamfundets tjenester (EUT L 241 af 17.9.2015, s. 1).

Europa-Parlamentets og Rådets direktiv (EU) 2018/1972 af 11. december 2018 om oprettelse af en europæisk kodeks for elektronisk kommunikation

(EUT L 321 af 17.12.2018, s. 36).

Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2002/58/EF af 12. juli 2002 om behandling af personoplysninger og beskyttelse af privatlivets fred i den

elektroniske kommunikationssektor (direktivet om databeskyttelse inden for elektronisk kommunikation) (EFT L 201 af 31.7.2002, s. 37).

Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2016/679 af 27. april 2016 om beskyttelse af fysiske personer i forbindelse med behandling af

personoplysninger og om fri udveksling af sådanne oplysninger og om ophævelse af direktiv 95/46/EF (generel forordning om databeskyttelse) (EUT L

119 af 4.5.2016, s. 1).

Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 593/2008 af 17. juni 2008 om lovvalgsregler for kontraktlige forpligtelser (Rom I) (EUT L 177 af

4.7.2008, s. 6).

EUT C 369 af 17.12.2011, s. 14.

Europa-Parlamentets og Rådets direktiv (EU) 2017/1564 af 13. september 2017 om visse tilladte former for anvendelse af visse værker og andre

frembringelser, der er beskyttet af ophavsret og beslægtede rettigheder, til gavn for personer, der er blinde eller synshæmmede eller på anden måde har et

læsehandicap, og om ændring af direktiv 2001/29/EF om harmonisering af visse aspekter af ophavsret og beslægtede rettigheder i informationssamfundet

(EUT L 242 af 20.9.2017, s. 6).

Kommissionens henstilling af 6. maj 2003 om definitionen af mikrovirksomheder, små og mellemstore virksomheder (EUT L 124 af 20.5.2003, s. 36).