Klima-, Energi- og Forsyningsudvalget 2022-23 (2. samling)
L 37
Offentligt
2691009_0001.png
Klima-, Energi- og Forsyningsudvalget
Christiansborg
1240 København K
Ministeren
Dato
17. april 2023
J nr.
2022-267
Klima-, Energi- og Forsyningsudvalget har i brev af 11. april 2023 stillet mig
følgende spørgsmål, som jeg hermed skal besvare. Spørgsmålet er stillet efter
ønske fra Søren Egge Rasmussen (EL).
Spørgsmål 42
Vil ministeren kommentere henvendelse af 11. april 2023 fra borgmestrene i
Lemvig, Holstebro, Struer, Ringkøbing-Skjern, Skive, Ikast-Brande og Herning, jf. L
37 - bilag 14?
Svar
Jeg bemærker, at de syv borgmestre er enige i princippet om et kollektivt elnet og
at energifællesskaber ikke skal have karakter af distribution.
Det er flere samfundsmæssige fordele ved et kollektivt elforsyningsnet, der drives
med bevilling med eneret inden for et geografisk område. Herved undgås
etablering af parallelle elnet og dermed unødig netudbygning og netomkostninger.
Tilgangen har gennem årene sikret udbredelse af elinfrastruktur til alle områder i
Danmark – også der, hvor der ikke er et selskabsøkonomisk incitament til
etablering af elnet.
Jeg vil også benytte lejligheden til at understrege, at de regler, som VEII-direktivet
fastsætter for VE-fællesskaber, ikke indeholder retten til at eje og drive
distributionsnet.
Det samme gælder for borgerenergifællesskaber, hvor det efter elmarkedsdirektivet
er valgfrit for medlemsstaterne at give borgerenergifællesskaber retten til at eje,
etablere, købe eller lease og selvstændig forvalte distributionsnet. I Danmark valgte
vi ifm. gennemførelse af elmarkedsdirektivet ved lov nr. 2196 af 29. december 2020
ikke at udnytte mulighede for at tildele energifællesskaber retten til at eje og drive
distributionsnet, bl.a. fordi ”kollektivitetshensynet bag den gældende model for
organiseringen af elsektoren og hensynet om at undgå en samfundsøkonomisk
ineffektiv udbygning med parallelle net vejer (…) tungt.”
Klima-, Energi- og
Forsyningsministeriet
Holmens Kanal 20
1060 København K
T: +45 3392 2800
E: [email protected]
Side 1/2
www.kefm.dk
L 37 - 2022-23 (2. samling) - Endeligt svar på spørgsmål 42: Spm. om henvendelse af 11/4-23 fra borgmestrene i Lemvig, Holstebro, Struer, Ringkøbing-Skjern, Skive, Ikast-Brande og Herning
Samtidig kan jeg imødekomme borgmestrenes bekymring for rammerne for lokale
solcelleløsninger ved at understrege, at hverken nuværende eller foreslåede regler
er til hinder for, at fx en virksomhed eller en anden forbruger bag sit forbrugssted
kan etablere solceller på en eller flere bygninger og bruge strømmen direkte på
forbrugsstedet.
Det, som hverken er muligt nu eller med de foreslåede regler, er at dele elektricitet
på tværs af bygninger, når der er tale om flere elforbrugere, som fx medlemmer i et
energifællesskab. Dette vil falde under betegnelse distribution, som er en aktivitet,
der kræver bevilling. Bevilling til at eje og drive distributionsnet medfører en række
krav og forpligtelser, såsom fx krav til finansiel, teknisk og personel kapacitet, pligt
til at give enhver adgang til sit distributionsnet på lige vilkår, nærmere
organisationskrav, og forbrugerbeskyttelseskrav.
Endvidere kan jeg fremhæve, at lovforslaget netop forbedrer incitamenter for lokale
løsninger, bl.a. ved at skabe rammer for lokal kollektiv tarifering. Med lovforslaget
muligøres en tarifering af deltagerne i en sammenslutning af netbrugere på deres
individuelle aftagenumre eller en samlet fælles tarifafregning af en sammenslutning
af netbrugere.
En fælles tarifafregning af sammenslutningen af netbrugere indebærer således, at
tarifgrundlag kan afregnes samlet i ét nyt målepunkt oprettet til formålet. Der
skabes således med lovforslaget en hjemmel for Forsyningstilsynet til at kunne
godkende tarifmodeller, hvor afregningsgrundlaget for en fælles tarifafregning
dannes på baggrund af et enkelt målepunkt. Dette har tidligere ikke været tilfældet.
Herudover bemærker jeg, at bilag 14 indeholder de samme argumenter jeg
allerede har forholdt mig til i tidligere KEF-spm. Jeg vil derfor henvise til svarene på
KEF-spm 14, 28 og 34.
Med venlig hilsen
Lars Aagaard
Side 2/2