Rådsmøde nr. 3956 (beskæftigelse, socialpolitik, sundhed og forbrugerbeskyttelse) den 12.-13. juni 2023 - Bilag 3: Samlenotat vedr. rådsmøde beskæftigelse – beskæftigelse og socialdelen 12/6-23 (pkt. 1

Europaudvalget 2022-23 (2. samling)
Rådsmøde 3956 - beskæftigelse m.v. Bilag 3
Offentligt

SAMLENOTAT

Samlenotat til EPSCO-rådsmøde den 12. juni

2023

Maj 2023

CAIJ

1. Forslag til direktiv om forbedring af arbejdsvilkår for platformsarbejde ..............2

2. Forslag til direktiv om bindende standarder for ligestillingsorganer (688) .........19

2. Forslag til direktiv om bindende standarder for ligestillingsorganer (689) .........38

3. Forslag til direktiv om nye EU-grænseværdier for erhvervsmæssig udsættelse for

bly og diisocyanater i henholdsvis direktiv 98/24/EF og direktiv 2004/37/EF .......57

4. Det europæiske semester 2023 ............................................................................66

5. Rådshenstilling om Social Dialog .............

Fejl! Bogmærke er ikke defineret.70

Rådsmøde nr. 3956 (beskæftigelse, socialpolitik, sundhed og forbrugerbeskyttelse) den 12.-13. juni 2023 - Bilag 3: Samlenotat vedr. rådsmøde beskæftigelse – beskæftigelse og socialdelen 12/6-23 (pkt. 1 - 5)

1. Forslag til direktiv om forbedring af arbejdsvilkår for plat-

formsarbejde

- Generel indstilling

KOM (2021) 762

Revideret notat. Ændringer i samlenotat forud for EPSCO-rådsmøde den 9. decem-

ber 2022 er markeret med streg i venstre margin.

1. Resumé

Europa-Kommissionen har den 10. december 2021 offentliggjort forslag til direktiv

om forbedring af arbejdsvilkårene for platformsarbejde. Den danske sprogversion

af direktivforslaget er modtaget den 17. december 2021.

Direktivforslaget om platformsarbejde skal sikre korrekt beskæftigelsesstatus for

platformsarbejdere; det vil sige, at forslaget skal sikre mere klarhed om, hvornår

en platformsarbejder anses som arbejdstager eller som selvstændigt erhvervsdri-

vende. Derudover skal direktivforslaget sikre gennemsigtighed i algoritmeledelse

samt bedre mulighed for myndighedernes håndhævelse, herunder på tværs af lan-

degrænser.

Som følge af drøftelserne i den tekniske arbejdsgruppe under tjekkisk formandskab

er der sket en række ændringer i forhold til Kommissionens direktivforslag. Blandt

disse er en præcisering af direktivets hjemmelsgrundlag samt en omstrukturering

af formodningsreglen. Derudover en præcisering af at der med algoritmisk ledelse

menes styring via automatiske overvågnings

–

eller beslutningssystemer. Der er li-

geledes blevet præciseret, at direktivet alene vil finde anvendelse for digitale plat-

forme, som indsamler personoplysninger via automatiske overvågnings

–

eller be-

slutningssystemer i tilrettelæggelsen af arbejdet.

Gennemførelse af direktivforslaget kræver lovgivning, bl.a. i forhold til formod-

ningsreglen og reglen om omvendt bevisbyrde i forhold til platformsarbejderes be-

skæftigelsesstatus, ligesom der vil skulle lovgives om pligter og rettigheder vedrø-

rende algoritmeledelse, gennemsigtighed m.v. Omfanget af nødvendig lovgivning

afventer den endelig tekst.

Regeringen hilser initiativet velkomment og støtter direktivforslagets formål med at

skabe bedre vilkår for personer, der arbejder via digitale platforme gennem kor-

rekt fastsættelse af beskæftigelsesstatus. Regeringen vil arbejde for et direktiv, der

respekterer nationale arbejdsmarkedsmodeller, national kompetence og arbejds-

markedets parters autonomi.

Regeringen støtter, at et direktiv giver mulighed for, at der indføres en formod-

ningsregel med fælles kriterier på EU-niveau, og regeringen finder Kommissionens

forslag til formodningsreglen balanceret. Der kan dog ikke samles tilstrækkelig op-

bakning i Rådet til Kommissionens oprindelige forslag til formodningsregel, hvor-

for der arbejdes på at finde et kompromis, som et kvalificeret flertal kan støtte.

Regeringen vil arbejde for, at reelt selvstændige kan forblive selvstændige. Det er

regeringens prioritet, at der ikke skabes en tredje kategori på arbejdsmarkedet,

som ligger mellem selvstændig og lønmodtager. Der arbejdes desuden for, at virk-

somhederne ikke pålægges unødigt store administrative byrder. Regeringen vil ar-

bejde for nationalt råderum i implementeringen.

Flertallet af medlemslandene støtter som udgangspunkt en formodningsregel med

fælles kriterier og forslaget om omvendt bevisbyrde. Dog arbejder en række med-

lemslande for en højere tærskel for udløsning af formodningsreglen, mens andre

medlemslande ønsker, at flest muligt omfattes af direktivet.

Flertallet af medlemslande er positivt stemt over for, at forslagets bestemmelser om

automatiske overvågnings- og beslutningssystemer samt gennemsigtighed både

omfatter selvstændige og lønmodtagere.

Det svenske formandskab arbejder efter at sætte sagen på dagsordenen for

EPSCO-rådsmødet den 12. juni til generel indstilling. Det er imidlertid endnu usik-

kert, om der kan opnås tilstrækkelig opbakning til en vedtagelse.

2. Baggrund

Direktivforslaget er en del af en pakke, der også indeholder udkast til retningslinjer

om anvendelsen af EU-konkurrencereglerne på kollektive overenskomster om solo-

selvstændiges arbejdsvilkår. Retningslinjerne blev udstedt den 29. september 2022.

Endelig indeholder pakken en tværgående meddelelse med titlen

”Bedre arbejdsbe-

tingelser for et stærkere socialt Europa: høste det fulde udbytte af digitalisering for

fremtidens arbejdsmarked”.

Pakken tager afsæt i, at flere europæere arbejder via digitale platforme, herunder på

tværs af landegrænser. Dette bidrager til innovation og vækst; men skaber samtidig

behov for at sikre platformsarbejderes arbejdsvilkår og understøtte udvikling af en

bæredygtig platformsøkonomi.

Udgangspunktet for forslaget er, at digitale arbejdsplatforme ifølge Kommissionen

fremmer innovation og nye forretningsmuligheder og skaber muligheder for kunder

og virksomheder. Digitale virksomheder giver nye muligheder for at matche udbud

og efterspørgsmål af arbejdskraft og giver muligheder for indkomst eller supple-

ment til indkomst, herunder også for personer, som har svært ved at komme ind på

arbejdsmarkedet. Ligeledes har platformsvirksomhederne bredere adgang til for-

brugerne og til at udvikle nye forretningsmodeller. Således har digitale platforme

skabt nye vækstmuligheder for platformsvirksomhederne og samtidig fleksibilitet

for arbejdstagerne.

Digitale forandringer har dog samtidig givet nye udfordringer på arbejdsmarkedet,

idet det traditionelle forhold mellem arbejdstager og arbejdsgiver er blevet mere

uklart. På den baggrund understregede EU-Kommissionens formand Ursula von

der Leyen i sine politiske guidelines, at der var behov for at forbedre arbejdsvilkå-

rene for platformsarbejdere.

Ifølge Kommissionen er op mod 5,5 mio. mennesker i EU reelt arbejdstagere på

trods af, at de er klassificeret som selvstændige, hvorved de ikke har de rettigheder,

der gælder for arbejdstagere, herunder vedrørende arbejdsforhold og social sikring.

Automatisk overvågning og beslutningstagning styret af algoritmer erstatter i følge

Kommissionen samtidig i stigende grad ledelsesmæssige funktioner, herunder for-

deling af opgaver, instruktion, evaluering, tildeling af incitamenter og pålæg af

sanktioner. Arbejdstagerne mangler imidlertid ofte information om, hvilke oplys-

ninger der findes om dem, og hvordan beslutningerne træffes.

Mange platformsvirksomheder opererer på tværs af landegrænser, ligesom plat-

formsvirksomheder ofte er placeret i ét medlemsland, mens arbejdet udføres i et

andet. Imidlertid betyder manglende adgang for de nationale myndigheder til op-

lysninger om platformsarbejderne og deres vilkår, at håndhævelse af eksisterende

regler om arbejdstagerrettigheder samt rettigheder til social beskyttelse komplice-

res.

Det foreslåede direktiv er baseret på Traktatens artikel 153. Artikel 153, stk. 1, litra

b), giver Unionen beføjelse til at støtte og supplere medlemsstaternes indsats med

henblik på at forbedre arbejdsvilkårene. Artikel 153, stk. 2, litra b) giver mulighed

for efter den almindelige lovgivningsprocedure at vedtage direktiver, der fastsætter

mindstekrav under hensyntagen til de vilkår og tekniske regler, der gælder i hver

enkelt medlemsstat.

Direktivforslaget er også baseret på artikel 16, stk. 2 for så vidt som det omhandler

situationen for personer, der udfører platformsarbejde, i forbindelse med beskyt-

telse af deres personoplysninger, der behandles af automatiserede overvågnings- og

beslutningsordninger. Denne artikel bemyndiger til at fastsætte regler om beskyt-

telse af fysiske personer i forbindelse med behandling af personoplysninger.

3. Formål og indhold

Kommissionens forslag

Direktivforslaget skal forbedre arbejdsvilkårene for personer, der arbejder via plat-

forme. Det skal ske ved 1) at sikre personer, der arbejder via digitale platforme den

korrekte juridiske ansættelsesstatus baseret på de faktiske ansættelsesforhold. Di-

rektivet indeholder forslag om en formodningsregel, som medfører, at der er tale

om et arbejdstagerforhold, såfremt en række kriterier er opfyldt; 2) at sikre retfær-

dighed, gennemsigtighed og ansvarlighed i platformes brug af algoritmer, herunder

særligt i forbindelse med automatisk overvågning og beslutningstagen; 3) at øge

gennemsigtigheden og sporbarheden i platformsøkonomien, herunder på tværs af

landegrænser.

Kapitel 1: Generelle bestemmelser

•

Kapitlet beskriver formålet med direktivforslaget og definerer dets anven-

delsesområde. Direktivforslaget omfatter personer, der udfører platforms-

arbejde i EU, uanset beskæftigelsesstatus, dvs. uanset om den pågældende

•

er lønmodtager eller selvstændigt erhvervsdrivende. Der sondres mellem

”platformsarbejdere” (arbejdstagere) og ”personer, der udfører platforms-

arbejde” uanset beskæftigelsesstatus, hvilket også omfatter selvstændige,

idet visse af bestemmelserne også omfatter denne gruppe.

Direktivforslaget vil gælde for digitale platforme, der tilrettelægger plat-

formsarbejde, som udføres i EU, uanset hvor platformen er etableret.

Kapitel 2: Beskæftigelsesstatus

•

Medlemsstaterne forpligtes til at have passende procedurer til at kontrol-

lere og sikre korrekt beskæftigelsesstatus for personer, der arbejder via

platforme.

Vurdering af beskæftigelsesstatus skal baseres på et princip om de faktiske

omstændigheders forrang.

Der foreslås indført en formodningsregel, hvorefter der antages at gælde et

ansættelsesforhold, hvis den digitale platform kontrollerer visse elementer

af arbejdets udførelse. Der foreslås følgende fem kriterier: 1) at afløn-

ningsniveauet fastsættes, eller at der fastlægges øvre grænser herfor i prak-

sis, 2) at det kræves, at den person, der udfører platformsarbejde, overhol-

der specifikke regler med hensyn til udseende, adfærd over for modtageren

af tjenesten eller udførelse af arbejdet, 3) at arbejdets udførelse overvåges,

eller at kvaliteten af arbejdsresultatet kontrolleres ad elektronisk vej, 4) at

friheden til at tilrettelægge arbejdet i praksis begrænses, navnlig friheden

til at vælge arbejdstid eller fraværsperioder, til at acceptere eller afvise op-

gaver eller til at benytte underleverandører eller stedfortrædere og 5) at

muligheden for at etablere en kundebase eller udføre arbejde for tredje-

mand i praksis begrænses. Der formodes at være tale om et ansættelsesfor-

hold, såfremt to af disse kriterier opfyldt.

Medlemsstaterne forpligtes til at sikre retlige og administrative procedurer

til at afkræfte den retlige formodning, såfremt der er tale om selvstændig

virksomhed. Formodningsreglen suppleres desuden af en omvendt bevis-

byrde-regel, således at det påhviler platformsvirksomheden at bevise, at

den, der udfører platformsarbejdet ikke er i et ansættelsesforhold.

•

Kapitel 3: Algoritmeledelse

•

Digitale platforme forpligtes til at informere arbejdstagere om brugen af al-

goritmer samt de centrale funktioner i automatiserede overvågningssyste-

mer, som anvendes til at overvåge, kontrollere og evaluere udførelsen af

arbejdet, og som automatisk tager beslutninger om eksempelvis adgangen

til opgaver, indtjening, sundhed- og sikkerhed, arbejdstid, forfremmelser

og kontraktmæssige status. Det præciseres, i hvilken form og på hvilke

tidspunkter disse oplysninger skal gives, samt at de også skal stilles til rå-

dighed for relevante myndigheder og arbejdstagerrepræsentanter.

Desuden fastsættes det, at platformsvirksomheder ikke må behandle per-

sonoplysninger, som ikke er nødvendige for opfyldelsen af kontrakten.

Medlemsstaterne skal sikre, at platformene jævnligt fører tilsyn med deres

systemer og algoritmer og i særlig grad med de individuelle beslutninger,

•

der træffes eller støttes på grundlag heraf. Platformene skal særligt sikre, at

algoritmer ikke har negativ effekt på det fysiske og psykiske arbejdsmiljø.

Digitale platforme skal sikre tilstrækkelige menneskelige ressourcer og

kompetencer til tilsynet.

Medlemsstaterne skal sikre, at platformsarbejdere har ret til at få en skrift-

lig forklaring fra den digitale arbejdsplatform på enhver beslutning, der

træffes eller støttes af et automatiseret overvågningssystem. Platformen

skal udpege en kontaktperson, som har den nødvendige kompetence, ud-

dannelse og beføjelse til at udføre funktionen.

Det fastsættes, at såfremt en platform beslutter at begrænse, suspendere el-

ler afslutte en brugers konto eller at afvise at aflønne platformsarbejderen,

skal platformen give en skriftlig begrundelse herfor. Desuden fastsættes

mulighed for at klage over beslutningen og om nødvendigt modtage pas-

sende kompensation.

Platformen informerer og hører arbejdstagere eller arbejdstagerrepræsen-

tanter om algoritmiske ledelsesbeslutninger, f.eks. hvis der foretages væ-

sentlige ændringer i den algoritmiske styring.

Bestemmelserne om gennemsigtighed, menneskelig overvågning og revi-

sion gælder også for personer, som udfører arbejde via platforme som selv-

stændige

Kapitel 4: Gennemsigtighed med hensyn til platformsarbejde

•

Digitale platforme, som er arbejdsgivere, forpligtes til at indberette arbejde

udført af platformsarbejdere til de kompetente arbejdsmarkeds- og social-

sikringsmyndigheder i det medlemsland, hvor arbejdet udføres, samt at ud-

veksle de oplysninger, som er nødvendige efter nationale regler og proce-

durer. Bestemmelsen er særligt relevant i de tilfælde, hvor platformsvirk-

somheden er etableret i et andet land end det, hvor arbejdet udføres.

Dette omfatter antallet af personer, der regelmæssigt udfører arbejder via

platformene, deres beskæftigelsesstatus eller kontraktlige status samt de

generelle vilkår for kontraktforholdet.

•

Kapitel 5: Retsmidler og håndhævelse

•

Medlemsstaterne skal sikre adgang til effektiv og upartisk tvistbilæggelse

samt til kompensation, såfremt rettigheder er overtrådt.

Medlemsstaterne skal sikre, at repræsentanter for platformsarbejderne kan

tage part i juridiske eller administrative procedurer med henblik på at

håndhæve reglerne i direktivet.

Digitale platforme skal tilvejebringe mulighed for, at personer, der udfører

platformsarbejde kan kontakte og kommunikere med hinanden, samt at de

kan kontaktes af arbejdstagerrepræsentanter gennem platformens digitale

infrastruktur eller lignende.

Nationale domstole og relevante myndigheder skal have adgang til at an-

mode platformsvirksomheden om at give relevant materiale under behand-

lingen af en sag, som vedrører korrekt beskæftigelsesstatus, herunder for-

troligt materiale om algoritmer, hvis det vurderes relevant.

•

•

Medlemsstaterne forpligtes til at tilvejebringe beskyttelse mod negative

følger til personer, som arbejder via platforme, og som klager over brud på

deres rettigheder efter direktivet.

Hvis en person er af den opfattelse, at han eller hun er blevet afskediget el-

ler har været udsat for foranstaltninger med tilsvarende virkning (f.eks. at

vedkommendes konto er blevet deaktiveret) på grundlag af at have udøvet

sine rettigheder i henhold til direktivet, pålægges det platformsvirksomhe-

den at løfte bevisbyrden for, at der er tale om objektive grunde.

Den eller de myndigheder, der er ansvarlige for at overvåge anvendelsen af

forordning (EU) 2016/679 (databeskyttelsesforordningen), skal også være

ansvarlige for at overvåge anvendelsen af bestemmelserne i direktivet om

algoritmer i overensstemmelse med de relevante bestemmelser i bl.a. data-

beskyttelsesforordningens kapitel VIII, herunder undtagelsesbestemmelsen

i artikel 83, stk. 9. De skal desuden have kompetence til at pålægge admi-

nistrative bøder op til det beløb, der er omhandlet i artikel 83, stk. 5, i

nævnte forordning. Det bemærkes dog i relation hertil, at undtagelsesbe-

stemmelsen i databeskyttelsesforordningens artikel 83, stk. 9, også finder

anvendelse her, hvorfor bestemmelsen ikke giver anledning til forfatnings-

mæssige betænkeligheder.

Myndighederne skal desuden samarbejde med de myndigheder, som er an-

svarlige for arbejdsmarked og sociale ydelser, når det er relevant for hånd-

hævelsen af direktivet, og medlemsstaterne skal fastlægge regler om bøder.

Kapitel 6: Afsluttende bestemmelser

•

Medlemsstaterne må ikke på baggrund af direktivet reducere det beskyttel-

sesniveau, som allerede er gældende, og direktivet forhindrer ikke med-

lemsstaterne i at vedtage love, regler eller administrative bestemmelser,

som er mere gunstig for platformsarbejderen.

Der fastsættes en implementeringsfrist på to år efter direktivets ikrafttræ-

delse. Medlemsstaterne kan overlade implementeringen til arbejdsmarke-

dets parter.

Kommissionen skal gennemføre en evaluering fem år efter direktivets

ikrafttrædelse.

•

Forhandlinger under tjekkisk og svensk formandskab

Under tjekkisk formandskab blev der foretaget en række justeringer og præciserin-

ger i forhold til Kommissionens oprindelige forslag, hvoraf nedenstående punkter

kan fremhæves, Det efterfølgende svenske formandskab har indsnævret forhandlin-

ger til et primært fokus på formodningsreglen med henblik på at afsøge mulighe-

derne for et kompromis.

•

Der er foretaget en tydeliggørelse af at hjemmelsgrundlaget i relation til direk-

tivforslagets to formål: Korrekt fastsættelse af beskæftigelsesstatus (TFEU art.

153, stk. 1) samt gennemsigtighed og beskyttelse af personoplysninger i forbin-

delse med anvendelse brug af automatiske overvågnings- og beslutningstag-

ningssystemer (TFEU art. 16).

•

Det er præciseret, at direktivet vil gælde for digitale arbejdsplatforme, der ind-

samler persondata via automatiske overvågnings- og beslutningstagningssyste-

mer samt anvender disse i forbindelse med supervisering og evaluering af den

enkeltes udførelse af arbejdet.

Det er præciseret, at direktivet ikke gælder for skatteretlige forhold samt social

sikring.

Det er tilføjet, at direktivet også omfatter såkaldte mellemled, som etablerer et

kontraktuelt forhold mellem en digital arbejdsplatform og en person, der udfører

platformsarbejde, samt at anvendelse af mellemled ikke kan føre til reduceret

beskyttelse for personer, der udfører platformsarbejde.

For så vidt angår formodningsreglen har det tjekkiske formandskab foreslået en

opdeling af ét af de oprindelige kriterier i tre, således at formodningsreglen in-

deholder syv kriterier, hvor af tre skal opfyldes, for at der formodes at være tale

om et ansættelsesforhold. I Kommissionens oprindelige forslag var der fem kri-

terier, hvoraf to skulle være opfyldt.

Ligeledes er der under svensk formandskab indsat en reference til kontrol og in-

struktion med henblik på at tydeliggøre, at formålet med formodningsreglen er

at afgøre, om platformsvirksomheden instruerer i arbejdets udførelse og udøver

kontrol og overvågning.

Det er præciseret, at der med algoritmeledelse menes styring via automatiske

overvågnings- eller beslutningstagningssystemer. Kapitel 3 om styring via auto-

matiske overvågnings- eller beslutningstagningssystemer er desuden væsentligt

omstruktureret, således at opbygningen følger traktatgrundlaget for de enkelte

artikler. Der er foretaget konsekvensrettelser af de enkelte artikler, således at det

fremgår direkte, hvor bestemmelserne også omfatter solo-selvstændige.

Det fremgår desuden, at hvis den digitale platform bestrider, at en person der

udfører platformsarbejdes påkalder sig lønmodtagerstatus ved at anvende for-

modningsreglen, har disse procedurer ikke opsættende virkning på afgørelsen.

Det er flere steder i direktivteksten understreget, at direktivet kan implemente-

res under hensyntagen til national lov og praksis, herunder i relation til håndhæ-

velsen af formodningsreglen samt involvering af repræsentanter for personer,

der udfører platformsarbejde.

4. Europa-Parlamentets udtalelser

Europa-Parlamentet vedtog den 16. september 2021 en resolution om rimelige ar-

bejdsvilkår, rettigheder og social beskyttelse for platformsarbejdere

–

nye beskæfti-

gelsesformer, der er knyttet til den digitale udvikling.

Europa-Parlamentet finder, at den europæiske juridiske ramme er utilstrækkelig, og

at mange platformsarbejdere ikke nyder de rettigheder, som følger af de forskellige

EU-instrumenter, fordi deres beskæftigelsesstatus defineres fejlagtigt.

Europa-Parlamentet hilser et initiativ fra EU-Kommissionen velkomment og opfor-

drer til, at platformsarbejdere sikres tilstrækkelig beskyttelse og rettigheder samt til

gennemsigtighed i algoritmerne for opgavefordeling, vurderinger og interaktioner.

Europa-Parlamentet vedtog i december 2022 sine ændringsforslag til direktivtek-

sten. Europa-Parlamentet har bl.a. foreslået, at platformsarbejdere i udgangspunktet

anses for at være lønmodtagere.

5. Nærhedsprincippet

Direktivforslaget er baseret på Traktatens art. 153, stk. 1 litra b, som giver mulig-

hed for at støtte og supplere medlemsstaternes indsats for at forbedre arbejdsvilkå-

rene. Supplerende anvendes Traktatens art. 16, stk. 2, som vedrører beskyttelse af

fysiske personer i forbindelse med behandling af personoplysninger.

Platformsøkonomien er kendetegnet ved fleksibilitet og konstant tilpasning af for-

retningsmodeller. Virksomhederne er ikke nødvendigvis knyttet til en bestemt lo-

kalitet, idet de primære aktiver er algoritmer og data, hvilket muliggør en hurtig til-

pasning til andre medlemsstaters markeder og lovgivning, herunder at søge mod

markeder med lempeligere regler.

Platformsvirksomheder har ofte hjemsted i én medlemsstat, mens de opererer gen-

nem personer, der er baseret andre steder. Ifølge Kommissionen gælder det, at 59

procent af de personer, der arbejder gennem europæiske platforme, har klienter i

andre lande, hvilket skaber kompleksitet i de kontraktlige forhold og usikkerhed for

myndighederne vedrørende social sikring, arbejdsforhold og skatteforhold på tværs

af landegrænserne. Risikoen for manglende overholdelse af nationale regler og hin-

dringer for imødegåelse af sort arbejde er højere i grænseoverskridende situationer,

navnlig når det drejer sig om platformsarbejde.

Kommissionen angiver, at formålet udover at beskytte arbejdstagerne og undgå et

nedadgående pres på arbejdsvilkårene også er at understøtte lige konkurrencevilkår

mellem europæiske platformsvirksomheder, hvorfor et initiativ på EU-niveau er

nødvendigt.

Et initiativ på EU-niveau giver mulighed for at fastsætte regler, der er gældende for

samtlige platformsvirksomheder i EU, og etablering af minimumsregler vurderes at

bane vejen for konvergens i opadgående retning og lette udviklingen af en europæ-

isk platformsøkonomi.

Generelt finder regeringen ikke grundlag for at tilsidesætte Kommissionens vurde-

ring af nærhedsprincippet, herunder at der tale om håndhævelse af et eksisterende

retsprincip på EU-plan, og at målet om ensartet anvendelse og håndhævelse i EU

nødvendiggør bindende regler i direktivform.

6. Gældende dansk ret

Der findes på nuværende tidspunkt ikke regulering specifikt for arbejde, der udfø-

res via digitale platforme.

Beskæftigelsesstatus

Den danske arbejdsmarkedsmodel er kendetegnet ved, at arbejdsmarkedets parter

via kollektive overenskomster fastlægger, hvad der gælder i forhold til løn- og ar-

bejdsvilkår.

Overenskomsterne suppleres på en række områder af den arbejdsretlige lovgivning,

der bl.a. fastsætter regler om sikring af arbejdsvilkår og beskyttelse af den person,

der udfører arbejdet (ferieregler, anti-diskriminationsregler, arbejdsmiljøregler

mm.), regler om medarbejderinddragelse (repræsentation, information og høring).

Dertil kommer regler om social sikring (ydelser ved ledighed, sygdom, pension

mm.).

Samlet udgør overenskomster, lovgivning, den individuelle ansættelsesaftale og en

række retsprincipper udviklet af det fagretlige system og de almindelige domstole

det arbejdsretlige regel- og normsæt.

I forhold til ”beskæftigelsesstatus” skelnes der i dansk ret mellem arbejde, der ud-

føres i et ansættelsesforhold og arbejde, der udføres af selvstændigt erhvervsdri-

vende. Når arbejdet udføres i et ansættelsesforhold gælder de arbejdsretlige regler;

alternativt udføres arbejdet af en selvstændigt erhvervsdrivende for en opdragsgi-

ver inden for kontraktrettens rammer. Den kategori, som et konkret arbejdsforhold

hører til, er dermed bestemmende for, hvilke regler der skal overholdes i relationen

mellem parterne, og hvem der har ansvaret for, at reglerne bliver overholdt.

Beskæftigelsesstatus afgøres ved, at der tages udgangspunkt i et ”arbejdstagerbe-

greb” (omtales også ofte som ”lønmodtagerbegreb”)

, der definerer, hvornår en per-

son, der udfører arbejde, er at betragte som lønmodtager/arbejdstager. Hvis ikke

personen er omfattet af arbejdstagerbegrebet, betragtes den pågældende som selv-

stændigt erhvervsdrivende.

Der anvendes ikke et fuldstændig ensartet tværgående arbejdstagerbegreb på tværs

af lovgivningen, hverken i de arbejdsretlige love eller i anden lovgivning som fx

arbejdsmiljø- eller skattelovgivningen. I stedet defineres arbejdstagerbegrebet i re-

lation til hver enkelt lovs anvendelsesområde under hensyn til lovens specifikke

formål. Uanset lovgrundlaget består arbejdstagerbegrebet af en række delelemen-

ter, der alle indgår i en samlet vurdering.

I situationer, hvor der er tvivl om, hvorvidt arbejdet er udført af en arbejdstager el-

ler en selvstændigt erhvervsdrivende, har retspraksis fastlagt en række kriterier til

brug for vurderingen. Der er tale om relativt faste kriterier, men vægtningen af kri-

terierne indbyrdes er ikke ensartet. Det gælder også den vægt det fagretlige system

og de almindelige domstole tillægger de konkrete omstændigheder i den enkelte

sag.

Det medfører, at det kan være vanskeligt at forudse den pågældende persons be-

skæftigelsesstatus, herunder om pågældende klassificeres som arbejdstager/løn-

modtager eller selvstændigt erhvervsdrivende, og således, om forholdet retligt set

placerer sig indenfor eller uden for de arbejdsretlige reglers gyldighedsområde.

Bevisbyrde

Det almindelige udgangspunkt i dansk ret er, at der er ligefrem bevisbyrde. Det be-

tyder, at vedkommende, der påstår at have et krav, skal løfte bevisbyrde for, at kra-

vet består.

Den ligefremme bevisbyrde gælder i den ansættelsesretlige lovgivning. Eksempel-

vis vil den, der gør gældende, at han/hun er lønmodtager, og derfor fx har ret til fe-

rie, skulle godtgøre, at der består en ansættelsesrelation mellem den pågældende og

en potentiel arbejdsgiver.

Udgangspunktet er fraveget i ligebehandlingsloven, hvor der er omvendt bevis-

byrde. Ligeledes er udgangspunktet fraveget i forskelsbehandlingsloven, hvor der

er delt bevisbyrde.

Opsættende virkning

”Opsættende

virkning”

indebærer, at en

retsafgørelse, der påklages eller appelleres

ikke har virkning, før appelinstansen har truffet sin afgørelse. Hvorvidt en appel

har opsættende virkning, kan bl.a. afspejle en interesseafvejning.

Spørgsmålet om opsættende virkning ved en administrativ eller domstolslignende

afgørelse adresseres typisk i den relevante lovgivning. Som et eksempel kan næv-

nes arbejdsmiljølovens § 81. hvoraf det følger at rettidig klage til Arbejdsmiljøkla-

genævnet over Arbejdstilsynets påbud har opsættende virkning, dog ikke hvor der

er tale om strakspåbud eller forbud, og hvor arbejdsmiljøovertrædelse dermed er af

mere alvorlig karakter. I skatteretten er udgangspunktet omvendt således, at en

klage over en administrativ afgørelse som hovedregel ikke har opsættende virkning

for efterlevelsen af den påklagede afgørelse.

Algoritme-ledelse

Brugen af algoritmer via digitale platforme, herunder algoritmeledelse, er på nuvæ-

rende tidspunkt ikke specifikt reguleret i dansk ret.

Det er de generelle regler om ledelsesretten, der finder anvendelse også ved ledelse

via algoritmer. Det er et almindeligt ansættelsesretligt princip, at en arbejdsgiver

har ledelsesretten i forhold til sine ansatte. Ledelsesretten har karakter af en retlig

standard og antages at gælde ved alle ansættelsesforhold. Ledelsesretten er udtryk-

keligt fastsat i hovedaftalen mellem Dansk Arbejdsgiverforening (DA) og Fagbe-

vægelsens Hovedorganisation (FH, tidligere LO).

I en ansættelsesrelation gælder de generelle regler om information og høring af løn-

modtagere (enten i medfør af en kollektiv overenskomst eller lov om information

og høring af lønmodtagere), hvorefter lønmodtagerne skal informeres og oplyses

om spørgsmål af væsentlig betydning for deres ansættelse. Endvidere skal lønmod-

tagerne høres på baggrund af den modtagne information og have mulighed for at

komme med en tilkendegivelse over for ledelsen på den virksomhed, hvor de er be-

skæftigede.

De generelle databeskyttelsesregler finder anvendelse i relation til beskyttelse af

fysiske personer i forbindelse med behandling af deres personoplysninger. Det gi-

ver personer, der arbejder via digitale platforme en række rettigheder med hensyn

til deres personoplysninger uanset deres beskæftigelsesstatus. Rettighederne omfat-

ter retten til ikke at blive gjort til genstand for en beslutning, der udelukkende er

baseret på en automatiseret behandling, som har retsvirkninger for den registrerede

eller på tilsvarende vis i væsentlig grad påvirker dem, samt retten til gennemsigtig-

hed i forbindelse med brugen af automatiserede beslutninger.

Gennemsigtighed

Der findes på nuværende tidspunkt ikke regulering specifikt om gennemsigtighed

med hensyn til digitale arbejdsplatforme, som er arbejdsgivere.

Alle danske kapitalplatforme har på nuværende tidspunkt indberetningspligt jf.

Af-

tale om Bedre vilkår for vækst og korrekt skattebetaling i dele- og platformsøkono-

mien,

mens udenlandske kapitalplatforme har mulighed for en frivillig indberet-

ningsaftale.

Oplysninger om arbejdsplatforme, der er arbejdsgivere og beskæftiger platformsar-

bejdere i Danmark, er således ikke indført i et nationalt register.

Fra kalenderåret 2023 vil både kapitalplatforme og arbejdsplatforme blive pålagt

indberetningspligt som følge af reglerne om DAC7 (Direktivet om administrativt

skattesamarbejde). I den forbindelse vil der blive udviklet et digitalt indberetnings-

system, som platformene skal tilslutte sig.

7. Konsekvenser

Gennemførelse af direktivforslaget kræver lovgivning, bl.a. i forhold til en formod-

ningsregel, regler om omvendt bevisbyrde i forhold til platformsarbejderes beskæf-

tigelsesstatus, ligesom der vil skulle lovgives om pligter og rettigheder vedrørende

algoritmeledelse, gennemsigtighed m.v. Omfanget af nødvendig lovgivning afven-

ter den endelige tekst.

Det er forventningen, at lovgivning herom vil skabe større klarhed om platformes

ansvar som arbejdsgivere og rettigheder for personer beskæftiget via platforme.

Platformene forventes samtidig at kunne drage fordel af øget retssikkerhed og lige

konkurrencevilkår.

Forslaget vurderes at medføre erhvervsøkonomiske konsekvenser i form af admini-

strative byrder for digitale arbejdsplatforme, bl.a. som følge af krav til virksomhe-

derne vedr. algoritmeledelse, ekspertrådgivning og etablering af kommunikations-

funktion. Det er pt. ikke muligt at kvantificere de administrative konsekvenser

grundet manglende viden om bl.a. omkostningsparametre. De administrative om-

kostninger vil alene påvirke de arbejdsplatforme, som omfattes af direktivet. Om-

fanget heraf skal nærmere afklares i forbindelse med implementering.

Forslaget forventes at medføre statsfinansielle konsekvenser som følge af bestem-

melser om retsmidler, håndhævelse og tilsyn, herunder udgifter til Datatilsynet.

Forslaget stiller ikke krav om etablering af nye mekanismer eller organer til fx fast-

sættelse af beskæftigelsesstatus men fastslår, at allerede eksisterende mekanismer

finder anvendelse inden for rammerne af direktivet. Derfor forventes det ikke, at

der vil være yderligere statsfinansielle konsekvenser foruden ovennævnte statslige

udgifter til håndhævelse mv.

8. Høring

Forslaget har været i høring i EU-Specialudvalget for Arbejdsmarkedet og Sociale

Forhold. Der er modtaget høringssvar fra Fagbevægelsens Hovedorganisation

(FH), Dansk Arbejdsgiverforening (DA), Finanssektorens Arbejdsgiverforening

(FA), KL, Danske Regioner samt Akademikerne (AC).

Høringssvarene er opsummeret nedenfor.

FH har afgivet et foreløbigt svar, hvor der tages forbehold for politisk behandling.

Heri byder FH Kommissionens ambitioner om at forbedre arbejdsvilkårene for

selvstændige velkommen og anser forslaget for at være et vigtigt skridt til sikring

af korrekt beskæftigelsesstatus og håndtering af udfordringer relateret til algoritme-

ledelse. FH havde dog gerne set, at initiativet ikke var begrænset til platformsar-

bejde men omfattede hele arbejdsmarkedet og håber, det vil få en afsmittende ef-

fekt, så flere kan opnå arbejdstagerstatus, uanset om de har traditionel eller atypisk

beskæftigelse.

FH er i øvrigt tilfreds med, at direktivforslaget sætter fokus på udfordringerne ved

algoritmeledelse, som ofte er uigennemsigtig for arbejdstagerne og derfor kan have

både konsekvenser, som det kan være vanskeligt at forsvare sig imod. FH er bl.a.

optaget af, at algoritmeledelse skal være undergivet de saglighedskrav m.m., der

gælder generelt ved udøvelse af ledelsesretten i Danmark. Algoritmeledelse vinder

indpas, og arbejdstagernes rettigheder skal sikres.

FH opfordrer til sikring af den danske arbejdsmarkedsmodel. Effektiv håndhævelse

forudsætter, at fagforeninger kan anvende direktivets formodningsregel, når de

kræver eller håndhæver overenskomst over for platforme. FH finder det uklart,

hvordan formodningsregel skal fungere i praksis for at virke effektivt.

FH finder, at definitionerne i direktivet giver et smalt anvendelsesområde, som vil

efterlade mange i prekære ansættelser uden beskyttelse.

FH er meget positive over for indførelsen af en formodningsregel, men det bekym-

rer FH, at mindst to af kriterierne skal være opfyldt for at skabe en formodning om

arbejdstagerstatus.

Det er FH’s opfattelse, at en person, der ikke på baggrund af

markedsvilkårene selv fastsætter sin løn/betaling for opgaverne, heller ikke har den

uafhængighed, der er en forudsætning for at blive betragtet som selvstændig er-

hvervsdrivende, og derfor bør anses for at være arbejdstager. Når er nødvendigt at

opfylde endnu et kriterie for at skabe en formodning om arbejdstagerstatus, kan

formodningsreglen i sig selv blive en barriere for at opnå status som arbejdstager.

FH opfordrer til, at det sikres, at det fremgår klart af artikel 4, at det ikke er plat-

formsarbejderens ansvar at gøre formodningsreglen gældende. Formodningsreglen

bør ifølge FH være udgangspunktet i alle forhold, hvor platformsarbejderes be-

skæftigelsesstatus er afgørende. Det gælder, når fagforeningen kræver eller hånd-

hæver overenskomst, myndigheder opkræver skat eller tager stilling til sygedag-

penge m.m., eller arbejdsgiveren udarbejder platformsarbejderens kontrakt.

er enig i, at der er behov for tiltag, der skaber mere klarhed om beskæftigelses-

status, hvilket vil være til gavn for både virksomheder og arbejdstagere. DA finder

dog ikke, at udkastet skaber tilstrækkelig klarhed men rejser spørgsmål om, hvilke

personer, virksomheder og forretningsmodeller, der vil være omfattet af direktivet.

Særligt skal der skabes klarhed over hvilke virksomheder, der er omfattet af direk-

tivet og direktivets formodningsregel for lønmodtagerstatus. Samtidig skal der

være fokus på, at direktivet understøtter hurtig afklaring af arbejdstager- og plat-

formsstatus. DA er bekymret for, at direktivet kommer til at omfatte flere personer

og forretningskonstellationer end tilsigtet, samt at direktivet kommer til at omfatte

etablerede og velfungerende virksomheder og forretningsmodeller, uden at der i re-

lation til disse virksomheder har været påpeget de problemer, som direktivforslaget

søger at håndtere.

DA finder, at forslagets artikel 2 definerer platforme for uklart og bredt og finder

det afgørende, at det afdækkes, hvordan ”digitale arbejdsplatforme” skal forstås.

modsat fald er der ifølge DA, risiko for, at virksomheder, der ikke bør være omfat-

tet falder ind under direktivet, herunder eksempelvis virksomheder, der opererer

med elektroniske værktøjer som en hjemmeside, applikation, webshop eller online

tidsbestilling. DA mener, at definitionen skal målrettes, så den omfatter de områder

og forretningsmodeller, hvor der reelt er konstateret problemer, og derfor er behov

for klarhed.

Vedrørende formodningsregelen har DA samme bekymring vedrørende forslagets

bredde. DA finder, at det på et arbejdsmarked, hvor mere styres digitalt vil være let

at opfylde mindst to af de opsatte kriterier og dermed blive anset som arbejdstager.

DA stiller spørgsmål ved, hvorvidt en formodningsregel er det rigtige værktøj til at

sikre en hurtig afklaring af beskæftigelsesstatus. Med de nuværende danske regler

tages der højde for alle relevante forhold i en konkret vurdering, mens den foreslå-

ede formodningsregel er en mere rigid konstruktion. DA finder, at man i stedet på

udvalgte områder

skal kunne give en slags ”bindende” forhåndstilsagn i forhold til

relevant lovgivning. Alternativt kan der gives mulighed for national fravigelse, så-

fremt medlemslandene kan sikre hurtig afklaring, eller at stille krav om at opfylde

flere af de oplistede kriterier, inden formodningsreglen aktiveres.

DA peger på, at direktivet lægger op til administrative byrder for virksomhederne.

Rækkevidden af bestemmelserne om medarbejderrettigheder er ifølge DA uklar, og

omfanget af administrative byrder omfattende og afskrækkende, særligt for udsig-

ten til opstart af nye digitale arbejdsplatforme. Dette gælder f.eks. klaret om, at

platformsarbejdere har ret til at få en forklaring fra den digitale arbejdsplatform for

beslutninger, der er truffet eller støttet af et automatiseret beslutningssystem, som i

væsentlig grad påvirker platformsarbejderens arbejdsforhold samt kravet om en

kontaktperson.

bakker op om, at personer, der faktisk og reelt er lønmodtagere, sikres alminde-

lige lønmodtagerrettigheder. I Danmark har platformsarbejde dog ikke samme ud-

bredelse og omfang som i det øvrige i EU. FA kan konstatere, at Kommissionen

finder behov for at regulere platformsarbejde på EU-niveau, men i en dansk kon-

tekst finder FA forslaget vidtgående. FA anerkender, at Kommissionens forslag

alene vedrører platformsarbejde.

FA understreger nødvendigheden af at værne om den danske arbejdsmarkedsmo-

del.

FA bemærker, at forslaget efterlader alene to muligheder (enten lønmodtager eller

selvstændig) og giver ikke plads til en særlig status for de personer, der arbejder på

det nye arbejdsmarked som platformsarbejde skaber. FA peger på, at platformsar-

bejde kan medvirke til at nedbryde barrierer i adgangen til betalt arbejde for perso-

ner, der af forskellige årsager er på kanten af arbejdsmarkedet, hvilket er en styrke

ved platformsarbejde.

FA noterer sig, at forslaget skal skabe lige vilkår (level playing field) for platform-

virksomheder og for traditionelle virksomheder, hvilket FA tror vil være gavnligt

på længere sigt. I den forbindelse er det vigtigt at sikre størst mulig klarhed i af-

grænsningen af hvem, der er lønmodtager og hvem der er selvstændige. Det er ikke

en hensigtsmæssig løsning blot at etablere en formodningsregel, virksomhederne så

skal bruge ressourcer på at modbevise, hvis der reelt er tale om selvstændige.

FA bemærker, at der er betydelige forskelle i typer af digitalt platformsarbejde og

ser en udfordring i, at direktivet omfatter alle former for platformsarbejde. Særligt

platformsarbejdere, der udfører platformsarbejde på specialistniveau, ønsker ikke

nødvendigvis at blive omfattet af direktivet, og FA foreslår, at der skabes mulighed

for at undtage denne type platformsarbejde.

FA ser et behov for, at der fastsættes en bagatelgrænse for direktivets anvendelses-

område, eksempelvis en nominel indtægtsmæssig beløbsgrænse eller en lav pro-

centsats af fx gennemsnitslønnen i medlemsstaten eller lignende, således at direkti-

vet ikke finder anvendelse, når indtægten er bagatelagtig.

Vedrørende direktivets definitioner finder FA, at disse bør afgrænses klart og tyde-

ligt med det formål at sikre enkle og implementer venlige løsninger og undgå flere

gråzoner som følge af direktivet.

Vedrørende formodningsreglen bemærker FA, at forslaget medfører, at en dansk

myndighed skal føre tilsyn med, om personer, der udfører platformsarbejde, har

den korrekte status. Myndighederne fører ikke i dag tilsyn med, om personer har

den rette beskæftigelsesstatus. Parterne i et ”arbejdsforhold” kan afgøre dette ved

retlig behandling. FA spørger, hvem der i givet fald skal stå for tilsynsforpligtelsen

og hvilke administrative og økonomiske omkostninger forslaget forventes at med-

føre. Ligeledes findes det uklart, hvordan det skal håndteres, hvis platformsvirk-

somheder ikke efterkommer et pålæg fra den pågældende myndighed.

FA finder det uhensigtsmæssigt, at der indføres omvendt bevisbyrde, hvis der efter

art. 4 er formodning for, at platformsarbejderen er lønmodtager. FA finder det end-

videre uhensigtsmæssigt, at det tilsyneladende kan blive vanskeligt for platformsar-

bejderen at få medhold i, at denne ikke er lønmodtager, hvis platformsarbejderen

trods formodning herfor ikke ønsker lønmodtagerstatus.

FA anerkender og tilslutter sig behovet for, at platformsarbejdere, der er underlagt

algoritmeledelse, nyder en grundlæggende beskyttelse af og indsigt i deres arbejds-

vilkår, arbejdsmiljø mv.

Herudover finder FA generelt Kommissions forslag rimeligt og proportionalt.

KL og Danske Regioner

er enige i, at digitale arbejdsplatforme er en del af fremti-

dens arbejdsmarked og bidrager til innovation, samt at en person, der er at betragte

som arbejdstager, skal have de samme rettigheder. Ligeledes skal arbejdsgiveren

opretholde samme ledelsesret.

Kommuner og regioner udbyder på nuværende tidspunkt ikke arbejde via plat-

forme, og det ønskes afklaret, om kommunerne kan komme til at udbyde arbejde,

der dækkes af direktivet, hvorfor KL ønsker at få præciseret, hvad der ligger i kom-

merciel tjeneste.

Fastlæggelse af, om der er tale om et ansættelsesforhold, bør baseres sig på en sæd-

vanlig konkret arbejdsretlig vurdering. Fastholdes den nuværende formodningsre-

gel bør mere end to betingelser være opfyldt. Desuden bemærkes, at det er plat-

formsejeren der stiller kravet om overholdelse af specifikke regler med hensyn til

udseende, adfærd mv. Det skyldes, at lignende krav kan stilles af kunder til selv-

stændigt erhvervsdrivende, og bestemmelsen adskiller derfor ikke lønmodtagere fra

selvstændigt erhvervsdrivende.

For så vidt angår brug af algoritmer vurderer KL, at det i art. 5, stk. 5 vil være til-

strækkeligt at henvise til forordning 2016/679, så der ikke indføres andre rettighe-

der for platformsmedarbejdere ift. til medarbejdere på det fysiske arbejdsmarked.

Artiklen vil indskrænke ledelsesretten, hvilket der ikke er grundlag for.

Samspillet mellem litra a) og litra b) er ifølge KL uklar. Det skyldes, at oplysninger

om en medarbejders følelsesmæssige og psykologiske tilstand, jf. litra a) vedrører

medarbejderens helbred, som vil være omfattet af litra b).

Litra d) forekommer uklar. Det bør efter KL’s opfattelse være muligt for arbejdsgi-

ver at indsamle de samme personoplysninger i et ansættelsesforhold, som baserer

sig på platformsarbejde, som i et sædvanligt fysisk ansættelsesforhold. Arbejdsgi-

veren bør derimod ikke indsamle personoplysninger relateret til medarbejderens

fritid. Det er imidlertid uklart om, det er det, som bestemmelsen dækker over.

Akademikerne

ser med stor tilfredshed på, at der nu er udsigt til bedre vilkår for

platformsarbejdere og støtter varmt Kommissionens forslag om at skabe bedre ar-

bejdsvilkår for dem, der arbejder via platforme og om at øge transparens og indbe-

retning til relevante myndigheder for herved at sikre en effektiv håndhævelse.

Akademikerne havde gerne set et initiativ med et bredere anvendelsesområde.

Akademikerne bakker op om indførelse af en formodningsregel med tilhørende kri-

terier og indførelse af en omvendt bevisbyrderegel for de digitale arbejdsplatforme.

Hermed bliver det op til den stærke part, platformene, at løfte bevisbyrden.

Akademikerne sætter pris på, at det klargøres, at reglerne skal følges i det land,

hvor arbejdet udføres.

Vedrørende algoritmeledelse ser Akademikerne positivt på, at der foreslås klarere

spilleregler for så vidt angår algoritme-ledelse (artikel 6, 7 og 8). Disse regler om-

fatter ikke alene platformsarbejdere i et ansættelsesforhold men også de soloselv-

stændige, som arbejder via digitale arbejdsplatforme. Desuden ses der positivt på,

at de informationer, som indgår i arbejdsplatformenes brug af automatiserede mo-

nitoreringssystemer, og som er af betydning for arbejdsvilkårene, skal tilgå rele-

vante myndigheder og platformsarbejderes repræsentanter.

Akademikerne bemærker dog, at når det handler om anvendelse af AI/algoritmer til

f.eks. at forbedre, udvikle og tildele arbejdsopgaver til platformarbejdere, kan være

problematisk, fordi det ofte kan være umuligt at ”back tracke” disse beslutninger

og derfor også at afgøre en eventuel tvist. Der bør derfor tilføjes en passus om, at

anvendelse af AI, der leder til denne type ”uklarhed”, skal undgås. I situationer,

hvor der måtte opstå uklarheder, skal funktionen fjernes eller ændres, så de algorit-

miske beslutninger kan forklares.

Akademikerne bakker op om bestemmelserne om skriftlige begrundelser, etable-

ring af kommunikationskanaler og ret for repræsentanter til at føre sager på vegne

af platformsarbejderne. Dog peges der på, at det skal gøres klart, at fagforeningerne

kan rejse sager på eget initiativ.

Vedrørende implementering og håndhævelse savner Akademikerne en præcisering

i teksten, hvor det fremgår, at de nærmere arbejdsretlige regler om bl.a. identifice-

ring af, hvem som udgør den repræsentative kollektive forhandlingspart på løn-

modtagersiden, afgøres nationalt.

For så vidt angår den nationale implementering af direktivet har Danske Fysiotera-

peuter tilkendegivet en bekymring for, om nye regler kan få ødelæggende betyd-

ning for den velfungerende konstruktion med selvstændige indlejere på de fysiote-

rapeutklinikker.

9. Generelle forventninger til andre landes holdninger

Flertallet af medlemslande bakker op om en formodningsregel med fælles kriterier

og forslaget om omvendt bevisbyrde samt er positive overfor, at en del af direktivet

også finder anvendelse for selvstændige.

Dog arbejder en række medlemslande for en højere tærskel for udløsning af for-

modningsreglen, mens andre medlemslande ønsker, at flest muligt omfattes af di-

rektivet. Enkelte medlemslande er fortalere for en nationalt formuleret formod-

ningsregel.

Blandt visse medlemslande har der ligeledes været opmærksomhed på at minimere

de administrative omkostninger, som virksomhederne pålægges. Dette gør sig sær-

ligt gældende i forhold til bestemmelserne om automatiserede overvågnings- og be-

slutningssystemer.

10. Regeringens generelle holdning

Regeringen hilser initiativet velkomment og støtter direktivforslagets formål med

at skabe bedre vilkår for personer, der arbejder via digitale platforme ved at bidrage

til at sikre korrekt beskæftigelsesstatus for disse personer.

Regeringen vil arbejde for et direktiv, der respekterer nationale arbejdsmarkedsmo-

deller, national kompetence og arbejdsmarkedets parters autonomi.

Regeringen anerkender, at der skal findes en balance mellem fleksibilitet og be-

skyttelse, således at personer, der reelt er selvstændige, ikke tvinges til at være ar-

bejdstagere.

Regeringen ønsker ikke en tredje kategori, hvor visse selvstændige vil få rettighe-

der i medfør af direktivet. Regeringen vil arbejde for, at regulering af solo-selv-

stændige udgår af direktivets kapitel 3 og 4 om automatiserede overvågnings- og

beslutningssystemer og gennemsigtighed.

Regeringen støtter, at et direktiv giver mulighed for, at der nationalt indføres en

formodningsregel, så platformsarbejdere anses som lønmodtagere. Regeringen støt-

ter også forslaget om omvendt bevisbyrde i den forbindelse Desuden støtter rege-

ringen en formodningsregel med fælles kriterier, som tager udgangspunkt i Kom-

missionens forslag.

Regeringen vil arbejde for, at spørgsmålet om opsættende virkning i forhold til for-

modningsreglen overlades til medlemsstaterne.

Regeringen støtter, at der stilles krav til digitale platforme om information og hø-

ring samt til gennemsigtighed vedrørende brugen af automatiserede overvågnings-

og beslutningssystemer tilknyttet personoplysninger, der har indvirkning på løn og

arbejdsvilkår ved tilrettelæggelsen af arbejdet. Regeringen støtter også, at der stil-

les krav om menneskelig overvågning af automatiserede systemer og gennemgang

af væsentlige beslutninger.

Regeringen vil samtidig være opmærksom på, at kravene til overvågning ikke med-

fører unødige administrative byrder.

Regeringen støtter også krav om indberetning og adgang til oplysninger for rele-

vante myndigheder for herved at sikre en effektiv håndhævelse.

Regeringen vil arbejde for, at regler om håndhævelse respekterer den danske mo-

del, herunder parternes rolle i forhold til at sikre løn og arbejdsvilkår og for at

håndhæve disse. Regeringen vil arbejde for nationalt råderum i implementeringen.

Regeringen vil generelt arbejde for, at der skabes klarhed over direktivets anven-

delsesområde, herunder for så vidt angår definitionen af platformsvirksomheder.

Desuden vil den arbejde for, at der sikres sammenhæng og overensstemmelse med

forslag til forordning om kunstig intelligens samt GDPR.

11. Tidligere forelæggelser for Folketingets Europaudvalg

Sagen blev forelagt Folketingets Europaudvalg den 22. november 2022 til forhand-

lingsoplæg samt 2. december 2022 til orientering.

2. Forslag til direktiv om bindende standarder for ligestillingsor-

ganer (688)

- generel indstilling

KOM-nr. (2022) 688

Revideret notat. Ændringer i forhold til grund- og nærhedsnotat sendt til Folketin-

get den 9. maj 2023 er markeret med streg i venstre margin.

1. Resumé

Kommissionen har ved KOM (2022) 688 og 689 af 7. december 2022 fremsat for-

slag til to parallelle direktiver om bindende standarder for ligestillingsorganer.

Forslagene er i det væsentlige identiske, men har forskelligt retsgrundlag og for-

skellig beslutningsprocedure. Forslagene skal ifølge Kommissionen betragtes som

ét forslag.

Med forslagene ønsker Kommissionen at fastsætte bindende standarder for at sikre

en bedre anvendelse og håndhævelse af EU’s

anti-diskriminationsregler. De to for-

slag skal sikre, at alle EU’s borgere nyder godt af et ensartet minimumsniveau for

beskyttelse mod forskelsbehandling.

Forslagene omhandler standarder for ligestillingsorganernes mandat, struktur, til-

gængelighed, uafhængighed, ressourcer, opgaver og beføjelser. Formålet er at

styrke den EU-retlige ramme for at ligestillingsorganer kan 1) engagere sig i fore-

byggelse af diskrimination, fremme af ligebehandling og bevidstgørelse og 2) be-

handle og undersøge sager om diskrimination samt bistå ofre.

Forslagene har forskelligt rets- og beslutningsgrundlag, hvorfor der er udarbejdet

to forskellige, men tilnærmelsesvis identiske samlenotater.

Indeværende notat vedrører KOM (2022) 688, som har hjemmel i artikel 157, stk.

3, i TEUF og er omfattet af den ordinære lovgivningsprocedure. Dette forslags titel

er ’standarder

for ligestillingsorganer på området ligebehandling af og lige mulig-

heder for kvinder og mænd i forbindelse med beskæftigelse og erhverv og om op-

hævelse af artikel 20 i direktiv 2006/54/EF og artikel 11 i direktiv 2010/41/EU’.

Det parallelle forslag, KOM (2022) 689, har hjemmel i artikel 19, stk. 1 i TEUF og

behandles efter den særlige lovgivningsprocedure, som kræver enstemmighed.

Dette forslags titel er ’standarder

for ligestillingsorganer på området ligebehand-

ling af alle uanset race eller etnisk oprindelse, ligebehandling i forbindelse med

beskæftigelse og erhverv mellem personer uanset religion eller tro, handicap, alder

eller seksuel orientering og ligebehandling af kvinder og mænd med hensyn til so-

cial sikring og i forbindelse med adgang til og levering af varer og tjenesteydelser

og om ophævelse af artikel 13 i direktiv 2000/43/EF og artikel 12 i direktiv

2004/113/EF’.

Direktivforslagene vil få lovgivningsmæssige konsekvenser, idet der formentlig vil

skulle ske ændringer i lov om Institut for Menneskerettigheder og eventuelt i lov

om Ligebehandlingsnævnet.

Forslagene vurderes at kunne medføre begrænsede statsfinansielle konsekvenser.

Regeringen hilser Kommissionens initiativ velkomment. Respekt for ligebehandling

og bekæmpelse af forskelsbehandling er vigtige danske prioriteter. Regeringen

støtter derfor initiativets formål om at skabe en stærkere ramme til at fremme lige-

behandling i EU og om at styrke håndhævelsen af EU-retten om ligebehandling og

anti-diskrimination.

Regeringen arbejder for, at direktivforslagene indeholder tilstrækkelig fleksibilitet

og respekterer forskellige arbejdsmarkedsmodeller og forskellige juridiske og ad-

ministrative systemer.

Danmark har et velfungerende system til at håndhæve EU’s

ligebehandlingslovgivning, og de fleste af opgaverne som følger af direktivforsla-

gene varetages allerede i dag af Ligebehandlingsnævnet og Institut for Menneske-

rettigheder (Danmarks nuværende ligestillingsorgan). Det er vigtigt for regeringen

at sikre, at direktivforslagene gør det muligt for medlemslandene selv at indrette

deres nationale systemer, herunder afgøre antallet af ligestillingsorganer og kom-

petencefordelingen mellem dem. Forslagene skal desuden respektere det danske

fagretlige system, som håndterer sager vedr. fortolkning af og brud på kollektive

overenskomster. Styrkelsen af ligestillingsorganernes rolle må ikke kunne udfordre

dette system.

Forhandlingerne under det svenske formandskab har trukket forslagene i retning af

lavere detaljeringsgrad, større fleksibilitet og mere respekt over for forskellige na-

tionale systemer og forskellige indretninger af ligestillingsorganer. Regeringen fin-

der derfor, at den foreliggende kompromistekst er en væsentlig forbedring af Kom-

missionens forslag, omend der stadig udestår forhandlinger og afklaringer af en-

kelte centrale elementer i forslagene.

Det er muligt, at det svenske EU-formandskab vil sætte sagen på dagsorden for

EPSCO-rådsmødet den 12. juni til generel indstilling. Efter vedtagelsen af generel

indstilling i Rådet venter komplicerede forhandlinger med Europa-Parlamentet

henset til, at Europa-Parlamentet kun er medlovgiver på det ene af de to lov-

forslag, som forhandles samlet i Rådet.

2. Baggrund

Af Kommissionens arbejdsprogram for 2022 fremgår et ønske om at styrke ligestil-

lingsorganernes rolle og uafhængighed som en del af arbejdet

mod en ’Union for

alle’, som fastlagt i Kommissionens politiske retningslinjer for 2019-2024.

Den 7. december 2022 fremsatte Kommissionen ved KOM-nr. 688 og 689 forslag

til to parallelle direktiver om ligestillingsorganer med titlen

’direktiver om bin-

dende standarder for ligestillingsorganer’. Dansk sprogversion af forslaget er mod-

taget den 13. december 2022.

Ligestillingsorganer har været etableret i EU-lovgivning siden 2000 med indgåelsen

af direktivet om racelighed (2000/43/EF). Siden da har EU-medlemslande været for-

pligtet til at have et nationalt ligebehandlingsorgan, hvis opgaver bl.a. skal omfatte

støtte til ofre for diskrimination samt udarbejdelsen af uafhængige undersøgelser,

rapporter og anbefalinger i diskriminationssager. Ligestillingsorganerne har fået til-

delt samme type opgaver i en række andre ligestillingsdirektiver: 2004/113/EF

2006/54/EF

og 2010/41/EU

. Senest har ligestillingsorganer fået udvidet deres

kompetencer med den foreløbige trilogaftale om Kommissionens direktivforslag om

løngennemsigtighed (2021/93), så ligestillingsorganer får beføjelse til at anlægge li-

gelønssager og anmode om lønoplysninger/data.

I 2018 vedtog Kommissionen en henstilling om standarder for ligestillingsorganer.

Henstillingen søgte at tackle de brede og ufuldstændige bestemmelser om ligestil-

lingsorganer i ovennævnte EU-direktiver for at sikre, at ligestillingsorganerne

kunne opnå deres fulde potentiale, bidrage effektivt til håndhævelsen af ligestil-

lingsdirektiverne samt hjælpe ofre for diskrimination. Ifølge Kommissionen blev

de fleste af de problemer, som henstillingen søgte at løse, imidlertid ikke løst, og

nogle ligestillingsorganer varetager derfor stadig ikke deres opgaver effektivt.

Kommissionen mener, at den nuværende EU-lovgivning om ligestillingsorganer ef-

terlader for meget diskretion til medlemslandene. Ifølge Kommissionen har dette

ført til en uhensigtsmæssig stor forskel i de nationale ligestillingsorganers rolle,

ressourcer, effektivitet og kompetencer

–

og dermed en for stor forskel i graden af

beskyttelse over for forskelsbehandling i EU-landene. Kommissionen ser derfor be-

hov for lovgivning om bindende minimumsstandarder for ligestillingsorganerne for

at sikre et mere ensartet beskyttelsesniveau.

Dertil fremhæver Kommissionen, at EU's ligestillingsdirektiver ikke indeholder no-

gen bestemmelser om ligestillingsorganernes faktiske struktur og funktion, men kun

kræver, at de har visse minimumskompetencer, og at de handler uafhængigt inden

for rammerne af deres beføjelser. På den baggrund ønsker Kommissionen at opdatere

og styrke den eksisterende ramme på ligestillingsområdet med to nye direktivforslag.

2004/113/EF: direktiv om ligebehandling af mænd og kvinder i forbindelse med adgang

til og levering af varer og tjenesteydelser

2006/54/EF: direktiv om gennemførelse af princippet om lige muligheder for og ligebe-

handling af mænd og kvinder i forbindelse med beskæftigelse og erhverv (omarbejdning).

2010/41/EU: direktiv om anvendelse af princippet om ligebehandling af mænd og kvinder

i selvstændige erhverv

Forslagene skal derudover ses i sammenhæng med Den Europæiske Søjle af sociale

rettigheder, særligt principperne om ligestilling mellem kønnene og om lige mulig-

heder.

Retsgrundlaget for KOM (2022) 688 findes i artikel 157, stk. 3, i traktaten om Den

Europæiske Unions funktionsmåde (TEUF), mens retsgrundlaget for KOM (2022)

689 findes i artikel 19, stk.1 i TEUF. Direktiverne skal behandles efter forskellige

beslutningsprocedurer: hhv. den almindelige lovgivningsprocedure, hvor både Rådet

og Europa-Parlamentet vedtager forslaget, og den særlige lovgivningsprocedure,

hvor Rådet skal træffe beslutning med enstemmighed, hvorefter Europa-Parlamentet

alene kan godkende eller afvise forslaget.

Forskellen i retsgrundlag og beslutningsprocedure skyldes, at de to forslag søger at

styrke ligestillingsorganernes rolle og uafhængighed i henhold til alle de direktiver,

der allerede er vedtaget på ligestillingsområdet: direktiv 79/7/EØF

, 2000/43/EF,

2000/78/EF

, 2004/113/EF, 2006/54/EF og 2010/41/EU. Disse direktiver blev ved-

taget efter to forskellige retsgrundlag og vedtagelsesprocedurer.

KOM (2022) 688 bygger på bestemmelserne om ligestillingsorganer i 2006/54/EF

og 2010/41/EU, mens KOM (2022) 689 bygger på bestemmelserne om ligestil-

lingsorganer i 2000/43/EF og 2004/113/EF. KOM (2022) 689 styrker desuden be-

skyttelsen på området for ligebehandling og ikke-forskelsbehandling ved at udvide

ligestillingsorganernes mandat til at omfatte de grunde og områder, der er omhand-

let i 79/7/EØF og 2000/78/EF

–

to direktiver som ikke indeholder bestemmelser

om ligebehandlingsorganer.

Det er ekstraordinært, at man vil behandle to ensartede direktiver med forskelligt

rets- og beslutningsgrundlag. Beskæftigelsesministeriet er ikke bekendt med fortil-

fælde herfor, og det er uklart, hvordan beslutningsprocessen i praksis vil se ud.

3. Formål og indhold

3.1 Formål

Forslagenes formål er at styrke ligestillingsorganernes rolle og uafhængighed i hen-

hold til de eksisterende direktiver på ligebehandlingsområdet. Jf. ovenstående er

målet ikke at indføre lovgivning på et nyt område, men snarere at ændre eller er-

statte allerede gældende lovgivning for at gøre den mere effektiv og derved styrke

rammen for ligestillingsorganer til at fremme ligebehandling i EU.

3.2 Indhold

Begge direktivforslag består af 22 bestemmelser, som i det væsentlige er ens. Det

centrale indhold gengives her:

•

Artikel 1:

direktivets formål og anvendelsesområde

79/7/EØF: direktivet om ligebehandling af mænd og kvinder med hensyn til social sikring

2000/78/EF: direktiv om ligebehandling på beskæftigelsesområdet

1) Direktivet fastsætter minimumskrav til ligestillingsorganers funktion

for at forbedre deres effektivitet og garantere deres uafhængighed med

henblik på at styrke anvendelsen af ligebehandlingsprincippet, jf. di-

rektiv 2006/54/EF og 2010/41/EU.

2) Medlemslandenes forpligtelser og ligestillingsorganernes opgaver i

henhold til dette direktiv omfatter de rettigheder og forpligtelser, der

følger af direktiv 2006/54/EF og 2010/41/EU.

•

Artikel 2:

udpegelsen af ligestillingsorganer. Medlemslandene skal udpege

et eller flere ligestillingsorganer, der skal udøve de kompetencer, der er

fastlagt i direktivet. Ligestillingsorganerne kan være en del af de institutio-

ner, der på nationalt plan har til opgave at forsvare menneskerettighederne

eller beskytte enkeltpersoners rettigheder.

Artikel 3:ligestillingsorganers

uafhængighed. Medlemslandene skal sikre,

at:

1) ligestillingsorganerne er uafhængige og ikke er underlagt

udefrakommende

indflydelse

under

udførelsen

deres

opgaver/kompetencer, navnlig fsva. deres retlige struktur, ansvarlighed,

budget, personale og organisatoriske anliggender.

•

der er gennemsigtige regler og garantier med hensyn til udvælgelse, ud-

pegelse, tilbagekaldelse og potentielle interessekonflikter for ligestil-

lingsorganernes personale, navnlig for personer i ledende stillinger.

3) der indføres passende garantier, navnlig i ligestillingsorganernes interne

struktur, der sikrer en uafhængig udøvelse af deres kompetencer, særligt

når nogle kræver upartiskhed, og andre fokuserer på støtte til ofre.

4) der indføres passende garantier i den interne struktur for organer med

flere mandater for at sikre selvstændig udøvelse af ligestillingsmandatet.

•

Artikel 4:

ligestillingsorganers ressourcer.

1. Medlemslandene skal sikre, at hvert ligestillingsorgan råder over de

menneskelige, tekniske og finansielle ressourcer, der er nødvendige for

at varetage dets opgaver og udøve dets kompetencer effektivt på de

områder, der er omfattet af direktiv 2006/54/EF og 2010/41/EU

–

også

i tilfælde af øgede kompetencer, flere klager og sagsomkostninger og

anvendelse af automatiserede systemer.

•

Artikel 5:

forebyggelse, fremme og bevidstgørelse. Medlemslandene skal:

a) vedtage en strategi for at øge bevidstheden blandt befolkningen med

særlig vægt på personer og grupper, der er i risiko for forskelsbehand-

ling, om rettighederne i direktiv 2006/54/EF og 2010/41/EU og om ek-

sistensen af ligestillingsorganer og deres tjenester.

b) sikre, at ligestillingsorganerne engagerer sig i forebyggelse af forskels-

behandling og fremme af ligebehandling og vedtager en strategi, der

fastsætter, hvordan de vil kommunikere med personer og grupper, der

er i risiko forskelsbehandling, tilbyde uddannelse og vejledning og

fremme ligestillingsopgaver, integration af ligestilling og positiv sær-

behandling blandt offentlige og private enheder.

I den forbindelse skal medlemslandene og ligestillingsorganerne tage hen-

syn til, hvilke kommunikationsværktøjer og -formater der er mest hensigts-

mæssige for den enkelte målgruppe

–

med fokus på de grupper, hvis ad-

gang til disse oplysninger kan være vanskelig.

•

Artikel 6:

bistand til ofre.

1. Medlemslandende skal sikre, at ligestillingsorganerne er i stand til at

yde bistand til ofre.

2. Ligestillingsorganerne skal kunne modtage klager over forskelsbe-

handling mundtligt, skriftligt og online.

3. Ligestillingsorganerne skal yde bistand til ofre bl.a. ved at informere

dem om de retlige rammer og tilbyde målrettet rådgivning, som er til-

passet ofrenes specifikke situation. Ligestillingsorganerne skal også

informere ofre om: fortrolighedsregler, beskyttelse af

personoplysninger og om mulighederne for at få psykologisk eller

anden form for relevant støtte fra andre organer eller organisationer.

4. Ligestillingsorganerne skal foretage en foreløbig vurdering af en klage

på grundlag af oplysninger, som de involverede parter frivilligt har

indgivet. Medlemslandene skal fastlægge de nærmere regler for, hvor-

dan ligestillingsorganet skal foretage en sådan foreløbig vurdering.

Ligestillingsorganerne skal desuden underrette klagerne om deres fore-

løbige vurdering og om, hvorvidt de vil henlægge klagen, eller om der

er grund til at forfølge den videre, herunder via procedurerne i artikel

7, 8 og 9.

•

Artikel 7:

forlig. Ligestillingsorganerne skal give parterne mulighed for at

søge en forligsmæssig løsning af deres tvist. Processen skal godkendes af

parterne og kan ledes af ligestillingsorganet selv eller af en anden eksiste-

rende særlig enhed, i hvilket tilfælde ligestillingsorganet kan fremsætte be-

mærkninger. Deltagelse i en sådan proces forhindrer ikke parterne i at ud-

øve deres ret til domstolsprøvelse.

Artikel 8:

udtalelser og afgørelser. Artiklen beskriver hvordan:

1. Medlemslandene skal sikre, at ligestillingsorganerne, når de pba. af en

klage eller på eget initiativ finder, at princippet om ligebehandling i di-

rektiv 2006/54/EF og 2010/41/EU kan være blevet overtrådt, har befø-

jelse til at undersøge sagen nærmere.

2. Medlemslandene skal etablere en ramme, der gør det muligt for lige-

stillingsorganerne at foretage undersøgelser. Rammen skal give lige-

stillingsorganerne ret til adgang til oplysninger, som er nødvendige for

at fastslå, om der er sket forskelsbehandling. Den skal også indeholde

•

mekanismer for ligestillingsorganer til at samarbejde med relevante of-

fentlige organer.

3. Medlemslandene kan også fastsætte, at den formodede gerningsmand

og enhver tredjepart er pligtig til at fremlægge oplysninger og bevis-

materiale, som et ligestillingsorgan anmoder om.

4. Medlemslandene skal sikre, at ligestillingsorganerne skriftligt registre-

rer deres vurdering af sagen, herunder fastlægger de faktiske omstæn-

digheder og konkluderer, hvorvidt der foreligger forskelsbehandling.

Medlemslandene afgør, om dette skal ske vha. ikkebindende udtalelser

eller bindende afgørelser.

Hvis relevant, skal udtalelser og afgørelser indeholde foranstaltninger

til at afhjælpe de konstaterede overtrædelser og forebygge yderligere

tilfælde. Medlemslandene skal indføre mekanismer til at følge op på

udtalelser, f.eks. feedbackforpligtelser, og fuldbyrde afgørelser.

Ligestillingsorganerne skal offentliggøre et sammendrag af deres udta-

lelser og afgørelser uden at videregive personoplysninger.

•

Artikel 9:

retssager.

1) Medlemslandene skal sikre, at ligestillingsorganer har ret til at handle i

retssager i administrative og civilretlige sager vedr. gennemførelsen af

princippet om ligebehandling som fastsat i direktiv 2006/54/EF og

2010/41/EU, jf. stk. 2-5, uden at dette berører de nationale regler om

antagelse af søgsmål til realitetsbehandling.

2) Retten til at handle i retssager skal omfatte:

(a)

ligestillingsorganets ret til at optræde som part i sager om

fuldbyrdelse eller domstolsprøvelse af en afgørelse, der er truffet i

henhold til artikel 8, stk. 4

ligestillingsorganets ret til at fremsætte bemærkninger til domstolen

som amicus curiae

ligestillingsorganets ret til at anlægge eller deltage i retssager på

vegne af eller til støtte for et eller flere ofre; i så tilfælde er ofrenes

godkendelse påkrævet.

(b)

(c)

3) Medlemslandene skal sikre, at ligestillingsorganet kan anlægge retssa-

ger i eget navn, navnlig mhp. at imødegå strukturel og systematisk for-

skelsbehandling i sager, der udvælges af ligestillingsorganet på grund

af deres antal, alvor eller behov for juridisk afklaring.

4) Med undtagelse af de sager, der er omhandlet i stk. 2, litra a) og b),

skal medlemslandene sikre, at ligestillingsorganet ikke fremlægger be-

vismateriale i retten, som det har opnået ved udøvelsen af beføjelser i

henhold til artikel 8, stk. 3.

5) Medlemslandene skal sikre, at undersøgelser i henhold til artikel 8, stk.

2 og 4, ikke indledes eller fortsættes, mens der verserer en retssag om

samme sag.

•

Artikel 10:

retssikkerhedsgarantier. Medlemslandene skal sikre, at de in-

volverede fysiske og juridiske personers ret til forsvar beskyttes behørigt i

de procedurer, der er omhandlet i artikel 6, 7, 8 og 9. Medlemslandene skal

sikre, at ligestillingsorganerne garanterer vidner og whistleblowere samt så

vidt muligt klagere fortrolighed.

De afgørelser, der er omhandlet i artikel 8, stk. 4, kan prøves ved domsto-

lene i overensstemmelse national ret.

•

Artikel 11:

adgang, tilgængelighed og tilpasninger i rimeligt omfang. Med-

lemslande skal sikre:

1. lige adgang til ligestillingsorganernes tjenester og publikationer

–

og at

der ikke er nogen hindringer for at indgive klager.

2. at ligestillingsorganerne yder alle deres tjenester gratis til klagere i hele

deres område

3. tilgængelighed og tilpasninger for personer med handicap for at

garantere dem lige adgang til ligestillingsorganers tjenester og

aktiviteter.

•

Artikel 12:

samarbejde. Medlemslandene skal sikre, at ligestillingsorga-

nerne har indført mekanismer til at samarbejde med andre ligestillingsorga-

ner i landet og med relevante offentlige og private enheder, herunder civil-

samfundsorganisationer, på nationalt, regionalt og lokalt plan samt i andre

medlemslande og på EU-plan og internationalt plan.

Artikel 13:

høring. Medlemslandene skal indføre gennemsigtige procedurer

for at sikre, at regeringen og andre offentlige institutioner rettidigt hører li-

gestillingsorganerne om lovgivning, politik, procedurer, programmer og

praksis vedr. de rettigheder og forpligtelser, der følger af direktiv

2006/54/EF og 2010/41/ EU.

De sikrer, at ligestillingsorganerne har ret til at fremsætte henstillinger om

disse spørgsmål, til at offentliggøre dem og til at kræve feedback fra de be-

rørte myndigheder.

•

Artikel 14:

dataindsamling og adgangen til ligestillingsdata. Medlemslan-

dene skal sikre, at:

1. ligestillingsorganerne indsamler data om deres aktiviteter mhp. at

udarbejde de rapporter, der er omhandlet i artikel 15, litra b) og c).

2. dataet opdeles efter de grunde og områder, der er omfattet af direktiv

2006/54/EF og direktiv 2010/41/EU, og i overensstemmelse med de

indikatorer, der er omhandlet i artikel 16. Personoplysninger

anonymiseres eller, hvis det ikke er muligt, pseudonymiseres.

3. ligestillingsorganerne kan få adgang til statistikker vedr. de rettigheder

og forpligtelser, der følger af direktiv 2006/54/EF og direktiv

2010/41/EU, som indsamles af offentlige og private enheder, herunder

offentlige

myndigheder,

fagforeninger,

virksomheder

civilsamfundsorganisationer, hvis de finder, at sådanne statistikker er

nødvendige for at foretage en samlet vurdering af situationen mht.

forskelsbehandling i medlemslandet og for at udarbejde den rapport, der

er omhandlet i artikel 15, litra c).

4. ligestillingsorganerne kan fremsætte henstillinger om, hvilke data der

skal indsamles ifm. de rettigheder og forpligtelser, der følger af direktiv

2006/54/EF og direktiv 2010/41/EU, til offentlige og private enheder,

herunder offentlige myndigheder, fagforeninger, virksomheder og

civilsamfundsorganisationer.

Medlemslanderne

giver

også

ligestillingsorganerne mulighed for at spille en koordinerende rolle i

indsamlingen af ligestillingsdata.

5. ligestillingsorganerne kan gennemføre uafhængige undersøgelser vedr.

forskelsbehandling.

•

Artikel 15:

rapporter og strategisk planlægning. Medlemslandene skal

sikre, at ligestillingsorganerne:

a) vedtager et flerårigt program med deres prioriteter og kommende

aktiviteter, herunder den strategi, der er omhandlet i artikel 5, litra b)

b) udarbejder og offentliggør en årlig aktivitetsrapport, der omhandler

deres årlige budget, personale og regnskab

c) offentliggør en rapport med henstillinger mindst hvert fjerde år om

situationen med hensyn til ligebehandling og forskelsbehandling,

herunder potentielle strukturelle spørgsmål, i deres medlemsland.

Artikel 16:

overvågning.

1. Kommissionen skal ved en gennemførelsesretsakt opstille en liste over

fælles indikatorer til måling af de praktiske virkninger af direktivet. In-

dikatorerne skal dække ligestillingsorganernes ressourcer, uafhængige

funktion, aktiviteter og effektivitet samt udviklingen i deres mandat,

beføjelser eller struktur og sikre, at de data, der indsamles på nationalt

plan, er sammenlignelige, objektive og pålidelige.

2. Senest

[fem år efter gennemførelsesdatoen]

og derefter hvert femte år

skal medlemslandene forelægge Kommissionen alle relevante oplys-

ninger om direktivets anvendelse og praktiske virkning

–

under hen-

syntagen til de rapporter ligestillingsorganerne udarbejder i henhold til

artikel 15, litra b) og c).

3. Kommissionen skal udarbejde en rapport om anvendelsen og virknin-

gerne af direktivet på grundlag af oplysningerne fra medlemslandene

og relevant data indsamlet på EU-plan, navnlig fra Den Europæiske

Unions Agentur for Grundlæggende Rettigheder og Det Europæiske

Institut for Ligestilling mellem Mænd og Kvinder.

•

•

Artikel 17:

minimumskrav.

1. Medlemslanderne kan indføre eller opretholde bestemmelser, der er

gunstigere end de minimumskrav, der er fastsat i direktivet.

2. Gennemførelsen af direktivet må ikke forringe det eksisterende

beskyttelsesniveau i medlemslanderne mod forskelsbehandling i de

anliggender, der er omfattet af dette direktiv.

Artikel 18:

behandling af personoplysninger.

1. Medlemslanderne skal sikre, at ligestillingsorganer kun indsamler

personoplysninger, hvis det er nødvendigt for udførelsen af en opgave i

henhold til dette direktiv.

2. Medlemslanderne skal sikre, at der er foranstaltninger til at beskytte

den registreredes grundlæggende rettigheder og interesser, når

ligestillingsorganerne behandler særlige kategorier af

personoplysninger, navnlig oplysninger om race eller etnisk

oprindelse, religion eller tro, handicap eller seksuel orientering.

•

Artikel 19

fastsætter, at artikel 20 i direktiv 2006/54/EF og artikel 11 i di-

rektiv 2010/41/EU udgår. Henvisninger til

’organer

til fremme af ligebe-

handling’ i disse artikler gælder som henvisninger til de ligestillingsorga-

ner i dette direktiv.

Artikel 20

fastsætter, at direktiverne skal gennemføres 18 måneder efter di-

rektivernes ikrafttræden

Artikel 21

fastsætter, at direktiverne træder i kraft på tyvendedagen efter

offentliggørelsen i Den Europæiske Unions Tidende.

Artikel 22

fastsætter, at direktiverne er rettet til medlemslandene.

•

4. Europa-Parlamentets udtalelser

Der foreligger endnu ikke en udtalelse fra Europa-Parlamentet.

Kommissionen har i forslaget henvist til, at både Europa-Parlamentet og Rådet har

udtrykt støtte til at implementere nye regler for at styrke ligestillingsorganerne.

5. Nærhedsprincippet- og proportionalitetsprincippet

5.1 Nærhedsprincippet

Kommissionen anfører om nærhedsprincippet, at ligestilling og ikke-diskrimination

er fundamentale EU-værdier,

som er traktatfæstet i (TEUF) og beskyttet af EU’s

Charter for Grundlæggende rettigheder artikel 21 og 23.

Det fremsatte initiativ reviderer eksisterende lovgivning, og der introduceres derfor

ikke lovgivning på et nyt område. Kommissionen anfører, at der allerede er fælles

enighed om, at en EU-indsats er nødvendig og i overensstemmelse med nærheds-

princippet.

Kommissionen ser behov for en EU-indsats med henblik på at sikre et ensartet be-

skyttelsesniveau i hele EU. Kommissionen gør opmærksom på, at forslaget er base-

ret på en minimal harmonisering, som giver mulighed for, at medlemslandene kan

fastsætte højere standarder.

Endelig anfører Kommissionen, at fælles minimumsstandarder er nødvendige for det

indre markeds funktion. I forbindelse med den frie bevægelighed for personer er det

vigtigt at garantere den grundlæggende ret til ikkeforskelsbehandling på en ensartet

måde i hele EU og sikre adgang til beskyttelse mod forskelsbehandling og til

retsmidler i alle medlemsstater.

Generelt finder regeringen ikke grundlag for at tilsidesætte Kommissionens vurde-

ring af nærhedsprincippet, herunder at der er tale om håndhævelse af eksisterende

retsprincipper på EU-plan, og at målet om ensartet anvendelse og håndhævelse i

EU nødvendiggør bindende regler i direktivform.

5.2 Proportionalitetsprincippet

Kommissionen anfører om proportionalitetsprincippet, at de eksisterende lovgiv-

ningsmæssige foranstaltninger og henstillingen fra 2018 ikke er tilstrækkelige til at

tackle de udfordringer, som ligestillingsorganerne står over for, med hensyn til at

sikre gennemførelsen og håndhævelse af EU-retten om bekæmpelse af ulige be-

handling og forskelsbehandling og øget forebyggelse.

Dette skyldes medlemslandenes store råderum med hensyn til, hvordan de skal an-

vende bestemmelserne og henstillingens ikke-bindende karakter. Der ses derfor be-

hov for at vedtage supplerende lovgivning på området.

Med forslaget ønsker Kommissionen at hæve minimumsstandarderne for ligestil-

lingsorganerne for derved at hæve beskyttelsesniveauet i medlemslandene. Dette

forventes at have en betydelig positiv indvirkning på situationen for (potentielle)

ofre for forskelsbehandling.

Kommissionen anfører, at forslaget fuldt ud respekterer medlemsstaternes

kompetencer og procesautonomi

og overlader det til dem at beslutte, hvordan de

foreslåede foranstaltninger skal gennemføres, og der fastsættes gunstigere

standarder for ligestillingsorganernes funktion.

Regeringen finder ikke grund til at tilsidesætte Kommissionens vurdering af, at

proportionalitetsprincippet er overholdt.

Mange foranstaltninger skal gennemføres i overensstemmelse med national

ret, og der fremsættes ikke forslag til bestemte foranstaltninger for at respektere medlems-

staternes procesautonomi, f.eks. krav om, at ligestillingsorganer kan vedtage bindende af-

gørelser.

6. Gældende dansk ret

Institut for Menneskerettigheder er nedsat ved lov og udpeget til Danmarks natio-

nale ligebehandlingsorgan i overensstemmelse med artikel 20 i det omarbejdede li-

gebehandlingsdirektiv 2006/54/EF.

Ligebehandlingsnævnet er en uafhængig klageinstans, der vederlagsfrit behandler

klager vedr. forskelsbehandling både inden for og uden for arbejdsmarkedet og

som afsiger bindende juridiske afgørelser. Ligebehandlingsnævnet er nedsat ved

lov.

6.1 Lov om Institut for Menneskerettigheder

Institut for Menneskerettigheder varetager mandatet som Danmarks ligebehand-

lingsorgan indenfor køn, race og etnisk oprindelse. Instituttets mandat som ligebe-

handlingsorgan er reguleret i lov om Institut for Menneskerettigheder. Det følger af

lovens § 2, stk. 2, at instituttet skal fremme ligebehandling af alle uden forskelsbe-

handling på grund af køn, seksuel orientering, kønsidentitet, kønsudtryk, kønska-

rakteristika, race eller etnisk oprindelse, herunder ved at:

1. bistå ofre for forskelsbehandling med at få behandlet deres klager over for-

skelsbehandling under hensyntagen til ofrenes, foreningernes, organisatio-

nernes og andre juridiske personers rettigheder,

2. foretage uafhængige undersøgelser af forskelsbehandling og

3. offentliggøre rapporter og fremsætte henstillinger om spørgsmål vedrø-

rende forskelsbehandling.

Derudover overvåger, fremmer og beskytter afdelingen gennemførelsen af FN’s

Konvention om Rettigheder for Personer med Handicap.

I relation til at bistå ofre for forskelsbehandling har instituttet etableret en ligebe-

handlingsrådgivning, som man kan kontakte og modtage rådgivning og bistand,

hvis man føler sig udsat for diskrimination på grund af handicap, køn, seksualitet,

kønsudtryk, kønskarakteristika, kønsidentitet, alder, religion, race eller etniske op-

rindelse.

Dertil har instituttet mulighed for at indbringe sager for Ligebehandlingsnævnet på

vegne af borgerne samt til at indbringe principielle sager i eget navn om diskrimi-

nation af alle beskyttede grunde til Ligebehandlingsnævnet. Det følger af lov om

ligebehandlingsnævnet § 1, stk. 7.

Instituttet offentliggør løbende rapporter indenfor ligebehandlingsområdet, der

blandt andet skal bruges til at øge bevidstheden om diskrimination samt til at mind-

ske risikoen for diskrimination. Dertil danner rapporterne grundlag for konkrete

henstillinger til Folketinget, regeringen og øvrige myndigheder. Instituttet udarbej-

der i den forbindelse cirka 150 juridiske høringssvar om året til Folketinget med

anbefalinger til, hvordan lovgivningen kan leve op til menneskerettighederne.

6.2 Lov om Ligebehandlingsnævnet

Lov om Ligebehandlingsnævnet regulerer nævnets kompetence, organisering og

klagebehandling.

Ligebehandlingsnævnet består af en formand, to næstformænd og ni øvrige med-

lemmer, jf. lovens § 3. Det er et krav, at nævnets medlemmer er uafhængige af den

myndighed, der indstiller og udpeger dem jf. § 3, stk. 3.

Det fremgår af lovens § 1, stk. 1, at Ligebehandlingsnævnet behandler klagesager

om forskelsbehandling på baggrund af køn, race, hudfarve, religion eller tro, poli-

tisk anskuelse, seksuel orientering, kønsidentitet, kønsudtryk, kønskarakteristik, al-

der, handicap eller national, social eller etnisk oprindelse. Ligebehandlingsnævnet

kan alene tage stilling til spørgsmål om anvendelse og fortolkning af den lovgiv-

ning mv., som er omfattet af Ligebehandlingsnævnets kompetenceområde, der

fremgår af lovens § 1, stk. 2-7.

Derudover kan Ligebehandlingsnævnet behandle sager om overtrædelse af over-

enskomstbrud på bestemmelser i kollektive overenskomster, der indeholder tilsva-

rende pligt til ligebehandling eller lige løn som lov om ligebehandling af mænd og

kvinder med hensyn til beskæftigelse, hvis lønmodtageren kan godtgøre, at ved-

kommendes faglige organisation ikke agter at iværksætte fagretlig behandling af

kravet. Dette fremgår af lovens § 1, stk. 7.

Formålet med denne bestemmelse er at sikre, at personer, der anser sig for forskels-

behandlet på grund af køn, race, hudfarve, religion eller tro, politisk anskuelse, sek-

suel orientering, kønsidentitet, kønsudtryk og kønskarakteristika, alder, handicap

eller national, social eller etnisk oprindelse, kan få behandlet en sag ved Ligebe-

handlingsnævnet, når sagen ikke vil blive behandlet fagretligt. Ligebehandlings-

nævnet har ikke kompetence til at behandle sager, der kan behandles i det fagret-

lige system, når en fagforening faktisk ønsker at føre sagen fagretligt.

Det følger af lovens § 1, stk. 8, at der er krav om retlig interesse i sagen, før Lige-

behandlingsnævnet kan behandle klagen.

Det følger af lovens § 5, stk. 1, at Ankestyrelsen stiller sekretariat til rådighed for

nævnet, som forbereder nævnets behandling af klager. Nævnet behandler klagerne

på skriftligt grundlag, jf. § 5, stk. 2. Det indebærer bl.a., at Ligebehandlingsnævnet

ikke kan foranstalte andre former for bevisførelse end skriftlig bevisførelse, herun-

der ikke afgivelse af parts- og vidneforklaringer og besigtigelse af virksomhed, li-

gesom parterne ikke må være til stede på møderne, hvor klagen behandles.

Det følger videre af lovens § 2, at Ligebehandlingsnævnet kan tilkende godtgørelse

og underkende afskedigelse, i det omfang det følger af de love og kollektive over-

enskomster, der er nævnt i lovens § 1, stk. 2-7.

Omkostninger ved Ligebehandlingsnævnets sagsbehandling afholdes af nævnet.

Nævnsbehandlingen er således gratis for parterne. Nævnet kan heller ikke pålægge

en tabende part at godtgøre modpartens eventuelle omkostninger i forbindelse med

sagen, f.eks. til advokat.

Det følger af lovens § 9, at Ligebehandlingsnævnets afgørelser ikke kan indbringes

for anden administrativ myndighed. Nævnets afgørelser protokolleres og offentlig-

gøres i anonymiseret form, hvor begrundelsen for afgørelsen skal fremgå. Er en be-

slutning ikke enstemmig, skal dette ligeledes fremgå af afgørelsen.

7. Konsekvenser

7.1 Lovgivningsmæssige konsekvenser

Direktivforslagene vil få lovgivningsmæssige konsekvenser, idet der formentlig vil

skulle ske ændringer i lov om Institut for Menneskerettigheder og eventuelt i lov

om Ligebehandlingsnævnet. Behovet for ændringer vil dog i høj grad afhænge af

forhandlingerne og særligt fortolkningen af bestemmelserne hvad angår mulighe-

den for at bevare den eksisterende kompetencefordeling mellem de to organer. Det

bemærkes dog, at Danmark vurderes allerede i vidt omfang at leve op til formålet

med direktivforslagene særligt i kraft af de to organers arbejde og opgaver

Af potentielle ændringer kan dog fremhæves:

•

Direktivforslagene udvider ligestillingsorganernes mandat til også at omfatte

grundene religion eller tro, handicap, alder og seksuel orientering inden for ar-

bejdsmarkedet. Hidtil har mandatet i direktiverne været afgrænset til køn, race

og etnisk oprindelse, selvom Institut for Menneskerettigheder allerede i dag ud-

arbejder analyser mv. om LGBTI+ og handicap.

Ligestillingsorganernes mandat til at kunne anlægge retssager i eget navn udvi-

des i direktivforslagene, jf. art. 9, stk. 3. I dag er det kun muligt for Institut for

Menneskerettigheder af egen drift at indbringe principielle sager for Ligebe-

handlingsnævnet.

Regeringen er generelt opmærksom på, at artikel 9 i direktivforslagene inde-

holder elementer som er ukendte for dansk retspleje, hvilket man vil afsøge

nærmere.

Efter art. 5 i direktivforslagene skal ligestillingsorganerne engagere sig i fore-

byggelse af forskelsbehandling, herunder ved bl.a. at tilbyde uddannelse og

vejledning til offentlige og private virksomheder og vedtage en strategi, der

fastsætter, hvordan de vil indgå i offentlig dialog mv. Krav om uddannelse og

vejledning til offentlige og private virksomheder vil potentielt være nye aktivi-

teter for Institut for Menneskerettigheder.

Af art. 13 i direktivforslagene

fremgår det, at ”regeringen og andre offentlige

institutioner” skal høre ligebehandlingsorganet om ”lovgivning, politik, proce-

durer, programmer og praksis vedrørende de rettigheder og forpligtelser, der

følger af

EU’s

ligebehandlingsdirektiver. Bestemmelsen er meget bredt formu-

leret, idet den potentielt omfatter alle offentlige institutioner og mange forskel-

lige forhold, der skal høres over.

Fsva. dataindsamling fremgår det af art. 14 i direktivforslagene, at ligestillings-

organerne skal have en aktiv rolle i dataindsamlingen, og at de skal have ad-

gang til statistikker af relevans for forskelsbehandling indsamlet af offentlige

og private enheder. Om dette nødvendiggør nye tiltag eller lovændringer i en

dansk kontekst, er uklart.

•

7.2 Økonomiske konsekvenser og konsekvenser for erhvervslivet

Statsfinansielle konsekvenser

Forslagene kan medføre begrænsede statsfinansielle konsekvenser som følge af ad-

ministrative konsekvenser for Institut for Menneskerettigheder svarende til op mod

to årsværk (ca. 1,6 mio. kr.). Disse konsekvenser følger bl.a. af, at direktivforsla-

gene udvider ligebehandlingsorganernes mandat til også at omfatte grundene reli-

gion eller tro, handicap og alder (hvor mandatet hidtil har været afgrænset til køn,

race og etnisk oprindelse). Instituttet udgiver allerede i dag rapporter og analyser

om handicap og LGBT+, men må forventes at skulle øge sit arbejde med analyser

mv. på områderne religion eller tro og alder som følge af direktiverne. Dertil kom-

mer, at hvis ligebehandlingsorganernes mandat udvides til at kunne anlægge retssa-

ger i eget navn, jf. art. 9, stk. 3, vil staten skulle bære sagens omkostninger ved

domstolene på samme måde, som sager indbragt for Ligebehandlingsnævnet.

Derudover kan der være merudgifter forbundet med, at ligestillingsorganer skal til-

byde uddannelse og vejledning til offentlige og private virksomheder samt vedtage

en strategi om, hvordan de vil gå i offentlig dialog og kommunikere med grupper i

risiko for forskelsbehandling (art. 5); at regeringen og andre offentlige institutioner

rettidigt hører ligestillingsorganerne om lovgivning, politik, procedurer, program-

mer og praksis vedr. rettigheder og forpligtelser i EU’s ligestillingsdirektiver (art.

13); og at ligestillingsorganerne skal have en mere aktiv rolle i dataindsamlingen

(art. 14). Rækkevidden af disse potentielt nye bestemmelser er uklar, hvorfor det

skal afklares, hvorvidt Institut for Menneskerettigheder eller andre nationale orga-

ner varetager opgaverne med f.eks. dataindsamling.

Det bemærkes, at udgifter som følge af EU-retsakter, der medfører statslige merud-

gifter, skal afholdes inden for eksisterende bevillinger, jf. budgetvejledningens be-

stemmelser herom.

Erhvervsøkonomiske konsekvenser

Forslagene forventes ikke at have erhvervsøkonomiske konsekvenser.

8. Høring

Kommissionens forslag er den 8.december 2022 sendt i høring hos EU-Specialud-

valget for Arbejdsmarkedet og Sociale Forhold. Der er modtaget høringssvar fra

FH, DA, KL og Medarbejder- og Kompetencestyrelsen. Høringssvar er vedlagt og

gennemgås her i hovedtræk:

Fagbevægelsens Hovedorganisation (FH)

FH er overordnet set positiv over for at ligebehandlingsorganernes arbejde med at

fremme, evaluere og overvåge samt støtte ligebehandling. FH finder det dog afgø-

rende, at Ligebehandlingsnævnets og Institut for Menneskerettigheders kompeten-

cer i forhold til at behandle og føre sager, der vedrører det overenskomstdækkede

arbejdsmarked, ikke udvides eller styrkes yderligere.

FH har følgende hovedsynspunkter:

•

Den fagretlige behandling af sager skal fortsat have forrang for behandling i

Ligebehandlingsnævnet og ved civile domstole. Det er afgørende at ligestil-

lingsorganerne fortsat kun kan behandle klager fra en lønmodtager om brud på

bestemmelser i kollektive overenskomster, hvis lønmodtageren godtgør, at

vedkommendes faglige organisation ikke agter at iværksætte fagretlig behand-

ling af kravet. Dette forbehold bør også gælde ift. ligestillingsorganernes ret til

at føre retssager på vegne af lønmodtagere ved de civile domstole.

Direktiverne skal respektere parternes autonomi og den danske model på ar-

bejdsmarkedet. Arbejdsmarkedets parter er helt centrale i arbejdet med at

fremme ligebehandling og forebygge forskelsbehandling på arbejdsmarkedet.

Det er kritisabelt at respekten for parternes autonomi og national praksis ikke

nævnes i direktivforslagene.

Ligebehandlingsorganerne bør have de nødvendige ressourcer til at varetage

opgaven med at fremme, evaluere og overvåge ligebehandling i Danmark. FH

understreger, at Institut for Menneskerettigheder bidrager med vigtige perspek-

tiver og ny viden om ligestilling og forskelsbehandling i samfundet, herunder

også på arbejdsmarkedet. Fagbevægelsens ligestillingsindsats har gavn af de

undersøgelser, som instituttet laver løbende og oplever, at de leverer saglig og

kompetent rådgivning.

•

Dansk Arbejdsgiverforening (DA)

DA finder, at ligestillingsorganerne i Danmark har en væsentlig opgave med at

sikre opmærksomhed om ligestillingstemaerne og med at oplyse om væsentlige ud-

viklingstræk på ligestillingsområdet.

DA er enig i, at det er en forudsætning for velfungerende ligestillingsorganer, at de

har tilstrækkelige midler og ressourcer til at udføre deres opgaver. Dette er efter

DA’s opfattelse

ikke en aktuel udfordring i dansk sammenhæng. DA anerkender

samtidig, at det kan være en udfordring at sikre tilstrækkelige ressourcer og at der

derfor kan være et behov for at adressere dette på EU-plan. Det er samtidig vigtigt,

at medlemsstaterne fortsat har kompetence til at indrette ligestillingsorganernes ar-

bejde og deres indbyrdes kompetencer.

DA vurderer umiddelbart, at Danmark vil leve op til en række af kravene i direkti-

verne i kraft af de eksisterende strukturer. I forhold til dataindsamling mv. er der

behov for at afklare, om Danmarks Statistik varetager de krav, der følger af direkti-

vet.

DA har en række generelle anbefalinger, som primært relaterer sig til artikel 5-10 i

direktivforslagene:

•

DA finder det centralt, at ligestillingsorganerne både er og opleves som ob-

jektive og uafhængige i forhold til deres adkomst til at behandle sager/kla-

ger over forskelsbehandling. Adgangen til at behandle klager og til at rejse

sager ved domstolene samtidig med adgang til at komme med forslag om

•

forebyggelse og håndtering af forskelsbehandling forekommer at være ind-

byrdes modstridende opgaver. Ligeledes synes opgaven med at bistå ofre

for forskelsbehandling synes uforenelig med en kompetence til at behandle

konkrete klager.

DA mener, at artikel 2 bør fastholdes i den foreslåede form for at sikre, at

det er op til medlemslandene at afgøre antallet af ligestillingsorganer samt

deres indbyrdes kompetencer. Det er desuden vigtigt, at rets sikkerhedsga-

rantier ikke kan betvivles.

DA finder det uklart, om direktivforslagene pålægger medlemsstaterne at

etablere egentlige klageinstanser (artikel 8). DA finder, at det fortsat bør

være op til medlemsstaterne selv at beslutte, om de vil oprette klageinstan-

ser, og hvilke kompetencer sådanne skal have.

Endvidere bør det efter

DA’s opfattelse sikres, at andres rettigheder –

her-

under arbejdsmarkedets parters adgang til at føre sager - respekteres i over-

ensstemmelse med det, der gælder nationalt, og som er sikret via bl.a. arti-

kel 7 i direktiv 2000/43/EU.

DA påpeger, at artikel 9 om ligestillingsorganers adgang til at handle i rets-

sager kan forekomme uforenelig med kompetencen til at behandle kon-

krete sager og facilitere forligsmæssige løsninger, som foreslået i artikel 7

og 8.

I forhold til artikel 9, stk. 3, bemærker DA, at det uafhængige organ for li-

gebehandling i Danmark (IMR) har kompetence til at rejse sager af princi-

piel karakter i Ligebehandlingsnævnet. Dette bør være tilstrækkeligt til at

leve op til direktivets krav om adgang til at rejse retssager om forskelsbe-

handling af strukturel karakter.

For så vidt angår dataindsamling, jf. forslagenes artikel 14, bemærker DA,

at bestemmelsen ikke må medføre nye pligter for virksomhederne til at

indsamle oplysninger eller data. DA finder det uhensigtsmæssigt, at lige-

stillingsorganerne skal kunne fremsætte henstillinger om behov for data.

Endelig bemærkes, at det kan give anledning til udfordringer i forhand-

lingsprocessen, at direktivforslagene har forskellige hjemmelsgrundlag.

For DA er det afgørende, at direktivforslag 2022/400 om minimumsstan-

darder for ligestillingsorganer på kønsligestillingsområdet ikke bliver brugt

som løftestang i forhandlingerne om direktivforslaget om ligestillingsorga-

ner for de øvrige diskriminationskriterier. Såfremt der er opbakning til at

indføre en EU-retslig pligt til at oprette ligestillingsorganer, som vedrører

diskriminationskriterierne i direktiv 2000/78, er DA enig i, at der bør være

fælles standarder for ligestillingsorganerne.

Afslutningsvist finder DA, at fristen for implementering på 18 måneder er

alt for kort.

Kommunernes Landsforening (KL)

Kommunernes Landsforening bemærker, at en del af de opgaver og beføjelser, som

med direktivforslagene tiltænkes pålagt de nationale ligestillingsorganer, allerede

bliver varetaget af Ligebehandlingsnævnet og ikke af Institut for Menneskeret-

tigheder. KL anser det uhensigtsmæssigt, hvis Institut for Menneskerettigheder og

Ligebehandlingsnævnet fremtidigt skal have parallelle kompetencer.

Det fremstår efter KL’s opfattelse uklart, om art. 8, stk. 1, medfører

en pligt for

medlemsstaterne til at gøre det muligt for ligestillingsorganer at undersøge indivi-

duelle sager på eget initiativ, eller om medlemsstaterne kan vælge alene at give li-

gestillingsorganer kompetence til at undersøge individuelle sager på grundlag af en

klage. KL bemærker, at det vil kræve grundige analyser og overvejelser om hen-

sigtsmæssigheden heraf, hvis der i dansk ret skal indføres mulighed for, at fx Lige-

behandlingsnævnet kan tage individuelle sager op af egen drift.

Derudover efterspørger KL en inddragelse af Justitsministeriet i vurderingen af, om

art. 9, stk. 2, litra b kræver en indførelse af et nyt instrument i den danske retspleje

ift. kravet om at ligestillingsorganer skal have ret til at fremsætte bemærkninger til

domstolen som

amicus curiae.

Afslutningsvis bemærker KL i relation til kravet om fortrolighed, som er beskrevet

i art. 10, pkt. 2, at såfremt en kommune skal kommentere på en konkret klage over

forskelsbehandling, er det centralt at kommunen kender klagerens identitet.

Medarbejder- og kompetencestyrelsen

Medarbejder- og kompetencestyrelsen bakker op om direktivforslagenes formål om

at styrke retten til lighed og retten til ikke-forskelsbehandling på tværs af EU gen-

nem bindende standarder for ligestillingsorganer i Unionen.

Medarbejder- og Kompetencestyrelsen noterer, at det af direktivforslagenenes arti-

kel 6-9 fremgår, at ligestillingsorganet (Institut for Menneskerettigheder) vil blive

tildelt kompetence til at kunne behandle sager om diskrimination med hensyn be-

skæftigelse, herunder at træffe afgørelser, indgå forlig, og potentielt indgå som part

ved efterfølgende prøvelse ved de civile domstole. Styrelsen bemærker, at ovenstå-

ende funktion i dansk ret allerede varetages af Ligebehandlingsnævnet.

Medarbejder- og Kompetencestyrelsen anbefaler derfor, at det afklares, om oven-

stående funktioner i forbindelse med en eventuel implementering af direktivforsla-

gene påtænkes forenet med Ligebehandlingsnævnet, eller om der vil blive oprettet

et nyt tvistløsningsorgan.

9. Generelle forventninger til andre landes holdninger

Overordnet hilser mange medlemslande forslagene velkomment. Et flertal af lande

har som deres væsentligste bekymring aktivt arbejdet for at bløde op ift. forslage-

nes detaljeringsgrad og manglende fleksibilitet i forhold til nationale systemer, her-

under nationale administrative, juridiske, finanspolitiske og civilretlige systemer.

Det svenske formandskab har været lydhør over for medlemslandenes bekymringer

og ønsker til justeringer i så henseende. Under forhandlingerne er der derfor gjort

betydelige fremskridt for at reducere forslagenes detaljeringsgrad samt øge fleksi-

biliteten over for forskellige nationale systemer. Det gælder blandt andet ligestil-

lingsorganers ret til at anlægge og føre sager, som kompromisteksten tydeliggør

skal være i overensstemmelse med national lov og praksis.

Rådet ventes således at kunne nå til enighed om større respekt for arbejdsmarkedets

parters rolle samt større fleksibilitet over for forskellige indretninger af ligestil-

lingsorganer og forskellige nationale regler om civilretlige processer. På den bag-

grund vurderes et kvalificeret flertal af medlemslandene at kunne støtte direktivfor-

slagene. Om der kan opnås enstemmig enighed om det direktivforslag, der kræver

enstemmighed, står pt. ikke klart.

Ift. den videre proces med vedtagelse af de endelige direktivforslag kan desuden

fremhæves, at der i Rådet ikke er endelig afklaring af, hvordan man skal håndtere

den særlige situation med to forskellige beslutningsprocedurer henset til de to for-

skellige hjemmelsgrundlag for forslagene. Dette skal håndteres i forhandlingernes

slutfase.

10. Regeringens generelle holdning

Regeringen hilser Kommissionens initiativ velkomment. Respekt for ligebehand-

ling og bekæmpelse af forskelsbehandling er vigtige danske prioriteter. Regeringen

støtter derfor initiativets formål om at skabe en stærkere ramme til at fremme lige-

behandling i EU og om at styrke håndhævelsen af EU-retten om ligebehandling og

anti-diskrimination.

Regeringen arbejder for, at direktivforslagene indeholder fleksibilitet og respekte-

rer forskellige arbejdsmarkedsmodeller og forskellige juridiske og administrative

systemer.

Danmark har et velfungerende system til at håndhæve EU’s

ligebehand-

lingslovgivning, og de fleste af opgaverne som følger af direktivforslagene vareta-

ges allerede i dag af Ligebehandlingsnævnet og Institut for Menneskerettigheder

(Danmarks nuværende ligestillingsorgan). Det er vigtigt for regeringen at sikre, at

direktivforslagene gør det muligt for medlemslandene selv at indrette deres natio-

nale systemer, herunder afgøre antallet af ligestillingsorganer og kompetenceforde-

lingen mellem dem. Forslagene skal desuden respektere det danske fagretlige sy-

stem, som håndterer sager vedr. fortolkning af og brud på kollektive overenskom-

ster. Styrkelsen af ligestillingsorganernes rolle må ikke kunne udfordre dette sy-

stem.

Regeringens vurdering er, at Danmark lever op til størstedelen af bestemmelserne i

forslagene. Ikke desto mindre ses en værdi i at sikre, at ligestillingsorganer i hele

EU styrkes. Hertil kommer, at der under forhandlingerne i Rådet er gjort betydelige

fremskridt for at reducere forslagenes detaljeringsgrad samt øge fleksibiliteten over

for forskellige nationale systemer.

11. Tidligere forelæggelser for Folketingets Europaudvalg

De to grund- og nærhedsnotater om forslagene til direktiver om bindende standar-

der for ligestillingsorganer blev oversendt til Folketingets Europaudvalg den 30. ja-

nuar 2023.

Sagen blev senest forelagt Folketingets Europaudvalg den 17. maj 2023 til forhand-

lingsoplæg.

2. Forslag til direktiv om bindende standarder for ligestillingsor-

ganer (689)

- generel indstilling

KOM-nr. (2022) 689

Revideret notat. Ændringer i forhold til grund- og nærhedsnotat sendt til Folketin-

get den 9. maj 2023 er markeret med streg i venstre margin.

1. Resumé

Kommissionen har ved KOM (2022) 688 og 689 af 7. december 2022 fremsat for-

slag til to parallelle direktiver om bindende standarder for ligestillingsorganer.

Forslagene er i det væsentlige identiske, men har forskelligt retsgrundlag og for-

skellig beslutningsprocedure. Forslagene skal ifølge Kommissionen betragtes som

ét forslag.

Med forslagene ønsker Kommissionen at fastsætte bindende standarder for at sikre

en bedre anvendelse og håndhævelse af EU’s anti-diskriminationsregler.

De to for-

slag skal sikre, at

alle EU’s borgere nyder godt af et ensartet minimumsniveau for

beskyttelse mod forskelsbehandling.

Forslagene omhandler standarder for ligestillingsorganernes mandat, struktur, til-

gængelighed, uafhængighed, ressourcer, opgaver og beføjelser. Formålet er at

styrke den EU-retlige ramme for at ligestillingsorganer kan 1) engagere sig i fore-

byggelse af diskrimination, fremme af ligebehandling og bevidstgørelse og 2) be-

handle og undersøge sager om diskrimination samt bistå ofre.

Forslagene har forskelligt rets- og beslutningsgrundlag, hvorfor der er udarbejdet

to forskellige, men tilnærmelsesvis identiske samlenotater.

Indeværende notat vedrører KOM (2022) 689, som har hjemmel i artikel 19, stk. 1

i TEUF og behandles efter den særlige lovgivningsprocedure, som kræver enstem-

mighed. Dette forslags titel er ’standarder for ligestillingsorganer på området lige-

behandling af alle uanset race eller etnisk oprindelse, ligebehandling i forbindelse

med beskæftigelse og erhverv mellem personer uanset religion eller tro, handicap,

alder eller seksuel orientering og ligebehandling af kvinder og mænd med hensyn

til social sikring og i forbindelse med adgang til og levering af varer og tjeneste-

ydelser og om ophævelse af artikel 13 i direktiv 2000/43/EF og artikel 12 i direktiv

2004/113/EF’.

Det parallelle forslag, KOM (2022) 688, har hjemmel i artikel 157, stk. 3 og er om-

fattet af den ordinære lovgivningsprocedure. Dette forslags titel er ’standarder for

ligestillingsorganer på området ligebehandling af og lige muligheder for kvinder

og mænd i forbindelse med beskæftigelse og erhverv og om ophævelse af artikel 20

i direktiv 2006/54/EF og artikel 11 i direktiv 2010/41/EU’.

Direktivforslagene vil få lovgivningsmæssige konsekvenser, idet der formentlig vil

skulle ske ændringer i lov om Institut for Menneskerettigheder og eventuelt i lov

om Ligebehandlingsnævnet.

Forslagene vurderes at kunne medføre begrænsede statsfinansielle konsekvenser.

Regeringen hilser Kommissionens initiativ velkomment. Respekt for ligebehandling

og bekæmpelse af forskelsbehandling er vigtige danske prioriteter. Regeringen

støtter derfor initiativets formål om skabe en stærkere ramme til at fremme ligebe-

handling i EU og om at styrke håndhævelsen af EU-retten om ligebehandling og

anti-diskrimination.

Regeringen arbejder for, at direktivforslagene indeholder tilstrækkelig fleksibilitet

og respekterer forskellige arbejdsmarkedsmodeller og forskellige juridiske og ad-

ministrative

systemer. Danmark har et velfungerende system til at håndhæve EU’s