Klima-, Energi- og Forsyningsudvalget 2022-23 (2. samling)
L 37
Offentligt
Klima-, Energi- og Forsyningsudvalget
Christiansborg
1240 København K
Ministeren
Dato
10. marts 2023
J nr.
2022 - 267
Klima-, Energi- og Forsyningsudvalget har i brev af 7. marts 2023 stillet mig
følgende spørgsmål, som jeg hermed skal besvare. Spørgsmålet er stillet efter
ønske fra Søren Egge Rasmussen (EL).
Spørgsmål 10
Vil ministeren forklare, hvorfor Energistyrelsen i bemærkningerne til lovforslaget
kan mene, at der er hjemmel til og skabt mulighed for, at det enkelte netselskab
kan etablere »lokal kollektiv tarifering«, når Cerius-Radius, Green Power Denmark
og flere andre i høringssvar suppleret af en afgørelse fra Forsyningstilsynet har
peget på, at dette ikke er tilfældet? Vil ministeren forklare, hvorfor tekst i »Aftale om
udvikling og fremme af brint og grønne brændstoffer (Power-to-X strategi)« fra 15.
marts 2022 om indførelse af »lokal kollektiv tarifering« nu er reduceret til alene at
være en mulighed, til trods for at Energistyrelsen i kommentarer til høringssvar
fremfører, at loven kan definere rammer for netselskabernes aktiviteter f.eks. krav
til kostægte tarifering for specifikke kategorier af elkunder, uden at man i loven
foreskriver en bestemt tarif?
Svar
I forhold til den første del af spørgsmålet kan jeg oplyse, at Energistyrelsen på
baggrund af høringssvarene fra bl.a. Cerius-Radius og Green Power Denmark i det
fremsatte lovforslag har præciseret bemærkningerne til bestemmelsen for at
tydeliggøre, at bestemmelsen er tiltænkt at give en ramme for både tariferings- og
afregningsmodeller, der kan skabe tarifmæssige incitamenter til hensigtsmæssig
placering af forbrug og produktion, og samtidighed i brugen heraf, inden for et lokalt
geografisk område.
Det følger nu af bemærkningerne, at bestemmelsen muliggør en tarifering af
deltagerne i en sammenslutning af netbrugere på deres individuelle aftagenumre
eller en samlet fælles tarifafregning af en sammenslutning af netbrugere. En fælles
tarifafregning af sammenslutningen af netbrugere indebærer således, at
tarifgrundlag kan afregnes samlet i ét nyt målepunkt oprettet til formålet. De
konkrete tarifmetoder skal imidlertid udvikles af branchen og godkendes af
Forsyningstilsynet, før de kan tages i brug.
Klima-, Energi- og
Forsyningsministeriet
Holmens Kanal 20
1060 København K
T: +45 3392 2800
Side 1/3
www.kefm.dk