Miljø- og Fødevareudvalget 2022-23 (2. samling)
L 51
Offentligt
Miljø- og Fødevareudvalget
Christiansborg
1240 København K
J.nr. 2021 – 898
Den 20. marts 2023
Hermed sendes besvarelse af spørgsmål nr. 4 vedrørende forslag til lov om administration af den fælles
landbrugspolitik m.v. (L 51), som Miljø- og Fødevareudvalget har stillet til ministeren for fødevarer,
landbrug og fiskeri den 15. marts 2023. Spørgsmålet er stillet efter ønske fra Carsten Bach (LA), Per
Larsen (KF) og Hans Kristian Skibby (DD).
Spørgsmål nr. 4 fra Folketingets Miljø- og Fødevareudvalg (L 51)
”Vil ministeren yde teknisk bistand til at udarbejde et ændringsforslag med tilhørende bemærkninger,
som sikrer, at klager kan få opsættende virkning på samme måde som i f.eks. miljøbeskyttelsesloven,
naturbeskyttelsesloven og gældsinddrivelsesloven, i sager, hvor klageren kan sandsynliggøre, at der er
forhold, der taler for, at der kan være tale om en forkert afgørelse, og hvor der er risiko for uoprettelig
skade, hvis tilbagebetalingskravet effektueres? Det kunne f.eks. være relevant, hvis et tilbagebetalings-
krav er så stort, at det truer bedriftens overlevelse. Målet med ændringsforslaget er, at myndighederne
venter med at effektuere tilbagebetalingskrav til en administrativ klagesag er afsluttet. Det skal sikre en
bedre retssikkerhed for landmændene. Landbrugsstøttereglerne er komplicerede regler, som blandt an-
det har skabt problemer for ansøgere, der har komplicerede men legitime ejerforhold. Hertil kommer,
at tilskudsordningerne generelt set er kendetegnet ved at være reguleret af komplekse og til tider uover-
skuelige nationale regler og EU-regler. Endelig er det likviditetsmæssigt en stor belastning for tilskuds-
modtager at skulle tilbagebetale tilskud af ofte ikke ubetydelige beløb. Miljø- og Fødevareklagenævnet
har indtil videre i konkrete sager givet afslag på opsættende virkning. Det er derfor relevant – også af
retssikkerhedsmæssige hensyn – at der skabes mulighed for, at tilbagebetalingskrav først effektueres,
når klagesagerne er endeligt afgjorte.”
Svar:
Udgangspunkt i dansk forvaltningsret er, at en klage over en forvaltningsmyndigheds afgørelse ikke til-
lægges opsættende virkning, medmindre forvaltningsmyndigheden eller klagemyndigheden konkret
træffer beslutning om det modsatte, eller andet er angivet i lovgivningen.
I ulovregulerede tilfælde følger det således af praksis, at der foretages et konkret skøn, hvori indgår en
afvejning af det offentliges interesse i, at gennemførelsen af afgørelsen ikke udsættes over for arten og
omfanget af den skade, som klager kan blive påført, hvis afgørelsen effektueres, inden klagesagen er
afgjort. Hvis klagers interesse er af rent økonomisk karakter, vil man i denne afvejning generelt være
tilbageholdende med at tillægge en klage opsættende virkning.
Dette udgangspunkt i forhold til klager over pengekrav er ikke fraveget ved de lovbestemte ordninger
om opsættende virkning, der kendes i miljøbeskyttelsesloven og naturbeskyttelsesloven.
Ministeriet for Fødevarer, Landbrug og Fiskeri • Holbergsgade 6 • 1057 København K