Den her regering trækker Danmark i den forkerte retning. Vi står i en situation, hvor presset på Europas ydre grænser sætter rekord siden det, vi så med migrationskrisen i 2015-2016, der resulterede i, at man tabte kontrollen, det hele brød sammen, der var kaos, hundredtusindvis af mennesker væltede ind i Europa, ingen vidste, hvad der foregik, vores grænser brød sammen. Det var totalt kaotisk.
I den situation var vi heldigvis nogle, der insisterede på, at der skulle ske noget for at skærme vores land mod det, der var i gang. Det, regeringen gør nu, er, at man ruller det den anden vej i en situation, hvor vi har mere brug for det, end vi har haft i meget lang tid, og hvor presset stiger. Jeg synes, det er en helt forkert beslutning, regeringen har truffet. Jeg synes, det er en uansvarlig beslutning, regeringen har truffet. Jeg vil gøre alt, hvad jeg kan, for at overbevise ministeren og regeringen om, at man skal gå den anden vej, for jeg synes virkelig, det her er faretruende.
Jeg synes, det er uansvarligt, som jeg sagde, men jeg vil jo også gerne forsøge at være konstruktiv, så derfor vil jeg starte med at spørge ministeren, om noget: Det ene udelukker vel ikke det andet. Jeg er med på, at vi godt kan overvåge grænsen med droner. Jeg tror aldrig, jeg har udtalt mig negativt eller skeptisk over for nummerpladescannere; det er jeg også med på at vi kan rulle mere ud af. Jeg er også med på, at vi kan sørge for, at udlændingekontrolafdelingen får tildelt flere årsværk og bliver styrket. Men jeg er altså ikke med på, at man svækker den umiddelbare grænsekontrol, man møder, når man kommer til Danmarks grænser; det er jeg ikke med på.
Hvorfor kan vi ikke gøre begge dele, minister? Hvorfor kan vi ikke fastholde den stærke kontrol, man møder ved grænsen, men samtidig styrke en stribe andre initiativer? Hvorfor skal det kun være enten-eller? Hvorfor er det ikke både-og? For mig er det her spørgsmål og for Dansk Folkeparti er det her spørgsmål helt afgørende, så kan vi ikke gøre begge dele, minister?