Klima-, Energi- og Forsyningsudvalget 2022-23 (2. samling)
L 37 Bilag 7
Offentligt
14. marts 2023 
Notat om nogle af ministerens svar l spørgsmål fra KEF‐udvalget i forbindelse med
ændringsforslag L37 l Elforsyningsloven
Ulrik Jørgensen og Gunnar Olesen for grønne organisa oner, der arbejder med energifællesskaber 
De e notat er mo veret af en undren over flere af de svar, som medlemmer af udvalget har 
modtaget mandag den 13. marts fra ministeren. Vores undren går på, at flere svar opleves som 
ufuldstændige og nogle af dem indeholder forslag  l formulering af ændringsforslag  l 
Elforsyningsloven, som må anses for at være uhensigtsmæssige eller i modstrid med gældende love 
og forordninger. Det vanskeliggør diskussionen om  ernelse af de barrierer, der stadig findes i loven, 
som i praksis begrænser eller modarbejder den ret, som borgere og energifællesskaber har  l 
etablering og deling af egenproduceret el. 
Vi vil her pege på tre eksempler på ’udfordringer’ i ministerens svar. 
Det første eksempel refererer  l spm.17 om hvorfor energifællesskabers ret 
l at etablere og dele 
m.v egenproduceret el ikke fremgår af loven. Her
l svarer ministeren, at denne ret fremgår af 
bekendtgørelsen om energifællesskaber. Here er imødekommes spørgerens anmodning om, at der 
udarbejdes et ændringsforslag på de e punkt  l loven, ved at fremlægge en afskri  af væsentlige 
dele af bekendtgørelsen, som fylder flere siders lovtekst. Udfordringen er her, at langt det meste af 
teksten fra bekendtgørelsen slet ikke handler om kernen i spørgsmålet, nemlig den grundlæggende 
re ghed, hvor det har betydning for andre dele af loven om denne blot henvises  l en 
bekendtgørelse.  
Vi er af den opfa else, at det er en afgørende mangel i den danske implementering af EU‐
direk verne for elmarkedet og VE‐stø e, at denne ret slet ikke omtales i Elforsyningsloven. Re en 
kan sikres ved en enkelt præcisering fx i en  lføjelse  l §9 før beføjelsen  l ministeren  l at udstede 
en bekendtgørelse med nærmere regler for energifællesskaber. Denne ret bør fastslås i en lov og ikke 
i en bekendtgørelse.   
Det andet eksempel refererer  l spm.9 med en anmodning om en udredning af fordele og ulemper 
ved at netselskabernes eneretsbevilling stopper ved en elkundes ejendom i stedet for ved 
bygninger. Spørgsmålet bliver ikke besvaret, idet det med henvisning 
l art.2 pkt.5 i 
Elmarkedsdirek vet fastslås at deling på tværs af bygninger betragtes som distribu on. Det 
pågældende punkt i Elmarkedsdirek vet handler dog ikke om de e, og fak sk omtales bygninger – 
så vidt vi kan se – ikke i denne sammenhæng, men alene ved deling inden for ’fællesskaber af VE‐
egenforbrugere’ (altså individuelle elkunder) i direk vet om VE‐stø e (art.2 pkt.11 litra c). De e 
synes så at begrunde, at ministeren ikke besvarer spørgsmålet.  
I den gældende Elforsyningslov afgrænses et forbrugssted (§5) ved en eller flere matrikler eller 
bygninger på tværs af matrikler, hvilket har givet anledning  l meget forskellige fortolkninger hos 
forskellige netselskaber. Nogle har set fx boligorganisa oner på linje med virksomheder og har givet 
dem adgang  l at dele el ’bag måleren’ selvom deres ejendom indeholdt flere matrikler, andre har 
brugt en matrikelafgrænsning men nogle har administreret med bygningsafgrænsningen som den 
vig ge. Energistyrelsen har argumenteret for, at der er behov for en ’kodificering’ af den 
eksisterende praksis, men har valgt at bygge denne på den mest restrik ve fortolkning. Herved 
 
1 
 
 L 37 - 2022-23 (2. samling) - Bilag 7: Henvendelse af 15/3-23 fra Ulrik Jørgensen m.fl. i forbindelse med foretræde for udvalget
vælges at videreføre en bestemmelse og en praksis fra før de nye re gheder  l deling blev indført. 
Udfordringen er, at der ikke er redegjort for de samfundsmæssige fordele ved at eneretsbevillingen 
udstrækkes  l at gå helt hen  l sammenhængende bygninger. Opdelingen af bygninger er ligesom 
opdelingen i matrikler et historisk og arkitektonisk be nget forhold, der intet har med sikringen af 
et effek vt kollek vt elnet at gøre. Der er ikke nogen reel effekt for sikringen af det kollek ve elnet, 
men netop denne bestemmelse har, som det er dokumenteret over for Energistyrelsen i en lang 
række eksempler, ført  l væsentlige fordyrelser af bl.a. solcelleanlæg og delingen af egenproduceret 
el. 
Vi er af den opfa else, at afgrænsningen af forbrugssted i §5 bør ændres  l at gælde elkundens 
samlede ejendom, så denne bestemmelse bliver  dssvarende og ikke udgør en barriere for re en  l 
deling af egenproduceret el. 
Det tredje og sidste eksempel referer  l spm.18, som handler om sikring af lovgivningsmæssige 
rammer for, at der etableres en lokal kollek v tarifering for energifællesskaber. I svaret afviser 
ministeren, at de e er muligt, men skitserer alligevel et lovændringsforslag  l §73 i 
Elforsyningsloven, som dere er erklæres i modstrid med love og forordninger. Der er ingen tvivl om, 
at bl.a. Elmarkedsforordningen giver netselskaberne og Forsynings lsynet en afgørende beføjelse  l 
udarbejdelse af tarif‐modeller og konkret fastlæggelse af tariffer. Men det er – også ifl. 
Energistyrelsens egne kommentarer i høringsnotatet fra februar 2023 – muligt i lovgivningen at 
fastlægge rammer for netselskabernes ak viteter, der omfa er krav om kostægtehed, udelukkelse 
af geografisk differen ering, brug af ne et  l transport af el og hensyn  l kategorier af elkunder ud 
over blot husholdningskunder og virksomheder, som sikrer hensynet  l andre re gheder. Her er det 
afgørende, at EU‐re en bygger på helheden i de direk ver og forordninger, der er udstedt, og ikke 
alene et enkelt af disse. I de e lys er den valgte formulering af lovændringen i ministerens svar 
uheldig, mens der findes andre formuleringer, som vil sikre de ønskede hensyn  l sikring af re en  l 
deling via det kollek ve elnet. 
Vi er af den opfa else, at der i en  lføjelse fx  l §73 bør refereres  l de særlige forhold, der gør sig 
gældende for energifællesskaber og deres ret  l omkostningsægte deling af el via det kollek ve 
elnet. 
 
 
 
2