Tak for ordet. Som jeg også nævnte ved det foregående spørgsmål, er det jo en forfærdelig sag, der danner bagtæppet for spørgsmålet. Så vidt jeg kan forstå, har den pågældende dansk statsborgerskab og kan derfor ikke udvises af Danmark.
Der skal ikke herske nogen tvivl om, at det er regeringens politik, at udlændinge, der misbruger deres ophold i Danmark til at begå kriminalitet, ikke har noget at gøre i det danske samfund. Det er derfor regeringens holdning, at udlændinge, der begår alvorlig kriminalitet, så vidt muligt skal udvises.
Som det fremgår af regeringsgrundlaget, vil regeringen styrke Danmarks muligheder for at fremme international lov og ret og derfor også fastholde Danmarks medlemskab af de internationale konventioner. Men det ændrer altså ikke på, at der også findes uhensigtsmæssigheder ved dele af konventionerne og fortolkningen af dem. Der er f.eks. snævre rammer for at kunne frakende dansk statsborgerskab, og der er grænser for mulighederne for at udvise kriminelle udlændinge. Vi skal være klar til at udfordre og også afsøge de rammer, som konventionerne sætter op, for at minimere deres negative bivirkning.
Som det også fremgår af regeringsgrundlaget, vil regeringen derfor tage flere initiativer. Vi vil bl.a. igangsætte en grundig udredning af Danmarks forpligtelser og muligheder i forbindelse med Den Europæiske Menneskerettighedskonvention og også afgørelser fra Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol. Samtidig vil regeringen udnævne en ambassadør, der skal sikre, at Danmark engagerer sig i arbejdet med konventionerne, herunder hvordan de anvendes, og ikke mindst også, hvordan de fortolkes. Tak for ordet.