Jo, det er en svækkelse af grænsekontrollen. Det er det, det er. Og jeg må sige, at jeg er dybt, dybt skuffet over, at regeringen træffer den her beslutning selv. Regeringen træffer den hen over hovedet på politiforligskredsen. Vi er end ikke orienteret om, at regeringen går ud med den her melding, og jeg må sige, at det jo er svært at tolke det her som andet end en fjendtlig handling fra regeringens side over for de – må man sige – meget, meget loyale forligspartnere, regeringen har haft på hele det her område i, jo, årevis.
Altså, Dansk Folkeparti har i årevis været en del af det her forlig. Vi har loyalt bakket op om de beslutninger, vi har truffet i fællesskab, om de kompromiser, vi har indgået, og det har med nogle af dem været svære kompromiser – det har det jo også været set fra vores side – hvor vi har givet og taget, men vi synes selv i al beskedenhed, at vi har bakket meget loyalt op om den forligskreds.
Derfor er jeg meget skuffet over det her, og som sagt er det jo ikke nogen venlig handling, man har lavet, over for os. Det er en fjendtlig handling; man har flyttet sig fra den klare forventning, der har ligget i hvert fald fra vores side, og det gør man jo ikke, fordi man vil os det godt.
Så det må jeg sige, minister: Det er jeg meget, meget skuffet over; nogle af de her ting, som jo også handler om finansiering, nogle af de her ting, som jo også handler om, hvordan vi organiserer dansk politi, er jo nogle af de her ting, vi normalt ville diskutere i en forligskreds.
Kan ministeren forstå, at der kan være skuffelse i dele af Folketinget, som har bakket op om finansieringen, som har været med, som har taget det her meget alvorligt, og som jo altså også har rakt regeringen en olivengren, da den her regering trådte til, og sagt: Jamen vi vil sådan set gerne det gode, vi vil gerne have fred, vi vil gerne tage ansvar, vi vil gerne være med?
Kan regeringen i det lys ikke forstå, at der er en enorm skuffelse – i hvert fald i den del af Folketinget, hvor jeg sidder, hvor Dansk Folkeparti sidder – over, at regeringen så bare træffer den her beslutning og bare ruller det ud?