Spm. nr. US 25

7) Til statsministeren af:

Om US 25

Spm. nr. US 25

Jeg tror, vi var mange, der lyttede intenst med, da statsministeren fortalte om livet på savannen. Hun har jo en kandidatuddannelse i Afrikastudier og taler derfor med en større vægt end de fleste af os. Man fristes jo så næsten til som et indledende spørgsmål at spørge, om det så er hanløven – altså ham, der brøler – hun har siddende ved siden af sig.

For jeg synes godt nok, vi hører meget fra udenrigsministeren for tiden. Lige i øjeblikket er der en debat om, hvorvidt man skal til at indføre mere brugerbetaling i ældreplejen, og nu ved jeg så ikke, om det er den der allegori fra savannen, der gør sig gældende, altså at hanløven ligesom ligger i skyggen og brøler sine budskaber ud, mens hunløven er ude på savannen, hvor hun passer på børnene, skaffer føde og sådan nogle ting og ikke rigtig tager sig af, hvad der foregår i lejren.

Så jeg kunne egentlig godt tænke mig at vide: Hvem er det, der er hanløven? Er det statsministeren, eller er det udenrigsministeren? Går regeringen ind for brugerbetaling i ældreplejen, eller hvad mener man?

Statsministeren.

Altså, jeg er blevet beskyldt for meget mangt og meget i de her år i politik, men dog endnu ikke for at have skiftet køn. (Morten Messerschmidt (DF): Det kan gøres ganske hurtigt på NemID). Ja, men det er jo så kun juridisk, og det tror jeg faktisk ikke rigtig løver begiver sig ud i. Jeg synes i øvrigt lige, vi skal høre, hvor hr. Morten Messerschmidt egentlig ser sig selv på savannen, altså som hvilket dyr. Jeg har et bud, men det tror jeg lige jeg vil gemme lidt, indtil jeg får et forslag fra næbbet selv, eller hvad det nu kan være.

Jeg har ikke haft lejlighed til at læse det pågældende interview, men jeg ved, hvad udenrigsministerens sådan i almindelighed mener om tingene, og hvis jeg tror ret, så er det, udenrigsministeren har gjort i det interview, er at pege på, at vi står over for nogle udfordringer. Og der kan man jo godt som strudsen stikke hovedet i busken og så håbe på, at der ikke sker noget, og at tingene går over, eller også kan man lidt mere upfront forholde sig til, at vi egentlig har et ret alvorligt udfordringsbillede.

Jeg tror ikke, at udenrigsministeren foreslår brugerbetaling. Det gør regeringen ikke, og det er i øvrigt ikke noget, vi har diskuteret på noget tidspunkt. Men jeg skal da være fuldstændig ærlig at sige, at vi har en diskussion regeringspartierne imellem – og den håber jeg sådan set vi kan have med alle Folketingets partier – om, hvad det er for et velfærdssamfund, vi gerne vil have i fremtiden. Og når vi ved, at vi mangler arbejdskraft, og når vi ved, at der nogle danskere, der bliver rigere, og når vi i øvrigt kan se en ulighed på flere forskellige niveauer i velfærdssamfundet, så er der en risiko for, hvis vi bare lader tingene fortsætte, som de er i dag, at nogle vil vælge det fælles fra, fordi de har muligheden. Det ønsker vi ikke, og det var jo det, man kunne se i morges på Rigshospitalet, hvor der stod en regering og foreslog at bruge 5 mia. kr. ekstra om året på vores offentlige sundhedsvæsen. Det er jo, fordi vi ønsker at styrke kronjuvelen i det danske velfærdssamfund. Det er det, regeringen gerne vil.

Hr. Morten Messerschmidt.

Jeg tror bare, jeg er det der irriterende dyr, der gerne vil have et svar. Så kan statsministeren med sin viden sådan selv sætte et navn på fra dyrenes verden.

Det svar hørte jeg i hvert fald ikke som en afklapsning – det var ikke en afvisning. Så går vi til det næste spørgsmål om noget, hanløven brøler om, nemlig traktatændringer. Altså, jeg ved ikke, om statsministeren kan huske, at vi for et års tid siden var i en intensiv valgkamp, hvor hendes daværende udenrigsminister lovede, at der ikke ville komme traktatændringer, at man ikke ville fjerne vetoretten på udenrigspolitikken, og hvis man gjorde det, ville man i hvert fald garantere danskerne en folkeafstemning. Jeg kan jo ovenikøbet huske, at statsministeren på Europadagen var meget stolt af en erklæring, man var gået sammen med 13 andre EU-lande om, hvor man afviste at indføre flertalsafgørelser på udenrigspolitikken. Jeg har den her. Den er taget fra Udenrigsministeriets hjemmeside – den ligger der stadig væk.

Det sjove er jo så, at udenrigsministeren så turnerer land og rige rundt, måske hele kontinentet, hvem ved, med et budskab om, at man nu skal fjerne vetoretten. Der er det jo bare rart at vide, hvem der er hanløven her. Hvem brøler, og hvem bestemmer? Altså, statsministeren gav sidste år forud for afstemningen om forsvarsforbeholdet en garanti til danskerne om, at man ikke ville fjerne vetoretten, men udenrigsministeren siger nu, at det vil man gerne. Hvem bestemmer?

Statsministeren.

Jeg tror, at der også skal være en spørgetime med udenrigsministeren, for det vil jo på en eller anden måde næsten være lettere, hvis det er udenrigsministeren, spørgsmålene går til. Jeg tror i øvrigt, det her måske lige kunne være tidspunktet til at sige, at det, spørgeren spurgte om sidste gang, om, hvordan man havde stemt i Europa-Parlamentet, har jeg selvfølgelig kigget på efterfølgende, og det var vist ikke en helt korrekt gengivelse af, hvordan i hvert fald nogle af de danske medlemmer af Parlamentet har stemt. Det er bare, så man ved, at det, man har sagt, vist ikke var helt korrekt.

Så er der lige nu en diskussion i Europa, på vores kære kontinent, om, hvordan vi håndterer den nye virkelighed. Vi er 27 medlemmer af EU i dag. Nogle af os er glade for, at EU eksisterer, og da i særdeleshed nu, vil jeg bare sige, hvor vi har et Rusland, der begynder at angribe et europæisk land, Ukraine. Og vi har en række lande uden for EU, der ønsker at være med i det europæiske fællesskab. Vi har en entydig interesse i at få knyttet de lande endnu tættere til os – ingen tvivl om det – og på et tidspunkt vil nogle af de lande også opnå medlemskab. Og når vi går fra et EU 27 til et EU med endnu flere medlemslande, så vil der også komme en nødvendig diskussion af, hvordan vi indretter arbejdet. Men der er langt fra at sige, at vil blive nødt til at have den diskussion som europæere, og så til det, som hr. Morten Messerschmidt sagde før.

Hr. Morten Messerschmidt.

Nej, det er jeg bange for at der ikke er. Sagen er, at det er 1 år siden, næsten præcis, at statsministerens daværende regering gav en garanti til danskerne om, at man ikke ville fjerne vetoretten. Man gik endda så langt – det var så den daværende udenrigsminister – at man sagde, at man fik skrevet det ind i loven, at der lå sådan en garanti for, at hvis man fjerner vetoretten, kommer der en folkeafstemning, og så bliver danskerne spurgt igen. Så er det jo ikke helt urimeligt, når der nu har været et regeringsskifte. Det er stadig væk statsministeren, der er statsminister. Det er bare en ny, der er udenrigsminister, og som tydeligvis har ændret position. Og det er jo fint nok. Det har regeringen her jo gjort på masser af områder, især efter valget. Det er jo helt fint. Men så er det vel ikke for meget at forlange, når vi så i oppositionen høfligt spørger, om de garantier, som den tidligere regering under den samme statsminister gav, stadig gælder. Det behøver man ikke at komme ud i en lang polemik om. Man kan bare sige ja eller nej. Får danskerne det sidste ord, hvis udenrigsministeren får sin vilje om at fjerne vetoretten på udenrigspolitikken?

Statsministeren.

I virkeligheden er det jo relativt nøgternt, at hvis der kommer en ny traktat, vil der være en folkeafstemning i Danmark. Det er jo relativt nøgternt. Men jeg tror, at der neden under det her ligger noget, der er meget mere interessant. Vil man Europa det bedste eller ej? Jeg beklager at sige det lidt direkte. At have forestillet sig den situation med en angrebskrig på det europæiske kontinent, som vi har nu, uden et stærkt NATO og uden et stærkt EU – så langt rækker min fantasi simpelt hen ikke. En af grundene til, at Europa står så stærkt, som vi står i dag, er, at vi samarbejder med hinanden. Her er jeg bange for, at der faktisk er en ret principiel forskel. Vil man Europa det bedste eller ej? For hvis ikke man vil gå ind og tage diskussionen om, hvordan vi samarbejder med hinanden i Europa, også på et tidspunkt, hvor EU måtte være udvidet til flere lande, gør man ikke sit europæiske arbejde godt nok. I og med at vi har behov for et stærkt Europa, bliver man også nødt til at forholde sig til, hvordan vores institutioner skal arbejde.

Vi siger tak til hr. Morten Messerschmidt fra Dansk Folkeparti.

Jeg byder nu velkommen til fru Franciska Rosenkilde fra Alternativet. Værsgo.