Tak for det. Jeg vil starte med at sige, at vi jo normalt i Enhedslisten synes, det er lidt problematisk, når man laver sådan nogle bunkelovforslag som det her. Men jeg vil dog sige, at det her er et godt et af slagsen. Jeg synes, der er nogle rigtig gode ting i det her lovforslag. Vi får rettet op på flere områder, som ikke har været kriminaliseret, hvad flere af os herinde har ønsket og efterspurgt mange gange.
Jeg synes, det er rigtig godt, at vi nu endelig får tilsnigelsesparagraffen – da jeg læste jura, blev den kaldt listepikparagraffen – ændret, så den faktisk er i overensstemmelse med samtykkeloven. Det er på tide. Jeg synes også, det er godt, at vi tager yderligere initiativer mod digitale krænkelser, og jeg synes særlig, det er godt, at vi får opdateret sproget i straffeloven, så vi ikke længere omtaler billeder og videoer af overgreb som værende porno, for det kan give indtryk af, at der er tale om noget, som ofrene selv er med på, og det er jo på ingen måde det, der gør sig gældende i så alvorlige sager.
Grooming er et område, som vi har haft meget fokus på de seneste år, og det er godt. Vi ved, at mange ofre for grooming og andre overgreb, især børn, kan føle stor skam ved det, de bliver udsat for. At understrege, at grooming er forkert, ved selvstændigt at kriminalisere det er derfor med til at afhjælpe den skam, ofrene kan føle. Det har vi efterspurgt længe i Enhedslisten. Forhåbentlig vil en selvstændig kriminalisering medføre, at flere ofre føler sig trygge i at anmelde forbrydelserne, og især ved grooming, hvor der jo er tale om børn, er det også mit håb, at flere af dem vil føle sig trygge ved nu at kontakte en voksen og få hjælp, fordi det er tydeligt, at det, de har været udsat for, er forkert. Den udvikling, vi har set efter samtykkeloven blev indført, er jo, at flere ofre faktisk har turdet anmelde de overgreb, de har været udsat for, og det håber vi også kan ske med den her groomingbestemmelse.
Jeg synes dog ikke, vil jeg så sige, selv om jeg er glad for det her lovforslag, at man med den nye groomingbestemmelse rammer hovedet på sømmet. Lovforslaget bærer præg af, at man har haft en arbejdsgruppe, der har skullet finde et kompromis, hvor nogen helt klart kan se behovet for at kriminalisere grooming selvstændigt, mens andre nok har haft lidt sværere ved at se behovet. Og det kompromis, man er endt med, synes jeg kan gøre det lidt svært for domstolene at fortolke, hvordan det her lovforslag skal ses.
Bestemmelsen er formuleret sådan, at man for at kunne straffe efter den nye § 231 skal kunne bevise et forsæt om at begå en seksualforbrydelse, og så vidt jeg har forstået efter mange år som retsordfører, kan man straffe en gerningspersons forsøg på at begå en forbrydelse med hjemmel i straffelovens § 21. Og jeg kan simpelt hen ikke se, hvad forskellen er på den mulighed, der allerede følger af § 23, og så den mulighed, den nye bestemmelse indfører. Og der behøver måske heller ikke at være en forskel, for det vigtige er jo at tydeliggøre den mulighed, der allerede i dag er for at dømme for grooming. Det er vigtigt for ofre, politi, anklagemyndighed, domstolen og for gerningspersonerne, at alle ved, at det er ulovligt at groome. Der er bare den lille forskel på den nye § 231 og den eksisterende mulighed for at straffe for at forsøge, at der i § 231 er en strafferamme på indtil 2 års fængsel, og da § 231 er en lex specialis-bestemmelse, er der en risiko for, at man ender med at give nogle meget milde straffe for nogle meget alvorlige forbrydelser.
Det er godt nok sjældent, jeg står på den her talerstol og taler for en højere strafferamme, men jeg ville alligevel være ærgerlig over det, hvis vi kom til at lave et stykke lovgivning, der gjorde, at man på en eller anden måde kunne ende med at få en lavere straf for at have begået en meget alvorlig forbrydelse. Det er bare for at sige, at det er en bekymring, vi har i Enhedslisten. Derfor håber jeg meget, at vi kan få en ordentlig dialog omkring det her lovforslag i udvalget, og at vi måske også kan nørde lidt ned i paragrafferne, så vi netop sikrer, at forarbejderne ligger ordentligt til domstolene, så der ikke bliver givet nogen såkaldte strafrabatter.
Når det er sagt, vil jeg sige, at Enhedslisten støtter lovforslaget, og som de fleste herinde ved, så har vi jo længe arbejdet på både at få afskaffet tilsnigelsesparagraffen, men også på at få en selvstændig groomingparagraf, så jeg håber meget, at vi kan lykkes med at lave noget, som sikrer de rigtige strafferammer. Tak for ordet.